Det norske Folks Historie/5/15

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Haakon den ældre havde imidlertid tilbragt Vinteren i Bergen, ivrigt beſkjeftiget med at forberede en ny og omfattende Krigs-Expedition til Danmark, hvis Konge fremdeles viſte ſig ſaa fiendtligt ſtemt mod ham. Han lod Udbudsbrebe udgaa over hele Norge og Leding opbyde lige fra Haalogaland til de ſydligſte Dele af Landet, dog, ſom det udtrykkeligt tilføjes, ſaaledes at Nævningerne vare mindre, jo nordligere et Landſkab var beliggende; følgelig ſlap Haalogaland med den mindſte Contingent. Han havde derhos ladet bygge et ſtort og ſmukt Krigsſkib, ſom han kaldte Marieſuden, og ſom gik af Stabelen om Vaaren[1]; endelig havde han ſtevnet Erkebiſkoppen og alle Lydbiſkopperne til at møde ham i Viken og gjøre ham Følge paa Toget, dog ej, ſom det lader, for at deeltage i Striden, men for at gaa ham til Haande og underſtøtte ham ved de Underhandlinger, der maatte blive aabnede; han ønſkede derhos at høre deres Raad med Henſyn til de ſpanſke Geſandters Erende. Da han var færdig med alle Forberedelſer, gik han til Sejls, for at begive ſig til Viken. Endnu vidſte han intet om Sønnens Død: han erfarede denne ſørgelige Nyhed førſt, da han kom til Agder, og tog ſig den, ſom man kan begribe, meget nær. Dog lod han ſig ikke overvælde af Sorgen, men vedblev lige fuldt og med uforandret Omtanke at beſørge de vigtige Anliggender, der nu vare for Haanden. Man ſkulde ogſaa næſten formode, at Haakon var den af hans Sønner, ſom han gjorde mindſt af, og at han havde en vis Forkjærlighed for Magnus, iſær da Haakon, foruden at være Tronfølger, ifølge ſin Førſtefødſel, ved ſit Giftermaal med Richiza af Sverige maaſkee var dragen mere ind i Byrge Jarls Interesſer, end hans Fader egentlig ſyntes om. Noget beſtemt eller udtrykkeligt ſiges for Reſten ikke herom; man kan kun ane det, tildeels af den Ulyſt, Kong Haakon, efter hvad vi have ſeet, røbede til at ſkifte Riget uligt mellem begge ſine Sønner.

Da Kongen kom til Tunsberg, oppebiede han Erkebiſkoppen og kaldte ligeledes de fleſte andre meſt anſeede og forſtandige Mænd til ſig for at raadſlaa om det ſpanſke Giftermaalsforſlag. De fleſte fandt dette ſærdeles tilraadeligt, og ſaaledes fattedes da den Beſlutning, at ſamtykke i Geſandternes Andragende, og lade Chriſtina drage til Spanien, ledſaget af et ſømmeligt Geſandtſkab, dog under den Betingelſe, at hun efter Ankomſten til Kong Alfonſos Hof ſelv ſkulde kunne vælge ſig den af hans Brødre til Mand, ſom hun og de bedſte Mænd af hendes Følge ſyntes bedſt om. Da dette var afgjort, lod Kongen hendes Ferd berede, og det endog med uſædvanlig Bekoſtning og Pragt. Det hele Geſandtſkabsperſonale udgjorde over 120 Menneſker[2], hvoriblandt flere højbyrdige Damer[3]. I Spidſen for Geſandtſkabet ſtod Biſkop Peter til Hamar, den før omtalte Dominicanermunk, Broder Simon, Ivar Englaſøn, der nylig var kommen tilbage fra en vigtig Sendelſe til Island, Thorlaug Boſe, og Aamunde Haraldsſøn. De øvrige var deels Gejſtlige, deels Lægmænd, blandt disſe den anſeede Andres Nikolasſøn, ſom vi i det Følgende oftere ville faa Lejlighed til at omtale. I Brudeſkat medſendtes hende, ſiges der, ſtørre Rigdom i Guld, brendt Sølv og hvidt og graat Pelsverk, end nogen Kongedatter forhen, ſaavidt man vidſte, havde haft i Medgift fra Norge. Egentlig .havde man vel vanſkeligt for at paapege nogen egtefødt Kongedatter, der tidligere var bortgiftet fra Norge, hvis man ikke vilde gaa heelt op til Magnus den Godes Dage, da hans Syſter Ulfhild blev gift med Ordulf af Saxland, thi Ingegerd, Harald Sigurdsſøns Datter, ſom egtede den danſke Konge Olaf Hunger, opholdt ſig, ſom det lader, i Danmark, da hun blev gift[4]. Det beſtemtes, at Chriſtinas Rejſe ſkulde ſkee over England, og der indrettedes paa den ſtore Snekke, der ſkulde fore hende, to ſærſkilte Kahytter, en for hende, og en paa den anden Side af Skibet for Sira Ferdinand, der formedelſt Søſyge ikke kunde være ſammen med andre. Da alt var færdigt, drog hun afſted med ſit Følge, og ankom heldigt til Yarmouth, hvorfra hun ſiden fortſatte Rejſen over Frankrige, ſaaledes ſom det i det følgende ſkal berettes[5]. Imidlertid ſamlede der ſig meget Folk til Kong Haakon i Tunsberg. Sturla Thordsſøn ſkildrer i det Kvad han digtede til Kong Haakons -Ære, med glimrende Farver, hvorledes „tappre Mænd ligefra Finnebygderne ſøgte ned til Kongen, og hvorledes han lod fuldladte Skeider fra hvert Nauſt ſuſe ud paa det brede Hav nordenfor Elven, hvor Stormen øſte Sand om de farvede Stavne“. Disſe ſtore Forberedelſer maatte ſnart rygtes til Danmark, hvis mangehaande Forbindelſer med veeg neppe engang ved Krigen ganſke vare afbrudte, og de udrettede dog nu ſaa meget, at Kong Chriſtopher ſendte Abſalon, Dominicaner-Provincial for hele den ſaakaldte danſke Provinds[6], til Kong Haakon for at bede ham indſtille alle Fiendtligheder, indtil de begge havde haft en Sammenkomſt, hvor de kunde raadſlaa om Fred og ſlutte Forlig efter gode Mænds Raad. Haakon raadførte ſig herom med ſine Mænd, der fandt, at man ikke burde ſætte nogen Lid til Danekongens Ord, ſiden han ikke havde holdt det tidligere Forlig. Kongen valgte en Middelvej: han lod Broder Abſalon drage tilbage med den Beſked, at han vel under enhver Omſtændighed vilde ſejle til Danmark med ſin Flaade, men afholde ſig fra Fiendtligheder, indtil det havde viiſt ſig, om Danekongen havde meent det oprigtigt med ſit Fredstilbud eller ej. Med Abſalon ſendte han, ſom Geſandt i ſit Navn, den før omtalte Broder Sigurd, Dominicaner-Prior i Nidaros, der allerede for havde været i hans Erende hos Kong Chriſtopher., Kong Haakon og hans Mænd ſynes at have haft en ſæregen Grund til ej at ville have noget at beſtille med den Sammenkomſt, Broder Abſalon foreſlog. Dette vil lettelig ſkjønnes, naar man lægger Merke til, hvad der imidlertid foregik i Danmark. Den langvarige Trætte mellem Kong Chriſtopher og Erkebiſkop Jakob raſede juſt nu paa ſit højeſte. Blandt de Ankepoſter, Kongen fremſatte mod Erkebiſkoppen, var ogſaa den, at han ſkulde have ſtaaet i hemmelig Brevvexling med Norges Konge, Landets Fiende. Denne Beſkyldning havde Kongen allerede fremført i Marts Maaned det forrige Aar, paa et Møde, han da afholdt med flere verdslige Herrer, fornemmelig de pommerſke Lens-Fyrſter, i Vordingborg, og den kunde ſaaledes ikke ſigte til, at Erkebiſkoppen, ſaaledes ſom det ovenfor er omtalt, havde modtaget Kong Haakons Geſandter og ſiden advaret dem for Chriſtophers Efterſtræbelſer, thi dette ſkede ſenere end hiint Møde[7]. Men Erkebiſkoppen oplyſte ſelv ſidenefter, at han, endnu førend Chriſtopher var bleven Konge, var kommen i et nøje Venſkabsforhold til Kong Haakon, der havde viſt ham megen Velvilje, og paaſtod, „at han aldrig, enten offentligt eller hemmeligt, havde tilſkrevet ham noget Brev, der ſtred mod Fædrelandets Interesſer, ligeſom man heller ikke paa den Tid egentlig kunde ſige, at Norges Konge var Danmarks Fiende, ſiden der ved Byrge Jarls Megling var ſluttet Forlig, og det laa i begge Rigers Interesſer at overholde Freden, da de gjenſidigt trængte til hinandens Naturproducter“[8]. Saaledes ræſonnerede imidlertid ikke Kong Chriſtopher, og da det af Erkebiſkoppens Ytringer tydeligt fremgaar, at han virkelig har ſtaaet i Brevvexling med Kong Haakon, det være ſig nu øm blotte private Anliggender eller, hvad det er rimeligere, øm de bedſte Midler til at forebygge Krigen, var det i ſig ſelv ganſke rimeligt, at Kong Chriſtopher fra ſit Standpunkt af ej kunde finde ſig deri. Om Høſten ſamme Aar, da Kong Haakon herjede i Halland og dertil Bønderne i Sjælland og Skaane rimeligviis allerede bare i fuld Opſtand, kom der ved Chriſtophers Dronning, Margretes, og hendes Fader, den pommerſke Hertug Zambirs Megling i ſtørſte Haſt et Forlig i Stand i Lund mellem Kongen og Erkebiſkoppen, hvilket man troede ſkulde udelukke enhver Anledning til yderligere Trætte[9]. Men Enigheden varede ikke længer end til det følgende Aars Paaſke, da Kongen holdt Thing i Lund, hvor Trætten blusſede op med fornyet Styrke. Kongen, forbitret over at Erkebiſkoppen ej vilde godkjende den gamle ſkaanſke Kirkelov eller Skraa, fratog ham og hans Klerker alle de Friheder, der tidligere vare dem tilſtaaede af Kronen, og inddrog alle de Forleninger, Erkebiſkoppen hidtil havde haft. Erkebiſkoppen banſatte den Klerk, der havde bekjendtgjort Kongens Forføjning, og ophidſede tillige, ſom det lader, de allerede forhen oprørſke Bønder til nye Voldſomheder. Kongen henvendte ſig nu til Borge Jarl, for at faa ham til at megle. I det mindſte blev der mellem Kongen og Jarlen aftalt en Sammenkomſt i Eretorp ved Fjælhem i Halland ikke langt fra Halmſtad, til en af de førſte Dage i Juni Maaned[9], „for at raadſlaa om deres hemmelige Anliggender“, og til denne indſtevnedes ogſaa Erkebiſkoppen at møde. Ved at ſammenholde Tidsbeſtemmelſerne ſeer man, at denne Sammenkomſt aftaltes netop i den Tid, da Kong Haakon ſyſlede med ſine Udruſtninger i Tunsberg, og den Formodning ligger ſaaledes nær, at en af Henſigterne med Modet ogſaa bar været den, paany at benytte Byrge Jarls Megling for at faa en endelig Fred bragt i Stand mellem Danmark og Norge, og at det var dette Møde, hvortil Broder Abſalon ſkulde indbyde Haakon, da han af Chriſtopher ſendtes til ham. Men bi have ſeet, hvor lidet tilfreds Haakon og Nordmændene vare med Byrge Jarls tidligere Meglingsforſøg, og man kan derfor ej fortænke Haakon og hans Mænd i, at de dennegang ej vilde have noget at beſtille med ham, men at Haakon foretrak at underhandle paa egen Haand, ikke ſom før, ved Rigsgrændſen, men midt i ſelve de danſke Farvande, med en vældig Flaade færdig til at lyſtre hans Vink: da vilde hans Ord have langt anden Vegt, end ved de forrige Underhandlinger. Og ſaaledes gav han da Broder Abſalon den ovennævnte Beſked. Kong Chriſtopher og Byrge Jarl holdt ligefuldt deres Sammenkomſt i Eretorp, men Forhandlingerne ſynes nu kun at have drejet ſig om Tviſten mellem Kongen og Erkebiſkoppen. Denne havde, ſaa ubelejligt det end faldt ſig for ham, indfundet ſig tilligemed mange andre Gejſtlige og Lægmænd, og der holdtes vidtløftige Forhandlinger; men da Byrge Jarl ikke kunde andet end give Erkebiſkoppen Medhold i flere vigtige Punkter, og Kongen ikke vilde vige et Haarsbred, kom der intet Forlig i Stand[10], og man ſkiltes fra hinanden med uforrettet Sag. Forvirringen i Riget blev ſaa meget ſtørre, ſom de fornemſte gejſtlige og verdslige Herrer ogſaa toge Parti, nogle med Kongen, andre med Erkebiſkoppen. Paa dennes Side ſtode Biſkop Peder i Roeskilde, dennes Broder Biſkop Johannes (Jens) i Odenſe, Fyrſt Jaromar af Rügen, m. fl; med Kongen holdt Biſkopperne af Viborg, Børglum, og Slesvig, foruden mange andre[11]. Og under al denne Forandring viiſte Kong Haakon ſig med ſin Flaade i de danſke Farvande.

Sturla Thordsſøn beſkriver Kongens Sejlads og hans Flaades Storhed og Prægtighed i Udtryk, der viſer, at den maa have afgivet et ualmindeligt glimrende og imponerende Skue. Førſt og fremſt udmerkede det nye Skib, Marieſuden, ſig. Det havde 30 Ruin, forgyldt Dragehoved og Hale, og Sejl indvævede med ſmukke Figurer: dertil var det meget hurtigſejlende, ſaa at alle vare enige om at det var det ſmukkeſte og bedſte Skib, der nogenſinde havde været bygget i Norge. Ogſaa mange af de andre Skibe bare herligt ſmykkede, ſaa at det lignede Ildsluer, naar Solſtraalerne tilbagekaſtedes af de forgyldte Hoveder, Vejrfløje og Skjolde langs Siderne[12]. Under Sejladſen fra Tunsberg ſtødte ogſaa en heel Mængde Skibe til fra Egnene øſten Fjorden, ſaa at den ſamlede Flaade omſider udgjorde 375 Skibe[13], hvis Bemanding tilſammen neppe kan blive været ringere end Motto Mand. Af disſe ſtore Anſtrengelſer og Udruſtninger, Haakon gjorde, ſeer man altſaa, at Fredens Gjenoprettelſe med Danmark maa have ligget ham alvorligt paa Hjertet, og at det fiendtlige Forhold, der nu i nogle Aar havde herſket mellem Rigerne, maa have været ham og Nordmændene meget ubelejligt. Dog kan man vel, ſom allerede ovenfor bemerket, ikke ganſke fritage ham for ogſaa at have haft noget mere end den blotte Fred for Øje. Han maa visſelig have tænkt paa at komme i Beſiddelſe af Halland, eller i det mindſte den nordlige Deel deraf, hvilken han allerede, ſom ovenfor viiſt, ved Fredsmødet 1253 havde ladet ſig overdrage til Pant, ſom hans Svigerfader Skule havde haft i Forlening, efter hvilken vi og i det følgende ville ſee en norſk Konge udſtrække Haanden, og paa hvilken Norges Konger endog ſynes at trave paaſtaaet et Slags Ret, uviſt med hvad Hjemmel[14]. Dette forklarer aller bedſt, hvorfor Byrge Jarl i Sverige var ſaa ivrig for at megle Forlig, og efter Nordmændenes Mening ſyntes at helde alt for meget til den danſke Side. Han kunde ikke ſee med Ligegyldighed paa at Norges Konge, der allerede beſad Kyſten lige ned til Gøta-Elven, ogſaa ſkulde blive Herre over Strækningen ſøndenfor, og ſaaledes beherſke hele Udløbet: han vilde da være i Stand til, naar det ſkulde være, ganſke at ſtænge Veſtgøterne ude fra Havet, og ſtandſe al Skibsfart paa Gøta-Elven.

Ekerøerne var ogſaa denne Gang Samlingsſtedet for Flaaden. Paa Vejen did hendte det Uheld, at et Skib fra Hardanger, der ſtyredes af Thor Greipsſøn og den før omtalte Baard Groeſøn, kom til at ſejle ind paa Erkebiſkoppens Skib, ſaa at hele Stavnen paa dette og de Skjolde, hvormed den var behængt, gik af og faldt i Vandet, medens Vindfløjene hagede ſig faſt i Sejlet paa det andet Skib og blev hængende, da de atter kom klar af hinanden. Erkebiſkoppen lod ſætte en Baad ud, og den afbrudte Stavn ſaavel ſom Skjoldene fiſke op, ſamt atter faſtgjøre ſaa godt det efter Omſtændighederne kunde ſkee. Da man var ankommen til Ekerøerne, og Kongen hørte om Paaſejlingen, beklagede han den meget. Nogle af de Tilſtedeværende ſagde da, at Skaden dog nok ikke var ſaa farlig, og da dette blev forebragt Erkebiſkoppen, blev han ſaa ærgerlig, at han ſelv lod Stavnen tage fra igjen og kaſte i Vandet, ſaa at den laa og drev omkring der paa Stranden. Dette viſer nokſom, hvor lidet venlig Forſtaaelſe der var mellem Kongen og Erkebiſkoppen, ſkjønt de ellers overholdt den ydre Anſtændighed; derimod var der ſtor Kjærlighed mellem Erkebiſkoppen og Kongens Søn, Junker Magnus; han var hartad den eneſte, med hvem Erkebiſkoppen plejede nogen Omgang, ellers viiſte han ſig tilbageholden mod de fleſte andre[15].

Dog fik Kongen ſnart Lejlighed til at overbeviſe ſig om, at Erkebiſkoppen ikke meente det faa» ilde, ſom han maaſkee foreſtillede ſig. Han ſtod nu i Begreb med at foretage et Krigstog til fremmed Land, paa hvilket mangt og meget kunde hænde; Nødvendigheden af at tage en Beſtemmelſe med Henſyn til Tronfølgen var indlyſende. Vel var der nu, efter Haakon den ringes Død, mindre Uſikkerhed end forhen, thi Junker Magnus var egentlig ſelvſkreven til Tronen fremfor Haakon den ringes efterladte Søn, Junker Sverre, efter den gamle Vedtægt, at Broder, ſaa længe en ſaadan fandtes, gik forud for Søn, iſær naar denne var fød førend Faderen endnu var kommen i Beſiddelſe af Tronen. Men ſikreſt var det dog, i Følge de paa den Tid herſkende Anſkuelſer, naar Tronfølgeren allerede havde faaet Kongenavn og var bleven hyldet i den regjerende Konges levende Live. I Betragtning heraf kaldte Kongen de fornemſte Mænd, der ſædvanlig dannede hans Raad, til ſig, og foreholdt dem, om de ikke fandt det tilraadeligt, at han nu lod Magnus hylde ſom Konge og Tronfølger i Stedet for ſin ældre Broder, der ſaa ſørgeligt var bleven Landet berøvet i ſin bedſte Ungdomsalder. Erkebiſkoppen, der naturligviis var tilſtede, heelt dette Forſlag med ſtørſte Iver, og talte med ſærdeles Varme for det. Herover kunde Kongen ikke tilbageholde ſin Forundring. „Hr. Erkebiſkop“, ſagde han, „da vi ved en tidligere Lejlighed handlede om Landeſkifte mellem mine Sønner, raadede I ſaa ivrigt til at Kong Haakon alene ſkulde bære Kongenavn efter min Død, men Junker Magnus nøje ſig med Hertugstitel. Saavel I, ſom flere fandt det da underligt, at jeg ikke vilde gjøre nogen formelig Beſtemmelſe i den Retning, men ømmede mig ved at ſkifte ulige mellem mine tvende jevnbaarne Sønner, foretrækkende da, ſom ellers, at lægge min Sag i Guds Haand. Sin er den bortkaldt, hvem I alle vilde have ophøjet paa den andens Bekoſtning; denne derimod, ſom I og flere af mine Raadgivere, vilde rinde mindre Hæder end han var fød til, er endnu i Live, og nu føre I et langt andet Sprog“. „Jeg negter ikke, Herre“, ſvarede Erkebiſkoppen“, at jeg fraraadede at have mere end een Konge ad Gangen her i Norge, og jeg undte ingen Kongenavnet bedre end Haakon, thi han var den ældſte, og jeg havde desuden ſelv givet ham det. Men nu, da Gud har bortkaldet ham, under jeg ingen Kongenavnet bedre end Junker Magnus“. Denne Tale fandt almindeligt Bifald, og ſaaledes blev det beſtemt, at der, inden man drog videre, ſkulde holdes almindeligt Thing, for at Junker Magnus paa dette kunde faa Kongenavn og hyldes. Viſtnok ſkulde denne Akt egentlig ſkee paa Ørething, men da man, ſom det beder, fandt det betænkeligt, at Riget ſkulde være uden Konge, medens Kong Haakon var borte, hævede man ſig over hiin Formalitet. Desuden var jo her Folk fra alle Kanter af Riget tilſtede i ſtor Mængde.

Hyldingsthinget holdtes St. Hans-Dag, der tillige var en Søndag. Paa hvilken af Ekerøerne man havde udſeet Plads dertil, ſiges ikke, men ſaa meget ſynes man at maatte antage, at det er voldt oppe i Land, ej ombord paa Skibene. Erkebiſkop Einar gav ogſaa Magnus Kongenavn, ſkjønt han dog ikke længer kunde regnes blandt Bøndernes Klasſe, ſom før, og Magnus aflagde den ſædvanlige Hyldingseed, at han vilde overholde Lov og Ret mod ſine Thegner: et Løfte, ſom heller ikke nogen Konge har holdt ſamvittigvedsfuldere end han. Eden aflagdes paa det ſaakaldte lignum vitæ, der maa have været et Stykke af det hellige Kors, maaſkee det ſamme, der ifølge de islandſke Annaler i Aaret 1234 kom til Nidaros, men ſom ej kan have været det, Sigurd Jorſalafare bragte til Landet, da dette allerede efter Vendernes Angreb paa Kongehelle 1136 flyttedes til Nidaros, ſaaledes ſom det fra førſt af var beſtemt[16]. Hiint Lignum vitæ var maaſkee Erkebiſkop Einar ſelv medbragt. Efterat Magnus havde aflagt ſin Hyldingseed, modtog han Troſkabseden, førſt af Knut Jarl (der altſaa maa have været med paa Toget), derpaa af Lendermændene og Skutilſveinene, og endelig af 12 Bønder fra hvert Fylke. Paa denne Dag havde Kongen Magnus, alle Biſkopperne, Lendermændene og Hirdſtjorerne hos ſig til Gjeſtebud; Erkebiſkoppen var, ſkjønt han havde deeltaget i Hyldingsakten, hindret fra at overvære Gjeſtebudet ved en Skade, han havde faaet i Armen: man friſtes til at tro at han ſøgte Paaſkud til at udeblive, fordi han ſtod ſig mindre godt med Kongen. Siden uddeelte den unge Konge ſtore Gaver, ſaaledes ſom det var Skik og Brug, endog til ſin Fader, hvilket dog egentlig maa have været for et Syns Skyld. Erkebiſkoppen gav han et ypperligt Langſkib paa flere end 20 Rum, foruden andre Foræringer; ogſaa mod de øvrige Herrer viiſte han ſtor Gavmildhed, ſaa at han derved ſtrax vandt megen Yndeſt[17]. Tilſidſt tog han ſig en Hird og et ſtort Følge, idet han dertil fornemmelig udvalgte dem, der havde ſtaaet i hans afdøde Broder Haakons Tjeneſte. Efter Beſtemmelſen ſkulde han forblive i Landet for at vogte og ſtore det, medens hans Fader var borte: derfor vendte han nu tilbage til Tunsberg, medens Kong Haakon med den ſtore Flaade lettede Anker fra Ekerøerne, og fortſatte Toget ſydefter med gunſtig Vind[18].

Kong Haakon ſtyrede gjennem Øreſund, og ankom Tirsdagen den 26de Juni udenfor Kjøbenhavn, hvor han lagde ſig med hele den ſtore Flaade i det ſaakaldte Refshaledyb (nu Kongedybet)[19]. Synet af de talrige, vel udruſtede Skibe vakte megen Forfærdelſe blandt de Danſke. Saa ſtor en fremmer Flaade havde man hidtil ikke ſeet i Landet, og man ængſtede ſig ſaare for, hvorledes det vilde gaa, derſom Kongerne ikke forligede ſig. Fredagen efter (den 29de Juni) kom Kong Chriſtopher til Byen med en betydelig Hær og mange fornemme Herrer, hvoriblandt Erkebiſkop Jakob, tre Biſkopper, Fyrſt Jaromar og flere. Kong Haakon lod nu melde, at han vilde forunde Kong Chriſtopher ſex Dages Friſt til at underhandle, førend han begyndte Fiendtligheder. Der aabnedes ogſaa Underhandlinger, ſkjønt endnu ikke umiddelbart mellem Kongerne ſelv; men, heder det i Sagaen, der var meget, ſom ſejlede i at Kongernes Fordringer kunde mødes, og mange af Nordmændene opmuntrede Kong Haakon til, ſtrax at begynde at herje. Men han havde engang givet ſit Ord, og vilde intet høre om at begynde Fiendtligheder, førend de ſer Dage var omme. Erkebiſkop Einar var iſær ivrig for at faa meglet Fred, og de øvrige Biſkopper underſtøttede ham troligt heri, ja endog, derſom man ſkal tro et enkelt Haandſkrift, Erkebiſkop Jacob[20], dog maa dette i ſaa Fald kun have været for et Syns Skyld, thi vi have ſtrax efter Sagaens udtrykkelige Vidnesbyrd for, at han ſlet ikke var glad i Fredsſlutningen, hvad ogſaa hans videre Handlinger nokſom viſe. Man begyndte førſt paa begge Sider nøjagtigt at beregne al den Skade, den ene Part troede at have lidt af den anden, for at man ſiden gjenſidigt kunde liqvidere mod hinanden. Men, heder det i Sagaen, det gik nu, ſom det altid plejede at gaa mellem Nordmændene og Danerne, naar de ſkulde beregne gjenſidig tilføjet Skade, at boer af Parterne tyktes at have lidt ſtørſt Afbrek. Det maatte vel ogſaa være ſaa godt ſom umuligt, at komme til nogen Vished i denne Sag, ſiden der, ſom vi have ſeet, efter den vel underrettede Matthæus’s udtrykkelig Beretning, ſkal have forefaldt flere Fegtninger mellem begge Landes private Handelsfartøjer. Den Ulempe, Nordmændene havde lidt fra danſk Side, maa fornemmelig have beſtaaet i private Handelsſkibes —Opbringelſen om hvilke Sagaen ej engang taler, thi ellers ſynes det virkelig heel vanſkeligt at forſtaa, hvorledes den Skade, Nordmændene havde anrettet ved det ſidſte Herjetog i Halland og Landets Brandſkatning ved Haakon den unge, endog paa langt nær vilde have kunnet opvejes af hvad Danerne maatte have øvet mod Nordmændene. For at gjøre Ende paa Sagen, foreſlog Erkebiſkop Einar nu for Kong Haakon, at Opgjøret ſkulde overlades Kongerne ſelv, ſaaledes at disſe vurderede ej alene deres egen, men ogſaa deres Underſaatters Skade. Haakon havde intet herimod, men imidlertid havde han gjort alt færdigt til at begynde Fiendtligheder, og anviiſt enhver Afdeling af ſin Hær, hvor den ſkulde gaa i Land og herje, hvis det ikke kom til noget Forlig. Da Erkebiſkop Einars Forſlag fremſattes for Kong Chriſtopher, erklærede ogſaa han ſig villig til at gaa ind derpaa, dog kun under den Betingelſe, at han fik fremſætte ſin Beregning og Paaſtand førſt. Heri ſamtykkede Kong Haakon, da han fandt, ſom ſandt var, at den, der havde det ſidſte Ord, ogſaa tillige havde den afgjørende Stemme. Da Kong Chriſtopher nu overlagde med ſine Raadgivere om, hvorledes han paa bedſte Maade kunde angive og vurdere den Skade, hans Underſaatter havde lidt, fandt man at dette havde ſtore Vanſkeligheder. Imidlertid nærmede Øjeblikket ſig, da Friſten var ude, og den veldige norſke Hær ſkulde gjøre Landgang for at anrette ſtore Ødelæggelſer vidt og bredt paa Kyſten. Den almindelige Ængſtelſe var ſtor, og Kong Chriſtopher kunde ikke længer forſvare at trodſe ſit Folks ivrige Ønſke om at gjenoprette Freden. Da tog han, efter ſine Venners Raad, den uventede, men kloge Beſlutning, heller at være den førſte til at viſe Ædelmod, end at vanſkeliggjøre Forliget ved ſmaalige Beregninger. Han erklærede, at han baade for ſin ſelv og ſine ganſke eftergav Nordmændene, hvad de havde forbrudt mod de Danſke. Og da Kong Haakon hørte dette, kunde han ikke paa ſin Side være bekjendt at ſtaa tilbage for Chriſtopher i Ædelmodighed: han gjorde ligeledes Afkald paa Erſtatning fra de Danſke for Nordmændenes Vedkommende; og Freden, med hvis Afſlutning det havde holdt ſaa haardt, kom ſaaledes, hartad paa en utrolig Maade, men til ſtørſte Glæde for alle, undtagen Erkebiſkop Jakob og Fyrſt Jaromar, i Stand i en Haandevending. Ja hvad mere er, det haardnakkede Fiendſkab, der havde fundet Sted mellem begge Konger, forandredes til det nøjeſte Venſkab og Defenſiv-Forbund. De kom perſonligt ſammen, idet Kong Haakon førſt var til Gjeſtebud hos Kong Chriſtopher i hans Telt, og Kong Haakon ſiden, den følgende Dag, bevertede den danſke Konge ombord paa ſit Skib. Chriſtopher, der endnu var en temmelig ung Mand, ſagde da, at han ſkulde være Kong Haakon i Søns, Kong Haakon ham i Faders Sted, og det blev afgjort, at de gjenſidigt ſkulde underſtøtte hinanden, naar ſom helſt det behøvedes. Man kan ikke undre ſig over, at Erkebiſkop Jakob og hans Venner, der maaſkee nu netop havde ventet at kunne faa Kongen ydmyget, ej ſyntes om en ſaadan Tractat, der ſaa godt ſom ganſke var ſtilet mod dem. Der ſiges ellers, at Kong Haakon ſkal have gjort et forgjeves Forſøg paa at faa Kong Chriſtopher og Erkebiſkop Jakob forligte. Det er i ſig ſelv heel rimeligt, at han kan have prøvet derpaa; det falder næſten af ſig ſelv, at denne Sag maatte komme paa Bane; men noget udtrykkeligt berettes ej derom. Ligeledes fortælles der, at Kong Haakon allerede nu ſkal have anholdt hos Chriſtopher og faaet hans Tilſagn om hans afdøde Broder Kong Eriks Datter Ingeborgs Haand for ſin Søn Kong Magnus, men heller ikke for dette Udſagn, hvor ſandſynligt det end er, kan der opviſes nogen udtrykkelig Hjemmel[21]. Det er let at forſtaa, at der under Kongernes Samtaler maatte blive afhandlet mangt og meget der ſtod i Forbindelſe med de Anliggender, der havde bragt dem ſammen, og at de navnlig maa have ønſket at beſegle deres nys ſtiftede Venſkab ved et Giftermaal mellem Medlemmer af begge Kongeætter. Chriſtopher havde paa denne Tid ſelv ingen Datter af den Alder, at hun paa lang Tid kunde blive gift med Magnus, der allerede var 19 Aar gammel, og ſaaledes med det førſte maatte tænke paa at indgaa Egteſkab Kong Eriks Datter Ingeborg var derimod paa denne Tid allerede i det mindſte halvvoxen. Hvorledes dette nu end forholder m„ ſaa er det aabenbart, at Venſkabet og Forbundet mellem Kongerne var oprigtigt meent. Om Haakon kan have næret Erobringsplaner med Henſyn til Halland, maa han nu ganſke have ſlaaet dem af Hovedet. Begge Konger gav hinanden ſtore Foræringer; ſaaledes tilbød Haakon den danſke Konge enten Marieſuden, eller i dens Sted tre andre Skibe af hans Flaade, hvilke han vilde vælge. Chriſtopher modtog Gaven, men vilde endnu ikke gjøre noget Valg, dette forbeholdt han ſig ſenere, og ſkulde da ſende Kong Haakon Bud derom. De ſkiltes ad i al Kjærlighed, og Kong Haakon vendte med vel forrettet Sag tilbage til Norge, hvor alle bleve glade ved hans Hjemkomſt, der viſt nok indtraf langt tidligere end de havde ventet. Han drog førſt til Tunsberg, hvor han gav Krigsfolket Hjemlov, og forkyndte, at han og hans Søn vilde tilbringe denne Vinter i Throndhjem, hvor de nu med Tryghed kunde opholde ſig, ſiden der ikke truede nogen Fare fra Danmark. De tiltraadte ogſaa Rejſen nogen Tid efter; ikke over Land, men til Søs, rundt Kyſten. Med Kongen fulgte paa hans eget Skib Dronningerne Margrete og Richiza[22].

  1. I Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 289 fortælles der, at der gik Ild af Lunnerne, da Marieſuden løb af Stabelen, hvilket endog omtales i Sturlas Kvad. I Peder Clausſøns Overſættelſe tilføjes der, at det anſaaes for et heldigt Varſel.
  2. En Codex nævner her „over to hundrede“, men dette maa dog være Feil. Ogſaa Zurita (Anales de Aragon) l. c. ſiger at Chriſtine havde „et ſtort Følge ſom det ſkikkede ſig for den, der ſkulde blive Dronning af Caſtilien“.
  3. De egentlige fornemme Damers Antal ſynes kun at have været 6, ſiden vi i det følgende erfare, at Chriſtina fik 7 Dameſadler til Foræring af Kejſerinde Berengaria.
  4. Se ovenfor II. S. 380.
  5. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 290.
  6. Han kaldes i Sagaen „Provincial for alle Prædikerkloſtre i den norrøne Tunge“; Forfatteren, ſom halv Nordmand, har her ikke villet bruge Benævnelſen „den danſke Tunge“, hvilket dog vilde have været en nøjagtigere Overſættelſe af den officielle latinſke Benævnelſe Provincia de Dacia.
  7. Se Forhandlingerne mellem Kong Chriſtopher og Erkebiſkop Jakob, Langebeks Scr. R. Dan. V. S. 586. Denne Beretning ſynes at være ſamtidig, og indeholder mange værdifulde Notitſer, men, beſynderligt nok, har den flere urigtige Datum-Angivelſer, ſaaledes f. Ex. naar den ſiger (S. 584), at Septuageſimaſøndag 1256 var 8 Dage før Cathedra Petri, altſaa 15de Februar; denne Dag var ikke engang en Søndag, men en Onsdag, og Septuageſima var 12te Febr.; ligeledes (S. 585) naar det heder, at Fredag efter Invocavit ſ. A. var 15de Marts; thi ogſaa denne var en Onsdag, medens hiin Fredag var 10de Marts.
  8. Langebek, l. c. 598.
  9. 9,0 9,1 Langebek, l. c. S. 586, 588, 596. Fredagen før Viti og Modeſti Dag, 8de Juni, omtales netop S. 596 ſom om den var den ſidſte Dag eller en af de ſidſte i Mødet.
  10. Langebek, l. c. S. 588.
  11. Suhm, Hiſt. af Danmark X, S. 327.
  12. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 291.
  13. Sammeſteds, Cap. 293.
  14. Se ovenfor II. S. 4 og 497. Det.er her allerede omtalt, hvorledes Glumſteen, merkeligt nok, i den legendariſke St. Olafs Saga Cap. 40 nævnes ſom Grændſepunkt (landamæri) for Norges Rige i videſte Forſtand. Norges Grændſepunkter opregnes der, efter hvad det lader, ſaaledes ſom de maa antages at have været paa Affattelſens Tid, og denne falder, efter hvad der i Fortalen til Udgaven, S. V., er viiſt, i anden Halvdeel af 12te Aarhundrede. Vi have ligeledes (II. S. 4) opſtillet den Formodning, at Magnus Barfot i 1096 har ladet ſig hylde i Nordre Halland. Vi ville ſiden ſee, hvorledes Kong Haakon, Sønneſøn af Kong Haakon Haakonsſøn, tilkjøbte ſig Nordrehalland af den danſke Grev Jakob, 1305. Ved alt dette kan neppe blot og bar Erobrings- eller Udvidelſes-Lyſt have været med i Spillet; der maa og, iſær efter den Tids herſkende Anſkuelſer, have været virkelige eller indbildte Krav, man vilde gjøre gjeldende.
  15. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 291. Den her nævnte Baard Groeſøn, der tilligemed Thore Greipsſøn ſiges at være fra Hardanger (þeir Harðengrir), havde, ſom ovenfor viiſt, været med paa det ſidſte Tog til Throndhjem mod Hertug Skule, og dette er den førſte Gang, han nævnes efter den Tid.
  16. Se ovenfor II. S. 770.
  17. Man ſkulde af Sagaen formode, at Magnus ogſaa havde haft de fornemſte Mænd i Selſkab hos ſig (i boði) og da givet dem Foræringer, ſkjønt det ikke ſiges med udtrykkelige Ord, uden hos P. Clausſøn. Eller maaſkee man uden Videre bør læſe „messudaginn hafði Magnus k. Hákon k. í boði sinu“, o. ſ. v., ſaa at det var Magnus, der holdt Selſkabet. Thi Tiden var meget knap.
  18. At Vinden var gunſtig, ſees af Reiſens Hurtighed.
  19. Refshaledybet kaldtes dette Skibsløb efter den ſaakaldte Refshale, eller Banke, paa hvilken der laa en Borg ved Navn Refshaleborg; nu er der Skanſen Tre Kroner. Efter Refshalebanken har maaſkee den lige overfor liggende Strand eller Øre faaet Navn af Refshale-Øre, Hale-Øre, Haløre, hvilket Navn ſenere, da der rejſte ſig en By paa Stedet, afløſtes af Navnet „Kjøbenhavn“, ſe Nordiſk Univerſitetsſkrift, II. Aarg. 25 fgg.
  20. Et enkelt Brudſtykke af en Saga-Afſkrift har her: „begge Erkebiſkopper gjorde ſig meſt Umage for at faa Forliget bragt i Stand“. Men dette maa være aldeles fejlagtigt, hvad Jacob angaar. Matthæus Pariſ. ſiger vel udtrykkelig (S. 643) at Freden fornemmelig kom i Stand ved Biſkoppernes Beſtræbelſer, men dette kan kun ſigte til Einar og de øvrige Biſkopper.
  21. Alt dette ſiges af Huitfeld (I. S. 248) der desuden ved at fortælle, at Kong Haakon ſøgte at forlige Kong Chriſtopher med Byrge Jarl, ſamt at Kong Haakon gav den danſke Ridder Stig Andersſøn ſin Datter Ingeborg til egte. Begge Dele ere urigtige, thi Chriſtopher og Byrge Jarl vare de ypperſte Venner og behøvede derfor ikke at forliges, og Kong Haakon havde ingen Datter ved Navn Ingeborg. Huitfeld citerer viſtnok „den norſke Krønike“ ſom Hjemmel, og ſiger at Stig Andersſøn der kaldes „Sti Hvitlader“, men her maa han, hvor ubegribeligt det end ſynes, have taget Fejl af et Sted, hvor den virkelige Stig Hvitaleder, der var gift med Knut Lavards Datter, omtales; overhoved herſker der i Fremſtillingen af alle disſe Begivenheder hos Huitfeld en fuldſtændig Forvirring, iſær i Chronologien. Saaledes ſiger han at der om hiint paatænkte Forlig mellem Kong Chriſtopher og Byrge Jarl under den norſke Konges Megling ſkulde holdes et Møde i Halland, men ved at læſe hans Beretning om Forhandlingerne paa dette Møde ſeer man at dette er intet andet end Mødet ved Fjælhem, der holdtes førſt i Juni, tidligere end Kong Haakons Ankomſt til Danmark den 28de Juni.
  22. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 293. Kong Haakons Nærværelſe i Danmark dette Aar omtales ogſaa i enkelte danſke Krøniker, navnlig Rykloſters Annaler; forøvrigt tales der yderſt lidet om denne Sag, og hvad der meddeles er baade forvirret og ufuldſtændigt. Af Interesſe er det at ſammenholde hermed Kong Chriſtophers Brev fra Kjøbenhavn af 9de Juli 1217, aftrykt i Thorkelins Dipl. Arn. I. S. 217, der er beſeglet af Dronning Margrete, Erkebiſkop Jakob, Biſkop Nikolaus af Viborg, Kongens Kantſler, Biſkop Peter af Roeskilde, Hertug Valdemar af Jylland, Grev Ernſt af Gleichen, Enkegrevinde Ingerd af Regenſtein, m. fl.; thi man kan ſkjønne at alle disſe Perſoner have været tilſtede ved det nys afholdte Fredsmøde, men at flere andre, hvoriblandt Jaromar og en af Biſkopperne, allerede vare afrejſte, medens Kongen og de øvrige vare blevne tilbage i Kjøbenhavn.