Det norske Folks Historie/5/14
Vi have seet, hvorledes Kong Christopher ved Sammenkomsten med Kong Haakon og Byrge Jarl i Aaret 1254 vægrede sig ved at godkjende det Forlig, som hans Befuldmægtigede Aaret forud havde sluttet med Kong Haakon ved Gullbergseid, og at han skiltes fra Kong Haakon i Vrede, ja endog, som det synes, i den Tro, at Kong Haakon vilde sætte efter ham og tage ham til Fange. Idet følgende Aar (1255) hører man intet om.nogen Fornyelse af Underhandlingerne, men heller ikke om nogen Krig, uden for saa vidt som det lader til, at danske og norske Kjøbmandsskibe stundom have tilføjet hinanden Skade[1]. Sagen er vel for det første bleven staaende uforandret paa det Punkt, den var kommen, uden at nogen af Parterne vilde gjøre det første Skridt til Forlig; Kong Christopher var desuden i Aaret 1255 og første Halvdeel af 1256 optagen af sine Stridigheder med Biskopperne, især med den i 1254 udvalgte, myndige Erkebiskop Jakob i Lund, og Kong Haakons Opmerksomhed var, som vi ville see, i den Tid meget henvendt paa Island. Imidlertid kunde han dog vel have fundet Tid eller Lejlighed til at gjøre et Tog mod Danmark, dersom han endelig havde villet. Men enten maa Byrge Jarl have afsnakket ham dermed, eller han har fulgt Begivenhederne paa Island med saa spendt Opmerksomhed, at han ikke engang har villet forlade Bergen, hvorhen han allerede om Vaaren havde begivet sig fra Tunsberg paa det nye store Skib, Kross-Suden. Han har maaskee ogsaa haft det Haab, at Kong Christopher, naar han nærmere fik tænkt over Sagen, og
plagedes for meget af Ubehageligheder indenlands, skulde blive fredeligere stemt. Dette var imidlertid langt fra at være Tilfældet, og Christopher havde desuden nu saa meget mindre Tilskyndelse til at bolde det af Biskopperne sluttede Forlig, som flere af Biskopperne vare hans afsagte Fiender. Da Vintren og en Del af Vaaren gik, uden at man endnu hørte det mindste fra Christopher, sendte Kong Haakon, der ogsaa havde tilbragt Vintren i Bergen, henved Paaske sin vel betroede Mand Thorlaug Bose med flere med Brev til Erkebiskop Jakob i Lund, for at anmode ham om skriftligt at forespørge sig hos Kong Christopher, hvorvidt denne nu agtede at godkjende Forliget af 1253. Heraf maa man næsten slutte, at Erkebiskoppen som daværende Biskop i Roeskilde har været en af de danske Underhandlere i 1253. Thorlaug og hans Følge fandt en venlig Modtagelse hos Erkebiskoppen, der strax opfyldte Kongens Ønske, og tilskrev Christopher, der paa denne Tid opholdt sig i Roeskilde. Dette var ikke længe efter at Erkebiskoppen havde voldt det bekjendte Provincial-Concilium i Vejle, over hvilket Kongen blev saa forbitret, og det var derfor ikke under disse Omstændigheder at vente, at noget Brev fra Erkebiskoppen skulde gjøre nogen formildende Virkning paa ham. Tvertimod, han voldt Erkebiskoppens Mænd fast, og sendte derimod Folk til Skaane, for at gribe de norske Gesandter og bringe dem til ham. Erkebiskoppen fik dog i Tide hans Anslag at vide, advarede Thorlaug, og skaffede ham Heste, hvorved han selv og endeel af hans Ledsagere undkom over den svenske Grændse; nogle bleve hemmeligt tilbage hos Erkebiskoppen. Thorlaug rejste nu gjennem de svenske Landskaber til Viken, og derfra til Bergen, hvor han ankom Pindsedag (4de Juni). Han fortalte hvorledes det var gaaet ham, og bragte den Hilsen fra Erkebiskoppen, som denne neppe ugjerne havde medgivet ham, at Kong Haakon ej maatte indbilde sig at Christopher agtede at holde en Tøddel af Forliget, eller betale en eneste Skilling af de lovede Pengesummer. Haakon ytrede ikke stort hertil, men hans Beslutning var snart fattet. Nu var Tiden kommen til at handle, og vise Danekongen, hvad han udsatte sig for. I al Hast lod han Olafssuden gjøre flot, og det Rygte udsprede, at han agtede sig til Throndhjem. Men da Skibet var lagt ud under Fenring (Askøen) forkyndte han, at Rejsen skulde gaa til Viken, og sendte Folk og Breve i Forvejen til Sysselmændene, med Forbud mod at den saakaldte Øreflaade denne Sommer, som ellers, afgik til Danmark; han bød, at de Handelsmænd, der plejede at fare paa Danmark, indtil videre skulde afholde sig derfra, og i det mindste vente ved Ekerøerne, Rigets sydligste Punkt, indtil han selv traf nærmere Bestemmelse. Da Kongen kom til Viken, styrede han først til Tunsberg, og lod herfra udgaa Udbudsbreve til alle Lendermænd og Sysselmænd i Viken. Snart samlede der sig da en betydelig Stridsstyrke om ham, med hvilken han stevnede syd til Ekerøerne. Man regnede, at han ej havde færre end 360 Skibe, og den samlede Besætning paa disse, hvor smaa end mange af dem kunne have været, synes neppe at kunne sættes lavere end 10000 Mand. Hele denne Styrke kan dog ikke have været fra Viken alene; man seer ogsaa, at Lendermænd og Sysselmænd fra det norden og vestenfjeldske, som Agmund Krøkedans, Baard paa Hestbø og Gissur Thorvaldssøn, der for Øjeblikket var Sysselmand i det Throndhjemske, som det nedenfor nærmere skal berettes, vare blandt de Høvdinger, der deeltoge i Toget. Fra Ekerøerne sendte Kongen Agmund Krøkedans, Arnbjørn Pose, Baard i Hestbø, Aslak Gus, Paal Gaas og Aamunde Haraldssøn med to Tredjedele af Hæren heelt syd til Glumsteen for der at gjøre Landgang og herje; de øvrige, under Jon Dronning, Jon Lodinssøn, Thord Kakale (Sighvat Sturlassøns Søn, der nu var Sysselmand i Skien) og flere vikske Sysselmænd skulde gjøre lignende Landgang ved Getkjerr, længere nordligt[2]. Paa begge Steder skulde Landgangen skee samtidigt Bartholomæusdag (24de August), der i dette Aar faldt paa en Thorsdag. Imidlertid bleve dog begge Afdelinger samlede, indtil man kom til Mustresund, hvor man forefandt nogle Danske, der for største Delen bleve dræbte. Her skiltes Afdelingerne ad; den ene styrede efter Bestemmelsen ned til Glumsteen, den anden til Getkjerr, medens Kongen selv vendte tilbage til Ekerøerne. Den Afdeling, der skulde til Getkjerr, lagde først ind i Baardfjord og brændte et Kirkesogn, siden lagde den til ved Getkjerr, hvor man forefandt en Hob af Egnens Indbyggere, der vilde sætte sig til Modverge. Disse bleve snart drevne tilbage med betydeligt Tab, og nu blev Egnen vidt og bredt herjet. Ifølge Sagaen og Sturla Thordssøns Kvad skulle store Ødelæggelser have været anrettede, idet Bygderne brændtes og mange Folk bleve dræbte, saa at alle de, der kunde, søgte at frelse sig ved Flugten. Omtrent paa samme Maade gik det til ved Glumsteen, med den Forskjel, at Nordmændene der i Førstningen ingen Modstand mødte, men under Herjen og Brænden Thorsdag Aften og hele Fredagen trængte lige ned til Edre-Aaen og lagde Byen Falkenberg i Aske[3], Om Løverdagen vendte de tilbage til deres Skibe ved Glumsteen, fremdeles herjende, hvor de kom frem. Den følgende Nat udbrød der en voldsom Storm, hvorved nogle af Skibene kom løs og dreve paa Grund; disse maatte man opgive, men Besætningen reddede sig med alt Godset over paa de andre Skibe, der vare bedre fortøjede. Imidlertid havde Indbyggerne forsamlet sig i et stort Antal, dræbte nogle Nordmænd, der endnu sværmede oppe i Land, kom om Søndagen ned til Kysten, bemægtigede sig de Skibe, der vare drevne paa Grund, gjorde dem flot, tændte store Baal paa dem, og lod dem saa drive ud mod den norske Flaade, da Vinden just var slaaet om, og nu blæste fra Land. Men Nordmændene roede op imod de brændende Fartøjer, og fik dem ved Baadshager stødte til Side, saa at de ingen Skade anrettede. Derpaa forlode de Glumsteen og droge atter nordefter, men lagde paa Vejen ind i Strøms- (Kongsbakke-) Fjorden, og brændte Byen Aranes (nu Kongsbakka). Da alle de udsendte Skibe kom tilbage til Ekerøerne, blev Byttet, der maa have været temmelig betydeligt, deelt under Kongens Opsigt. Derpaa voldt Kongen Raad med sine Mænd, hvad man videre skulde tage sig fore. Man besluttede at sende et nyt Gesandtskab, bestaaende af tvende Dominicanermunke, Broder Simon og Sigurd Aamundessøn, Prior i Nidaros, til Danekongen, for at spørge ham, om han ikke nu var villig til at slutte Fred. Christopher befandt sig unegtelig i stor Forlegenhed; hans Strid med Gejstligheden var endnu ikke bilagt, og de ringeste af Bønderne, de saakaldte Kotkarle eller Kotbønder, vare paa flere Steder i Riget, fornemmelig i Skaane og Sjælland, i voldsomt Oprør mod deres verdslige og gejstlige Herrer[4]. Alligevel vilde han ikke høre noget om Fred med Kong Haakon, og gav kun ondt af sig, fordi denne havde ladet herje i hans Rige, saaat Gesandterne maatte vende tilbage med uforrettet Sag, og give Kongen den Besked, at det ikke for det første tegnede sig fredeligt. Kong Haakons Fremgangsmaade var vistnok heller ikke skikket til at vække fredelige og forsonlige Tanker hos Danekongen, og den strider imod vore nuværende Begreber om hæderlig Krigførsel, men i de Tider var det nu engang Skik og Brug at føre Krig paa den Maade; man kjendte ingen andre Tvangsmidler til at faa en Fiende bragt til Fornuft, end ved saadanne Ødelæggelser, som dem, Haakon lod anrette i Halland, og man kan derfor ikke bebrejde ham saa meget, at han i dette Stykke ej ansaa sig forpligtet til at bære sig anderledes ad, især da det nu virkelig gjaldt at slaa et kraftigt Slag for at bringe den langvarige Ufred tilende. Den hele Plan synes for øvrigt at være godt anlagt, idet han aabenbart kom ganske uforvarende paa de Danske, og derfor mødte saa liden Modstand. Det ufredelige Svar fra Danmark bevirkede, at Kong Haakon nu, da han forlod Ekerøerne og afskedigede Ledingstropperne, lod sin Søn, Kong Haakon den unge, blive tilbage ved Elven med 10 store Skibe, for at vogte Grændsen. Derimod drog han selv først til Tunsberg, og efter et kort Ophold der videre langs Kysten til Bergen. Da han paa Vejen kom til Øster-Agder, mødte han Elis Prest, der just var kommen tilbage fra Spanien i Følge med de spanske Gesandter, og som det synes havde begivet sig østover for at opsøge Kongerne og melde dem dette. Elis sagde, at Gesandterne, hvis Formand var en Gejstlig ved Navn Ferdinand[5], havde vigtige Budskaber fra Kong Alfonso. De laa i Randøsund, hvor Kongen strax efter traf dem, og selv modtog deres Erende, hvis Indhold vi ovenfor have omtalt. Han vilde dog ikke strax give noget bestemt Svar, hvilket ogsaa var heel rimeligt, da det maatte være en betænkelig Sag for ham at sende sin Datter bort i et fjernt Land, uden at det engang var afgjort, hvilken Mand hun skulde have til Egte. Og derfor lod han gjøre de fornødne Anstalter til at de kunde tilbringe Vintren i Tunsberg, forbeholdende sig næste Vaar, naar han atter kom til Viken, at tage sin Bestemmelse efter forstandige Mænds Raad. Det synes noget underligt, at han ikke tog dem med til Bergen. Men rimeligviis vare de saa forkomne af den lange Sørejse, – især da det udtrykkeligt siges at deres Formand, Ferdinand, var ilde plaget af Søsyge, – at de ikke orkede at gjøre den lange Sejlads om Neset og Jæderen, men foretrak den kortere Indenskjærsfart til Tunsberg. Kongen fortsatte sin Rejse til Bergen, hvor han tilbragte Vintren[6].
Kong Haakon den unge var imidlertid, som sagt, bleven tilbage ved Gøtaelven for at holde Øje med Danerne. De fornemste Skibsstyrere, han havde om sig, vare Agmund Krøkedans, Vesete af Helle, Simon Staur, Lodin Gunnessøn[7] og Presten Helge røde; to af hans Skibe vare bemandede med Gjester. Han tog sit Stade i Strømsund[8], og sendte derfor Bud til alle de Egne af Halland, som ikke vare blevne herjede, at de, hvis de vilde undgaa saadan Medfart, som de andre, maatte kjøbe sig derfra ved at udrede et vist Antal Kvæg, hvert Hered flere hundrede Stykker. Da der herskede stor Forfærdelse blandt Indbyggerne over de Ødelæggelser, Nordmændene allerede havde anrettet, foretrak de at efterkomme Haakons Paabud, fremfor atter at gjestes af Fienden, og saaledes indkom der en Mængde Kvæg til Flaaden; enkelte Bygder eller Personer udredede, i Stedet for det dem paalagte Antal Kvæg, en tilsvarende Værdi i Vox, Lærred og brændt Sølv. Hermed gik Tiden hen indtil Martinsmesse (11te Novbr). Der stod saadan Skræk af Kong Haakon, at endog Sjælænderne troede det nødvendigt at være paa sin Post, og voldt sig samlede under Vaaben langt ud paa Vintren. Saa længe blev imidlertid den unge Konge ikke liggende i Strømsund, men begav sig lidt for Juul med nogle af Skibene til Tunsberg, efterladende Agmund Krøkedans og de Sysselmænd, der hørte hjemme paa den Kant, med de øvrige. I Tunsberg, hvor Haakon unge tilbragte Julen, kunde han nu selv tale med de spanske Gesandter og høre deres Erende. Hans Ophold der blev dog ikke langvarigt, thi Julen var neppe forbi, førend der kom Bud fra Agmund, at han maatte skynde sig tilbage til Gøtaelven, da han havde hørt at Danerne truede sterkt med et Angreb. Haakon var strax rede, og begav sig paa Vejen allerede to Dage efter Juul (9de Januar 1257). Han fik saa haardt Vejr, at han kun med Møje naaede Havn ved Spjer i Hvaløerne; for at komme hurtigere lod han sig derfra ro ind til Fastlandet, og rejste videre over Land paa Vejtsler lige til Elven, hvor han naaede Kongehelle tidligere end sine Skibe, som han havde forladt ved Spjer. Han tog sit Stade i Borgen paa Ragnhildholmen[9], og blev der indtil Fasten. Da kom der Brev fra hans Fader, at han skulde begive sig ind til Oslo, og oppebie ham der, for i Forening med ham og flere at overlægge om, hvad Svar man skulde give de spanske Gesandter. Sandsynligviis har Faren for et Angreb fra Danmark nu været mindre, siden Haakon unge strax (Askeonsdag den 21de Februar) begav sig til Oslo. Da han havde opholdt sig her en Maaneds Tid, kom der Bud til ham fra hans Svigerfader Byrge Jarl, at han saa hurtigt som muligt maatte indfinde sig hos ham. Maaskee at dette kun var en Indbydelse til et venskabeligt Paaskebesøg, maaskee og, at Byrge vilde paa ny forsøge at megle Fred mellem Norge og Danmark; det er kun besynderligt, at man ikke hører noget til et saadant Forsøg fra hans Side flere Maaneder tidligere. Man maa derfor antage at han dengang har været henne paa andre Kanter af Riget. Haakon fandt, at han gjerne kunde opfylde Svigerfaderens Begjering, da hans Fader endnu ikke var kommen fra Bergen. Han rejste først, som det synes, over Land til Tunsberg[10], og blev paa denne Rejse noget upasselig, men kom sig snart igjen; fra Tunsberg drog han til Søs over til Elven og ind til Kongehelle, hvor han ankom i Begyndelsen af Dimmelugen (1–7de April); derfra drog han til Ljodhuus, hvor han forefandt sin Svoger Kong Valdemar, der maaskee havde begivet sig derhen alene for at møde ham, og modtog ham med den største Venlighed. De rede begge siden i Følge med hinanden op til Lena i Vestre Gautland, hvor Byrge Jarl ventede dem[11]. Saasnart Byrge Jarl havde erfaret, at hans Svigersøn Kong Haakon var kommen til Sverige og agtede sig til ham, samlede han sine Mænd og bad dem at modtage Haakon og hans Følge saa venskabeligt som muligt. Han forbød ogsaa, tilføjes der, strengeligt, ja endog under Dødsstraf, at spotte Nordmændene, eller at kalde dem enten „Bagger“ eller noget andet lignende Navn. Det er her den første Gang, at dette Skjeldsord eller Øgenavn paa Nordmændene i Sverige eller Danmark udtrykkeligt omtales, men det maa sikkert have været brugt og kjendt længe for den Tid, og det er en stor Fejltagelse, naar flere have villet udlede dette Navn af „Bagler“. Byrge Jarl, Kong Valdemar og Kong Haakon tilbragte Julen sammen i Lena, og de svenske Fyrster viste Haakon den største Udmerkelse. Navnlig fortælles der, at ved Messen den første Paaskedag førte Byrge og Valdemar ham mellem sig op til Alteret, og toge Plads paa hver sin Side af ham under Communionen. Ved Afskeden, der synes at have fundet Sted strax efter Paasken, skjenkede de ham herlige Gaver, og man skiltes ad paa begge Sider i største Kjærlighed. Haakon begav sig atter til Kongehelle, hvor han opholdt sig i nogle Dage, medens han forberedte Tilbagerejsen til Oslo. Imidlertid fornøjede han sig ved at ride paa Jagt, med Høge eller Hunde. En Dag var han saaledes over paa Gulløen, hvor han rimeligviis forkjølede sig i den skarpe Vaarluft; thi Natten efter blev han syg, og Sygdommen tiltog under Sejladsen nordefter saa betænkeligt, at han ikke engang kunde fortsætte Rejsen lige ind til Oslo, men maatte lade sig paa en Skude ro over til Tunsberg, hvor han tog ind i Olafsklostret[12], og lagde sig der til Sengs. En Læge, der havde ledsaget det spanske Gesandtskab, gik til ham, og tilsaa ham under Sygdommen. Men ingen Midler hjalp, og allerede den 5te Mai endte den unge haabefulde Konge sine Dage, til stor Sorg for alle hans Omgivelser og alle andre, der kjendte ham. Han skal nemlig have været meget elskværdig og tækkelig i Omgang, derhos var han smuk af Udvortes[13], temmelig høj, med vakkert Ansigt og Haar, sterk og smidig i alle Slags Legemsøvelser. Især berømmes han for at have været den flinkeste Rytter, der paa hans Tid fandtes i Norge. Det var vel ogsaa ved Uforsigtighed under den megen og heftige Riden paa Jagten, at han paadrog sig den Sygdom, der lagde ham i Graven. Hans Liig blev bragt ind til Oslo, og begravet i Hallvardskirken ved Siden af Kong Sigurd Jorsalafares Grav[14]. Han efterlod den før omtalte Søn, Sverre, der endnu kun var et lidet Barn.
- ↑ Matth. Paris. S. 643, jvfr. nedenfor.
- ↑ Glumsteen ligger, som det allerede tidligere er nævnt, i Nærheden af Vardberg noget nordenfor Falkenberg. Beliggenheden af Getkerr kjendes derimod ikke nøje, da Navnet ej længer er brugeligt eller i det mindste ikke har været paavist i Verker der indeholde Hallands Topografi. Man har antaget det for at være Geterøen strax udenfor Vardberg, men neppe med Rette, da det er aabenbart, at det maa have ligget paa Fastlandet. Det er tydeligt nok, at det er det samme Sted, som kaldes lacus caprinus hos Saxo, S. 554, men heraf bliver man ikke mere klog paa Stedets Beliggenhed. Ved nøjagtige Local-Undersøgelser vilde det dog vist endnu kunne opdages. At det er at søge nordenfor Glumsteen, er let at skjønne. Sandsynligviis er det ikke langt fra Baardfjord (nu Baadfjord ved Viskerdal) der først blev anløbet af denne Afdeling, der skulde til Getkjerr.
- ↑ I Sagaen staar kun „den der liggende Kjøbstad“, men dette kan ikke være nogen anden end Falkenberg.
- ↑ Suhm, Hist. af Danm. X. S. 287–290. Denne Bondekrig synes netop at trave raset i Sommermaanederne, dog angives Tiden paa Aaret ej nøjagtigt, og Begivenheden selv omtales paa en besynderlig kort, næsten forblommet Maade, som „clava ferit“; „lex clavarum“, „Kotlarle vare galne med Kølver e. a. d.
- ↑ I Sagaerne kaldes han Sira Ferant; Titlen Sira viser at han var Prest, og da Navnet Ferdinand i samtidige spanske Diplomer altid skrives Ferrando, er det tydeligt nok, at Sagaens „Ferant“ er det samme Navn. Et Par Codd. har Ferans, hvilket har foranlediget Th. Torvessøn (IV. 273) til at kalde ham Frants.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 285, 287.
- ↑ Det er Eirspenil som kalder ham Lodin Gunnessøn. De øvrige have „Lodin Staur“, hvilket vel maa være Skrivfejl, fordi Simon Staur strax foran nævnes.
- ↑ Beliggenheden af Strømsund kjendes ikke med Sikkerhed. Saa meget sees der, et det maa have ligget nær ved Hallands Kyst. Paa Kartet over det ældre Halland i Langebek, Scr. R. D. VII., kaldes Kongsbakkafjorden „Strømsfjord“.
- ↑ Dette er saaledes første Gang, Ragnhildholmens Kastell nævnes; da det er først i Marts 1257, maa det allerede have været færdigt senest i Løbet af 1256.
- ↑ Isen tillod vel ikke nogen Sørejse, og Sagaen omtaler heller ikke nogen saadan.
- ↑ Ved Kongsgaarden Lena blev Sverke Karlssøn overvunden af Erik Knutssøn i 1208, se ovenfor III. S. 529.
- ↑ Der staar kun „Munklivet“, men da hermed neppe betegnes noget Tiggermunkekloster, bliver det følgeligt det oftere omtalte St. Olafs Præmonstratenserkloster, hvor Haakon lod sig pleie.
- ↑ Matthæus Paris. kalder ham S. 643 „adolescens speciosus“.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 288. Det er forhen omtalt, at Haakon den unge allerede havde sit eget Kongesegl, som han navnlig brugte ved Beseglingen af Fredstractaten med Lübeck 1250, se ovenfor S. 76. Seglet er, som sædvanligt paa de Tider, dobbeltsidet; Fremsiden viser ham siddende paa en Trone med mindre Krone (Garland) paa Hovedet, Sverd i højre, og et Scepter, formet som Dobbeltkors, i venstre Haand, samt med Omskrift SIGILLVM DOMINI HACONIS ILLVSTRIS REGIS NORVVEGIE. Bagsiden fremstiller ham til Hest med lukket Hjelm, Skjold og Sverd, samt en Omskrift, der efter Tidens Brug er affattet i et Hexameter: HACO PRECLARVS PROBVS ARMIS PECTORE GNARVS. Det er afbildet i Thorkelins Diplomatarium, T. II. Hans Dødsdag angives i nogle Codices til 2 Dage efter Vitalis, altsaa 30te April, i andre (de fleste og bedste) til 2 Dage efter Korsmesse, altsaa 5te Mai. Imidlertid er det underligt nok, at Vitalisdagen i hine Codd. udtrykkeligt nævnes, og man fristes virkelig til at antage, at der maaskee i de Haandskrifter, der regne efter Korsmesse (8die Mai) burde staa 2 Dage for Korsmesse (1ste Maj), thi da blev der kun een Dags Forskjel mellem begge Angivelser.