Det norske Folks Historie/5/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det var nu, heder det i Sagaen, klart, at Striden mellem Thord og Kolbein ikke vilde faa Ende, førend den ene havde bukket under for den anden, og derfor blev der for det førſte ikke forſøgt nogen nu Megling. Thord, ſom af paalidelige Folk erfarede, at Kolbein ſad roligt hjemme i Skagafjorden og ikke for Øjeblikket ventede noget Angreb, beſluttede at benytte ſig af denne hans Tryghed til at forſøge et Overfald, og lod i al Stilhed ſamle Folk og Heſte, uden at Nogen havde Anelſe om, hvor han agtede ſig hen, førend han tidligt, en Søndag Morgen den 9de Auguſt, med en Skare paa henved 180 Mand kom til Fljotstunga øverſt i Hvitaadalen, hvorfra de om Aftenen ſatte op til Arnarvatnsheiden, over hvilken Vejen gik til Vatnsdalen. Her ſkulde der juſt Dagen efter være et ſtort Møde af Folk fra Midfjord og Hunafjord, hvor Alle ſtode i den Formening at Thord var langt henne i det yderſte af Veſtfjordene, og at der ikke bar nogen Fare paa Ferde. Uagtet Thord egentlig agtede ſig lige til Skagafjorden, vilde han dog ikke undlade at benytte ſig af Lejligheden til at hevne ſig paa flere af de Vatnsdølinger, der havde været i Følge med Kolbein og Gisſur ved Ørlogsſtad, navnlig den anſeede og almindeligt afholdte Thorſtein Jonsſøn paa Hvamm og hans Svigerſøn Mord Eriksſøn, om hvem det heed, at han ſelv ſkulde have ſaaret Sighvat og Sturla, og ſiden gjort ſig til deraf. Thord deelte ſin Flok i tre Hobe, og førte ſelv den ene til Hvamm, hvor han omringede Gaarden og tog Thorſtein til Fange. Thorſteins enige Søn Eyjulf undkom bed en Preſts Hjelp, men Svigerſønnen, Mord, der og bar tilſtede, blev dødeligt ſaaret. Thorſtein bad om Grid, men Thord ſvarede at han ikke kunde vente bedre Grid, end den, han og hans Venner havde undt Sighvat Sturlasſøn paa Ørlygsſtad. Thorſtein ſagde, at hvis det havde kommet an paa vant, vilde Sighvat netop ikke være bleven dræbt; hvis Thord nu vilde ſkjenke ham Livet, ſkulde han være beredt til at give ham al ſømmelig Oprejsning. Da nu ogſaa Thorſteins Huſtru Ingunn ſaavel ſom mange af de Tilſtedeværende bade for ham, lod Thord ſig formilde, og ſkjenkede Thorſtein Livet. Derimod lod han Mord, der efter nogles Sigende nok kunde være bleven helbredet ved tilbørlig Lægehjelp, fuldſtændigt aflive: han kunde ikke glemme vant, at han havde roſt ſig af at „Odden paa hans Splid bar bleven afbrukken paa den gamle Godes Been“. Siden Eyjulf Thorſteinsſøn var undkommen, og, ſom man nok kunde begribe, havde taget Vejen til Skagafjorden, kunde man ikke længer haabe at komme uforvarende over Kolbein, og Thord vendte derfor tilbage igjen. Thorſtein maatte følge med et Stykke paa Vejen, men fik døv ſnart Tilladelſe til at vende tilbage igjen, mod at ſværge Thord Troſkabs-Eed, og de ſkiltes ad, heder det, ſom Venner. Vi ville ogſaa i det Følgende ſee Thorſtein og hans Søn Eyjulf paa Thords Parti. De to andre Skarer af Thords Mænd føre meget voldſommere frem end han, dræbte og ſaarede flere, og plyndrede paa mange Steder. Han ſelv derimod ſøgte at hindre Plyndringer, naar han kunde, og lagde i Særdeleshed Vind paa, at Kirker og Kvinder bleve ſkaante, følgende den gamle Vedtægt blandt Birkebeinerne, der endog udtrykkeligt ſom ſaadan findes optagen i Hirdſkraa[1].

Uagtet Vinteren med ſterke Skridt nærmede ſig, vilde den utrætte lige Thord dog endnu gjøre et Forſøg mod Kolbein, og lod det Bud udgaa rundt om i Veſtfjordene, at hver vaabenfør Mand ſkulde møde frem. Til Samlingsſted beſtemtes Saurbø. At han, uden at være i Beſiddelſe af nogen egentlig officiel Myndighed, kunde paabyde Bønderne ſaadant, viſer allerede, hvor hans Magt dog maa være bleven befæſtet og udvidet; og end tydeligere Begreb faar man derom ved at erfare, at han allerede i faa Dage havde faaet henved 400 Mand ſammen, og at han tilſidſt, ſom vi ville ſee, talte ikke færre end 1400 Mand under ſit Banner. Viſtnok maa man antage, at Kolbeins ſidſte fiendtlige Beſøg i Veſtfjordene maa have vakt Manges Forbitrelſe, og beſtemt Flere, der hidtil havde Betænkeligheder, til at tage Parti; men at ſamtlige Bønder godvilligt ſkulde underkaſte ſig et ſaadant virkelig byrdefuldt Herredømme, og det uagtet den, der udøvede det, dog egentlig kun var deres fødde Ligemand: det bliver dog i ethvert Tilfælde højſt merkeligt, og viſer nokſom, hvorledes Forholdene nu havde forandret ſig paa Island. Thi i den gamle Tid, da Godordene vare fordeelte paa mange Familier, og Mænd ſom Snorre Gode, Gudmund den mægtige, Gisſur hvile, Hjalte Skeggesſøn og andre herſkede med lige ſtor Anſeelſe hver i ſit Diſtrict, var et ſaadant næſten tvunget Opbud ikke vel tænkeligt. Man ſeer, hvorledes Frihedsaanden nu allerede havde tabt ſig,e og hvor vel Gemytterne vare forberedede til Underkaſtelſe under Kongemagten, der paa Island ſnarere bragte Frihed end Tvang, ſaa trykkende hvilede de ſenere Magnaters Herredømme over Landet. Ogſaa Sturla Thordsſøn greb nu endelig for Alvor til Vaaben for Thord, og da denne ſiden med ſin Flok drog til Borgarfjorden, for derfra at ſtevne over Fjeldene mod Kolbein, kom ogſaa Thorleif i Garde og Bødvar i Bø til ham, hver med en betydelig Skare. Det var dog ikke disſe Mænds Henſigt at følge ham paa Tog i andre Hereder, og det ſagde de vant uforbeholdent, f men de tilbøde ſig næſte Sommer at ride med ham til Things og underſtøtte ham der paa det kraftigſte for at han kunde opnaa hvad hans Ære fordrede. Thord, ſom maa have indſeet Vanſkeligheden af at underholde den hele ſamlede Skare, der nu ſkal have beløbet ſig til tolv Hundreder eller, nøje beregnet, 1440 Mand, og ſom vel, i Bevidſtheden om ſin voxende Magt, nu havde bedre Udſigt til at ſkaffe ſin Sag en forønſket Udgang paa Thinget, end før, modtog deres Tilbud med Taknemmelighed. Dog holdt han Flokken endnu nogen Tid ſamlet, fordi man bragte i Erfaring, at Kolbein unge havde viſt ſig øverſt oppe i Heredet, ved Fljotstunga, med 30 Mand, og man ſaaledes havde Grund til at antage, at han nærmede ſig med en heel Krigsmagt. Men det viſte ſig, at han kun havde gjort en Skynderejſe ſyd over Fjeldet for at recognoſcere, og ſtrax efter atter havde taget Vejen nordover. Thord lod derfor alle Flokkene opløſe ſig, og fulgte tilbage med Sturla til Veſtfjordene. Men, tilføjes der i Sagaen, alle de, der havde været i denne Ferd med Thord, tyktes nu at kunne ſkjønne, at han maatte blive den ſtørſte Høvding, hvis han kun bevarede ſit Liv, og man fandt det højſt beundringsværdigt, at han havde kunnet bringe ſaa ſtore Flokke ſammen i ſaa fattige Bygder. Thord førte ſig nu ganſke op ſom en Fyrſte. Han gjorde et ſtort Juleſelſkab paa Myre, hvortil han indbød de bedſte Mænd i Veſtfjordene, og hvor ſaavel han ſom hans Mænd fornyede den ældgamle Skik at aflægge højtidelige Løfter. Thord ſelv aflagde det Løfte, at han aldrig ſkulde lade nogen Mand, der havde ſøgt Friſted i en Kirke, tage ud af denne, hvor meget han end havde udeſtaaende med ham[2]. Dette viſer atter Thords humane Sindelag, og den umiskjendelige Indvirkning, Hirdlivet og Hird-Traditionen i Norge havde udøvet paa ham. Ved Afſkeden gav han mange af Gjeſterne Foræringer, og da, heder det i Sagaen, vare alle mere venſkabeligt ſindede mod vant end før. Et beſynderligt Indtryk gjør det at vide, at Thord i hele denne Tid endnu var under Fredløshedsdommen, og at han altſaa, hvis Lov og Dom havde været agtet, ſkulde have været en Skogarmand, og maaſkee have maattet ſtride lige faa møjſommeligt for ſit Liv ſom Giſle Sursſøn og Grette Aasmundsſøn i gamle Dage. Vel var den Dom, ſom havde overgaaet vant, uretfærdig, og burde aldrig have været afſagt, men den var dog alligevel en med Bibehold af alle lovlige Former forkyndt Dom, og burde altſaa have være adlydt, indtil den paa ligeſaa lovformelig Maade ophævedes. Gilles og Grettes Domfældelſer vare lige ſaa uretfærdige, men bleve dog overholdte i deres fulde Strenghed. Hvad Thord og hans Tilhængere angaar, da ſynes de neppe at have ofret Dommens Tilværelſe en Tanke. Saa opløſt og i Bund og Grund ødelagt var nu Retstilſtanden i Landet. Lov og Ret var bogſtaveligt kun til for Fattigmand. Høvdingerne havde ingen anden Lov end deres egen Vilje, og deres eneſte Net var Næveretten. Kong Haakon kunde viſtnok være undſkyldt, om han ikke anſaa det for nogen Synd at frelſe det islandſke Folk fra en ſaadan ulykkelig Tilværelſe.

Efter Julen gjorde Thord endnu engang Forberedelſer til et Tog mod Kolbein; han begav ſig til Iſafjorden, og lod ſine Venner opfordre til at indfinde ſig hos ham der, for ſiden at ledſage ham til Skagafjorden. Men heller ikke af dette Tog blev der noget, ſkjønt Omſtændighederne ſyntes ret gunſtige. En ulægelig Skade, hvoraf Kolbein længe havde lidt, tærede ſterkt paa hans Kræfter. Denne Stade havde han faaet Vaaren efter Sejren paa Ørlygsſtad, da han juſt havde ladet den Gjeldsdom afſige, hvorved Sighvats Gods i Eyjafjorden fradømtes de lovlige Arvinger. Han var meget let og yndede meget alle Slags Legemsøvelſer; ſaaledes vilde han hoppe over et Gjerde, men Fødderne hang i, ſaa at han faldt med Hovedet og Bryſtet mod Jorden, hvorved iſær dette ſidſte blev forſlaaet; det ſvulmede op og der gik Hul i Hævelſen, ſom aldrig ret vilde gro til[3]. Om Vintren 1243—44 var han daarligere end nogenſinde, han laa længe til Sengs, og var oftere næſten opgiven. Maaſkee har han nu paa Sygelejet følt nogen Anger over ſin haarde Fremfærd mod Thord, maaſkee han og kun bar faaet et Nys om dennes Forehavende, og villet afværge det, ſaa længe han ikke ſelv var i Stand til at fore Vaaben; maaſkee han og ved ſamme Lejlighed bar villet ſætte Nordlændingernes Troſkab og deres Villighed til endnu at udholde en langvarig Krigstilſtand for hans Skyld paa Prøve: de merkelige Skridt, han nu foretog ſig, og ſom vi her ville berette, give alle tre Gjetninger Rum. I Løbet af Vintren — det maa enten have været ſtrax før eller ſtrax efter Juul — ſtevnede han alle de fornemſte Bønder paa Nordlandet ſammen til et Møde paa Geldingaholt, og holdt en lang Tale for dem, hvori han gjennemgik den hele Fejde mellem ham og Thord lige fra dens Oprindelſe, og opregnede hvor mange Mænd der paa begge Sider vare faldne, ſamt endelig tilbød ſig, for at ſkaffe dem Fred, at forlade Landet, overlade Thord hele ſit Herredømme, og paa den Maade gjøre ham Fyldeſt for hans Faders og Broders Drab; de vilde ſaaledes nu faa Thord og hans Naade at holde ſig til. Men herom vilde de intet bore, deels, ſom de ſagde, fordi de ikke ønſkede at tjene nogen anden end Kolbein, ſaa længe han levede, deels og fordi de frygtede for at Thord vilde tage alt for haard Straf over dem for hvad de havde forbrudt imod ham. Siden de altſaa ikke vilde gaa ind paa dette Forſlag, ſagde Kolbein, maatte de da finde ſig i at ligge ude i bevæbnede Flokke hele den øvrige Deel af Vintren, for at forſvare Pasſerne til Skagafjorden, Vatnsdalen og Videdalen, ſamt tillige være rede til, paa førſte Vink om Thords Nærmelſe at møde frem Mand af Gaarde til fuld Almenning. Hertil erklærede de ſig villige, hvor byrdefuldt det end maatte falde dem. Imidlertid viſte Kolbein ſig for ſaa vidt endnu fredeligt ſindet, ſom han anmodede den før omtalte Thorſtein Hjaltesſøn om at drage til Thord paa hans Vegne for at foreſlaa en Stilſtand indtil næſte Thing. Thorſtein erklærede ſig villig til at fare, hvis han fik en brav Mand med ſig, og da Kolbein overlod ham ſelv Valget, valgte han den norſke Skibsfører Eyvind Bratt, der denne Vinter opholdt ſig paa Island[4]. Før Afrejſen havde Thorſtein og Eyvind en Samtale med Kolbein, for at faa vide, hvad Vilkaar de kunde byde Thord, og Thorſtein bad ham endelig for Guds Skyld byde ſaadanne Vilkaar, at Thord kunde være bekjendt at modtage dem. Kolbein ſagde da, at de kunde hode billigt Forlig. Men ved „billigt Forlig“, indvendte Thorſtein, kunde Thord umuligt forſtaa andet end at han ſkulde faa ſine Ejendomme igjen. Paa dem bilde Kolbein dog ej give Slip uden efter Lov og Dom; han havde faaet dem med Lov og Ret, ſagde han. Videre Beſked fik Thorſtein og Eyvind ikke, førend de rede bort, men Kolbein blev i Følge med dem til Jøkulsaa, og ved Afſkeden ſpurgte Thorſtein ham, om han ikke vilde tillade at man gjorde Thord noget gunſtigere Tilbud, derſom det ſkulde viſe ſig, at han allerede var paa Vejen fra Veſtfjordene med ſin Flok. Kolbein ſvarede, at Thorſtein jo ſelv havde bort hvad der var forhandlet paa Modet, og at han endnu ſtod ved ſit Tilbud, at overlade Thord hele Nordfjerdingen og ſelv drage bort, kun paa det Vilkaar, at han tilſikrede alle Indbyggerne Liv og Lemmer uſkadte. Thorſtein bad ham at gjentage dette Tilbud for Eyvind Bratt, der var redet noget i Forvejen, men Kolbein ſagde at han ikke ſkjøttede om at andre ſkulde vide det, aller mindſt en Auſtmand; thi Auſtmændene plejede at være ſaa lidet varſomme med hvad de ſagde, og dette Tilbud maatte man aldeles ikke rykke frem med, uden naar man ſaa at Ufred ikke paa anden Maade kunde undgaaes. Thorſtein og Eyvind opſøgte nu Thord, og fandt ham i Dale, paa Gaarden Skard. De fremførte Kolbeins førſte Forſlag, om Stilſtand og „billigt Forlig“. Thord ſvarede at han ikke vilde vide af nogen af Delene; hans Ejendomme og Godord i Eyjafjorden behøvede og vilde han ikke lade ſig tildømme af nogen ſom helſt, thi de tilhørte ham allerede med fuld Ret. Da Thorſtein og Eyvind nu troede at ſkjønne, at Thord agtede ſig umiddelbart derfra mod Kolbein, og at endogſaa Sturla Thordsſøn bilde gjøre fælles Sag med ham, troede Thorſtein at Øjeblikket var kommet til at rykke ud med Kolbeins ſidſte Tilbud, hvilket han da ogſaa fremførte. Eyvind ſagde, at herom havde han ikke hørt et eneſte Ord. Men Thorſtein tilbød ſig at aflægge Ed paa, at Kolbein virkelig havde givet ham Fuldmagt til at byde det paa hans Vegne. Thord kunde nu ikke tvivle paa at det havde ſin Rigtighed; Tilbudet bar alt for godt til uden videre at forkaſtes, og efter Overlæg med ſine Venner, der ogſaa højligen raadede ham til at antage det, ſamtykkede han, og vedtog Stilſtand indtil Paaſke-Ugens Udgang. Men Thorſtein maatte love, inden Langefaſtens Ende at ſende Thord Bud, hvis Kolbein gjorde nogen Vanſkeligheder ved at holde Forliget. Men da Thorſtein kom tilbage til Kolbein, og fortalte ham, hvorledes hans Erende var løbet af, ſatte han en forbauſet Mine op, og ſagde at han ikke havde mælt et eneſte Ord om at afſtaa Thord hele Nordlændinge-Fjerdingen. Det hjalp ikke, hvad Thord forſikrede og proteſterede; Kolbein vedtog Stilſtanden, men vægrede ſig frækt ved at godkjende det Forlig, Thorſtein havde ſluttet paa hans Vegne. Thorſtein rejſte yderſt ærgerlig hjem, ſagde at det var ſidſte Gang, han ſkulde fare ſom Underhandler for Kolbein, og ſendte ufortøvet Bud til Thord om at Kolbein fragik alt ſammen. Herved var nu for Øjeblikket intet at gjøre; Thord havde ladet ſin Skare adſplitte ſig, og Kolbein havde virkelig faaet det truende Uvejr afledet. Men det ſynes dog, ſom om han burde have tabt i alle retſindige Mænds Agtelſe. Alligevel lader det til, at Misbilligelſen mere rettede ſig mod Thorſtein, der uheldigviis ikke kunde føre Vidner angaaende den Samtale, han og Kolbein ved dennes liſtige Tilſtilning havde ført i Eenrum. Hvor vidt Kolbein fra førſt af har pønſet paa Svig, er vanſkeligt at ſige; vi ſkulde dog være tilbøjelige til at tro, at han, medens han endnu befandt ſig paa Sygelejet, og en Tid derefter, ſaa længe han følte ſig ſvag og afkræftet, endnu havde de bedſte Forſætter, men at disſe tabte ſig, og gave Rum for træſke, egennyttige Planer i ſamme Forhold, ſom hans Kræfter vendte tilbage[5].

  1. Sturlunga Saga, VII. 19. Hirdſkraa, Cap. 39.
  2. Sturlunga Saga, VII. 19.
  3. Sturlunga Saga, VI. 19.
  4. Eyvind nævnes allerede oftere i det Foregaaende ſom tilſtedeværende paa Island og deeltagende i Begivenhederne; ſe ovenfor III. S. 1000.
  5. Sturlunga Saga VII. 22.