Det norske Folks Historie/5/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I Førſtningen var det nu heel fredeligt paa Island. Thord tilbragte Høſten og Vintren paa Grund, og Brand paa ſin Gaard Stad i Skagafjorden, hvor han holdt et prægtigt Huus, og hvor alle Kolbeins forrige Følgeſvende ſamlede ſig om ham. Men ſnart viſte det ſig, at Thords Ærgjerrighed endnu ikke paa langt nær var tilfredsſtillet, og at to ſaa mægtige Høvdinger, ſom han og Brand, hver omringede af en heel Skare urolige Tilhængere, der indbyrdes hadede hinanden til det yderſte, ikke kunde bo nær ved hinanden uden at komme i Uenighed paany. Hvad Thord angaar, da ſynes han endog at have ſøgt Anledning til at velte ſig ind paa Brand. Anledningen tog han af nogle Lyſtigheder med Dans og andet Fjas, ſom Brands Mænd havde om Vintren, hvorved der forefaldt Ytringer og andre Hentydninger, ſom Thord, da de forebragtes ham, anſaa fornærmelige. Det var vel heller ikke ganſke frit for, at disſe Ytringer eller Hentydninger virkelig vare rettede mod Thord og hans Mænd, thi Brand ſelv anſaa det nødvendigt at iretteſætte ſine Mænd derfor, og bede dem tie ſtille med ſaadant, da det ellers kunde afſtedkomme megen Skade. Men ſaa farligt var det dog vel ikke, hvis Thord ſelv ej havde grebet Lejligheden til at yppe Kiv. Dette begyndte dermed, at han eller hans Mænd fremkom med Fordringer paa flere Gaarde i ſelve Skagafjorden, og erklærede det for Brud paa det ſluttede Forlig, hvis de ikke bleve dem opladte. Da Brand, ſom man kunde vente, gjorde Vanſkeligheder herved, paaſtod Thord at der burde ſluttes et nyt Forlig, og ytrede at intet Forlig var tilbørligt, eller ſaadant ſom man kunde vente overholdt, naar han ikke derved fik ſig hele Nordlændinge-Fjerdingen overdragen[1]. Han vilde heller ikke give Slip paa Borgarfjorden, paaſkydende at Thorleif i Garde, den mægtigſte Mand i den Egn, ikke længer var hans fuldkomne Ven[2]. Allerede efter Juul kunde man ſige, at der var aabenbart Fiendſkab mellem begge Hereder, Eyjafjorden og Skagafjorden, uagtet der, ſom det heed, var ſluttet den Overeenskomſt angaaende hine Fordringer paa Godſerne i Skagafjorden, at tolv af de bedſte Mænd i Landet ſkulde afgjøre Sagen ved Voldgift paa førſt kommende Althing, til hvilken Tid der og ſtilledes gjenſidig Grid. Denne Aftale med tilhørende Grid ſynes kun at have været et Proformaverk, ſom man ikke agtede ſtort[3]. Thord lod i al Stilhed ſine Tilhængere og Venner fra Veſtfjordene kalde til ſig ved Folk af ſine Omgivelſer, der paaſkøde at rejſe i deres private Erender. Saaledes ſamlede der ſig efterhaanden en Mængde til ham, Seir Styrmesſøn, Ravn Oddsſøn, Bjørn Drumb, o. fl. Dette kunde naturligviis ikke i Længden undgaa Skagfjordingernes Opmerkſomhed, og allerede tidligt i Faſten ſendte Brand ved paalidelige Bud et Brev til Gisſur Thorvaldsſøn, hvori han beſkrev ham, hvorledes Sagerne ſtode, og bad ham ſnareſt muligt komme med en klækkelig Folkeſtyrke til Skagafjorden, for ved ſin Magt og Anſeelſe at indjage de urolige Hoveder i Eyjafjorden Skræk og forebygge Blodsudgydelſe. Han anmodede ham ogſaa, efter Kongens Bud at overtage Beſtyrelſen af Borgarfjorden, hvor det vilde blive dem ſærdeles bekvemt at holde til i Forening. Han klagede fremdeles over, at endog Biſkop Sigvard nu havde begyndt at helde til Thords Side, da han nemlig, efter Thords ſkriftlige Anmodning om atter at maatte ſtedes til Kirkegang med ſex af ſine Mænd, ſtrax havde overdraget en Preſt, højtideligt at indføre Thord i Kirken[4], og, hvad mere var, ſkulde have lovet Thord paa hans Begjæring at holde Gisſur fra at komme Skagfjordingerne til Hjelp. Gisſur lovede ogſaa at komme. Imidlertid havde dog Thord været hurtigere paa Ferde end han og maaſkee Brand ſelv havde nogen Formodning om. Gisſurs Svar kom til Brand i Paaſke-Ugen. Men allerede fjerde Paaſkedag havde Thord et Møde med ſamtlige Bønder i Heredet paa ſin Gaard Grund, og erklærede der ſin Agt, at angribe Skagfjordingerne, og, ſom han kaldte det, ſøge Oprejsning for lidte Fornærmelſer. Ingen ſagde Nej dertil; hans egne Folk ytrede endog den ſtørſte Glæde derover. Fire Dage derefter var han allerede paa Vejen, og kom Tirsdag Aften den 17de April til Silvraſtad i Skagafjorden med 5 til 600 Mand. I Spidſen for hans nærmeſte Ledſagere var nu hiin Eyjulf Thorſteinsſøn, hvis Fader Thorſtein Jonsſøn fra Hvamm i Vatnsdalen tre Aar i Forvejen var bleven overfaldt af Thord, og ſom ſelv dengang med Nød og neppe undkom. Thords Hær tilbragte Natten ude paa Sletten ved Silvraſtad[5], og ſatte Spydene faſt i Jorden. Om Natten blæſte der op en heftig Vind, ſaa at det hvinede i dem: af denne Lyd vaagnede mange, troede Fienden var kommen, og gav ſig til at ſlaas med hinanden indbyrdes i Mørket, ſaa at endog een faldt, og mange bleve ſaarede. Efter dette Uheld fortſatte de Toget ned imod Brand, der imidlertid havde ſamlet en Styrke paa 720 Mand, og ſtillet ſig ved Videmyre, en Miils Vej veſtenfor Flugumyre. Nogle Gejſtlige ſøgte at megle Forlig, og bragte det dertil, at der ſattes en kort Grid, for at man kunde begynde at underhandle; men da Thord ikke vilde høre om andet end Selvdom, og Skagfjordingerne derimod vilde have Gisſur og en af Thord opnævnt Mand til at dømme, bleve Underhandlingerne afbrudte. Brand tilbragte Natten paa Videmyre, hvor ogſaa han havde et Uheld, nemlig at hans egen Broder og henved 30 Mand faldt i Afmagt og bleve ukampdygtige; den følgende Morgen tidligt ſatte de over Blanda, og ſtillede ſig i Fylking paa et Nes nærved Flugumyre, kaldet Haugsnes, der dannes af Blanda og den deri faldende Djupadalsaa. I denne, ſom de troede, temmelig faſte Stilling oppebiede de Thords Angreb. Nordmanden Eyſtein hvite, hvilken vi allerede tidligere have omtalt ſom Formand og kongelig Hirdmand, var den, der fylkede Brands Hær og rimeligviis valgte Stillingen.

Thord tilbragte Natten paa det nærliggende Ulfsſtad, og drog derfra mod Brands Hær. Men i Stedet for at angribe denne i Fronten, ſom man havde gjort Regning paa, tog han en Omvej, hvorved han kom ovenfra nogle Højder ned mod den ene Arm af Skagfjordingernes Hær. Dette afgjorde næſten allerede Dagens Skjebne, thi da Brand og hans Mænd nu maatte gjøre en Vending mod Fienden, kom der Uorden i deres Rækker, og da Sammenſtødet ſkede, løsnede ſnart deres Fylking, „ſom om man ſkyder en løs Vegg til Side“. Hertil kom nu og Forræderi, thi en Mand i Brands Hær, der var gift med en Slegtning af Thord og derfor var ham hengiven, tog, efterſom det forud hemmeligt var aftalt, pludſelig Flugten med ſin Søn og en heel Deel andre. Exemplet ſmittede, iſær paa dem, der vare fra de veſtligere Hereder paa Nordlandet. Derimod kæmpede Brand og Skagfjordingerne ſelv med den yderſte Tapperhed, og uagtet de i Længden ikke kunde ſtaa ſig mod Overmagten, anrettede de dog et ſtort Mandefald i Thords Hær. Han var ſelv nær ved at blive dræbt af en ſtor, ſterk og tapper Kæmpe, ved Navn Jon Krappe, der uden at enſe ſit eget Liv kun havde Øje for Thord og idelig ſatte ind paa ham, indtil et vældigt Steenkaſt knuſte hans Bryſt og derved endte hans Liv. Brands nærmeſte Venner og Ledſagere omgave ham i en ſluttet Trop, og forſvarede ham med opofrende Hengivenhed ſaa længe de kunde, men de faldt omſider een for een, og Brand maatte tage Flugten. Da var allerede Flugten almindelig i hans hele Hær. Men Sejrherrerne forfulgte de Flygtende og nedlagde mange af dem; Kolbein Gran indhentede Brand og førte ham fangen tilbage til Valpladſen. Kolbein opſøgte Thord og meldte ham, at han havde Brand i ſin Vold. „Hvi dræber I ham ikke“, ſpurgte Thord, hvis Lidenſkabelighed nu ikke ſynes at have kjendt nogen Grændſe. Kolbein ſvarede, at han troede at Thord maaſkee kunde ønſke at tale med ham førſt. Thord, ſom havde ſat ſig for at hvile lidt, ſtod da op og vilde gaa hen til ham. Men Ravn Oddsſøn ſagde: „gaa ikke derhen, Thord, hvis du ej vil ſkjenke ham Livet“. Da blev Thord ſiddende, og ſendte en Mand hen, ſom kløvede hans Hoved. Denne grumme Handling er en hæslig Plet paa Thords Minde, thi Brand var en i enhver Henſeende udmerket Mand, maadeholden og fredeligt ſindet; hans Ønſke var kun at vedligeholde Ro og Fred i Landet. Endog en af Thords egne Tilhængere, Skalden Ingjald Geirmundsſøn, der havde været med i Floa-Slaget og gjort et Kvad derom, digtede et Mindekvad over Brand, hvori han berømmede ham ſom en af Landets ypperſte og braveſte Mænd, og udtalte det Haab, at hans Sjæl ſkulde finde evig Hvile i Paradiis[6]. Hvad der ſaaledes kunde opbringe den ellers ſaa humane Thord imod ham, er næſten ubegribeligt. Han havde rigtignok været med Gisſur og Kolbein paa Ørlygsſtad, men uden at tage nogen ſynderlig fremragende Deel i Kampen, og havde i det mindſte ikke forgrebet ſig paa Sighvats og Sturlas Perſoner, ſaa at Thord visſelig ikke derfor behøvede at tage en ſaa blodig Hevn over ham. Men Sagen var den, at han ſtod Thords Ærgjerrighed i Vejen, og denne havde nu ſaaledes løbet af med Thord, at man neppe kjender ham igjen. (19de April 1227).

Dette ſaakaldte Sammenſtød paa Haugsnes (Haugsnessfundr) var det blodigſte Slag, ſom hidtil havde ſtaaet paa Island. Af Brands Hær faldt 70, af Thords 40, derforuden bleve mange ſaarede. Den nys nævnte Skald nævner endog 100 Mand ſom faldne alene paa Brands Side. Brand var kun 35 Aar gammel, da han faldt; hans gamle 70aarige Fader Kolbein tog ſig hans Død ſaa nær, at han næſten ikke kunde nyde Søvn eller Spiſe; tilſidſt maatte han lægge ſig til Sengs og døde endnu ſamme Sommer. Thord reed lige fra Valpladſen til Flugumyre, hvor han tog ſit Qvarteer, og lod kundgjøre almindelig Grid for hver den, der vilde komme til ham og underkaſte ſig Forlig. Heraf benyttede alle de ſig, der havde deeltaget i Slaget, ſaavel ſom mange andre: de kom og aflagde ham Troſkabs-Eed, hvorefter han tog alle Herederne under ſig, og vendte derpaa tilbage til Eyjafjorden[7].

Thord havde ſaaledes virkelig opnaaet ſit Ønſke, at blive Herre over hele Nordlandet. Men endnu varede denne Herlighed ikke længe; thi Gisſur Thorvaldsſøn, der havde ladet for lang Tid gaa hen, inden han gjorde Alvor af at opfylde ſit Løfte og komme Brand til Hjelp, ſamlede nu ſtrax, da han borte den ſtore Nyhed, en Deel Folk, i Alt henved 480, og begav ſig med denne Skare til Skagafjorden, hvor han tog ind til Brands Enke, Jorunn, paa Stad, og lovede hende og Brands Sønner ſit Venſkab og ſin Biſtand. Her flokkede nu Skagfjordingerne ſig til ham, og tilſagde ham Troſkab og Lydighed, uden at enſe deres tvungne Eder til Thord. Altſaa var Skagafjorden atter i Virkeligheden løsreven fra Thords Herredømme. Thord ſamlede vel, ved Efterretningen herom, en betydelig Skare for at drage imod Gisſur, men hans Folk havde ikke længer ſaadant Mod paa at ſlaas ſom forrige Gang, og da nu tillige mange fredeligt ſindede Folk lagde ſig imellem, kom det omſider til et Forlig, hvorved baade Gisſur og Thord forpligtede ſig til at undergive deres Sag Kong Haakon til Afgjørelſe, og til den Ende perſonligt at begive ſig til Norge i Løbet af den anſtundende Sommer. Dette Forlig blev beſvoret af 12 Mænd fra begge Sider, uden at dog Gisſur og Thord ſelv kom ſammen. Denne Gang blev det Alvor af Forligets Opfyldelſe. Sit Rige eller Forſtanderſkab overdrog Thord i ſin Fraværelſe til ſin Svoger Halfdan Sæmundsſøn, der tilligemed Steinvar og deres Børn i den Tid ſkulde have deres Bolig paa Grund; derpaa indſkibede han ſig med nogle faa Ledſagere i Eyjafjorden[8]. Gisſur indſkibede ſig ligeledes med nogle Venner ved Eyre eller Ørebakke paa Sønderlandet. Begge ankom om Høſten til Norge, og opſøgte ſtrax Kongen[9].

  1. Dette ſiges ikke udtrykkeligt i Sagaens Beretning, men kan ſees af Brands ſtrax nedenfor omtalte Brev.
  2. Saaledes heder det i Brands Brev, uagtet intet derom tidligere ytres. Man ſkulde heraf formode, at Kongen har villet overdrage Borgarfjorden til en anden end Thord, om end juſt ikke til Thorleif, hvem Kongen fra tidligere Dage havde meget imod. Thords Udſagn om ham ſkal vel forklares derhen, at han, da Thorleif var mægtig, for ſin egen Sikkerheds Skyld maatte have Beſtyrelſen over Borgarfjorden, da han derved lettere kunde hindre hiin fra at gjøre ham Fortred.
  3. Man var vel ſaa meget mere forberedt paa alvorlig Ufred, ſom der om Vinteren 1245—46 ſaaes en Komet (Sturlunga Saga VII. 39).
  4. Saaledes heder det udtrykkeligt i Brands Brev, Sturlunga Saga VII. 40, uagtet der ej fortælles, naar Thord blev banſat. Men da det ovenfor udtrykkeligt berettes, at Biſkoppen paa Teits Anmodning ikke banſatte Thord ved hans Tog til Skaalholt 1242, og der ſenere ikke forefaldt noget nyt Sammenſtød mellem Thord og Biſkoppen, der kunde have fremkaldt Banſættelſe, ſaa kan man neppe gjette paa nogen anden Anledning dertil, end, ſaaledes ſom det ogſaa ovenfor, S. 248, er ſkeet, ved Thords og hans 15 Venners Fredløsdømmelſe. Thi det var i ſig ſelv rimeligt, at Skogarmanden, der „ikke maatte fødes eller færges“, ogſaa tillige udſtødtes af det kirkelige Samfund, og Biſkoppen greb dengang viſt gjerne Anledningen dertil. Nu, da Fredløshedsdommen ved Forliget maatte anſees hævet, var det ogſaa rimeligt at Excommunicationen hævedes. Da flere af de 15 fredløſe Mænd, hørte hjemme i Veſtfjordene, ſaa at maaſkee netop 6 vare tilbage hos Thord, bliver ogſaa dette Tal en Beſtyrkelſe paa det ovenfor antagne.
  5. Silvraſtad ſaavel ſom Haugsnes m. m. ere i ſamme Dal og ikke langt fra de ſamme Steder, hvor Forliget til Flatatunga 1234 og Slaget paa Ørlygsſtad 1238 ſtode, ſe ovenfor III. S. 912, 990. Videmyre og Flugumyre ligge paa hver ſin Side af Blanda, hiint i Veſt, dette i Øſt.
  6. Sturlunga Saga VII. 42.
  7. Sturlunga Saga VII. 39—42.
  8. Blandt disſe Ledſagere var Nikolas Oddsſøn og Skalden Ingjald, der ſaaledes; lige fuldt var Thords Ven og Tilhænger, uagtet han digtede Æres-Kvad over Brand.
  9. Sturlunga Saga, Cap. 43, 44.