Det norske Folks Historie/5/20

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 203-218).

Under sit Vinterophold i Bergen (1260–1261) havde Kong Haakon den Sorg, at hans Sønnesøn, Junker Sverre, døde^[1]. Han tog sig, siges der, dette meget nær; men ellers kan det ikke negtes, at vistnok mangt et Frø til Ubehageligheder, maaskee endog til indvortes Uroligheder, derved kvaltes. Kort efter Sverres Død droge Kongerne Haakon og Magnus tilsammen over Sogn og Fillefjeld til Oplandene for siden at begive sig til det aftalte Møde med Byrge Jarl ved Gøta-Elven. Paa Ringsaker sluttede Erkebiskop Einar, der just kom nordfra, sig til dem, og fulgte med dem til Tunsberg: et Tegn paa, at Forholdet mellem ham og Kongen nu var bedre end før. I Tunsberg traf de Broder Nikolas, der just var kommen tilbage fra sin Gesandtskabsrejse til Tydskland, og berettede hvorledes det var gaaet ham hos Hertug Albrecht. De besluttede ifølge denne Besked strax at henvende sig til den danske Formynderregjering, i hvilken, foruden Enkedronningen selv, Grev Ernst af Gleichen synes at have haft mest at sige; han var gift med Ingeborg, en Datter af Æsbern Snares Datter af samme Navn og den før omtalte Peder Strangessøn^[2]. Broder Nikolas maatte derfor paany drage afsted, og tilligemed ham Sira Askatin, Kongens Kantsler. Hvorfor man havde saadant Hastverk, var sandsynligviis fordi man ikke ret troede Byrge Jarl, thi ogsaa han havde enten anholdt eller agtet at anholde om Jomfru Ingeborgs Haand for sin Søn Kong Valdemar, og herom kunde man i Norge neppe være uvidende. Medens Gesandterne vare i Danmark, begave Kongerne sig til Gøtaelven, for efter Aftale at treffe Byrge Jarl. Men Byrge Jarl indfandt sig ikke, og efter at have ventet en Stund paa ham, vendte de tilbage til Tunsberg for at oppebie Sira Askatins og Broder Nikolas’s Tilbagekomst fra Danmark. Byrges Udeblivelse var maaskee, eller blev rimeligviis i det mindste udlagt som et Tegn paa en mindre venskabelig Stemning mod Kong Haakon. Thi vel havde han nu, som man af de følgende Begivenheder kan slutte, store Udrustninger fore, der udkrævede hans Nærværelse, men derfor kunde han dog vel have fundet Tid til at bolde slet den tidligere Aftale efterrettelig. Han havde desuden nu Planer, der aldeles maatte stride mod Kong Haakons Politik. Ej alene ønskede han, som vi have seet, et Giftermaal mellem sin Søn Kong Valdemar og Jomfru Ingeborg, men selv tænkte han, der siden 1254 var Enkemand, paa at egte Kong Abels Enke, Dronning Mechthild, en Syster af de holstenske Grever. Da vi siden efter erfare at Erkebiskop Jakob gjorde sig overordentlig Flid for at bringe dette Giftermaal i Stand, hvorved Byrge Jarl, som Hertug Eriks Stiffader og de holstenske Grevers Svoger, ganske vilde blive dragen ind i disses Parti, ligger den Slutning meget nær, at han først har søgt at paavirke Byrge Jarl selv, og bragt Sagen paa Bane for ham, især da det lader til, at Erkebiskoppen i Begyndelsen af dette Aar opholdt sig en Tid i Sverige^[3], for at undgaa det Uvejr, han havde paadraget sig ved sin fiendtlige Optræden mod den unge Konge og alle dem, der havde været med at lade ham krone, (Juledag 1259). Han havde nemlig ladet Kongen, Enkedronningen og alle de øvrige lyse i Ban, som forfaldne dertil ved den blotte Overtrædelse af hans tidligere, med Bans Trusel ledsagede, Protest^[4]. At Byrge Jarls Forhold til Haakon, Kong Eriks Ven, ikke var som man efter de tidligere givne Forsikringer havde Grund til at vente, og at Nordmændene mistænkte ham, er tydeligt af det følgende. Askatin og Nikolas bragte et gunstigt Svar fra Enkedronningen, Grev Ernst og Kongedatteren. Der synes ikke engang at have været Tale om et foreløbigt Jaord, men Svaret lod kun, at naar Kongerne vilde sende et sømmeligt Gesandtskab for at afhente hende midt i Juli Maaned^[5], skulde man paa sin Side sørge for at hun strax kunde drage afsted, udstyret paa det bedste. Dette vidner unegteligt om, at den foreløbige Aftale om Giftermaalet allerede tidligere maa have været truffen.

Da Tiden kom, udrustede Kongerne Gesandtskabet, der synes at have været særdeles glimrende. I Spidsen stod Biskop Haakon i Oslo; de øvrige Gesandter vare Agmund Krøkedans, hans Søn Borgar, Paal Gaas og Lodin Staur. Biskoppen havde en Tyvesesse, Agmund og Paal hver sin store Drage; Skibenes Antal var i Alt syv, og Mandskabet talrigt og udsøgt. De styrede til Horsens i Jylland, hvor Kongedatteren opholdt sig i et nærliggende Kloster, maaskee Rind Nonnekloster ved Skanderborg Sø^[6]. Men man havde nu i Danmark faaet andet at tænke paa end at bortgifte Kongedatteren. Krigen med de holstenske Grever var atter brudt ud i fuld Lue. Da Hertug Erik efter Kongens Kroning fornyede sin Anmodning om at blive forlenet med Sønderjylland som arveligt Len, men Dronningen og de som forestode Regjeringen i Kongens Navn fremdeles ikkun vilde indrømme ham det paa Livstid, skred han til Fiendtligheder, og fik strax Understøttelse af sine Morbrødre i Holsten. De .Kongelige samlede ligeledes en Hær, og trængte ned til det sydligste af Sønderjylland, hvor Dronningen, den unge Konge og rimeligviis Grev Ernst samt alle de øvrige, der havde noget at sige i Regjeringsanliggender, befandt sig just paa den Tid, da de norske Gesandter landede ved Horsens. Disse traf saaledes ikke en eneste, til hvem de kunde henvende sig. De sendte Bud op til Klostret, for at erfare af Kongedatteren selv, om hun vidste, hvor vidt der var truffet Forberedelser til hendes Afrejse. Hun svarede, at efter hendes Vidende var intet skeet, men hiin affærdigede strax en af sine Tjenere til Lejren i det Slesvigske, for at melde Dronningen Gesandternes Ankomst, og høre om hun maaskee vilde foranstalte det fornødne. Dronningen lod svare, at hun for Øjeblikket intet kunde gjøre ved denne Sag formedelst Krigen mod Hertugen og Greverne. Og vist er det, at Krigen nu maatte ganske optage hende og de Herrer, der stode ved hendes Side, thi sandsynligviis stode allerede begge Hære saa godt som lige over for hinanden paa Lohede søndenfor Slesvig, hvor det den 28de Juli^[7], altsaa kun tretten Dage efter Gesandternes Ankomst (hvis denne ellers skede til aftalt Tid), og vistnok kun faa Dage efter at Jomfru Ingeborgs Bud indtraf i Lejren, kom til et Slag, hvori den danske Hær leed et stort Nederlag, og Dronningen selv tilligemed den unge Konge faldt i Fiendernes Hænder. Da de norske Gesandter saaledes kunde skjønne, at der ikke var nogen Besked at faa, men at de maatte handle efter egen Conduite, besluttede de med Hensyn til de farlige og trængende Omstændigheder at vove et raskt Skridt. De begave sig personligt op til Klostret, fik Kongedatteren i Tale, og bade hende om at beslutte sig til Afrejsen paa egen Haand, overladende Resten til Guds Styrelse og deres saavel som Kong Haakons Omsorg. Hun havde i Førstningen mange Betænkeligheder, og indvendte især, at hun ikke var belavet paa en saa hurtig Afrejse. Men Biskoppen svarede, at det havde ingen Fare: de vare selv forsynede med alt, hvad der udfordredes. Sandsynligviis havde Gesandten nu ogsaa taget flere Damer med, for at de kunde være hende til Opvartning. Omsider lod hun sig overtale. Kong Haakon fæstede hende højtideligt, og der bestemtes en Dag til hendes Afhentning, hvis der imidlertid ikke indløb nogen Bestemmelse fra Dronningen. Man seer ogsaa af det følgende, at hun lovede, ikke at fortælle nogen af sine Omgivelser, undtagen maaskee nogle faa paalidelige og fortrolige Venner, hvad der nu var i Gjære. Det er vel uvist, om Biskop Haakon og de øvrige Gesandter endnu havde vort noget om Slaget paa Lohede, men der var en anden Grund, hvorfor de hastede med at faa Kongedatteren afsted: Byrge Jarl var med en betydelig Flaade ankommen til Øresund, og laa udenfor Kjøbenhavn^[8], hvad enten det nu var for at hjelpe Dronningen, eller snarere for at iagttage Begivenhederne og befordre sine egne Planer; han havde hørt at de norske Udsendinger vare komne til Jylland, og anmodet dem om at oppebie ham. Da de vidste at han havde anholdt om Ingeborgs Haand for Kong Valdemar, troede de ham kun daarligt, og vilde for enhver Priis skynde sig bort, inden han kunde afskjære dem Tilbagerejsen. Da den bestemte Dag kom, lod Biskop Haakon sine Folk bevæbne sig, satte nogle til at passe paa Skibene, og gik selv med de øvrige Gesandter og det mest udsøgte Mandskab i sluttet Trop og med fuldkommen krigersk Holdning, som til en Kamp, op til Klostret, thi Vejen var ikke ret kort og Egnen folkerig; de frygtede at Indbyggerne, naar de erfarede deres Erende, skulde ville angribe deres forholdsviis lidet talrige Skare. Men alt gik godt. Da de kom til Klostret, var Jomfruen strax færdig, og begav sig paa Vejen med sine Riddere og Svende, samt 8 Damer, medens Prioren var alt for bange for den væbnede Hob til at vove alvorlige Indvendinger. Det hele gik saa stilt og hurtigt for sig, at de Danske ikke vidste noget deraf, førend hun allerede var kommen paa Vejen. Endog Ridderne, her ledsagede hende, fik ikke flere Klæder med sig, end de gik og stod i. Det var saa godt som en Bortførelse. De gik strax ombord, sejlede afsted og nærmede sig ikke nogensteds Kysten, førend de løb ind til Tunsberg den 2den August^[9]. Imidlertid havde Kongerne forladt Byen, og begivet sig, Haakon til Bergen og Magnus til Stavanger. Biskoppen affærdigede derfor ufortøvet et Brev til Kong Haakon, hvori han meldte ham Kongedatterens lykkelige Ankomst og berettede hvorledes alt var gaaet til, og hvorledes man af Mistillid til Danerne havde fundet det raadeligere at føre hende til Norge med et ubetydeligt Følge og i al Simpelhed, end at vente indtil hun var bleven udrustet og udstyret saaledes som det egentlig sømmede sig for hendes høje Byrd: paa Ejendomme i Danmark manglede det hende for øvrigt ikke. Kong Haakon ytrede særdeles Tilfredshed med Biskoppens Klogskab og Beslutsomhed^[10], og glædede sig overmaade ved at høre, at Jomfru Ingeborg af sin egen frie Vilje havde overvundet alle Betænkeligheder og gjort Følge med dem. Han lod strax gjøre Forberedelser til Brylluppet, hvilket Magnus stundede efter at holde saa snart som muligt; de ypperste Mænd i Landet bleve indbudne, Knut Jarl, Biskopperne og alle Høvdinger. Erkebiskoppen var allerede i Bergen. Han havde været i Følge med Kong Magnus lige fra Tunsberg til Stavanger paa dennes eget Skib, og Venskabet mellem dem var saa stort, at de holdt fælles Bord hele Sommeren: nu havde han ledsaget Kong Magnus til Bergen, hvorhen denne ved Efterretningen om Jomfru Ingeborgs snarlige Ankomst strax begav sig, for at kunne være tilstede ved hendes Modtagelse^[11]. Biskop Haakon og Jomfru Ingeborg blev ikke længe i Tunsberg, hvorhen de vel alene havde begivet sig i den Tanke at Kongerne endnu vare der, men fortsatte efter en 8, 14 Dages Tid Rejsen til Bergen. Denne blev meget langvarig formedelst Modvind, og medtog hele tre Uger; ikke førend 5te September^[12] ankrede Skibet, som førte dem, i Laxevaag, da Storm hindrede dem fra at løbe lige ind til Byen. Begge Kongerne saavel som Erkebiskoppen og de ypperste af de allerede talrigt forsamlede Bryllupsgjester vilde strax ro ud og byde dem velkommen, men Vejret var for haardt, og de maatte lægge ind igjen; først længer ud paa Dagen lykkedes det dem at komme ud, og da var der et særdeles glædeligt Møde. Saavel den gamle som den unge Konge modtoge Bruden med den største Kjærlighed, og Kong Haakon ytrede siden, at vel havde han forhen haft de bedste Tanker om hende og foresat sig at modtage hende med aabne Arme, men at han nu, efter at have seet hende, var dobbelt glad i hende, og vilde vise hende endnu større Hæder end han fra først af havde tænkt. Efter alt hvad man kan skjønne af hvad der hist og her ytres, maa hun og have været særdeles elskværdig, ligesom det overhoved lader til, at alle disse fire Døtre af Kong Erik Valdemarssøn vare smukke af Udvortes^[13]. Der maa have staaet stort Ry af hendes Skjønhed og Ynde, siden Kong Magnus øjensynligt var faa utaalmodig efter at faa hende at see, og stundede saa særdeles efter Brylluppet; og den Kjærlighed, som man tydeligt kan see at Kong Magnus bar til hende lige fra det første Møde, viser at de store Forventninger ikke skuffedes ved det nærmere personlige Bekjendtskab. Men ogsaa om Kong Magnus’s Elskværdighed maa der have været megen Tale, og man maa have priist den Kongedatter lykkelig, der fik ham til Egte, thi ellers vilde vel neppe Jomfru Ingeborg have vist sig saa redeboen til at følge med de norske Gesandter, og sætte sig ud over saa mange Hensyn. Det er klart, at Giftermaalet laa hende lige saa meget paa Hjertet, som Magnus, og det lader ikke til at hun mere end Magnus i det senere Samliv havde nogen Anledning til at angre det. Hvo skulde vel have troet at en under saa heldvarslende Forhold og med saa stor gjensidig Kjærlighed stiftet Forbindelse skulde afføde langvarige og blodige Krige, der udtømte begge Rigers Kræfter, og ved sine Eftervirkninger bragte dem paa Undergangens Rand?

Det blev bestemt, at Jomfru Ingeborg ikke skulde hylde sit Indtog i Kongsgaarden førend ved Brylluppet; hun og Biskop Haakon fik derfor deres Qvarteer anviist i Munkeliv Kloster. Kong Haakon forelagde Magnus Valget, om han ønskede at det store Naust skulde gjøres i Stand til Brylluppet, ligesom forhen til Kroningen, eller om han vilde at det skulde staa i Kongsgaarden. Magnus svarede at de Haller, som nu fandtes i Kongsgaarden, men som endnu ikke vare i Stand for 14 Aar siden, da Kroningsfesten holdtes, vare saa smukke, at man ikke kunde ønske sig bedre Locale^[14]. Saaledes lod Kongen da de tre Haller i Kongsgaarden, eller, som de kaldtes, Steenhallen, Træhallen og Julehallen, smykke og indrette paa det bedste til Bryllupsfesten. Alle disse Forberedelser maa have skeet med megen Iver og Travlhed, siden man blev saa hurtigt færdig, at Brylluppet allerede kunde holdes Søndagen den 11te September, kun sex Dage efter Jomfru Ingeborgs Ankomst. Men sandsynligviis har Kongen dog vel ogsaa ladet meget besørge, førend han fik Bud fra Biskop Haakon om det heldige Udfald af hans Sendelse, thi Bestemmelsen var jo, at Sønnens Brud skulde hentes, og han maatte derfor under alle Omstændigheder være belavet paa at hun skulde komme og Brylluppet holdes. Mange af Indbydelserne synes ogsaa at maatte have udgaaet tidligere, thi ellers vilde det være ubegribeligt, at en saa stor Mængde Folk i den Hast skulde kunne være bragt sammen; man regnede nemlig i alt de egentlige Gjesters Antal til over 1900 Mennesker, Tjenerskabet ej heri indbegrebet.

Erkebiskoppen selv forrettede Vielsen. Derpaa begyndte Bryllupsgildet, og varede i tre Dage. I Steenhallen^[15] bevertedes Kongerne selv, Erkebiskoppen, Lydbiskopperne, Knut Jarl, Lendermændene og Hirden. I Træhallen bevertedes begge Dronningerne, de øvrige Damer, Klosterfolkene og den unge Dronnings Følge. I Julehallen, hvor Agmund Krøkedans og Erling Alfssøn vare Verter, sad Kjøbmænd, Bymænd og Udlændinger. Der var Overflødighed paa alt, ogsaa af Viin, især i den Hall, hvor Kong Haakon selv førte Forsædet, thi han forkyndte her, at Enhver kunde vælge hvad Drik han vilde, da der var lige saa fuldt op af Viin som af andre Drikkevarer. Men den Omstændighed, at dette udtrykkeligt bemerkes, viser dog, at Viin endnu ikke paa denne Tid i Norge plejede at vanke i nogen Overflødighed ved Gjestebud. Det var et almindeligt Sagn, at prægtigere Gjestebud end dette ikke havde staaet i Norge. Ej engang det store Kroningsgilde 1247 synes at have kunnet maale sig dermed^[16]. Bryllupsgildet blev ogsaa virkelig forlænget til, eller i det mindste afløst af et Kroningsgilde. Kong Haakon havde, som det lader, ved Gesandternes Affærdigelse til Danmark efter Jomfru Ingeborg lovet eller rettere givet dem Fuldmagt til at love hende^[17], at hun, saaledes som det allerede var blevet brugeligt i Danmark med Dronninger, efter Vielsen til Magnus skulde blive kronet tilligemed sin Mand, hvilket ej alene var at betragte som en større Æresbeviisning for hende, men ogsaa ligesom gav Egteskabet selv og følgelig de i dette Egteskab fødde Børns .Legitimitet en højere Sanction. Men da nu Sagen kom paa Tale, og Kong Haakon raadførte flg derom med sine Venner og Raadgivere, var der flere, som ytrede Betænkeligheder og Frygt for, at Kong Magnus ved Kroningen maaskee vilde blive overmodig og lade sig friste til at sætte sig op mod sin Fader. Da tog Biskop Haakon og de andre Herrer, der havde ledsaget ham til Danmark, kraftigt Ordet, erindrede Kongen om at det var et Løfte, han engang havde givet, at lade begge krone, og bad ham indstændigt at holde det. Mange andre, blandt dem sikkert ogsaa Erkebiskoppen, hvis han ellers var tilstede (hvad der maaskee kunde være tvivlsomt), forenede deres Bønner med Gesandternes. Alligevel var Kongen endnu en Stund tvivlraadig, og man vidste ikke, hvad Udfald Sagen vilde faa, da Kong Magnus selv henvendte sig til sin Fader og sagde: „tro ikke deres Ord, som sige at jeg skulde blive overmodig eller ville sætte mig op mod eder, om I lader mig vederfares en Ære, som ingen Norges Konge hidtil har tilstaaet sin Søn; I veed jo, at jeg i alle Dele har været ydmyg og føjelig imod eder, og det tænker jeg at jeg fremdeles skal blive“. Man kan vel ogsaa vanskelig nævne nogen Tronfølger, mod hvem en Mistanke, som den her ytrede, var mindre grundet; man maatte dog nu, i hans 21de Aar, have haft saa mange Anledninger til at lære det blide Sind og den retsindige Tænkemaade, som fremlyser af alle hans Handlinger, efter at han selv var kommen til Regjeringen, at kjende, at der ingen Grund burde være til at betvivle hans Loyalitet og sønlige Ærefrygt for Fremtiden. Denne Overbeviisning synes ogsaa at have slaaet Kong Haakon selv, da Sønnen nu ærbødigt og bønligt nærmede sig ham, og holdt ham sin hidtil førte Vandel for Øje. „Det er sandt, Kong Magnus“, svarede han, næsten med et Slags Anger eller Undseelse over at han havde givet Mistanken et Øjeblik Rum – „det er sandt, at I have opført eder mod os som en kjærlig Søn, og det vilde være en Skam, om vi ikke undte eder den højeste Ære, som med Guds Miskund kan blive eder til Deel“. Dermed var Sagen afgjort, og det unge Kongepars Kroning bestemtes allerede til Korsmessedagen den 14de September, der faldt paa en Onsdag og saaledes var Dagen umiddelbart efter den tredie Bryllupsdag^[18]. Forberedelserne bleve i Hast gjorte, og man søgte saa nøje som muligt at iagttage de Ceremonier, der vare fulgte ved Kong Haakons egen Kroning, og som rimeligviis havde været foreskrevne af Cardinal Villjam. Aarle om Morgenen blev der sunget Tider over hele Byen, og da Tiderne vare sluttede, begav alt Folket sig op i Kongsgaarden. Den største Deel af Hirden iførte sig sin Rustning for, ligesom forrige Gang, at rydde Vejen til Christkirken; derpaa begyndte Processionen, først gik Hirden, derpaa de, der bare Merkerne, saa Sysselmændene og Skutilsveinerne, derefter Lendermændene, derefter 4 Lendermænd, bærende et Tavlbord med Kongeskrudet og Kroningsdragten mellem sig over deres Hoveder; derpaa kom Erling Alfssøn og Brynjulf Jonssøn med de to Rigsvonder (Sceptre), saa Knut Jarl med Kronen, og ved Siden af ham Gaut Jonssøn med Kroningssverdet. Knut Jarl var meget syg, saa at to Stallarer maatte understøtte ham. Tilsidst kom Kongerne selv. Ved Gaardsporten kom Biskopperne, Abbederne og den øvrige Gejstlighed imod dem i Procession, og istemmede Sangen (ecce mitto angelum meum), idet de gik ind i Kirken og op til Alteret. Her blev der nu sunget Messe, og efter Messen foregik den egentlige Salving og Kroning. Kong Haakon selv og Erkebiskoppen med tre andre Biskopper omgjordede Magnus med Kroningssverdet. Da han var kronet, førte Erkebiskoppen ham til hans Sæde, og derefter kronedes Dronning Ingeborg; da hun ikke var med i Processionen, maa hun vel, med Damerne, have indfundet sig i Kirken tidligere. Der opholdt sig just paa denne Tid i Norge, saaledes som vi nedenfor omstændeligen skulle berette, et Par skotske Gesandter, hvoriblandt en Ridder Missell. Denne betragtede Højtideligheden fra sin Plads oppe over Choret med stor Forundring, da det nemlig ikke var Skik og Brug at krone de skotske Konger^[19]. Det Hele gjorde et saa sterkt Indtryk paa ham, at han brast i Graad. Da den unge Konge omgjordedes med Sverdet, ytrede han: „man havde sagt mig, at det ikke var Skik og Brug her til Lands at dubbe nogen til Ridder, men det maa jeg bekjende at aldrig saa jeg nogen Høvding dubbet saa højtideligt, som Kong Magnus“^[20]. Da Dronning Ingeborg var bleven kronet, gik Kong Haakon hen til den Stol, paa hvilken Kong Magnus sad. Magnus vilde rejse sig, men Kong Haakon lagde Haanden paa hans Axel, sigende: „i Dag skal du ikke rejse dig for mig, min Søn, men føre dig saa stolt op som muligt, og ikke bøje dig for noget Menneske. Nu er den Dag kommen, som jeg saa gjerne ønskede at opleve, da jeg seer mit eget Kjød og Blod saaledes hædret; det er langt fra mig, at misunde dig denne Hæder, og jeg æskede kun Raad herom, fordi jeg ønskede at bore, hvad andre vilde sige dertil: det viste sig da, at de, der fraraadede dette, vare de samme, som just heller ikke tidligere søgte at virke til det bedste Forhold mellem mig og eders forrige Frænder, hvilket Gud forlade dem“. Saa vidt man kan skjønne, var dog ikke denne Erklæring af Kong Haakon ganske overeensstemmende med Sandheden. Det er aabenbart, at han virkelig et Øjeblik havde heldet til deres Mening, der fraraadede Kroningen, men at han strax efter oprigtigt angrede det, og nu søgte at skyde al Skylden paa sine Raadgivere. Da Messen var til Ende, fulgte Erkebiskoppen og de andre Biskopper Kong Magnus hjem til hans Bolig, afsyngende Lovsange, som forhen; her afførte han sig med Erkebiskoppens Bistand Kroningsklæderne, og iførte sig Kongedragten. Dernæst gik man til de prægtigt opdækkede Borde, og Kong Magnus bar Kronen hele den Dag. Ved Gjestebudet uddeelte Kongerne rige Gaver, først til Erkebiskoppen og de andre Høvdinger, siden til de øvrige, navnlig til Kong Magnus’s Mænd, og derpaa havde Kong Magnus et særskilt Gjestebud for de danske Mænd, der havde ledsaget Dronning Ingeborg. Han gav dem alle kongelige Foræringer, saa at de vendte tilbage til Danmark meget vel tilfreds med deres Rejse. Nogle Svende saavel som enkelte af Damerne bleve dog efter Ingeborgs Ønske tilbage hos hende.

Noget efter Brylluppet forlod Magnus Bergen, for med sin unge Hustru at drage tilbage til sit Len, Ryfylke. Hans faderlige Ven Erkebiskop Einar fulgte ham ned til Skibet, og sagde ved Afskeden disse Ord: „hidtil, naar jeg sagde eder Farvel, gik det mig nær, men ikke denne Gang, da jeg glæder mig ved at have viist eder al den Tjeneste, der tilhører eders kongelige Værdighed. Først gav jeg eder Kongenavn, siden viede jeg eder til Dronningen, og nu sidst har jeg viet eder, saavel som Dronningen, under Kronen. Eet staar kun tilbage, hvilket Gud ikke lade mig opleve, det er at stande ved eders Grefte“. Magnus takkede Erkebiskoppen for hans venlige Ord og al beviist Tjeneste. Ogsaa med Kong Haakon synes Erkebiskoppen nu at være kommen paa en bedre Fod end før; Kongen maa have indseet, at han meente det vel, og at hans Kjærlighed til Tronfølgeren var oprigtig, ikke paatagen af egennyttige og rigsfarlige Hensyn^[21]. Strax før eller efter Brylluppet havde Dronning Ingeborg ogsaa faaet sin „Mund“ eller Livgeding anviist, nemlig nogle Forleninger i Borgesyssel^[22]; deres Udstrækning angives ej; sandsynligviis har det været hele Borgesyssel.

Knut Jarl havde, som ovenfor nævnt, været meget syg under Bryllups- og Kronings-Festen, saa at han blot med Nød og neppe havde kunnet deeltage i Processionen. Strax efter lagde han sig til Sengs og døde efter nogen Tids Sygeleje, omkring 54 Aar gammel^[23]. Hans Moder, Fru Christina, var død syv Aar tidligere (1254)^[24], uvist om i Norge eller Sverige; det er ikke usandsynligt, at hun efter sin anden Mands Død, med hvem hun ikke synes at have haft Børn, begav sig til sin Søn Knut Jarl i Throndhjem og henlevede sine sidste Dage paa sine Godser der under hans Beskyttelse. Disse Godser tilfaldt nu ham; et af dem var en Marks Bool i Gaarden Fisken (nu Fiske) i Surndal paa Nordmøre, hvilket han skjenkede Chorsbrødrene i Nidaros til Erstatning for en Marks Bool i Heggin (Hegge) i Sparboen, hvilket Hertug Skule havde givet dem for sin Datter, Knuts Hustru Fru Ingerids Sjæl, men som ikke var kommet i Chorsbrødrenes Besiddelse^[25]. Vi have allerede tidligere talt om Knut Jarls statelige Udseende og hans for den Tid hos en Lægmand sjeldne Indsigter, men paa den anden Side ogsaa om hans fordærvelige Tilbøjelighed til Drik, der fremskyndede hans Død. Fra den Tid, da han heldigt var kommen fra sin Ungdomsstreg, at sætte sig i Spidsen for Ribbungerne – hvilket dog mere var at tilskrive hans rænkefulde Moder, end ham selv, som da var ganske ung og uerfaren – havde han viist Kong Haakon en ubrødelig Troskab, hvilken ikke engang det nærmere Forhold, hvori han traadte til Hertug Skule som dennes Svigersøn, havde kunnet rokke. Han blev, som vi have seet, efter Hertug Skules Død forlenet med fire Fylker i Thrøndelagen, hvor han den længste Tid synes at have opholdt sig. Som Jarl holdt han en temmelig betydelig Skare af Hirdmænd og Huuskarle, og Ulempen af flere saadanne indbyrdes uafhængige Hofholdninger, der stundom kom i Uenighed med hinanden indbyrdes – hvorpaa vi allerede have seet Exempler i det foregaaende, – udeblev heller ikke her, naar de kongelige Hirdmænd og Huuskarle i større Mængde vare tilstede i Byen. Om et Par saadanne Slagsmaal have vi en Beretning; de fandt Sted om Vintren mellem 1251 og 1252, da den unge, djerve Islænding Thorgils Skarde, Bodvar Thordssøns Søn, om hvilken vi det følgende ville komme til at fortælle mere, opholdt sig i Nidaros hos sin Ven Eystein hvite, en kongelig Hirdmand, der ofte plejede at besøge Island. I Eysteins Huus samlede der sig en heel Deel kongelige Hirdmænd og Gjester, og den højbyrdige Thorgils, der selv ogsaa var Hirdmand, betragtedes paa en vis Maade som den fornemste iblandt dem, eller teede sig i det mindste som deres Formand. En Aften sad Knut Jarl og Thorgils tilligemed en heel Deel andre Folk sammen i en Stue og drak. Det faldt saa godt som af sig selv, at de tillige bleve noget drukne, i det mindste Knut Jarl, og i denne Tilstand talte han heel foragteligt om Snorre Sturlassøn og de øvrige Islændinger, der havde holdt med Hertug Skule; de vare alle tilhobe, sagde han, daarlige Folk. Thorgils svarede, at hans Frænder tvert imod allesammen havde været Mænd, der blot manglede Jarletitlen for at kunne maale sig med Jarlen selv. Herover blev Jarlen meget vred; det ene Ord tog det andet, og tilsidst kunde han ikke styre sig, men sprang op bandende, og greb en Øxe. Thorgils sprang ligeledes op og drog Sverdet, men de øvrige stimlede skareviis imellem, og forebyggede derved at de gjorde en Ulykke paa hinanden. Kort efter gik Thorgils bort, og da Jarlen havde sovet Rusen ud om Natten, angrede han, som det synes, sin Heftighed. Efter at have hørt Morgentiderne, lod han Thorgils indbyde til sig, og da Thorgils, der i Førstningen ej vilde gaa, efter Eystein hvites Raad kom til ham, modtog Jarlen ham meget venligt, og alt løb nok saa godt af imellem dem. Alligevel blev der kjendeligt nogen Uvilje tilbage paa begge Sider. Noget senere kom en af Jarlsmændene i Klammeri med en kongelig Gjest; denne sidste lagde voldsom Haand paa ham, og da Gjesten om Aftenen kom tilbage til sit Herberge, raadede alle ham ufortøvet at søge Beskyttelse i Kirken eller paa et Sted, hvor flere af Kongens Mænd vare samlede, da Jarlen ganske vist vilde hevne den hans Mand tilføjede Fornærmelse. Det viste sig ogsaa snart, at de havde spaaet ganske rigtigt, thi just som Gjesten, der tøvede noget vel længe, skulde gaa ud af sit Herberge, var allerede Jarlsmændene der, grebe ham, mishandlede ham, og bragte ham til Jarlen. Denne vilde strax have ladet ham dræbe, men da Natten allerede var begyndt, og det betragtedes som utilladeligt at lade nogen Mand aflive ved Nattetid, blev han sluttet i Jern og sat i Fængsel under streng Bevogtning til næste Dag. En Kjæreste, han havde, kom med Graad og Skrig løbende til Eystein hvites Gaard, og bad Thorgils saavel som de øvrige tilstedeværende Kongsmænd at frelse ham, hvis det var muligt. Thorgils havde gjerne strax begivet sig paa Vejen med de faa Folk, der vare nærværende, for at befri ham med Magt, men Eystein hvite forestillede ham det umulige i, med ikke større Styrke baade at faa Manden ud af Fængslet, og siden at forsvare sig mod Jarlsmændene; han fulgte Eysteins Raad, at give lidt Tid og sende Bud efter flere af Kongsmændene, indtil de vare mandsterke nok. Da et tilstrækkeligt Antal var samlet, stormede Skaren, med Thorgils i Spidsen, til Fængslet. Bevogterne stillede sig for Døren og vilde sætte sig til Modværge, men da Thorgils gav en af dem et vældigt Slag med Øxehamren, og ligeledes nogle af de andre fik haard Medfart, flygtede de bort, saa at Thorgils uhindret kunde bryde Døren op. Han gik nu ind, tog den Fangne i sine Arme og bar ham ud, brød Jernene af ham og førte ham hjem med sig til Eystein hvites Gaard. Da Jarlen fik dette at vide, blev han, som rimeligt var, overvættes vred, lod alle sine Hirdmænd, haandgangne Mænd og andre Tilhængere blæse sammen, og stevnede med vajende Banner og hele sin væbnede Trop ud igjennem Gaderne hen til Eystein hvites Gaard. Her havde Thorgils imidlertid forberedet alt til et alvorligt Forsvar, forskandset sig saa godt det lod sig gjøre, og foreholdt sine Kammerater at de maatte værge sig kjekt, saa at Kongen skulde spørge at han havde tapre Folk, ikke Uslinger, i sin Tjeneste. Da Jarlen kom til Gaarden, fandt han Thorgils og hans Mænd paa Forskandsningen, færdige til at tage imod ham. „Er det dig Thorgils“, spurgte Jarlen, „der med dine Kammerater har vovet at gjøre saa stort Herverk her, slaa mine Mænd, bryde Fængslet op, og voldelig befrie en Mand, der selv har forsknldt sin Død?“ Thorgils fragik ej, at han havde befriet Manden, men meente at det, denne havde gjort, ikke engang var værd at tale om, end sige fortjente Døden; men nu traf det sig godt, at Jarlen kunde prøve, om Islændingerne vare saa vege og usle Karle, som han hiin forleden Aften havde sagt. Det var alt for uforskammet, sagde Jarlen, at Mænd af ikke højere Rang end Thorgils vovede at sammenligne sig med ham selv og hans Lige, eller endog sætte sig over dem; efter en heel Strøm af Beskyldninger mod Thorgils bød han sine Mænd angribe. Thorgils bad ham kun komme: han skulde nok faa en Uferd, saa han længe skulde huske det, førend han fik Manden fat. Det gik imidlertid langsomt med Angrebet, thi blandt Jarlens egne Mænd var der mange, som havde Frænder og Venner blandt de forsamlede Kongsmænd. Dertil kom at Eystein hvite var saa almindeligt afholdt, at enhver højst nødigt vilde gjøre ham Fortred. Flere søgte allerede at megle Fred, men Jarlen var endnu saa rasende, at han vilde lade sætte Ild paa Gaarden, og Thorgils gik frem med draget Sverd, sigende at Jarlen skulde faa det at smage, hvis han kom nærmere. Man forestillede nu Jarlen, hvor farligt det vilde være for ham at øve saa stort Herverk mod kongelige Thegner og paa kongelig Grund^[26], og han lod sig saa vidt formilde, at han lovede at afholde sig fra alle Fiendtligheder, hvis Thorgils overlod ham Selvdom. Men det afslog Thorgils reent ud, og bad Jarlen begynde Striden eller pakke sig bort. Eystein foreslog, at Thorgils skulde henskyde Sagen ved Kongens Dom. Thorgils erklærede sig betingelsesviis villig hertil, nemlig saaledes at Sagen skulde staa uafgjort, indtil begge Parter fik Kongen i Tale. Dette, sagde Eystein, var ikke Skik og Brug. „Jeg seer nok“, sagde Thorgils, „at du vil gjerne bringe det til Forlig“. „Jeg anseer ogsaa Freden for bedst“, sagde Eystein, „men det er derfor ikke min Mening at du skal give utilbørligt efter; før skal alt hvad der findes her i Gaarden være opspiist og opdrukket, førend du skal lade dig paatvinge Forligsvilkaar af Jarlen“. Nu blandede Eysteins Hustru Jorunn sig i Sagen, og bad Thorgils for det Venskabs Skyld, hiin og Mand havde viist ham, ikke ved alt for stor Paastaaelighed at bringe dem i nogen Ulejlighed. Thorgils lod sig overtale, og der blev sluttet Forlig paa det Vilkaar, at Sagen strax skulde indankes for Kongens Dom. Kongen tilbragte, som vi have seet, denne Vinter i Oslo, og var længer ud paa Vaaren deels nede ved Gøtaelven, deels i Tunsberg^[27]. Her har altsaa formodentlig Thorgils truffet ham, da han ved Paasketider og, som det synes, strax efter Slagsmaalet, opsøgte ham. Hvorledes Kongens Dom lod, siges ikke, men det berettes kun, at Kongen var meget tilfreds med Thorgils’s Forhold; altsaa har vel ogsaa Dommen været til Thorgils’s Fordeel^[28]. Men naar man læser om saadanne Scener, der meget let kunde have ledet til stor Blodsudgydelse og Ødelæggelse for en stor Deel af den blomstrende By, kan man rigtignok forstaa, at Kongen kunde have Betænkeligheder ved at lade sin Søn Magnus krone, thi da han ansaa det som en Selvfølge heraf, at Magnus ogsaa derved vilde faa en mere uafhængig Stilling end hidtil, kunde han nok befrygte, at en fiendtlig Aand lettere kunde opstaa mellem begges Omgivelser. Der findes for Resten ingen Spor af at enten dette eller andre lignende Slagsmaal, der muligviis, ja endog sandsynligviis ere indtrufne mellem Kongens og Knut Jarls Folk, have fremavlet nogen vedvarende Uvilje mellem Kongen og Jarlen selv, eller svækket dennes Troskab.

Kong Haakon lod Jarlen begrave med alle de Hædersbeviisninger, der tilkom hans høje Rang, i Christkirken i Bergen ved Siden af hans Fader^[29].

Allerede for flere Aar tilbage, i 1256, var Biskop Arne i Bergen død; om hans Eftermand vide vi ikke stort mere, end at han heed Peter, og, saa vidt man kan see, ikke spillede nogen fremragende Rolle^[30]. Det var altsaa denne Peter, der med de øvrige tilstedeværende Biskopper fungerede ved Kroningen.

1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 303.
2. Se ovenfor, S. 80. Ernst af Gleichen var saaledes en Svoger først af den svenske Konge Knut lange, siden af Philip Laurentssøn, hvilke begge vare gifte med Helene, en anden Datter af Peter Strangessøn og Ingeborg Æsbernsdatter. De danske Diplomer nævne Grev Ernst hyppigt, men man kan dog ikke deraf see, at han egentlig var en af Rigsformynderne, hvilket man maa slutte af den Maade, hvorpaa Sagaen omtaler ham.
3. I de magre danske Annaler omtales vel Erkebiskop Jakobs saakaldte Landflygtighed til Sverige ikke førend i 1262; men Ribes Capitels Brev af 13de Mai 1261, meddeelt af Suhm X. 417, viser dog, at Erkebiskoppen paa den Tid var ude af Landet, og da det ej er rimeligt at han var i Tydskland, maa det altsaa vel være Sverige, hvor han ogsaa nu opholdt sig. Her havde han desuden flere Venner i fine Slægtninger.
4. Pave Urbans Straffebrev, Langebek Scr. rer. Dan. V. 610.
5. En halv Maaned for Olafsvaka den 29de Juli, altsaa 15de Juli. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 305.
6. Se Daugaards danske Klosterhistorie, S. 421. Vel kunde ogsaa Vissing Kloster her være meent (l. c. S. 420), men Rinds Kloster synes at have været det anseeligste, og altsaa det, hvor det er rimeligst at de søgte hende.
7. Dagen angives enten som Vigilien før St. Olafs Dag eller som Pantaleons Dag; begge Angivelser betegne 28de Juli. Hos Ditmar, ved 1261, staar St. Olafs Dag, 29de Juli, men dette maa være en Fejltagelse eller Skjødesløsheds-Feil. Naar de norske Gesandter ankom til Horsens den 15de Juli, maatte der dog vel mindst gaa en Dag hen med Budsendingen til Klostret og tilbage. Sendte nu Ingeborg Dagen efter (den 17de) Bud til Dronningen, har vel ikke dette Bud kunnet tilbagelægge Vejen i ringere Tid end et Par Dage, altsaa fra 17de til 19de Juli; omtrent ved denne Tid, eller henved 8 Dage for Slaget, er vel altsaa Kongedatterens Bud indtruffet. Tilbagerejsen tog vel lige saa lang Tid: den 21de eller 22de Juli er vel saaledes Fæstermaalet blevet sluttet og Rejsen aftalt; mere end i det højeste tre Dages Frist har vel ej været bestemt til Forberedelsen, og Afrejsen har da maaskee fundet Sted omkring den 25de Juli, hvilket passer ret godt med Ankomsten til Tunsberg 2den August. Har Sørejsen, hvad der er meget muligt, kun varet et Par Dage, kan man gjerne sætte det hele flere Dage sildigere, hvilket i sig selv er det rimeligste, da Gesandterne snarere ere indtrufne efter den bestemte Tid, end før, og Beretningen selv øjensynligt tyder hen paa at en afgjørende Katastrofe var ganske nær for Haanden ved Hæren.
8. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 306. Om Byrge Jarls Søtog til Øresund og Kjøbenhavn 1261 tales der ogsaa i de esromske Annaler, Scr. rer. Dan. I. 246. „I dette Aar kom Byrge Jarl til Kjøbenhavn med en stor Hær“.
9. Dagen angives i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 306, Olassvaka-Aften sidere, altsaa Dagen før 3die August.
10. Det lader næsten til at Biskoppen, ved Tiltrædelsen af Rejsen til Danmark, har været belavet paa alvorlige Farer, thi de ovenfor, S. 135 Not. 3, omtalte Gaver, som han skjenkede til Chorsbrødrene i Oslo, gav han, som han siger, i Aaret 1261, da han rejste til Danmark efter Dronning Ingeborg, omtrent som om han for Afrejsen vilde beskikke sit Huus eller gjøre de fornødne Dispositioner for sin muligt indtreffende Død, medens han var borte paa Rejsen.
11. Dette staar vel ikke udtrykkeligt, men da det siges at Magnus og Erkebiskoppen rejste sammen til Stavanger, og man dog ved Ingeborgs Ankomst til Bergen finde dem her, maa det have gaaet til som oven anført.
12. Tre Dage for Mariemesse sidere, heder det i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 308; da denne er 8de Sept., skede Ankomsten til Laxevaag den 5te. Da de vare noget over tre Uger undervejs fra Tunsberg, maa de have forladt denne By omtrent 14de August; deres Ophold der varede altsaa 12 Dage; denne Tid kunde Kongedatteren vel behøve til at udhvile sig efter Rejsen og forberede sig bedre til det forestaaende Mode med Kongerne, ligesom Biskop Haakon ogsaa maatte lade det Brev, hvori han bebudede sin Ankomst, faa noget Forspring.
13. Ingeborgs ulykkelige Syster Jutha beskrives især som „en Engel fra Himlen“, se den svenske Riimkrønike, hvor det ogsaa tidligere heder om Kong Eriks fire Døtre (i Krøniken forhøies deres Antal urigtigt til fem) at de alle vare „væne“.
14. Dette bekræfter da noksom, hvad der allerede ovenfor S. 129, 130 er ytret, at de vigtigste Arbejder ved Kongsgaardens Udvidelse eller Ombyggelse ikke skede førend efter Kong Haakons Kroning, omkring 1250.
15. Dette maa være den endnu tilværende Gildehall, der bruges som Kornmagasin.
16. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 308, 309.
17. Dette fremgaar saa godt som udtrykkeligt af Biskop Haakons Ord, der strax efter meddeles. Han har naturligviis betragtet det som en Æressag, at det Løfte, han havde givet Kongedatteren, ogsaa blev opfyldt, og anseet flg selv højligt compromitteret, om det skuffedes.
18. Flatøbogen, som ellers plejer at være saa nøjagtig, fejler dog, merkeligt nok, her, idet den nævner Thorsdagen (fimta dag) som Kroningsdagen. Det maa være fejlagtigt, da de andre Haandskrifter eenstemmigt have Onsdag og Korsmessedag, der i 1261 faldt paa en Onsdag. I Sturlungasaga X. 10 staar der urigtigt at Magnus blev kronet Olafsmessedag fyrre, (29de Juli), hvilken indtraf førend Ingeborg endnu var ankommen til Norge. I X. 21 staar der atter at Magnus blev kronet Olafsmessedag, men det tilføjes dog, at Dronning Ingeborg kronedes Korsmessedagen. Magnus’s Kroningsdag maa vel være bleven forvexlet med hans Faders.
19. Saaledes staar der udtrykkeligt i Sagaen, skjønt Fordun oftere taler om de ældre skotske Kongers Kroning, og navnlig om Forhandlingerne i Anledning af Alexander den 3dies saakaldte Kroning, da der stredes om, hvor vidt det gik an at „krone“ nogen Konge, der ikke i Forvejen var creeret til Ridder. Men naar man nærmere gjennemlæser Forduns Beretning, seer man, at der kun er Tale om Salving og Hyldning, og ikke om den egentlige Kroning.
20. Den Akt at creere En til Ridder, hvilket her ovenfor kaldes „at dubbe“ (hvilket egentlig betyder at slaa til Ridder, af det angliske dubban), bestod baade i Skotland og England i „Omgjordelse med Ridderbeltet“ (cingere balteo militari); og derfor var det ganske i sin Orden, at Missell betragtede Kong Magnus’s Omgjordelse med Sverdet som en Riddercreation, især da det i Skotland ansaaes nødvendigt, at den, som kronedes, i det mindste da maatte creeres til Ridder, om det ej var skeet før.
21. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 312.
22. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 313.
23. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 311. Knut Jarl maa, som vi have seet, være født c. 1207.
24. De islandske Annaler, ved 1254.
25. Dipl. Norv. II. No. 10.
26. I mange af Haandskrifterne staar der „i Kongsgaarden“: da der her, som man tydeligt seer, kun er Tale om Eystein hvites Gaard, og man ikke hel kan antage at denne med Hustru og Familie boede i selve Kongsgaarden, der snarere har været Jarlens Residens, samt da det udtrykkeligt heder, at Jarlen med sin Trop, stevnede „ud ad Gaderne til Eysteins Gaard“, maa man formode at den Gaard, Eystein beboede, kun har tilhørt Kongen, og maaskee har været benyttet til Standqvarteer for flere af hans Mænd, naar han ikke selv var tilstede.
27. Se ovenfor S. 91.
28. Sturlunga Saga VIII. 8.
29. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 311.
30. De islandske Annaler, ved 1256.