Det norske Folks Historie/5/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Om Vaaren synes Kolbein at være bleven nogenledes frisk. Men hans Krigslyst og Forbitrelse mod Sturlungepartiet var nu ogsaa lige saa heftig, som nogensinde, og han forberedede et nyt ødelæggende Kun mod Vestfjordene, ved hvilket man især skulde lægge an paa at overfalde og dræbe de fornemste fiendtlige Høvdinger. Navnlig havde Kolbein et ondt Øje til Sturla Thordssøn, fordi han nu havde taget bestemt Parti med Thord, og han haabede tillige at kunne fælde Thord Kakales Broder, den unge, uforsigtige Torne, der, keed af at opholde sig paa det eensomme Fagerø, havde taget sin Bolig paa Reykjaholt ved Kroksfjorden, hvor flere urolige Hoveder, navnlig den for omtalte Asbjørn Gudmundssøn, som Thord var bleven keed af, fordi han blev alt for vigtig og kjephøj, samlede sig til ham. Til Kroksfjorden, ved hvilken baade Reykjaholt og Stadarhool, Sturlas Gaard, ligge, hiint paa Nordsiden, dette paa Sydsiden, var der ikke langt over fra Rutafjorden. Tume havde selv, efter Asbjørns Opfordring, benyttet sig heraf og gjort et Tog over til Rutafjorden og faret heelt voldsomt frem, men uden dog at udrette synderligt af Betydenhed, og Asbjørn selv omkom paa Vejen ved uforsigtigt at ride ud paa en svag Iis, der brast under ham[1]. Om Vaaren, strax efter Paaske-Ugen (altsaa efter 10de April) reed Kolbein hjemmefra med en heel Deel Eyfjordinger og Skagfjordinger, til hvilke der ogsaa, efter som han kom længer og længer vestover, sluttede sig Mænd fra Hunafjordens og Rutafjordens Hereder, indtil Skaren voxede til 360 Mand. Paa Stad i Rutasjorden deelte Kolbein sin Skare i to Flokke, af hvilke han sendte den ene for at opsøge Sturla Thordssøn, enten paa Stadarhool i Saurbø eller paa Sælingdalstunga i Laxaadalen, og tage ham af Dage, saavel som Bjørn Drumb; selv drog han med den anden vester mod Reykjaholt for at overrumple Tume. Gilsfjordbotnen, det inderste af Kroksfjorden, aftaltes som Samlingssted paa Tilbagetoget. Førend begge Afdelinger skiltes ad, bad han den, der drog sydefter, at fare saa krigersk frem som muligt, og mindes Thords Vatnsdalstog. Imidlertid havde man opdaget dem fra den vestlige Side af Rutafjorden, og der sendtes Iilbud om deres Komme til Sturla. Denne lod sig strax ro ud til Øerne, medens andre skyndte sig vester til Tume, og advarede ham. Emne besluttede ligeledes at søge Tilflugt paa Øerne og lod et Fartøj sætte frem, men troede dog, at det endnu ikke havde nogen Nød, og sendte Bjørn Køgil med et Par andre ind i Kroksfjorden før at volde Udkig til Hest, og passe paa, naar Fienden nærmede sig. Men det lykkedes Kolbein at overraske Udkigsmændene selv, der synes at bane været mindre paapasselige end de burde, da de endog gik til Sengs om Natten paa nærmeste Gaard, i Stedet for at bolde sig ude, til Hest. De bleve alle tre dræbte, dog Bjørn først efter et fortvivlet Forsøg paa at undkomme. Det lykkedes saaledes Kolbein at komme til Reykja-Hole og overrumple Tante, førend denne endnu havde forladt Gaarden. Man saa herfra tydeligt hans Skare nærme sig, men faa ubegribeligt trygge vare de fleste, at uagtet Fruentimmerne paastode, det var Ryttere, sagde dog alle Mandfolkene at det kun var en Flok Kvæg; ifølge den Tids Overtro, der vel endnu ikke ganske bar tabt sig, meente man derfor siden at Tume og de øvrige maatte være „fejge,“ d. e. allerede ved en uundgaaelig Skjebne bestemte til da at ende sit Liv. Uagtet de alle kom ud, førend Fienderne naaede frem til Gaarden, havde de dog ikke Besindelse til at slutte sig sammen og søge Værn paa et dertil bekvemt Sted, men løb hver til sin Kant, nogle til Kirken, andre til Stranden, og bleve saaledes enkeltviis dræbte, skjønt hver for sig værgede sig kjekt. Emne blev saaret og tagen til Fange. Han tilbød sig at forlade Landet, dersom Kolbein vilde skjenke vant Livet, men herimod protesterede Skagfjordingerne paa det bestemteste, og han blev halshuggen (19de April 1244)[2]. Kolbein tilbragte Natten paa Reykja-Hole, hvor alle Heste og alt Løsøre blev ranet. Videre fortsatte han ikke sin Ferd, men tiltraadte Tilbagetoget. Imidlertid havde den anden Afdeling under de voldsomste Mordscener paa de Gaarde, de kom forbi, trængt frem lige til Laxaadalen, hvor de brøde ind paa Sælingdalstunga saa pludseligt, at Sturla Thordssøns Hustru Helga Thordsdatter, der var bleven tilbage, med Nød og neppe undkom til Kirken med sin fire Ugers gamle Søn. De saarede en Mand der paa Gaarden, og plyndrede og ødelagde til en Værdi af i Alt 20 Hundreder. Siden rede de til Saurbø, for ogsaa at søge efter Sturla paa Stadarhool, men da de ikke fandt ham, opsøgte de Kolbein, og vendte med ham tilbage til Rutafjorden, hvor de narrede en Mand, der hørte til Thords Parti, ud af et Bedehuus, i hvilket han havde søgt sin Tilflugt, og hug den ene Fod af ham. „Efter dette Verk“, heder det i Sagaen, „reed Kolbein hjem til Flugumyre, og var meget tilfreds med sin Ferd, der ogsaa blev anseet for den største Hærferd“. De havde i Alt dræbt 13 Mennesker, og saaret en Mængde[3].

Tume havde øjeblikkelig, da han fik Budskabet om at der var Ufred i Vente, sendt Bud til sin Broder Thord og underrettet ham om den Fare, der truede; Thord havde ogsaa strax indskibet sig med fine Mænd for at komme ham til Hjelp: han troede nemlig at det var lykkets Tume at frelse sig i Kirken, og at Kolbein nu kun holdt denne omringet. Men han var ikke kommen langt, førend han erfarede den sørgelige Nyhed, og fik tillige det Bud fra Tumes Enke, Thurid Ormsdatter, at hun med sin Søn Sighvat havde begivet sig til Staten og snarest muligt ønskede at tale med ham. Hun ønskede nemlig at faa et Skifte oprettet mellem sig eller rettere Sønnen Sighvat og Thord, thi Fejden havde hidtil saaledes optaget Brødrene Thord og Emne„ at de ej havde kunnet tænke paa at skifte Levningerne af deres Fædrenearv imellem sig; tvertimod lader det til, at deres Ejendom har været betragtet som en eneste fælles Krigskasse, og.man maa formode at Emne ogsaa har stillet sin Hustrues ikke ubetydelige Formue til Thords Disposition. Thord indfandt sig strax hos Svigerinden, og viste en for de Tider sjelden Uegennyttighed og Ridderlighed, idet han tilbød hende, paa Sønnens Vegne, alle de Ejendomme, han og Tume havde besiddet tilsammen der vester, og som saaledes uden Hinder kunde tiltræde-s, forbeholdende sig alt hvad man kunde faa fravristet Kolbein, altsaa Besiddelserne i Eyjafjorden, der først skulde vindes med væbnet Haand, saavel som Godordene. Dette var vel i sig selv meget mere, end Besiddelserne der vester, men saaledes som Sagerne nu stode, var det heel uvist, om Thord nogensinde vilde kunne erholde endog den ubetydeligste Deel Dem. Thurid modtog derfor Tilbudet med stor Taknemmelighed, og betragtede det som et Tegn paa særdeles Velvilje fra hans Side[4]. Man seer dog heraf, hvilken Tillid Thord maa have haft til Forsynet og sin gode Sag, trods alle Uheld; thi egentlig var Tumes Fald et af de største Uheld, der kunde ramme ham, da der var mange,.som kun for Tumes Skyld havde sluttet sig til ham, og nu faldt fra, hvortil ogsaa kom, at det nys omtalte Skifte øjensynligt berøvede ham den pekuniære Styrke at virke med, der hidtil havde staaet til hans Tjeneste. Han saa sig ikke engang i Stand til at vedblive med at holde Huus paa Myre, men hævede det hele Huusvæsen, og følte sig meget bekymret og nedtrykt. Da tilbød Ravn Oddssøn ham at indrette sig paa hans Ættegaard, Gorm som om den var hans Ejendom, og Thord modtog dette Tilbud med stor Taknemmelighed[5]. Det er overhoved merkeligt at see, hvor broderligt Thord og de ypperste af hans Staldbrødre understøttede.hinanden med Gods og Ejendom, og vare beredte til de største gjensidige Opofrelser, saa at man næsten kan sige, at de havde fælles Kasse. Saaledes havde, som det allerede ovenfor er omtalt, Baard paa Sande stillet sit Huus til Thords Raadighed; Thord forærede ham senere til Gjengjeld de saakaldte Svevn-Øer i Breidafjorden; da Thord flyttede fra Fagerø, bad hans Svoger Baard paa Ballaraa ham at tage sin Bolig hos ham, og befale ganske som om han var hjemme[6]. Ogsaa paa Myre, der rigtignok synes at have hørt til Thords og Tumes Fædrenegods, vare Beboerne strax rede til at oplade Thord alt sammen, og boede hos ham som hans Gjester, indtil han ved Ravns Liberalitet kunde nedsætte sig som midlertidig Herre paa Eyre. Med saadanne Tilhængere kunde nok Thord med Tiden haabe at naa Maalet, om end mangt og meget nu saa mørkt ud. Blandt de Skuffelser, han maatte prøve, var ogsaa den, at Brødrene Thorleif paa Garde og Bødvar i Bo svigtede det Løfte, de forrige Aar havde gjort ham, at ville ride med ham til Things og hjelpe ham til at fremme hans Sag. Da han sendte Bud til dem, for at høre deres nærmere Bestemmelse, erklærede de reent ud, at de ikke vilde følge med ham, saa bange vare de for at binde an med Kolbein. Sturla Thordssøn sagde da, at under disse Omstændigheder kunde det ikke nytte Thord at ride til Things, hvor Kolbeins og Sønderlændingernes forenede Styrke vilde langt overgaa alt, hvad han kunde skaffe til Veje, dog erklærede han sig for sit Vedkommende rede til at yde Thord al den Hjelp, han kunde. I denne fortrykte Stilling maatte der være en velkommen Overraskelse for Thord at modtage et Budskab fra Eyfjordingerne om, at de vare rede til at tage Parti med ham og staa ham vi, hvis han kom til de Egne med nogenlunde rimelig Styrke. Kolbeins Herredømme var nemlig nu blevet saa trykkende, og de Mishandlinger, Ran og Manddrab de maatte døje af ham og hans Mænd, saa hyppige, at de ikke godt kunde holde det længer ud, men satte deres eneste Haab til Thord som deres Befrier[7].

  1. Sturlunga Saga VII. 20, 21.
  2. Saaledes angives Dagen i det islandske Nekrologium, Langebeks Scr. III. S. 509. I Sturlunga Saga staar det og, at det var en Tirsdag, og 19de April faldt i 1244 paa en Tirsdag, men i Udgavens Text S. 52 staar der einni natt fyrir Jónsmessu biskups, hvilket er urigtigt, hvis det skal oversættes „een Nat før Biskop Jons Messe“ (23de April), da Dagen derved vilde blive 22de April, der var en Fredag; man bør altsaa kjer kun forklare det „en Nat før Jonsmesse“.
  3. Sturlunga Saga VII. 23–26.
  4. Sturlunga Saga VII. 26.
  5. Sturlunga Saga VII. 27.
  6. Sturlunga Saga VII. 11, 12.
  7. Sammesteds, Cap. 26.