Det norske Folks Historie/5/11

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 105-131).

Førend vi følge Kong Haakon under hans videre berømmelige Virksomhed til Opretholdelsen af Rigets Hæder og dets Borgeres Velfærd lige over for Udlandet, maa vi kaste et Blik tilbage paa Tilstanden og Begivenhederne indenlands i denne samme Række af Aar, og navnlig paa de borgerlige og kirkelige Forhold. – Norge hjemsøgtes i denne Tid af flere, ikke ringe, Ulykkestilfælde. Den vedholdende Regn i Aaret 1247, og den deraf følgende slette Høst foraarsagede den paafølgende“Vinter Mangel og Dyrtid, der blev saa meget føleligere, som Krigen med Danmark og Lübeckerne hindrede tilstrækkelig Tilførsel^[1]. I 1249 indtraf et Jordskjelv i Egnen om Gøtaelven, hvorved dennes østre Arm skar et Stykke Land ud, rimeligviis fra Hisingen^[2], og faa Aar efter skede der et endnu mere ødelæggende Jordskred i Orkedalen, hvorved flere Gaarde sank ned i Jorden^[3]. Men især vare Ildebrande hyppige. Aaret 1248 var fornemmelig ulykkebringende i dette Henseende, thi ikke mindre end tre Steder, Bergen, Tunsberg og sandsynligviis Nidaros hjemsøgtes af Ildebrand^[4]. I Bergen synes Ødelæggelsen at have været størst. Den udbrød Natten til den 4de Juli, uvist hvorledes, midt i Byen (det vil sige den daværende By paa Østsiden af Vaagen), i en Gaard, kaldet Straumen, og da der i lang Tid forud havde været tørt Vejr, greb den rivende om sig. Der blev strax blæst Allarm over hele Byen, og saa snart som Kongen fik at vide hvad der var paa Ferde, klædte han sig i Hast paa, skyndte paa de Mænd, der vare om ham, og lod hele Hirden saavel som alle Byens Borgere blæse ud til at fremmøde bevæbnede, ligesom til Strid^[5]. Sin Hird, der var mest at stole paa, anvendte han der, hvor det især kunde behøves, og forordnede selv, hvor enhver skulde staa. Han søgte først at faa standset Ilden indenfor (d. e. søndenfor) Peterskirken, men det var umuligt; han begav sig da med Hirden og Bymændene til den lidt nordenfor beliggende Mariekirke, men ogsaa den, saavel Taget som begge Taarnene, kom i Brand. Da fik Ilden en saadan Magt, at de luende Brande slyngedes – „i hele fem Pileskuds Afstand, ret som en ildsprudende Drage, med et langt Slæb efter sig“, siger Matthæus af Paris, der selv var Øjevidne dertil, – op i Borgen, der nu ligeledes begyndte at brænde. Nu skyndte Kongen sig did med en heel Deel Folk, men forgjeves; uagtet Borgen var opført af svære hugne Stene, blev den dog lagt i Aske og mange Folk omkom i Luerne. Kongen begav sig nu til Sandbro, hvor han fandt en stor Mængde samlet, for at hindre Ilden fra at udbrede sig til Holmen og Kongsgaarden; han satte ved sin Nærværelse og sit Exempel nyt Liv i deres Bestræbelser, viste sig djerv og modig, uden Dumdristighed, og fik ved Forstand og Koldblodighed udrettet, hvad han vilde. Han roede selv ud til en Deel gotiske Kogger, der laa udenfor Bryggen, fik der laant en Mængde store Kjedler, og lod dem fylde med Søvand, bringe op paa Bryggen og siden tomme ud over Ilden, idet han tillige lod flere Huse rive ned og de øvrige beskytte ved vaade Langskibs-Sejl. Saaledes lykkedes det endelig at faa Ilden slukket paa denne Kant, men hele Byen indenfor Sandbro var opbrændt, paa nogle faa Huse nær inde ved Vaagsbunden^[6]. Matthæus af Paris siger ogsaa, at hele Byen fortæredes, i Alt 11 Kirkesogne, tilligemed nogle, Biskoppen tilhørende Huse; kun de fire Klostre, og Kongsgaarden tillige med Apostelkirken, skaanedes^[7]. Dagen efter gik et forfærdeligt Tordenvejr over den ødelagte By. Lynilden slog ned paa flere Steder, først i et Huus, hvor Kongens Søn Junker Magnus, den Gang kun 10 Aar gammel, var inde; Sager blev revet op i nogle Favnes Længde, men heldigviis kom Lynet ikke ind. Siden slog Lynilden ind i et engelsk Skib, der Natten forud var ankommet, og laa udenfor Bryggen; Masten splittedes i tusende Smaastykker, saa at man neppe saa Spor af den, en Splint dræbte en Mand fra Byen, der var kommen ombord for at kjøbe Stads; de øvrige, der vare ombord, skulle efter Sagaens Udsagn ej være komne til Skade, medens derimod Matthæus af Paris, der selv just nylig havde været ombord, men derimod paa den Tid, Ulykken skede, holdt Messe i en Kirke nær ved Stranden, forsikrer at ingen undgik betydelige Saar eller Beskadigelser: han lægger ogsaa til, at alle de Skibe, der laa paa Vaagen, over to hundrede i Tallet, bleve heftigt bevægede^[8]. Kun faa Dage efter holdtes Brylluppet i Kongsgaarden mellem Kongens Datter og Kong Harald fra Man, medens sandsynligviis Ilden endnu ulmede under de rygende Gruushobe: et sørgeligt Skue, der neppe kan have undladt at give Bryllupsfesten et uhyggeligt Præg, og vække mørke Anelser, der og gik i Opfyldelse, da det unge Brudepar fandt en saa brad og sørgelig Ende i Dynrasts Bølger. For øvrigt lader det til at Byen med Kirker og andre Bygninger snart kom paa Fode igjen. De nærmere Omstændigheder ved Branden i Tunsberg kjendes ikke; end mindre veed man om den tredie Ildebrand i dette Aar, der ej engang henføres til noget bestemt Sted, saa at vi alene gjetningsviis kunne fremsætte den Antagelse, at der her sigtes til Nidaros. Tre Aar senere brandt Tuterø Kloster op (1251), og tre Aar derefter igjen (1254) var der Ildebrand i Oslo^[9]. Endelig sluttede Rækken med en ny Ildebrand i Tunsberg om Vaaren 1258, hvilken, som det udtrykkeligt siges, fortærede den største Deel af Byen, og anrettede stor Skade^[10].

Disse hyppige større Ildebrande kom deels af de mangelfulde Sluknings-Indretninger, som man dengang havde, deels ogsaa af den uhensigtsmæssige Bygningsmaade, da de fleste Privathuse vare af Træ, og dertil meget store og tæt sammenpakkede. Naar der engang blev Ildløs i en af disse svære, tætte Tømmermasser, maatte det være næsten umuligt at faa Bugt med den: der var neppe engang Plads for dem, der vilde slukke, til at vende sig paa. Det lader heller ikke til, at man blev klog af Skade, eller siden opførte Husene mere luftigt og frit, thi ogsaa i de følgende Tider finde vi Gaarde i Bergen og Oslo omtalte som indeholdende en Mængde Stuer eller Herberget, og beliggende tæt ved hinanden, kun adskilte ved smale Gaardsrum eller ved endnu smalere Vejter. For Resten synes disse Ildebrande at have givet Kongen rig Anledning til at tilfredsstille sin Byggelyst, saaledes som det i det følgende skal omtales.

En stor Deel af den Tid, der efter Borgerkrigenes Ophør var levnet Kongen fra Underhandlinger med og Udrustninger mod fremmede Magter, synes han at have anvendt paa gjennemgribende Lovforbedringer. Norges Love, endnu forskjellige i hvert af de trende store Lagsokn eller Thingforeninger, og næsten ganske i den Skikkelse, de fik paa St. Olafs Tid, efter hvilken de ogsaa sædvanligviis benævntes, svarede vistnok i mange Stykker ej længer til Tidens Fordringer, og i Særdeleshed maatte de gamle Bestemmelser om Frændebøder ansees forældede, ja endog skadelige, da de i Stedet for, som deres oprindelige Hensigt havde været, at forebygge Drab ved den Art af solidarisk Ansvarlighed, som derved paalagdes den hele Slægt for et enkelt Medlem, nu just fremkaldte Ufred og Drab paa sagesløs Mand, for saa vidt man ej længer fandt det absolut nødvendigt at hevne sig paa Fornærmeren eller Drabsmanden selv, men i hans Sted ofte fældede en anden, helst den gjeveste, af hans Frænder, om denne endog var ganske uskyldig i, ja uvidende om hvad hiin havde gjort. Ogsaa meget andet trængte til Revision; navnlig maatte de gamle Christenretter støde Gejstligheden som heel ucanoniske, hvorfor ogsaa Erkebiskop Eystein, som vi have seet, i sit Diøces fik en ny efter Tidens Fordringer – maaskee endog alt for meget – lempet Christenret indført eller i det mindste stiltiende vedtagen: den forhen omtalte Guldfjeder^[11]. Det var upaatvivleligt Kongens Hensigt – og vi finde Anordninger dertil, som det nedenfor skal vises – at faa alle de tre forskjellige Lovgivninger sammensmeltede til een fælles for det hele Land, naturligviis med de Forbedringer, der maatte vise sig nødvendige. Men dette kunde ikke skee med eet Slag; det maatte bevirkes gradeviis og lempeligt, i det mindste stemmede en saadan sindig og lempelig Fremfærd bedst med Kongens Sind. Først og fremst henvendte han sin Opmerksomhed paa Frostathingsloven, deels, som man maa formode, fordi den gjaldt i Landets fornemste Sed„ deels vel og fordi den i sig selv synes at have været den fuldstændigste af alle tre. Vel foretog han ingen Omredaction af den i og for sig selv, men han foreskrev og fik, som det synes, Tid efter anden, fornemmelig paa Ørething 1244 (Frostathing kunde, som bekjendt, holdes paa Ørethingets Plads i selve Byen) og paa Frostathing 1260 vedtaget flere vigtige og indgribende Forandringer eller Retterbøder, der i egne Afsnit forudskikkedes Lovbogen, ligesom det maaskee og er en Foranstaltning af Haakon, at Lovbogen selv blev afskreven paa ny, og, for at man bedre kunde finde sig til Rette i den, inddeelt i 16 Parter i Stedet for de ældre 8 Bolker^[12]. De vigtigste og mere almindelige Bestemmelser med Hensyn til den verdslige Lovgivning vare de, der vedtoges 1260, og som vi derfor først naar vi komme til denne Tid nærmere ville omtale; i 1244 blev derimod en Christenret – Frostathingets – vedtagen, ej alene for Frostathinget selv, men og, som det synes for hele Norge. Denne var den Frostathings-Christenret, som vi allerede ovenfor, i Anledning af Stridighederne mellem Kong Sverre og Erkebiskop Erik, have omtalt, og som, efter hvad vi der have søgt at vise, enten ganske eller paa det nærmeste har været eenslydende med den før omtalte „Guldsjeder“, eller rettere denne selv, med yderst faa Tilsætninger^[13]. Den indeholder, selv i den Skikkelse, vi kjende den, i det mindste een Bestemmelse, der aabenbart hidrører fra Erkebiskop Eysteins Tid, og kun ved en Forglemmelse synes at være ladet uforandret^[14], medens tillige dens fleste Artikler allerede findes ligelydende optagne i hiint Udkast til en Combination af Frostathings- og Gulathings-Christenretter, som man har kaldt Sverres Christenret, fordi den rimeligviis forelagdes til Antagelse paa Biskopsmødet i Bergen 1190, ligesom man ogsaa der netop finder et Par af de Artikler af „Guldfjeder“, over hvilke Kong Sverre stødte sig, og i hvis Sted han vilde have de ældre Bestemmelser i „Graagaas“ bibeholdte. At det efter Kong Sverres Tid kunde lykkes Erkebiskopperne i Nidaros at faa „Guldfjeder“ om ikke formeligt vedtagen, saa dog stiltiende anerkjendt som gjeldende Lov, var i og for sig ikke saa besynderligt; thi deels maatte Erkjendelsen af, at den ældre Christenret ikke længer passede til de, ogsaa af Lægmand, almindeligt anerkjendte og vedtagne canoniske Regler, være almindelig^[15], og dertil havde Erkebiskopperne lige fra Forliget med Kong Haakon Sverressøn paa det nærmeste kunnet raade sig selv i deres Diøces, fornemmelig under Skules langvarige Regimente i det nordlige Norge, da det var denne alt for meget om at gjøre, at have Erkebiskopperne paa sin Side, til at han ikke skulde have lempet sig efter dem, og lukket Øjnene til at de udstrakte sin Myndighed videre end tilbørligt. Ved Fredens og Rolighedens Gjenoprettelse fandt Kong Haakon derfor vistnok „Guldfjederen“, enten uforandret eller i alle Fald kun med yderst ubetydelige Modificationer, saaledes ved Brugen hævdet i Thrøndelagen, at han, om han end havde villet, neppe engang havde kunnet afskaffe den. Men det er ikke engang rimeligt at han har ønsket eller villet det, thi de Bestemmelser, der stødte Sverre, fordi de i hans Tid vare nye, og fordi man nu engang, opirret som man var, satte Sagen paa Spidsen: disse Bestemmelser havde, efter de paa Haakons Tid herskende Synsmaader, ikke længer saa meget at betyde, og den Tid var heller ikke saa særdeles fjern, da Norges Hierarcher endog fandt dem ikke paa langt nær tilstrækkelige til at sikre Kirken den Frihed og Myndighed, som de meente at den kunde og burde gjøre Fordring paa. Og saaledes er det da vel gaaet til, at Kong Haakon samtykkede i at paabyde, og i den nye Afskrift af Frostathings-Lovbogen at lade indføre en Christenret, der var hverken mere eller mindre end Eysteins „Guldfjeder“ saa godt som uforandret, ja neppe engang med de Forandringer“ i Texten, som allerede ældre Concilbestemmelser eller hævdede Vedtægter synes at maatte have gjort nødvendige^[16]. Ja det synes endog at have været Kongens og Erkebiskoppens Mening at denne Ret, som nys anført, skulde blive Christenret for bøie Riget. Thi deels siges dette udtrykkeligt i en kongelig Retterbod, udstedt i Begyndelsen af det følgende Aarhundrede^[17], deels viser allerede den oven nævnte Combination af Frosta- og Gulathings-Christenretter, som man under Sverre søgte at faa i Stand, at Trangen til en mere almindelig Christenret endog da maa have været følt, ligesom det i sig selv er aabenbart, at Christenretter, der nu vare saa antiqverede, som Gulathingslagens, Oplandenes og Vikens, nødvendigviis, om end intet udtrykkeligt desangaaende var foreskrevet, hyppigt maatte suppleres eller berigtiges efter en mere tidsmæssig Lovgivning, og ingen var da hertil nærmere end Frøstathingsloven, den som allerede gjaldt ved Metropolitan-Sædet. At man for Resten, naar Lovgivningen alligevel skulde revideres, dog ikke, idet man lod Christenretten afskrive i den nye Lovbog, har ladet dette skee med alle de Forbedringer, den allerede havde modtaget, men derimod har bibeholdt den med flere forældede Bestemmelser, lader sig forklare af samme Grund, hvorfor den verdslige Lovgivning ligeledes er bleven gjengiven uforandret: man gav sig ikke Tid til at omredigere Texten, men foretrak at angive Lovsforandringerne i Form af Retterbøder, opregnede i Intimationen, ganske i den Orden, hvori de paa Mødet selv bleve vedtagne: derved faldt de desto bedre i Øjnene, og det stod da enhver, der ejede en Lovbog, selv frit for at anmerke Rettelserne paa de tilhørende Steder i Loven. Nei have vi vistnok ingen saadan Bekjendtgjørelse om Forandringerne i Christenretten, men deels maa det erindres, at Intimationen til Frostathingsloven har et stort Hul, og at saaledes netop de kirkelige Retterbøder kunne høre til det tabte; deels er det heel sandsynligt, at Erkebiskoppen kan have bekjendtgjort de kirkelige Retterbøder særskilt, med en egen Afskrift af Christenretten. Den saakaldte Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds Christenret, eller Frostathings-Christenret, fremstiller os saaledes den kirkelige Lovgivning og de kirkelige Forhold nærmest som de endnu vare paa Erkebiskop Eysteins Tid. Og muligt er det endog, som vi allerede have antydet, at den egentlige Vedtagelse saavel af den, som af den med ny Inddeling forsynede Lovbog allerede hidrører fra Kong Haakon Sverressøns Tid.

Af de Artikler, vedrørende de verdslige Forhold, der forekomme i den Deel af Intimationen til Frostathingsloven, der er samtidig med Lovens nyere Inddeling, og saaledes maaskee henhører til 1244, maaskee endog er meget ældre, er især een merkelig, der vidner om, med hvor mange Vanskeligheder den nye Lagmands-Institution endnu havde at kæmpe^[18]. „Vi have“, siger Kongen^[19], „ofte hørt, at flere, der ere ganske vist skyldige, dog ikke ville indfinde sig hos Lagmanden, skjønt de ere lovligen stevnte, og mange ville ikke bryde sig om Lagmandens Orskurd, naar han har sagt Lov. Vi troede dog i den Hensigt at have indsat Lagmændene og tillagt dem Indtægter af vort eget Gods og vor Fædrenearv, at enhver nu efter St. Olafs Lovgivning og Lagmandens Orskurd skulde ville bringe sin Sag til Ende. Derfor fastsætte vi nu en Bod af tre Mark for hver den, der ikke vil indfinde sig hos Lagmanden, skjønt han er sandskyldig og lovligt stevnt; saa og for dem, der ikke agte Lagmandens Orskurd.“ Formodentlig have de fleste mere anseede Mænd endnu meent, hvad der ogsaa i Førstningen var den beskedne Hensigt med Institutionen, at den egentlig kun var til for at spare den simple og ubemidlede Mand langvarigt Ophold, byrdefulde Rejser og dertil svarende Bekostning. Men det var en uundgaaelig Følge af de statsretlige Principer, der nu søgtes gjorte gjeldende, at Kongens Dommermyndighed, udøvet gjennem hans beskikkede Embedsmænd, udstraktes til alle Undersaatter, bøje og lave. Vi finde derfor ogsaa nu Lagmændenes Stilling at blive mere og mere anseelig, og deres Embeder omsider, i det følgende Aarhundredes Begyndelse, at regnes blandt de fornemste i Landet, saa at Indehaverne endog synes næsten at have været selvskrevne til de højere Rangtitler^[20], medens det derimod tidligere netop synes at have været Principet, at en Lagmand ingen saadan Titel skulde bære, men altid i bogstavelig Forstand kunne kaldes Bonde^[21]: aabenbart fordi lign ikke ved sin højere Rang skulde give de Folk, mellem hvilke han oprindelig var sat til at skifte Sten Anledning til Mistillid; en Betragtning, der senere hen, da hans Jurisdiction udstraktes til alle Klasser, maatte bortfalde^[22].

En anden af disse Artikler er ogsaa ret merkelig, fordi den viser, hvorledes den Loft til at fare som Handelskarl, der nu er saa udbredt i Norge, allerede i hiin Tid havde taget saadan Overhaand, at Kongen ansaa det nødvendigt at sætte Grændser for den ved et særeget Forbud. „Det er os bekjendt“, siger lign, „at intet er vort Rige saaledes til Skade, som den Mislighed, at man ikke kan faa Arbejdsfolk i Herederne, fordi nu alle ville fare i Kjøbferd og ingen arbejde for Bønderne. Vi forbyde derfor strengeligen enhver at fare i Kjøbferd, der ejer mindre Gods end til tre Marks Værdi. Dette Forbud skal gjelde fra Paaske til Michelsmesse hvert Aar, men fra Michelsmesse og hele Vinteren siden fare enhver i Fred med det, Gud bar givet ham, stort eller lidet“. Forbudet synes at gjelde lige saavel Indenlands-Handel som Fart til fremmede Lande^[23].

En Deel Bestemmelser om Audner eller Ødegaarde, opryddede i afsides eller mere højt liggende Egne, saavel som andre Rydningspladse, hvilke nu samtlige underkastedes de sædvanlige communale Byrder og Skatte-Ydelser, vise ikke alene, at ej ubetydelige Strækninger i de senere Tider maa have været opryddede i det nordlige Norge, og Folkemængden følgelig have formeret sig, men for saa vidt det heder, at den, der baade høster Hø og Korn af en Audn eller Ødegaard, skal præstere Leding, seer man heraf, hvorledes Ledings-Præstationen allerede var paa Overgangen fra at være personlig til at blive reel, hvilket ogsaa var en naturlig Følge af den sjeldnere Brug, man gjorde af virkeligt Ledings-Opbud^[24].

Merkeligt er det, at ved flere af de administrative Forholdsregler, som foreskrives eller antydes af Kongen i disse Kundgjørelser, spille endnu „Aarmændene“ en ikke ubetydelig Rolle. Heraf maatte man slutte, at Kongsgaardenes Bestyrere endnu kaldtes Aarmænd, og at de fremdeles ved Siden af Sysselmændene repræsenterede Kongemagten. Men Sagen er formodentlig den, at kun Benævnelsen er bibeholdt fra den ældre Lovgivning, medens Sysselmændene egentlig ere meente. Thi Sysselmændene nævnes slet ikke, uagtet deres Embede paa Kong Haakons Tid allerede længe havde bort blandt de bestaaende Indretninger og derfor nødvendigviis synes at maatte have været nævnt, naar der er Tale om Sagsøgning, Tilsigelse af Rideskyds, o. a. d.^[25].

Til Forebyggelse af Ættedrab maatte det særdeles bidrage, at de Boder, hvormed Drab og Legemsfornærmelser endnu tildeels kunde afsones, enten ikke sattes faa højt, at Vedkommende mistvivlede om at kunne udrede dem og derfor slet intet betalte, eller at Beregningsmaaden og Fordelingen ej var altfor indviklet, da det ellers let kunde hænde at enkelte Medlemmer af Ætten, der troede sig berettigede til at tage Boder, men enten ingen havde faaet, eller fandt at de ej havde faaet nok, i saa Fald ansaa sig berettigede til at tage Hevn paa egen Haand. Det gjaldt saaledes at simplificere de saakaldte Saktal saa meget som muligt. Vi have allerede seet^[26], hvorledes en saadan Simplification synes at være indskudt i den ældre Gulathingslov ved Siden af den ældre, mere indviklede, Beregning. Et senere, endnu simplere indrettet Saktal, beregnet af den af os oftere omtalte Lagmand Bjarne Mardssøn fra Haalogaland, der nævnes mellem Aarene 1198 og 1223, findes, som ovenfor viist, tilføjet Gulathingslagen, hvilket maaskee antyder, at det bar skullet gjelde for det hele Land, da Bjarne Mardssøn som Haalogalænding ellers intet havde med Gulathingslagen at bestille. Ogsaa i Frostathingsloven sees et ældre, mere indviklet Saktal at være ombyttet med et nyere og simplere, der i flere Henseender bar meget tilfælles med hiint^[27]; men da dette nyere dog endnu omtaler „thybaaren Søn“^[28], medens derimod Bjarne Mardssøns Saktal ingen saadanne Reminiscenser fra Trællevæsenet indeholder, maa man dog antage at dette er det yngste, og saaledes, hvad nys antydedes, efter al Rimelighed bestemt til at gjelde for hele Riget. Det synes ogsaa allerede aabenbart at gaa ud paa, at samle den hele Bodspræstation under eet, saaledes at der ej mere er Tale om, at Drabsmandens Frænder skulle umiddelbart udrede en Deel af Boden til lille nær beslægtede Frænder af den dræbte, men at der kun fastsættes en Sum, det være sig 6, 5, 4 eller 3 Mkr. Guld, for hvilken alene Drabsmanden er ansvarlig, og som den Dræbtes Frænder dele med sig efter en bestemt Proportion. Om Drabsmanden selv udreder hele Summen, eller hans Frænder ere ham dermed behjelpelige, bliver da ligegyldigt, eftersom man dog kun har ham at holde sig til. Da Bjarne Mardssøn ej omtales som Lagmand i 1198, men derimod i 1223, da han i denne Egenskab var tilstede paa Rigsmødet i Bergen, bliver det rimeligt, at hans Saktalsberegning nærmest tilhører denne Tid, og at den er skeet efter Kongens og Skule Jarls Foranstaltning. Endog det yngre Saktal i Frostathingsloven maa saaledes hidrøre fra en tidligere Periode.

Det var dog ikke Kong Haakons Hensigt at blive staaende ved de her omtalte Forandringer. Foruden at bringe det hertil, at een fælles Lovgivning gjaldt over hele Riget, var det navnlig hans alvorlige Hensigt, ganske at faa afskaffet det indviklede Ættebods-System, der kun begunstigede Drab og private Fejder, indskrænkende Boden alene til hvad Drabsmanden selv erlagde til den nærmeste Arving, saavel som Thegngildet til Kronen: en Foranstaltning, hvorved Drabssager, i Stedet for, som for, kun at være private, nu paa det nærmeste bleve offentlige, og Begyndelsen saaledes gjordes til et mere ordnet Justitsvæsen. Men en saa gjennemgribende Forandring kunde ikke skee med eet, og Kong Haakon oplevede heller ikke mere end at see en Forberedelse dertil bevirket. Dette skede dog ikke førend i 1260, saa at vi først senere komme til at omtale det. Men man kan ikke tvivle om, at han den hele Mellemtid har været utrætteligt virksom for at bearbejde Gemytterne og bringe de her omhandlede, tidsmæssige Lovsforbedringer til Veje.

Med Hensyn til Gulathinget gjorde Kong Haakon, uvist naar, den Forandring, at Thingstedet henlagdes fra det egentlige Gula, ved Eivindvik Kirke, til Øen Gulø, lidt længer inde i Fjorden, hvor han ogsaa til Thingalmuens Tarv lod opføre en Kirke. Aarsagen til denne Forandring er nu ej faa let at indsee; maaskee Communicationen har været noget bekvemmere, eller at Øen har afgivet bedre Plads^[29]. Kong Haakons Saga giver ham udtrykkeligt det Lov, at ingen af Norges Konger siden St. Olafs Dage styrkede Christendommen som han^[30], og derpaa have vi allerede seet Beviser nok i hans Bestræbelser for at udbrede Christendommen i Finmarken, som overhoved i den Eftergivenhed mod Kirken og dens Tjenere, som han lagde for Dagen i alle Tilfælde, hvor disse ikke vilde gaa Kronens Rettigheder for nær. Saaledes finde vi, at han indstændigt har indskærpet Vikens Beboere at betale deres Tiende ordentligt, efter de gamle Bestemmelser og guddommelige Love, „af al den retmæssige Indtægt, Gud forunder Mennesket i denne Verden, for at man derved kan kjøbe sig den tiende Deel af Himmerige, hvortil Mennesket i Førstningen var skabt, men hvorved det siden blev bortstødt ved Djevelens Tilskyndelse“. I dette Brev indskærpes ogsaa den ordentlige Ydelse af en anden Afgift, som det udtrykkeligt siges at hele Almuen i Viken (der tilføjes dog ikke naar) havde paataget sig. Den bestod i en talt Pening for hvert Kreatur, som man heller vilde have i sin Gaards-Besætning end undvære; de to Trediedele af denne Afgift skulde gaa til St. Olafs Helligdom i Throndhjem, og kaldtes derfor sædvanligviis Olafsskot; den tredie tilfaldt St. Hallvard i Oslo, og kaldtes saaledes Hallvardsskot. Efter al Sandsynlighed er denne Afgift vedtagen under Kong Haakons Regjering og ved hans Foranstaltning^[31].

Det er allerede oftere omtalt, at Kong Haakon lod mange Kirker opføre, og at han navnlig efter den store Ildebrand i Bergen synes at have grebet sig særdeles an i saa Henseende. Han lod nemlig, som Sagaen beretter, opføre Olafskirken med Klostret, Katharina-Kirken ved Sandbro med tilhørende Hospital, og i det mindste paabegynde Allehelgenskirken i Vaagsbunden^[32]. Da alle disse tre Kirker laa i det Strøg, der fortæredes af Branden 1248, og da i det mindste Olafskirken og Allehelgenskirken omtales tidligere, bliver det, som tidligere paapeget, næsten utvivlsomt, at i alle Fald de to sidste Kirker ere blevne et Rov for Luerne, men siden paa Kongens Bekostning opførte, da han havde særegne Hensigter med dem, idet Olafskirken nu blev Kirke for et af de første Minorit- eller Franciscaner-Conventer, der stiftedes i Norge, altsaa ved Kong Haakons egen Foranstaltning, og Allehelgenskirken maaskee allerede strax ved Gjenopførelsen bestemtes til Kirke for et paatænkt, og af Haakons Søn og Eftermand virkelig stiftet Fattighuus. Til Katharinakirken, der vistnok ikke var til før Branden, har der vel været skaffet Plads ved Omreguleringen af Tomterne i Nærheden af Sandbro, hvor Ilden synes at have raset voldsomst. Katharina-Hospitalet, hvortil Kong Haakon – uvist om strax eller paa sit Yderste^[33] – skjenkede hele 240 Maanede-Maters Bol (omtrent $\scriptstyle 66{\frac {2}{3}}$ Marker Bol eller Skud. Tunge), var bestemt for de Spedalske, – en Sygdom, der vistnok allerede i lang Tid havde raset i Norge, men som maaskee nu først havde antaget en saa foruroligende Skikkelse, at der fra den offentlige Veldædigheds Side ansaaes nødvendigt at treffe Forholdsregler, om ikke til dens Udryddelse, saa dog til dens ulykkelige Offeres Pleje. I Tunsberg stiftede Kongen ligeledes et Hospital (St. Stephans), hvortil han skjenkede ikke mindre end 30 Merkers Bol^[34], og et Minoritet- eller Franciscaner-Kloster. Endelig oprettede han et Augustiner- eller maaskee Præmonstratenser-Kloster, indviet Jomfru Maria, i det smukke, skovrige Dragsmark i Lanehered i Elvesyssel, ogsaa kaldet Marieskogs-Kloster, og funderede det med 50 Merkers Bol; til dets Kirke benyttedes, uvist hvorfor, den allerede i Tunsberg ved Franciscanerklosteret opførte eller paabegyndte Bygning, hvis Materiale saaledes maa være flyttet over Folden til det nye Kloster-Anlæg^[35]. Der tales og om, at Franciscanerklostret i Kongehelle oprettedes under Haakons Regjeringstid, men da intet sikkert derom berettes, faar det staa ved sit Værd. Foruden disse mere storartede Kirke- og Kloster-Anlæg lod han ogsaa den store, prægtige Kirke opføre paa Agvaldsnes, hvoraf der endnu er Levninger tilbage, der vise dens fordums Pragt. Denne, saavel som de tre oven nævnte Hospitalskirker, regnedes siden blandt de kongelige Kapeller, hvortil den før omtalte Apostelkirke i Bergen, og rimeligviis Mariekirken i Oslo, saavel som Tromsø Kirke allerede hørte. Tiden for disse Bygningsarbejder kan vistnok ikke nøjagtigt angives; imidlertid bliver det dog efter det foranførte temmelig vist, at de for Bergen falde strax efter Branden 1248, naar man undtager Apostelkirken, der allerede tidligere tilligemed Kongsgaarden var opført og indviet, og for Tunsberg deels efter Branden i samme Aar, deels og især efter den nye store Ildebrand i 1258.

Det synes ogsaa for en stor Deel at kunne tilskrives Kongens Indflydelse og Anseelse, at det oftere omtalte Nidarholms Kloster, der ved Abbed Bjørns uforsvarlige Ferd var bragt sin Undergang nær, blev frelst og reformeret. Vi have seet, hvorledes Munkene, hvilke Erkebiskop Sigurd vilde udjage, henvendte sig til Cardinal Villjam om Hjelp, og at denne raadede dem at anraabe Paven selv om at staa dem bi, og sende en kyndig Mand, der kunde reformere deres Kloster og undervise dem hedre. De fulgte hans Raad, og Abbeden selv, ledsaget af Prioren, begave sig til Curien, forsynede med Anbefaling saavel fra Cardinalen som fra Kongen. Paven viste sig naadig mod dem, og bød dem selv udvælge sig en Reformator. Efter en Dags Betænkning og Raadslagning med andre erfarne Mænd nævnte de for Paven, som den der efter deres Mening var mest skikket til dette Hverv, den oftere omtalte Matthæus af Paris, Munk i St. Albans Kloster i England, da for det første, som de sagde, ingen Klostre af deres Orden var i bedre Skik end de engelske, og af disse igjen intet fortrinligere end St. Albans Kloster; og for det andet Matthæus selv var en særdeles god Bekjendt og Ven af Kongen, der af den Grund maaskee lettere vilde være at formaa til, naar det behøvedes, at anvende sin Magt til at tæmme Gjenstridige. Man maa formode at dette Valg af Matthæus allerede før Udrejsen har været aftalt mellem Kongen og Abbeden. Paven samtykkede i Valget, og udfærdigede strax en Skrivelse til Abbeden i St. Albans om at han skulde afgive Matthæus til denne Sendelse. Dette skede; Matthæus tom til Norge, og udførte heldigt sit Hverv. Men da dette netop, som vi tidligere have seet, skede i 1248, hvor Matthæus var Øjevidne til Bergens Brand, og da vi ligeledes erfare, at han medbragte Breve og Hilsener fra den franske Konge til Kong Haakon, er det aabenbart, at Matthæus selv samtidigt med Gesandterne maa have været i Frankrige, og rimeligviis saavel ved Pavehoffet i Lyon, som ved Kong Ludvigs Hof. Det er ogsaa i sig selv højst sandsynligt, at Abbeden og Prioren have lagt Vejen til Pavehoffet over England, for at raadslaa med Matthæus, der allerede et Par Aar forud havde gjort dem en saa væsentlig Tjeneste ved at faa Bjørns Pantebreve ud af de Koværtskes Klør, og at han med sin Abbeds Samtykke har gjort Følge med dem til Lyon, for at hjelpe dem ved sin Indflydelse og sine gode Raad. Denne gode Bistand havde de saaledes middelbart især Kongen at takke, thi han virkede baade paa Cardinalen, paa Matthæus, og paa Paven selv. Hvor længe Matthæus opholdt sig i Norge, vides ej, men det synes ikke at kunne have været i saa særdeles kort Tid. Da han var Vidne til Ildebranden i Bergen, var han aabenbart nylig ankommen, og maa senere have begivet sig til Nidaros. Hans Ophold i Norge og nøjagtige Optegnelser om hvad han hørte og saa, skulde vi de mange højst vigtige Oplysninger, Norge vedkommende, der findes i hans fortrinlige Verk over Samtidens Historie^[36].

Naar man læser om al denne Liberalitet mod og Omhyggelighed for Kirken og dens Tjenere, som Haakon lagde for Dagen, begriber man nok at han maatte være særdeles undet af Paven, om denne end ikke havde haft særegne Grunde til at bevare hans Venskab. Dette Venskab vedligeholdt sig ogsaa uforandret, saa længe Innocentius levede, ja fortsattes endog under Innocentius’s Eftermand Alexander den 4de (Rainald, Cardinalbiskop af Ostia), og det uagtet der fremdeles var Tale om Korstog, som Haakon skulde foretage, men aldrig udførte, skjønt det dog synes, som om Kong Haakon paany har givet et Tilsagn om personligen at begive sig til det hellige Land. Vi stode nemlig atter paa et Beskyttelsesbrev, som Pave Innocentius den 12te December 1252 fra Perugia (han var i 1251 atter vendt tilbage til Italien) udstedte for Kong Haakon med Hustru, Familie, Rige og Gods, medens han var fraværende paa det Korstog, hvorved han „til det hellige Lands Frelse ej alene vilde forlade sit Fædreland men ogsaa udsætte sin egen Person“. Efter almindelig Sædvane overdrog Paven ved en samtidig Skrivelse nogle anseede Prælater i Kongens Rige, denne Gang Erkebiskoppen af Nidaros saavel som Biskopperne af Oslo og Bergen, at see denne Beskyttelse vel overholdt, og uden Persons Anseelse at anvende Excommunications- og Interdicts-Straf mod dem, der under Kongens Fravær vovede at forulempe hans Rige eller Gods. Det klinger mildest talt forunderligt, i denne Skrivelse at see Kongen omtalt af Paven som „saa ædel, saa herlig, hvis Forfædre Kirken glæde sig over altid at have kunnet tælle blandt sine hengivne Tilhængere“^[37]. At disse Breve bleve udstedte under og i Anledning af den efter Erkebiskop Sigurds Død til hans Eftermand udnævnte Sørles Ophold i Rom, er tydeligt nok, men hvad der har fremkaldt dem, om Kongen var anmodet Sørle om at tilvejebringe dem, eller om de kun betragtedes som Høflighedsbeviser fra Pavens Side, er vanskeligt at sige. Det sidste skulde man næsten formode, naar man seer hen til, at Paven faa Uger i Forvejen (18de November 1252) ved en anden Skrivelse, paa Kongens Ben havde givet sit Samtykke til, at „de Folk, der kaldtes Sambiterne“, maatte, hvis de ved Daaben indlemmedes i Christendommen, blive hans Herredømme underkastede saafremt Andre ikke allerede havde erhvervet Net over dem^[38]. Disse „Sambiter“ ere Indbyggerne af Samland, den fornemste Provinds i det gamle Preussen^[39], og Hedendommens samt Uafhængighedens mest haardnakkede Forsvarere mod de tydske Riddere. De Opraab, der fra Pavestolen udgik til de Troende om at staa Ridderne bi, havde ogsaa naaet Norge. I Aaret 1243, medens Legaten Villjam, dengang ikke endnu Cardinal, opholdt sig i Preussen, befalede Pave Innocentius, ved en Skrivelse fra Anagni, af 1ste October, Priorerne og Brødrene af Prædike- eller Dominicaner-Ordenen paa hans egne Vegne at tilsikre alle dem i Kongeriget Bøhmen, Erkebiskopsdømmerne Magdeburg og Bremen, Biskopsdømmerne Regensburg, Passau, Halberstadt, Hildesheim og Verden, samt i Danmark, Polen, Pommern, Gotland, Norge og Sverige, der maatte tage Korset for at staa de Christne i Lifland og Preussen bi, samme Indulgens og samme apostoliske Protection, som ellers var tilstaaet dem, der droge til Jerusalem^[40]. Et Korstog mod Preusserne blev saaledes da virkelig paa en vis Maade prædiket i Norge. Men af hvad vi tidligere berettede, synes det ikke rimeligt, at Kong Haakon dengang har lyttet dertil. Derimod er det ikke usandsynligt, at Cardinal Villjam, der havde tilbragt saa mange Aar i Lifland og Preussen, der selv saa at sige havde været med at skabe den preussiske Kirke, og derfor tog den inderligste Deel i dens Fremgang, under sin Nærværelse i Norge har bragt disse Anliggender paa Bane, opmuntret Haakon til at staa Ridderne bi, mindet ham om den tidligere Tilladelse, Pave Gregorius havde givet ham til at bekrige sit Lands hedenske Naboer i Stedet for at drage til det hellige Land, og maaskee endog aabnet ham Udsigt til at erhverve Besiddelser hiinsides Østersøen, ligesom de Danske havde erhvervet Besiddelser i Estland. Haakon kan maaskee have lyttet hertil, ligesom han og lyttede til Kejser Frederiks Tilbud om Skytsherredømmet over Lübeck, saa meget mere, som det uvenskabelige Forhold, hvori han stod til Danmark, kan have ladet ham ansee et fast Tilhold paa Østersøens Sydside som et ønskeligt Støttepunkt for Krigs-Operationer. Samland var endnu u-undertvunget, og hvis det lykkedes ham at overvinde dets stridbare Beboere og tvinge dem til at antage Christendommen, kunde han vel ogsaa vente at faa en Deel af deres Land anviist sig til Ejendom. I anden Halvdeel af Aaret 1252 havde Ridderne netop besluttet at gjøre Hoved-Angreb paa Samland^[41]. Det er derfor i sig selv højst sandsynligt, at de have forespurgt sig hos Kong Haakon, om han vilde komme dem til Hjelp, og at han har givet et betinget Løfte herom, samt at han for det Tilfælde at et saadant Tog fra hans Side kom i Stand, foreløbigt har ladet sig det, han maatte kunne erobre, overdrage af Paven. Under den Mangel paa offentlige Aktstykker fra disse Tider, som desværre hersker i Norges Historie, kan man ikke vide, hvad Brevvexling herom der kan have været i Gang. Hvo veed, om ikke det store Tog til Danmark, han udrustede i 1253, ogsaa, om det var kommet i Stand, og han med en Flaade havde viist sig i de danske Farvande, vilde have gjeldt Samland? Men den Fredsmegling, Byrge Jarl tilvejebragte, og som medførte en fuldkommen Indstilling af alle Krigsforetagender for Øjeblikket, maatte ogsaa lade en mulig Plan til at bekrige Preusserne gaa overstyr. Ridderne havde desuden om Vintren 1252–53 allerede gjort et Tog til Samland, der løb saa uheldigt af, at man neppe den paafølgende Sommer kunde have Lyst til at gjentage det^[42]. Paven befalede nu Prædikebrødrene paany at prædike Korset mod Hedningerne i Lifland og Preussen, og rimeligviis er dette da ogsaa skeet i Norge, uden at der erfares noget om, at en eneste Nordmand tog Korset^[43]. Derimod gjorde, som bekjendt, Kong Ottokar af Bøhmen med flere andre Fyrster i Aaret 1255 et Korstog ind i Samland, hvis Indbyggere, bukkende under for Overmagten, ganske maatte falde til Fode og lade sig døbe^[44]. Da var imidlertid Pave Innocentius død. Hans Eftermand, Alexander den 4de, lod Dominicanerne endnu engang prædike Korstog i Tydskland og hele Norden, før at de øvrige, endnu ikke undertvungne Dele af det gamle Preusserland kunde betvinges og Indbyggerne christnes, men der nævnes intet om, at nogen Nordmand tog Korset^[45]. Derimod see vi, at da Pave Alexander, for ret at overvælde Hohenstauferne, og navnlig den talentfulde Manfred af Tarent, der efter Kong Konrads Død opretholdt Ættens Magt i Nedre-Italien, bestemte at Korstogsløfter til det hellige Land kunde fyldestgjøres, naar man i dets Sted drog til Neapel og Sicilien for at bekrige Manfred eller overhoved at staa den engelske Kongesøn Edmund bi, hvilken allerede Pave Innocentius havde overdraget begge Siciliernes Krone. Han henvendte sig i saa Henseende særskilt til Kong Haakon, og overdrog Erkebiskoppen af Canterbury saavel som sin Capellan og Fuldmægtig, Subdiaconen Rostand, højtideligt at fritage saavel Kongen, som alle andre, der i Norge maatte have taget Korset, fra deres Løfte om at drage til Jorsaleland, naar de i Stedet derfor ledsagede den engelske Konge paa hans forehavende Tog til Sicilien^[46]. Af dette Tog blev der intet, og Haakon, som vist ikke under nogen Omstændighed havde ladet sig bevæge til den Uklogskab at deeltage deri, aller mindst mod sin Ven Kejser Frederiks Søn, slap saaledes for en udtrykkelig Vægring, medens Skylden for Udsættelsen og omsider den hele Mund Gaaen overstyr kun faldt paa den engelske Konge. Om videre Forhandlinger i Anledning af Kong Haakons Korstogsløfter tales der ikke. Sandsynligviis er Sagen nu ganske bleven stillet i Bero. Det vilde ogsaa have været til ubodelig Skade for Landet, om Kong Haakon var bleven bortreven fra sin utrættelige Virksomhed til Landets ydre Hæder og indre Velvære, for fjernt fra Norge at føre en Riget selv uvedkommende Kamp, der neppe engang, om den var heldig og hæderlig, vilde have efterladt synderlige Spor, hvad enten den førtes mod Vantroende eller andre fremmede Nationer.

Medens Kong Haakon med en forstandig Liberalitet tog sig af Kirken og dens Forherligelse, sørgede han ikke mindre for at omgive Kongedømmet med ydre Pragt, og for allehaande andre Foretagender, der sigtede enten til Rigets Sikkerhed eller til Næringsvejenes og anden nyttig Virksomheds Ophjelpelse. Især synes hans Opmerksomhed at have været henvendt paa Viken, hvis Vigtighed som Rigets srugtbareste og bedst befolkede Landskab maatte være indlysende. Han lod saaledes, fortælles der, mange øde Øer i Viken opbygge; blandt dem nævnes udtrykkeligt Ekerøerne ved Indløbet til Gøta-Elvens søndre Arm, hvilke han lod oprydde, bebygge og forsyne med en Trækirke; Gulløen, en nu med Hisingen landfast Ø omtrent lige overfor Kongehelle^[47], og endelig Marstrand^[48]. Sandsynligviis var det hans Agt, at oprette Kjøbstæder i det mindste paa Ekerøerne og ved Marstrand; men kun det sidste Kjøbstadsanlæg har haft Varighed: Marstrand er endnu en ret blomstrende By, medens Anlægget paa Ekerøerne ikke har kunnet hæve sig videre end til at blive et lidet Strandsted, navnlig ved Kalvsund, mellem den egentlige Ekerø og Bjørkø. Alle disse Bestræbelser for Vikens Opkomst synes man nærmest at maatte henføre til Aarene mellem 1248 og 1258, da Kongen opholdt sig saa hyppigt i Viken i Anledning af de svenske og danske Anliggender, og netop, som vi erfare, oftere laa med sin Flaade ved Ekerøerne. Til denne Tid maa man ogsaa henføre flere vigtige Befæstnings-Anlæg, han foretog i Viken, hvor det gjaldt at sikre sig mod Overfald ej alene af de Danske, men og, da Nordmændene, som vi have seet, ej vare saa ganske fornøjede med Byrge Jarls Holdning, mod de Svenske, for det Tilfælde at Jarlen skulde finde sin Regning ved at tage Danmarks Parti. Det gjaldt fornemmelig at have en Borg, der tillige kunde tjene som Grændsefæstning ved Kongehelle, hvilken nu i lang Tid ikke havde været beskyttet af nogen Borg, siden Kastellet i Byen selv var blevet forandret til et Kloster. Kong Haakon lod opbygge en Borg paa den lille Ragnhildarholm i Elven lige ud for Byen^[49]. Man seer, at den var færdigbygget før 1257. Ruinerne af denne Borg vise, at den var af Steen, og maaskee omgiven med Volde og Grave. I Tunsberg gjorde han betydelige Befæstnings-Anlæg. Han lod hele Bjerget bebygge, og forsyne med en Ringmuur, over hvis Porte der anbragtes Kasteller, navnlig det saakaldte Gautekastell over Danekleven^[50]. Ogsaa Valdensholmen, Arnbjørn Jonssøns forrige Borg, lod han, efter en enkelt Beretning, bebygge, det vil sige befæste i en mere udvidet Maalestok^[51]. Fremdeles lod han i Oslo opføre en Borg paa Vaakeberg, hvortil han ogsaa lod henflytte Nikolaikirke, der endnu i 1240, da Kongen kæmpede med Hertug Skule, stod i den søndre Deel af Byen, ikke langt fra Geitebroen, ved Sammenstødet af Østre-Stræde og Øre-Strædet^[52]. Kastellet paa Holmen i Mjøsen, ved Ringsaker, bar allerede, som det er viist, tidligere opført, øjensynligt for at skaffe Kongens Mænd et fast Punkt, hvorfra de kunde holde Opsigt med den daværende, Skule Jarl hengivne, Biskop Paal i Hamar, saavel som overhoved med Jarlens hemmelige eller aabenbare Tilhængere paa Oplandene. Den var altsaa nu, efter Borgerkrigenes Ophør, mindre nødvendig, men sees dog en Tidlang at have været vedligeholdt, og anvendt som Statsfængsel – en Anvendelse, hvortil ogsaa de øvrige oven nævnte Befæstninger brugtes^[53]. Til Ophjelpelse af Tunsbergs Skibsfart lod Kong Haakon Skeljasteinsgrunden (nu Piren) mellem Fastlandet og Nøterø udgrave, saa at man kunde sejle der med hele Kogger, medens man forhen neppe kunde komme igjennem med Smaabaade. Canalen blev senere desværre ej vedligeholdt, saa at Sundet nu er lige saa ufarbart som før, og Jarlsø (Jersø), strax østenfor, maa tjene til Havn for de Skibe, der skulle anløbe Tunsberg og ej ville gaa heelt uden om Tjømø. Da man i Beretningen om Kong Haakons og hans Mænds Sejladser paa denne Kant ej finder Jarlsø omtalt efter 1240, men derimod erfarer, at Skibe gik til eller fra Tunsberg østover Folden ved 1253, synes hiin Udgravning af Skibsløbet at maatte være foretagen i Mellemtiden. Ligeledes forskjønnede Kongen Tunsberg ved at lade en Kongsgaard opføre i Nærheden af Laurentii Kirke, altsaa ved Foden af Slotsbjerget. Kongsgaarden i Oslo, der var nedbrændt i Ildebranden 1223, havde Kongen, som det tidligere er viist, strax efter ladet gjenopbygge, saa at den rimeligviis var næsten allerede færdig i 1228^[54].

Der var ikke saa megen Anledning til Udførelse af offentlige Arbejder i den nordlige Deel af Landet. Her var Trangen til Befæstninger ej saa stor, og hvad Throndhjem angaar, da havde dette en lang Tid været udenfor Kongens umiddelbare Bestyrelse. Dog nævnes det, at han lod indrette et Virke ved Agdenes tilligemed Bryggekar: Meningen heraf er vel den, at han lod de Arbejder udbedre og maaskee udvide, som Kong Eystein Magnussøn allerede for henved halvandet Aarhundrede tilbage havde ladet udføre^[55]; og bed Nidaros lod han Sverresborgen paa Steenbjergene, der havde ligget i Ruiner siden Baglerne ødelagde den i 1197, paany opføre med de nødvendige Huse og en Ringmuur. Ligeledes forsynede han Kongsgaarden med en Hall af Træ saavel som et Capell. Hans Arbejder til Bergens Forskjønnelse og Befæstning tilhøre, som vi allerede have viist, især den tidligere Deel af hans Regjering, navnlig Fredsaarene fra 1227–1231. Her lod han Sverres Borg, der i 1207 var nedreven af Baglerne, opføre paany. Den var, som vi ovenfor have seet, allerede færdig i 1232, siden man da kunde anvende den til Fængsel for Jon Jarls Drabsmænd; siden ødelagdes den igjen ved Ildebranden 1248, men opførtes prægtigere end forhen, med dobbelt Muur, Vigskaard og en Yderborg. Kongsgaarden, som han ogsaa lod ombygge af Steen, og forsynede med to smukke Steenhaller, blev, som man maa antage, ikke fuldstændigt færdig førend omkring 1250, siden den nye Apostelkirke, dens Capell, ej blev indviet førend i 1247, og Gaardens daværende Bygninger ikke afgave Plads nok til det store Kronings-Gjestebud. Dette hindrer vel ikke, at en Deel af Bygningen tidligere kan have været beboelig, men da vi vide, at allerede Kong Inge havde ladet Kongsgaarden, rimeligviis af Træ, opføre efter Ødelæggelsen i 1207, er det dog sandsynligst, at det kun er denne som menes, naar der er Tale om Kongsgaarden i Bergen før 1247. Den fuldfærdige Kongsgaard var omgiven med en Steenmuur, og forsynet med Kasteller over begge Porte^[56]. Den nye Apostelkirke, der rimeligviis opførtes paa samme Sted hvor den forrige havde staaet, var ligeledes af Steen, som det udtrykkeligt angives. Alle disse nye, betydelige Bygnings-Anlæg i Christkirkens Nærhed maa have givet denne Deel af Byen, især fra Søen af, et prægtigt Udseende, saa at enhver Fremmed, der nærmede sig, strax maatte faa en Forestilling om, at han kom til en kongelig Residens.

Endelig drog Kongen Omsorg for at gjøre de Rejser, han selv og hans Efterkommere maatte foretage til Lands mellem Viken og Thrøndelagen – saa godt som de eneste Landrejser, hvorom der i den Tid kunde være Tale – lettere og bekvemmere ved at indrette gode Qvarterer og Vejtslehaller paa Kongsgaardene i passende Afstande. Hvor Kirker ej fandtes lige i Nærheden, blev der da heller ikke glemt at bygge Capeller ved Siden af Vejtslehallerne. Saaledes byggedes een Vejtslehall paa Husebø i Skaun (Stange) paa Hedemarken; den næste paa Ringsaker, den tredie paa Vidheim i Øyer, den fjerde paa Steig i Fron, den femte paa Hov i Breidebygden, den sjette, med tilhørende Capell, paa Thofte i Dovre, og den syvende, ligeledes med tilhørende Capell, paa Liv i Opdal, hvilken Gaard, der hidtil ej havde været Kongsgaard, han i dette Øjemed tilkjøbte sig^[57]. Disse Qvarterer kunde sandsynligviis benyttes af hans Mænd, naar de rejste i hans Erende, ja hvo veed, om ikke ogsaa andre Rejsende kunde tage ind og mod passende Betaling faa den nødvendige Fortæring og Pleje der; i det mindste heder det om Hov i Breiden, at Kongen lagde Jordegods dertil, hvilket halv om halv antyder at dette betragtedes som en Art af Stiftelse eller almeennyttig Indretning^[58].

1. Om Dyrtiden er der ovenfor talt, S. 44, 72, 73.
2. De islandske Annaler, ved 1249.
3. Stedet, hvor denne Ødelæggelse foregik, kaldes Raudsvoll; det maa vel have været et Steds i Nærheden af Elven.
4. Matthæus Paris. S. 504 nævner udtrykkeligt „in tribus principalibus civitatibus“, og da han paa den Tid var i Norge, maa han vel vide Besked derom. Da nu Nidaros aabenbart var mere „principal“ end Oslo, synes det, som om hiin er meent. Denne Ildebrand kunde da maaskee og staa i Forbindelse med den Udvidelse.af Christkirken, som fandt Sted 1248, se nedenfor.
5. Sturlnnga Saga, VIII. 5. Saml. til det norske Folks Historie I. 317.
6. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 260. Dette Sted har i alle hidtil leverede Oversættelser af Haakon Haakonssøns Saga været misforstaaet. Der staar „al Byen var brændt indenfor Sandbro, „fyrir útan“ (d. e. med Undtagelse af) nogle Huse ude ved Vaagsbunden“. Ordene „fyrir útan“ har man taget som om de stode i Modsætning til det nys foregaaede „indenfor“, og oversat saaledes: „Byen var brændt indenfor Sandbro; udenfor denne nogle Huse i Vaagsbunden“. Derved faar man ud, at Vaagsbunden skulde være udenfor Sandbro (!)
7. De Kirker, der laa paa Østsiden af Vaagen, samt i Vaagsbunden, vare ved Kong Haakons Død, Allehelgens og Katharina Kirker iberegnede, 12; af disse tvende sidste Hospitalskirker veed man dog at Allehelgenskirken allerede existerede paa Sverres Tid, og kun efter Gjenopbyggelsen blev sat i Forbindelse med et Hospital. Det samme var aabenbart Tilfældet med Olafskirken, der tidligere var en almindelig Sognekirke, men af Kong Haakon gjenopbyggedes og sattes i Forbindelse med et Franciscanerkloster. At flere af Kirkerne fortæredes eller i det mindste skadedes i Branden, er aabenbart: det siges udtrykkeligt om Peterskirken og Mariekirken, og ligeledes kan det skjønnes at Olafskirken ødelagdes. Thi naar Matthæus siger at de 4 Klostre skaanedes, kan han ikke mene andre end Munkeliv, Jonsklostret, Dominicanerklostret og Nonneseter; at han tilsammen kalder dem religiosorum domus, uagtet eet var Nonnekloster, gjør intet til Sagen og er kun en sædvanlig latinsk Talebrug, hvor Ord af flere Kjøn nævnes under eet. Disse fire Klostre laa netop udenfor Ildebrandens Omraade, hvilket ej var Tilfældet med Olafskirken: hvis denne havde haft noget Kloster, der fortæredes, vilde dette sikkert have været særskilt omtalt; og omvendt, havde den haft et Kloster, der frelstes, vilde der have været Tale om fem, ej om fire religiosorum domus. Alt dette viser, at Franciscanerklostret ikke var til i 1248, men at Olafskirken var en af hine 11 Sognekirker, og at den maa være bleven fortæret i Branden, siden Kong Haakon lod den opføre igjen: ja dette er just Nøglen til at forklare den tilsyneladende Modsigelse, at Olafskirken allerede omtales paa Sverres Tid, medens det dog udtrykkeligt heder, at Kong Haakon lod den bygge. Her have vi saaledes et bestemt Datum for det tidligst mulige Tidspunkt, da Minoriterklostret kan have været oprettet.
8. Matth. l. c., saavel som Sagaen l. c. Sagaen sætter dette Tordenvejr nogle faa Dage efter Branden; Matthæus, som Øjevidne, maa vel foretrækkes, naar han sætter det til næste Dag. De faa ubetydelige Afvigelser mellem Matthæus og Sagaen, der saa let kunne forklares af den Forskjellighed, der altid opstaar i Beretningen om deslige Begivenheder, hvor Forvirring og Forfærdelse er almindelig, kan dog ikke svække Troværdigheden hos nogen af Parterne; tvert imod er det endog beundringsværdigt, hvor samstemmende begge, indbyrdes uafhængigt og til forskjellige Tider nedskrevne, Beretninger ere. Matthæus bemerker, at der samme Aar ogsaa var Ildebrand paa flere andre Steder i Europa, idet nemlig Domkirken i Køln („der er ligesom Moder til og Matrone for alle Tydsklands Kirker“) flere Byer og Borge i Frankrige og i Nordmandie, og i England Størstedelen af Newcastle blev Rov for Luerne. Ved at fortælle om Ulykken, som Ilden anrettede paa det engelske Skib ved Bergen, tillægger han, at Kongen, saa snart han fik den at vide, af Kjærlighed til ham selv (Matthæus) lod Skibet faa en bedre og større Mast. Heraf skulde man næsten formode, at det var det samme Skib, med hvilket Matthæus var ankommen til Bergen.
9. De islandske Annaler.
10. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 296.
11. Se ovenf. III. S. 247.
12. Af det Foregaaende vil det sees, at der ej kan være Tale om Lovforbedringer i Throndhjem førend efter Hertug Skules Død: tidligere end 1240 kunne saaledes ingen Forhandlinger derom sættes. Net erfare vi, som det nedenfor paa sit Sted nærmere skal vises, af Haakon Haakonssøns Saga Cap. 303, sammenholdt med Haakonarbok Cap. 9 og Cap. 20, at Kong Haakon i 1260 var tilstede paa det egentlige Frostathing, og at han da fik flere vigtige Lovbestemmelser vedtagne, navnlig Kongearven og de Retterbøder, der anføres saavel i Haakonarbok Cap. 20, som endnu fuldstændigere i den første Deel (indtil Lacunen Cap. 13) af Intimationen til den egentlige Frostathingslov. Men derhos seer man af Retterboden af 14de Sept. 1327 (N. gl. L. III. 153), at Kongen enedes med Erkebiskop Sigurd om at paabyde en Christenret, der ej kan være nogen anden end Frostathings Christenret (se ogsaa Keysers Kirkehistorie I. S. 394), ligesom Intimationen til Frostathingsloven i Cap. 22 efter Lacunen omtaler en Forsamling paa Ørething, hvor de fra Lacunen indtil hiint Cap. anførte Bestemmelser siges at være blevne oplæste og vedtagne. Da nu det ovenfor omtalte Møde, der nævnes for Lacunen, i Sagaen udtrykkeligt siges at have været holdt paa selve Frostathing mangen drog „ind til Frostathing“), saa seer man, at der her i Indledningen er Tale om tvende Møder til forskjellige Tider, og at en nærmere Omtale eller Ankyndigelse af Mødet paa Ørething maa have existeret i det tabte Stokke af Intimationen. Nu er det vistnok, som det nedenfor skal vises, muligt, ja endog sandsynligt, at dette Møde, og Lovbogens nye Inddeling allerede er at henføre til Kong Haakon Sverressøn. Men da man intet med Vished veed derom, er det sør det første sikrere at henføre det til Haakon Haakonssøn, og i saa Fald bliver det rimeligt, at dette Mode da ogsaa er det samme, paa hvilket Christenretten, der selv udgjør 2 af disse Parter, vedtoges, altsaa hvor Erkebiskop Sigurd har været tilstede, og som, uagtet det indtraf meget tidligere end hiint, ved hvilket Erkebiskop Einar udtrykkeligt nævnes, dog i Intimationen selv omtales senere, af den simple Grund, at det Parti af Intimationen, som henhører dertil, har dannet Begyndelsen til de før 1260 existerende Afskrifter af Loven, medens Retterbøderne paa Mødet 1260 med dertil hørende Indledning senere ere blevne vedføjede i Spidsen (som man altid seer var Tilfældet med slige Thingbeslutninger) enten, i de ældre Afskrifter, paa løse eller senere tilheftede Blade, eller, i senere Afskrifter, som en Deel af selve Texten. Ligesom der altsaa foran i den nuværende Intimation staar, eller rettere skulde staa: „disse Bestemmelser bleve vedtagne paa Frostathing ved vor Søn Magnus’s, Erkebiskop Einars o. s. v. Samtykke“, saaledes kan der maaskee etsteds i det bortfaldne have staaet: „Følgende Bestemmelser bleve vedtagne paa Ørething med Erkebiskop Sigurds (maaskee ogsaa Knut Jarls) og fleres Samtykke“. Undersøge vi nu, hvilke Sommere mellem 1240 og Erkebiskop Sigurds Død 1252 Kong Haakon tilbragte i Throndhjem, saa at han kunde overvære Frosta- eller Ørething, da faa vi kun 1244. Dette passer og godt dermed, at Christenretten endnu paabyder Jærnbyrd, der afskaffedes af Cardinal Villjam 1247. Om Aaret 1244 i det mindste for Christenrettens højtidelige Vedtagelse kan der saaledes neppe være nogen Tvivl.
13. Se ovenfor III. S. 247„ 248, jvfr. 263–266.
14. Dette er Bestemmelsen i II. 10 „om Blodsudgydelse i Christkirken, Mariekirken eller deres Kirkegaard“, der, som ovenfor IV. 248 viist, hentyder paa en Tid, da Christkirken og Mariekirken endnu stode paa samme Kirkegaard, hvilket ogsaa i den saakaldte Sverres Christenret med større Omtanke er rettet til „Christkirkegaarden“ alene.
15. Vi kjende vistnok ikke den ældste Frostathings Christenret, men have al Grund til at antage, at den i det væsentlige har lignet de øvrige ældre Christenretter.
16. Hvor ubetydelige Forandringerne maa have været, sees ikke alene af den ovenfor paapegede Omstændighed, at den ældre, allerede af Erkebiskop Eystein nedrevne, Mariekirke omtales II. 10 som endnu staaende, men tillige af III. 1., hvor de forbudne Slægtskabsgrader i Egteskab regnes til 6te Led paa begge Sider fra Syskende at regne, uagtet, som ovenfor paapeget, Forbudet allerede paa den lateranske Forsamling 1210 indskrænkedes til 4de Led inclusive fra Syskende. Derimod findes ej alene i denne Christenret, men ogsaa i den saakaldte Sverres Christenret, den Indskrænkning af Altergangen for Lægfolk til i det mindste een Gang om Aaret, i Paasken, der indeholdes i de samme Lateranstatuter § 21 (Decr. Greg. V. 38); dette maa da igjen være indført efter 1215. En anden virkelig Forandring, man kan spore, er den for omtalte i II. 18, hvor den endnu i Sverres Christenret Cap. 35 paabudne Vidreldes-Tiende (af tillagt Fæ) forandres til Ydelsen af den Ost, der lades af al den Fredagen før St. Hansdag faldende Melk: men denne Forandring, der sandsynligviis er skeet i Mellemtiden mellem 1190 og 1244, er og udtrykkeligt paapeget ganske saaledes som om en Marginalrettelse her havde fundet Sted i Original-Exemplaret. (At Jærnbyrd, afskaffet af Cardinal Villjam 1247, ligeledes omtales som brugelig, kan her ej komme i Betragtning, da Loven selv, som ovenfor viist, maa være vedtagen senest 1244, altsaa for Cardinalens Ankomst til Norge). Alt tyder saaledes virkelig hen paa, at man uden videre har vedtaget det meste saaledes, som det forefandtes, og ladet det indføre i den nye Lovbog, uden endog at have givet sig Tid til at anbringe alle de Forandringer, der dog allerede ved Concilbeslutninger eller paa andre Maader vare skede. Tog hiint Original-Exemplar synes da ganske vist at maatte have været „Guldfjeder“. Om Forandringerne havde været end større og hyppigere, end de nu vise sig at være, vilde de dog med største Lethed have knurret anbringes i Form af Marginal-Rettelser. Men en anden Sag er (se nedenfor) at denne Christenrets Optagelse i Lovbogen samt Lovbogens Fordeling i Parter maaskee kan skrive sig fra Kong Haakon Sverressøns Dage.
17. Se den før omtalte Retterbod, udstedt i Kong Magnus Erikssøns Navn 14de Septbr. 1327: „at den Christenret, som den værdige Herre Kong Haakon den gamle, vor Farfader, og Hr. Sigurd, Erkebiskop i Nidaros, med de bedste Mænds Raad og Samtykke, som dengang vare i Riget forordnede at skulle gjelde („over hele Norge“, tilføjer en Codex udtrykkeligt) „den skal nu gjelde alle Mand imellem“. Tidligere omtales denne Christenret baade i Retterbod af 14de Mai 1290 og i en anden af 28de Juli 1316 som den „gamle, forhen gjeldende“, og det virkelig, som det lader, for hele Riget.
18. Det forstaar sig af sig selv, at de følgende Ytringer blive langt lettere at forklare, hvis denne Kundgjørelse henføres til Haakon Sverressøns Tid.
19. Frostathingslovens Indl. 16.
20. F. Ex. Hr. Hauk Erlendssøn, Ridder og Lagmand c. 1315.
21. Saaledes Dagfinn Bonde, der skjønt Stallare, Sysselmand og saa godt som kongelig Statholder i Bergen dog ej fik Lendermandsnavn. Lige saa Gunnar Grjonbak, der selv kaldte sig Bonde, og hvis Søn Einar, senere Erkebiskop, var i Bøndernes Tal, da han gav Haakon unge Kongenavn.
22. Om Lagmændene, se for øvrigt ovenfor III. S. 190.
23. Frostathingslovens Indl. 20.
24. Frostathingslovens Indl. 17, 18, 19. Den, som kun driver en Audn paa Hø, ej paa Kornavl (som slaar og ikke saar) skal kun præstere Budbyrd og Fattiges Flytning (kun de communale Byrder). Men naar han „baade saar og slaar“, da skal han og præstere Leding efter forstandige Mænds Skjøn (§ 17). Dog vidner det atter om Forpligtelsens personlige Charakteer, naar det i § l8 heder „at Kongen har fritaget den Lejlænding, der selv opfører Hufebygningen paa en Audn, for Ledingen for tvende „Nev“ i de første sex Aar.
25. Herved bemerkes dog, hvad der egentlig gjelder om hele dette Parti af Indledningen til Frostathingsloven, eller hvad der vedtoges og udstedtes paa Ørething, altsaa tillige Lovens Inddeling i 16 Parter og Christenretten, at da vi formedelst den for omtalte Lacune mellem § 13 og 14 ikke have Begyndelsen til denne Række af Kundgjørelser og Retterbøder, kunde det, naar Alt kommer til Alt, være muligt, at alt dette egentlig skriver sig fra Haakon Sverressøn, ved dennes Forlig med Erkebiskop Erik, og at Kong Haakon Haakonssøns Samraad eller Overeenskomst med Erkebiskop Sigurd kun har gjeldt Christenrettens Udstrækning ud over Frostathingslagen til hele Riget. Der er meget, som gjør denne Antagelse sandsynlig, og ikke mindst den Omstændighed, at Aarmændene endnu nævnes med Udelukkelse af Sysselmændene, samt at Lagmands-Institutionen endnu synes at omtales som ganske ny, og som om det for en stor Deel var den Konge, i hvis Navn Kundgjørelsen udstedtes, der fra først af havde indsat Lagmændene. Man kunde endog føle sig fristet til at gjette paa Sverre selv, hvis man ikke maatte antage det usandsynligt, at han havde optaget Christenretten, saadan som den forefindes, i sin Lovbog. Hvad der fremdeles i høj Grad synes at tale for en saadan Antagelse, er deels den ovenfor paapegede Bibeholdelse af de for Lateranmødet 1215 gjeldende forbudne Led, deels den merkelige Omstændighed, som vi strax nedenfor paapege, at et gammelt Brudstykke af Frostathingsloven fremstiller Saktallet aabenbart i en langt ældre og uhjelpsommere Form, end det findes i de øvrige Haandskrifter, medens dog Sideoverskriften paa hiint Brudstykke viser, at det har hørt til den i de 16 Parter inddeelte Lov, følgelig er yngre end den her omhandlede Kundgjørelse. Thi er da den Text, efter hvilken Loven er trykt i N. gl. Love 1. B., saavel som de fleste øvrige Brudstykker, fra Kong Haakons Tid, hvad man vel maa antage, (skjønt ogsaa det yngre Saktal aabenbart er ældre end 1220, se nedenfor) bliver det ikke usand synligt, at hiint Brudstykke med det ældre Saktal er en 50 til 60 Aar ældre. Fuldkommen Vished faa vi nu neppe i denne Sag, da dette ej kunde skee uden at man fandt et Haandskrift, hvori hiin Lacune var udfyldt – hvortil der ej er nogen Udsigt. – Jeg har derfor ikke vovet at fremsætte den her ytrede Mening i Texten, skjønt jeg dog næsten er moralsk overbeviist om dens Rigtighed. Thi hvad der ovenfor er ytret om Kongens og Erkebiskop Sigurds Samvirkning, enten paa Frosta- eller Ørething, om Sommeren 1244, kan, som ogsaa før antydet, alligevel være rigtigt, muret end kun vedkommer Christenretten. Og at den gamle Christenret da blev paabuden for hele Riget, uden at man endnu havde givet sig Tid til at forandre dens Text, er ikke besynderligere, end at den og kunde blive paabuden 1290, 1316 og 1327. Maaskee man saaledes netop kan betragte Haakons og Sigurds Paabud som det første i Rækken af alle disse interimistiske Christenrets-Paabud.
26. Se ovenfor III. S. 970.
27. At det Saktal, der findes i Frostathingslovens Text, saadan som den nu kjendes, ikke er det oprindelige, sees aller bedst af det før omtalte gamle Brudstykke, aftrykt i N. gl. L. II. S. 520, der virkelig er et Stykke af det ældre Saktal, og ikke stemmer med Textens. Det sees ogsaa af denne selv, IV. 6, 9, hvor der ligefrem omtales en Mangel ved det ældre Saktal, som nu ved disse Artikler rettes.
28. Frostathingsloven IV. 5, 10, 14, 17, 21, 24, 28, 31, 35, 38.
29. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 333. Derfor heder det og i den yngre Gulathingslov, Thingfarebaalken Cap. 1: vi skulle have vort Lagthing „paa Gulø i det rette Thingsted“, ej som i den ældre „her i Gula“.
30. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 333.
31. N. gl. L. I. S. 459. Man maa her nærmest gjette paa en af de Perioder, hvor Kongen tilbragte længere Tid i Viten, enten allerede under Ribbungefeiden, eller senere under de hyppige Forhandlinger med Sverige og Danmark.
32. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 333. I Langes Klosterhistorie, anden Udg. S. 329 er den Mening fremsat, at der ved „Olafskirken og Klostret“ paa dette Sted i Sagaen rimeligviis menes Dominicanernes Kirke og Kloster, mine„ som vi have seet, omkring 1230, og førende et Segl, hvori de hellige Konger Olaf og Erik fremstilledes. Men dette er dog ikke sandsynligt, da man nemlig ellers aldrig sender „Olafskirken“ nævnt, uden at den Kirke derved forstaaes, der senere blev Minoriter-Kirke, og nu er Domkirken. At der i et Par yngre Diplomer nævnes et „St. Olafs Huus ved Kongsgaarden“, hvor Sjælemesser holdtes, kan ej være af nogen Vegt, deels fordi Diplomerne selv ere af problematisk Beskaffenhed, deels fordi det i alle Fald maatte være højst besynderligt at benævne Dominicanerklostret som beliggende „ved Kongsgaarden“, da det dog laa langt nærmere ved Biskops- og Kannikegaardene (se ovenf. S. 35) uden engang at stode op til hiin. Det er den foregivne Vanskelighed i at forlige Sagaens Ord, at Kong Haakon „opførte Olafskirken“ med den Omstændighed, at „Olafskirken“ allerede tidligere omtales, som rimeligviis har fremkaldt hiin Gisning. Men Vanskeligheden bortfalder ganske, naar man kun erindrer, at den ældre Olafskirke i Vaagsbunden brandt ned 1248, hvilket, som ovenfor viist, Matthæus Paris. næsten endog reent ud siger. Da vi nu finde Minoriter i Bergen allerede omtalte 1264, hvilket viser at Klostret maa være stiftet af Kong Haakon, og da vi tillige see, at han maa have interesseret sig for denne Orden, siden han og stiftede et lignende Kloster i Tunsberg, medens vi derimod ej have Spor af at han tog sig noget særdeles af Dominicanerne, hvis Indførelse i Norge snarere var Biskoppernes og Chorsbrødrenes ubetænksomme Verk, bliver det utvivlsomt, at det er Franciscanerkirken, hvortil Sagaen her sigter.
33. Til Allehelgenskirken, heder det i Sagaen udtrykkeligt, gav Kongen 120 Mm.s Bol i sin sidste Sygdom, men det kan ikke sees af Sagaens Ord, om han først da tænkte paa at forbinde den med et Hospital, eller allerede tidligere havde fattet denne Plan. (Se for øvrigt Langes Klosterhistorie S. 260). Derimod synes Kongen allerede fra først af at have haft i Sinde at combinere et Hospital med Katharinakirken (se Sagaen), saa at Fundationsgaven maaskee allerede før hans Død kan have været skjenket, om han end ikke selv oplevede at see det Hele fuldendt. Det maa for øvrigt merkes, at Kong Magnus, Haakons Eftermand, ej alene forandrede Faderens Plan med Katharina Hospital, idet han gjorde det til et Fattighuus for Fruentimmer, (se Dipl. Norv. II. No. 16), men ogsaa 1266 flyttede selve Kirken med det maaskee endnu ikke færdigbyggede (ja maaskee ej engang paabegyndte) Hospital til Vaagsbunden, ganske nær ved Allehelgenskirken. Mere herom paa sit Sted nedenfor. Naar man kun har Annalernes Ord (efter det bedste Haandskrift) for Øje, at Kong Magnus lod Katharinakirken opbygge 1266, nær ved Allehelgenskirken, og sammenligner dette med Sagaens Udsagn, at Kong Haakon lod gjøre Katharinakirke ved Sandbro, seer man at der her er Tale om to forskjellige Bygningsarbejder, og man behøver ikke at forklare den tilsyneladende Modsigelse dermed, at et „Sandbro“ ogsaa skulde være at søge i Vaagsbunden. Thi, skjønt Udtrykket Sandbrú litla etsteds forekommer, seer man dog noksom af Bergens Biskop, at der kun var een Sandbro, naar det gjaldt at betegne Strøgene i Byen, og i det mindste ingen Sandbro i Vaagsbunden.
34. Flatøbogens Læsemaade „ccc (300–360) Mk. Bol.“ er urigtig, se Kong Magnus Erikssøns Brev af 1320, Dipl. Norv. II. 139.
35. Se Langes Klosterhistorie S. 453, 473. „Dragsmark“ kaldtes denne lille Skov, (der i Brev No. 882 hos Liljegren udtrykkeligt benævnes locus amoenus) efter det smale og lave Eid mellem Lanesund og Gudmaren, over hvilket Baade kunde drages; thi saadanne Eid kaldtes og kaldes endnu „Drag“ (saaledes Dragseid paa Stadland). Sagnet om en Drage, der skulde have haft sit Tilhold der, viser sig saaledes at være lavet i en Tidsalder, da den danske Skriftsprogform „Drage“ var bleven sædvanlig i Stedet for det norske Dreke eller Drake, og saaledes kunde gjøre Fejltagelsen mulig.
36. Der har været ytret Tvivl, hvor vidt Forfatteren Matthæus af Paris er den samme som den Broder Matthæus, hvis Sendelse til Norge han omtaler. Men Identiteten synes aabenbar: thi deels staar der udtrykkeligt, at den Matthæus, der sendtes til Norge, kaldtes „Matthæus de Parisiis“, deels siger Forfatteren selv, at han overbragte Kong Ludvigs Breve til Haakon, altsaa var i Norge. Han kan dog neppe have været den af Kejser Frederik afsendte Matthæus, som omtales ovenfor S. 12; thi han kom fra Tydskland eller Italien, ikke fra Frankrige og England.
37. Dipl. Norv. I. No. 47, 48.
38. Dipl. Norv. I. No. 45.
39. Se ovenf. S. 53.
40. Voigts Diplom. Pruss. No. 48.
41. Voigts Gesch. Preussens, III. S. 41 ff.
42. Voigt, Gesch. Preussens, III. 44.
43. Raynaldus, ved Aar 1253, No. 26. Voigt, III. 50.
44. Voigt, Gesch. Pr. III. S. 75 fgg.
45. Dipl. Norv. I. 54. Raynaldus, ved 1256, No. 15. Voigt, Gesch. Pr. III. S. 105. Hvis der er noget i den svenske Riimkrønikes Beretning om at den svenske Folkunge Karl (maaskee Karl Ulfssøn) drog til Preussen og siden faldt i Kampen mod Littauerne, torde det maaskee have været i Anledning af denne Opfordring, og han faldt muligviis enten i den ellers ikke af de tydske Chronister omtalte Strid, der i de islandske Annaler sør 1259 betegnes med „Guds Riddere svegne i Samland“, eller i en sildigere Kamp mod de frafaldne Preusser: i et Diplom fra 1268 omtales han som død, men hvor længe, erfares ei.
46. Breve hos Rymerus, I. S. 320.
47. Om Gulløen er der allerede talt noget ovenfor, II. S. 765, 891–894. Sporene af den smale Flodarm, der adskilte den fra Hisingen, sees endnu fra Sletten, lige overfor Ulvesund, udenfor Ytterby, til en Aamunding lige syd for Ragnhildholmen. En Gaard ved Navu Gullø ligger endnu skraas overfor Ytterby: paa Ben findes ogsaa de nuværende Gaarde Sletten, Bramby og Hamburg. Armen, der adskilte den fra Hisingen, var da, som ovenfor antydet, den „østre Kvist“.
48. Marstrand kaldes i Sagaen og Diplomer „Mástrandir“, (Málstrandir er kun en slet Læsemaade). Navnet betegner „Maagestrandene“. Ovenfor (III. 728) er det viist, at Marstrand omtales første Gang som Handelshavn 1227. Der nævnes da endnu intet om Byanlæg, uden at der vistnok heraf ligefrem følger, at Anlægget da endnu ej var paabegyndt, men Tiden hertil synes dog ej ret at være kommen, førend Kongen havde faaet frie Hænder for Borgerkrigene, og opholdt sig hyppigere i Viten. Men der har vistnok allerede tidligere, paa Grund af den gode Havn, været enkelte Huse der.
49. Man maa her altid erindre, at Byen ikke er det nuværende Kongelf, lige overfor Baahuus Fæstning, men gamle Kongehelle, mellem Ytterby og et Stykke østenfor Kastellgaarden. Lige overfor denne, eller det forrige Kloster, ligger den lille Ragnhildarholm, eller, som den nu kaldes, Rangleholmen, ligeledes som Gulløen, næsten landfast med Hisingen. Det er forhen (III. S. 163) antydet, at Ragnhildholmen maaskee kan have tilhørt, og faaet Navn efter hiin Enke Ragnhild, i hvis Huus Kong Magnus Erlingssøn boede, da han sidste Gang var kommen fra Danmark, i 1184.
50. I Sagaens Text staar der, „at han lod gjøre en Muur omkring Tunsberg“, hvilket af enkelte har været taget i den Betydning, som om det gjaldt hele Byen. Dette kan dog ikke forholde sig saa, da det vilde have været baade et usædvanligt, og dertil alt for vidløftigt Arbejde, at omgive hele Byen med en Muur, ligesom man vel da ogsaa havde fundet Spor deraf eller hørt noget dertil. Det er øjensynligt kun „Bjerget“ i egentlig Forstand, som her menes, og efter hvilket da vistnok ogsaa Byen oprindelig har faaet sit Navn. Ogsaa i Peder Claussens Oversættelse nævnes udtrykkeligt kun „Bjerget“; hvilket maaskee viser at hans Text har været nøjagtigere affattet.
51. Det maa dog bemerkes, at Flatøbogen intet taler om Valdensholm. Da dog de andre Codices ere enige om at Kong Haakon „husede den“, maa det vistnok forholde sig saaledes, men man maa da og (se ovenf. III. S. 552) antage at den allerede tidligere var bebygget og befæstet af Arnbjørn Jonssøn.
52. Vaakeberg, ogsaa skrevet „Vaalkaberg“, er egentlig endnu tilbage i Navnet „Aakeberg“, saaledes som det ogsaa er antaget ovenfor, III. S. 368; men Strøget har dog vistnok været regnet lige op til det nuværende Enerhaugen, thi her maa Borgen have været beliggende, som et mere commauderende Sted, medens det Punkt, hvor Bodssængslet nu ligger, og som ligeledes regnes til Aakeberg, maa have været optaget af Nonneklostrets Bygninger. Hvor længe Borgen paa Vaakeberg stod, vides ikke. Det er denne, der omtales blandt Statsfængslerne i Hirdskraa Cap. 36 ved 1273, ligesom Valdensholm, Tunsberg, Mjøskastellet og Kongehelle (d. e. Ragnhildholmen); men sandsynligviis har Anlægget af Akershuus gjort den overflødig.
53. Se nys nævnte Sted i Hirdskraa, N. gl. L. II. S. 430.
54. Se ovenfor III. S. 669.
55. Se ovenf. II. 605.
56. Af denne Kongsgaard er, som bekjendt, den nuværende Magasinbygning paa Bergenhuus Fæstning endnu en Levning; det er den Deel, der indeholdt een af de nævnte tvende Steenhaller. Ogsaa af det urigtigt saakaldte Walkendorffs Taarn synes meget endnu at hidrøre fra Kong Haakons Tid.
57. Alt dette, saavel som de øvrige her nævnte Bygningsforetagender, omtales fornemmelig i sidste Capitel (333) af Kong Haakons Saga. Naar det i Aalls Oversættelse af dette Capitel heder, at Kong Haakon lod indrette en Vejtslehall paa Borgen i Mjøsen, da er dette en Fejltagelse; det staar ikke i Sagaens Text, som kun siger at Kongen lod indrette en Vejtslehall paa Ringsaker; d. e. Ringsaker Gaard ved Kirken; dette Qvarteer for Kongen paa Rejsen til Nidaros omtales udtrykkeligt i Biskop Arnes Saga Cap. 75, hvor der ej med mindste Vink hentydes til Kastellet i Mjøsen. Vidheim i Øier kaldes nu Vedum, og ligger tæt ved Kirken; Hov ligger i Sødorps
58. Det er ikke usandsynligt, at Kongen ogsaa, siden han sørgede for Qvarterer, har taget sig af Vejvæsenet, men noget udtrykkeligt nævnes ikke derom.