Det norske Folks Historie/5/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens Kong Haakon ſaaledes kom i et mere og mere ſpendt Forhold til tvende Nabomagter, Skotland og Danmark, og de Underhandlinger der ſamtidigt plejedes med disſe tvende Magter, antoge en mere uvenſkabelig og opeggende, end fredelig og beroligende Charakteer, havde de nys ſkildrede Conflicter mellem Nordmænd og Rusſer ſamt Kareler i Finmarken ogſaa taget ſin Begyndelſe, og ſtillet Norge i et fiendtligt Forhold til Rusland eller egentlig Novgorod: et Forhold, ſom vel ikke endnu kunde have ſaa meget at betyde for det egentlige Norges Vedkommende, men ſom dog maatte udøve en ſkadelig Indflydelſe paa det nys begyndte Omvendelſes- og Coloniſations-Verk i Finmarken, og ſiden endog — hvad vi i det følgende ville erfare — bragte Ødelæggelſe over Haalogalands hidtil for al ydre Ufred ſaa længe forſkaanede Bygder. Om de indre Forhold i Rusland er der allerede ovenfor talt. Mongolernes Vælde betog vel Riget, ſom et heelt betragtet, dets Kraft, og ſtandſede dets Udvikling, men dette hindrede dog ikke, at Novgorod, ſom Ødelæggelſen ej umiddelbart havde berørt, endnu en Tidlang kunde udvikle en ikke ringe Kraft. Ja det ſynes endog, ſom om det bevægede Folkeliv og al den Virkſomhed, Mongolervældets Tryk forjagede fra de fleſte øvrige Dele af Landet, nu for en Række af Aar ligeſom concentrerede ſig i Novgorod, og fornemmelig i Staden ſelv, der ved ſin blomſtrende Handel og ſine mange Forbindelſer med de øſterſøiſke Lande og Stæder havde hævet ſig til en høj Grad af Magt og Anſeelſe, og allerede forlængſt havde opkaſtet ſlet til en Art af Republik, hvor Fyrſtens Højhed kun anerkjendtes af Navn, medens den egentlige Magt udøvedes af Folket ſelv gjennem Borgermeſteren (Posſadnik, oprindelig den fyrſtelige Lensherre) og Høvdingen for den væbnede Styrke (Tyſætſki d. e. Tuſendmand). Den nedværdigede Tilſtand, hvori Fyrſterne kom under Mongolervældet, gjorde dem, om muligt, end mere afhængige af de ſtolte novgorodſke Borgere, der egentlig kun ſynes at have anerkjendt deres Højhed, naar de ønſkede at benytte ſig af dem ſom Anførere paa Krigstog. I denne Egenſkab var det fornemmelig at den unge Alexander Jaroſlavitſj, ſom vi have ſeet, tilbageſlog den ſvenſke Korshær ved Neva 1240, men endnu ſamme Aar lagde han ſig ud med Novgoroderne, og maatte forlade Staden. Imidlertid havde Novgorod efterhaanden udvidet ſine Beſiddelſer til det yderſte Norden, eller i de uhyre, af finniſke Folkeſlag beboede Diſtricter, ſom Novgoroderne med en fælles Benævnelſe kaldte Savolotſhie, fordi de laa hiinſides (sa) det Højdedrag (volok), der mod Nordøſt og Øſt dannede det egentlige novgorodſke Diſtricts Grændſe, og hvortil ſaavel Bjarmeland og de jugriſke Pelsverksegne mod Nordøſt, ſom Karelen, Finland og tildeels Finmarken mod Nord regnedes. Ligeſom Norge betragtede Finmarken, ſaaledes betragtede Novgorod Savolotſhie ſom ſit Skatland; paa begge Steder inddreves Skatten mere med Magt end med det gode, og ligeſom Nordmændene efterhaanden begyndte at nedſætte ſig i Finmarken, og Kongen ſøgte at udbrede Chriſtendommen blandt Finnerne, ſaaledes ſkede lignende Coloniſationsforſøg fra rusſiſk Side i Savolotſhie, ledſagede af Beſtræbelſer for at omvende de hedenſke Beboere til Chriſtendommen. Ja, disſe Beſtræbelſer ſpores maaſkee endnu tidligere fra rusſiſk end fra norſk Side, thi allerede i det 12te Aarhundrede omtales rusſiſke Kloſtre ved Dvina-Floden, og paa ſamme Tid boede rusſiſke Bojarer, der havde Opſigt med Dvina-Gebetet, ved Matigory og Uchtoſtrov, medens det hele Strøg fra Dvinas veſtlige Biflod Jemza til Søen ſkal have været beboet af rusſiſke Coloniſter[1]. Neppe ſildigere begyndte Rusſernes Forſøg paa at cbriſtne, og hvad der i den Tid var eenstydigt dermed, underkaſte ſig de nordveſtligere Egne; i Aaret 1227 ſendte, ſom man med Vished veed, Jaroſlav Vſevolods Søn, Novgorods ſaakaldte Fyrſte, Misſionærer til det øſtlige Karelen, hvis Indbyggere uden ſynderlig Vanſkelighed lode ſig døbe; men allerede længe før den Tid finde vi Kareler omtalte ſom kæmpende i de novgorodſke Fyrſters Hære, ſaaledes f. Ex. i Aaret 1149, hvilket viſer, at Novgorods Herredømme over i det mindſte en Deel af dette Folk maa føres lige op til hiin Tid. Desforuden læſe vi om hyppige Tog, ſom Rusſerne i Novgorod lige fra Midten af det 11te Aarhundrede foretoge mod de ſaakaldte Jemer; forſtaaes vel end herunder i Førſtningen kun et finniſk Folk ſtrax øſten- eller nordøſtenfor Novgorod[2], er der dog ingen Tvivl om, at man ſenere hen med dette Navn betegner hele det ſydlige Finlands Indbyggere, der ſelv kalde ſig Hæmer, følgelig ogſaa de før omtalte af Svenſkerne ſaakaldte Tavaſter[3]. I Aaret 1191 droge Novgoroderne i Forening med Karelerne, til Søs, til Jemernes Land og herjede det; et lignende Tog gjorde Jaroſlav i 1227, men denne Gang hevnede Jemerne ſig ved Aaret efter at gjøre et ødelæggende Indfald i det novgorodſke Gebet. Karelerne havde allerede i Harald Haarfagres Dage herjet paa Kvænland, og rusſiſke ſaakaldte Kylvinger[4] vovet at ſtrejfe om endog lige nord i Finmarken, for at handle og røve, naar Lejlighed gaves; det ſamme bar vel været fortſat i de følgende Aarhundreder, og end mere, efter at Karelerne ſelv erkjendte Novgorods Overherredømme. Hvad Berørelſer der kan have fundet Sted mellem Nordmænd og Kareler eller Rusſer i det lange Tidsrum fra Harald Haarfagres til Haakon Haakonsſøns Tider, vides ikke, uagtet de haalogalandſke Sysſelmænd, der havde Finneferden, rimeligviis ſaa godt ſom hvert Aar beſøgte Finmarken, og viſtnok ikke ſjelden kom til dets yderſte Grændſer. Ganſke roligt kan det ej have været, ſiden det i den ældre Gulathingslovs Optegnelſe om Antallet af de Ledingsſkibe, ethvert af Norges Fylker ſkulde udrede, udtrykkeligt heder om Indbyggerne i Haalogalands Nordhalve, „at de have Vagthold øſter“[5]. Imidlertid kan der ej have forefaldt noget Sammenſtød af Betydenhed, da dette vel i ſaa Fald vilde have været omtalt. Finnerne ſelv maa ogſaa ſtundom have øvet Fiendtligheder, ſiden der fortælles, at de engang (omkring 1110) toge Sigurd Ranesſøns Gaard, men at Vidkunn Jonsſøn kom ham til Hjelp[6]. Hvorledes nu end Forholdene i hiint mørke Mellemrum vare beſkafne, er det viſt, at Novgorod i Midten af det 13de Aarhundrede regnede ikke alene det nuværende Nordrusland i Syd og Oſt for det hvide Hav, men ogſaa en Deel af Finmarken (altſaa af Norges Rige i vidløftig Forſtand) til ſine Provindſer. Man har nemlig endnu flere af de Overeenskomſter, ſom Novgorod i Egenſkab af heel eller halv Republik ſluttede med ſine Fyrſter, og i hvilke Republikkens ſaakaldte „Voloſter“ eller Provinſer ſtedſe opregnes, altid i ſamme Orden og ſamme Antal. Den ældſte af disſe Overeenskomſter er fra 1264, og den opregner Voloſterne ſaaledes: Savolotſhie (i indſkrænket Forſtand d. e. Egnene fra Karelen incluſive til Meſen), Ter eller Tre, Perm, Petſchora og Jugra[7]. Der er al Anledning til at antage, at ogſaa de ældre, nu tabte Overeenskomſter have nævnt de ſamme Voloſter, thi den petſchoriſke Skat omtales allerede ved 1133[8], og i nogle gamle geografiſke Antegnelſer fra Island, der ſynes at henhøre til Tiden omkring 1250, ſtaar der udtrykkeligt, at Bjarmeland er ſkatſkyldigt under Gardarikes Konge[9]. Ved hiint Ter eller Tre, der opregnes blandt de novgorodſke Voloſter, forſtaaes intet andet end, hvad allerede Ottar i ſin Rejſeberetning fra 9de Aarhundredes anden Halvdeel kalder „Terfinnernes Land“[10], det vil ſige den ſtore, i det hvide Hav mod Øſten fremſtikkende Halvø, der begynder omtrent ved Kola i Nord og Kandalax, den inderſte Bund af det hvide Hav, i Syd. Men Størſtedelen af denne Halvø laa indenfor Vegeſtaven[11], der i det mindſte ligefra St. Olafs Tid regnedes for Norges yderſte Grændſe mod Øſten. Naar altſaa rusſiſke Skatkrævere og karelſke Jægere, Fiſkere eller Handelsmænd viſte ſig her, maatte de nødvendigviis komme i Colliſion med de norſke Sysſelmænd, der ſkulde indkræve den norſke Konges Skat og paaſaa Overholdelſen af hans Eneret til Finnehandelen. Og disſe Sammenſtød maatte blive endnu hyppigere, efter at Nordmænd, ſom det ovenfor er viiſt, havde taget faſt Bolig hiſt og her paa Finmarkens Kyſter, og den bjarmſke Coloni havde nedſat ſig ved Malangen. Da Skatte-Kræverne i disſe Egne, hvor Indbyggerne for det meſte vare Nomader, ſelv maatte opſøge de ſkattepligtige Perſoner uden nøje at kunne indſkrænke ſig til beſtemte Territorier, og Ydelſen derfor alene blev perſonlig, uden Henſyn til Sted, er det højſt rimeligt, hvad vi ovenfor have antydet, at Novgoroderne ej have anſeet de til Norge flygtede Bjarmers Skattepligtighed ophørt med Forandringen af Bopæl og Underkaſtelſen under Norges Konge, og at de have ſendt Folk op til Malangen for at kræve Skat af dem, ligeſom de vel under alle Omſtændigheder have krævet Skat af alle Kareler, der færdedes i Finmarken, hvad enten nu de rusſiſke Udſendinger traf dem i eller udenfor de egentlige Terfinners Land. Her vare ſaaledes mange Anledninger forhaanden til Strid og Uenighed. Om Rusſerne end ikke udſtrakte ſine Skattekrævninger ſaa vidt, ſom det her er formodet, var det dog allerede nok, at de tilegnede ſig Terfinnernes Land, og Kong Haakon, der med ſaadan Omhu vaagede over Rigets Hæder og dets Territoriums Ubeſkaarethed, kunde, naar han nærmere blev bekjendt med de finmarkſke Forholde — og det var under de nys ſkildrede Beſtræbelſer fra hans Side til Chriſtendommens Udbredelſe i de Egne uundgaaeligt — ikke undlade at gjøre alvorlige Skridt til at bortviſe enhver uberettiget Indtrængen over Rigets gamle Enemerker. Hertil kom nu og, at Øſtkarelerne, der i hiin Tid ſynes at have boet lige op til det hvide Hav og ſaaledes vare Finnernes umiddelbare Naboer, virkelig øvede Ran og Manddrab paa norſkt Territorium, hvilket da igjen gjengjeldtes af Finnerne og de norſke Sysſelmænd. Hvor længe disſe gjenſidige Fiendtligheder nu ſidſt havde varet, eller hvad Tid de toge ſin Begyndelſe, ſiges ikke, men der fortælles kun, at om Vinteren 1250—125l, da Kong Haakon, efter at have ſluttet Fred med Lübeckerne, opholdt ſig i Throndhjem, kom der et Geſandtſkab til ham fra Alexander Jaroſlavs Søn, der nu ſiden 1242 atter var anerkjendt af Novgoroderne ſom deres Fyrſte, med Klagemaal over de Fiendtligheder, ſom fandt Sted nord i Finmarken mellem de under Novgorod ſkatſkyldige Øſtkareler, og Kong Haakons Sysſelmænd: de havde idelig, heder det, Ufred med hinanden i Ran og Manddrab. Muligt, at disſe heftigere Fiendtligheder kun ſkrive ſig fra Nordmændenes Deeltagelſe i Korstoget 1240; muligt, at det fiendtlige Forhold kan have nogen Sammenhæng med den nys bilagte Strid med Lübeck, da denne Stad allerede i en lang Række af Aar ſtod i den nærmeſte Forbindelſe med Novgorod, hvor den endog havde ſit eget Oplagsſted eller Qvarteer. Thi hvis Ufreden ved de finmarkſke Grændſer tidligere havde antaget en ſaa alvorlig Charakteer, vilde der vel ogſaa tidligere fra en af Siderne have været klaget derover. Formanden for dette Geſandtſkab hed „Ridder Michael“[12]. Hans Hverv var ej alene at ſee til, at faa Fiendtlighederne bilagte og forebyggede for Fremtiden, men og at indlede et Giftermaal mellem Kongens Datter Chriſtina, der nu havde naaet ſit 17de Aar, og Fyrſt Alexanders Søn Baſilius (Vaſilij), der vel omtrent har været af ſamme Alder[13]. De bade derfor om at maatte faa Chriſtina at ſee, og fremførte Alexanders Ønſke om at dette Giftermaal kunde komme i Stand. Paa Giftermaals-Forſlaget ſynes Kong Haakon ikke ſtrax at have givet noget beſtemt Svar, derimod blev der holdt flere Forhandlinger angaaende de øvrige Anliggender, og man bragte virkelig en Fred i Stand. Den følgende Vaar, da Alexanders Sendebud rejſte hjem, ſendte Kong Haakon tvende Geſandter, Vigleik, kaldet Provſteſøn, og en vis Borgar, i Følge med dem til Novgorod, for at faa Fredsſlutningen ratificeret, eller, efter de Tiders Brug, at overlevere Kong Haakons Fredsbrev og modtage ligelydende Gjenbrev fra Fyrſt Alexander. De toge Vejen over Bergen og derfra den ſædvanlige Søvej til Øſterſøen og videre over Neva og Ladoga. De ankom om Sommeren til Novgorod, hvor Fyrſt Alexander tog meget vel imod dem og hvor Freden nu blev endelig afſluttet. Betingelſerne kjendes desværre ikke, da Fredsinſtrumentet forlængſt er tabt: der ſiges kun at begge Fyrſter ſatte Fred mellem ſig ſelv og ſine Skatlande, ſaa at den enes Underſaatter ikke ſkulde gjøre den andens Ufred. Men der tales ikke et Ord om, hvorledes Grændſen for de ſammenſtødende Skatlande blev beſtemt, og hvilke Regler bleve givne for Skatkrævernes Vandringer[14]. Det er højſt ſandſynligt, at allerede nu de Beſtemmelſer bleve givne, der ſiden, omkring 1326, løſeligt anføres efter „gamle Bumænds og Finners“ Udſagn, ſom de rette, og fra fordums Tid beſtaaende Grændſeforhold mellem Norge og Rusland[15], nemlig at Rusland ſkulde have Ret til at kræve Skat, ſaa vidt det kan ſkjønnes kun af deres egne Underſaatter, Kareler iberegnede, hvor de fandtes, langs Kyſten til Lyngstuen (mellem Lyngenfjord og Ulfsfjord) og til Fjelds indtil Maals-Elven, hvis Udſpring ligger lige op fra Lyngstuen, medens Norge ſkulde kunne kræve Skat ej alene af deres egne Underſaatter, alle Finner iberegnede, men endog af Halvkareler eller Halvfinner, naar de kun havde en finſk Moder, lige øſter til Trjanema og ind efter Gandvik (det hvide Hav) til Veleaga eller Vele-Aa, i hvis Nærhed maaſkee det før omtalte gamle Grændſepunkt „Vegeſtaven“ er at ſøge[16]. Ved de her angivne Beſtemmelſer fritoges viſtnok Tromsø Sogn og den nye Coloni ved Malangen fra Beſøg af rusſiſke Skatkrævere, og det Princip udtaltes, at af de i Grændſe-Egnene hjemmehørende Perſoner ſkulde alle Finner anſees ſom norſke, alle Kareler ſom rusſiſke Underſaatter; men der indrømmedes dog den rusſiſke Regjering Rettigheder inden Norges oprindelige Grændſer, der med Tiden kunde fortolkes, og virkelig bleve fortolkede ſom en fuldkommen Territorialret, uden at Norges Regjering fik lignende Friheder inden det rusſiſke Gebet: altſaa fik Sagen herved et Udſeende, ſom øm hele det antydede ſtore Diſtrict mellem Lyngstuen, Trjanema og Veleaa var et Fællesdiſtrict, hvis Jordbund lige meget tilhørte begge Magter, vil ſom, hvis det engang formelig ſkulde deles, da maatte blive at dele efter Midten af begge disſe Yderpunkter, hvilket-nu og desværre paa det nærmeſte er indtruffet. Hertil kom og, at Beſtemmelſerne ſelv netop vare ſkikkede til at fremkalde nye Forviklinger, hvilte velter ikke uventede.

Hvad derimod Kong Alexanders Giftermaals-Forſlag angaar, da blev der, ſom der ſiges, ikke agtet derpaa, „fordi der var ſtor Ufred i Holmgaard, og Tatarerne gik øſtenfra meget ind paa Holmgaardekongens Rige“. Viſt er det, at Tatarerne, ſom vi ovenfor have berettet, i det følgende Aar angrebe Alexanders Broder Andreas i Susdal, der havde været taabelig nok til at ville unddrage ſig deres Herredømme, og herjede hele hans Rige, ſaa at han maatte tage Flugten, førſt til Eſtland, ſiden til Sverige, hvor Byrge Jarl gav ham Tilhold. Men derom kunde man ikke vide noget i Norge, da Kong Haakons Geſandter forlode Rusland, hvilket ſkede om Vinteren, ſaa tidligt, at de endnu traf Kongen i Viken, førend han ud paa Vaaren 1252 drog til Bergen[17]. Snarere har Aarſagen, hvorfor Kongen ikke ønſkede, eller Geſandterne fraraadede Giftermaalet, været den, at de ved deres perſonlige Nærværelſe i Novgorod kunde overtyde ſig øm, hvor liden Magt Fyrſten havde, og hvor uſikker hans Stilling var. Eller maaſkee har intet beſtemt Afſlag været givet, da Alexander efter Broderens Flugt fik andet at tænke paa end disſe Giftermaals-Anliggender, efterſom han da gjorde en Rejſe lige til den mongoliſke Hyrde, og af Sartak, Batus Søn, blev forlenet med Storfyrſtendømmet Vladimir[18]. Denne Forklaring er for ſaa vidt rimeligere, ſom det berettes, at de norſke Geſandter medbragte ſømmelige Gaver fra Alexander til Kong Haakon, thi dette viſer, at de maa have ſkiltes fra Fyrſten i al Venſkabelighed. Den ſluttede Fred, tilføjes der ellers, voldtes dog ikke længe, ſkjønt der ikke tales udtrykkeligt om nye Fiendtligheder ved den rusſiſke Grændſe førend under Kong Haakons Efterfølger.

  1. Müller, der ugriſche Volksſtamm, I. 372. I Lehrbergs Unterſuchungen S. 112 viſes det, hvorledes der allerede i 1169 var Tale om Jemtſchanernes Tribut.
  2. Sjøgren, i det Petersburgſke Academie: Memoirer 1832, S. 335.
  3. Lehrberg, S. 145 fgg.
  4. „Kylvinger“ (Kolbæger) betyder maaſkee kun „Hirdmænd,“ „Huuskarle,“ af kólfr, hjúkólfr = Huusperſonale.
  5. Norges gl. Love, I. S. 104.
  6. Se ovenfor II. S. 666. Det er allerede der omtalt, at Sagaens Udtryk taka bú kan tages i forſkjellig Betydning, enten blot at „tage Kvæg“ eller „indtage (og da naturligviis plyndre eller ødelægge) Gaarden“. Den ſidſte Betydning er vel den rimeligſte.
  7. Lehrbergs Unterſuchungen, S. 28.
  8. Lehrberg, S. 30.
  9. Antiquitates americanæ, S. 283, jvfr. Werlauffs Symbolæ S. 12. Hovedmasſen af disſe Optegnelſer ſkyldes viſtnok den ovenfor (III. S. 1022) omtalte Abbed Nikolas, der allerede levede i det 12te Aarhundrede, men der er flere Tilſætninger, der aabenbart hidrøre fra Midten af det 13de Aarhundrede. Saaledes Tillægget i 764, efter at Norge er omtalt: „nordenfor Norge er Finmarken, derfra ligger Landet til Nordøſt og ſaa til Øſt, indtil man kommer til Bjarmeland, der er ſkatſkyldigt under Gardekongen“. Thi ſamme Codex har og tidligere: „øſtenfor Norge er Rusland og nordenfor dette er Tatarernes Rige“. Denne Bemerkning ſkriver ſig aabenbart fra Tiden omkring 1250, da „Tatarernes“ Navn var blevet bekjendt i Norden. At der omkring 1218—20 omtales en „Bjarmernes Konge“ (ſe ovenf. III. S. 596) hindrer ikke at denne Bjarmekonge kunde have været ſkatſkyldig under Novgorod.
  10. Se ovenf. I. 1. S. 609.
  11. Vegeſtaven eller Ægeſtaven, ſe ovenfor II. 4, omtales ſtadigt ſom Norges yderſte Grændſepunkt mod Nordøſten i alle ældre Skrifter, der berøre denne Materie, lige ned i det 15de Aarhundrede. Det tør vel imidlertid være et Spørgsmaal om Fleerheden af dem, der nævnte den, ſelv var paa det Rene med dens Beliggenhed. Saa meget ſeer man af „Historia Norvegiæ“ S. 3, at den, da dette Skrift blev forfattet, ſandſynligviis i Midten af det 13de Aarhundrede, antoges at ſkille Norge fra Bjarmeland, ligeſom det af den i Anmerkningerne til dette Skrift S. 31 optagne Notits ſees at den laa eller antoges at have været beliggende 72 Uger Søs (Sømile) fra Vargøhuus, eller ⅔ ſaa langt øſtenfor dette, ſom Vaagen laa veſtenfor. Dette hentyder paa et eller andet Sted i Nærheden af Umba, eller Udløbet af Veleaa, hvorom nedenfor; men det kan ogſaa, for Afſtandens Skyld, der her ej kan være nøjagtigt beregnet, gjerne være etſteds paa den ſydlige Side, f. Ex. Vigo, ſom man ogſaa har antaget, og hvilket baade pasſer med Navnet og Angivelſen ſom Grændſepunkt mod Bjarmeland.
  12. Denne Michael var maaſkee den ſamme, der i Overeenskomſten af 1264 nævnes ſom Posſadnik.
  13. Den Søn, ſom her menes, maa have været Vaſilij, da Alexanders øvrige Sønner endnu ej have kunnet være voxne. Alexander ſelv omtales ſom meget ung, da han 1240 ſlog de Svenſke, og Sønnen Vaſilij kan altſaa neppe have været fed mange Aar for den Tid. Imidlertid maa han have været nogenledes fuldvoxen, da Faderen 1252 gik til Horden, thi han ſlog, heder det, i hans Fraværelſe Littauerne. Sagaen kalder ham Holmgardekongens „unge Søn“.
  14. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 251.
  15. „Dette ere ſande Enemerker mellem Norges Konger og Rusſekongens Riger, efter ſom gamle Mænd lige, og end ſige i Dag gamle Bumænd og Finner“. N. gl. L. S. 152. I Tractaten af 1327, hvortil hiin Angivelſe aabenbart ſlutter ſig, tales der altid om „det gamle Grændſeſkjel“. Der er altſaa ſtor Grund til at antage, at Fredsdocumentet af 1251 for en ſtor Deel har været ligelydende med hiint yngre.
  16. Dog ogſaa kun maaſkee, ſe ovenfor, S. 102.
  17. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 271, jvfr. 277.
  18. Karamſin, Rusl. Hiſtorie, tydſk Overſ. IV. S. 57.