Det norske Folks Historie/5/18

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Forinden vi gaa videre i at omhandle de politiske Begivenheder under Kong Haakons Regjering, ville vi berette om Kongedatteren Christinas i flere Henseender merkelige Rejse til Spanien, der i Sagaen beskrives saa udførligt, at man næsten maa formode at en af dem, der vare med, har efterladt skriftlige Optegnelser, som Sagaskriveren siden benyttede. Dog havde han Lejlighed nok til ogsaa at lade sig mundtligt underrette derom af dem, som selv havde været med, thi da Sagaen forfattedes kun syv Aar efter deres Tilbagekomst, maatte de paa den Tid endnu have alt i friskt Minde, hvad ogsaa Beretningens nøjagtige Overeensstemmelse med, hvad man andenstedsfra veed om Forholdene i Spanien, noksom viser. Kongedatteren ankom, som bi allerede ovenfor have berettet, til Yarmouth i England, hvor Kong Henriks Søn Edward, der siden fulgte ham i Regjeringen, tre Aar forud havde egtet Eleonora, en Syster af de castiliske Kongesønner, mellem hvilke hun skulde vælge. Der tales dog intet om at hun aflagde noget Besøg ved det engelske Hof, eller gjorde Bekjendtskab med sin tilkommende Svigerinde. Tvert imod lader det til, at hun kun har anløbet Yarmouth, og derfra sat Rejsen umiddelbart til Nordmandie[1]. Da de kom did, – rimeligviis til Rouen, hvor hun ofrede et Sølvkar ved Messen, vilde Ivar Englesøn, siges der, drage Søvejen, medens Sira Ferdinand, Thorlaug Bose og de, der havde Erende til den franske Konge, først vilde begive sig til ham; med dem fulgte Kongedatteren, der saaledes gjorde den øvrige Deel af Rejsen over Land; til det hele Følge anskaffedes ikke færre end 70 Heste foruden dem, de før havde. Kong Haakon maa vel altsaa have medgivet Thorlaug Bose et Budskab, eller i det mindste en Hilsen til Kong Ludvig, og sandsynligviis har det allerede fra først af været aftalt, at Christina fra Nordmandie af skulde drage over Land. Haakon og Kong Ludvig havde, som vi vide, allerede længe staaet i venskabelig Forbindelse med hinanden. Ludvig var desuden nær beslægtet med den castiliske Konge og hans Brødre[2]. Dog indfandt Christina sig ikke personligt hos ham; det laa maaskee for meget ude af hendes Vej[3]; men Thorlaug og Ferdinand fremstillede sig for ham, og bleve venligt modtagne. Da han borte at Kongedatteren var i Følge med dem, fraraadede han dem at lægge Vejen om Gascogne, der stod under den engelske Konge, med hvem han just paa denne Tid, som det synes, befandt sig i et ikke saa ganske venskabeligt Forhold[4], men bad dem heller tage den østre Vej, gjennem hans eget Rige; han beskikkede endog en af sine Mænd til at følge dem paa Rejsen og medgav ham sit aabne Brev og Segl, hvorved hans Befalingsmænd tilholdtes at vise hende og hendes Følge al Gjestfrihed og yde dem al den Bistand, de maatte forlange. Paa denne Maade eskorteredes de den hele Vej lige til Narbonne, hvis Befalingsmand (Vicomte Aimery?) viste hende saa stor Opmærksomhed, at han den Dag befordrede hende og hele det store Følge paa sin egen Bekostning. Fra Narbonne droge de den sædvanlige Vej (over Perpignan og Figueras), der beskrives som meget bjergrig og besværlig (nemlig over Pyrenæerne) til Gerona i Catalonien. Allerede ved den cataloniske Grændse, hvor de saaledes kom ind i Kongen af Aragons Omraade, bleve de særdeles forekommende modtagne, og da den Greve[5], der sorte Befalingen i Gerona, hørte at Christina nærmede sig, reed han vende imøde næsten to Mile, ledsaget af Biskoppen og henved 300 Mand, og førte hende i højtideligt Optog ind i Stuen„ idet han selv holdt i Bidslet paa hendes Hest, og Biskoppen reed paa den anden Side, lige til de naaede Herberget, hvor de Fremmede skulde tage ind. Hun forblev der i tre Dage, vel bevertet af Greven. Siden fortsatte hun Rejsen til Barcelona[6], hvor Kong Jacob (Jayme) af Aragon selv reed hende mere end tre Mile imøde, ledsaget af tre Biskopper og en talrig Skare, førte selv hendes Hest ved Tøjlen ind i Byen, og bevertede hende og hendes Mænd i“ to Dage. Overhoved havde han engang for alle bestemt, at hun og hendes Følge skulde nyde frit Underhold gjennem hele hans Rige, og forordnede, at naar hun kom til en Stad, skulde de fornemste Mænd, Baronerne og Ridderne ride hende imøde og gjøre hende sin Opvartning. Sandsynligviis tog hun den sædvanlige Vej over Zerida og Zaragoza, da Rejsen gjaldt Burgos og Valladolid. Den 23de December ankom hun til en en castilisk Stad, kaldet Sarre, hvor hun blev modtagen af Kongens Frænde Don Luis[7], en Søn af den for omtalte, i 1237 afdøde Johan af Brienne, Konge af Jerusalem og Kejser af Constantinopel, med Berengaria, Kong Alfonsos Faster, der med sine tre Sønner allerede i længere Tid opholdt sig i Spanien, og nu befandt sig i Burgos, maaskee for at modtage Christina. Hendes Søn Don Luis var dragen forud til Sarre[8], hvorfra han med Biskop Peter af Astorga reed Christina imøde. Dagen efter (Juleaften) ankom Christina til Burgos, hvor hun blev modtagen paa det bedste og fik Qvarteer anviist for sig og hele sit Følge i det Kloster, hvor Kejserinde Berengaria opholdt sig[9], sandsynligviis Benedictinerklostret St. Ivan. Christina tilbragte de tre Juledage der i Staden og ofrede tredie Juledag ved Messen et kosteligt Sølvkar, Mage til det, hiin havde ofret i Rouen. Dette, siges der, vakte almindelig Beundring. Fjerde Juledag forlode de Staden, da Kong Alfonso, som opholdt sig i Palencia, gjerne ønskede at treffe sammen med hende Nytaarsdag. Ved Afrejsen sendte Kejserinden 7 Fruentimmersadler til hende og hendes Damer, samt et Stykke kosteligt guldindvirket Tøj, kaldet Baldakin, som hun selv skulde bære. Den Dag, da hun ventedes til Palencia, reed Kong Alfonso med et talrigt Følge ud imod hende, modtog hende som sin egen Datter, og førte selv hendes Hest ved Tøjlen ind i Staden. Tre Dage efter, den 3die Januar, drog Kongen selv med hende til Valladolid, hvorfra Kongens Søn, som det heder – han var da kun et toaars Barn[10] – kom dem imøde med en „utallig Mængde Riddere, Baroner, Erkebiskopper, Lydbiskopper og Afsendinger baade fra Christne og Hedninger“ (det vil sige Mohammedanere)[11]. Kongen lod hende anvise en sømmelig Bolig i Staden, og naar som helst han eller Dronning Violante besøgte hende, førte de hende selv til Sæde. Overhoved blev der viist hende saa megen Hæder, som der sjelden eller aldrig plejede at vederfares nogen Udlænding, og det var et almindeligt Sagn blandt Nordmændene, at siden Kong Sigurd Jorsalafares Tid havde ingen Ferd været gjort fra Norge til fremmede Lande med saa megen Glands, og paa hvilken man havde nydt saa megen Hæder af udenlandske Høvdinger, som denne. Hertil maa vel og Christinas egen Personlighed have bidraget. Hun var i sin Ungdoms Blomst, fyldte netop sit 24de Aar, besad vistnok, som Faderen og hele hendes Æt, ypperlige Evner, havde ved Faderens intelligente Hof upaatvivleligt modtaget en mere end almindelig Dannelse, og forstod derfor ganske vist at optræde med Anstand og indtage sine Omgivelser. Det bedste Beviis derpaa fik man kort efter, da der indløb et Brev til Kong Alfonso fra hans Svigerfader Kong Jayme af Aragon, der selv havde gjort hendes Bekjendtskab, og bad om, at han nu maatte faa hende til Egte. Hans anden Dronning, Violante, Datter af Kong Andreas 11 af Ungarn, var nemlig død 1251, og han var vel nu allerede 53 Aar gammel, men dog, som man maa antage, i sin fulde Manddomskraft. Hvorledes han kunde finde paa at bejle til hende, er ellers næsten en Gaade, da han jo dog maatte vide, at hun var kommen til Spanien for at egte en af Alfonsos Brødre. Men da det udtrykkeligt siges i Sagaen, kan der ej være Skygge af Tvivl derom, og man kan da blot tage sin Tilflugt til den Formodning, at han ved Mødet i Barcelona har syntes meget godt om hende, og troet at den første Bestemmelse nok kunde lade sig forandre, naar han ønskede det. Og, merkeligt nok heller ikke Alfonso synes at have haft noget imod at føje sin Svigerfader, da der fortælles, at han lod det komme an paa Christina og Nordmændene, hvad Svar man skulde give Don Jayme; ja han skal endog have anbefalet ham, som „en god Dreng og stor Høvding“. Men Christinas norske Raadgivere fandt ham for gammel, og derfor blev der intet af dette Giftermaal. Kong Alfonso gav nu Christina Valget mellem tre af sine Brødre, Don Frederik, Don Sancho og Don Philip, og skildrede hende deres Egenskaber: Frederik, den ældste, var en tapper Mand og dygtig Ridder, der holdt god Justits i sit Len, men var ivrigt hengiven til Jagten, hvorved han, som det synes, formedelst et eller andet Uheld havde faaet en Skade i Læben[12]; de to andre vare bestemte til den gejstlige Stand, idet Sancho var udvalgt Erkebiskop af Toledo, Philip udvalgt Erkebiskop af Sevilla; Sancho var allerede en dygtig og vel oplært Gejstlig man var endog kongelig Kantsler), men Philip havde ingen Lyst til den gejstlige Stand, han yndede mere Ridderspil og Jagt med Høge og Hunde efter Bjørne og Vildsviin, og var lystig og venlig i Omgang: hans Udseende behøvede ej at beskrives, da han opholdt sig ved Hoffet, saa at Christina og Nordmændene dagligt kunde see ham[13]. Kongen omtalte ogsaa sin fjerde Broder Henrik, der i Alder fulgte næst efter Frederik, og negtede ikke at han var „den bedste Ridder“ af dem alle fire, men sagde dog, at der ej kunde blive Tale om ham, da han havde gjort Opstand og ført Avindskjold baade mod hans Fader og mod ham selv[14]. Det var tydeligt at see, at Kongen helst ønskede hun skulde vælge Philip, og da han tillige behagede hende selv, saavel som alle Nordmændene bedst, saa valgte hun ham. Der siges ikke at Philip gjorde nogen Indvending, og uagtet han,: som sagt, var bestemt for den gejstlige Stand, udvalgt til Erkebiskop af Sevilla samt derforuden til Abbed i Valladolid og Covarrubias (dog sikkert kun for at besidde disse Prælaturer som Præbender), var dette dog ikke til nogen Hinder; han frasagde sig Erkebiskopsstolen, og trolovede sig Dagen efter (den 6te Februar) med Christina[15]. Den første Bøn, hun gjorde ham, var den, at han vilde lade bygge en Kirke til Ære for St. Olaf, hvilket han strax lovede, som overhoved alt, hun bad ham om. Brylluppet blev holdt Søndag efter Paaske (31te Marts) med megen Pragt. Onsdagen efter indtraf to af Kong Haakons Svende, Thoralde og Bjarne, som han havde afsendt, uvist i hvad Erende: de berettede om hvad Kongen i Mellemtiden siden Christinas Afrejse havde taget sig for, og fornemmelig vel om Junker Magnus’s Ophøjelse til Kongeværdigheden og Fredsslutningen med Danmark. Saa vidt man kan skjønne, blev der oprettet et Slags Forbund mellem Kong Alfonso og Haakon; idet mindste gav Alfonso dennes Gesandter det Tilsagn, at han kunde regne paa hans Understøttelse mod hvilken som helst Magt, hvormed han havde Ufred, undtagen mod Kongerne af Frankrige, Aragon og England, og Kong Haakon, eller rettere vel Gesandterne paa hans Vegne, lovede til Gjengjeld at understøtte Kongen af Spanien undtagen mod Danmark, Sverige eller England. Det er aabenbart, at dette Forbund maa have sigtet til Kong Alfonsos Planer med Hensyn til Kejserværdigheden, og det er maaskee ikke saa usandsynligt, at de nys nævnte, senere indtrufne Sendebud have bragt yderligere Instruxer derom. Han rustede sig, siges der, til et Tog mod Hedningerne (d. e. Maurerne), og ønskede meget at Kong Haakon vilde opfylde sit Korstogsløfte ved at staa ham bi ved denne Lejlighed[16]. Matthæus af Paris siger, at han i det samme Aar tænkte paa et Tog til Italien, men hindredes derfra ved et Angreb, som Maurerne gjorde paa Cordova[17]. Det er saaledes højst sandsynligt, at de Udrustninger, om hvilke Sagaen taler, egentlig gjaldt Italien, og at det var til et Tog i dette Land, for at erhverve Kejserkronen, at han egentlig ønskede Kong Haakons Bistand, men at han for de norske Gesandter, der vel kunne have nævnt om Haakons Ulyst til at have noget med de tydske Anliggender at skaffe, kun foregav at han agtede at bekrige Maurerne. Naar Kong Haakons Tropper først vare komne til Spanien, var det tidsnok at aabenbare den sande Hensigt med Toget. Denne Formodning give de ovenfor berørte ufuldstændige Antydninger temmelig Grund til at antage, og vi forstaa heraf, hvorfor Forbundet med Kong Haakon maatte være Alfonso saa ønskeligt. Maurernes Angreb paa Cordova gjorde hans Foregivende til virkelig Sandhed. Han viiste for øvrigt de norske Gesandter stor Liberalitet, thi foruden at han den hele Tid holdt dem frit paa sin Bekostning, forærede ham dem og en Sum af 960 Mark reent Sølv til Reisepenge[18].

Gesandterne synes at have forladt Spanien ikke længe efter Brylluppet. Men de vendte ikke alle strax tilbage til Norge. Ivar Englesøn og Thorlaug Bose med flere droge til Jerusalem, og paa denne Rejse døde Ivar; Thorlaug derimod kom lykkeligt tilbage igjen til Norge, hvor Kongen fremdeles brugte ham i Gesandtskaber. De øvrige begave sig vel hjemover, men ad forskjellige Veje. Broder Simon, Lodin Lepp og Aamunde Haraldssøn droge til Vands lige fra Spanien paa et Handelsfartøj (Ivar Englesøn benyttede sandsynligviis det norske Skib, hvorpaa han var ankommen, lige til Jorsaleland), og ankom til Bergen ud paa Sommeren 1258[19]. Biskop Peter synes at have indskibet sig i Flandern, og kom til Norge lidt senere end hine. Formodentlig have da og flere af de Damer, der fulgte med Christina, under Biskop Peters Beskyttelse vendt tilbage til Norge.

Biskop Peter og de øvrige Gesandter aflagde, som det forstaar sig, en udførlig Beretning for Kong Haakon om hele deres Rejse, og hvorledes alt var tilgaaet. De kunde ikke noksom berømme den venlige og hæderlige Modtagelse, der var bleven Christina til Deel, saavel som den Gavmildhed, Kong Alfonso havde viist mod dem. De meldte da ogsaa om det indgangne, eller nærmere paatænkte Forbund, saavel som om Kong Alfonsos Ønske at Kong Haakon vilde staa ham bi i den foregivne Kamp mod Maurerne; men Haakon var allerede nu kommen over den Tid, da han ansaa sig bunden ved sit Korstvgsløfte. Kong Haakon viste sig ellers erkjendtlig mod Biskop Peter for hans vel udførte Erende, og gav ham gode Gaver, da de skiltes ad, og Peter vendte tilbage til Hamar.

Der har været talt meget om den store Virkning, som det nærmere Bekjendtskab, Nordmændene paa denne Rejse fik med Udlandets mere forfinede Skikke, Sæder og Literatur skal have udøvet paa Forholdene hjemme, idet man ogsaa i Norge nu skal have faaet en mere forfinet Smag og have begyndt at efterligne Udlandets Riddervæsen med Ridderspil, Skjoldemerker, og alt det øvrige Tilbehør, medens den gamle Sagaliteratur blev fortrængt af franske Ridderromaner og anden lignende udenlandsk Læsning. Dette forholder sig dog ikke saaledes. Norge var paa denne Tid ikke en saadan Afkrog, eller saa afsondret fra alle Forbindelser med Udlandet, at det, de norske Gesandter saa og borte paa denne Ferd, skulde have været dem saa særdeles paafaldende, og have overrasket dem saaledes ved sin Nyhed, at man derfra skulde kunne datere en formelig Omveltning i den herskende Smag og Levemaade. Tvert imod have vi seet Exempler nok paa det levende Samkvem, der allerede længe fandt Sted mellem Norge og alle de øvrige europæiske Lande. Vi have hørt om de Gesandtskaber, Kong Haakon sendte til og modtog fra Tydskland, Frankrig og Italien, og om de Pilegrims- og Korstogs-Rejser, der bleve foretagne til Jerusalem, Rom og St. Jago i Spanien. Men vi kunne være overbeviiste om, at for hver en saadan Rejse, der i vore ældre Skrifter er omtalt, blev der maaskee Hundreder af Rejser foretagne, om hvilke Sagaer og Annaler intet berette, saa at der vel neppe gik noget Aar hen, i hvilket ikke flere Nordmænd, bøje og ringe, havde været paa de her nævnte Steder. Vi vide, i hvilket nøje Handelssamkvem og anden Forbindelse Norge stod med det nordmanniske England, hvor dog Riddervæsenet med tilhørende Skikke, Indretninger og Literatur blomstrede saa rigt, som nogensteds i Europa. Og vi have endelig allerede i de for omtalte „Strengleikar“ og andre Oversættelser fra den franske Ridderliteratur[20] seet, hvorledes denne alt i Begyndelsen af Kong Haakons Regjering var vel bekjendt og yndet i Norge, men uden at fortrænge den nationale, hvis Forfald eller rettere Fortrængsel ved anden Læsning er at søge i sildigere Tider og tilskrive ganske andre Aarsager, end den her foregivne[21]. Faa Aar efter, i 1262, see vi Lodin Lepp, ledsaget af en vis Haakon Eysil, paany rejse til Syden, denne Gang lige til Sultanen af Tunis, med Falke og andre norske Rariteter. Saaledes stod Norge, i det mindste under Kong Haakons Regjeringstid, i den mest levende Forbindelse med de fjerneste Egne[22].

Christinas og Philips Egteskab blev ikke langvarigt. Hun døde nemlig allerede i 1262, 28 Aar gammel[23], og det lader ikke til, at hun fødte ham Børn. De spanske Historieskrivere, der have opfundet den Fortælling, at hun havde været bestemt for Kongen selv, men maatte lade sig nøje med hans Broder, fuldstændiggjøre den ogsaa ved at tilføje, som ovenfor nævnt, at Harme over skuffede Forventninger og krænket Ærgjerrighed fremskyndte hendes Død. Saaledes kan det dog, efter hvad vi nu have seet, ikke forholde sig[24]. Men derimod tør det nok være muligt, at hendes Egteskab med Don Philip var ulykkeligt, og at der saaledes dog ligger noget til Grund for hiint Udsagn, Philip havde jo visselig ikke egtet hende af Kjærlighed, men alene for at føje sin Broder, han har maaskee behandlet hende ligegyldigt eller uvenligt, saa at hun i det fremmede Land, langt fra Frænder og Venner, uden nogen Beskytter at holde sig til, har følt sig ene og forladt, og tilbragt sørgelige Dage. Nogle Aar efter hendes Død (1270) finde vi Don Philip i aabenbar Opstand mod sin Broder[25]; det er ikke usandsynligt, at Forholdet mellem dem allerede tidligere var mindre godt, og at dette maaskee paa den ene Side kan have bidraget til at gjøre Philip keed af den Hustru, hans Broder af politiske Grunde havde paatvunget ham, medens det paa den anden maatte gjøre det vanskeligere for Alfonso at tage sig saaledes af hende, som han ellers maaskee havde villet. Don Philip giftede sig faa Aar efter Christinas Død paany med Eleonora af Castro, Datter af Don Rodrigo Fernandez de Castro, Vicomte af Cabrera[26]. Døn Philip afgik ved Døden i Sevilla den 28de November 1274, og skal efter en Beretning ligge begraven tilligemed sin anden Hustru, der døde Aaret efter, i Sognekirken i Villasirga[26], efter en anden i Klostret San Felices de Amana, der endnu er til i Burgos. Stedet, hvor Christina Haakonsdatter blev begraven, kjendes derimod ikke med Sikkerhed. Nogle mene at hun blev begraven i i Covarrubias Klosterkirke, hvor der findes en smuk Marmor-Liigsteen, om hvilken det er almindeligt Sagn der i Egnen, at en dansk Konge skal hvile derunder[27]. Da ingen dansk Konge nogensinde døde eller begroves i Spanien, medens vi derimod have seet, hvorledes man allerede temmelig tidligt begyndte at kalde Christina en dansk Kongedatter, torde hiin Mening have meget for sig, saa meget mere som Philip, efter hvad vi have nævnt, tidligere indehavde Covarrubias Kloster som Præbende, og maaskee vedblev at beholde det i denne Egenskab, eller som et Slags Forlening, endog efter at han ved sit Giftermaal var traadt ud af den gejstlige Stand. Een Erindring have vi endnu tilbage fra Christina Haakonsdatter: det er et smukt indbundet Psalter med tilhørende Kalendarium, der nu findes i det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn. Ved Slutningen af Kalendariet staar der tilskrevet med en temmelig gammel Haand: „Dette Psalter ejede Jomfru Christina Haakonsdatter“. Andre Paategninger vise, at det i anden Halvdeel af det 14de Aarhundrede tilhørte den mægtige Hr. Erling Vidkunnssøns Datter, Fru Ingebjørg af Giske, der var gift med Hr. Sigurd Hafthorssøn, Kong Haakon Magnussøns Dattersøn; og at Fru Ingebjørg igjen forærede den til sin Svigerdatter, Fru Sigrid Erlendsdatter fra Losna, der først var gift med hendes Søn Haakon Sigurdssøn, siden med en svensk Mand ved Navn Magnus Magnussøn[28]. Bogen har rimeligviis fremdeles holdt sig blandt Giske-Ættens senere Descendenter, indtil Godset adsplittedes. Den tilhørte senere den bekjendte Peder Syv. Da den nys nævnte Fru Ingebjørgs Fader, Erling Vidkunnssøn, var en Sønnesøn af Margrete Nikolasdatter i Giske, hvis i Aaret 1254 afdøde Farfader, Peter Paalssøn i Giske – saafremt ellers vor tidligere opstillede Formodning er rigtig – var kjedeligt Syskendebarn til Dronning Margrete, er det ikke usandsynligt at Christine ved sin Afrejse har foræret Bogen til sin Slægtning Margrete Nikolasdatter som en Afmindelse, og at den saaledes er kommen til at tilhøre denne mægtige Æt.

  1. Der staar: „de fore siid om Søen fra England til Nordmandie“. Derhos seer man af hvad der fortælles om at Ivar Englesøn drog til Søs, at de maa have beholdt sine egne Skibe.
  2. Ludvigs Moder Blanca var en Datter af Alfonso den 8de, Alfonso den 9des Oldefader. Altsaa var Ludvig Syskendebarn til Alfonsos Fader, Kong Ferdinand den 3die.
  3. Christinas Ankomst til Frankrige maa vel have fundet Sted i September Maaned. Paa den Tid opholdt Kong Ludvig sig, ifølge Rer. Gall. Scr. VIII. i den østlige Deel af Landet.
  4. Han lod netop paa denne Tid (Mai eller Juni 1257), fortæller Matth. Paris. S. 640, Nordmandiets Borge sætte i Forsvarsstand og alle upaalidelige Befalingsmænd give Plads for sikre, ligeledes paa Grændsen mod Tydskland, fordi han ej ret troede Freden, og frygtede et pludseligt Overfald: man var i Frankrtg, heder det, bange for at knuses mellem England og Tydskland, som imellem to Møllestene.
  5. Han kaldes i Sagaen Jarl.
  6. Nogle Haandskrifter have „Barzalon“, andre „Bardalon“. Rimeligst er det, at her menes Barcelona, skjønt en Stad ved Navn Badalona ligger strax nordenfor.
  7. I Sagaen, i det mindste i de nuværende Haandskrifter, staar der om Don Luis, at han var Broder til Kongen af Spanien. Men dette er aabenbart Afskriverfejl i Stedet for „Frænde“ (Forkortningen br. i Stedet for fr.). Thi Kong Alfonso havde ingen Broder ved Navn Ludvig: heller ikke nævner Sagaen selv nogen saadan senere hen, hvor den lader Kongen opregne sine Brødre for Christina. Derimod er den Sum„ som her menes, aabenbart Don Sum, Greve af Belmont, Søn af Kejser Johan af Brienne og Berengaria eller Berenguela, Alfonsos Faster: fra 1255 af forekommer han regelmæssigt tilligemed sine Brødre Alfonso og Johan blandt Underskriverne af de kongelige castiliske Privilegier. Det er dog ogsaa muligt, at Nordmændene kunne have misforstaaet Benævnelsen primo hermano (Fætter) som om dette var d. s. s. hermano, Broder; Don Luis og hans Brødre kaldes Udtrykkeligt primos hermanos til Alfonso hos Ferreras, Synopsis VI. S. 252. Han har maaskee, som ovenfor antydet, ledsaget sin Moder Berengaria til Burgos, og selv rejst forud til Sarre, for at modtage Christina. Maaskee og at Berengaria havde sit Tilhold i Burgos, og at Luis just paa den Tid har været hos hende. Nogen anden Luis end denne kan her ej være meent.
  8. Stedet kaldes i Haandskrifterne Satire, Sarri eller Sarti (Flatøbogen). Man har antaget det for at være Soria, hvilket dog er umuligt, da Soria ligger 12 til 15 norske Mile fra Burgos, og saa langt kunde Damer umulig rejse til Hest paa tre Dage, end sige paa een. Det er tydeligt, at „Sarre“ maa have ligget ganske nær ved Burgos, ikke engang en fuld Dagsrejse derfra. Her maa vi derfor med størst Rimelighed gjette paa den lille By Sarrasin, omtrent en norsk Miil søndenfor Burgos, hvor det netop var rimeligt, at Don Luis var dragen Christina imøde for at modtage hende paa sin Moders Vegne. Maaskee har der i Sagaens oprindelige Text staaet „Sarsi“.
  9. Muligt, at Berengaria havde sit stadige Tilhold der i Klostret, Sagaen kalder hende, noget uegentligt, Kongens Syster; hun var vistnok Syster til en spansk Konge, det vil sige til Alfonsos Fader, men ej til ham selv.
  10. I Sagaen staar „Kongens Søn“. Dette kan ikke vel tages i anden Betydning end at det maa have været Kongens egen Søn, thi da der netop strax efter er Tale om hans Brødre, vilde enhver af disse have været betegnet som saadan. Men der er heller intet i Vejen for at antage, at Barnet Ferdinand, der paa denne Tid vel ikke kan have været mere end 2 Aar gammel, da han ej nævnes i Breve førend Januar 1256, dog i egen Person er bragt med i Processionen, ligesom han altid nævnes i Privilegierne.
  11. Blandt de Høvdinger, der ved denne Tid undertegne som Vidner paa Alfonsos Kongebreve, forekomme og de arabiske Fyrster Abu Abdalla Abenasar Konge i Granada, Abenmafon, Konge af Niebla, og Mohammed Aben Mohammed Aben Hut, Konge i Murcia, alle tre „Vasaller af Kongen“. Det er sandsynligviis disse og deres Følge, der forstaaes ved de „Hedninger“, der vare i Toget, thi da de nævnes i Breve saavel af October 1257 som af Februar 1258, maa de have opholdt sig ved Hoffet eller i Kongens umiddelbare Nærhed. Overhoved vil man vel i Listen paa de gejstlige og verdslige Herrer, der undertegnede de Kongebreve af October 1257 og Februar 1258, der meddeles i Memorial hist. esp. I. S. 124, 127, paa det nærmeste have Fortegnelsen over alle de „Riddere, Baroner, Erkebiskopper, og Lydbiskopper“, der mødte Kongedatteren. Her nævnes udtrykkeligt Infanten Don Ferdinand; derhos Kongens Brødre, Sancho, Philip og Frederik, Alfonso de Molina, en heel Mængde Erkebiskopper og Biskopper, Kejserinde Berengarias Sønner, nemlig Alfonfo Grev Do, Luis, Greve af Belmont, og Johan, Greve af Montfort; de tre nys omtalte arabiske Fyrster; Don Pedrivanez, Mester af Calatrava, Don Martin Nunnez, Mester af Tempelordenen, Gaston Vicomte af Bearn, Ruy Vicomte af Limoges, Ruy Lopez de Mendoza, Storadmiral o. fl.
  12. I Sagaen staar: „derfor har han Skaar i Læben“; dette kan neppe sigte til andet end en Skade, paadragen ved et Ulykkestilfælde, thi hvis her menes naturligt Hareskaar, maatte man antage den Forestilling herskende, at de, der havde denne Fejl, vare af Naturen bestemte til Jagten.
  13. Om Philip fortæller Gil Gonzalez Davila l. c. S. 50, at han foruden at være udvalgt Erkebiskop i Sevilla besad Abbedierne Covarrubias og Valladolid og var Canonicus i Toledo, at han havde været underviist af Erkebiskop Rodrigo Ximenez Rada, og havde siden studeret i Paris under Albertus Magnus, samt at han bestyrede Sevilla Kirke med Tilsyn og Raad af Biskops Raimund i Segovia.
  14. I de spanske Kilder tales der ikke om Don Henriks Opstand førend i 1259, da han skal have forenet sig med den nys omtalte Abenmafon, Fyrste af Niebla, mod Kongen, (Ferreras VI. 252), men dette hindrer ikke, tvert imod sandsynliggjør, Muligheden af at han ogsaa tidligere har vakt Uroligheder.
  15. At Don Philip ikke kan have frasagt sig Erkebiskopsdømmet, af hvilket han vel drog gode Indtægter, eller overhoved have forladt den gejstlige Stand, førend umiddelbart før Trolovelsen, sees deraf, at han i et Privilegium, som Kong Alfonso i Valladolid den 5te Februar 1258, altsaa Dagen før Trolovelsen, tilstod Cordova, endnu undertegner som „Electo de Scvilla“, se Memorial hist. Esp. I. S. 127, hvor dette Brev er aftrykt. Thi det forstaar sig, at han som trolovet ikke længer kunde fore denne Titel. Vi finde og i et noget senere Privilegium af Alfonso, udstedt i Valladolid den 10de April 1258, samt optagen i samme Samling (S. 135) Sevillas Erkestol udtrykkeligt omtalt som vacant; og endelig findes i et Kongebrev, udstedt i Segovia den 15de September 1258, Infanten Don Philip kun slet og ret kaldt saaledes, ikke ved nogen anden Titel. Disse uimodsigelige diplomatariske Oplysninger vise paa det mest iøjnefaldende, hvor nøjagtig vor Saga er i sine Angivelser, og hvor godt vi kunne stole paa den, ogsaa i andre Beretninger. Hvis de spanske Historieskrivere havde haft et saadant Indblik i denne lille Episode af deres eget Lands Historie, som den, Sagaen giver, vilde de ikke kunne have begaaet saa grove chronologiske Fejl og overladt sig til saa urimelige Gisninger, som dem, vi ovenfor have omtalt. For øvrigt sees det, at Don Philip ikke selv undertegner i hiint Brev af 10de April, hvoraf man maa formode, at han strax efter Brylluppet har begivet sig bort fra Hoffet til et eller andet Len eller Herresæde.
  16. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 296.
  17. Matthæus Paris. S. 653. Ferreras, (VI. 253) taler om Uroligheder hjemme, der foraarsagede at der ej blev noget af Toget til Italien, og at Forholdet mellem ham og hans Brødre, navnlig Don Henrik, var misligt, men der anføres ingen Hjemmel, og dette tør maaskee saaledes og være en selvgjort Gisning, som saa meget andet i den spanske Historie.
  18. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 296.
  19. I Haakon Haakonssøns Saga staar der først, at Gesandterne kom hjem om Høsten, men siden, at Biskop Peter endnu om Sommeren kom tilbage til Hamar; altsaa maa de dog verre komne hjem ud paa Sommeren, hvilket og er det rimeligste, hvis de have forladt Spanien i April. Sandsynligviis have de vel, under Opholdet i Spanien, benyttet Lejligheden til at forrette deres Andagt i St. Jago de Compostella. Thorlaug Bose nævnes som kongelig Gesandt til Danmark i 1262, og er vel længe inden den Tid kommen tilbage fra Jerusalemsrejsen.
  20. Se ovenf. III. S. 1027.
  21. Christinas Rejse til Spanien er senere gjort til Vehikel for Indledningen til den saakaldte Blómstrvallasaga, der behandler Episoder af den tydske Sagnkreds om Didrik af Bern m. m. Men Forfatteren har viist sig aldeles ukyndig i Historien og Sagaens rette Sammenhæng. Han lader den Fyrste, der sendte Gesandter fra Spanien til Norge, være Kejser Frederik; Gesandtskabet kom i Haakons 20de Regjeringsaar (altsaa 1237); i Spidsen for Christinas Følge var en Bjarne af Nidaros „er mestr hefir verit fyrir Noregi“; de tre af Kejserens Brødre, mellem hvilken hun valgte, vare Villjam, Henrik og Herman; hun valgte den sidste, og ved Bryllupsgildet hørte Hr. Bjarne det Æventyr, som siden berettes, læses paa Tydsk, samt bragte det siden til Kongen i Norge. Alt dette maa være opdigtet: Forfatteren har kun løseligt hørt noget om Christinas Giftermaalshistorie, og fejler i alle Enkeltheder. Se Blómstrvallasaga, udgivet af Th. Möbius.
  22. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 313.
  23. De islandske Annaler, ved dette Aar.
  24. Saaledes Mariana, l. c., Florez, Reinas Calolicas, II. S. 592.
  25. Ferreras, VI. S. 285. Efter Davila skulde Don Philip have gjort Opstand, fordi Kong Alfonso ikke holdt det Løfte, han gav Philip, da denne egtede Christina, nemlig at overlade ham en Deel af Riget. Men det lader ikke til at dette Foregivende grunder sig paa positiv Hjemmel.
  26. 26,0 26,1 Skriftlig Meddeling fra det kgl. spanske historiske Akademi. Villasirga (egentlig Villa Alcazar de Sirga) skal ligge 2 „legusas“ fra Carrion de los Condes.
  27. Berganza, Antiguedades de Esp. II. Pag. 155. Covarrubias er en liden By, der ligger omtrent 3 norske Mile sydøstenfor Burgos.
  28. Bogen fører nu det No. 1606 qu., i den ældre Haandskriftsamling paa det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn. De her nævnte Paaskrifter, der ere tilføjede ved Slutningen af Kalendariet, lyde nøjagtigt saaledes: som følger. Først med en ret god og øvet Haand fra c. 1400: Hustru Sigridh Erlendz dotter a mik vel matu sia mik – (Slige Angivelser af en Bogs Ejer: N. N. á mik, vel máttu sjá mik, ere fra hiin Tid meget almindelige: Bogen selv indføres som talende, og undertiden følge endnu flere Riim). Dernæst, med en meget uøvet Haand og uorthographisk Skrift: þana saltar ate jvnfru kristinu doter hakvna.k. gaf frv ingibior Ellin doter sem gefe gvd henne vel at niota saltarens ok halfv bet … as … r … (halfu betr ástar?) mans síns. Naar man i et Brev fra Haakon Sigurdssøn 1391–92 (Dipl. Norv. I. No. 537) læser, at han i 1391, da hans Hustru Sigrid laa i Barselseng med Datteren Ingebjørg, deres første Barn, blandt andre Gaver forærede hende „et guldforsiret Psalter som hans Moder (Fru Ingebjørg Erlingsdatter) ejede“ kan man vanskeligt lade være at tænke paa dette Psalter, skjønt det rigtignok i hiin Paategning staar at Fru Ingebjørg selv forærede Sigrid det; men dette kunde vel og forstaaes saaledes at hun havde ladet Sønnen frembringe Gaven til Svigerdatteren, og at Haakon Sigurdssøn i hiint Document ej brød sig om at forklare det egentlige Forhold ganske omstændeligt. Paategningen kunde da være skeet af Fru Ingebjørgs egen Haand, hvilket den uorthographiske Bogstavering synes at bestyrke. At hun tilføjede „dette Psalter aatte (ejede) Jomfru Christina Haakonsdatter“ skede vel for at forhøje Bogens Affectionsværd. Det er en fuldkommen Misforstaaelse, der strider imod Paategningens tydelige Ord, naar enkelte have villet forklare den som om Christina skulde have skjenket den til Fru Ingebjørg; thi „Fru Ingibjörg“ staar tydeligt nok i Nominativ, og hun levede 100 Aar senere end Christina.