Det norske Folks Historie/7/2
Ved Kong Haakons Død maa man antage at de føromtalte aatte Regjerings-Herrer fremdeles var om ham, og maaskee endnu flere, der sandsynligviis samledes til Tunsberg, eftersom det blev bekjendt, at det leed paa det yderste med ham. Men Tronfølgeren, den treaarige Magnus Erikssøn, var med sin Moder i Sverige, sandsynligvis endnu i Stockholm eller Landets østlige Deel, hvor hun og hendes Tilhengere vare ivrigt beskjeftigede med at sikkre sit Herredømme mod Levningerne af Kong Byrges Parti[1]. Det faldt af sig selv, og vi kunne derfor ansee det som vist, skjønt det ingensteds udtrykkeligt siges, at Raadet i Norge strax ved Iilbud underrettede hende om Faderens Død, og anmodede hende om, med det første, at komme til Norge med sin Søn. Vist er det, at der strax blev skrevet til Island, og at begge Biskoperne saavelsom den daværende Statholder eller Hirdstjore, Hr. Ketil Thorlakssøn, tilligemed begges Lagmændene, Grim Thorsteinssøn for den sydlige og Erlend af Upse for den nordlige Deel, samt sex haandgangne Mænd og sex af de ypperste Bønder indkaldtes til Norge, vistnok før at sverge den nye Konge Troskabseed, og forhandle med Regjeringen om de endnu uafgjorte Stridsspørgsmaal vedkommende Islands statsretlige Stilling[2]. Samtidigt udskrev ogsaa Erkebiskopen et Provincialconcilium, dog først for det følgende Aar. Man kan ikke tvivle paa, at der ogsaa til Magnus Jarl paa Orknøerne er udgaaet et lignende Brev, uagtet man ej veed, hvorvidt han har føjet sig derefter. Og endelig viser det Følgende, at der øjeblikkeligt maa være udgaaet en Meddelelse om Kongens Død til alle Biskoper og verdslige Herrer i Norge, ledsaget af en Indkaldelse til at møde i Oslo for her at aftale det nødvendige om Hyldingen m. m. ved St. Hansdags-Tider[3]. Formodentlig ventede man, at ogsaa Hertuginden tilligemed den unge Konge her skulde indtreffe.
Men Kong Haakons Død gjorde en væsentlig Forandring i Sagernes Stilling i Sverige. Hertuginden, som nærmeste Foresatte for sin unge Søn og for Øjeblikket i Besiddelse af hans Person, fik nu, da Norges Throne og Kong Haakons velforsynede Skatkammer var tilfaldet ham, en langt anden Betydning end før: det blev af dobbelt Vigtighed at sikkre sig Indflydelse hos hende, og da hun var ung og letsindig, opstod vel hos mange af de svenske Herrer Haabet om at kunne faa hende til Egte. Overhoved aabnede der sig nu en viid Mark for Ærgjerrigheden, og for at ikke total Forvirring skulde opstaa i Landet, maatte de sindigere og forstandigere Mænd, med Drottseten og Rigsforstanderen Matthias Ketilmundssøn i Spidsen, see til først og fremst nogenledes at faa Sveriges Anliggenheder bragte paa det Rene, og Tronfølgen sikkret Magnus Erikssøn, forinden de lod ham drage til Norge, hvor jo dog Arven var ham.vis, og ingen gjorde ham hans Ret stridig; hvor han altsaa idetmindste for sin egen Skyld ej behøvede at være saa snart tilstede, hvor ufordeelagtig end hans Udebliven kunde vorde for Rigets Anliggender. Det er vel endog muligt, at hvis Tronarvingen var kommen til Norge og i det norske Raads Varetægt førend han var valgt til Sveriges Konge, vilde Nordmændene, eller et stort Parti blandt dem, ikke have tilladt ham at modtage Sveriges Krone. For det første lod altsaa Hertuginden sin Søn blive tilbage i Sverige, formodentlig under Rigsforstanderens Beskyttelse, for at oppebie et almindeligt Allsherjarthing, der tilstevnedes at skulle sammentræde i Uppsala i de første Dage af Juli Maaned[4], for at Magnus her kunde velges og hyldes til Sveriges Konge; selv begav derimod Hertuginden sig med syv Befuldmægtigede af det svenske Raad, nemlig Biskop Karl af Linkøping, Knut Magnussøn, Lagmand i Vestergøtland, Erik Thuressøn, Sigge Hallsteenssøn, Stephan Rørekssøn, Gisle Elinessøn og Knut Porse, til Norge, for at underhandle med de norske Herrer, og foreløbigt vedtage de Bestemmelser, som den nu imødeseede Personal-Union mellem begge Riger gjorde nødvendige. Det er ikke usandsynligt, at disse Forholdsregler aftaltes i Ørebro, hvor vi den 12te Juni finde Rigsforstanderen med et Par Rigsraadsmedlemmer paa et saakaldet Refsingething, hvor maaskee Hertuginden tilligemed Raadet ved Efterretningen om hendes Faders Død traadte sammen, for at være Norge saameget nærmere, og hvor da sandsynligviis hine syv Herrer ere blevne udvalgte. Om det Møde, der ifølge Freden i Roeskilde skulde holdes i Helsingborg for at afgjøre alle Tvistepunkter mellem Kong Byrge og hans Broderbarn, var der saaledes ej mere Tale, thi af de fire svenske Befuldmægtigede, der skulde indfinde sig der, og det til St. Hans-Dag, fulgte nu de trende med Hertuginden til Norge.
Det var ganske vist en talrig Forsamling af geistlige og verdslige Herrer, der nu ved St. Hansdags-Tider indfandt sig i Oslo. Vi kjende kun Navnene paa tredive, nemlig dem, der besvore det Document, hvorom her strax nedenfor vil blive talt: men man kan antage det for vist, at naar der strax havdes tredive Herrer ved Haanden til at aflægge Eeden, maa der have været mange flere end dem tilstede. Desuden vare alle hine kun Lendermænd og Riddere, og dog fandtes der paa denne Tid en Mængde anseede Høvdinger, der endnu ikke havde naaet Ridderverdigheden, men desuagtet ligefuldt vare selvskrevne til at fremmøde paa en saadan Forsamling. Vi kjende heller ikke mere til Forhandlingerne paa denne end hvad der vedkom det nye Forhold til Sverige, hvorom der blev raadslaget og truffet endelig Bestemmelse den 26de, 27de og 28de Juni[5]; men da Raadet i en saa vigtig Sag som denne, hvor der ei forelaa egne Bestemmelser af den afdøde Konge, neppe kunde ansee sig bemyndiget til at handle paa egen Haand eller uden Fuldmagt, maa man antage, at dette har været afhandlet og bragt paa det Rene mellem Raadet og de forsamlede Herrer i de foregaaende Dage. Saaledes ere disse da formodentlig om Søndagen og Mandagen den 24de og 25de eller maaskee kun sidstnævnte Dag blevne enige om de Hovedpunkter, der skulde ligge til Grund for den nye Foreningsact, og om hvilke Løfter Raadet bemyndigedes til at gjøre: derpaa er dette skredet til at underhandle med de svenske Herrer. Thi det heder udtrykkeligt, at disse kun underhandlede og sluttede Aftale med Rigsraadet, altsaa med de tolv Mænd, der førte Regjeringen, eller dem af disse, der var tilstede, ikke med hele den tilstedeværende Forsamling. Forhandlingerne med de svenske Herrer foregik i Biskopsgaarden i Oslo, og, som det udtrykkeligt faae„ i Overvær af Hertuginde Ingeborg, der samtykkede i de vedtagne Bestemmelser.
De Punkter, som her bleve vedtagne af de svenske og norske Herrer, og som saaledes tilsammen udgjøre den første Unions-Act, der sluttedes i Norden, ere følgende:
1. De Svenske skulde inden 7 Dage efter kommende St. Jakobsdag (1 August) have taget Junker Magnus Erikssøn til Konge, om det ikke allerede var skeet, over hele Svea- og Gøta-Rige.
2. Til førstkommende St. Jakobsdag eller inden 7 Dage derpaa, skulde Magnus være tilstede i Ljodhuus, fuldfærdig til strax at kunne drage over til Norge, og nærmest til Tunsberg, med det Følge og alt det Folk, Norges Mænd sendte imod ham, og for da at modtage den Heder, hvortil han var fød, og saavel give som af de bedste Mænd og hele Almuen at modtage al den Sikkerhed, som St. Olafs Lov og de følgende Kongers Bestemmelser hjemlede.
3. Søn unge Konge skulde for det første, naar han var kommen til Norge, forblive der til et Aar efter førstkommende St. Michels Dag; hvis Sveriges Mænd da fordrede af Nordmændene, at Kong Magnus skulde komme tilbage til dem, skulde Nordmændene strax lade ham fare, for at opholde sig ligesaalænge i Sverige, som han sidst opholdt sig i Norge, men ikke længer; han skulde derpaa strax vende tilbage til Norge og saa fremdeles, saa at han nøjagtigt blev lige længe i hvert Rige og ikke længer i det ene end i det andet, uden fuld Nødvendighed fordrede det, men dog kun med Samtykke af Herrerne i det Rige, hvilket han ellers skulde have gjestet.
4. Fra intet af Rigerne skulde dets Mænd ledsage ham videre end til Rigsgrændsen.
5. Saalænge Kong Magnus endnu var mindreaarig, skulde alle Rigets Midler i Norge anvendes deels til Udredelsen af de i den afdøde Konges Testamente fastsatte Summer, deels til Kongens Kosthold, deels til at have ved Haanden, naar han behøvede det til sin Bistand og Nytte, med Hertugindens og Rigsraadets Bestemmelse og Samtykke.
6. Sveriges Mænd skulde være forpligtede til at yde Kong Magnus og Norges Mænd ligesaa megen Hjelp og Understøttelse, som de nød af Norges Mænd, saa tidt det behøvedes. Det samme maa i den anden Gjenpart af Brevet være lovet Sverige for Norges Vedkommende.
7. Vilde nogen Nordmand af Hengivenhed for Kongen eller hans Moder tjene ham i Sverige, skulde dette ikke formenes ham af Norges Regjering.
At alle disse Artikler ubrødeligen skulde overholdes og iagttages fra svensk Side, lovede for det første de tilstedeværende svenske Herrer, Biskop Karl ved at lægge Haanden paa Brystet, og paa sin Indvielse, prestelige Verdighed og christelige Tro, de øvrige Riddere ved Eed paa Evangelierne, idet de tillige gav sit Ord paa, at saasnart de kom tilbage til Sverige, skulde Erkebiskop Olaf af Uppsala og 24 andre svenske Riddere aflægge samme edelige Løfte; de bevidnede derhos, at Kong Magnus var i Live, da de sidst drog fra Sverige. Loftet skulde altsaa fra svensk Side i Alt aflægges, foruden af Erkebiskopen, paa hvis Vegne Biskop Karl havde givet sin Forsikkring, af tredive Riddere. Paa samme Viis afgave allerede nu Erkebiskop Eiliv af Nidaros og tredive norske Herrer Forsikkring og edeligt Løfte om at alle hine Punkter ligesaa ubrødeligt fra norsk Side skulde overholdes. Disse tredive Mænd, der altsaa kunne betragtes som Kjernen af det norske Aristokrati, vare følgende: Cantsleren Ivar Olafssøn, Peter Andressøn, Sæbjørn Helgessøn, Snara Aslakssøn, Erling Vidkunnssøn, Paal Erikssøn Merkesmand, Sigurd Arnessøn, Bjarne Audunssøn, Eiliv i Naustdal, Finn Agmundssøn, Ivar Agmundssøn Rova, Jon Bjarnessøn, Smid Erikssøn, Thrond Hallvardssøn, Haakon Thoressøn, Gaute Isakssøn, Sighvat paa Leirhole, Anund Borgarssøn, Thorvard Haavardssøn, Thorgeir Simonssøn, Aslak Olafssøn, Guthorm Kolbjørnssøn, Guthorm Helgessøn, Andres Sigurdssøn Kyrning, Sigurd Jonssøn, Hallkell Hallkelssøn, Hauk Erlendssøn, Munaan Baardssøn, Guthorm Sigurdssøn og Eindride Peterssøn. Ingen af dem havde ringere Titel end Ridder, men flere vare endnu Lendermænd, da de havde naaet denne Verdighed førend Forandringen af 1308 udkom. Disse norske Herrer vedtog endvidere, at hvis denne Forenings-Act blev brudt fra norsk Side, underkastede de sig frivilligt den uppsalske Erkebiskops og Biskop Karls Dom, saaledes at disse fik fuld Myndighed til at sette alle Norges Biskoper og Riddere i Forbud eller Bann, og lade dette Bann lyse.i begge Riger. Iligemaade vedtog de svenske Herrer paa sine Landsmænds Vegne, at hvis Foreningen brødes fra svensk Side, skulde Erkebiskopen af Nidaroos og Biskop Haakon af Stavanger have samme Myndighed til at bannsette de Svenske. Om alt dette udfærdigedes formodentlig to Documenter, der besegledes af de tilstedeværende svenske Herrer, saavelsom Erkebiskopen f Nidaroos og det norske Rigsraad.[6]
Det eneste, man kan sige til denne Forenings-Acts Roos, er at den med yderste Omhu overholdt Liighedsprincipet mellem begge Riger. Forøvrigt synes flere af dens vigtigste Bestemmelser at være intet mindre end heldige. Først og fremst indeholder den Indflydelse, som her indrømmes Hertuginde Ingeborg et Brud paa Kong Haakons Regjerings-Anordning, der ikke anerkjendte nogen anden Myndighed under Kongens Mindreaarighed, end de tolv Regjeringsherrers. Ikke nok med, at man havde ladet hende overvære Forhandlingerne og æsket hendes Samtykke til hvad der vedtoges, havde man endog i Artikel 6 stillet hende ved Siden af Rigsraadet i Afgjørelsen af det vigtige Spørgsmaal om Størrelsen af de Bidrag, som den norske Rigskasse skulde afgive til Kongens Understøttelse i Sverige. Man maatte dog, synes det, nu kjende saa meget til hendes Charakter og Forhold, at man havde vogtet sig for at indrømme hende en Myndighed, der let kunde lede til en Bort-Ødsling af alle Kronens Midler i hendes egne Interesser. De os leverede bestemte historiske Efterretninger vise os neppe to Aar derefter den ærgjerrige danske Adelsmand Knut mørk* som hendes erklærede Yndling, hvem hun stillede alle sine Hjelpemidler til Raadighed, og som hun tilsidst egtede. Men dette Forhold var ganske sikkert allerede paa denne Tid opstaaet og temmelig bekjendt, saa at man vel og har vidst god Beskeed derom i Norge, saameget mere som Knut Porse selv var en af de Herrer, der ledsagede hende til Oslo, og det endog i Egenskab af svensk Ridder og Rigsraads-Fuldmægtig: en Stilling, han fornemmelig maa have skyldt hendes Indflydelse. Sandsynligviis havde hun vel allerede nu faaet ham sat til Høvedsmand paa Vardberg, i hvilken Stilling vi ej længe efter finde ham[7]. At han var et uroligt Hoved, der brugte alle de Midler, som stod til hans Raadighed, for at udføre sine ærgjerrige Planer, og at den attenaarige, letsindige Fyrstinde opofrede for ham hvad det skulde være, endog sin egen Søns Interesser, synes man at have maattet kunne skjønne, eller idetmindste ane, thi dette skete virkelig saa kort Tid derefter, at Sandsynligheden for, at saadant vilde skee, allerede nu maatte have været tilstede. Men naar man paa den ene Side havde indrømmet hende saa stor Myndighed til Trods for hendes Faders vise Anordning, var det paa den anden Side en Urimelighed, at forbyde hvert Riges Herrer at følge Kongen udenfor sit eget Lands Grændse, thi derved ophørte al Mulighed af at controllere Anvendelsen af de Midler, der stilledes Kongen, eller rettere Kongemoderen, til Raadighed. Den hele Overeenskomst bærer saaledes virkelig Forhastelsens og Overilelsens Præg. Da det ej gik an, uden videre at gjøre saadanne Brud som disse paa den tidligere vedtagne og besvorne Anordning, maa man formode at Hertuginden, understøttet af Knut Porse, har deeltaget i de ovennævnte foregaaende Underhandlinger mellem Raadet og de øvrige norske Herrer, og ved alleslags Overtalelser, vel og ved at foreholde dem Nødvendigheden af at skynde sig, da de svenske Befuldmægtigede allerede om faa Dage maatte være tilbage ved Allsherjarthinget i Uppsala, faaet dem til, i Hast at vedtage Bestemmelser, som de siden havde altfor megen Grund til at angre. En Støtte fandt vel og hendes Bestræbelser i Nordmændenes afgjorte Forkjærlighed for monarchiske Regjeringsformer.
Saaledes var da nu, under Forudsetning af at Magnus Erikssøn valgtes til Sveriges Konge, en Union oprettet med Sverige, der dog endnu kun var Personal-Union, med fuldkommen Liighed for begge Riger, den strengeste Adskillelse af deres Forvaltning, og alene et saadant Venskabs- og Understøttelses-Forbund, som Unionsforholdet gjorde uundgaaeligt. Den foreskrevne Regjering stod endnu, eller skulde staa ved Magt, undtagen at Finansernes Forvaltning, saaledes som nys antydet, var bleven underkastet Hertugindens Indflydelse. Hvorledes de Forviklinger skulde løses, som Unionsforholdene med et saa tungvindt Regjeringsmaskineri, som det nu indrettede, seent eller tidligt vilde medføre, derpaa tænkte man vel neppe under den daværende politiske Umyndighed og Uerfarenhed i unionelle Anliggender.
- ↑ Det sidste Brev, hvori hun omtales før Faderens Død, er et, som hun og Hertug Valdemars Enke af samme Navn udstedte i Stockholm d. 21 Marts 1319, om at den Krigshjelp, de havde forlangt af Sveriges Geistlighed, ej skulde være til nogen Skade for dens Privilegier. Dipl. Sv. 2185.
- ↑ Isl. Annaler, samt Laurentius Saga Cap. 34.
- ↑ Da det i de Tider, hvor man kun sjelden plejede at angive Dagene anderledes end efter visse Festdage som Merkedage, eg hver Folket somoftest kun regnede efter disse, altid var Skik og Brug, ved Tilsigelse af Møder og Sammenkomster, at sette en saadan Festdag selv som Samlingsdag, f. Ex. Rigsmødet i Bergen 1223, bestemt til Olafsvaka, kan man være temmelig sikker paa at Samlingsdagen for det her omhandlede Møde var bestemt til Jonsvaka eller St. Hans, eftersom de paafølgende Raadslagninger sees at have fundet Sted d. 26de, 27de eg 28de Juni.
- ↑ Riimkrøniken siger kun, at Mødet var sammenkaldt til Midsommer; Er. Olai gjengiver dette ved St. Hans. Det maa i alle Tilfælde siden være blevet udsat, da det er vist, at Magnus ej hyldedes førend den 8de Juli.
- ↑ Uagtet Dagene i den eneste ordentlige Afskrift, vi have tilbage af Unions-Akten, kun betegnes „á setta, fimta ok fjórða dögum Julii mánaðar“ kan der dog ikke være nogen Tvivl om, at Ordet „kalendas“ er udeglemt foran dögum, og at de tre Dage saaledes blive 26de–28de Juni. Thi for det første plejede man i hine Tider aldrig at angive Maanedsdage, uden enten efter deres Afstand fra visse Festdage, eller og efter den romerske Kalender; da nu den første Maade her ej er anvendt, kan der alene være Tale ein den sidste, saamegetmere som der ellers ikke var Grund til at nævne Tallene i omvendt Orden. For det andet vilde det, om de her angivne Dage virkelig skulde betegne 4de, 5te og 6te Juli, have været en Umulighed for Biskop Karl, Knut Magnussøn og flere af de svenske Raadsherrer, der vare tilstede i Oslo, at kunne være i Uppsala allerede den 8de Juli ved Kong Magnus’s Hylding, hvilket de af Brevet i Dipl. Sv. 2199 sees at have været. Denne Omstændighed forbyder og at gjette paa „nonas“ som den udeladte Dag, da 6, 5 og 4 nonas vilde have betegnet 2, 3 og 4 Juli, der ligeledes falde for sildigt. Man kan heller ikke tænke paa nogen Feilskrift af „Juli“ istedetfor „Juni“, thi 4–6 Juni, eller endog 6–4 idus Junii (8–10 Juni) vilde være altfor nær efter Kong Haakons Død til at Mødet kunde have været berammet til den Dag, ej at tale om, at Biskop Haakon, der beseglede Unions-Acten, endnu ikke havde forladt Stavanger den 11te Juni, see Dipl. Norv. III. 116.
- ↑ Kun det i Norge opbevarede Exemplar kjendes efter en næsten samtidig Copie. Unionsacten er derefter aftrykt i Samll. t. d. n. F. og Spr. H. V. S. 521 fg. og i „Norges gl. Love“ III. S. 146 fgg., og i Dipl. Sv. 2196. Om de medbeseglende norske Herrer findes udførlige Oplysninger i Samll. t. d. n. F. og Spr. H. I. Bind, hvor og en Oversettelse af Unionsacten meddeles.
- ↑ Det er endog ikke usandsynligt, at Hertug Erik selv havde sat ham til Befalingsmand der, da han allersidst forlod Slottet.