Det norske Folks Historie/5/13

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Om Vaaren 1254 døde Kong Haakons ældſte, men udenfor Egteſkabet fødde Søn, Hr. Sigurd, i ſin bedſte Alder, kun lidet over 30 Aar gammel[1]. Det ſlaar ikke fejl, at Kongen har taget ſig hans Død nær, thi han ſynes at have været en brav ung Mand, paa hvem han i vanſkelige Tilfælde kunde ſtole[2], og ſom dertil uden Knurren fandt ſig i den Indrømmelſe, Kongen gjorde det nye, af Gejſtligheden opſtillede Princip, at kun egte Fødſel berettigede til Tronen, idet han ej lod ham, men ſin yngre, egtefødde Søn Haakon hylde ſom ſin tilkommende Efterfølger, og give Kongetitel. Imidlertid er det klart, at Sigurds Død for ſaa vidt maa have været betimelig, ſom den bortryddede den væſentligſte Grund til fremtidige Tronſtridigheder. Om Kongen end, ved at foretrække Haakon for Sigurd, i Gjerningen havde viiſt, at han anerkjendte hiint Princip, ſaa var det dog endnu ikke vedtaget af Folket i Almindelighed. Efter de ældre Love og Vedtægter var Sigurd lige ſaavel arveberettiget til Tronen, ſom nogen af hans egtefødde Brødre, ja ſom ældre end de kunde han endog ſiges at have et Fortrin for dem. Førend Haakon den unge endnu var fød, var han upaatvivleligt af Kongen beſtemt til at være hans Tronfølger, og betragtedes viſtnok af de fleſte, der ej havde ſvoret til Skule Jarls Fane, ſom ſaadan[3]. Haakon ringes Ophøjelſe til Tronfølger tilintetgjorde ſaaledes hans glimrende Udſigter for Fremtiden, og det fortjener ikke liden Ros, at han fandt ſig ſaa taalmodigt deri, ſom man af Sagaens Taushed om det modſatte maa ſlutte. Men derfor var det ikke ſagt, at jo et eller andet Parti efter Kongens Død kunde finde paa at gribe til Vaaben for ham, eller at ikke hans egen Ærgjerrighed kunde vaagne og bringe ham til at træde frem med Fordringer paa Tronen eller en Deel af Riget, i hvilket Tilfælde han da maatte kunne gjøre Regning paa at faa en Deel Tilhængere paa ſin Side-og da var Borgerkrigen der paany. Muligheden af en ſaadan Ulykke for Landet bortfaldt nu ganſke ved hans Død. Han ſynes ej at have været gift, eller i alle Fald at have efterladt Børn, da ingen ſaadanne omtales. Kongens egtefødde Sønner, Kong Haakons og Junker Magnus’s, Arveret til Tronen var ſaaledes ſikret mod enhver Fare, og Principet om Egtefødſelens Forret kunde ligeledes ſiges at være befæſtet, da det ej havde mødt nogen Proteſt fra Sigurds Side, ligeſom det ifølge de herſkende Synsmaader ej var at antage, at nogen Konge herefter, om han efterlod uegte Børn ved Siden af egte, vilde undlade at ſtille disſe ſaa langt over hine, at der ej kunde blive Tale om noget Medbejlerſkab mellem dem. Men endnu var der ikke truffet nogen Foranſtaltning om Kongedømmets og Kongerigets Udelelighed. Efter de hidtil gjeldende Vedtegter var den yngre Broder lige ſaa vel berettiget til Kongedømmet ſom den ældre, hvilket altſaa gjorde en Deling nødvendig. Viſtnok havde man ikke i lange Tider haft noget ſaadant Tilfælde, at en Konge ved ſin Død efterlod flere Sønner, men den ſidſte Gang, da det indtraf, nemlig da Harald Gille efterlod Sønnerne Sigurd, Inge og Magnus, var der ej Spørgsmaal om andet end at dele Kongedømmet, og da Eyſtein ſiden kom til, fik ogſaa han ſin Part[4]. Paa ſamme Maade var Kongedømmet blevet deelt mellem Magnus Barfods Sønner, Eyſtein, Sigurd og Olaf, ſaavel ſom tidligere mellem Harald Sigurdsſøns Sønner Magnus og Stat) ſamt ſiden endog mellem hver af disſes Sønner, Magnus og Haakon. Naar altſaa tidligere Exempler eller Vedtægter ſkulde følges, i det Tilfælde at Kong Haakon ved ſin Død efterlod begge ſine Sønner i Live, maatte Junker Magnus være berettiget til Kongenavn og Deel i Kongedømmet bed Siden af ſin ældre Broder. Men dette kunde da igjen give Anledning til Borgerkrig, eller maatte i det mindſte bidrage meget til at ſvække Rigets Kraft og Anſeelſe. Forſtandige Mænd, der ønſkede Rigets Vel, kunde derfor umuligt andet end ønſke et ſaadant Tilfælde fjernet, og det kunde ikke ſkee paa anden Maade, end at der enten vedtoges en ny Suceesſionslov, hvorved Rigets Udelelighed forkyndtes og Førſtefødſelsretten indførtes i ſin fulde Strenghed, ſaaledes at den yngre Søn ej engang var berettiget til den mindſte Deel af Riget, — eller at den ældre Søn nok kjendtes udelukkende berettiget til Kongedømmet, men at en mindre Deel dog anviſtes den yngre til et Len, hvoraf han ſømmeligt kunde underholde ſig og ſine. Den førſte Foranſtaltning var ej godt tænkelig, af to Grunde: førſt fordi man da vilde have ſavnet et pasſende Underhold for Junker Magnus, hvilket i hine Dage ej godt kunde indrettes anderledes end i Form af en Forlening; dernæſt fordi man, ved ikke engang at tilſtaa ham nogen ſaadan, vilde komme til at berøve ham alt for meget af den Ret, hvortil han unegtelig var fød. Vilde man ſætte en ſaadan Succesſionsorden igjennem, maatte man i det mindſte oppebie en Tid, naar der kun fandtes een Kongeſøn, og der ſaaledes ikke var nogen yngre Broder, hvis Ret kunde krænkes. Den her ſkildrede Nødvendighed af at beſtemme og ſikre Tronfølgen endnu medens Kongen var i Live, laa iſær Erkebiſkoppen, men viſtnok ogſaa mange flere med ham, paa Hjertet; og man kan efter det nys udviklede ikke undre ſig over, om de nærmeſt havde Ordningen mellem Kong Haakon og Skule Jarl for Øje, ſaaledes at den ældſte af Brødrene ſkulde ene bære Kongenavn og føre Overherredømmet over det hele Rige, medens den anden med Hertugstitel ſkulde faa en Deel deraf til Len.

Erkebiſkoppen benyttede ſin Nærværelſe i Bergen til at bringe denne vigtige Sag paa Bane. Han og Kongen afhandlede overhoved, ſiges der, mange Sager med hinanden, og alle Samtaler førtes nok ſaa venſkabeligt imellem dem[5]. Blandt andet rykkede Erkebiſkoppen da ogſaa frem med det Forſlag, at Kongen allerede i ſit levende Live vilde treffe en Beſtemmelſe om Rigets Deling mellem ſine Sønner, der kunde være pasſende for disſe, og ſom baade de ſelv og Folket højtideligt kunde vedtage, ſaa at der ſiden, efter hans Død, ikke opſtod nogen Trætte. Erkebiſkoppen ſynes allerede ſtrax indtrængende at have foreholdt Kongen Nødvendigheden af, at kun een bar Kongenavn, eller af det egentlige Kongedømmes Udelelighed. Kongen vilde ikke afgjøre denne Sag paa egen Haand, og havde heller ikke, ſom man kan ſee, ſynderlig Lyſt dertil, aabenbart fordi han ikke engang ſelv endnu ganſke kunde løsrive ſig fra den Foreſtilling, at han gjorde ſin yngre Søn Uret ved at anviſe ham en mere underordnet Stilling end den ældre, ej at tale om at han maaſkee virkelig nærede en Forkjærlighed for Magnus; maaſkee ogſaa fordi han, ſom ſaa mange, nødig vilde ſtille ſig ſin Død ſaa klart og nær for Øjnene, at han allerede nu med Henſyn dertil ſkulde gjøre nøjagtige Dispoſitioner. Han kaldte imidlertid ſine Venner og Raadgivere til ſig, og æſkede deres Mening om Sagen. Meningerne vare meget deelte. Nogle ytrede, at Magnus burde lade ſig nøje med Hertugstitel og Tredjedelen af Riget; andre, at han vel ikke burde være Kongenavn, men at dog en Halvdeel af Riget tilkom ham; andre holdt endnu ſaa faſt ved det gamle Lighedsprincip, at de erklærede det før en Uretfærdighed, naar ikke alt ſammen, Kongedømmet ſaavel ſom Riget, blev deelt ligt mellem Brødrene: ja de vilde ikke engang have noget at beſtille med en Foranſtaltning, hvorved der gjordes nogen ſom helſt Forſkjel mellem Brødrene. Erkebiſkop Einar og de øvrige Venner af Kong Haakon den unge, der viſtnok bekjendte ſig til den førſte Mening[6], og ſom i alle Fald ikke vilde at Magnus ſkulde have Kongenavn, bade nu Kongen om at treffe en endelig og formelig Beſtemmelſe, ved at udſtede et af ham ſelv og de andre Høvdinger beſeglet Document. Heraf maa man altſaa ſlutte, at Erkebiſkoppens Mening maa være bleven den ſejrende, ſiden han i modſat Fald neppe vilde have haft noget Document oprettet. Men Kongen kunde, da det kom til Stykket, ikke overtale ſig dertil. Han hørte de forſkjellige Raad med Venlighed, men ſagde dog tilſidſt, „at Sagen maatte ſtaa i Guds Haand; han fik ſkifte mellem dem“. Saaledes blev ingen Beſtemmelſe tagen, og intet Document oprettet. Kort efter rejſte Erkebiſkoppen tilbage til Throndhjem. Han ſkiltes, ſiges der, fra Kongen i al Venſkabelighed. Men der er dog tydelige Tegn til, at Kongen havde fundet ſig ubehageligt berørt ved hans Forſlag, hvad enten han nu mistænkte ham for ene at ledes af en utilbørlig Forkjærlighed for Haakon unge (og Hiſtorien viſer mange Exempler paa at Konger have næret Skinſyge og Mistanke mod deres beſtemte Tronfølgere, om disſe endog vare deres egne Sønner), eller han i det hele taget fandt Forſlaget noget nærgaaende. Kongen vilde dog vel neppe have været ſaa tilbøjelig til at ſee Erkebiſkoppens Fremtræden i et ugunſtigt Lys, hvis ikke Maaden, hvorpaa han var valgt, og hans mindre høflige Ferd ved Ankomſten allerede havde ſtemt Kongen ufordeelagtigt mod ham. Her i det mindſte var dog Erkebiſkoppen ſikkert uſkyldig, og hans Undladelſe af at gjøre Kongen ſin Opvartning ved Ankomſten kom, ſom vi ovenfor have antydet, viſtnok mere af en vis Frygt for at møde ham, efter hvad der var pasſeret, end af nogen Mangel paa tilbørlig Ærefrygt.

Kong Haakon den tinges og Dronning Richizas Egteſkab var rimeligviis ved denne Tid allerede blevet velſignet med Børn, idet hun fødde en Søn til Verden, der i Daaben fik Navnet Sverre Magnus efter Oldefaderen[7]. Det var førſte Gang, at man i den kongelige Familie havde vovet at opkalde Kong Sverre; at det nu ſkede, er det bedſte Beviis paa, at den ſidſte Skygge var ſvunden, ſom hvilede over Sverres Navn. De bedſte Udſigter vare altſaa nu for Haanden til Ættens Vedligeholdelſe. Haakon den unge maa ellers nu have nydt temmelig megen Frihed eller ſelvſtændig Myndighed, ſiden vi erfare, at han den ſelvſamme Sommer, hvorom her er Tale (1255) ſendte et Geſandtſkab heelt til Spanien, ganſke, ſom det ſynes, i ſit eget Navn, uden at hans Fader, idetmindſte aabenlyſt, havde noget dermed at beſtille. Det gjaldt rigtignok ej om vigtige Statsſager, men kun om at bringe Kongen af Caſtilien Foræringer; imidlertid traadte dog den unge Konge derved ſelv i umiddelbar Forbindelſe med en fremmed Monarch, og det vil i det følgende ſees, at dette Geſandtſkab dog havde temmelig vigtige Følger, om ej for Riget, ſaa dog for den kongelige Familie. Kongen i Caſtilien var paa den Tid den berømte Alfonſo den 10de, kaldet den Viſe, der i Aaret 1252 havde beſteget Tronen, og ſenere hen (i April 1257), af et Parti blandt de tydſke Valgfyrſter udkaaredes til tydſk Konge, efter at et andet Parti havde udvalgt Richard af Cornwall og Poitou, den engelſke Konges Broder. Alfonſo var navnkundig over hele det veſtlige Europa for ſin Lærdom og ſtore Forſtand, og det er derfor ej at undres over, at man ogſaa ved det norſke Hof ønſkede at viſe ham nogen Opmerkſomhed. Imidlertid er det ogſaa heel muligt, at der bar været ſendt lignende Geſandtſkaber til andre ſydeuropæiſke Hoffer. Geſandterne, hvis Formand var en Preſt ved Navn Elis, ſkulde nemlig overbringe Kong Alfonſo en Deel Jagthøge eller Falke, ſaavel ſom andre norſke Sager, der i Spanien vare Sjeldenheder; og da nu et Geſandtſkab med ſamme Slags Gaver i Aaret 1262 afgik lige til Sultanen i Tunis, ſom i det følgende ſkal ſees, ligger den Slutning nær, at ogſaa andre Hoffer betænktes med ſlige Foræringer, om det end ikke udtrykkeligt omtales i Sagaen. Falkejagten var paa den Tid i højeſte Mode, og den Mængde fortrinlige Falke eller Jagthøge, ſom Norge frembragte, gav de norſke. Konger rig Lejlighed til at gjøre ſig andre Fyrſter forbundne ved at ſende dem disſe i deres egne Lande ſjeldnere Fugle. De havde allerede, ſom det ſynes, i Løbet af det foregaaende Aarhundrede, ſkjønt det ſiges ikke naar, faaet den Beſtemmelſe vedtaget, at de ſkulde have Forkjøbsret til alle Jagthøge eller Falke, der fangedes: en Rettighed, ſom tillige udſtraktes til Erkebiſkoppen, ligeſom Kongerne endog, i det mindſte ſenere, fik Ret til ſelv at lade fange Falke hvor ſom helſt, endog i private Skove[8]. De ſaaledes opkjøbte eller fangede Falke forvaredes, i det mindſte i de ſenere Tider, og rimeligviis allerede fra den førſte Tid, da man begyndte med dette Væſen, ved Kongernes Fehirdſle eller Skatkammer under Fehirdens Opſyn, og man havde vel ſaaledes for det meſte altid et Forraad ved Haanden at tage af, naar man vilde vinde en eller anden Fyrſte ved en kjærkommen Foræring, eller fandt det nødvendigt at ſende en Gjengave for hvad man ſelv havde modtaget[9]. De norſke Falke vare ogſaa i hele den ſenere Deel af Middelalderen ordentligt ſøgte, og Norges Konger havde i dem et ſærdeles virkſomt, ſkjønt lidet bekoſteligt, Middel til at gjøre ſig fremmede Monarcher forbundne.

Haakon den unges Geſandter bleve ogſaa ſærdeles vel modtagne i Spanien, og forbleve der i Herlighed og Glæde indtil hen i det følgende Aar. Da de vendte tilbage, ſandſynligviis over Frankrige og England, lod Alfonſo Geſandter følge med dem, for, ſom det i Sagaen heder, at ſlutte den nøjeſte Forbindelſe med Kong Haakon den ældre, og til Bekræftelſe af dette Forbund at foreſlaa et Giftermaal mellem Kong Haakons Datter Chriſtina og en af hans Brødre. Dette var det andet Giftermaalsforſlag, der gjordes med Henſyn til Chriſtina; at det ſkede fra et ſaa fjernt Land ſom Spanien, viſer nokſom, i hvilken Anſeelſe Kong Haakon paa den Tid maa have ſtaaet. Ved førſte Betragtning forekommer det noget beſynderligt, at Alfonſo ſkulde finde det nyttigt at forbinde ſig nærmere med Kongehuſet i et ſaa langt bortliggende Land. Det beſynderlige bortfalder dog, naar man betragter de nærmere Omſtændigheder. Alfonſo havde allerede i længere Tid haft et aarvaagent Øje med de tydſke Anliggender. Som Datterſøn af den hohenſtaufiſke Konge Philip af Schwaben havde han gjort Fordring paa dette Hertugdømme, og hans Fordring var bleven ivrigt underſtøttet af Pave Alexander[10]. Sandſynligviis arbejdede han i 1256 allerede ſterkt, ſkjønt hemmeligt, paa at blive valgt til tydſk Konge og romerſk Kejſer. Haakons Ry maa allerede forlængſt have naaet ham fra Frankrige; han maa have hørt noget om, at Pave Innocentius engang havde tænkt paa at tilbyde Haakon ſelv den tydſke Krone, og nu, da der, ſom vi have ſeet, var Tale om at Kong Haakon ſkulde gjøre et Tog til Sicilien, paa hvilket han maatte komme til at anløbe Spanien, ſlaar det ikke fejl, at baade Paven har anbefalet ham i de ſterkeſte Udtryk til Alfonſos Velvilje, og at Alfonſo ſelv har fundet det nyttigt at ſikre ſig hans Venſkab, eller at han, om han end ikke ventede Haakon til Spanien, dog idet mindſte har haft Indtrykket af at han var en af Nordeuropas mægtigſte Konger, iſær til Søs, og at en Forbindelſe med ham vilde være yderſt ønſkelig, iſær hvis det gjaldt at lægge andet end Penge i Vegtſkaalen for at erhverve den romerſke Kejſerkrone. Disſe maa have været Hovedgrundene, der ledede Alfonſo, i det mindſte er det vanſkeligt at udfinde andre. At han, ſytti flere ſpanſke Hiſtorieſkrivere have berettet, førſt ſkulde have bejlet til Chriſtina for ſig ſelv, fordi hans Huſtru Violante af Aragon ej fødde ham Børn, og han derfor ønſkede at tage Chriſtina i hendes Sted, men at .Violante ved Chriſtinas Ankomſt til Spanien befandtes at være frugtſommelig, faa at der ej blev noget af Skilsmisſen, men Chriſtina, mod ſit Ønſke, maatte egte hans Broder Philip: — dette er alt ſammen kun ukritiſke og vildfarende, men for hiſtoriſk Sandhed udgivne Hypotheſer, grundede paa en urigtig Tidsregning. Man har nemlig henført Frieriet til Chriſtina og hendes Giftermaal til 1254 i Stedet for til 1256—1258, da Alfonſo allerede havde tre Børn, to Døtre og en Søn, med Dronning Violante[11]. Hvorledes Alfonſos Geſandter virkelig ankom til Norge i Følge med Elis Preſt om Høſten 1256, og hvorledes Kong Haakon modtog Kong Alfonſos Tilbud, ſkal nedenfor paa ſit Sted nærmere blive berettet. Vi vende atter tilbage til de danſke Anliggender, der nu omſider nærmede ſig ſin Afgjørelſe.

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 282. Sigurd omtales, ſom vi have ſeet, allerede førſt i 1225, han var altſaa i det ſeneſte fød 1224, men ſnarere lidt før; dog kan man heller ikke ſætte hans Fødſel mange Aar i Forvejen.
  2. Saaledes i Slaget i Oslo 1240, ſe ovenfor III. S. 967. Af den Omſtændighed, at Sigurd i Aaret 1253 ſorte Skibet Rygjabranden, ſkulde man friſtes til at antage, at han da havde faaet Ryfylke i Forlening; dog vides intet derom med Sikkerhed.
  3. Det ſlaar ikke Fejl, at de Dispoſitioner, ham vedkommende, ſom Kongen ved Tiltrædelſen til Vermelandstoget 1225 traf, og hvorom han underrettede den troe Dagfinn Bonde (ſe ovenfor III. S. 682), netop angik Tronfølgen.
  4. Egentlig kunde man her ogſaa regne Delingen mellem Magnus Sigurdsſøn og Harald Gille, ſkjønt den var noget uregelmæsſig, thi enten ſkulde Haralds Afkald paa Tronfølgen gjelde, og han i ſaa Fald intet have faaet af Riget, eller det gjaldt ikke, og da ſkulde Magnus, ſom Broderſøn, ikke Broder, intet have faaet. Men Haralds Afkald og Erkjendelſe af Magnus’s Eneret til Tronen maatte næſten med Nødvendighed medføre at denne, da Afkaldet hævedes, dog ikke ganſke udeſtængtes, og ſaaledes var da Magnus at betragte ſom repræſenterende ſin Faders Linje.
  5. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 284.
  6. Der ſiges ikke udtrykkeligt, om Erkebiſkoppen hørte til dem, der vilde at Magnus kun ſkulde nøje ſig med Trediedelen af Riget, eller til dem, der undte ham Halvdelen, dog ej med Kongenavn. Imidlertid kan der ikke være nogen Tvivl om at han bekjendte ſig til den førſte Mening. Thi deels lægges der ſaa megen Vegt paa hans ſpecielle Venſkab for Haakon den unge, hvoraf man da maa ſlutte, at han, ſom dennes øvrige Venner, har ønſket Foranſtaltningen ſaa fordeelagtig for Haakon unge ſom muligt. Deels lader Sagaens Cap. 291 Kongen ſenere (i 1257) ytre til Erkebiſkoppen, at denne ved den oven omhandlede Lejlighed havde tilraadet, at Haakon ene ſkulde bære Kongenavn, Magnus derimod kun være Hertug. Da nu i Cap. 284 Hertugstitlen kun omtales i Forbindelſe med det førſte Alternativ, hvorved Magnus ſkulde nøje ſig med Tredjedelen af Riget, bliver det i alle Fald ſandſynligt, at Sagaſkriveren ogſaa ſenere har haft dette for Øje, hvor han omtaler Hertugstitlen. Vel maa man ogſaa antage, at den Titel, Magnus ſkulde komme til at bære ſom Herre over det halve Rige, var en Hertugs, men dette ſiges dog ikke med tydelige Ord.
  7. Da Haakon unge og Richiza allerede bleve gifte om Høſten 1251, er der den ſtørſte Sandſynlighed for, at deres Søn og eneſte Barn, Sverre, blev fød ſidſt i 1252 eller førſt i 1253. Han omtales førſte Gang i Aaret 1258, og kaldes da „Junker Sverre“, hvilket maaſkee antyder, at han ikke længer var et blot og bart Spædbarn.
  8. I de ældre Love ſer 1274 ſtaar der intet andet om Ret til Falke og Høge, end at de tilkomme Landsdrottnen; om Kongens Forkjøbsret ſtaar der intet. Derimod beder det i Magnus Haakonsſøns Landslov af 1274: (VII, 52): „Alle Gaashøge og Valer (Falke), der verpe i Bjergene, ejer Landsdrottnen; men vil han ſælge dem, da ſkal han førſt tilbyde Kongen dem; denne kan og lade fange Falke i hver Mands Skov, han vil, i hele Norge“. Denne Beſtemmelſe kan aabenbart ikke være ganſke ny i denne Lov, thi ſaaledes.bleve ſjelden nye Beſtemmelſer indførte. Men nu heder det allerede, ſom ovenfor viiſt (III. S. 274), i Pave Coeleſtins Beſkjermelſesbulle for Norges Erkeſtol af 1194, at det ſkal fremdeles være Erkebiſkoppen tilladt, til Kirkens Nytte at kjøbe Falke, ligeſom hans Forgængere. Da nu Erkebiſkop Erik, til hvis Fordeel Bullen var given, kun havde to Forgængere, Jon og Eyſtein, er det klart, at Retten, eller Udſtrækningen af Regalet til Erkebiſkoppen, maa være given ved Erkeſtolens Oprettelſe 1152; men altſaa var det allerede da et Regale, ſkjønt det ej er optaget i Lovene, der i dette, ſom i andre Stykker, viſe lig at være aldeles uforandrede ſaaledes ſom de rimeligviis vare paa St. Olafs Tid.
  9. Se Saml. til N. Folks Hiſt. V. S. 100, 103, 157, 158 og Brev hos Rymer af 6te Mai 1240.
  10. Raynaldus, ved 1255, No. 53: her meddeles et Brev fra Alexander til Schwaberne, dateret 4de Febr. 1255, hvori han opfordrer dem til at underkaſte ſig Alfonſo, der har mødrene Arveret (materna successine til deres Land.
  11. Det lader ſig nu vanſkeligt efterviſe, hvad der kan have været Aarſag til at de ſpanſke Hiſtorieſkrivere have henført Chriſtinas Ankomſt til Spanien og Giftermaal til Aaret 1254, men viſt er det, at det er ſkeet meget tidligt, ſiden allerede Sanchez (Sauctius) har det (B. IV. S. 371), og tillige, hvad der uadſkilleligt hænger ſammen dermed, at Alfonſo ſkulde have bejlet til Chriſtina for ſig ſelv. Sandſynligviis have de Original-Annaler, de ſpanſke Forfattere fulgte, været ſaa kortfattede eller utydelige, at man ej er bleven klog paa, i hvilket Aar Frieriet ſkede. Muligt at Fejlen ſkriver ſig derfra, at Anales de Cardeña, hvilke ſaavel Zurita i ſine Anales de Aragon ſom Ferreras i ſin Synopsis. VI. S. 253, citere, have for Chriſtinas Ankomſt til Spanien Era de mccxcii i Stedet for mccxcv (den ſpanſke Tidsregning efter Æra har altid 38 Aar mere end Aarstallet efter Chriſti Fødſel, ſaaledes at 1292 ſvarer til 1254, og følgelig 1295 til 1257). Man har nemlig ikke ſjelden Exempler paa, at u ogſaa i Talangivelſer, er ſkrevet i Stedet for v, og da ligger Forvexlingen med .ii. meget nær. Dette er den rimeligſte Gisning, hvilken ogſaa fremſættes i nogle Bemerkninger, denne Materie vedkommende, hvilke jeg paa Foreſpørgſel velvilligt har erholdt fra det kongelige ſpanſke hiſtoriſke Academi i Madrid. Naar nu de ældre Forfattere, der ikke nærede mindſte Tvivl om at Aarstallet for Chriſtinas Ankomſt til Spanien var 1254, alligevel faa af Diplomer, at Philip, Kongens Broder, hvilken Chriſtina egtede, endnu var udvalgt Erkebiſkop af Sevilla indtil hen i Februar 1258, (ſe nedenfor, hvor der handles om Chriſtinas Giftermaal), troede de vel at maatte forklare Sagen paa hvad de antoge for den rimeligſte Maade, men begik netop derved den groveſte Fejl. Hertil kommer nu ogſaa, at flere Forfattere nævne Danmark i Stedet for Norge, ſom det Land, til hvis Konges Datter Alfonſo bejlede, uagtet Cardenna-Annalerne kun nævne Norge. Saaledes har allerede Sanchez (l. c.) „rex Daciæ“; han fortæller endog at Chriſtina med Følge landede ved Sevilla, uagtet hun rejſte over Land. Zurita (Anales de Aragon I. S. 165) nævner derimod rigtigt Norge (el rey de Nuruega) Mariana (I. S. 635, 637) gaar endnu videre, og tillægger Alfonſo lige fra førſt af bedragerſke Henſigter; efter at have ſagt at Alfonſo, da hans Huſtru Violante troedes at være ufrugtbar, lod bejle til den danſke Konges Datter, tilføjer han: „det var formedelſt den ſtore Afſtand en let Sag at ſkuffe dette Folk.“ ſiden fortæller han, at Chriſtina døde ej længe efter Giftermaalet af Sorg og Krænkelſe over at hun ej fik Kongen ſelv til Mand. Gil Gonzalez Davila, der i ſit Teatro eclesiastico de las iglesias de Esp., (Madrid 1647, II. Pag. 50) omhandler disſe Sager, fortæller end yder mere, at da det ved Chriſtinas Ankomſt viſte ſig, at Dronning Violante var i velſignede Omſtændigheder, blev Kongen „meget ſkamfuld over at have faaet hende til at drage ſaa lang Vej forgjeves“, og bad derfor ſin Broder Don Philip om at egte hende, lovende ham en Deel af Riget til Underhold: hvilket ogſaa Philip gjorde, men at Kongen ej holdt ſit Løfte, hvoraf der flød ſtor Skade for Riget. Han kalder dog Chriſtinas Fader el Rey de Noreña. Ligeledes heder det i Indices rerum ab Arragoniæ regibus gestarum (Schott III. 89), der ophøre med Aaret 1410 og altſaa vel ere fra denne Tid, at Chriſtina var filia regis Norvegiæ; men Norge har for Nedſkriveren været et ſaadant terra incognita, at han tilføier „Abroditas quidam existimant“, hvilket ſynes at antyde, at han antager Nordmændene for de ſamme ſom Abotriterne. Beſynderligt nok, findes der nu intet i de ſpanſke Archiver, denne Sag vedkommende. Dette er, paa min umiddelbare Henvendelſe med Foreſpørgſel herom til det kongelige ſpanſke hiſtoriſke Academi, udtrykkeligt blevet mig forſikret. Uden Haakon Haakonsſøns Saga vilde man vanſkeligt have faaet nogen Rede i denne Sag, der nu er klar nok.