Det norske Folks Historie/5/31

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Thord og Biskop Henrik rejste endnu inden Sommerens Udgang over til Island, uden dog, som det synes at drage i samme Skib. Thord landede ved Vestmanna-Øerne[1], og begav sig først til Kelde paa Sønderlandet, hvor hun traf sin Svoger Halfdan og Syster Steinvar, der ikke længe havde kunnet bolde ud paa Grund, fordi Thords Mænd, der ligeledes skulde have Tilhold paa Gaarden, vare dem alt for uregjerlige; siden reed han nord over Fjeldet til Grund, og efter et kort Ophold her drog han ud, for i Kongens Navn at underlægge sig Landet, idet han begyndte med Borgarfjorden. Her havde allerede, som det oftere er nævnt, Kongen ladet Snorre Sturlassøns betydelige Efterladenskab i faste Ejendomme og tillige, som det synes, Godord, erklære hjemfaldne under sig eller Kronen, og, saa vidt man kan skjønne, forlenet Thord med dem allerede ved hans første Udfart til Island i 1242; om han end senere havde frataget ham denne Forlening og overdraget den til Gissur, saaledes som vi ovenfor have antaget, saa faldt det dog af sig selv, at den nu først og fremst maatte blive ham gjengiven som en Hoved-Grundvold, paa hvilken hun skulde bygge sin hele Virksomhed i Kongens Interesse. Han underlagde sig derfor – og det lader ikke til, at han mødte den mindste Modstand, – hele Heredet, hvis Bestyrelse han overdrog Thorleif i Garde, efter først at have ladet ham tilsværge sig Troskabseed. Bessastad m. m. tog han under sin umiddelbare Forvaltning saavel som Reykjaholt, hvor han agtede at tilbringe Vintren (1247–48). Dog aflagde han først Sturla Thordssøn et Besøg paa Stadarhool, rimeligviis for herfra at lade Underkastelses-Bud udgaa til Indbyggerne i de nordlige Egne af Vestfjordene, og det følgende Aar (1248), i Fasten, da han var vendt tilbage til Reykjaholt i Følge med Sturla, kom ogsaa baade Ravn Oddssøn og Einar Thorvaldssøn fra Vatnsfjorden til ham, og tilsagde ham Lydighed paa alle de øvrige Vestfjordingers Vegne. Biskop Sigvard indfandt sig ligeledes hos ham; i Førstningen faldt der lidt uvenlige Ord imellem dem, men da Thord skjenkede en Gaard til Skaalholt Kirke for sin Faders og Moders Sjæle, blev alt nok saa godt. Hen imod Paaske vendte Thord tilbage til Norderlandet, og gjennemrejste hele Fjerdingen, hvis Indbyggere uden mindste Modsigelse underkastede sig hans Herredømme; der var ikke engang Tale om at kræve Bøder af ham for Brand Kolbeinssøns Drab. Nu var Raden til Sønderlandet, hvor Gissur havde fine Venner og Tilhængere. Da Sommeren kom, reed Thord med en talrig Skare til Althinget, hvor denne Gang de fleste Stormænd i Landet vare forsamlede og sluttede sig til Thord, med Undtagelse af Gissurs Mænd. Endog den nys nævnte, unge Sæmund Ormssøn paa Svinafell, Herre over Sida, og et Par andre Østfjordinger, der hidtil havde staaet udenfor Partierne, søgte Thords Beskyttelse. Dette var saa meget mere merkeligt, som Sæmund var nær beslægtet med Gissur Thorvaldssøn. Thord raadede derfor saa godt som uindskrænket paa Thinget, og lod sin Frænde, den oftere omtalte Olaf Thordssøn Hvitaskald, vælge til Lovsigemand. Derpaa henvendte han sig i haarde Udtryk til Sønderlændingerne, og spurgte dem, om de, siden det lod til at de slet ikke vilde lyde ham, dog ej idet mindste vilde unde ham Bøder for hans Faders Drab. De gave ingen Agt paa hans Ord: han truede dem da med, at deres Trods skulde komme dem dyrt at staa, og forlod Thinget. Om Høsten, da Skibsfarten var sluttet og det havde viist sig, at Gissur ej kom til Landet i dette Aar, gjorde Thord Truslen til Virkelighed; han reed syd over Kjølen til Sønderlandet med et stort Følge, og nu gik det ud over alle Gissurs Thingmænd, der maatte bøje sig for ham og enda oven i Kjøbet finde sig i, at han paalagde dem en Pengebod, hvilken de foretrak at udrede fremfor at gaa ham aabenbart til Haande. Kun faa vovede at tage til Gjenmæle imod ham, hvor forbitrede de end vare over at maatte lide slig Behandling, og den følgende Sommer (1249), da Thord atter indfandt sig paa Thinget, fandtes der ikke Spor af Opposition, og Sønderlændingerne udredede de dem paalagte Bøder, vistnok med Harme og hemmelig Knurren, men uden aabenbar Modsigelse. Saaledes havde Thord virkelig i Løbet af et Par Aar drevet det til at blive Eneherre i Landets trende vestlige Fjerdinger, samt derhos at erhverve betydelig Indflydelse i den østlige, hvor han knyttede den mægtige Sæmund Ormssøn end nærmere til sig ved at give ham sin Broder Sturlas Datter Ingunn til Egte. Naar vi betragte denne Thords raske Fremgang, kunne vi umuligt andet end tilskrive Kongens, og hvad der maaskee var mere, Cardinalens i Pavens Navn udstedte Opfordring den største Indflydelse i saa Henseende. Vel havde Thord allerede før sin Afrejse behersket Vesterlandet og en kort Tid ligeledes raadet for hele Nordlandet, men Skagfjordingerne, Kolbeins og Brands forrige Thingmænd, havde dog strax ved Gissurs Ankomst til Egnen løsrevet sig, og underkastet sig ham. At de nu faa godvilligt, som det lader, gave sig under Thord, kan ej udelukkende tilskrives hans Magt og Gissurs Fraværelse, thi de maatte dog altid kunne have gjort en temmelig langvarig Modstand, om de dertil havde hast Mod eller Lyst; man kan derfor ikke vel antage andet, end at hine Opfordringer, forkyndte og kraftigt understøttede af Biskop Henrik, have udrettet det Meste, os fornemmelig hos Thords Uvenner overvundet den Modbydelighed, de fleste af dem havde for at underkaste sig ham, ved at gjøre dem det begribeligt, at det ikke egentlig var ham selv personligt, hvem de tilsagde sin Lydighed, men Kongen, der af ham kun repræsenteredes. Paa Sønderlandet, Vestlandet og Østlandet maa ligeledes Biskop Sigvard have agiteret ivrigt, og foreholdt de trodsige Sønderlændinger, at Thord paa en Maade nu selv stod i Gissurs Sted, saa at det derfor ikke i Længden vilde kunne nytte dem at gjøre ham Modstand. Fra denne Tid af kunne vi saaledes regne den egentlige Begyndelse til Kong Haakons virkelige Herredømme paa Øen, og den første, om end kun middelbare og indskrænkede, Erkjendelse af hans Overhøjhed. Og for denne havde han altsaa Paven og Cardinalen væsentligt at takke. Naar man tager dette i Betragtning ved Siden af de øvrige Fordele, Kong Haakon opnaaede i Norge selv ved Cardinalens Nærværelse og Foranstaltninger, kan man enda ikke sige, at de mange Penge, Kongen udbetalte til ham og Pavestolen, vare bortkastede til Unytte[2].

Virkningen af Cardinalens Myndighed og de tvende Biskoppers ivrige, om end ikke i Sagaerne synderligt omtalte, Agitationer spores ogsaa deri, at de af ham ved Mødet i Bergen paabudne kirkelige Reformer antoges paa Island, for saa vidt de passede til dette Lands Kirkeforfatning. Navnlig blev Jærnbyrden her, lige saavel som i Norge, ganske afskaffet[3]. Bestemmelsen, at hver den, som med Vold gaar ind i anden Mands faste Ejendom eller Rettighed, ved selve Gjerningen er forfalden i Bans Straf, synes endog nærmest at være afseet paa selve Island[4].

Men Thords Ærgjerrighed og Herskesyge begyndte nu atter at fremtræde i en saa foruroligende Grad, at den vakte almindelig Misfornøjelse, og skilte ham endog ved Biskop Henriks Venskab. Ser skulde ikke meget til at skjønne, at Thord egentlig kun sørgede for at befæste sin egen Magt, uden Hensyn til Kongens Interesser, der nu for saa vidt faldt sammen med Indbyggernes Ønsker, som begge Parter attraaede Fred og Lovlighed, og afskyede al Undertrykkelse, medens Thords Herredømme derimod hvilede som et tungt Aag over Landet, og han selv, ifølge det gamle vel bekjendte Voldshersker-Princip: „væk Splid, saa raader du bedre“, snarere befordrede end standsede Fejder mellem de Høvdinger, der endnu ikke formeligt vare faldne ham til Fode. Et Beviis herpaa fik man i den Maade, hvorpaa han blandede sig ind i en Strid, der af en temmelig ubetydelig Aarsag var opstaaet mellem den nys nævnte Sæmund Ormssøn paa Svinafell og Agmund Helgessøn paa Kirkebø. Sæmund ærgrede sig nemlig over at Agmund, der var gift med hans Faster Steinunn, i Betragtning af hans Ungdom og sit Svogerskab til hans afdøde Fader Orm søgte at tilrive sig Bestyrelsen af Heredet, hvilken Sæmund meente tilkom ham, som den egentlige Høvdings ømt; derfor tog den heftige og forfængelige Sæmund Anledning af det ubetydeligste til at lade Agmund føle sin Uvilje, og vise at han ikke agtede at lade sig spille paa Næsen. Efter at have stevnet Agmund, hos hvem hans unge Broder Gudmund endnu var til Opfostring, for Rettens Fornegtelse, gjorde han voldelig Indførsel hos et Par af hans Undergivne, der begge tyede til Agmund og klagede deres Nød for ham, uden at han endnu gjorde noget derved. Da Thinget kom, vilde Sæmund, der indfandt sig heel mandsterk, endog anklage Agmund og hænde Dom over ham, men hans Farbroder Abbed Brand fik ham dog afsnakket dermed. Paa dette Thing var det, at Sæmund, som nys berettet, holdt sig saa ivrigt til Thord, aabenbart for at sikre sig hans Bistand mod Agmund, og strax efter var det, at han egtede Thords Broderdatter Ingunn. Thord, hos hvem Brylluppet stod, bad Sæmund udtrykkeligt ikke at lade sig gaa paa af Agmund eller bøje sig for ham, saa stor Folkestyrke og mægtigt Svogerskab, som han nu havde. Disse Ord kunde ej udlægges anderledes, end at Thord derved tilsagde ham sin Bistand, om den skulde behøves. Med Hovedet fuldt af dette førte Sæmund sin unge Kone hjem, gjorde et stort Selskab, hvortil han og indbød sin Broder Gudmund fra Kirkebø, og havde mange hemmelige Samtaler med ham. Følgen af disse viste sig snart, da Gudmund meldte Agmund, at han ikke længer ønskede at opholde sig hos ham, men vilde have sin Arv udbetalt. Agmund havde ingen Lyst til at føje ham heri, men gjorde det dog tilsidst paa sin Kone Steinunns Bøn; hvorefter Gudmund med hele sin betydelige Arvepart begav sig til Sæmund, og tog sin Bolig hos ham. Strax efter Julen (1249) samlede Sæmund 80 Mand, og drog med dem, saavel som Gudmund, der blev med, uagtet hans Moder Alfhild paa det indstændigste bad ham ikke at vise en saadan Utaknemmelighed mod sin Fosterfader[5], til Kirkebø, for at overfalde Agmund. Denne blev dog i Tide advaret, bevæbnede sig med alle sine Gaardsfolk og tog sit Stade i Kirken, hvor Sæmund ej vovede at angribe ham; en af dem fandt desuden Lejlighed til at undkomme og løbe hen til de nærmeste Nabogaarde, hvorfra der snart kom en saa betydelig Skare til Agmunds Hjelp, at Sæmund med uforrettet Sag maatte drage bort. Agmund vilde have forfulgt ham, hvis ikke Steinunn, hans Hustru, havde hindret det. Strax efter begav han sig til Thord Kakale, og klagede for ham over Sæmunds Ferd. Man skulde nu have ventet, at Thord, efter hans sidste Ord til Sæmund, ikke vilde have givet Agmund Medhold. Men tvertimod: han opmuntrede Agmund til at holde Stand, saa meget mere som han var rigere og mere yndet af Bønderne end Sæmund: skjønt Sæmund nu var i Svogerskab med ham, vilde han dog ikke, sagde han, staa ham bi i nogen Uretfærdighed. Han indbød endog Agmund til at forblive hos ham, saa længe han vilde, og Agmund blev der hele Vinteren[6]. Dette var dog visselig at give begge Parter Medhold, og Thord kan ingen anden Hensigt have haft dermed, end at sætte dem op mod hinanden indbyrdes, og derved svække deres Magt, for at han selv kunde udvide sit Herredømme paa deres Bekostning og vinde Fodfæste ogsaa i Østfjordene. Vi ville strax nedenfor see, at denne Venskabelighed mod Agmund var vistnok hyklet. Med Biskop Henrik, som advarede Thord og foreholdt ham, at dette ikke var den rette Maade at opfylde sine Forpligtelser til Kongen, kom han snart i et spændt Forhold, der omsider gik over til aabenbart Uvenskab, saa at Biskoppen endnu om Sommeren 1249 forlod Island, og ved sin Ankomst til Norge fremførte de sterkeste Klagemaal over ham, som den der kun befordrede sine egne herskesyge Planer, uden i mindste Maade at sørge for Kongens Fordeel. Det var, sagde han, ikke at tænke paa, at Kongens Ønsker med Hensyn til Island kunde gaa i Opfyldelse, saa længe Thord havde saa meget at sige. Biskoppen maa endog længe for sin Afrejse fra Island skriftligt have oversendt Klager til Kongen, thi allerede den samme Sommer, han rejste, ja endog, som det synes, førend han endnu havde forladt Landet, indløb der et Brev fra Kongen til Thord med alvorlige Bebrejdelser, fordi han havde lagt mere Vind paa at bringe Landet under sig, end under Kongen[7]. Brevet indeholdt ogsaa en Befaling til ham, at han skulde komme over til Norge. Hertil kunde Thord naturligviis ikke have nogen Lyst, da han maatte være temmelig sikker paa, at Kongen for det første ej vilde lade ham slippe tilbage, og at det saaledes i det mindste for en Tid vilde være forbi med hans Magt og Anseelse. Men paa den anden Side var han Kongens eedsvorne Hirdmand, og forpligtet til at adlyde ham; Snorres Exempel var afskrækkende, og viste at Kongens Arm kunde ramme endog den mægtigste Mand paa Island, især nu, da han kun behøvede at lade Gissur slippe løs. Han vovede dog paa, endnu at forblive et Aar i Landet. Men, som det synes, for dog at gjøre noget, hvorved Kongens Planer tilsyneladende befordredes, og derved ogsaa hans Unaade maaskee kunde formildes, besluttede han at tvinge de anseede Sæmundssønner, Philip og Harald, til at begive sig til Norge og underkaste sig Kongen. Dette var at forbedre en allerede slet Sag ved en endnu slettere Handling, thi Philip og Harald vare stille, rolige Mænd, der ikke sad nogen til Fortrængsel, og de vare desuden Brødre af Thords egen Svoger, Halfdan Sæmundssøn. Ogsaa Aron Hjorleifssøn, der nu ved Thords Bistand havde faaet sin Fredløshedsdom ophævet, lod sig bruge dertil. En Nat reed Thord, ledsaget af Aron og mange andre, til Hvaal, hvor Philip boede, tog ham med skaanselløs Voldsomhed til Fange[8], og aftvang ham det Løfte, at han endnu samme Sommer skulde forlade Øen. Umiddelbart derfra sendtes Aron til Harald Sæmundssøn i Odde, for at faa ham til at følge med til Thord, der imidlertid begav sig til Kelde. Harald, som havde den bedste Tro til Aron, der endog forsikrede, at han, om det behøvedes, skulde tage ham i Forsvar, fulgte med; men da han kom til Thord, fordrede denne, at han skulde forlade Landet. I Stedet for at tage hans Parti, taug Aron stille, og Harald maatte aflægge Løftet, ligesom Broderen. Kort efter begav Thord sig til Things. Her havde han, som for, næsten uindskrænket Raadighed. Men denne Indflydelse benyttede han ej til at understøtte Agmund, som man efter hans tidligere Forsikringer til ham skulde have ventet. Muligt, at han frygtede Sæmund, der var omgiven af et talrigt Følge, og hvis Magt nys endog var forøget ved Erhvervelsen af nogle flere Godord, han havde frataget et Par Frænder; snarere synes dog Thord den hele Tid at have spillet under Dække med ham og kun at have villet ledet Agmund ud paa en glat Iis. Thi vist er det, at han reent ud slog Haanden af Agmund. Agmund vovede ikke engang at vise sig paa Thinget, men holdt sig skjult, og da Sæmund nu fornyede den Anklage imod ham, som han paa forrige Thing efter Abbed Brands Forestillinger havde taget tilbage, fremstod der ingen til at svare paa Agmunds Vegne, og han dømtes fredløs. Sæmund begav sig umiddelbart fra Thinget til Kirkebø for at holde Feransdom efter Agmund. Efter Omstændighederne viste han her nogen Humanitet mod sin Faster Steinunn, for saa vidt han lod hende beholde Halvparten af Boet, efter at Kirkens Ejendom var fraskilt, samt derforuden alle de enkelte Stykker, hun paaviste som sine, uagtet hans Mænd ogsaa vilde fratage hende disse. Men hvad der blev bortført som Agmunds Part, var allerede heel betydeligt, nemlig 30 Køer, unge Gjeldfæ til 12 Koers Verd, 4 Plogoxne, 100 voxne Sauder, 50 Beder, 70 aarsgamle Sauder, 20 Heste, 25 Sviin, 50 Gjæs, 12 Skjolde, 12 Spyd, 6 Staalbuer, 6 Brynjer og 10 Kister, samt endeel Sengklæder. Da man drog af Gaarde med dette, græd Steinunn, og nogle af Sæmunds Folk gjorde sig lystige derover. Han satte dem til Rette derfor, men Steinunn svarede, at hun ensede ikke Godset, der var dem vel undt, hvis de endelig behøvede det, men hint græd ved at tænke paa hvad der vilde følge ovenpaa alt dette. Hun gik derpaa til Kirken, bad for dem alle, og anraabte Gud om, at han vilde være saa naadig, hvis det skulde komme til aabenbare Fiendtligheder mellem hendes Mand og hendes Brodersønner, da ikke at lade hende opleve dem. Hendes Bøn gik i Opfyldelse, thi hun døde allerede Paaskeaften 1252, efterat hendes Broder, Abbed Brand, havde faaet meglet et Forlig mellem Sæmund og Agmund, saaledes som det i det følgende skal berettes[9].

Thord Kakale begav sig fra Thinget hjem til Grund, og forberedede sig til sin Afrejse, som han ikke længer torde opsætte. Han indbød alle sine Venner til sig til et festligt Afskeds-Gilde, og ordnede her, hvorledes det skulde forholdes med Bestyrelsen af Herederne under hans Fraværelse. Eyjafjorden overdrog han til en af sine ivrige Tilhængere, men for Resten, som det synes, en raa og voldsom Kriger, ved Navn Rane Kodraanssøn; han skulde bo paa Grund. Eyjulf Thorsteinssøn, der var bleven gift med en uegte Datter af Sturla Sighvatssøn, skulde styre Skagafjorden og derhos, som man maa antage, Herederne strax vestenfor; Thorleif i Garde skulde forestaa Borgarfjorden, og endelig, – hvad man af det følgende kan slutte, uagtet det ikke udtrykkeligt siges – Ravn Oddssøn og Sturla Thordssøn, der begge vare tilstede ved Gjestebudet, Vestfjordene, samt derhos have Tilsyn med Thorleif i Garde. Sæmund Ormssøn, der ogsaa var en af Gjesterne – det bedste Tegn paa at han og Thord vare ypperlige Venner –, skulde fremdeles forestaa sine Godord paa Østerlandet, der ved Thords Bistand og listige Politik vare blevne betydeligt forøgede; og de maatte alle love ham at understøtte hinanden indbyrdes, om det skulde behøves. Ligesaa bestemtes det, at de ikke under nogen Forevending skulde give Slip paa de dem overdragne Herskaber, uden naar han selv kom tilbage og fordrede det, eller personligt tilskrev dem derom. Efter derpaa at have taget en venlig Afsked med dem alle, og skjenket dem gode Gaver, gik han ombord, og sejlede afsted, vistnok i den Tro, at hans Fraværelse ikke vilde blive langvarig, at hans Magt var for vel befæstet paa Island til at kunne rokkes, og at hans Ophold i Norge nu, siden han havde faaet de anseede Sæmundssønner bragte i Kongens Vold, snarere vilde bringe ham Hæder og Udmerkelse, end Ubehageligheder[10].

Heri bedrog han sig dog højligen. Thi Kongen, som aldrig havde haft nogen synderlig Forkjærlighed for ham, og alene gjort ham til en saa stor Mand efter Biskop Henriks Anbefaling, fæstede ikke mindre Lid til Henriks Ord, da denne dadlede ham og skildrede ham som en ærgjerrig, herskesyg Mand, til hvem man aldrig i Fremtiden kunde have nogen Tillid. Kongen havde derimod bevidnet Biskoppen hin højeste Tilfredshed med den Iver, han havde udviist i hans Anliggender, og beholdt ham hos sig den hele Vinter, hvorved der var Lejlighed nok for Biskoppen til at vedligeholde den ugunstige Stemning, Kongen nærede mod Thord. Heller ikke var der nogen af dennes Venner tilstede, som kraftigt kunde tage hans Parti. Aron Hjorleifssøn var paa Island, og rejste først, som det synes, tilbage til Norge med Thord selv. Da Sæmundssønnerne kom til Norge[11], forstaar det sig af sig selv, at heller ikke disse gave Thord noget godt Lov, og Kongen var sikkert for retskaffen til ikke at erkjende, at hans Fremfærd mod dem var uforsvarlig, saa meget den end for Resten sigtede til hans Fordeel. Saa vidt man kan skjønne, søgte han og at gjøre den mod dem begaaede Uretfærdighed god igjen, og knytte dem til sig ved Venlighed. Han modtog dem venskabeligt: de maatte vistnok overdrage deres Godord til ham – det var allerede Aftalen hjemmefra og Hensigten med deres Rejse – men efter at de havde opholdt sig hos ham paa det andet Aar, gav han dem Tilladelse til at drage hjem, og tilbagegav dem endog, som det heder, deres Herredømme, hvilket dog neppe er anderledes at forstaa, end at de nu modtoge det som Len af ham. Han lovede derhos, siges der, at forøge deres Hæder, hvilket vel skal betyde, at han vilde give dem større Forleninger: ogsaa dette viser, at de have gaaet Kongen til Haande, og fundet sig i at blive hans Lensmænd. Men den kongelige Naade kunde ingen Forandring gjøre i den Harme, de maatte føle over Thords Ferd imod dem. Gissur Thorvaldssøn har vel heller ikke undladt at benytte enhver Lejlighed, der gaves, til at virke i sine tegne Interesser og sværte Thord. Han havde Tid nok dertil, thi vel gjorde han med flere Venner strax efter Thords Afrejse i 1247 en Pilegrimsrejse til Rom og Lyon, hvor han fik fuldkommen Absolution af Pave Innocentius for alle sine Synder[12], men den øvrige Tid indtil 125ti tilbragte han udelukkende i Norge, og havde da som Sysselmand og Skutilsvein vistnok hyppig Anledning til at tale med Kongen og dem, der formaaede noget hos ham. Thord fandt saaledes ved sin Ankomst til Norge Kongen heel forudindtagen imod sig, og det baadede ikke hans Sag, at Biskop Sigvard samtidigt havde indskibet sig paa Sønderlandet og rejst over, thi ogsaa han maatte regnes blandt hans Modstanderes Tal.

  1. Paa Vestmanna-Øerne medtog Thord et stort Parti Viin, som Svarthøvde havde opkjøbt for ham i Norge, da han, saaledes som det ovenfor er berettet, drog derover med Eyvind Bratt i 1245. Svarthøvde havde opholdt sig et Aar f Norge, og kom hjem, just som Thord forlod Island 1246. Han efterlod derfor Vinen paa Vestmannaøerne indtil videre. Man seer heraf, at Thord agtede at fore et stort Huus, og beverte godt.
  2. Sturlunga Saga, VII. 47.
  3. Islandske Annaler. At ogsaa de øvrige Bestemmelser udstraktes til Island, sees aller bedst deraf, at de ere indtagne i islandske Lovbøger. Se Finn Jonssøns Kirkehistorie I. S. 235.
  4. Se ovenfor S. 38.
  5. Hun narrede ham endog ind i et Kammer, under Paaskud af at han burde skifte Klæder, og slog Døren i Laas efter ham; men han fik fat paa en Steen, og slog den op igjen.
  6. Sturlunga Saga, VII. 50.
  7. Sturlunga Saga, VII. 47.
  8. En af Thords Ledsagere, den raa Rane Kodraanssøn, vilde endog slaa Philip med en Pidsk, men Philips Kone Thordis holdt en Kappe for og hindrede Slaget fra at ramme ham. Sturlunga Saga, VII. 51.
  9. Sturlunga Saga, VII. 55, 56.
  10. Sturlunga Saga, VII. 52.
  11. Tiden, da Sæmundssønnerne kom til Norge, angives forskjelligt. Annalerne nævne 1249, men Sagaen siger udtrykkeligt (VII 51), at det var samme Aar, Thorgils og Biskop Sigvard rejste, altsaa 1250. Dog heder det siden i Cap. 53, at de opholdt sig to Vintre hos Kongen, og da det er vist, at de rejste hjem 1251, viser dette atter hen paa 1249. Fortællingen i Sagaen er imidlertid saadan, at 1249 ikke passer, og man maa derfor antage, at Tiden ej er nøjagtigt betegnet, men Meningen kun den, at de tilbragte over et heelt Aar i Norge. Thi saa meget er vist, at de maa være komne hid temmelig tidligt om Sommeren 1250, i det mindste skede Overfaldet paa Hvaal før Thingtiden, altsaa vel sidst i Mai.
  12. Sturlunga Saga, VII. 61. Der staar, at Gissur „gik syd til Rom“ og var hos Paven; da denne paa den Tid boede i Lyon, maa Gissur have været paa begge Steder, hvilket og i sig selv er heel rimeligt, især da han, som det i det følgende vil sees, lader til at have skaffet sig Giftermaals-Tilladelse. Blandt hans Følge var ogsaa den ved Snorres Drab virksomme Arne Beisk.