Det norske Folks Historie/5/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Erkebiſkop Sigurd, der næſt efter Eyſtein er den af Norges Erkebiſkopper, ſom længſt beklædte ſit Embede, udviklede ligeledes paa ſin Side en betydelig Virkſomhed, og forſtod ved ſkjønſom Benyttelſe af de ſæregne Forhold, rinder hvilket han levede, at bringe den norſke Kirkeforfatning betydeligt fremad mod det Maal, hvortil han ſaavel ſom hans Forgængere ſtræbede, og ſom man i de fleſte andre katholſke Lande tildeels allerede havde naaet. Hans Embedstid er derfor et ſærdeles vigtigt Tidsrum i den norſke Kirkes Hiſtorie. Det var umuligt, at han under ſin kirkelige Virkſomhed ikke ſtundom, ſom vi have ſeet, ſkulde ſtøde an mod Kongens Interesſer, og derfor vel ogſaa nu og da komme i et mindre venligt Forhold til ham. Men disſe Spendinger bleve dog ikke langvarige, deels fordi Kongens eget Sindelag med Henſyn til Kirken var ſaa godt og oprigtigt, at dens Tjenere ikke uden himmelraabende Ubillighed kunde ſtille ſig paa et virkelig fiendtligt Standpunkt mod ham, deels fordi Sigurd ſelv i det hele taget ſynes at have været en maadeholdende, billigt tænkende og fredelſkende Mand; deels endelig vel ogſaa, fordi den overvættes Forekommenhed og Føjelighed, Pave Innocentius viſte Kongen, gjorde det mindre raadeligt for Erkebiſkoppen og de øvrige Biſkopper at lægge ſig ud med ham. Den alvorligſte og langvarigſte Spending mellem Kongen og Erkebiſkoppen, ſaavel ſom de øvrige Biſkopper, ſynes at have været rinder de Forhandlinger, der gik umiddelbart foran Kroningen, da Biſkopperne dreve deres Fordringer ſaa vidt, at Kongen beſluttede at gaa dem reent forbi, og bede Paven om at ſende en Cardinal for at krone ham. Vi have ſeet, hvorledes Biſkopperne gjorde et ſidſte Forſøg paa at faa deres Vilje frem efter at Cardinal Villjam var kommen, og at det et Øjeblik var lykkets dem at faa ham paa ſin Side, men at Kongen ſtrax bragte ham paa andre Tanker, og at han ſiden efter afgjort var paa Kongens Side, ſaa at hans Holdning lige overfor Biſkopperne endog næſten kan ſiges at have været ſtram og uvenlig. Under de tidligere Ufredstider mellem Kongen og Hertugen havde Erkebiſkoppen viiſt en rosværdig Iver for at vedligeholde Freden, uden i mindſte Maade at begunſtige Hertugen, ja han heldede da, ſom vi have ſeet, aabenbart til Kongens Parti. Dette var vel i og for ſig ſelv ikke egentlig at roſe ham for, da Kongens Sag var den retfærdige, men man maa dog tage i Betragtning, at han tidligere viſtnok havde ſtaaet i det venſkabeligſte Forhold til Skule, da denne var Thrøndelagens Regent, og at han upaatvivleligt ſkyldte ham, der lod ſig det være ſaa magtpaaliggende at vinde Gejſtligheden for ſig, mange Forbindtligheder, der gjorde, at et Brud med Hertugen maatte være ham yderſt ſmerteligt. Mere afgjort tog han Biſkop Paals Parti i dennes Tviſt med Kongen, dog uden at lade ſig forlede til Overdrivelſer eller uoverlagte Skridt. Den Spending, ſom var indtraadt mellem ham og Kongen angaaende Kronings-Anliggendet, ſynes at være ophørt af ſig ſelv, da Sigurd ſaavelſom de øvrige Biſkopper merkede, at de derved kun ſelv vilde komme til at drage det korteſte Straa.

Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at Erkebiſkop Sigurd ikke var den Mand, der ved nogen ſom helſt Forſømmelſe lod ſig ſine eller ſin Kirkes Friheder og Rettigheder fraliſte eller frahævde. Saaledes ſørgede han ſtrax efter ſin Tiltrædelſe for, at Pave Gregorius ſtadfæſtede alle de Friheder, ſom Pave Hadrian IV og andre Paver, ſaavel ſom Konger og Fyrſter havde indrømmet Norges Kirker[1]. I 1250 anſøgte han, med Capitlet, Pave Innocentius om at Nidaros Kirkes Privilegier, hvis Originaler begyndte at lide af Ælde, maatte blive afſkrevne paany og af Paven bekræftede. Paven ſamtykkede ogſaa heri, og overdrog Abbeden af Tuterø, Prioren af Elgeſeter, og Dominicanernes Prior i Nidaros at beſørge Afſkriften, (og for ſaa vidt enkelte Breve vare paa norſk, overſætte dem paa Latin) ſamt ſenere at indſende denne i bekræftet Form til Rom, for at den kunde forſynes med pavelig Stadfæſtelſe[2]. Faa Aar i Forvejen (1244) havde Erkebiſkoppen foranſtaltet en Fortegnelſe optagen over alle de Ejendomme, der laa til Capitlets Præbender, ſaaledes at disſe opførtes hver for ſig med tilliggende Gods, hvorhos hver Præbendarius derhos tilholdtes at fore ſin egen ſærſkilte Landſkyldsbog: en Foranſtaltning, hvorved Forvirring og Sammenblanding af de forſkjellige Præbenders Gods for Fremtiden vilde undgaaes, og i det hele en ſtørre Orden tilvejebringes[3].

Vi have allerede ſeet Beviſer paa, hvorledes Erkebiſkop Sigurd med Myndighed, ja næſten endog vel megen Myndighed, ſøgte at hævde ſit Embedes Rettigheder lige overfor Colleger og andre gejſtlige Autoriteter; ſaaledes f. Ex., da han ſaa ivrigt ſtræbte at faa Holms Kloſter opløſt og inddraget rinder Biſkopsſtolen, en Beſtræbelſe, hvori baade Cardinalen og Kongen vare ham hinderlige ved den kraftige Anbefaling, ſom de lode blive de ſtakkels Munke til Deel[4]. Den ſaakaldte Pallie-Hjelp (subventio pallii), eller Afgift af Lydbiſkopperne til enhver ny tiltrædende Erkebiſkop for at beſtride Udgifterne ved hans Rejſe til Paveſtolen og Erhvervelſe af Pallium, var maaſkee vedtagen for Sigurds Tid[5], dog finder man den ej tidligere udtrykkelig omtalt, end i et Brev fra Pave Gregorius af 1237[6], hvori han ſamtykker i Foranſtaltningen, ſaa at det ej er uſandſynligt, at denne førſt ſattes igjennem af Sigurd. Man kan heller ikke tvivle paa, at han med Kraft har ſat ſig imod den yorkſke Erkebiſkops Agitationer for at faa Syderøernes Biſkopsſtol henlagt til den yorkſke Provins, og det lykkedes ham, da vi netop fra hans Tid af finde-Syderøerne i kirkeligt Henſeende langt faſtere knyttede til Norge end forhen, og dette engere Forhold endog vedligeholdt en Tidlang efter at de i verdslig Henſeende vare adſkilte fra Norge. Vi have fremdeles ſeet, hvorledes han vidſte at faa Retten til at beſætte de islandſke Biſkopsſtole fratagen Islands egen Gejſtlighed, og overdragen Metropolitankirken i Nidaros, ſamt hvorledes denne Ret benyttedes til at indſætte Nordmænd i hine vigtige Embeder, og derved meget at fremſkynde Øens Underkaſtelſe under Norge. Da der førſte Gang var Tale om Indførelſen af Tiggermunke-Ordener ved Oprettelſe af Dominicanerkloſtre ved de tre vigtigſte biſkoppelige Beſiddelſer, har han rimeligviis været fuld af den ſamme Iver, ſom de øvrige Sæculargejſtlige paa den Tid, men ogſaa ſenere ganſke viſt angret den, ſaa at den Beſkyttelſe, Cardinal-Legaten lod blive de klagende Dominicanere til Deel, neppe har undladt at forvolde ham Ærgrelſe. Om han oplevede Franciſcanerkloſtrenes Oprettelſe, er uviſt, men ſaa meget ſeer man, at disſe ſkyldte Kongens, ikke Sæculargejſtlighedens Iver deres Tilværelſe i Norge.

Af en Mand ſom Sigurd var det at vente, at han ogſaa idet ydre ſøgte at give ſin Kirke en til dens indre Kraft og Faſthed ſvarende Glands. Derfor gjorde han Begyndelſen til en ſtorartet Udvidelſe og Ombyggelſe af Chriſtkirken i Nidaros, idet han 1248 lagde Grunden til det nye, ſtore Langhuus af Kirken, der endnu, uagtet det for ſtørſte Delen ligger i Ruiner, vækker alles Beundring ved ſin ædle Architectur og rige, ſkjønne Forſiringer. For ſaavidt allerede et mindre Langhuus var opført af Olaf Kyrre, hvilket næſten maa antages, da har Sigurd ladet dette nedrive; men uſandſynligt er det ej, at det havde lidt ſaa meget af Ildebranden i 1248, at dets Nedrivelſe og Opførelſe fra nyt af blev en Nødvendighed[7]. Vi have tillige ſeet at Erkebiſkop Sigurd allerede tidligere, endnu i Pave Gregorius’s Levetid, gjorde et beſtemt Skridt til at faa Erkebiſkop Eyſtein canoniſeret, dog uden at dette lykkedes ham[8], ſiden Forſøget ſenere maatte fornyes. Der var i denne Tid ogſaa Tale om en anden Helgen i Norge, nemlig en afdød Diaconus i Bergen ved Navn Villjam, hvis Hellighed, ſom det heder, aabenbaredes 1243, uden at det dog lader til, at den fik nogen almindelig Anerkjendelſe[9].

Om Erkebiſkop Sigurds Beſtræbelſer for at gjennemføre Coelibatsbudet i ſin Provins have vi allerede ovenfor talt[10]. Man ſeer at han allerede ſtrax efter ſin Embedstiltrædelſe lod ſig denne Sag være højſt magtpaaliggende, ſiden det Brev, Pave Gregorius i den Anledning udfærdigede, er dateret ſaa tidligt ſom 16de Mai 1237.

Erkebiſkoppen havde, ſom man erfarer, mødt mange Hindringer hos den underordnede Gejſtlighed, der proteſterede mod Forbudet, paaberaabte ſig en foregiven Tilladelſe af Cardinal Nikolaus, uden dog at kunne godtgjøre denne ved noget ſom helſt ſkriftligt Document. Derfor henvendte Erkebiſkoppen ſig til Paven, der naturligviis ikke erkjendte nogen ſaadan Undſkyldningsgrund ſom den anførte, og befalede Erkebiſkoppen at anvende de Straffe og Tvangsmidler, Kirken foreſkrev, for at ſee Budet overholdt. Dette var vel, ſom vi tidligere have antydet, Grunden, hvorfor Cardinal Villjam ikke i Norge, ſom i Sverige, fandt ſig foranlediget til at bringe denne Sag ſærſkilt paa Bane. Den var allerede rimeligviis i god Gang, og ſtørre Strenghed vilde kun have opirret Gemytterne. For Reſten ledede den, ſom vi ville ſee, i Norge, ſom andenſteds, til ſtørre Uvæſen og Forargelſe end forhen, idet Preſterne i Stedet for deres tidligere Huſtruer nu fik de ſaakaldte Følgekoner eller Huusholderſker (focariæ), med hvilke de ſædvanligviis førte et højſt anſtødeligt Liv[11]. Men ſaa meget var viſtnok udrettet, at det ſterkeſte Baand, der hidtil knyttede Gejſtligheden til de øvrige Samfundsklasſer, nu var overſkaaret, og de Gejſtliges Interesſer aldeles ſkilte fra Lagmændenes.

Det var at vente, at der under en faa lang Embedstid, ſom Sigurds, maatte indtreffe mange Biſkops-Stifter ved de andre Suffraganſtole. Enkelte af disſe Stifter ere forhen omtalte, nemlig de der indtraf paa Island efter Biſkopperne Gudmunds og Magnus’s Død 1237, Forhandlingerne paa Syderøerne efter Simons Død, Biſkopsſkiftet i Hamar 1231, da Hallvard døde og Paal valgtes i hans Sted, og i Oslo 1244, da Orm døde og Thorkell blev hans Efterfølger. Thorkell døde igjen i Begyndelſen af 1248[12], hvorefter Haakon, der for var Skolemeſter, d. e. Beſtyrer af Dom-Skolen i Oslo, blev valgt til hans Efterfølger, og indviet, ſom vi have ſeet, ſamme Aars Høſt i Viken, ſandſynligviis i Oslo, da Erkebiſkop Sigurd var kommen tilbage fra det paatænkte Møde ved Rigsgrændſen, ſom ſkulde holdes mellem Kong Haakon og den ſvenſke Konge og Jarl, men ſom dengang intet blev af[13]. Haakon ſynes at have ſtaaet i ſtor Yndeſt og nydt megen Tiltro hos Kongen, der brugte ham i højſt vigtige Sendelſer. Han hørte, merkeligt nok, ſelv til de gifte Gejſtliges Tal; i det mindſte havde han en anerkjendt Søn, Thore, der ſiden blev en af Rigets meſt anſeede Mænd[14]; dog er det muligt at denne er fød, medens Faderen endnu var Lægmand. Samtidigt med Haakon indviedes ogſaa, ſom ovenfor nævnt, en ny Biſkop til Orknøerne i den 1246 afdøde Jofreys Sted. Jofrey havde længe formedelſt Lamhed været ude af Stand til at foreſtaa ſit Embede, hvorfor Pave Gregorius allerede i 1237 havde befalet Erkebiſkop Sigurd at ſuſpendere ham[15]. Hvad der i den Anledning blev foretaget, vides ikke. Maaſkee har der været ſat ham en Coadjutor bed Siden. Da han var død 1246, valgte Capitlet i Kirkevaag eenſtemmigt en af ſin egen Midte, Henrik, til hans Efterfølger. Men da han var Søn af en Preſt, udenfor Egteſkabet, og ſaaledes efter de canoniſke Regler ej uden pavelig Dispenſation kunde modtage den biſkoppelige Indvielſe, indgik ſaavel Erkebiſkoppen og Biſkopperne, ſom Cardinal Villjam og Kongen til Paven med Bøn om, at han vilde meddele en ſaadan. Sandſynligviis rejſte Henrik ſelv til Pavehoffet med disſe Anbefalingsſkrivelſer, og Paven gav ham ogſaa Dispenſationen under 9de December 1247[16]. Imidlertid maa denne paa en eller anden Maade være bleven tilbageholdt uſædvanligt længe; det rimeligſte er, at han ſelv under ſit Ophold udenlands er bleven lys eller paa anden Maade forhindret fra at komme tilbage, thi den Biſkop, der om Høſten 1248 indviedes til Orknø ſammen med Biſkop Haakon til Oslo, var ikke Henrik, men en vis Herve eller Hjørve, om hvem intet for øvrigt vides, men ſom efter Navnet at dømme næſten ſkulde antages at være en Nordmand[17]. Herve døde dog endnu ſamme Aar, maaſkee førend han forlod Norge, ſaa at han endog af enkelte ej opføres i Biſkopsrækken; og nu fulgte Henrik, der levede til 1269, men naar og hvor han indviedes, vides ikke. Hvorledes Biſkop Botulf i Hole allerede i 1243 forlod Island, og den driftige, myndige norſke Gejſtlige Henrik Kaarsſøn efter hans Død 1246 udnævntes til hans Eftermand, vil i det følgende nærmere blive omtalt, ligeledes de Biſkopsſkifter, der fandt Sted paa det fjerne Grønland. Paa Færøerne døde den ovenfor omtalte Biſkop Sørkve, der overvar Rigsmødet i Bergen 1223, i Aaret 1237; hans Eftermand heed Bergſvein, der døde 1243; efter ham fulgte igjen en vis Peter[18], der ej indviedes førend i 1.246, men man veed ikke mere om disſe Biſkopper, end det blotte Navn. Den ſidſte norſke Lydbiſkop, der døde under Sigurds Embedstid, var Paal i Hamar; hans Død indtraf i 1251, efter at han rimeligviis, ſom ovenfor antydet, allerede i længere Tid havde været noget ſvagelig[19]. Sigurd oplevede ikke at indvie hans Eftermand, thi han døde allerede den 6te Marts 1252, efterat have beſtyret Erkebiſkopsſtolen i noget over 2l Aar. I hans Sted valgte Chorsbrødrene endnu ſamme Aar ingen af deres egen Midte, men derimod en Chorsbroder i Hamar, ved Navn Sørle[20], Aarſagen hertil vides ikke, med mindre den ſkulde lade ſig forklare af et Brev, Sørle endnu ſom Erkebiſkops-Evne, altſaa før ſin Indvielſe, udſtedte i Nidaros[21], hvorved han indſtiftede fælles Bordhold for Domkirkens Chorsbrødre, og dertil ſkjenkede Gaard og Grund, ſaavel ſom den biſkoppelige Tiende af Korskirken, Olafskirken.og Clemenskirken i Nidaros By ſamt af Peterskirken paa Stein (Bynesſet). Dette ſeer nemlig næſten ud ſom om Chorsbrødrene havde gjort disſe Indrømmelſer til Betingelſe for Valget. Maaſkee det og tør ſtaa i Forbindelſe med nogle Vanſkeligheder, ſom Biſkop Haakon i Oslo med ſit Capitel havde yppet i Anledning af Hamars Biſkopsſtols Beſættelſe efter Paals Død. Hamars Capitel havde nemlig til hans Eftermand udvalgt en af deres egen Midte, ved Navn Thord[22], ved hvis Qvalificationer der dog maa have været nogen Mangel, ſiden han ej ſiges at være formeligt kaaret, men kun forlangt — (postulatus) den ſædvanlige Talemaade i ſaadanne Tilfælde — og maatte nu begive ſig til Rom, for at faa pavelig Bekræftelſe. Men Biſkop Haakon og hans Chorsbrødre gjorde Indſigelſer mod Valget, fordi Capitlet i Hamar ved denne Lejlighed havde afveget fra „en gammel, hævdet, og hidtil fra umindelige Tider uanfegtet overholdt Skik“, ifølge hvilken Biſkoppen og Chorsbrødrene i Oslo ſkulde være tilſtede ved ethvert Biſkopsvalg i Hamar, hvorimod man nu havde foretaget Valget uden i mindſte Maade at tage Henſyn til dem eller ſpørge dem ad[23]. Om det virkelig forvoldt ſig rigtigt med hiin foregivne Skik, er et ſtort Spørgsmaal; da Capitlet i Oslo omtrent 25 Aar ſenere atter bragte denne Sag paa Bane, kunde det ej godtgjøre ſin paaſtaaede Ret, og dets Fordring blev kjendt ugyldig, ligeſom ſiden efter Erkebiſkop Jørund, ſelv forhenværende Chorsbroder i Hamar, erklærede 1305, at man ej for ham havde kunnet paaviſe nogen ſaadan Rets Tilværelſe fra umindelige Tider[24]. Man ſkulde ſaaledes virkelig friſtes til at tro, at den er opſtaaet rinder Biſkop Nikolas’s næſten uindſkrænkede Vælde i Bagler-Herredømmets Tid, og at han har tiltaget ſig den[25]. Thi da Hamars Biſkopsſtol oprettedes, hørte denne Deel af Oplandene, ſom vi ovenfor have ſøgt at viſe, rimeligviis til Nidaros Biſkopsdømmes Omraade[26]. Det er derfor ikke uſandſynligt, at Chorsbrødrene i Nidaros have kunnet ville gjøre en lignende Fordring gjeldende, Dug maaſkee derfor med Flid have valgt Sørle, ſelv en Chorsbroder fra Hamar. Ogſaa Kongen blev forbitret paa Chorsbrødrene i Hamar, fordi de ikke havde ſøgt hans Samtykke til Valget, hvilket den ældre Eidſivatvingslov foreſkrev, men hvad der rigtignok nu efter de ogſaa i Norge vedtagne Grundſætninger ej længer ſyntes at ſkulle behøves. Sørle er ſikkert kommen til Rom med den beſtemte Henſigt, at virke for Thords Dispenſation og Erkjendelſe. Men Paven maa have fundet de Grunde, der talede imod ham, alt for vigtige, thi han casſerede Valget, og anvendte derimod ſin Proviſionsret til at udnævne en anden Biſkop, Dominicaneren Peter, om hvem man ej engang veed, hvor vidt han var Nordmand eller ej. Sørle mødte ingen Vanſkeligheder med Henſyn til ſit eget Valg; Paven indviede ham i Begyndelſen af 1253, og bekræftede ſamtidigt, eller ſtrax efter, ved en Bulle, dateret Perugia den 25de Februar 1253, Nidaros Erkeſtol i alle de Metropolitanrettigheder, hans Formænd fra Hadrian den 4de af havde tilſtaaet den[27]. Formodentlig har Sørle netop legitimeret disſe Rettigheder ved de for omtalte Afſkrifter og Vidisſer, ſom Paven paa Erkebiſkop Sigurds Anmodning havde forlangt ſig tilſendte, og ſom maaſkee Sørle ſelv bar medbragt. Hvad end Pave Innocentius tidligere kan have ladet ſig indbilde om Retten til at udnævne og indvie Mans Biſkop, ſaa kunde nu ej længer nogen Fejltagelſe i ſaa Henſeende finde Sted, thi ej alene blev Syderøernes Biſkopsdømme atter udtrykkeligt nævnt blandt dem, der hørte under Nidaros Provins, men, hvad der havde endnu mere at betyde, Erkebiſkop Sørle indviede i Rom, lige under Pavens egne Øjne, og derfor med hans Vidende og Samtykke, den efter Laurentius,s Død af Capitlet paa Man udvalgte nye Biſkop, ved Navn Richard, en Englænder, der ogſaa, ſom det ſynes, uden Vanſkelighed ſiden tog ſin Biſkopsſtol i Beſiddelſe, og foreſtod den til ſin Død, i den lange Tid af 21 Aar[28]. Ved ſamme Lejlighed indviede Sørle ogſaa den nys nævnte Biſkop Peter, der fulgtes med ham tilbage til Norge. Her indtraf de om Sommeren 1253, og ankom til Tunsberg, juſt ſom Kongen med ſin ſtore Flaade og de øvrige Biſkopper var dragen afſted til Gøtaelven for at bekrige Danmark. Dronning Margrete, der tilligemed Dronning Richiza var bleven tilbage i Tunsberg, lod ham ſtrax faa en letſejlende Skude for at ſejle efter Kongen, og man erfarer intet om, at deres Møde med denne var andet end venſkabeligt[29]. Kongen brugte endog ſiden, ſom vi ville ſee, Biſkop Peter i en ſærdeles vigtig og anſvarsfuld Sendelſe. Af Krigen blev der, ſom ſagt, intet, og alle Deeltagerne i Toget vendte tilbage mod Slutningen af Juni Maaned. Da drog vel ogſaa Sørle og Biſkop Peter hver til ſit; vi erfare ogſaa, at den førſte endnu ſamme Aar bekræftede den oven omtalte Indſtiftelſe til Chorsbrødrenes Bedſte[30]. Uagtet Hamars Capitel ikke havde faaet ſin Vilje frem, ſkrev dog Biſkop Haakon og hans Chorsbrødre et Brev til Paven, hvori de bade ham om at hiint Capitels Fremfærd ikke maatte være dem til nogen Præjudice for Fremtiden; en Erklæring, ſom Paven ogſaa i almindelige Udtryk gav under 23de October 1253[31]. Derimod anſaa han ſig foranlediget til at tage Hamars Capitel i Beſkyttelſe mod Kongen og alle de øvrige, der vare misfornøjede med at det ej havde indhentet Kongens Samtykke til Thords Valg. Han ſkrev under 2den Januar til Biſkop Peter[32], at han ej maatte tillade nogen at forulempe Capitlet overhoved eller Chorsbrødrene enkeltviis, eller at gjøre dem Skade paa deres Beneficier og Gods, men at han ſkulde tvinge alle dem, der vovede ſaadant, med Kirkens Straf uden Appel, dog Kongen alene undtagen. Heraf maa man da ſlutte, at Munaan Biſkopsſøn og andre ivrige Tilhængere af Kongen paa Hedemarken have truet Chorsbrødrene med at lade dem undgjelde for deres Egenmægtighed. Det lader dog ej til at være kommet til nogen alvorlig Conflict, ellers havde vel Sagaen indeholdt noget derom. Den ſtakkels Chorsbroder Thord, der forgjeves havde paataget ſig den ſtore Møje og Bekoſtning at drage heelt til Rom i Haab om at blive Biſkop, forbarmede Paven ſig over ved at overdrage ham Roko Kirke paa Hedemarken, der havde ſtaaet ſaa længe vacant, at Collationen deraf tilkom Paven. Dog, beſynderligt nok, gav Paven ikke Biſkop Peter, men derimod Biſkop Laurentius af Skara i Sverige, (ved Skrivelſe af 11te Februar 1254) det Hverv, paa ſine Vegne at indſætte Thord i ſamme Kirke[33]. Sandſynligviis har Peter ej villet befordre ſin forrige Medbejler.

Sørles Virkſomhed ſom Erkebiſkop var meget kortvarig; han døde nemlig allerede den 1ſte Mai 1254[34]. Capitlet i Nidaros valgte nu eenſtemmigt den oftere omtalte Einar Smjørbak, Søn af Lagmanden Gunnar Grjonbak, til hans Efterfølger. Einar var paa denne Tid ikke hjemme, men opholdt ſig i Paris, ſandſynligviis ved Univerſitetet; man ſkulde formode, at han førſt for kort Tid ſiden havde beſtemt ſig for den gejſtlige Stand, ſiden han tidligere, hvor han omtales, ej nævnes med nogen gejſtlig Titel[35], men ſnarere ſom Lægmand; ſaaledes have vi ſeet, hvorledes han i Egenſkab af Bonde gav Haakon den unge Kongenavn 1240. Imidlertid var han dog gejſtlig paa den Tid, han blev valgt Medlem af Capitlet[36]. Formodentlig har hans anſeede, om juſt ikke fornemme, Herkomſt og hans Indflydelſe i Thrøndelagen været Aarſag til hans Valg. Uden at anholde om Kongens Samtykke, ja endog, ſom det ſynes, uden at lade ham vide noget om Valget i det hele taget, ſendte Chorsbrødrene ſtrax tvende af ſin egen Midte, Erkepreſten Ottar[37] og Meſter Haakon, til Paris med Brev til Einar, for at melde ham Valget. De ſkulle ogſaa have forebragt ham, at det var ſkeet med Kongens Vilje. Det var netop i den Tid, da Kong Haakon opholdt ſig i Viken for at møde Kong Chriſtopher, og havde fuldt op at beſtille med de danſke Anliggender: det er ſaaledes ej at undres over, at hiint Valg kunde foregaa i Throndhjem og Deputationen til Einar ſendes afſted, uden at han fik mindſte Nys derom. Einar rejſte, maaſkee.i god Tro, umiddelbart fra Paris til Rom, for at modtage Indvielſen. Naar han ankom til Rom, vides ikke; men det maa have været mod Hoften eller Slutningen af Aaret, da Pave Innocentius, efter indgaaet Forlig med Manfred af Tarent enten allerede havde forladt Rom, for at begive ſig til det ſiciliſke Rige, eller i det mindſte ſtod færdig til Rejſen. Siden var han faa optagen med de ſicilianſke Anliggender, at han ej for det førſte kunde faa Tid til at indvie Einar[38]. Eller maaſkee ogſaa denne er ankommen faa ſeent ud paa Aaret, at Innocentius da allerede var angreben af den Sygdom, ſom endte hans Liv i Neapel, den 6te December 1254. Einar fik ſaaledes kun at beſtille med Alexander den 4de, hvilken Cardinalerne henved tre Uger efter, fremdeles i Neapel, valgte til hans Efterfølger. Han forelagde Alexander ſit Valg til Prøvelſe og Stadfæſtelſe, og af ham modtog han, ſandſynligviis ſidſt i Februar eller førſt i Marts 1255[39]. Indvielſen, i eller ved Neapel, hvor Alexander opholdt ſig omtrent til Midſommerstid. Paven ſtadfæſtede derpaa, efter Gregorius den 9des Exempel, den ſør omtalte af de norſke Lydbiſkopper fattede og af Capitlerne bifaldte Beſtemmelſe om Palliehjelpen[40], ligeſom han ogſaa efter Skik og Brug, i ſærſkilte Skrivelſer daterede Neapel 11te og 12te Marts, til Capitlet i Nidaros, Gejſtligheden i Nidaros Biſkopsdømme, de øvrige Indbyggere i ſamme Biſkopsdømme, Lydbiſkopperne, og endelig Kongen, meldte at han efter behørig Prøvelſe havde ſtadfæſtet Einars Valg, mod hvilket der i canoniſk Henſeende intet var at indvende, og ſom i ham var faldet paa en baade med Henſyn til ſin Lærdom og ſine Sæder udmerket Mand. Kongen bad han ſærſkilt at modtage ham med venlig Mine, og formedelſt den Ærbødighed, han ſkyldte Paveſtolen, at lade ham og hans Kirke nyde Godt af ſin kongelige Yndeſt[41]. Muligt, at denne ſidſte Anmodning hørte til de ſædvanlige ved ſlig Lejlighed, og ikke indeholder mere end hvad der hørte til den vedtagne Curialſtil; men uſandſynligt er det dog ikke, at Einar, der nu maatte have erfaret, at man ved hans Valg ganſke havde gaaet Kongen forbi, og at han ſaaledes var kommen i et mindre behageligt Forhold til denne, med Flid har udbedet ſig et ſaadant Anbefalingsbrev ſom det oven anførte, for derved, om det ſkulde behøves, at formilde ham. Einar lagde, ſom man maa formode, Tilbagevejen fra Italien over Frankrige og England, og landede om Sommeren ved Alden i Søndfjord[42]. Intet havde nu været rimeligere, end at han ſtrax havde begivet ſig til Kongen og gjort ham ſin Opvartning, ſaa meget mere ſom Kongen allerede om Vaaren var vendt tilbage fra Tunsberg, hvor han havde tilbragt Vintren, og nu opholdt ſig i Bergen[43]. Men i dets Sted begav han ſig lige til Throndhjem. Rimeligviis frygtede han for at Modtagelſen vilde blive mindre venlig, og havde vel heller ikke ſelv den bedſte Samvittighed. Da Kongen erfarede hans Ankomſt til Throndhjem, fandt han det, ſom venteligt var, højſt beſynderligt at han ej havde villet fremſtille ſig for ham, og dulgte ikke ſin Misfornøjelſe herover. Ved Efterretningen herom fandt Einar det raadeligſt at gjøre ſin Forſeelſe god igjen; han begav ſig ufortøvet til Bergen, og fandt nu, ſom det fortælles, en venlig Modtagelſe hos Kongen; dog har han vel ved det førſte Møde gjort ham en pasſende Undſkyldning.

Rigtigt venſkabeligt ſynes imidlertid, ſom det i det følgende vil erfares, Forholdet mellem Kongen og Erkebiſkoppen ej at være blevet, og det er umiskjendeligt, at Kongen ſtedſe har næret nogen Mistanke mod ham, dog, merkeligt nok, ikke juſt formedelſt Einars Optræden i kirkeligt Henſeende, men ſnarere fordi det forekom Kongen, ſom om han lagde vel megen og nærgaaende Iver for Dagen i hans Sønners Interesſer.

Samme Aar, ſom Erkebiſkop Sørle, døde ogſaa den alderſtegne Askell, Biſkop i Stavanger, Kongens forhenværende Capellan og gode Ven, paa hvis Bøn han, ſom det allerede ovenfor er omtalt, ſtadfæſtede Kong Magnus’s Gave af hele Stavanger By til St. Svithuns Kathedralkirke, paa den Betingelſe, at hans Farfader Kong Sverres, hans Fader Kong Haakons, og hans eget Navn ſkulde ſkrives i Kirken, og at der hver Søndag hele Aaret igjennem ſkulde bedes før deres Sjæle[44]. Skjønt Gaven allerede var ſkjenket af Kong Magnus, var den dog ikke derfor mindre betydelig fra Haakons Side, da det udtrykkeligt ſiges, at den i den ſidſte Tid (rimeligviis heelt.fra Magnus Erlingsſøns Dage), ej var kommen Svithuns Kirke til Gode. Det er paa ſit Sted viiſt, at denne Gave ſandſynligviis er at henføre til Aaret 1243[45]. Til Askells Eftermand valgtes en Thorgils, om hvis tidligere Livsforhold man intet veed, men ſom under ſin hele Embedstid ſynes at have været i den bedſte Forſtaaelſe med Kongen[46].

    Sogn, øvre Fron: Lo ligger, ſom bekjendt, omtrent ¾ Miil ſøndenfor Opdal; Thofte og Steig ere oftere omtalte.

  1. Dipl. Norv. I. No. 20, 21.
  2. Dipl. Norv. I. No. 44, 45.
  3. Dipl. Norv, II. No. 43, jvfr. Keyſers norſke Kirkehiſtorie I. S. 417.
  4. Se ovenfor S. 40, 41.
  5. Se ovenfor III. S. 1015.
  6. Raynaldus, ved 1237, No. 67, XIII. S. 457.
  7. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 264. Der ſtaar kun: ſamme Sommer havde han (Sigurd) ladet ſætte Chriſtkirkens Grundvold ſaa langt veſter ſom den nu (d. e. 1265) er. Dette kan enten betyde, at hele denne Deel af Kirken grundlagdes fra nyt af, eller og, at den, allerede paabegyndt fra Øſt af, fuldførtes af Sigurd.
  8. Dipl. Norv. I. 23. Se ovenfor III. S. 748, jvfr. Keyſer, N. Kirkehiſtorie I. S. 354, 355.
  9. Islandſke Annaler, ved 1243.
  10. Se ovenfor S. 42, jvfr. Keyſer, l. c. S. 412, 413, ſamt 385, 386.
  11. Mod disſe focariæ ivres allerede paa det lateranſke Kirkemøde 1215, og de omtales baade i latinſke Breve og under det norſke Navn fylgjukona allerede i norſke Breve tidligt fra det 14de Aarhundrede (focaria, immo fornicaria) ſamt maaſkee endnu tidligere paa Island. Ordet fylgjukona blev ſaa hyppigt, at det ſiden endog, ſammendraget til „Fylkje“ (ogſaa ſkrevet „Fyrkje“, da det udtales med det tykke „l“), ſvenſk flicka (ganſke paa ſamme Maade ſom det danſke „Frænke“ af „Frændkone“) er gaaet over til at betegne „Kjæreſte“, „Pige“ i Almindelighed, dog det norſke Ord i det mindſte, og maaſkee oprindelig det ſvenſke, med et mindre agtelſesfuldt Anſtrøg.
  12. Thorkell døde rimeligviis i Tunsberg, ſiden han begroves i Laurentii Kirke, ſe Saml. til det norſke Folks Hiſtorie I. S. 554.
  13. Se ovenfor S. 85, Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 264, Annalerne, ved 1248. Haakon ſynes at have været hjemmehørende i Egnene om Oslo; thi af et Brev udſtedet 1264, hvori han ſkjenker Chorsbrødrene i Oslo endeel Jordegods „for gammelt Kammeratſkabs Skyld“, og for at de ſkulle holde hans og hans Moders Aartid, nævner han blandt andet Bjerte paa Follo og Solberg i Oslo Hered ſaaledes at man maa antage dem for hans Ættegaarde: en anden Deel af Solberg havde han, ſom man ſeer, kjøbt af Sysſelmanden Aamunde Haraldsſøn. Man ſkulde næſten formode at hans Moder da endnu var i Live, hvoraf igjen følger, at han maa have været temmelig ung ved ſin Udvælgelſe til Biſkop. Han blev ſiden efter i 1265 udvalgt til Erkebiſkop.
  14. Det er den bekjendte Thore Kantſler, ogſaa kaldet Hr. Thore Biſkopsſøn, hvorom vi i det Følgende oftere komme til at tale.
  15. Raynaldus, for 1237, No. 67; XIII. S. 457. Denne Suſpenſion omtales her under eet med Biſkop Gudmunds, dateret 11te Mai 1237 (ſe ovenfor III. S, 879) og er derfor viſtnok ogſaa af ſamme Datum.
  16. Dipl. Norv. I. No. 42.
  17. Denne Herve antages ſædvanligviis for at være den ſamme ſom Henrik. Men det kan dog ikke forholde ſig ſaaledes, da ej alene-Haakon Haakonsſøns S. ſom paa dette Sted kalder ham Hervi eller Hervir, ſenere flere Gange nævner Biſkop Henrik (f. Ex. Cap. 329), men Annalerne, og navnlig den ypperlige Cod. regius, udtrykkeligt omtale Biſkop Hervi baade ſom indviet og ſenere afgaaet ved Døden i 1248, medens derimod Biſkop Henriks Død omtales ved 1269. Den ældſte Biſkopsfortegnelſe nævner ogſaa udtrykkeligt „þá Jófreyrr, þá Hjörfi, þá Heinrekr“. Den yngre Fortegnelſe udelader viſtnok Herve, men aabenbart af den oven anførte Grund, at han døde ſaa kort efter Indvielſen og neppe engang tiltraadte Embedet, hvortil ogſaa kommer, at Henrik virkelig tidligere var udvalgt. Sammenhængen hermed lader ſig nu neppe tilfulde opklare; vi have ovenfor opſtillet, hvad der ſynes at være den rimeligſte Forklaring. Se Norſk Tidsſkr. V. 43.
  18. Den mindre Biſkop-Række, l. c. nævner i Stedet for Peter „Nikolas“, hvilket viſtnok er urigtigt.
  19. Annalerne, ved 1251. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 276“. I Texten efter Cod. Fris. ſtaar her, at Paal døde om Vintren 1251—52, og at Kongen „holdt Julen i Hamar“. I Skaalholtsbogen ſtaar der, at Paal allerede var død om Vaaren 1251, og at Kongen holdt Julen i Oslo. Det ſidſte er vel det rigtigſte; dog kommer det her meſt an paa, hvad Flatøbogen har. Jvfr. ovf. S. 45.
  20. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 276. Paa Latin kalder Sørle ſig Serlo; hans Navn ſkrives ofte paa Norſk Solli.
  21. Dipl. Norv. II. No. 9. Udſtedelſesdagen anføres her ikke.
  22. Dette er rimeligviis Navnets norſke Form; i det latinſke Brev, hvor han omtales (Liljegrens Dipl. I. No. 417) kaldes han Theodorus, med hvilket Navn man ofte plejede at gjengive det norſke Thord.
  23. Se Pavens nedenfor omtalte Brev af 23de Octbr. 1253, Dipl. Norv. I. No. 49.
  24. Dipl Norv. I. No. 105.
  25. Se ovenfor, III. S. 297.
  26. Se ovenfor, II. S. 615, 867. Bi have der ſøgt at viſe, at den Omſtændighed, at den ſtørſte Deel af Oplandene omkring 1115 egentlig hørte til Eyſteins, ikke til Sigurds Part af Landet, rimeligviis har været Aarſag i at Oplandene, ſom det lader, ikke ſtrax henlagdes til Oslo Biſkopsſtol, hvilket antydes derved at den førſte Biſkop i Oslo kaldtes Vikverjernes Biſkop. At Landets Deling mellem Kongerne har haſt Indflydelſe paa Dioces-Inddelingen, ſynes umiskjendeligt, ſaaledes ved Søndmøres Henlæggelſe til Nidaros.
  27. Dipl. Norv. III. No. 3.
  28. Den manſke Biſkopskrønike. Her er Tiden dog angivet til 23 i Stedet for 21 Aar, ſe ovenfor S. 61. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 276.
  29. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 279.
  30. Dipl. Norv. I. No. 49.
  31. Dipl. Norv. III. No. 4. 5. De ved denne Lejlighed tilſtedeværende Chorsbrødres Antal var ej mindre end 15.
  32. Dipl. Norv. I. No. 50. Vi have her fulgt den i Diplomatariet optagne Rettelſe, hvorved Brevet er ſtilet til (N. N.) episcopo Amarensi. Men i Afſkriften ſtaar Arusiensi, hvilket har bragt Suhm (X. 264) til at antage det ſtilet til Biſkoppen i Aarhuus. Snarere er det dog, hvis denne Læſemaade er rigtig, Biſkoppen i Veſteraas; og muligt at dette virkelig ogſaa forholder ſig ſaaledes, da vi ſee Paven henvende ſig til en anden ſvenſk Biſkop i et hermed ſammenhængende Anliggende.
  33. Liljegren, Dipl. Svec. I. No. 417. Her kaldes Kirken „Ecclesia Sti. Michaelis de Noko“, dette ſidſte Navn er aabenbart Fejllæsning for Roko.
  34. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 281 (Philippi og Jacobi Dag anføres her udtrykkeligt ſom hans Dødsdag); de isl. Annaler.
  35. Han omtales ſaaledes (ſe foran S. 84) endnu i 1249, da Kongen ſendte ham ſom Geſandt til Sverige, ikke med Titlen Síra eller Meſter, hvilke dog ellers vare de ſædvanlige Titler for Gejſtlige, iſær Chorsbrødre.
  36. I Pave Alexanders Skrivelſe af 12te Marts 1255 ſtaar der udtrykkeligt, at Einar var Chorsbroder (tunc ecclesiæ vestræ canonicum), Dipl. Norv. I. No. 53.
  37. At Ottar, der i Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 281 ſlet og ret kaldes „Meſter Ottar“, var Erkepreſt, ſees af det for omtalte Brev af 1253, hvorved Erkebiſkop Sørle bekræftede ſin tidligere gjorte Fundats af fælles Bordhold for Capitlet. Dipl. Norv. III. No. 4.
  38. Forliget mellem Innocentius og Manfred ſkede i September 1254; i October var Innocents i Capua og kort efter i Neapel. Hvis Capitlet i Nidaros, ſom rimeligt var, udvalgte Einar i Løbet af Mai, har Deputationen, der meldte ham Valget, vel ikke naaet ham førend ſidſt i Juni; hans Afrejſe fra Paris krævede vel og Forberedelſer, der medtog nogen Tid, og ſaaledes er han da vel neppe kommen til Rom førend hen i September, maaſkee og i October Maaned. Nu ſkulde Valget førſt prøves og godkjendes, og dertil forſlog neppe Tiden for Innocents. Men maaſkee endog, ſom ovenfor antydet, Einar ikke ankom førend ſtrax før eller efter Innocents’s Død. At det var Alexander den 4de, der prøvede og bekræftede Valget, ſiger denne ſelv i ſin Skrivelſe af 12te Marts.
  39. Da den førſte Skrivelſe, hvori Einar tituleres ſom Erkebiſkop, er den om Palliehjelpen, af 10de Marts, maa hans Indvielſe være foregaaet tidligere; men at den ogſaa kun er foregaaet kort forud, ſees deraf, at de Skrivelſer, hvori Paven tilmelder Capitlet m. m. Valgets Stadfæſtelſe, ere daterede den 11te og 12te Marts; thi disſe kunne ej have været udfærdigede længe efter Indvielſen. Tør er desuden en Skrivelſe fra Paven af 27de Februar, udfærdiget til Erkepreſten og Capitlet i Nidaros (Dipl. Norv. III. No. 5) hvori han, rimeligviis efter Einars Anmodning, ſtadfæſter Erkebiſkop Sørles Foranſtaltning om fælles Bordhold m. m.; da Einar her ſlet ikke omtales, ſkulde man næſten formode, at han ved dette Brevs Udſtedelſe endnu ej var indviet. Indvielſen ligger i ſaa Fald mellem 27de Febr. og 10de Marts.
  40. Dipl. Norv. I. No. 52.
  41. Dipl. Norv. I. No. 53.
  42. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 283. Den Omſtændighed, at han ikke landede ſydligere end et Steds ved Søndfjord, paa Veſtkyſten, viſer næſten med Beſtemthed, at han da kom med Skib fra England.
  43. Jvfr. ovenfor, S. 98.
  44. Se ovenfor, S. 14. Kongen kalder ham i dette Brev udtrykkeligt ſin gode Ven, hvilket ogſaa godt rimer ſig ſammen med at han var hans Capellan, førend han blev Biſkop, ſaaledes ſom det udtrykkeligt ſiges i Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 86, ſe ovenfor III. S. 655.
  45. At det maa være ældre end 1245 ſees deraf at Paal Vaagaſkalm, der nævnes ſom en af Vidnerne, døde i dette Aar.
  46. De islandſke Annaler. Sagaen nævner ſenere Thorgils, men taler ej om hans Udnævnelſe.