Det norske Folks Historie/5/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Under ſit Vinterophold i Bergen (1260—1261) havde Kong Haakon den Sorg, at hans Sønneſøn, Junker Sverre, døde[1]. Han tog ſig, ſiges der, dette meget nær; men ellers kan det ikke negtes, at viſtnok mangt et Frø til Ubehageligheder, maaſkee endog til indvortes Uroligheder, derved kvaltes. Kort efter Sverres Død droge Kongerne Haakon og Magnus tilſammen over Sogn og Fillefjeld til Oplandene for ſiden at begive ſig til det aftalte Møde med Byrge Jarl ved Gøta-Elven. Paa Ringsaker ſluttede Erkebiſkop Einar, der juſt kom nordfra, ſig til dem, og fulgte med dem til Tunsberg: et Tegn paa, at Forholdet mellem ham og Kongen nu var bedre end før. I Tunsberg traf de Broder Nikolas, der juſt var kommen tilbage fra ſin Geſandtſkabsrejſe til Tydſkland, og berettede hvorledes det var gaaet ham hos Hertug Albrecht. De beſluttede ifølge denne Beſked ſtrax at henvende ſig til den danſke Formynderregjering, i hvilken, foruden Enkedronningen ſelv, Grev Ernſt af Gleichen ſynes at have haft meſt at ſige; han var gift med Ingeborg, en Datter af Æsbern Snares Datter af ſamme Navn og den før omtalte Peder Strangesſøn[2]. Broder Nikolas maatte derfor paany drage afſted, og tilligemed ham Sira Aſkatin, Kongens Kantſler. Hvorfor man havde ſaadant Haſtverk, var ſandſynligviis fordi man ikke ret troede Byrge Jarl, thi ogſaa han havde enten anholdt eller agtet at anholde om Jomfru Ingeborgs Haand for ſin Søn Kong Valdemar, og herom kunde man i Norge neppe være uvidende. Medens Geſandterne vare i Danmark, begave Kongerne ſig til Gøtaelven, for efter Aftale at treffe Byrge Jarl. Men Byrge Jarl indfandt ſig ikke, og efter at have ventet en Stund paa ham, vendte de tilbage til Tunsberg for at oppebie Sira Aſkatins og Broder Nikolas’s Tilbagekomſt fra Danmark. Byrges Udeblivelſe var maaſkee, eller blev rimeligviis i det mindſte udlagt ſom et Tegn paa en mindre venſkabelig Stemning mod Kong Haakon. Thi vel havde han nu, ſom man af de følgende Begivenheder kan ſlutte, ſtore Udruſtninger fore, der udkrævede hans Nærværelſe, men derfor kunde han dog vel have fundet Tid til at bolde ſlet den tidligere Aftale efterrettelig. Han havde desuden nu Planer, der aldeles maatte ſtride mod Kong Haakons Politik. Ej alene ønſkede han, ſom vi have ſeet, et Giftermaal mellem ſin Søn Kong Valdemar og Jomfru Ingeborg, men ſelv tænkte han, der ſiden 1254 var Enkemand, paa at egte Kong Abels Enke, Dronning Mechthild, en Syſter af de holſtenſke Grever. Da vi ſiden efter erfare at Erkebiſkop Jakob gjorde ſig overordentlig Flid for at bringe dette Giftermaal i Stand, hvorved Byrge Jarl, ſom Hertug Eriks Stiffader og de holſtenſke Grevers Svoger, ganſke vilde blive dragen ind i disſes Parti, ligger den Slutning meget nær, at han førſt har ſøgt at paavirke Byrge Jarl ſelv, og bragt Sagen paa Bane for ham, iſær da det lader til, at Erkebiſkoppen i Begyndelſen af dette Aar opholdt ſig en Tid i Sverige[3], for at undgaa det Uvejr, han havde paadraget ſig ved ſin fiendtlige Optræden mod den unge Konge og alle dem, der havde været med at lade ham krone, (Juledag 1259). Han havde nemlig ladet Kongen, Enkedronningen og alle de øvrige lyſe i Ban, ſom forfaldne dertil ved den blotte Overtrædelſe af hans tidligere, med Bans Truſel ledſagede, Proteſt[4]. At Byrge Jarls Forhold til Haakon, Kong Eriks Ven, ikke var ſom man efter de tidligere givne Forſikringer havde Grund til at vente, og at Nordmændene mistænkte ham, er tydeligt af det følgende. Aſkatin og Nikolas bragte et gunſtigt Svar fra Enkedronningen, Grev Ernſt og Kongedatteren. Der ſynes ikke engang at have været Tale om et foreløbigt Jaord, men Svaret lod kun, at naar Kongerne vilde ſende et ſømmeligt Geſandtſkab for at afhente hende midt i Juli Maaned[5], ſkulde man paa ſin Side ſørge for at hun ſtrax kunde drage afſted, udſtyret paa det bedſte. Dette vidner unegteligt om, at den foreløbige Aftale om Giftermaalet allerede tidligere maa have været truffen.

Da Tiden kom, udruſtede Kongerne Geſandtſkabet, der ſynes at have været ſærdeles glimrende. I Spidſen ſtod Biſkop Haakon i Oslo; de øvrige Geſandter vare Agmund Krøkedans, hans Søn Borgar, Paal Gaas og Lodin Staur. Biſkoppen havde en Tyveſesſe, Agmund og Paal hver ſin ſtore Drage; Skibenes Antal var i Alt ſyv, og Mandſkabet talrigt og udſøgt. De ſtyrede til Horſens i Jylland, hvor Kongedatteren opholdt ſig i et nærliggende Kloſter, maaſkee Rind Nonnekloſter ved Skanderborg Sø[6]. Men man havde nu i Danmark faaet andet at tænke paa end at bortgifte Kongedatteren. Krigen med de holſtenſke Grever var atter brudt ud i fuld Lue. Da Hertug Erik efter Kongens Kroning fornyede ſin Anmodning om at blive forlenet med Sønderjylland ſom arveligt Len, men Dronningen og de ſom foreſtode Regjeringen i Kongens Navn fremdeles ikkun vilde indrømme ham det paa Livstid, ſkred han til Fiendtligheder, og fik ſtrax Underſtøttelſe af ſine Morbrødre i Holſten. De .Kongelige ſamlede ligeledes en Hær, og trængte ned til det ſydligſte af Sønderjylland, hvor Dronningen, den unge Konge og rimeligviis Grev Ernſt ſamt alle de øvrige, der havde noget at ſige i Regjeringsanliggender, befandt ſig juſt paa den Tid, da de norſke Geſandter landede ved Horſens. Disſe traf ſaaledes ikke en eneſte, til hvem de kunde henvende ſig. De ſendte Bud op til Kloſtret, for at erfare af Kongedatteren ſelv, om hun vidſte, hvor vidt der var truffet Forberedelſer til hendes Afrejſe. Hun ſvarede, at efter hendes Vidende var intet ſkeet, men hiin affærdigede ſtrax en af ſine Tjenere til Lejren i det Slesvigſke, for at melde Dronningen Geſandternes Ankomſt, og høre om hun maaſkee vilde foranſtalte det fornødne. Dronningen lod ſvare, at hun for Øjeblikket intet kunde gjøre ved denne Sag formedelſt Krigen mod Hertugen og Greverne. Og viſt er det, at Krigen nu maatte ganſke optage hende og de Herrer, der ſtode ved hendes Side, thi ſandſynligviis ſtode allerede begge Hære ſaa godt ſom lige over for hinanden paa Lohede ſøndenfor Slesvig, hvor det den 28de Juli[7], altſaa kun tretten Dage efter Geſandternes Ankomſt (hvis denne ellers ſkede til aftalt Tid), og viſtnok kun faa Dage efter at Jomfru Ingeborgs Bud indtraf i Lejren, kom til et Slag, hvori den danſke Hær leed et ſtort Nederlag, og Dronningen ſelv tilligemed den unge Konge faldt i Fiendernes Hænder. Da de norſke Geſandter ſaaledes kunde ſkjønne, at der ikke var nogen Beſked at faa, men at de maatte handle efter egen Conduite, beſluttede de med Henſyn til de farlige og trængende Omſtændigheder at vove et raſkt Skridt. De begave ſig perſonligt op til Kloſtret, fik Kongedatteren i Tale, og bade hende om at beſlutte ſig til Afrejſen paa egen Haand, overladende Reſten til Guds Styrelſe og deres ſaavel ſom Kong Haakons Omſorg. Hun havde i Førſtningen mange Betænkeligheder, og indvendte iſær, at hun ikke var belavet paa en ſaa hurtig Afrejſe. Men Biſkoppen ſvarede, at det havde ingen Fare: de vare ſelv forſynede med alt, hvad der udfordredes. Sandſynligviis havde Geſandten nu ogſaa taget flere Damer med, for at de kunde være hende til Opvartning. Omſider lod hun ſig overtale. Kong Haakon fæſtede hende højtideligt, og der beſtemtes en Dag til hendes Afhentning, hvis der imidlertid ikke indløb nogen Beſtemmelſe fra Dronningen. Man ſeer ogſaa af det følgende, at hun lovede, ikke at fortælle nogen af ſine Omgivelſer, undtagen maaſkee nogle faa paalidelige og fortrolige Venner, hvad der nu var i Gjære. Det er vel uviſt, om Biſkop Haakon og de øvrige Geſandter endnu havde vort noget om Slaget paa Lohede, men der var en anden Grund, hvorfor de haſtede med at faa Kongedatteren afſted: Byrge Jarl var med en betydelig Flaade ankommen til Øreſund, og laa udenfor Kjøbenhavn[8], hvad enten det nu var for at hjelpe Dronningen, eller ſnarere for at iagttage Begivenhederne og befordre ſine egne Planer; han havde hørt at de norſke Udſendinger vare komne til Jylland, og anmodet dem om at oppebie ham. Da de vidſte at han havde anholdt om Ingeborgs Haand for Kong Valdemar, troede de ham kun daarligt, og vilde for enhver Priis ſkynde ſig bort, inden han kunde afſkjære dem Tilbagerejſen. Da den beſtemte Dag kom, lod Biſkop Haakon ſine Folk bevæbne ſig, ſatte nogle til at pasſe paa Skibene, og gik ſelv med de øvrige Geſandter og det meſt udſøgte Mandſkab i ſluttet Trop og med fuldkommen krigerſk Holdning, ſom til en Kamp, op til Kloſtret, thi Vejen var ikke ret kort og Egnen folkerig; de frygtede at Indbyggerne, naar de erfarede deres Erende, ſkulde ville angribe deres forholdsviis lidet talrige Skare. Men alt gik godt. Da de kom til Kloſtret, var Jomfruen ſtrax færdig, og begav ſig paa Vejen med ſine Riddere og Svende, ſamt 8 Damer, medens Prioren var alt for bange for den væbnede Hob til at vove alvorlige Indvendinger. Det hele gik ſaa ſtilt og hurtigt for ſig, at de Danſke ikke vidſte noget deraf, førend hun allerede var kommen paa Vejen. Endog Ridderne, her ledſagede hende, fik ikke flere Klæder med ſig, end de gik og ſtod i. Det var ſaa godt ſom en Bortførelſe. De gik ſtrax ombord, ſejlede afſted og nærmede ſig ikke nogenſteds Kyſten, førend de løb ind til Tunsberg den 2den Auguſt[9]. Imidlertid havde Kongerne forladt Byen, og begivet ſig, Haakon til Bergen og Magnus til Stavanger. Biſkoppen affærdigede derfor ufortøvet et Brev til Kong Haakon, hvori han meldte ham Kongedatterens lykkelige Ankomſt og berettede hvorledes alt var gaaet til, og hvorledes man af Mistillid til Danerne havde fundet det raadeligere at føre hende til Norge med et ubetydeligt Følge og i al Simpelhed, end at vente indtil hun var bleven udruſtet og udſtyret ſaaledes ſom det egentlig ſømmede ſig for hendes høje Byrd: paa Ejendomme i Danmark manglede det hende for øvrigt ikke. Kong Haakon ytrede ſærdeles Tilfredshed med Biſkoppens Klogſkab og Beſlutſomhed[10], og glædede ſig overmaade ved at høre, at Jomfru Ingeborg af ſin egen frie Vilje havde overvundet alle Betænkeligheder og gjort Følge med dem. Han lod ſtrax gjøre Forberedelſer til Brylluppet, hvilket Magnus ſtundede efter at holde ſaa ſnart ſom muligt; de ypperſte Mænd i Landet bleve indbudne, Knut Jarl, Biſkopperne og alle Høvdinger. Erkebiſkoppen var allerede i Bergen. Han havde været i Følge med Kong Magnus lige fra Tunsberg til Stavanger paa dennes eget Skib, og Venſkabet mellem dem var ſaa ſtort, at de holdt fælles Bord hele Sommeren: nu havde han ledſaget Kong Magnus til Bergen, hvorhen denne ved Efterretningen om Jomfru Ingeborgs ſnarlige Ankomſt ſtrax begav ſig, for at kunne være tilſtede ved hendes Modtagelſe[11]. Biſkop Haakon og Jomfru Ingeborg blev ikke længe i Tunsberg, hvorhen de vel alene havde begivet ſig i den Tanke at Kongerne endnu vare der, men fortſatte efter en 8, 14 Dages Tid Rejſen til Bergen. Denne blev meget langvarig formedelſt Modvind, og medtog hele tre Uger; ikke førend 5te September[12] ankrede Skibet, ſom førte dem, i Laxevaag, da Storm hindrede dem fra at løbe lige ind til Byen. Begge Kongerne ſaavel ſom Erkebiſkoppen og de ypperſte af de allerede talrigt forſamlede Bryllupsgjeſter vilde ſtrax ro ud og byde dem velkommen, men Vejret var for haardt, og de maatte lægge ind igjen; førſt længer ud paa Dagen lykkedes det dem at komme ud, og da var der et ſærdeles glædeligt Møde. Saavel den gamle ſom den unge Konge modtoge Bruden med den ſtørſte Kjærlighed, og Kong Haakon ytrede ſiden, at vel havde han forhen haft de bedſte Tanker om hende og foreſat ſig at modtage hende med aabne Arme, men at han nu, efter at have ſeet hende, var dobbelt glad i hende, og vilde viſe hende endnu ſtørre Hæder end han fra førſt af havde tænkt. Efter alt hvad man kan ſkjønne af hvad der hiſt og her ytres, maa hun og have været ſærdeles elſkværdig, ligeſom det overhoved lader til, at alle disſe fire Døtre af Kong Erik Valdemarsſøn vare ſmukke af Udvortes[13]. Der maa have ſtaaet ſtort Ry af hendes Skjønhed og Ynde, ſiden Kong Magnus øjenſynligt var faa utaalmodig efter at faa hende at ſee, og ſtundede ſaa ſærdeles efter Brylluppet; og den Kjærlighed, ſom man tydeligt kan ſee at Kong Magnus bar til hende lige fra det førſte Møde, viſer at de ſtore Forventninger ikke ſkuffedes ved det nærmere perſonlige Bekjendtſkab. Men ogſaa om Kong Magnus’s Elſkværdighed maa der have været megen Tale, og man maa have priiſt den Kongedatter lykkelig, der fik ham til Egte, thi ellers vilde vel neppe Jomfru Ingeborg have viſt ſig ſaa redeboen til at følge med de norſke Geſandter, og ſætte ſig ud over ſaa mange Henſyn. Det er klart, at Giftermaalet laa hende lige ſaa meget paa Hjertet, ſom Magnus, og det lader ikke til at hun mere end Magnus i det ſenere Samliv havde nogen Anledning til at angre det. Hvo ſkulde vel have troet at en under ſaa heldvarſlende Forhold og med ſaa ſtor gjenſidig Kjærlighed ſtiftet Forbindelſe ſkulde afføde langvarige og blodige Krige, der udtømte begge Rigers Kræfter, og ved ſine Eftervirkninger bragte dem paa Undergangens Rand?

Det blev beſtemt, at Jomfru Ingeborg ikke ſkulde hylde ſit Indtog i Kongsgaarden førend ved Brylluppet; hun og Biſkop Haakon fik derfor deres Qvarteer anviiſt i Munkeliv Kloſter. Kong Haakon forelagde Magnus Valget, om han ønſkede at det ſtore Nauſt ſkulde gjøres i Stand til Brylluppet, ligeſom forhen til Kroningen, eller om han vilde at det ſkulde ſtaa i Kongsgaarden. Magnus ſvarede at de Haller, ſom nu fandtes i Kongsgaarden, men ſom endnu ikke vare i Stand for 14 Aar ſiden, da Kroningsfeſten holdtes, vare ſaa ſmukke, at man ikke kunde ønſke ſig bedre Locale[14]. Saaledes lod Kongen da de tre Haller i Kongsgaarden, eller, ſom de kaldtes, Steenhallen, Træhallen og Julehallen, ſmykke og indrette paa det bedſte til Bryllupsfeſten. Alle disſe Forberedelſer maa have ſkeet med megen Iver og Travlhed, ſiden man blev ſaa hurtigt færdig, at Brylluppet allerede kunde holdes Søndagen den 11te September, kun ſex Dage efter Jomfru Ingeborgs Ankomſt. Men ſandſynligviis har Kongen dog vel ogſaa ladet meget beſørge, førend han fik Bud fra Biſkop Haakon om det heldige Udfald af hans Sendelſe, thi Beſtemmelſen var jo, at Sønnens Brud ſkulde hentes, og han maatte derfor under alle Omſtændigheder være belavet paa at hun ſkulde komme og Brylluppet holdes. Mange af Indbydelſerne ſynes ogſaa at maatte have udgaaet tidligere, thi ellers vilde det være ubegribeligt, at en ſaa ſtor Mængde Folk i den Haſt ſkulde kunne være bragt ſammen; man regnede nemlig i alt de egentlige Gjeſters Antal til over 1900 Menneſker, Tjenerſkabet ej heri indbegrebet.

Erkebiſkoppen ſelv forrettede Vielſen. Derpaa begyndte Bryllupsgildet, og varede i tre Dage. I Steenhallen[15] bevertedes Kongerne ſelv, Erkebiſkoppen, Lydbiſkopperne, Knut Jarl, Lendermændene og Hirden. I Træhallen bevertedes begge Dronningerne, de øvrige Damer, Kloſterfolkene og den unge Dronnings Følge. I Julehallen, hvor Agmund Krøkedans og Erling Alfsſøn vare Verter, ſad Kjøbmænd, Bymænd og Udlændinger. Der var Overflødighed paa alt, ogſaa af Viin, iſær i den Hall, hvor Kong Haakon ſelv førte Forſædet, thi han forkyndte her, at Enhver kunde vælge hvad Drik han vilde, da der var lige ſaa fuldt op af Viin ſom af andre Drikkevarer. Men den Omſtændighed, at dette udtrykkeligt bemerkes, viſer dog, at Viin endnu ikke paa denne Tid i Norge plejede at vanke i nogen Overflødighed ved Gjeſtebud. Det var et almindeligt Sagn, at prægtigere Gjeſtebud end dette ikke havde ſtaaet i Norge. Ej engang det ſtore Kroningsgilde 1247 ſynes at have kunnet maale ſig dermed[16]. Bryllupsgildet blev ogſaa virkelig forlænget til, eller i det mindſte afløſt af et Kroningsgilde. Kong Haakon havde, ſom det lader, ved Geſandternes Affærdigelſe til Danmark efter Jomfru Ingeborg lovet eller rettere givet dem Fuldmagt til at love hende[17], at hun, ſaaledes ſom det allerede var blevet brugeligt i Danmark med Dronninger, efter Vielſen til Magnus ſkulde blive kronet tilligemed ſin Mand, hvilket ej alene var at betragte ſom en ſtørre Æresbeviisning for hende, men ogſaa ligeſom gav Egteſkabet ſelv og følgelig de i dette Egteſkab fødde Børns .Legitimitet en højere Sanction. Men da nu Sagen kom paa Tale, og Kong Haakon raadførte flg derom med ſine Venner og Raadgivere, var der flere, ſom ytrede Betænkeligheder og Frygt for, at Kong Magnus ved Kroningen maaſkee vilde blive overmodig og lade ſig friſte til at ſætte ſig op mod ſin Fader. Da tog Biſkop Haakon og de andre Herrer, der havde ledſaget ham til Danmark, kraftigt Ordet, erindrede Kongen om at det var et Løfte, han engang havde givet, at lade begge krone, og bad ham indſtændigt at holde det. Mange andre, blandt dem ſikkert ogſaa Erkebiſkoppen, hvis han ellers var tilſtede (hvad der maaſkee kunde være tvivlſomt), forenede deres Bønner med Geſandternes. Alligevel var Kongen endnu en Stund tvivlraadig, og man vidſte ikke, hvad Udfald Sagen vilde faa, da Kong Magnus ſelv henvendte ſig til ſin Fader og ſagde: „tro ikke deres Ord, ſom ſige at jeg ſkulde blive overmodig eller ville ſætte mig op mod eder, om I lader mig vederfares en Ære, ſom ingen Norges Konge hidtil har tilſtaaet ſin Søn; I veed jo, at jeg i alle Dele har været ydmyg og føjelig imod eder, og det tænker jeg at jeg fremdeles ſkal blive“. Man kan vel ogſaa vanſkelig nævne nogen Tronfølger, mod hvem en Mistanke, ſom den her ytrede, var mindre grundet; man maatte dog nu, i hans 21de Aar, have haft ſaa mange Anledninger til at lære det blide Sind og den retſindige Tænkemaade, ſom fremlyſer af alle hans Handlinger, efter at han ſelv var kommen til Regjeringen, at kjende, at der ingen Grund burde være til at betvivle hans Loyalitet og ſønlige Ærefrygt for Fremtiden. Denne Overbeviisning ſynes ogſaa at have ſlaaet Kong Haakon ſelv, da Sønnen nu ærbødigt og bønligt nærmede ſig ham, og holdt ham ſin hidtil førte Vandel for Øje. „Det er ſandt, Kong Magnus“, ſvarede han, næſten med et Slags Anger eller Undſeelſe over at han havde givet Mistanken et Øjeblik Rum — „det er ſandt, at I have opført eder mod os ſom en kjærlig Søn, og det vilde være en Skam, om vi ikke undte eder den højeſte Ære, ſom med Guds Miſkund kan blive eder til Deel“. Dermed var Sagen afgjort, og det unge Kongepars Kroning beſtemtes allerede til Korsmesſedagen den 14de September, der faldt paa en Onsdag og ſaaledes var Dagen umiddelbart efter den tredie Bryllupsdag[18]. Forberedelſerne bleve i Haſt gjorte, og man ſøgte ſaa nøje ſom muligt at iagttage de Ceremonier, der vare fulgte ved Kong Haakons egen Kroning, og ſom rimeligviis havde været foreſkrevne af Cardinal Villjam. Aarle om Morgenen blev der ſunget Tider over hele Byen, og da Tiderne vare ſluttede, begav alt Folket ſig op i Kongsgaarden. Den ſtørſte Deel af Hirden iførte ſig ſin Ruſtning for, ligeſom forrige Gang, at rydde Vejen til Chriſtkirken; derpaa begyndte Procesſionen, førſt gik Hirden, derpaa de, der bare Merkerne, ſaa Sysſelmændene og Skutilſveinerne, derefter Lendermændene, derefter 4 Lendermænd, bærende et Tavlbord med Kongeſkrudet og Kroningsdragten mellem ſig over deres Hoveder; derpaa kom Erling Alfsſøn og Brynjulf Jonsſøn med de to Rigsvonder (Sceptre), ſaa Knut Jarl med Kronen, og ved Siden af ham Gaut Jonsſøn med Kroningsſverdet. Knut Jarl var meget ſyg, ſaa at to Stallarer maatte underſtøtte ham. Tilſidſt kom Kongerne ſelv. Ved Gaardsporten kom Biſkopperne, Abbederne og den øvrige Gejſtlighed imod dem i Procesſion, og iſtemmede Sangen (ecce mitto angelum meum), idet de gik ind i Kirken og op til Alteret. Her blev der nu ſunget Mesſe, og efter Mesſen foregik den egentlige Salving og Kroning. Kong Haakon ſelv og Erkebiſkoppen med tre andre Biſkopper omgjordede Magnus med Kroningsſverdet. Da han var kronet, førte Erkebiſkoppen ham til hans Sæde, og derefter kronedes Dronning Ingeborg; da hun ikke var med i Procesſionen, maa hun vel, med Damerne, have indfundet ſig i Kirken tidligere. Der opholdt ſig juſt paa denne Tid i Norge, ſaaledes ſom vi nedenfor omſtændeligen ſkulle berette, et Par ſkotſke Geſandter, hvoriblandt en Ridder Misſell. Denne betragtede Højtideligheden fra ſin Plads oppe over Choret med ſtor Forundring, da det nemlig ikke var Skik og Brug at krone de ſkotſke Konger[19]. Det Hele gjorde et ſaa ſterkt Indtryk paa ham, at han braſt i Graad. Da den unge Konge omgjordedes med Sverdet, ytrede han: „man havde ſagt mig, at det ikke var Skik og Brug her til Lands at dubbe nogen til Ridder, men det maa jeg bekjende at aldrig ſaa jeg nogen Høvding dubbet ſaa højtideligt, ſom Kong Magnus“[20]. Da Dronning Ingeborg var bleven kronet, gik Kong Haakon hen til den Stol, paa hvilken Kong Magnus ſad. Magnus vilde rejſe ſig, men Kong Haakon lagde Haanden paa hans Axel, ſigende: „i Dag ſkal du ikke rejſe dig for mig, min Søn, men føre dig ſaa ſtolt op ſom muligt, og ikke bøje dig for noget Menneſke. Nu er den Dag kommen, ſom jeg ſaa gjerne ønſkede at opleve, da jeg ſeer mit eget Kjød og Blod ſaaledes hædret; det er langt fra mig, at misunde dig denne Hæder, og jeg æſkede kun Raad herom, fordi jeg ønſkede at bore, hvad andre vilde ſige dertil: det viſte ſig da, at de, der fraraadede dette, vare de ſamme, ſom juſt heller ikke tidligere ſøgte at virke til det bedſte Forhold mellem mig og eders forrige Frænder, hvilket Gud forlade dem“. Saa vidt man kan ſkjønne, var dog ikke denne Erklæring af Kong Haakon ganſke overeensſtemmende med Sandheden. Det er aabenbart, at han virkelig et Øjeblik havde heldet til deres Mening, der fraraadede Kroningen, men at han ſtrax efter oprigtigt angrede det, og nu ſøgte at ſkyde al Skylden paa ſine Raadgivere. Da Mesſen var til Ende, fulgte Erkebiſkoppen og de andre Biſkopper Kong Magnus hjem til hans Bolig, afſyngende Lovſange, ſom forhen; her afførte han ſig med Erkebiſkoppens Biſtand Kroningsklæderne, og iførte ſig Kongedragten. Dernæſt gik man til de prægtigt opdækkede Borde, og Kong Magnus bar Kronen hele den Dag. Ved Gjeſtebudet uddeelte Kongerne rige Gaver, førſt til Erkebiſkoppen og de andre Høvdinger, ſiden til de øvrige, navnlig til Kong Magnus’s Mænd, og derpaa havde Kong Magnus et ſærſkilt Gjeſtebud for de danſke Mænd, der havde ledſaget Dronning Ingeborg. Han gav dem alle kongelige Foræringer, ſaa at de vendte tilbage til Danmark meget vel tilfreds med deres Rejſe. Nogle Svende ſaavel ſom enkelte af Damerne bleve dog efter Ingeborgs Ønſke tilbage hos hende.

Noget efter Brylluppet forlod Magnus Bergen, for med ſin unge Huſtru at drage tilbage til ſit Len, Ryfylke. Hans faderlige Ven Erkebiſkop Einar fulgte ham ned til Skibet, og ſagde ved Afſkeden disſe Ord: „hidtil, naar jeg ſagde eder Farvel, gik det mig nær, men ikke denne Gang, da jeg glæder mig ved at have viiſt eder al den Tjeneſte, der tilhører eders kongelige Værdighed. Førſt gav jeg eder Kongenavn, ſiden viede jeg eder til Dronningen, og nu ſidſt har jeg viet eder, ſaavel ſom Dronningen, under Kronen. Eet ſtaar kun tilbage, hvilket Gud ikke lade mig opleve, det er at ſtande ved eders Grefte“. Magnus takkede Erkebiſkoppen for hans venlige Ord og al beviiſt Tjeneſte. Ogſaa med Kong Haakon ſynes Erkebiſkoppen nu at være kommen paa en bedre Fod end før; Kongen maa have indſeet, at han meente det vel, og at hans Kjærlighed til Tronfølgeren var oprigtig, ikke paatagen af egennyttige og rigsfarlige Henſyn[21]. Strax før eller efter Brylluppet havde Dronning Ingeborg ogſaa faaet ſin „Mund“ eller Livgeding anviiſt, nemlig nogle Forleninger i Borgeſysſel[22]; deres Udſtrækning angives ej; ſandſynligviis har det været hele Borgeſysſel.

Knut Jarl havde, ſom ovenfor nævnt, været meget ſyg under Bryllups- og Kronings-Feſten, ſaa at han blot med Nød og neppe havde kunnet deeltage i Procesſionen. Strax efter lagde han ſig til Sengs og døde efter nogen Tids Sygeleje, omkring 54 Aar gammel[23]. Hans Moder, Fru Chriſtina, var død ſyv Aar tidligere (1254)[24], uviſt om i Norge eller Sverige; det er ikke uſandſynligt, at hun efter ſin anden Mands Død, med hvem hun ikke ſynes at have haft Børn, begav ſig til ſin Søn Knut Jarl i Throndhjem og henlevede ſine ſidſte Dage paa ſine Godſer der under hans Beſkyttelſe. Disſe Godſer tilfaldt nu ham; et af dem var en Marks Bool i Gaarden Fiſken (nu Fiſke) i Surndal paa Nordmøre, hvilket han ſkjenkede Chorsbrødrene i Nidaros til Erſtatning for en Marks Bool i Heggin (Hegge) i Sparboen, hvilket Hertug Skule havde givet dem for ſin Datter, Knuts Huſtru Fru Ingerids Sjæl, men ſom ikke var kommet i Chorsbrødrenes Beſiddelſe[25]. Vi have allerede tidligere talt om Knut Jarls ſtatelige Udſeende og hans for den Tid hos en Lægmand ſjeldne Indſigter, men paa den anden Side ogſaa om hans fordærvelige Tilbøjelighed til Drik, der fremſkyndede hans Død. Fra den Tid, da han heldigt var kommen fra ſin Ungdomsſtreg, at ſætte ſig i Spidſen for Ribbungerne — hvilket dog mere var at tilſkrive hans rænkefulde Moder, end ham ſelv, ſom da var ganſke ung og uerfaren — havde han viiſt Kong Haakon en ubrødelig Troſkab, hvilken ikke engang det nærmere Forhold, hvori han traadte til Hertug Skule ſom dennes Svigerſøn, havde kunnet rokke. Han blev, ſom vi have ſeet, efter Hertug Skules Død forlenet med fire Fylker i Thrøndelagen, hvor han den længſte Tid ſynes at have opholdt ſig. Som Jarl holdt han en temmelig betydelig Skare af Hirdmænd og Huuskarle, og Ulempen af flere ſaadanne indbyrdes uafhængige Hofholdninger, der ſtundom kom i Uenighed med hinanden indbyrdes — hvorpaa vi allerede have ſeet Exempler i det foregaaende, — udeblev heller ikke her, naar de kongelige Hirdmænd og Huuskarle i ſtørre Mængde vare tilſtede i Byen. Om et Par ſaadanne Slagsmaal have vi en Beretning; de fandt Sted om Vintren mellem 1251 og 1252, da den unge, djerve Islænding Thorgils Skarde, Bodvar Thordsſøns Søn, om hvilken vi det følgende ville komme til at fortælle mere, opholdt ſig i Nidaros hos ſin Ven Eyſtein hvite, en kongelig Hirdmand, der ofte plejede at beſøge Island. I Eyſteins Huus ſamlede der ſig en heel Deel kongelige Hirdmænd og Gjeſter, og den højbyrdige Thorgils, der ſelv ogſaa var Hirdmand, betragtedes paa en vis Maade ſom den fornemſte iblandt dem, eller teede ſig i det mindſte ſom deres Formand. En Aften ſad Knut Jarl og Thorgils tilligemed en heel Deel andre Folk ſammen i en Stue og drak. Det faldt ſaa godt ſom af ſig ſelv, at de tillige bleve noget drukne, i det mindſte Knut Jarl, og i denne Tilſtand talte han heel foragteligt om Snorre Sturlasſøn og de øvrige Islændinger, der havde holdt med Hertug Skule; de vare alle tilhobe, ſagde han, daarlige Folk. Thorgils ſvarede, at hans Frænder tvert imod alleſammen havde været Mænd, der blot manglede Jarletitlen for at kunne maale ſig med Jarlen ſelv. Herover blev Jarlen meget vred; det ene Ord tog det andet, og tilſidſt kunde han ikke ſtyre ſig, men ſprang op bandende, og greb en Øxe. Thorgils ſprang ligeledes op og drog Sverdet, men de øvrige ſtimlede ſkareviis imellem, og forebyggede derved at de gjorde en Ulykke paa hinanden. Kort efter gik Thorgils bort, og da Jarlen havde ſovet Ruſen ud om Natten, angrede han, ſom det ſynes, ſin Heftighed. Efter at have hørt Morgentiderne, lod han Thorgils indbyde til ſig, og da Thorgils, der i Førſtningen ej vilde gaa, efter Eyſtein hvites Raad kom til ham, modtog Jarlen ham meget venligt, og alt løb nok ſaa godt af imellem dem. Alligevel blev der kjendeligt nogen Uvilje tilbage paa begge Sider. Noget ſenere kom en af Jarlsmændene i Klammeri med en kongelig Gjeſt; denne ſidſte lagde voldſom Haand paa ham, og da Gjeſten om Aftenen kom tilbage til ſit Herberge, raadede alle ham ufortøvet at ſøge Beſkyttelſe i Kirken eller paa et Sted, hvor flere af Kongens Mænd vare ſamlede, da Jarlen ganſke viſt vilde hevne den hans Mand tilføjede Fornærmelſe. Det viſte ſig ogſaa ſnart, at de havde ſpaaet ganſke rigtigt, thi juſt ſom Gjeſten, der tøvede noget vel længe, ſkulde gaa ud af ſit Herberge, var allerede Jarlsmændene der, grebe ham, mishandlede ham, og bragte ham til Jarlen. Denne vilde ſtrax have ladet ham dræbe, men da Natten allerede var begyndt, og det betragtedes ſom utilladeligt at lade nogen Mand aflive ved Nattetid, blev han ſluttet i Jern og ſat i Fængſel under ſtreng Bevogtning til næſte Dag. En Kjæreſte, han havde, kom med Graad og Skrig løbende til Eyſtein hvites Gaard, og bad Thorgils ſaavel ſom de øvrige tilſtedeværende Kongsmænd at frelſe ham, hvis det var muligt. Thorgils havde gjerne ſtrax begivet ſig paa Vejen med de faa Folk, der vare nærværende, for at befri ham med Magt, men Eyſtein hvite foreſtillede ham det umulige i, med ikke ſtørre Styrke baade at faa Manden ud af Fængſlet, og ſiden at forſvare ſig mod Jarlsmændene; han fulgte Eyſteins Raad, at give lidt Tid og ſende Bud efter flere af Kongsmændene, indtil de vare mandſterke nok. Da et tilſtrækkeligt Antal var ſamlet, ſtormede Skaren, med Thorgils i Spidſen, til Fængſlet. Bevogterne ſtillede ſig for Døren og vilde ſætte ſig til Modværge, men da Thorgils gav en af dem et vældigt Slag med Øxehamren, og ligeledes nogle af de andre fik haard Medfart, flygtede de bort, ſaa at Thorgils uhindret kunde bryde Døren op. Han gik nu ind, tog den Fangne i ſine Arme og bar ham ud, brød Jernene af ham og førte ham hjem med ſig til Eyſtein hvites Gaard. Da Jarlen fik dette at vide, blev han, ſom rimeligt var, overvættes vred, lod alle ſine Hirdmænd, haandgangne Mænd og andre Tilhængere blæſe ſammen, og ſtevnede med vajende Banner og hele ſin væbnede Trop ud igjennem Gaderne hen til Eyſtein hvites Gaard. Her havde Thorgils imidlertid forberedet alt til et alvorligt Forſvar, forſkandſet ſig ſaa godt det lod ſig gjøre, og foreholdt ſine Kammerater at de maatte værge ſig kjekt, ſaa at Kongen ſkulde ſpørge at han havde tapre Folk, ikke Uslinger, i ſin Tjeneſte. Da Jarlen kom til Gaarden, fandt han Thorgils og hans Mænd paa Forſkandsningen, færdige til at tage imod ham. „Er det dig Thorgils“, ſpurgte Jarlen, „der med dine Kammerater har vovet at gjøre ſaa ſtort Herverk her, ſlaa mine Mænd, bryde Fængſlet op, og voldelig befrie en Mand, der ſelv har forſknldt ſin Død?“ Thorgils fragik ej, at han havde befriet Manden, men meente at det, denne havde gjort, ikke engang var værd at tale om, end ſige fortjente Døden; men nu traf det ſig godt, at Jarlen kunde prøve, om Islændingerne vare ſaa vege og usle Karle, ſom han hiin forleden Aften havde ſagt. Det var alt for uforſkammet, ſagde Jarlen, at Mænd af ikke højere Rang end Thorgils vovede at ſammenligne ſig med ham ſelv og hans Lige, eller endog ſætte ſig over dem; efter en heel Strøm af Beſkyldninger mod Thorgils bød han ſine Mænd angribe. Thorgils bad ham kun komme: han ſkulde nok faa en Uferd, ſaa han længe ſkulde huſke det, førend han fik Manden fat. Det gik imidlertid langſomt med Angrebet, thi blandt Jarlens egne Mænd var der mange, ſom havde Frænder og Venner blandt de forſamlede Kongsmænd. Dertil kom at Eyſtein hvite var ſaa almindeligt afholdt, at enhver højſt nødigt vilde gjøre ham Fortred. Flere ſøgte allerede at megle Fred, men Jarlen var endnu ſaa raſende, at han vilde lade ſætte Ild paa Gaarden, og Thorgils gik frem med draget Sverd, ſigende at Jarlen ſkulde faa det at ſmage, hvis han kom nærmere. Man foreſtillede nu Jarlen, hvor farligt det vilde være for ham at øve ſaa ſtort Herverk mod kongelige Thegner og paa kongelig Grund[26], og han lod ſig ſaa vidt formilde, at han lovede at afholde ſig fra alle Fiendtligheder, hvis Thorgils overlod ham Selvdom. Men det afſlog Thorgils reent ud, og bad Jarlen begynde Striden eller pakke ſig bort. Eyſtein foreſlog, at Thorgils ſkulde henſkyde Sagen ved Kongens Dom. Thorgils erklærede ſig betingelſesviis villig hertil, nemlig ſaaledes at Sagen ſkulde ſtaa uafgjort, indtil begge Parter fik Kongen i Tale. Dette, ſagde Eyſtein, var ikke Skik og Brug. „Jeg ſeer nok“, ſagde Thorgils, „at du vil gjerne bringe det til Forlig“. „Jeg anſeer ogſaa Freden for bedſt“, ſagde Eyſtein, „men det er derfor ikke min Mening at du ſkal give utilbørligt efter; før ſkal alt hvad der findes her i Gaarden være opſpiiſt og opdrukket, førend du ſkal lade dig paatvinge Forligsvilkaar af Jarlen“. Nu blandede Eyſteins Huſtru Jorunn ſig i Sagen, og bad Thorgils for det Venſkabs Skyld, hiin og Mand havde viiſt ham, ikke ved alt for ſtor Paaſtaaelighed at bringe dem i nogen Ulejlighed. Thorgils lod ſig overtale, og der blev ſluttet Forlig paa det Vilkaar, at Sagen ſtrax ſkulde indankes for Kongens Dom. Kongen tilbragte, ſom vi have ſeet, denne Vinter i Oslo, og var længer ud paa Vaaren deels nede ved Gøtaelven, deels i Tunsberg[27]. Her har altſaa formodentlig Thorgils truffet ham, da han ved Paaſketider og, ſom det ſynes, ſtrax efter Slagsmaalet, opſøgte ham. Hvorledes Kongens Dom lod, ſiges ikke, men det berettes kun, at Kongen var meget tilfreds med Thorgils’s Forhold; altſaa har vel ogſaa Dommen været til Thorgils’s Fordeel[28]. Men naar man læſer om ſaadanne Scener, der meget let kunde have ledet til ſtor Blodsudgydelſe og Ødelæggelſe for en ſtor Deel af den blomſtrende By, kan man rigtignok forſtaa, at Kongen kunde have Betænkeligheder ved at lade ſin Søn Magnus krone, thi da han anſaa det ſom en Selvfølge heraf, at Magnus ogſaa derved vilde faa en mere uafhængig Stilling end hidtil, kunde han nok befrygte, at en fiendtlig Aand lettere kunde opſtaa mellem begges Omgivelſer. Der findes for Reſten ingen Spor af at enten dette eller andre lignende Slagsmaal, der muligviis, ja endog ſandſynligviis ere indtrufne mellem Kongens og Knut Jarls Folk, have fremavlet nogen vedvarende Uvilje mellem Kongen og Jarlen ſelv, eller ſvækket dennes Troſkab.

Kong Haakon lod Jarlen begrave med alle de Hædersbeviisninger, der tilkom hans høje Rang, i Chriſtkirken i Bergen ved Siden af hans Fader[29].

Allerede for flere Aar tilbage, i 1256, var Biſkop Arne i Bergen død; om hans Eftermand vide vi ikke ſtort mere, end at han heed Peter, og, ſaa vidt man kan ſee, ikke ſpillede nogen fremragende Rolle[30]. Det var altſaa denne Peter, der med de øvrige tilſtedeværende Biſkopper fungerede ved Kroningen.

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 303.
  2. Se ovenfor, S. 80. Ernſt af Gleichen var ſaaledes en Svoger førſt af den ſvenſke Konge Knut lange, ſiden af Philip Laurentsſøn, hvilke begge vare gifte med Helene, en anden Datter af Peter Strangesſøn og Ingeborg Æsbernsdatter. De danſke Diplomer nævne Grev Ernſt hyppigt, men man kan dog ikke deraf ſee, at han egentlig var en af Rigsformynderne, hvilket man maa ſlutte af den Maade, hvorpaa Sagaen omtaler ham.
  3. I de magre danſke Annaler omtales vel Erkebiſkop Jakobs ſaakaldte Landflygtighed til Sverige ikke førend i 1262; men Ribes Capitels Brev af 13de Mai 1261, meddeelt af Suhm X. 417, viſer dog, at Erkebiſkoppen paa den Tid var ude af Landet, og da det ej er rimeligt at han var i Tydſkland, maa det altſaa vel være Sverige, hvor han ogſaa nu opholdt ſig. Her havde han desuden flere Venner i fine Slægtninger.
  4. Pave Urbans Straffebrev, Langebek Scr. rer. Dan. V. 610.
  5. En halv Maaned for Olafsvaka den 29de Juli, altſaa 15de Juli. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 305.
  6. Se Daugaards danſke Kloſterhiſtorie, S. 421. Vel kunde ogſaa Visſing Kloſter her være meent (l. c. S. 420), men Rinds Kloſter ſynes at have været det anſeeligſte, og altſaa det, hvor det er rimeligſt at de ſøgte hende.
  7. Dagen angives enten ſom Vigilien før St. Olafs Dag eller ſom Pantaleons Dag; begge Angivelſer betegne 28de Juli. Hos Ditmar, ved 1261, ſtaar St. Olafs Dag, 29de Juli, men dette maa være en Fejltagelſe eller Skjødesløsheds-Feil. Naar de norſke Geſandter ankom til Horſens den 15de Juli, maatte der dog vel mindſt gaa en Dag hen med Budſendingen til Kloſtret og tilbage. Sendte nu Ingeborg Dagen efter (den 17de) Bud til Dronningen, har vel ikke dette Bud kunnet tilbagelægge Vejen i ringere Tid end et Par Dage, altſaa fra 17de til 19de Juli; omtrent ved denne Tid, eller henved 8 Dage for Slaget, er vel altſaa Kongedatterens Bud indtruffet. Tilbagerejſen tog vel lige ſaa lang Tid: den 21de eller 22de Juli er vel ſaaledes Fæſtermaalet blevet ſluttet og Rejſen aftalt; mere end i det højeſte tre Dages Friſt har vel ej været beſtemt til Forberedelſen, og Afrejſen har da maaſkee fundet Sted omkring den 25de Juli, hvilket pasſer ret godt med Ankomſten til Tunsberg 2den Auguſt. Har Sørejſen, hvad der er meget muligt, kun varet et Par Dage, kan man gjerne ſætte det hele flere Dage ſildigere, hvilket i ſig ſelv er det rimeligſte, da Geſandterne ſnarere ere indtrufne efter den beſtemte Tid, end før, og Beretningen ſelv øjenſynligt tyder hen paa at en afgjørende Kataſtrofe var ganſke nær for Haanden ved Hæren.
  8. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 306. Om Byrge Jarls Søtog til Øreſund og Kjøbenhavn 1261 tales der ogſaa i de esromſke Annaler, Scr. rer. Dan. I. 246. „I dette Aar kom Byrge Jarl til Kjøbenhavn med en ſtor Hær“.
  9. Dagen angives i Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 306, Olaſsvaka-Aften ſidere, altſaa Dagen før 3die Auguſt.
  10. Det lader næſten til at Biſkoppen, ved Tiltrædelſen af Rejſen til Danmark, har været belavet paa alvorlige Farer, thi de ovenfor, S. 135 Not. 3, omtalte Gaver, ſom han ſkjenkede til Chorsbrødrene i Oslo, gav han, ſom han ſiger, i Aaret 1261, da han rejſte til Danmark efter Dronning Ingeborg, omtrent ſom om han for Afrejſen vilde beſkikke ſit Huus eller gjøre de fornødne Dispoſitioner for ſin muligt indtreffende Død, medens han var borte paa Rejſen.
  11. Dette ſtaar vel ikke udtrykkeligt, men da det ſiges at Magnus og Erkebiſkoppen rejſte ſammen til Stavanger, og man dog ved Ingeborgs Ankomſt til Bergen finde dem her, maa det have gaaet til ſom oven anført.
  12. Tre Dage for Mariemesſe ſidere, heder det i Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 308; da denne er 8de Sept., ſkede Ankomſten til Laxevaag den 5te. Da de vare noget over tre Uger undervejs fra Tunsberg, maa de have forladt denne By omtrent 14de Auguſt; deres Ophold der varede altſaa 12 Dage; denne Tid kunde Kongedatteren vel behøve til at udhvile ſig efter Rejſen og forberede ſig bedre til det foreſtaaende Mode med Kongerne, ligeſom Biſkop Haakon ogſaa maatte lade det Brev, hvori han bebudede ſin Ankomſt, faa noget Forſpring.
  13. Ingeborgs ulykkelige Syſter Jutha beſkrives iſær ſom „en Engel fra Himlen“, ſe den ſvenſke Riimkrønike, hvor det ogſaa tidligere heder om Kong Eriks fire Døtre (i Krøniken forhøies deres Antal urigtigt til fem) at de alle vare „væne“.
  14. Dette bekræfter da nokſom, hvad der allerede ovenfor S. 129, 130 er ytret, at de vigtigſte Arbejder ved Kongsgaardens Udvidelſe eller Ombyggelſe ikke ſkede førend efter Kong Haakons Kroning, omkring 1250.
  15. Dette maa være den endnu tilværende Gildehall, der bruges ſom Kornmagaſin.
  16. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 308, 309.
  17. Dette fremgaar ſaa godt ſom udtrykkeligt af Biſkop Haakons Ord, der ſtrax efter meddeles. Han har naturligviis betragtet det ſom en Æresſag, at det Løfte, han havde givet Kongedatteren, ogſaa blev opfyldt, og anſeet flg ſelv højligt compromitteret, om det ſkuffedes.
  18. Flatøbogen, ſom ellers plejer at være ſaa nøjagtig, fejler dog, merkeligt nok, her, idet den nævner Thorsdagen (fimta dag) ſom Kroningsdagen. Det maa være fejlagtigt, da de andre Haandſkrifter eenſtemmigt have Onsdag og Korsmesſedag, der i 1261 faldt paa en Onsdag. I Sturlungaſaga X. 10 ſtaar der urigtigt at Magnus blev kronet Olafsmesſedag fyrre, (29de Juli), hvilken indtraf førend Ingeborg endnu var ankommen til Norge. I X. 21 ſtaar der atter at Magnus blev kronet Olafsmesſedag, men det tilføjes dog, at Dronning Ingeborg kronedes Korsmesſedagen. Magnus’s Kroningsdag maa vel være bleven forvexlet med hans Faders.
  19. Saaledes ſtaar der udtrykkeligt i Sagaen, ſkjønt Fordun oftere taler om de ældre ſkotſke Kongers Kroning, og navnlig om Forhandlingerne i Anledning af Alexander den 3dies ſaakaldte Kroning, da der ſtredes om, hvor vidt det gik an at „krone“ nogen Konge, der ikke i Forvejen var creeret til Ridder. Men naar man nærmere gjennemlæſer Forduns Beretning, ſeer man, at der kun er Tale om Salving og Hyldning, og ikke om den egentlige Kroning.
  20. Den Akt at creere En til Ridder, hvilket her ovenfor kaldes „at dubbe“ (hvilket egentlig betyder at ſlaa til Ridder, af det angliſke dubban), beſtod baade i Skotland og England i „Omgjordelſe med Ridderbeltet“ (cingere balteo militari); og derfor var det ganſke i ſin Orden, at Misſell betragtede Kong Magnus’s Omgjordelſe med Sverdet ſom en Riddercreation, iſær da det i Skotland anſaaes nødvendigt, at den, ſom kronedes, i det mindſte da maatte creeres til Ridder, om det ej var ſkeet før.
  21. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 312.
  22. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 313.
  23. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 311. Knut Jarl maa, ſom vi have ſeet, være født c. 1207.
  24. De islandſke Annaler, ved 1254.
  25. Dipl. Norv. II. No. 10.
  26. I mange af Haandſkrifterne ſtaar der „i Kongsgaarden“: da der her, ſom man tydeligt ſeer, kun er Tale om Eyſtein hvites Gaard, og man ikke hel kan antage at denne med Huſtru og Familie boede i ſelve Kongsgaarden, der ſnarere har været Jarlens Reſidens, ſamt da det udtrykkeligt heder, at Jarlen med ſin Trop, ſtevnede „ud ad Gaderne til Eyſteins Gaard“, maa man formode at den Gaard, Eyſtein beboede, kun har tilhørt Kongen, og maaſkee har været benyttet til Standqvarteer for flere af hans Mænd, naar han ikke ſelv var tilſtede.
  27. Se ovenfor S. 91.
  28. Sturlunga Saga VIII. 8.
  29. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 311.
  30. De islandſke Annaler, ved 1256.