Det norske Folks Historie/5/13
Om Vaaren 1254 døde Kong Haakons ældste, men udenfor Egteskabet fødde Søn, Hr. Sigurd, i sin bedste Alder, kun lidet over 30 Aar gammel[1]. Det slaar ikke fejl, at Kongen har taget sig hans Død nær, thi han synes at have været en brav ung Mand, paa hvem han i vanskelige Tilfælde kunde stole[2], og som dertil uden Knurren fandt sig i den Indrømmelse, Kongen gjorde det nye, af Gejstligheden opstillede Princip, at kun egte Fødsel berettigede til Tronen, idet han ej lod ham, men sin yngre, egtefødde Søn Haakon hylde som sin tilkommende Efterfølger, og give Kongetitel. Imidlertid er det klart, at Sigurds Død for saa vidt maa have været betimelig, som den bortryddede den væsentligste Grund til fremtidige Tronstridigheder. Om Kongen end, ved at foretrække Haakon for Sigurd, i Gjerningen havde viist, at han anerkjendte hiint Princip, saa var det dog endnu ikke vedtaget af Folket i Almindelighed. Efter de ældre Love og Vedtægter var Sigurd lige saavel arveberettiget til Tronen, som nogen af hans egtefødde Brødre, ja som ældre end de kunde han endog siges at have et Fortrin for dem. Førend Haakon den unge endnu var fød, var han upaatvivleligt af Kongen bestemt til at være hans Tronfølger, og betragtedes vistnok af de fleste, der ej havde svoret til Skule Jarls Fane, som saadan[3]. Haakon ringes Ophøjelse til Tronfølger tilintetgjorde saaledes hans glimrende Udsigter for Fremtiden, og det fortjener ikke liden Ros, at han fandt sig saa taalmodigt deri, som man af Sagaens Taushed om det modsatte maa slutte. Men derfor var det ikke sagt, at jo et eller andet Parti efter Kongens Død kunde finde paa at gribe til Vaaben for ham, eller at ikke hans egen Ærgjerrighed kunde vaagne og bringe ham til at træde frem med Fordringer paa Tronen eller en Deel af Riget, i hvilket Tilfælde han da maatte kunne gjøre Regning paa at faa en Deel Tilhængere paa sin Side-og da var Borgerkrigen der paany. Muligheden af en saadan Ulykke for Landet bortfaldt nu ganske ved hans Død. Han synes ej at have været gift, eller i alle Fald at have efterladt Børn, da ingen saadanne omtales. Kongens egtefødde Sønner, Kong Haakons og Junker Magnus’s, Arveret til Tronen var saaledes sikret mod enhver Fare, og Principet om Egtefødselens Forret kunde ligeledes siges at være befæstet, da det ej havde mødt nogen Protest fra Sigurds Side, ligesom det ifølge de herskende Synsmaader ej var at antage, at nogen Konge herefter, om han efterlod uegte Børn ved Siden af egte, vilde undlade at stille disse saa langt over hine, at der ej kunde blive Tale om noget Medbejlerskab mellem dem. Men endnu var der ikke truffet nogen Foranstaltning om Kongedømmets og Kongerigets Udelelighed. Efter de hidtil gjeldende Vedtegter var den yngre Broder lige saa vel berettiget til Kongedømmet som den ældre, hvilket altsaa gjorde en Deling nødvendig. Vistnok havde man ikke i lange Tider haft noget saadant Tilfælde, at en Konge ved sin Død efterlod flere Sønner, men den sidste Gang, da det indtraf, nemlig da Harald Gille efterlod Sønnerne Sigurd, Inge og Magnus, var der ej Spørgsmaal om andet end at dele Kongedømmet, og da Eystein siden kom til, fik ogsaa han sin Part[4]. Paa samme Maade var Kongedømmet blevet deelt mellem Magnus Barfods Sønner, Eystein, Sigurd og Olaf, saavel som tidligere mellem Harald Sigurdssøns Sønner Magnus og Stat) samt siden endog mellem hver af disses Sønner, Magnus og Haakon. Naar altsaa tidligere Exempler eller Vedtægter skulde følges, i det Tilfælde at Kong Haakon ved sin Død efterlod begge sine Sønner i Live, maatte Junker Magnus være berettiget til Kongenavn og Deel i Kongedømmet bed Siden af sin ældre Broder. Men dette kunde da igjen give Anledning til Borgerkrig, eller maatte i det mindste bidrage meget til at svække Rigets Kraft og Anseelse. Forstandige Mænd, der ønskede Rigets Vel, kunde derfor umuligt andet end ønske et saadant Tilfælde fjernet, og det kunde ikke skee paa anden Maade, end at der enten vedtoges en ny Suceessionslov, hvorved Rigets Udelelighed forkyndtes og Førstefødselsretten indførtes i sin fulde Strenghed, saaledes at den yngre Søn ej engang var berettiget til den mindste Deel af Riget, – eller at den ældre Søn nok kjendtes udelukkende berettiget til Kongedømmet, men at en mindre Deel dog anvistes den yngre til et Len, hvoraf han sømmeligt kunde underholde sig og sine. Den første Foranstaltning var ej godt tænkelig, af to Grunde: først fordi man da vilde have savnet et passende Underhold for Junker Magnus, hvilket i hine Dage ej godt kunde indrettes anderledes end i Form af en Forlening; dernæst fordi man, ved ikke engang at tilstaa ham nogen saadan, vilde komme til at berøve ham alt for meget af den Ret, hvortil han unegtelig var fød. Vilde man sætte en saadan Successionsorden igjennem, maatte man i det mindste oppebie en Tid, naar der kun fandtes een Kongesøn, og der saaledes ikke var nogen yngre Broder, hvis Ret kunde krænkes. Den her skildrede Nødvendighed af at bestemme og sikre Tronfølgen endnu medens Kongen var i Live, laa især Erkebiskoppen, men vistnok ogsaa mange flere med ham, paa Hjertet; og man kan efter det nys udviklede ikke undre sig over, om de nærmest havde Ordningen mellem Kong Haakon og Skule Jarl for Øje, saaledes at den ældste af Brødrene skulde ene bære Kongenavn og føre Overherredømmet over det hele Rige, medens den anden med Hertugstitel skulde faa en Deel deraf til Len.
Erkebiskoppen benyttede sin Nærværelse i Bergen til at bringe denne vigtige Sag paa Bane. Han og Kongen afhandlede overhoved, siges der, mange Sager med hinanden, og alle Samtaler førtes nok saa venskabeligt imellem dem[5]. Blandt andet rykkede Erkebiskoppen da ogsaa frem med det Forslag, at Kongen allerede i sit levende Live vilde treffe en Bestemmelse om Rigets Deling mellem sine Sønner, der kunde være passende for disse, og som baade de selv og Folket højtideligt kunde vedtage, saa at der siden, efter hans Død, ikke opstod nogen Trætte. Erkebiskoppen synes allerede strax indtrængende at have foreholdt Kongen Nødvendigheden af, at kun een bar Kongenavn, eller af det egentlige Kongedømmes Udelelighed. Kongen vilde ikke afgjøre denne Sag paa egen Haand, og havde heller ikke, som man kan see, synderlig Lyst dertil, aabenbart fordi han ikke engang selv endnu ganske kunde løsrive sig fra den Forestilling, at han gjorde sin yngre Søn Uret ved at anvise ham en mere underordnet Stilling end den ældre, ej at tale om at han maaskee virkelig nærede en Forkjærlighed for Magnus; maaskee ogsaa fordi han, som saa mange, nødig vilde stille sig sin Død saa klart og nær for Øjnene, at han allerede nu med Hensyn dertil skulde gjøre nøjagtige Dispositioner. Han kaldte imidlertid sine Venner og Raadgivere til sig, og æskede deres Mening om Sagen. Meningerne vare meget deelte. Nogle ytrede, at Magnus burde lade sig nøje med Hertugstitel og Tredjedelen af Riget; andre, at han vel ikke burde være Kongenavn, men at dog en Halvdeel af Riget tilkom ham; andre holdt endnu saa fast ved det gamle Lighedsprincip, at de erklærede det før en Uretfærdighed, naar ikke alt sammen, Kongedømmet saavel som Riget, blev deelt ligt mellem Brødrene: ja de vilde ikke engang have noget at bestille med en Foranstaltning, hvorved der gjordes nogen som helst Forskjel mellem Brødrene. Erkebiskop Einar og de øvrige Venner af Kong Haakon den unge, der vistnok bekjendte sig til den første Mening[6], og som i alle Fald ikke vilde at Magnus skulde have Kongenavn, bade nu Kongen om at treffe en endelig og formelig Bestemmelse, ved at udstede et af ham selv og de andre Høvdinger beseglet Document. Heraf maa man altsaa slutte, at Erkebiskoppens Mening maa være bleven den sejrende, siden han i modsat Fald neppe vilde have haft noget Document oprettet. Men Kongen kunde, da det kom til Stykket, ikke overtale sig dertil. Han hørte de forskjellige Raad med Venlighed, men sagde dog tilsidst, „at Sagen maatte staa i Guds Haand; han fik skifte mellem dem“. Saaledes blev ingen Bestemmelse tagen, og intet Document oprettet. Kort efter rejste Erkebiskoppen tilbage til Throndhjem. Han skiltes, siges der, fra Kongen i al Venskabelighed. Men der er dog tydelige Tegn til, at Kongen havde fundet sig ubehageligt berørt ved hans Forslag, hvad enten han nu mistænkte ham for ene at ledes af en utilbørlig Forkjærlighed for Haakon unge (og Historien viser mange Exempler paa at Konger have næret Skinsyge og Mistanke mod deres bestemte Tronfølgere, om disse endog vare deres egne Sønner), eller han i det hele taget fandt Forslaget noget nærgaaende. Kongen vilde dog vel neppe have været saa tilbøjelig til at see Erkebiskoppens Fremtræden i et ugunstigt Lys, hvis ikke Maaden, hvorpaa han var valgt, og hans mindre høflige Ferd ved Ankomsten allerede havde stemt Kongen ufordeelagtigt mod ham. Her i det mindste var dog Erkebiskoppen sikkert uskyldig, og hans Undladelse af at gjøre Kongen sin Opvartning ved Ankomsten kom, som vi ovenfor have antydet, vistnok mere af en vis Frygt for at møde ham, efter hvad der var passeret, end af nogen Mangel paa tilbørlig Ærefrygt.
Kong Haakon den tinges og Dronning Richizas Egteskab var rimeligviis ved denne Tid allerede blevet velsignet med Børn, idet hun fødde en Søn til Verden, der i Daaben fik Navnet Sverre Magnus efter Oldefaderen[7]. Det var første Gang, at man i den kongelige Familie havde vovet at opkalde Kong Sverre; at det nu skede, er det bedste Beviis paa, at den sidste Skygge var svunden, som hvilede over Sverres Navn. De bedste Udsigter vare altsaa nu for Haanden til Ættens Vedligeholdelse. Haakon den unge maa ellers nu have nydt temmelig megen Frihed eller selvstændig Myndighed, siden vi erfare, at han den selvsamme Sommer, hvorom her er Tale (1255) sendte et Gesandtskab heelt til Spanien, ganske, som det synes, i sit eget Navn, uden at hans Fader, idetmindste aabenlyst, havde noget dermed at bestille. Det gjaldt rigtignok ej om vigtige Statssager, men kun om at bringe Kongen af Castilien Foræringer; imidlertid traadte dog den unge Konge derved selv i umiddelbar Forbindelse med en fremmed Monarch, og det vil i det følgende sees, at dette Gesandtskab dog havde temmelig vigtige Følger, om ej for Riget, saa dog for den kongelige Familie. Kongen i Castilien var paa den Tid den berømte Alfonso den 10de, kaldet den Vise, der i Aaret 1252 havde besteget Tronen, og senere hen (i April 1257), af et Parti blandt de tydske Valgfyrster udkaaredes til tydsk Konge, efter at et andet Parti havde udvalgt Richard af Cornwall og Poitou, den engelske Konges Broder. Alfonso var navnkundig over hele det vestlige Europa for sin Lærdom og store Forstand, og det er derfor ej at undres over, at man ogsaa ved det norske Hof ønskede at vise ham nogen Opmerksomhed. Imidlertid er det ogsaa heel muligt, at der bar været sendt lignende Gesandtskaber til andre sydeuropæiske Hoffer. Gesandterne, hvis Formand var en Prest ved Navn Elis, skulde nemlig overbringe Kong Alfonso en Deel Jagthøge eller Falke, saavel som andre norske Sager, der i Spanien vare Sjeldenheder; og da nu et Gesandtskab med samme Slags Gaver i Aaret 1262 afgik lige til Sultanen i Tunis, som i det følgende skal sees, ligger den Slutning nær, at ogsaa andre Hoffer betænktes med slige Foræringer, om det end ikke udtrykkeligt omtales i Sagaen. Falkejagten var paa den Tid i højeste Mode, og den Mængde fortrinlige Falke eller Jagthøge, som Norge frembragte, gav de norske. Konger rig Lejlighed til at gjøre sig andre Fyrster forbundne ved at sende dem disse i deres egne Lande sjeldnere Fugle. De havde allerede, som det synes, i Løbet af det foregaaende Aarhundrede, skjønt det siges ikke naar, faaet den Bestemmelse vedtaget, at de skulde have Forkjøbsret til alle Jagthøge eller Falke, der fangedes: en Rettighed, som tillige udstraktes til Erkebiskoppen, ligesom Kongerne endog, i det mindste senere, fik Ret til selv at lade fange Falke hvor som helst, endog i private Skove[8]. De saaledes opkjøbte eller fangede Falke forvaredes, i det mindste i de senere Tider, og rimeligviis allerede fra den første Tid, da man begyndte med dette Væsen, ved Kongernes Fehirdsle eller Skatkammer under Fehirdens Opsyn, og man havde vel saaledes for det meste altid et Forraad ved Haanden at tage af, naar man vilde vinde en eller anden Fyrste ved en kjærkommen Foræring, eller fandt det nødvendigt at sende en Gjengave for hvad man selv havde modtaget[9]. De norske Falke vare ogsaa i hele den senere Deel af Middelalderen ordentligt søgte, og Norges Konger havde i dem et særdeles virksomt, skjønt lidet bekosteligt, Middel til at gjøre sig fremmede Monarcher forbundne.
Haakon den unges Gesandter bleve ogsaa særdeles vel modtagne i Spanien, og forbleve der i Herlighed og Glæde indtil hen i det følgende Aar. Da de vendte tilbage, sandsynligviis over Frankrige og England, lod Alfonso Gesandter følge med dem, for, som det i Sagaen heder, at slutte den nøjeste Forbindelse med Kong Haakon den ældre, og til Bekræftelse af dette Forbund at foreslaa et Giftermaal mellem Kong Haakons Datter Christina og en af hans Brødre. Dette var det andet Giftermaalsforslag, der gjordes med Hensyn til Christina; at det skede fra et saa fjernt Land som Spanien, viser noksom, i hvilken Anseelse Kong Haakon paa den Tid maa have staaet. Ved første Betragtning forekommer det noget besynderligt, at Alfonso skulde finde det nyttigt at forbinde sig nærmere med Kongehuset i et saa langt bortliggende Land. Det besynderlige bortfalder dog, naar man betragter de nærmere Omstændigheder. Alfonso havde allerede i længere Tid haft et aarvaagent Øje med de tydske Anliggender. Som Dattersøn af den hohenstaufiske Konge Philip af Schwaben havde han gjort Fordring paa dette Hertugdømme, og hans Fordring var bleven ivrigt understøttet af Pave Alexander[10]. Sandsynligviis arbejdede han i 1256 allerede sterkt, skjønt hemmeligt, paa at blive valgt til tydsk Konge og romersk Kejser. Haakons Ry maa allerede forlængst have naaet ham fra Frankrige; han maa have hørt noget om, at Pave Innocentius engang havde tænkt paa at tilbyde Haakon selv den tydske Krone, og nu, da der, som vi have seet, var Tale om at Kong Haakon skulde gjøre et Tog til Sicilien, paa hvilket han maatte komme til at anløbe Spanien, slaar det ikke fejl, at baade Paven har anbefalet ham i de sterkeste Udtryk til Alfonsos Velvilje, og at Alfonso selv har fundet det nyttigt at sikre sig hans Venskab, eller at han, om han end ikke ventede Haakon til Spanien, dog idet mindste har haft Indtrykket af at han var en af Nordeuropas mægtigste Konger, især til Søs, og at en Forbindelse med ham vilde være yderst ønskelig, især hvis det gjaldt at lægge andet end Penge i Vegtskaalen for at erhverve den romerske Kejserkrone. Disse maa have været Hovedgrundene, der ledede Alfonso, i det mindste er det vanskeligt at udfinde andre. At han, sytti flere spanske Historieskrivere have berettet, først skulde have bejlet til Christina for sig selv, fordi hans Hustru Violante af Aragon ej fødde ham Børn, og han derfor ønskede at tage Christina i hendes Sted, men at .Violante ved Christinas Ankomst til Spanien befandtes at være frugtsommelig, faa at der ej blev noget af Skilsmissen, men Christina, mod sit Ønske, maatte egte hans Broder Philip: – dette er alt sammen kun ukritiske og vildfarende, men for historisk Sandhed udgivne Hypotheser, grundede paa en urigtig Tidsregning. Man har nemlig henført Frieriet til Christina og hendes Giftermaal til 1254 i Stedet for til 1256–1258, da Alfonso allerede havde tre Børn, to Døtre og en Søn, med Dronning Violante[11]. Hvorledes Alfonsos Gesandter virkelig ankom til Norge i Følge med Elis Prest om Høsten 1256, og hvorledes Kong Haakon modtog Kong Alfonsos Tilbud, skal nedenfor paa sit Sted nærmere blive berettet. Vi vende atter tilbage til de danske Anliggender, der nu omsider nærmede sig sin Afgjørelse.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 282. Sigurd omtales, som vi have seet, allerede først i 1225, han var altsaa i det seneste fød 1224, men snarere lidt før; dog kan man heller ikke sætte hans Fødsel mange Aar i Forvejen.
- ↑ Saaledes i Slaget i Oslo 1240, se ovenfor III. S. 967. Af den Omstændighed, at Sigurd i Aaret 1253 sorte Skibet Rygjabranden, skulde man fristes til at antage, at han da havde faaet Ryfylke i Forlening; dog vides intet derom med Sikkerhed.
- ↑ Det slaar ikke Fejl, at de Dispositioner, ham vedkommende, som Kongen ved Tiltrædelsen til Vermelandstoget 1225 traf, og hvorom han underrettede den troe Dagfinn Bonde (se ovenfor III. S. 682), netop angik Tronfølgen.
- ↑ Egentlig kunde man her ogsaa regne Delingen mellem Magnus Sigurdssøn og Harald Gille, skjønt den var noget uregelmæssig, thi enten skulde Haralds Afkald paa Tronfølgen gjelde, og han i saa Fald intet have faaet af Riget, eller det gjaldt ikke, og da skulde Magnus, som Brodersøn, ikke Broder, intet have faaet. Men Haralds Afkald og Erkjendelse af Magnus’s Eneret til Tronen maatte næsten med Nødvendighed medføre at denne, da Afkaldet hævedes, dog ikke ganske udestængtes, og saaledes var da Magnus at betragte som repræsenterende sin Faders Linje.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 284.
- ↑ Der siges ikke udtrykkeligt, om Erkebiskoppen hørte til dem, der vilde at Magnus kun skulde nøje sig med Trediedelen af Riget, eller til dem, der undte ham Halvdelen, dog ej med Kongenavn. Imidlertid kan der ikke være nogen Tvivl om at han bekjendte sig til den første Mening. Thi deels lægges der saa megen Vegt paa hans specielle Venskab for Haakon den unge, hvoraf man da maa slutte, at han, som dennes øvrige Venner, har ønsket Foranstaltningen saa fordeelagtig for Haakon unge som muligt. Deels lader Sagaens Cap. 291 Kongen senere (i 1257) ytre til Erkebiskoppen, at denne ved den oven omhandlede Lejlighed havde tilraadet, at Haakon ene skulde bære Kongenavn, Magnus derimod kun være Hertug. Da nu i Cap. 284 Hertugstitlen kun omtales i Forbindelse med det første Alternativ, hvorved Magnus skulde nøje sig med Tredjedelen af Riget, bliver det i alle Fald sandsynligt, at Sagaskriveren ogsaa senere har haft dette for Øje, hvor han omtaler Hertugstitlen. Vel maa man ogsaa antage, at den Titel, Magnus skulde komme til at bære som Herre over det halve Rige, var en Hertugs, men dette siges dog ikke med tydelige Ord.
- ↑ Da Haakon unge og Richiza allerede bleve gifte om Høsten 1251, er der den største Sandsynlighed for, at deres Søn og eneste Barn, Sverre, blev fød sidst i 1252 eller først i 1253. Han omtales første Gang i Aaret 1258, og kaldes da „Junker Sverre“, hvilket maaskee antyder, at han ikke længer var et blot og bart Spædbarn.
- ↑ I de ældre Love ser 1274 staar der intet andet om Ret til Falke og Høge, end at de tilkomme Landsdrottnen; om Kongens Forkjøbsret staar der intet. Derimod beder det i Magnus Haakonssøns Landslov af 1274: (VII, 52): „Alle Gaashøge og Valer (Falke), der verpe i Bjergene, ejer Landsdrottnen; men vil han sælge dem, da skal han først tilbyde Kongen dem; denne kan og lade fange Falke i hver Mands Skov, han vil, i hele Norge“. Denne Bestemmelse kan aabenbart ikke være ganske ny i denne Lov, thi saaledes.bleve sjelden nye Bestemmelser indførte. Men nu heder det allerede, som ovenfor viist (III. S. 274), i Pave Coelestins Beskjermelsesbulle for Norges Erkestol af 1194, at det skal fremdeles være Erkebiskoppen tilladt, til Kirkens Nytte at kjøbe Falke, ligesom hans Forgængere. Da nu Erkebiskop Erik, til hvis Fordeel Bullen var given, kun havde to Forgængere, Jon og Eystein, er det klart, at Retten, eller Udstrækningen af Regalet til Erkebiskoppen, maa være given ved Erkestolens Oprettelse 1152; men altsaa var det allerede da et Regale, skjønt det ej er optaget i Lovene, der i dette, som i andre Stykker, vise lig at være aldeles uforandrede saaledes som de rimeligviis vare paa St. Olafs Tid.
- ↑ Se Saml. til N. Folks Hist. V. S. 100, 103, 157, 158 og Brev hos Rymer af 6te Mai 1240.
- ↑ Raynaldus, ved 1255, No. 53: her meddeles et Brev fra Alexander til Schwaberne, dateret 4de Febr. 1255, hvori han opfordrer dem til at underkaste sig Alfonso, der har mødrene Arveret (materna successine til deres Land.
- ↑ Det lader sig nu vanskeligt eftervise, hvad der kan have været Aarsag til at de spanske Historieskrivere have henført Christinas Ankomst til Spanien og Giftermaal til Aaret 1254, men vist er det, at det er skeet meget tidligt, siden allerede Sanchez (Sauctius) har det (B. IV. S. 371), og tillige, hvad der uadskilleligt hænger sammen dermed, at Alfonso skulde have bejlet til Christina for sig selv. Sandsynligviis have de Original-Annaler, de spanske Forfattere fulgte, været saa kortfattede eller utydelige, at man ej er bleven klog paa, i hvilket Aar Frieriet skede. Muligt at Fejlen skriver sig derfra, at Anales de Cardeña, hvilke saavel Zurita i sine Anales de Aragon som Ferreras i sin Synopsis. VI. S. 253, citere, have for Christinas Ankomst til Spanien Era de mccxcii i Stedet for mccxcv (den spanske Tidsregning efter Æra har altid 38 Aar mere end Aarstallet efter Christi Fødsel, saaledes at 1292 svarer til 1254, og følgelig 1295 til 1257). Man har nemlig ikke sjelden Exempler paa, at u ogsaa i Talangivelser, er skrevet i Stedet for v, og da ligger Forvexlingen med .ii. meget nær. Dette er den rimeligste Gisning, hvilken ogsaa fremsættes i nogle Bemerkninger, denne Materie vedkommende, hvilke jeg paa Forespørgsel velvilligt har erholdt fra det kongelige spanske historiske Academi i Madrid. Naar nu de ældre Forfattere, der ikke nærede mindste Tvivl om at Aarstallet for Christinas Ankomst til Spanien var 1254, alligevel faa af Diplomer, at Philip, Kongens Broder, hvilken Christina egtede, endnu var udvalgt Erkebiskop af Sevilla indtil hen i Februar 1258, (se nedenfor, hvor der handles om Christinas Giftermaal), troede de vel at maatte forklare Sagen paa hvad de antoge for den rimeligste Maade, men begik netop derved den groveste Fejl. Hertil kommer nu ogsaa, at flere Forfattere nævne Danmark i Stedet for Norge, som det Land, til hvis Konges Datter Alfonso bejlede, uagtet Cardenna-Annalerne kun nævne Norge. Saaledes har allerede Sanchez (l. c.) „rex Daciæ“; han fortæller endog at Christina med Følge landede ved Sevilla, uagtet hun rejste over Land. Zurita (Anales de Aragon I. S. 165) nævner derimod rigtigt Norge (el rey de Nuruega) Mariana (I. S. 635, 637) gaar endnu videre, og tillægger Alfonso lige fra først af bedragerske Hensigter; efter at have sagt at Alfonso, da hans Hustru Violante troedes at være ufrugtbar, lod bejle til den danske Konges Datter, tilføjer han: „det var formedelst den store Afstand en let Sag at skuffe dette Folk.“ siden fortæller han, at Christina døde ej længe efter Giftermaalet af Sorg og Krænkelse over at hun ej fik Kongen selv til Mand. Gil Gonzalez Davila, der i sit Teatro eclesiastico de las iglesias de Esp., (Madrid 1647, II. Pag. 50) omhandler disse Sager, fortæller end yder mere, at da det ved Christinas Ankomst viste sig, at Dronning Violante var i velsignede Omstændigheder, blev Kongen „meget skamfuld over at have faaet hende til at drage saa lang Vej forgjeves“, og bad derfor sin Broder Don Philip om at egte hende, lovende ham en Deel af Riget til Underhold: hvilket ogsaa Philip gjorde, men at Kongen ej holdt sit Løfte, hvoraf der flød stor Skade for Riget. Han kalder dog Christinas Fader el Rey de Noreña. Ligeledes heder det i Indices rerum ab Arragoniæ regibus gestarum (Schott III. 89), der ophøre med Aaret 1410 og altsaa vel ere fra denne Tid, at Christina var filia regis Norvegiæ; men Norge har for Nedskriveren været et saadant terra incognita, at han tilføier „Abroditas quidam existimant“, hvilket synes at antyde, at han antager Nordmændene for de samme som Abotriterne. Besynderligt nok, findes der nu intet i de spanske Archiver, denne Sag vedkommende. Dette er, paa min umiddelbare Henvendelse med Forespørgsel herom til det kongelige spanske historiske Academi, udtrykkeligt blevet mig forsikret. Uden Haakon Haakonssøns Saga vilde man vanskeligt have faaet nogen Rede i denne Sag, der nu er klar nok.