Det norske Folks Historie/5/27

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Erfaringen havde viiſt Thord, at det ej lod ſig gjøre for ham at trænge lige frem til Skagafjorden, end ſige til Eyjafjorden, over Land, beſluttede han at prøve et Søtog, og lod til den Ende alle de ſtørſte Fartøjer i Veſtfjordene udruſte. Her var der naturligviis ikke Tale om formelige Langſkibe; et eneſte ſaadant fandtes neppe i hele Island, og ſelv de ſtørſte af de Fartøjer, man benyttede, vilde i Norge kun have været regnede til de ſaakaldte Letteſkibes eller Skuders Tal. For Folk, der havde ſeet Kong Haakons og Hertug Skules Flaader, maatte derfor viſtnok hele Udruſtningen, hvor Ti-æringer ſpillede ſamme Rolle ſom Tyveſesſerne i Norge, have et yderſt fattigt Udſeende; men det var dog meget, at han paa den fattige Kant af Landet, hvor han havde ſit Tilhold, enda kunde faa en ſaadan Udruſtning bragt i Stand. Thord gjorde alt for at bevæbne ſine Mænd ſaa fuldſtændigt og forſvarligt ſom muligt; det gjaldt nemlig at optræde paa en Maade, der kunde give Eyfjordingerne Mod til at forene ſig med ham. Han havde efterhaanden ladet opkjøbe en heel Deel gode Vaaben, Sverd, Spyd, blanke Brynjer og Staalhuer i Norge[1]; disſe kom nu godt tilpas. Han fik i alt femten Skibe, af hvilke han ſelv ſtyrede en ſtor Skude, bemandet med hans Huusfolk og andre udvalgte Mænd; paa et af Fartøjerne vare de ſaakaldte Gjeſter, altſaa havde man her ogſaa en Gjeſteſkude i det Smaa; paa de øvrige var der Mænd fra Bardeſtrand, Arnarfjorden, Dyrafjorden, Anundsfjorden og Iſafjorden, altſaa egentlig kun fra en Deel af det yderſte, nordveſtlige Strøg, hvor Thord den længſte Tid havde haft ſit Tilhold. Hvor ſmaa Fartøjerne maa have været, ſeer man deraf, at hans hele Folkeſtyrke ikke udgjorde mere end 210 Mand, hvorved der kun kommer 14 Mand paa hvert Skib, hvis de alle havde lige mange; nogle havde vel flere, andre igjen ſaa meget færre. Det klinger næſten løjerligt, at en af disſe Skuder førte det fra de norſke Tronkrige bekjendte, meget ſigende Navn „Ognarbranden“. Det forſtaar ſig, at Befalingen over disſe Fartøjer var fordeelt mellem Thords fornemſte og paalideligſte Tilhængere, ſom Dugfusſønnerne, Ravn, Baard paa Sande, Nikolas Oddsſøn o. fl; paa hvert Fartøj ſatte Thord desuden et Par af ſine Hjemmefolk, ſom han kunde ſtole paa. Sturla Thordsſøn overdrog han at forſvare Herederne i hans Fraværelſe, for det Tilfælde at Nordlændingerne imidlertid ſkulde gjøre noget Angreb. Han ſtyrede derpaa med ſin lille Flaade nord over Iſafjordsdybet til de ubeboede Hornſtrande, Veſtfjerdingens nordligſte Punkt[2], hvor de laa vejrfaſte halvtredie Dag uden at kunne faa de nødvendige Levnetsmidler; derfra roede de ſig møjſommeligt frem til Trekyllesvik, hvor de ankom Onsdagen den 22de Juni, og hvor Nøden tvang dem til at fange og ſlagte en heel Deel Kvæg fra Græsgangene der i Nærheden. St. Hansdag kaldte han ſine Mænd ſammen til et Møde ude ved Trekyllesø[3]; her kom en vis Asgrim Bergthorsſøn fra Steingrimsfjorden til ham og ſagde, at Kolbein ligeledes ſamlede en Flaade og desuden agtede at ſende en Skare veſter over Land. Men Thord ſagde at dette maatte være et løſt og ugrundet Rygte, i alle Fald vilde Kolbein neppe kunne udruſte ſtørre eller bedre Søſtyrke end den, han forrige Sommer havde ſendt til Iſafjorden. Thord havde vel heller ikke den bedſte Tro til Asgrim, der tidligere paa hans Opfordring havde vægret ſig ved at gribe til Vaaben for ham. Da Asgrim havde forladt dem, holdt Thord en lang Opmuntringstale for ſine Folk, hvori han mindede dem om hvad de havde at hevne, bad dem at bruge ſig ſom de bedſt kunde, og indſkærpede dem, ikke at ſprede ſig ad, men ſtedſe at lægge alle ſammen ind til een Havn, hvor man da ſamlede ſkulde gjøre Landgang og øve Herverk. Vel vare de endnu ikke ſaa mandſterke, men naar de førſt kom til Eyjafjorden, tvivlede han ikke paa at de vilde faa Forſterkning. Man forſynede nu Skibene med det nødvendige Forraad af Haandſtene, og fortſatte derpaa Sejladſen øſter over Floen.

Asgrim havde dog ſagt alt for ſandt. Thi Kolbein, der ſynes at være bleven tidligt underrettet om Thords Forehavende, ſamlede alle de ſtørſte Skibe paa Nordlandet, han kunde overkomme, ſammen i en Udhavn paa Øſtſiden af Skagen, og udruſtede dem paa det bedſte, for at møde Thord; ogſaa Eyfjordingerne maatte være med, ſaa nødigt de vilde. Da hele Styrken var ſamlet, ſendte han ſin Frænde, den højſt anſeede Brand Kolbeinsſøn[4], med 240 Mand afſted for landvejs at ſøge til Veſterlandet, ganſke ſom Asgrim havde ſagt. Med den øvrige Deel af Mandſkabet, der udgjorde 450 Mand, bemandede han Skibene, ſom han ſelv vilde anføre. Han havde 20 Skibe, hvilket Antal i Forhold til Mandſkabet viſer, at de.maa have været ſtørre eller i det mindſte ſterkere bemandede end Thords, thi der kommer 22 Mand paa hvert. Kolbeins eget var næſten ſaa ſtort ſom et Havſkib, og forſynet med et Kaſtell ved Maſten. Alle hans Skibe vare ſkjoldhængte, og ingen der paa Landet, heder det, havde før ſeet Skibe ſaaledes udſtyrede til Kamp. Han var altſaa Thord i enhver Henſeende meget overlegen, ſaavel i Skibenes Antal, ſom i deres Størrelſe og Bemanding. Det var St. Hans Dag om Aftenen, at han gik til Søs. Juſt ſom man ſkulde lette Anker, kom der Sendebud til ham fra Sønderlandet og bragte ham den heel uventede Efterretning, at Gisſur Thorvaldsſøn var kommen hjem fra Norge, og ønſkede at tale med ham. Men Kolbein bad dem ſige ham, at han nu ikke kunde indſtille Toget, ſom han ſtod i Begreb med at tiltræde. Kolbein ſejlede ud fra Skagafjorden, forbi Skagen, og agtede ſig lige ud til Horn, da han ikke havde nogen Anelſe om, at Thord allerede var ham ſaa nær. Thord var juſt midt paa Floen, da man fra hans Skibe opdagede Kolbeins Flaade langt ude. I Førſtningen vidſte man ikke hvad det var, og En gjettede endog paa at det var Selhunde paa Driviis, men ſnart ſkjønnede man dog det Rette. Uagtet Fiendernes øjenſynlige Overmagt raadede dog de fleſte til at ro ud mod dem og binde an med dem, ſaa kamplyſtne og modige, eller rettere dumdriſtige vare de. Dog anraabte Thord forinden, efter forſtandige Mænds Raad, Gud om Biſtand, og Jomfru Maria og St. Olaf om deres Forbøn, og aflagde til den Ende det højtidelige Løfte, at han og de øvrige ſkulde vandfaſte alle Fredage i et heelt Aar fra den Dag, ſamt holde ſædvanlig Faſte hver Løverdag indtil Vintren, og derhos lade kjøbe Sjæle-Mesſer for Kong Harald Sigurdsſøn[5] i tolv Maaneder. Da dette var bekræftet med Haandtag, roede de trøſtigt ud mod Kolbein, der ved at ſee dem nærme ſig gav Befaling til at lade Sejlene falde og tenge Skibene ſammen. Det var tidligt om Morgenen, ſtrax efter Solopgang, altſaa i hiin nordlige Bredde ikke længe efter Midnat, Løverdagen den 25de Juni, i den øſtlige Deel af Skien, nærmere Skagen. Da Thord kom i Skudmaal fra Kolbeins Skibe, lod han ogſaa ſine lægge i Orden og lenge ſammen. Derpaa gik han hen i Forſtavnen af ſit Skib, og talte, ſiges der, med klar og mandig Stemme til Eyfjordingerne og de øvrige Mænd fra Herederne nordenfor Yxnadalsheid, tilbydende dem Grid med mange venlige, gode og opmuntrende Ord. Men da Kolbeins Venner borte dette, og med Rette frygtede for at mange af Krigerne i deres Flaade, hvis Frænder vare faldne paa Ørlygsſtad for Kolbeinsmændenes Haand og endnu laa ubødte, ſkulde lade ſig bevæge til Frafald, raabte En af dem højt: „ti ſtille, din Djevel; vent aldrig noget Forlig; det ſkal gaa dig ſom din Broder Tume paa Reykja-Hole, ja ſaa meget værre, ſom du ſelv ſtiller dig frem til Maal for vore Spyd!“ I det ſamme blev der iſtemt Hærſkrig, og Kolbeins Mænd begyndte Striden ved at ſende en Regn af Spyd og Slette over paa Thords Fartøjer. Fra Thords Side blev man dem ikke Svar ſkyldige, og ſnart kom man hinanden ſaa nær, at man fra begge Sider begyndte at bruge Stavnljaaer„ for at hale Fartøjerne over til hinanden. Og nu blev der i henved 8 Timer kæmpet med en Heftighed og Forbitrelſe, hvis Lige man hverken havde ſeet i Tronkrigene i Norge eller hidtil i Fejderne paa Island. Paa begge Sider var Mandſkabet godt udruſtet; Thord og hans bedſte Mænd bare de gode Angrebs- og Forſvars-Vaaben, han havde ſkaffet ſig fra Norge, andre havde Ringbrynjer; Kolbeins Mænd gave dem heller ikke noget efter i Bevæbning. Men Thord havde et langt ſtørre Forraad af Stene, og derhos vare alle hans Mænd kjekke, haandfaſte Krigere, medens der blandt Kolbeins Folk var en heel Deel, der ikke duede ſtort; derfor havde Thord, uagtet ſin langt ringere Folkeſtyrke, i Begyndelſen afgjort Overvegt. Thords Mænd begyndte allerede at entre Kolbeins Skib, og bleve kun med Anſtrengelſe drevne tilbage. Men da lod Kolbein, der formedelſt ſit ſvagelige Legeme ikke ſelv kunde blande ſig mellem de ſtridende, men ſtod oppe paa Kaſtellet paa ſit Fartøj og commanderede, en Deel af ſine Skibe løſe ſig af Tengſlerne og ro omkring for at falde Thord og hans Mænd i Ryggen. Dette lykkedes fuldkommen. Thords Mænd kæmpede ſaa ivrigt, at de ikke vidſte af, førend Fienderne vare komme bag paa dem. Dette afgjorde Dagens Lykke. Thord havde ikke Folk nok til at ſætte imod begge de fiendtlige Afdelinger, og medens han vendte ſig mod det ſidſte ubelejlige Angreb, entrede et af de fiendtlige Skibe og med egen Haand ſpiddede Anføreren mod Maſten, halede Kolbeins Mænd hans eget Skib til ſig, ſaa at det ryddedes, og Beſætningen maatte frelſe ſig over paa de nærmeſte. Eyfjordingerne ſynes ikke at have gjort mindſte Mine til at forene ſig med ham, af Frygt for Kolbeins Overmagt. Flere af Thords Skibe bleve tagne, og da Mandſkabet ſøgte over til de andre, bleve de ſaa overfyldte, at de vare nær ved at ſynke. Thord vilde alligevel ikke fly, men kæmpede med mageløs Udholdenhed og Tapperhed, førſt paa Svarthøvdes Skib, dernæſt paa den ſaakaldte Ognarbranden, hvor han ſtillede ſig aller fremmeſt i Stavnen og ſelv opfordrede Nordlændingerne til at binde an med ham, om de torde. Man greb, hvad man fik fat paa, og brugte det ſom Vaaben. Boløxer og Haandøxer kaſtedes fra det ene Skib til det andet; man brugte Sæl- og Hval-Harpuner, Sejlbomme, Aarer, Bænke, o. ſ. v.; med ſaadant Raſeri blev der ſtredet. Men nu begyndte flere af Thords Skibe efterhaanden at liſte ſig bort, og det, hvorpaa han ſelv befandt ſig, var ſaa lekt, at man uagtet idelig Øſten dog neppe kunde holde det fra at ſynke. Alligevel bad han ſine Mænd, da man meldte ham det, ikke gjøre ham og ſig ſelv den Skam at fly fra Striden. De hade ham da ſelv at ſee efter; men da han nu gik agter til Øſterrummet, benyttede de ſig af dette Øjeblik til at hamle tilbage, og lægge fra. Dette var Tegnet til almindelig Flugt, og ſaaledes var Slaget til Ende. Kolbeins ſtørre Skibe var tunge under Aarerne; han maatte derfor oppebie Havgulen for at kunne ſejle, og hindredes derved fra umiddelbart at forfølge de flygtende. Tre af Thords Skibe bleve liggende efter, af Mangel paa Folk, de øvrige kom uhindret til Land ved Aarnes i Trekyllesfjorden, og de trætte Krigere kunde endog tage ſig nogen Hvile. Her underſøgte de deres Tab. Af deres Flok bare forholdsviis kun faa faldne, men de fleſte af dem vare ſaarede, nogle endogſaa meget haardt. Derimod vare en ſtor Mængde af Kolbeins Mænd — ſom det ſiden viſte ſig over 80 —, dræbte og end flere ſaarede[6]. Derfor var Thord heller ikke ſaa misfornøjet med Slagets Udfald, ſom man ſkulde have ventet. Han lod ſine Mænd kalde ſammen der paa Stranden „til Huusthing“, og takkede dem i en lang og ſmuk Tale for deres gode Biſtand. Han ytrede endog, at fra denne Dag af havde hans og Kolbeins Lykke viſt ſkiftes om, ſaa ſtort et Folketab, ſom Kolbein ganſke ſikkert maatte have lidt. Han forordnede, at da de havde miſtet for mange Sejl og Aarer, til at det kunde nytte dem at prøve paa at undkomme til Søs for Kolbein, der upaatvivleligt ſtrax vilde forfølge dem, naar lign fik Vind, ſkulde Skibene ryddes og alt hvad der fandtes ombord, bringes ind i nærmeſte Kirke, hvor ogſaa de, der vare for haardt ſaarede til at kunne udholde en møjſommelig Fjeldrejſe, ſkulde tage ſin Tilflugt, for ſaa vidt de kunde vente ſig Grid af Kolbein. Kolbein Gran og nogle andre, der ligeledes vare ſlemt ſaarede, men dog taalte lidt mere, ſendte han til Steingrimsfjorden; med de øvrige begav han ſig over en Fjeldhals nord til Ufeigsfjorden. Men ogſaa disſe vare ſaa udmattede af Blodtab og Anſtrengelſe, at de lagde ſig fore og ikke vilde fare længere. Han maatte derfor lade det komme an paa, om Kolbein indhentede dem eller ej, og blive der om Natten, uagtet man allerede Aftenen forud havde ſeet de fiendtlige Skibe nærme ſig. Dagen efter (Søndag Morgen den 26de), beſluttede han ſig til at afſkedige dem, og lade dem ſøge hver til ſit, ſom de bedſt kunde, paa den Betingelſe at de igjen ſkulde komme til ham, uvis Kolbein viſte ſig veſtenfor Horn. De fleſte toge da til Fjelds, og gik over til Iſafjorden eller andre veſtlige Fjordegne. Thord takkede dem endnu engang ved Afſkeden for deres gode Hjelp. Selv drog han nordenom langs Kyſten, og kom tre Dage efter til Holt i Anundsfjorden[7].

Kolbein havde imidlertid med gunſtig Vind begyndt at forfølge de Flygtende, og landede i Trekyllesvik, hvor hans førſte Gang var til Kirken. Denne ſkaanede han ikke, ſom Thord, men lod den bryde op og alt det deri forvarede Gods plyndre; vel blev ingen af Folkene dræbte, men det er tydeligt nok, at hvis Thord ikke havde ſørget for at faa dem, mod hvilke Kolbein var meſt opbragt, ſkaffede anden Steds hen, vilde Kirkens Hellighed ikke have gavnet dem ſtort. Paa Fjeldet lod han en af Thords Mænd dræbe, der, udmattet af ſine Saar, var bleven liggende tilbage; hang Syſter havde en Tidlang været Kolbeins Frille, men det kunde ikke frelſe vant. Thords efterladte Skibe lod Kolbein deels brænde, deels udruſte og bemande, thi det var hans Henſigt at drage lige til Veſtfjordene, og, ſom han ſagde, at ødelægge disſe ſaa til Gavns, at Thord ikke tidere ſkulde kunne rejſe Ufredsflokke derfra. Vold og Ødelæggelſe betegnede ogſaa hans Vej. Hvad der iſær anſaaes ſom uhørt, og vakte almindelig Forbitrelſe, var, at lign endog lod de Hvaler tage og tildeels opbrænde, ſom Kyſtboerne havde fanget, og hvoraf de for en ſtor Deel ſkulde trave deres Livs Ophold. „Thord og hans Tilhængere ſkulle ikke kunne ernære ſig deraf, for ſiden at øve Ufred mod os“, ſagde han. Kolbein kom lige til Iſafjorden, hvor han tog ind paa Ædø hos Thordis Snorredatter og hendes Søn Einar Thorvaldsſøn, hvilke paa hans Befaling maatte ſende Bud til alle de ſtørre Bønder nordenfor Iſafjord, at hvis de vilde beholde Liv og Gods, ſkulde de indfinde ſig paa Ædø og ſværge Kolbein Troſkabs-Ed. Og der ſtod ſaadan Skræk af Kolbein, at mange virkelig efterkom Opfordringen; andre derimod ſøgte til Fjelds med deres Gods og Kvæg. Thord, der ved Efterretningen om Kolbeins Ankomſt havde ſendt Iilbud rundt omkring i Fjordene for at ſamle Folk, kunde ingen faa nordenfor Dyrafjord, og opgav derfor alle videre Forſøg derpaa, men begav ſig førſt til Eyre, ſiden til Fagerø. Kolbein gjorde dog intet Forſøg paa at forfølge ham, men nøjedes med det, han allerede havde udrettet, og vendte tilbage til Skagafjorden, hvor han tilbragte nogen Tid i Stilhed paa Flugumyre. Thord ſlap ſaaledes enda nogenlunde taaleligt fra Nederlaget paa Floen.

Brand Kolbeinsſøn havde imidlertid ikke udrettet ſtort med ſin Afdeling. Da han hørte at Thord var kommen til Strandene og agtede ſig over Flora, blev han ſiddende i Midfjord, for at ſee hvor Thord vendte ſig hen, inden han drog videre. Sturla Thordsſøn, der, ſom ovenfor nævnt, ſkulde beſørge Landforſvaret af Veſtfjordene, ſamlede 240 Mand, hvoriblandt ogſaa nogle, ſom hans Broder Bødvar ſendte ham under Anførſel af ſin Søn Thorgils Skarde, og ſkyndte ſig til Hankerdalsſkardet, der fører fra Laxaadalen til Rutafjorden. Her fik de høre, at Brand troede ſig temmelig tryg nede i Midfjorden, og ikke tog ſig tilbørligt i Agt. Den unge 18aarige Thorgils Skarde, der nu, ſom det ſynes, for førſte Gang var ude i Felten, og havde Lyſt til at udmerke ſig ved en raſk Vaabendaad, opmuntrede ivrigt til at fare lige løs paa Brand og overrumple ham, men en anden .af de tilſtedeværende Høvdinger vilde ikke paa nogen Maade fare med Ufred i fremmede Hereder, og reed, efter megen Frem- og Tilbageſnakken, endog bort med ſine Mænd. Da opløſte hele Flokken ſig, og Sturla maatte vende tilbage. Imidlertid var det blevet Brand meldt at Sturla var i Nærheden med en Skare Folk, og dette var nok til at faa Brand og hans Mænd til at forlade Midfjorden, og vende tilbage til Skagafjorden for at forſterke ſig. Strax efter indløb Efterretningen om Søſlaget og dets Følger, ſaa at et nyt Tog veſtover nu var overflødigt[8].

  1. Sturlunga Saga VII. 30. Maaſkee han ogſaa før ſin Afrejſe havde forſynet ſig med et Forraad; Sagaens Ord tillade at antage det.
  2. Hornſtrandene have ſit Navn efter Forbjerget Horn, af fremmede Søfarende ſædvanligviis kaldet Cap Nord.
  3. Trekyllesvik og Trekylles-Ø ligger paa Øſtſiden af den ſtore mod Nordveſt udgaaende Halvø, der dannes af Breidafjorden med dens indre Partier, Kroſsfjord og Gilsfjord, i Veſt, og Floen i Øſt. Paa den øſtlige Side af Floen, omtrent lige overfor Trekyllesvik, er Halvøen og Nesſet Skage, paa hvis øſtlige Side Skagafjorden gaar ind. Det Parti af Floen, eller den ſtore Bugt mellem Skage og Trekyllesvik, kaldes i ſin veſtligere Deel Strandafloen, efter „Stranderne“, der er Navnet paa det hele Strøg fra Horn til Steingrimsfjorden. Længer øſtligt kaldes den Hunafloen, efter Hunafjorden, ſom baade er den ſtørſte, yderſte og øſtligſte af de tre Fjorde, Bugten i ſin inderſte Deel danner, nemlig Hunafjord, Midfjord og Rutafjord.
  4. Brand Kolbeinsſøn var en Søn af den gamle Kolbein Kaldaljos, eller, ſom han og kaldtes, Stadar-Kolbein, fordi han ejede Gaarden Stad i Skagafjorden.
  5. Heraf ſeer man, med hvilken Kjærlighed Islændingerne maa have bevaret Harald Sigurdsſøns Minde.
  6. Saaledes Sturlunga Saga VII. 32. Nogle yngre Haandſkrifter af de isl. Annaler angive, at efter hvad man antog, ſkulde der være faldne tilſammen 120 Mand, (Isl. Ann. S. 116), men dette er aabenbart for meget, og man ſkulde næſten friſtes til at antage at Hangsnesſlaget her er forvexlet med Floaſlaget. Af Thords Flok faldt der, med nogle, ſom ſiden, efter at være faldne i Fiendens Hænder, bleve aflivede, neppe flere end i det højeſte ſyv eller aatte.
  7. Sturlunga Saga VII. 28—32. Her anføres, hvad der ellers er en Sjeldenhed i denne Saga, flere Vers af et Kvad, ſom Ingjald Gudmundsſøn, en af Thords Anførere, ſelv digtede om Slaget den følgende Vinter.
  8. Sturlunga Saga VII. 28.