Det norske Folks Historie/5/9

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 91-98).

Den gamle, langvarige Misforstaaelse mellem det norske og det svenske Hof havde saaledes veget Pladsen for det nøjeste Venskab og Forbund. Fælles Interesser lige overfor Danmark lode til at ville knytte Baandet endnu fastere. Kong Haakons Uvenskab med dette Rige var, som vi have seet, ikke bilagt, og han havde desuden nu og særskilt Opfordring til at vredes paa Kong Abel, fordi han var udebleven fra det aftalte Møde ved Gøtaelven, og derved tillige havde afbrudt Underhandlingerne om Kongesønnen Magnus’s Giftermaal med Abels Datter Sophia. Byrge Jarl var forbitret over at de oprørske Herrer havde faaet Bistand fra Danmark, han gav endog de Danske Skylden for at have skaffet ham Oprørsflokken paa Halsen og gjort Svearne den største Skade i Ran og Manddrab. For nu i Fællesskab med Byrge Jarl at overlægge om en Angrebsplan mod Danmark, begav Kong Haakon sig om Vaaren 1252 fra Oslo, hvor han havde tilbragt Vintren, øster til Elven, hvor han, rimeligviis efter tidligere Aftale, havde en Sammenkomst med Jarlen, sandsynligt enten i Kongehelle eller Ljodhuus. Her klagede de begge over, hvad de havde maattet døje af de Danske, og bleve enige om, i de næste tolv Maaneder at forberede sig til Krigen. Kong Haakon skulde udruste en Flaade af Norge, og Byrge Jarl 6000 Mand Landtropper af Sverige. De skulde siden, hver med sin Krigsmagt, mødes ved Elven om Vaaren 1253, hvorefter Kong Haakon skulde drage med Flaaden til Øresund, og Jarlen med Landhæren trænge sydover gjennem Halland og Skaane, indtil han atter mødte Kong Haakon ved Øresunds Breder. Hvis Danerne der endnu ikke tilbøde anstændig Godtgjørelse, skulde de nærmere aftale, hvad der fremdeles maatte blive at foretage. Derpaa hævedes Mødet; Jarlen drog op i Landet, og Kongen drog derpaa først til Tunsberg, siden til Bergen, hvor han tilbragte Sommeren og den følgende Vinter. Imidlertid skede der stor Forandring i Danmark. Kong Abel faldt paa et Tog mod Friserne (29de Juni 1252), og hans Broder Christopher besteg Tronen, med Tilsidesættelse af Abels Søn, Hertug Valdemar. Denne Forandring synes merkeligt at have omstemt Byrge, thi han var nu lige saa tilbøjelig til Fred, som han før havde været det til Krig, hvad enten han nu stod i en tidligere venskabelig Forbindelse med Christopher, og derfor nødig vilde gjøre ham Fortred, eller han frygtede for at Kong Haakon skulde blive for mægtig, eller han overhoved var kommen til den Overbeviisning, at alle Parter, og fornemmelig Sverige, vare bedst tjente med at have Fred, især saa længe han endnu ikke tilstrækkeligt havde befæstet sin Søn paa Tronen. Muligt, at han allerede da tænkte paa det Giftermaal mellem Valdemar og en af Kong Erik Valdemarssøns Døtre, der ogsaa senere kom i Stand. Nok, han var nu afgjort fredelig sindet, og gjorde de aftalte Udrustninger mere i den Hensigt at optræde som Megler, end at paaføre Danmark Krig. Haakon, hvis Hensigter vare alvorligt krigerske, gjorde paa sin Side de største Forberedelser til Toget. Da Vaaren kom, lod han almindeligt Udbud baade af Folk og Levnetsmidler udgaa over hele Landet. At han ogsaa udrustede sine egne Skibe, og opbød Lendermændene med deres Huuskarle, forstaar sig af sig selv. Til Samlingssted for hele den opbudne Styrke synes Hermdesund strax udenfor Ordost at være bestemt. I Nærheden heraf inde ved Ramsholmen havde han givet Gunnar Kongsfrænde, Sysselmanden i Elvesyssel, den Befaling at sætte et Krigsfartøj, større end noget, man tidligere havde seet, under Bygning^[1]. Paa Vejen til Samlingsstedet anløb Kongen Tunsberg hvor han efterlod begge Dronningerne, Margrete og Richiza; derfra stevnede han østover Folden, hvor efterhaanden flere af de opbudne Skibe sluttede sig til ham; de sejlede nemlig endnu ikke i nogen sluttet Flaade, men hvert for sig, efter som dets Udrustning blev færdig. Kongen selv styrede „Olafssuden“, Kong Haakon den ringe „Dragen“, Knut Jarl „Dragsmarken“^[2], Sigurd Kongssøn „Rygjabranden“, Peter i Giske „Borgundarbaaden“, Agmund Krøkedans „Gunnarsbaaden“; af disse Skibe synes i det mindste „Rygjabaaden“, og „Borgundarbaaden“ efter Navnet at dømme at maatte have været Ledings- eller Skibrede-Fartøjer. Men foruden disse var der og en Mængde andre store Skibe i Flaaden; navnlig førte Baard paa Hestbø et stort Skib. I Kongens Følge var og, som det ovenfor er omtalt^[3], den nys ankomne Kong Magnus Olafssøn fra Man, saavel som Kong Duggall af Syderøerne, der heelt siden 1248 synes at have opholdt sig i Norge. I Hermdøsund indtraf Hovedmassen af den opbudne Flaade; derfra gjorde Kongen et Besøg ind til Ramsholmen, for at see til Skibet, som Gunnar Kongsfrænde var ifærd med at bygge. Det var netop færdigt til at løbe af Stahelen, hvilket Kongen nu lod skee; han holdt i den Anledning en smuk Tale, og gav det Navnet „Krosssuden“. Efterladende Folk for at tiltakle det og bringe det i sejlklar Stand, begav han sig igjen ud til Flaaden, og sejlede med den hele Styrke videre til Ekerøerne. Her lod han de fleste Skibe blive liggende, men gik selv med Kong Haakon den unge, og de fleste af Lendermændene paa let sejlende Fartøjer ind i Elvens søndre Munding, og lagde til ved Lindesholmen, omtrent lige overfor det nuværende Gøteborg^[4]. Her bragte han i Erfaring, at Byrge Jarl allerede var ankommen til Gullbergseid^[5] med den svenske Hær. Øjeblikkeligt sendte han derfor sin Søn, Junker Magnus, og Gaut paa Mel i al Hast til Ramsholmen, for at paaskynde Krosssudens Udrustning, og føre den til Ekerøerne, thi uden den vilde han ikke vise sig for Svenskerne. Befalingen blev punktligt udført. Idet det store Skib gled ud af Havnen, holdt Junker Magnus en Tale; det var den første Prøve han gav paa offentlig Veltalenhed, men alle forundrede sig over den Modenhed og Dygtighed, den endnu ikke femtenaarige Yngling lagde for Dagen. Ved Ankomsten til Ekerøerne fik han ogsaa Anledning til at vise en sjelden Aandsnærværelse og Snarraadighed: idet de løb ind i Havnen og kastede Anker, svajede Skibet saa sterkt, at der ved Spillets alt for hurtige Omdrejning gik Ild i Spillkrandsen. Man frygtede før at Ankertouget selv skulde gaa i Brand, og vilde just væde et Tjeld, for at slaa om det, da Junker Magnus greb en Bytte fuld af Øl, som stod i Nærheden, og slog den over Spillet: derved dæmpedes Ilden. Da Krosssuden kom imellem de andre Skibe, saa man først ret, hvor stor den var. Skibsbordet paa den naaede lige saa højt som Tjeldaasene paa de andre, Olafssuden selv ikke undtagen, og den ragede 9 Alen ovenfor Vandgangen. Den var saaledes langt større end noget af de øvrige Skibe, skjønt gamle Mænd forsikrede at de aldrig havde seet saa mange Storskibe i een Krigsflaade. Der stod ogsaa stor Skræk af denne Flaade over hele Halland og længer nede i Danmark: man ansaa den for uimodstaaelig, og gruede til at gjøre nærmere Bekjendtskab med den. Haakon kunde ogsaa virkelig optræde med Glands: i hans Følge var der ej færre end tre Konger, nemlig hans Søn Haakon og de oven nævnte syderøiske Konger, en Jarl, tvende Kongesønner, Magnus og Sigurd, en Mængde Lendermænd, af hvilke Peter i Giske, hans Søn Nikolas, Gaut paa Mel og Brynjulf Jonssøn nævnes som de ypperste, den nye Erkebiskop, Sørle, (om hvilken mere nedenfor), der just nu var kommen tilbage fra Rom efter modtagen Indvielse, de fire øvrige Biskopper, og mange andre anseede Gejstlige. Byrge Jarl havde paa sin Side ogsaa et glimrende Følge. Hans Stridsmagt udgjorde efter Aftalen 6000 Mand, og af de Høvdinger, der ledsagede ham, nævnes Hr. Karl Karlssøn, Ulf Jarls Broder, Karl Ulfssøn, Hr. Holmger, Folke Jarls Søn, Enkedronningens Farbroder, Hr. Karl Kvesa, Søn af Jon Engel^[6] samt endelig den russiske Storfyrste Andrej Jaroslavitsch af Susdal, Alexander Nevskis Broder, der Sommeren forud af Mongolerne var bleven fordreven fra sin Hovedstad Vladimir, og havde taget sin Tilflugt til Sverige^[7]. Men imidlertid var der ogsaa kommet Gesandter fra den danske Konge, to Biskopper og 15 Riddere, med et stort Følge^[8], det lader til at Christopher i Hast havde sendt dem, da han hørte, hvilken Fare der truede Landet; de laa længere oppe ved Gullbergseid, og det lader til at Kong Haakon endnu ikke vidste noget om deres Nærværelse. Christopher havde just paa denne Tid Hænderne saa fulde med den farlige Krig, hvori han var kommen med de holstenske Grever angaaende Sønderjylland, hvilket han agtede at inddrage under Kronen, i Stedet for at lade deres Systersønner, Kong Abels Sønner, beholde det, at en samtidig Krig med Norge og Sverige, eller endog kun et enkelt af disse Riger, vilde blive, om ej hans visse Undergang, saa dog til ubodelig Skade for ham og hans Rige. Han maatte saaledes for enhver Priis søge at afvende Uvejret fra Norden af, om end kun midlertidigt, og hans Gesandter havde derfor, som det lader, faaet en ubegrændset, eller i det mindste ikke nøje bestemt Fuldmagt til at indgaa paa alt, hvad der fra norsk eller svensk Side maatte fordres, naar man blot derved for Øjeblikket kunde slippe for Fiendtligheder fra den Kant, uden at det derfor just var hans Alvor at holde, hvad de maatte love. At de danske Gesandter først havde søgt Byrge Jarl, og, som man af deres Tilholdssted kan skjønne, paa en vis Maade stillet sig under hans Beskyttelse, viser, at der maa have fundet foreløbige Underhandlinger Sted mellem Kong Christopher og ham, hvori Kong Haakon ej har været gjort deeelagtig, og at Byrge maa have givet Tilsagn om, saa vidt det stod til ham, at forvandle denne Sammenkomst, hvormed Krigen skulde aabnes, til et Fredsmøde^[9].

Førend Kong Haakon og Byrge Jarl kom sammen, indbød denne sin Svigersøn, Haakon den unge, tilligemed Peter i Giske og en Deel andre fornemme Mænd, til Gjestebud hos sig, Løverdagen den 21de Juni. Dagen derefter, Søndag, roede Byrge Jarl med Haakon unge over til Kong Haakon, og de talte nu, siges der mangt og meget med hinanden. Jarlen underrettede Kongen om de danske Gesandters Ankomst, og søgte, som man kan skjønne, at stemme ham for Fred. Dette lykkedes ogsaa, thi to Dage efter (St. Hans Dag) holdtes der et Fredsmøde paa Gullbergseid, hvor baade Kong Haakon og de danske Gesandter vare tilstede, og hvor Byrge Jarl optraadte som Megler. Nordmændene vare ikke ret fornøjede med den Rolle, han spillede, thi under de Forhandlinger, som nu fandt Sted, forekom det dem, som om han vel meget heldede til Danernes Parti Man maa imidlertid indrømme, at hvilke end Byrges Bevæggrunde til at virke saa ivrigt for Freden kunne have været, saa var det dog vistnok det ønskeligste baade for Norge og Sverige, om den kunde komme i Sted; thi om endog fuld Erstatning erhvervedes for den Skade, de norske Skibe havde lidt af danske Kapere, saa kunde den dog neppe paa langt nær opveje Bekostningen ved et i saa stort Maalestok anlagt Krigstog, som det nærværende, end sige retfærdiggjøre de Ulykker, Krigen vilde bringe over den uskyldige, og allerede af andre Fejder haardt hjemsøgte Deel af det danske Folk. Men det synes ej frit for, at Kong Haakon virkelig har næret Erobringsplaner, og til disses Fremme har villet benytte sig af den Nød, hvori Kong Christopher var stedt. Dette viser sig umiskjendeligt af de Fredsbetingelser, som de Danske, trods al den Bistand, Byrge Jarl skulde have ydet dem, maatte underkaste sig, og som Haakon selv, med de forstandigste Mænds Raad, som det heder, fremsatte. De Danske skulde fuldkommen godtgjøre den Skade, Nordmændene i den sidste Ufred kunde bevise at de havde lidt; af Erstatningssummen blev en Deel betalt strax, en Deel skulde betales til Høsten, og Halland hefte som Pant for den, indtil fuld Udbetaling var skeet^[10]. Derimod skulde ogsaa Kong Haakon til Høsten betale en Sum Penge til Erstatning for Fornærmelser, Nordmændene havde tilføjet de Danske Hvorfor man ikke heller liqviderede begge de gjensidige Fordringer imod hinanden, er ubegribeligt, naar det ikke netop skulde være fordi Kong Haakon med Flid søgte et Paaskud til at beholde Halland. Dersom Kong Christopher ikke bifaldt Overeenskomsten, skulde nogle af de danske Riddere sidde som Gisler i Forvaring hos Kong Haakon, andre hos Byrge Jarl, indtil de bleve indløste. Herpaa blev der udstedt Brev fra begge Sider under Biskoppernes og andre højt staaende Mænds Segl, og efter at Kongen og Jarlen havde aftalt deres Forholdsregler for den kommende Tid, drog hver til sit. Haakon ankom til Tunsberg ved Petersmessetid (29 Juni), afskedigede her Ledingstropperne, og begav sig siden til Bergen, hvor han tilbragte Resten af Sommeren. Der tales ikke om, hvorvidt han gjorde noget Skridt til at tage Halland i Besiddelse. Sandsynligviis kunde dette ej skee, førend den danske Konge havde ratificeret Forliget^[11].

Dette var dog lige saa lidet Kong Christophers Hensigt, som han, om han end havde samtykket deri, vilde have været i Stand til at opfylde Betingelserne. De holstenske Grever, understøttede af Markgreverne i Brandenburg, gjorde i September et ødelæggende Indfald i Sønderjylland og indtoge og plyndrede Slesvig, medens Lübeckerne, der ligeledes stode i Forbund med Greverne, gjorde et Angreb paa Skaane, og leverede Kongen et blodigt Slag ved Skanør^[12]. Under al denne Forvirring var der ej at tænke paa at sende Gesandter eller udrede Penge til Norge; og da Kong Haakon om Høsten sendte sin Stallare^[13] Aslak Gus til Rigsgrændsen med den aftalte Pengesum for at udbetale den og ligeledes modtage, hvad de Danske skulde betale, lod ingen danske Udsendinger sig see. Aslak begav sig da til Byrge Jarl, der maa have opholdt sig et Steds i Nærheden, og klagede for ham over de Danskes Uefterrettelighed. Men Byrge lod ham vide, at Danekongen (som altsaa maa have sendt Bud til Jarlen derom) ikke vilde indlade sig paa nogen Udbetaling den Høst, men derimod foreslog et personligt Møde med Kong Haakon næste Sommer, for at de da mundtligt kunde afgjøre den Sag. Jarlen understøttede dette Forslag paa det ivrigste, og Aslak vendte saaledes med uforrettet Sag hjem til Bergen. At Kongen antog Forslaget, viser det følgende; han havde egentlig intet andet Valg, siden han nu havde afskediget sin store Hær; siden drog han til Throndhjem, hvor han tilbragte Vinteren (1253–54). Imidlertid lykkedes det flere tydske Fyrster at megle Fred mellem Kong Christopher og Greverne, saaledes at han forpligtede sig til at forlene Abels Sønner med Sønderjylland, naar de bleve myndige, samt at overgive dem deres andet, hist og her i Riget beliggende Arvegods efter Faderen, imod at de frasagde sig al Fordring paa selve Tronen: imidlertid skulde han indtil deres Myndighedsaar vedblive at bestyre Hertugdømmet^[14]. Nu, da han altsaa havde faaet frie Hænder fra denne Kant, og desuden vel troede sig sikker paa Byrge Jarls Venskab, var han end mindre tilbøjelig til at underkaste sig de ydmygende Fredsbetingelser, som Kong Haakon havde foreskrevet hans Gesandter. Da Sommeren og den til Mødet bestemte Tid kom, begav Kong Haakon sig, til Elven, og lagde sig fremdeles ved Lindesholmen, medens Byrge Jarl, i Egenskab af Megler, indfandt sig ved Gullbergseid. Kong Christopher kom ligeledes, og, heder det, „hans Trøst var hos Byrge Jarl.“ Da der taltes om endelig Fred, erklærede Christopher, at hans Underhandlere forrige Sommer havde indrømmet langt mere end de havde faaet Fuldmagt til. Byrge Jarl søgte ivrigt at bringe det til Forlig, og det forekom derfor Nordmændene, som om han tog Parti med de Danske; men desuagtet kunde man ikke komme til Enighed. Tilsidst reed Danekongen bort i Uvilje, og lod, idet han drog syd igjennem Halland, hver Bro, han kom over, afkaste efter sig^[15]. Han frygtede saaledes for at blive forfulgt af Nordmændene, eller ventede et umiddelbart Angreb af dem. Dette var dog vistnok langt fra at være Haakons Hensigt, ligesom han neppe heller var belavet derpaa; han drog nord til Viken, hvor han tilbragte Sommeren, og tog sit Vinterophold i Borgen paa Slotsbjerget ved Tunsberg^[16]. Det var hans Hensigt, endnu engang at prøve mindelige Underhandlinger, og, hvis de mislykkedes, at begynde alvorlige Fiendtligheder. Det lader imidlertid ikke til at Kong Haakon selv havde nogen Mistanke til Byrge Jarls Ærlighed.

1. Hermdesund eller Hermdarsund, har sit Navn af den ikke ubetydelige Ø Hermd, der nu kaldes i daglig Tale Herm eller Hermen, og ved hiint Sund skilles fra Ordost: men paa Karterne skrives Navnet urigtigt „Hermanø“. Ramsholmen er en mindre Holme i Nærheden, lidt søndenfor, og længer inde ved Ordostlandet (se Holmbergs Beskrivelse over Baahuslen, III. S. 190). Skaalholtsbogen, den stockholmske og Eirspenill læse har „Ravnsholt“, hvilket maaskee er rigtigst. Dette Ravnsholt maa da være det nuværende Ramsodd nærved Nøsund (fordum Nytjusund) mellem Lurø og Ordost.
2. Navnet viser at Skibet maa være bygget ved Dragsmark i Elvesyssel, hvor Klostret anlagdes.
3. Se ovenfor S. 68.
4. Lindesholmen, nu kaldet Lindholmen, ligger sydligst paa Hisingen, lige overfor Masthugget, og hører til den oprindelige svenske Deel af Øerne.
5. Gullberg, strax nordøstenfor det nuværende Gøteborg, er den samme Højde hvorpaa Gøtalejon senere er anlagt. Hvorfor Egnen deromkring kaldes Gullbergs-Eid, kan ikke godt sees af Karterne; maaskee Formen Gullberghed, der bruges i de danske og svenske Annaler, hvor dette og lignende Moder omtales, er rigtigere.
6. Flere af de her nævnte Personer forekomme som Vidner paa en Overeenskomst i Valby mellem Byrge Jarl og Gudhems Kloster af 11te Febr. 1253, (Liljegren No. 405); samtlige Vidner ere: Kong Valdemar, Fru Ingeborg, Hr. Holmger, Folke Jarls Søn, Hr. Karl, Ulf Jarls Søn, Hr. Eliv, Byrge (ikke Ulf) Jarls Broder, Hr. Knut Danssøn, Hr. Karl Jon Engels Søn (Johannis Angeli filius), Hr. Knut Philipssøn, Peter, Vestgøternes Lagmand og Karl Hjalm. Karl Karlssøn og Karl Ulfssøn nævnes begge i Tractaten med Lübeck af c. 1250, Liljegren No. 846, Urkundenbuch No. 170.
7. Vladimir var blevet indtaget af Mongolerne den 24de Juli 1252, se Strahl, Gesch. Rußlands II. 52.
8. Besynderligt nok, angives der ikke, hvilke hine tvende Biskopper vare, og af de ufuldstændige danske Kilder kan det ej erfares.
9. Den Omstændighed, at dette Møde begyndte under saa truende Aspecter, er sandsynligviis Aarsag i, at det i den svenske Krønike (hos Fant, I. 24) kaldes „Bellum in Gullberghed“. I en anden svensk Krønike (sammesteds S. 52) kaldes det „Concilium regium in Gulberghed“, skjønt denne Benævnelse passer bedre paa Sammenkomsten Aaret efter.
10. Læsemaaderne ere her ikke ganske overeensstemmende, og Udtrykkene derfor ikke ret klare. Det sees ikke tydeligt, om de Danske skulde have betalt den hele Sum til Høsten, eller ogsaa kun da en Part af den, saaledes at den sidste Deel endnu skulde staa tilbage, eg Halland først hefte for denne.
11. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 280. Uagtet der her tales om Halland i Almindelighed, kan dog vel neppe mere end Nordhalland (nordenfor Edre Aa) være meent, da dette maatte være mere end nok, og der idet Følgende ved lignende Forhandlinger sjelden eller aldrig er Tale om mere. Endog Vardberg i Norderhalland havde Kong Christopher pantsat til Grev Gunzel i Schwerin, se Suhm X. S. 236.
12. Suhm X. S. 240, 241.
13. Aslak Gus nævnes vistnok ej som Stallare førend i 1263, men hans nærværende Sendelse synes at vise, at han allerede nu maa have beklædt dette Embede.
14. Suhm, X. S. 241, 242.
15. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 281. Dette Møde omtales og i den saakaldte Kong Valdemars Jordebog (Langebek Scr. rer. Dan. VII. 536) hvor det heder: „I Fjære Hered i Steds Sogn, Aar 1254, da Hr. Kong Christopher mødte Norges Konge og Sveriges Jarl ved sit Riges Grændse, skjødede en Enke i Bothekjærr ved Navn Gundbjør, Kongen 8 Skillings Bol m. m. gjennem Hr. Laurentius Thorberssøn og Jakob Diaconus. Dette har givet Suhm (X. 256) Anledning til at antage, at Mødet holdtes heelt nede i Slep Sogn, hvilket dog hverken er sandsynligt, eller ligger i Ordene. Efter Sagaens Ord synes Modet at være holdt ved Gullbergseid, thi efter at det heder at Byrge laa her, følge Ordene „der kom ogsaa Kong Christopher“.
16. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 282.