Det norske Folks Historie/5/18

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Forinden vi gaa videre i at omhandle de politiſke Begivenheder under Kong Haakons Regjering, ville vi berette om Kongedatteren Chriſtinas i flere Henſeender merkelige Rejſe til Spanien, der i Sagaen beſkrives ſaa udførligt, at man næſten maa formode at en af dem, der vare med, har efterladt ſkriftlige Optegnelſer, ſom Sagaſkriveren ſiden benyttede. Dog havde han Lejlighed nok til ogſaa at lade ſig mundtligt underrette derom af dem, ſom ſelv havde været med, thi da Sagaen forfattedes kun ſyv Aar efter deres Tilbagekomſt, maatte de paa den Tid endnu have alt i friſkt Minde, hvad ogſaa Beretningens nøjagtige Overeensſtemmelſe med, hvad man andenſtedsfra veed om Forholdene i Spanien, nokſom viſer. Kongedatteren ankom, ſom bi allerede ovenfor have berettet, til Yarmouth i England, hvor Kong Henriks Søn Edward, der ſiden fulgte ham i Regjeringen, tre Aar forud havde egtet Eleonora, en Syſter af de caſtiliſke Kongeſønner, mellem hvilke hun ſkulde vælge. Der tales dog intet om at hun aflagde noget Beſøg ved det engelſke Hof, eller gjorde Bekjendtſkab med ſin tilkommende Svigerinde. Tvert imod lader det til, at hun kun har anløbet Yarmouth, og derfra ſat Rejſen umiddelbart til Nordmandie[1]. Da de kom did, — rimeligviis til Rouen, hvor hun ofrede et Sølvkar ved Mesſen, vilde Ivar Engleſøn, ſiges der, drage Søvejen, medens Sira Ferdinand, Thorlaug Boſe og de, der havde Erende til den franſke Konge, førſt vilde begive ſig til ham; med dem fulgte Kongedatteren, der ſaaledes gjorde den øvrige Deel af Rejſen over Land; til det hele Følge anſkaffedes ikke færre end 70 Heſte foruden dem, de før havde. Kong Haakon maa vel altſaa have medgivet Thorlaug Boſe et Budſkab, eller i det mindſte en Hilſen til Kong Ludvig, og ſandſynligviis har det allerede fra førſt af været aftalt, at Chriſtina fra Nordmandie af ſkulde drage over Land. Haakon og Kong Ludvig havde, ſom vi vide, allerede længe ſtaaet i venſkabelig Forbindelſe med hinanden. Ludvig var desuden nær beſlægtet med den caſtiliſke Konge og hans Brødre[2]. Dog indfandt Chriſtina ſig ikke perſonligt hos ham; det laa maaſkee for meget ude af hendes Vej[3]; men Thorlaug og Ferdinand fremſtillede ſig for ham, og bleve venligt modtagne. Da han borte at Kongedatteren var i Følge med dem, fraraadede han dem at lægge Vejen om Gaſcogne, der ſtod under den engelſke Konge, med hvem han juſt paa denne Tid, ſom det ſynes, befandt ſig i et ikke ſaa ganſke venſkabeligt Forhold[4], men bad dem heller tage den øſtre Vej, gjennem hans eget Rige; han beſkikkede endog en af ſine Mænd til at følge dem paa Rejſen og medgav ham ſit aabne Brev og Segl, hvorved hans Befalingsmænd tilholdtes at viſe hende og hendes Følge al Gjeſtfrihed og yde dem al den Biſtand, de maatte forlange. Paa denne Maade eſkorteredes de den hele Vej lige til Narbonne, hvis Befalingsmand (Vicomte Aimery?) viſte hende ſaa ſtor Opmærkſomhed, at han den Dag befordrede hende og hele det ſtore Følge paa ſin egen Bekoſtning. Fra Narbonne droge de den ſædvanlige Vej (over Perpignan og Figueras), der beſkrives ſom meget bjergrig og beſværlig (nemlig over Pyrenæerne) til Gerona i Catalonien. Allerede ved den cataloniſke Grændſe, hvor de ſaaledes kom ind i Kongen af Aragons Omraade, bleve de ſærdeles forekommende modtagne, og da den Greve[5], der ſorte Befalingen i Gerona, hørte at Chriſtina nærmede ſig, reed han vende imøde næſten to Mile, ledſaget af Biſkoppen og henved 300 Mand, og førte hende i højtideligt Optog ind i Stuen„ idet han ſelv holdt i Bidſlet paa hendes Heſt, og Biſkoppen reed paa den anden Side, lige til de naaede Herberget, hvor de Fremmede ſkulde tage ind. Hun forblev der i tre Dage, vel bevertet af Greven. Siden fortſatte hun Rejſen til Barcelona[6], hvor Kong Jacob (Jayme) af Aragon ſelv reed hende mere end tre Mile imøde, ledſaget af tre Biſkopper og en talrig Skare, førte ſelv hendes Heſt ved Tøjlen ind i Byen, og bevertede hende og hendes Mænd i“ to Dage. Overhoved havde han engang for alle beſtemt, at hun og hendes Følge ſkulde nyde frit Underhold gjennem hele hans Rige, og forordnede, at naar hun kom til en Stad, ſkulde de fornemſte Mænd, Baronerne og Ridderne ride hende imøde og gjøre hende ſin Opvartning. Sandſynligviis tog hun den ſædvanlige Vej over Zerida og Zaragoza, da Rejſen gjaldt Burgos og Valladolid. Den 23de December ankom hun til en en caſtiliſk Stad, kaldet Sarre, hvor hun blev modtagen af Kongens Frænde Don Luis[7], en Søn af den for omtalte, i 1237 afdøde Johan af Brienne, Konge af Jeruſalem og Kejſer af Conſtantinopel, med Berengaria, Kong Alfonſos Faſter, der med ſine tre Sønner allerede i længere Tid opholdt ſig i Spanien, og nu befandt ſig i Burgos, maaſkee for at modtage Chriſtina. Hendes Søn Don Luis var dragen forud til Sarre[8], hvorfra han med Biſkop Peter af Aſtorga reed Chriſtina imøde. Dagen efter (Juleaften) ankom Chriſtina til Burgos, hvor hun blev modtagen paa det bedſte og fik Qvarteer anviiſt for ſig og hele ſit Følge i det Kloſter, hvor Kejſerinde Berengaria opholdt ſig[9], ſandſynligviis Benedictinerkloſtret St. Ivan. Chriſtina tilbragte de tre Juledage der i Staden og ofrede tredie Juledag ved Mesſen et koſteligt Sølvkar, Mage til det, hiin havde ofret i Rouen. Dette, ſiges der, vakte almindelig Beundring. Fjerde Juledag forlode de Staden, da Kong Alfonſo, ſom opholdt ſig i Palencia, gjerne ønſkede at treffe ſammen med hende Nytaarsdag. Ved Afrejſen ſendte Kejſerinden 7 Fruentimmerſadler til hende og hendes Damer, ſamt et Stykke koſteligt guldindvirket Tøj, kaldet Baldakin, ſom hun ſelv ſkulde bære. Den Dag, da hun ventedes til Palencia, reed Kong Alfonſo med et talrigt Følge ud imod hende, modtog hende ſom ſin egen Datter, og førte ſelv hendes Heſt ved Tøjlen ind i Staden. Tre Dage efter, den 3die Januar, drog Kongen ſelv med hende til Valladolid, hvorfra Kongens Søn, ſom det heder — han var da kun et toaars Barn[10] — kom dem imøde med en „utallig Mængde Riddere, Baroner, Erkebiſkopper, Lydbiſkopper og Afſendinger baade fra Chriſtne og Hedninger“ (det vil ſige Mohammedanere)[11]. Kongen lod hende anviſe en ſømmelig Bolig i Staden, og naar ſom helſt han eller Dronning Violante beſøgte hende, førte de hende ſelv til Sæde. Overhoved blev der viiſt hende ſaa megen Hæder, ſom der ſjelden eller aldrig plejede at vederfares nogen Udlænding, og det var et almindeligt Sagn blandt Nordmændene, at ſiden Kong Sigurd Jorſalafares Tid havde ingen Ferd været gjort fra Norge til fremmede Lande med ſaa megen Glands, og paa hvilken man havde nydt ſaa megen Hæder af udenlandſke Høvdinger, ſom denne. Hertil maa vel og Chriſtinas egen Perſonlighed have bidraget. Hun var i ſin Ungdoms Blomſt, fyldte netop ſit 24de Aar, beſad viſtnok, ſom Faderen og hele hendes Æt, ypperlige Evner, havde ved Faderens intelligente Hof upaatvivleligt modtaget en mere end almindelig Dannelſe, og forſtod derfor ganſke viſt at optræde med Anſtand og indtage ſine Omgivelſer. Det bedſte Beviis derpaa fik man kort efter, da der indløb et Brev til Kong Alfonſo fra hans Svigerfader Kong Jayme af Aragon, der ſelv havde gjort hendes Bekjendtſkab, og bad om, at han nu maatte faa hende til Egte. Hans anden Dronning, Violante, Datter af Kong Andreas 11 af Ungarn, var nemlig død 1251, og han var vel nu allerede 53 Aar gammel, men dog, ſom man maa antage, i ſin fulde Manddomskraft. Hvorledes han kunde finde paa at bejle til hende, er ellers næſten en Gaade, da han jo dog maatte vide, at hun var kommen til Spanien for at egte en af Alfonſos Brødre. Men da det udtrykkeligt ſiges i Sagaen, kan der ej være Skygge af Tvivl derom, og man kan da blot tage ſin Tilflugt til den Formodning, at han ved Mødet i Barcelona har ſyntes meget godt om hende, og troet at den førſte Beſtemmelſe nok kunde lade ſig forandre, naar han ønſkede det. Og, merkeligt nok heller ikke Alfonſo ſynes at have haft noget imod at føje ſin Svigerfader, da der fortælles, at han lod det komme an paa Chriſtina og Nordmændene, hvad Svar man ſkulde give Don Jayme; ja han ſkal endog have anbefalet ham, ſom „en god Dreng og ſtor Høvding“. Men Chriſtinas norſke Raadgivere fandt ham for gammel, og derfor blev der intet af dette Giftermaal. Kong Alfonſo gav nu Chriſtina Valget mellem tre af ſine Brødre, Don Frederik, Don Sancho og Don Philip, og ſkildrede hende deres Egenſkaber: Frederik, den ældſte, var en tapper Mand og dygtig Ridder, der holdt god Juſtits i ſit Len, men var ivrigt hengiven til Jagten, hvorved han, ſom det ſynes, formedelſt et eller andet Uheld havde faaet en Skade i Læben[12]; de to andre vare beſtemte til den gejſtlige Stand, idet Sancho var udvalgt Erkebiſkop af Toledo, Philip udvalgt Erkebiſkop af Sevilla; Sancho var allerede en dygtig og vel oplært Gejſtlig man var endog kongelig Kantſler), men Philip havde ingen Lyſt til den gejſtlige Stand, han yndede mere Ridderſpil og Jagt med Høge og Hunde efter Bjørne og Vildſviin, og var lyſtig og venlig i Omgang: hans Udſeende behøvede ej at beſkrives, da han opholdt ſig ved Hoffet, ſaa at Chriſtina og Nordmændene dagligt kunde ſee ham[13]. Kongen omtalte ogſaa ſin fjerde Broder Henrik, der i Alder fulgte næſt efter Frederik, og negtede ikke at han var „den bedſte Ridder“ af dem alle fire, men ſagde dog, at der ej kunde blive Tale om ham, da han havde gjort Opſtand og ført Avindſkjold baade mod hans Fader og mod ham ſelv[14]. Det var tydeligt at ſee, at Kongen helſt ønſkede hun ſkulde vælge Philip, og da han tillige behagede hende ſelv, ſaavel ſom alle Nordmændene bedſt, ſaa valgte hun ham. Der ſiges ikke at Philip gjorde nogen Indvending, og uagtet han,: ſom ſagt, var beſtemt for den gejſtlige Stand, udvalgt til Erkebiſkop af Sevilla ſamt derforuden til Abbed i Valladolid og Covarrubias (dog ſikkert kun for at beſidde disſe Prælaturer ſom Præbender), var dette dog ikke til nogen Hinder; han fraſagde ſig Erkebiſkopsſtolen, og trolovede ſig Dagen efter (den 6te Februar) med Chriſtina[15]. Den førſte Bøn, hun gjorde ham, var den, at han vilde lade bygge en Kirke til Ære for St. Olaf, hvilket han ſtrax lovede, ſom overhoved alt, hun bad ham om. Brylluppet blev holdt Søndag efter Paaſke (31te Marts) med megen Pragt. Onsdagen efter indtraf to af Kong Haakons Svende, Thoralde og Bjarne, ſom han havde afſendt, uviſt i hvad Erende: de berettede om hvad Kongen i Mellemtiden ſiden Chriſtinas Afrejſe havde taget ſig for, og fornemmelig vel om Junker Magnus’s Ophøjelſe til Kongeværdigheden og Fredsſlutningen med Danmark. Saa vidt man kan ſkjønne, blev der oprettet et Slags Forbund mellem Kong Alfonſo og Haakon; idet mindſte gav Alfonſo dennes Geſandter det Tilſagn, at han kunde regne paa hans Underſtøttelſe mod hvilken ſom helſt Magt, hvormed han havde Ufred, undtagen mod Kongerne af Frankrige, Aragon og England, og Kong Haakon, eller rettere vel Geſandterne paa hans Vegne, lovede til Gjengjeld at underſtøtte Kongen af Spanien undtagen mod Danmark, Sverige eller England. Det er aabenbart, at dette Forbund maa have ſigtet til Kong Alfonſos Planer med Henſyn til Kejſerværdigheden, og det er maaſkee ikke ſaa uſandſynligt, at de nys nævnte, ſenere indtrufne Sendebud have bragt yderligere Inſtruxer derom. Han ruſtede ſig, ſiges der, til et Tog mod Hedningerne (d. e. Maurerne), og ønſkede meget at Kong Haakon vilde opfylde ſit Korstogsløfte ved at ſtaa ham bi ved denne Lejlighed[16]. Matthæus af Paris ſiger, at han i det ſamme Aar tænkte paa et Tog til Italien, men hindredes derfra ved et Angreb, ſom Maurerne gjorde paa Cordova[17]. Det er ſaaledes højſt ſandſynligt, at de Udruſtninger, om hvilke Sagaen taler, egentlig gjaldt Italien, og at det var til et Tog i dette Land, for at erhverve Kejſerkronen, at han egentlig ønſkede Kong Haakons Biſtand, men at han for de norſke Geſandter, der vel kunne have nævnt om Haakons Ulyſt til at have noget med de tydſke Anliggender at ſkaffe, kun foregav at han agtede at bekrige Maurerne. Naar Kong Haakons Tropper førſt vare komne til Spanien, var det tidsnok at aabenbare den ſande Henſigt med Toget. Denne Formodning give de ovenfor berørte ufuldſtændige Antydninger temmelig Grund til at antage, og vi forſtaa heraf, hvorfor Forbundet med Kong Haakon maatte være Alfonſo ſaa ønſkeligt. Maurernes Angreb paa Cordova gjorde hans Foregivende til virkelig Sandhed. Han viiſte for øvrigt de norſke Geſandter ſtor Liberalitet, thi foruden at han den hele Tid holdt dem frit paa ſin Bekoſtning, forærede ham dem og en Sum af 960 Mark reent Sølv til Reiſepenge[18].

Geſandterne ſynes at have forladt Spanien ikke længe efter Brylluppet. Men de vendte ikke alle ſtrax tilbage til Norge. Ivar Engleſøn og Thorlaug Boſe med flere droge til Jeruſalem, og paa denne Rejſe døde Ivar; Thorlaug derimod kom lykkeligt tilbage igjen til Norge, hvor Kongen fremdeles brugte ham i Geſandtſkaber. De øvrige begave ſig vel hjemover, men ad forſkjellige Veje. Broder Simon, Lodin Lepp og Aamunde Haraldsſøn droge til Vands lige fra Spanien paa et Handelsfartøj (Ivar Engleſøn benyttede ſandſynligviis det norſke Skib, hvorpaa han var ankommen, lige til Jorſaleland), og ankom til Bergen ud paa Sommeren 1258[19]. Biſkop Peter ſynes at have indſkibet ſig i Flandern, og kom til Norge lidt ſenere end hine. Formodentlig have da og flere af de Damer, der fulgte med Chriſtina, under Biſkop Peters Beſkyttelſe vendt tilbage til Norge.

Biſkop Peter og de øvrige Geſandter aflagde, ſom det forſtaar ſig, en udførlig Beretning for Kong Haakon om hele deres Rejſe, og hvorledes alt var tilgaaet. De kunde ikke nokſom berømme den venlige og hæderlige Modtagelſe, der var bleven Chriſtina til Deel, ſaavel ſom den Gavmildhed, Kong Alfonſo havde viiſt mod dem. De meldte da ogſaa om det indgangne, eller nærmere paatænkte Forbund, ſaavel ſom om Kong Alfonſos Ønſke at Kong Haakon vilde ſtaa ham bi i den foregivne Kamp mod Maurerne; men Haakon var allerede nu kommen over den Tid, da han anſaa ſig bunden ved ſit Korstvgsløfte. Kong Haakon viſte ſig ellers erkjendtlig mod Biſkop Peter for hans vel udførte Erende, og gav ham gode Gaver, da de ſkiltes ad, og Peter vendte tilbage til Hamar.

Der har været talt meget om den ſtore Virkning, ſom det nærmere Bekjendtſkab, Nordmændene paa denne Rejſe fik med Udlandets mere forfinede Skikke, Sæder og Literatur ſkal have udøvet paa Forholdene hjemme, idet man ogſaa i Norge nu ſkal have faaet en mere forfinet Smag og have begyndt at efterligne Udlandets Riddervæſen med Ridderſpil, Skjoldemerker, og alt det øvrige Tilbehør, medens den gamle Sagaliteratur blev fortrængt af franſke Ridderromaner og anden lignende udenlandſk Læsning. Dette forholder ſig dog ikke ſaaledes. Norge var paa denne Tid ikke en ſaadan Afkrog, eller ſaa afſondret fra alle Forbindelſer med Udlandet, at det, de norſke Geſandter ſaa og borte paa denne Ferd, ſkulde have været dem ſaa ſærdeles paafaldende, og have overraſket dem ſaaledes ved ſin Nyhed, at man derfra ſkulde kunne datere en formelig Omveltning i den herſkende Smag og Levemaade. Tvert imod have vi ſeet Exempler nok paa det levende Samkvem, der allerede længe fandt Sted mellem Norge og alle de øvrige europæiſke Lande. Vi have hørt om de Geſandtſkaber, Kong Haakon ſendte til og modtog fra Tydſkland, Frankrig og Italien, og om de Pilegrims- og Korstogs-Rejſer, der bleve foretagne til Jeruſalem, Rom og St. Jago i Spanien. Men vi kunne være overbeviiſte om, at for hver en ſaadan Rejſe, der i vore ældre Skrifter er omtalt, blev der maaſkee Hundreder af Rejſer foretagne, om hvilke Sagaer og Annaler intet berette, ſaa at der vel neppe gik noget Aar hen, i hvilket ikke flere Nordmænd, bøje og ringe, havde været paa de her nævnte Steder. Vi vide, i hvilket nøje Handelsſamkvem og anden Forbindelſe Norge ſtod med det nordmanniſke England, hvor dog Riddervæſenet med tilhørende Skikke, Indretninger og Literatur blomſtrede ſaa rigt, ſom nogenſteds i Europa. Og vi have endelig allerede i de for omtalte „Strengleikar“ og andre Overſættelſer fra den franſke Ridderliteratur[20] ſeet, hvorledes denne alt i Begyndelſen af Kong Haakons Regjering var vel bekjendt og yndet i Norge, men uden at fortrænge den nationale, hvis Forfald eller rettere Fortrængſel ved anden Læsning er at ſøge i ſildigere Tider og tilſkrive ganſke andre Aarſager, end den her foregivne[21]. Faa Aar efter, i 1262, ſee vi Lodin Lepp, ledſaget af en vis Haakon Eyſil, paany rejſe til Syden, denne Gang lige til Sultanen af Tunis, med Falke og andre norſke Rariteter. Saaledes ſtod Norge, i det mindſte under Kong Haakons Regjeringstid, i den meſt levende Forbindelſe med de fjerneſte Egne[22].

Chriſtinas og Philips Egteſkab blev ikke langvarigt. Hun døde nemlig allerede i 1262, 28 Aar gammel[23], og det lader ikke til, at hun fødte ham Børn. De ſpanſke Hiſtorieſkrivere, der have opfundet den Fortælling, at hun havde været beſtemt for Kongen ſelv, men maatte lade ſig nøje med hans Broder, fuldſtændiggjøre den ogſaa ved at tilføje, ſom ovenfor nævnt, at Harme over ſkuffede Forventninger og krænket Ærgjerrighed fremſkyndte hendes Død. Saaledes kan det dog, efter hvad vi nu have ſeet, ikke forholde ſig[24]. Men derimod tør det nok være muligt, at hendes Egteſkab med Don Philip var ulykkeligt, og at der ſaaledes dog ligger noget til Grund for hiint Udſagn, Philip havde jo visſelig ikke egtet hende af Kjærlighed, men alene for at føje ſin Broder, han har maaſkee behandlet hende ligegyldigt eller uvenligt, ſaa at hun i det fremmede Land, langt fra Frænder og Venner, uden nogen Beſkytter at holde ſig til, har følt ſig ene og forladt, og tilbragt ſørgelige Dage. Nogle Aar efter hendes Død (1270) finde vi Don Philip i aabenbar Opſtand mod ſin Broder[25]; det er ikke uſandſynligt, at Forholdet mellem dem allerede tidligere var mindre godt, og at dette maaſkee paa den ene Side kan have bidraget til at gjøre Philip keed af den Huſtru, hans Broder af politiſke Grunde havde paatvunget ham, medens det paa den anden maatte gjøre det vanſkeligere for Alfonſo at tage ſig ſaaledes af hende, ſom han ellers maaſkee havde villet. Don Philip giftede ſig faa Aar efter Chriſtinas Død paany med Eleonora af Caſtro, Datter af Don Rodrigo Fernandez de Caſtro, Vicomte af Cabrera[26]. Døn Philip afgik ved Døden i Sevilla den 28de November 1274, og ſkal efter en Beretning ligge begraven tilligemed ſin anden Huſtru, der døde Aaret efter, i Sognekirken i Villaſirga[26], efter en anden i Kloſtret San Felices de Amana, der endnu er til i Burgos. Stedet, hvor Chriſtina Haakonsdatter blev begraven, kjendes derimod ikke med Sikkerhed. Nogle mene at hun blev begraven i i Covarrubias Kloſterkirke, hvor der findes en ſmuk Marmor-Liigſteen, om hvilken det er almindeligt Sagn der i Egnen, at en danſk Konge ſkal hvile derunder[27]. Da ingen danſk Konge nogenſinde døde eller begroves i Spanien, medens vi derimod have ſeet, hvorledes man allerede temmelig tidligt begyndte at kalde Chriſtina en danſk Kongedatter, torde hiin Mening have meget for ſig, ſaa meget mere ſom Philip, efter hvad vi have nævnt, tidligere indehavde Covarrubias Kloſter ſom Præbende, og maaſkee vedblev at beholde det i denne Egenſkab, eller ſom et Slags Forlening, endog efter at han ved ſit Giftermaal var traadt ud af den gejſtlige Stand. Een Erindring have vi endnu tilbage fra Chriſtina Haakonsdatter: det er et ſmukt indbundet Pſalter med tilhørende Kalendarium, der nu findes i det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn. Ved Slutningen af Kalendariet ſtaar der tilſkrevet med en temmelig gammel Haand: „Dette Pſalter ejede Jomfru Chriſtina Haakonsdatter“. Andre Paategninger viſe, at det i anden Halvdeel af det 14de Aarhundrede tilhørte den mægtige Hr. Erling Vidkunnsſøns Datter, Fru Ingebjørg af Giſke, der var gift med Hr. Sigurd Hafthorsſøn, Kong Haakon Magnusſøns Datterſøn; og at Fru Ingebjørg igjen forærede den til ſin Svigerdatter, Fru Sigrid Erlendsdatter fra Losna, der førſt var gift med hendes Søn Haakon Sigurdsſøn, ſiden med en ſvenſk Mand ved Navn Magnus Magnusſøn[28]. Bogen har rimeligviis fremdeles holdt ſig blandt Giſke-Ættens ſenere Deſcendenter, indtil Godſet adſplittedes. Den tilhørte ſenere den bekjendte Peder Syv. Da den nys nævnte Fru Ingebjørgs Fader, Erling Vidkunnsſøn, var en Sønneſøn af Margrete Nikolasdatter i Giſke, hvis i Aaret 1254 afdøde Farfader, Peter Paalsſøn i Giſke — ſaafremt ellers vor tidligere opſtillede Formodning er rigtig — var kjedeligt Syſkendebarn til Dronning Margrete, er det ikke uſandſynligt at Chriſtine ved ſin Afrejſe har foræret Bogen til ſin Slægtning Margrete Nikolasdatter ſom en Afmindelſe, og at den ſaaledes er kommen til at tilhøre denne mægtige Æt.

  1. Der ſtaar: „de fore ſiid om Søen fra England til Nordmandie“. Derhos ſeer man af hvad der fortælles om at Ivar Engleſøn drog til Søs, at de maa have beholdt ſine egne Skibe.
  2. Ludvigs Moder Blanca var en Datter af Alfonſo den 8de, Alfonſo den 9des Oldefader. Altſaa var Ludvig Syſkendebarn til Alfonſos Fader, Kong Ferdinand den 3die.
  3. Chriſtinas Ankomſt til Frankrige maa vel have fundet Sted i September Maaned. Paa den Tid opholdt Kong Ludvig ſig, ifølge Rer. Gall. Scr. VIII. i den øſtlige Deel af Landet.
  4. Han lod netop paa denne Tid (Mai eller Juni 1257), fortæller Matth. Pariſ. S. 640, Nordmandiets Borge ſætte i Forſvarsſtand og alle upaalidelige Befalingsmænd give Plads for ſikre, ligeledes paa Grændſen mod Tydſkland, fordi han ej ret troede Freden, og frygtede et pludſeligt Overfald: man var i Frankrtg, heder det, bange for at knuſes mellem England og Tydſkland, ſom imellem to Mølleſtene.
  5. Han kaldes i Sagaen Jarl.
  6. Nogle Haandſkrifter have „Barzalon“, andre „Bardalon“. Rimeligſt er det, at her menes Barcelona, ſkjønt en Stad ved Navn Badalona ligger ſtrax nordenfor.
  7. I Sagaen, i det mindſte i de nuværende Haandſkrifter, ſtaar der om Don Luis, at han var Broder til Kongen af Spanien. Men dette er aabenbart Afſkriverfejl i Stedet for „Frænde“ (Forkortningen br. i Stedet for fr.). Thi Kong Alfonſo havde ingen Broder ved Navn Ludvig: heller ikke nævner Sagaen ſelv nogen ſaadan ſenere hen, hvor den lader Kongen opregne ſine Brødre for Chriſtina. Derimod er den Sum„ ſom her menes, aabenbart Don Sum, Greve af Belmont, Søn af Kejſer Johan af Brienne og Berengaria eller Berenguela, Alfonſos Faſter: fra 1255 af forekommer han regelmæsſigt tilligemed ſine Brødre Alfonſo og Johan blandt Underſkriverne af de kongelige caſtiliſke Privilegier. Det er dog ogſaa muligt, at Nordmændene kunne have misforſtaaet Benævnelſen primo hermano (Fætter) ſom om dette var d. ſ. ſ. hermano, Broder; Don Luis og hans Brødre kaldes Udtrykkeligt primos hermanos til Alfonſo hos Ferreras, Synopsis VI. S. 252. Han har maaſkee, ſom ovenfor antydet, ledſaget ſin Moder Berengaria til Burgos, og ſelv rejſt forud til Sarre, for at modtage Chriſtina. Maaſkee og at Berengaria havde ſit Tilhold i Burgos, og at Luis juſt paa den Tid har været hos hende. Nogen anden Luis end denne kan her ej være meent.
  8. Stedet kaldes i Haandſkrifterne Satire, Sarri eller Sarti (Flatøbogen). Man har antaget det for at være Soria, hvilket dog er umuligt, da Soria ligger 12 til 15 norſke Mile fra Burgos, og ſaa langt kunde Damer umulig rejſe til Heſt paa tre Dage, end ſige paa een. Det er tydeligt, at „Sarre“ maa have ligget ganſke nær ved Burgos, ikke engang en fuld Dagsrejſe derfra. Her maa vi derfor med ſtørſt Rimelighed gjette paa den lille By Sarraſin, omtrent en norſk Miil ſøndenfor Burgos, hvor det netop var rimeligt, at Don Luis var dragen Chriſtina imøde for at modtage hende paa ſin Moders Vegne. Maaſkee har der i Sagaens oprindelige Text ſtaaet „Sarſi“.
  9. Muligt, at Berengaria havde ſit ſtadige Tilhold der i Kloſtret, Sagaen kalder hende, noget uegentligt, Kongens Syſter; hun var viſtnok Syſter til en ſpanſk Konge, det vil ſige til Alfonſos Fader, men ej til ham ſelv.
  10. I Sagaen ſtaar „Kongens Søn“. Dette kan ikke vel tages i anden Betydning end at det maa have været Kongens egen Søn, thi da der netop ſtrax efter er Tale om hans Brødre, vilde enhver af disſe have været betegnet ſom ſaadan. Men der er heller intet i Vejen for at antage, at Barnet Ferdinand, der paa denne Tid vel ikke kan have været mere end 2 Aar gammel, da han ej nævnes i Breve førend Januar 1256, dog i egen Perſon er bragt med i Procesſionen, ligeſom han altid nævnes i Privilegierne.
  11. Blandt de Høvdinger, der ved denne Tid undertegne ſom Vidner paa Alfonſos Kongebreve, forekomme og de arabiſke Fyrſter Abu Abdalla Abenaſar Konge i Granada, Abenmafon, Konge af Niebla, og Mohammed Aben Mohammed Aben Hut, Konge i Murcia, alle tre „Vaſaller af Kongen“. Det er ſandſynligviis disſe og deres Følge, der forſtaaes ved de „Hedninger“, der vare i Toget, thi da de nævnes i Breve ſaavel af October 1257 ſom af Februar 1258, maa de have opholdt ſig ved Hoffet eller i Kongens umiddelbare Nærhed. Overhoved vil man vel i Liſten paa de gejſtlige og verdslige Herrer, der undertegnede de Kongebreve af October 1257 og Februar 1258, der meddeles i Memorial hist. esp. I. S. 124, 127, paa det nærmeſte have Fortegnelſen over alle de „Riddere, Baroner, Erkebiſkopper, og Lydbiſkopper“, der mødte Kongedatteren. Her nævnes udtrykkeligt Infanten Don Ferdinand; derhos Kongens Brødre, Sancho, Philip og Frederik, Alfonſo de Molina, en heel Mængde Erkebiſkopper og Biſkopper, Kejſerinde Berengarias Sønner, nemlig Alfonfo Grev Do, Luis, Greve af Belmont, og Johan, Greve af Montfort; de tre nys omtalte arabiſke Fyrſter; Don Pedrivanez, Meſter af Calatrava, Don Martin Nunnez, Meſter af Tempelordenen, Gaſton Vicomte af Bearn, Ruy Vicomte af Limoges, Ruy Lopez de Mendoza, Storadmiral o. fl.
  12. I Sagaen ſtaar: „derfor har han Skaar i Læben“; dette kan neppe ſigte til andet end en Skade, paadragen ved et Ulykkestilfælde, thi hvis her menes naturligt Hareſkaar, maatte man antage den Foreſtilling herſkende, at de, der havde denne Fejl, vare af Naturen beſtemte til Jagten.
  13. Om Philip fortæller Gil Gonzalez Davila l. c. S. 50, at han foruden at være udvalgt Erkebiſkop i Sevilla beſad Abbedierne Covarrubias og Valladolid og var Canonicus i Toledo, at han havde været underviiſt af Erkebiſkop Rodrigo Ximenez Rada, og havde ſiden ſtuderet i Paris under Albertus Magnus, ſamt at han beſtyrede Sevilla Kirke med Tilſyn og Raad af Biſkops Raimund i Segovia.
  14. I de ſpanſke Kilder tales der ikke om Don Henriks Opſtand førend i 1259, da han ſkal have forenet ſig med den nys omtalte Abenmafon, Fyrſte af Niebla, mod Kongen, (Ferreras VI. 252), men dette hindrer ikke, tvert imod ſandſynliggjør, Muligheden af at han ogſaa tidligere har vakt Uroligheder.
  15. At Don Philip ikke kan have fraſagt ſig Erkebiſkopsdømmet, af hvilket han vel drog gode Indtægter, eller overhoved have forladt den gejſtlige Stand, førend umiddelbart før Trolovelſen, ſees deraf, at han i et Privilegium, ſom Kong Alfonſo i Valladolid den 5te Februar 1258, altſaa Dagen før Trolovelſen, tilſtod Cordova, endnu undertegner ſom „Electo de Scvilla“, ſe Memorial hist. Esp. I. S. 127, hvor dette Brev er aftrykt. Thi det forſtaar ſig, at han ſom trolovet ikke længer kunde fore denne Titel. Vi finde og i et noget ſenere Privilegium af Alfonſo, udſtedt i Valladolid den 10de April 1258, ſamt optagen i ſamme Samling (S. 135) Sevillas Erkeſtol udtrykkeligt omtalt ſom vacant; og endelig findes i et Kongebrev, udſtedt i Segovia den 15de September 1258, Infanten Don Philip kun ſlet og ret kaldt ſaaledes, ikke ved nogen anden Titel. Disſe uimodſigelige diplomatariſke Oplysninger viſe paa det meſt iøjnefaldende, hvor nøjagtig vor Saga er i ſine Angivelſer, og hvor godt vi kunne ſtole paa den, ogſaa i andre Beretninger. Hvis de ſpanſke Hiſtorieſkrivere havde haft et ſaadant Indblik i denne lille Epiſode af deres eget Lands Hiſtorie, ſom den, Sagaen giver, vilde de ikke kunne have begaaet ſaa grove chronologiſke Fejl og overladt ſig til ſaa urimelige Gisninger, ſom dem, vi ovenfor have omtalt. For øvrigt ſees det, at Don Philip ikke ſelv undertegner i hiint Brev af 10de April, hvoraf man maa formode, at han ſtrax efter Brylluppet har begivet ſig bort fra Hoffet til et eller andet Len eller Herreſæde.
  16. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 296.
  17. Matthæus Pariſ. S. 653. Ferreras, (VI. 253) taler om Uroligheder hjemme, der foraarſagede at der ej blev noget af Toget til Italien, og at Forholdet mellem ham og hans Brødre, navnlig Don Henrik, var misligt, men der anføres ingen Hjemmel, og dette tør maaſkee ſaaledes og være en ſelvgjort Gisning, ſom ſaa meget andet i den ſpanſke Hiſtorie.
  18. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 296.
  19. I Haakon Haakonsſøns Saga ſtaar der førſt, at Geſandterne kom hjem om Høſten, men ſiden, at Biſkop Peter endnu om Sommeren kom tilbage til Hamar; altſaa maa de dog verre komne hjem ud paa Sommeren, hvilket og er det rimeligſte, hvis de have forladt Spanien i April. Sandſynligviis have de vel, under Opholdet i Spanien, benyttet Lejligheden til at forrette deres Andagt i St. Jago de Compoſtella. Thorlaug Boſe nævnes ſom kongelig Geſandt til Danmark i 1262, og er vel længe inden den Tid kommen tilbage fra Jeruſalemsrejſen.
  20. Se ovenf. III. S. 1027.
  21. Chriſtinas Rejſe til Spanien er ſenere gjort til Vehikel for Indledningen til den ſaakaldte Blómstrvallasaga, der behandler Epiſoder af den tydſke Sagnkreds om Didrik af Bern m. m. Men Forfatteren har viiſt ſig aldeles ukyndig i Hiſtorien og Sagaens rette Sammenhæng. Han lader den Fyrſte, der ſendte Geſandter fra Spanien til Norge, være Kejſer Frederik; Geſandtſkabet kom i Haakons 20de Regjeringsaar (altſaa 1237); i Spidſen for Chriſtinas Følge var en Bjarne af Nidaros „er mestr hefir verit fyrir Noregi“; de tre af Kejſerens Brødre, mellem hvilken hun valgte, vare Villjam, Henrik og Herman; hun valgte den ſidſte, og ved Bryllupsgildet hørte Hr. Bjarne det Æventyr, ſom ſiden berettes, læſes paa Tydſk, ſamt bragte det ſiden til Kongen i Norge. Alt dette maa være opdigtet: Forfatteren har kun løſeligt hørt noget om Chriſtinas Giftermaalshiſtorie, og fejler i alle Enkeltheder. Se Blómstrvallasaga, udgivet af Th. Möbius.
  22. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 313.
  23. De islandſke Annaler, ved dette Aar.
  24. Saaledes Mariana, l. c., Florez, Reinas Calolicas, II. S. 592.
  25. Ferreras, VI. S. 285. Efter Davila ſkulde Don Philip have gjort Opſtand, fordi Kong Alfonſo ikke holdt det Løfte, han gav Philip, da denne egtede Chriſtina, nemlig at overlade ham en Deel af Riget. Men det lader ikke til at dette Foregivende grunder ſig paa poſitiv Hjemmel.
  26. 26,0 26,1 Skriftlig Meddeling fra det kgl. ſpanſke hiſtoriſke Akademi. Villaſirga (egentlig Villa Alcazar de Sirga) ſkal ligge 2 „legusas“ fra Carrion de los Condes.
  27. Berganza, Antiguedades de Esp. II. Pag. 155. Covarrubias er en liden By, der ligger omtrent 3 norſke Mile ſydøſtenfor Burgos.
  28. Bogen fører nu det No. 1606 qu., i den ældre Haandſkriftſamling paa det ſtore kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn. De her nævnte Paaſkrifter, der ere tilføjede ved Slutningen af Kalendariet, lyde nøjagtigt ſaaledes: ſom følger. Førſt med en ret god og øvet Haand fra c. 1400: Hustru Sigridh Erlendz dotter a mik vel matu sia mik — (Slige Angivelſer af en Bogs Ejer: N. N. á mik, vel máttu sjá mik, ere fra hiin Tid meget almindelige: Bogen ſelv indføres ſom talende, og undertiden følge endnu flere Riim). Dernæſt, med en meget uøvet Haand og uorthographiſk Skrift: þana saltar ate jvnfru kristinu doter hakvna.k. gaf frv ingibior Ellin doter sem gefe gvd henne vel at niota saltarens ok halfv bet … as … r … (halfu betr ástar?) mans síns. Naar man i et Brev fra Haakon Sigurdsſøn 1391—92 (Dipl. Norv. I. No. 537) læſer, at han i 1391, da hans Huſtru Sigrid laa i Barſelſeng med Datteren Ingebjørg, deres førſte Barn, blandt andre Gaver forærede hende „et guldforſiret Pſalter ſom hans Moder (Fru Ingebjørg Erlingsdatter) ejede“ kan man vanſkeligt lade være at tænke paa dette Pſalter, ſkjønt det rigtignok i hiin Paategning ſtaar at Fru Ingebjørg ſelv forærede Sigrid det; men dette kunde vel og forſtaaes ſaaledes at hun havde ladet Sønnen frembringe Gaven til Svigerdatteren, og at Haakon Sigurdsſøn i hiint Document ej brød ſig om at forklare det egentlige Forhold ganſke omſtændeligt. Paategningen kunde da være ſkeet af Fru Ingebjørgs egen Haand, hvilket den uorthographiſke Bogſtavering ſynes at beſtyrke. At hun tilføjede „dette Pſalter aatte (ejede) Jomfru Chriſtina Haakonsdatter“ ſkede vel for at forhøje Bogens Affectionsværd. Det er en fuldkommen Misforſtaaelſe, der ſtrider imod Paategningens tydelige Ord, naar enkelte have villet forklare den ſom om Chriſtina ſkulde have ſkjenket den til Fru Ingebjørg; thi „Fru Ingibjörg“ ſtaar tydeligt nok i Nominativ, og hun levede 100 Aar ſenere end Chriſtina.