Det norske Folks Historie/5/24

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den paafølgende Vinter var alt roligt, men Kolbein unge holdt dog den hele Tid en Skare Folk under Vaaben, og fordeelte derhos ſterke Vagtpoſter paa forſkjellige Steder, navnlig paa Oos i Midfjorden nær ved Grændſen mod Veſtfjordene; denne Poſt blev til et ſandt Røverrede, da Befalingsmanden, Thorarin Balte, trak mange ſlette Folk til ſig, der ranede og begik andre Voldſomheder rundt omkring i Egnen. Thord Kakale opholdt ſig paa Fagerø indtil Juul, men ſiden hiſt og her paa Faſtlandet, og havde en Sammenkomſt med Brødrene Bødvar paa Stad og Sturla Thordsſøn, hvorved han iſær henvendte ſig til Bødvar med Anmodning om Hjelp. Men Bødvar undſkyldte ſig med ſit Svogerſkab til Kolbein, og ſagde at man dog førſt maatte forſøge, om ikke et mindeligt Forlig kunde bringes i Stand. Han tilbød ſelv ſin Tjeneſte ſom Megler, og da Thord modtog Tilbudet, begav han ſig nord til Flugumyre, efter at Thord havde nævnt ham de Vilkaar, han vilde modtage. Thord opholdt ſig imidlertid førſt hos ſin Ven Baard paa Sande, ſiden paa et Par andre Gaarde ved Breidafjorden, indtil han endelig, ved Faredagstid, opſlog ſin Bopæl paa Myre i Dyrafjorden. I Begyndelſen af Faſten (1243) fik han Bud fra Bødvar, at han ſkulde komme til ham paa Helgafell, og høre, hvad Svar han bragte fra Kolbein. Thord rejſte ſtrax derned, viſtnok med de bedſte Forhaabninger. Men disſe ſkuffedes ſnart, thi Bødvar meldte ham, at Kolbein ikke havde villet gaa ind paa nogen af hans Betingelſer. De, ſom Kolbein lod fremſætte, vare af den Beſkaffenhed, at Thord umuligt kunde modtage den. Thord ſagde at Bødvar havde ladet ſig beſnakke, og vendte tilbage igjen til Myre, ikke bedre faren end før. Vaaren nærmede ſig, og han maatte tænke paa nye Udruſtninger. Man fortalte at Kolbein vilde udruſte Skibe og drage til Søs til Veſtfjordene. For at ikke ogſaa de nærmeſte Fartøjer i disſe ſkulde falde i hans Hænder, ſaavel ſom for at kunne møde ham paa Søen, ſendte Thord den forhen omtalte, raſke Asbjørn Gudmundsſøn med 20 Mand, fremdeles under Navn af Gjeſter, til Steingrimsfjorden og de ſaakaldte Strande, med den Befaling at tage alle de ſtørre Skibe, de forefandt, og bringe dem til Dyrafjorden. Asbjørn udførte hans Befaling, og fik fat paa fire eller efter en anden Beretning ſov Skibe, men plyndrede derhos ſaa henſynsløſt, og begik ſaa mange Voldſomheder, ja Gruſomheder mod dem, der ikke ſtrax vare villige til at give Slip paa Skibe, Vaaben eller andet Gods, at han derved ſnarere ſkadede Thords Sag end gavnede den; blandt Almuen opſtod almindelig Forbitrelſe, og Thord ſelv ytrede ved hans Tilbagekomſt megen Misfornøjelſe. Derimod var man vel ſnarere tilfreds med, at en anden af Thord udſendt Trop overfaldt den nys omtalte Røver, Thorarin Balte, og tog ham af Dage[1].

Rygtet om, at Kolbein agtede at udruſte Skibe mod Thords Tilhængere i Veſtfjordene, var ganſke rigtigt; han ſamlede alle de ſtørre Fartøjer, han kunde faa fat paa, og ſendte dem veſtover under Anførſel af ſin Svoger, Brodde Thorleifsſøn; ſelv vilde han drage derhen over Land med en betydelig Styrke, for at Thord, ængſtet og forfulgt baade til Lands og Vands, ikke længer ſkulde finde noget Tilhold der. Men førſt vilde han overvære Althinget, for der at faa Thord erklæret fredløs, thi med deſto ſtørre tilſyneladende Ret kunde han ſiden forfølge ham, eller endog, om han fik ham i ſin Magt, lade ham dræbe. Til den Ende havde han allerede i Løbet af Vinteren ſendt nogle Mænd til Thora Gudmundsdatter, Gisſurs Moder, paa Tunger, og ladet dem modtage hendes Fuldmagt til at ſagſøge Thord, Dugfusſønnerne, Navn Oddsſøn, Seir Styrmesſøn, og flere andre, i alt femten, fordi de Høſten forud, ſaaledes ſom det ovenfor er berettet, havde aflagt hende hiint uvelkomne Beſøg. Da der ingen var paa Thinget til at ſvare paa Thords og hans Ledſageres Vegne, medens derimod Kolbein og Hjalte ſtillede ſig med en ſtor Skare Folk lige ved Dommerne, lod det ſig ej hindre, at Fredløshedsdommen afſagdes, men den opvakte almindelig Misfornøjelſe; man fandt at Kolbein havde gjort alt for meget Væſen af en Ubetydelighed, og Thord ſelv og hans Venner kaldte denne „Sekt“ eller Domfældelſe en „Flødeſekt“, fordi det var notoriſk, at de ikke havde nydt andet under deres Aften— og Natte-Ophold paa Tunga end hiin Fløde, ſom de forefandt, medens de derimod med ſtørſte Samvittighedsfuldhed havde overholdt Kirkefreden, ſkjønt de vidſte at Kirken var fuld af alſkens gode Sager[2]. Saa vidt man kan ſkjønne, blev de fredløsdømte oven i Kjøbet ſatte i Ban af Biſkoppen[3]. Kolbein, Hjalte og Orm Bjørnsſøn rede umiddelbart fra Thinget med 700 Mand til Veſterlandet og Dalene ved Breidafjorden. Sturla Thordsſøn var da juſt paa Sælingdalstunga[4]. Kolbein maa vel have fundet, at han allerede havde plejet for meget Venſkab med Thord; .han ſendte derfor en Deel Folk hen med den Befaling at tage ham af Dage. Sturla blev dog i Tide advaret og undkom til Saurbø, medens Kolbeins Mænd ſøgte efter ham overalt i Huſet, ſaavel ſom i Kirken, med dragne Sverd, og ranede alt hvad de kunde faa fat paa. Siden drog Kolbein med hele Flokken til Saurbø, men Sturla var imidlertid kommen ud til Kroſsſuud, hvor han traf Dugfusſønnerne med flere, og nu ikke længere vægrede ſig ved at tage aabenlyſt Parti for Thord, men lovede at fare ſydefter og ſamle alle de Folk, han kunde faa fat paa. Men da Dugfusſønnerne efter nogle ubetydelige Fegtninger med Kolbeins Mænd kom tilbage til Fagerø, der fremdeles var deres Standqvarteer, erfarede de til deres Ærgrelſe, at Sturla den hele Tid havde ſiddet ſtille uden engang at gjøre mindſte Forſøg paa at ſamle Folk. Saa ſtor Overvindelſe koſtede det den ſtille, fredeligt ſindede Mand at kaſte ſig ind i en blodig Fejde, ſkjønt han dog nu endog havde et Attentat mod ſit eget Liv at hevne. Efter hans Raad blev der ſendt ſkyndſomt Bud efter Thord, der imidlertid havde ſamlet indtil 30 Skibe, med hvilke han laa paa Vagt yderſt ved de nordveſtlige Fjorde for at pasſe paa Brodde Thorleifsſøn, der allerede havde viiſt ſig med 8 Skibe i Iſafjorden. Thord havde i Førſtningen tænkt paa at angribe ham, men da Telt Styrmesſøn foreſtillede ham, at Broddes Mandſkab, der meſtendeels beſtod af Fiſkerfolk og Arbejdsmænd, ikke vilde gjøre ſynderlig Skade, ſaa at man ej burde enſe dem, foretrak han at drage ſydover til Breidafjorden, hvor Mængden af hans Venner befandt ſig. Det viſte ſig ogſaa, at Telt havde Ret, og at Brodde ikke var ſynderlig farlig; thi efter kort Tids Forløb ſejlede han hjem igjen til Nordlandet, idet han kun gjorde lidt Herverk hiſt og her paa Kyſterne nordenfor Iſafjorden, men ikke dræbte en eneſte Mand. Thord var ſaaledes allerede paa Vejen til Breidafjorden, da Udſendingerne fra Emner» mødte ham med hans lille Flaade ved Flatø. Thord befalede ſtrax ſine Mænd at lade hvert eneſte Skib fuldt med Kaſteſtene, og holdt en Tale til dem, hvori han opfordrede dem til at ſtride ſom mandeligſt, hvis det kom til noget Sammenſtød mellem dem og Fienden. Derpaa ſejlede han videre til Fagerø. Kolbein og hans Mænd kunde fra Landet af ſee Skibene, idet de ſejlede ſyd under Øerne. Da Thord kom til Fagerø, ſendte han efter Sturlas Raad Seir Styrmesſøn til ſin Fætter Bødvar, for endnu engang at anraabe ham om Hjelp, og lagde ſig imidlertid med ſine Skibe ved en Ø, kaldet Holmslatersø. Her kom viſtnok Bødvar i Følge med Seir„ men han vægrede ſig fremdeles ved at underſtøtte Thord mod ſin Svoger. Thord blev liggende ved Den i nogle Dage; hans Styrke udgjorde da henved 400 Mand. Imidlertid anrettede Kolbeins Mænd de ſtørſte Ødelæggelſer i Laxaadalen og Omegnen af Hvamm, plyndrede Gods og Kvæg, og lemlæſtede mange Menneſker; iſær ſynes Hjalte Biſkopsſøn at have faret grumt frem. Indbyggerne ſøgte at frelſe ſig og ſit Kvæg ſaa godt de kunde, ved at ſøge op paa de meſt afſidesliggende Fjelde[5]. Men derved ſkadede Kolbein ſelv ſin Sag, thi efter ſlige Mishandlinger maatte Veſtfjordingerne anſee ſig løfte fra deres Troſkabseed til ham, og ved at tage Parti med Thord tilfredsſtillede de nu kun deres perſonlige Lyſt til at hevne lidte Fornærmelſer. Mod Thord kunde han, uden Flaade, intet udrette. Saaledes maatte han, uden at have udført noget ſynderligt, vende tilbage til Skagafjorden, og Thord, ſaavel ſom alle hans Mænd, kunde uhindret drage hjem, hver til ſit.

Strax efter denne Fejde ved Breidafjorden havde Torne Sighvatsſøn, underſtøttet af tvende af Dugfusſønnerne med flere, ſeet ſit Snit til at foretage et uventet Overfald paa Gaarden Ølvesvatn ſydveſtligt paa Sønderlandet, hvor Snorre Sturlasſøns Drabsmand Simon Knut boede, og havde Thorſtein Gudnesſøn hos ſig, om hvem det ogſaa heed at han ſkulde have givet Snorre Baneſaar. De fandt Simon i Badſtuen, ſom han havde fyldt med Røg for at de ej ſkulde opdage ham; han blev ſtrax ført ud og halshuggen. Thorſtein fandt de oppe paa et Sel; de ſkjenkede ham Livet, men dømte ham til at miſte Haanden. I deres Følge var en Nordmand ved Navn Sigurd Vegglag, der tidligere havde været Kjerteſvend hos Hertug Skule, men ſiden havde ledſaget Snorre til Island ſom hans Tjener, og været tilſtede ved hans Drab i Reykjaholt. Han bad om at maatte give Thorſtein Hugget, ſigende at da han ſtod og ſaa til, hvorledes de dræbte hans Herre, havde han lovet at lade en eller anden af Morderne undgjelde derfor, hvis han fik Lejlighed dertil. Thorſtein rakte førſt den venſtre Haand frem; men Bjørn Dugfusſøn bad ham kun komme med den højre: det var med den, han havde udgydt Snorres Blod, og den ſkulde han derfor nu miſte. Sigurd hug da Haanden af, og efter at have taget alt det Løsøre og alle de Heſte, de forefandt, vendte de tilbage igjen. Man ſeer af denne Beretning, hvor ſavnet Snorre maa have været af ſine Venner og nærmeſte Omgivelſer[6].

  1. Sturlunga Saga, VII. 12—14.
  2. Sturlunga Saga, VII. 15.
  3. Dette maa man ſlutte af hvad der nedenfor berettes, S. 271.
  4. Sælingdalstunga, Bolle Thorleiksſøns og ſenere Snorre Godes Hjem, hørte til Laxaadals-Strøget inde ved Hvammsfjorden.
  5. Sturlunga Saga, VII. 15.
  6. Sturlnnga Saga, VII. 16.