Det norske Folks Historie/5/27
Da Erfaringen havde viist Thord, at det ej lod sig gjøre for ham at trænge lige frem til Skagafjorden, end sige til Eyjafjorden, over Land, besluttede han at prøve et Søtog, og lod til den Ende alle de største Fartøjer i Vestfjordene udruste. Her var der naturligviis ikke Tale om formelige Langskibe; et eneste saadant fandtes neppe i hele Island, og selv de største af de Fartøjer, man benyttede, vilde i Norge kun have været regnede til de saakaldte Letteskibes eller Skuders Tal. For Folk, der havde seet Kong Haakons og Hertug Skules Flaader, maatte derfor vistnok hele Udrustningen, hvor Ti-æringer spillede samme Rolle som Tyvesesserne i Norge, have et yderst fattigt Udseende; men det var dog meget, at han paa den fattige Kant af Landet, hvor han havde sit Tilhold, enda kunde faa en saadan Udrustning bragt i Stand. Thord gjorde alt for at bevæbne sine Mænd saa fuldstændigt og forsvarligt som muligt; det gjaldt nemlig at optræde paa en Maade, der kunde give Eyfjordingerne Mod til at forene sig med ham. Han havde efterhaanden ladet opkjøbe en heel Deel gode Vaaben, Sverd, Spyd, blanke Brynjer og Staalhuer i Norge[1]; disse kom nu godt tilpas. Han fik i alt femten Skibe, af hvilke han selv styrede en stor Skude, bemandet med hans Huusfolk og andre udvalgte Mænd; paa et af Fartøjerne vare de saakaldte Gjester, altsaa havde man her ogsaa en Gjesteskude i det Smaa; paa de øvrige var der Mænd fra Bardestrand, Arnarfjorden, Dyrafjorden, Anundsfjorden og Isafjorden, altsaa egentlig kun fra en Deel af det yderste, nordvestlige Strøg, hvor Thord den længste Tid havde haft sit Tilhold. Hvor smaa Fartøjerne maa have været, seer man deraf, at hans hele Folkestyrke ikke udgjorde mere end 210 Mand, hvorved der kun kommer 14 Mand paa hvert Skib, hvis de alle havde lige mange; nogle havde vel flere, andre igjen saa meget færre. Det klinger næsten løjerligt, at en af disse Skuder førte det fra de norske Tronkrige bekjendte, meget sigende Navn „Ognarbranden“. Det forstaar sig, at Befalingen over disse Fartøjer var fordeelt mellem Thords fornemste og paalideligste Tilhængere, som Dugfussønnerne, Ravn, Baard paa Sande, Nikolas Oddssøn o. fl; paa hvert Fartøj satte Thord desuden et Par af sine Hjemmefolk, som han kunde stole paa. Sturla Thordssøn overdrog han at forsvare Herederne i hans Fraværelse, for det Tilfælde at Nordlændingerne imidlertid skulde gjøre noget Angreb. Han styrede derpaa med sin lille Flaade nord over Isafjordsdybet til de ubeboede Hornstrande, Vestfjerdingens nordligste Punkt[2], hvor de laa vejrfaste halvtredie Dag uden at kunne faa de nødvendige Levnetsmidler; derfra roede de sig møjsommeligt frem til Trekyllesvik, hvor de ankom Onsdagen den 22de Juni, og hvor Nøden tvang dem til at fange og slagte en heel Deel Kvæg fra Græsgangene der i Nærheden. St. Hansdag kaldte han sine Mænd sammen til et Møde ude ved Trekyllesø[3]; her kom en vis Asgrim Bergthorssøn fra Steingrimsfjorden til ham og sagde, at Kolbein ligeledes samlede en Flaade og desuden agtede at sende en Skare vester over Land. Men Thord sagde at dette maatte være et løst og ugrundet Rygte, i alle Fald vilde Kolbein neppe kunne udruste større eller bedre Søstyrke end den, han forrige Sommer havde sendt til Isafjorden. Thord havde vel heller ikke den bedste Tro til Asgrim, der tidligere paa hans Opfordring havde vægret sig ved at gribe til Vaaben for ham. Da Asgrim havde forladt dem, holdt Thord en lang Opmuntringstale for sine Folk, hvori han mindede dem om hvad de havde at hevne, bad dem at bruge sig som de bedst kunde, og indskærpede dem, ikke at sprede sig ad, men stedse at lægge alle sammen ind til een Havn, hvor man da samlede skulde gjøre Landgang og øve Herverk. Vel vare de endnu ikke saa mandsterke, men naar de først kom til Eyjafjorden, tvivlede han ikke paa at de vilde faa Forsterkning. Man forsynede nu Skibene med det nødvendige Forraad af Haandstene, og fortsatte derpaa Sejladsen øster over Floen.
Asgrim havde dog sagt alt for sandt. Thi Kolbein, der synes at være bleven tidligt underrettet om Thords Forehavende, samlede alle de største Skibe paa Nordlandet, han kunde overkomme, sammen i en Udhavn paa Østsiden af Skagen, og udrustede dem paa det bedste, for at møde Thord; ogsaa Eyfjordingerne maatte være med, saa nødigt de vilde. Da hele Styrken var samlet, sendte han sin Frænde, den højst anseede Brand Kolbeinssøn[4], med 240 Mand afsted for landvejs at søge til Vesterlandet, ganske som Asgrim havde sagt. Med den øvrige Deel af Mandskabet, der udgjorde 450 Mand, bemandede han Skibene, som han selv vilde anføre. Han havde 20 Skibe, hvilket Antal i Forhold til Mandskabet viser, at de.maa have været større eller i det mindste sterkere bemandede end Thords, thi der kommer 22 Mand paa hvert. Kolbeins eget var næsten saa stort som et Havskib, og forsynet med et Kastell ved Masten. Alle hans Skibe vare skjoldhængte, og ingen der paa Landet, heder det, havde før seet Skibe saaledes udstyrede til Kamp. Han var altsaa Thord i enhver Henseende meget overlegen, saavel i Skibenes Antal, som i deres Størrelse og Bemanding. Det var St. Hans Dag om Aftenen, at han gik til Søs. Just som man skulde lette Anker, kom der Sendebud til ham fra Sønderlandet og bragte ham den heel uventede Efterretning, at Gissur Thorvaldssøn var kommen hjem fra Norge, og ønskede at tale med ham. Men Kolbein bad dem sige ham, at han nu ikke kunde indstille Toget, som han stod i Begreb med at tiltræde. Kolbein sejlede ud fra Skagafjorden, forbi Skagen, og agtede sig lige ud til Horn, da han ikke havde nogen Anelse om, at Thord allerede var ham saa nær. Thord var just midt paa Floen, da man fra hans Skibe opdagede Kolbeins Flaade langt ude. I Førstningen vidste man ikke hvad det var, og En gjettede endog paa at det var Selhunde paa Driviis, men snart skjønnede man dog det Rette. Uagtet Fiendernes øjensynlige Overmagt raadede dog de fleste til at ro ud mod dem og binde an med dem, saa kamplystne og modige, eller rettere dumdristige vare de. Dog anraabte Thord forinden, efter forstandige Mænds Raad, Gud om Bistand, og Jomfru Maria og St. Olaf om deres Forbøn, og aflagde til den Ende det højtidelige Løfte, at han og de øvrige skulde vandfaste alle Fredage i et heelt Aar fra den Dag, samt holde sædvanlig Faste hver Løverdag indtil Vintren, og derhos lade kjøbe Sjæle-Messer for Kong Harald Sigurdssøn[5] i tolv Maaneder. Da dette var bekræftet med Haandtag, roede de trøstigt ud mod Kolbein, der ved at see dem nærme sig gav Befaling til at lade Sejlene falde og tenge Skibene sammen. Det var tidligt om Morgenen, strax efter Solopgang, altsaa i hiin nordlige Bredde ikke længe efter Midnat, Løverdagen den 25de Juni, i den østlige Deel af Skien, nærmere Skagen. Da Thord kom i Skudmaal fra Kolbeins Skibe, lod han ogsaa sine lægge i Orden og lenge sammen. Derpaa gik han hen i Forstavnen af sit Skib, og talte, siges der, med klar og mandig Stemme til Eyfjordingerne og de øvrige Mænd fra Herederne nordenfor Yxnadalsheid, tilbydende dem Grid med mange venlige, gode og opmuntrende Ord. Men da Kolbeins Venner borte dette, og med Rette frygtede for at mange af Krigerne i deres Flaade, hvis Frænder vare faldne paa Ørlygsstad for Kolbeinsmændenes Haand og endnu laa ubødte, skulde lade sig bevæge til Frafald, raabte En af dem højt: „ti stille, din Djevel; vent aldrig noget Forlig; det skal gaa dig som din Broder Tume paa Reykja-Hole, ja saa meget værre, som du selv stiller dig frem til Maal for vore Spyd!“ I det samme blev der istemt Hærskrig, og Kolbeins Mænd begyndte Striden ved at sende en Regn af Spyd og Slette over paa Thords Fartøjer. Fra Thords Side blev man dem ikke Svar skyldige, og snart kom man hinanden saa nær, at man fra begge Sider begyndte at bruge Stavnljaaer„ for at hale Fartøjerne over til hinanden. Og nu blev der i henved 8 Timer kæmpet med en Heftighed og Forbitrelse, hvis Lige man hverken havde seet i Tronkrigene i Norge eller hidtil i Fejderne paa Island. Paa begge Sider var Mandskabet godt udrustet; Thord og hans bedste Mænd bare de gode Angrebs- og Forsvars-Vaaben, han havde skaffet sig fra Norge, andre havde Ringbrynjer; Kolbeins Mænd gave dem heller ikke noget efter i Bevæbning. Men Thord havde et langt større Forraad af Stene, og derhos vare alle hans Mænd kjekke, haandfaste Krigere, medens der blandt Kolbeins Folk var en heel Deel, der ikke duede stort; derfor havde Thord, uagtet sin langt ringere Folkestyrke, i Begyndelsen afgjort Overvegt. Thords Mænd begyndte allerede at entre Kolbeins Skib, og bleve kun med Anstrengelse drevne tilbage. Men da lod Kolbein, der formedelst sit svagelige Legeme ikke selv kunde blande sig mellem de stridende, men stod oppe paa Kastellet paa sit Fartøj og commanderede, en Deel af sine Skibe løse sig af Tengslerne og ro omkring for at falde Thord og hans Mænd i Ryggen. Dette lykkedes fuldkommen. Thords Mænd kæmpede saa ivrigt, at de ikke vidste af, førend Fienderne vare komme bag paa dem. Dette afgjorde Dagens Lykke. Thord havde ikke Folk nok til at sætte imod begge de fiendtlige Afdelinger, og medens han vendte sig mod det sidste ubelejlige Angreb, entrede et af de fiendtlige Skibe og med egen Haand spiddede Anføreren mod Masten, halede Kolbeins Mænd hans eget Skib til sig, saa at det ryddedes, og Besætningen maatte frelse sig over paa de nærmeste. Eyfjordingerne synes ikke at have gjort mindste Mine til at forene sig med ham, af Frygt for Kolbeins Overmagt. Flere af Thords Skibe bleve tagne, og da Mandskabet søgte over til de andre, bleve de saa overfyldte, at de vare nær ved at synke. Thord vilde alligevel ikke fly, men kæmpede med mageløs Udholdenhed og Tapperhed, først paa Svarthøvdes Skib, dernæst paa den saakaldte Ognarbranden, hvor han stillede sig aller fremmest i Stavnen og selv opfordrede Nordlændingerne til at binde an med ham, om de torde. Man greb, hvad man fik fat paa, og brugte det som Vaaben. Boløxer og Haandøxer kastedes fra det ene Skib til det andet; man brugte Sæl- og Hval-Harpuner, Sejlbomme, Aarer, Bænke, o. s. v.; med saadant Raseri blev der stredet. Men nu begyndte flere af Thords Skibe efterhaanden at liste sig bort, og det, hvorpaa han selv befandt sig, var saa lekt, at man uagtet idelig Østen dog neppe kunde holde det fra at synke. Alligevel bad han sine Mænd, da man meldte ham det, ikke gjøre ham og sig selv den Skam at fly fra Striden. De hade ham da selv at see efter; men da han nu gik agter til Østerrummet, benyttede de sig af dette Øjeblik til at hamle tilbage, og lægge fra. Dette var Tegnet til almindelig Flugt, og saaledes var Slaget til Ende. Kolbeins større Skibe var tunge under Aarerne; han maatte derfor oppebie Havgulen for at kunne sejle, og hindredes derved fra umiddelbart at forfølge de flygtende. Tre af Thords Skibe bleve liggende efter, af Mangel paa Folk, de øvrige kom uhindret til Land ved Aarnes i Trekyllesfjorden, og de trætte Krigere kunde endog tage sig nogen Hvile. Her undersøgte de deres Tab. Af deres Flok bare forholdsviis kun faa faldne, men de fleste af dem vare saarede, nogle endogsaa meget haardt. Derimod vare en stor Mængde af Kolbeins Mænd – som det siden viste sig over 80 –, dræbte og end flere saarede[6]. Derfor var Thord heller ikke saa misfornøjet med Slagets Udfald, som man skulde have ventet. Han lod sine Mænd kalde sammen der paa Stranden „til Huusthing“, og takkede dem i en lang og smuk Tale for deres gode Bistand. Han ytrede endog, at fra denne Dag af havde hans og Kolbeins Lykke vist skiftes om, saa stort et Folketab, som Kolbein ganske sikkert maatte have lidt. Han forordnede, at da de havde mistet for mange Sejl og Aarer, til at det kunde nytte dem at prøve paa at undkomme til Søs for Kolbein, der upaatvivleligt strax vilde forfølge dem, naar lign fik Vind, skulde Skibene ryddes og alt hvad der fandtes ombord, bringes ind i nærmeste Kirke, hvor ogsaa de, der vare for haardt saarede til at kunne udholde en møjsommelig Fjeldrejse, skulde tage sin Tilflugt, for saa vidt de kunde vente sig Grid af Kolbein. Kolbein Gran og nogle andre, der ligeledes vare slemt saarede, men dog taalte lidt mere, sendte han til Steingrimsfjorden; med de øvrige begav han sig over en Fjeldhals nord til Ufeigsfjorden. Men ogsaa disse vare saa udmattede af Blodtab og Anstrengelse, at de lagde sig fore og ikke vilde fare længere. Han maatte derfor lade det komme an paa, om Kolbein indhentede dem eller ej, og blive der om Natten, uagtet man allerede Aftenen forud havde seet de fiendtlige Skibe nærme sig. Dagen efter (Søndag Morgen den 26de), besluttede han sig til at afskedige dem, og lade dem søge hver til sit, som de bedst kunde, paa den Betingelse at de igjen skulde komme til ham, uvis Kolbein viste sig vestenfor Horn. De fleste toge da til Fjelds, og gik over til Isafjorden eller andre vestlige Fjordegne. Thord takkede dem endnu engang ved Afskeden for deres gode Hjelp. Selv drog han nordenom langs Kysten, og kom tre Dage efter til Holt i Anundsfjorden[7].
Kolbein havde imidlertid med gunstig Vind begyndt at forfølge de Flygtende, og landede i Trekyllesvik, hvor hans første Gang var til Kirken. Denne skaanede han ikke, som Thord, men lod den bryde op og alt det deri forvarede Gods plyndre; vel blev ingen af Folkene dræbte, men det er tydeligt nok, at hvis Thord ikke havde sørget for at faa dem, mod hvilke Kolbein var mest opbragt, skaffede anden Steds hen, vilde Kirkens Hellighed ikke have gavnet dem stort. Paa Fjeldet lod han en af Thords Mænd dræbe, der, udmattet af sine Saar, var bleven liggende tilbage; hang Syster havde en Tidlang været Kolbeins Frille, men det kunde ikke frelse vant. Thords efterladte Skibe lod Kolbein deels brænde, deels udruste og bemande, thi det var hans Hensigt at drage lige til Vestfjordene, og, som han sagde, at ødelægge disse saa til Gavns, at Thord ikke tidere skulde kunne rejse Ufredsflokke derfra. Vold og Ødelæggelse betegnede ogsaa hans Vej. Hvad der især ansaaes som uhørt, og vakte almindelig Forbitrelse, var, at lign endog lod de Hvaler tage og tildeels opbrænde, som Kystboerne havde fanget, og hvoraf de for en stor Deel skulde trave deres Livs Ophold. „Thord og hans Tilhængere skulle ikke kunne ernære sig deraf, for siden at øve Ufred mod os“, sagde han. Kolbein kom lige til Isafjorden, hvor han tog ind paa Ædø hos Thordis Snorredatter og hendes Søn Einar Thorvaldssøn, hvilke paa hans Befaling maatte sende Bud til alle de større Bønder nordenfor Isafjord, at hvis de vilde beholde Liv og Gods, skulde de indfinde sig paa Ædø og sværge Kolbein Troskabs-Ed. Og der stod saadan Skræk af Kolbein, at mange virkelig efterkom Opfordringen; andre derimod søgte til Fjelds med deres Gods og Kvæg. Thord, der ved Efterretningen om Kolbeins Ankomst havde sendt Iilbud rundt omkring i Fjordene for at samle Folk, kunde ingen faa nordenfor Dyrafjord, og opgav derfor alle videre Forsøg derpaa, men begav sig først til Eyre, siden til Fagerø. Kolbein gjorde dog intet Forsøg paa at forfølge ham, men nøjedes med det, han allerede havde udrettet, og vendte tilbage til Skagafjorden, hvor han tilbragte nogen Tid i Stilhed paa Flugumyre. Thord slap saaledes enda nogenlunde taaleligt fra Nederlaget paa Floen.
Brand Kolbeinssøn havde imidlertid ikke udrettet stort med sin Afdeling. Da han hørte at Thord var kommen til Strandene og agtede sig over Flora, blev han siddende i Midfjord, for at see hvor Thord vendte sig hen, inden han drog videre. Sturla Thordssøn, der, som ovenfor nævnt, skulde besørge Landforsvaret af Vestfjordene, samlede 240 Mand, hvoriblandt ogsaa nogle, som hans Broder Bødvar sendte ham under Anførsel af sin Søn Thorgils Skarde, og skyndte sig til Hankerdalsskardet, der fører fra Laxaadalen til Rutafjorden. Her fik de høre, at Brand troede sig temmelig tryg nede i Midfjorden, og ikke tog sig tilbørligt i Agt. Den unge 18aarige Thorgils Skarde, der nu, som det synes, for første Gang var ude i Felten, og havde Lyst til at udmerke sig ved en rask Vaabendaad, opmuntrede ivrigt til at fare lige løs paa Brand og overrumple ham, men en anden .af de tilstedeværende Høvdinger vilde ikke paa nogen Maade fare med Ufred i fremmede Hereder, og reed, efter megen Frem- og Tilbagesnakken, endog bort med sine Mænd. Da opløste hele Flokken sig, og Sturla maatte vende tilbage. Imidlertid var det blevet Brand meldt at Sturla var i Nærheden med en Skare Folk, og dette var nok til at faa Brand og hans Mænd til at forlade Midfjorden, og vende tilbage til Skagafjorden for at forsterke sig. Strax efter indløb Efterretningen om Søslaget og dets Følger, saa at et nyt Tog vestover nu var overflødigt[8].
- ↑ Sturlunga Saga VII. 30. Maaskee han ogsaa før sin Afrejse havde forsynet sig med et Forraad; Sagaens Ord tillade at antage det.
- ↑ Hornstrandene have sit Navn efter Forbjerget Horn, af fremmede Søfarende sædvanligviis kaldet Cap Nord.
- ↑ Trekyllesvik og Trekylles-Ø ligger paa Østsiden af den store mod Nordvest udgaaende Halvø, der dannes af Breidafjorden med dens indre Partier, Krossfjord og Gilsfjord, i Vest, og Floen i Øst. Paa den østlige Side af Floen, omtrent lige overfor Trekyllesvik, er Halvøen og Nesset Skage, paa hvis østlige Side Skagafjorden gaar ind. Det Parti af Floen, eller den store Bugt mellem Skage og Trekyllesvik, kaldes i sin vestligere Deel Strandafloen, efter „Stranderne“, der er Navnet paa det hele Strøg fra Horn til Steingrimsfjorden. Længer østligt kaldes den Hunafloen, efter Hunafjorden, som baade er den største, yderste og østligste af de tre Fjorde, Bugten i sin inderste Deel danner, nemlig Hunafjord, Midfjord og Rutafjord.
- ↑ Brand Kolbeinssøn var en Søn af den gamle Kolbein Kaldaljos, eller, som han og kaldtes, Stadar-Kolbein, fordi han ejede Gaarden Stad i Skagafjorden.
- ↑ Heraf seer man, med hvilken Kjærlighed Islændingerne maa have bevaret Harald Sigurdssøns Minde.
- ↑ Saaledes Sturlunga Saga VII. 32. Nogle yngre Haandskrifter af de isl. Annaler angive, at efter hvad man antog, skulde der være faldne tilsammen 120 Mand, (Isl. Ann. S. 116), men dette er aabenbart for meget, og man skulde næsten fristes til at antage at Hangsnesslaget her er forvexlet med Floaslaget. Af Thords Flok faldt der, med nogle, som siden, efter at være faldne i Fiendens Hænder, bleve aflivede, neppe flere end i det højeste syv eller aatte.
- ↑ Sturlunga Saga VII. 28–32. Her anføres, hvad der ellers er en Sjeldenhed i denne Saga, flere Vers af et Kvad, som Ingjald Gudmundssøn, en af Thords Anførere, selv digtede om Slaget den følgende Vinter.
- ↑ Sturlunga Saga VII. 28.