Det norske Folks Historie/5/23

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er ovenfor berettet, hvorledes Gisſur Thorvaldsſøn i Aaret 1242, efter at have overliſtet og fanget Urøkja ved Hvitaa-Bru, begav ſig til Norge ſamtidigt med ham for at underkaſte den af Kolbein unge afſagte Voldgiftsdom Kong Haakons yderligere Kjendelſe, og hvorledes Kongen da, faa vidt man af enkelte Antydninger kan ſlutte, ſaa langt fra ubetinget at give ham Medhold, tvert imod ſelv maa have tilkjendt ſig Snorre Sturlasſøns Efterladenſkab, eller i det mindſte en betydelig Deel deraf, ſom Bod for Højforræderi, da nemlig Snorre ved at blive Kongens haandgangne Mand og Lendermand derved ogſaa havde underkaſtet ſig alle en Underſaats og Vaſalls Forpligtelſer. Vi ville i det følgende ſee, hvorledes Kongen flere Aar derefter ligefrem gjorde Fordring paa den hele Arv efter Snorre, og at denne Fordring af nogle blev anerkjendt, af andre blev beſtreden. For Kongen bar det af yderſte Vigtighed, ved Erhvervelſen af virkelige Beſiddelſer at vinde det førſte egentlige Fodfeſte paa Øen, og vænne Indbyggerne til at ſee Kongemagtens Attributer, Kongsgaarde og Krongodſer, ved Siden af deres egne Ejendomme; ej alene kunde han ved at bortforlene dem til ſine Tilhængere ſkaffe disſe, naar det gjaldt, en pasſende Underholdning, men Bortforleningen ſelv var atter en kongelig Regjerings-Act, der viſte Øens Indbyggere, at en Kongemagt nu havde rejſt ſig imellem dem. Sandſynligviis har Gisſur Thorvaldsſøn viiſt ſig noget utilbøjelig til at anerkjende denne Kongens Fordring eller paa andre Maader mishaget ham, ſiden han ikke ſtrax vendte tilbage til Island, men forblev i Norge henved tre Aar, hvilket vil ſige det ſamme ſom at Kongen ikke tillod ham at forlade Landet, medens han derimod nu endelig bønhørte Thord Sighvatsſøn Kakale, og tillod ham at vende tilbage til ſit Fædreland, efter fem Aars Fraværelſe, eller, hvad man lige ſaa godt kan kalde det, Landflygtighed. Hvad Overeenskomſt der ſluttedes mellem Kongen og Thord før dennes Afrejſe, eller paa hvad Betingelſer han fik drage hjem, nævnes ikke, uagtet dog ſynes ſom om en ſaadan Overeenskomſt maa have fundet Sted. Ved den brave Aron Hjørleifsſøns Beſtræbelſer var Thord nu kommen paa en god Fod med Kongen, og optagen i hans Hird[1]. Der tales i det Følgende, efter at Thord endnu engang havde været hos Kong Haakon, om Løfter, han havde gjort denne, der ſees at have været af ſamme Slags, ſom de, Broderen Sturla tidligere havde paataget ſig, nemlig at virke for Islands Underkaſtelſe under den norſke Krone; ligeledes ſee vi, at han underlagde ſig Snorre Sturlasſøns forrige Beſiddelſer, hvoraf man maa ſlutte at han har været forlenet med dem. Men i Sturlungaſagaen nævnes der intet om, naar hiint Løfte blev givet, og det rimeligſte er derfor unegteligt, at Løftet allerede er givet eller Overeenskomſten ſluttet ved hans førſte Overrejſe i 1242.

Sandſynligviis var det fra Bergen, at Thord Kakale nu ſatte ud for efter faa mange Aars Forløb at gjenſee ſin Fædreneø, hevne ſine Frænder, og maaſkee virke for Kong Haakons Interesſer. I Følge med ham, paa ſamme Skib, var ogſaa hans Svigerinde Solveig Sæmundsdatter, Sturla Sighvatsſøns Enke, og hendes Søn Jon, foruden flere Islændinger, der tilhørte det ſturlungſke Parti. Det er ovenfor omtalt, at Dugfusſønnerne, der ifølge Forliget til Hvitaa-Bru ſkulde have forladt Island om Høſten, af Storm bleve drevne tilbage; dette var i Rutafjorden, veſtligſt paa Nordlandet, og de begave ſig til deres Faders Gaard Hjardarholt i Laxaadalen, hvorfra Bjørn, en af dem, ſelv anden drog nordefter, for at gjøre Kolbein unge ſin Opvartning, og berette ham, hvorledes de ved et utilregneligt Uheld hindredes fra at komme bort, og for ſaaledes at bede ham om Fred, indtil de kunde gjøre et nyt og heldigere Forſøg. Men paa Vejen til Skagafjorden mødte de en vis Jon, der kom øſt fra. Thorſtein Hjaltesſøn, Bjørns Ledſager, ſpurgte om han kunde fortælle dem noget Nyt. Jon fortalte dem da den vigtige Nyhed, at der juſt var ankommet et norſkt Skib til Gaaſe i Eyjafjorden, paa hvilket Thord Sighvatsſøn og flere andre Islændinger befandt ſig ombord, men tilføjede, at han ſelv var afſendt af Kolbein unge til Storbønderne i Veſtfjorden, med den Befaling, at hvor ſom helſt Thord maatte viſe ſig iblandt dem, ſkulde de gribe ham og ſende ham fangen til Kolbein. Thorſtein bad ham at drage videre, da han og Bjørn ſelv agtede ſig til Kolbein. Men neppe var Jon ude af Syne, førend Bjørn ſagde: „ſiden jeg har erfaret denne Nyhed, agter jeg ikke at ride længer nord, men ſtrax at vende om; jeg veed nemlig med Vished, at mine Brødre øjeblikkelig, de erfare Thords Ankomſt, ville ſlutte ſig til ham, hvor og faa ſnart de kunne komme til, og det ſamme gjør jeg, hvad jeg ſaa end har lovet Kolbein“. Thorſtein ſagde at han fik gjøre ſom han vilde, men ytrede for Reſten ikke ſtort; Bjørn vendte om, kom tilbage til Hjardarholt ved Nattetid, og vækkede ſtrax ſine Brødre, der ej bleve mindre glade end han ved at erfare Thords Ankomſt, og ſagde at han havde handlet aldeles ſom han burde.

Thord havde landet ved Gaaſe Løverdagen den 6te September, og nogle af Kolbeins Gaardsfolk, ſom tilfældigviis vare tilſtede, ſkyndte ſig ſtrax, ſaa hurtigt ſom deres Heſte kunde bære dem, veſter til Skagafjorden, for at berette Kolbein at hans Dødsfiende var kommen. Som ſædvanligt naar et Skib ankom, indfandt der ſig mange Folk fra Omegnen for at handle, blandt dem ogſaa flere anſeede Bønder, der havde været fortrolige Venner af Sighvat Sturlasſøn; ligeledes kom hans Moder Halldora og mange af hans Frænder. Men den øjeblikkelige Glæde over Gjenſynet forbitredes ſnart ved Tanken om hans. Fiende Kolbeins overvættes ſtore Magt. Ingen af de mægtigere Bønder, ikke engang Thords Frænder, vovede at erklære ſig for ham, og Almuen, heder det, var ſaa ræd, at ingen engang vovede at tale med ham uden aabenlyſt, og ſaaledes at alle hørte det; ikke at tale om det ubehagelige Forhold, hvori mange nu formedelſt Kolbeins oven omhandlede, liſtige Kneb befandt ſig til Thord, med hvis Arvegods de indeſad. Da Thord ſaa, at ingen Biſtand her var at vente, fik han ſig Heſte og reed i Følge med en Preſt Snorre ind til Grund, hvor hans Syſter Sigrid og hendes Mand Styrme nu boede. Aldrig ſaa ſnart var han kommen hid, førend Abbeden i Tveraa ſaavel ſom en anden Mand kom til ham og ſagde, at han maatte ſee til at komme bort ſaa ſnart ſom muligt, thi naar Kolbein erfarede hans Ankomſt, vilde han ſtrax ſende Folk ud for at gribe eller dræbe ham. De fleſte tilſtedeværende raadede nu Thord til at ſøge Hjelp hos ſin Svoger Halfdan Sæmundsſøn paa Kelde, paa Sønderlandet, da Steinvar, Halfdans Huſtru og Thords Syſter, var bekjendt ſom en dygtig og mandhaftig Kvinde, der nok vilde kunne faa ſin Mand overtalt til at yde ham kraftig Biſtand. Thord havde intet andet Valg end at følge dette Raad; ledſaget af Snorre Preſt og en Vejviſer, rede de førſt øſtlig over Vadleheiden, og derpaa over Sand (Sprengeſand?) ſamt videre indtil de kom til Kelde, hvor han blev modtagen med aabne Arme. Han havde ikke været der mange Dage, førend han anmodede ſin Svoger, og ſin Syſter om en Samtale i Eenrum, og meddeelte dem ſin Beſlutning, at tage Hevn over ſin Faders og Frænders Drabsmænd, ſamt at gjenoprette Ættens Beſiddelſer. Men da dette ej kunde ſkee, uden at han fik tilſtrækkelig Hjelp, henvendte han ſig nu herom til ſin Svoger, der, ſom han haabede, baade vilde og kunde hjelpe ham bedſt af alle. Steinvar tog ſtrax Ordet og ſagde at der ikke kunde være Tvivl om, at hendes Mand nu vilde viſe hvad han formaaede, og biſtaa Thord af al Magt. „Hidtil“, ſagde hun, idet hun henvendte ſig til Halfdan, „har du ikke viiſt dig fra nogen ſynderlig krigerſk Side, ligeſom jeg heller ikke har opmuntret dig til at blande dig i ſtore Fejder, men nu erklærer jeg, at der bliver intet godt Forhold mellem os, hvis du ikke hjelper min Broder Thord; vægrer du dig derved, ſaa ſkal man faa det forunderlige Syn at ſee, at jeg tager Vaaben i Haand og ſamler Krigs-Folk, men overlader dig Nøgleknippet til Buur og Kjelder“. Halfdan taug, indtil hendes heftige Ordſtrøm ſtandſede; derpaa ſagde han: „ſaa vidt jeg ſkjønner, er det nok andet end bare Hidſighed, ſom her udfordres, hvis det, Thord har i Sinde, ſkal faa nogen Fremgang; jeg kjender bedſt mig ſelv, og veed, at jeg ikke duer til at blande mig i ſtore Fejder, hvorhos jeg ogſaa allerede er noget til Aars; det forekommer mig, ſom om de, der tage Parti med Thord, ville faa næſten alt Landets Folk imod ſin— og derfor gad jeg gjerne førſt ſee, hvad Hjelp Thord faar andenſteds af Frænder og Venner, førend jeg beſtemmer mig. Rammer han da hid tilbage med nogen klækkelig Styrke, ſkal heller ikke jeg undſlaa mig“. Steinvar opmuntrede ham fremdeles til at tage Parti ſtrax, men maatte dog tilſidſt give efter for hans Foreſtillinger, hvis Fornuftighed viſtnok ogſaa Thord ſelv indſaa. Det blev da beſluttet efter fælles Overlæg, at Thord førſt ſkulde drage til Veſtfjordene og ſee til, om han der kunde faa Hjelp; thi af Bønderne i Veſtſjordene, ſagde Halfdan, var der mange, ſom havde meget at kræve Regnſkab for, baade af Kolbein og af Sønderlændingerne, og ſom derhos havde langt mere Smag for Ufred og Fejde end han og hans Mænd. Saaledes drog da Thord veſtover. I Følge med ham blev hans Broder Tume, der ved Efterretningen om hans Ankomſt ſtrax var ilet til Kelde, hvor de gjenſaa hinanden med uſkrømtet Glæde, derhos ſluttede ogſaa nogle andre ſig til Flokken, der i alt kom til at udgjøre 30 Mand. Blandt dem var den ſterke og forſtandige Øſterlænding Nikolas Oddsſøn, hvilken Halfdan og Steinvar medgave Thord ſom perſonlig Ledſager.

Saaſnart Kolbein unge havde faaet Nys om Thords Ankomſt, ſendte han en Skare af 30 Mand, anført af ſine Gaardsfolk, for at gribe ham. De kom til Gaaſe, og gjennemſøgte alle Markedsboderne med blanke Vaaben i Hænde, men forgjeves: i deres Harme over ikke at finde Thord grebe de en af Nordmændene, ved Navn Leif, ſom de vidſte var en Ven af Thord, toge Vaabnene fra ham og truede med at hugge Foden af ham, men de øvrige Nordmænd forſikrede at han var uſkyldig i Thords Bortkomſt, og ſaaledes maatte de ſlippe ham løs. Derimod benyttede de Lejligheden til at røve fra to islandſke Kjøbmænd indtil en Værdi af 30 Hundreder. De vendte tilbage til Kolbein og meldte ham, at Thord havde taget Vejen over Sand. Kolbein ſendte ſtrax Bud ſyd over Fjeldet til Hjalte Biſkopsſøn, Gisſurs Fuldmægtig, berettede ham om Thords Ankomſt, og bad ham tage ſig vare. Thord kunde dog endnu ikke tænke paa at angribe ham, men drog derimod ad afſides Veje, ſaaledes at Hjalte ikke engang vidſte noget deraf, over Thjorsaa og veſter gjennem Herederne førſt til Borgarfjorden og derfra til Dale, hvor Tume ſlog ſig ned hos en vis Sverting paa Hvamm, medens Thord fortſatte Rejſen længere veſtover til Saurbø, for at opſøge ſin Frænde Sturla Thordsſøn paa Stadarhool. Rygtet om hans Nærværelſe udbredte ſig nu overalt i Veſtfjordene, og de fleſte Medlemmer af Urøkjas forhenværende, nu adſplittede, Parti ſluttede ſig endog uopfordret til ham, førſt og fremſt Dugfusſønnerne Bjørn Køgil og Kolbein Gran. Thord havde endnu ikke ſynderlig perſonligt Kjendſkab til Sturla, men fandt dog, ſom hans Nærfrænde, en god Modtagelſe hos ham. Da han havde tilbragt en Nat i hans Huus, rykkede han ud med ſin Anmodning til ham, om at han vilde yde ham Hjelp. „Det er mig berettet“, ſagde Thord, „at du er den mægtigſte og forſtandigſte af mine Frænder her paa denne Kant, ligeſom jeg og har hørt, at Voldsſcenerne paa Ørlygsſtad ikke have gaaet nogen mere til Hjertet end dig; du har forhen altid plejet at ſtaa mine Frænder bi, naar de havde deres Net at forfegte, og jeg haaber at du nu ogſaa vil viſe mig det ſamme Venſkab; man har desuden ſagt mig, at du blev faa forbitret over den Maade, hvorpaa man ſkilte dig og Urøkja fra hinanden, at du nok kunde have Loft til at biſtaa den, der hevnede denne Skjændſelsdaad“. Sturla ſagde at han, ſaavel ſom de bedſte Mænd der i Egnen, befandt ſig i en vanſkelig Stilling, fordi de havde aflagt Kolbein Troſkabseed. Men Thord ſagde at denne Eed, ſom nødtvungen, ikke var bindende. Sturla havde alt for megen Lyſt til at tage Parti, til at han ikke ſkulde lade ſig ſlaa af dette Argument, og han tilſagde derfor Thord foreløbigt ſin Biſtand; men han vilde dog ikke aabenlyſt ſlutte ſig til ham, førend han kom tilbage fra ſin videre Rejſe til de nordveſtlige Fjordegne[2]. Thord drog da videre. Da han kom til Hage paa Bardeſtrand, hvor hiin Eyvind Preſt boede, der havde givet ſin Svoger Giſle det fiffige Raad at have en anden Kolbein i Tankerne end Kolbein unge, naar han aflagde Eden, lod han ſende Bud efter Giſle og alle de meſt anſeede Bønder paa de Kanter. De indfandt ſig ogſaa, og Thord henvendte ſig nu til dem, og førſt og fremſt til Giſle, ſom den fornemſte, med den Begjæring, at de vilde gribe til Vaaben for ham og følge ham ſyd til hans Svoger Halfdan, forat de tilſammen enten kunde tilkæmpe ſig ſin Ret, eller falde med Ære. Giſle ſvarede, at vel var han ſaa gammel, at han egentlig burde holde ſig borte fra alſlags Fejde, men her var den rene Nødvendighed for Haanden; her gjaldt det før alle at viſe ſig ſom Mænd og ſtaa Thord ærligen bi; den Eed, han havde ſvoret Kolbein, hindrede ham ikke i mindſte Maade fra at optræde ſom hans Fiende; han ſkulde ſtrax lade ſine fire Sønner drage med Thord, og lovede derhos ſelv at opmuntre Almuen, hvor han kunde, til at tage Thords Parti. Thord takkede ham for hans Iver, men undrede ſig noget over, at han ej ſelv vilde være med. Fra dette Møde paa Hage fortſatte Thord ſin Rejſe til Eyre i Arnarfjorden, hvor Steinunn Ravnsdatter boede med ſine Sønner, og hvor ligeledes hendes Svigerſøn Svarthøvde Dugfusſøn for Tiden opholdt ſig. Da han kom til Eyre, traf han ikke Svarthøvde og hendes ældſte Søn Ravn hjemme, da de tilfældigviis vare dragne nord til et Bryllup i Dyrafjorden. Men han lod endnu ſamme Nat ſende Bud til dem med den Anmodning, at de vilde møde ham paa Gaarden Sande, hvor Ravns Lejlænding Baard boede. De efterkom ſtrax Anmodningen, og da Thord kom frem med ſin Begjæring om at de vilde ſtaa ham bi, ſvarede Svarthøvde øjeblikkeligt, at han og hans Brødre lige ſiden Sturlas Drab kun havde ventet paa at Nogen vilde træde op ſom hans Hevner, og at Thord derfor blot behøvede at udtale Ordet, for at de alle ſkulde være lige ſaa villige ſom ſkyldige til at hjelpe ham. Baard ſagde, at han for ſin Part fandt ſig bedſt tjent med at handle paa ſamme Viis ſom Folkene paa Eyre. Ravn havde endnu intet ytret. „Men den unge Mand, ſom der ſtaar“, ſagde Thord: „hvo er han, hvorfor har han intet at ſige:’“ „Jeg er Ravn Oddsſøn“, ſagde han. „Nu vel“, ſvarede Thord, „vil du da ſlaa dig til os ?“ „Jeg er endnu kun ung og lidet vant til ſlige Foretagender-“, ſvarede Ravn — han var dengang 16 Aar gammel — „hidtil har jeg ikke været paa Tog med Høvdinger, og veed ikke om jeg er haardfør nok, da jeg neppe har traadt mine Børneſko“. Thord foreſtillede ham, at hvis nogen havde Skjel til at optræde ſom Kolbeins Fiende, ſaa var det Ravn, formedelſt hans Morbrødres Drab; næſt Sighvat og hans Sønner vare ingen gjævere Mænd end Ravnsſønnerne faldne ved Ørlygsſtad. Ravn var let at overtale, eller havde vel egentlig allerede taget ſin Beſlutning: det pasſede ſig ikke, ſagde han, baade at have liden Evne til at ude Hjelp, og at anvende dette lidet til Thords Skade. Saaledes var da ogſaa han vunden. Hidtil havde Thords Underhandlinger og Overtalelſer haft et forønſket Udfald. Men ikke ſaa, da han kom længer nordpaa, og, benyttende ſig af den bekvemme Omſtændighed, at de fornemſte Mænd fra Fjorden veſtenfor Iſa-Fjorden juſt vare ſamlede ved hiint Bryllup i Dyrafjorden, fremtraadte iblandt dem, og opfordrede dem til at gjøre fælles Sag med ham imod Kolbein. Her var nemlig Urøkja, hvis Interesſer han anſaaes for at repræſentere, mindre end vel anſeet; deels erindrede man hans Voldſomhed fra tidligere Dage, da han holdt til i Vatnsfjord; deels havde man i friſkt Minde et ſkammeligt og forræderſk Mord, Urøkja Aaret forud havde begaaet paa den almindelig afholdte Illuge, den ſidſte voxne gjenlevende Søn af Thorvald Snorresſøn[3]. Bønderne i Iſafjorden havde dengang endog villet angribe Urøkja, og da dette ikke lykkedes, havde flere af dem henvendt ſig til Kolbein og ſkjenket ham deres Venſkab. Thord holdt en lang Tale, hvoraf det hovedſagelige var, at han bad alle de Tilſtedeværende om at gribe til Vaaben for ham, og det med ſaa kort Friſt, at de, ſaafremt de fulgte Opfordringen, ſkulde indfinde ſig bevæbnede i Saurbø inden Allehelgensdag. Det var Dagen efter Michelsmesſe, eller 30te September, at Thord holdt denne Tale[4], han gav dem ſaaledes kun en Maaneds Friſt. Hans Tale og djerve Optræden for den ſtore Forſamling gjorde i det hele taget et godt Indtryk; man fandt at han var en forſtandig Mand, naar Heftigheden og Overmodet ikke løb af med ham, ſom det var Tilfældet i Førſtningen. Men øm de end havde ſynts nok ſaa godt om ham, var dog de fleſtes Afhængighed til Kolbein for ſtor, til at de allerede nu ſkulde have enten kunnet eller villet tage Thords Parti. De, ſom Høſten forud havde ſvoret Kolbein Troſkabsed, ſvarede, at det umuligt gik an for dem at krige mod Kolbein, ſaa længe ikke denne brød ſine Forpligtelſer til dem, og at det derfor ikke engang kunde nytte at bede dem om at gribe til Vaaben for ham; i alt andet ſkulde de derimod være hans Venner. Det er vel ikke ſaa uſandſynligt, at Thord dog tilſidſt havde faaet dem overtalte, hvis han havde ſøgt at vinde dem enkeltviis, og med det gode; men her løb netop hans Overmod og Heftighed af med ham: han fordrede ſtrengt, at Bønderne i Veſtfjordene enten ſkulde erklære ſig for eller imod ham, og hvis han da i ſidſte Fald dog kom ſejrrig tilbage fra det Tog, han havde fore, ſkulde han nok vide at tage tilbørlig Straf over alle dem, der nu vare de værſte til at gjøre Vanſkeligheder. Slig Tale kunde ikke andet end ſætte ondt Blod. Bønderne ſagde, at han havde nok af Fiender at tage Hevn over, om han ikke ogſaa udſtødte Truſler mod dem. Thord ſvarede, at de ikke behøvede at minde ham om, hvad der laa ham tungt paa Hjertet: det ene Ord tog det andet, og Enden blev, at han ſkiltes fra Forſamlingen i ſtørſte Uvenſkab. Om Aftenen vendte han tilbage til Sande, hvor Bonden, den før nævnte Baard, overlod ham hele ſin Gaard og Huusholdning til Dispoſition: en Liberalitet, ſom alle fandt overordentlig ſtorartet.

Thord ſøgte derpaa, men med lige ſaa lidet Held, at ſkaffe ſig Biſtand fra de ydre Fjorde og Steingrimsfjorden. Bønderne havde overalt paa disſe Kanter ſvoret Kolbein Troſkabsed, og denne Ed afgav i det mindſte et Paaſkud for dem til at beſvare Thords Anmodninger med Nej. Da traadte en Dag en løs og ledig Perſon, af ringe Herkomſt, men flink og frejdig, ved Navn Asbjørn Gudmundsſøn, ind til ham, og ſpurgte, hvad det ſkulde betyde, at han kun henvendte ſig til de egentlige Bønder om Hjelp, og ikke vilde benytte andre. „Jeg“, ſagde han, „tilbyder mig at gjøre dig Følge og haaber at være dig til ſtørre Nytte end hvilken ſom helſt Bonde. Skaf mig kun nogle Folk til Hjelp, ſkal jeg prøve paa at kræve Bønderne op“. Thord modtog hans Tilbud og ſtillede Dagen efter-“ 9 Mænd under hans Befaling, kaldende dem „Gjeſter“, i Lighed med Gjeſterne ved det norſke Hof; med denne Flok drog Asbjørn afſted ud efter Steingrimsfjorden, fra Gaard til Gaard. Paa de fleſte Gaarde vare Bønderne ſelv borte, da de havde faaet Nys om hvad der var i Gjære, og ſkjult ſig; men de Mænd, der fandtes, maatte følge med, hvad enten de vilde eller ej. Det ſynes noget beſynderligt, at en ſaa ubetydelig Skare, ſom Asbjørns, ſkulde ſaaledes kunne have tvunget Folk til at drage af Gaarde mod deres Vilje; men det er tydeligt nok at han og hans Kammerater have været haandfaſte, vel bevæbnede og beſtemte Karle, mod hvem de Arbejdsmænd og Tjeneſtefolk, der fandtes paa Gaardene, ikke vovede at kny; desuden var der vel heller ikke ſaa faa af disſe, der gjerne fulgte med af Lyſt til Æventyr og Bytte. Saaledes drog Asbjørn frem, altid forøgende ſin Skare, indtil han kom til Huſavik. Her boede en Bonde ved Navn Høgne, der ligeledes var borte. Asbjørn lod hans Kone gribe og tvang hende til at følge med, i Haab om at Høgne nu nok vilde komme efter. Det varede heller ikke længe førend Høgne kom, ſelv 14de, og forlangte at Asbjørn ſkulde ſlippe hans Kone løs. Asbjørn erklærede ſig villig dertil, hvis han og hans Følge vilde ſlutte ſig til deres Trop. Høgne og hans Ledſagere vilde intet høre derom, og truede Asbjørn haardelig for hans Frækhed. Asbjørn bad dem komme og angribe, om de torde; da de betænkte ſig derpaa, ſagde Asbjørn, at han ſkulde lære dem, en anden Gang ikke at ſætte efter Thords Mænd, greb et Spyd, kaſtede det efter Høgne og traf ham øverſt i Laaret: det var et dybt og farligt Saar. Dette var det førſte Blod, ſom flød i den Fejde, der nu begyndte. Nogle af Høgnes Ledſagere bleve ſaa forfærdede, at de virkelig ſluttede ſig til Troppen; de øvrige bare den ſaarede Høgne hjem. Thord havde imidlertid begivet ſig fra Steingrimsfjorden til Saurbø, da Allehelgensdag nærmede ſig, paa hvilken de af ham opbudne Mænd ſkulde komme ſammen. Paa Vejen derhen mødte han Asbjørn, der kom veſtenfra med ſin Flok; begge Flokke, hans egen og Asbjørns, forenede ſig nu, og fulgte ham til Stadarhool, hvor han indtraf Dagen før Allehelgensdag. Men uagtet alle hans og Asbjørns Beſtræbelſer var dog den Styrke, de havde faaet ſamlet, ſaa ubetydelig, at Sturla Thordsſøn ved at ſee den ryſtede paa Hovedet og erklærede at hverken han eller de mange andre, der befandt ſig under ſamme Vilkaar, kunde indlade ſig paa at bryde deres Eed uden anderledes lovende Udſigter. „Men“, ſagde han, „det varer viſt ikke længe, førend Nordlændingerne ſelv bryde deres Forpligtelſer til mig, og da ſkal jeg ikke unddrage mig; jeg ſkal ogſaa, om du vil, nu ride med dig ſyd til Borgarfjorden“. Thord ſvarede ikke ſtort hertil, dog modtog han Sturlas Tilbud, og reed førſt, ledſaget af ham, til Hvammsfjorden, hvor Tume ſluttede ſig til Troppen, ſaavel ſom hans Syſterſøn Telt Styrmesſøn, der var kommen nord fra Grund ſelv ſyvende; ſiden ſtevnede han til Dale, og kaldte her de bedſte Mænd i Flokken ſammen for at raadſlaa om, hvad der videre var at gjøre. Førſt blev Mandſkabet talt, og befundet at udgjøre henved 240 Mand. Med en ſaa ubetydelig Styrke, der desuden var daarligt bevæbnet, indſaa man, at det ej var at tænke paa at drage til Nordlandet mod den mægtige Kolbein. De fleſte raadede derimod Thord til at ſtevne til Sønderlandet, hvor man ligeledes havde mange Regninger at opgjøre, men hvor der neppe fandtes ſaa mange Folk til Forſvar. Undervejs, foreſlog man, kunde man aflægge et Beſøg hos Loft Biſkopsſøn paa Huſafell i Hitardal[5], og forſyne ſig med de nødvendige Vaaben af hans ſtore Beholdning. Dette Forſlag behagede Thord ſærdeles, da ingen, ſom han ſagde, bedre fortjente en Ydmygelſe, end Loft, der længe havde været en Modſtander af hans Frænder, og ivrigt taget Deel i Anſlagene mod Sighvat og Sturla. Saaledes beſluttede man da at lægge Vejen om Hitardal. Da Thord kom op paa Hejden, hvorfra man kunde ſee ned i Dalen, ſendte han Teit Styrmesſøn forud med femten Mand, og befalede ham at tage Loft til Fange, uden for Reſten at tilføje ham noget Ondt, men pasſe nøje paa, at ikke en eneſte af Gaardsfolkene undkom. Telt beſatte Gaarden, men traf ikke Loft hjemme, da han juſt var reden bort til en Gaard i Nærheden, hvor han om Aftenen fik Underretning om, hvad der var paa Ferde, og derpaa ſtrax ſkyndte ſig ned til Søen, fik ſig en Baad, og roede ſyd over Fjorden til Garde, hvor han i nogen Tid holdt til hos Thorleif Thordsſøn. Thord kom til Huſafell noget efter Teit, tilbragte Natten der, og lod om Morgenen alle de Vaaben, de forefandt, ſamle; en heel Mængde Skjolde forvaredes i Kirken, men bleve nu bragte ud. Ligeledes lod han alle de Heſte, man kunde faa drevet ſammen, borttage. Han fortſatte derpaa Toget over ſøndre Reykjadal, hvor en vis Thord Bjørnsſøn ſluttede ſig til ham; længer ud paa Dagen ſagde Sturla Thordsſøn ham Farvel, efter at de havde haft en Samtale med hinanden, og drog hjemover. Thord drog videre over Skardshejden til Laugardal, og videre til Gisſur Thorvaldsſøns Gaard, det før omtalte Tunga eller Biſkopstunga lidt nordenfor Skaalholt[6]. Hans Moder Thora Gudmundsdatter foreſtod Gaarden, men alt Bohave og Forraad var bragt ind i Kirken, faa at man ikke forefandt noget ſom helſt ſpiſeligt uden en Ringe med Fløde. Nogle af hans Mænd vilde derfor ſlagte en Deel Kvæg, men Thord forbød dem det, da det vilde tage for lang Tid: Krigsmænd, ſagde han, maatte vide at nøje ſig med den Spiſe, ſom til enhver Tid var for Haanden. Man kan ſee, at han ikke for intet havde været blandt Hirdmændene i Norge og hørt om de gamle Birkebeiners Diſciplin. Han fik nu vide, at Hjalte Biſkopsſøn havde ſamlet en Deel Folk tiede i Moen„ og bød derfor hver Mand ſadle ſin Heſt; det var nemlig hans Henſigt at angribe Hjalte, og han befalede allerede dem, der bedſt kjendte Vejen, at ride forud. Men hans Broder Tume ſagde at ſligt ikke var at tænke paa, og at de, der var af ſamme Mening ſom han, ſkulde følge ham øſt over Aaerne. Skaren deelte ſig da i to Flokke, af hvilken den ene ſamlede ſig om Tume, den anden om Thord; men efter flere fornuftige Mænds Foreſtillinger lod Thord ſig bevæge til at give Slip paa den dumdriſtige Angrebsplan, og heller følge med Tume øſtover, hvor de dog havde Udſigt til at faa nogen Underſtøttelſe. Han kom om Aftenen til Kelde, hvor han nu atter opfordrede ſin Svoger Halfdan til at yde ham Biſtand. Men Halfdan ſøgte fremdeles Udflugter. Det hjalp ſaa alligevel ikke noget, om han greb til Vaaben, ſagde han. Thord bad ham da kun at ſkaffe Folk, ſaa kunde han jo ſelv ſidde hjemme. Halfdan ſagde, at han førſt maatte tale med ſine Brødre herom. Steinvar, Huusfruen, var meget vred, men det hjalp ikke. Thord maatte drage bort med uforrettet Sag. Han ſtevnede nu til Breidaholſtad i Fljotslid, hvor den af os tidligere omtalte Orm Bjørnsſøn, Gisſur Thorvaldsſøns Broderſøn og paa en Maade Snorre Sturlasſøns Stifſøn, boede. Orm havde, ſom vi vide, haft Deel med i Raadſlagningerne mod Snorre, ſkjønt han ikke havde villet deeltage umiddelbart i hans Drab[7]. Men han hørte dog til deres Tal, over hvilke Thord havde at ſøge Hevn, og da det desuden var nødvendigt at ſkaffe Flokken Underholdning, medens det dog ikke gik an at røve fra Venner eller ſagesløſe Folk, var det ej andet end rimeligt, at han, naar Lejlighed gaves, lod ſine Fiender betale Gildet, og ſaaledes for en Tid ſlog ſig ned paa Breidaholſtad, hvor han tog for ſig, ſom om han var hjemme. Orm havde, ved Efterretningen om at han nærmede ſig, taget Flugten øſter til Kloſtret i Ver.

Da Hjalte Biſkopsſøn hørte at Thord havde ſat ſig faſt paa Breidabolſtad, reed han ſelv nord over Fjeldet for at raadſlaa med Kolbein unge, men bød Bønderne at holde ſig ſamlede under Vaaben i Skaalholt ſaa mandſterke ſom muligt, og fik Biſkop Sigvard til at drage hen til Thord for at aabne Underhandlinger, dog meſt, ſom det ſynes, for at vinde Tid, indtil Kolbein kunde komme nordenfra med Undſætning. Biſkoppen kom til Breidabolſtad, med Steinvar i ſit Følge, og anholdt paa de forſamlede Bønders Vegne om midlertidigt Forlig. Thord vilde nødigt indlade ſig derpaa, i det mindſte vilde han ikke gaa ind paa Biſkoppens Forſlag, at ſer Mænd fra hver Side ſkulde træde ſammen og afgjøre Betingelſerne; ſkulde et Forlig komme i Stand, ſagde han, ſaa maatte Afgjørelſen i alle Fald overdrages Halfdan og Steinvar alene. Biſkoppen ſagde, at hertil kunde han hverken ſvare Ja eller Nej paa Bøndernes Vegne, førend han havde hørt deres nærmere Beſtemmelſe, og vendte tilbage til Skaalholt, men lovede paa en beſtemt Dag at ſende Bud om, hvad de beſluttede ſig til. Et ſaadant Bud kom ogſaa, men to Dage efter den aftalte Tid, og med den Beſked at Bønderne ikke vilde gaa ind paa de af Thord fremſatte Betingelſer. Thord begav ſig da ſtrax til Kelde med hele ſin Flok, før at raadſlaa med Halfdan og Steinvar, og faa Underſtøttelſe af dem til et Angreb paa Bondeflokken i Skaalholt. Halfdan var ikke hjemme, men reden ned til Odde; did ſendte Thord ſtrax Kolbein og Bjørn Dugfusſønner efter ham, men Steinvar lod alle deres Landbønder kalde ſammen og bød dem holde ſig færdige til at følge Thord og Halfdan. Da Dugfusſønnerne traf Halfdan og fortalte ham, hvorledes Sagerne ſtod, ſagde han at det ikke var raadeligt for Folk, der ej havde des kraftigere Opfordring dertil, at fare løs paa hellige Steder[8] og angribe Bønderne; han vilde hverken ſelv følge med Thord eller tillade nogen af ſine Mænd det; Thord fik ſelv ſee til, hvorledes han kom ud af det med Bønderne. Han lod ſtrax de af Steinvar ſammenkaldte Folk tilſige, at de ſkulde drage hjem, hver til ſit. Da Kolbein og Bjørn kom tilbage med denne Beſked fra Halfdan, blev Thord yderſt vred, og ſagde at han lige fuldt vilde angribe Bønderne og ſee, hvorledes det løb af. Da havde han juſt faaet ſikker Efterretning om at Bønderne vare omtrent 700 Mand ſterke, og havde forſkandſet ſig paa Skaalholts Kirkegaard. Hans egen Flok udgjorde, ſom det viſte ſig ved Optællingen, ſtrax man kom over Thjorsaa, kun 220 Mand, og mange foreſtillede ham, hvor ufornuftigt det var at binde an med en ſaadan Overmagt. Men Thord ſvarede hertil, at ſkulde han faa nogen Fremgang, kom han nok ofte til at prøve Ting, der vare ligeſaa fortvivlede og urimelige ſom denne. Han fortſatte Toget. Ikke langt fra Skaalholt mødte han Biſkoppen, der fornyede det forrige Tilbud paa Bøndernes Vegne. Thord ſvarede i Vrede, at Biſkoppen kun ſøgte at gjøre ham Fortred. Biſkoppen truede nu med at ſætte Thord og hans Mænd i Ban, hvis de rede ind paa Biſkopsſtolens Enemerker. Thord ſvarede at han førſt og fremſt ſkulde viſe Bønderne bort, og at det ej pasſede ſig at drage ſlige Voldsmænd ind paa Kirkegaarden; det var ikke mange Dage ſiden de havde brudt en Kirke op, hentet ſex Mænd ud, ſom havde ſøgt ſin Tilflugt der, og ladet dem alle ſammen dræbe. Biſkoppen vilde nu ſkynde ſig i Forvejen, for at melde Bønderne Thords Ankomſt, men de forreſte af Thords Mænd ſtandſede ham, indtil Thord ſelv kom efter; Thord bød dem ſtrax lade ham ride i Fred, men fulgte ſelv ſtrax efter ham. Da han kom til Geilerne (de ſmale Veje) i Nærheden af Skaalholt, lod han ſine Mænd ſtige af Heſtene og gjøre ſig færdige til Angreb, men ſendte Ravn Oddsſøn og Teit Styrmesſøn op til Biſkopsgaarden, deels for at høre om Bønderne ikke havde betænkt ſig, deels ogſaa for at erfare, hvor ſterkt de havde forſkandſet ſig, og om det var forbundet med ſtore Vanſkeligheder at angribe dem. De fandt Biſkoppen i ſit fulde Skrud, omgiven af 30 Klerker; han ſagde, at han øjeblikkelig vilde banſætte Thord og alle hans Mænd, hvis han underlod ſig at gjøre noget Angreb. Men da traadte, merkeligt nok, den forſtandige og velmenende Telt Thorvaldsſøn, Gisſurs egen Broder, frem og bad Biſkoppen ikke endnu at gribe til ſaa yderlige Forholdsregler; han foreſtillede ham, hvor meget der talede til Thords Undſkyldning, hans nærmeſte Frænders Drab og Tabet af alt hvad han ejede, og hans vanſkelige Stilling for Øjeblikket, hvor han ſkulde underholde en talrig Flok, uden at han dog havde andet at gribe til, end hvad han kunde tage fra ſine Fiender, naar han ikke vilde røve fra ſagesløſe Folk: man kunde jo dog ikke fortænke ham i at han ſøgte ſin Ret med de Midler, der ſtode til hans Raadighed. Disſe Foreſtillinger, iſær fra Teits Mund, gjorde ſterkt Indtryk paa Bønderne, ſom nu bleve forſonligere ſtemte, og gave Biſkoppen og Teit uindſkrænket Fuldmagt til at underhandle paa deres Vegne. Disſe Mænd begave ſig derfor hen til Thord, ledſagede af Ravn og Telt Styrmesſøn, ſom underrettede Thord om, at Bønderne vare ſaa vel forſkandſede, at hvis det kun var det mindſte Tag i dem, vilde det holde meget haardt at angribe dem. Dette gjorde nogen Virkning, iſær paa Tume, der ivrigt raadede til Forlig, hvilket da omſider kom i Stand ſaaledes, at Biſkoppen og Steinvar ſkulde afgjøre Betingelſerne, og hvor de ej kunde enes, ſkulde Steinvar alene raade. Bønderne ſkulde ikke øve Fiendtligheder mod Thord, førend Gisſur kom tilbage til Landet: da ſkulde Forliget uden videre være hævet, men kom Gisſur ikke, ſkulde det fremdeles ſtaa ved Magt. Herpaa gave Thord og Bønderne hinanden Haandſal. Thord forblev paa Breidabolſtad, indtil Biſkoppen og Steinvar afſagde Voldgifts-Kjendelſen. Dette ſkede paa Biſkops-Tunga, hvor Thord til den Ende begav ſig hen. Den lød paa, at alle de ſtørre Bønder i det hele Diſtrict, der laa under Gisſur Thorvaldsſøn, ſkulde tilſammen udrede fem Hundreder, og alle de ringere, for ſaa vidt de betalte Thingfarekjøb (eller efter nyere Udtryksmaade „ſtode i Skattemandtallet)“, tilſammen tre Hundreder[9]. Derved fik Thord dog en Tærepenge for ſig og ſin Flok, og, hvad mere er, det anerkjendtes herved, at Retten var paa hans Side. Altſaa var der nu ſluttet en foreløbig Separatfred eller Stilſtand mellem Thord og Sønderlandets Bønder. Havde han end ikke faaet Tilhængere her, ſaa havde han dog vundet ſaa meget, at denne Deel af Landet indtil videre var neutral under Kampen mellem ham og Kolbein. Det var merkeligt nok, at han med ſin ubetydelige Styrke kunde drive det dertil, men hans faſte, krigerſke Holdning, ja endog hans Heftighed ſynes at have indjaget Bønderne Reſpect[10].

Thord forlod nu Sønderlandet og begav ſig tilbage til Borgarfjorden. Men imidlertid havde Kolbein ikke været ledig paa Nordlandet, men ſamlet ſtore Skarer baade fra de øſtlige og veſtlige Hereder i Fjerdingen, tilſammen 700 Mand. Hjalte Biſkopsſøn vilde, at man ſkulde drage den ſaakaldte Kjøl til Sønderlandet, men Kolbein beregnede rigtigt, at Thord nu allerede maatte være dragen veſtover, og meente derfor at man gjorde retteſt i at lægge Vejen over de veſtlige Hejder, nemlig den ſaakaldte Tvidøgra (To-Døgers-Hejden)[11], hvorved de vilde komme lige ned i Borgarfjorden, og ſaaledes være ſikrere paa, ikke at forfejle deres Fiende. Nordlændingerne vare meget ærgerlige over at maatte drage ud ved Vintertid, og ønſkede alle Ulykker over Hjalte, ſom ikke havde kunnet hjelpe ſig ſelv; ogſaa Kolbein meente, at Sønderlændingerne nok kunde have jaget Thord bort, hvis de havde haft Mands Mod og Hjerte. Snart fik man end mere Aarſag til at forbande dette Tog. Paa Toget over Tvidøgra-Hejden faldt der om Morgenen førſt en tæt og vedholdende Slud, ſaa at alle bleve gjennemvaade; ud paa Dagen blev der en heftig Nordenvind med bidende Froſt og Snedriv ſaa ſterkt, ſom man ſjelden havde ſeet Mage til; ſnart vidſte man ikke længer, hvor man var, og den iisnende Kulde gjorde det umuligt for mange at holde faſt paa deres Vaaben. Nogle omkom ſtrax, andre ſkamfrøs deres Lemmer; Elendigheden var grændſeløs. Kolbein bad dem forſøge, om det hjalp at de tog Tag med hinanden, for ſaaledes maaſkee at varme ſig noget, men det lader ikke til, at dette virkede ſynderligt. Omſider lettede Vejret nogenledes, ſaa at man kunde ſee, hvor man var; de, ſom endnu vare uſkadte, toge da de forkomne paa Ryggen, og ſaaledes ſlæbte man ſig, efter en frygtelig Dag og Nat, ned til Gilsbakke øverſt i Borgarfjord-Diſtrictet, hvor man ankom lidt før Dag. Her lod Kolbein Folkene udhvile ſig, og fortſatte Dagen efter Toget ned til Reykjaholt med dem af fine Folk, der befandt ſig nogenledes vel; men en Deel maatte ligge tilbage, aldeles ude af Stand til at drage videre[12].

Da Thord paa ſit Tog fra Sønderlandet kom ned i Reykjadal, blev det ſtrax meldt, at Kolbein allerede var kommen til Reykjaholt med en betydelig Styrke. Thord gjorde derfor Holdt nede i Dalen og holdt Raad med ſine bedſte Mænd om, hvad man ſkulde gjøre. De heftigſte og driſtigſte vilde at man ſkulde ride lige til Reykjaholt og angribe Kolbein, uden at endſe Overmagten; de fleſte af hans Folk, meente de, vare ſaa forkomne af Kulde, at de ikke duede ſtort til at ſlaas. Men de forſtandigere fraraadte det ſom alt for voveligt, og ſagde at man heller burde ſøge at komme dem forbi længer mod Veſt; det var allerede Ære værd at kunne ride ſaa nær forbi Kolbeins ſtore Flok, uden at komme i Kamp med den. Thord valgte dette fornuftige Raad, og fortſatte ſit Tog ud igjennem Dalen, ſamt videre til Thingnes, og over Nordraa (ved hvilken Lejlighed han faldt i, og paa et hængende Haar var druknet) til Stavaholt ſamt ned til Myre, idet han paa forſkjellige Steder efterlod Vagter for at holde Øje med Kolbein, om han ſkulde komme efter. Kolbein havde faaet Melding om Thords Ankomſt, medens denne endnu var i Reykjadal; han lod ſtrax ſine Mænd ſtige til Heſt, og ſatte efter ham ſaa hurtigt han kunde. Han kom til Thingnes faa Øjeblik efter at Thord havde forladt Gaarden; man fandt endog de Heſte ganſke vaade, der vare faldne i Vandet, da Iſen braſt. Man ſpurgte Bonden paa Gaarden, Børk Ormsſøn, hvad Vej Thord havde taget, men han vilde intet ſige, uagtet man truede ham paa Livet, og hans Gaard blev plyndret fra øverſt til nederſt. Det var hans Henſigt at holde Flokken op, for at Thord ſkulde faa noget Forſpring, og dette lykkedes ham tildeels ved denne ædelmodige Opofrelſe. Friſten var dog ikke lang. Da Kolbein kom til Stavaholt, fik han fuldſtændig Efterretning om Thords Bevægelſer, og reed efter ham af alle Kræfter. Thord havde efterladt Svarthøvde og to af hans Brødre ſaavel ſom et Par andre Mænd paa Stavaholt for at holde Udkig; de ſøgte, ſaa vidt muligt, at komme i Forvejen for Kolbein, for at advare Thord. Kolbein ſøgte at indhente dem, og ſaaledes blev der en formelig Kapridning, hvorved dog Thords Mænd i Længden kom til kort. Heſtene ſtyrtede under Bjørn Dugfusſøn og hans Ledſager Thord Bjarnesſøn; de maatte derfor deels løbe, deels ſidde op bagpaa hos Svarthøvde og Baard, en anden af Udkigsmændene; ſaaledes agede Kolbein altid nærmere ind paa dem. Etſteds var der en Bakke, ſom et Øjeblik ſkjulte dem for deres Forfølgere, her kaſtede Svarthøvde ſig af Heſten og bad ſin Broder ſætte ſig op i hans Sted, da det ikke længer nyttede at være to om een Heſt; ſelv ſkulde han nok altid vide at klare ſig. Bjørn erklærede, at han aldrig vilde ride fra ſin Broder, men Svarthøvde borte ikke paa hvad han ſagde, og løb i Følge med Thord Bjarnesſøn ned efter Aaen, til nogle Snefanner, hvor de gravede ſig ned. Bjørn, ſom nu intet andet Valg havde, end enten at benytte Svarthøvdes Heſt, eller lade ſig tage til Fange, betænkte ſig ikke længer, men tog Heſten og reed tilligemed Baard, det forteſte de kunde, efter Hoved-Flokken. En af de bagerſte i denne var Ravn Oddsſøn, der havde en udhvilet Heſt; ham bad de nu ſkynde ſig af alle Kræfter forud til Thord, og ſige ham, at Kolbein var lige i Hælene paa dem, ſaavel ſytti at Svarthøvde og Thord Bjarnesſøn ſandſynligviis vare faldne i Fiendens Hænder. Ravn fandt Thord gaaende tilfods, ledende Heſten efter ſin: men da han hørte, i hvilken Fare de vare ſtedte, ſatte han ſig op og reed frem igjennem nogle Skovveje, indtil de kom til en liden Bakke, der ſkjulte dem for deres Forfølgere. Her bød han alle ſine Mænd ſtige af og ſtille ſig i Orden, for at ſtyrte ind paa Kolbeins Flok, naar den nærmede ſig. Han ſatte, ſom man ſeer, fremdeles ſit Haab til driſtige og pludſelige Overfald. Men, heder det i Sagaen, det gik her, ſom ſædvanligt, at flygtende Mænd ej let lade ſig ſtandſe. Thord ſaa til ſin Ærgrelſe, at endog mange, der hidtil havde klaget over at deres Heſte vare trætte, nu ſloge paa og rede afſted ſom gale; han bad dem i det mindſte ikke ride ſaa afſindigt, og ſendte en Mand forud med den Befaling, at de i alle Fald ikke ſkulde ride forbi den nærmeſte Gaard, Alftaartunga[13]. Denne Gang blev han adlydt, dog rimeligviis meſt af den Grund, at de fleſte ikke var i Stand til at komme længer. Da han ſelv kom ind paa Gaarden, hvor han atter havde til Henſigt at oppebie Kolbein og vove en Dyſt, fraraadte en af hans Mænd ham det paa det indſtændigſte, da det var tydeligt nok at forudſee, at Mængden af hans Folk ſtrax vilde tage Flugten, medens han og de faa hedre Mænd, der havde Æresfølelſe nok til at forblive hos ham, ganſke vilde ligge under for Overmagten. Han kunde ikke andet end give disſe Foreſtillinger Medhold, og beſluttede ſig til at drage videre; men ſagde at de, hvis Heſte vare udmattede, ligeſaa godt førſt ſom ſidſt kunde ſøge Friſted i Kirken paa Gaarden. Strax ſtimlede henved tredive Mand derind. Thord ſøgte med de øvrige hen til Broen over Alftaa; det tog nogen Tid ud, inden alle kom over, og aldrig faa ſnart havde de naaet den anden Bred, førend hele Flokken adſplittede ſig, og hver tog ſin Vej. Thord bad dem endelig at holde ſig ſammen, men forgjeves; tilſidſt havde han kun 60 Mand, ſine egne nærmeſte Venner, tilbage. For Sikkerheds Skyld lod han Broen kaſte af efter ſig. Forfølgerne vare ſaa nær efter dem, at et Par af Thords Mænd, der havde redet forbi Kirken, men ſiden betænkte ſig, og vilde løbe ind i den, ikke naaede ſaa langt, men bleve dræbte paa Kirkegaarden. Kolbeins Mænd løb til Kirkedøren, for at ſee hvem der var derinde, men da han ſelv kom til, ſagde han at de bare ſig dumt ad, ſom nu gave ſig Tid til ſligt i Stedet for at ſætte efter Thord, der maaſkee allerede havde faaet ſaa ſtort Forſpring, at de ej kunde indhente ham. Alle Mand ſtyrtede nu ned til Aaen, men det tog lang Tid inden de kom over, da Broen var afbrudt, og imidlertid naaede Thord og hans Følge lige til Hitaraa, og kom over denne[14]. Medens Teit Styrmesſøn og Kolbein Gran her ſtandſede lidt for at vande deres Heſte, kom de hurtigſte af Kolbeins Mænd ned til den anden Side af Aaen, men hendte ſtrax tilbage, da Thord gjorde Mine til at angribe dem; ſiden kom Hovedſtyrken efter, men Thord havde da allerede faaet tilſtrækkeligt Forſpring. Imidlertid vare Forfølgerne ikke længere borte, end at alle de af Thords Flok, hvis Heſte bleve udmattede — og det har ikke ſaa faa — faldt i deres Hænder; de bleve alle afvæbnede, nogle ogſaa mishandlede. Under hele Forfølgelſen ſøgte Thord at foregaa med et godt Exempel paa Rolighed og Koldblodighed; for det meſte reed han ſidſt, og vilde aldrig ride ſaa fort ſom de andre; man talte til ham herom, og ſkyndte paa, nogle ſloge endog paa hans Heſt, ſaa ti taalmodige vare de. Omſider ſkjønnede Kolbeins Mænd, at det ikke kunde nytte at forfølge vant længer, og vendte tilbage. Det var mindſt fem til ſex Mile, at de ſaaledes uden Ophør havde forfulgt ham, i det værſte Kurs og ſtreng Kulde; man havde neppe, ſom det lader, givet ſig Tid til at tage den nødvendige Føde, i det mindſte levnedes der ikke Thord eller hans Mænd Tid dertil, og deres Forfatning maa have været højſt beklagelig. Thord ſtevnede til Myklaholt, hvor Gudmund Olafsſøn, en ivrig Tilhænger af Sturlungerne, boede[15], og gav ſig nogle Timers Ro; men Gudmund fraraadede ham dog at blive der længe, og Thord, ſom indſaa at han havde Ret, ſteeg atter til Heſt, reed op igjennem Kerlingeſkardet, og ned til Helgafell[16], fik ſig en Baad og lod ſig ro ud til Fagerø[17], hvor han ankom Løverdag Morgen den 29de November. Alle forundrede ſig over at han og hans Folk med de ſamme Heſte og i ſaa utrolig kort Tid kunde have tilbagelagt Vejen i ſaadant Uføre heelt fra Sønderlandet til Helgafell. Thi han reed over Thingvolden paa Sønderlandet Thorsdag Middag, og kom til Helgafell Fredag Nat. Afſtanden fra Thingvoldene til Helgafell, Omvejene iberegnede, er mindſt 13 Mile. Deraf, ſiges der, ſluttede man, at Thord maatte være beſtemt til at udføre noget ſtort. Kolbein unge havde ikke ſelv deeltaget i Forfølgelſen hiinſides Alftaa, men var bleven tilbage paa Alftaartunga, hvor han om Morgenen lod holde Standret over dem, der havde ſøgt Friſted i Kirken; man fratog dem deres Vaaben og Heſte, og paa to af dem blev Haanden afhuggen; de øvrige fik beholde Liv og Lemmer. Siden vendte Kolbein tilbage til ſin Gaard Flugumyre i Skagafjorden. Den raſke Svarthøvde os hans Ledſager Thord frelſte ſig, men paa den æventyrligſte Maade. De laa ſtille under Sneen, indtil Kolbeins Mænd vare komne forbi; da ſtode de op, gik til nærmeſte Gaard, fik ſig Heſte, og rede til Stavaholt, hvor Svarthøvdes Fader Dugfus var inde i Kirken. De bankede paa Kirkedøren; Dugfus kom ſelv ud til dem, og blev nok ſaa glad ved at ſee ſin Søn i god Behold, men ſagde dem tillige, at 30 Mand af Kolbeins Flok laa paa Gaarden. De ſkyndte ſig ſtrax afſted, og ſøgte Tilflugt paa en afſidesliggende Gaard inde i Skoven. Her troede de ſig ſaa ſikre, at de gik i Bad og lagde ſig til at ſove, hvad de vel kunde trænge til. Men de havde ikke ſovet længe, førend man vækkede dem med den Beſked, at en Flok af Kolbeins Mænd kom ridende til Gaarden. I Haſt ſprang de op, ſkøde Brynjerne og Staalhuerne ind i Ovnen, og løb ud; Thord ſøgte til Skoven, Svarthøvde til Heſtene, og reed afſted ſaa fort han kunde. Fienderne ſatte efter ham og troede allerede at have ham i ſin Vold, da de havde faaet ham.ud paa en brat og høj Fjeldhammer. Men Svarthøvde ſtødte Heſten ud over Skrenten, og ſtyrtede ſig ſelv efter; der laa ſaa megen Løsſne under, at hverken han eller Heſten kom til Skade; Forfølgerne vovede ikke at Mure ham det Spring efter, og vendte tilbage: ſaaledes ſlap han fra dem. Siden, da de vare borte, vendte han tilbage til Gaarden og tog ſine Vaaben, hvorpaa han reed veſtover til Saudafell, og foor ſiden ud til Fagerø. Ogſaa Thord undkom fra Forfølgerne til ſin Gaard Eſkeholt, men blev ſiden fældet af Orm Bjørnsſøn, fordi han havde været med ved hans Broder Kløings Drab[18].

  1. Dette ſtaar ikke med tydelige Ord i Arons Saga, men maa ſluttes deraf, at Thord førſt virkelig havde anholdt om at blive Hirdmand, hvilket Kongen dengang, ſom Thord ſelv troede, efter Arons Indſkydelſer, havde negtet, og at Kongen ſiden, da Aron havde indlagt Forbøn for ham og anholdt om at Kongen vilde tage en Beſlutning, der kunde være Thord til Hæder, ſvarede, „at han vilde føje ſig efter hans Bøn, og at Thord kunde blive ved hans Hof“. Dette kan ikke forklares paa anden Maade end at Thord blev Hirdmand.
  2. Sturlunga Saga VII. 1—3. Tidligere, i VI. 37, tales der om at den før nævnte Sverting paa Hvamm ſkal have ledſaget Thord til Sturla, og beſtræbt ſig ivrigt for at ſtifte Venſkab mellem begge Fællerne, „hvilket ogſaa var ſaare let“.
  3. Om Illuges Drab handles der udførligt i Sturlunga Saga VI. 26, 27. Urøkja anmodede Illuge om at møde ham paa Gaarden Holt i Anundfjord, da han ønſkede at tale med ham. Illuge kom, ſkjønt han forundrede ſig over Anmodningen, da han og Urøkja nys havde været ſammen paa Thorſkefjordthing, uden at Urøkja da havde talt med ham. Ved at ſee Urøkjas Følge, merkede Illuge Uraad, men nu var det for ſilde. Urøkja kaldte Illuge til ſig og gik med ham afſides ved Kirkegaarden, ledſaget af et Par Mænd; de øvrige bad han holde ſig tilbage. Da Urøkja var kommen omkring Kirkegaardshjørnei, greb han Illuge og ſtillede ſig foran ham, med de Ord: nu ſkal jeg lønne dig, at du har lagt Planer mod mit Liv; i det ſamme kløvede Thorarin, en af Urøkjas Ledſagere, hans Hoved.
  4. Thord var, ſom det angives i Cap. 4, kommen til Eyre Aftenen før Michelsdag; Dagen efter, Michelsdagen ſelv, der indtraf paa en Søndag, var Sammenkomſten med Svarthøvde og Ravn paa Sande; den følgende Dag var altſaa Beſøget i Dyrafjorden.
  5. Det er maaſkee ikke overflødigt at tilføje, at Hitardal ligger ſydligſt i Thorsnesthing, paa Grændſen mod Tveraathing eller Borgarfjords-Diſtriktet.
  6. Søndre Reykjadal ligger paa Sydøſtſiden af Borgarfjorden; fra den har Thord ſaaledes taget en Fjeldvej til den øvre Deel af Aarenes-Thing, hvor han kom ned til Laugardal et Par Mile veſtenfor Geyſer, og derfra drog til Tunga; om denne Gaard ſe ovenfor III. S. 1006.
  7. Se ovenfor III. S. 1001, 1002. Som Søn af Hallveig Ormsdatter kunde Orm, ſaavel ſom Broderen Kløing„ kaldes Snorres Stifſøn.
  8. Skaalholt Kirke med den paa dens Grund liggende Biſkopsgaard nød naturligviis den ſamme Fredhellighed, ſom Kathedralkirkerne andenſteds.
  9. Efter Beretningen „ſer Alen for „Øren“ vilde dette udgjøre 160 Ører (Sølvſpecier), eller efter de nuværende Værdiforhold omtrent ſvare til 1700 Spdlr.
  10. Sturlunga Saga, VII. 6—8.
  11. Uagtet „Dœgr“ nu ofte bruges i Betydningen „Døgn“ (24 Timer), er dog den rette, gamle Betydning ½ Døgn, eller 12 Timer: Tvidøgra betegner ſaaledes en Heid, ſom man brugte en Dag og en Nat til at overfare. En Levning af den gamle, urigtige Brug af Ordet er det, naar „Jevndøgn“ al Almuen kaldes „Jamdøger“, det vil ſige et Døgn hvor hvert Døgr, Dagen og Natten, ere lige lange. „Jevndøgn“ er egentlig meningsløſt. Den her omhandlede Held, Tvidøgra, ligger mellem Gnupsdalen, (ſaaledes kaldes den øverſte Deel af den Dal, gjennem hvilken Midfjord-Aaen ſtrømmer ned til Midfjorden, en Arm af Rutafjorden paa Nordlandet) og Hvitaa-Dalen, øverſt i Borgarfjords- eller Tveraathings-Diſtrictet. En af de øverſte Gaarde i denne Dal er Gilsbakke.
  12. Sturlunga Saga, VII. 9. De islandſke Annaler. Ifølge disſe ſkulle dog kun tre Mænd være ihjelfrosne paa Tvidøgra.
  13. Denne Gaard ligger ved Alftaa, der falder i Faxafjorden et Par Miles Vej veſtenfor Borgarfjorden.
  14. Hitaraaen løber parallel med Alftaa omtrent en Miils Vej længer mod Nordveſt, og ligger allerede inden Grændſen for Thornesthing.
  15. Myklaholt ligger en tre Miles Vei nordveſtenfor Hitaraa, paa Sydſiden af den Halvø, hvis yderſte Deel optages af Snefjeldsjøklen.
  16. Helgafell Kloſter ligger, ſom bekjendt, paa Nordſiden af nys nævnte Halvø, ved Breidafjorden.
  17. Fagerø ligger ude i Breidafjorden, et Stykke udenfor Døgurdarnes, lige overfor Helgafell.
  18. Sturlunga Saga, VII. 11—20.