Det norske Folks Historie/5/28

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Imidlertid var, ſom det allerede ovenfor er omtalt, Gisſur Thorvaldsſøn kommen tilbage til Island. Hvad han i disſe tvende Aar havde foretaget ſig i Norge, hvor han havde opholdt ſig, hvad der bevægede Kong Haakon til at lade ham faa Tilladelſe til at rejſe, og hvilke Betingelſer han ſatte ham: om alt dette nævne Sagaerne intet, og man kan her ene og alene gjette ſig frem. Saa meget ſeer man af det følgende, at Gisſur fremdeles optraadte ſom Kongens Mand og den, der virkede, eller i det mindſte ſkulde virke, i hans Interesſer. Og derfor er det vel rimeligt, at Kong Haakon, ſom maa have fundet at Thord alene havde ſine egne Interesſer for Øje, og ikke vilde eller maaſkee ikke engang kunde varetage de kongelige, nu har fundet det paa Tide at ſende Gisſur ud, for at drive Sagen med Kraft. Han har maaſkee ogſaa med Forfærdelſe bort om de Voldſomheder, der øvedes paa Øen, fornemmelig af Kolbein og hans Tilhængere, og derfor paalagt Gisſur, førſt og fremſt at bringe Fred og Ro til Veje. Det berettes udtrykkeligt, at Erkebiſkop Sigurd i Aaret 1245 enten virkelig ſatte Nordlændingerne (altſaa Kolbein og hans Tilhængere) i Ban, eller i det mindſte truede dem dermed[1]. En foreløbig Truſel herom har maaſkee Gisſur Thorvaldsſøn medbragt. I det mindſte giver dette os Nøglen til at forklare den fredelige Stemning, der nu aabenbart beſjælede Gisſur, ſaavel ſom Kolbeins pludſelige Omſkiftning i ſit Sindelag mod Thord. Anderledes kan man neppe forklare de Beſtræbelſer for at ſlutte Forlig, der nu, ſom det vil ſees, fandt Sted fra Kolbeins Side, uden nogen tilſvarende fredelig Tilnærmelſe fra Thords, da denne ſnarere viſte ſig mere fiendtligt ſtemt mod ham end nogenſinde. Skulde maaſkee Biſkop Botulf, der 1243 vendte tilbage til Norge, have ſkildret Tilſtanden paa Øen med mørke Farver, og foreſlaaet Kongen at ſende Gisſur ud? Skulde Kolbein, da han fik Bud om at Gisſur var kommen hjem og ønſkede at tale med ham, juſt ſom han ſtod i Begreb med at ſejle ud til Søſlaget paa Fluen, af den Grund have vægret ſig ved at møde Gisſur, at han frygtede for at de Erender, denne bragte med fra Kongen og Erkebiſkoppen, maaſkee kunde være hans krigerſke Henſigter i Vejen, og han derfor heller vilde opſætte at mødes med ham, indtil han havde faaet udrettet, hvad han bildet Uſandſynligt er det ikke. Saaſnart Gisſur, der landede ved Eyre paa Sønderlandet, var kommen hjem, var et af hans førſte Skridt at indgaa Forlig med Jon, Sturla Sighvatsſøns Søn, altſaa med Henſyn til dennes Drab paa Ørlygsſtad, og den hele Sag, heder det, blev lagt i Kong Haakons Dom, det vil da ſige, at Kongen ſkulde beſtemme de endelige Forligsvilkaar. Dette maa nødvendigviis have været aftalt mellem Kongen og Gisſur, eller rettere været Gisſur paalagt af Kongen før hans Afrejſe fra Norge, og man kan næſten allerede heraf ſlutte, at Gisſur maa have haft lignende Paalæg med Henſyn til Thord, ſamt Befalinger i ſaa Henſeende til Kolbein. Gisſur ſamlede ſiden en ſtor Skare Folk og drog med den til Veſterlandet, til Breidafjord-Dalene, rimeligviis for at give ſine paatænkte Underhandlinger med Thord behørigt Eftertryk. Da Thord var kommen til Fagerø, ſom det ovenfor er berettet, fik han dette at vide af Sturla, og lod ſtrax ſamle ſaa mange Folk, ſom muligt, i Borgarfjorden og de ſydlige Dele af Veſterlandet; ved Efterretningen herom trak Gisſur ſig tilbage, da han formodentlig indſaa, at det endnu ikke for det førſte nyttede at forſøge Fredsunderhandlinger med ham. Thord tænkte paa intet mindre end at tage øjeblikkelig Hevn over Kolbein. Efter at have tilbragt nogle Uger roligt paa Eyre, reed han i Auguſt Maaned tilligemed Sturla ſydefter til Dalene, ſamlede henved en 120 Mand, og ilede med disſe nord gjennem Haukadalsſkardet for at overrumple Kolbein i Skagafjorden. Allerede i Midfjorden ſaa man imidlertid Folk ride af alle Kræfter til Fjelds og øſtover, øjenſynligt for at advare Kolbein, og flere af Thords Mænd meente derfor at det var farligt at drage videre, og at man ſnareſt muligt burde vende om. De bade Sturla tale herom til Thord. Han undſlog ſig, fordi man tidligere havde dadlet hans alt for ſnare Tilbagetog fra Haukadalsſkardet, da man kunde have overrumplet Brand Kolbeinsſøn. De fortſatte derfor Toget indtil ned i Vatnsfjorden; da ſagde Thord ſelv, at det var bedſt at vende om, ſaaſom han kunde ſee at de vare misfornøjede. Det vilde heller ikke have nyttet ham at drage videre, thi Advarſler havde naaet Kolbein, og denne havde ſamlet 360 Mand, med hvilke han kom til Midfjord ſtrax efter at Thord havde forladt Egnen. Men hvad der nu, ſom ſagt var foregaaet med Kolbein eller ej, hvad enten Gisſur havde ſendt ham Bud, eller hans Svagelighed atter ſtemte ham mere for Freden, ſaa gjorde han nu, da man mindſt ſkulde have ventet det, et oprigtigt Forſøg paa at gjenoprette denne, idet han ſendte en af Thords egne Tilhængere, ſom han havde taget til Fange, til ham med Forſlag om Grid eller Vaabenſtilſtand, for at begynde Underhandlinger. Thord antog Forſlaget, og Stilſtanden blev ſluttet, førſt kun til Vinternat, ſiden, ſom man kan ſkjønne, for hele Vintren. Der plejedes nu ivrige Underhandlinger, ſom dog i Førſtningen ikke ledede til noget Reſultat, da Kolbein fremdeles vægrede ſig ved at give Slip paa de Godord, ſom Sighvat havde haft. Men endelig kom det dog, ved Fleres Megling, blandt hvilke ſikkert ogſaa Gisſurs, om Vaaren til en Overeenskomſt imellem dem, hvorved det beſtemtes, at alt deres Mellemværende ſkulde underkaſtes Kong Haakons Dom, og at de til den Ende begge to den foreſtaaende Sommer ſkulde begive ſig over til Norge. Kolbein ſkulde udrede til Thord 60 Hundreder i Rejſegodtgjørelſe, og dette fremſkaffedes ogſaa ganſke rigtigt til Hvitaa, hvor Thord, ſom det ſynes, agtede at indſkibe ſig med den forhen nævnte Eyvind Bratt, der var afſejlet fra Island Høſten forud, men formedelſt Storm havde maattet gjøre Venderejſe og lægge op i Hvitaa, hvor Skibet maatte blive liggende hele den følgende Vinter[2].

Men Kolbeins Sygdom gjorde en uventet Forandring i alt dette. Da det leed ud paa Vaaren, blev han ſaa daarlig, at han maatte lægge ſig til Sengs og følgelig ikke kunde tænke paa at rejſe. Han lod da ſende Bud efter Gisſur, og meddeelte ham, da han kom, at han agtede at overdrage ham og Brand Kolbeinsſøn alle ſine Godord. Men Gisſur ſvarede, at det nu ej var ham belejligt at overtage dem, hvorimod han var beredt til at ſtaa Brand bi efter bedſte Evne. Man maa antage, at Gisſur ikke vilde udſætte ſig for de uophørlige Angreb af Thord, ſom vilde blive Følgen af at denne ikke fik ſine længe forvoldte fædrene Godord i Eyjafjorden tilbage; eller og havde han, ifølge den af os tidligere fremſatte Formodning, maatte give Kong Haakon det Løfte, ikke at indlade ſig i nogen umiddelbar Kamp med Thord. Ogſaa Brand maa have erklæret, at han ikke agtede at befatte ſig med Godordene i Eyjafjorden. Thi Reſultatet af disſe Overlægninger ved Kolbeins Dødsleje blev, at man ſendte Bud til Thord, og tilbød ham hele hans Fædrenearv ſaavel ſom Høvdingdømmet over alle Hereder nordenfor Yxnadalsheiden, altſaa Eyjafjorden med de øſtligere beliggende Thingſokn, imod at han tilſagde Grid og indgik Forlig. Brand derimod ſkulde have alle Herederne veſtenfor Yxnadalsheiden, altſaa Skagafjorden, Hunafjorden, Midfjorden og Rutafjorden, hvor de fleſte Godord allerede tilhørte ham, ſkjønt han havde midlertidigt overladt Kolbein dem, og hvor han derhos var meget populær. Brand og Gisſur ſkulde gjenſidigt underſtøtte hinanden. Ved denne Raadſlagning var ogſaa Brands Fader Kolbein Kaldaljos, ſaavel ſom dennes Datterſøn, Brands Syſkendebarn, Abbed Brand Jonsſøn[3] tilſtede. At Thord modtog Tilbudet, forſtaar ſig af ſig ſelv, og ſiges derfor ikke engang udtrykkeligt i Beretningen om disſe Forhandlinger. Kolbein døde kort efter (22de Juli 1245), kun 35 Aar gammel, meget beklaget og ſavnet af ſine Venner og Bekjendte. Derpaa blev der ſammenkaldt et Møde fra alle de Hereder, der ſkulde tilfalde Brand, og paa dette blev han højtideligt anerkjendt, eller, ſom det heder, valgt til Høvding over dem. Man indvilgede ham og, fortælles der, merkeligt nok, alle de Indtægter, Kolbein havde oppebaaret af de ſamme Hereder, navnlig Saudetolden. Disſe Afgifter traadte vel i Stedet for den forrige Hov-Told, der oppebares af Goderne under Hedendommen, men ſom det lader, vare de betydeligt forøgede ſiden den Tid: ogſaa et Skridt nærmere mod de monarchiſke Inſtitutioner[4].

Efter denne uventede Forandring til det Bedre i Thords Stilling var der naturligviis ikke længer Tale om nogen Overrejſe til Norge, men han lod Svarthøvde rejſe i ſit Sted for at forhandle de af Kolbein erholdte Varer, og begav ſig ſelv til Eyjafjorden, efter førſt at have højtideligholdt Ravn Oddsſøns Bryllup med hans Broderdatter Thurid, Sturla Sighvatsſøns Datter. Hans Venner fra Eyjafjord tilſagdes at møde ham i Midfjord. Han ledſagedes af Sturla Thordsſøn, Thorleif i Garde o. fl., og havde i alt et Følge af 90 Mand. I Midfjord forefandt han Eyfjordingerne, 80 Mand ſterke, og de rede alle tilſammen videre til Eyjafjorden, hvor de ankom den 10de Auguſt. Tilfældigviis kom juſt den ſamme Dag et Skib fra Norge ſejlende ind paa Fjorden, og bragte den Efterretning, at Urøkja var død i Norge St. Hans-Dag. Thord begav ſig ſtrax til ſin Ættegaard Grund, og havde Søndagen efter (den 13de Auguſt) et Møde paa Kriſtnes med alle Heredsmændene, paa hvilket de aflagde ham Troſkabsed og tilbagegave ham alle de Ejendomme, der havde tilhørt hans Fader Sighvat. Hvorledes de lode ſig bevæge dertil; om de bleve holdte ſkadesløſe, og da paa hvilken Maade, eller af hvem, ſiges ikke, men det lader dog til at det hele gik nok ſaa venſkabeligt for ſig, og man maa derfor næſten friſtes til at tro, at Brand godtgjorde dem af Kolbeins Bo. Strax efter, den følgende Mariemesſe (15de Auguſt), holdt han et prægtigt Gjeſtebud paa Grund, hvortil han fra det nys nævnte Skib havde forſonet ſig med en Mængde Øl, der ikke altid var at faa paa Island. De Mænd, der havde fulgt ham veſtenfra, gav han ved Afſkeden ſtore Gaver. Han havde nu paa det nærmeſte naaet ſit Maal, Gjenerhvervelſen af ſine fædrene Beſiddelſer, og hans Ædelmodighed mod Svigerinden, Thurid Ormsdatter, kom ham nu til Gode. Men hans Ærgjerrighed ſtræbte endnu videre. Han vilde blive Herre over hele Nordlandet, ja maaſkee endog, om det kunde lade ſig gjøre, over den hele Ø. Og dette berøvede ham om en føje Tid den Popularitet, ſom han nu umiskjendeligt havde erhvervet ſig.

  1. Islandſke Annaler ved 1245.
  2. Sturlunga Saga VII. 35.
  3. Naar Abbed Brand Jonsſøn her, ſaavel ſom tidligere, ved Beretningen om Forliget ved Hvitaa-Bru, kaldes Abbed, da er dette egentlig en Anachronisme, da Brand ikke indviedes til Abbed førend i 1247, i hvilket Aar hans Formand Arnor fraſagde ſig ſin Poſt. Men vi følge her Sagaſkriverens Exempel, og det tør maaſkee hænde, at Brand allerede flere Aar før ſin Indvielſe, ſom en højbyrdig og formaaende Mand, har været udſeet til Abbed Arnors Efterfølger og beſtyret Kloſtret, ſamt derfor ſædvanligviis kaldtes Abbed.
  4. Sturlunga Saga S. VII. 36.