Det norske Folks Historie/5/16

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det varede ikke længe førend Kong Chriſtopher ſaa ſig nødt til at tage Kong Haakon paa Ordet. Hertug Valdemar i Sønderjylland, Abels Søn, døde ſamme Aar[1], ſom Freden med Norge ſluttedes, og da hans yngre Broder Erik vilde tiltræde Hertugdømmet ſom Arvelen, formeente Chriſtopher ham dette, idet han fremdeles intet vilde høre om Lenets Arvelighed, men drog til Sønderjylland med en anſeelig Krigsmagt, for atter at inddrage det under Kronen og beſatte alle Slotte og Len med fine Mænd. Den ringe Hertug Erik kunde ingen Modſtand gjøre, og begav ſig til ſine Morbrødre, de holſtenſke Grever. Men disſe, der ligeſaa lidet nu ſom forhen vilde taale, at der vederfores deres Frænder hvad de anſaa for Overlaſt, grebe til Vaaben og faldt ind i Jylland, ſom de herjede, enten endnu i dette ſamme Aar eller i Begyndelſen af det næſte. Paa ſamme Tid begyndte Erkebiſkoppen og Fyrſt Jaromar at yppe aabenbar Fejde mod Kongen. Det er tydeligt nok at Erkebiſkoppen, der harmedes over Tabet af ſine Forleninger, havde ſat ſit Haab til, at ingen Fredsſlutning ſkulde komme i Stand paa Mødet i Kjøbenhavn, for at han da maaſkee kunde faa den mægtige Kong Haakon paa ſit Parti. Da dette Haab mislykkedes, var han nødt til at handle paa egen Haand, og han ſaavel ſom hans tro Tilhænger Jaromar greb derfor Lejligheden, da Kongen var kommen i ny Fejde med de holſtenſke Grever. Erkebiſkoppen og Jaromar forbandt ſig med flere andre Misfornøjede, og kaſtede aabenbart Stridshandſken. Jaromar og Erkebiſkoppens Broder, Andres Erlandsſøn, droge efter Erkebiſkoppens Foranſtaltning og underſtøttede med Penge af ham, til Bornholm, der var en af de Erkeſtolen i Lund tilhørende Forleninger, ſom Kongen havde inddraget; de belejrede og indtog Borgen paa Øen, og lod mange af Kongens Mænd, der havde forſvaret den, dræbe, hvorefter Jaromar, ſom det ſynes, begav ſig til Sjæland og herjede, medens Andres blev tilbage ſom Befalingsmand paa Bornholm[2]. Kvarterer nu hertil at Bondeopſtanden fremdeles raſede, ſaa ſkjønnes det let, at Kong Chriſtophers Stilling maatte være heelmislig, og at han ej kunne undlade at benytte den Lejlighed der nu ſtod rede for ham til at ſkaffe ſig Underſtøttelſe mod ſine Fiender. Han ſendte derfor Bud, ſaavel til Kong Haakon ſom til Byrge Jarl, efter Hjelpetropper. Heraf ſees at Byrge Jarl maa have indgaaet en lignende Forſvarstractat med ham, ſom den, Haakon nys havde ſluttet, men det ſiges ingenſteds, naar det var ſkeet. Maaſkee det var ved den ſidſte Sammenkomſt i Halland, ſkjønt man ej erfarer, at der ved denne Lejlighed handledes om andet end Trætten med Erkebiſkop Jacob. Kong Chriſtophers Budſkab maa have været meget paatrængende, thi Kong Haakon oppebiede ikke engang den blidere Aarstid, da han kunde drage til Søs, men rejſte med ſin Søn, Kong Magnus, til Lands over Dovre, i det værſte Førefald, for ſnareſt mulig at treffe Byrge Jarl og aftale det fornødne med ham. Men da Kong Haakon kom ſammen med Byrge, ſandſynligviis i Kongehelle eller ved Ljodhuus, ſynes Bladet i Mellemtiden at have vendt ſig noget, ſaa at Chriſtopher ej længer trængte til øjeblikkelig Hjelp. Thi det beſluttedes kun, at de i Løbet af Aaret hver ſkulde udruſte en Hær paa 4800 Mand (eller mere, hvis nogen af dem havde Lyſt) og komme Kong Chriſtopher til Hjelp med denne Styrke, naar han maatte behøve det. Der var ikke meer Tale om nogen øjeblikkelig Udfart, og Byrge Jarl maa vel derfor imidlertid have faaet Bud fra Chriſtopher om, at Hjelpen ikke ſtrax var paatrængende nødvendig, men at han kun ønſkede et ſikkert Tilſagn om at den ſkulde ſtaa til hans Tjeneſte, naar han maatte behøve den. Ved dette Møde handledes og, ſiges der, om mange andre Sager, vedkommende begge —Rigers Interesſer. Blandt andet beſtemtes der, at Haakon den ringes Enke, Fru Richiza, ſkulde vende tilbage til Sverige og blive hos ſin Fader. Alt ſkede i ſtørſte Venſkabelighed, og den gode Forſtaaelſe, nu ſom herſkede mellem dem, tiltog, ſiges der, jo længere den varede. Modet ſynes ellers at have været temmelig langvarigt, da der berettes, at Fru Richiza lige derfra fulgte med ſin Fader op i Sverige. Thi da hun umuligt kan have rejſt over Land med Kongerne, men maa have været i Følge med Dronning Margrete[3], der tog Sø-Vejen fra Throndhjem, førſt til Bergen og ſiden til Tunsberg, kan hun ikke være indtruffen ved Elven førend en god Stund efter Kongernes Ankomſt. Det forſtaar ſig, om det end ikke ſagdes udtrykkeligt, at Kong Haakon meget anſtændigt affandt ſig med hende. Hendes Søn, den unge Junker Sverre, blev dog tilbage hos Farfaderen, der holdt meget af ham. Richiza egtede ſiden (1262) den meklenburgſke Fyrſte Henrik af Werle, med hvem hun havde flere Børn. Dog vedblev hun at kalde ſig Dronning[4].

Det førſte truende Uvejr ſynes, ſom ſagt, at maatte være gaaet over for Kong Chriſtopher, uagtet vi intet beſtemt erfarer derom af de magre mangelagtige danſke Krøniker, der omhandle disſe Aars Begivenheder. Viſt er det, at ingen Hjelpetropper i dette Aar ſendtes til Danmark, enten fra Sverige eller Norge. Kong Haakon og Byrge Jarl lode kun Kong Chriſtopher melde, at de ſkulde komme ham til Hjelp, naar det behøvedes; derhos ſendte Kong Haakon ham Marieſuden, hvilken Dronning Margrete havde ført fra Bergen, og ſom Chriſtopher ſandſynligviis gjennem de Geſandter, han affærdigede til Norge om Vinteren, havde udbedet ſig. Kong Chriſtopher takkede ſærdeles venligt for den ſmukke Gave og de gode Løfter. Det kan heller ikke for Øjeblikket have ſtaaet ſaa ſlet til for ham, ſiden vi erfare, at han ej alene tugtede de oprørſke Bønder, men ogſaa ſammenkaldte en Rigsdag i Odenſe for at lade ſin Søn krone, hvilket dog hindredes af Erkebiſkoppen, der ſelv udeblev, og forbød ogſaa de øvrige Biſkopper rinder Bans Straf at komme. Dette, ſaavel ſom al den øvrige Ulempe, Erkebiſkoppen havde forvoldt, foranledigede Chriſtopher til at oplægge Raad med ſine nærmeſte verdslige Venner om at fængſle Erkebiſkoppen og flere af hans Tilhængere, for ſaaledes, om muligt, endelig at ſkaffe ſig Ro i Riget, uanſeet at et ſaadant Skridt tvertimod kunde afſtedkomme megen Forvirring, da Erkebiſkoppen paa det før omtalte Møde i Vejle netop havde faaet det bekjendte Statut vedtaget, der ogſaa ſenere af Paven var bekræftet[5], at derſom nogen Biſkop inden Riget efter Kongens Befaling fængſledes eller paa anden Maade leed ſtørre Overlaſt, ſkulde hele Riget belægges med Interdict[6]. Men til den Tid maatte vel Chriſtopher netop regne paa at have Kong Haakon og Borge Jarl i Baghaanden. Kong Haakon drog paa Tilbagevejen fra Elven førſt til Tunsberg, hvor han mødtes med Dronning Margrete og tilbragte en kort Tid, derfra tog han Vejen til Bergen, hvor han ankom omtrent ved Chriſti Himmelfartsdag (2den Maj), og tilbragte den ſtørſte Deel af Sommeren, idet han afgjorde mange vigtige Anliggender. Det var denne ſamme Vaar, at hiin ſtore Ildebrand indtraf i Tunsberg, hvorom vi ovenfor have talt, og ſom lagde ſtørſte Delen af Byen i Aſke[7]. Hvad der iſær optog Kongen i Bergen, var, ſom det lader, de islandſke Anliggender, hvorom mere i det følgende. Kong Haakon tilbragte ogſaa Vinteren (1258—1259) i Bergen, og den følgende Vaar blev der endelig Alvor af Udruſtningen til Danmark, efterſom Kong Chriſtopher da paany ſendte Bud til Kong Haakon og Byrge Jarl, at de efter deres gode Løfte maatte komme ham til Hjelp. Kong Chriſtopher havde nemlig, den 5te Februar, ladet Erkebiſkoppen gribe paa hans Gaard Giſleborg i Skaane, og føre over til Fyen, hvor han blev kaſtet i haardt Fængſel paa Borgen Hagenſkov. Hans Frænder, Biſkopperne af Roeskilde og Odenſe, lode ſtrax, i Medhold af Vejle-Statutet, Interdict udgaa i deres Biſkopsdømmer, og de begave ſig begge bort, Biſkop Peder af Roeskilde til Fyrſt Jaromar paa Rügen, og Biſkoppen af Odenſe til ſit Slot paa Als, hvor han var de holſtenſke Grever ſaa meget nærmere; begge oplagde Raad med Rigets Fiender, og iſær ophidſede Biſkop Peder den rügiſke Fyrſte til atter at gribe til Vaaben for Erkebiſkoppen, og komme den betrængte Kirke til Hjelp. Jaromar var mere end villig dertil, og det er ikke uſandſynligt, hvad en ſenere Forfatter[8] angiver, at han tillige troede nu at have fundet en bekvem Lejlighed til at løsrive ſig fra det danſke Herredømme. Han ankom til Kjøbenhavn med en meget ſtor Hær ſtrax efter Paaſke[9], indtog Byen og Slottet, og herjede Sjæland paa det frygteligſte, medens Kong Chriſtopher maatte ile til Jylland for at møde et Angreb af de holſtenſke Grever. Under disſe Omſtændigheder var det rimeligt, at han ſendte Bud til Kong Haakon og Byrge Jarl om ſnarlig Hjelp. Kong Haakon var ogſaa ſtrax rede til at indfrie ſit Løfte, lod ſine Skibe ſætte paa Søen, ſtevnede Lendermændene og Sysſelmændene til ſig, og udbød Leding, dog neppe, ſom man maa formode, af hele Landet, da de nordligere Egne viſtnok vare for langt bortliggende til at deres Skibe og Krigsfolk kunde indfinde ſig tidsnok. Endda, ville vi ſee, kom han ſenere til Danmark end paaregnet. Da Skibene fra den veſtlige Kant af Landet vare ſamlede, begav Haakon ſig afſted med dem, før at drage til Tunsberg, hvor alt Krigsfolket fra Viken, der viſtnok vilde udgjøre den ſtørſte Deel af hans Hær, ſkulde indfinde ſig. Men undervejs, udenfor Jæderen, mødte han to danſke Riddere, der bragte ham den Beſked, at Kong Chriſtopher var død i Ribe den 29de Mai[10], men at Enkedronningen, Margrete og de øvrige kongeligſindede Høvdinger ikke des mindre lode Kong Haakon anmode om at komme hende og hendes umyndige Søn, Kong Erik, til Hjelp. Kong Haakon overlagde med ſine Venner om, hvad han ſkulde gjøre. Nogle meente at han nu var løſt fra ſin Forpligtelſe, og ikke behøvede at drage til Danmark. Men Kong Haakon vilde ikke bryde det Ord, han engang havde givet, fortſatte Rejſen til Tunsberg, oppebiede her Skibene fra Viken, og drog med en ſtor og vel bemandet Flaade ned til Kjøbenhavn. Ogſaa Byrge Jarl havde foretaget Udruſtninger, men kom ikke videre end til Bleking, hvor rimeligviis Efterretningen om Kong Chriſtophers Død har mødt ham, og bevæget ham til at indſtille Toget[11].

Kong Haakon kunde ogſaa gjerne have ſparet ſig den ſtore og bekoſtelige Udruſtning, thi da han kom til Kjøbenhavn og talte med Dronningen, hvilket ikke kan have ſkeet førend i Juli, var den værſte Fare forbi[12]. Dronningen og hendes Høvdinger havde allerede ſtrax efter Chriſtophers Død aabnet Underhandlinger med de holſtenſke Grever om en foreløbig Stilſtand, for i det mindſte at vinde Tid til at lade ſin Søn krone, og et Forlig var kommet i Stand paa det Vilkaar blandt flere, at Erik, Abels Søn, ſkulde beholde Sønderjylland ſom Hertugdømme. Jaromar, der heden pavelig Skrivelſe formelig opfordredes til at befrie Erkebiſkoppen, og ſom tillige havde haft den unge Hertug Erik, der anholdt om hans Datters Haand, i Følge med ſig, holdt ſig meſt i den ſydlige Deel af Sjæland, hvor han havde ſlaaet de af Dronningen til Landværn opbudne Bønder ved Neſtved (14de Juni) og lagt denne Stad i Aſke; men ved Efterretningen om Haakons Ankomſt tog han ſtrax Flugten over til den vendiſke Kyſt[13]. Rimeligviis begav han ſig bort ved det blotte Budſkab om, at Kong Haakons Flaade nærmede ſig[14], thi ellers vilde det ſynes underligt, at Dronningen ikke længer ſkulde trænge til Kong Haakons Hjelp; paa denne Maade kan det ogſaa’bedſt forklares, at Dronningen ved Haakons Ankomſt var i Kjøbenhavn, hvilken Stad dog tidligere var i Jaromars og Hertug Eriks Vold. Da Dronningen ved ſin førſte Sammenkomſt med Kong Haakon i .Kjøbenhavn meldte ham, at der var ſluttet Forlig med de holſtenſke Grever, og at man ej længer trængte til hans Hjelp, kunde han ikke tilbageholde ſin Misfornøjelſe med, at man ſaaledes havde ulejliget ham forgjeves, og han ytrede endog, at de Danſke ikke havde handlet ærligt imod ham. De vare dog undſkyldte, da det øjenſynligt havde varet vel længe med Kongens Udruſtninger, ſaa at han ikke kunde indtreffe i Danmark da det egentlig gjaldt; heller ikke kan hans Nærværelſe ſiges at have været overflødig, da det dog aabenbart var den, ſom befriede Sjæland fra Jaromars Ødelæggelſer. For øvrigt viiſte han og Enkedronningen hinanden al Venſkabelighed, og gave hinanden gjenſidigt Foræringer. Det vilde ogſaa have været utilbørligt, om man ikke havde paaſkjønnet hans gode Vilje, ſelv om han var kommen noget for ſeent. Medens Kong Haakon laa for Kjøbenhavn, lod han over ved Malmø tage en Kogg, tilhørende Erkebiſkoppens Broder Jens Erlandsſøn, Befalingsmand paa Helſingborg; Beſætningen beſtod af Folk, der havde været i Følge med Fyrſt Jaromar, og Kong Haakon lod dem fremſtille paa et almindeligt Bymøde, for at de Danſke kunde betragte dem om dømme, om de vare Kjøbmænd eller Ransmænd. De erklæredes for de værſte Ransmænd, og bleve deels halshugne, deels paa anden Maade afſtraffede. Koggen, paa hvilken det havde været, beholdt Kong Haakon, og brugte den ſiden til at føre ſine Hefte paa. Kong Haakon forlod ikke Kjøbenhavn førend om Høſten[15], da Erkebiſkop Jakob rimeligviis allerede var ſat paa fri Fod. Dette er maaſkee endog ſkeet efter Kong Haakons udtrykkelige Raad og Ønſke, da det viſtnok maatte forekomme ham, den oprigtige Ven af Kirken, betænkeligt, ja endog formaſteligt, at holde en ſaadan Mand fængſlet, ligeſom ogſaa hans Frigivelſe var den eneſte Maade til at faa det Interdikt hævet, der hvilede over Riget, og ſom maa have fyldt alle fromme Gemytter med Uro og Bedrøvelſe. Kong Haakons Nærværelſe i Danmark har ſaaledes dog viſtnok bidraget ikke ſaa lidet til, i det mindſte for en Tid, at gjenoprette Orden og Rolighed i Landet. Da han omſider vendte tilbage til Norge, tog han, ſom det ſynes, Vejen lige til Bergen, hvor han ogſaa tilbragte den følgende Vinter (1259—1260).

18. Kongedatteren Chriſtinas Rejſe til Spanien og hendes Giftermaal med Infanten Don Philip.

Forinden vi gaa videre i at omhandle de politiſke Begivenheder under Kong Haakons Regjering, ville vi berette om Kongedatteren Chriſtinas i flere Henſeender merkelige Rejſe til Spanien, der i Sagaen beſkrives ſaa udførligt, at man næſten maa formode at en af dem, der vare med, har efterladt ſkriftlige Optegnelſer, ſom Sagaſkriveren ſiden benyttede. Dog havde han Lejlighed nok til ogſaa at lade ſig mundtligt underrette derom af dem, ſom ſelv havde været med, thi da Sagaen forfattedes kun ſyv Aar efter deres Tilbagekomſt, maatte de paa den Tid endnu have alt i friſkt Minde, hvad ogſaa Beretningens nøjagtige Overeensſtemmelſe med, hvad man andenſtedsfra veed om Forholdene i Spanien, nokſom viſer. Kongedatteren ankom, ſom bi allerede ovenfor have berettet, til Yarmouth i England, hvor Kong Henriks Søn Edward, der ſiden fulgte ham i Regjeringen, tre Aar forud havde egtet Eleonora, en Syſter af de caſtiliſke Kongeſønner, mellem hvilke hun ſkulde vælge. Der tales dog intet om at hun aflagde noget Beſøg ved det engelſke Hof, eller gjorde Bekjendtſkab med ſin tilkommende Svigerinde. Tvert imod lader det til, at hun kun har anløbet Yarmouth, og derfra

  1. At Valdemar døde efter Fredsſlutningen til Kjøbenhavn ſees deraf, at han er en blandt Medbeſeglerne af det for omhandlede Brev, udſtedt den 8de Juli.
  2. Ogſaa med Henſyn til disſe Begivenheder er der megen Forvirring, hvad Chronologien angaar, fornemmelig paa Grund af de danſke Kilders Ufuldſtændighed, og de Misforſtaaelſer, hvori ældre ukritiſke Forfattere, navnlig Huitfeld, have gjort ſig ſkyldige. Vor Saga fortæller udtrykkeligt i Cap. 205, at Kong Haakon og Magnus tidligt om Vaaren 1258 begav ſig over Land fra Throndhjem til Gøtaelven for at møde Byrge Jarl, da Danekongen havde æſket norſk og ſvenſk Hjelp, efterſom Jaromar gjorde Ufred i Sjæland, og de holſtenſke Grever herjede Jylland. Kong Haakon mødte Byrge Jarl, talte med ham, vendte tilbage til Tunsberg, opholdt ſig der i nogle faa Dage, og drog derfra til Bergen, hvor han endnu ankom ved Himmelfartstider (2den Mai). Altſaa maa nødvendigviis hine Fejder, der bragte Chriſtopher til at æſke norſk og ſvenſk Hjelp, have fundet Sted enten aller førſt i 1258 eller ſidſt i 1257. Vel ytrer Suhm (X. 354) Betænkeligheder ved at antage Sagaens Udſagn om Jaromars Ufred paa Sjæland, fordi ingen af de danſke Krøniker omtaler noget ſaadant førend efter Erkebiſkoppens Fængſling 1259, hvorimod han dog tilføjer, at hvis Sagaen nævnte Bornholm i Stedet for Sjæland, vilde han tro at Jaromar var dragen didhen allerede i 1257—58, ikke i 1260, ſom de danſke Krøniker have. Men her er det vel at merke, at dette ej ſiges i „alle de danſke Krøniker“. Det er Huitfeld, ſom ſiger det (S. 259), men uden anden Hjemmel end den for omtalte, ſenere i Langebeks Scr. rer. Dan. V. optagne Fremſtilling af Forhandlingerne mellem Kong Chriſtopher og Erkebiſkoppen, hvis Chronologi han, ſom vi allerede af hans Beretning om Modet med Byrge Jarl have ſeet, aldeles C forvirrer. Blandt Aktſtykkerne til denne Fremſtilling er der og et Straffebrev fra Pave Urban IV. til Erkebiſkop Jacob, hvor det heder (l. c. S. 610): „ſkjønt du havde aflagt Kong Chriſtopher Hyldingseed, ſaa betænkte du dig dog ikke paa at begaa Majeſtætsforbrydelſe, men ſtiftede en Sammenſværgelſe mod ſamme Konge med andre mægtige Mænd, og ſendte en Hær under din Broder Anders ſamt Fyrſt Jaromar til Bornholm o. ſ. v., — der ſiges ligeledes at du, ſkjønt du tidligere havde været med at udvælge Kong Chriſtophers Søn Erik til Konge, ſiden vægrede dig ved at ville krone ham“ —. o. ſ. v. Dette viſer dog, at Angrebet paa Bornholm maa have fiin: det Sted førend der paa Rigsdagen i Odenſe 1258 var Tale om Eriks Kroning: i alle Fald maa det være ſkeet i Chriſtophers Levetid, hvilket fremgaar af Udtrykket „ſamme Konge“. Toget til Bornholm er altſaa ſkeet enten ſidſt i 1257 eller førſt i 1258, og intet er da rimeligere, end at Jaromar ogſaa ved ſamme Lejlighed har hjemſøgt Sjæland. Thi at de danſke Krøniker intet have om dette, er ej beſynderligere, end at de intet have om Kong Haakons Krigstog til Halland, og at Sagaen igjen intet nævner om Bornholm, finder let ſin Forklaring deraf at hvad der ſkete paa denne afſides Ø ej har været anſeet vigtigt nok til at berettes. Den fortæller i det mindſte intet om Bornholms-Affæren ſenere, uagtet den dog nævner Jaromar. Vi have imidlertid haft, og ville fremdeles faa ſaa mange Anledninger til at overbeviſe os om dens Nøjagtighed, iſær hvad Chronologien angaar, endog hvor der er Tale om fjernere Lande end Danmark, at der ikke er mindſte Grund til ved nærværende Lejlighed at tvivle om Rigtigheden af dens Angivelſe, iſær naar denne, ſom vi her ſee, aabenbart ſtemmer med de authentiſke Aktſtykker. Og derfor antage vi, ſom ovenfor fremſat, at Jaromar hjemſøgte Sjæland baade i 125⅞ og i 1259, og at Toget til Bornholm allerede ſkede i 125⅞. Herved ville ogſaa de følgende Begivenheder, navnlig Erkebiſkoppens Fængsling, bedre kunne forklares. Imidlertid er det beſynderligt nok, at det ſtrax ligeſom ſtilnede af igjen med den aabenbare Krig i Danmark. Sandſynligviis har de holſtenſke Grevers Indfald i Jylland denne Gang kun været kortvarigt, og Jaromar kun i Forbigaaende herjet paa Sjæland, medens der for det førſte ikke var noget yderligere at gjøre i Anledning af Begivenhederne paa Bornholm, ſom Erkebiſkoppens Mænd nu engang havde faaet i deres Vold. Herom kan Chriſtopher lettelig have underrettet Byrge Jarl, eller han kan have meldt det til ham og Haakon, medens de vare ſamlede ved Elven.
  3. Margrete, ſiges der, ſejlede fra Throndhjem til Bergen paa et Skib, kaldet Saudavomben; i Bergen gik hun ombord paa Marieſuden og ſejlede med den til Tunsberg. Dette vi-ſer, at Kong Chriſtopher maa have udbedet ſig den ved ſine Sendebud.
  4. Se Suhm X. 850. Her anføres et Diplom„ i hvilket Richizas Sønner, Junkerne til Werle, kaldte hende Dronning af Sverige: Dronningtitlen havde hun fra Norge, og Tillægget „af Sverige“ antyder ſaaledes kun hendes Herkomſt.
  5. Dette er det bekjendte Statut, almindelig benævnt efter Begyndelſes-Ordene: Quum ecclesia Daciana (adeo gravi persecutioni sit exposita).
  6. Pave Alexanders Bekræftelſe paafulgte i Novbr. 1257.
  7. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 296.
  8. Stang, Vandalia, VII. 28.
  9. Fredag efter Paaſke, altſaa 18de April, ifølge de esromſke Annaler, Langebeks Scr. r. D. S. 246.
  10. Det Rygte gik, at Chriſtopher var bleven forgiven af Arnfaſt, Abbed i Rykloſter, enten i et Gjeſtebud, eller og, ſom nogle ſagde, i Hoſtien. Endogſaa Pave Urban IV ſigter i ſit Brev til Erkebiſkop Jakob af 1264 ligefrem Arnfaſt for at have forgivet Kongen (Langebek Scr. r. D. V. 611).
  11. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 298.
  12. Da Kong Haakon allerede ved Seinen„ førend han kom til Tunsberg, erfarede Kong Chriſtophers Død, hvilken Efterretning da mindſt maa have været 14 Dage gammel, og han vel neppe tilbragte kortere Tid i Tunsberg end 14 Dage eller maaſkee 3 Uger, kan han ej engang have tiltraadt Afrejſen fra Tunsberg førend i Juli, og er da kommen til Kjøbenhavn omtrent midt i denne Maaned, over 4 Uger efter Slaget ved Neſtved.
  13. Dagen, da Neſtvedſlaget holdtes, angives i de neſtvedſke Annaler hos Langebek I. S. 371 til St. Baſilii Dag den 14de Juni. Nogle Annaler, ſom Rykloſters (l. c. I. 168), Esroms (l. c. S. 246) Strals (l. c. III. 312) henføre Neſtvedſlaget til 1260, men aabenbart med Urette. Neſtved-Annalerne maa her fornemmelig være at lide paa; de viſe ſig ogſaa i andre Henſeender at være ſærdeles nøjagtige.
  14. I Sagaen ſtaar der udtrykkeligt, at Jaromar flygtede over til Vendland, da han hørte at Kong Haakon var kommen i Danmark, hvilket ej behøver at forklares ſom eenstydigt med at han var kommen, men alene at hans Flaade havde viiſt ſig i de danſke Farvande. Ligeledes ſeer man, at Jaromar maa have været borte, da Haakon lod tage Jens Erlandsſøns Kogg, thi det heder om Beſætningen, at „den havde været med Jaromar“.
  15. At han drog fra Kjøbenhavn om Høſten, ſiges udtrykkeligt i Sagaen Cap. 298, og da man til Høſten neppe endnu regner Auguſt, maa hans Afrejſe fra Kjøbenhavn ſættes til September Maaned. Men allerede 11te Auguſt var Erkebiſkoppen paa fri Fod, hvilket ſees af hans Originalbrev fra Lund af det Datum, aftrykt hos Thorkelin, Dipl. I. S. 312; man har ogſaa et andet Brev af ham, dateret Roeskilde 7de September (Suhm X. 397). Dette viſer, at de fortrinlige Neſtved-Annaler ſaavel ſom de esromſke have Ret, naar de udtrykkeligt ſige at Erkebiſkoppen ſlap ud 1259, men at Huitfeld og flere fejle, der lade ham ſidde fængſlet til 1261. Naar ſaaledes Erkebiſkoppens Frigivelſe indtraf, medens Kong Haakon laa for Kjøbenhavn med en mægtig Flaade, for at underſtøtte Dronningen, er det umuligt andet, end at han maa have været tagen paa Raad med ved en faa vigtig Sag, ja det ſynes endog, ſom om han maa have haft en væſentlig Skemme derved, eller rettere have foranlediget den, deels fordi han tidligere havde ſtaaet i Venſkabsforhold til Erkebiſkoppen, deels fordi han maatte erkjende hans Frigivelſe for den førſte Betingelſe for Rolighedens Gjenoprettelſe i Landet.