Det norske Folks Historie/5/22

Fra Wikikilden

Vi have seet, hvorledes Gissur Thorvaldssøn og Kolbein unge efter Snorre Sturlassøns Drab samt Urøkja Snorressøns forræderske Tilfangetagelse og paafølgende Bortførelse til Norge spillede Mester paa Island, saaledes at Gissur var den egentlige Herre paa Sønderlandet, Kolbein derimod paa Nordlandet og i Vestfjordene. Det var kun de mere afsides liggende Østfjorde, der endnu i nogle Aar holdt sig, om ikke ganske saa dog for en stor Deel, uberørte af de voldsomme politiske Storme, der rystede den øvrige Deel af Landet. For ret at faa en Klemme paa alle forrige Thingmænd og Tilhængere af Sighvat Sturlassøn i Eyjafjorden, havde Kolbein efter Sighvats Fald paa Ørlygsstad listigt ladet hans store Ejendomme, saavel som hans Løsøre, fradømme hans Arvinger, som om han ulovligt skulde have besiddet dem, og fordele blandt de større Bønder, deels i Liqvidation paa foregiven gammel Gjeld, deels ved Salg; thi derved kom det til at ligge i deres egen Interesse at holde sammen med ham mod Thord Sighvatssøn, for det Tilfælde at han kom tilbage til Landet for at hevne sin Faders og Broders Drab, og indfordre sin Fædrene-Arv. Selv tilbyttede Kolbein sig for et Syns Skyld Sighvats forrige Hovedgaard, Grund, af hans Enke Halldora og hendes yngste Søn Tume imod Gaarden Thema i Skagafjorden, hvor de nu maatte tage deres Bolig; han frygtede nemlig for at lade dem vedblive at bo i Eyjafjorden, blandt deres gamle Venner, men troede at være sikret mod enhver Fare, naar han havde dem i Skagafjorden, under sin egen Opsigt, og omringede af Fiender, hvis Øjne vogtede paa dem. Med tilsyneladende Ædelmodighed overlod han igjen Grund til Sigrid, Sighvats Datter, og hendes Mand Styrme, sigende at det sømmede sig bedst at de indtoge hendes Faders Plads, men Sagen var egentlig den, at han nødig vilde have dem boende paa Bjarnastadalid, hvor de før havde holdt til, da de her bekvemt kunde udspejde hans Skridt og give hans Fiender hemmelig Underretning derom; paa Grund derimod var dette vanskeligere. Flytningen var dem intet mindre end behagelig, da de nu engang vare fast bosatte paa deres forrige Gaard, men her nyttede ingen Modsigelse, og de maatte rippe op[1]. Lignende Uretfærdigheder og Undertrykkelser have vel og været begaaede mod mange Andre, om hvilke Sagaen ej taler. Alle de Under-tryktes og fornemmelig det forrige Sturlungepartis Haab hvilede nu paa Thord Sighvatssøn Kakale, den ældste og dygtigste af Sighvat Sturlassøns tvende endnu levende Sønner. Men han opholdt sig endnu nødtvungen i Norge, da Kong Haakon hidtil ikke havde tilladt ham at rejse. Den Politik, som vi allerede tidligere have seet Kong Haakon lejlighedsviis følge, saa vidt muligt stedse at holde een eller flere af de mægtigste islandske Høvdinger tilbage hos sig i Norge, deels som et Slags Gissel for hans eget Parti, deels og som et Slags Skræmsel for Modpartiet, idet han da til enhver Tid kunde true med at slippe ham løs imod det – denne Politik synes Haakon allerede nu at have bragt i System. Klog var den vistnok, men ganske ærlig eller hæderlig kan man ikke kalde den, og den kan alene finde sin Undskyldning, om ikke sit Forsvar, deri at den virkelig bidrog til at hindre de Blodsudgydelser, der altid vare en nødvendig Følge af at tvende omtrent lige mægtige Partihøvdinger fejdede mod hinanden; ligesom man heller ikke maa glemme, at den Betragtningsmaade af Landets Underkastelse under en sterk Kongemagt, der kunde standse Anarchiet og holde de overmægtige Partihøvdinger i Tømme, at den ikke var et Onde, men tvert imod Landets eneste Redning, allerede synes at have vundet megen Indgang hos de mere Velsindede og Fredelskende i Landet. Kong Haakons vel bekjendte Retsindighed og elskværdige Personlighed kunde ogsaa umuligt andet end stemme alle brave Islændinger til hans Fordeel, og betage Tanken om at staa under hans Herredømme alt ubehageligt eller hadefuldt. Her var kun Valget om at lyde en eller flere voldsomme, uretfærdige Smaatyranner hjemme, eller at staa under en eneste human Herre i et andet Land; mellem den Krænkelse, at maatte ydmyge sig for og lade sig tyrannisere af Ligemænd, eller, tilligemed disse Tyranner selv, at erkjende en Fyrstes Herredømme, hvis ophøjede Stilling udelukkede enhver Tanke om Liighed og derved gjorde Underkastelsen selv saa meget mindre modbydelig.

De mest anseede Medlemmer af Sturlunge-Familien, som havde overlevet Snorres Drab, vare, foruden Thord Sighvatssøn og Urøkja, der ved den Tid ikke opholdt sig paa Øen, vare uimodsigeligt Thord Sturlassøns Sønner, men de udmerkede sig alle ved et roligere og fredeligere Sind end de øvrige Sturlunger. Den ældste af dem, og eneste egtefødde, var den allerede oftere omtalte Bødvar paa Stad, eller, som han og kaldtes, Stada-Bødvar; de øvrige vare Frillesønner, men af disse havde, som vi allerede oftere have haft Anledning til at erfare, Sturla naaet en ikke ringe Grad af Anseelse, uagtet han aldrig drev det til at blive nogen særdeles riig eller mægtig Mand; hans Hu, saavel som Broderen, Olaf Hvitaskalds, stod mest til boglige Sysler og Skaldekunst, hvori de begge, og fornemmelig Sturla, endog kunde maale sig med Farbroderen Snorre selv. Hvad der vel og for en stor Deel bidrog til at Bødvar paa Stad mindre virksomt tog Deel i de almindelige Fejder, var den Omstændighed, at han var gift med Kolbein unges Syster Sigrid, thi derved knyttedes han med lige saa sterke Baand til det kolbeinske, som til det sturlungske Parti, og maatte saaledes finde sig bedst tjent med at være neutral. Han havde derimod tre Sønner, Thorgils, Sighvat og Gudmund, der tegnede sig til at slægte Sturlungerne saavel som Mødrene-Ætten paa[2], fornemmelig Thorgils, hvilken vi allerede nys forhen have omtalt, og som vi i det følgende ville see at spille en betydelig Rolle paa Øen. Han var fød 1226, og fik Tilnavnet Skarde, fordi han fra Fødselen af havde Hareskaar. Sighvat Sturlassøns Green repræsenteredes nu, næst af Thord Kakale, kun af den unge Tuun-, der tilfældigviis var undgaaet Blodbadet paa Ørlygsstad. Da han førte samme Navn som sin ældste Broder, der blev dræbt paa Hole 1221[3], maa han være fød efter hans Død og opkaldt efter ham, thi det er ikke rimeligt, at Forældrene vilde have givet tvende samtidigt levende Brødre eet og samme Navn, især naar det var saa særegent som dette. Sturla Sighvatssøn efterlod en Søn, ved Navn Jon, samt et Par Døtre, men alle disse Syskende saavel som Moderen Solveig Sæmundsdatter opholdt sig allerede paa andet eller tredie Aar udenlands[4]. Urøkja Snorressøn levede vel, som det allerede er nævnt, til 1245, men ikke paa Island; her havde han udspilt sin Rolle, da han ved Gissurs Forræderi 1242 blev tagen til Fange og ført til Norge, som han ej fik Lov til at forlade. Den eneste mere anseede Islænding, der nu kunde siges at repræsentere Snorre Sturlassøns Linje, var Einar, Søn af Thorvald i Vatnsfjord og den letfærdige Thordis, Snorres Datter. Men han var fød i 1227, Aaret for hans Fader blev indebrændt[5], og saaledes paa denne Tid endnu kun 15 Aar gammel.

Det var i den vestre Deel af Vestfjordene, mellem Borgarfjorden og Hvammsfjorden, at Thord Sturlassøns Linje havde sit fornemste Tilhold. Stad, hvor Bødvar Thordssøn boede, laa paa Snæfellsnes. Einar Thorvaldssøns Ættegaard var, som vi vide, Vatnsfjord i Isafjorden i den nordvestlige Deel af Landet, og han optraadte derfor siden som et Slags Høvding for Isfjordingerne. Den anden mægtige Ætt paa den Kant, Eyre-Ætten i Arnarfjorden, eller Ravn Sveinbjørnssøns Ætt, repræsenteredes af hans Datter Steinuns og hendes i Aaret 1234 af Urøkja dræbte Mands, den kjække Odd Olessøns, Søn, Ravn, fød 1225, og opkaldt efter Morfaderen. Ravn var endnu kun en 16aarig Yngling, men blev siden efter en af de mægtigste Mænd paa Øen. Han boede nu med sin Moder paa Eyre, og havde en ikke ringe Støtte i sin Svoger, Svarthøvde Dugfussøn, der tilligemed sine Brødre Bjørn Drumb, Bjørn Køgil og Kolbein Gran havde været ivrige Tilhængere af Sturla Sighvatssøn, og kæmpet tappert paa hans Side ved Ørlygsstad. De skulde, som ovenfor nævnt, have forladt Island efter Forliget til Hvitaa-Bru, men Skibet, hvorpaa de vilde begive sig til Norge, blev af Storm drevet tilbage til Island, saa at der ikke blev noget af deres Udenlandsrejse. Endnu en tro og formaaende Tilhænger af Sturlungepartiet paa de Kanter var den gamle Gisle Markussøn i Bø paa Raudasand, gift med en Datterdatter af Hvamm-Sturla og saaledes nøje besvogret med Sturlungerne; han var den gjeveste Bonde vestenfor Arnarfjorden, og havde al sin Tid troligen fulgt først Sighvat, siden Sturla. Det var Gisle, derefter sin Svoger Eyvind Prests Raad havde dennes unge Søn Kolbein i Tankerne, da han efter Kolbein unges Befaling tilligemed de øvrige Bønder i Vestfjordene skulde sværge ham Troskabsed, for ved denne Reservation at berolige sin Samvittighed, naar han trods Eden greb den første Lejlighed, som tilbød sig, til atter at tage Sturlungernes Parti og begynde Fejde mod Kolbein.

I den sydligste Deel af Vesterlandet, eller Borgarfjorden, havde Sturlungerne ligeledes Frænder og Tilhængere i de anseede Brødre, der forhen ere omtalte, Thorleif i Garde og Bødvar i Bø, Brodersønner af Gudny Bødvarsdatter, Hvamm-Sturlas Hustru[6]. De havde i sin Tid, da Fiendskabet stod paa mellem de enkelte Linjer af Sturlunge-Ætten indbyrdes, staaet paa Snorres Parti og været afsagte Fiender af Sturla Sighvatssøn, men nu havde Nøden og Trængselen forenet alle Sturlunga-Ættens .Levninger i een fælles Interesse, og deres Venner og Frænder dannede derfor ogsaa nu et eneste Forbund. Imidlertid befandt Bødvar i Bø sig i en lige saa slem Stilling som Bødvar paa Stad, efterdi ogsaa han var gift med en Syster af Kolbein unge, ved Navn Herdis, og derved følte sig bunden til begge de stridende Partier.

Saaledes vare Forholdene i Vestfjordene beskafne, hvor Kolbein unge nu besad Magten og havde ladet Bønderne sværge sig Troskabsed, uden at de dog vare ham videre hengivne. Paa Nordlandet, hvor han selv havde sit Hjem i Centralbygden, Skagafjorden, og var yndet, herskede han endnu mere uindskrænket. Paa Sønderlandet havde Jon Loftssøns engang saa mægtige Æt forlængst tabt sin store Indflydelse, om endog dens enkelte Repræsentanter, som Halfdan, Harald, Villjam, og Philip Sæmundssønner, fremdeles hver for sig kunde være rige nok, og anseede formedelst deres høje Byrd. Sønderlandets mægtigste Mand og egentlige Herre var, som vi vide, Gissur Thorvaldssøn, og derfor var ogsaa Haukadals-Ætten, i sig selv gammel og anseet, den fornemste. Gissurs ældre Broder Teit, Prest og Lovsigemand, var af en rolig og fredelig Charakteer, og tog ikke synderligt Deel i Fejderne, men nød dog stor Anseelse for sin Viisdom. Mere fremtrædende og stridbar var Gissurs Syskendebarn Hjalte. Biskop Magnus’s Søn, hvilken Gissur ved sin Bortrejse 1242 satte til et Slags Statholder i sit Sted, med den Befaling, at hun og Kolbein gjensidigt skulde understøtte hinanden.

Paa Østerlandet var det især den oftere omtalte Svinafells-Æt, i den sydlige Deel af Øen, som havde Magten. Til den hørte hiin Sigurd Ormssøn, Kolbein Tumessøns Svoger og Stiffader, som vi tidligere have omtalt. Sigurds Broder Sigmund var Fader til hiin Jon Sigmundssøn, der først var gift med Thora Gudmundsdatter, en Syster af Gissur Thorvaldssøns Moder, siden med Halldora, Arnor Thorsteinssøns Datter, af Slagafjord-Ætten, og Datterdatter af Biskop Brand[7]. Jon Sigmundssøns Søn af første Egteskab var Orm Jonssøn paa Svinafell, hvilken vi allerede ovenfor ved flere Lejligheder have haft Anledning til at nævne; uagtet hans Ferd stundom synes at have været noget egennyttig og beregnet, yndede han dog Fred og lovlig Orden mere end hans fleste øvrige Samtidige, og var derfor almindelig agtet og afholdt[8]. Han døde af Følgerne af en uforsigtig Aareladning om Sommeren 1241, kort før Snorre Sturlassøns Drab[9], og efterlod tre Sønner, af hvilke den ældste, Sæmund, arvede Godordet over Sida-Strøget, saavel som hans fornemste Besiddelser. En Søn af Jon Sigmundssøn i hans andet Egteskab var den allerede forhen omtalte, anseede Gejstlige Brand Jonssøn, siden 1247 Abbed i Thykkebø eller Ver, og siden efter, som det paa sit Sted skal omtales, Biskop i Hole. Orms og Brands Søster Steinun var gift med den herskesyge Agmund Helgessøn i Kirkebø. De her nævnte Mænd kunne sige at have været de mest anseede paa Østerlandet. Uagtet de vare nær beslægtede baade med Haukadals- og med Skagfjordinge-Ætten, optoges de dog, som det vil sees, mest af deres egne Anliggender, uden endnu at tage synderlig Deel i de større Partistridigheder, der rystede Landet. Dette Forhold vedligeholdt sig længe for Østerlandets Vedkommende, og var Aarsagen til at dets Underkastelse under Norges Krone skede senere end i de øvrige Landsdele.

Biskopperne i Landet vare fremdeles Nordmændene Sigvart Thettmarssøn i Skaalholt og Botolf i Hole, af hvilke Botolf synes at have været lige faa stilfærdig og utilbøjelig til at blande sig i politiske Sager, som Sigvard var virksom og ivrig, især hvor det gjaldt at befordre Norges Interesser. I Aaret 1243 forlod han endog Island for aldrig mere at komme tilbage, overladende Udførelsen af de egentlige biskoppelige Forretninger i Hole Biskopsdømme til sin Collega Sigvard, der saaledes for en Tid var Ene-Biskop i Landet, medens den hele økonomiske Forvaltning af Biskopsgodset overtoges af Kolbein Kaldaljos, en Søn af den før nævnte Arnor Thorsteinssøn af Skagafjord-Ætten, og Morbroder til Abbed Brand Jonssøn. Hvorfor Botolf forlod Island, angives ikke; man skulde næsten gjette paa, at Biskop Sigvard foranledigede det, for selv at kunne faa desto friere Hænder; men man maa dog tillige erkjende, at de Voldsscener, der da fandt Sted paa Øen, nok kunde fylde en fredelig sindet Mand med Afsmag, og bringe ham til at søge et roligere Opholdssted. Botolf døde i Norge, tre Aar efter at han havde forladt Island[10].

  1. Sturlunga Saga VII. 2.
  2. Se Sturlunga Saga, VIII. 1. Thorgils angives her at være 15 Aar, da Gissur Thorvaldssøn nødte hans Fader til at stille ham som Gissel, 1241.
  3. Se ovenfor III. S. 845.
  4. Jon rejste 1239, Solveig og Døtrene 1240, Sturlunga Saga VI. 25.
  5. Sturlunga Saga V. I. jvfr. ovenfor III. S. 858.
  6. Deres Slægtskabsforhold til hende sees især af Landnamsbogen, Isl. Sögur S. 309. Der var og en tredie Broder, Markus paa Mel, hvem man maaskee skylder den Bearbejdelse af Landnamsbogen, som man har kaldet Melabok, se Udgaven af Isl. Sögur I. S. IV.
  7. Slægtskabsforholdet med Skagafjord-Ætten er angivet i Stamtavlen No. 16 til foregaaende Bind.
  8. Orm Svinfellings Transaction først med Kol Arnessøn og siden med Sturla Sighvatssøn 1238 om at fratage Kol hans Gods m. m. (se ovenfor, III. S. 984 fgg.) gjør ingen af Parterne Ære. Men man kan ikke bedømme de daværende Islændingers Tænke- og Handle-Maade efter vore Tiders Maalestok. At Orm for en Pengesum lovede at dræbe en fredløs Mand, der havde forgrebet sig paa Kol Arnessøn, var i hiin Tid en Transaction, der betragtedes lige med enhver anden Overeenskomst om at udføre et tilladeligt Arbejde for en betinget Sum Penge, og naar Kol siden ikke vilde betale Summen, var det en Misligholdelse af Contracten, som Orm vistnok efter de flestes Mening med fuld Ret og uden mindste Skam kunde og burde paatale.
  9. Sturlunga Saga, VII. 48, jvfr. VI. 30. Han døde 3 Dage før Mariemesse sidere, altsaa 5te September. Efter nogles Sigende skulde Agmund Helgessøn, hans Svoger, havde aareladt ham og truffet Pulsaaren; maaskee med Flid: Agmunds senere Ferd synes at bestyrke det.
  10. Hvor lidet Botolf blandede sig i Dagens Politik, sees deraf at hans Navn neppe engang forekommer i Sturlunga-Saga, uden hvor der handles om Forliget til Hvitaa-Bru. Hans Bortrejse fra Island 1243 og Død 1246 erfares kun af de islandske Annaler. Den oven nævnte Kolbein Kaldaljos’s Fader og Brand Jonssøns Morfader var en Brodersøn af Arnor Asbjørnssøn, hvis Søn Kolbein var Farfader til Kolbein og Arnor Tumessønner, saaledes som det er antydet i foregaaende Bind Stamtavle 16. Da Kolbein Kaldaljos, uagtet han levede saa langt ned i Tiden, dog stod i samme Led fra den fælles Stamfader, som Kolbein den ældres Fader Tume, maa han paa denne Tid have været meget gammel, og enda maa hans Farfader have været meget yngre end Broderen Autor.