Det norske Folks Historie/5/29
I Førstningen var det nu heel fredeligt paa Island. Thord tilbragte Høsten og Vintren paa Grund, og Brand paa sin Gaard Stad i Skagafjorden, hvor han holdt et prægtigt Huus, og hvor alle Kolbeins forrige Følgesvende samlede sig om ham. Men snart viste det sig, at Thords Ærgjerrighed endnu ikke paa langt nær var tilfredsstillet, og at to saa mægtige Høvdinger, som han og Brand, hver omringede af en heel Skare urolige Tilhængere, der indbyrdes hadede hinanden til det yderste, ikke kunde bo nær ved hinanden uden at komme i Uenighed paany. Hvad Thord angaar, da synes han endog at have søgt Anledning til at velte sig ind paa Brand. Anledningen tog han af nogle Lystigheder med Dans og andet Fjas, som Brands Mænd havde om Vintren, hvorved der forefaldt Ytringer og andre Hentydninger, som Thord, da de forebragtes ham, ansaa fornærmelige. Det var vel heller ikke ganske frit for, at disse Ytringer eller Hentydninger virkelig vare rettede mod Thord og hans Mænd, thi Brand selv ansaa det nødvendigt at irettesætte sine Mænd derfor, og bede dem tie stille med saadant, da det ellers kunde afstedkomme megen Skade. Men saa farligt var det dog vel ikke, hvis Thord selv ej havde grebet Lejligheden til at yppe Kiv. Dette begyndte dermed, at han eller hans Mænd fremkom med Fordringer paa flere Gaarde i selve Skagafjorden, og erklærede det for Brud paa det sluttede Forlig, hvis de ikke bleve dem opladte. Da Brand, som man kunde vente, gjorde Vanskeligheder herved, paastod Thord at der burde sluttes et nyt Forlig, og ytrede at intet Forlig var tilbørligt, eller saadant som man kunde vente overholdt, naar han ikke derved fik sig hele Nordlændinge-Fjerdingen overdragen[1]. Han vilde heller ikke give Slip paa Borgarfjorden, paaskydende at Thorleif i Garde, den mægtigste Mand i den Egn, ikke længer var hans fuldkomne Ven[2]. Allerede efter Juul kunde man sige, at der var aabenbart Fiendskab mellem begge Hereder, Eyjafjorden og Skagafjorden, uagtet der, som det heed, var sluttet den Overeenskomst angaaende hine Fordringer paa Godserne i Skagafjorden, at tolv af de bedste Mænd i Landet skulde afgjøre Sagen ved Voldgift paa først kommende Althing, til hvilken Tid der og stilledes gjensidig Grid. Denne Aftale med tilhørende Grid synes kun at have været et Proformaverk, som man ikke agtede stort[3]. Thord lod i al Stilhed sine Tilhængere og Venner fra Vestfjordene kalde til sig ved Folk af sine Omgivelser, der paaskøde at rejse i deres private Erender. Saaledes samlede der sig efterhaanden en Mængde til ham, Seir Styrmessøn, Ravn Oddssøn, Bjørn Drumb, o. fl. Dette kunde naturligviis ikke i Længden undgaa Skagfjordingernes Opmerksomhed, og allerede tidligt i Fasten sendte Brand ved paalidelige Bud et Brev til Gissur Thorvaldssøn, hvori han beskrev ham, hvorledes Sagerne stode, og bad ham snarest muligt komme med en klækkelig Folkestyrke til Skagafjorden, for ved sin Magt og Anseelse at indjage de urolige Hoveder i Eyjafjorden Skræk og forebygge Blodsudgydelse. Han anmodede ham ogsaa, efter Kongens Bud at overtage Bestyrelsen af Borgarfjorden, hvor det vilde blive dem særdeles bekvemt at holde til i Forening. Han klagede fremdeles over, at endog Biskop Sigvard nu havde begyndt at helde til Thords Side, da han nemlig, efter Thords skriftlige Anmodning om atter at maatte stedes til Kirkegang med sex af sine Mænd, strax havde overdraget en Prest, højtideligt at indføre Thord i Kirken[4], og, hvad mere var, skulde have lovet Thord paa hans Begjæring at holde Gissur fra at komme Skagfjordingerne til Hjelp. Gissur lovede ogsaa at komme. Imidlertid havde dog Thord været hurtigere paa Ferde end han og maaskee Brand selv havde nogen Formodning om. Gissurs Svar kom til Brand i Paaske-Ugen. Men allerede fjerde Paaskedag havde Thord et Møde med samtlige Bønder i Heredet paa sin Gaard Grund, og erklærede der sin Agt, at angribe Skagfjordingerne, og, som han kaldte det, søge Oprejsning for lidte Fornærmelser. Ingen sagde Nej dertil; hans egne Folk ytrede endog den største Glæde derover. Fire Dage derefter var han allerede paa Vejen, og kom Tirsdag Aften den 17de April til Silvrastad i Skagafjorden med 5 til 600 Mand. I Spidsen for hans nærmeste Ledsagere var nu hiin Eyjulf Thorsteinssøn, hvis Fader Thorstein Jonssøn fra Hvamm i Vatnsdalen tre Aar i Forvejen var bleven overfaldt af Thord, og som selv dengang med Nød og neppe undkom. Thords Hær tilbragte Natten ude paa Sletten ved Silvrastad[5], og satte Spydene fast i Jorden. Om Natten blæste der op en heftig Vind, saa at det hvinede i dem: af denne Lyd vaagnede mange, troede Fienden var kommen, og gav sig til at slaas med hinanden indbyrdes i Mørket, saa at endog een faldt, og mange bleve saarede. Efter dette Uheld fortsatte de Toget ned imod Brand, der imidlertid havde samlet en Styrke paa 720 Mand, og stillet sig ved Videmyre, en Miils Vej vestenfor Flugumyre. Nogle Gejstlige søgte at megle Forlig, og bragte det dertil, at der sattes en kort Grid, for at man kunde begynde at underhandle; men da Thord ikke vilde høre om andet end Selvdom, og Skagfjordingerne derimod vilde have Gissur og en af Thord opnævnt Mand til at dømme, bleve Underhandlingerne afbrudte. Brand tilbragte Natten paa Videmyre, hvor ogsaa han havde et Uheld, nemlig at hans egen Broder og henved 30 Mand faldt i Afmagt og bleve ukampdygtige; den følgende Morgen tidligt satte de over Blanda, og stillede sig i Fylking paa et Nes nærved Flugumyre, kaldet Haugsnes, der dannes af Blanda og den deri faldende Djupadalsaa. I denne, som de troede, temmelig faste Stilling oppebiede de Thords Angreb. Nordmanden Eystein hvite, hvilken vi allerede tidligere have omtalt som Formand og kongelig Hirdmand, var den, der fylkede Brands Hær og rimeligviis valgte Stillingen.
Thord tilbragte Natten paa det nærliggende Ulfsstad, og drog derfra mod Brands Hær. Men i Stedet for at angribe denne i Fronten, som man havde gjort Regning paa, tog han en Omvej, hvorved han kom ovenfra nogle Højder ned mod den ene Arm af Skagfjordingernes Hær. Dette afgjorde næsten allerede Dagens Skjebne, thi da Brand og hans Mænd nu maatte gjøre en Vending mod Fienden, kom der Uorden i deres Rækker, og da Sammenstødet skede, løsnede snart deres Fylking, „som om man skyder en løs Vegg til Side“. Hertil kom nu og Forræderi, thi en Mand i Brands Hær, der var gift med en Slegtning af Thord og derfor var ham hengiven, tog, eftersom det forud hemmeligt var aftalt, pludselig Flugten med sin Søn og en heel Deel andre. Exemplet smittede, især paa dem, der vare fra de vestligere Hereder paa Nordlandet. Derimod kæmpede Brand og Skagfjordingerne selv med den yderste Tapperhed, og uagtet de i Længden ikke kunde staa sig mod Overmagten, anrettede de dog et stort Mandefald i Thords Hær. Han var selv nær ved at blive dræbt af en stor, sterk og tapper Kæmpe, ved Navn Jon Krappe, der uden at ense sit eget Liv kun havde Øje for Thord og idelig satte ind paa ham, indtil et vældigt Steenkast knuste hans Bryst og derved endte hans Liv. Brands nærmeste Venner og Ledsagere omgave ham i en sluttet Trop, og forsvarede ham med opofrende Hengivenhed saa længe de kunde, men de faldt omsider een for een, og Brand maatte tage Flugten. Da var allerede Flugten almindelig i hans hele Hær. Men Sejrherrerne forfulgte de Flygtende og nedlagde mange af dem; Kolbein Gran indhentede Brand og førte ham fangen tilbage til Valpladsen. Kolbein opsøgte Thord og meldte ham, at han havde Brand i sin Vold. „Hvi dræber I ham ikke“, spurgte Thord, hvis Lidenskabelighed nu ikke synes at have kjendt nogen Grændse. Kolbein svarede, at han troede at Thord maaskee kunde ønske at tale med ham først. Thord, som havde sat sig for at hvile lidt, stod da op og vilde gaa hen til ham. Men Ravn Oddssøn sagde: „gaa ikke derhen, Thord, hvis du ej vil skjenke ham Livet“. Da blev Thord siddende, og sendte en Mand hen, som kløvede hans Hoved. Denne grumme Handling er en hæslig Plet paa Thords Minde, thi Brand var en i enhver Henseende udmerket Mand, maadeholden og fredeligt sindet; hans Ønske var kun at vedligeholde Ro og Fred i Landet. Endog en af Thords egne Tilhængere, Skalden Ingjald Geirmundssøn, der havde været med i Floa-Slaget og gjort et Kvad derom, digtede et Mindekvad over Brand, hvori han berømmede ham som en af Landets ypperste og braveste Mænd, og udtalte det Haab, at hans Sjæl skulde finde evig Hvile i Paradiis[6]. Hvad der saaledes kunde opbringe den ellers saa humane Thord imod ham, er næsten ubegribeligt. Han havde rigtignok været med Gissur og Kolbein paa Ørlygsstad, men uden at tage nogen synderlig fremragende Deel i Kampen, og havde i det mindste ikke forgrebet sig paa Sighvats og Sturlas Personer, saa at Thord visselig ikke derfor behøvede at tage en saa blodig Hevn over ham. Men Sagen var den, at han stod Thords Ærgjerrighed i Vejen, og denne havde nu saaledes løbet af med Thord, at man neppe kjender ham igjen. (19de April 1227).
Dette saakaldte Sammenstød paa Haugsnes (Haugsnessfundr) var det blodigste Slag, som hidtil havde staaet paa Island. Af Brands Hær faldt 70, af Thords 40, derforuden bleve mange saarede. Den nys nævnte Skald nævner endog 100 Mand som faldne alene paa Brands Side. Brand var kun 35 Aar gammel, da han faldt; hans gamle 70aarige Fader Kolbein tog sig hans Død saa nær, at han næsten ikke kunde nyde Søvn eller Spise; tilsidst maatte han lægge sig til Sengs og døde endnu samme Sommer. Thord reed lige fra Valpladsen til Flugumyre, hvor han tog sit Qvarteer, og lod kundgjøre almindelig Grid for hver den, der vilde komme til ham og underkaste sig Forlig. Heraf benyttede alle de sig, der havde deeltaget i Slaget, saavel som mange andre: de kom og aflagde ham Troskabs-Eed, hvorefter han tog alle Herederne under sig, og vendte derpaa tilbage til Eyjafjorden[7].
Thord havde saaledes virkelig opnaaet sit Ønske, at blive Herre over hele Nordlandet. Men endnu varede denne Herlighed ikke længe; thi Gissur Thorvaldssøn, der havde ladet for lang Tid gaa hen, inden han gjorde Alvor af at opfylde sit Løfte og komme Brand til Hjelp, samlede nu strax, da han borte den store Nyhed, en Deel Folk, i Alt henved 480, og begav sig med denne Skare til Skagafjorden, hvor han tog ind til Brands Enke, Jorunn, paa Stad, og lovede hende og Brands Sønner sit Venskab og sin Bistand. Her flokkede nu Skagfjordingerne sig til ham, og tilsagde ham Troskab og Lydighed, uden at ense deres tvungne Eder til Thord. Altsaa var Skagafjorden atter i Virkeligheden løsreven fra Thords Herredømme. Thord samlede vel, ved Efterretningen herom, en betydelig Skare for at drage imod Gissur, men hans Folk havde ikke længer saadant Mod paa at slaas som forrige Gang, og da nu tillige mange fredeligt sindede Folk lagde sig imellem, kom det omsider til et Forlig, hvorved baade Gissur og Thord forpligtede sig til at undergive deres Sag Kong Haakon til Afgjørelse, og til den Ende personligt at begive sig til Norge i Løbet af den anstundende Sommer. Dette Forlig blev besvoret af 12 Mænd fra begge Sider, uden at dog Gissur og Thord selv kom sammen. Denne Gang blev det Alvor af Forligets Opfyldelse. Sit Rige eller Forstanderskab overdrog Thord i sin Fraværelse til sin Svoger Halfdan Sæmundssøn, der tilligemed Steinvar og deres Børn i den Tid skulde have deres Bolig paa Grund; derpaa indskibede han sig med nogle faa Ledsagere i Eyjafjorden[8]. Gissur indskibede sig ligeledes med nogle Venner ved Eyre eller Ørebakke paa Sønderlandet. Begge ankom om Høsten til Norge, og opsøgte strax Kongen[9].
- ↑ Dette siges ikke udtrykkeligt i Sagaens Beretning, men kan sees af Brands strax nedenfor omtalte Brev.
- ↑ Saaledes heder det i Brands Brev, uagtet intet derom tidligere ytres. Man skulde heraf formode, at Kongen har villet overdrage Borgarfjorden til en anden end Thord, om end just ikke til Thorleif, hvem Kongen fra tidligere Dage havde meget imod. Thords Udsagn om ham skal vel forklares derhen, at han, da Thorleif var mægtig, for sin egen Sikkerheds Skyld maatte have Bestyrelsen over Borgarfjorden, da han derved lettere kunde hindre hiin fra at gjøre ham Fortred.
- ↑ Man var vel saa meget mere forberedt paa alvorlig Ufred, som der om Vinteren 1245–46 saaes en Komet (Sturlunga Saga VII. 39).
- ↑ Saaledes heder det udtrykkeligt i Brands Brev, Sturlunga Saga VII. 40, uagtet der ej fortælles, naar Thord blev bansat. Men da det ovenfor udtrykkeligt berettes, at Biskoppen paa Teits Anmodning ikke bansatte Thord ved hans Tog til Skaalholt 1242, og der senere ikke forefaldt noget nyt Sammenstød mellem Thord og Biskoppen, der kunde have fremkaldt Bansættelse, saa kan man neppe gjette paa nogen anden Anledning dertil, end, saaledes som det ogsaa ovenfor, S. 248, er skeet, ved Thords og hans 15 Venners Fredløsdømmelse. Thi det var i sig selv rimeligt, at Skogarmanden, der „ikke maatte fødes eller færges“, ogsaa tillige udstødtes af det kirkelige Samfund, og Biskoppen greb dengang vist gjerne Anledningen dertil. Nu, da Fredløshedsdommen ved Forliget maatte ansees hævet, var det ogsaa rimeligt at Excommunicationen hævedes. Da flere af de 15 fredløse Mænd, hørte hjemme i Vestfjordene, saa at maaskee netop 6 vare tilbage hos Thord, bliver ogsaa dette Tal en Bestyrkelse paa det ovenfor antagne.
- ↑ Silvrastad saavel som Haugsnes m. m. ere i samme Dal og ikke langt fra de samme Steder, hvor Forliget til Flatatunga 1234 og Slaget paa Ørlygsstad 1238 stode, se ovenfor III. S. 912, 990. Videmyre og Flugumyre ligge paa hver sin Side af Blanda, hiint i Vest, dette i Øst.
- ↑ Sturlunga Saga VII. 42.
- ↑ Sturlunga Saga VII. 39–42.
- ↑ Blandt disse Ledsagere var Nikolas Oddssøn og Skalden Ingjald, der saaledes; lige fuldt var Thords Ven og Tilhænger, uagtet han digtede Æres-Kvad over Brand.
- ↑ Sturlunga Saga, Cap. 43, 44.