Det norske Folks Historie/5/25
Det var nu, heder det i Sagaen, klart, at Striden mellem Thord og Kolbein ikke vilde faa Ende, førend den ene havde bukket under for den anden, og derfor blev der for det første ikke forsøgt nogen nu Megling. Thord, som af paalidelige Folk erfarede, at Kolbein sad roligt hjemme i Skagafjorden og ikke for Øjeblikket ventede noget Angreb, besluttede at benytte sig af denne hans Tryghed til at forsøge et Overfald, og lod i al Stilhed samle Folk og Heste, uden at Nogen havde Anelse om, hvor han agtede sig hen, førend han tidligt, en Søndag Morgen den 9de August, med en Skare paa henved 180 Mand kom til Fljotstunga øverst i Hvitaadalen, hvorfra de om Aftenen satte op til Arnarvatnsheiden, over hvilken Vejen gik til Vatnsdalen. Her skulde der just Dagen efter være et stort Møde af Folk fra Midfjord og Hunafjord, hvor Alle stode i den Formening at Thord var langt henne i det yderste af Vestfjordene, og at der ikke bar nogen Fare paa Ferde. Uagtet Thord egentlig agtede sig lige til Skagafjorden, vilde han dog ikke undlade at benytte sig af Lejligheden til at hevne sig paa flere af de Vatnsdølinger, der havde været i Følge med Kolbein og Gissur ved Ørlogsstad, navnlig den anseede og almindeligt afholdte Thorstein Jonssøn paa Hvamm og hans Svigersøn Mord Erikssøn, om hvem det heed, at han selv skulde have saaret Sighvat og Sturla, og siden gjort sig til deraf. Thord deelte sin Flok i tre Hobe, og førte selv den ene til Hvamm, hvor han omringede Gaarden og tog Thorstein til Fange. Thorsteins enige Søn Eyjulf undkom bed en Prests Hjelp, men Svigersønnen, Mord, der og bar tilstede, blev dødeligt saaret. Thorstein bad om Grid, men Thord svarede at han ikke kunde vente bedre Grid, end den, han og hans Venner havde undt Sighvat Sturlassøn paa Ørlygsstad. Thorstein sagde, at hvis det havde kommet an paa vant, vilde Sighvat netop ikke være bleven dræbt; hvis Thord nu vilde skjenke ham Livet, skulde han være beredt til at give ham al sømmelig Oprejsning. Da nu ogsaa Thorsteins Hustru Ingunn saavel som mange af de Tilstedeværende bade for ham, lod Thord sig formilde, og skjenkede Thorstein Livet. Derimod lod han Mord, der efter nogles Sigende nok kunde være bleven helbredet ved tilbørlig Lægehjelp, fuldstændigt aflive: han kunde ikke glemme vant, at han havde rost sig af at „Odden paa hans Splid bar bleven afbrukken paa den gamle Godes Been“. Siden Eyjulf Thorsteinssøn var undkommen, og, som man nok kunde begribe, havde taget Vejen til Skagafjorden, kunde man ikke længer haabe at komme uforvarende over Kolbein, og Thord vendte derfor tilbage igjen. Thorstein maatte følge med et Stykke paa Vejen, men fik døv snart Tilladelse til at vende tilbage igjen, mod at sværge Thord Troskabs-Eed, og de skiltes ad, heder det, som Venner. Vi ville ogsaa i det Følgende see Thorstein og hans Søn Eyjulf paa Thords Parti. De to andre Skarer af Thords Mænd føre meget voldsommere frem end han, dræbte og saarede flere, og plyndrede paa mange Steder. Han selv derimod søgte at hindre Plyndringer, naar han kunde, og lagde i Særdeleshed Vind paa, at Kirker og Kvinder bleve skaante, følgende den gamle Vedtægt blandt Birkebeinerne, der endog udtrykkeligt som saadan findes optagen i Hirdskraa[1].
Uagtet Vinteren med sterke Skridt nærmede sig, vilde den utrætte lige Thord dog endnu gjøre et Forsøg mod Kolbein, og lod det Bud udgaa rundt om i Vestfjordene, at hver vaabenfør Mand skulde møde frem. Til Samlingssted bestemtes Saurbø. At han, uden at være i Besiddelse af nogen egentlig officiel Myndighed, kunde paabyde Bønderne saadant, viser allerede, hvor hans Magt dog maa være bleven befæstet og udvidet; og end tydeligere Begreb faar man derom ved at erfare, at han allerede i faa Dage havde faaet henved 400 Mand sammen, og at han tilsidst, som vi ville see, talte ikke færre end 1400 Mand under sit Banner. Vistnok maa man antage, at Kolbeins sidste fiendtlige Besøg i Vestfjordene maa have vakt Manges Forbitrelse, og bestemt Flere, der hidtil havde Betænkeligheder, til at tage Parti; men at samtlige Bønder godvilligt skulde underkaste sig et saadant virkelig byrdefuldt Herredømme, og det uagtet den, der udøvede det, dog egentlig kun var deres fødde Ligemand: det bliver dog i ethvert Tilfælde højst merkeligt, og viser noksom, hvorledes Forholdene nu havde forandret sig paa Island. Thi i den gamle Tid, da Godordene vare fordeelte paa mange Familier, og Mænd som Snorre Gode, Gudmund den mægtige, Gissur hvile, Hjalte Skeggessøn og andre herskede med lige stor Anseelse hver i sit District, var et saadant næsten tvunget Opbud ikke vel tænkeligt. Man seer, hvorledes Frihedsaanden nu allerede havde tabt sig,e og hvor vel Gemytterne vare forberedede til Underkastelse under Kongemagten, der paa Island snarere bragte Frihed end Tvang, saa trykkende hvilede de senere Magnaters Herredømme over Landet. Ogsaa Sturla Thordssøn greb nu endelig for Alvor til Vaaben for Thord, og da denne siden med sin Flok drog til Borgarfjorden, for derfra at stevne over Fjeldene mod Kolbein, kom ogsaa Thorleif i Garde og Bødvar i Bø til ham, hver med en betydelig Skare. Det var dog ikke disse Mænds Hensigt at følge ham paa Tog i andre Hereder, og det sagde de vant uforbeholdent, f men de tilbøde sig næste Sommer at ride med ham til Things og understøtte ham der paa det kraftigste for at han kunde opnaa hvad hans Ære fordrede. Thord, som maa have indseet Vanskeligheden af at underholde den hele samlede Skare, der nu skal have beløbet sig til tolv Hundreder eller, nøje beregnet, 1440 Mand, og som vel, i Bevidstheden om sin voxende Magt, nu havde bedre Udsigt til at skaffe sin Sag en forønsket Udgang paa Thinget, end før, modtog deres Tilbud med Taknemmelighed. Dog holdt han Flokken endnu nogen Tid samlet, fordi man bragte i Erfaring, at Kolbein unge havde vist sig øverst oppe i Heredet, ved Fljotstunga, med 30 Mand, og man saaledes havde Grund til at antage, at han nærmede sig med en heel Krigsmagt. Men det viste sig, at han kun havde gjort en Skynderejse syd over Fjeldet for at recognoscere, og strax efter atter havde taget Vejen nordover. Thord lod derfor alle Flokkene opløse sig, og fulgte tilbage med Sturla til Vestfjordene. Men, tilføjes der i Sagaen, alle de, der havde været i denne Ferd med Thord, tyktes nu at kunne skjønne, at han maatte blive den største Høvding, hvis han kun bevarede sit Liv, og man fandt det højst beundringsværdigt, at han havde kunnet bringe saa store Flokke sammen i saa fattige Bygder. Thord førte sig nu ganske op som en Fyrste. Han gjorde et stort Juleselskab paa Myre, hvortil han indbød de bedste Mænd i Vestfjordene, og hvor saavel han som hans Mænd fornyede den ældgamle Skik at aflægge højtidelige Løfter. Thord selv aflagde det Løfte, at han aldrig skulde lade nogen Mand, der havde søgt Fristed i en Kirke, tage ud af denne, hvor meget han end havde udestaaende med ham[2]. Dette viser atter Thords humane Sindelag, og den umiskjendelige Indvirkning, Hirdlivet og Hird-Traditionen i Norge havde udøvet paa ham. Ved Afskeden gav han mange af Gjesterne Foræringer, og da, heder det i Sagaen, vare alle mere venskabeligt sindede mod vant end før. Et besynderligt Indtryk gjør det at vide, at Thord i hele denne Tid endnu var under Fredløshedsdommen, og at han altsaa, hvis Lov og Dom havde været agtet, skulde have været en Skogarmand, og maaskee have maattet stride lige faa møjsommeligt for sit Liv som Gisle Surssøn og Grette Aasmundssøn i gamle Dage. Vel var den Dom, som havde overgaaet vant, uretfærdig, og burde aldrig have været afsagt, men den var dog alligevel en med Bibehold af alle lovlige Former forkyndt Dom, og burde altsaa have være adlydt, indtil den paa ligesaa lovformelig Maade ophævedes. Gilles og Grettes Domfældelser vare lige saa uretfærdige, men bleve dog overholdte i deres fulde Strenghed. Hvad Thord og hans Tilhængere angaar, da synes de neppe at have ofret Dommens Tilværelse en Tanke. Saa opløst og i Bund og Grund ødelagt var nu Retstilstanden i Landet. Lov og Ret var bogstaveligt kun til for Fattigmand. Høvdingerne havde ingen anden Lov end deres egen Vilje, og deres eneste Net var Næveretten. Kong Haakon kunde vistnok være undskyldt, om han ikke ansaa det for nogen Synd at frelse det islandske Folk fra en saadan ulykkelig Tilværelse.
Efter Julen gjorde Thord endnu engang Forberedelser til et Tog mod Kolbein; han begav sig til Isafjorden, og lod sine Venner opfordre til at indfinde sig hos ham der, for siden at ledsage ham til Skagafjorden. Men heller ikke af dette Tog blev der noget, skjønt Omstændighederne syntes ret gunstige. En ulægelig Skade, hvoraf Kolbein længe havde lidt, tærede sterkt paa hans Kræfter. Denne Stade havde han faaet Vaaren efter Sejren paa Ørlygsstad, da han just havde ladet den Gjeldsdom afsige, hvorved Sighvats Gods i Eyjafjorden fradømtes de lovlige Arvinger. Han var meget let og yndede meget alle Slags Legemsøvelser; saaledes vilde han hoppe over et Gjerde, men Fødderne hang i, saa at han faldt med Hovedet og Brystet mod Jorden, hvorved især dette sidste blev forslaaet; det svulmede op og der gik Hul i Hævelsen, som aldrig ret vilde gro til[3]. Om Vintren 1243–44 var han daarligere end nogensinde, han laa længe til Sengs, og var oftere næsten opgiven. Maaskee har han nu paa Sygelejet følt nogen Anger over sin haarde Fremfærd mod Thord, maaskee han og kun bar faaet et Nys om dennes Forehavende, og villet afværge det, saa længe han ikke selv var i Stand til at fore Vaaben; maaskee han og ved samme Lejlighed bar villet sætte Nordlændingernes Troskab og deres Villighed til endnu at udholde en langvarig Krigstilstand for hans Skyld paa Prøve: de merkelige Skridt, han nu foretog sig, og som vi her ville berette, give alle tre Gjetninger Rum. I Løbet af Vintren – det maa enten have været strax før eller strax efter Juul – stevnede han alle de fornemste Bønder paa Nordlandet sammen til et Møde paa Geldingaholt, og holdt en lang Tale for dem, hvori han gjennemgik den hele Fejde mellem ham og Thord lige fra dens Oprindelse, og opregnede hvor mange Mænd der paa begge Sider vare faldne, samt endelig tilbød sig, for at skaffe dem Fred, at forlade Landet, overlade Thord hele sit Herredømme, og paa den Maade gjøre ham Fyldest for hans Faders og Broders Drab; de vilde saaledes nu faa Thord og hans Naade at holde sig til. Men herom vilde de intet bore, deels, som de sagde, fordi de ikke ønskede at tjene nogen anden end Kolbein, saa længe han levede, deels og fordi de frygtede for at Thord vilde tage alt for haard Straf over dem for hvad de havde forbrudt imod ham. Siden de altsaa ikke vilde gaa ind paa dette Forslag, sagde Kolbein, maatte de da finde sig i at ligge ude i bevæbnede Flokke hele den øvrige Deel af Vintren, for at forsvare Passerne til Skagafjorden, Vatnsdalen og Videdalen, samt tillige være rede til, paa første Vink om Thords Nærmelse at møde frem Mand af Gaarde til fuld Almenning. Hertil erklærede de sig villige, hvor byrdefuldt det end maatte falde dem. Imidlertid viste Kolbein sig for saa vidt endnu fredeligt sindet, som han anmodede den før omtalte Thorstein Hjaltessøn om at drage til Thord paa hans Vegne for at foreslaa en Stilstand indtil næste Thing. Thorstein erklærede sig villig til at fare, hvis han fik en brav Mand med sig, og da Kolbein overlod ham selv Valget, valgte han den norske Skibsfører Eyvind Bratt, der denne Vinter opholdt sig paa Island[4]. Før Afrejsen havde Thorstein og Eyvind en Samtale med Kolbein, for at faa vide, hvad Vilkaar de kunde byde Thord, og Thorstein bad ham endelig for Guds Skyld byde saadanne Vilkaar, at Thord kunde være bekjendt at modtage dem. Kolbein sagde da, at de kunde hode billigt Forlig. Men ved „billigt Forlig“, indvendte Thorstein, kunde Thord umuligt forstaa andet end at han skulde faa sine Ejendomme igjen. Paa dem bilde Kolbein dog ej give Slip uden efter Lov og Dom; han havde faaet dem med Lov og Ret, sagde han. Videre Besked fik Thorstein og Eyvind ikke, førend de rede bort, men Kolbein blev i Følge med dem til Jøkulsaa, og ved Afskeden spurgte Thorstein ham, om han ikke vilde tillade at man gjorde Thord noget gunstigere Tilbud, dersom det skulde vise sig, at han allerede var paa Vejen fra Vestfjordene med sin Flok. Kolbein svarede, at Thorstein jo selv havde bort hvad der var forhandlet paa Modet, og at han endnu stod ved sit Tilbud, at overlade Thord hele Nordfjerdingen og selv drage bort, kun paa det Vilkaar, at han tilsikrede alle Indbyggerne Liv og Lemmer uskadte. Thorstein bad ham at gjentage dette Tilbud for Eyvind Bratt, der var redet noget i Forvejen, men Kolbein sagde at han ikke skjøttede om at andre skulde vide det, aller mindst en Austmand; thi Austmændene plejede at være saa lidet varsomme med hvad de sagde, og dette Tilbud maatte man aldeles ikke rykke frem med, uden naar man saa at Ufred ikke paa anden Maade kunde undgaaes. Thorstein og Eyvind opsøgte nu Thord, og fandt ham i Dale, paa Gaarden Skard. De fremførte Kolbeins første Forslag, om Stilstand og „billigt Forlig“. Thord svarede at han ikke vilde vide af nogen af Delene; hans Ejendomme og Godord i Eyjafjorden behøvede og vilde han ikke lade sig tildømme af nogen som helst, thi de tilhørte ham allerede med fuld Ret. Da Thorstein og Eyvind nu troede at skjønne, at Thord agtede sig umiddelbart derfra mod Kolbein, og at endogsaa Sturla Thordssøn bilde gjøre fælles Sag med ham, troede Thorstein at Øjeblikket var kommet til at rykke ud med Kolbeins sidste Tilbud, hvilket han da ogsaa fremførte. Eyvind sagde, at herom havde han ikke hørt et eneste Ord. Men Thorstein tilbød sig at aflægge Ed paa, at Kolbein virkelig havde givet ham Fuldmagt til at byde det paa hans Vegne. Thord kunde nu ikke tvivle paa at det havde sin Rigtighed; Tilbudet bar alt for godt til uden videre at forkastes, og efter Overlæg med sine Venner, der ogsaa højligen raadede ham til at antage det, samtykkede han, og vedtog Stilstand indtil Paaske-Ugens Udgang. Men Thorstein maatte love, inden Langefastens Ende at sende Thord Bud, hvis Kolbein gjorde nogen Vanskeligheder ved at holde Forliget. Men da Thorstein kom tilbage til Kolbein, og fortalte ham, hvorledes hans Erende var løbet af, satte han en forbauset Mine op, og sagde at han ikke havde mælt et eneste Ord om at afstaa Thord hele Nordlændinge-Fjerdingen. Det hjalp ikke, hvad Thord forsikrede og protesterede; Kolbein vedtog Stilstanden, men vægrede sig frækt ved at godkjende det Forlig, Thorstein havde sluttet paa hans Vegne. Thorstein rejste yderst ærgerlig hjem, sagde at det var sidste Gang, han skulde fare som Underhandler for Kolbein, og sendte ufortøvet Bud til Thord om at Kolbein fragik alt sammen. Herved var nu for Øjeblikket intet at gjøre; Thord havde ladet sin Skare adsplitte sig, og Kolbein havde virkelig faaet det truende Uvejr afledet. Men det synes dog, som om han burde have tabt i alle retsindige Mænds Agtelse. Alligevel lader det til, at Misbilligelsen mere rettede sig mod Thorstein, der uheldigviis ikke kunde føre Vidner angaaende den Samtale, han og Kolbein ved dennes listige Tilstilning havde ført i Eenrum. Hvor vidt Kolbein fra først af har pønset paa Svig, er vanskeligt at sige; vi skulde dog være tilbøjelige til at tro, at han, medens han endnu befandt sig paa Sygelejet, og en Tid derefter, saa længe han følte sig svag og afkræftet, endnu havde de bedste Forsætter, men at disse tabte sig, og gave Rum for træske, egennyttige Planer i samme Forhold, som hans Kræfter vendte tilbage[5].