Det norske Folks Historie/5/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Førend vi følge Kong Haakon under hans videre berømmelige Virkſomhed til Opretholdelſen af Rigets Hæder og dets Borgeres Velfærd lige over for Udlandet, maa vi kaſte et Blik tilbage paa Tilſtanden og Begivenhederne indenlands i denne ſamme Række af Aar, og navnlig paa de borgerlige og kirkelige Forhold. — Norge hjemſøgtes i denne Tid af flere, ikke ringe, Ulykkestilfælde. Den vedholdende Regn i Aaret 1247, og den deraf følgende ſlette Høſt foraarſagede den paafølgende“Vinter Mangel og Dyrtid, der blev ſaa meget føleligere, ſom Krigen med Danmark og Lübeckerne hindrede tilſtrækkelig Tilførſel[1]. I 1249 indtraf et Jordſkjelv i Egnen om Gøtaelven, hvorved dennes øſtre Arm ſkar et Stykke Land ud, rimeligviis fra Hiſingen[2], og faa Aar efter ſkede der et endnu mere ødelæggende Jordſkred i Orkedalen, hvorved flere Gaarde ſank ned i Jorden[3]. Men iſær vare Ildebrande hyppige. Aaret 1248 var fornemmelig ulykkebringende i dette Henſeende, thi ikke mindre end tre Steder, Bergen, Tunsberg og ſandſynligviis Nidaros hjemſøgtes af Ildebrand[4]. I Bergen ſynes Ødelæggelſen at have været ſtørſt. Den udbrød Natten til den 4de Juli, uviſt hvorledes, midt i Byen (det vil ſige den daværende By paa Øſtſiden af Vaagen), i en Gaard, kaldet Straumen, og da der i lang Tid forud havde været tørt Vejr, greb den rivende om ſig. Der blev ſtrax blæſt Allarm over hele Byen, og ſaa ſnart ſom Kongen fik at vide hvad der var paa Ferde, klædte han ſig i Haſt paa, ſkyndte paa de Mænd, der vare om ham, og lod hele Hirden ſaavel ſom alle Byens Borgere blæſe ud til at fremmøde bevæbnede, ligeſom til Strid[5]. Sin Hird, der var meſt at ſtole paa, anvendte han der, hvor det iſær kunde behøves, og forordnede ſelv, hvor enhver ſkulde ſtaa. Han ſøgte førſt at faa ſtandſet Ilden indenfor (d. e. ſøndenfor) Peterskirken, men det var umuligt; han begav ſig da med Hirden og Bymændene til den lidt nordenfor beliggende Mariekirke, men ogſaa den, ſaavel Taget ſom begge Taarnene, kom i Brand. Da fik Ilden en ſaadan Magt, at de luende Brande ſlyngedes — „i hele fem Pileſkuds Afſtand, ret ſom en ildſprudende Drage, med et langt Slæb efter ſig“, ſiger Matthæus af Paris, der ſelv var Øjevidne dertil, — op i Borgen, der nu ligeledes begyndte at brænde. Nu ſkyndte Kongen ſig did med en heel Deel Folk, men forgjeves; uagtet Borgen var opført af ſvære hugne Stene, blev den dog lagt i Aſke og mange Folk omkom i Luerne. Kongen begav ſig nu til Sandbro, hvor han fandt en ſtor Mængde ſamlet, for at hindre Ilden fra at udbrede ſig til Holmen og Kongsgaarden; han ſatte ved ſin Nærværelſe og ſit Exempel nyt Liv i deres Beſtræbelſer, viſte ſig djerv og modig, uden Dumdriſtighed, og fik ved Forſtand og Koldblodighed udrettet, hvad han vilde. Han roede ſelv ud til en Deel gotiſke Kogger, der laa udenfor Bryggen, fik der laant en Mængde ſtore Kjedler, og lod dem fylde med Søvand, bringe op paa Bryggen og ſiden tomme ud over Ilden, idet han tillige lod flere Huſe rive ned og de øvrige beſkytte ved vaade Langſkibs-Sejl. Saaledes lykkedes det endelig at faa Ilden ſlukket paa denne Kant, men hele Byen indenfor Sandbro var opbrændt, paa nogle faa Huſe nær inde ved Vaagsbunden[6]. Matthæus af Paris ſiger ogſaa, at hele Byen fortæredes, i Alt 11 Kirkeſogne, tilligemed nogle, Biſkoppen tilhørende Huſe; kun de fire Kloſtre, og Kongsgaarden tillige med Apoſtelkirken, ſkaanedes[7]. Dagen efter gik et forfærdeligt Tordenvejr over den ødelagte By. Lynilden ſlog ned paa flere Steder, førſt i et Huus, hvor Kongens Søn Junker Magnus, den Gang kun 10 Aar gammel, var inde; Sager blev revet op i nogle Favnes Længde, men heldigviis kom Lynet ikke ind. Siden ſlog Lynilden ind i et engelſk Skib, der Natten forud var ankommet, og laa udenfor Bryggen; Maſten ſplittedes i tuſende Smaaſtykker, ſaa at man neppe ſaa Spor af den, en Splint dræbte en Mand fra Byen, der var kommen ombord for at kjøbe Stads; de øvrige, der vare ombord, ſkulle efter Sagaens Udſagn ej være komne til Skade, medens derimod Matthæus af Paris, der ſelv juſt nylig havde været ombord, men derimod paa den Tid, Ulykken ſkede, holdt Mesſe i en Kirke nær ved Stranden, forſikrer at ingen undgik betydelige Saar eller Beſkadigelſer: han lægger ogſaa til, at alle de Skibe, der laa paa Vaagen, over to hundrede i Tallet, bleve heftigt bevægede[8]. Kun faa Dage efter holdtes Brylluppet i Kongsgaarden mellem Kongens Datter og Kong Harald fra Man, medens ſandſynligviis Ilden endnu ulmede under de rygende Gruushobe: et ſørgeligt Skue, der neppe kan have undladt at give Bryllupsfeſten et uhyggeligt Præg, og vække mørke Anelſer, der og gik i Opfyldelſe, da det unge Brudepar fandt en ſaa brad og ſørgelig Ende i Dynraſts Bølger. For øvrigt lader det til at Byen med Kirker og andre Bygninger ſnart kom paa Fode igjen. De nærmere Omſtændigheder ved Branden i Tunsberg kjendes ikke; end mindre veed man om den tredie Ildebrand i dette Aar, der ej engang henføres til noget beſtemt Sted, ſaa at vi alene gjetningsviis kunne fremſætte den Antagelſe, at der her ſigtes til Nidaros. Tre Aar ſenere brandt Tuterø Kloſter op (1251), og tre Aar derefter igjen (1254) var der Ildebrand i Oslo[9]. Endelig ſluttede Rækken med en ny Ildebrand i Tunsberg om Vaaren 1258, hvilken, ſom det udtrykkeligt ſiges, fortærede den ſtørſte Deel af Byen, og anrettede ſtor Skade[10].

Disſe hyppige ſtørre Ildebrande kom deels af de mangelfulde Sluknings-Indretninger, ſom man dengang havde, deels ogſaa af den uhenſigtsmæsſige Bygningsmaade, da de fleſte Privathuſe vare af Træ, og dertil meget ſtore og tæt ſammenpakkede. Naar der engang blev Ildløs i en af disſe ſvære, tætte Tømmermasſer, maatte det være næſten umuligt at faa Bugt med den: der var neppe engang Plads for dem, der vilde ſlukke, til at vende ſig paa. Det lader heller ikke til, at man blev klog af Skade, eller ſiden opførte Huſene mere luftigt og frit, thi ogſaa i de følgende Tider finde vi Gaarde i Bergen og Oslo omtalte ſom indeholdende en Mængde Stuer eller Herberget, og beliggende tæt ved hinanden, kun adſkilte ved ſmale Gaardsrum eller ved endnu ſmalere Vejter. For Reſten ſynes disſe Ildebrande at have givet Kongen rig Anledning til at tilfredsſtille ſin Byggelyſt, ſaaledes ſom det i det følgende ſkal omtales.

En ſtor Deel af den Tid, der efter Borgerkrigenes Ophør var levnet Kongen fra Underhandlinger med og Udruſtninger mod fremmede Magter, ſynes han at have anvendt paa gjennemgribende Lovforbedringer. Norges Love, endnu forſkjellige i hvert af de trende ſtore Lagſokn eller Thingforeninger, og næſten ganſke i den Skikkelſe, de fik paa St. Olafs Tid, efter hvilken de ogſaa ſædvanligviis benævntes, ſvarede viſtnok i mange Stykker ej længer til Tidens Fordringer, og i Særdeleshed maatte de gamle Beſtemmelſer om Frændebøder anſees forældede, ja endog ſkadelige, da de i Stedet for, ſom deres oprindelige Henſigt havde været, at forebygge Drab ved den Art af ſolidariſk Anſvarlighed, ſom derved paalagdes den hele Slægt for et enkelt Medlem, nu juſt fremkaldte Ufred og Drab paa ſagesløs Mand, for ſaa vidt man ej længer fandt det abſolut nødvendigt at hevne ſig paa Fornærmeren eller Drabsmanden ſelv, men i hans Sted ofte fældede en anden, helſt den gjeveſte, af hans Frænder, om denne endog var ganſke uſkyldig i, ja uvidende om hvad hiin havde gjort. Ogſaa meget andet trængte til Reviſion; navnlig maatte de gamle Chriſtenretter ſtøde Gejſtligheden ſom heel ucanoniſke, hvorfor ogſaa Erkebiſkop Eyſtein, ſom vi have ſeet, i ſit Diøces fik en ny efter Tidens Fordringer — maaſkee endog alt for meget — lempet Chriſtenret indført eller i det mindſte ſtiltiende vedtagen: den forhen omtalte Guldfjeder[11]. Det var upaatvivleligt Kongens Henſigt — og vi finde Anordninger dertil, ſom det nedenfor ſkal viſes — at faa alle de tre forſkjellige Lovgivninger ſammenſmeltede til een fælles for det hele Land, naturligviis med de Forbedringer, der maatte viſe ſig nødvendige. Men dette kunde ikke ſkee med eet Slag; det maatte bevirkes gradeviis og lempeligt, i det mindſte ſtemmede en ſaadan ſindig og lempelig Fremfærd bedſt med Kongens Sind. Førſt og fremſt henvendte han ſin Opmerkſomhed paa Froſtathingsloven, deels, ſom man maa formode, fordi den gjaldt i Landets fornemſte Sed„ deels vel og fordi den i ſig ſelv ſynes at have været den fuldſtændigſte af alle tre. Vel foretog han ingen Omredaction af den i og for ſig ſelv, men han foreſkrev og fik, ſom det ſynes, Tid efter anden, fornemmelig paa Ørething 1244 (Froſtathing kunde, ſom bekjendt, holdes paa Ørethingets Plads i ſelve Byen) og paa Froſtathing 1260 vedtaget flere vigtige og indgribende Forandringer eller Retterbøder, der i egne Afſnit forudſkikkedes Lovbogen, ligeſom det maaſkee og er en Foranſtaltning af Haakon, at Lovbogen ſelv blev afſkreven paa ny, og, for at man bedre kunde finde ſig til Rette i den, inddeelt i 16 Parter i Stedet for de ældre 8 Bolker[12]. De vigtigſte og mere almindelige Beſtemmelſer med Henſyn til den verdslige Lovgivning vare de, der vedtoges 1260, og ſom vi derfor førſt naar vi komme til denne Tid nærmere ville omtale; i 1244 blev derimod en Chriſtenret — Froſtathingets — vedtagen, ej alene for Froſtathinget ſelv, men og, ſom det ſynes for hele Norge. Denne var den Froſtathings-Chriſtenret, ſom vi allerede ovenfor, i Anledning af Stridighederne mellem Kong Sverre og Erkebiſkop Erik, have omtalt, og ſom, efter hvad vi der have ſøgt at viſe, enten ganſke eller paa det nærmeſte har været eenslydende med den før omtalte „Guldſjeder“, eller rettere denne ſelv, med yderſt faa Tilſætninger[13]. Den indeholder, ſelv i den Skikkelſe, vi kjende den, i det mindſte een Beſtemmelſe, der aabenbart hidrører fra Erkebiſkop Eyſteins Tid, og kun ved en Forglemmelſe ſynes at være ladet uforandret[14], medens tillige dens fleſte Artikler allerede findes ligelydende optagne i hiint Udkaſt til en Combination af Froſtathings- og Gulathings-Chriſtenretter, ſom man har kaldt Sverres Chriſtenret, fordi den rimeligviis forelagdes til Antagelſe paa Biſkopsmødet i Bergen 1190, ligeſom man ogſaa der netop finder et Par af de Artikler af „Guldfjeder“, over hvilke Kong Sverre ſtødte ſig, og i hvis Sted han vilde have de ældre Beſtemmelſer i „Graagaas“ bibeholdte. At det efter Kong Sverres Tid kunde lykkes Erkebiſkopperne i Nidaros at faa „Guldfjeder“ om ikke formeligt vedtagen, ſaa dog ſtiltiende anerkjendt ſom gjeldende Lov, var i og for ſig ikke ſaa beſynderligt; thi deels maatte Erkjendelſen af, at den ældre Chriſtenret ikke længer pasſede til de, ogſaa af Lægmand, almindeligt anerkjendte og vedtagne canoniſke Regler, være almindelig[15], og dertil havde Erkebiſkopperne lige fra Forliget med Kong Haakon Sverresſøn paa det nærmeſte kunnet raade ſig ſelv i deres Diøces, fornemmelig under Skules langvarige Regimente i det nordlige Norge, da det var denne alt for meget om at gjøre, at have Erkebiſkopperne paa ſin Side, til at han ikke ſkulde have lempet ſig efter dem, og lukket Øjnene til at de udſtrakte ſin Myndighed videre end tilbørligt. Ved Fredens og Rolighedens Gjenoprettelſe fandt Kong Haakon derfor viſtnok „Guldfjederen“, enten uforandret eller i alle Fald kun med yderſt ubetydelige Modificationer, ſaaledes ved Brugen hævdet i Thrøndelagen, at han, om han end havde villet, neppe engang havde kunnet afſkaffe den. Men det er ikke engang rimeligt at han har ønſket eller villet det, thi de Beſtemmelſer, der ſtødte Sverre, fordi de i hans Tid vare nye, og fordi man nu engang, opirret ſom man var, ſatte Sagen paa Spidſen: disſe Beſtemmelſer havde, efter de paa Haakons Tid herſkende Synsmaader, ikke længer ſaa meget at betyde, og den Tid var heller ikke ſaa ſærdeles fjern, da Norges Hierarcher endog fandt dem ikke paa langt nær tilſtrækkelige til at ſikre Kirken den Frihed og Myndighed, ſom de meente at den kunde og burde gjøre Fordring paa. Og ſaaledes er det da vel gaaet til, at Kong Haakon ſamtykkede i at paabyde, og i den nye Afſkrift af Froſtathings-Lovbogen at lade indføre en Chriſtenret, der var hverken mere eller mindre end Eyſteins „Guldfjeder“ ſaa godt ſom uforandret, ja neppe engang med de Forandringer“ i Texten, ſom allerede ældre Concilbeſtemmelſer eller hævdede Vedtægter ſynes at maatte have gjort nødvendige[16]. Ja det ſynes endog at have været Kongens og Erkebiſkoppens Mening at denne Ret, ſom nys anført, ſkulde blive Chriſtenret for bøie Riget. Thi deels ſiges dette udtrykkeligt i en kongelig Retterbod, udſtedt i Begyndelſen af det følgende Aarhundrede[17], deels viſer allerede den oven nævnte Combination af Froſta- og Gulathings-Chriſtenretter, ſom man under Sverre ſøgte at faa i Stand, at Trangen til en mere almindelig Chriſtenret endog da maa have været følt, ligeſom det i ſig ſelv er aabenbart, at Chriſtenretter, der nu vare ſaa antiqverede, ſom Gulathingslagens, Oplandenes og Vikens, nødvendigviis, om end intet udtrykkeligt desangaaende var foreſkrevet, hyppigt maatte ſuppleres eller berigtiges efter en mere tidsmæsſig Lovgivning, og ingen var da hertil nærmere end Frøſtathingsloven, den ſom allerede gjaldt ved Metropolitan-Sædet. At man for Reſten, naar Lovgivningen alligevel ſkulde revideres, dog ikke, idet man lod Chriſtenretten afſkrive i den nye Lovbog, har ladet dette ſkee med alle de Forbedringer, den allerede havde modtaget, men derimod har bibeholdt den med flere forældede Beſtemmelſer, lader ſig forklare af ſamme Grund, hvorfor den verdslige Lovgivning ligeledes er bleven gjengiven uforandret: man gav ſig ikke Tid til at omredigere Texten, men foretrak at angive Lovsforandringerne i Form af Retterbøder, opregnede i Intimationen, ganſke i den Orden, hvori de paa Mødet ſelv bleve vedtagne: derved faldt de deſto bedre i Øjnene, og det ſtod da enhver, der ejede en Lovbog, ſelv frit for at anmerke Rettelſerne paa de tilhørende Steder i Loven. Nei have vi viſtnok ingen ſaadan Bekjendtgjørelſe om Forandringerne i Chriſtenretten, men deels maa det erindres, at Intimationen til Froſtathingsloven har et ſtort Hul, og at ſaaledes netop de kirkelige Retterbøder kunne høre til det tabte; deels er det heel ſandſynligt, at Erkebiſkoppen kan have bekjendtgjort de kirkelige Retterbøder ſærſkilt, med en egen Afſkrift af Chriſtenretten. Den ſaakaldte Kong Haakons og Erkebiſkop Sigurds Chriſtenret, eller Froſtathings-Chriſtenret, fremſtiller os ſaaledes den kirkelige Lovgivning og de kirkelige Forhold nærmeſt ſom de endnu vare paa Erkebiſkop Eyſteins Tid. Og muligt er det endog, ſom vi allerede have antydet, at den egentlige Vedtagelſe ſaavel af den, ſom af den med ny Inddeling forſynede Lovbog allerede hidrører fra Kong Haakon Sverresſøns Tid.

Af de Artikler, vedrørende de verdslige Forhold, der forekomme i den Deel af Intimationen til Froſtathingsloven, der er ſamtidig med Lovens nyere Inddeling, og ſaaledes maaſkee henhører til 1244, maaſkee endog er meget ældre, er iſær een merkelig, der vidner om, med hvor mange Vanſkeligheder den nye Lagmands-Inſtitution endnu havde at kæmpe[18]. „Vi have“, ſiger Kongen[19], „ofte hørt, at flere, der ere ganſke viſt ſkyldige, dog ikke ville indfinde ſig hos Lagmanden, ſkjønt de ere lovligen ſtevnte, og mange ville ikke bryde ſig om Lagmandens Orſkurd, naar han har ſagt Lov. Vi troede dog i den Henſigt at have indſat Lagmændene og tillagt dem Indtægter af vort eget Gods og vor Fædrenearv, at enhver nu efter St. Olafs Lovgivning og Lagmandens Orſkurd ſkulde ville bringe ſin Sag til Ende. Derfor faſtſætte vi nu en Bod af tre Mark for hver den, der ikke vil indfinde ſig hos Lagmanden, ſkjønt han er ſandſkyldig og lovligt ſtevnt; ſaa og for dem, der ikke agte Lagmandens Orſkurd.“ Formodentlig have de fleſte mere anſeede Mænd endnu meent, hvad der ogſaa i Førſtningen var den beſkedne Henſigt med Inſtitutionen, at den egentlig kun var til for at ſpare den ſimple og ubemidlede Mand langvarigt Ophold, byrdefulde Rejſer og dertil ſvarende Bekoſtning. Men det var en uundgaaelig Følge af de ſtatsretlige Principer, der nu ſøgtes gjorte gjeldende, at Kongens Dommermyndighed, udøvet gjennem hans beſkikkede Embedsmænd, udſtraktes til alle Underſaatter, bøje og lave. Vi finde derfor ogſaa nu Lagmændenes Stilling at blive mere og mere anſeelig, og deres Embeder omſider, i det følgende Aarhundredes Begyndelſe, at regnes blandt de fornemſte i Landet, ſaa at Indehaverne endog ſynes næſten at have været ſelvſkrevne til de højere Rangtitler[20], medens det derimod tidligere netop ſynes at have været Principet, at en Lagmand ingen ſaadan Titel ſkulde bære, men altid i bogſtavelig Forſtand kunne kaldes Bonde[21]: aabenbart fordi lign ikke ved ſin højere Rang ſkulde give de Folk, mellem hvilke han oprindelig var ſat til at ſkifte Sten Anledning til Mistillid; en Betragtning, der ſenere hen, da hans Jurisdiction udſtraktes til alle Klasſer, maatte bortfalde[22].

En anden af disſe Artikler er ogſaa ret merkelig, fordi den viſer, hvorledes den Loft til at fare ſom Handelskarl, der nu er ſaa udbredt i Norge, allerede i hiin Tid havde taget ſaadan Overhaand, at Kongen anſaa det nødvendigt at ſætte Grændſer for den ved et ſæreget Forbud. „Det er os bekjendt“, ſiger lign, „at intet er vort Rige ſaaledes til Skade, ſom den Mislighed, at man ikke kan faa Arbejdsfolk i Herederne, fordi nu alle ville fare i Kjøbferd og ingen arbejde for Bønderne. Vi forbyde derfor ſtrengeligen enhver at fare i Kjøbferd, der ejer mindre Gods end til tre Marks Værdi. Dette Forbud ſkal gjelde fra Paaſke til Michelsmesſe hvert Aar, men fra Michelsmesſe og hele Vinteren ſiden fare enhver i Fred med det, Gud bar givet ham, ſtort eller lidet“. Forbudet ſynes at gjelde lige ſaavel Indenlands-Handel ſom Fart til fremmede Lande[23].

En Deel Beſtemmelſer om Audner eller Ødegaarde, opryddede i afſides eller mere højt liggende Egne, ſaavel ſom andre Rydningspladſe, hvilke nu ſamtlige underkaſtedes de ſædvanlige communale Byrder og Skatte-Ydelſer, viſe ikke alene, at ej ubetydelige Strækninger i de ſenere Tider maa have været opryddede i det nordlige Norge, og Folkemængden følgelig have formeret ſig, men for ſaa vidt det heder, at den, der baade høſter Hø og Korn af en Audn eller Ødegaard, ſkal præſtere Leding, ſeer man heraf, hvorledes Ledings-Præſtationen allerede var paa Overgangen fra at være perſonlig til at blive reel, hvilket ogſaa var en naturlig Følge af den ſjeldnere Brug, man gjorde af virkeligt Ledings-Opbud[24].

Merkeligt er det, at ved flere af de adminiſtrative Forholdsregler, ſom foreſkrives eller antydes af Kongen i disſe Kundgjørelſer, ſpille endnu „Aarmændene“ en ikke ubetydelig Rolle. Heraf maatte man ſlutte, at Kongsgaardenes Beſtyrere endnu kaldtes Aarmænd, og at de fremdeles ved Siden af Sysſelmændene repræſenterede Kongemagten. Men Sagen er formodentlig den, at kun Benævnelſen er bibeholdt fra den ældre Lovgivning, medens Sysſelmændene egentlig ere meente. Thi Sysſelmændene nævnes ſlet ikke, uagtet deres Embede paa Kong Haakons Tid allerede længe havde bort blandt de beſtaaende Indretninger og derfor nødvendigviis ſynes at maatte have været nævnt, naar der er Tale om Sagſøgning, Tilſigelſe af Rideſkyds, o. a. d.[25].

Til Forebyggelſe af Ættedrab maatte det ſærdeles bidrage, at de Boder, hvormed Drab og Legemsfornærmelſer endnu tildeels kunde afſones, enten ikke ſattes faa højt, at Vedkommende mistvivlede om at kunne udrede dem og derfor ſlet intet betalte, eller at Beregningsmaaden og Fordelingen ej var altfor indviklet, da det ellers let kunde hænde at enkelte Medlemmer af Ætten, der troede ſig berettigede til at tage Boder, men enten ingen havde faaet, eller fandt at de ej havde faaet nok, i ſaa Fald anſaa ſig berettigede til at tage Hevn paa egen Haand. Det gjaldt ſaaledes at ſimplificere de ſaakaldte Saktal ſaa meget ſom muligt. Vi have allerede ſeet[26], hvorledes en ſaadan Simplification ſynes at være indſkudt i den ældre Gulathingslov ved Siden af den ældre, mere indviklede, Beregning. Et ſenere, endnu ſimplere indrettet Saktal, beregnet af den af os oftere omtalte Lagmand Bjarne Mardsſøn fra Haalogaland, der nævnes mellem Aarene 1198 og 1223, findes, ſom ovenfor viiſt, tilføjet Gulathingslagen, hvilket maaſkee antyder, at det bar ſkullet gjelde for det hele Land, da Bjarne Mardsſøn ſom Haalogalænding ellers intet havde med Gulathingslagen at beſtille. Ogſaa i Froſtathingsloven ſees et ældre, mere indviklet Saktal at være ombyttet med et nyere og ſimplere, der i flere Henſeender bar meget tilfælles med hiint[27]; men da dette nyere dog endnu omtaler „thybaaren Søn“[28], medens derimod Bjarne Mardsſøns Saktal ingen ſaadanne Reminiſcenſer fra Trællevæſenet indeholder, maa man dog antage at dette er det yngſte, og ſaaledes, hvad nys antydedes, efter al Rimelighed beſtemt til at gjelde for hele Riget. Det ſynes ogſaa allerede aabenbart at gaa ud paa, at ſamle den hele Bodspræſtation under eet, ſaaledes at der ej mere er Tale om, at Drabsmandens Frænder ſkulle umiddelbart udrede en Deel af Boden til lille nær beſlægtede Frænder af den dræbte, men at der kun faſtſættes en Sum, det være ſig 6, 5, 4 eller 3 Mkr. Guld, for hvilken alene Drabsmanden er anſvarlig, og ſom den Dræbtes Frænder dele med ſig efter en beſtemt Proportion. Om Drabsmanden ſelv udreder hele Summen, eller hans Frænder ere ham dermed behjelpelige, bliver da ligegyldigt, efterſom man dog kun har ham at holde ſig til. Da Bjarne Mardsſøn ej omtales ſom Lagmand i 1198, men derimod i 1223, da han i denne Egenſkab var tilſtede paa Rigsmødet i Bergen, bliver det rimeligt, at hans Saktalsberegning nærmeſt tilhører denne Tid, og at den er ſkeet efter Kongens og Skule Jarls Foranſtaltning. Endog det yngre Saktal i Froſtathingsloven maa ſaaledes hidrøre fra en tidligere Periode.

Det var dog ikke Kong Haakons Henſigt at blive ſtaaende ved de her omtalte Forandringer. Foruden at bringe det hertil, at een fælles Lovgivning gjaldt over hele Riget, var det navnlig hans alvorlige Henſigt, ganſke at faa afſkaffet det indviklede Ættebods-Syſtem, der kun begunſtigede Drab og private Fejder, indſkrænkende Boden alene til hvad Drabsmanden ſelv erlagde til den nærmeſte Arving, ſaavel ſom Thegngildet til Kronen: en Foranſtaltning, hvorved Drabsſager, i Stedet for, ſom for, kun at være private, nu paa det nærmeſte bleve offentlige, og Begyndelſen ſaaledes gjordes til et mere ordnet Juſtitsvæſen. Men en ſaa gjennemgribende Forandring kunde ikke ſkee med eet, og Kong Haakon oplevede heller ikke mere end at ſee en Forberedelſe dertil bevirket. Dette ſkede dog ikke førend i 1260, ſaa at vi førſt ſenere komme til at omtale det. Men man kan ikke tvivle om, at han den hele Mellemtid har været utrætteligt virkſom for at bearbejde Gemytterne og bringe de her omhandlede, tidsmæsſige Lovsforbedringer til Veje.

Med Henſyn til Gulathinget gjorde Kong Haakon, uviſt naar, den Forandring, at Thingſtedet henlagdes fra det egentlige Gula, ved Eivindvik Kirke, til Øen Gulø, lidt længer inde i Fjorden, hvor han ogſaa til Thingalmuens Tarv lod opføre en Kirke. Aarſagen til denne Forandring er nu ej faa let at indſee; maaſkee Communicationen har været noget bekvemmere, eller at Øen har afgivet bedre Plads[29]. Kong Haakons Saga giver ham udtrykkeligt det Lov, at ingen af Norges Konger ſiden St. Olafs Dage ſtyrkede Chriſtendommen ſom han[30], og derpaa have vi allerede ſeet Beviſer nok i hans Beſtræbelſer for at udbrede Chriſtendommen i Finmarken, ſom overhoved i den Eftergivenhed mod Kirken og dens Tjenere, ſom han lagde for Dagen i alle Tilfælde, hvor disſe ikke vilde gaa Kronens Rettigheder for nær. Saaledes finde vi, at han indſtændigt har indſkærpet Vikens Beboere at betale deres Tiende ordentligt, efter de gamle Beſtemmelſer og guddommelige Love, „af al den retmæsſige Indtægt, Gud forunder Menneſket i denne Verden, for at man derved kan kjøbe ſig den tiende Deel af Himmerige, hvortil Menneſket i Førſtningen var ſkabt, men hvorved det ſiden blev bortſtødt ved Djevelens Tilſkyndelſe“. I dette Brev indſkærpes ogſaa den ordentlige Ydelſe af en anden Afgift, ſom det udtrykkeligt ſiges at hele Almuen i Viken (der tilføjes dog ikke naar) havde paataget ſig. Den beſtod i en talt Pening for hvert Kreatur, ſom man heller vilde have i ſin Gaards-Beſætning end undvære; de to Trediedele af denne Afgift ſkulde gaa til St. Olafs Helligdom i Throndhjem, og kaldtes derfor ſædvanligviis Olafsſkot; den tredie tilfaldt St. Hallvard i Oslo, og kaldtes ſaaledes Hallvardsſkot. Efter al Sandſynlighed er denne Afgift vedtagen under Kong Haakons Regjering og ved hans Foranſtaltning[31].

Det er allerede oftere omtalt, at Kong Haakon lod mange Kirker opføre, og at han navnlig efter den ſtore Ildebrand i Bergen ſynes at have grebet ſig ſærdeles an i ſaa Henſeende. Han lod nemlig, ſom Sagaen beretter, opføre Olafskirken med Kloſtret, Katharina-Kirken ved Sandbro med tilhørende Hoſpital, og i det mindſte paabegynde Allehelgenskirken i Vaagsbunden[32]. Da alle disſe tre Kirker laa i det Strøg, der fortæredes af Branden 1248, og da i det mindſte Olafskirken og Allehelgenskirken omtales tidligere, bliver det, ſom tidligere paapeget, næſten utvivlſomt, at i alle Fald de to ſidſte Kirker ere blevne et Rov for Luerne, men ſiden paa Kongens Bekoſtning opførte, da han havde ſæregne Henſigter med dem, idet Olafskirken nu blev Kirke for et af de førſte Minorit- eller Franciſcaner-Conventer, der ſtiftedes i Norge, altſaa ved Kong Haakons egen Foranſtaltning, og Allehelgenskirken maaſkee allerede ſtrax ved Gjenopførelſen beſtemtes til Kirke for et paatænkt, og af Haakons Søn og Eftermand virkelig ſtiftet Fattighuus. Til Katharinakirken, der viſtnok ikke var til før Branden, har der vel været ſkaffet Plads ved Omreguleringen af Tomterne i Nærheden af Sandbro, hvor Ilden ſynes at have raſet voldſomſt. Katharina-Hoſpitalet, hvortil Kong Haakon — uviſt om ſtrax eller paa ſit Yderſte[33] — ſkjenkede hele 240 Maanede-Maters Bol (omtrent Marker Bol eller Skud. Tunge), var beſtemt for de Spedalſke, — en Sygdom, der viſtnok allerede i lang Tid havde raſet i Norge, men ſom maaſkee nu førſt havde antaget en ſaa foruroligende Skikkelſe, at der fra den offentlige Veldædigheds Side anſaaes nødvendigt at treffe Forholdsregler, om ikke til dens Udryddelſe, ſaa dog til dens ulykkelige Offeres Pleje. I Tunsberg ſtiftede Kongen ligeledes et Hoſpital (St. Stephans), hvortil han ſkjenkede ikke mindre end 30 Merkers Bol[34], og et Minoritet- eller Franciſcaner-Kloſter. Endelig oprettede han et Auguſtiner- eller maaſkee Præmonſtratenſer-Kloſter, indviet Jomfru Maria, i det ſmukke, ſkovrige Dragsmark i Lanehered i Elveſysſel, ogſaa kaldet Marieſkogs-Kloſter, og funderede det med 50 Merkers Bol; til dets Kirke benyttedes, uviſt hvorfor, den allerede i Tunsberg ved Franciſcanerkloſteret opførte eller paabegyndte Bygning, hvis Materiale ſaaledes maa være flyttet over Folden til det nye Kloſter-Anlæg[35]. Der tales og om, at Franciſcanerkloſtret i Kongehelle oprettedes under Haakons Regjeringstid, men da intet ſikkert derom berettes, faar det ſtaa ved ſit Værd. Foruden disſe mere ſtorartede Kirke- og Kloſter-Anlæg lod han ogſaa den ſtore, prægtige Kirke opføre paa Agvaldsnes, hvoraf der endnu er Levninger tilbage, der viſe dens fordums Pragt. Denne, ſaavel ſom de tre oven nævnte Hoſpitalskirker, regnedes ſiden blandt de kongelige Kapeller, hvortil den før omtalte Apoſtelkirke i Bergen, og rimeligviis Mariekirken i Oslo, ſaavel ſom Tromsø Kirke allerede hørte. Tiden for disſe Bygningsarbejder kan viſtnok ikke nøjagtigt angives; imidlertid bliver det dog efter det foranførte temmelig viſt, at de for Bergen falde ſtrax efter Branden 1248, naar man undtager Apoſtelkirken, der allerede tidligere tilligemed Kongsgaarden var opført og indviet, og for Tunsberg deels efter Branden i ſamme Aar, deels og iſær efter den nye ſtore Ildebrand i 1258.

Det ſynes ogſaa for en ſtor Deel at kunne tilſkrives Kongens Indflydelſe og Anſeelſe, at det oftere omtalte Nidarholms Kloſter, der ved Abbed Bjørns uforſvarlige Ferd var bragt ſin Undergang nær, blev frelſt og reformeret. Vi have ſeet, hvorledes Munkene, hvilke Erkebiſkop Sigurd vilde udjage, henvendte ſig til Cardinal Villjam om Hjelp, og at denne raadede dem at anraabe Paven ſelv om at ſtaa dem bi, og ſende en kyndig Mand, der kunde reformere deres Kloſter og underviſe dem hedre. De fulgte hans Raad, og Abbeden ſelv, ledſaget af Prioren, begave ſig til Curien, forſynede med Anbefaling ſaavel fra Cardinalen ſom fra Kongen. Paven viſte ſig naadig mod dem, og bød dem ſelv udvælge ſig en Reformator. Efter en Dags Betænkning og Raadſlagning med andre erfarne Mænd nævnte de for Paven, ſom den der efter deres Mening var meſt ſkikket til dette Hverv, den oftere omtalte Matthæus af Paris, Munk i St. Albans Kloſter i England, da for det førſte, ſom de ſagde, ingen Kloſtre af deres Orden var i bedre Skik end de engelſke, og af disſe igjen intet fortrinligere end St. Albans Kloſter; og for det andet Matthæus ſelv var en ſærdeles god Bekjendt og Ven af Kongen, der af den Grund maaſkee lettere vilde være at formaa til, naar det behøvedes, at anvende ſin Magt til at tæmme Gjenſtridige. Man maa formode at dette Valg af Matthæus allerede før Udrejſen har været aftalt mellem Kongen og Abbeden. Paven ſamtykkede i Valget, og udfærdigede ſtrax en Skrivelſe til Abbeden i St. Albans om at han ſkulde afgive Matthæus til denne Sendelſe. Dette ſkede; Matthæus tom til Norge, og udførte heldigt ſit Hverv. Men da dette netop, ſom vi tidligere have ſeet, ſkede i 1248, hvor Matthæus var Øjevidne til Bergens Brand, og da vi ligeledes erfare, at han medbragte Breve og Hilſener fra den franſke Konge til Kong Haakon, er det aabenbart, at Matthæus ſelv ſamtidigt med Geſandterne maa have været i Frankrige, og rimeligviis ſaavel ved Pavehoffet i Lyon, ſom ved Kong Ludvigs Hof. Det er ogſaa i ſig ſelv højſt ſandſynligt, at Abbeden og Prioren have lagt Vejen til Pavehoffet over England, for at raadſlaa med Matthæus, der allerede et Par Aar forud havde gjort dem en ſaa væſentlig Tjeneſte ved at faa Bjørns Pantebreve ud af de Koværtſkes Klør, og at han med ſin Abbeds Samtykke har gjort Følge med dem til Lyon, for at hjelpe dem ved ſin Indflydelſe og ſine gode Raad. Denne gode Biſtand havde de ſaaledes middelbart iſær Kongen at takke, thi han virkede baade paa Cardinalen, paa Matthæus, og paa Paven ſelv. Hvor længe Matthæus opholdt ſig i Norge, vides ej, men det ſynes ikke at kunne have været i ſaa ſærdeles kort Tid. Da han var Vidne til Ildebranden i Bergen, var han aabenbart nylig ankommen, og maa ſenere have begivet ſig til Nidaros. Hans Ophold i Norge og nøjagtige Optegnelſer om hvad han hørte og ſaa, ſkulde vi de mange højſt vigtige Oplysninger, Norge vedkommende, der findes i hans fortrinlige Verk over Samtidens Hiſtorie[36].

Naar man læſer om al denne Liberalitet mod og Omhyggelighed for Kirken og dens Tjenere, ſom Haakon lagde for Dagen, begriber man nok at han maatte være ſærdeles undet af Paven, om denne end ikke havde haft ſæregne Grunde til at bevare hans Venſkab. Dette Venſkab vedligeholdt ſig ogſaa uforandret, ſaa længe Innocentius levede, ja fortſattes endog under Innocentius’s Eftermand Alexander den 4de (Rainald, Cardinalbiſkop af Oſtia), og det uagtet der fremdeles var Tale om Korstog, ſom Haakon ſkulde foretage, men aldrig udførte, ſkjønt det dog ſynes, ſom om Kong Haakon paany har givet et Tilſagn om perſonligen at begive ſig til det hellige Land. Vi ſtode nemlig atter paa et Beſkyttelſesbrev, ſom Pave Innocentius den 12te December 1252 fra Perugia (han var i 1251 atter vendt tilbage til Italien) udſtedte for Kong Haakon med Huſtru, Familie, Rige og Gods, medens han var fraværende paa det Korstog, hvorved han „til det hellige Lands Frelſe ej alene vilde forlade ſit Fædreland men ogſaa udſætte ſin egen Perſon“. Efter almindelig Sædvane overdrog Paven ved en ſamtidig Skrivelſe nogle anſeede Prælater i Kongens Rige, denne Gang Erkebiſkoppen af Nidaros ſaavel ſom Biſkopperne af Oslo og Bergen, at ſee denne Beſkyttelſe vel overholdt, og uden Perſons Anſeelſe at anvende Excommunications- og Interdicts-Straf mod dem, der under Kongens Fravær vovede at forulempe hans Rige eller Gods. Det klinger mildeſt talt forunderligt, i denne Skrivelſe at ſee Kongen omtalt af Paven ſom „ſaa ædel, ſaa herlig, hvis Forfædre Kirken glæde ſig over altid at have kunnet tælle blandt ſine hengivne Tilhængere“[37]. At disſe Breve bleve udſtedte under og i Anledning af den efter Erkebiſkop Sigurds Død til hans Eftermand udnævnte Sørles Ophold i Rom, er tydeligt nok, men hvad der har fremkaldt dem, om Kongen var anmodet Sørle om at tilvejebringe dem, eller om de kun betragtedes ſom Høflighedsbeviſer fra Pavens Side, er vanſkeligt at ſige. Det ſidſte ſkulde man næſten formode, naar man ſeer hen til, at Paven faa Uger i Forvejen (18de November 1252) ved en anden Skrivelſe, paa Kongens Ben havde givet ſit Samtykke til, at „de Folk, der kaldtes Sambiterne“, maatte, hvis de ved Daaben indlemmedes i Chriſtendommen, blive hans Herredømme underkaſtede ſaafremt Andre ikke allerede havde erhvervet Net over dem[38]. Disſe „Sambiter“ ere Indbyggerne af Samland, den fornemſte Provinds i det gamle Preusſen[39], og Hedendommens ſamt Uafhængighedens meſt haardnakkede Forſvarere mod de tydſke Riddere. De Opraab, der fra Paveſtolen udgik til de Troende om at ſtaa Ridderne bi, havde ogſaa naaet Norge. I Aaret 1243, medens Legaten Villjam, dengang ikke endnu Cardinal, opholdt ſig i Preusſen, befalede Pave Innocentius, ved en Skrivelſe fra Anagni, af 1ſte October, Priorerne og Brødrene af Prædike- eller Dominicaner-Ordenen paa hans egne Vegne at tilſikre alle dem i Kongeriget Bøhmen, Erkebiſkopsdømmerne Magdeburg og Bremen, Biſkopsdømmerne Regensburg, Pasſau, Halberſtadt, Hildesheim og Verden, ſamt i Danmark, Polen, Pommern, Gotland, Norge og Sverige, der maatte tage Korſet for at ſtaa de Chriſtne i Lifland og Preusſen bi, ſamme Indulgens og ſamme apoſtoliſke Protection, ſom ellers var tilſtaaet dem, der droge til Jeruſalem[40]. Et Korstog mod Preusſerne blev ſaaledes da virkelig paa en vis Maade prædiket i Norge. Men af hvad vi tidligere berettede, ſynes det ikke rimeligt, at Kong Haakon dengang har lyttet dertil. Derimod er det ikke uſandſynligt, at Cardinal Villjam, der havde tilbragt ſaa mange Aar i Lifland og Preusſen, der ſelv ſaa at ſige havde været med at ſkabe den preusſiſke Kirke, og derfor tog den inderligſte Deel i dens Fremgang, under ſin Nærværelſe i Norge har bragt disſe Anliggender paa Bane, opmuntret Haakon til at ſtaa Ridderne bi, mindet ham om den tidligere Tilladelſe, Pave Gregorius havde givet ham til at bekrige ſit Lands hedenſke Naboer i Stedet for at drage til det hellige Land, og maaſkee endog aabnet ham Udſigt til at erhverve Beſiddelſer hiinſides Øſterſøen, ligeſom de Danſke havde erhvervet Beſiddelſer i Eſtland. Haakon kan maaſkee have lyttet hertil, ligeſom han og lyttede til Kejſer Frederiks Tilbud om Skytsherredømmet over Lübeck, ſaa meget mere, ſom det uvenſkabelige Forhold, hvori han ſtod til Danmark, kan have ladet ham anſee et faſt Tilhold paa Øſterſøens Sydſide ſom et ønſkeligt Støttepunkt for Krigs-Operationer. Samland var endnu u-undertvunget, og hvis det lykkedes ham at overvinde dets ſtridbare Beboere og tvinge dem til at antage Chriſtendommen, kunde han vel ogſaa vente at faa en Deel af deres Land anviiſt ſig til Ejendom. I anden Halvdeel af Aaret 1252 havde Ridderne netop beſluttet at gjøre Hoved-Angreb paa Samland[41]. Det er derfor i ſig ſelv højſt ſandſynligt, at de have foreſpurgt ſig hos Kong Haakon, om han vilde komme dem til Hjelp, og at han har givet et betinget Løfte herom, ſamt at han for det Tilfælde at et ſaadant Tog fra hans Side kom i Stand, foreløbigt har ladet ſig det, han maatte kunne erobre, overdrage af Paven. Under den Mangel paa offentlige Aktſtykker fra disſe Tider, ſom desværre herſker i Norges Hiſtorie, kan man ikke vide, hvad Brevvexling herom der kan have været i Gang. Hvo veed, om ikke det ſtore Tog til Danmark, han udruſtede i 1253, ogſaa, om det var kommet i Stand, og han med en Flaade havde viiſt ſig i de danſke Farvande, vilde have gjeldt Samland? Men den Fredsmegling, Byrge Jarl tilvejebragte, og ſom medførte en fuldkommen Indſtilling af alle Krigsforetagender for Øjeblikket, maatte ogſaa lade en mulig Plan til at bekrige Preusſerne gaa overſtyr. Ridderne havde desuden om Vintren 1252—53 allerede gjort et Tog til Samland, der løb ſaa uheldigt af, at man neppe den paafølgende Sommer kunde have Lyſt til at gjentage det[42]. Paven befalede nu Prædikebrødrene paany at prædike Korſet mod Hedningerne i Lifland og Preusſen, og rimeligviis er dette da ogſaa ſkeet i Norge, uden at der erfares noget om, at en eneſte Nordmand tog Korſet[43]. Derimod gjorde, ſom bekjendt, Kong Ottokar af Bøhmen med flere andre Fyrſter i Aaret 1255 et Korstog ind i Samland, hvis Indbyggere, bukkende under for Overmagten, ganſke maatte falde til Fode og lade ſig døbe[44]. Da var imidlertid Pave Innocentius død. Hans Eftermand, Alexander den 4de, lod Dominicanerne endnu engang prædike Korstog i Tydſkland og hele Norden, før at de øvrige, endnu ikke undertvungne Dele af det gamle Preusſerland kunde betvinges og Indbyggerne chriſtnes, men der nævnes intet om, at nogen Nordmand tog Korſet[45]. Derimod ſee vi, at da Pave Alexander, for ret at overvælde Hohenſtauferne, og navnlig den talentfulde Manfred af Tarent, der efter Kong Konrads Død opretholdt Ættens Magt i Nedre-Italien, beſtemte at Korstogsløfter til det hellige Land kunde fyldeſtgjøres, naar man i dets Sted drog til Neapel og Sicilien for at bekrige Manfred eller overhoved at ſtaa den engelſke Kongeſøn Edmund bi, hvilken allerede Pave Innocentius havde overdraget begge Siciliernes Krone. Han henvendte ſig i ſaa Henſeende ſærſkilt til Kong Haakon, og overdrog Erkebiſkoppen af Canterbury ſaavel ſom ſin Capellan og Fuldmægtig, Subdiaconen Roſtand, højtideligt at fritage ſaavel Kongen, ſom alle andre, der i Norge maatte have taget Korſet, fra deres Løfte om at drage til Jorſaleland, naar de i Stedet derfor ledſagede den engelſke Konge paa hans forehavende Tog til Sicilien[46]. Af dette Tog blev der intet, og Haakon, ſom viſt ikke under nogen Omſtændighed havde ladet ſig bevæge til den Uklogſkab at deeltage deri, aller mindſt mod ſin Ven Kejſer Frederiks Søn, ſlap ſaaledes for en udtrykkelig Vægring, medens Skylden for Udſættelſen og omſider den hele Mund Gaaen overſtyr kun faldt paa den engelſke Konge. Om videre Forhandlinger i Anledning af Kong Haakons Korstogsløfter tales der ikke. Sandſynligviis er Sagen nu ganſke bleven ſtillet i Bero. Det vilde ogſaa have været til ubodelig Skade for Landet, om Kong Haakon var bleven bortreven fra ſin utrættelige Virkſomhed til Landets ydre Hæder og indre Velvære, for fjernt fra Norge at føre en Riget ſelv uvedkommende Kamp, der neppe engang, om den var heldig og hæderlig, vilde have efterladt ſynderlige Spor, hvad enten den førtes mod Vantroende eller andre fremmede Nationer.

Medens Kong Haakon med en forſtandig Liberalitet tog ſig af Kirken og dens Forherligelſe, ſørgede han ikke mindre for at omgive Kongedømmet med ydre Pragt, og for allehaande andre Foretagender, der ſigtede enten til Rigets Sikkerhed eller til Næringsvejenes og anden nyttig Virkſomheds Ophjelpelſe. Iſær ſynes hans Opmerkſomhed at have været henvendt paa Viken, hvis Vigtighed ſom Rigets ſrugtbareſte og bedſt befolkede Landſkab maatte være indlyſende. Han lod ſaaledes, fortælles der, mange øde Øer i Viken opbygge; blandt dem nævnes udtrykkeligt Ekerøerne ved Indløbet til Gøta-Elvens ſøndre Arm, hvilke han lod oprydde, bebygge og forſyne med en Trækirke; Gulløen, en nu med Hiſingen landfaſt Ø omtrent lige overfor Kongehelle[47], og endelig Marſtrand[48]. Sandſynligviis var det hans Agt, at oprette Kjøbſtæder i det mindſte paa Ekerøerne og ved Marſtrand; men kun det ſidſte Kjøbſtadsanlæg har haft Varighed: Marſtrand er endnu en ret blomſtrende By, medens Anlægget paa Ekerøerne ikke har kunnet hæve ſig videre end til at blive et lidet Strandſted, navnlig ved Kalvſund, mellem den egentlige Ekerø og Bjørkø. Alle disſe Beſtræbelſer for Vikens Opkomſt ſynes man nærmeſt at maatte henføre til Aarene mellem 1248 og 1258, da Kongen opholdt ſig ſaa hyppigt i Viken i Anledning af de ſvenſke og danſke Anliggender, og netop, ſom vi erfare, oftere laa med ſin Flaade ved Ekerøerne. Til denne Tid maa man ogſaa henføre flere vigtige Befæſtnings-Anlæg, han foretog i Viken, hvor det gjaldt at ſikre ſig mod Overfald ej alene af de Danſke, men og, da Nordmændene, ſom vi have ſeet, ej vare ſaa ganſke fornøjede med Byrge Jarls Holdning, mod de Svenſke, for det Tilfælde at Jarlen ſkulde finde ſin Regning ved at tage Danmarks Parti. Det gjaldt fornemmelig at have en Borg, der tillige kunde tjene ſom Grændſefæſtning ved Kongehelle, hvilken nu i lang Tid ikke havde været beſkyttet af nogen Borg, ſiden Kaſtellet i Byen ſelv var blevet forandret til et Kloſter. Kong Haakon lod opbygge en Borg paa den lille Ragnhildarholm i Elven lige ud for Byen[49]. Man ſeer, at den var færdigbygget før 1257. Ruinerne af denne Borg viſe, at den var af Steen, og maaſkee omgiven med Volde og Grave. I Tunsberg gjorde han betydelige Befæſtnings-Anlæg. Han lod hele Bjerget bebygge, og forſyne med en Ringmuur, over hvis Porte der anbragtes Kaſteller, navnlig det ſaakaldte Gautekaſtell over Danekleven[50]. Ogſaa Valdensholmen, Arnbjørn Jonsſøns forrige Borg, lod han, efter en enkelt Beretning, bebygge, det vil ſige befæſte i en mere udvidet Maaleſtok[51]. Fremdeles lod han i Oslo opføre en Borg paa Vaakeberg, hvortil han ogſaa lod henflytte Nikolaikirke, der endnu i 1240, da Kongen kæmpede med Hertug Skule, ſtod i den ſøndre Deel af Byen, ikke langt fra Geitebroen, ved Sammenſtødet af Øſtre-Stræde og Øre-Strædet[52]. Kaſtellet paa Holmen i Mjøſen, ved Ringsaker, bar allerede, ſom det er viiſt, tidligere opført, øjenſynligt for at ſkaffe Kongens Mænd et faſt Punkt, hvorfra de kunde holde Opſigt med den daværende, Skule Jarl hengivne, Biſkop Paal i Hamar, ſaavel ſom overhoved med Jarlens hemmelige eller aabenbare Tilhængere paa Oplandene. Den var altſaa nu, efter Borgerkrigenes Ophør, mindre nødvendig, men ſees dog en Tidlang at have været vedligeholdt, og anvendt ſom Statsfængſel — en Anvendelſe, hvortil ogſaa de øvrige oven nævnte Befæſtninger brugtes[53]. Til Ophjelpelſe af Tunsbergs Skibsfart lod Kong Haakon Skeljaſteinsgrunden (nu Piren) mellem Faſtlandet og Nøterø udgrave, ſaa at man kunde ſejle der med hele Kogger, medens man forhen neppe kunde komme igjennem med Smaabaade. Canalen blev ſenere desværre ej vedligeholdt, ſaa at Sundet nu er lige ſaa ufarbart ſom før, og Jarlsø (Jersø), ſtrax øſtenfor, maa tjene til Havn for de Skibe, der ſkulle anløbe Tunsberg og ej ville gaa heelt uden om Tjømø. Da man i Beretningen om Kong Haakons og hans Mænds Sejladſer paa denne Kant ej finder Jarlsø omtalt efter 1240, men derimod erfarer, at Skibe gik til eller fra Tunsberg øſtover Folden ved 1253, ſynes hiin Udgravning af Skibsløbet at maatte være foretagen i Mellemtiden. Ligeledes forſkjønnede Kongen Tunsberg ved at lade en Kongsgaard opføre i Nærheden af Laurentii Kirke, altſaa ved Foden af Slotsbjerget. Kongsgaarden i Oslo, der var nedbrændt i Ildebranden 1223, havde Kongen, ſom det tidligere er viiſt, ſtrax efter ladet gjenopbygge, ſaa at den rimeligviis var næſten allerede færdig i 1228[54].

Der var ikke ſaa megen Anledning til Udførelſe af offentlige Arbejder i den nordlige Deel af Landet. Her var Trangen til Befæſtninger ej ſaa ſtor, og hvad Throndhjem angaar, da havde dette en lang Tid været udenfor Kongens umiddelbare Beſtyrelſe. Dog nævnes det, at han lod indrette et Virke ved Agdenes tilligemed Bryggekar: Meningen heraf er vel den, at han lod de Arbejder udbedre og maaſkee udvide, ſom Kong Eyſtein Magnusſøn allerede for henved halvandet Aarhundrede tilbage havde ladet udføre[55]; og bed Nidaros lod han Sverresborgen paa Steenbjergene, der havde ligget i Ruiner ſiden Baglerne ødelagde den i 1197, paany opføre med de nødvendige Huſe og en Ringmuur. Ligeledes forſynede han Kongsgaarden med en Hall af Træ ſaavel ſom et Capell. Hans Arbejder til Bergens Forſkjønnelſe og Befæſtning tilhøre, ſom vi allerede have viiſt, iſær den tidligere Deel af hans Regjering, navnlig Fredsaarene fra 1227—1231. Her lod han Sverres Borg, der i 1207 var nedreven af Baglerne, opføre paany. Den var, ſom vi ovenfor have ſeet, allerede færdig i 1232, ſiden man da kunde anvende den til Fængſel for Jon Jarls Drabsmænd; ſiden ødelagdes den igjen ved Ildebranden 1248, men opførtes prægtigere end forhen, med dobbelt Muur, Vigſkaard og en Yderborg. Kongsgaarden, ſom han ogſaa lod ombygge af Steen, og forſynede med to ſmukke Steenhaller, blev, ſom man maa antage, ikke fuldſtændigt færdig førend omkring 1250, ſiden den nye Apoſtelkirke, dens Capell, ej blev indviet førend i 1247, og Gaardens daværende Bygninger ikke afgave Plads nok til det ſtore Kronings-Gjeſtebud. Dette hindrer vel ikke, at en Deel af Bygningen tidligere kan have været beboelig, men da vi vide, at allerede Kong Inge havde ladet Kongsgaarden, rimeligviis af Træ, opføre efter Ødelæggelſen i 1207, er det dog ſandſynligſt, at det kun er denne ſom menes, naar der er Tale om Kongsgaarden i Bergen før 1247. Den fuldfærdige Kongsgaard var omgiven med en Steenmuur, og forſynet med Kaſteller over begge Porte[56]. Den nye Apoſtelkirke, der rimeligviis opførtes paa ſamme Sted hvor den forrige havde ſtaaet, var ligeledes af Steen, ſom det udtrykkeligt angives. Alle disſe nye, betydelige Bygnings-Anlæg i Chriſtkirkens Nærhed maa have givet denne Deel af Byen, iſær fra Søen af, et prægtigt Udſeende, ſaa at enhver Fremmed, der nærmede ſig, ſtrax maatte faa en Foreſtilling om, at han kom til en kongelig Reſidens.

Endelig drog Kongen Omſorg for at gjøre de Rejſer, han ſelv og hans Efterkommere maatte foretage til Lands mellem Viken og Thrøndelagen — ſaa godt ſom de eneſte Landrejſer, hvorom der i den Tid kunde være Tale — lettere og bekvemmere ved at indrette gode Qvarterer og Vejtſlehaller paa Kongsgaardene i pasſende Afſtande. Hvor Kirker ej fandtes lige i Nærheden, blev der da heller ikke glemt at bygge Capeller ved Siden af Vejtſlehallerne. Saaledes byggedes een Vejtſlehall paa Huſebø i Skaun (Stange) paa Hedemarken; den næſte paa Ringsaker, den tredie paa Vidheim i Øyer, den fjerde paa Steig i Fron, den femte paa Hov i Breidebygden, den ſjette, med tilhørende Capell, paa Thofte i Dovre, og den ſyvende, ligeledes med tilhørende Capell, paa Liv i Opdal, hvilken Gaard, der hidtil ej havde været Kongsgaard, han i dette Øjemed tilkjøbte ſig[57]. Disſe Qvarterer kunde ſandſynligviis benyttes af hans Mænd, naar de rejſte i hans Erende, ja hvo veed, om ikke ogſaa andre Rejſende kunde tage ind og mod pasſende Betaling faa den nødvendige Fortæring og Pleje der; i det mindſte heder det om Hov i Breiden, at Kongen lagde Jordegods dertil, hvilket halv om halv antyder at dette betragtedes ſom en Art af Stiftelſe eller almeennyttig Indretning[58].

  1. Om Dyrtiden er der ovenfor talt, S. 44, 72, 73.
  2. De islandſke Annaler, ved 1249.
  3. Stedet, hvor denne Ødelæggelſe foregik, kaldes Raudsvoll; det maa vel have været et Steds i Nærheden af Elven.
  4. Matthæus Pariſ. S. 504 nævner udtrykkeligt „in tribus principalibus civitatibus“, og da han paa den Tid var i Norge, maa han vel vide Beſked derom. Da nu Nidaros aabenbart var mere „principal“ end Oslo, ſynes det, ſom om hiin er meent. Denne Ildebrand kunde da maaſkee og ſtaa i Forbindelſe med den Udvidelſe.af Chriſtkirken, ſom fandt Sted 1248, ſe nedenfor.
  5. Sturlnnga Saga, VIII. 5. Saml. til det norſke Folks Hiſtorie I. 317.
  6. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 260. Dette Sted har i alle hidtil leverede Overſættelſer af Haakon Haakonsſøns Saga været misforſtaaet. Der ſtaar „al Byen var brændt indenfor Sandbro, „fyrir útan“ (d. e. med Undtagelſe af) nogle Huſe ude ved Vaagsbunden“. Ordene „fyrir útan“ har man taget ſom om de ſtode i Modſætning til det nys foregaaede „indenfor“, og overſat ſaaledes: „Byen var brændt indenfor Sandbro; udenfor denne nogle Huſe i Vaagsbunden“. Derved faar man ud, at Vaagsbunden ſkulde være udenfor Sandbro (!)
  7. De Kirker, der laa paa Øſtſiden af Vaagen, ſamt i Vaagsbunden, vare ved Kong Haakons Død, Allehelgens og Katharina Kirker iberegnede, 12; af disſe tvende ſidſte Hoſpitalskirker veed man dog at Allehelgenskirken allerede exiſterede paa Sverres Tid, og kun efter Gjenopbyggelſen blev ſat i Forbindelſe med et Hoſpital. Det ſamme var aabenbart Tilfældet med Olafskirken, der tidligere var en almindelig Sognekirke, men af Kong Haakon gjenopbyggedes og ſattes i Forbindelſe med et Franciſcanerkloſter. At flere af Kirkerne fortæredes eller i det mindſte ſkadedes i Branden, er aabenbart: det ſiges udtrykkeligt om Peterskirken og Mariekirken, og ligeledes kan det ſkjønnes at Olafskirken ødelagdes. Thi naar Matthæus ſiger at de 4 Kloſtre ſkaanedes, kan han ikke mene andre end Munkeliv, Jonskloſtret, Dominicanerkloſtret og Nonneſeter; at han tilſammen kalder dem religiosorum domus, uagtet eet var Nonnekloſter, gjør intet til Sagen og er kun en ſædvanlig latinſk Talebrug, hvor Ord af flere Kjøn nævnes under eet. Disſe fire Kloſtre laa netop udenfor Ildebrandens Omraade, hvilket ej var Tilfældet med Olafskirken: hvis denne havde haft noget Kloſter, der fortæredes, vilde dette ſikkert have været ſærſkilt omtalt; og omvendt, havde den haft et Kloſter, der frelſtes, vilde der have været Tale om fem, ej om fire religiosorum domus. Alt dette viſer, at Franciſcanerkloſtret ikke var til i 1248, men at Olafskirken var en af hine 11 Sognekirker, og at den maa være bleven fortæret i Branden, ſiden Kong Haakon lod den opføre igjen: ja dette er juſt Nøglen til at forklare den tilſyneladende Modſigelſe, at Olafskirken allerede omtales paa Sverres Tid, medens det dog udtrykkeligt heder, at Kong Haakon lod den bygge. Her have vi ſaaledes et beſtemt Datum for det tidligſt mulige Tidspunkt, da Minoriterkloſtret kan have været oprettet.
  8. Matth. l. c., ſaavel ſom Sagaen l. c. Sagaen ſætter dette Tordenvejr nogle faa Dage efter Branden; Matthæus, ſom Øjevidne, maa vel foretrækkes, naar han ſætter det til næſte Dag. De faa ubetydelige Afvigelſer mellem Matthæus og Sagaen, der ſaa let kunne forklares af den Forſkjellighed, der altid opſtaar i Beretningen om deslige Begivenheder, hvor Forvirring og Forfærdelſe er almindelig, kan dog ikke ſvække Troværdigheden hos nogen af Parterne; tvert imod er det endog beundringsværdigt, hvor ſamſtemmende begge, indbyrdes uafhængigt og til forſkjellige Tider nedſkrevne, Beretninger ere. Matthæus bemerker, at der ſamme Aar ogſaa var Ildebrand paa flere andre Steder i Europa, idet nemlig Domkirken i Køln („der er ligeſom Moder til og Matrone for alle Tydſklands Kirker“) flere Byer og Borge i Frankrige og i Nordmandie, og i England Størſtedelen af Newcaſtle blev Rov for Luerne. Ved at fortælle om Ulykken, ſom Ilden anrettede paa det engelſke Skib ved Bergen, tillægger han, at Kongen, ſaa ſnart han fik den at vide, af Kjærlighed til ham ſelv (Matthæus) lod Skibet faa en bedre og ſtørre Maſt. Heraf ſkulde man næſten formode, at det var det ſamme Skib, med hvilket Matthæus var ankommen til Bergen.
  9. De islandſke Annaler.
  10. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 296.
  11. Se ovenf. III. S. 247.
  12. Af det Foregaaende vil det ſees, at der ej kan være Tale om Lovforbedringer i Throndhjem førend efter Hertug Skules Død: tidligere end 1240 kunne ſaaledes ingen Forhandlinger derom ſættes. Net erfare vi, ſom det nedenfor paa ſit Sted nærmere ſkal viſes, af Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 303, ſammenholdt med Haakonarbok Cap. 9 og Cap. 20, at Kong Haakon i 1260 var tilſtede paa det egentlige Froſtathing, og at han da fik flere vigtige Lovbeſtemmelſer vedtagne, navnlig Kongearven og de Retterbøder, der anføres ſaavel i Haakonarbok Cap. 20, ſom endnu fuldſtændigere i den førſte Deel (indtil Lacunen Cap. 13) af Intimationen til den egentlige Froſtathingslov. Men derhos ſeer man af Retterboden af 14de Sept. 1327 (N. gl. L. III. 153), at Kongen enedes med Erkebiſkop Sigurd om at paabyde en Chriſtenret, der ej kan være nogen anden end Froſtathings Chriſtenret (ſe ogſaa Keyſers Kirkehiſtorie I. S. 394), ligeſom Intimationen til Froſtathingsloven i Cap. 22 efter Lacunen omtaler en Forſamling paa Ørething, hvor de fra Lacunen indtil hiint Cap. anførte Beſtemmelſer ſiges at være blevne oplæſte og vedtagne. Da nu det ovenfor omtalte Møde, der nævnes for Lacunen, i Sagaen udtrykkeligt ſiges at have været holdt paa ſelve Froſtathing mangen drog „ind til Froſtathing“), ſaa ſeer man, at der her i Indledningen er Tale om tvende Møder til forſkjellige Tider, og at en nærmere Omtale eller Ankyndigelſe af Mødet paa Ørething maa have exiſteret i det tabte Stokke af Intimationen. Nu er det viſtnok, ſom det nedenfor ſkal viſes, muligt, ja endog ſandſynligt, at dette Møde, og Lovbogens nye Inddeling allerede er at henføre til Kong Haakon Sverresſøn. Men da man intet med Vished veed derom, er det ſør det førſte ſikrere at henføre det til Haakon Haakonsſøn, og i ſaa Fald bliver det rimeligt, at dette Mode da ogſaa er det ſamme, paa hvilket Chriſtenretten, der ſelv udgjør 2 af disſe Parter, vedtoges, altſaa hvor Erkebiſkop Sigurd har været tilſtede, og ſom, uagtet det indtraf meget tidligere end hiint, ved hvilket Erkebiſkop Einar udtrykkeligt nævnes, dog i Intimationen ſelv omtales ſenere, af den ſimple Grund, at det Parti af Intimationen, ſom henhører dertil, har dannet Begyndelſen til de før 1260 exiſterende Afſkrifter af Loven, medens Retterbøderne paa Mødet 1260 med dertil hørende Indledning ſenere ere blevne vedføjede i Spidſen (ſom man altid ſeer var Tilfældet med ſlige Thingbeſlutninger) enten, i de ældre Afſkrifter, paa løſe eller ſenere tilheftede Blade, eller, i ſenere Afſkrifter, ſom en Deel af ſelve Texten. Ligeſom der altſaa foran i den nuværende Intimation ſtaar, eller rettere ſkulde ſtaa: „disſe Beſtemmelſer bleve vedtagne paa Froſtathing ved vor Søn Magnus’s, Erkebiſkop Einars o. ſ. v. Samtykke“, ſaaledes kan der maaſkee etſteds i det bortfaldne have ſtaaet: „Følgende Beſtemmelſer bleve vedtagne paa Ørething med Erkebiſkop Sigurds (maaſkee ogſaa Knut Jarls) og fleres Samtykke“. Underſøge vi nu, hvilke Sommere mellem 1240 og Erkebiſkop Sigurds Død 1252 Kong Haakon tilbragte i Throndhjem, ſaa at han kunde overvære Froſta- eller Ørething, da faa vi kun 1244. Dette pasſer og godt dermed, at Chriſtenretten endnu paabyder Jærnbyrd, der afſkaffedes af Cardinal Villjam 1247. Om Aaret 1244 i det mindſte for Chriſtenrettens højtidelige Vedtagelſe kan der ſaaledes neppe være nogen Tvivl.
  13. Se ovenfor III. S. 247„ 248, jvfr. 263—266.
  14. Dette er Beſtemmelſen i II. 10 „om Blodsudgydelſe i Chriſtkirken, Mariekirken eller deres Kirkegaard“, der, ſom ovenfor IV. 248 viiſt, hentyder paa en Tid, da Chriſtkirken og Mariekirken endnu ſtode paa ſamme Kirkegaard, hvilket ogſaa i den ſaakaldte Sverres Chriſtenret med ſtørre Omtanke er rettet til „Chriſtkirkegaarden“ alene.
  15. Vi kjende viſtnok ikke den ældſte Froſtathings Chriſtenret, men have al Grund til at antage, at den i det væſentlige har lignet de øvrige ældre Chriſtenretter.
  16. Hvor ubetydelige Forandringerne maa have været, ſees ikke alene af den ovenfor paapegede Omſtændighed, at den ældre, allerede af Erkebiſkop Eyſtein nedrevne, Mariekirke omtales II. 10 ſom endnu ſtaaende, men tillige af III. 1., hvor de forbudne Slægtſkabsgrader i Egteſkab regnes til 6te Led paa begge Sider fra Syſkende at regne, uagtet, ſom ovenfor paapeget, Forbudet allerede paa den lateranſke Forſamling 1210 indſkrænkedes til 4de Led incluſive fra Syſkende. Derimod findes ej alene i denne Chriſtenret, men ogſaa i den ſaakaldte Sverres Chriſtenret, den Indſkrænkning af Altergangen for Lægfolk til i det mindſte een Gang om Aaret, i Paaſken, der indeholdes i de ſamme Lateranſtatuter § 21 (Decr. Greg. V. 38); dette maa da igjen være indført efter 1215. En anden virkelig Forandring, man kan ſpore, er den for omtalte i II. 18, hvor den endnu i Sverres Chriſtenret Cap. 35 paabudne Vidreldes-Tiende (af tillagt Fæ) forandres til Ydelſen af den Oſt, der lades af al den Fredagen før St. Hansdag faldende Melk: men denne Forandring, der ſandſynligviis er ſkeet i Mellemtiden mellem 1190 og 1244, er og udtrykkeligt paapeget ganſke ſaaledes ſom om en Marginalrettelſe her havde fundet Sted i Original-Exemplaret. (At Jærnbyrd, afſkaffet af Cardinal Villjam 1247, ligeledes omtales ſom brugelig, kan her ej komme i Betragtning, da Loven ſelv, ſom ovenfor viiſt, maa være vedtagen ſeneſt 1244, altſaa for Cardinalens Ankomſt til Norge). Alt tyder ſaaledes virkelig hen paa, at man uden videre har vedtaget det meſte ſaaledes, ſom det forefandtes, og ladet det indføre i den nye Lovbog, uden endog at have givet ſig Tid til at anbringe alle de Forandringer, der dog allerede ved Concilbeſlutninger eller paa andre Maader vare ſkede. Tog hiint Original-Exemplar ſynes da ganſke viſt at maatte have været „Guldfjeder“. Om Forandringerne havde været end ſtørre og hyppigere, end de nu viſe ſig at være, vilde de dog med ſtørſte Lethed have knurret anbringes i Form af Marginal-Rettelſer. Men en anden Sag er (ſe nedenfor) at denne Chriſtenrets Optagelſe i Lovbogen ſamt Lovbogens Fordeling i Parter maaſkee kan ſkrive ſig fra Kong Haakon Sverresſøns Dage.
  17. Se den før omtalte Retterbod, udſtedt i Kong Magnus Eriksſøns Navn 14de Septbr. 1327: „at den Chriſtenret, ſom den værdige Herre Kong Haakon den gamle, vor Farfader, og Hr. Sigurd, Erkebiſkop i Nidaros, med de bedſte Mænds Raad og Samtykke, ſom dengang vare i Riget forordnede at ſkulle gjelde („over hele Norge“, tilføjer en Codex udtrykkeligt) „den ſkal nu gjelde alle Mand imellem“. Tidligere omtales denne Chriſtenret baade i Retterbod af 14de Mai 1290 og i en anden af 28de Juli 1316 ſom den „gamle, forhen gjeldende“, og det virkelig, ſom det lader, for hele Riget.
  18. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at de følgende Ytringer blive langt lettere at forklare, hvis denne Kundgjørelſe henføres til Haakon Sverresſøns Tid.
  19. Froſtathingslovens Indl. 16.
  20. F. Ex. Hr. Hauk Erlendsſøn, Ridder og Lagmand c. 1315.
  21. Saaledes Dagfinn Bonde, der ſkjønt Stallare, Sysſelmand og ſaa godt ſom kongelig Statholder i Bergen dog ej fik Lendermandsnavn. Lige ſaa Gunnar Grjonbak, der ſelv kaldte ſig Bonde, og hvis Søn Einar, ſenere Erkebiſkop, var i Bøndernes Tal, da han gav Haakon unge Kongenavn.
  22. Om Lagmændene, ſe for øvrigt ovenfor III. S. 190.
  23. Froſtathingslovens Indl. 20.
  24. Froſtathingslovens Indl. 17, 18, 19. Den, ſom kun driver en Audn paa Hø, ej paa Kornavl (ſom ſlaar og ikke ſaar) ſkal kun præſtere Budbyrd og Fattiges Flytning (kun de communale Byrder). Men naar han „baade ſaar og ſlaar“, da ſkal han og præſtere Leding efter forſtandige Mænds Skjøn (§ 17). Dog vidner det atter om Forpligtelſens perſonlige Charakteer, naar det i § l8 heder „at Kongen har fritaget den Lejlænding, der ſelv opfører Hufebygningen paa en Audn, for Ledingen for tvende „Nev“ i de førſte ſex Aar.
  25. Herved bemerkes dog, hvad der egentlig gjelder om hele dette Parti af Indledningen til Froſtathingsloven, eller hvad der vedtoges og udſtedtes paa Ørething, altſaa tillige Lovens Inddeling i 16 Parter og Chriſtenretten, at da vi formedelſt den for omtalte Lacune mellem § 13 og 14 ikke have Begyndelſen til denne Række af Kundgjørelſer og Retterbøder, kunde det, naar Alt kommer til Alt, være muligt, at alt dette egentlig ſkriver ſig fra Haakon Sverresſøn, ved dennes Forlig med Erkebiſkop Erik, og at Kong Haakon Haakonsſøns Samraad eller Overeenskomſt med Erkebiſkop Sigurd kun har gjeldt Chriſtenrettens Udſtrækning ud over Froſtathingslagen til hele Riget. Der er meget, ſom gjør denne Antagelſe ſandſynlig, og ikke mindſt den Omſtændighed, at Aarmændene endnu nævnes med Udelukkelſe af Sysſelmændene, ſamt at Lagmands-Inſtitutionen endnu ſynes at omtales ſom ganſke ny, og ſom om det for en ſtor Deel var den Konge, i hvis Navn Kundgjørelſen udſtedtes, der fra førſt af havde indſat Lagmændene. Man kunde endog føle ſig friſtet til at gjette paa Sverre ſelv, hvis man ikke maatte antage det uſandſynligt, at han havde optaget Chriſtenretten, ſaadan ſom den forefindes, i ſin Lovbog. Hvad der fremdeles i høj Grad ſynes at tale for en ſaadan Antagelſe, er deels den ovenfor paapegede Bibeholdelſe af de for Lateranmødet 1215 gjeldende forbudne Led, deels den merkelige Omſtændighed, ſom vi ſtrax nedenfor paapege, at et gammelt Brudſtykke af Froſtathingsloven fremſtiller Saktallet aabenbart i en langt ældre og uhjelpſommere Form, end det findes i de øvrige Haandſkrifter, medens dog Sideoverſkriften paa hiint Brudſtykke viſer, at det har hørt til den i de 16 Parter inddeelte Lov, følgelig er yngre end den her omhandlede Kundgjørelſe. Thi er da den Text, efter hvilken Loven er trykt i N. gl. Love 1. B., ſaavel ſom de fleſte øvrige Brudſtykker, fra Kong Haakons Tid, hvad man vel maa antage, (ſkjønt ogſaa det yngre Saktal aabenbart er ældre end 1220, ſe nedenfor) bliver det ikke uſand ſynligt, at hiint Brudſtykke med det ældre Saktal er en 50 til 60 Aar ældre. Fuldkommen Vished faa vi nu neppe i denne Sag, da dette ej kunde ſkee uden at man fandt et Haandſkrift, hvori hiin Lacune var udfyldt — hvortil der ej er nogen Udſigt. — Jeg har derfor ikke vovet at fremſætte den her ytrede Mening i Texten, ſkjønt jeg dog næſten er moralſk overbeviiſt om dens Rigtighed. Thi hvad der ovenfor er ytret om Kongens og Erkebiſkop Sigurds Samvirkning, enten paa Froſta- eller Ørething, om Sommeren 1244, kan, ſom ogſaa før antydet, alligevel være rigtigt, muret end kun vedkommer Chriſtenretten. Og at den gamle Chriſtenret da blev paabuden for hele Riget, uden at man endnu havde givet ſig Tid til at forandre dens Text, er ikke beſynderligere, end at den og kunde blive paabuden 1290, 1316 og 1327. Maaſkee man ſaaledes netop kan betragte Haakons og Sigurds Paabud ſom det førſte i Rækken af alle disſe interimiſtiſke Chriſtenrets-Paabud.
  26. Se ovenfor III. S. 970.
  27. At det Saktal, der findes i Froſtathingslovens Text, ſaadan ſom den nu kjendes, ikke er det oprindelige, ſees aller bedſt af det før omtalte gamle Brudſtykke, aftrykt i N. gl. L. II. S. 520, der virkelig er et Stykke af det ældre Saktal, og ikke ſtemmer med Textens. Det ſees ogſaa af denne ſelv, IV. 6, 9, hvor der ligefrem omtales en Mangel ved det ældre Saktal, ſom nu ved disſe Artikler rettes.
  28. Froſtathingsloven IV. 5, 10, 14, 17, 21, 24, 28, 31, 35, 38.
  29. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 333. Derfor heder det og i den yngre Gulathingslov, Thingfarebaalken Cap. 1: vi ſkulle have vort Lagthing „paa Gulø i det rette Thingſted“, ej ſom i den ældre „her i Gula“.
  30. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 333.
  31. N. gl. L. I. S. 459. Man maa her nærmeſt gjette paa en af de Perioder, hvor Kongen tilbragte længere Tid i Viten, enten allerede under Ribbungefeiden, eller ſenere under de hyppige Forhandlinger med Sverige og Danmark.
  32. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 333. I Langes Kloſterhiſtorie, anden Udg. S. 329 er den Mening fremſat, at der ved „Olafskirken og Kloſtret“ paa dette Sted i Sagaen rimeligviis menes Dominicanernes Kirke og Kloſter, mine„ ſom vi have ſeet, omkring 1230, og førende et Segl, hvori de hellige Konger Olaf og Erik fremſtilledes. Men dette er dog ikke ſandſynligt, da man nemlig ellers aldrig ſender „Olafskirken“ nævnt, uden at den Kirke derved forſtaaes, der ſenere blev Minoriter-Kirke, og nu er Domkirken. At der i et Par yngre Diplomer nævnes et „St. Olafs Huus ved Kongsgaarden“, hvor Sjælemesſer holdtes, kan ej være af nogen Vegt, deels fordi Diplomerne ſelv ere af problematiſk Beſkaffenhed, deels fordi det i alle Fald maatte være højſt beſynderligt at benævne Dominicanerkloſtret ſom beliggende „ved Kongsgaarden“, da det dog laa langt nærmere ved Biſkops- og Kannikegaardene (ſe ovenf. S. 35) uden engang at ſtode op til hiin. Det er den foregivne Vanſkelighed i at forlige Sagaens Ord, at Kong Haakon „opførte Olafskirken“ med den Omſtændighed, at „Olafskirken“ allerede tidligere omtales, ſom rimeligviis har fremkaldt hiin Gisning. Men Vanſkeligheden bortfalder ganſke, naar man kun erindrer, at den ældre Olafskirke i Vaagsbunden brandt ned 1248, hvilket, ſom ovenfor viiſt, Matthæus Pariſ. næſten endog reent ud ſiger. Da vi nu finde Minoriter i Bergen allerede omtalte 1264, hvilket viſer at Kloſtret maa være ſtiftet af Kong Haakon, og da vi tillige ſee, at han maa have interesſeret ſig for denne Orden, ſiden han og ſtiftede et lignende Kloſter i Tunsberg, medens vi derimod ej have Spor af at han tog ſig noget ſærdeles af Dominicanerne, hvis Indførelſe i Norge ſnarere var Biſkoppernes og Chorsbrødrenes ubetænkſomme Verk, bliver det utvivlſomt, at det er Franciſcanerkirken, hvortil Sagaen her ſigter.
  33. Til Allehelgenskirken, heder det i Sagaen udtrykkeligt, gav Kongen 120 Mm.s Bol i ſin ſidſte Sygdom, men det kan ikke ſees af Sagaens Ord, om han førſt da tænkte paa at forbinde den med et Hoſpital, eller allerede tidligere havde fattet denne Plan. (Se for øvrigt Langes Kloſterhiſtorie S. 260). Derimod ſynes Kongen allerede fra førſt af at have haft i Sinde at combinere et Hoſpital med Katharinakirken (ſe Sagaen), ſaa at Fundationsgaven maaſkee allerede før hans Død kan have været ſkjenket, om han end ikke ſelv oplevede at ſee det Hele fuldendt. Det maa for øvrigt merkes, at Kong Magnus, Haakons Eftermand, ej alene forandrede Faderens Plan med Katharina Hoſpital, idet han gjorde det til et Fattighuus for Fruentimmer, (ſe Dipl. Norv. II. No. 16), men ogſaa 1266 flyttede ſelve Kirken med det maaſkee endnu ikke færdigbyggede (ja maaſkee ej engang paabegyndte) Hoſpital til Vaagsbunden, ganſke nær ved Allehelgenskirken. Mere herom paa ſit Sted nedenfor. Naar man kun har Annalernes Ord (efter det bedſte Haandſkrift) for Øje, at Kong Magnus lod Katharinakirken opbygge 1266, nær ved Allehelgenskirken, og ſammenligner dette med Sagaens Udſagn, at Kong Haakon lod gjøre Katharinakirke ved Sandbro, ſeer man at der her er Tale om to forſkjellige Bygningsarbejder, og man behøver ikke at forklare den tilſyneladende Modſigelſe dermed, at et „Sandbro“ ogſaa ſkulde være at ſøge i Vaagsbunden. Thi, ſkjønt Udtrykket Sandbrú litla etſteds forekommer, ſeer man dog nokſom af Bergens Biſkop, at der kun var een Sandbro, naar det gjaldt at betegne Strøgene i Byen, og i det mindſte ingen Sandbro i Vaagsbunden.
  34. Flatøbogens Læſemaade „ccc (300—360) Mk. Bol.“ er urigtig, ſe Kong Magnus Eriksſøns Brev af 1320, Dipl. Norv. II. 139.
  35. Se Langes Kloſterhiſtorie S. 453, 473. „Dragsmark“ kaldtes denne lille Skov, (der i Brev No. 882 hos Liljegren udtrykkeligt benævnes locus amoenus) efter det ſmale og lave Eid mellem Laneſund og Gudmaren, over hvilket Baade kunde drages; thi ſaadanne Eid kaldtes og kaldes endnu „Drag“ (ſaaledes Dragseid paa Stadland). Sagnet om en Drage, der ſkulde have haft ſit Tilhold der, viſer ſig ſaaledes at være lavet i en Tidsalder, da den danſke Skriftſprogform „Drage“ var bleven ſædvanlig i Stedet for det norſke Dreke eller Drake, og ſaaledes kunde gjøre Fejltagelſen mulig.
  36. Der har været ytret Tvivl, hvor vidt Forfatteren Matthæus af Paris er den ſamme ſom den Broder Matthæus, hvis Sendelſe til Norge han omtaler. Men Identiteten ſynes aabenbar: thi deels ſtaar der udtrykkeligt, at den Matthæus, der ſendtes til Norge, kaldtes „Matthæus de Parisiis“, deels ſiger Forfatteren ſelv, at han overbragte Kong Ludvigs Breve til Haakon, altſaa var i Norge. Han kan dog neppe have været den af Kejſer Frederik afſendte Matthæus, ſom omtales ovenfor S. 12; thi han kom fra Tydſkland eller Italien, ikke fra Frankrige og England.
  37. Dipl. Norv. I. No. 47, 48.
  38. Dipl. Norv. I. No. 45.
  39. Se ovenf. S. 53.
  40. Voigts Diplom. Pruss. No. 48.
  41. Voigts Geſch. Preusſens, III. S. 41 ff.
  42. Voigt, Geſch. Preusſens, III. 44.
  43. Raynaldus, ved Aar 1253, No. 26. Voigt, III. 50.
  44. Voigt, Geſch. Pr. III. S. 75 fgg.
  45. Dipl. Norv. I. 54. Raynaldus, ved 1256, No. 15. Voigt, Geſch. Pr. III. S. 105. Hvis der er noget i den ſvenſke Riimkrønikes Beretning om at den ſvenſke Folkunge Karl (maaſkee Karl Ulfsſøn) drog til Preusſen og ſiden faldt i Kampen mod Littauerne, torde det maaſkee have været i Anledning af denne Opfordring, og han faldt muligviis enten i den ellers ikke af de tydſke Chroniſter omtalte Strid, der i de islandſke Annaler ſør 1259 betegnes med „Guds Riddere ſvegne i Samland“, eller i en ſildigere Kamp mod de frafaldne Preusſer: i et Diplom fra 1268 omtales han ſom død, men hvor længe, erfares ei.
  46. Breve hos Rymerus, I. S. 320.
  47. Om Gulløen er der allerede talt noget ovenfor, II. S. 765, 891—894. Sporene af den ſmale Flodarm, der adſkilte den fra Hiſingen, ſees endnu fra Sletten, lige overfor Ulveſund, udenfor Ytterby, til en Aamunding lige ſyd for Ragnhildholmen. En Gaard ved Navu Gullø ligger endnu ſkraas overfor Ytterby: paa Ben findes ogſaa de nuværende Gaarde Sletten, Bramby og Hamburg. Armen, der adſkilte den fra Hiſingen, var da, ſom ovenfor antydet, den „øſtre Kviſt“.
  48. Marſtrand kaldes i Sagaen og Diplomer „Mástrandir“, (Málstrandir er kun en ſlet Læſemaade). Navnet betegner „Maageſtrandene“. Ovenfor (III. 728) er det viiſt, at Marſtrand omtales førſte Gang ſom Handelshavn 1227. Der nævnes da endnu intet om Byanlæg, uden at der viſtnok heraf ligefrem følger, at Anlægget da endnu ej var paabegyndt, men Tiden hertil ſynes dog ej ret at være kommen, førend Kongen havde faaet frie Hænder for Borgerkrigene, og opholdt ſig hyppigere i Viten. Men der har viſtnok allerede tidligere, paa Grund af den gode Havn, været enkelte Huſe der.
  49. Man maa her altid erindre, at Byen ikke er det nuværende Kongelf, lige overfor Baahuus Fæſtning, men gamle Kongehelle, mellem Ytterby og et Stykke øſtenfor Kaſtellgaarden. Lige overfor denne, eller det forrige Kloſter, ligger den lille Ragnhildarholm, eller, ſom den nu kaldes, Rangleholmen, ligeledes ſom Gulløen, næſten landfaſt med Hiſingen. Det er forhen (III. S. 163) antydet, at Ragnhildholmen maaſkee kan have tilhørt, og faaet Navn efter hiin Enke Ragnhild, i hvis Huus Kong Magnus Erlingsſøn boede, da han ſidſte Gang var kommen fra Danmark, i 1184.
  50. I Sagaens Text ſtaar der, „at han lod gjøre en Muur omkring Tunsberg“, hvilket af enkelte har været taget i den Betydning, ſom om det gjaldt hele Byen. Dette kan dog ikke forholde ſig ſaa, da det vilde have været baade et uſædvanligt, og dertil alt for vidløftigt Arbejde, at omgive hele Byen med en Muur, ligeſom man vel da ogſaa havde fundet Spor deraf eller hørt noget dertil. Det er øjenſynligt kun „Bjerget“ i egentlig Forſtand, ſom her menes, og efter hvilket da viſtnok ogſaa Byen oprindelig har faaet ſit Navn. Ogſaa i Peder Clausſens Overſættelſe nævnes udtrykkeligt kun „Bjerget“; hvilket maaſkee viſer at hans Text har været nøjagtigere affattet.
  51. Det maa dog bemerkes, at Flatøbogen intet taler om Valdensholm. Da dog de andre Codices ere enige om at Kong Haakon „huſede den“, maa det viſtnok forholde ſig ſaaledes, men man maa da og (ſe ovenf. III. S. 552) antage at den allerede tidligere var bebygget og befæſtet af Arnbjørn Jonsſøn.
  52. Vaakeberg, ogſaa ſkrevet „Vaalkaberg“, er egentlig endnu tilbage i Navnet „Aakeberg“, ſaaledes ſom det ogſaa er antaget ovenfor, III. S. 368; men Strøget har dog viſtnok været regnet lige op til det nuværende Enerhaugen, thi her maa Borgen have været beliggende, ſom et mere commauderende Sted, medens det Punkt, hvor Bodsſængſlet nu ligger, og ſom ligeledes regnes til Aakeberg, maa have været optaget af Nonnekloſtrets Bygninger. Hvor længe Borgen paa Vaakeberg ſtod, vides ikke. Det er denne, der omtales blandt Statsfængſlerne i Hirdſkraa Cap. 36 ved 1273, ligeſom Valdensholm, Tunsberg, Mjøskaſtellet og Kongehelle (d. e. Ragnhildholmen); men ſandſynligviis har Anlægget af Akershuus gjort den overflødig.
  53. Se nys nævnte Sted i Hirdſkraa, N. gl. L. II. S. 430.
  54. Se ovenfor III. S. 669.
  55. Se ovenf. II. 605.
  56. Af denne Kongsgaard er, ſom bekjendt, den nuværende Magaſinbygning paa Bergenhuus Fæſtning endnu en Levning; det er den Deel, der indeholdt een af de nævnte tvende Steenhaller. Ogſaa af det urigtigt ſaakaldte Walkendorffs Taarn ſynes meget endnu at hidrøre fra Kong Haakons Tid.
  57. Alt dette, ſaavel ſom de øvrige her nævnte Bygningsforetagender, omtales fornemmelig i ſidſte Capitel (333) af Kong Haakons Saga. Naar det i Aalls Overſættelſe af dette Capitel heder, at Kong Haakon lod indrette en Vejtſlehall paa Borgen i Mjøſen, da er dette en Fejltagelſe; det ſtaar ikke i Sagaens Text, ſom kun ſiger at Kongen lod indrette en Vejtſlehall paa Ringsaker; d. e. Ringsaker Gaard ved Kirken; dette Qvarteer for Kongen paa Rejſen til Nidaros omtales udtrykkeligt i Biſkop Arnes Saga Cap. 75, hvor der ej med mindſte Vink hentydes til Kaſtellet i Mjøſen. Vidheim i Øier kaldes nu Vedum, og ligger tæt ved Kirken; Hov ligger i Sødorps
  58. Det er ikke uſandſynligt, at Kongen ogſaa, ſiden han ſørgede for Qvarterer, har taget ſig af Vejvæſenet, men noget udtrykkeligt nævnes ikke derom.