Det norske Folks Historie/5/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have ſeet, hvorledes Kong Chriſtopher ved Sammenkomſten med Kong Haakon og Byrge Jarl i Aaret 1254 vægrede ſig ved at godkjende det Forlig, ſom hans Befuldmægtigede Aaret forud havde ſluttet med Kong Haakon ved Gullbergseid, og at han ſkiltes fra Kong Haakon i Vrede, ja endog, ſom det ſynes, i den Tro, at Kong Haakon vilde ſætte efter ham og tage ham til Fange. Idet følgende Aar (1255) hører man intet om.nogen Fornyelſe af Underhandlingerne, men heller ikke om nogen Krig, uden for ſaa vidt ſom det lader til, at danſke og norſke Kjøbmandsſkibe ſtundom have tilføjet hinanden Skade[1]. Sagen er vel for det førſte bleven ſtaaende uforandret paa det Punkt, den var kommen, uden at nogen af Parterne vilde gjøre det førſte Skridt til Forlig; Kong Chriſtopher var desuden i Aaret 1255 og førſte Halvdeel af 1256 optagen af ſine Stridigheder med Biſkopperne, iſær med den i 1254 udvalgte, myndige Erkebiſkop Jakob i Lund, og Kong Haakons Opmerkſomhed var, ſom vi ville ſee, i den Tid meget henvendt paa Island. Imidlertid kunde han dog vel have fundet Tid eller Lejlighed til at gjøre et Tog mod Danmark, derſom han endelig havde villet. Men enten maa Byrge Jarl have afſnakket ham dermed, eller han har fulgt Begivenhederne paa Island med ſaa ſpendt Opmerkſomhed, at han ikke engang har villet forlade Bergen, hvorhen han allerede om Vaaren havde begivet ſig fra Tunsberg paa det nye ſtore Skib, Kroſs-Suden. Han har maaſkee ogſaa haft det Haab, at Kong Chriſtopher, naar han nærmere fik tænkt over Sagen, og

plagedes for meget af Ubehageligheder indenlands, ſkulde blive fredeligere ſtemt. Dette var imidlertid langt fra at være Tilfældet, og Chriſtopher havde desuden nu ſaa meget mindre Tilſkyndelſe til at bolde det af Biſkopperne ſluttede Forlig, ſom flere af Biſkopperne vare hans afſagte Fiender. Da Vintren og en Del af Vaaren gik, uden at man endnu hørte det mindſte fra Chriſtopher, ſendte Kong Haakon, der ogſaa havde tilbragt Vintren i Bergen, henved Paaſke ſin vel betroede Mand Thorlaug Boſe med flere med Brev til Erkebiſkop Jakob i Lund, for at anmode ham om ſkriftligt at foreſpørge ſig hos Kong Chriſtopher, hvorvidt denne nu agtede at godkjende Forliget af 1253. Heraf maa man næſten ſlutte, at Erkebiſkoppen ſom daværende Biſkop i Roeskilde har været en af de danſke Underhandlere i 1253. Thorlaug og hans Følge fandt en venlig Modtagelſe hos Erkebiſkoppen, der ſtrax opfyldte Kongens Ønſke, og tilſkrev Chriſtopher, der paa denne Tid opholdt ſig i Roeskilde. Dette var ikke længe efter at Erkebiſkoppen havde voldt det bekjendte Provincial-Concilium i Vejle, over hvilket Kongen blev ſaa forbitret, og det var derfor ikke under disſe Omſtændigheder at vente, at noget Brev fra Erkebiſkoppen ſkulde gjøre nogen formildende Virkning paa ham. Tvertimod, han voldt Erkebiſkoppens Mænd faſt, og ſendte derimod Folk til Skaane, for at gribe de norſke Geſandter og bringe dem til ham. Erkebiſkoppen fik dog i Tide hans Anſlag at vide, advarede Thorlaug, og ſkaffede ham Heſte, hvorved han ſelv og endeel af hans Ledſagere undkom over den ſvenſke Grændſe; nogle bleve hemmeligt tilbage hos Erkebiſkoppen. Thorlaug rejſte nu gjennem de ſvenſke Landſkaber til Viken, og derfra til Bergen, hvor han ankom Pindſedag (4de Juni). Han fortalte hvorledes det var gaaet ham, og bragte den Hilſen fra Erkebiſkoppen, ſom denne neppe ugjerne havde medgivet ham, at Kong Haakon ej maatte indbilde ſig at Chriſtopher agtede at holde en Tøddel af Forliget, eller betale en eneſte Skilling af de lovede Pengeſummer. Haakon ytrede ikke ſtort hertil, men hans Beſlutning var ſnart fattet. Nu var Tiden kommen til at handle, og viſe Danekongen, hvad han udſatte ſig for. I al Haſt lod han Olafsſuden gjøre flot, og det Rygte udſprede, at han agtede ſig til Throndhjem. Men da Skibet var lagt ud under Fenring (Aſkøen) forkyndte han, at Rejſen ſkulde gaa til Viken, og ſendte Folk og Breve i Forvejen til Sysſelmændene, med Forbud mod at den ſaakaldte Øreflaade denne Sommer, ſom ellers, afgik til Danmark; han bød, at de Handelsmænd, der plejede at fare paa Danmark, indtil videre ſkulde afholde ſig derfra, og i det mindſte vente ved Ekerøerne, Rigets ſydligſte Punkt, indtil han ſelv traf nærmere Beſtemmelſe. Da Kongen kom til Viken, ſtyrede han førſt til Tunsberg, og lod herfra udgaa Udbudsbreve til alle Lendermænd og Sysſelmænd i Viken. Snart ſamlede der ſig da en betydelig Stridsſtyrke om ham, med hvilken han ſtevnede ſyd til Ekerøerne. Man regnede, at han ej havde færre end 360 Skibe, og den ſamlede Beſætning paa disſe, hvor ſmaa end mange af dem kunne have været, ſynes neppe at kunne ſættes lavere end 10000 Mand. Hele denne Styrke kan dog ikke have været fra Viken alene; man ſeer ogſaa, at Lendermænd og Sysſelmænd fra det norden og veſtenfjeldſke, ſom Agmund Krøkedans, Baard paa Heſtbø og Gisſur Thorvaldsſøn, der for Øjeblikket var Sysſelmand i det Throndhjemſke, ſom det nedenfor nærmere ſkal berettes, vare blandt de Høvdinger, der deeltoge i Toget. Fra Ekerøerne ſendte Kongen Agmund Krøkedans, Arnbjørn Poſe, Baard i Heſtbø, Aslak Gus, Paal Gaas og Aamunde Haraldsſøn med to Tredjedele af Hæren heelt ſyd til Glumſteen for der at gjøre Landgang og herje; de øvrige, under Jon Dronning, Jon Lodinsſøn, Thord Kakale (Sighvat Sturlasſøns Søn, der nu var Sysſelmand i Skien) og flere vikſke Sysſelmænd ſkulde gjøre lignende Landgang ved Getkjerr, længere nordligt[2]. Paa begge Steder ſkulde Landgangen ſkee ſamtidigt Bartholomæusdag (24de Auguſt), der i dette Aar faldt paa en Thorsdag. Imidlertid bleve dog begge Afdelinger ſamlede, indtil man kom til Muſtreſund, hvor man forefandt nogle Danſke, der for ſtørſte Delen bleve dræbte. Her ſkiltes Afdelingerne ad; den ene ſtyrede efter Beſtemmelſen ned til Glumſteen, den anden til Getkjerr, medens Kongen ſelv vendte tilbage til Ekerøerne. Den Afdeling, der ſkulde til Getkjerr, lagde førſt ind i Baardfjord og brændte et Kirkeſogn, ſiden lagde den til ved Getkjerr, hvor man forefandt en Hob af Egnens Indbyggere, der vilde ſætte ſig til Modverge. Disſe bleve ſnart drevne tilbage med betydeligt Tab, og nu blev Egnen vidt og bredt herjet. Ifølge Sagaen og Sturla Thordsſøns Kvad ſkulle ſtore Ødelæggelſer have været anrettede, idet Bygderne brændtes og mange Folk bleve dræbte, ſaa at alle de, der kunde, ſøgte at frelſe ſig ved Flugten. Omtrent paa ſamme Maade gik det til ved Glumſteen, med den Forſkjel, at Nordmændene der i Førſtningen ingen Modſtand mødte, men under Herjen og Brænden Thorsdag Aften og hele Fredagen trængte lige ned til Edre-Aaen og lagde Byen Falkenberg i Aſke[3], Om Løverdagen vendte de tilbage til deres Skibe ved Glumſteen, fremdeles herjende, hvor de kom frem. Den følgende Nat udbrød der en voldſom Storm, hvorved nogle af Skibene kom løs og dreve paa Grund; disſe maatte man opgive, men Beſætningen reddede ſig med alt Godſet over paa de andre Skibe, der vare bedre fortøjede. Imidlertid havde Indbyggerne forſamlet ſig i et ſtort Antal, dræbte nogle Nordmænd, der endnu ſværmede oppe i Land, kom om Søndagen ned til Kyſten, bemægtigede ſig de Skibe, der vare drevne paa Grund, gjorde dem flot, tændte ſtore Baal paa dem, og lod dem ſaa drive ud mod den norſke Flaade, da Vinden juſt var ſlaaet om, og nu blæſte fra Land. Men Nordmændene roede op imod de brændende Fartøjer, og fik dem ved Baadshager ſtødte til Side, ſaa at de ingen Skade anrettede. Derpaa forlode de Glumſteen og droge atter nordefter, men lagde paa Vejen ind i Strøms- (Kongsbakke-) Fjorden, og brændte Byen Aranes (nu Kongsbakka). Da alle de udſendte Skibe kom tilbage til Ekerøerne, blev Byttet, der maa have været temmelig betydeligt, deelt under Kongens Opſigt. Derpaa voldt Kongen Raad med ſine Mænd, hvad man videre ſkulde tage ſig fore. Man beſluttede at ſende et nyt Geſandtſkab, beſtaaende af tvende Dominicanermunke, Broder Simon og Sigurd Aamundesſøn, Prior i Nidaros, til Danekongen, for at ſpørge ham, om han ikke nu var villig til at ſlutte Fred. Chriſtopher befandt ſig unegtelig i ſtor Forlegenhed; hans Strid med Gejſtligheden var endnu ikke bilagt, og de ringeſte af Bønderne, de ſaakaldte Kotkarle eller Kotbønder, vare paa flere Steder i Riget, fornemmelig i Skaane og Sjælland, i voldſomt Oprør mod deres verdslige og gejſtlige Herrer[4]. Alligevel vilde han ikke høre noget om Fred med Kong Haakon, og gav kun ondt af ſig, fordi denne havde ladet herje i hans Rige, ſaaat Geſandterne maatte vende tilbage med uforrettet Sag, og give Kongen den Beſked, at det ikke for det førſte tegnede ſig fredeligt. Kong Haakons Fremgangsmaade var viſtnok heller ikke ſkikket til at vække fredelige og forſonlige Tanker hos Danekongen, og den ſtrider imod vore nuværende Begreber om hæderlig Krigførſel, men i de Tider var det nu engang Skik og Brug at føre Krig paa den Maade; man kjendte ingen andre Tvangsmidler til at faa en Fiende bragt til Fornuft, end ved ſaadanne Ødelæggelſer, ſom dem, Haakon lod anrette i Halland, og man kan derfor ikke bebrejde ham ſaa meget, at han i dette Stykke ej anſaa ſig forpligtet til at bære ſig anderledes ad, iſær da det nu virkelig gjaldt at ſlaa et kraftigt Slag for at bringe den langvarige Ufred tilende. Den hele Plan ſynes for øvrigt at være godt anlagt, idet han aabenbart kom ganſke uforvarende paa de Danſke, og derfor mødte ſaa liden Modſtand. Det ufredelige Svar fra Danmark bevirkede, at Kong Haakon nu, da han forlod Ekerøerne og afſkedigede Ledingstropperne, lod ſin Søn, Kong Haakon den unge, blive tilbage ved Elven med 10 ſtore Skibe, for at vogte Grændſen. Derimod drog han ſelv førſt til Tunsberg, og efter et kort Ophold der videre langs Kyſten til Bergen. Da han paa Vejen kom til Øſter-Agder, mødte han Elis Preſt, der juſt var kommen tilbage fra Spanien i Følge med de ſpanſke Geſandter, og ſom det ſynes havde begivet ſig øſtover for at opſøge Kongerne og melde dem dette. Elis ſagde, at Geſandterne, hvis Formand var en Gejſtlig ved Navn Ferdinand[5], havde vigtige Budſkaber fra Kong Alfonſo. De laa i Randøſund, hvor Kongen ſtrax efter traf dem, og ſelv modtog deres Erende, hvis Indhold vi ovenfor have omtalt. Han vilde dog ikke ſtrax give noget beſtemt Svar, hvilket ogſaa var heel rimeligt, da det maatte være en betænkelig Sag for ham at ſende ſin Datter bort i et fjernt Land, uden at det engang var afgjort, hvilken Mand hun ſkulde have til Egte. Og derfor lod han gjøre de fornødne Anſtalter til at de kunde tilbringe Vintren i Tunsberg, forbeholdende ſig næſte Vaar, naar han atter kom til Viken, at tage ſin Beſtemmelſe efter forſtandige Mænds Raad. Det ſynes noget underligt, at han ikke tog dem med til Bergen. Men rimeligviis vare de ſaa forkomne af den lange Sørejſe, — iſær da det udtrykkeligt ſiges at deres Formand, Ferdinand, var ilde plaget af Søſyge, — at de ikke orkede at gjøre den lange Sejlads om Neſet og Jæderen, men foretrak den kortere Indenſkjærsfart til Tunsberg. Kongen fortſatte ſin Rejſe til Bergen, hvor han tilbragte Vintren[6].

Kong Haakon den unge var imidlertid, ſom ſagt, bleven tilbage ved Gøtaelven for at holde Øje med Danerne. De fornemſte Skibsſtyrere, han havde om ſig, vare Agmund Krøkedans, Veſete af Helle, Simon Staur, Lodin Gunnesſøn[7] og Preſten Helge røde; to af hans Skibe vare bemandede med Gjeſter. Han tog ſit Stade i Strømſund[8], og ſendte derfor Bud til alle de Egne af Halland, ſom ikke vare blevne herjede, at de, hvis de vilde undgaa ſaadan Medfart, ſom de andre, maatte kjøbe ſig derfra ved at udrede et viſt Antal Kvæg, hvert Hered flere hundrede Stykker. Da der herſkede ſtor Forfærdelſe blandt Indbyggerne over de Ødelæggelſer, Nordmændene allerede havde anrettet, foretrak de at efterkomme Haakons Paabud, fremfor atter at gjeſtes af Fienden, og ſaaledes indkom der en Mængde Kvæg til Flaaden; enkelte Bygder eller Perſoner udredede, i Stedet for det dem paalagte Antal Kvæg, en tilſvarende Værdi i Vox, Lærred og brændt Sølv. Hermed gik Tiden hen indtil Martinsmesſe (11te Novbr). Der ſtod ſaadan Skræk af Kong Haakon, at endog Sjælænderne troede det nødvendigt at være paa ſin Poſt, og voldt ſig ſamlede under Vaaben langt ud paa Vintren. Saa længe blev imidlertid den unge Konge ikke liggende i Strømſund, men begav ſig lidt for Juul med nogle af Skibene til Tunsberg, efterladende Agmund Krøkedans og de Sysſelmænd, der hørte hjemme paa den Kant, med de øvrige. I Tunsberg, hvor Haakon unge tilbragte Julen, kunde han nu ſelv tale med de ſpanſke Geſandter og høre deres Erende. Hans Ophold der blev dog ikke langvarigt, thi Julen var neppe forbi, førend der kom Bud fra Agmund, at han maatte ſkynde ſig tilbage til Gøtaelven, da han havde hørt at Danerne truede ſterkt med et Angreb. Haakon var ſtrax rede, og begav ſig paa Vejen allerede to Dage efter Juul (9de Januar 1257). Han fik ſaa haardt Vejr, at han kun med Møje naaede Havn ved Spjer i Hvaløerne; for at komme hurtigere lod han ſig derfra ro ind til Faſtlandet, og rejſte videre over Land paa Vejtſler lige til Elven, hvor han naaede Kongehelle tidligere end ſine Skibe, ſom han havde forladt ved Spjer. Han tog ſit Stade i Borgen paa Ragnhildholmen[9], og blev der indtil Faſten. Da kom der Brev fra hans Fader, at han ſkulde begive ſig ind til Oslo, og oppebie ham der, for i Forening med ham og flere at overlægge om, hvad Svar man ſkulde give de ſpanſke Geſandter. Sandſynligviis har Faren for et Angreb fra Danmark nu været mindre, ſiden Haakon unge ſtrax (Aſkeonsdag den 21de Februar) begav ſig til Oslo. Da han havde opholdt ſig her en Maaneds Tid, kom der Bud til ham fra hans Svigerfader Byrge Jarl, at han ſaa hurtigt ſom muligt maatte indfinde ſig hos ham. Maaſkee at dette kun var en Indbydelſe til et venſkabeligt Paaſkebeſøg, maaſkee og, at Byrge vilde paa ny forſøge at megle Fred mellem Norge og Danmark; det er kun beſynderligt, at man ikke hører noget til et ſaadant Forſøg fra hans Side flere Maaneder tidligere. Man maa derfor antage at han dengang har været henne paa andre Kanter af Riget. Haakon fandt, at han gjerne kunde opfylde Svigerfaderens Begjering, da hans Fader endnu ikke var kommen fra Bergen. Han rejſte førſt, ſom det ſynes, over Land til Tunsberg[10], og blev paa denne Rejſe noget upasſelig, men kom ſig ſnart igjen; fra Tunsberg drog han til Søs over til Elven og ind til Kongehelle, hvor han ankom i Begyndelſen af Dimmelugen (1—7de April); derfra drog han til Ljodhuus, hvor han forefandt ſin Svoger Kong Valdemar, der maaſkee havde begivet ſig derhen alene for at møde ham, og modtog ham med den ſtørſte Venlighed. De rede begge ſiden i Følge med hinanden op til Lena i Veſtre Gautland, hvor Byrge Jarl ventede dem[11]. Saaſnart Byrge Jarl havde erfaret, at hans Svigerſøn Kong Haakon var kommen til Sverige og agtede ſig til ham, ſamlede han ſine Mænd og bad dem at modtage Haakon og hans Følge ſaa venſkabeligt ſom muligt. Han forbød ogſaa, tilføjes der, ſtrengeligt, ja endog under Dødsſtraf, at ſpotte Nordmændene, eller at kalde dem enten „Bagger“ eller noget andet lignende Navn. Det er her den førſte Gang, at dette Skjeldsord eller Øgenavn paa Nordmændene i Sverige eller Danmark udtrykkeligt omtales, men det maa ſikkert have været brugt og kjendt længe for den Tid, og det er en ſtor Fejltagelſe, naar flere have villet udlede dette Navn af „Bagler“. Byrge Jarl, Kong Valdemar og Kong Haakon tilbragte Julen ſammen i Lena, og de ſvenſke Fyrſter viſte Haakon den ſtørſte Udmerkelſe. Navnlig fortælles der, at ved Mesſen den førſte Paaſkedag førte Byrge og Valdemar ham mellem ſig op til Alteret, og toge Plads paa hver ſin Side af ham under Communionen. Ved Afſkeden, der ſynes at have fundet Sted ſtrax efter Paaſken, ſkjenkede de ham herlige Gaver, og man ſkiltes ad paa begge Sider i ſtørſte Kjærlighed. Haakon begav ſig atter til Kongehelle, hvor han opholdt ſig i nogle Dage, medens han forberedte Tilbagerejſen til Oslo. Imidlertid fornøjede han ſig ved at ride paa Jagt, med Høge eller Hunde. En Dag var han ſaaledes over paa Gulløen, hvor han rimeligviis forkjølede ſig i den ſkarpe Vaarluft; thi Natten efter blev han ſyg, og Sygdommen tiltog under Sejladſen nordefter ſaa betænkeligt, at han ikke engang kunde fortſætte Rejſen lige ind til Oslo, men maatte lade ſig paa en Skude ro over til Tunsberg, hvor han tog ind i Olafskloſtret[12], og lagde ſig der til Sengs. En Læge, der havde ledſaget det ſpanſke Geſandtſkab, gik til ham, og tilſaa ham under Sygdommen. Men ingen Midler hjalp, og allerede den 5te Mai endte den unge haabefulde Konge ſine Dage, til ſtor Sorg for alle hans Omgivelſer og alle andre, der kjendte ham. Han ſkal nemlig have været meget elſkværdig og tækkelig i Omgang, derhos var han ſmuk af Udvortes[13], temmelig høj, med vakkert Anſigt og Haar, ſterk og ſmidig i alle Slags Legemsøvelſer. Iſær berømmes han for at have været den flinkeſte Rytter, der paa hans Tid fandtes i Norge. Det var vel ogſaa ved Uforſigtighed under den megen og heftige Riden paa Jagten, at han paadrog ſig den Sygdom, der lagde ham i Graven. Hans Liig blev bragt ind til Oslo, og begravet i Hallvardskirken ved Siden af Kong Sigurd Jorſalafares Grav[14]. Han efterlod den før omtalte Søn, Sverre, der endnu kun var et lidet Barn.

  1. Matth. Pariſ. S. 643, jvfr. nedenfor.
  2. Glumſteen ligger, ſom det allerede tidligere er nævnt, i Nærheden af Vardberg noget nordenfor Falkenberg. Beliggenheden af Getkerr kjendes derimod ikke nøje, da Navnet ej længer er brugeligt eller i det mindſte ikke har været paaviſt i Verker der indeholde Hallands Topografi. Man har antaget det for at være Geterøen ſtrax udenfor Vardberg, men neppe med Rette, da det er aabenbart, at det maa have ligget paa Faſtlandet. Det er tydeligt nok, at det er det ſamme Sted, ſom kaldes lacus caprinus hos Saxo, S. 554, men heraf bliver man ikke mere klog paa Stedets Beliggenhed. Ved nøjagtige Local-Underſøgelſer vilde det dog viſt endnu kunne opdages. At det er at ſøge nordenfor Glumſteen, er let at ſkjønne. Sandſynligviis er det ikke langt fra Baardfjord (nu Baadfjord ved Viſkerdal) der førſt blev anløbet af denne Afdeling, der ſkulde til Getkjerr.
  3. I Sagaen ſtaar kun „den der liggende Kjøbſtad“, men dette kan ikke være nogen anden end Falkenberg.
  4. Suhm, Hiſt. af Danm. X. S. 287—290. Denne Bondekrig ſynes netop at trave raſet i Sommermaanederne, dog angives Tiden paa Aaret ej nøjagtigt, og Begivenheden ſelv omtales paa en beſynderlig kort, næſten forblommet Maade, ſom „clava ferit“; „lex clavarum“, „Kotlarle vare galne med Kølver e. a. d.
  5. I Sagaerne kaldes han Sira Ferant; Titlen Sira viſer at han var Preſt, og da Navnet Ferdinand i ſamtidige ſpanſke Diplomer altid ſkrives Ferrando, er det tydeligt nok, at Sagaens „Ferant“ er det ſamme Navn. Et Par Codd. har Ferans, hvilket har foranlediget Th. Torvesſøn (IV. 273) til at kalde ham Frants.
  6. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 285, 287.
  7. Det er Eirſpenil ſom kalder ham Lodin Gunnesſøn. De øvrige have „Lodin Staur“, hvilket vel maa være Skrivfejl, fordi Simon Staur ſtrax foran nævnes.
  8. Beliggenheden af Strømſund kjendes ikke med Sikkerhed. Saa meget ſees der, et det maa have ligget nær ved Hallands Kyſt. Paa Kartet over det ældre Halland i Langebek, Scr. R. D. VII., kaldes Kongsbakkafjorden „Strømsfjord“.
  9. Dette er ſaaledes førſte Gang, Ragnhildholmens Kaſtell nævnes; da det er førſt i Marts 1257, maa det allerede have været færdigt ſeneſt i Løbet af 1256.
  10. Iſen tillod vel ikke nogen Sørejſe, og Sagaen omtaler heller ikke nogen ſaadan.
  11. Ved Kongsgaarden Lena blev Sverke Karlsſøn overvunden af Erik Knutsſøn i 1208, ſe ovenfor III. S. 529.
  12. Der ſtaar kun „Munklivet“, men da hermed neppe betegnes noget Tiggermunkekloſter, bliver det følgeligt det oftere omtalte St. Olafs Præmonſtratenſerkloſter, hvor Haakon lod ſig pleie.
  13. Matthæus Pariſ. kalder ham S. 643 „adolescens speciosus“.
  14. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 288. Det er forhen omtalt, at Haakon den unge allerede havde ſit eget Kongeſegl, ſom han navnlig brugte ved Beſeglingen af Fredstractaten med Lübeck 1250, ſe ovenfor S. 76. Seglet er, ſom ſædvanligt paa de Tider, dobbeltſidet; Fremſiden viſer ham ſiddende paa en Trone med mindre Krone (Garland) paa Hovedet, Sverd i højre, og et Scepter, formet ſom Dobbeltkors, i venſtre Haand, ſamt med Omſkrift SIGILLVM DOMINI HACONIS ILLVSTRIS REGIS NORVVEGIE. Bagſiden fremſtiller ham til Heſt med lukket Hjelm, Skjold og Sverd, ſamt en Omſkrift, der efter Tidens Brug er affattet i et Hexameter: HACO PRECLARVS PROBVS ARMIS PECTORE GNARVS. Det er afbildet i Thorkelins Diplomatarium, T. II. Hans Dødsdag angives i nogle Codices til 2 Dage efter Vitalis, altſaa 30te April, i andre (de fleſte og bedſte) til 2 Dage efter Korsmesſe, altſaa 5te Mai. Imidlertid er det underligt nok, at Vitalisdagen i hine Codd. udtrykkeligt nævnes, og man friſtes virkelig til at antage, at der maaſkee i de Haandſkrifter, der regne efter Korsmesſe (8die Mai) burde ſtaa 2 Dage for Korsmesſe (1ſte Maj), thi da blev der kun een Dags Forſkjel mellem begge Angivelſer.