Det norske Folks Historie/5/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Om Vaaren ſynes Kolbein at være bleven nogenledes friſk. Men hans Krigslyſt og Forbitrelſe mod Sturlungepartiet var nu ogſaa lige ſaa heftig, ſom nogenſinde, og han forberedede et nyt ødelæggende Kun mod Veſtfjordene, ved hvilket man iſær ſkulde lægge an paa at overfalde og dræbe de fornemſte fiendtlige Høvdinger. Navnlig havde Kolbein et ondt Øje til Sturla Thordsſøn, fordi han nu havde taget beſtemt Parti med Thord, og han haabede tillige at kunne fælde Thord Kakales Broder, den unge, uforſigtige Torne, der, keed af at opholde ſig paa det eenſomme Fagerø, havde taget ſin Bolig paa Reykjaholt ved Kroksfjorden, hvor flere urolige Hoveder, navnlig den for omtalte Asbjørn Gudmundsſøn, ſom Thord var bleven keed af, fordi han blev alt for vigtig og kjephøj, ſamlede ſig til ham. Til Kroksfjorden, ved hvilken baade Reykjaholt og Stadarhool, Sturlas Gaard, ligge, hiint paa Nordſiden, dette paa Sydſiden, var der ikke langt over fra Rutafjorden. Tume havde ſelv, efter Asbjørns Opfordring, benyttet ſig heraf og gjort et Tog over til Rutafjorden og faret heelt voldſomt frem, men uden dog at udrette ſynderligt af Betydenhed, og Asbjørn ſelv omkom paa Vejen ved uforſigtigt at ride ud paa en ſvag Iis, der braſt under ham[1]. Om Vaaren, ſtrax efter Paaſke-Ugen (altſaa efter 10de April) reed Kolbein hjemmefra med en heel Deel Eyfjordinger og Skagfjordinger, til hvilke der ogſaa, efter ſom han kom længer og længer veſtover, ſluttede ſig Mænd fra Hunafjordens og Rutafjordens Hereder, indtil Skaren voxede til 360 Mand. Paa Stad i Rutaſjorden deelte Kolbein ſin Skare i to Flokke, af hvilke han ſendte den ene for at opſøge Sturla Thordsſøn, enten paa Stadarhool i Saurbø eller paa Sælingdalstunga i Laxaadalen, og tage ham af Dage, ſaavel ſom Bjørn Drumb; ſelv drog han med den anden veſter mod Reykjaholt for at overrumple Tume. Gilsfjordbotnen, det inderſte af Kroksfjorden, aftaltes ſom Samlingsſted paa Tilbagetoget. Førend begge Afdelinger ſkiltes ad, bad han den, der drog ſydefter, at fare ſaa krigerſk frem ſom muligt, og mindes Thords Vatnsdalstog. Imidlertid havde man opdaget dem fra den veſtlige Side af Rutafjorden, og der ſendtes Iilbud om deres Komme til Sturla. Denne lod ſig ſtrax ro ud til Øerne, medens andre ſkyndte ſig veſter til Tume, og advarede ham. Emne beſluttede ligeledes at ſøge Tilflugt paa Øerne og lod et Fartøj ſætte frem, men troede dog, at det endnu ikke havde nogen Nød, og ſendte Bjørn Køgil med et Par andre ind i Kroksfjorden før at volde Udkig til Heſt, og pasſe paa, naar Fienden nærmede ſig. Men det lykkedes Kolbein at overraſke Udkigsmændene ſelv, der ſynes at bane været mindre paapasſelige end de burde, da de endog gik til Sengs om Natten paa nærmeſte Gaard, i Stedet for at bolde ſig ude, til Heſt. De bleve alle tre dræbte, dog Bjørn førſt efter et fortvivlet Forſøg paa at undkomme. Det lykkedes ſaaledes Kolbein at komme til Reykja-Hole og overrumple Tante, førend denne endnu havde forladt Gaarden. Man ſaa herfra tydeligt hans Skare nærme ſig, men faa ubegribeligt trygge vare de fleſte, at uagtet Fruentimmerne paaſtode, det var Ryttere, ſagde dog alle Mandfolkene at det kun var en Flok Kvæg; ifølge den Tids Overtro, der vel endnu ikke ganſke bar tabt ſig, meente man derfor ſiden at Tume og de øvrige maatte være „fejge,“ d. e. allerede ved en uundgaaelig Skjebne beſtemte til da at ende ſit Liv. Uagtet de alle kom ud, førend Fienderne naaede frem til Gaarden, havde de dog ikke Beſindelſe til at ſlutte ſig ſammen og ſøge Værn paa et dertil bekvemt Sted, men løb hver til ſin Kant, nogle til Kirken, andre til Stranden, og bleve ſaaledes enkeltviis dræbte, ſkjønt hver for ſig værgede ſig kjekt. Emne blev ſaaret og tagen til Fange. Han tilbød ſig at forlade Landet, derſom Kolbein vilde ſkjenke vant Livet, men herimod proteſterede Skagfjordingerne paa det beſtemteſte, og han blev halshuggen (19de April 1244)[2]. Kolbein tilbragte Natten paa Reykja-Hole, hvor alle Heſte og alt Løsøre blev ranet. Videre fortſatte han ikke ſin Ferd, men tiltraadte Tilbagetoget. Imidlertid havde den anden Afdeling under de voldſomſte Mordſcener paa de Gaarde, de kom forbi, trængt frem lige til Laxaadalen, hvor de brøde ind paa Sælingdalstunga ſaa pludſeligt, at Sturla Thordsſøns Huſtru Helga Thordsdatter, der var bleven tilbage, med Nød og neppe undkom til Kirken med ſin fire Ugers gamle Søn. De ſaarede en Mand der paa Gaarden, og plyndrede og ødelagde til en Værdi af i Alt 20 Hundreder. Siden rede de til Saurbø, for ogſaa at ſøge efter Sturla paa Stadarhool, men da de ikke fandt ham, opſøgte de Kolbein, og vendte med ham tilbage til Rutafjorden, hvor de narrede en Mand, der hørte til Thords Parti, ud af et Bedehuus, i hvilket han havde ſøgt ſin Tilflugt, og hug den ene Fod af ham. „Efter dette Verk“, heder det i Sagaen, „reed Kolbein hjem til Flugumyre, og var meget tilfreds med ſin Ferd, der ogſaa blev anſeet for den ſtørſte Hærferd“. De havde i Alt dræbt 13 Menneſker, og ſaaret en Mængde[3].

Tume havde øjeblikkelig, da han fik Budſkabet om at der var Ufred i Vente, ſendt Bud til ſin Broder Thord og underrettet ham om den Fare, der truede; Thord havde ogſaa ſtrax indſkibet ſig med fine Mænd for at komme ham til Hjelp: han troede nemlig at det var lykkets Tume at frelſe ſig i Kirken, og at Kolbein nu kun holdt denne omringet. Men han var ikke kommen langt, førend han erfarede den ſørgelige Nyhed, og fik tillige det Bud fra Tumes Enke, Thurid Ormsdatter, at hun med ſin Søn Sighvat havde begivet ſig til Staten og ſnareſt muligt ønſkede at tale med ham. Hun ønſkede nemlig at faa et Skifte oprettet mellem ſig eller rettere Sønnen Sighvat og Thord, thi Fejden havde hidtil ſaaledes optaget Brødrene Thord og Emne„ at de ej havde kunnet tænke paa at ſkifte Levningerne af deres Fædrenearv imellem ſig; tvertimod lader det til, at deres Ejendom har været betragtet ſom en eneſte fælles Krigskasſe, og.man maa formode at Emne ogſaa har ſtillet ſin Huſtrues ikke ubetydelige Formue til Thords Dispoſition. Thord indfandt ſig ſtrax hos Svigerinden, og viſte en for de Tider ſjelden Uegennyttighed og Ridderlighed, idet han tilbød hende, paa Sønnens Vegne, alle de Ejendomme, han og Tume havde beſiddet tilſammen der veſter, og ſom ſaaledes uden Hinder kunde tiltræde-s, forbeholdende ſig alt hvad man kunde faa fravriſtet Kolbein, altſaa Beſiddelſerne i Eyjafjorden, der førſt ſkulde vindes med væbnet Haand, ſaavel ſom Godordene. Dette var vel i ſig ſelv meget mere, end Beſiddelſerne der veſter, men ſaaledes ſom Sagerne nu ſtode, var det heel uviſt, om Thord nogenſinde vilde kunne erholde endog den ubetydeligſte Deel Dem. Thurid modtog derfor Tilbudet med ſtor Taknemmelighed, og betragtede det ſom et Tegn paa ſærdeles Velvilje fra hans Side[4]. Man ſeer dog heraf, hvilken Tillid Thord maa have haft til Forſynet og ſin gode Sag, trods alle Uheld; thi egentlig var Tumes Fald et af de ſtørſte Uheld, der kunde ramme ham, da der var mange,.ſom kun for Tumes Skyld havde ſluttet ſig til ham, og nu faldt fra, hvortil ogſaa kom, at det nys omtalte Skifte øjenſynligt berøvede ham den pekuniære Styrke at virke med, der hidtil havde ſtaaet til hans Tjeneſte. Han ſaa ſig ikke engang i Stand til at vedblive med at holde Huus paa Myre, men hævede det hele Huusvæſen, og følte ſig meget bekymret og nedtrykt. Da tilbød Ravn Oddsſøn ham at indrette ſig paa hans Ættegaard, Gorm ſom om den var hans Ejendom, og Thord modtog dette Tilbud med ſtor Taknemmelighed[5]. Det er overhoved merkeligt at ſee, hvor broderligt Thord og de ypperſte af hans Staldbrødre underſtøttede.hinanden med Gods og Ejendom, og vare beredte til de ſtørſte gjenſidige Opofrelſer, ſaa at man næſten kan ſige, at de havde fælles Kasſe. Saaledes havde, ſom det allerede ovenfor er omtalt, Baard paa Sande ſtillet ſit Huus til Thords Raadighed; Thord forærede ham ſenere til Gjengjeld de ſaakaldte Svevn-Øer i Breidafjorden; da Thord flyttede fra Fagerø, bad hans Svoger Baard paa Ballaraa ham at tage ſin Bolig hos ham, og befale ganſke ſom om han var hjemme[6]. Ogſaa paa Myre, der rigtignok ſynes at have hørt til Thords og Tumes Fædrenegods, vare Beboerne ſtrax rede til at oplade Thord alt ſammen, og boede hos ham ſom hans Gjeſter, indtil han ved Ravns Liberalitet kunde nedſætte ſig ſom midlertidig Herre paa Eyre. Med ſaadanne Tilhængere kunde nok Thord med Tiden haabe at naa Maalet, om end mangt og meget nu ſaa mørkt ud. Blandt de Skuffelſer, han maatte prøve, var ogſaa den, at Brødrene Thorleif paa Garde og Bødvar i Bo ſvigtede det Løfte, de forrige Aar havde gjort ham, at ville ride med ham til Things og hjelpe ham til at fremme hans Sag. Da han ſendte Bud til dem, for at høre deres nærmere Beſtemmelſe, erklærede de reent ud, at de ikke vilde følge med ham, ſaa bange vare de for at binde an med Kolbein. Sturla Thordsſøn ſagde da, at under disſe Omſtændigheder kunde det ikke nytte Thord at ride til Things, hvor Kolbeins og Sønderlændingernes forenede Styrke vilde langt overgaa alt, hvad han kunde ſkaffe til Veje, dog erklærede han ſig for ſit Vedkommende rede til at yde Thord al den Hjelp, han kunde. I denne fortrykte Stilling maatte der være en velkommen Overraſkelſe for Thord at modtage et Budſkab fra Eyfjordingerne om, at de vare rede til at tage Parti med ham og ſtaa ham vi, hvis han kom til de Egne med nogenlunde rimelig Styrke. Kolbeins Herredømme var nemlig nu blevet ſaa trykkende, og de Mishandlinger, Ran og Manddrab de maatte døje af ham og hans Mænd, ſaa hyppige, at de ikke godt kunde holde det længer ud, men ſatte deres eneſte Haab til Thord ſom deres Befrier[7].

  1. Sturlunga Saga VII. 20, 21.
  2. Saaledes angives Dagen i det islandſke Nekrologium, Langebeks Scr. III. S. 509. I Sturlunga Saga ſtaar det og, at det var en Tirsdag, og 19de April faldt i 1244 paa en Tirsdag, men i Udgavens Text S. 52 ſtaar der einni natt fyrir Jónsmessu biskups, hvilket er urigtigt, hvis det ſkal overſættes „een Nat før Biſkop Jons Mesſe“ (23de April), da Dagen derved vilde blive 22de April, der var en Fredag; man bør altſaa kjer kun forklare det „en Nat før Jonsmesſe“.
  3. Sturlunga Saga VII. 23—26.
  4. Sturlunga Saga VII. 26.
  5. Sturlunga Saga VII. 27.
  6. Sturlunga Saga VII. 11, 12.
  7. Sammeſteds, Cap. 26.