Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/7/17

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Disse Stridigheder, hvis Begyndelse vi allerede have seet, blussede nemlig, at dømme efter de os opbevarede Data, just nu op igjen med megen Bitterhed, og antog en temmelig foruroligende Charakter. Hertil bidrog det vistnok meget, at Hoffet med Kongen og Drottseten – hvad man næsten med fuldkommen Sikkerhed kan antage – tilbragte den hele Tid lige fra Conciliets Ophør i September 1327 til sidst i Marts eller først i April 1328 i Bergen[1], hvor altsaa begge Hoved-Modstanderne, Drottseten og Biskop Audfinn, dagligt kunde iagttage hinandens Skridt, og hvor der følgelig ogsaa hver Dag var Anledning til heftige Ordvexlinger og Mundhuggerier, om ej ikke altid mellem dem selv, saa dog imellem deres Tilhængere. Det lader besynderligt, at Drottseten netop nu skulde velge at lade Regjeringens Sæde forblive saa længe i det afsidesliggende Bergen, da det kunde synes, som om Begivenhederne i Danmark og Sverige netop maatte opfordre ham og de øvrige Raadende til at holde sig disse Begivenheders Skueplads nærmere. Men det kan neppe betvivles, at de Foranstaltninger med Hensyn til Hertugindens Gods, hvorover Hertug Knut, som vi have seet, var saa misfornøjet, have staaet i den nøjeste Forbindelse med, ja maaskee endog været Hovedaarsag til dette forlængede Ophold af Hoffet i Bergen, thi dette Gods, som hun ved sit Giftermaal vel har fordret udleveret, da hun nu agtede at forlade Norge for stedse, og som Knut paastod at Regjeringen uretteligen havde berøvet ham og hans Hustru, sees netop fornemmelig at have ligget idet Bergenske, og temmelig vidtløftige Forhandlinger derom at have fundet Sted, der dog neppe ledede til noget for Knut gunstigt Resultat, da Godset ej førend efter Knuts Død blev tilbagegivet[2]. Fremdeles maa man formode, at den myndige Audfinn saa tydeligt har lagt sin Hensigt, at forfølge de paa Conciliet vundne Fordele, for Dagen, og at Spendingen allerede kort efter Conciliets Opløsning er bleven saa stor, at Drottseten ikke godt kunde komme bort, men maatte forblive i Bergen indtil Videre for at Biskopen ej ganske skulde voxe ham over Hovedet. Vi kjende neppe alle de Punkter, hvorover der blev stredet. Saaledes er det ej usandsynligt, at der endnu har været udvexlet mange Ubehageligheder i Anledning af de kongelige Klerkers Forhold til Kirken, eftersom der findes Spor af, at de, uagtet den mellem Biskopen og Magister Capellarum afsagte Dom, dog fremdeles, naar Lejligheden gaves, have søgt at unddrage sig fra at vise Kirkens Formænd den skyldige Lydighed[3]. Endvidere torde det hende, at den langvarige Tvist mellem Chorsbrødrene ved Christkirken og Predikebrødrene endnu ej ganske var endt (see nedenfor), og at Hoffet har taget Parti med de sidste. Hvad vi vide om Striden mellem Biskop Audfinn og Hoffet, vedkommer kun et enkelt, forholdsviis mindre betydeligt Punkt, men Maaden, hvorpaa der endog blot herom blev stredet fra begge Sider, viser os noksom, hvor oprørte Gemytterne var mod hinanden, og hvor lidet der manglede i at et aabenbart, voldsomt Sammenstød skete. Det havde, som bekjendt, allerede meget længe, sandsynligviis lige siden Bergen kom til nogen Velmagt, været Skik og Brug, at Gaard- og Huus-Ejerne bortlejede store Partier af deres Gaarde, navnlig hvad der laa nærmest Bryggen og indeholdt Pakbod-Rum, til de fremmede Kjøbmænd; ja Gaardene vare endog fordetmeste opførte med stadigt Hensyn dertil, saa at den Deel, der laa paa den nedre Side af Gaardspladsen, ved Bryggen, var bestemt til Udleje paa denne Maade, medens Ejeren, som det synes, forbeholdt sig selv til Beboelse, hvad der laa paa den øvre Side af Gaardspladsen, og vendte ud mod Øvrestrædet; derfor bære og, som bekjendt, de saakaldte Stuer ved Bryggen endnu tildeels Navn efter de Stormænd, som ejede eller havde opført dem i det 13de Aarhundrede, og fra hvis Arvinger de omsider kom over i Kjøbmændenes eget Eje. Lejen af disse Gaarde synes og at have udgjort om ej Hoved-Indtægten, saa dog en væsentlig Indtægt for Ejerne; de fleste var, som man af flere Antydninger kan slutte, overmaade store og indeholdt en Mængde Rum; mange var vel endog ligefrem byggede paa Speculation. Nu fulgte det af de almindelige Grundsetninger for Tiende-Ydelsen, at der af denne, som af al anden retmessig Indtægt, skulde betales Tiende, og den skal ogsaa en Tidlang have været betalt. Men hvad enten nu Huusejerne havde befundet, at den var for højt beregnet, og derfor vægret sig for at betale saa meget som Geistligheden fordrede, eller, hvad der næsten synes rimeligere, at Biskopen har udfundet, at den hidtil havde været sat for lav og derfor villet forhøje den, medens Huus-Ejerne vægrede sig ved at gaa ind herpaa, eller maaskee endog, at det hidtil virkelig for en Deel har lykkets endeel HuusEjere at unddrage sig den i det Væsentlige: saa meget er vist, at der om Høsten og Vinteren 1327–1328 herskede stort Røre om den Sag, og at Striden blev dreven til det Yderste. Og betegnende for Stridens Charakter er det tillige, at den, som det lader, tog sin Begyndelse med Fehirden i selve Kongsgaarden, den før omtalte Svein Sigurdssøn, ogsaa kaldet Svein Klerk, Drottsetens Ven, og sandsynligviis Paarørende. Denne Svein, skrev Audfinn siden til Erkebiskopen, havde allerede længe vægret sig ved at betale Tiende af sine Gaarde i Bergen, „skjønt den dog stedse havde været betalt og betaltes endnu af de bedste Mænd med god Greidskab og Kjærlighed uden Modsigelse“. Hvergang vi, sagde Biskopen, talte eller lod tale til ham om denne Sag; svarede han at han aldrig havde betalt og aldrig skulde betale Tiende af sine Gaarde. Da nu Biskopen beredede sig til at bruge de kirkelige Tvangsmidler imod ham, bragte han, som Audfinn udtrykker sig, hele Byen paa Ferde mod Biskopen og Kirken med stor Samblæst, og fik ogsaa Drottseten og Guthorm Lagmand til at tage Deel deri. Dette har da, som man seer, bestaaet deri, at han, beskyttet af Drottseten og Lagmanden, ja vel endog efter deres Tilskyndelse, har gaaet om til alle Huusejerne i Byen og faaet dem til at indgaa en Forening om, i Fællesskab at modsette sig Biskopens Fordringer, hvilke, hvorledes de nu end have været fremsatte, dog maa have indeholdt noget Nyt eller været fremførte paa en Maade, der kunde give noget at henge sig ved. Svein Klerk og de, der holdt med ham, havde, siges der, mange Sammenkomster hos Predikebrødrene – et temmelig sikkert Tegn paa at disse have haft fælles Interesse med dem i at gjøre Biskopen Modstand – og sammenkaldte dertil alle Herremænd og Huusbønder, som da fandtes i Bergen. Paa et af disse Møder skal Lagmanden Hr. Guthorm endog have yttret, at Biskoperne og Chorsbrødrene nok ikke vilde ende, førend man havde gjort dem et saadant Spil som Borgerne i Lübeck tidligere havde gjort mod Biskop Burchard og hans Capitel, hvilke de jagede bort fra Byen, og rev deres Huse ned[4], som Aarsag hertil skal man udtrykkeligt have nævnt, at de krævede større Tiende end tilbørligt, ihvorvel Aarsagen var en ganske anden. Det blev endelig bestemt med gjensidigt Haandslag, at ingen Tiende skulde betales, kun en saakaldet Godvilje eller frivillig Ydelse: dette blev bekræftet ved et Brev under de fleste Huusbønders Segl, og Kongens og Drottsetens Stadfestelsesbrev krævedes derpaa. Men denne fik de ikke, hvad enten nu Drottseten selv fandt Betænkelighed derved, eller hvad der er rimeligst, og hvad man fra først af kunde have forudseet, at Cantsleren negtede at sette det kongelige Segl under et saadant Document. Følgen heraf var, at de andre, der allerede havde beseglet Brevet i Haab om hiin Bekræftelse, nu bleve bange for at compromitteres derved, og hver for sig reev sit Segl fra. Hertil bidrog det og vel meget, at Biskopen nu havde sagt, at han agtede at gaa alvorligt frem i denne Sag, og benytte alle de kirkelige Tvangsmidler mod Svein, der stod til hans Raadighed, begyndende med mildere Paamindelser, og sluttende med Excommunication. Derved blev Svein noget forknyt, og indfandt sig hos Biskopen for at komme til Forligelse med ham, men tilbød dog for det første kun en saadan godvillig Ydelse, som han selv fandt for godt, ingen egentlig Gaarde-Tiende. Om Biskopen modtog dette Tilbud eller ej, kan man ikke med Bestemthed see; han siger kun i den Beretning, han senere indsendte til Erkebiskopen om denne Sag, at det „kom saavidt at Svein enedes med ham“, og derpaa blev løst af Bannet. Formodentlig har han da i det Væsentlige føjet sig efter Biskopens Fordringer, om maaskee end ikke den Ydelse, hvortil han forbandt sig, udtrykkeligt blev kaldet Tiende[5]; thi hans Underkastelse betragtedes af de Andre som et Frafald og vakte stor Forbittrelse. Der blev i den Anledning holdt en Hirdstevne i Kongsgaarden, hvor de stadfestede mellem sig, at hverken Tiende eller anden Kirkens Rettighed herefter skulde søges under Banns Tvang – egentlig kun en Gjentagelse af den 11te Artikel af Overeenskomsten mellem Kongen og Erkebiskopen af 1291, fornyet og stadfestet 1308 eller 1309[6] – og Guthorm Lagmand vilde endog have dømt Svein som Ubodemand, altsaa som Landsforræder, fordi han havde indgaaet Forliig med Biskopen, medens Gulathings-Lagmanden Baard Peterssøn[7] og de øvrige tilstedeværende Lagmænd, der ej vilde gaa saa vidt i deres Strenghed, dømte ham til den sedvanlige Brevebrudsbod (d. e. for Overtrædelse af kongelig Forordning) af 18 Ertoger og 13 Mkr. Svein, der altsaa befandt sig, som man siger, mellem en dobbelt Ild, blev derved atter skræmmet over paa den anden Side, og erklærede paany, tilligemed flere af dem, der fulgte hans Exempel, ingen Gaarde-Tiende at ville yde. Blandt disse Tilhængere var formodentlig og den anseede Gaarde-Ejer Svein, efter den Gaard, hvori han boede, sedvanligviis benævnt „Svein i Grisen“[8], thi ogsaa om ham vide vi, at han udtrykkeligt vægrede sig ved at betale Tiende af sine Gaarde, og at Biskoppen først ved Advarsler søgte at bringe ham paa andre Tanker, men omsider, da dette ikke frugtede, ved Brev af 28de Januar 1328 lod ham sette i Bann, hvilket da og havde den Følge, at han ydmygede sig, betalte sin Gaarde-Tiende til Biskopens Ombudsmænd, og derpaa løstes af Bannet ifølge Biskopens Skrivelse af 8de Februar 1328[9]. Formodentlig have vi i de tilfældigviis opbevarede Breve, der vedkomme hans Sag, fuldkomne Afspejlinger af dem, der rettedes imod hans mægtigere Navne, Fehirden, endog hvad Dateringen angaar. Biskopen tabte imidlertid ikke Modet, og lod blandt andet de paa sidste afholdte Concilium vedtagne Bestemmelser, der særskilt vedkom denne Gjenstand, oversette paa Norsk, formodentlig, som det her var foreskrevet (s. o. S. 89), for at optegnes paa en Tavle og ophenges til almindeligt Eftersyn. Men Drottseten dulgte ingenlunde sin Harme, og sagde blandt andet engang, da han kom for at understøtte Svein Klerk, udtrykkeligt i Chorsbrødrenes Nærværelse, at Biskoperne nok ikke vilde holde op, førend man gjorde dem en saadan Leeg, som man havde gjort med Erkebiskopen Jon, – en Gjentagelse af den Trusel, Guthorm Lagmand tidligere havde fremført. Det er let at begribe, at Forholdene mellem Drottseten og Cantsleren var yderst spendt, og at denne havde mange Ubehageligheder at døje fordi han negtede at sette Rigsseglet under mange af de Breve, Drottseten vilde have udstedt, og Lagmændene i Raadet vilde derfor intet heller end at Seglet blev ham det berøvet, og at de fik Raadighed derover, ligesom før. I dette Øjemed søgte de idelig at bringe ham i de største Forlegenheder. Saaledes negtede de at skaffe ham de nødvendige Penge til sine Embedsreiser. Paa en Reise til Sogn og tilbage til Bergen, uvist i hvilken Hensigt, maatte han holde sig selv, og da han siden skulde følge med Hoffet paa Reisen østover til Viken i Marts eller April, og til den Ende hos Fehirderne krævede, hvad han behøvede dertil, vilde de intet udbetale ham, og paastod fremdeles, at han skulde reise paa egen Bekostning. Naar han paa den Maade, meente man, blev dreven til det mødte„ maatte han vel omsider træde ud af Raadet og give Seglet tilbage. Dette opnaaede hans Modstandere dog ikke, thi han holdt sig, trods alle Ubehagelig heder, paa sin Post. Det forstaar sig, at Biskopen udførligt berettede alt dette til Erkebiskopen, og bad ham om hans Raad; han bad ham derhos udtrykkelig at hitte paa en Udvej, hvorved det blev muligt, over hele Nidaroos Provinds at gaa frem i denne Sag paa en og samme Maade[10]. Dette viser, at lignende Stridigheder ogsaa maa have hersket andensteds i Norge, om endog Audfinn, hvad man tydeligt kan see, egentlig var den, der stillede sig i Spidsen for Geistligheden, i sit Hjerte meget utilfreds med Erkebiskopen, hvis Maadehold og Mildhed heller ikke i dette Anliggende synes.at have forladt ham, eftersom der ej findes mindste Spor af nogen Misstemning mellem ham og de raadende Lægmænd. Erkebiskopen var desuden nu bleven rammet af et Stød saa haardt, at det ganske maa have optaget hans Sind og gjort ham uskikket til at tænke paa andet for længere Tid. Den herlige Christkirke i Nidaroos, nu maaskee ferdigbygget og kneisende i fin hele Pragt, blev nemlig den 4de April næsten ødelagt ved en Ildebrand. „I have vist“, skrev Erkebiskopen siden til Audfinn, og sandsynligviis og til de øvrige Biskoper, „allerede hørt om det ulykkelige Tilfælde, der saa uventet indtraf i Nidaroos anden Paaskedag, da Christkirken, som man kunde kalde dette Lands Krone og Stolthed – ja endnu fleres, formedelst den hellige Kong Olafs Glands og Verdighed – kom i Brand, saa at ej alene Træverket uden- og indenom fortæredes, men endog Steenstolper og Klokker med mange andre dyrebare Sager, Billeder og Steenbuer oppe og nede; og vi kunne vente at der skeer end større Skade, hvis der ej kommer hurtig Hjelp“. Det faldt af sig selv, at Erkebiskopen opfordrede alle Troende over hele Riget til at yde Bistand ved Gaver o. a. d., og det er vist nok, at Kirken blev istandsat, men Eiliv oplevede ej at see den færdig, og det er et stort Spørgsmaal, om den efter Istandsettelsen blev saa smuk, som den forhen var. Og i alle Fald maa denne Ildebrand kaldes en National-Ulykke, og har neppe undladt at vekke stor Bedrøvelse rundt om i Landet[11].

Hvorledes det omsider løb af med Tiende-Striden, erfares ikke udtrykkeligt, men saavidt man af andre Omstændigheder kan slutte, synes den efterhaanden at have lagt sig af sig selv, idet man fra begge Sider har frygtet for at lade det komme til det Yderste. Desuden er det umiskjendeligt, at den alene blev dreven med saa megen Heftighed, fordi man gjorde den til et Parti-Spørgsmaal, idet man satte den i Forbindelse med den Strid, som inden Raadet herskede mellem Drottseten og Cantsleren. Da denne først var bilagt – og bilagt maa den dog være bleven, siden man seer baade Cantsleren og Drottseten at vedblive i deres Embeder, medens man heller ikke finder at Svein Fehirde atter blev excommuniceret[12], – maatte Tiendestriden tabe i Interesse, isærdeleshed da de politiske Begivenheder i Danmark og Sverige nu upaatvivleligt gav Drottseten og vel tildeels Cantsleren andet at tænke paa. Derhos havde det viist sig, at om det end kunde lykkes Biskopen at drive sin Trods mod de verdslige Herrer igjennem, virkede dog Striden i Længden til at undergrave hans Autoritet ogsaa i Landsbygderne, og at det derfor maatte være raadeligere at holde Fred, om end mod nogle ubetydelige Opoffrelser. Saaledes erfarer man af et Brev, han d. 25de Juli 1328 skrev til Sogningerne, og et andet af 8de Mai 1329 til Nordhørderne, at flere, som havde ført et slet Levnet, alligevel ikke vilde underkaste sig Skrifte af Biskopens Befuldmægtigede, Hovedpresten paa Stedje, Thore Fredrikssøn og Hovedpresten paa Hamar, Sira Peter, hvorfor han nu bemyndigede begge til at anvende Banns Tvang, om nødvendigt var. I et Brev til Indbyggerne af Firdafylke klagede han over, at de ej vilde yde Tiende af Nødder, hvilket altsaa paa den Tid maa have udgjort en Erhvervs-Artikel hos dem. Ogsaa her overdrog han sine Provster at søge de Ulydige efter Christenretten og Kirkens Lov[13]. Det kan neppe tvivles om, at han har sejret, men en saadan Stemning hos Landbefolkningen, som den, der nu havde viist sig, maatte vel forekomme ham noget betænkelig. Fremdeles sees det, at Audfinn ogsaa laa i Strid med Abbeden og Klostret paa Halsna om den aarlige Afgift til Biskopsstolen, der kaldes Kathedraticum, og om Tiende-Udredelser. Alt dette viser, at Audfinn ej har været at spøge med, men heftigt har staaet saavel paa Kirkens som sin egen Ret. Nu er det vel muligt, at hvis vi havde været i Besiddelse af Copi– eller Regest-Bøgerne for de øvrige Biskopsstole, ligesom vi have den for Bergens i Arnes, Audfinns og dennes Efterfølgers Tid, vilde vi ogsaa der have forefundet Breve, der melde om større eller mindre Tvistigheder, og vidne om en ivrig Paastaaen af Kirkens virkelige eller foregivne Ret ligeoverfor Læge, saaat vi ej af den Omstændighed alene, at vi gjennem den bergenske Copibog har Besked om mange af Audfinns Stridigheder, bør uddrage den Slutning, at han var trættekjærere og paastaaeligere end de øvrige Biskoper. Men der ere andre Omstændigheder, som vidne derom, denne, at han aabenbart førte Ordet, naar det især gjaldt at gjøre Kronen Modstand, og at Erkebiskopen øjensynligt fandt ham altfor paagaaende, og kun gav ham saa meget Medhold, som hans Stilling nødvendigviis fordrede, ja endog, som det lader, under al tilsyneladende Høflighed, ikke sjelden stod paa en meget spendt Fod med ham. Dette aabenbarer sig i en Tvist, som Audfinn endnu næsten i sine sidste Levedage havde med Erkebiskopen, nemlig Besettelsen af Dale Kirke paa Luster i Indre Sogn. Denne havde i 1329 staaet saa længe ledig, (nemlig over et halvt Aar) at Besettelsen ifølge den lateranske Concilium Statuter tilfaldt Metropolitanen, og i Medhold deraf bortgav Erkebiskopen den i October til en af sine Chorsbrødre, samt meldte dette strax efter til Audfinn med Bøn om, at han vilde oplade Kirken til denne, naar han indfandt sig. Men hertil svarede Audfinn, at han gjerne skulde have føjet sig efter hans Ønske, hvis han ej allerede i September, paa sin Visitatsreise i Sogn, havde bortgivet Kirken til en af sine egne Klerker, der havde studeret i Cambridge; Erkebiskopen, sagde han, var desuden feil underrettet, naar han troede at Dale Kirke allerede havde staaet ledig i mere end et halvt Aar, thi den forrige Besidder havde først indgivet sig til Resignation d. 13de August[14]. Gud veed, siger han, at vi ville og skulle ligesaavel herefter søge Eders Heder, som vi hidtil have søgt den, og overholde den ubeskaaret, vor egen og vor Kirkes Ret uskat, og Gud forlade dem, som ville udsaa Tvedragt mellem os. Vi bede Eder, ej at gjøre Ophevelser over denne Sag, thi Eders Tiltale har, hvis Ret skal fare frem, liden eller ingen Grund. Men kunde det falde sig saaledes som I talte ved os i Sommer i Tunsberg om, at en eller anden Ven af Eder tækkedes et Beneficium hos os som vi kjende, raade for, da ville vi gjerne heri opfylde Eders Vilje, saavidt vi kunne det efter Loven[15]. Men samtidigt med denne høflige og forsonlige Skrivelse indgav han til Erkebiskopen selv en Skrivelse, hvori han appellerede Sagen for Paven, og brugte temmelig alvorlige Udtryk, idet han erklærede sig „mod Gud og Retferdighed forurettet i en uhyre Grad“, og paastod at Erkebiskopen, tilskyndet af Sandhedens Fiende, havde tilsidesat den lovlige Fremgangsmaade, baaret sig heel urigtig ad, og „brugt sin Sigd paa fremmed Ager“. Erkebiskopen svarede i en meget forsonlig Tone, men beviiste ved Citater af den canoniske Ret, at Audfinn havde taget Feil, og at Vacancen maatte regnes fra en meget tidligere Tid, saaat nu et heelt Aar var hengaaet: han vilde, det skulde Gud vide, langt fra ikke tilrive sig Biskopens Ret, hvilken han jo endog var pligtig at forsvare mod uretfærdige Angribere, men naar han erfarede hiin lange Vacance, kunde han dog heller ikke undlade at opfylde sin Pligt, at forebygge, at Kirken stod for længe ubesat. Kunde ellers Biskopen belære ham bedre og sandere herom, skulde det være ham kjært, og han bad Audfinn indstændigt om at ordne Sagen paa en Maade, som begge kunde være tjente med[16]. Formodentlig blev det da ved den af Erkebiskopen trufne Bestemmelse. Men det maa dog siges til Audfinns Roos, at det spendte Forhold, hvori han stod til Drottseten og tildeels til Erkebiskopen, dog ikke synes at have afholdt ham fra at udføre den ham overdragne Bestilling som en af dem, der paa Kronens Vegne modtog Halvdelen af Pavetienden, med Iver og Redelighed. Det kommer her rigtignok an paa, om ikke maaskee Kronen allerede tidligere havde faaet et Forskud af Geistligheden, og det, der kom ind fra Collectorerne[17], nu derfor kun tjente til Gjenbetaling af dette, thi i saa Fald vilde alene Hensyn til egen Fordeel have været tilstrækkelig til at fremvirke den største Iver hos Modtagerne.

Til Audfinns senere Aar henhører og, som det lader, et Forliig, der ved Voldgift afsluttedes mellem Chorsbrødrene ved Christkirken i Bergen og Predikebrødrene, og hvorved der da omsider blev gjort Ende paa de idelige Tvistigheder mellem begge Parter. Dagen og Aaret, naar Forliget kom istand, angives vel ej[18], men man synes af den Omstændighed, at Hofmændene og Gaardejerne, der ej vilde yde Gaarde-Tiende, holdt sine Sammenkomster hos Predikebrødrene, som ovenfor nævnt, at kunne slutte, at Forholdet mellem disse og Seculargeistligheden paa den Tid endnu var meget spendt, og følgelig at det Forliig, hvorom her er Tale, da endnu ikke var sluttet. Blandt de forskjellige i Forliget fastsatte Punkter, hvoraf enkelte ere ubetydelige nok, f. Ex. om en Vej mellem Predikerklostret og Biskopens Naust, og om de Chorsbrødrene tilhørende Huse paa Christkirkegaarden, fra hvis Priveter Ureenligheden flød ned i Predikebrødrenes Have, hvilken Ulempe Chorsbrødrene nu maatte afhjelpe. Af de øvrige ere disse de merkeligste: at begge Parter ej skulde forstyrre hinandens Begravelser og Sjælemesser, at Predikebrødrene skulde respectere de Bannsettelser, som Bergens Biskop eller hans Official forkyndte, og ikke styrke den bergenske Kirkes Fjender eller virke til dens Skade, saafremt Biskopen eller Chorsbrødrene ikke tilføjede Predikebrødrene nogen Uret; derhos skulde de sidste i sine Predikener og naar de hørte Skriftemaal opmuntre og tilholde Folket, retteligen at yde Tiende: endelig skulde alle hidtil stedfundne Tvistigheder være for evigt endte, glemte og neddyssede, ligesom ogsaa Predikebrødrene forbandt sig til, i Løbet af næste Sommer at skaffe Provincialpriorens Bekræftelse paa Forliget, hvilken formodentlig og er indløben, da man ej finder Spor af at Tretten herefter fornyedes. Biskop Audfinn døde kort efter at han havde haft den ovenomhandlede Tvist med Erkebiskopen, nemlig i Aaret 1330, uvist hvad Dag[19], og det kan neppe slaa Fejl, at Drottseten og de verdslige Magthavere ved hans Død følte ligesom en Sten lettet fra Hjertet. Hans Eftermand var Magister Haakon Erlingssøn, en af de tre bergenske Chorsbrødre, som de pavelige Nuncier før sin Bortgang fra Norge havde udnævnt til Undercollectorer. Haakon blev valgt endnu i 1330, men, uvist af hvad Grund, ikke indviet førend i 1332[20]. Af en heel Deel Privatbreve fra ham, der endnu ere opbevarede[21], og som idet Følgende ville blive omtalte, seer man, at han maa have staaet i nøje og venskabelig Forbindelse med Drottseten og hans hele Huus, ja det lader næsten til at han har haft nogen Opsigt med hans Søn, den unge Bjarnes, Opdragelse, ligeledes sees han at have staaet paa den bedste Fod med Hoffet. De samme Breve, der fordetmeste ere skrevne paa Norsk, vidne om, at han holdt sit Modersmaal i Ære, og forstod at skrive det smukt og reent, medens man af de latinske Breve seer, at han heller ikke manglede Ferdighed i at behandle dette, en Ferdighed, han vel havde erhvervet ved Studier udenlands, hvorom og hans Titel „Magister“ synes at vidne. Samme Aar, som Audfinn, døde hans fordums Modstander, den gamle Finn Halldorssøn, Provst ved Apostelkirken og Magister Capellarum[22]. Hans Efterfølger var Mag. Guthorm Paalssøn, om hvilken der i det Efterfølgende vil blive Tale, men som hyppigere benævnes slethen „Provst“, end „Magister Capellarum“, maaskee et Tegn paa, at denne Verdighed nu, efter den for samme mindre heldige Udgang af Striden mellem Provst Finn og Biskoperne i Bergen, ikke længer svarede til, hvad Indstifteren, Kong Haakon derved havde tænkt sig, og derfor heller ikke mere stod saa højt i Folkemeningen, som tidligere.

  1. ↑ Beviserne herfor ligge tildeels i hvad der allerede lejlighedsviis er anført om Kongens og Hoffets Bevægelser. Vi finde Kongen og Hoffet i Bergen endnu hen i September 1327; – dernæst sees af Dipl. Norv. I. 191 at Lagmanden Guthorm Kolbjørnssøn var i Bergen d. 18de Novbr. s. A., et umiskjendeligt Tegn paa, at ogsaa Hoffet, hvortil han hørte, da maa have opholdt sig der; endelig sees det af Kongens Beskyttelsesbrev for Munkeliv Kloster, dateret 12te Marts 1328, at Kongen tilligemed Drottseten og Kantsleren endnu paa denne Dag befandt sig i Bergen (Munklivsb. S. 9) altsaa maa det ansees for utvivlsomt, at de havde tilbragt hele Vinteren der; til Oslo maa de være komne noget før den 13de April, eftersom det i de pavelige Nunciers Regnskabsbog udtrykkeligt siges, at Kongen da var i Oslo.
  2. ↑ Herom vidner det saavel ovenfor (S. 100) omtalte Brev fra Biskop Audfinn til Thorgeir Klerk af 26de Dec. 1328, som hiint tidligere (S. 91 Note 3) til Hertuginden af 18de April 1328, saa ubetydeligt dettes Indhold forøvrigt er. Det lyder saaledes: „Eders højtærede Herlighed maa vide, at vi og Thorgeir Tovessøn (ogsaa kaldet Thorgeir Klerk, bekjendt som Skriver af mange Kongebreve i Kong Haakons Tid) have talt til Dronningen Fru Isabella (Kong Eriks Enke) om en Bergens Kirke efterladt (det vil sige ved Testament eller Gave skjenket) Svende af Guld, og at hun samtykkende har svart os, at hun gjerne seer Eders Ønske opfyldt, dog saaledes, at den Betingelse, samme Spendes Giverinde har fastsat, nøje opfyldes i alle dens Punkter. I maa og vide, at Thorgeir er heel omhyggelig i at bringe Eders Anliggender i Orden. Eders Herlighed leve o. s. v.“ Heraf, hvor utydeligt det end er, seer man dog saameget, at Dronning Isabella, der paa en Maade havde givet sig under Biskopens Beskyttelse og levede i eller ved Biskopsgaarden, (Dipl. N. II. 152), maa have bestemt hiin Svende blandt andre Kostbarheder til Christkirken, d. e. Biskopen, men at Hertuginden, formodentlig betragtende den som Arvegods i den kongelige Familie, har gjort Fordring derpaa, da hun nu formedelst sit Giftermaal med Hertug Knut agtede at tage sit faste Ophold i Danmark eller i alle Fald udenfor Norge. Man erfarer tillige, at hendes Faders fordums Klerk, Thorgeir, har optraadt som hendes Fuldmægtig. Kong Magnus’s Beskyttelsesbrev af 9de Mai 1339 og hendes eget Brev af 23de April 1352 (Dipl. N. 233, 312 jfr. I. 300) viser, at Hertugindens meste Gods laa inden Bergens Fehirdsle, samt at hun og havde Bygdø ved Oslo.
  3. ↑ I Sept. 1326 skrev saaledes Biskop Salomon af Oslo til Audfinn for at høre hans Raad angaaende en Chorsbroder i Oslo, Mag. Arne, der samme Sommer var indtagen i Hovedø Kloster, men sidenefter havde forladt dette, og efterat have opholdt sig hist og her i Heredet begav sig til Drottseten, kaldende sig kongelig Klerk, uden at bryde sig om Biskopens Paamindelser og de Skridt, Erkepresten Thorkell foretog imod ham, lige indtil Excommunication, hvilket alt han paastod var skeet til Kongens Vanære. Audfinn svarede i Novbr. s. A., at han bifaldt hans Fremgangsmaade, anfører mange Beviissteder af den canoniske Ret, og yttrer blandt andet „Biskoperne i Norge ville have lidet at gjøre, hvis Kongens Klerker skulle kunne fare frem i Alt efter Behag.“ Jfr. Keysers Kirkehistorie II. S. 221.
  4. ↑ See herom Samll. t. d. n. F. og S. H. V. S. 356 Noten. Biskop Burchards Forjagelse skete i 1299, efterat han lige fra 1278 havde ligget i Strid med Borgerne.
  5. ↑ At Svein virkelig betalte Gaardetiende, siges ikke udtrykkelig I sit Brev herom, vor eneste Kilde, siger Audfinn kun at Svein „samdi“ med ham, hvilket kan forstaaes baade om en fuldstændig Underkastelse og om en ringere Imødekommen. Dog synes de Breve ang. Svein i Grisen, hvorom nedenfor handles, at vidne om, at Underkastelsen var fuldstændig, og at Svein virkelig betalte Tienden.
  6. ↑ See herom ovenfor IV. 2. S. 173–176.
  7. ↑ Baard Peterssøn, der allerede i 1297 forekommer som Hertug Haakons Skriver, og vedblev i Embedet efterat han blev Konge, var en af Kongens højtbetroede Mænd; han synes at være udnævnt til Ridder 1316, og havde Besiddelse i Stavanger, hvor hans Hustru Margrete Arnbjørnsdatter laa begraven ved Svitunskirken (see Brev af 25de Novbr. 1322, Dipl. N. III. 132); hans Svigermoder Magnild Ketilsdatter døde i 1326, og betingede sig da paa sin Dødsseng ligeledes Begravelse i Svitunskirken, hvorfor hun gav sin Lod Gaarden Grannes m. m. (Dipl. N. IV. 169). Denne Gave vilde Baard ej erkjende, men blev ved Biskop Eriks Dom af 13de Decbr. 1327 tilpligtet at oplade Gaarden (Dipl. N. I. 193). Dette har vel bidraget til at gjøre Baard ærgerlig paa Geistligheden.
  8. ↑ I Keysers Kirkehistorie II. S. 230 udtales den Formodning, hvorpaa ogsaa Fremstillingen er bygget, at Svein i Grisen er den samme Person, som Svein Klerk eller Fehirde. De angaaende ham udstedte Breve kunde og synes at gjøre dette aldeles utvivlsomt, hvis ikke Brevet af 14de August 1328 (Dipl. Norv. II. 165) viiste, at de var to forskjellige Personer, thi dette Brev er udstedt af Finn Agmundssøn, Sysselmand i Bergen, Svein Sigurdssøn Fehirde, Henrik Chorsbroder ved Apostelkirken, Thord Prest ved Mariekirken, Einar Thorgilssøn, Magne paa Etne, Thorgeir paa Stedje, Ivar i Henriksgaarden, og Svein i Grisen. Herved fjernes al Tvivl i saa Henseende, men det er øjensynligt, at denne Svein i Grisen maa have været en af de Gaardejere i Bergen, der deeltog i Møderne og Forbundet, og navnlig en af de fornemste blandt Sveins saakaldte „Efterfølgere“.
  9. ↑ See Brevene af 10de Jan., 29de Jan. og 8de Febr. 1328 i Dipl. N. I. 419–196. De to første ere rettede til Præbendaren ved Christkirken Sigurd, der, som Biskopens Fuldmægtig, i det første befales at advare, i det andet at bannsette ham; det tredie er et aabent Brev, bekjendtgjørende at Svein er tagen til Naade.
  10. ↑ Brevet med hele Beretningen er aftrykt i Samll. H. V. S. 354 til 359, efter Bartholiniana E. 231. Det er her vel ikke dateret, men at det hen hører til 1328, og navnlig til Tiden strax efter Kongens og Hoffets Af rejse til Oslo i Marts eller April, er af Indholdet selv saavelsom Dateringen af Brevene vedkommende Svein i Grisen aabenbart. I Afskriften af Originalcodex staar det desuden mellem to Breve af 1328, det fortie af 28de April, det andet af 25de Juli, og i det Hele taget plejer dog i hiin Codex den chronologiske Orden, idetmindste inden visse Grupper, at følges. Brevene vedkommende Svein i Grisen følge kort efter (S. 241), og betegnende er det og, at der umiddelbart foran disse findes optaget en af Erkebiskopen bekræftet Afskrift af Kong Haakon Sverressøns Retterbod om Kirkens Friheder, see ovenfor til. S. 425, ligesom Drottseten, efter hvad vi have seet, skaffede sig en Afskrift af K Sverres Stridsskrift mod Geistligheden.
  11. ↑ See Brevene herom (Bartholiniana E. 246, 247) daterede 12te Aug. 1328, i „Samll. etc. V. 561, 563“, jfr. Laur. Saga Cap. 62. Naar der her tales om at „Træverket“ uden og indeni brandt op, maa man snarest gjette paa det maaskee endnu ikke nedtagne Stillads, navnlig om Aattekanten eller Vor Frues Capel (det nuværende Chor) der netop kan være blevet færdigbygget. See herom Pragtverket over Thondhjems Domkirke. At Kong Magnus omtrent paa samme Tid, Erkebiskopen tilskrev Audfinn om den Sag, nemlig d. 14de Aug„ kun to Dage senere, efter Erkebiskopens Klager, i Oslo udgav en Forordning til Indbyggerne i Østerdalen, Soløer og de øvrige Oplande, hvorved det forbødes alle og Enhver at volde de Pilegrime, der agtede sig til St. Olafs Grav i Nidaroos, nogen Hinder, ved at borttage de Broer, over hvilke de skulde passere, (N. gl. L. III. S. 154) er det aabenbart, at dette er skeet med stadigt Hensyn til den skete Ulykke, for at Kirken ved uhindret Tilstrømmen af Pilegrime, der maaskee netop nu vilde indfinde sig i rigeligere Tal, kunde indhøste desto flere Gaver, og denne des snarere erhverve det nødvendige Byggefonds.
  12. ↑ Allerede den 11te Febr. 1329 see vi nemlig Svein Fehirde tilligemed de Chorsbrødre bevidne at Biskopen af Orknø betalte Pavetienden, halvt til den pavelige Collector Raimund de Lamena, halvt til Biskop Audfinn, der altsaa ved denne Lejlighed maa have holdt sammen med Svein. Dipl. N. IV. 184. Den rige Svein skjenkede siden (1ste Jan. 1330) formodentlig paa sin Sotteseng Drottseten meget Jordegods, nemlig Trediedelen af Hvaal i Sogn (40 Maanedematers Bool) en Deel af Valeberg, m. m. som Erkjendtlighed for alt det Frændskab og al den Velvilje, han havde mødt af ham (Dipl. N. I. 207). Herved tænkte han og vel paa den Understøttelse, der nu sidst i 1328 var bleven ham til Deel. Dog omtaler han og „den Godhed, Drottsetens Moder Fru Gyrid havde viist ham i hans Barndom.“
  13. ↑ Brev i Bartholiniana, E. 235, trykt i „Bergens Kalvskind“ S. 106; Brev sammesteds S. 236 og 275, trykt i Dipl. N. II. 166 og IV. 187.
  14. ↑ Der siges her, at denne Resignation skete ved Ravnaberg, i Overvær af Hr. Paal og nogle tilstedeværende Chorsbrødre. Dette synes at maatte være Ravnaberg, nu Ramberg ved Tunsberg, hvor, som vi nedenfor i samme Brev erfare, Biskop Audfinn og Erkebiskopen om Sommeren havde talt med hinanden. Den Hr. Paal, som her omtales, var da formodentlig Cantsleren, Hr. Paal Baardssøn, og vi maa derfor slutte, at Kongen, Drottseten og det hele Hof paa den Tid, – i August 1329 – har været samlet i Tunsberg, maaske endog til et Høvdingemøde.
  15. ↑ Dipl. Norv. V. 81. Dette Brev begynder paa Latin, men gaar mod Slutningen over til Storm hvor det er tydeligt at see, at Biskopen under Affattelsen er kommen mere i Affect.
  16. ↑ Breve af 7de Nov. og 6te Dec. 1329, Dipl. N. V. 82–83.
  17. ↑ See herom det ovenfor anførte Brev af 11te Febr. 1329 saavelsom Brev af 26de Der. 1328 og 17de April 1329, Dipl. N. IV. 182 og 186. I det første (hvorom mere herefter) forbyder Erkebiskopen de af de forrige Nuncier udnævnte Collectorer at oppeberge mere end Halvdelen af den Pavetiende, de indsamlede, men ifølge Pavens Bud at afgive den anden Halvdeel til Biskop Audfinn. I Brevet af 11te Febr. see vi Audfinn modtage Tienden fra Orknø, og i Brev af 17de April 1329 fra Stavanger. Endvidere befalede Erkebiskopen ved det ovenomtalte Brev af 26de Der. 1328 Thorgeir Tovessøn Klerk at udbetale til Biskop Audfinn i Bergen 300 Mk. af Hertugindens Gods som Refusion for hvad hun havde laant i Oslo af den kongelige Halvdeel af Pavetienden. Dipl. N. IV. 183.
  18. ↑ Forliget er aftrykt i Langes Klosterhistorie (eldre Udgave S. 520 fg.) efter Barthol. E. 165–171. Det findes rigtignok her (altsaa oprindelig i Copibogen) umiddelbart foran et Brev af 1322, og ligeledes, tilsammen med Predikebrødrenes Klage af 1280–89 efter Andre af s. Aar, saaat man kunde fristes til at antage, at det tilhører dette Aar, hvilket da faar staa ved sit Verd.
  19. ↑ Det sidste Brev man kjender af ham er dat. Bergen d. 15de Marts 1330 (Dipl. N. I. 208), altsaa levede han da endnu; men at han døde i 1330 og at hans Eftermand valgtes s. Aar, siges udtrykkeligt i de isl. Annaler.
  20. ↑ Isl. Ann. Jfr. Nuncien Petrus Gervasii Regnskab af 1330–1333, hvorom nedenfor, thi her nævnes Biskop Haakon, Jon Hviit og Salve Ivarssøn som de Collectorer, af hvilke Petrus modtog de indsamlede Restancer. Navnet Haakon Erlingssøn fremgaar af Dipl. N. IV. 186.
  21. ↑ Nemlig i den oftere omtalte bergenske Copibog, Barthol. E. De ere alle aftrykte i Samll. V. S. 95–165.
  22. ↑ Isl. Annaler. At Finn var meget gammel, kan sees af det udtrykkelige Vidnesbyrd i Brevet af 20de Sept. 1324, Samll. V. 543, hvor det heder, at han allerede da „var svag og kommen til den højeste Alder“.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/17&oldid=77849»