Det norske Folks Historie/5/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Haakon opholdt ſig paa denne Tid i Bergen, hvor han havde tilbragt over et Aar ſiden hiint Biſkopsmøde, paa hvilket der forhandledes om hans foreſtaaende Kroning[1]. Men da Thord og Gisſur kom til ham, ſtod han juſt paa Rejſen til Throndhjem, hvor han agtede at tilbringe den følgende Vinter[2]. De maatte ſaaledes følge med ham derhen, og her berammede han et Møde, ſandſynligviis en Hirdſtevne, for at høre, hvad enhver af dem havde at forebringe, inden han afſagde ſin Kjendelſe. Thord havde til denne Sammenkomſt ladet opſætte en udførlig, ſkriftlig Fremſtilling af den hele Strid mellem Haukdølerne eller Gisſurs Parti og Sturlungerne lige fra førſt af: den blev oplæſt paa Mødet, og det viſte ſig deraf, hvor ſtore Tab han havde lidt i Frænders og Venners Drab[3]. Da Oplæsningen var til Ende, ſpurgte Kongen Gisſur, hvad han hertil havde at ſige. Gisſur ſvarede: „jeg har vel ikke ſkraaſat (opſkrevet) min Beretning, men kan dog ſvare et og andet herimod, ſkjønt jeg maa indrømme, at den nys oplæſte Fremſtilling er aldeles ſandfærdig“. Han fremſatte nu ſine Indvendinger, hvortil Thord igjen ſvarede, og alle ſom hørte derpaa, maatte give dem det Lov, at de aldrig havde hørt to ſtridende Parter fremſtille deres Mellemværende ſaa uforbeholdent og ſamſtemmende; ingen af dem nedlod ſig til at modſige den anden, eller benegte Rigtigheden af hans Foregivende[4]. Man ſyntes imidlertid at kunne merke, at Kongen gav Gisſur meſt Medhold. Grunden dertil troede man var den, at i ſamme Mon ſom han havde forvundet Misfornøjelſen over Snorres overilede Drab, vendte ogſaa Harmen over hans og hans Partis Ferd tilbage. Desuden kunde Thords ſeneſte Optræden og Haugsnes-Slaget ikke være ſkikket til at ſtemme Kongen venligt for ham. De indlode nu deres Sag til Kongens Dom. Men han ſøgte kjendeligt at udhale Sagen, og vilde ingen Dom afſige den Vinter. Sandſynligviis var det allerede nu hans Plan, at lade Sagen nærmere drøfte paa det Møde, der ſkulde holdes i Bergen i Anledning af Kroningen. Maaſkee gav ogſaa Forberedelſerne til denne ham ſaa meget at beſtille, at han ikke kunde befatte ſig med ſtort andet. Da han om Vaaren drog til Bergen, ledſaget af Knut Jarl og mange andre gjeve Mænd, vare ogſaa Gisſur og Thord med. Strax efter Ankomſten til Bergen blev der endnu engang talt om Sagen; men da Thord nævnte om Erſtatning for Snorre Sturlasſøns Drab, tog Kongen Ordet og ſagde, at dette var en Sag, hvorfor han ſelv, ikke Gisſur, havde at bøde, men at Gisſur kunde beſvare Thords øvrige Ankepoſter. Dette ſyntes ligeledes at vidne om en Tilbøjelighed hos Kongen til at ville give Gisſur Fortrinet.

Men Udfaldet blev dog anderledes. I nogen Tid blev der intet gjort ved Sagen, og Thord og Gisſur opholdt ſig begge ved Kongens Hof, hvortil de vare berettigede, eller endog forpligtede, hiin ſom Hirdmand, denne endog ſom Skutilſvein[5]. Da kom Cardinal Villjam og kronede Kongen, ſom det ovenfor er berettet. Ved denne Højtidelighed vare ſaaledes baade Thord og Gisſur nærværende. Ved de Forhandlinger, der ſiden efter fandt Sted, kom ogſaa Island og dets Anliggender paa Bane. Kongen greb begjærligt denne Lejlighed til at faa ſin Beſtræbelſe at underkaſte ſig Øen godkjendt af Kirken, og dette holdt heller ikke vanſkeligt„ thi den Anſkuelſe var allerede herſkende ved den pavelige Curie, at ethvert Folk burde lyde en Kejſer eller Konge, og at Republiker vare herreløſe Ting, ſom Kirken gjennem ſit Overhoved Paven kunde overdrage til hvem den fandt for godt; denne Pavens Rettighed var ogſaa almindeligt anerkjendt. Cardinal Villjam gav Kongens Fordring paa Overherredømmet over Island ſit fuldkomne Medhold, og udſtedte, i Egenſkab af Pavens Fuldmægtig, en Skrivelſe til Landets Indbyggere, hvori han ligefrem bød dem at underkaſte ſig Kong Haakon, udtrykkeligt paaberaabende ſig det nys anførte Princip, idet han erklærede det for upasſende, at Islands Folk ikke lige ſaavel lød under en Konge ſom ethvert andet Folk i Verden. Der blev nu ogſaa i den afdøde Botolfs Sted udnævnt og indviet en ny Biſkop til Hole, den før omtalte Henrik Kaarsſøn, Nordmand ligeſom Sigvard og Botolf, en Mand af ualmindelig Nidkjærhed og Kraft, og ſom øjenſynligt netop blev ſat paa denne Poſt for at virke i Kong Haakons Interesſer. Thord var klog nok til at ſøge Biſkop Henriks Venſkab, hvilket det ogſaa ganſke lykkedes ham at vinde, og Henrik ſøgte igjen at ſtemme Cardinalen gunſtigt for Thord. Kong Haakon lod Gisſur og Thord atter fremſtille deres Sag i Cardinalens Nærværelſe, og da Cardinalen hørte, hvor mange Frænder Thord havde miſtet i Striden med Gisſur, traadte han, ſiges der, ganſke paa hans Side, og fandt at Thord havde lidt ſtor Overlaſt. Det kan nu viſtnok heller ikke negtes, at Gisſur havde faret haardt frem mod Sturlungerne, og at det for Cardinalen, der umuligt paa den korte Tid kunde have ſat ſig tilbørligt ind i de indviklede islandſke Forhold, maatte ſynes, ſom om Thord havde langt mere Ret paa ſin Side, end den blodbeſtænkte Gisſur. Men Biſkop Henriks Foreſtillinger have dog ſikkert bidraget meget til fra førſt af at ſtemme ham gunſtigt for Thord, og til at fremkalde det Raad, ſom han nu gav Kongen. Han vilde nemlig, ſom der ſiges, ikke høre om andet, end at Thord ſkulde ſendes ud til Island for at overtage Beſtyrelſen, medens Gisſur derimod ſkulde blive tilbage; derſom Freden i Landet ſkulde blive af Varighed, maatte kun, meente han, een Mand forvalte det Hele. Saaledes blev det nu ogſaa afgjort, uden at der afſagdes nogen egentlig Dom mellem Gisſur og Thord. Gisſur maatte til ſin ſtore Sorg blive tilbage, og Kongen overdrog ham imidlertid en Sysſel i det Throndhjemſke, ſandſynligviis i Gauldalen. Thord og Biſkop Henrik ſendtes derimod ud med Cardinalens Skrivelſe, og med det Erende til Indbyggerne fra Kongen, at de ſkulde underkaſte ſig hans Herredømme og vedtage at betale ham Skat. Med Thord og Biſkoppen fulgte ogſaa Aron Hjørleifsſøn, der efter langvarig Landflygtighed længedes efter at ſee ſit Fædreneland igjen, og ſom Thord baade efter Kongens udtrykkelige Paalæg og paa Grund af det Venſkab, han ſelv nærede for ham, lovede at tage ſig af paa det Bedſte, hvilket Løfte han ærligt holdt. Derimod maatte Thords Frænde, den unge Thorgils Bødvarsſøn Skarde, der allerede ſiden 1244 opholdt ſig i Norge, blive tilbage hos Kongen ſom et Slags Gisſel for Thords Troſkab. Paa ſamme Tid, ſiges der, holdt Kongen ogſaa mange andre mægtige Mænds Sønner tilbage i Norge. Heri fulgte han ganſke Olaf den helliges Politik, idet han derved deſto lettere troede at faa Island ſkatſkyldigt under ſit Herredømme[6].

  1. Se ovenfor S. 16.
  2. Se ovenfor S. 22.
  3. Det er ikke uſandſynligt, at han hertil havde benyttet Sturla Thordsſøns Hjelp, og at meget af denne Fremſtilling ſiden er benyttet til Sturlunga Saga.
  4. Sturlunga Saga, VII. 44, jvfr. VIII. 6.
  5. At han allerede blev Skutilſvein i 1229, er ovenfor omtalt, III, S. 866.
  6. Sturlunga Saga, VII. 46, 47. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 257; jvfr. ovenfor S. 41.