Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/7/18

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Under disse forholdsviis fredelige Begivenheder – thi endogsaa den heftige Tvist mellem Drottseten og-Geistligheden førtes og endtes dog uden egentlige Voldsomheder fra nogen af Siderne –, havde Danmark atter været Scenen for store Uroligheder, og disse Tildragelser maa vi her korteligt berøre, da de ej undlod, middelbart at udøve nogen Indflydelse paa, hvad der skete i Kong Magnus’s Riger. – Medens den landflygtige Kong Christopher ej uden Held søgte at vinde Tilhængere baade i og udenfor Danmark, blandt hvilke Biskoperne af Ribe og Aarhuus, og mange megtige Adelsmænd, begyndte det danske Folk at føle den hjerteligste Lede til det Herredømme, som Holstenerne ved Grev Gerhard nu førte iblandt dem, og da denne vovede at paalegge de sjælandske Bønder en ny Skat, gjorde de Opstand. Greven slog og adsplittede dem vel (1ste Sept. 1328)[1], men det lod dog nu til, at Kong Christopher kunde regne paa Stemningen i Landet, og han begav sig derfor til Lübeck, for at forlige sig med sin Halvbroder Johan, og hos ham faa Hjelp til at vinde Riget tilbage. Et saadant Forliig kom ogsaa virkelig istand, dog kun med store Opoffrelser[2], thi mod at faa en Pengesum laant, og Grevens Løfte om at staa ham bi til sit Riges Gjenerobring, pantsatte han ham Laaland med alt Tilliggende, det vil sige, hvad han allerede havde faaet af Kong Valdemar. Johan lovede nu ogsaa at forlige ham med Grev Gerhard, og da denne, som det heder, saa, at de Danske ej var at lide paa, bestemte han sig omsider dertil, altsaa med andre Ord at slaa Haanden af Kong Valdemar, dog mod den betydelige Sum af 80000 Mk. Sølv, for hvilke Grev Johan maatte stille Sikkerhed, da Kongen ingen havde at byde. Nogen egentlig Overeenskomst herom synes dog ej endnu for det første at være bleven oprettet, og Aftalen har saaledes vel kun været foreløbig og hemmelig[3]. Fremdeles fik Kongen Tilsagn om Hjelp fra Lübeck, og sine gamle Venner, de mecklenburgske Fyrster. Han kunde saaledes i 1329, ledsaget af Grev Johan med en ej ubetydelig Styrke, drage over til Falster, hvor Nykjøbing Slot blev indtaget, og derpaa til Vordingborg. Her viiste dog atter Landbefolkningen sig fjendtlig mod ham og en Hær samlede sig om Slottet og belagde det til Lands og Vands, men Kongen og Johan slog dem aldeles i et Udfald og feldte en Mængde. Ved denne Lejlighed var de fornemme Herrer, trehundrede Mand til Hest, under Anførsel af Knut Porse, nærværende, dog i nogen Afstand og uden at tage Deel i Kampen. Formodentlig havde de da allerede halv om halv besluttet sig til at indgaa Forliig med Kongen og vilde kun afvente Kampens Udfald; thi nu, heder det, tog Hertug Knut en Dag, d. e., indgik Stilstand med Kongen, for siden at slutte Forliig, medens de Danske bleve ængstelige og uenige, og gav sig atter til ham, baade Jyder og andre. Dog var han uklog nok til at skille sig i Vrede fra Grev Johan, og begive sig til Jylland, da denne havde forekommet ham i at besette Kjøbenhavns Slot, og dette maa have forsinket hans Fremgang noget[4]. Maaskee var det nu, at Jyderne under hans Anførsel søgte at indtage Gottorp, men bleve drevne tilbage med stort Tab af Grev Gerhard[5]. Det var da formodentlig og paa denne Tid, at Knut Porse, enten førend han endnu indgik Stilstand, eller efterat Stilstanden var udløben, medens Kongen ej længer var tilstede, herjede rundt om paa Sjæland, brendte Klostre og Huse, drebte Folk og røvede Gods, som de islandske Annaler berette[6]. I samme Aar faldt og den forhen omtalte Strid mellem ham og Ivar Agmundssøn, Høvedsmanden paa Baagahuus, medens derimod Kong Magnus eller Raadet i hans Navn sluttede hiint Forbund med Herrerne af Werle (der vare forbittrede paa Knut fordi han havde frataget dem deres Arvegods i Sjæland efter Kong Christophers Syster Margrete), hvorved man paa begge Sider udtrykkeligt forpligtede sig til, fremfor alt, at gjøre Knut Porse Modstand, endog om Kong Christopher selv skulde indgaa Forliig med ham. Heraf seer man, at Knut Porse nu stod i Begreb med at forlige sig med Kongen. Det var vel og i Anledning af alt dette Røre, at Erkebiskopen, Biskop Audfinn og Cantsleren, og da vist ogsaa Drottseten, Kongen og hele Hoffet i August 1329 befandt sig i Tunsberg, sandsynligviis for nærmere at iagttage Begivenhederne[7]. Uenigheden mellem Grev Johan og Kong Christopher blev ikke af lang Varighed, og den første synes ivrigt at have søgt at bortrydde alle de Hindringer, der kunde stille sig i Vejen for en Fred, af hvilken han selv aabenbart vilde komme til at høste de største Fordele. Saaledes sluttede han tvende Overeenskomster med den nys afdøde Marsk Ludvig Albrechtssøns Enke og Arvinger, hvorved han fik overdraget sig Helsingborgs Slot og District samt andre Besiddelser i Skaane, saa at dette Landskab næsten ganske kom i hans Vold, og tillige Kong Christophers Søn, Kong Erik, der hidtil havde været Marskens Fange, udleveredes til Greven, der paa sin Side forbandt sig til at betale Boets Gjeld til Knut Porse og Andre[8]. Dette tilligemed hiint Nederlag ved Gottorp har vel bevirket, at Christopher nu til enhver Priis gik ind paa den Fred og Forligelse, som Grev Johan søgte at bringe til Veje. Den første, med hvilken Kongen forligede sig, synes at have været Knut Porse, men naar dette Forliig sluttedes, vides ikke; det berettes kun korteligt, at Knut bekræftedes i Besiddelsen af Sønder-Halland, Samsø, nordre Aasbo-Hered m. m. i Skaane, og hvad han havde i Sjæland nemlig Kalundborg, Sjøborg, m. m., men at han skulde tilbagegive Herrerne af Werle deres Arvegods[9]. Formodentlig er noget saadant blevet betinget allerede ved den ovenomtalte Stilstand. Men sidenefter erfarer man, at der holdtes et Møde i Ringsted, og at Knut her den 11te November indgik et nyt Forliig med Kongen, ifølge hvilket al Ufred og Fjendskab mellem dem skulde være glemt, og Knut, som her fremdeles kaldes Hertug af Halland og Samsø, dertil endydermere arveligt forlenedes med Hertugdømmet Estland[10]. Dagen efter besegledes Forliget mellem Grev Johan og Kongen, som først og fremst overdrog ham Femern til Arvelehn, dernæst satte ham til Pant for 20000 Mk. Sølv Laaland med Slottet Aalholm, Skaane og Sjæland, undtagen Kalundborg og de øvrige Besiddelser, som tilhørte deels Hertug Knut, deels de mecklenburgske Herrer, for hvilke igjen Hindsgavl Slot midlertidigt overlodes Greven til Pant; overhoved opregnes alt hvad John fik til Pant, mod Slutningen saaledes: Skaane, Sjæland, Laaland, med Slotterne Helsingborg, Falsterbo, Skanør, Vordingborg, Sjøborg (der døet først skulde indløses fra Knut Porse, ligesom Kalundborg), Korsøer og Aalholm[11]. Net stod kun Grev Gerhard tilbage at slutte endeligt Forliig med, thi førend et saadant var indgaaet, kunde man ej vente, at Hertug Valdemar vilde nedlegge sin Kongetitel. Men en venskabelig Tilnærmelse mellem Kong Christopher og Johan paa den ene Side og Grev Gerhard paa den anden synes allerede en Tidlang at have fundet Sted, og et Giftermaal at være blevet aftalt mellem den unge Thronfølger med Kongetitel Erik, og Grevens Stifter Elisabet, Enke efter Hertug Johannes af Saxen-Lauenburg[12]. Der berettes endog, at da Kongen i Aaret 1329 lod Biskop Sale af Børglum, mod hvem han havde meget udestaaende, gribe og kaste i Fængsel, var Gerhard ham behjelpelig dermed[13]. Saaledes var nu Fredsslutningen allerede forberedet, og den, saavelsom Giftermaalet og Hertugens formelige Tronfrasigelse fandt vel altsammen Sted i Ribe, i Februar 1330, thi den 25de Februar udstedte Kongen og hans Søn Kong Erik i denne By et aabent Brev, hvorved de overdrog Grev Gerhard som arveligt Lehn hele Fyn med al kongelig Rettighed, imod den sedvanlige Lenspligt af Krigstjeneste, dog saaledes, at hvis Hertug Valdemar døde uden Arvinger, skulde Greven give Fyn tilbage og i dets Sted faa Sønderjylland[14]. Saaledes var da omsider Freden gjenoprettet i det haardt hjemsøgte Rige, men paa den Viis, at Kongen kun havde beholdt den mindste Deel tilbage for sig, medens tydske Herrer fordetmeste raadede i de øvrige Landsdele. Ej længe efter (d. 30te Mai 1330), døde Hertug Knut[15], uden saaledes at faa nyde stort godt af al den Magt og ydre Glands, som han ved flere Aars rastløse Stræben og uden Hensyn til Midler havde søgt at erhverve sig. Efterretningen om hans Død har sikkert af alle Velsindede i Norden været modtagen med Glæde, thi han var upaatvivlelig den talentfuldeste og rastløseste af alle Urostifterne. Derfor kan det vel og medføre Sandhed, hvad de islandske Annaler berette, at han blev forgivet. Han efterlod af sit Egteskab med Ingeborg to umyndige Sønner, Haakon og Knut. Hertuginde Ingeborg beholdt hans Besiddelser i Danmark, hvor hun fremdeles vedblev at have sit faste Ophold, idet hun kun en Gang imellem besøgte sin Søn Kong Magnus[16]; den Del af Nordre-Halland derimod, som Knut hidtil synes at have besiddet, faldt nu tilbage til Kong Magnus, hvilket allerbedst sees deraf, at der allerede den 21 Juli 1331, ifølge en i Kongens Navn til Curien indgiven Ansøgning, udstedtes en pavelig Bulle, der bemyndigede Biskopen af Skara til at erklære Nordre-Halland, saasom det nu tilhørte Kong Magnus og altsaa laa udenfor Danmarks Grændser, fritaget for at ligge under det Interdict, der ellers skulde hvile over hele Danmark formedelst Biskop Tukes Fængsling[17]. Men fremdeles betragtedes dette Landskab som en svensk Provinds eller et Tilbehør til Sverige, uagtet det oprindeligt var overdraget til Kong Haakon i Norge, saaledes som det ovenfor er viist. Den samme Undtagelse havde Grev Johan kort forud (ved Bulle af 2den Mai 1331) erhvervet for alle de Besiddelser, han havde deels til Lehn, deels til Pant inden Danmarks Grændser[18], og da de udgjorde den største Deel af Landet, maatte Følgen heraf være, at kun de faa Dele, som endnu stod under Kongens Raadighed, laa under Interdictet: den bedste Maade til at undergrave den Smule Hengivenhed, Folket endnu maatte nære for ham. I det Andragende, som Grev Johan desangaaende havde indgivet til Paven, havde han ogsaa ligefrem erklæret og paaberaabt sig, „at han var Kongens Modstander, og ikke i nogetsomhelst begunstigede ham eller var hans Tilhænger“. Dette klinger noget underligt, efterat han nylig havde indgaaet Forliig med ham. Men Sagen var den, at Christopher skal Aaret forud have villet unddrage sig fra at opfylde Forliigsvilkaarene, saa at Grev Johan virkelig fandt sig foranlediget til at gaa med en Hær til Fyn, og true med at angribe ham i Jylland. Denne Gang meglede dog Grev Gerhard Fred, men atter paa haarde Betingelser for Kongen, thi foruden at denne maatte love, at lade Grev Johan beholde uforstyrret, hvad han havde, maatte han ogsaa overlade Grev Gerhard selv det meste af Nordre-Jylland i Pant for 40000 Mk. Sølv. Saaledes blev hans Besiddelser mere og mere beklippede[19].

Roligheden i Danmark varede dog ej lenge. Greverne Johan og Gerhard kunde, som det lader, ej ret vel forliges om, hvo der skulde spille Mester i Danmark, og der udbrød en Krig imellem dem, hvori og Christopher tog Deel, som Grev Gerhards Fiende, i Haab om at vinde idetmindste noget af sin forrige Magt tilbage. Medens Grev Gerhard vendte sig mod Grev Johan, der laa med sin Hær i Oldeslo, brød Kongen med en sterk Hær ind i det Slesvigske, men ved Efterretningen herom ilede Grev Gerhard ham skyndsomst imøde, og slog ham, uagtet hans Overmagt, saa eftertrykkeligt paa Lohede nær ved Danevirke (30te Novbr. 1331) at hans Hær adsplittedes, hans Søn Otto fangedes, og han selv med sin eldste Søn Kong Erik i den daarligste Forfatning flygtede til Kiel. Ved Grev Johans Bestræbelser kom det vel atter til Fred, men med nye Opoffrelser fra Kongens Side (10 Januar 1331). Han maatte nu overlade Grev Gerhard hele nordre Jylland og Fyn med alle kongelige Rettigheder m. m. som Pant for 100000 Mi. Sølv, og det bestemtes udtrykkeligt, at Beltessundet og Vesterhavet skulde være Ydergrændserne for Grev Gerhards Besiddelser[20]. Kongen beholdt egentlig ikke mere tilbage af Riget, end Skanderborg, lidt af Laaland og“nogle Smaa-Øer. Ej længe efter døde hans Søn Erik, formedelst Følgerne af et Fald med Hesten, han under Flugten fra Slaget var kommen til at gjøre. Nedbøjet af dette, som saa mange andre haarde Slag, begav Kongen sig siden til Laaland, hvor endnu flere Sorger og Ydmygelser ventede ham[21]. Han døde endnu samme Aar[22] i Nykjøbing paa Falster (d. 2den August 1332) efterladende Riget i den sørgeligste Forfatning, udstykket mellem Fremmede og trykket af disses haarde Regimente. Grev Gerhard havde Nordre-Jylland og Fyn, samt Løfte paa Sønderjylland, hvis Hertug Valdemar døde uden retmæssige Arvinger, Grev Johan havde det meste af Skaane med Bleking, Sjæland, Laaland, Falster og Femern, Laurentius Jonssøn havde Langeland og Errø, og Hertuginde Ingeborg Sønderhalland, Samsø og Kalundborg m. m. De Danske selv sukkede under de Fremmedes Aag, og Misfornøielsen var især sterk i Skaane. Her syntes altsaa Lejlighed at være forhaanden for Nabomagterne, især den tilsyneladende mægtige Konge over de forenede Riger, til at gribe ind med Fordeel. Og denne Lejlighed lod Kong Magnus heller ikke ubenyttet, saa at det dog tilsidst blev ham, der høstede Frugterne af hvad hans Stiffader Knut Porse saa ivrigt og utretteligt havde virket for, uden dog selv ret at komme til Maalet.

  1. ↑ See Chron. i Scr. R. D. T. VI. S. 523, ved 1328.
  2. ↑ See Huitfeld, S. 442, Suhm XII. 166. Forliget med Johan er dateret den 30te November 1328.
  3. ↑ Om denne Overeenskomst taler nemlig alene Detmar, S. 227, og efter ham hans Udskrivere Corner og Crantz, medens Huitfeld (S. 443) ikke vil vide noget derom, fordi ingen Documenter desangaaende forefindes. Men da Detmars Beretninger her ere saagodtsom samtidige, og han navnlig maatte vide Besked om hvad der foregik i Lübeck, tør man ej forkaste, hvad her saa bestemt er yttret. Kun er det klart, at Overeenskomsten har været foreløbig og hemmelig, de vi ellers strax maatte see Hertug Valdemar at nedlegge Kongetitlen, medens han i den Sted beholdt den lige til ind i Februar 1330, og Grev Gerhards endelige Forligstractat med Kongen ligeledes sluttedes paa den Tid, efterat der endog i Mellemtiden havde forefaldt Fjendtligheder mellem ham og Jyderne. Heller ikke gjengives Detmars Beretning rigtigt hos Huitfeld, der siger at Johan stillede Gerhard 8 Kirkesogn omkring Gottorp til Sikkerhed, medens Detmar siger at disse Kirkesogn laa omkring Mon, og tilligemed dette Slot selv sattes i Pant.
  4. ↑ Chron. i Scr. R. D. l. c.
  5. ↑ Herom beretter Huitfeldt udførligt, S. 451, uden dog at angive nogen Hjemmel, sigende udtrykkeligt, at Kongen selv anførte Toget, og henførende Stormen paa Gottorps Slot til 16de April. Detmar derimod (S. 228) siger udtrykkeligt, at det skete om Høsten, taler kun om Jyderne, ej om Christopher og siger at Greven kom Slottet til Undsetning og slog dem „uppe deme Hesterberge“. – Detmars Beretning synes fremdeles at maatte staa mest til Troende.
  6. ↑ Da vi finde Kong Valdemar i Sjæland i Juni Maaned, og navnlig i Kalundborg, der tilhørte Hertug Knut, er det højst sandsynligt, at Knuts Herjetog ogsaa skete paa denne Tid. Men om det var efter Kong Christophers Bortgang til Jylland, eller før hans Ankomst til Vordingborg, lader sig af de utilstrækkelige Kilder ikke udfinde.
  7. ↑ See ovf. S. 112, Noten.
  8. ↑ Huitfeldt S. 445, 446, Suhm XII. 183, 185.
  9. ↑ Huitfeld, S. 445. Man seer desuden af den Omstændighed, at Kong Christopher i Forliigsbrevet af 11te Nov. 1329 kalder Knut Hertug af Halland og Samsø, at han tidligere maa have erkjendt ham som saadan.
  10. ↑ Dipl. Sv. 2750, samt Lisch, Urk.Samml. zur Gesch. der Maltzan I. 450; Brevet er og aftrykt hos Suhm, XII. 344, men urigtigt henført til 1321, hvilket sees at have forvoldt Suhm det største Bryderi.
  11. ↑ Dipl Sv. 2751. Lisch, l. c. S. 455. Huitfeld S.447 nævner urigtigt „Tingsted paa Falster“ istf. „Ringsted“, som Dateringsstedet.
  12. ↑ Suhm (XII., 193) nævner, uden at angive Hjemmel, at Grev Johan lagde sig udi at forlige sig med Grev Gerhard, og at til en Indgang blev dem forf: berammet en Anstand mellem paa nogen Tid, imidlertid skulde Grev Gerhard beholde, hvad Pant han inde havde o. s. v. Det var nemlig Sønderjylland, hvorpaa Gerhard nødig vilde give Slip.
  13. ↑ Huitfeld, S. 449. Detmar veed kun „at da Tingene saaledes begyndte at bedre sig for Kongen, voxede hurtigt hans Mod, og han fangede Biskopen af Vendsyssel.“
  14. ↑ Huitfeld, S. 451, Suhm, XII. 202.
  15. ↑ Detmar, S. 229, siger at han døde ved Pintsetider, og første Pintsedag 1380 falder 27de Mai; i obituar. Eccl. Hafn. Scr. R. D. VI. S. 374 nævnes som hans Dødsdag 30te Mai, altsaa Onsdag i Pintse-Ugen, hvilket ganske stemmer med Detmars Udsagn.
  16. ↑ De faa Breve, man i de nærmeste Aar efter denne Dag har fra Hertuginden, ere nemlig daterede fra Danmark, men man seer af Petrus Gervasii Regnskabsbog, hvorom nedenfor, saavelsom Dipl. Sv. 2992, at hun 8de–23de Juni 1333 var hos sin Søn, paa Lindholmen ligeoverfor Gullberg (nu Gøteborg) ved Gøta-Elven. I Marts 1334 var hun i Stockholm. (D. Sv. 3041–3048.)
  17. ↑ Dipl. Sv. 2864, efter Raynalds Annaler XV. p. 431.
  18. ↑ Den endnu utrykte Original i Johann. XXII. Regest. Commmun. an. 16 p. 3, ep. 1515. Det heder i denne Bulle om K. Christopher, at han, en notorisk Forfølger af Prælater og Geistlige, tidligere formedelst sit Tyranni havde været uddrevet af Riget, og, som man troede, ved Guds egen Dom afsat fra Regjeringen; disse Talemaader ere vistnok de samme, som Grev Johan havde brugt i sin Ansøgning, og de vise at han ej tog i Betænkning, naar det gjaldt, ganske at desavouere ham. Det er ellers ved denne Bulle at merke, at den, uagtet Dateringen lyder paa Pavens 15de Aar, dog staar i Regestbogen for det 16de; man kunde altsaa fristes til at tro at der i hiin Datering var indløben en Skrivfeil, „xv“ for „xvj“, og at Bullen er at henføre til 1332. Men man har stundom Exempler paa at Buller, udeglemte i det Aars Regester, hvortil de høre, ere indførte i det følgende Aars.
  19. ↑ Jeg følger her den næsten samtidige Beretning hos Detmar (ved 1330, S. 229) der ogsaa har Sandsynlighedens Præg, fremfor Huitfeld (S. 452), som uden at nævne denne Feide mellem Kongen og Grev Johan setter Nordre-Jyllands Pantsettelse til Grev Gerhard i umiddelbar Forbindelse med Forlehningen i Ribe. Detmar nævner vel intet om de 40000 Mk., men heri synes dog Huitfelds Angivelse at have sin Rigtighed, ligesom det vel ogsaa var ved denne Lejlighed at det bestemtes, at Christopher skulde residere i Skanderborg, og hans Søn Erik i Nyborg.
  20. ↑ See Fredstractaten hos Suhm, XII. 383.
  21. ↑ Fornemmelig hans skammelige Tilfangetagelse ved Hennike Breide og Johan Ellemose, efterat de havde sat Ild paa Huset, hvor han boede.
  22. ↑ Christophers Dødsaar har været meget omtvistet, og henført til 1336 og 1334, og endelig til 1333, hvorved man er bleven staaende, fornemmelig henholdende sig til det ellers paalidelige Chronicon i Scr. R. D. VI. 524, men som dog stundom fejler i Aarstallene. Al Tvivl om at 1332 er det rette Aarstal maa dog nu ophøre, deels fordi det angives af den paalidelige Detmar S. 324, deels, og især, fordi Kongens Død i de første Dage af August omtales udtrykkeligt af Petrus Gervasii i hans hidtil ubekjendte Regnskabsbog, nemlig i den Afdeling, hvor han gjør Rede for sine egne Udgifter, og som næsten er en Art af Dagbog, i det Udgifterne opføres i chronologisk Orden. Saaledes seer man af Optegnelserne for 1332, at han den 6te Aug. var kommen fra Jylland til Lübeck, og at han herfra den 15de August sendte et Bud til Paven for at melde Kong Christophers Død, hvilken han saaledes da først havde erfaret. Her kan der ej være Tanke om nogen Fejltagelse.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/18&oldid=77851»