Det norske Folks Historie/5/9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den gamle, langvarige Misforſtaaelſe mellem det norſke og det ſvenſke Hof havde ſaaledes veget Pladſen for det nøjeſte Venſkab og Forbund. Fælles Interesſer lige overfor Danmark lode til at ville knytte Baandet endnu faſtere. Kong Haakons Uvenſkab med dette Rige var, ſom vi have ſeet, ikke bilagt, og han havde desuden nu og ſærſkilt Opfordring til at vredes paa Kong Abel, fordi han var udebleven fra det aftalte Møde ved Gøtaelven, og derved tillige havde afbrudt Underhandlingerne om Kongeſønnen Magnus’s Giftermaal med Abels Datter Sophia. Byrge Jarl var forbitret over at de oprørſke Herrer havde faaet Biſtand fra Danmark, han gav endog de Danſke Skylden for at have ſkaffet ham Oprørsflokken paa Halſen og gjort Svearne den ſtørſte Skade i Ran og Manddrab. For nu i Fællesſkab med Byrge Jarl at overlægge om en Angrebsplan mod Danmark, begav Kong Haakon ſig om Vaaren 1252 fra Oslo, hvor han havde tilbragt Vintren, øſter til Elven, hvor han, rimeligviis efter tidligere Aftale, havde en Sammenkomſt med Jarlen, ſandſynligt enten i Kongehelle eller Ljodhuus. Her klagede de begge over, hvad de havde maattet døje af de Danſke, og bleve enige om, i de næſte tolv Maaneder at forberede ſig til Krigen. Kong Haakon ſkulde udruſte en Flaade af Norge, og Byrge Jarl 6000 Mand Landtropper af Sverige. De ſkulde ſiden, hver med ſin Krigsmagt, mødes ved Elven om Vaaren 1253, hvorefter Kong Haakon ſkulde drage med Flaaden til Øreſund, og Jarlen med Landhæren trænge ſydover gjennem Halland og Skaane, indtil han atter mødte Kong Haakon ved Øreſunds Breder. Hvis Danerne der endnu ikke tilbøde anſtændig Godtgjørelſe, ſkulde de nærmere aftale, hvad der fremdeles maatte blive at foretage. Derpaa hævedes Mødet; Jarlen drog op i Landet, og Kongen drog derpaa førſt til Tunsberg, ſiden til Bergen, hvor han tilbragte Sommeren og den følgende Vinter. Imidlertid ſkede der ſtor Forandring i Danmark. Kong Abel faldt paa et Tog mod Friſerne (29de Juni 1252), og hans Broder Chriſtopher beſteg Tronen, med Tilſideſættelſe af Abels Søn, Hertug Valdemar. Denne Forandring ſynes merkeligt at have omſtemt Byrge, thi han var nu lige ſaa tilbøjelig til Fred, ſom han før havde været det til Krig, hvad enten han nu ſtod i en tidligere venſkabelig Forbindelſe med Chriſtopher, og derfor nødig vilde gjøre ham Fortred, eller han frygtede for at Kong Haakon ſkulde blive for mægtig, eller han overhoved var kommen til den Overbeviisning, at alle Parter, og fornemmelig Sverige, vare bedſt tjente med at have Fred, iſær ſaa længe han endnu ikke tilſtrækkeligt havde befæſtet ſin Søn paa Tronen. Muligt, at han allerede da tænkte paa det Giftermaal mellem Valdemar og en af Kong Erik Valdemarsſøns Døtre, der ogſaa ſenere kom i Stand. Nok, han var nu afgjort fredelig ſindet, og gjorde de aftalte Udruſtninger mere i den Henſigt at optræde ſom Megler, end at paaføre Danmark Krig. Haakon, hvis Henſigter vare alvorligt krigerſke, gjorde paa ſin Side de ſtørſte Forberedelſer til Toget. Da Vaaren kom, lod han almindeligt Udbud baade af Folk og Levnetsmidler udgaa over hele Landet. At han ogſaa udruſtede ſine egne Skibe, og opbød Lendermændene med deres Huuskarle, forſtaar ſig af ſig ſelv. Til Samlingsſted for hele den opbudne Styrke ſynes Hermdeſund ſtrax udenfor Ordoſt at være beſtemt. I Nærheden heraf inde ved Ramsholmen havde han givet Gunnar Kongsfrænde, Sysſelmanden i Elveſysſel, den Befaling at ſætte et Krigsfartøj, ſtørre end noget, man tidligere havde ſeet, under Bygning[1]. Paa Vejen til Samlingsſtedet anløb Kongen Tunsberg hvor han efterlod begge Dronningerne, Margrete og Richiza; derfra ſtevnede han øſtover Folden, hvor efterhaanden flere af de opbudne Skibe ſluttede ſig til ham; de ſejlede nemlig endnu ikke i nogen ſluttet Flaade, men hvert for ſig, efter ſom dets Udruſtning blev færdig. Kongen ſelv ſtyrede „Olafsſuden“, Kong Haakon den ringe „Dragen“, Knut Jarl „Dragsmarken“[2], Sigurd Kongsſøn „Rygjabranden“, Peter i Giſke „Borgundarbaaden“, Agmund Krøkedans „Gunnarsbaaden“; af disſe Skibe ſynes i det mindſte „Rygjabaaden“, og „Borgundarbaaden“ efter Navnet at dømme at maatte have været Ledings- eller Skibrede-Fartøjer. Men foruden disſe var der og en Mængde andre ſtore Skibe i Flaaden; navnlig førte Baard paa Heſtbø et ſtort Skib. I Kongens Følge var og, ſom det ovenfor er omtalt[3], den nys ankomne Kong Magnus Olafsſøn fra Man, ſaavel ſom Kong Duggall af Syderøerne, der heelt ſiden 1248 ſynes at have opholdt ſig i Norge. I Hermdøſund indtraf Hovedmasſen af den opbudne Flaade; derfra gjorde Kongen et Beſøg ind til Ramsholmen, for at ſee til Skibet, ſom Gunnar Kongsfrænde var ifærd med at bygge. Det var netop færdigt til at løbe af Stahelen, hvilket Kongen nu lod ſkee; han holdt i den Anledning en ſmuk Tale, og gav det Navnet „Kroſsſuden“. Efterladende Folk for at tiltakle det og bringe det i ſejlklar Stand, begav han ſig igjen ud til Flaaden, og ſejlede med den hele Styrke videre til Ekerøerne. Her lod han de fleſte Skibe blive liggende, men gik ſelv med Kong Haakon den unge, og de fleſte af Lendermændene paa let ſejlende Fartøjer ind i Elvens ſøndre Munding, og lagde til ved Lindesholmen, omtrent lige overfor det nuværende Gøteborg[4]. Her bragte han i Erfaring, at Byrge Jarl allerede var ankommen til Gullbergseid[5] med den ſvenſke Hær. Øjeblikkeligt ſendte han derfor ſin Søn, Junker Magnus, og Gaut paa Mel i al Haſt til Ramsholmen, for at paaſkynde Kroſsſudens Udruſtning, og føre den til Ekerøerne, thi uden den vilde han ikke viſe ſig for Svenſkerne. Befalingen blev punktligt udført. Idet det ſtore Skib gled ud af Havnen, holdt Junker Magnus en Tale; det var den førſte Prøve han gav paa offentlig Veltalenhed, men alle forundrede ſig over den Modenhed og Dygtighed, den endnu ikke femtenaarige Yngling lagde for Dagen. Ved Ankomſten til Ekerøerne fik han ogſaa Anledning til at viſe en ſjelden Aandsnærværelſe og Snarraadighed: idet de løb ind i Havnen og kaſtede Anker, ſvajede Skibet ſaa ſterkt, at der ved Spillets alt for hurtige Omdrejning gik Ild i Spillkrandſen. Man frygtede før at Ankertouget ſelv ſkulde gaa i Brand, og vilde juſt væde et Tjeld, for at ſlaa om det, da Junker Magnus greb en Bytte fuld af Øl, ſom ſtod i Nærheden, og ſlog den over Spillet: derved dæmpedes Ilden. Da Kroſsſuden kom imellem de andre Skibe, ſaa man førſt ret, hvor ſtor den var. Skibsbordet paa den naaede lige ſaa højt ſom Tjeldaaſene paa de andre, Olafsſuden ſelv ikke undtagen, og den ragede 9 Alen ovenfor Vandgangen. Den var ſaaledes langt ſtørre end noget af de øvrige Skibe, ſkjønt gamle Mænd forſikrede at de aldrig havde ſeet ſaa mange Storſkibe i een Krigsflaade. Der ſtod ogſaa ſtor Skræk af denne Flaade over hele Halland og længer nede i Danmark: man anſaa den for uimodſtaaelig, og gruede til at gjøre nærmere Bekjendtſkab med den. Haakon kunde ogſaa virkelig optræde med Glands: i hans Følge var der ej færre end tre Konger, nemlig hans Søn Haakon og de oven nævnte ſyderøiſke Konger, en Jarl, tvende Kongeſønner, Magnus og Sigurd, en Mængde Lendermænd, af hvilke Peter i Giſke, hans Søn Nikolas, Gaut paa Mel og Brynjulf Jonsſøn nævnes ſom de ypperſte, den nye Erkebiſkop, Sørle, (om hvilken mere nedenfor), der juſt nu var kommen tilbage fra Rom efter modtagen Indvielſe, de fire øvrige Biſkopper, og mange andre anſeede Gejſtlige. Byrge Jarl havde paa ſin Side ogſaa et glimrende Følge. Hans Stridsmagt udgjorde efter Aftalen 6000 Mand, og af de Høvdinger, der ledſagede ham, nævnes Hr. Karl Karlsſøn, Ulf Jarls Broder, Karl Ulfsſøn, Hr. Holmger, Folke Jarls Søn, Enkedronningens Farbroder, Hr. Karl Kveſa, Søn af Jon Engel[6] ſamt endelig den rusſiſke Storfyrſte Andrej Jaroſlavitſch af Susdal, Alexander Nevſkis Broder, der Sommeren forud af Mongolerne var bleven fordreven fra ſin Hovedſtad Vladimir, og havde taget ſin Tilflugt til Sverige[7]. Men imidlertid var der ogſaa kommet Geſandter fra den danſke Konge, to Biſkopper og 15 Riddere, med et ſtort Følge[8], det lader til at Chriſtopher i Haſt havde ſendt dem, da han hørte, hvilken Fare der truede Landet; de laa længere oppe ved Gullbergseid, og det lader til at Kong Haakon endnu ikke vidſte noget om deres Nærværelſe. Chriſtopher havde juſt paa denne Tid Hænderne ſaa fulde med den farlige Krig, hvori han var kommen med de holſtenſke Grever angaaende Sønderjylland, hvilket han agtede at inddrage under Kronen, i Stedet for at lade deres Syſterſønner, Kong Abels Sønner, beholde det, at en ſamtidig Krig med Norge og Sverige, eller endog kun et enkelt af disſe Riger, vilde blive, om ej hans visſe Undergang, ſaa dog til ubodelig Skade for ham og hans Rige. Han maatte ſaaledes for enhver Priis ſøge at afvende Uvejret fra Norden af, om end kun midlertidigt, og hans Geſandter havde derfor, ſom det lader, faaet en ubegrændſet, eller i det mindſte ikke nøje beſtemt Fuldmagt til at indgaa paa alt, hvad der fra norſk eller ſvenſk Side maatte fordres, naar man blot derved for Øjeblikket kunde ſlippe for Fiendtligheder fra den Kant, uden at det derfor juſt var hans Alvor at holde, hvad de maatte love. At de danſke Geſandter førſt havde ſøgt Byrge Jarl, og, ſom man af deres Tilholdsſted kan ſkjønne, paa en vis Maade ſtillet ſig under hans Beſkyttelſe, viſer, at der maa have fundet foreløbige Underhandlinger Sted mellem Kong Chriſtopher og ham, hvori Kong Haakon ej har været gjort deeelagtig, og at Byrge maa have givet Tilſagn om, ſaa vidt det ſtod til ham, at forvandle denne Sammenkomſt, hvormed Krigen ſkulde aabnes, til et Fredsmøde[9].

Førend Kong Haakon og Byrge Jarl kom ſammen, indbød denne ſin Svigerſøn, Haakon den unge, tilligemed Peter i Giſke og en Deel andre fornemme Mænd, til Gjeſtebud hos ſig, Løverdagen den 21de Juni. Dagen derefter, Søndag, roede Byrge Jarl med Haakon unge over til Kong Haakon, og de talte nu, ſiges der mangt og meget med hinanden. Jarlen underrettede Kongen om de danſke Geſandters Ankomſt, og ſøgte, ſom man kan ſkjønne, at ſtemme ham for Fred. Dette lykkedes ogſaa, thi to Dage efter (St. Hans Dag) holdtes der et Fredsmøde paa Gullbergseid, hvor baade Kong Haakon og de danſke Geſandter vare tilſtede, og hvor Byrge Jarl optraadte ſom Megler. Nordmændene vare ikke ret fornøjede med den Rolle, han ſpillede, thi under de Forhandlinger, ſom nu fandt Sted, forekom det dem, ſom om han vel meget heldede til Danernes Parti Man maa imidlertid indrømme, at hvilke end Byrges Bevæggrunde til at virke ſaa ivrigt for Freden kunne have været, ſaa var det dog viſtnok det ønſkeligſte baade for Norge og Sverige, om den kunde komme i Sted; thi om endog fuld Erſtatning erhvervedes for den Skade, de norſke Skibe havde lidt af danſke Kapere, ſaa kunde den dog neppe paa langt nær opveje Bekoſtningen ved et i ſaa ſtort Maaleſtok anlagt Krigstog, ſom det nærværende, end ſige retfærdiggjøre de Ulykker, Krigen vilde bringe over den uſkyldige, og allerede af andre Fejder haardt hjemſøgte Deel af det danſke Folk. Men det ſynes ej frit for, at Kong Haakon virkelig har næret Erobringsplaner, og til disſes Fremme har villet benytte ſig af den Nød, hvori Kong Chriſtopher var ſtedt. Dette viſer ſig umiskjendeligt af de Fredsbetingelſer, ſom de Danſke, trods al den Biſtand, Byrge Jarl ſkulde have ydet dem, maatte underkaſte ſig, og ſom Haakon ſelv, med de forſtandigſte Mænds Raad, ſom det heder, fremſatte. De Danſke ſkulde fuldkommen godtgjøre den Skade, Nordmændene i den ſidſte Ufred kunde beviſe at de havde lidt; af Erſtatningsſummen blev en Deel betalt ſtrax, en Deel ſkulde betales til Høſten, og Halland hefte ſom Pant for den, indtil fuld Udbetaling var ſkeet[10]. Derimod ſkulde ogſaa Kong Haakon til Høſten betale en Sum Penge til Erſtatning for Fornærmelſer, Nordmændene havde tilføjet de Danſke Hvorfor man ikke heller liqviderede begge de gjenſidige Fordringer imod hinanden, er ubegribeligt, naar det ikke netop ſkulde være fordi Kong Haakon med Flid ſøgte et Paaſkud til at beholde Halland. Derſom Kong Chriſtopher ikke bifaldt Overeenskomſten, ſkulde nogle af de danſke Riddere ſidde ſom Giſler i Forvaring hos Kong Haakon, andre hos Byrge Jarl, indtil de bleve indløſte. Herpaa blev der udſtedt Brev fra begge Sider under Biſkoppernes og andre højt ſtaaende Mænds Segl, og efter at Kongen og Jarlen havde aftalt deres Forholdsregler for den kommende Tid, drog hver til ſit. Haakon ankom til Tunsberg ved Petersmesſetid (29 Juni), afſkedigede her Ledingstropperne, og begav ſig ſiden til Bergen, hvor han tilbragte Reſten af Sommeren. Der tales ikke om, hvorvidt han gjorde noget Skridt til at tage Halland i Beſiddelſe. Sandſynligviis kunde dette ej ſkee, førend den danſke Konge havde ratificeret Forliget[11].

Dette var dog lige ſaa lidet Kong Chriſtophers Henſigt, ſom han, om han end havde ſamtykket deri, vilde have været i Stand til at opfylde Betingelſerne. De holſtenſke Grever, underſtøttede af Markgreverne i Brandenburg, gjorde i September et ødelæggende Indfald i Sønderjylland og indtoge og plyndrede Slesvig, medens Lübeckerne, der ligeledes ſtode i Forbund med Greverne, gjorde et Angreb paa Skaane, og leverede Kongen et blodigt Slag ved Skanør[12]. Under al denne Forvirring var der ej at tænke paa at ſende Geſandter eller udrede Penge til Norge; og da Kong Haakon om Høſten ſendte ſin Stallare[13] Aslak Gus til Rigsgrændſen med den aftalte Pengeſum for at udbetale den og ligeledes modtage, hvad de Danſke ſkulde betale, lod ingen danſke Udſendinger ſig ſee. Aslak begav ſig da til Byrge Jarl, der maa have opholdt ſig et Steds i Nærheden, og klagede for ham over de Danſkes Uefterrettelighed. Men Byrge lod ham vide, at Danekongen (ſom altſaa maa have ſendt Bud til Jarlen derom) ikke vilde indlade ſig paa nogen Udbetaling den Høſt, men derimod foreſlog et perſonligt Møde med Kong Haakon næſte Sommer, for at de da mundtligt kunde afgjøre den Sag. Jarlen underſtøttede dette Forſlag paa det ivrigſte, og Aslak vendte ſaaledes med uforrettet Sag hjem til Bergen. At Kongen antog Forſlaget, viſer det følgende; han havde egentlig intet andet Valg, ſiden han nu havde afſkediget ſin ſtore Hær; ſiden drog han til Throndhjem, hvor han tilbragte Vinteren (1253—54). Imidlertid lykkedes det flere tydſke Fyrſter at megle Fred mellem Kong Chriſtopher og Greverne, ſaaledes at han forpligtede ſig til at forlene Abels Sønner med Sønderjylland, naar de bleve myndige, ſamt at overgive dem deres andet, hiſt og her i Riget beliggende Arvegods efter Faderen, imod at de fraſagde ſig al Fordring paa ſelve Tronen: imidlertid ſkulde han indtil deres Myndighedsaar vedblive at beſtyre Hertugdømmet[14]. Nu, da han altſaa havde faaet frie Hænder fra denne Kant, og desuden vel troede ſig ſikker paa Byrge Jarls Venſkab, var han end mindre tilbøjelig til at underkaſte ſig de ydmygende Fredsbetingelſer, ſom Kong Haakon havde foreſkrevet hans Geſandter. Da Sommeren og den til Mødet beſtemte Tid kom, begav Kong Haakon ſig, til Elven, og lagde ſig fremdeles ved Lindesholmen, medens Byrge Jarl, i Egenſkab af Megler, indfandt ſig ved Gullbergseid. Kong Chriſtopher kom ligeledes, og, heder det, „hans Trøſt var hos Byrge Jarl.“ Da der taltes om endelig Fred, erklærede Chriſtopher, at hans Underhandlere forrige Sommer havde indrømmet langt mere end de havde faaet Fuldmagt til. Byrge Jarl ſøgte ivrigt at bringe det til Forlig, og det forekom derfor Nordmændene, ſom om han tog Parti med de Danſke; men desuagtet kunde man ikke komme til Enighed. Tilſidſt reed Danekongen bort i Uvilje, og lod, idet han drog ſyd igjennem Halland, hver Bro, han kom over, afkaſte efter ſig[15]. Han frygtede ſaaledes for at blive forfulgt af Nordmændene, eller ventede et umiddelbart Angreb af dem. Dette var dog viſtnok langt fra at være Haakons Henſigt, ligeſom han neppe heller var belavet derpaa; han drog nord til Viken, hvor han tilbragte Sommeren, og tog ſit Vinterophold i Borgen paa Slotsbjerget ved Tunsberg[16]. Det var hans Henſigt, endnu engang at prøve mindelige Underhandlinger, og, hvis de mislykkedes, at begynde alvorlige Fiendtligheder. Det lader imidlertid ikke til at Kong Haakon ſelv havde nogen Mistanke til Byrge Jarls Ærlighed.

  1. Hermdeſund eller Hermdarſund, har ſit Navn af den ikke ubetydelige Ø Hermd, der nu kaldes i daglig Tale Herm eller Hermen, og ved hiint Sund ſkilles fra Ordoſt: men paa Karterne ſkrives Navnet urigtigt „Hermanø“. Ramsholmen er en mindre Holme i Nærheden, lidt ſøndenfor, og længer inde ved Ordoſtlandet (ſe Holmbergs Beſkrivelſe over Baahuslen, III. S. 190). Skaalholtsbogen, den ſtockholmſke og Eirſpenill læſe har „Ravnsholt“, hvilket maaſkee er rigtigſt. Dette Ravnsholt maa da være det nuværende Ramsodd nærved Nøſund (fordum Nytjuſund) mellem Lurø og Ordoſt.
  2. Navnet viſer at Skibet maa være bygget ved Dragsmark i Elveſysſel, hvor Kloſtret anlagdes.
  3. Se ovenfor S. 68.
  4. Lindesholmen, nu kaldet Lindholmen, ligger ſydligſt paa Hiſingen, lige overfor Maſthugget, og hører til den oprindelige ſvenſke Deel af Øerne.
  5. Gullberg, ſtrax nordøſtenfor det nuværende Gøteborg, er den ſamme Højde hvorpaa Gøtalejon ſenere er anlagt. Hvorfor Egnen deromkring kaldes Gullbergs-Eid, kan ikke godt ſees af Karterne; maaſkee Formen Gullberghed, der bruges i de danſke og ſvenſke Annaler, hvor dette og lignende Moder omtales, er rigtigere.
  6. Flere af de her nævnte Perſoner forekomme ſom Vidner paa en Overeenskomſt i Valby mellem Byrge Jarl og Gudhems Kloſter af 11te Febr. 1253, (Liljegren No. 405); ſamtlige Vidner ere: Kong Valdemar, Fru Ingeborg, Hr. Holmger, Folke Jarls Søn, Hr. Karl, Ulf Jarls Søn, Hr. Eliv, Byrge (ikke Ulf) Jarls Broder, Hr. Knut Dansſøn, Hr. Karl Jon Engels Søn (Johannis Angeli filius), Hr. Knut Philipsſøn, Peter, Veſtgøternes Lagmand og Karl Hjalm. Karl Karlsſøn og Karl Ulfsſøn nævnes begge i Tractaten med Lübeck af c. 1250, Liljegren No. 846, Urkundenbuch No. 170.
  7. Vladimir var blevet indtaget af Mongolerne den 24de Juli 1252, ſe Strahl, Geſch. Rußlands II. 52.
  8. Beſynderligt nok, angives der ikke, hvilke hine tvende Biſkopper vare, og af de ufuldſtændige danſke Kilder kan det ej erfares.
  9. Den Omſtændighed, at dette Møde begyndte under ſaa truende Aſpecter, er ſandſynligviis Aarſag i, at det i den ſvenſke Krønike (hos Fant, I. 24) kaldes „Bellum in Gullberghed“. I en anden ſvenſk Krønike (ſammeſteds S. 52) kaldes det „Concilium regium in Gulberghed“, ſkjønt denne Benævnelſe pasſer bedre paa Sammenkomſten Aaret efter.
  10. Læſemaaderne ere her ikke ganſke overeensſtemmende, og Udtrykkene derfor ikke ret klare. Det ſees ikke tydeligt, om de Danſke ſkulde have betalt den hele Sum til Høſten, eller ogſaa kun da en Part af den, ſaaledes at den ſidſte Deel endnu ſkulde ſtaa tilbage, eg Halland førſt hefte for denne.
  11. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 280. Uagtet der her tales om Halland i Almindelighed, kan dog vel neppe mere end Nordhalland (nordenfor Edre Aa) være meent, da dette maatte være mere end nok, og der idet Følgende ved lignende Forhandlinger ſjelden eller aldrig er Tale om mere. Endog Vardberg i Norderhalland havde Kong Chriſtopher pantſat til Grev Gunzel i Schwerin, ſe Suhm X. S. 236.
  12. Suhm X. S. 240, 241.
  13. Aslak Gus nævnes viſtnok ej ſom Stallare førend i 1263, men hans nærværende Sendelſe ſynes at viſe, at han allerede nu maa have beklædt dette Embede.
  14. Suhm, X. S. 241, 242.
  15. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 281. Dette Møde omtales og i den ſaakaldte Kong Valdemars Jordebog (Langebek Scr. rer. Dan. VII. 536) hvor det heder: „I Fjære Hered i Steds Sogn, Aar 1254, da Hr. Kong Chriſtopher mødte Norges Konge og Sveriges Jarl ved ſit Riges Grændſe, ſkjødede en Enke i Bothekjærr ved Navn Gundbjør, Kongen 8 Skillings Bol m. m. gjennem Hr. Laurentius Thorbersſøn og Jakob Diaconus. Dette har givet Suhm (X. 256) Anledning til at antage, at Mødet holdtes heelt nede i Slep Sogn, hvilket dog hverken er ſandſynligt, eller ligger i Ordene. Efter Sagaens Ord ſynes Modet at være holdt ved Gullbergseid, thi efter at det heder at Byrge laa her, følge Ordene „der kom ogſaa Kong Chriſtopher“.
  16. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 282.