Det norske Folks Historie/5/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Kong Haakon om Høſten 1259 var kommen tilbage fra ſit Danmarkstog, tilbragte han Vinteren (1259—1260), ſom det ovenfor er nævnt, i Bergen. Samme Vinter døde Biſkop Peter i Hamar[1], og Spørgsmaalet om Beſættelſen af den ledige Biſkopsſtol gav Anledning til nye Ubehageligheder mellem Erkebiſkoppen og Kongen, ſaaledes ſom vi i det følgende ſkulle berette. Da Vintren var omme, drog Kong Haakon med ſin Søn Kong Magnus til Gøta-Elven, og holdt et nyt Møde med Byrge Jarl. Paa dette Møde, ſiges der, gik det meget venſkabeligt til mellem dem. Jarlen og hans unge Sønner var til Gjeſtebud Intet Kongen, foruden mange andre anſeede Mænd; de knyttede endog, ſom det heder, en Venſkabsforbindelſe ſaa faſt, at ikkun Døden ſkulde kunne adſkille dem, ligeſom de ogſaa aftalte, at de den førſtkommende Vaar eller Sommer ſkulde volde et lignende Møde. Efter al Rimelighed blev denne Sammenkomſt voldt og den næſte aftalt i Anledning af de Urolig heder, ſom atter begyndte eller tegnede ſig til at begynde i Danmark; thi Erkebiſkop Jakob gjorde tier fremdeles Kvalm, og i Løbet af Aaret ſkal Fyrſt Jaromar, der foregaaende Aar ved Kong Haakons Nærmelſe ſkræmmedes bort, paany trave viiſt ſig i Danmark og Miil frygteligt i Skaane, hvor han omſider, efter et viſtnok ikke paalideligt Sagn, ſkal have fundet ſin Død for en Kvindes Haand[2]. Men Kong Haakon havde desuden andre, højſt vigtige Anliggender paa Hjertet, til hvilke det var nødvendigt, eller i det mindſte trygt, at ſikre ſig mod enhver Hindring fra Byrge Jarls Side. Tiden var endelig kommen, da en Konge-Arvelov, grundet paa de nu almeengjeldende Principer, fornemmelig om den egte Fødſels abſolute Forret, kunde iſtandbringes og vedtages uden at ſtøde an mod Nogens Interesſer, da Magnus var eneſte Søn, og ingen uegte Deſcendenter af Kongehuſet fandtes, ſom kunde gjøre ham Rangen ſtridig. Alligevel er det ikke uſandſynligt, at Byrge Jarl, ſom Morfader til den unge Junker Sverre, kunde anſee ſig forpligtet til at varetage dennes Rettigheder, og proteſtere mod enhver ſaadan Ordning af Tronfølgen, at Sverre og hans Deſcendenter vilde blive udelukte, hvis Magnus efterlod egtefødde Sønner, og hans Linje vedligeholdt ſig uafbrudt. Kong Haakon maa derfor have anſeet det uomgængeligt nødvendigt at erhverve Byrge Jarls Samtykke til en ſaadan Ordning af Arvefølgen, at Junker Sverre førſt .efter Magnus’s Død kom i Beſiddelſe af Tronen, thi hvorvel dette var i Overeensſtemmelſe med norſk Vedtægt, og allerede godkjendt ved Magnus’s Ophøjelſe til Kongeværdigheden, er det ikke derfor ſagt, at Byrge Jarl ſkulde ville erkjende nogen Afvigelſe fra den ellers almindelige Regel, at ældſte Søns ældſte Søn gaar foran ældſte Søns yngre Broder, iſær da han, hvis Sverre endnu ſom Barn kom paa Tronen, derved ſelv kunde komme til at faa ſtørre Indflydelſe i Norge. Kong Haakon tænkte derhos, ſom man af det følgende kan ſlutte, paa at bringe Magnus’s Giftermaal i Orden ſaa ſnart ſom muligt efter at Tronfølgen var faſtſat, og hvad enten det nu allerede var foreløbigt aftalt ved Fredsſlutningen til Kjøbenhavn, at Magnus ſkulde faa Ingeborg, Kong Erik Valdemarsſøns Datter til Egte, eller Kong Haakon førſt nu kaſtede ſine Øjne paa hende, maatte det være ham magtpaaliggende at ſtemme Byrge Jarl gunſtigt for denne Plan, da ogſaa han havde en lignende fore med Henſyn til ſin Søn Kong Valdemar. Af hvad der ovenfor efter Sagaens udtrykkelige Ord berettes, maa man ſlutte at Byrge Jarl maa have været Venligheden og Føjeligheden ſelv. Men da vi i det følgende ville erfare, at hans Forhold, netop med Henſyn til Magnus’s Giftermaal, var højſt beſynderligt, for ikke reent ud at ſige mistænkeligt, kunne hans gode Forſikringer til Kong Haakon derfor ikke have haft ſtort at betyde. Om Kong Haakon har gjennemſkuet ham eller ej, nævnes ikke, men i alle Fald ſynes han ſaa vidt muligt at have overholdt Venſkabelighedens ydre Former. Fra Mødet med Jarlen vendte Haakon og Magnus tilbage, førſt til Tunsberg, hvor han havde den Sorg at miſte en af ſine ſtadigſte Ledſagere og Raadgivere, Biſkop Henrik i Hole, om hvilken der i det følgende vil blive handlet udførligere. Fra Tunsberg begave Kongerne ſig til Bergen, og derfra til Throndhjem, hvor han gjerne vilde indtreffe til Olaſsvaketid, ſandſynligviis for i god Mag at kunne forberede de vigtige Anliggender, der nu ſkulde forhandles paa Froſtathing. Thi .foruden at Konge-Arven, ſom det ovenfor er meldt, ſkulde faſtſættes, var der og flere og vigtige Forbedringer i den private Lovgivning, der nu ſkulde ordnes og vedtages, ej alene for Froſtathingslagen, men for det hele Land, hvisaarſag Kongen lod tilſige de øvrige Biſkopper og Prælater, Lendermændene, Stallarerne, Lagmændenne og Hirdmændene, at indfinde ſig i Throndhjem ſaa talrigt ſom muligt til et Rigsmøde, der ſkulde ſættes i Forbindelſe med Froſtathinget[3]. Under disſe Omſtændigheder maatte det falde ubelejligt nok, at Kongen befandt ſig paa en ſpendt Fod med Erkebiſkoppen, der dog ved de foreſtaaende Forhandlinger maatte have en ſaa væſentlig og afgjørende Stemme. De havde ikke ſeet hinanden ſiden Sommeren 1257, da Magnus fik Kongenavn. I 1258, og rimeligviis ogſaa i 1259, vilde Einar, ſom det udtrykkeligt ſiges, ikke begive ſig ſydover til Kongen, fordi de ſidſt havde ſkilts ad ſom Uvenner. Og juſt ſom de nu ſkulde mødes, gjorde Erkebiſkoppens Forhold i Anledning af Hamars Biſkopsſtole Beſættelſe Kongen faa opbragt paa ham, ſom han ikke i lang Tid ſynes at have været paa noget Menneſke. Chorsbrødrene i Hamar havde ikke kunnet blive enige om Valget, og da den canoniſk beſtemte Tid af tre Maaneder var gaaet hen, uden at nogen ny Biſkop var bleven valgt, tilfaldt Proviſionsretten Erkebiſkoppen. Denne var vel forekommende nok til atter at overlade Chorsbrødrene Valget, men udpegede dog ſom en Mand, han gjerne ønſkede valgt, en Chorsbroder ved Navn Lodin, hvilken ikke var Kongens Ven, ſaa at hans Ophøjelſe paa Biſkopsſtolen maatte være Kongen meget imod. Alligevel blev han valgt, og dette maa, ſom man kan beregne, juſt være indtruffet ganſke kort Tid førend Kongen rejſte til Throndhjem, ſaa at han ved Sammenkomſten med Erkebiſkoppen maatte have, hvad han anſaa for en ham af denne tilføjet Fornærmelſe, i friſkt Minde. Man fik ogſaa ſtrax ved hans Ankomſt til Nidaros ſee Beviis nok paa, hvor opbragt han var. Da hans Skib ſkulde lægge op i Nid-Elven, blev det af Strømmen drevet hen mod Øren lige over for Bakke, og kom paa Grund. Erkebiſkoppen var ſtrax paa Ferde, roede til, og gjorde ivrige Anſtalter for at faa Skibet flot, men Kongen frabad ſig Hjelp af ham, og lod kun ſætte Støtter under det, for at det ej ſkulde kantre, naar Fjæren indtraadte. Ved Flodtid blev det flot og kom løſt, ſaa at Kongen kunde lægge ind til Byen. Her blev han modtagen af Erkebiſkoppen med en højtidelig Procesſion. Men paa den ene Side af Erkebiſkoppen gik den før omtalte Suhm„ der juſt var kommen til Byen[4], enten, ifølge Kongens Indkaldelſe til Biſkopperne, eller, hvad der var rimeligt, for at lade ſig indvie; Synet af ham maa have været Kongen ſærdeles modbydeligt. Efter den Tids Skik og Brug ſkulde baade han og Erkebiſkoppen kysſe Kongen. Dette ſkede ogſaa, og denne fandt ſig vel deri ſom en uundgaaelig Ceremoni, men, heder det, Lodins Kys var ikke ſynderlig hjerteligt. Kongen havde ikke været længe i Byen, førend han og hans Søn Magnus havde en Sammenkomſt med Erkebiſkoppen angaaende Biſkopsvalget i Hamar. Kongen proteſterede aldeles imod Lodins Valg, Erkebiſkoppen vilde derimod ikke høre om andet end at Lodin ſkulde være Biſkop. De kunde ikke komme til Enighed. Trætten blev overhaands heftig, og da Erkebiſkoppen ikke vilde give efter, appellerede Kongen omſider til Paven, hvorover igjen Erkebiſkoppen blev yderſt forbitret. Kong Magnus og andre fælles Venner af Kongen og Erkebiſkoppen ſøgte nu at megle Fred, medens Lodin fandt det raadeligſt at drage ſig tilbage, og fraſige ſig Valget. Den, ſom Kongen ønſkede til Biſkop, var hans Klerk Gilbert, der tidligere havde været Archidiaconus paa Hjaltland, og hvis Navn viſer at han maa have været en Skotte. Omſider lykkedes det Kong Magnus at bringe en Sammenkomſt i Stand mellem ſin Fader og Erkebiſkoppen, ved hvilken Sammenkomſt ogſaa den nys nævnte Gilbert, ſaavel ſom Biſkop Richard af Syderøerne[5], der ſandſynligviis havde indfundet ſig til det foreſtaaende Møde, vare tilſtede; og da Kongen fremdeles holdt paa, at Gilbert og ingen anden ſkulde have Biſkopsſtolen, gav Erkebiſkoppen endelig efter og valgte ham. Men da Sagen nu engang var appelleret til Paven, ſendtes Gilbert ſelv til den pavelige Curie med Breve baade fra Kongen og Erkebiſkoppen, hvori de meldte at de begge ønſkede ham udnævnt. Dermed var denne Sag for det førſte afgjort[6].

Uenigheden angaaende dette Valg hindrede dog ikke Kongen og Erkebiſkoppen fra hæderligt at virke ſammen paa Rigsmødet og Froſtathinget til den offentlige og private Rets Forbedring, ſaaledes ſom vi ovenfor have antydet. Maaſkee at Trætten om Hamars Biſkopsſtols Beſættelſe ogſaa allerede var bilagt, da de øvrige Deeltagere i Rigsmødet indtraf til Byen, og Forhandlingerne kunde tage ſin Begyndelſe. Hvorledes disſe førtes, er ikke optegnet, men vi kjende Reſultaterne. Paa Froſtathinget, hvor enten Kongen efter forud afholdt Rigsmøde begav ſig hen og, ſom det ſiges, ordnede Kongens Sager, eller hvor maaſkee endog Rigsmødet ſelv holdtes, blev Kongearvefølgen beſtemt ved en ſkriftligt optegnet Akt. Denne Akt findes endnu optagen i det førſte Udkaſt til en efter Norges Lovgivning lempet Lovbog for Island, der ſædvanligviis, ſkjønt neppe med Rette, tillægges Kong Haakon; efter den meddele vi den her, da det i flere Henſeender er af Interesſe at kjende dens Udtrvk nøjagtigt. „Den“, heder det, „ſkal være Konge i Norge, ſom er Norges Konges ældſte egtefødde Søn, odelbaaren til Land og Thegner. Er ikke egtefød Søn til, da ſkal Kongens Søn være Konge, om han end ikke er egtefød, og er ingen af disſe til, da ſkal den være Konge i Norge, ſom er odelbaaren og nærmeſt i Arv, men derhos af Kongernes Ætt. Efter Kongens Frafald ſkal Konge-Evnet (Tronarvingen), alle Biſkopper, Abbeder, Hirdſtjorer og Lagmænd med hele Hirden være ſelvſtevnede at ſøge nord til hans Frænde, den hellige Kong Olaf, og nævne Hirdſtjorerne med ſig tolv af de forſtandigſte Bønder i hvert Biſkopsdømme, og have begivet ſig paa Rejſen inden den førſte Maaned efter at de have ſpurgt Kongens Død. Derpaa ſkal Konge-Evnet lade tilſtevne Ørething, og ſkal der tages til Konge, ſamt ſværge ſine Thegner Lov og Ret, hvorimod de ſkulle tilſværge ham Land og Thegner. Nu om Nogen lader ſig anderledes tage til Konge end det her er ſagt, da har han forbrudt Fæ og Fred, være i Pavens og alle hellige Mænds Forbud, og ikke værdig til at begraves ved nogen i Kirke; ſaa og hver den, der er med ham heri. Men hvis Hirdſtjorerne eller Hirden forſømme denne Ferd, da ere de Landraademænd (Højforrædere) mod Kongen, undtagen hvis fuld Nødvendighed hindrer dem; enhver opnævnt Bonde, der ikke foretager denne Ferd, ſkal bøde 40 Mrk. til Kongen. Kongen ſelv ſkal efter ſkjønſomme Mænds Raad afgjøre, hvor vidt der kan ſiges at have været uundgaaelig Nødvendighed forhaanden i Udeblivelſestilfælde eller ikke. I denne Ferd fare enhver paa ſin egen Bekoſtning, men Kongen ſkal dog godtgjøre alle dem deres Udlæg, der ikke have kongeligt Gods under Hænder“[7].

Man gjenkjender her øjeblikkelig meget af den Beſtemmelſe med Henſyn til Kongearven og Fremgangsmaaden i Tronledigheds-Tilfælde, ſom Erkebiſkop Eyſtein og Erling Jarl fik vedtagne paa Rigsmødet i Bergen 1164[8], men det væſentligſte er dog, ſom man ſeer, forandret. Her er ikke mere Tale om Kronens Ofring til St. Olaf, ikke om Prælaternes og de verdslige Stormænds Ret til at prøve og godkjende Troncandidaternes Adkomſter. Høvdingerne paa Tronfølgermødet ſaavel ſom de tolv Bønder af hvert Biſkopsdømme have intet andet at beſtille end at hylde Kongen. Derimod ſeer man det Princip nu højtideligt vedtaget, der allerede udtales i hiin ældre Arvelov, men med denne ſelv var blevet tilſideſat, at egte Fødſel ſaavel ſom Førſtefødſelsret var et ubetinget Fortrin. At den mandlige Linje ſkulde have abſolut Forret for den kvindelige, var allerede ældgammel Vedtægt. Kongedømmets Udelelighed var altſaa ſikret. Derimod indlod man ſig ikke paa, ſom ſenere, nøjagtigt i fjernere og fjernere Led at beſtemme Arvegangen, men henviſte kun til den gjeldende Lov om Privat-Arv. Hvor vidt nu Junker Sverre Haakonsſøn ved denne Lov kunde anſees udelukket fra Tronarven eller ej, kommer an paa hvorledes Ordene „Norges Konges ældſte egtefødde Søn“ ſkal forklares. Thi „Norges Konge“ kan her være den ſidſte afdøde Konge, eller en anden, tidligere afdød, retmæsſig Konge. I denne ſidſte Mening have Ordene ſikkert for Junker Sverres Vedkommende været tagne, thi det ſynes ikke rimeligt, at hans Faders tidlige Død ſkulde have berøvet ham hans ellers ubeſtridelige Ret til Tronen. Om der end paa den Maade kom til at beſtaa tvende kongelige Linjer ved Siden af hinanden, meente man vel, at dette dog ikke vilde have ſynderligt at betyde, da der jo alligevel alene kunde blive Spørgsmaal om eet Individ, og man havde da altid den ældſte at holde ſig til.

„Denne Akt“, ſiger hiint Lov-Udkaſt, „lod Kong Haakon ſætte i Bogen paa Froſtathinget, nemlig hvo der efter ret Arv har at være Konge i Norge efter den hellige Kong Olafs Lov, med Raad og Samtykke af ſin Søn Kong Magnus, Erkebiſkop Einar og alle de andre Lydbiſkopper, Lendermænd og lærde, Stallarer, Lagmænd og alle haandgangne Mænd, hvilke da vare tilſtede, ſamt alle Froſtathingsmændene“[9]. Uagtet Paaberaabelſen af St. Olafs Lov her er noget uegentlig, kan man dog ſige, at den foruden i det væſentlige at holde ſig til den gamle Privat-Arvelov, ogſaa udtaler det fra Kong Olafs Tid ſtrengt overholdte Arvelighedsprincip i den mandlige Linje. De Forhandlinger, denne Sag vedkommende, der ſkede paa det egentlige Froſtathing, have aabenbart kun beſtaaet deri, at den allerede af Høvdingerne vedtagne Beſtemmelſe er bleven forkyndt for Froſtathingsmændene og af disſe ſamtykt, ſom det hed, med Thingtag eller Vaabentag. Thi ſiden, tilføjes der, „forkyndte Kong Magnus det ſamme paa Thingene i alle Landets Dele, hvor alle Norges Mænd ſaaledes ſamtykkede deri for ſig og ſit Afkom med ret Thingtag“.

Men foruden denne vigtige, til den offentlige Ret hørende Akt, ſom ved denne Lejlighed vedtoges, og ſom Kong Magnus ſiden forkyndte paa de andre Thing, bleve og, ſom vi allerede have antydet, flere vigtige og indgribende Retterbøder eller Forbedringer i den private Lovgivning vedtagne. Disſe Forbedringer, der efter den tidligere omhandlede Skik indførtes for ſig ſelv, med en egen, i Kongens Navn forudſkikket Indledning foran i Lovbogen, og ſædvanligviis kaldtes „den nye Lov i Bogen“[10], indtil hans Søn, Kong Magnus, fik en fuldſtændig Lovreform tilvejebragt, udgjorde, kan man ſige, den førſte væſentlige Begyndelſe til dette ſtore Lovreviſions-Verk. De ſynes hovedſageligt at ſkyldes Kong Haakons egen Omtanke og Fædrelandsſind, ſkjønt ſikkert ogſaa hans Raadgivere, og ikke mindſt Erkebiſkop Einar, havde Deel deri, ligeſom det naturligviis ogſaa om dem heder, at de „bleve vedtagne efter Samraad med Kong Magnus, Erkebiſkop Einar, Lydbiſkopperne, Lendermændene, de lærde Mænd, Lagmændene og de forſtandigſte Mænd i Landet“. For en ſtor Deel gik de ud paa at hemme det af os allerede oftere omtalte Hang til Blodsudgydelſe, deri Stedet for at modarbejdes af den hidtil beſtaaende Lovgivning om Drabsbøder, hvilket dog umiskjendeligt var dennes Henſigt, tvert imod befordredes derved. Om. Tilſtanden i dette Henſeende giver den nys nævnte Indledning, hvorved Retterbøderne paabydes, ſaavel ſom de Motiver, der hiſt og her anføres ved Retterbøderne ſelv, Oplysninger, der vække intet mindre end hyggelige Foreſtillinger, medens man dog paa den anden Side maa erkjende, at man ej kunde vente ſtort andre Forhold ſaa kort Tid efter en langvarig Borgerkrigs-Tid, hvor Lidenſkaberne fik frit Spillerum og borgerlig Orden ſom ofteſt traadtes under Fødder. „De Fleſte“, ſaaledes begynder Kongen ſin Indledning, „vide nokſom, hvor megen og mangfoldig Skade de fleſte Mænds Ætter her i Landet have faaet af Manddrab og de bedſte Mænds Aflivelſer, hvilket har været mere ſædvanligt her end i de fleſte andre Lande. Og fordi det førſt er betænkeligt og farligt med Henſyn til Gud, og derhos paafører Folkene ſelv baade Frændetab og Pengeſpilde, ligeſom det og er en Skam at man i Lande, hvor bedre Sæder herſke, ſkal ſpørge at ſlig Uſkik herſker her mere end andenſteds: ſaa have vi i Samraad med Erkebiſkoppen, Lydbiſkopperne, Lendermændene, de lærde Mænd, Lagmændene og andre af de forſtandigſte Mænd i Landet overtænkt, hvorledes Manddrabene kunne formindſkes. Og ſynes det os førſt og fremſt i ſin Orden, at den hellige Kong Olafs Lov ſtaar ved Magt ſaaledes ſom han har beſtemt, ſkjønt det hidtil formedelſt Begjærlighed efter Gods ikke tilbørligt har været overholdt, at den, der dræber ſagesløs Mand, ſkal have forbrudt Fæ og Fred, og være utlæg.og ugild, hvor han treffes, baade for Kongen og Frænder“[11]. Derſom Manddraberen i ſin Utlegd eller Fredløshed faldt for Kongens Sverd eller for den Dræbtes Frænder, ſkulde hans Frænder, for ſaa vidt han ejede Gods, udrede Fjerdeparten af Bøderne af dette, men kunde da og fordre Trygd og Forlig af den Dødes Frænder; forlod han Norge, ſkulde hans Frænder udrede Fjerdedelen, og hvis han døde udenlands, uden ſelv at efterlade Formue nok, Halvparten af Bøderne[12]. Det var, ſom man ſeer, Privathevnen, Kongen fremdeles iſær ſøgte at forebygge. Vel vare Begreberne endnu ikke ſaa renſede, at han ganſke kunde afſkaffe den, men han ſøgte dog ſaa meget ſom muligt at indſkrænke den. Det nys nævnte Anſvar for den bortrømte Manddraber var altſaa nu det eneſte, der paalaa Frænderne. Det beſtemtes end videre, at hvis Kongen gav den, der var bleven utlæg formedelſt Drab paa ſagløs Mand, Landsviſt, det vil ſige benaadede ham, mod Erlæggelſen af en vis Pengeſum, kaldet Fredkjøb, og han derhos betalte de tilbageſtaaende Drabsbøder (Halvparten ſkulde allerede ſtrax efter Drabet udredes af hans Gods, eller hvis dette ej ſtrak til, af hans Frænder) ſkulde den Dræbtes Frænder ej have Ret til at dræbe ham; denne Ret indtraadte kun, naar han ikke vilde betale[13]. Derfor maatte heller ikke den Utlæges Arving, der tog hans Ejendomme i Beſiddelſe efter ham, ſælge disſe, ſaa længe hiin endnu var i Live, og hvis han fik Landsviſt, ſkulde alt tilbagegives ham, baade urørligt og rørligt Gods, undtagen den oppebaarne Landſkyld, der tilkom Brugeren[14]. Derſom Nogen vanærede en af de ſyv Kvinder, hvis Beſkjemmelſe Lovbogen tillod at hevne med Døden, ſkulde Udøvelſen af denne Hevn fremdeles ikke medføre Utlegd[15]. Derſom Nogen ſaarede eller paa anden Maade mishandlede ſagesløs Mand, og denne ſelv eller hans Frænder ſtrax hevnede Fredsbrudet, førend lovligt Tilbud om Bøder fremkom fra Fornærmeren, laa han paa ſine Gjerninger; men derſom han gjorde et ſaadant Tilbud og ſtillede fuldkommen Sikkerhed for dets Opfyldelſe, da blev den anden utlæg, om hun vovede at forgribe ſig paa ham[16]. Men fremfor alt gjaldt det at afſkaffe den af os for omtalte Uſkik, at en dræbt Mands Frænder ofte ikke bilde hevne ſig paa Drabsmanden ſelv, om de end kunde, men derimod til Gjengjeld dræbte den bedſte Mand af dennes Æt, om han endog var aldeles uſkyldig, eller, ſom det beder, „hverken vidende, villende eller vedværende Drabet“. „Da“, heder det, „den Onde derved netop nyder godt af ſin Slethed og Uſelhed, men den Uſkyldige maa undgjelde for at han er en brav og anſeet Mand; ſamt da mangen Mand heraf bar lidt ſtort Ætteſkaar, og vi ſelv miſtet vore bedſte Thegner i Landet, faſtſætte vi herved Ubodemaal og Al-Ejemaal for hver den, der hevner ſig paa andre end den der ſelv dræber eller anſtifter Drabet“[17], med andre Ord: et ſaadant Drab erklæredes for Nidingsverk, der ſtraffedes med uigjenkaldelig Fredløshed og Forbrydelſe af al Ejendom, løſt og faſt til Kongen. Lignende Straf beſtemtes eller maaſkee rettere indſkjærpedes for at løbe bort med anden Mands Kone, hugge Haand eller Fod af Nogen med koldt Blod, ikke i Kamp, ſaavel ſom for ſtørre Tyverier[18]. Derimod viſte Kongen ſtor Liberalitet i at nedſætte Kronens Sag-Øre eller de den tilkommende Bøder indtil en Trediedeel af det oprindelige Beløb. Alle de forrige 40 Merkers Bøder ſank ſaaledes ned til det ſiden ſaa hyppigt forekommende Beløb, „8 Ertuger og 13 Merker“. Herfra var ikke engang Thegngildet, eller den Kongen tilkommende Bod for en Thegns Drab undtaget. Thi uagtet den viſtnok, ſom vi have ſeet, allerede paa Kong Sverres Tid og maaſkee en rum Tid forud kun udgjorde 40 Mkr., ſaa ſynes dog dette kun at have været en Vedtægt uden beſtemt Lovhjemmel, hvorimod, ved ſædvanlige Drab, der ej vare Nidingsdrab, alt hvad Drabsmanden ejede i Land og Løsøre, ſkulde tilfalde Kronen, paa Odelsjord nær, der kun forbrødes ved Nidingsverk. Men Kong Haakon beſtemte udtrykkeligt, „at ſkjønt alt hvad Drabsmanden ejede i Land og Løsøre forhen faldt under Kongen, undtagen Odelsjord, ſkulde Kongen efterdags ikke tage mere Thegngilde end 8 Ertuger og 13 Mkr. Sølv i løſt eller faſt; og hvis faſt Ejendom udrededes i dette Thegngilde, ſkulde Arvingerne, hvis det var deres Odel, have Løsningsret dertil i 10 Aar[19]. Fremdeles gav Kongen ſtrenge Beſtemmelſer med Henſyn til Sysſelmændenes Embedsførſel. Man ſeer af disſe Beſtemmelſer ſaavel ſom deres Motiver, at Sysſelmændene allerede havde gjort ſig ſkyldige i ſtor Embedsforſømmelſe ſaavel ſom i tilſvarende Anmasſelſe og Underſlæb. „Ofte“, heder det, „har det hændt ſig, at utlæge Folk have pludſelig viiſt ſig (nedfaldet) i Bygderne og at Bønderne have maattet bøde til Sysſelmændene for at have huſet og hælet dem, ſaa at dette har været Sysſelmændene til Vinding men Bønderne til Pengetab, medens derimod de, hvis Gjerninger ſkulde have paadraget dem fortjent Straf, ere ſlupne bort. Derfor ville vi herefter at de kongelige Ombudsmænd ikke mindre end de andre, der i Loven nævnes, ſkulle være pligtige til, med Bøndernes Biſtand at afſtraffe dem, der begaa ſlige Udaadsverk, ſom nu ere opregnede; og hvis nogen længer farer med ſaadant Bedrageri for Vindings Skyld, det være ſig Sysſelmand eller Aarmand, at han ikke afſtraffer Udaadsmændene, naar han kan komme til, ſkal Sysſelmanden derved være ſelvſagt fra den Hæderspoſt, han beklædte paa vore Vegne, og derforuden bøde 12 Mkr. Sølvværdi; ligeſaa Aarmanden, hvis han ej beſørger Afſtraffelſen. Boden tilfalder halvt Kongen, halvt Bønderne“[20]. Man maa ſaaledes ſlutte at Sysſelmændene benyttede ſig deraf, at Lovbogen kun nævnte „Aarmænd“ ſom executive Ombudsmænd, til at unddrage ſig alle de mere byrdefulde og mindre behagelige eller indbringende Functioner, der paalaa disſe, medens der dog rimeligviis factiſk ikke længer exiſterede Aarmænd, eller i det højeſte kun yderſt faa: hvoraf Følgen var, at der ſlet ikke fandtes nogen, ſom vilde beſørge Forbryderes Afſtraffelſe, og at Bygderne derved foruroligedes af Utlæge. Men ved den her givne Beſtemmelſe udtalte Kongen tydeligt, at Sysſelmændene med Henſyn til alle executive Functioner paa Kronens Vegne ganſke traadte i Aarmændenes Sted. Derhos forbød han enhver kongelig Ombudsmand at paalægge almindelige Afgifter eller fordre tvungne Gjeſtebud; hvis nogen af Høflighed bød Ombudsmanden til ſig, eller viſte ham Tjeneſter, var det hans egen Sag; men nogen Ret hertil beſad Ombudsmanden ej[21].

Disſe Retterbøder, hvortil og kom ſtrenge Forbud mod Meeneed og Omgang mod Naturen, findes nu viſtnok i ſin Fuldſtændighed kun indførte i den ældre Froſtathings-Lovbog, men Indledningen ſelv er ſtilet til hele Norges Indbyggere; og i et kort Indbegreb af de vigtigſte, der meddeles i den nyere Landslov, given af Kong Haakons Søn Magnus, ſiges der udtrykkeligt, at de bleve givne for det hele Land[22]. De ere altſaa nok og, efter ſom Kong Magnus fik dem oplæſte og ſamtykkede paa de øvrige Thing, blevne indførte i de hertil hørende Lovbøger, af hvilke vi dog ikke nu beſidde noget ganſke fuldſtændigt Haandſkrift; af Eidſiva-.Loven .findes kun et ubetydeligt Brudſtykke, og det eneſte complette Haandſkrift, vi have af Gulathingsloven ſelv, har dog, ſom man ſeer, indeholdt flere Tillæg ved Enden, der i Tidens Løb ere tabte. Saaledes kan man vel ikke ligefrem paaviſe Retterbøderne i andre Lovbøger end Froſtathingslagens, medens der alligevel er ſaa godt ſom Vished for at de maa have været tilføjede i Haandſkriftet af Gulathingsloven, ſikkert paa nogle af de borteblevne Blade. De velgjørende Virkninger af disſe vigtige og for Landets tidsmæsſige Udvikling uundgaaelig nødvendige Forandringer undlode viſt ikke at ſpores meget ſnart, om end ikke Kong Haakon ſelv oplevede dem. Naar man ret ſætter ſig ind i, hvordan Tilſtanden, iſær med Henſyn til den perſonlige Sikkerhed, maa have været før den Tid, og hvad den ſiden var, vil man nok kunne fatte, hvilken Velgjerning Kong Haakon ved disſe Retsforbedringer beviſte ſit Folk. Men en ſtor Deel af Erkjendtligheden ſkyldes ogſaa de brave, veltænkende Mænd, der virkede med ham til det gode Formaal, og blandt dem indtager ſikkert Erkebiſkop Einar den meſt fremragende Plads.

Under Kongernes Ophold i Throndhjem, ja maaſkee endog førend deres Afrejſe fra Bergen, beſluttedes det og at gjøre Alvor af Kong Magnus’s Giftermaal. Der afſendtes et Geſandtſkab for at anholde om den danſke Kongedatter Ingeborgs Haand. I Spidſen for Geſandtſkabet ſtod en Broder Nikolas, ſandſynligviis Dominicaner. Under de daværende Forhold i Danmark, da Kongen, Ingeborgs Syſkendebarn, var et umyndigt Barn, og man ſaaledes endnu ikke ret vidſte, hvo der var hendes egentlige Værge, eller ſom det i vore ældre Love kaldtes, Giftingsmand, troede man at handle ſikreſt i at henvende ſig umiddelbart til hendes Morfader, Hertug Albrecht af Saxen-Lauenburg[23], om ej for andet, ſaa dog for at høre, hvad han vilde gjøre ved Sagen. Til ham rejſte derfor Geſandterne, og fremførte deres Erende. Men han vilde intet dermed have at gjøre: „min Datterdatter“, ſagde han, „er danſk af Fædreneæt, og Danerne idet vil altſaa ſige den danſke Formynderregjering) raade for hendes Giftermaal.“ Strax efter lod han ſine tvende ugifte Døtre prægtigt ſmykkede, træde ind, og foreſtillede dem for Geſandterne med de Ord:. „for dem raader jeg, hvis nogen bejler til .dem“. Det lader dog ikke til at Geſandterne toge nogen Notits af dette Vink. De vendte ſtrax tilbage, førſt til Danmark, uden, ſom det ſynes, her at henvende ſig til nogen; ſiden til Norge, hvor de altſaa endnu ingen Beſked kunde give[24]. Kongerne havde imidlertid forladt Throndhjem, og taget Vinterophold, Haakon i Bergen, og Magnus i Stavanger; han var nemlig allerede ved Kongens Hjemkomſt fra Danmark efter Fredsſlutningen i Kjøbenhavn bleven forlenet med Ryfylke[25]. Naar han foretog den før omtalte Rejſe til de øvrige Lagthing, for at kundgjøre de paa Froſtathing antagne Beſlutninger, og faa dem ſamtykte, ſiges ikke; det kan dog neppe være ſkeet endnu i dette ſamme Aar, thi Thingtiden var ſikkert forbi, inden han og Faderen forlode Throndhjem. Det er heller ikke let blandt de nærmeſt følgende Aar at paapege et eneſte, hvori det med Rimelighed kunde være ſkeet. Baade i 1261 og 1262 tilbragte Kong Magnus, ſom det vil ſees, Sommeren og Thingtiden i Viken, ſaa at han da i alle Fald ej kan have været paa Gulathinget.

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 299. Islandſke Annaler, ved 1260.
  2. De annaliſtiſke Optegnelſer herom ere højſt mangelagtige: af ældre Kilder er der kun to (Chron. i Scr. rer. Dan. V. 229 og 571), der ſige at han blev dræbt af en Kvinde (den ſidſte tilføjer turpiter); naar Petrus Olai ſiger at han blev kvalt (Scr. rer. Dan. I. 186), og Huitfeld (S. 260) at han blev ſtukken med en Kniv, da er vel dette kun deres egen Gisning, ligeſom det egentlig ogſaa kun er Huitfeld, der overhoved veed noget om, at Jaromar i dette Aar viſte ſig i Danmark. Men da han„ ſom tidligere viiſt, urigtigt henfører Bornholmstoget til dette Aar, torde det vel og hænde, at den hele Tale om noget Tog, ſom Jaromar i 1260 ſkulde have foretaget til Danmark, ſamt om hans Drab i dette Land, er urigtig, iſær da de ellers paalidelige Rykloſters- og Esromskloſters-Annaler fejlagtigt henlægge Jaromars før omtalte Sjælandstog og Neſtvedſlaget til 1260 i Stedet for 1259: en Fejltagelſe, der igjen kunde have bragt Huitfeld til at antage to Indfald af Jaromar i tvende paa hinanden følgende Aar i Stedet for eet. Muligt altſaa, at Jaromar ſlet ikke var i Danmark 1260, og at han døde hjemme i ſit eget Fyrſtendømme. For Reſten er hans Død i 1260 vis, ſaavel af de islandſke Annaler, ſom af flere Diplomer, ſe Suhm X. 410.
  3. I Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 303 ſtaar der kun, at Kong Haakon om Sommeren 1260 foor til Froſtathing, og der afgjorde Kongs—Sager (d. e. offentlige Anliggender). Men i Hákonarbók Cap. 9 ſtaar der udtrykkeligt, at Kongearveloven blev vedtagen „med Samtykke af Kong Magnus, Erkebiſkop Einar, alle de andre Lydbiſkopper, Lendermænd og lærde Mænd, Stallarer, Lagmænd og alle haandgangne Mænd, der da vare tilſtede, ſamt alle Froſtathingsmænd“. Uagtet Ordene „ſom da vare tilſtede“ nok kunde tages ſom om de kun gjaldt de haandgangne Mænd, ſynes de dog med ſtørſt Rimelighed at maatte udſtrækkes til alle de gejſtlige og verdslige Stormænd, ſom ſiden nævnes, iſær da der udtrykkeligt ſtaar „alle Lendermænd“. Ligeledes nævnes i Cap. 30, hvor det ſamme Møde omtales, „Lydbiſkopperne, lærde Mænd, Lendermænd o. ſ. v.“. Man kunde maaſkee tage det i den Forſtand at Kongen foreløbigt havde raadført ſig med hine Mænd, førend Sagen kom fore paa Froſtathing, men dette ligger dog ikke egentlig i Ordene, og det var heller ikke Skik og Brug, hvorimod vi nu allerede have ſeet Exempler paa at ſlige almeenvigtige Anliggender, ſom de her nævnte, netop behandledes paa almindelige Rigsmøder, for at faa dem debatterede og vedtagne for hele Riget under eet. At Sagaen intet nævner om noget ſaadant Møde, har intet ſynderligt at betyde, thi den er juſt her meget kortfattet. Og viſt er der, at der er intet, enten i Sagaen, eller i Diplomer, der ſtrider mod Antagelſen af et ſaadant Møde, ſom f. Ex., at en Biſkop paa den Tid ſkulde have opholdt ſig andenſteds, e. a. d. Sagaen omtaler neppe engang Biſkopperne paa denne Tid; vi erfare f. Ex. ſlet ikke af den, at Biſkoppen i Bergen ſiden 1256 heed Peter.
  4. Siden det udtrykkeligt ſiges, at Lodin „var kommen til Byen“, maa man ſlutte at han var Chorsbroder i Hamar, ej i Nidaros; l den ſtockholmſke Codex ſtaar ogſaa udtrykkeligt „kórsbroðir í Hamri“.
  5. I Udgavens Text ſtaar „Biskup af Suðrheimum“, hvilket ſidſte øjenſynligt maa være Skriv- eller Læſefejl for „Suðreyjum“; hvad der ogſaa ſtaar i den ſtockholmſke Codex, og rimeligviis ogſaa i Flatøbogen og Skaalholtsbogen.
  6. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 299, 302.
  7. Hákonarbók, Cap. 20.
  8. Se ovenfor II. S. 934.
  9. Haakonarbok, l. c.
  10. Haakon Haakonsſøn Saga Cap. 332.
  11. Froſtathingsloven, Indl. Cap. 3, 4.
  12. Froſtathingsloven, Indl. 1. Haakonarbok Cap. 20.
  13. Froſtathingsloven, Indl. 5. Haakonarbok Cap. 17.
  14. Froſtathingsloven, Indl. 4, 5. Haakonarbok, Cap. 16, 17.
  15. Froſtathingslovens Indl. 7. De ſyv Kvinder ere Huſtrue, Moder, Datter, Syſter, Stifmoder, Sønnekone, Broderkone.
  16. Froſtathingslovens Indl. 6.
  17. Froſtathingslovens Indl. 8, Haakonarbok, Cap. 20. Nyere Landslov X. Rb. 4. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 332. Magnus’s nyere Landsl. X, Rd. 2.
  18. Froſtathingslovens Indl. 9, 10. Haakonarbok Cap. 20; nyere Landslov X. Rd. 4. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 332.
  19. Nyere Landsl. X. Rb. 5.
  20. Froſtathingslov, Indl. Cap. 12.
  21. Nyere Landsl. X. Rb. 6.
  22. De i Froſtathingslovens Indledning in extenso optagne Retterbøder findes desværre ikke længer fuldſtændigt i det nyere nogenlunde hele Haandſkrift, hvorefter Loven er udgiven, men afbrydes ved den ovenfor omtalte Lacune, Art. 13. De 12 Artikler, ſom ſtaa at læſe forud for denne, ere: 1. Indledningen, ſamt Forbud mod Drab paa ſagesløs Mand; 2. om at herefter ej længer alt Jordegods og Løsøre ſkal betales i Thegngilde: 3.—4. om Bøder efter den aflivede Drabsmand; 5. Om Landsviſt og Fredkjøb m. m.; 6. om Hevn og Forlig for Saar eller Legemsfornærmelſer: 7. om Hevn for vanærede kvindelige Paarørende; 8. Om Drab af andre end Gjerningsmanden: 9.—10. Om Tyveri og Bortløben med andres Koner; 11. om Omgang mod Naturen; 12. om Sysſelmænds Forſømmelighed og Pligter. Den 13de Artikel, hvoraf kun de to førſte Linjer findes, handler om Manddrab. I Haakonarbok Cap. 20 findes ſtrax efter den forudſkikkede Indledning, at disſe „ſæregne Beſtemmelſer“ (einkamál) bleve vedtagne paa Froſtathing, førſt oven nævnte Art. 8, om Drab af andre end Gjerningsmanden; dernæſt Art. 9 og 10, om Tyveri og Bortløben med andres Koner: derimod findes Art. 1 foran i Cap. 14, Art. 2 i Cap. 15, Art. 3 og tildeels Art. 4 i Cap. 16, Art. 5 i Cap. 17, hvorved det dog under Art. 2, Cap. 15 er udtrykkeligt bemerket, at den formildede Beſtemmelſe om Thegngilde ſkyldes Kong Haakon, der gav den paa Fleres Bøn. De øvrige Artikler forekomme ikke i Haakonarbok. Derimod meddeler, ſom tidligere bemerket, Kong Magnus“s nyere Landslov i 10de Afdeling, eller Retterbods-Afdelingen, de ſer vigtigſte af Kong Haakons Retterbøder, nemlig a) om Nedſættelſen af Bøderne til ⅓, b) om Drab af andre end Angjeldende, c) om Lemlæſtelſer, d) om Tyveri og Bortløben med gifte Koner, e) om Lettelſe med Henſyn til Thegngilde, f) om ulovlige Paalæg. Af disſe Retterbøder findes den vigtige om Bødernes Nedſættelſe, og den om Lemlæſtelſer, ikke i Indledningen til Froſtathingsloven: men her er al Grund til at antage, at de have ſtaaet paa det Blad eller de Blade, der mangle efter Begyndelſen af Artiklen: ved Beſtemmelſen om Thegngilde er ogſaa den Omſtændighed, at uagtet den ellers næſten Ord til andet ſtemmer med Art. 2 i Froſtathingsloven, ſtaar der udtrykkeligt, at Thegngildet nedſættes til 8 Ert. 13 Mk., medens Froſtathingsloven ſamt Haakonarbok kun ſige „ſaa meget ſom Skik og Brug er“, Sandſynligviis har da Beſtemmelſen om Bødernes Nedſættelſe, der maa have været en af de ſidſte, indeholdt nogle Ord om at denne Nedſættelſe ogſaa ſkulde gjelde Thegngildet, og ved Redactionen af Udtoget har man paa hiint Sted indtaget Forandringen. Eller det kan nok være muligt, at Beſtemmelſen om Bødernes Nedſættelſe er ſkeet ſildigere end det her omhandlede Møde paa Froſtathing, nemlig paa det Thing, Kongen holdt i Bergen ſtrax før ſin Udfart 1263, og hvor han, ſom det udtrykkeligt ſiges, ordnede mange Landet vedkommende Anliggender og indrømmede Bønderne i det mindſte een Lettelſe, (ſe Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 317). Men om ſaa er, at Nedſættelſen førſt da har fundet Sted, ſaa ſlutter den ſig dog ſaa nøje til hvad der allerede var antaget paa Froſtathing, at den i det mindſte kan anſees ſom et Supplement dertil. Derhos have vi ovenfor ſeet, at Haakonarbok, ſkjønt den i Cap. 20 indtager den Indledning, der handler om Mødet paa Froſtathing, dog ikke i dette Capitel opregner alle de her vedtagne Retterbøder, men anfører enkelte af dem tidligere. Dette viſer, at man ikke kan ſlutte ſaa meget fra den Omſtændighed, at enkelte Retterbøder udelades paa eet Sted, medens de indtages paa et andet. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 332, der i Korthed omtaler Retterbøderne, har, ſom man tydeligt kan ſee, nærmeſt fulgt Udtoget, ſkjønt den ikke taler noget om Nedſættelſen af Bøderne.
  23. Albrecht havde i ſit førſte Egteſkab med Agnes af Øſterrig Datteren Juthe, der 1239 blev gift med Erik Valdemarsſøn, og efter hans Død med Burchard Borggreve af Magdeburg. Anden Gang var han gift med Helene af Braunſchweig, og havde med hende flere Døtre, af hvilke rimeligviis de yngſte, Agnes og Helene, vare de, hvilke han foreſtillede de norſke Geſandter. Sagaen ytrer om ham, at han var en ſtor Høvding, og ſiger rigtigt, at har var en af de tydſke Valgfyrſter, ſamt kejſerlig Rigs-Drottſete (Truchſeß). Han døde i Slutningen af det ſamme Aar, Geſandten havde været hos ham, ſe Suhm X. 422.
  24. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 204.
  25. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 293.