Det norske Folks Historie/5/21

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er forhen nævnt, at Byrge Jarl om Sommeren 1261, paa ſamme Tid, ſom den danſke Enkedronning og hendes Søn bleve fangne ved Lohede, og den danſke Kongedatter Ingeborg drog til Norge for at egte Kong Magnus, indfandt ſig i Øreſund og udenfor Kjøbenhavn med en ſtor Flaade, mere, ſom det ſynes, for at iagttage Forholdene og indtage en Stilling, hvor han kunde beherſke dem, end for ligefrem at ſtaa Dronningen bi. Om dette end havde været hans Henſigt, ſaa maatte dog Efterretningen om Udfaldet af Slaget paa Lohede overtyde ham om, at der for Øjeblikket intet var at udrette ved Vaabenmagt til Dronningens og Kongens Bedſte. Han havde, hvad man af de norſke Geſandters ængſtlige Iver for at undſlippe ham maa ſlutte, haft til Henſigt at benytte ſig af Lejligheden for at faa Jomfru Ingeborg, Kong Magnus’s beſtemte Brud, i ſin Magt, paa det at hun kunde egte hans Søn Kong Valdemar; da dette mislykkedes, bejlede han paa Valdemars Vegne til Sophie, Dronning Ingeborgs Syſter. Sandſynligviis har han og under ſit Ophold ved Kjøbenhavn plejet Underhandlinger om det af Erkebiſkoppen ivrigt paadrevne Giftermaal mellem ham ſelv og Kong Abels efterladte Dronning Mechthild. Thi aldrig ſaa ſnart havde Erkebiſkoppen erfaret ſit Partis Sejr paa Lohede, førend han ilede til Nordborg paa Als, hvor Kong Erik og den ligeledes fangne Biſkop af Slesvig vare bragte hen, fik Biſkoppen, der hidtil havde nydt anſtændig Behandling, ſluttet i Jern, og opbød derpaa alle ſine Overtalelſesgaver for at faa Dronning Mechthild til at overvinde de Betænkeligheder, hendes tidligere aflagte Kyſkhedsløfte vakte hos hende mod at række Byrge Jarl ſin Haand[1]. De vare ogſaa ſnart overvundne, thi Giftermaalet mellem Byrge Jarl og Dronning Mechthild kom i Stand endnu ſamme Aar, og Feſtermaalet eller den foreløbige Aftale maa da rimeligviis allerede have været ſluttet førend Byrge Jarl endnu havde forladt Danmark. Dronning Margrete var imidlertid bragt til Hamburg, hvorfra hun tilſkrev Hertug Albrecht af Braunſchweig, og anmodede ham om at komme hendes Parti til Hjelp og paatage ſig Rigsſtyrelſen i Danmark, medens hun og hendes Søn vare fangne. Albrecht opfyldte hendes Begjæring, og bekrigede de holſtenſke Grever, uden dog at udrette ſtort; ſiden begav han ſig til Danmark, hvor han paa Dronningens Vegne maa have givet Samtykke til Kong Valdemars og Jomfru Sophies Giftermaal, ſiden det berettes, at han endnu den følgende Vinter i egen Perſon ledſagede Jomfru Sophie lige til Jønkøping, hvor Brylluppet holdtes med megen Pragt. Albrecht ſkal ogſaa have gjort ſig megen Umage for at faa Byrge Jarl eller de Svenſke overhoved til at virke for Dronning Margretes og Kong Eriks Frigivelſe. Men forgjeves, og i det Forhold, hvor Byrge nu par kommen til de ſlesvigſke og holſtenſke Fyrſtefamilier, bliver denne Kulde mod Margrete for hans Vedkommende heel begribelig[2]. Da der ikke var nogen Hjelp hos Byrge Jarl at faa, henvendte Hertug Albrecht ſig til de brandenburgſke Markgrever, og ved deres Mellemkomſt udrettede han ſaa meget, at Dronning Margrete kom paa fri Fod, og vendte tilbage til Danmark. Strax efter fulgte Hertug Albrecht, hvilken hun fremdeles overlod Rigsſtyrelſen, og ſom hun endog, efter en Krønikes Udſagn, gjerne ſkal have villet faa til Mand[3]. Kongen forblev endnu i nogen Tid fangen, dog ej længer, ſom før, hos Hertugen af Sønderjylland, men derimod hos de nys nævnte brandenburgſke Markgrever, der modtoge ham ſom et Slags Pant for en ſtor Pengeſum, de havde til Gode hos Hertug Erik.

Saaledes vare Forholdene i Danmark, da der om Vintren, efter at Brylluppet havde ſtaaet mellem Kong Valdemar i Sverige og Jomfru Sophie, aftaltes en Sammenkomſt mellem Kong Haakon og Byrge Jarl, for at raadſlaa om hvad Skridt der var at gjøre for at faa de Ejendomme udleverede, der tilhørte begge de unge Dronninger, Syſtrene Ingeborg og Sophie. Efter al Rimelighed var det Byrge Jarl, der fra førſt af havde bragt denne Sag paa Bane, thi den Stilling, han nu havde indtaget lige over for den danſke Regjering, var mindre venſkabelig end forhen, og det ſynes ikke rimeligt, at Kong Haakon ſkulde have gjort det førſte Skridt til at ſikre ſig Byrge Jarls Medvirkning i et Anliggende ſom dette. Mødet ſkulde, ſom ſædvanligt, holdes ved Elven. Tidligt om Vaaren begav derfor Kong Haakon ſig tilligemed Kong Magnus, der havde tilbragt Julen hos ham, fra Bergen til Viken, medens begge Dronningerne bleve tilbage, da den unge Dronning befandt ſig i velſignede .Omſtændigheder. Men da Kongerne kom til Tunsberg, forefandt de her Sendebud fra Byrge Jarl, der meldte, at han formedelſt uforudſeede, men uopſættelige Forretninger, der krævede hans Nærværelſe andenſteds, ikke kunde indfinde ſig til Mødet, hvorimod han foreſlog, at han og Kong Haakon hver for ſig ſendte Mænd til Danmark, for at komme paa det Rene med, hvilke Ejendomme alle de fire Syſtre, ſaavel de gifte, Ingeborg og Sophie, ſom de ugifte, Agnes og Jutha, egentlig beſad, og for at høre hvad Udvej Dronning Margrete vilde gjøre til at lade hine faa hvad der tilkom dem, ſaa at et ordentligt Skifte kunde komme i Stand mellem de gifte og ugifte. Hvad der beſkjeftigede Byrge Jarl ſaa ſærdeles, ſiges ikke; uſandſynligt er det ej, at han udeblev ikke ſaa meget af Nødvendighed, ſom fordi han gjerne vilde bringe det dertil, at Kong Haakon optraadte ſom den eneſte tilſyneladende virkſomme i denne Sag; derved vilde baade Umagen dermed, og, for ſaa vidt man i Danmark fandt dette Skridt nærgaaende, Uviljen derfor falde paa de norſke Konger. Disſe fulgte dog Jarlens i ſig ſelv fornuftige Raad, og affærdigede til Danmark et Geſandtſkab, beſtaaende af Paal Gaas, Andres Plytt og Thorlaug Boſe, for at anſtille de fornødne Underſøgelſer om Størrelſen og Beliggenheden af Dronning Ingeborgs Ejendomme, ſamt om muligt, faa et Skifte tilvejebragt. Kong Haakon drog derpaa ind til Oslo, og Magnus over til Sarpsborg, for at tilſee de Len, ſom hans Fader ved Brylluppet havde givet Fru Ingeborg. Paa denne Rejſe anſtrengede Magnus ſig ſaaledes ved heftig Ridning, at han blev ſyg, og maatte vende om, for at begive ſig til Oslo; da han nærmede ſig Byen, mødte Biſkop Haakon ham med en Procesſion, og fra det Øjeblik, fortælles der, blev det bedre med ham[4]. Da han havde kommet ſig, vendte han og hans Fader tilbage til Bergen, hvor de indtraf ved Himmelfartsdagstider og tilbragte Sommeren, i hvis Løb han og hans Fader havde den ſtore Glæde, at den unge Dronning Ingeborg fødde en Søn til Verden, ſom i Daaben fik Navnet Olaf, ſikkert efter Kong Olaf den hellige[5]. Omtrent paa ſamme Tid kom Thorlaug Boſe tilbage fra ſin Sendelſe til Danmark, og meldte, at det hidtil ikke var lykkets ham eller hans Colleger at udvirke noget Skifte, men at Paal Gaas og Andres Plytt vare blevne tilbage hos Hertugen, for endnu at forſøge, hvad de kunde udrette. Under dette Ophold i Bergen var det og, at Kongen, ſom det ovenfor er berettet, affærdigede Lodin Lepp og Haakon Eyſil til Sultanen af Tunis med mange Falke og andre i Syden ſjeldne Sager. Om Høſten droge begge Kongerne ſaavel ſom deres Dronninger til Throndhjem, for at tilbringe Vintren der, dog blev den nys fødde Kongeſøn, Olaf, tilbage under Pleje af Nonnerne i Nonneſeter Kloſter, formodentligt fordi hans ſpæde Alder ikke vilde kunne taale en ſaa lang og angribende Rejſe paa den Tid af Aaret. Siden kom endelig ogſaa de øvrige Geſandter tilbage fra Danmark, og Andres Plytt begav ſig ſtrax til Throndhjem, hvor han ankom noget for Juul. Han bragte den Beſked, at Dronningen og Hertugen aldeles ingen Forberedelſer havde gjort til at lade Dronning Ingeborg hendes Ejendomme overdrage, lige ſaa lidet ſom de havde foranſtaltet noget Skifte mellem de fire Syſtre. Dog havde man faaet Rede paa, hvor ſtore Ejendommene vare, og hvor de laa. Saa vidt kan man ſkjønne, vare de alle beliggende i Jylland[6].

Men den vigtigſte Efterretning, ſom Kong Haakon i Løbet af dette Aar modtog, var den, at Størſtedelen af Islands Befolkning, nemlig Nordlændingerne, Søndfjordingerne og Veſtfjordingerne efter mange Storme havde underkaſtet ſig hans Herredømme. Dog for ret at forſtaa hvorledes dette gik til, maa vi vende tilbage til det Punkt, hvor vi i det foregaaende forlode Islands Hiſtorie, og i ſin Heelhed ſamt i den rette Følge betragte de merkelige Begivenheder, der gik umiddelbart forud for Landets Underkaſtelſe under Norges Krone.

  1. Pave Urbans Straffebrev, Scr. rer. Dan. V. S. 610. Da Byrge Jarl hin: nok blev liggende i Øreſund, indtil han havde modtaget Efterretningen paa Slaget paa Lohede, og rimeligviis endog nogle Dage længer, bliver det højſt ſandſynligt, at Erkebiſkoppen meget travlt har reiſt frem og tilbage mellem ham og Dronning Mechthild, der ſynes at have opholdt ſig hos ſin Søn Hertug Erik paa eller ved Als.
  2. Se Suhm, X. S. 441—443, 453. Ved at gjennemlæſe den ſvenſke Riimkrønikes Beretning om Valdemars Giftermaal med Sophie ſeer man nokſom, hvor uefterrettelig den er for denne tidligere Periode, thi ikke nok med at den lader Byrge Jarl raadſlaa med ſin Huſtru Ingeborg (der dog var død for flere Aar ſiden, om Frieriet, lader den endog Sophies Fader Kong Erik (Erik Valdemarsſøn, dræbt allerede 1250!) ſelv bortgive ſin Datter.
  3. Suhm, X. S. 455.
  4. Haakon Haakonsſøns Saga Cap 313.
  5. Da Kong Magnus og Dronning Ingeborg holdt Bryllup i førſte Halvdeel af September 1261, kan Olaf i det aller tidligſte ikke være fød førend i Midten af Juni 1262.
  6. Dette ſynes man at kunne ſlutte deraf at Ingeborg ſelv tidligere havde opholdt ſig i Jylland; af Brevet i Thorkelins Dipl. II. S. 102, ſees det og at hendes Syſtre Agnes’s og Juthas Gaarde have ligget ved og omkring Horſens; da nu den hyppige Tale om Ejendommens Udſkiftning lader formode, at de alle laa i een Klynge, eller oprindelig under eet vare tilfaldne alle fire Syſtre, maa de ſaaledes ſamtlige være at ſøge i Omegnen af Horſens. Som Agnes’s og Juthas Gaarde nævnes her Skandorp (Skandrup) Thryvad, Byrſting, Flø, Hyldeslev, Medalby, Roſtved, Agestorp, af hvilke Skandrup i det mindſte ligger ved Skanderborg Sø. Udgjorde disſe 8 Gaarde to Parter, har vel Ingeborgs Part ſvaret til det Halve.