Det norske Folks Historie/7/16

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 93-102).

Det er ovenfor nævnt, at de pavelige Nuncier, Johan de Serone og Bernard de Ortolis, vare i Bergen samtidigt med Biskopsmødet. De havde da allerede med megen Iver reist om i Landet for at rette sit Hverv. Til Norge vare de komne fra Flandern, hvor de indskibede sig allerede den 4de Novbr. 1326^[1], og i de første Dage af Februar begyndte de allerede at modtage de tidligere indsamlede Penge, idet de af Erkepresten Thorkel Mattul, tidligere beskikket til Underindsamler, modtog alt hvad han havde faaet ind, saavel af Rumaskat eller Peterspenge, som af Sexaarstienden. Fra Oslo droge begge i den følgende Maaned til Hamar, hvor de paa samme Maade oppebar det Indsamlede af Biskop Hallvard, der her selv havde besørget Opkrævningen; derfra drog Bernhard videre til Nidaroos, hvor han ankom i April, og ligeledes her af Erkebiskop Eiliv modtog, hvad denne i sit Diøces havde indsamlet, Rumaskatten d. 28de April og Tienden den 1ste Mai. Fra Nidaroos drog han den 3die Mai til Bergen, hvor han modtog den af Audfinn indsamlede Tiende m. m. og opholdt sig til langt ud i September, idet han kun i Juni gjorde en kort Reise til Stavanger for ligeledes her af Biskopen at modtage det Indsamlede, men da han ej forefandt det, strax vendte tilbage efterat have truffet de fornødne Foranstaltninger til Inddrivelsen. En Deel deraf fik han siden i Bergen af Biskopen af Stavanger, som nedenfor sees; han modtog der ogsaa af Erkebiskopen den af denne samlede grønlandske Tiende, maaskee bragt til Norge af de samme Grønlandsfarere, hvorom der ovenfor er talt. Hvad hans Collega imidlertid havde foretaget sig, vides ikke. Maaskee havde han opholdt sig i Oslo, eller hos Kongen og Drottseten, og fulgt med dem til Bergen, thi vi finde ham der allerede 7de Septbr., samtidigt med de Forhandlinger, der fandt Sted umiddelbart efter Conciliet. Her oppebar begge Nuncier af Biskop Villjam fra Orknø alt, hvad han havde indsamlet og forresten skulde betale, hvoriblandt og Erstatningsbod til Engelbrekt Lyning og Mulcten fordi han havde tilbageholdt Rumaskatten. Da det udtrykkeligt siges, at de modtog Rumaskatten af Biskopen af Orknø d. 20de September, og dette ej kan være skeet andensteds end i Bergen, maa de have været tilstede, da den vigtige Forandring fandt Sted, at Cantsler-Embedet gjenoprettedes, uden at det kan sees, om de virkede noget dertil. Fra Bergen drog de, som det synes, hver for sig, Bernard d. 25de Septbr. og Johan vel omtrent paa samme Tid umiddelbart til Ljodhuus, hvor l de formodentlig ankom i October eller November, og reiste derfra først l til Skara, hvor vi finde dem den 12te Decbr., siden til Vesteraas, derfra til Uppsala, og derpaa i Januar, Februar og Marts tilbage over Strengnes, Linkøping, Jønkøping og Skara, fortsettende ogsaa der sine Opkrævninger. Merkeligt er det dog, at medens der ej nævnes det mindste om nogen Fare og Usikkerhed paa Reiserne i Norge, men alene om Ophold formedelst Uvejr og Modvind, herskede der i Sverige stor Mislighed i saa Henseende. Da de nemlig den 12te Januar skulde forlade Uppsala, raadede Erkebiskopen dem til ikke at føre de indsamlede Penge med sig „af Frygt for Røvere, der laa paa Luur“, men at deponere dem forseglede i Domkirkens Sacristie. Det samme gjorde de i Strengnes, da de den 25de Januar reiste derfra. Siden (den 12te Febr.) lod de Pengene hente meget forsigtigt ved en paalidelig Geistlig med Bedækning af tolv væbnede Ryttere, men han vovede dog, fremdeles af Frygt for Røvere, ikke at bringe dem længer end til Riseberges Kloster. Endvidere bleve de fra Vegsjø og tildeels fra Linkøping samlede Penge deponerede hos Minoriterne i denne Stad, og siden under Bedækning mod „Røvere, der efterstræbede Transporten“, hentede til Skara, hvorfra Nuncierne selv bragte dem til Ljodhuus, men „formedelst de Efterstræbelser, som truede dem, saa hastigt, at tre dertil kjøbte Heste bleve udskjemte og alene med stort Tab kunde selges i Ljodhuus. Hidhen bleve da ogsaa, efter Foranstaltning af Biskopen i Strengnes og Provsten i Nerike, Pengene fra Riseberges Kloster bragte under Bedækning af Ridderen Hr. Anund Sture med 40 bevæbnede Ryttere^[2]. Men da de med det hele Beløb, baade for Norge og Sverige, vilde begive sig paa Tilbagevejen, blev altsammen beslaglagt i Baagahuus d. 13de April, upaatvivlelig ved Ivar Agmundssøns Foranstaltning, uden at det udtrykkeligt angives, hvorfor det skete. Maaskee har Aarsagen været den, at Nuncierne, som uden Vægring havde afgivet Halvdelen af de i Norge indsamlede Tiendepenge efter Pavebrevets Lydelse, tænkte paa at unddrage sig for at gjøre det samme med Sexaarstienden af Sverige, under den Forevending„ et den pavelige Befaling ej vedkom denne, og at Ivar Agmundssøn derfor efter Kongens og Drottsetens Brev lod Pengene beslaglægge paa Gjennemfarten, for at man ej skulde gaa Glip af, hvad Pavebrevet unegteligt hjemlede den norske Krone. Maaskee og, at Nuncierne ej havde tænkt paa at unddrage Kronen denne Rettighed, men at Ivar Agmundssøn paa egen Haand tog Pengene i Besiddelse under Paaskud af, at Kronen var ham Penge skyldig. Begge Nuncierne maatte i den Anledning drage til Oslo, hvor Kongen da opholdt sig, efter formodentlig at have tilbragt Vinteren i Bergen, og hvor rimeligviis ogsaa Drottseten var med ham. Reisen frem og tilbage varede i syv Uger; de skrev til Erkebiskopen, kaldte Biskopen i Oslo, der laa paa Visitats, tilbage og have formodentlig ved hans Hjelp faaet Sagen bragt nogenledes i Orden; thi efterat de den 7de Juni atter vare dragne til Oslo, og endnu havde ladet afhente nogle Penge fra Skara, modtoge de af Kongen den 16de August en Qvittering for, at han rigtigt havde faaet den halve Deel af Tienden; hvorimod det af en senere Tilføjelse erfares, at den halve Deel for Norge var modtagen af Erkebiskopen, Biskop Audfinn og Biskop Hallvard, hvilke, som man og af Regnskabsbogen erfarer, vare befuldmægtigede til at oppeberge Kongens Halvdeel og modtage den efterhaanden som Tienden kom ind, medens derimod Halvdelen af den svenske Tiende, som sagt, modtoges af Hr. Ivar Agmundssøn, hvad enten han nu var Kongens Commissionnær, eller tog sig til Rette paa egen Haand^[3]. I Oslo udnævnte Nuncierne ogsaa Undercollectorer til at indsamle Restancerne af Tienden^[4], og traf tillige Foranstaltninger til at omsette den Halvdeel af det Indkrævede, som Pavestolen skulde have, i courantere Pengesorter, hvortil de fornemmelig benyttede sig af den føromtalte Bertrand de Sueioliis, der sees at have drevet Handelsforretninger. I Oslo indskibede de sig endelig den 22de August paa et Skib, der gik til Flandern, og lejede en norsk Mand med som Tolk; den 26de September forlod de Havnen „Sund“ (Sandøsund?) og ankom før 24de til Havnen Sluys, hvorfra de sidstnævnte Dag drog til Brügge og derfra over Paris til Avignon, hvor de indtraf velbeholdne den 16de November, efterat have tilbragt 795 Dage paa Reisen.

De af dem opkrævede Pengesummer vare ikke ubetydelige. Indtægtsposterne vare 1) Sexaarstienden, allerede forstørstedelen opkrævet af de forskjellige Collectorer, i forskjellige Myntsorter, og nedlagte i Kathedralkirkernes Sacristier; 2) Rumaskatten eller Peterspeningen, 3) De frivillige Legater til det hellige Lands Gjenerobring, og 4) Aarsindtægten af de i Løbet af tre Aar ledigblivende geistlige Embeder. Til Vejledning ved Tiendens saavelsom Aarsindtægternes Indkrævning havde man fulgt og fulgte fremdeles en i Pave Johannes den 22des tidligste Regjeringstid over hele den romersk-catholske Christenhed paabuden og fuldstændigt udført Taxering, der ogsaa i de følgende Tider, saalænge slig Skatlægning fandt Sted, udgjorde Rettesnoren, og som visselig maa have været meget moderat, efter hvad man kan slutte af de Taxeringer, vi kjende. Der findes nemlig endnu Fortegnelser over Biskopsstolenes Taxationer, og efter disse synes Taxationssummerne neppe engang at have udgjort Tiendedelen af Indtægtens virkelige Beløb. Nidaroos Biskopsstol var saaledes ansat til 800 Gylden, Oslo til 500, Bergens til 33${\frac {1}{3}}$, Hamars til 66${\frac {2}{3}}$, Stavangers til 250, Orknøernes og Færøernes hver til 33${\frac {1}{3}}$, Syderøernes til 660, Skaalholts til 100. Mindre geistlige Embeder, som Canonicater, Sognekirker, o. s. v., findes sjelden ansatte højere end til 25 Gylden, ofte langt mindre. De Afgifter, som paabødes, var saaledes i det hele taget meget lempelige^[5]. Paa denne Viis kom den samlede Tiende for 6Aar af Oslo Biskopsdømme til at udgjøre 5002${\frac {1}{2}}$ Mk. ${\frac {1}{2}}$ Øre i norske myntede Peninge, bestaaende deels i 3356${\frac {1}{2}}$ Mk., ${\frac {1}{2}}$ Øre af disse, deels i engelske Sterlinger eller andet Sølv, saaledes beregnet, at en Mk. norsk udgjorde ${\frac {1}{4}}$ Mk. vejet Sølv, følgelig mellem 3 og 4 Shilling, eller ${\frac {1}{6}}$ Pund Sterling, Pundet regnet til ${\frac {1}{2}}$ Mk. Disse Penge, i sin Tid samlede af Erkepresten Thorkel Mattul tilligemed Chorsbroderen i Oslo, Reidar, og opbevarede i Hallvardskirkens Sacristi, bleve nu den 27de Februar overleverede Nuncierne, der senere den 11te Marts meddeelte hiin Undercollector Qvittering derfor^[6]. Tienden for Hamars Biskopsdømme udgjorde for alle de 6 Aar 1553 Mk. norske Penge, hvoriblandt 6 Mk. Sølv norsk Vegt, beregnede til 18 Mk. Penge; denne Sum oppebar Nuncierne den 18de Marts af Biskop Hallvard. De sex Aars Tiende for Nidaroos, som Bernard de Ortolis den 1ste Mai modtog af Erkebiskopen, udgjorde 4208 Mkr. 2 Ører, deels i rede Penge, deels i Sølv, beregnet efter norsk Vegt til det tredobbelte af de myntede Penge, deels i Hvalrostand (roardum), deels i Læderbelter m. m. Tienden for Bergen, som Bernard de Ortolis d. 3die Juni modtog af Biskop Audfinn, der ogsaa samme Dag meddelte Undercollectorerne Qvittering derfor^[7], udgjorde i Alt 2700 Mk. norsk, hvoraf endeel i Sølv efter norsk Vegt, her beregnet i Forhold til de myntede Penge som 3${\frac {3}{4}}$ til 1. For Stavangers Biskopsdømme skulde den samlede Tiende udgjøre 1494 Mk. norsk, men da Bernard kom til Staden, forefandt han intet, og indledede derfor strax Søgsmaal mod Biskop Erik saavelsom Undercollectoren Orm; derved fik han udpresset 518 Mk. 3 Ører norsk, hvilket blev udbetalt den 5te August, sandsynligviis i Bergen; det øvrige maatte Biskopen love at betale til næste Jonsmesse, og imidlertid sette sit og Biskopsstolens Gods i Pant; heraf skyldte dog ogsaa Orm Chorsbroder noget over 200 Mkr., hvorfor hans Gods maatte hefte, ligesom og Hr. Finn Agmundssøn gik god for ham^[8]. Tienden fra Grønland, der kun bestod i Hvalrostand, 27 Lispund, modtog Bernard af Erkebiskopen den 14de August i Bergen, og solgte dem den 6te September til en Kjøbmand fra Flandern for 12${\frac {7}{10}}$ Livres tournois. Tienden for Orknø skulde udgjøre 256 Mk. Sterling, hvoraf Biskopen den 7de September betalte 72 Mk. Sterling norsk Vegt, det halve til Nuncierne for Paven, det halve til Erkebiskopen for Kongens Regning, det øvrige lovede han at betale til næste Jonsmesse, pantsettende sit og Biskopsstolens Gods.^[9] Hverken af Islands eller Færøernes Biskopsstole blev dennegang nogen Tiende ydet. Tienden for Skara Biskopsstol, som begge Nuncierne modtog den 12te Decbr. 1328, udgjorde 4123 Mk. svensk; for Vesteraas (modtagen 24de Decbr. 1328) 1117 Mk. sv., for Uppsala (modt. 8de Januar 1328) 3822 Mk. sv., for Strengnes (modtagen 21 Jan. 1328) 1777 Mk. sv., for Linkøping (modtagen 11te Febr. 1328) 3791 Mk. sv. For Vegsjø skulde den udgjøre 426${\frac {7}{16}}$ Mk. sv., men da Kirken var bleven plyndret i Krigen 13l8, forefandt den af Nuncierne udsendte Fuldmegtig, Chorsbroderen Arald fra Linkøping, kun 262 Mk. 6 Ører 16 Peninge sv. Fra Aabo fik den udsendte Fuldmægtig, Broder Gotskalk, kun eet Aars Tiende, 86 Mk. svensk, da det øvrige havde været røvet af Russerne 1318. Af alle disse i Norge og Sverige modtagne Summer, paa den sidste nær, hvilken Gotskalk senere udbetalte umiddelbart til det pavelige Kammer, fik den kongelige norske Kasse Halvdelen, og i Norge endog, som det synes, saaledes, at Summerne efterhaanden, som de kom ind, deeltes lige mellem Nuncierne og de til Modtagelsen paa Kongens Vegne Befuldmegtigede, hvilke vare Erkebiskopen, Biskop Hallvard og, merkeligt nok, Biskop Audfinn, hvorved dog maa merkes, at om Drottseten end kunde have ønsket andre Modtagere end disse, var dog Pavens Befaling i saa Henseende altfor bestemt til at taale nogen Afvigelse. I Sverige maa man derimod, efter hvad der ovenfor er viist, antage, at intet strax er blevet betalt til nogen kongelig Fuldmægtig, men at den kongelige Halvdeel først udrededes til Hr. Ivar Agmundssøn, da denne i Baagahuus havde beslaglagt Pengene^[10]. Man erfarer derhos, at Hertuginden i Oslo, uvist naar, formodentlig allerede om Vaaren 1327, fik til Laans af den kongelige Halvdeel 300 Mkr., hvilke Erkebiskopen senere, ved Brev af 26de Decbr. 1328, befalede hendes Fuldmægtig at udbetale af hendes Gods i Bergen^[11]. De indkomne Summer udgjorde i Alt, for Norges Vedkommende lidt over 14054 Mk. norsk, tilligemed 12${\frac {1}{2}}$ livres tournois og 36 Mk. Sterling, for Sveriges lidt over 14978 Mk. svensk. Efter det angivne Forhold som 1 : 6 udgjorde hiin Sum i norske Penge omtr. 2340 Pund Sterling, hvilket tillagt de nysnævnte 36 Mi. (24 Pund) og 12 l. F. udgjør c. 2370 Pund Sterling. Da de svenske myntede Penge i Regnskabet selv angives at forholde sig til rede Sølv som 1 : 5, kan dette ogsaa uden synderlig Fejl ansettes som Forholdet til Mark Sterling, hvoraf den samlede Sum for Sverige saaledes udgjorde c. 3000 eller 2000 £ St., altsaa, merkeligt nok, noget mindre end for Norge. Sammenlagte udgjøre begge Hovedsummer 4340 £ St., hvoraf Paven fik det halve, Kongen ligeledes det halve, 2170 £ St., hvilket repræsenterer den tidobbelte Sum i vore Penge, eller 97650 Spd.^[12], et just ikke saa stort Beløb i Forhold til hvad der udkrævedes, men dog altid under de nærværende Omstendigheder godt at tage med.

Men foruden denne Halvdeel fik Nuncierne ogsaa af de andre ovennævnte Indtægtsposter ej ubetydelige Summer inddrevne. Af Rumaskatten eller Peterspeningen for Oslo Diøces indbetalte Chorsbroderen Mag. Thorleif d. 10de Februar 46${\frac {3}{4}}$ Mk. norsk for de tre Aar 1324–26; Dagen efter indbetalte Chorsbroderen Mag. Paal 50 Mk. og 11${\frac {5}{12}}$ Sh. Sterl. for Aaret 1326–27. Den 18de Marts modtog begge Nuncierne Rumaskatten af Hamars Diøces for 3 Aar, 30 Mk. norsk. Den 28de April udbetalte Erkebiskopen i Nidaroos til Bernhard 225 Mk. norsk, nemlig af sit eget Diøces for to Aar (54 Mk.) af Bergens Diøces for tre (90 Mk.) af Skaalholts for 8 Aar (40), af Færøernes for 8 Aar (9) af Stavangers for 3 Aar (32). Den 23de Juli betalte Chorsbroderen i Bergen, Mag. Salve til Mag. Bernard, 30 Mk. norsk for eet Aar af Bergens Diøces, og d. 5te Aug. fik Mag. Bernard for eet Aar af Stavangers Diøces 13 Mkr. Den 11te August betalte Erkebiskopen til Mag. Bernard tre Lispund Hvalrostand som Grønlands Rumaskat, hvorfor der udbragtes 6 Sous tournois. Den 20de September udbetalte Biskop Viljam til begge Nuncier to Aars Rumaskat af Orknø Diøcese, 6 £ 5 Sh. Sterling; d. 7de Juni 1328 betalte Mag. Paal i Oslo endnu et Aars Rumaskat for Oslo Diøcese med 62 Mk. norske, samt fremdeles den 14de Juni endvidere et Aars Rumaskat med 56${\frac {3}{4}}$ Mk. norsk. Alt, hvad der oppebares i Rumaskatten for Norge, udgjorde altsaa 5732 Mk. norsk foruden de nysanførte mindre Summer i franske og engelske Penge. Hertil kom endnu 78 Mk. Sterling norsk Vegt, som Biskopen i Orknø udbetalte for de 53 Mk. Sterling, han skulde erlegge i Bod fordi han havde tilbageholdt Rumaskatten, og 50 Mk. Sterl. i Bod for hans Fremferd mod Engelbrecht Lyning. Af de frivillige Legater til det hellige Lands Gjenerobring udbragtes der ikke stort i Norge. Den 1ste Marts 1327 indbetalte Thorkell Erkeprest heraf 19 Mk. godt Sølv, norsk Vegt; den 15de Septbr. s. A. betalte Erkebiskopen 4 Mk. S. i smaa Stykker, og senere betalte Lagmanden Guthorm Kolbjørnssøn 30 Mk. Sølv. Af Annaterne blev dennegang ingen oppeborgne i Norge. De var endnu ikke blevne opkrævede eller inddrevne, idetmindste veed man at Bernard den 14de Juni beskikkede Sognepresterne i Hamar og Eivinderik til at indkræve Annaterne for to Aar i Nordhordland, med Forpligtelse til siden at aflegge Regnskab derover for Hoved-Undercollectorerne i Bergen lignende Beskikkelser have vel og andensteds været givne^[13]. I Sverige beløb Rumaskatten sig til 736 Mk. 2 Ører 7 Peninge svensk, 22 Mk. Sølv og 53 s. 4 £ Sterling, Legaterne til 41 Mk. Sølv, 3 Mk. 18 Peninge svensk, 2 Ører Guld m. m., og Annaterne 540${\frac {1}{2}}$ Mk. 3 £ svensk, 283 Mk. 2${\frac {1}{3}}$ Øre Sølv. Desforuden fik man her af andre Gaver til Pavens Bistand 1018 Mk. 7${\frac {1}{2}}$ Øre svensk og 123 Mk. 2${\frac {1}{2}}$ Øre Sølv. – Alt, hvad saaledes foruden Sexaarstienden oppebares i begge Lande, var i Alt af Norge c. 1112 Mk. norsk, i Sverige henved 3400 Mk. svensk, tilsammen 6512 Mk., eller med et rundt Tal 1200 £ Sterling, hvilket tillagt de ovennævnte 2170 af Sexaarstienden udgjør 3370 £ St. eller 15165 Spdlr., hvilket nuomstunder vilde svare til det Tidobbelte. Disse Penge kom dog ikke ubeskaarne i det pavelige Kammer. Først tabtes endeel ved Omvexlingen i andre Myntsorter, dernæst maatte der vel gives Provision for en foreløbig Oversendelse, der skete ved Bertrand de Sueioliis. Endeel af Pengene bleve deponerede, det vil sige udlaante, i Norge og Sverige, nemlig 20de August 1328 i Bergen til Bertrand af Sueioliis og Peter af Manhania 1793 Mk. norsk, hvorfor de 1ste Aug. 1329 skulde indbetale til Kamret 1614 Guldgylden; til Ivar Kraak, Borger i Bergen, og Johan af Bordeaux, Guldsmed sammesteds, 350 Mk. norsk, hvilke til næste Aars Jonsmesse skulde udbetales i Bergen med 52 £ 10 Sh. Sterling; til Erling Drottsete 206${\frac {1}{2}}$ Mk. norsk, som han næste Jonsmesse skulde udbetale med 30 £ 19 Sh. 6 Sterling, til Arnauld af Bosones fra Montpellier 200 Mk. norsk, at udbetale ligeledes i Bergen førstkommende Jonsmesse 30 £ Sterl., til Arne Chorsbroder i Nidaroos 20 Mk. S., at udbetale sammesteds og til samme Tid med 3 £ Sterl., til Hr. Olaf, Ridder i Bergen, 23 Mk. norsk, at udbetale samme Sted og til samme Tid med c. 3${\frac {1}{2}}$ £ St., til Raimund de Lamena af Montpellier, „Kongens Junker“ omtr. 1 £ St., og i Sacristiet ved Christkirken i Bergen 13 Mi. Sølv. I Sverige deponeredes ligeledes endeel Penge hos Provst Thiderik i Nerike, Biskopen i Skara og Hr. Anund Sture, hvilke alle skulde indbetales d. 1ste August 1329 til Thorkell Erkeprest i Oslo. Fra Totalsummen gik ogsaa henved 330 £ St., i Udgift til Reisen og andre Omkostninger, saae at den endelige Sum, der kom Kamret til Gode, blev, med Fradrag af disse, samt de øvrige Udgifter, omtrent 3300 £ St., hvoraf omtr. 550 deponeredes i Norge og Sverige, 1000 udbetaltes strax ved Nunciernes Ankomst til Avignon, og 265 ved Bertrand de Sueioliis; et Aars Tid senere indbetaltes ved Peter de Linariis, formodentlig af de deponerede og senere indkomne Penge, omtr. 200 £, men alt dette tilsammen udgjør neppe 1500 £ St., altsaa ej engang det Halve af hvad der oprindelig var oppeborget^[14]. Til at inddrive det Øvrige, hvoraf intet kom ind til den bestemte Tid, maatte der da senere, som vi ville see, udskikkes et nyt Sendebud; men der er dog et stort Spørgsmaal, om Altsammen kom ind. I alle Fald vilde dette ikke være noget enestaaende Exempel paa at de pavelige Beskatninger hverken i sig selv vare saa tunge eller udsugende, eller skaffede Pavens Kasse de Fordele, man sedvanligviis forestiller sig.

Forøvrigt synes Nuncierne at have gaaet frem med meget Maadehold, og fornemmelig at have afholdt sig fra al nærgaaende Indblanding i Rigets verdslige Anliggender, ja endog i de skarpe Tvistigheder, der netop under deres Ophold i Norden herskede mellem Geistligheden, nemlig Biskop Audfinn, og Drottseten med Hofpartiet.

1. De nærmere Omstændigheder ved deres Indkrævnings-Reiser saavelsom deres hele Regnskab sees af deres endnu i det pavelige Archiv opbevarede Regnskabsbog. De forlod Avignon den 14de Sept.; men Havnen, hvor de indskibede sig, kan ej sees, da dette Sted er af Væde udslettet i Regnskabsbogen. I Oslo finde vi dem mellem 7de og 27de Febr. 1327, i Hamar den 18de Marts, i Nidaroos Bernard mellem 28de April og 3die Mai, da han gik til Søs til Bergen. I Bergen finde vi ham fra Juni af, med Undtagelse af Stavanger-Reisen, der i alt, som det heder, varede i 16 Dage, og tiltraadtes den 3die Juni, skjønt det sidenefter meldes, at han den 3die oppebar Tienden af Bergen. Dette kan neppe forklares anderledes end at Pengene ere blevne indbetalte under Reisen. Den 7de Sept. see vi ogsaa Johan af Serone i Bergen, idet han da tilligemed Bernard slutter Opgjør med Biskopen af Orknø. Han var, som man seer, rejst fra Hamar tilbage til Oslo, og derfra til Søs til Bergen, medbringende Pengene. I Regnskaberne gjøres der fuldstændig Rede for de Penge, der udbetaltes af Biskopen til Orknø i Bod for Engelbrecht Lyning og til Pavestolen. Det anføres her, at han som Grund, hvorfor han havde tilbageholdt endeel af Rumaskatten, anførte, at han ej vidste bedre end at den tilhørte St. Magnus og Magnuskirken i Kirkevaag. Istedetfor de 53 Mk. Sterling, han var idømt for Tilbageholdelsen af Rumaskatten, sees der at han betalte 78, maaskee fordi den virkelige Sum og Boden sloges sammen. Af Boden for Engelb. Lyning har han udbetalt 25 Mk. til Erkebiskopen; der er ikke Tale om den anden Halvdeel; den havde vel Engelbrekt faaet selv. Hine 25 Mk. skulde Erkebiskopen udbetale til Nuncierne, men blev Summen skyldig.
2. Under Opholdet i Oslo sendte Johan de Serone, som man erfarer, to Gange Brev til Tunsberg for som det heder „at faa den afg. Cantsler Bjørns (Beronis, rettere Bjarnes) Legat udbetalt“; her maa Bjarne Audunssøn være meent. Tienden og Rumaskatten for Skara oppebares d. 12te Decb. for Vesteraas d. 23de Decb. 1327, for Uppsala d. 8de Januar 1328 (om Modtagelsen af Tienden for Uppsala handler ogsaa Dipl. Sv. 2650), for Strengnes d. 21de Januar, for Linkøping d. 11te Februar og for Vegsjø d. 24de Februar. Der nævnes ved denne Lejlighed, at under Krigen Aar 1318 „mellem de Danske og Tydske og de Svenske“ havde nogle Ransmænd fra Danmark eg Tydskland d. 3die Mai med væbnet Haand sat sig i Besiddelse af Kirkens Nøgler, opbrudt Kisterne i Sakristiet, og røvet af de der opbevarede pavelige Tiendepenge 175 Mark 15 Peninge svenske. – Tienden fra Finland hævedes senere, 1ste Mai 1328, af Nunciernes Fuldmægtig, Predikebroderen Gotskalk, som de sendte derover, og man fik den kun for et Aar, da det øvrige havde været taget af de Vantro (Russerne), formodentlig ved Overfaldet i 1318.
3. See Brevene i Dipl. Sv. No. 2675 og 2730. Det første Brev er Kong Magnus’s Qvittering af 16de August 1328, hvori nøjagtigt opregnes, hvor meget der for hver enkelt Biskopsstol var indkommet, aldeles stemmende med Regnskabsbogen. Det andet er egentlig det Tillæg, hvormed Johannes de Serone, ledsager en af ham selv i Avignon d. 17de Juli 1329, formodentlig ved Regnskabets Afslutning, udstedt verificeret Copi af hiin Qvittering.
4. See Brevene i Bartholiniana, E. 249–252, hvoraf Uddrag meddeles af Suhm, XII. Ifølge disse udnævnte Nuncierne d. 14de Juli i Oslo de tre bergenske Chorsbrødre, Haakon Erlingssøn, Salve Ivarssøn og Søn Arnessøn Hviit, og d. 6te Aug. sammesteds den føromtalte Raimund af Lamena, Junker Arnauld af Bosones, Kjøbmand i Montpellier, og Kjøbmanden Peter de Linariis, til at indkræve de pavelige Restancer.
5. Den eldste af de forhaandenværende Taxtfortegnelser er vistnok ikke eldre end omtrent Midten af det 15de Aarhundrede, men det er tydeligt at see, at den er en i det Væsentlige uforandret Afskrift, ligesom man og seer, at de senere ingen væsentlige Forandringer indeholde. Til Sammenligning kan her følgende Karter for de svenske og danske Biskopsstole anføres: Uppsala 1000, Vesteraas 250, Strengnes 266⅔, Linkøping 660, Vegsjø 50, Skara 470, Aabo 200, Lund 4000, Roeskilde 1000, Odense 150, Børglum 66⅔, Ribe 120, Slesvig 1000, Reval 300. Derimod vare Rouen i Normandie og Winchester i England ansatte hver til 12000, Canterbury og York i England, Køln og Mainz i Tydskland hver til 10000, Trier til 10000 à 6000, Durham i England til 8000, Sens i Frankrige til 6000; overhoved var kun de færreste engelske og franske under 1000.
6. En Notarialcopi af Qvitteringen, udferdiget i Hamar d. 18de Marts, findes i Dipl. N. II. 162. Her opregnes de enkelte Pengesorter meget omstændeligt, i Regnskabsbogen kortere, idet flere mindre Summer ere slaaede sammen til een, men Totalsummen er den samme. Hvad nu forresten Coursen angaar, da seer man af Regnskabet, hvad der og ligger i Sagens Natur, at den var mindre fordeelagtig ved senere Omvexlinger, end ved den oprindelige Beregning; saaledes fik Nuncierne ved Omvexling ej mere end 3 Sh. Sterling for en Mk. norske myntede Penge, medens den egentlig, efter Forholdet mellem Sølv og Mynt 4 : 1 skulde udgjøre 3⅓ (1 £ Sterling udgjorde nemlig 1½ Mk.).
7. Dipl. N. IV. 171. Ogsaa Biskop Audfinn havde haft Ubehageligheder med en af sine Undercollectorer, Chorsbroderen Jon Arnessøn Hviit, der var kommen 300 Mk. til kort i sit Regnskab; men han gik strengt frem mod ham, suspenderede ham ved Brev af 23 Febr. 1326 fra sit Beneficium, indtil han skaffede alt tilveje, og maa derved have drevet ham til at gjøre Rede og Rigtighed, siden alt var i Orden ved Overleverelsen til Nuncierne. (Dipl N. V. 74). Dette hindrede dog ikke disse fra siden at udnevne ham til Undercollector, s. o. S. 96.
8. Restancerne, siges der udtrykkeligt, skyldtes af Kirkerne i Valders og Haddingedal samt Otro- eller Setersdalen. Til Inddrivelse beskikkedes Provsterne paa Thorpe og i Valdres.
9. Pantsettelsesbrevet af s. Dag findes i Barthol. E. 149.
10. I Regnskabsbogen heder det for hver enkelt Biskopsstol, efterat de modtagne Summer ere angivne: „Halvparten deraf udbetaltes til Kongen“, og dette kunde ved første Øjekast berettige til den Slutning, at Halveringen strax fandt Sted. Da det imidlertid for Sveriges Vedkommende er vist, at Udbetalingen af Kongens Halvdeel ej fandt Sted førend i Baagahuus til Hr. Ivar, kan man af denne Ordning af Regnskabsposten intet bestemt slutte. Men hvad der viser, at Afgivelsen af den kongelige Halvdeel i Norge maa være skeet successivt, er den Omstændighed, at det udtrykkeligt heder om Biskopen af Orknø, at han selv paa en og samme Dag betalte Nuncierne 36 Mk. Sterl., og Erkebiskopen paa Kongens Vegne ligesaa meget. Naar denne Afgivelse skete strax, da er det og det sandsynligste, at det samme var Tilfeldet med de andre. Den kgl. Halvdeel for Oslo overleveredes saaledes formodentlig til Biskop Hallvard i Hamar samtidigt med Halvdelen for hans egen Biskopsstol, og dette var vel Aarsagen til, at Nuncierne netop d. 18de Marts i Hamar udstedte verificeret Copi af de osloiske Undercollectorers qvitterede Regnskab. (Ovenanførte Brev Dipl. Norv. II. 162). Kongens Halvdeel for Nidaroos modtoges vel paa lignende Maade af Erkebiskopen den 1ste Mai 1327, for Bergen af Audfinn, 3die Juni s. St., for Grønland, Stavanger og Orknøerne af alle de tre de i Anl. af Conciliet forsamlede Biskoper.
11. Dipl. Norv. IV. 183. Som hendes Fuldmægtig optræder her Thorgeir Tovessøn, Klerk.
12. Saavel ved denne, som ved de her nedenfor fremsatte Beregninger have vi ej lagt an paa nogen indtil det yderste gaaende Nøjagtighed, hvilket vilde lede til for stor Vidtløftighed: den omtrentlige Beregning er tilstrækkelig. Vi have reduceret Summen til B St., istedetfor at Regnskabsbogen omsider henfører alt til Guldgylden, eftersom hiin Pengesort endnu er brugelig og tillige mere bekjendt for de fleste Læsere.
13. Dipl. N. IV. 175. De forekomme senere i Petrus Gervasii Regnskab af 1334.
14. Om Maaden, hvorpaa Pengene førtes fra Sted til andet, indeholder Regnskabsbogen flere ret merkelige Notitser. Om den Forsigtighed man maatte anvende for at undgaa Overfald i Sverige, er forhen talt. I Nidaroos, 24de April 1327, kjøbte Bernard to Kasser og noget groft Klæde, til Opbevaringen af Tiendepeningerne; med disse reiste han da siden til Bergen, hvor han, formodentlig ved Reisen til Stavanger, lod dem indsette til Forvaring i Erkebiskopsgaarden. Siden lod han dem (for 2 sh Sterling) bære over til Sacristiet i Christkirken. Derpaa kjøbte han for 1 Mk. norsk fem Dunke (lagenæ), hvor han lod de samme Penge nedlegge, til Afsendelse med Bertrand af Sueioliis. Med ham sendte han og 1 Mk. norsk i Kobber, for at Kæmereren derved kunde vide, hvor meget en norsk Mark vejede.