Det norske Folks Historie/5/12

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Erkebiskop Sigurd, der næst efter Eystein er den af Norges Erkebiskopper, som længst beklædte sit Embede, udviklede ligeledes paa sin Side en betydelig Virksomhed, og forstod ved skjønsom Benyttelse af de særegne Forhold, rinder hvilket han levede, at bringe den norske Kirkeforfatning betydeligt fremad mod det Maal, hvortil han saavel som hans Forgængere stræbede, og som man i de fleste andre katholske Lande tildeels allerede havde naaet. Hans Embedstid er derfor et særdeles vigtigt Tidsrum i den norske Kirkes Historie. Det var umuligt, at han under sin kirkelige Virksomhed ikke stundom, som vi have seet, skulde støde an mod Kongens Interesser, og derfor vel ogsaa nu og da komme i et mindre venligt Forhold til ham. Men disse Spendinger bleve dog ikke langvarige, deels fordi Kongens eget Sindelag med Hensyn til Kirken var saa godt og oprigtigt, at dens Tjenere ikke uden himmelraabende Ubillighed kunde stille sig paa et virkelig fiendtligt Standpunkt mod ham, deels fordi Sigurd selv i det hele taget synes at have været en maadeholdende, billigt tænkende og fredelskende Mand; deels endelig vel ogsaa, fordi den overvættes Forekommenhed og Føjelighed, Pave Innocentius viste Kongen, gjorde det mindre raadeligt for Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper at lægge sig ud med ham. Den alvorligste og langvarigste Spending mellem Kongen og Erkebiskoppen, saavel som de øvrige Biskopper, synes at have været rinder de Forhandlinger, der gik umiddelbart foran Kroningen, da Biskopperne dreve deres Fordringer saa vidt, at Kongen besluttede at gaa dem reent forbi, og bede Paven om at sende en Cardinal for at krone ham. Vi have seet, hvorledes Biskopperne gjorde et sidste Forsøg paa at faa deres Vilje frem efter at Cardinal Villjam var kommen, og at det et Øjeblik var lykkets dem at faa ham paa sin Side, men at Kongen strax bragte ham paa andre Tanker, og at han siden efter afgjort var paa Kongens Side, saa at hans Holdning lige overfor Biskopperne endog næsten kan siges at have været stram og uvenlig. Under de tidligere Ufredstider mellem Kongen og Hertugen havde Erkebiskoppen viist en rosværdig Iver for at vedligeholde Freden, uden i mindste Maade at begunstige Hertugen, ja han heldede da, som vi have seet, aabenbart til Kongens Parti. Dette var vel i og for sig selv ikke egentlig at rose ham for, da Kongens Sag var den retfærdige, men man maa dog tage i Betragtning, at han tidligere vistnok havde staaet i det venskabeligste Forhold til Skule, da denne var Thrøndelagens Regent, og at han upaatvivleligt skyldte ham, der lod sig det være saa magtpaaliggende at vinde Gejstligheden for sig, mange Forbindtligheder, der gjorde, at et Brud med Hertugen maatte være ham yderst smerteligt. Mere afgjort tog han Biskop Paals Parti i dennes Tvist med Kongen, dog uden at lade sig forlede til Overdrivelser eller uoverlagte Skridt. Den Spending, som var indtraadt mellem ham og Kongen angaaende Kronings-Anliggendet, synes at være ophørt af sig selv, da Sigurd saavelsom de øvrige Biskopper merkede, at de derved kun selv vilde komme til at drage det korteste Straa.

Det forstaar sig af sig selv, at Erkebiskop Sigurd ikke var den Mand, der ved nogen som helst Forsømmelse lod sig sine eller sin Kirkes Friheder og Rettigheder fraliste eller frahævde. Saaledes sørgede han strax efter sin Tiltrædelse for, at Pave Gregorius stadfæstede alle de Friheder, som Pave Hadrian IV og andre Paver, saavel som Konger og Fyrster havde indrømmet Norges Kirker[1]. I 1250 ansøgte han, med Capitlet, Pave Innocentius om at Nidaros Kirkes Privilegier, hvis Originaler begyndte at lide af Ælde, maatte blive afskrevne paany og af Paven bekræftede. Paven samtykkede ogsaa heri, og overdrog Abbeden af Tuterø, Prioren af Elgeseter, og Dominicanernes Prior i Nidaros at besørge Afskriften, (og for saa vidt enkelte Breve vare paa norsk, oversætte dem paa Latin) samt senere at indsende denne i bekræftet Form til Rom, for at den kunde forsynes med pavelig Stadfæstelse[2]. Faa Aar i Forvejen (1244) havde Erkebiskoppen foranstaltet en Fortegnelse optagen over alle de Ejendomme, der laa til Capitlets Præbender, saaledes at disse opførtes hver for sig med tilliggende Gods, hvorhos hver Præbendarius derhos tilholdtes at fore sin egen særskilte Landskyldsbog: en Foranstaltning, hvorved Forvirring og Sammenblanding af de forskjellige Præbenders Gods for Fremtiden vilde undgaaes, og i det hele en større Orden tilvejebringes[3].

Vi have allerede seet Beviser paa, hvorledes Erkebiskop Sigurd med Myndighed, ja næsten endog vel megen Myndighed, søgte at hævde sit Embedes Rettigheder lige overfor Colleger og andre gejstlige Autoriteter; saaledes f. Ex., da han saa ivrigt stræbte at faa Holms Kloster opløst og inddraget rinder Biskopsstolen, en Bestræbelse, hvori baade Cardinalen og Kongen vare ham hinderlige ved den kraftige Anbefaling, som de lode blive de stakkels Munke til Deel[4]. Den saakaldte Pallie-Hjelp (subventio pallii), eller Afgift af Lydbiskopperne til enhver ny tiltrædende Erkebiskop for at bestride Udgifterne ved hans Rejse til Pavestolen og Erhvervelse af Pallium, var maaskee vedtagen for Sigurds Tid[5], dog finder man den ej tidligere udtrykkelig omtalt, end i et Brev fra Pave Gregorius af 1237[6], hvori han samtykker i Foranstaltningen, saa at det ej er usandsynligt, at denne først sattes igjennem af Sigurd. Man kan heller ikke tvivle paa, at han med Kraft har sat sig imod den yorkske Erkebiskops Agitationer for at faa Syderøernes Biskopsstol henlagt til den yorkske Provins, og det lykkedes ham, da vi netop fra hans Tid af finde-Syderøerne i kirkeligt Henseende langt fastere knyttede til Norge end forhen, og dette engere Forhold endog vedligeholdt en Tidlang efter at de i verdslig Henseende vare adskilte fra Norge. Vi have fremdeles seet, hvorledes han vidste at faa Retten til at besætte de islandske Biskopsstole fratagen Islands egen Gejstlighed, og overdragen Metropolitankirken i Nidaros, samt hvorledes denne Ret benyttedes til at indsætte Nordmænd i hine vigtige Embeder, og derved meget at fremskynde Øens Underkastelse under Norge. Da der første Gang var Tale om Indførelsen af Tiggermunke-Ordener ved Oprettelse af Dominicanerklostre ved de tre vigtigste biskoppelige Besiddelser, har han rimeligviis været fuld af den samme Iver, som de øvrige Sæculargejstlige paa den Tid, men ogsaa senere ganske vist angret den, saa at den Beskyttelse, Cardinal-Legaten lod blive de klagende Dominicanere til Deel, neppe har undladt at forvolde ham Ærgrelse. Om han oplevede Franciscanerklostrenes Oprettelse, er uvist, men saa meget seer man, at disse skyldte Kongens, ikke Sæculargejstlighedens Iver deres Tilværelse i Norge.

Af en Mand som Sigurd var det at vente, at han ogsaa idet ydre søgte at give sin Kirke en til dens indre Kraft og Fasthed svarende Glands. Derfor gjorde han Begyndelsen til en storartet Udvidelse og Ombyggelse af Christkirken i Nidaros, idet han 1248 lagde Grunden til det nye, store Langhuus af Kirken, der endnu, uagtet det for største Delen ligger i Ruiner, vækker alles Beundring ved sin ædle Architectur og rige, skjønne Forsiringer. For saavidt allerede et mindre Langhuus var opført af Olaf Kyrre, hvilket næsten maa antages, da har Sigurd ladet dette nedrive; men usandsynligt er det ej, at det havde lidt saa meget af Ildebranden i 1248, at dets Nedrivelse og Opførelse fra nyt af blev en Nødvendighed[7]. Vi have tillige seet at Erkebiskop Sigurd allerede tidligere, endnu i Pave Gregorius’s Levetid, gjorde et bestemt Skridt til at faa Erkebiskop Eystein canoniseret, dog uden at dette lykkedes ham[8], siden Forsøget senere maatte fornyes. Der var i denne Tid ogsaa Tale om en anden Helgen i Norge, nemlig en afdød Diaconus i Bergen ved Navn Villjam, hvis Hellighed, som det heder, aabenbaredes 1243, uden at det dog lader til, at den fik nogen almindelig Anerkjendelse[9].

Om Erkebiskop Sigurds Bestræbelser for at gjennemføre Coelibatsbudet i sin Provins have vi allerede ovenfor talt[10]. Man seer at han allerede strax efter sin Embedstiltrædelse lod sig denne Sag være højst magtpaaliggende, siden det Brev, Pave Gregorius i den Anledning udfærdigede, er dateret saa tidligt som 16de Mai 1237.

Erkebiskoppen havde, som man erfarer, mødt mange Hindringer hos den underordnede Gejstlighed, der protesterede mod Forbudet, paaberaabte sig en foregiven Tilladelse af Cardinal Nikolaus, uden dog at kunne godtgjøre denne ved noget som helst skriftligt Document. Derfor henvendte Erkebiskoppen sig til Paven, der naturligviis ikke erkjendte nogen saadan Undskyldningsgrund som den anførte, og befalede Erkebiskoppen at anvende de Straffe og Tvangsmidler, Kirken foreskrev, for at see Budet overholdt. Dette var vel, som vi tidligere have antydet, Grunden, hvorfor Cardinal Villjam ikke i Norge, som i Sverige, fandt sig foranlediget til at bringe denne Sag særskilt paa Bane. Den var allerede rimeligviis i god Gang, og større Strenghed vilde kun have opirret Gemytterne. For Resten ledede den, som vi ville see, i Norge, som andensteds, til større Uvæsen og Forargelse end forhen, idet Presterne i Stedet for deres tidligere Hustruer nu fik de saakaldte Følgekoner eller Huusholdersker (focariæ), med hvilke de sædvanligviis førte et højst anstødeligt Liv[11]. Men saa meget var vistnok udrettet, at det sterkeste Baand, der hidtil knyttede Gejstligheden til de øvrige Samfundsklasser, nu var overskaaret, og de Gejstliges Interesser aldeles skilte fra Lagmændenes.

Det var at vente, at der under en faa lang Embedstid, som Sigurds, maatte indtreffe mange Biskops-Stifter ved de andre Suffraganstole. Enkelte af disse Stifter ere forhen omtalte, nemlig de der indtraf paa Island efter Biskopperne Gudmunds og Magnus’s Død 1237, Forhandlingerne paa Syderøerne efter Simons Død, Biskopsskiftet i Hamar 1231, da Hallvard døde og Paal valgtes i hans Sted, og i Oslo 1244, da Orm døde og Thorkell blev hans Efterfølger. Thorkell døde igjen i Begyndelsen af 1248[12], hvorefter Haakon, der for var Skolemester, d. e. Bestyrer af Dom-Skolen i Oslo, blev valgt til hans Efterfølger, og indviet, som vi have seet, samme Aars Høst i Viken, sandsynligviis i Oslo, da Erkebiskop Sigurd var kommen tilbage fra det paatænkte Møde ved Rigsgrændsen, som skulde holdes mellem Kong Haakon og den svenske Konge og Jarl, men som dengang intet blev af[13]. Haakon synes at have staaet i stor Yndest og nydt megen Tiltro hos Kongen, der brugte ham i højst vigtige Sendelser. Han hørte, merkeligt nok, selv til de gifte Gejstliges Tal; i det mindste havde han en anerkjendt Søn, Thore, der siden blev en af Rigets mest anseede Mænd[14]; dog er det muligt at denne er fød, medens Faderen endnu var Lægmand. Samtidigt med Haakon indviedes ogsaa, som ovenfor nævnt, en ny Biskop til Orknøerne i den 1246 afdøde Jofreys Sted. Jofrey havde længe formedelst Lamhed været ude af Stand til at forestaa sit Embede, hvorfor Pave Gregorius allerede i 1237 havde befalet Erkebiskop Sigurd at suspendere ham[15]. Hvad der i den Anledning blev foretaget, vides ikke. Maaskee har der været sat ham en Coadjutor bed Siden. Da han var død 1246, valgte Capitlet i Kirkevaag eenstemmigt en af sin egen Midte, Henrik, til hans Efterfølger. Men da han var Søn af en Prest, udenfor Egteskabet, og saaledes efter de canoniske Regler ej uden pavelig Dispensation kunde modtage den biskoppelige Indvielse, indgik saavel Erkebiskoppen og Biskopperne, som Cardinal Villjam og Kongen til Paven med Bøn om, at han vilde meddele en saadan. Sandsynligviis rejste Henrik selv til Pavehoffet med disse Anbefalingsskrivelser, og Paven gav ham ogsaa Dispensationen under 9de December 1247[16]. Imidlertid maa denne paa en eller anden Maade være bleven tilbageholdt usædvanligt længe; det rimeligste er, at han selv under sit Ophold udenlands er bleven lys eller paa anden Maade forhindret fra at komme tilbage, thi den Biskop, der om Høsten 1248 indviedes til Orknø sammen med Biskop Haakon til Oslo, var ikke Henrik, men en vis Herve eller Hjørve, om hvem intet for øvrigt vides, men som efter Navnet at dømme næsten skulde antages at være en Nordmand[17]. Herve døde dog endnu samme Aar, maaskee førend han forlod Norge, saa at han endog af enkelte ej opføres i Biskopsrækken; og nu fulgte Henrik, der levede til 1269, men naar og hvor han indviedes, vides ikke. Hvorledes Biskop Botulf i Hole allerede i 1243 forlod Island, og den driftige, myndige norske Gejstlige Henrik Kaarssøn efter hans Død 1246 udnævntes til hans Eftermand, vil i det følgende nærmere blive omtalt, ligeledes de Biskopsskifter, der fandt Sted paa det fjerne Grønland. Paa Færøerne døde den ovenfor omtalte Biskop Sørkve, der overvar Rigsmødet i Bergen 1223, i Aaret 1237; hans Eftermand heed Bergsvein, der døde 1243; efter ham fulgte igjen en vis Peter[18], der ej indviedes førend i 1.246, men man veed ikke mere om disse Biskopper, end det blotte Navn. Den sidste norske Lydbiskop, der døde under Sigurds Embedstid, var Paal i Hamar; hans Død indtraf i 1251, efter at han rimeligviis, som ovenfor antydet, allerede i længere Tid havde været noget svagelig[19]. Sigurd oplevede ikke at indvie hans Eftermand, thi han døde allerede den 6te Marts 1252, efterat have bestyret Erkebiskopsstolen i noget over 2l Aar. I hans Sted valgte Chorsbrødrene endnu samme Aar ingen af deres egen Midte, men derimod en Chorsbroder i Hamar, ved Navn Sørle[20], Aarsagen hertil vides ikke, med mindre den skulde lade sig forklare af et Brev, Sørle endnu som Erkebiskops-Evne, altsaa før sin Indvielse, udstedte i Nidaros[21], hvorved han indstiftede fælles Bordhold for Domkirkens Chorsbrødre, og dertil skjenkede Gaard og Grund, saavel som den biskoppelige Tiende af Korskirken, Olafskirken.og Clemenskirken i Nidaros By samt af Peterskirken paa Stein (Bynesset). Dette seer nemlig næsten ud som om Chorsbrødrene havde gjort disse Indrømmelser til Betingelse for Valget. Maaskee det og tør staa i Forbindelse med nogle Vanskeligheder, som Biskop Haakon i Oslo med sit Capitel havde yppet i Anledning af Hamars Biskopsstols Besættelse efter Paals Død. Hamars Capitel havde nemlig til hans Eftermand udvalgt en af deres egen Midte, ved Navn Thord[22], ved hvis Qvalificationer der dog maa have været nogen Mangel, siden han ej siges at være formeligt kaaret, men kun forlangt – (postulatus) den sædvanlige Talemaade i saadanne Tilfælde – og maatte nu begive sig til Rom, for at faa pavelig Bekræftelse. Men Biskop Haakon og hans Chorsbrødre gjorde Indsigelser mod Valget, fordi Capitlet i Hamar ved denne Lejlighed havde afveget fra „en gammel, hævdet, og hidtil fra umindelige Tider uanfegtet overholdt Skik“, ifølge hvilken Biskoppen og Chorsbrødrene i Oslo skulde være tilstede ved ethvert Biskopsvalg i Hamar, hvorimod man nu havde foretaget Valget uden i mindste Maade at tage Hensyn til dem eller spørge dem ad[23]. Om det virkelig forvoldt sig rigtigt med hiin foregivne Skik, er et stort Spørgsmaal; da Capitlet i Oslo omtrent 25 Aar senere atter bragte denne Sag paa Bane, kunde det ej godtgjøre sin paastaaede Ret, og dets Fordring blev kjendt ugyldig, ligesom siden efter Erkebiskop Jørund, selv forhenværende Chorsbroder i Hamar, erklærede 1305, at man ej for ham havde kunnet paavise nogen saadan Rets Tilværelse fra umindelige Tider[24]. Man skulde saaledes virkelig fristes til at tro, at den er opstaaet rinder Biskop Nikolas’s næsten uindskrænkede Vælde i Bagler-Herredømmets Tid, og at han har tiltaget sig den[25]. Thi da Hamars Biskopsstol oprettedes, hørte denne Deel af Oplandene, som vi ovenfor have søgt at vise, rimeligviis til Nidaros Biskopsdømmes Omraade[26]. Det er derfor ikke usandsynligt, at Chorsbrødrene i Nidaros have kunnet ville gjøre en lignende Fordring gjeldende, Dug maaskee derfor med Flid have valgt Sørle, selv en Chorsbroder fra Hamar. Ogsaa Kongen blev forbitret paa Chorsbrødrene i Hamar, fordi de ikke havde søgt hans Samtykke til Valget, hvilket den ældre Eidsivatvingslov foreskrev, men hvad der rigtignok nu efter de ogsaa i Norge vedtagne Grundsætninger ej længer syntes at skulle behøves. Sørle er sikkert kommen til Rom med den bestemte Hensigt, at virke for Thords Dispensation og Erkjendelse. Men Paven maa have fundet de Grunde, der talede imod ham, alt for vigtige, thi han casserede Valget, og anvendte derimod sin Provisionsret til at udnævne en anden Biskop, Dominicaneren Peter, om hvem man ej engang veed, hvor vidt han var Nordmand eller ej. Sørle mødte ingen Vanskeligheder med Hensyn til sit eget Valg; Paven indviede ham i Begyndelsen af 1253, og bekræftede samtidigt, eller strax efter, ved en Bulle, dateret Perugia den 25de Februar 1253, Nidaros Erkestol i alle de Metropolitanrettigheder, hans Formænd fra Hadrian den 4de af havde tilstaaet den[27]. Formodentlig har Sørle netop legitimeret disse Rettigheder ved de for omtalte Afskrifter og Vidisser, som Paven paa Erkebiskop Sigurds Anmodning havde forlangt sig tilsendte, og som maaskee Sørle selv bar medbragt. Hvad end Pave Innocentius tidligere kan have ladet sig indbilde om Retten til at udnævne og indvie Mans Biskop, saa kunde nu ej længer nogen Fejltagelse i saa Henseende finde Sted, thi ej alene blev Syderøernes Biskopsdømme atter udtrykkeligt nævnt blandt dem, der hørte under Nidaros Provins, men, hvad der havde endnu mere at betyde, Erkebiskop Sørle indviede i Rom, lige under Pavens egne Øjne, og derfor med hans Vidende og Samtykke, den efter Laurentius,s Død af Capitlet paa Man udvalgte nye Biskop, ved Navn Richard, en Englænder, der ogsaa, som det synes, uden Vanskelighed siden tog sin Biskopsstol i Besiddelse, og forestod den til sin Død, i den lange Tid af 21 Aar[28]. Ved samme Lejlighed indviede Sørle ogsaa den nys nævnte Biskop Peter, der fulgtes med ham tilbage til Norge. Her indtraf de om Sommeren 1253, og ankom til Tunsberg, just som Kongen med sin store Flaade og de øvrige Biskopper var dragen afsted til Gøtaelven for at bekrige Danmark. Dronning Margrete, der tilligemed Dronning Richiza var bleven tilbage i Tunsberg, lod ham strax faa en letsejlende Skude for at sejle efter Kongen, og man erfarer intet om, at deres Møde med denne var andet end venskabeligt[29]. Kongen brugte endog siden, som vi ville see, Biskop Peter i en særdeles vigtig og ansvarsfuld Sendelse. Af Krigen blev der, som sagt, intet, og alle Deeltagerne i Toget vendte tilbage mod Slutningen af Juni Maaned. Da drog vel ogsaa Sørle og Biskop Peter hver til sit; vi erfare ogsaa, at den første endnu samme Aar bekræftede den oven omtalte Indstiftelse til Chorsbrødrenes Bedste[30]. Uagtet Hamars Capitel ikke havde faaet sin Vilje frem, skrev dog Biskop Haakon og hans Chorsbrødre et Brev til Paven, hvori de bade ham om at hiint Capitels Fremfærd ikke maatte være dem til nogen Præjudice for Fremtiden; en Erklæring, som Paven ogsaa i almindelige Udtryk gav under 23de October 1253[31]. Derimod ansaa han sig foranlediget til at tage Hamars Capitel i Beskyttelse mod Kongen og alle de øvrige, der vare misfornøjede med at det ej havde indhentet Kongens Samtykke til Thords Valg. Han skrev under 2den Januar til Biskop Peter[32], at han ej maatte tillade nogen at forulempe Capitlet overhoved eller Chorsbrødrene enkeltviis, eller at gjøre dem Skade paa deres Beneficier og Gods, men at han skulde tvinge alle dem, der vovede saadant, med Kirkens Straf uden Appel, dog Kongen alene undtagen. Heraf maa man da slutte, at Munaan Biskopssøn og andre ivrige Tilhængere af Kongen paa Hedemarken have truet Chorsbrødrene med at lade dem undgjelde for deres Egenmægtighed. Det lader dog ej til at være kommet til nogen alvorlig Conflict, ellers havde vel Sagaen indeholdt noget derom. Den stakkels Chorsbroder Thord, der forgjeves havde paataget sig den store Møje og Bekostning at drage heelt til Rom i Haab om at blive Biskop, forbarmede Paven sig over ved at overdrage ham Roko Kirke paa Hedemarken, der havde staaet saa længe vacant, at Collationen deraf tilkom Paven. Dog, besynderligt nok, gav Paven ikke Biskop Peter, men derimod Biskop Laurentius af Skara i Sverige, (ved Skrivelse af 11te Februar 1254) det Hverv, paa sine Vegne at indsætte Thord i samme Kirke[33]. Sandsynligviis har Peter ej villet befordre sin forrige Medbejler.

Sørles Virksomhed som Erkebiskop var meget kortvarig; han døde nemlig allerede den 1ste Mai 1254[34]. Capitlet i Nidaros valgte nu eenstemmigt den oftere omtalte Einar Smjørbak, Søn af Lagmanden Gunnar Grjonbak, til hans Efterfølger. Einar var paa denne Tid ikke hjemme, men opholdt sig i Paris, sandsynligviis ved Universitetet; man skulde formode, at han først for kort Tid siden havde bestemt sig for den gejstlige Stand, siden han tidligere, hvor han omtales, ej nævnes med nogen gejstlig Titel[35], men snarere som Lægmand; saaledes have vi seet, hvorledes han i Egenskab af Bonde gav Haakon den unge Kongenavn 1240. Imidlertid var han dog gejstlig paa den Tid, han blev valgt Medlem af Capitlet[36]. Formodentlig har hans anseede, om just ikke fornemme, Herkomst og hans Indflydelse i Thrøndelagen været Aarsag til hans Valg. Uden at anholde om Kongens Samtykke, ja endog, som det synes, uden at lade ham vide noget om Valget i det hele taget, sendte Chorsbrødrene strax tvende af sin egen Midte, Erkepresten Ottar[37] og Mester Haakon, til Paris med Brev til Einar, for at melde ham Valget. De skulle ogsaa have forebragt ham, at det var skeet med Kongens Vilje. Det var netop i den Tid, da Kong Haakon opholdt sig i Viken for at møde Kong Christopher, og havde fuldt op at bestille med de danske Anliggender: det er saaledes ej at undres over, at hiint Valg kunde foregaa i Throndhjem og Deputationen til Einar sendes afsted, uden at han fik mindste Nys derom. Einar rejste, maaskee.i god Tro, umiddelbart fra Paris til Rom, for at modtage Indvielsen. Naar han ankom til Rom, vides ikke; men det maa have været mod Hoften eller Slutningen af Aaret, da Pave Innocentius, efter indgaaet Forlig med Manfred af Tarent enten allerede havde forladt Rom, for at begive sig til det siciliske Rige, eller i det mindste stod færdig til Rejsen. Siden var han faa optagen med de sicilianske Anliggender, at han ej for det første kunde faa Tid til at indvie Einar[38]. Eller maaskee ogsaa denne er ankommen faa seent ud paa Aaret, at Innocentius da allerede var angreben af den Sygdom, som endte hans Liv i Neapel, den 6te December 1254. Einar fik saaledes kun at bestille med Alexander den 4de, hvilken Cardinalerne henved tre Uger efter, fremdeles i Neapel, valgte til hans Efterfølger. Han forelagde Alexander sit Valg til Prøvelse og Stadfæstelse, og af ham modtog han, sandsynligviis sidst i Februar eller først i Marts 1255[39]. Indvielsen, i eller ved Neapel, hvor Alexander opholdt sig omtrent til Midsommerstid. Paven stadfæstede derpaa, efter Gregorius den 9des Exempel, den sør omtalte af de norske Lydbiskopper fattede og af Capitlerne bifaldte Bestemmelse om Palliehjelpen[40], ligesom han ogsaa efter Skik og Brug, i særskilte Skrivelser daterede Neapel 11te og 12te Marts, til Capitlet i Nidaros, Gejstligheden i Nidaros Biskopsdømme, de øvrige Indbyggere i samme Biskopsdømme, Lydbiskopperne, og endelig Kongen, meldte at han efter behørig Prøvelse havde stadfæstet Einars Valg, mod hvilket der i canonisk Henseende intet var at indvende, og som i ham var faldet paa en baade med Hensyn til sin Lærdom og sine Sæder udmerket Mand. Kongen bad han særskilt at modtage ham med venlig Mine, og formedelst den Ærbødighed, han skyldte Pavestolen, at lade ham og hans Kirke nyde Godt af sin kongelige Yndest[41]. Muligt, at denne sidste Anmodning hørte til de sædvanlige ved slig Lejlighed, og ikke indeholder mere end hvad der hørte til den vedtagne Curialstil; men usandsynligt er det dog ikke, at Einar, der nu maatte have erfaret, at man ved hans Valg ganske havde gaaet Kongen forbi, og at han saaledes var kommen i et mindre behageligt Forhold til denne, med Flid har udbedet sig et saadant Anbefalingsbrev som det oven anførte, for derved, om det skulde behøves, at formilde ham. Einar lagde, som man maa formode, Tilbagevejen fra Italien over Frankrige og England, og landede om Sommeren ved Alden i Søndfjord[42]. Intet havde nu været rimeligere, end at han strax havde begivet sig til Kongen og gjort ham sin Opvartning, saa meget mere som Kongen allerede om Vaaren var vendt tilbage fra Tunsberg, hvor han havde tilbragt Vintren, og nu opholdt sig i Bergen[43]. Men i dets Sted begav han sig lige til Throndhjem. Rimeligviis frygtede han for at Modtagelsen vilde blive mindre venlig, og havde vel heller ikke selv den bedste Samvittighed. Da Kongen erfarede hans Ankomst til Throndhjem, fandt han det, som venteligt var, højst besynderligt at han ej havde villet fremstille sig for ham, og dulgte ikke sin Misfornøjelse herover. Ved Efterretningen herom fandt Einar det raadeligst at gjøre sin Forseelse god igjen; han begav sig ufortøvet til Bergen, og fandt nu, som det fortælles, en venlig Modtagelse hos Kongen; dog har han vel ved det første Møde gjort ham en passende Undskyldning.

Rigtigt venskabeligt synes imidlertid, som det i det følgende vil erfares, Forholdet mellem Kongen og Erkebiskoppen ej at være blevet, og det er umiskjendeligt, at Kongen stedse har næret nogen Mistanke mod ham, dog, merkeligt nok, ikke just formedelst Einars Optræden i kirkeligt Henseende, men snarere fordi det forekom Kongen, som om han lagde vel megen og nærgaaende Iver for Dagen i hans Sønners Interesser.

Samme Aar, som Erkebiskop Sørle, døde ogsaa den alderstegne Askell, Biskop i Stavanger, Kongens forhenværende Capellan og gode Ven, paa hvis Bøn han, som det allerede ovenfor er omtalt, stadfæstede Kong Magnus’s Gave af hele Stavanger By til St. Svithuns Kathedralkirke, paa den Betingelse, at hans Farfader Kong Sverres, hans Fader Kong Haakons, og hans eget Navn skulde skrives i Kirken, og at der hver Søndag hele Aaret igjennem skulde bedes før deres Sjæle[44]. Skjønt Gaven allerede var skjenket af Kong Magnus, var den dog ikke derfor mindre betydelig fra Haakons Side, da det udtrykkeligt siges, at den i den sidste Tid (rimeligviis heelt.fra Magnus Erlingssøns Dage), ej var kommen Svithuns Kirke til Gode. Det er paa sit Sted viist, at denne Gave sandsynligviis er at henføre til Aaret 1243[45]. Til Askells Eftermand valgtes en Thorgils, om hvis tidligere Livsforhold man intet veed, men som under sin hele Embedstid synes at have været i den bedste Forstaaelse med Kongen[46].

    Sogn, øvre Fron: Lo ligger, som bekjendt, omtrent ¾ Miil søndenfor Opdal; Thofte og Steig ere oftere omtalte.

  1. ↑ Dipl. Norv. I. No. 20, 21.
  2. ↑ Dipl. Norv. I. No. 44, 45.
  3. ↑ Dipl. Norv, II. No. 43, jvfr. Keysers norske Kirkehistorie I. S. 417.
  4. ↑ Se ovenfor S. 40, 41.
  5. ↑ Se ovenfor III. S. 1015.
  6. ↑ Raynaldus, ved 1237, No. 67, XIII. S. 457.
  7. ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 264. Der staar kun: samme Sommer havde han (Sigurd) ladet sætte Christkirkens Grundvold saa langt vester som den nu (d. e. 1265) er. Dette kan enten betyde, at hele denne Deel af Kirken grundlagdes fra nyt af, eller og, at den, allerede paabegyndt fra Øst af, fuldførtes af Sigurd.
  8. ↑ Dipl. Norv. I. 23. Se ovenfor III. S. 748, jvfr. Keyser, N. Kirkehistorie I. S. 354, 355.
  9. ↑ Islandske Annaler, ved 1243.
  10. ↑ Se ovenfor S. 42, jvfr. Keyser, l. c. S. 412, 413, samt 385, 386.
  11. ↑ Mod disse focariæ ivres allerede paa det lateranske Kirkemøde 1215, og de omtales baade i latinske Breve og under det norske Navn fylgjukona allerede i norske Breve tidligt fra det 14de Aarhundrede (focaria, immo fornicaria) samt maaskee endnu tidligere paa Island. Ordet fylgjukona blev saa hyppigt, at det siden endog, sammendraget til „Fylkje“ (ogsaa skrevet „Fyrkje“, da det udtales med det tykke „l“), svensk flicka (ganske paa samme Maade som det danske „Frænke“ af „Frændkone“) er gaaet over til at betegne „Kjæreste“, „Pige“ i Almindelighed, dog det norske Ord i det mindste, og maaskee oprindelig det svenske, med et mindre agtelsesfuldt Anstrøg.
  12. ↑ Thorkell døde rimeligviis i Tunsberg, siden han begroves i Laurentii Kirke, se Saml. til det norske Folks Historie I. S. 554.
  13. ↑ Se ovenfor S. 85, Haakon Haakonssøns Saga Cap. 264, Annalerne, ved 1248. Haakon synes at have været hjemmehørende i Egnene om Oslo; thi af et Brev udstedet 1264, hvori han skjenker Chorsbrødrene i Oslo endeel Jordegods „for gammelt Kammeratskabs Skyld“, og for at de skulle holde hans og hans Moders Aartid, nævner han blandt andet Bjerte paa Follo og Solberg i Oslo Hered saaledes at man maa antage dem for hans Ættegaarde: en anden Deel af Solberg havde han, som man seer, kjøbt af Sysselmanden Aamunde Haraldssøn. Man skulde næsten formode at hans Moder da endnu var i Live, hvoraf igjen følger, at han maa have været temmelig ung ved sin Udvælgelse til Biskop. Han blev siden efter i 1265 udvalgt til Erkebiskop.
  14. ↑ Det er den bekjendte Thore Kantsler, ogsaa kaldet Hr. Thore Biskopssøn, hvorom vi i det Følgende oftere komme til at tale.
  15. ↑ Raynaldus, for 1237, No. 67; XIII. S. 457. Denne Suspension omtales her under eet med Biskop Gudmunds, dateret 11te Mai 1237 (se ovenfor III. S, 879) og er derfor vistnok ogsaa af samme Datum.
  16. ↑ Dipl. Norv. I. No. 42.
  17. ↑ Denne Herve antages sædvanligviis for at være den samme som Henrik. Men det kan dog ikke forholde sig saaledes, da ej alene-Haakon Haakonssøns S. som paa dette Sted kalder ham Hervi eller Hervir, senere flere Gange nævner Biskop Henrik (f. Ex. Cap. 329), men Annalerne, og navnlig den ypperlige Cod. regius, udtrykkeligt omtale Biskop Hervi baade som indviet og senere afgaaet ved Døden i 1248, medens derimod Biskop Henriks Død omtales ved 1269. Den ældste Biskopsfortegnelse nævner ogsaa udtrykkeligt „þá Jófreyrr, þá Hjörfi, þá Heinrekr“. Den yngre Fortegnelse udelader vistnok Herve, men aabenbart af den oven anførte Grund, at han døde saa kort efter Indvielsen og neppe engang tiltraadte Embedet, hvortil ogsaa kommer, at Henrik virkelig tidligere var udvalgt. Sammenhængen hermed lader sig nu neppe tilfulde opklare; vi have ovenfor opstillet, hvad der synes at være den rimeligste Forklaring. Se Norsk Tidsskr. V. 43.
  18. ↑ Den mindre Biskop-Række, l. c. nævner i Stedet for Peter „Nikolas“, hvilket vistnok er urigtigt.
  19. ↑ Annalerne, ved 1251. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 276“. I Texten efter Cod. Fris. staar her, at Paal døde om Vintren 1251–52, og at Kongen „holdt Julen i Hamar“. I Skaalholtsbogen staar der, at Paal allerede var død om Vaaren 1251, og at Kongen holdt Julen i Oslo. Det sidste er vel det rigtigste; dog kommer det her mest an paa, hvad Flatøbogen har. Jvfr. ovf. S. 45.
  20. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 276. Paa Latin kalder Sørle sig Serlo; hans Navn skrives ofte paa Norsk Solli.
  21. ↑ Dipl. Norv. II. No. 9. Udstedelsesdagen anføres her ikke.
  22. ↑ Dette er rimeligviis Navnets norske Form; i det latinske Brev, hvor han omtales (Liljegrens Dipl. I. No. 417) kaldes han Theodorus, med hvilket Navn man ofte plejede at gjengive det norske Thord.
  23. ↑ Se Pavens nedenfor omtalte Brev af 23de Octbr. 1253, Dipl. Norv. I. No. 49.
  24. ↑ Dipl Norv. I. No. 105.
  25. ↑ Se ovenfor, III. S. 297.
  26. ↑ Se ovenfor, II. S. 615, 867. Bi have der søgt at vise, at den Omstændighed, at den største Deel af Oplandene omkring 1115 egentlig hørte til Eysteins, ikke til Sigurds Part af Landet, rimeligviis har været Aarsag i at Oplandene, som det lader, ikke strax henlagdes til Oslo Biskopsstol, hvilket antydes derved at den første Biskop i Oslo kaldtes Vikverjernes Biskop. At Landets Deling mellem Kongerne har hast Indflydelse paa Dioces-Inddelingen, synes umiskjendeligt, saaledes ved Søndmøres Henlæggelse til Nidaros.
  27. ↑ Dipl. Norv. III. No. 3.
  28. ↑ Den manske Biskopskrønike. Her er Tiden dog angivet til 23 i Stedet for 21 Aar, se ovenfor S. 61. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 276.
  29. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 279.
  30. ↑ Dipl. Norv. I. No. 49.
  31. ↑ Dipl. Norv. III. No. 4. 5. De ved denne Lejlighed tilstedeværende Chorsbrødres Antal var ej mindre end 15.
  32. ↑ Dipl. Norv. I. No. 50. Vi have her fulgt den i Diplomatariet optagne Rettelse, hvorved Brevet er stilet til (N. N.) episcopo Amarensi. Men i Afskriften staar Arusiensi, hvilket har bragt Suhm (X. 264) til at antage det stilet til Biskoppen i Aarhuus. Snarere er det dog, hvis denne Læsemaade er rigtig, Biskoppen i Vesteraas; og muligt at dette virkelig ogsaa forholder sig saaledes, da vi see Paven henvende sig til en anden svensk Biskop i et hermed sammenhængende Anliggende.
  33. ↑ Liljegren, Dipl. Svec. I. No. 417. Her kaldes Kirken „Ecclesia Sti. Michaelis de Noko“, dette sidste Navn er aabenbart Fejllæsning for Roko.
  34. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 281 (Philippi og Jacobi Dag anføres her udtrykkeligt som hans Dødsdag); de isl. Annaler.
  35. ↑ Han omtales saaledes (se foran S. 84) endnu i 1249, da Kongen sendte ham som Gesandt til Sverige, ikke med Titlen Síra eller Mester, hvilke dog ellers vare de sædvanlige Titler for Gejstlige, især Chorsbrødre.
  36. ↑ I Pave Alexanders Skrivelse af 12te Marts 1255 staar der udtrykkeligt, at Einar var Chorsbroder (tunc ecclesiæ vestræ canonicum), Dipl. Norv. I. No. 53.
  37. ↑ At Ottar, der i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 281 slet og ret kaldes „Mester Ottar“, var Erkeprest, sees af det for omtalte Brev af 1253, hvorved Erkebiskop Sørle bekræftede sin tidligere gjorte Fundats af fælles Bordhold for Capitlet. Dipl. Norv. III. No. 4.
  38. ↑ Forliget mellem Innocentius og Manfred skede i September 1254; i October var Innocents i Capua og kort efter i Neapel. Hvis Capitlet i Nidaros, som rimeligt var, udvalgte Einar i Løbet af Mai, har Deputationen, der meldte ham Valget, vel ikke naaet ham førend sidst i Juni; hans Afrejse fra Paris krævede vel og Forberedelser, der medtog nogen Tid, og saaledes er han da vel neppe kommen til Rom førend hen i September, maaskee og i October Maaned. Nu skulde Valget først prøves og godkjendes, og dertil forslog neppe Tiden for Innocents. Men maaskee endog, som ovenfor antydet, Einar ikke ankom førend strax før eller efter Innocents’s Død. At det var Alexander den 4de, der prøvede og bekræftede Valget, siger denne selv i sin Skrivelse af 12te Marts.
  39. ↑ Da den første Skrivelse, hvori Einar tituleres som Erkebiskop, er den om Palliehjelpen, af 10de Marts, maa hans Indvielse være foregaaet tidligere; men at den ogsaa kun er foregaaet kort forud, sees deraf, at de Skrivelser, hvori Paven tilmelder Capitlet m. m. Valgets Stadfæstelse, ere daterede den 11te og 12te Marts; thi disse kunne ej have været udfærdigede længe efter Indvielsen. Tør er desuden en Skrivelse fra Paven af 27de Februar, udfærdiget til Erkepresten og Capitlet i Nidaros (Dipl. Norv. III. No. 5) hvori han, rimeligviis efter Einars Anmodning, stadfæster Erkebiskop Sørles Foranstaltning om fælles Bordhold m. m.; da Einar her slet ikke omtales, skulde man næsten formode, at han ved dette Brevs Udstedelse endnu ej var indviet. Indvielsen ligger i saa Fald mellem 27de Febr. og 10de Marts.
  40. ↑ Dipl. Norv. I. No. 52.
  41. ↑ Dipl. Norv. I. No. 53.
  42. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 283. Den Omstændighed, at han ikke landede sydligere end et Steds ved Søndfjord, paa Vestkysten, viser næsten med Bestemthed, at han da kom med Skib fra England.
  43. ↑ Jvfr. ovenfor, S. 98.
  44. ↑ Se ovenfor, S. 14. Kongen kalder ham i dette Brev udtrykkeligt sin gode Ven, hvilket ogsaa godt rimer sig sammen med at han var hans Capellan, førend han blev Biskop, saaledes som det udtrykkeligt siges i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 86, se ovenfor III. S. 655.
  45. ↑ At det maa være ældre end 1245 sees deraf at Paal Vaagaskalm, der nævnes som en af Vidnerne, døde i dette Aar.
  46. ↑ De islandske Annaler. Sagaen nævner senere Thorgils, men taler ej om hans Udnævnelse.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/5/12&oldid=85452»