Det norske Folks Historie/5/22

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have ſeet, hvorledes Gisſur Thorvaldsſøn og Kolbein unge efter Snorre Sturlasſøns Drab ſamt Urøkja Snorresſøns forræderſke Tilfangetagelſe og paafølgende Bortførelſe til Norge ſpillede Meſter paa Island, ſaaledes at Gisſur var den egentlige Herre paa Sønderlandet, Kolbein derimod paa Nordlandet og i Veſtfjordene. Det var kun de mere afſides liggende Øſtfjorde, der endnu i nogle Aar holdt ſig, om ikke ganſke ſaa dog for en ſtor Deel, uberørte af de voldſomme politiſke Storme, der ryſtede den øvrige Deel af Landet. For ret at faa en Klemme paa alle forrige Thingmænd og Tilhængere af Sighvat Sturlasſøn i Eyjafjorden, havde Kolbein efter Sighvats Fald paa Ørlygsſtad liſtigt ladet hans ſtore Ejendomme, ſaavel ſom hans Løsøre, fradømme hans Arvinger, ſom om han ulovligt ſkulde have beſiddet dem, og fordele blandt de ſtørre Bønder, deels i Liqvidation paa foregiven gammel Gjeld, deels ved Salg; thi derved kom det til at ligge i deres egen Interesſe at holde ſammen med ham mod Thord Sighvatsſøn, for det Tilfælde at han kom tilbage til Landet for at hevne ſin Faders og Broders Drab, og indfordre ſin Fædrene-Arv. Selv tilbyttede Kolbein ſig for et Syns Skyld Sighvats forrige Hovedgaard, Grund, af hans Enke Halldora og hendes yngſte Søn Tume imod Gaarden Thema i Skagafjorden, hvor de nu maatte tage deres Bolig; han frygtede nemlig for at lade dem vedblive at bo i Eyjafjorden, blandt deres gamle Venner, men troede at være ſikret mod enhver Fare, naar han havde dem i Skagafjorden, under ſin egen Opſigt, og omringede af Fiender, hvis Øjne vogtede paa dem. Med tilſyneladende Ædelmodighed overlod han igjen Grund til Sigrid, Sighvats Datter, og hendes Mand Styrme, ſigende at det ſømmede ſig bedſt at de indtoge hendes Faders Plads, men Sagen var egentlig den, at han nødig vilde have dem boende paa Bjarnaſtadalid, hvor de før havde holdt til, da de her bekvemt kunde udſpejde hans Skridt og give hans Fiender hemmelig Underretning derom; paa Grund derimod var dette vanſkeligere. Flytningen var dem intet mindre end behagelig, da de nu engang vare faſt boſatte paa deres forrige Gaard, men her nyttede ingen Modſigelſe, og de maatte rippe op[1]. Lignende Uretfærdigheder og Undertrykkelſer have vel og været begaaede mod mange Andre, om hvilke Sagaen ej taler. Alle de Under-tryktes og fornemmelig det forrige Sturlungepartis Haab hvilede nu paa Thord Sighvatsſøn Kakale, den ældſte og dygtigſte af Sighvat Sturlasſøns tvende endnu levende Sønner. Men han opholdt ſig endnu nødtvungen i Norge, da Kong Haakon hidtil ikke havde tilladt ham at rejſe. Den Politik, ſom vi allerede tidligere have ſeet Kong Haakon lejlighedsviis følge, ſaa vidt muligt ſtedſe at holde een eller flere af de mægtigſte islandſke Høvdinger tilbage hos ſig i Norge, deels ſom et Slags Gisſel for hans eget Parti, deels og ſom et Slags Skræmſel for Modpartiet, idet han da til enhver Tid kunde true med at ſlippe ham løs imod det — denne Politik ſynes Haakon allerede nu at have bragt i Syſtem. Klog var den viſtnok, men ganſke ærlig eller hæderlig kan man ikke kalde den, og den kan alene finde ſin Undſkyldning, om ikke ſit Forſvar, deri at den virkelig bidrog til at hindre de Blodsudgydelſer, der altid vare en nødvendig Følge af at tvende omtrent lige mægtige Partihøvdinger fejdede mod hinanden; ligeſom man heller ikke maa glemme, at den Betragtningsmaade af Landets Underkaſtelſe under en ſterk Kongemagt, der kunde ſtandſe Anarchiet og holde de overmægtige Partihøvdinger i Tømme, at den ikke var et Onde, men tvert imod Landets eneſte Redning, allerede ſynes at have vundet megen Indgang hos de mere Velſindede og Fredelſkende i Landet. Kong Haakons vel bekjendte Retſindighed og elſkværdige Perſonlighed kunde ogſaa umuligt andet end ſtemme alle brave Islændinger til hans Fordeel, og betage Tanken om at ſtaa under hans Herredømme alt ubehageligt eller hadefuldt. Her var kun Valget om at lyde en eller flere voldſomme, uretfærdige Smaatyranner hjemme, eller at ſtaa under en eneſte human Herre i et andet Land; mellem den Krænkelſe, at maatte ydmyge ſig for og lade ſig tyranniſere af Ligemænd, eller, tilligemed disſe Tyranner ſelv, at erkjende en Fyrſtes Herredømme, hvis ophøjede Stilling udelukkede enhver Tanke om Liighed og derved gjorde Underkaſtelſen ſelv ſaa meget mindre modbydelig.

De meſt anſeede Medlemmer af Sturlunge-Familien, ſom havde overlevet Snorres Drab, vare, foruden Thord Sighvatsſøn og Urøkja, der ved den Tid ikke opholdt ſig paa Øen, vare uimodſigeligt Thord Sturlasſøns Sønner, men de udmerkede ſig alle ved et roligere og fredeligere Sind end de øvrige Sturlunger. Den ældſte af dem, og eneſte egtefødde, var den allerede oftere omtalte Bødvar paa Stad, eller, ſom han og kaldtes, Stada-Bødvar; de øvrige vare Frilleſønner, men af disſe havde, ſom vi allerede oftere have haft Anledning til at erfare, Sturla naaet en ikke ringe Grad af Anſeelſe, uagtet han aldrig drev det til at blive nogen ſærdeles riig eller mægtig Mand; hans Hu, ſaavel ſom Broderen, Olaf Hvitaſkalds, ſtod meſt til boglige Sysler og Skaldekunſt, hvori de begge, og fornemmelig Sturla, endog kunde maale ſig med Farbroderen Snorre ſelv. Hvad der vel og for en ſtor Deel bidrog til at Bødvar paa Stad mindre virkſomt tog Deel i de almindelige Fejder, var den Omſtændighed, at han var gift med Kolbein unges Syſter Sigrid, thi derved knyttedes han med lige ſaa ſterke Baand til det kolbeinſke, ſom til det ſturlungſke Parti, og maatte ſaaledes finde ſig bedſt tjent med at være neutral. Han havde derimod tre Sønner, Thorgils, Sighvat og Gudmund, der tegnede ſig til at ſlægte Sturlungerne ſaavel ſom Mødrene-Ætten paa[2], fornemmelig Thorgils, hvilken vi allerede nys forhen have omtalt, og ſom vi i det følgende ville ſee at ſpille en betydelig Rolle paa Øen. Han var fød 1226, og fik Tilnavnet Skarde, fordi han fra Fødſelen af havde Hareſkaar. Sighvat Sturlasſøns Green repræſenteredes nu, næſt af Thord Kakale, kun af den unge Tuun-, der tilfældigviis var undgaaet Blodbadet paa Ørlygsſtad. Da han førte ſamme Navn ſom ſin ældſte Broder, der blev dræbt paa Hole 1221[3], maa han være fød efter hans Død og opkaldt efter ham, thi det er ikke rimeligt, at Forældrene vilde have givet tvende ſamtidigt levende Brødre eet og ſamme Navn, iſær naar det var ſaa ſæregent ſom dette. Sturla Sighvatsſøn efterlod en Søn, ved Navn Jon, ſamt et Par Døtre, men alle disſe Syſkende ſaavel ſom Moderen Solveig Sæmundsdatter opholdt ſig allerede paa andet eller tredie Aar udenlands[4]. Urøkja Snorresſøn levede vel, ſom det allerede er nævnt, til 1245, men ikke paa Island; her havde han udſpilt ſin Rolle, da han ved Gisſurs Forræderi 1242 blev tagen til Fange og ført til Norge, ſom han ej fik Lov til at forlade. Den eneſte mere anſeede Islænding, der nu kunde ſiges at repræſentere Snorre Sturlasſøns Linje, var Einar, Søn af Thorvald i Vatnsfjord og den letfærdige Thordis, Snorres Datter. Men han var fød i 1227, Aaret for hans Fader blev indebrændt[5], og ſaaledes paa denne Tid endnu kun 15 Aar gammel.

Det var i den veſtre Deel af Veſtfjordene, mellem Borgarfjorden og Hvammsfjorden, at Thord Sturlasſøns Linje havde ſit fornemſte Tilhold. Stad, hvor Bødvar Thordsſøn boede, laa paa Snæfellsnes. Einar Thorvaldsſøns Ættegaard var, ſom vi vide, Vatnsfjord i Iſafjorden i den nordveſtlige Deel af Landet, og han optraadte derfor ſiden ſom et Slags Høvding for Isfjordingerne. Den anden mægtige Ætt paa den Kant, Eyre-Ætten i Arnarfjorden, eller Ravn Sveinbjørnsſøns Ætt, repræſenteredes af hans Datter Steinuns og hendes i Aaret 1234 af Urøkja dræbte Mands, den kjække Odd Olesſøns, Søn, Ravn, fød 1225, og opkaldt efter Morfaderen. Ravn var endnu kun en 16aarig Yngling, men blev ſiden efter en af de mægtigſte Mænd paa Øen. Han boede nu med ſin Moder paa Eyre, og havde en ikke ringe Støtte i ſin Svoger, Svarthøvde Dugfusſøn, der tilligemed ſine Brødre Bjørn Drumb, Bjørn Køgil og Kolbein Gran havde været ivrige Tilhængere af Sturla Sighvatsſøn, og kæmpet tappert paa hans Side ved Ørlygsſtad. De ſkulde, ſom ovenfor nævnt, have forladt Island efter Forliget til Hvitaa-Bru, men Skibet, hvorpaa de vilde begive ſig til Norge, blev af Storm drevet tilbage til Island, ſaa at der ikke blev noget af deres Udenlandsrejſe. Endnu en tro og formaaende Tilhænger af Sturlungepartiet paa de Kanter var den gamle Giſle Markusſøn i Bø paa Raudaſand, gift med en Datterdatter af Hvamm-Sturla og ſaaledes nøje beſvogret med Sturlungerne; han var den gjeveſte Bonde veſtenfor Arnarfjorden, og havde al ſin Tid troligen fulgt førſt Sighvat, ſiden Sturla. Det var Giſle, derefter ſin Svoger Eyvind Preſts Raad havde dennes unge Søn Kolbein i Tankerne, da han efter Kolbein unges Befaling tilligemed de øvrige Bønder i Veſtfjordene ſkulde ſværge ham Troſkabsed, for ved denne Reſervation at berolige ſin Samvittighed, naar han trods Eden greb den førſte Lejlighed, ſom tilbød ſig, til atter at tage Sturlungernes Parti og begynde Fejde mod Kolbein.

I den ſydligſte Deel af Veſterlandet, eller Borgarfjorden, havde Sturlungerne ligeledes Frænder og Tilhængere i de anſeede Brødre, der forhen ere omtalte, Thorleif i Garde og Bødvar i Bø, Broderſønner af Gudny Bødvarsdatter, Hvamm-Sturlas Huſtru[6]. De havde i ſin Tid, da Fiendſkabet ſtod paa mellem de enkelte Linjer af Sturlunge-Ætten indbyrdes, ſtaaet paa Snorres Parti og været afſagte Fiender af Sturla Sighvatsſøn, men nu havde Nøden og Trængſelen forenet alle Sturlunga-Ættens .Levninger i een fælles Interesſe, og deres Venner og Frænder dannede derfor ogſaa nu et eneſte Forbund. Imidlertid befandt Bødvar i Bø ſig i en lige ſaa ſlem Stilling ſom Bødvar paa Stad, efterdi ogſaa han var gift med en Syſter af Kolbein unge, ved Navn Herdis, og derved følte ſig bunden til begge de ſtridende Partier.

Saaledes vare Forholdene i Veſtfjordene beſkafne, hvor Kolbein unge nu beſad Magten og havde ladet Bønderne ſværge ſig Troſkabsed, uden at de dog vare ham videre hengivne. Paa Nordlandet, hvor han ſelv havde ſit Hjem i Centralbygden, Skagafjorden, og var yndet, herſkede han endnu mere uindſkrænket. Paa Sønderlandet havde Jon Loftsſøns engang ſaa mægtige Æt forlængſt tabt ſin ſtore Indflydelſe, om endog dens enkelte Repræſentanter, ſom Halfdan, Harald, Villjam, og Philip Sæmundsſønner, fremdeles hver for ſig kunde være rige nok, og anſeede formedelſt deres høje Byrd. Sønderlandets mægtigſte Mand og egentlige Herre var, ſom vi vide, Gisſur Thorvaldsſøn, og derfor var ogſaa Haukadals-Ætten, i ſig ſelv gammel og anſeet, den fornemſte. Gisſurs ældre Broder Teit, Preſt og Lovſigemand, var af en rolig og fredelig Charakteer, og tog ikke ſynderligt Deel i Fejderne, men nød dog ſtor Anſeelſe for ſin Viisdom. Mere fremtrædende og ſtridbar var Gisſurs Syſkendebarn Hjalte. Biſkop Magnus’s Søn, hvilken Gisſur ved ſin Bortrejſe 1242 ſatte til et Slags Statholder i ſit Sted, med den Befaling, at hun og Kolbein gjenſidigt ſkulde underſtøtte hinanden.

Paa Øſterlandet var det iſær den oftere omtalte Svinafells-Æt, i den ſydlige Deel af Øen, ſom havde Magten. Til den hørte hiin Sigurd Ormsſøn, Kolbein Tumesſøns Svoger og Stiffader, ſom vi tidligere have omtalt. Sigurds Broder Sigmund var Fader til hiin Jon Sigmundsſøn, der førſt var gift med Thora Gudmundsdatter, en Syſter af Gisſur Thorvaldsſøns Moder, ſiden med Halldora, Arnor Thorſteinsſøns Datter, af Slagafjord-Ætten, og Datterdatter af Biſkop Brand[7]. Jon Sigmundsſøns Søn af førſte Egteſkab var Orm Jonsſøn paa Svinafell, hvilken vi allerede ovenfor ved flere Lejligheder have haft Anledning til at nævne; uagtet hans Ferd ſtundom ſynes at have været noget egennyttig og beregnet, yndede han dog Fred og lovlig Orden mere end hans fleſte øvrige Samtidige, og var derfor almindelig agtet og afholdt[8]. Han døde af Følgerne af en uforſigtig Aareladning om Sommeren 1241, kort før Snorre Sturlasſøns Drab[9], og efterlod tre Sønner, af hvilke den ældſte, Sæmund, arvede Godordet over Sida-Strøget, ſaavel ſom hans fornemſte Beſiddelſer. En Søn af Jon Sigmundsſøn i hans andet Egteſkab var den allerede forhen omtalte, anſeede Gejſtlige Brand Jonsſøn, ſiden 1247 Abbed i Thykkebø eller Ver, og ſiden efter, ſom det paa ſit Sted ſkal omtales, Biſkop i Hole. Orms og Brands Søſter Steinun var gift med den herſkeſyge Agmund Helgesſøn i Kirkebø. De her nævnte Mænd kunne ſige at have været de meſt anſeede paa Øſterlandet. Uagtet de vare nær beſlægtede baade med Haukadals- og med Skagfjordinge-Ætten, optoges de dog, ſom det vil ſees, meſt af deres egne Anliggender, uden endnu at tage ſynderlig Deel i de ſtørre Partiſtridigheder, der ryſtede Landet. Dette Forhold vedligeholdt ſig længe for Øſterlandets Vedkommende, og var Aarſagen til at dets Underkaſtelſe under Norges Krone ſkede ſenere end i de øvrige Landsdele.

Biſkopperne i Landet vare fremdeles Nordmændene Sigvart Thettmarsſøn i Skaalholt og Botolf i Hole, af hvilke Botolf ſynes at have været lige faa ſtilfærdig og utilbøjelig til at blande ſig i politiſke Sager, ſom Sigvard var virkſom og ivrig, iſær hvor det gjaldt at befordre Norges Interesſer. I Aaret 1243 forlod han endog Island for aldrig mere at komme tilbage, overladende Udførelſen af de egentlige biſkoppelige Forretninger i Hole Biſkopsdømme til ſin Collega Sigvard, der ſaaledes for en Tid var Ene-Biſkop i Landet, medens den hele økonomiſke Forvaltning af Biſkopsgodſet overtoges af Kolbein Kaldaljos, en Søn af den før nævnte Arnor Thorſteinsſøn af Skagafjord-Ætten, og Morbroder til Abbed Brand Jonsſøn. Hvorfor Botolf forlod Island, angives ikke; man ſkulde næſten gjette paa, at Biſkop Sigvard foranledigede det, for ſelv at kunne faa deſto friere Hænder; men man maa dog tillige erkjende, at de Voldsſcener, der da fandt Sted paa Øen, nok kunde fylde en fredelig ſindet Mand med Afſmag, og bringe ham til at ſøge et roligere Opholdsſted. Botolf døde i Norge, tre Aar efter at han havde forladt Island[10].

  1. Sturlunga Saga VII. 2.
  2. Se Sturlunga Saga, VIII. 1. Thorgils angives her at være 15 Aar, da Gisſur Thorvaldsſøn nødte hans Fader til at ſtille ham ſom Gisſel, 1241.
  3. Se ovenfor III. S. 845.
  4. Jon rejſte 1239, Solveig og Døtrene 1240, Sturlunga Saga VI. 25.
  5. Sturlunga Saga V. I. jvfr. ovenfor III. S. 858.
  6. Deres Slægtſkabsforhold til hende ſees iſær af Landnamsbogen, Isl. Sögur S. 309. Der var og en tredie Broder, Markus paa Mel, hvem man maaſkee ſkylder den Bearbejdelſe af Landnamsbogen, ſom man har kaldet Melabok, ſe Udgaven af Isl. Sögur I. S. IV.
  7. Slægtſkabsforholdet med Skagafjord-Ætten er angivet i Stamtavlen No. 16 til foregaaende Bind.
  8. Orm Svinfellings Transaction førſt med Kol Arnesſøn og ſiden med Sturla Sighvatsſøn 1238 om at fratage Kol hans Gods m. m. (ſe ovenfor, III. S. 984 fgg.) gjør ingen af Parterne Ære. Men man kan ikke bedømme de daværende Islændingers Tænke- og Handle-Maade efter vore Tiders Maaleſtok. At Orm for en Pengeſum lovede at dræbe en fredløs Mand, der havde forgrebet ſig paa Kol Arnesſøn, var i hiin Tid en Transaction, der betragtedes lige med enhver anden Overeenskomſt om at udføre et tilladeligt Arbejde for en betinget Sum Penge, og naar Kol ſiden ikke vilde betale Summen, var det en Misligholdelſe af Contracten, ſom Orm viſtnok efter de fleſtes Mening med fuld Ret og uden mindſte Skam kunde og burde paatale.
  9. Sturlunga Saga, VII. 48, jvfr. VI. 30. Han døde 3 Dage før Mariemesſe ſidere, altſaa 5te September. Efter nogles Sigende ſkulde Agmund Helgesſøn, hans Svoger, havde aareladt ham og truffet Pulsaaren; maaſkee med Flid: Agmunds ſenere Ferd ſynes at beſtyrke det.
  10. Hvor lidet Botolf blandede ſig i Dagens Politik, ſees deraf at hans Navn neppe engang forekommer i Sturlunga-Saga, uden hvor der handles om Forliget til Hvitaa-Bru. Hans Bortrejſe fra Island 1243 og Død 1246 erfares kun af de islandſke Annaler. Den oven nævnte Kolbein Kaldaljos’s Fader og Brand Jonsſøns Morfader var en Broderſøn af Arnor Asbjørnsſøn, hvis Søn Kolbein var Farfader til Kolbein og Arnor Tumesſønner, ſaaledes ſom det er antydet i foregaaende Bind Stamtavle 16. Da Kolbein Kaldaljos, uagtet han levede ſaa langt ned i Tiden, dog ſtod i ſamme Led fra den fælles Stamfader, ſom Kolbein den ældres Fader Tume, maa han paa denne Tid have været meget gammel, og enda maa hans Farfader have været meget yngre end Broderen Autor.