Det norske Folks Historie/5/31

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Thord og Biſkop Henrik rejſte endnu inden Sommerens Udgang over til Island, uden dog, ſom det ſynes at drage i ſamme Skib. Thord landede ved Veſtmanna-Øerne[1], og begav ſig førſt til Kelde paa Sønderlandet, hvor hun traf ſin Svoger Halfdan og Syſter Steinvar, der ikke længe havde kunnet bolde ud paa Grund, fordi Thords Mænd, der ligeledes ſkulde have Tilhold paa Gaarden, vare dem alt for uregjerlige; ſiden reed han nord over Fjeldet til Grund, og efter et kort Ophold her drog han ud, for i Kongens Navn at underlægge ſig Landet, idet han begyndte med Borgarfjorden. Her havde allerede, ſom det oftere er nævnt, Kongen ladet Snorre Sturlasſøns betydelige Efterladenſkab i faſte Ejendomme og tillige, ſom det ſynes, Godord, erklære hjemfaldne under ſig eller Kronen, og, ſaa vidt man kan ſkjønne, forlenet Thord med dem allerede ved hans førſte Udfart til Island i 1242; om han end ſenere havde frataget ham denne Forlening og overdraget den til Gisſur, ſaaledes ſom vi ovenfor have antaget, ſaa faldt det dog af ſig ſelv, at den nu førſt og fremſt maatte blive ham gjengiven ſom en Hoved-Grundvold, paa hvilken hun ſkulde bygge ſin hele Virkſomhed i Kongens Interesſe. Han underlagde ſig derfor — og det lader ikke til, at han mødte den mindſte Modſtand, — hele Heredet, hvis Beſtyrelſe han overdrog Thorleif i Garde, efter førſt at have ladet ham tilſværge ſig Troſkabseed. Besſaſtad m. m. tog han under ſin umiddelbare Forvaltning ſaavel ſom Reykjaholt, hvor han agtede at tilbringe Vintren (1247—48). Dog aflagde han førſt Sturla Thordsſøn et Beſøg paa Stadarhool, rimeligviis for herfra at lade Underkaſtelſes-Bud udgaa til Indbyggerne i de nordlige Egne af Veſtfjordene, og det følgende Aar (1248), i Faſten, da han var vendt tilbage til Reykjaholt i Følge med Sturla, kom ogſaa baade Ravn Oddsſøn og Einar Thorvaldsſøn fra Vatnsfjorden til ham, og tilſagde ham Lydighed paa alle de øvrige Veſtfjordingers Vegne. Biſkop Sigvard indfandt ſig ligeledes hos ham; i Førſtningen faldt der lidt uvenlige Ord imellem dem, men da Thord ſkjenkede en Gaard til Skaalholt Kirke for ſin Faders og Moders Sjæle, blev alt nok ſaa godt. Hen imod Paaſke vendte Thord tilbage til Norderlandet, og gjennemrejſte hele Fjerdingen, hvis Indbyggere uden mindſte Modſigelſe underkaſtede ſig hans Herredømme; der var ikke engang Tale om at kræve Bøder af ham for Brand Kolbeinsſøns Drab. Nu var Raden til Sønderlandet, hvor Gisſur havde fine Venner og Tilhængere. Da Sommeren kom, reed Thord med en talrig Skare til Althinget, hvor denne Gang de fleſte Stormænd i Landet vare forſamlede og ſluttede ſig til Thord, med Undtagelſe af Gisſurs Mænd. Endog den nys nævnte, unge Sæmund Ormsſøn paa Svinafell, Herre over Sida, og et Par andre Øſtfjordinger, der hidtil havde ſtaaet udenfor Partierne, ſøgte Thords Beſkyttelſe. Dette var ſaa meget mere merkeligt, ſom Sæmund var nær beſlægtet med Gisſur Thorvaldsſøn. Thord raadede derfor ſaa godt ſom uindſkrænket paa Thinget, og lod ſin Frænde, den oftere omtalte Olaf Thordsſøn Hvitaſkald, vælge til Lovſigemand. Derpaa henvendte han ſig i haarde Udtryk til Sønderlændingerne, og ſpurgte dem, om de, ſiden det lod til at de ſlet ikke vilde lyde ham, dog ej idet mindſte vilde unde ham Bøder for hans Faders Drab. De gave ingen Agt paa hans Ord: han truede dem da med, at deres Trods ſkulde komme dem dyrt at ſtaa, og forlod Thinget. Om Høſten, da Skibsfarten var ſluttet og det havde viiſt ſig, at Gisſur ej kom til Landet i dette Aar, gjorde Thord Truſlen til Virkelighed; han reed ſyd over Kjølen til Sønderlandet med et ſtort Følge, og nu gik det ud over alle Gisſurs Thingmænd, der maatte bøje ſig for ham og enda oven i Kjøbet finde ſig i, at han paalagde dem en Pengebod, hvilken de foretrak at udrede fremfor at gaa ham aabenbart til Haande. Kun faa vovede at tage til Gjenmæle imod ham, hvor forbitrede de end vare over at maatte lide ſlig Behandling, og den følgende Sommer (1249), da Thord atter indfandt ſig paa Thinget, fandtes der ikke Spor af Oppoſition, og Sønderlændingerne udredede de dem paalagte Bøder, viſtnok med Harme og hemmelig Knurren, men uden aabenbar Modſigelſe. Saaledes havde Thord virkelig i Løbet af et Par Aar drevet det til at blive Eneherre i Landets trende veſtlige Fjerdinger, ſamt derhos at erhverve betydelig Indflydelſe i den øſtlige, hvor han knyttede den mægtige Sæmund Ormsſøn end nærmere til ſig ved at give ham ſin Broder Sturlas Datter Ingunn til Egte. Naar vi betragte denne Thords raſke Fremgang, kunne vi umuligt andet end tilſkrive Kongens, og hvad der maaſkee var mere, Cardinalens i Pavens Navn udſtedte Opfordring den ſtørſte Indflydelſe i ſaa Henſeende. Vel havde Thord allerede før ſin Afrejſe beherſket Veſterlandet og en kort Tid ligeledes raadet for hele Nordlandet, men Skagfjordingerne, Kolbeins og Brands forrige Thingmænd, havde dog ſtrax ved Gisſurs Ankomſt til Egnen løsrevet ſig, og underkaſtet ſig ham. At de nu faa godvilligt, ſom det lader, gave ſig under Thord, kan ej udelukkende tilſkrives hans Magt og Gisſurs Fraværelſe, thi de maatte dog altid kunne have gjort en temmelig langvarig Modſtand, om de dertil havde haſt Mod eller Lyſt; man kan derfor ikke vel antage andet, end at hine Opfordringer, forkyndte og kraftigt underſtøttede af Biſkop Henrik, have udrettet det Meſte, os fornemmelig hos Thords Uvenner overvundet den Modbydelighed, de fleſte af dem havde for at underkaſte ſig ham, ved at gjøre dem det begribeligt, at det ikke egentlig var ham ſelv perſonligt, hvem de tilſagde ſin Lydighed, men Kongen, der af ham kun repræſenteredes. Paa Sønderlandet, Veſtlandet og Øſtlandet maa ligeledes Biſkop Sigvard have agiteret ivrigt, og foreholdt de trodſige Sønderlændinger, at Thord paa en Maade nu ſelv ſtod i Gisſurs Sted, ſaa at det derfor ikke i Længden vilde kunne nytte dem at gjøre ham Modſtand. Fra denne Tid af kunne vi ſaaledes regne den egentlige Begyndelſe til Kong Haakons virkelige Herredømme paa Øen, og den førſte, om end kun middelbare og indſkrænkede, Erkjendelſe af hans Overhøjhed. Og for denne havde han altſaa Paven og Cardinalen væſentligt at takke. Naar man tager dette i Betragtning ved Siden af de øvrige Fordele, Kong Haakon opnaaede i Norge ſelv ved Cardinalens Nærværelſe og Foranſtaltninger, kan man enda ikke ſige, at de mange Penge, Kongen udbetalte til ham og Paveſtolen, vare bortkaſtede til Unytte[2].

Virkningen af Cardinalens Myndighed og de tvende Biſkoppers ivrige, om end ikke i Sagaerne ſynderligt omtalte, Agitationer ſpores ogſaa deri, at de af ham ved Mødet i Bergen paabudne kirkelige Reformer antoges paa Island, for ſaa vidt de pasſede til dette Lands Kirkeforfatning. Navnlig blev Jærnbyrden her, lige ſaavel ſom i Norge, ganſke afſkaffet[3]. Beſtemmelſen, at hver den, ſom med Vold gaar ind i anden Mands faſte Ejendom eller Rettighed, ved ſelve Gjerningen er forfalden i Bans Straf, ſynes endog nærmeſt at være afſeet paa ſelve Island[4].

Men Thords Ærgjerrighed og Herſkeſyge begyndte nu atter at fremtræde i en ſaa foruroligende Grad, at den vakte almindelig Misfornøjelſe, og ſkilte ham endog ved Biſkop Henriks Venſkab. Ser ſkulde ikke meget til at ſkjønne, at Thord egentlig kun ſørgede for at befæſte ſin egen Magt, uden Henſyn til Kongens Interesſer, der nu for ſaa vidt faldt ſammen med Indbyggernes Ønſker, ſom begge Parter attraaede Fred og Lovlighed, og afſkyede al Undertrykkelſe, medens Thords Herredømme derimod hvilede ſom et tungt Aag over Landet, og han ſelv, ifølge det gamle vel bekjendte Voldsherſker-Princip: „væk Splid, ſaa raader du bedre“, ſnarere befordrede end ſtandſede Fejder mellem de Høvdinger, der endnu ikke formeligt vare faldne ham til Fode. Et Beviis herpaa fik man i den Maade, hvorpaa han blandede ſig ind i en Strid, der af en temmelig ubetydelig Aarſag var opſtaaet mellem den nys nævnte Sæmund Ormsſøn paa Svinafell og Agmund Helgesſøn paa Kirkebø. Sæmund ærgrede ſig nemlig over at Agmund, der var gift med hans Faſter Steinunn, i Betragtning af hans Ungdom og ſit Svogerſkab til hans afdøde Fader Orm ſøgte at tilrive ſig Beſtyrelſen af Heredet, hvilken Sæmund meente tilkom ham, ſom den egentlige Høvdings ømt; derfor tog den heftige og forfængelige Sæmund Anledning af det ubetydeligſte til at lade Agmund føle ſin Uvilje, og viſe at han ikke agtede at lade ſig ſpille paa Næſen. Efter at have ſtevnet Agmund, hos hvem hans unge Broder Gudmund endnu var til Opfoſtring, for Rettens Fornegtelſe, gjorde han voldelig Indførſel hos et Par af hans Undergivne, der begge tyede til Agmund og klagede deres Nød for ham, uden at han endnu gjorde noget derved. Da Thinget kom, vilde Sæmund, der indfandt ſig heel mandſterk, endog anklage Agmund og hænde Dom over ham, men hans Farbroder Abbed Brand fik ham dog afſnakket dermed. Paa dette Thing var det, at Sæmund, ſom nys berettet, holdt ſig ſaa ivrigt til Thord, aabenbart for at ſikre ſig hans Biſtand mod Agmund, og ſtrax efter var det, at han egtede Thords Broderdatter Ingunn. Thord, hos hvem Brylluppet ſtod, bad Sæmund udtrykkeligt ikke at lade ſig gaa paa af Agmund eller bøje ſig for ham, ſaa ſtor Folkeſtyrke og mægtigt Svogerſkab, ſom han nu havde. Disſe Ord kunde ej udlægges anderledes, end at Thord derved tilſagde ham ſin Biſtand, om den ſkulde behøves. Med Hovedet fuldt af dette førte Sæmund ſin unge Kone hjem, gjorde et ſtort Selſkab, hvortil han og indbød ſin Broder Gudmund fra Kirkebø, og havde mange hemmelige Samtaler med ham. Følgen af disſe viſte ſig ſnart, da Gudmund meldte Agmund, at han ikke længer ønſkede at opholde ſig hos ham, men vilde have ſin Arv udbetalt. Agmund havde ingen Lyſt til at føje ham heri, men gjorde det dog tilſidſt paa ſin Kone Steinunns Bøn; hvorefter Gudmund med hele ſin betydelige Arvepart begav ſig til Sæmund, og tog ſin Bolig hos ham. Strax efter Julen (1249) ſamlede Sæmund 80 Mand, og drog med dem, ſaavel ſom Gudmund, der blev med, uagtet hans Moder Alfhild paa det indſtændigſte bad ham ikke at viſe en ſaadan Utaknemmelighed mod ſin Foſterfader[5], til Kirkebø, for at overfalde Agmund. Denne blev dog i Tide advaret, bevæbnede ſig med alle ſine Gaardsfolk og tog ſit Stade i Kirken, hvor Sæmund ej vovede at angribe ham; en af dem fandt desuden Lejlighed til at undkomme og løbe hen til de nærmeſte Nabogaarde, hvorfra der ſnart kom en ſaa betydelig Skare til Agmunds Hjelp, at Sæmund med uforrettet Sag maatte drage bort. Agmund vilde have forfulgt ham, hvis ikke Steinunn, hans Huſtru, havde hindret det. Strax efter begav han ſig til Thord Kakale, og klagede for ham over Sæmunds Ferd. Man ſkulde nu have ventet, at Thord, efter hans ſidſte Ord til Sæmund, ikke vilde have givet Agmund Medhold. Men tvertimod: han opmuntrede Agmund til at holde Stand, ſaa meget mere ſom han var rigere og mere yndet af Bønderne end Sæmund: ſkjønt Sæmund nu var i Svogerſkab med ham, vilde han dog ikke, ſagde han, ſtaa ham bi i nogen Uretfærdighed. Han indbød endog Agmund til at forblive hos ham, ſaa længe han vilde, og Agmund blev der hele Vinteren[6]. Dette var dog visſelig at give begge Parter Medhold, og Thord kan ingen anden Henſigt have haft dermed, end at ſætte dem op mod hinanden indbyrdes, og derved ſvække deres Magt, for at han ſelv kunde udvide ſit Herredømme paa deres Bekoſtning og vinde Fodfæſte ogſaa i Øſtfjordene. Vi ville ſtrax nedenfor ſee, at denne Venſkabelighed mod Agmund var viſtnok hyklet. Med Biſkop Henrik, ſom advarede Thord og foreholdt ham, at dette ikke var den rette Maade at opfylde ſine Forpligtelſer til Kongen, kom han ſnart i et ſpændt Forhold, der omſider gik over til aabenbart Uvenſkab, ſaa at Biſkoppen endnu om Sommeren 1249 forlod Island, og ved ſin Ankomſt til Norge fremførte de ſterkeſte Klagemaal over ham, ſom den der kun befordrede ſine egne herſkeſyge Planer, uden i mindſte Maade at ſørge for Kongens Fordeel. Det var, ſagde han, ikke at tænke paa, at Kongens Ønſker med Henſyn til Island kunde gaa i Opfyldelſe, ſaa længe Thord havde ſaa meget at ſige. Biſkoppen maa endog længe for ſin Afrejſe fra Island ſkriftligt have overſendt Klager til Kongen, thi allerede den ſamme Sommer, han rejſte, ja endog, ſom det ſynes, førend han endnu havde forladt Landet, indløb der et Brev fra Kongen til Thord med alvorlige Bebrejdelſer, fordi han havde lagt mere Vind paa at bringe Landet under ſig, end under Kongen[7]. Brevet indeholdt ogſaa en Befaling til ham, at han ſkulde komme over til Norge. Hertil kunde Thord naturligviis ikke have nogen Lyſt, da han maatte være temmelig ſikker paa, at Kongen for det førſte ej vilde lade ham ſlippe tilbage, og at det ſaaledes i det mindſte for en Tid vilde være forbi med hans Magt og Anſeelſe. Men paa den anden Side var han Kongens eedſvorne Hirdmand, og forpligtet til at adlyde ham; Snorres Exempel var afſkrækkende, og viſte at Kongens Arm kunde ramme endog den mægtigſte Mand paa Island, iſær nu, da han kun behøvede at lade Gisſur ſlippe løs. Han vovede dog paa, endnu at forblive et Aar i Landet. Men, ſom det ſynes, for dog at gjøre noget, hvorved Kongens Planer tilſyneladende befordredes, og derved ogſaa hans Unaade maaſkee kunde formildes, beſluttede han at tvinge de anſeede Sæmundsſønner, Philip og Harald, til at begive ſig til Norge og underkaſte ſig Kongen. Dette var at forbedre en allerede ſlet Sag ved en endnu ſlettere Handling, thi Philip og Harald vare ſtille, rolige Mænd, der ikke ſad nogen til Fortrængſel, og de vare desuden Brødre af Thords egen Svoger, Halfdan Sæmundsſøn. Ogſaa Aron Hjorleifsſøn, der nu ved Thords Biſtand havde faaet ſin Fredløshedsdom ophævet, lod ſig bruge dertil. En Nat reed Thord, ledſaget af Aron og mange andre, til Hvaal, hvor Philip boede, tog ham med ſkaanſelløs Voldſomhed til Fange[8], og aftvang ham det Løfte, at han endnu ſamme Sommer ſkulde forlade Øen. Umiddelbart derfra ſendtes Aron til Harald Sæmundsſøn i Odde, for at faa ham til at følge med til Thord, der imidlertid begav ſig til Kelde. Harald, ſom havde den bedſte Tro til Aron, der endog forſikrede, at han, om det behøvedes, ſkulde tage ham i Forſvar, fulgte med; men da han kom til Thord, fordrede denne, at han ſkulde forlade Landet. I Stedet for at tage hans Parti, taug Aron ſtille, og Harald maatte aflægge Løftet, ligeſom Broderen. Kort efter begav Thord ſig til Things. Her havde han, ſom for, næſten uindſkrænket Raadighed. Men denne Indflydelſe benyttede han ej til at underſtøtte Agmund, ſom man efter hans tidligere Forſikringer til ham ſkulde have ventet. Muligt, at han frygtede Sæmund, der var omgiven af et talrigt Følge, og hvis Magt nys endog var forøget ved Erhvervelſen af nogle flere Godord, han havde frataget et Par Frænder; ſnarere ſynes dog Thord den hele Tid at have ſpillet under Dække med ham og kun at have villet ledet Agmund ud paa en glat Iis. Thi viſt er det, at han reent ud ſlog Haanden af Agmund. Agmund vovede ikke engang at viſe ſig paa Thinget, men holdt ſig ſkjult, og da Sæmund nu fornyede den Anklage imod ham, ſom han paa forrige Thing efter Abbed Brands Foreſtillinger havde taget tilbage, fremſtod der ingen til at ſvare paa Agmunds Vegne, og han dømtes fredløs. Sæmund begav ſig umiddelbart fra Thinget til Kirkebø for at holde Feransdom efter Agmund. Efter Omſtændighederne viſte han her nogen Humanitet mod ſin Faſter Steinunn, for ſaa vidt han lod hende beholde Halvparten af Boet, efter at Kirkens Ejendom var fraſkilt, ſamt derforuden alle de enkelte Stykker, hun paaviſte ſom ſine, uagtet hans Mænd ogſaa vilde fratage hende disſe. Men hvad der blev bortført ſom Agmunds Part, var allerede heel betydeligt, nemlig 30 Køer, unge Gjeldfæ til 12 Koers Verd, 4 Plogoxne, 100 voxne Sauder, 50 Beder, 70 aarsgamle Sauder, 20 Heſte, 25 Sviin, 50 Gjæs, 12 Skjolde, 12 Spyd, 6 Staalbuer, 6 Brynjer og 10 Kiſter, ſamt endeel Sengklæder. Da man drog af Gaarde med dette, græd Steinunn, og nogle af Sæmunds Folk gjorde ſig lyſtige derover. Han ſatte dem til Rette derfor, men Steinunn ſvarede, at hun enſede ikke Godſet, der var dem vel undt, hvis de endelig behøvede det, men hint græd ved at tænke paa hvad der vilde følge ovenpaa alt dette. Hun gik derpaa til Kirken, bad for dem alle, og anraabte Gud om, at han vilde være ſaa naadig, hvis det ſkulde komme til aabenbare Fiendtligheder mellem hendes Mand og hendes Broderſønner, da ikke at lade hende opleve dem. Hendes Bøn gik i Opfyldelſe, thi hun døde allerede Paaſkeaften 1252, efterat hendes Broder, Abbed Brand, havde faaet meglet et Forlig mellem Sæmund og Agmund, ſaaledes ſom det i det følgende ſkal berettes[9].

Thord Kakale begav ſig fra Thinget hjem til Grund, og forberedede ſig til ſin Afrejſe, ſom han ikke længer torde opſætte. Han indbød alle ſine Venner til ſig til et feſtligt Afſkeds-Gilde, og ordnede her, hvorledes det ſkulde forholdes med Beſtyrelſen af Herederne under hans Fraværelſe. Eyjafjorden overdrog han til en af ſine ivrige Tilhængere, men for Reſten, ſom det ſynes, en raa og voldſom Kriger, ved Navn Rane Kodraansſøn; han ſkulde bo paa Grund. Eyjulf Thorſteinsſøn, der var bleven gift med en uegte Datter af Sturla Sighvatsſøn, ſkulde ſtyre Skagafjorden og derhos, ſom man maa antage, Herederne ſtrax veſtenfor; Thorleif i Garde ſkulde foreſtaa Borgarfjorden, og endelig, — hvad man af det følgende kan ſlutte, uagtet det ikke udtrykkeligt ſiges — Ravn Oddsſøn og Sturla Thordsſøn, der begge vare tilſtede ved Gjeſtebudet, Veſtfjordene, ſamt derhos have Tilſyn med Thorleif i Garde. Sæmund Ormsſøn, der ogſaa var en af Gjeſterne — det bedſte Tegn paa at han og Thord vare ypperlige Venner —, ſkulde fremdeles foreſtaa ſine Godord paa Øſterlandet, der ved Thords Biſtand og liſtige Politik vare blevne betydeligt forøgede; og de maatte alle love ham at underſtøtte hinanden indbyrdes, om det ſkulde behøves. Ligeſaa beſtemtes det, at de ikke under nogen Forevending ſkulde give Slip paa de dem overdragne Herſkaber, uden naar han ſelv kom tilbage og fordrede det, eller perſonligt tilſkrev dem derom. Efter derpaa at have taget en venlig Afſked med dem alle, og ſkjenket dem gode Gaver, gik han ombord, og ſejlede afſted, viſtnok i den Tro, at hans Fraværelſe ikke vilde blive langvarig, at hans Magt var for vel befæſtet paa Island til at kunne rokkes, og at hans Ophold i Norge nu, ſiden han havde faaet de anſeede Sæmundsſønner bragte i Kongens Vold, ſnarere vilde bringe ham Hæder og Udmerkelſe, end Ubehageligheder[10].

Heri bedrog han ſig dog højligen. Thi Kongen, ſom aldrig havde haft nogen ſynderlig Forkjærlighed for ham, og alene gjort ham til en ſaa ſtor Mand efter Biſkop Henriks Anbefaling, fæſtede ikke mindre Lid til Henriks Ord, da denne dadlede ham og ſkildrede ham ſom en ærgjerrig, herſkeſyg Mand, til hvem man aldrig i Fremtiden kunde have nogen Tillid. Kongen havde derimod bevidnet Biſkoppen hin højeſte Tilfredshed med den Iver, han havde udviiſt i hans Anliggender, og beholdt ham hos ſig den hele Vinter, hvorved der var Lejlighed nok for Biſkoppen til at vedligeholde den ugunſtige Stemning, Kongen nærede mod Thord. Heller ikke var der nogen af dennes Venner tilſtede, ſom kraftigt kunde tage hans Parti. Aron Hjorleifsſøn var paa Island, og rejſte førſt, ſom det ſynes, tilbage til Norge med Thord ſelv. Da Sæmundsſønnerne kom til Norge[11], forſtaar det ſig af ſig ſelv, at heller ikke disſe gave Thord noget godt Lov, og Kongen var ſikkert for retſkaffen til ikke at erkjende, at hans Fremfærd mod dem var uforſvarlig, ſaa meget den end for Reſten ſigtede til hans Fordeel. Saa vidt man kan ſkjønne, ſøgte han og at gjøre den mod dem begaaede Uretfærdighed god igjen, og knytte dem til ſig ved Venlighed. Han modtog dem venſkabeligt: de maatte viſtnok overdrage deres Godord til ham — det var allerede Aftalen hjemmefra og Henſigten med deres Rejſe — men efter at de havde opholdt ſig hos ham paa det andet Aar, gav han dem Tilladelſe til at drage hjem, og tilbagegav dem endog, ſom det heder, deres Herredømme, hvilket dog neppe er anderledes at forſtaa, end at de nu modtoge det ſom Len af ham. Han lovede derhos, ſiges der, at forøge deres Hæder, hvilket vel ſkal betyde, at han vilde give dem ſtørre Forleninger: ogſaa dette viſer, at de have gaaet Kongen til Haande, og fundet ſig i at blive hans Lensmænd. Men den kongelige Naade kunde ingen Forandring gjøre i den Harme, de maatte føle over Thords Ferd imod dem. Gisſur Thorvaldsſøn har vel heller ikke undladt at benytte enhver Lejlighed, der gaves, til at virke i ſine tegne Interesſer og ſværte Thord. Han havde Tid nok dertil, thi vel gjorde han med flere Venner ſtrax efter Thords Afrejſe i 1247 en Pilegrimsrejſe til Rom og Lyon, hvor han fik fuldkommen Abſolution af Pave Innocentius for alle ſine Synder[12], men den øvrige Tid indtil 125ti tilbragte han udelukkende i Norge, og havde da ſom Sysſelmand og Skutilſvein viſtnok hyppig Anledning til at tale med Kongen og dem, der formaaede noget hos ham. Thord fandt ſaaledes ved ſin Ankomſt til Norge Kongen heel forudindtagen imod ſig, og det baadede ikke hans Sag, at Biſkop Sigvard ſamtidigt havde indſkibet ſig paa Sønderlandet og rejſt over, thi ogſaa han maatte regnes blandt hans Modſtanderes Tal.

  1. Paa Veſtmanna-Øerne medtog Thord et ſtort Parti Viin, ſom Svarthøvde havde opkjøbt for ham i Norge, da han, ſaaledes ſom det ovenfor er berettet, drog derover med Eyvind Bratt i 1245. Svarthøvde havde opholdt ſig et Aar f Norge, og kom hjem, juſt ſom Thord forlod Island 1246. Han efterlod derfor Vinen paa Veſtmannaøerne indtil videre. Man ſeer heraf, at Thord agtede at fore et ſtort Huus, og beverte godt.
  2. Sturlunga Saga, VII. 47.
  3. Islandſke Annaler. At ogſaa de øvrige Beſtemmelſer udſtraktes til Island, ſees aller bedſt deraf, at de ere indtagne i islandſke Lovbøger. Se Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie I. S. 235.
  4. Se ovenfor S. 38.
  5. Hun narrede ham endog ind i et Kammer, under Paaſkud af at han burde ſkifte Klæder, og ſlog Døren i Laas efter ham; men han fik fat paa en Steen, og ſlog den op igjen.
  6. Sturlunga Saga, VII. 50.
  7. Sturlunga Saga, VII. 47.
  8. En af Thords Ledſagere, den raa Rane Kodraansſøn, vilde endog ſlaa Philip med en Pidſk, men Philips Kone Thordis holdt en Kappe for og hindrede Slaget fra at ramme ham. Sturlunga Saga, VII. 51.
  9. Sturlunga Saga, VII. 55, 56.
  10. Sturlunga Saga, VII. 52.
  11. Tiden, da Sæmundsſønnerne kom til Norge, angives forſkjelligt. Annalerne nævne 1249, men Sagaen ſiger udtrykkeligt (VII 51), at det var ſamme Aar, Thorgils og Biſkop Sigvard rejſte, altſaa 1250. Dog heder det ſiden i Cap. 53, at de opholdt ſig to Vintre hos Kongen, og da det er viſt, at de rejſte hjem 1251, viſer dette atter hen paa 1249. Fortællingen i Sagaen er imidlertid ſaadan, at 1249 ikke pasſer, og man maa derfor antage, at Tiden ej er nøjagtigt betegnet, men Meningen kun den, at de tilbragte over et heelt Aar i Norge. Thi ſaa meget er viſt, at de maa være komne hid temmelig tidligt om Sommeren 1250, i det mindſte ſkede Overfaldet paa Hvaal før Thingtiden, altſaa vel ſidſt i Mai.
  12. Sturlunga Saga, VII. 61. Der ſtaar, at Gisſur „gik ſyd til Rom“ og var hos Paven; da denne paa den Tid boede i Lyon, maa Gisſur have været paa begge Steder, hvilket og i ſig ſelv er heel rimeligt, iſær da han, ſom det i det følgende vil ſees, lader til at have ſkaffet ſig Giftermaals-Tilladelſe. Blandt hans Følge var ogſaa den ved Snorres Drab virkſomme Arne Beiſk.