Det norske Folks Historie/7/1

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 1-7).

Ved Kong Haakons Død befandt Norge sig i en intet mindre end gunstig Stilling. Thronfølgeren, hans Dattersøn Magnus Erikssøn, var et treaarigt Barn^[1], og hans Moder, under hvis Opsigt og Varetægt han efter den sedvanlige Tingenes Orden endnu en Tidlang maatte antages at skulle forblive, var en ung Kvinde, hvis hele følgende Liv og Handlinger altfor meget vidne om Letsindighed forbunden med Hensynsløshed og Herskesyge, til at man ej skulde være berettiget til at slutte, at hun var et af Faderen forkjelet Barn, hos hvilket hine Fejl tidligt kom til Udvikling, og som derfor vistnok allerede nu kunde vekke bange Anelser hos alle forstandige og mere fremsynede Fedrelandsvenner, saamegetmere som hun ej længer udelukkende tilhørte Norge, men ved sit Giftermaal med Hertug Erik var dragen ind i Sveriges Interesser, hvor hun, efter de sidste Begivenheder i dette Rige, endog indtog saagodtsom en Regentindes Stilling, saa at det højligen var at befrygte, at den beskedne Plads, Kong Haakons Regjeringsanordning anviiste hende i Norge, ikke vilde smage hende, og at hun derfor enten vilde søge at omstyrte Forfatningen til sin Nytte, eller blive aldeles ligegyldig og fremmed for sit Fedrelands Interesser, og paavirke sin Søn i samme Retning. Og i Sverige saa det meget uroligt ud. To Partier, Hertugernes og Kong Byrges, havde lige til for ganske kort Tid siden ligget i aabenbar Feide med hinanden, og uagtet vistnok det første, i hvis Spidse Hertuginden Ingeborg kunde siges at befinde sig, nu var saa overvejende, at det andet havde maattet nedlegge Vaabnene, kunde dette dog ikke siges ganske at være undertrykt, og havde desuden en Støtte i den forjagede Konges Svoger, Danekongen Erik. Og hvad mere er, den Fredsslutning, som denne nys havde indgaaet paa sine egne og Kong Byrges Vegne, gjaldt kun for tre Aar, og var ikke engang fuldstæendigt traadt i Kraft, eftersom den endelige Afgjørelse af Tvistighederne mellem Kong Byrge og hans Brodersønner var henskudt til det Voldgiftsmøde, der om Sommeren 1319 skulde holdes i Helsingborg^[2]. Med den Forbittrelse, som herskede paa begge Sider, var der altfaa mere end tilstrækkelig Grund til at frygte nyt Udbrud af Fjendtlighederne, helst da Kong Haakons Død vist ikke kunde andet end vekke nye Forhaabninger hos Kong Byrges Parti. Der var saaledes alle Udsigter forhaanden til, at en Krig snart vilde blusse op paany i Norden, og at Norge vilde blive revet med deri, netop som det havde nydt nogen Hvile og var kommet lidt til Kræfter efter de tidligere langvarige Krigs-Aar. Denne Fare kunde dog maaskee have været fjernet, eller Omstændighederne endog have været benyttede til Norges Fordeel, hvis en kraftig og talentfuld Styrer var kommen i Spidfen for Regjeringen efter Haakon. Men nu fandtes ikke nogen saadan, idetmindfte for Øjeblikket, og desuden havde jo Kongen allerede for længe siden foreskrevet, at Interimsregjeringen skulde føres af et Raad eller en Regjeringskommission, der mere synes at have være beregnet paa en rolig og fredelig Tid, end paa saa farlige og indviklede Forhold, som de nuværende. Thi ogsaa indenlands maa der sikkert have været megen Gjæring. Medlemmerne af det Aristokrati, hvis nye Opkomst Kong Haakon havde kvalt i Fødselen, kunne ikke andet end have været misfornøjede, og med Længsel have ventet paa at kunne tage sin Mon igjen. Kong Haakon forstod med kraftig Haand at holde Bevægelserne tilbage, men der var ingen, som kunde udfylde hans Plads, og derhos havde saavel hans, som allerede hans Forgængeres Politik saaledes gaaet ud paa at concentrere al Magt i Kronen og gjøre Folket politisk umyndigt, at hans Død saaatsige maa have gjort det ganske haandfaldent, især da det uforudseede Tilfelde var indtruffet, at Tronarvingen befandt sig udenlands, tilhørende et fremmed Kongehuus, og paa gode Veje til ogsaa at blive Sveriges Konge. Folkets Kaar vare i det Hele taget vistnok kun saa som saa. Den vigtigste Velstandskilde var ophørt, siden Handelen for største Delen var kommen i de fremmede Kjøbmænds Hænder. Agerdyrkningen kastede ikke meget af sig, og egentlig Rigdom fandtes neppe uden hos de store Jordegodsejere og hos Geistligheden: der tales saa hyppigt i Breve fra de Tider om Landets Fattigdom, at man ej tør antage nogen almindelig Velftand. Vel havde Kong Haakon selv, en god Huusholder, opspart en, som det lader, ikke ubetydelig Beholdning af Penge, men disse kom i alle Fald ikke Folket selv til Gode. Ved Rigets nordøstlige Grændser var det nu altid uroligt og uhyggeligt: hvert Øjeblik skete der Indfald af Russer, Finner eller Kareler, og de norske Bosiddende følte sig aldrig trygge. Det var saaledes under temmelig mislige Omstændigheder, at Tolvmandsraadet tiltraadte Regjeringen.

Hvilke disse tolv Mænd vare, vides ikke ganske med Bestemthed, kun om de aatte af dem er man paa det Rene, nemlig dem, som den 20de April, atten Dage før Kongens Død, paa Tunsberghuus tilsvor ham at de vilde overholde hans Bestemmelser om Kongearven og Rigsstyrelsen, være enige og samraadige, styrke Kongens Arving, og ej inddrage Udlendinger. De vare: Cantsleren Ivar Olafssøn, Kongens Svigersøn Hafthor Jonssøn, Merkesmanden Paal Erikssøn, Bjarne Audunssøn. Anund Borgarssøn, Guthorm Kolbjørnssøn, Guthorm Helgessøn og Thorgeir Simonssøn^[3]. At kun disse aatte aflagde Eeden, maa alene have sin Grund i den Omstændighed, at kun de have været tilstede. Af de øvrige fire synes det som Erkebiskopen, Rigets fornemste Mand næst Kongen, og den, der i visse Tilfelde ved Tronledighed havde at optræde som Rigsvikar, maatte have været een; men den Bestemmelse, at to Biskoper, ellers ikke hørende til Tolvmandsraadet, skulde deeltage i Kronens Guld og Sølv, gjør det troligere, at han alene paa denne Maade deeltog i Regjeringen, hvortil han ellers saaatsige var selvskreven. Dette skulde man ogsaa tro at maatte siges om Erling Vidkunnssøn, en af Norges rigeste og megtigste Magnater, og i alle Fald den højbyrdigste, som Giske-, Bjarkø- og Stovreim-Ætternes Hoved, hvem Kongen neppe kunde have forbigaaet, men det synes dog temmelig afgjort, at han ej var med i Regjeringen, og det er endog ikke usandsynligt, at netop denne hans Magt og Anseelse har gjort Kongen mistænkelig imod ham. Derimod synes man med temmelig Sikkerhed at kunne gjette paa Hr. Sæbjørn Helgessøn, der længe havde været en af Kongens højtbetroede Mænd, paa Magister Capellarum Provst Finn Halldorssøn til Apostelkirken i Bergen, der som Hovedet for den kongelige Capelgeistlighed ikke godt kunde forbigaaes, og paa Jon Bjarnessøn, den kongelige Fehirde i Bergen, der som saadan kaldte sig Fehirde i Norge, og altsaa betragtedes som Over-Fehirde; endelig paa Finn Agmundssøn af Hestbø, Sæbjørn Helgessøns Svigersøn, der tilligemed sin Broder Ivar Rova idetmindste senere optraadte som Erling Vidkunnssøns erklærede Modstander, og saaledes vel nu blev fremdragen, hvor denne tilsidesattes^[4]. Ifølge Acten af 1302 skulde alene fire, nemlig Cantsleren, Merkesmanden og to andre, residere i Kongsgaarden med den umyndige Tronarving, og besørge de løbende Regjeringssysler: af dem kjendes altsaa Cantsleren Ivar Olafssøn og Merkesmanden Paal Erikssøn: hvo de to øvrige vare, vides ikke, og i alle Fald synes det vist, at Hafthor Jonssøn, uagtet han var Kongens Svigersøn, ej hørte til deres Tal, da han ellers vilde have været tilstede paa det Rigsmøde, der halvanden Maaned efter Kongens Død holdtes i Oslo, saaledes som det nedenfor vil sees. De øvrige aatte skulde hver i sin Kreds have Overopsigt med Sysselmændene og disses Lensmænd: det forstaar sig derfor, at Kongen hertil maa have valgt anseede og indflydelsesrige Mænd hist og her i Landet. Af de to Biskoper, der skulde have Tilsyn med Skatkamret, var maaskee Biskop Haakon af Stavanger den ene, eftersom han var med at besegle den paa det samme Rigsmøde udstedte Foreningsact; ellers maa man næsten antage, at Kongen har tænkt sig dette Hverv skifteviis udført af Biskoperne, da det ej var rimeligt, at en enkelt Biskop Aar efter Aar skulde kunne være borte fra sit Sæde.

Om ingen af de her nævnte Regjeringsmænd er der levnet os tilstrekkelige Meddelelser til at vi kunne danne os en bestemt Forestilling om deres Personlighed. Ivar Olafssøn, der allerede i nogle Aar havde beklædt Cantsler-Verdigheden, var sikkert en dygtig og øvet Forretningsmand; vi have seet ham paa sin Embeds-Bane som Kongens Klerk, derpaa forfremmet til Vicecantsler, anvendt i mange vigtige Sendelser; som Geistlig maa han have nydt en lærd Opdragelse, og have gjort Retsvidenskaben, baade den civile og den canoniske, til sit Hovedstudium: formodentlig havde han og studeret udenlands, navnlig i Paris. Hafthor Jonssøn have vi allerede tidligere omtalt: han havde hjemme paa Oplandene, navnlig Raumarike, og skyldte vel sit Valg til Regjeringsmedlem fornemmelig den Omstændighed, at han var gift med Kong Haakons Datter Agnes: nogen fremragende Personlighed kan han ikke have været, da han ellers maatte have spillet en mere iøjnefaldende Rolle: i de nye Regjeringssysler, kom han ikke til at faa videre Deel, da han døde allerede i 1320^[5]. Paal Erikssøn have vi ligeledes ogsaa haft Lejlighed til at omtale. Han hørte hjemme paa Østlandene, hvor han havde Jordegods baade i Viken og paa Oplandene; hvor høit han var anskreven hos Kong Haakon seer man bedst deraf, at denne i 1315 overdrog ham en Fjerdedeel af alt Sagefald formedelst Alejemaal, Thegngilde, Brevebrud og Fredkjøb i Elvesyssel, hvilken Gave han dog ikke længe efter Kong Haakons Død, maaskee efter dennes eget Ønske, overdrog til Mariekirken i Oslo^[6]. Bjarne Audunssøn maa, siden han stundom kaldes Sira Bjarne, have nydt geistlig Oplærelse, uden dog derfor at indtræde i den geistlige Stand, ligesom tidligere Thore Haakonssøn, efter saa mange samtidige Exempler udenlands, naturlig i Frankrige; og sandsynligviis havde han, som Tilfældet næsten altid var med hine ikkegeistlige „Klerker“ studeret Retsvidenskaben. Kong Haakon havde oftere ladet ham besørge Cantslerforretningerne. Han var nu Sysselmand og Fehirde i Tunsberg, og besad betydeligt Jordegods paa Vestfold og i Borgesyssel, hvoraf han allerede i 1315 havde skjenket over tyve Marks Bool til et Altar, han for sin Sjæls Skyld oprettede i St. Laurentii Kirke i Tunsberg, i hvilket han betingede sig Gravsted: saaledes var han vel paa denne Tid temmelig alderstegen: han døde og, som det lader, i det følgende Aar, efterat have forøget sin Gave ved Tillæg til Testamentet^[7]. Anund Borgarssøn, om hvem forøvrigt ej synderligt vides, hørte ogsaa hjemme paa Vestfold, hvor hans Ættegaard var Skjaldbreid, og han nevnes som Ridder allerede i 1312. Guthorm Kolbjørnssøn, hvilken vi allerede kjende som Lagmand i Tunsberg, var ligeledes fra Vestfold, eller i alle Fald fra den nordlige Deel af Viken; Guthorm Helgessøn hørte sandsynligviis hjemme i Gulathingslagen^[8]; men Thorgeir Simonssøn, om hvem forresten lidet eller intet vides, i eller ved Oslo^[9]. Af dette fremgaar, at den overvejende Deel af Regjeringspersonalet hørte hjemme paa Østlandet, eller endog i de nærmeste Egne om Oslo, hvilket ogsaa har sin tilstrækkelige Forklaring i den Omstændighed, at Oslo havde været Kong Haakons egentlige Residens og nu i længere Tid saaatsige Rigets verdslige Hovedstad, hvor de østlandske Herrer kunde pleje hyppigere Omgang med ham, og maaske befeste sig bedre i hans Fortrolighed, end de vestlandske. Imidlertid maa denne Omstændighed unegteligt have bidraget til at vedligeholde os forøge den Forrang eller Overvegt, som Østlandet og dets fornemste Stad Oslo havde begyndt at indtage lige siden Kong Haakons Regjerings-Tiltrædelse.

Den her nævnte Tolvmandsregjering eller Formynderraadet blev, som det faaes, sedvanligviis kaldet simpelthen „Raadet“, eller „Rigsraadet.“ De fire Herrer, som altid skulde være om Kongen, synes at have været kaldte hans „daglige Raad“ eller „Gjemslemænd i Kongsgaarden“^[10]. De udstedte Kongebreve uden videre under Kongens Navn og Segl, hvilket naturligviis bevaredes af Cantsleren og anvendtes til de løbende Forretninger, der besørgedes af hine fire Medlemmer, som altid residerede i Kongsgaarden. Hvor Raadet beseglede tilligemed Kongen, brugte enhver sit eget Segl^[11]. Men hele Indretningen blev, som vi ville see, af saa kort Varighed, at der er faa eller ingen Minder tilbage om dens Virksomhed, og det er endog et stort Spørgsmaal, om nogensinde Kong Haakons Bestemmelse blev bogstaveligt opfyldt. Thi paa det Tilfelde, at Tronfølgeren var udenrigs, ja endog blev Arving til Naborigets Krone, var den ikke beregnet, og naar dette Tilfelde indtraf, maatte nødvendigviis betydelige Forandringer indtræde.

Af Landets øvrige Magnater, der havde eller søgte Indflydelse paa de offentlige Anliggender, have vi allerede haft Lejlighed til at omtale de fleste, forsaavidt de kjendes. Blandt de Geistlige var aabenbart næst Erkebiskop Eiliv den virksomme og myndige Biskop Audfinn i Bergen den mest betydende Mand, og dette var vel endog Aarsagen, hvorfor Konst Haakon ej havde valgt ham til Medlem af Regjeringen, idet han nemlig maaskee frygtede at han vilde tilrive sig altfor stor Magt: han laa derhos i uopholdelig Strid med Magister-Capellarum, Provst Finn, Formanden for den kongelige Geistlighed. De øvrige Biskoper synes at have været mindre fremragende Personligheder: nogle maa desuden have været temmelig gamle, som Helge i Oslo, der havde været Biskop siden 1304, og Botulf i Hamar, Biskop siden 1314; Haakon i Stavanger var vel nys udvalgt (1318), men hans kort paafølgende Død i 1322 synes dog at vise, at han maa have været alderstegen. En langt mere kraftig og merkelig Personlighed var Biskop Audun Thorbergssøn i Hole paa Island: havde han beklædt en norsk Biskopstol, vilde han sikkert have spillet en meget betydelig Rolle, men nu indskrænkedes hans Virksomhed til hiin fjerne Ø. Blandt de verdslige Herrer maa Erling Vidkunnssøn ustridigt have indtaget den første Rang, idetmindste hvad Byrd og Rigdom angaar.

1. Han var nemlig født i April eller Mai 1316, see ovenfor 17. 2. S. 286.
2. See sammesteds S. 638, 639.
3. See ovenfor IV. 2. S. 641.
4. Et Brev, der synes at kunne give Oplysning i dette Henseende, er Dipl. Norv. II. No. 137, af 21 Juni 1320, hvorved Hertuginde Ingeborg tilligemed aatte Herrer, nemlig Magister Capellarum Provst Finn, Sæbjørn Helgessøn, Paal Erikssøn, Bjarne Audunssøn, Guthorm Kolbjørnssøn, Finn Agmundssøn, Jon Bjarnessøn og Ivar Agmundssøn, forsamlede i Bergen, bevidnede og bekræftede en i de øvriges Paahør af Hr. Guthorm Kolbjørnssøn 7 afsagt Dom mellem Erkebiskopen og Hr. Ragnvald Aslakssøns Arvinger. Thi ihvorvel mange Herrer paa denne Tid synes at have været tilstede i Bergen i Anledning af det strax forestaaende Provincialconcilium, see nedenfor, viser dog den Omstændighed, at de bekræftede Dommen, at de ej kunne have været udvalgte i Fleng som blotte Vidner og Tilhørere, men at de maa have udøvet den Bekræftelsesret, som ellers tilkom Kronen, altsaa handlet i Egenskab af Rigets Raad. Dette bestyrkes endydermere afdelt Omstændighed, at tre af dem, nemlig Paal Erikssøn, Bjarne Audunssøn og Guthorm Kolbjørnssøn, udtrykkeligt nævnes i hiint Brev af 1319 som Regjeringsmedlemmer, hvoraf man er berettiget til at slutte, at de øvrige fem vare det samme. Vistnok vilde man ved at legge dette Antal af fem til hine tidligere nævnte aatte faa tretten, ikke tolv Medlemmer, men det er vel at merke, at Hafthor Jonssøn rimeligviis var død paa den Tid, Brevet udstedtes, og at Ivar Agmundssøn kan have været udvalgt til Raadsmedlem i hans Sted. At Finn Agmundssøn idetmindste om Vaaren 1321 var Medlem af Raadet, fremgaar tydeligt af et i Dipl. Svec. No. 2292 meddeelt Brev, hvorom mere nedenfor. Men det kommer vistnok her mest an paa, hvad Benævnelsen „Raadet“ betegner.
5. Isl. Annaler.
6. Dipl. Norv. I. 161.
7. Sammesteds No. 112, 138, 139, 140. Det sidste af disse Breve er fra 1320, og senere finde vi ham idetmindste ikke omtalt.
8. Sml. til d. n. F. og Spr. H. I. S. 31.
9. Dipl. Norv. III. 121.
10. Ríkisráð ok geymslumenn í konungsgarði benævnes Regjeringen i det Brev fra Islændingerne, som nedenfor udførligere kommer til at omtales, see Lovsamling for Island I. S. 32. Jfr. Dipl. Norv. III. 121. „Det daglige Raad“ nævnes i Dipl. Norv. I. 166.
11. See f. Ex. Dipl. Norv. I. 166, hvor Kongens Segl endnu vedhænger; sml. II. 137.