Det norske Folks Historie/5/32

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-1s. 287-292).

Thord Kakale og Biskop Sigvard ankom til Norge om Hoften, efterat allerede Kong Haakon havde begivet sig til Throndhjem for at berede sig til Vinterophold der, saaledes som det tidligere er fortalt. De begav sig strax derhen, og forefandt hos ham en heel Samling af anseede islandske Høvdinger, navnlig Biskop Henrik, Gissur Thorvaldssøn, Sæmundssønnerne, den unge Thorgils Skarde, Jon Sturlassøn, og Finnbjørn Helgessøn, en Broder af den ovenfor omtalte Agmund Helgessøn i Kirkebø[1]. Af disse var det kun Thorgils Skarde og Jon Sturlassøn, der kunde regnes for Tilhængere af Thord, hvis Nærfrænder de vare, men Jon, hans Brodersøn, synes at have været en ubetydelig Personlighed, og den ærgjerrige Thorgils, der som Søn af hans Fætter Bødvar paa Stad ikke var ham fuldt saa nær beslægtet, synes allerede at have lagt Planer til sin egen Forfremmelse, uafhængige af Thords Interesser. Thorgils havde været heldig nok til, strax efter sin Ankomst til Norge 1244, at blive nøje bekjendt med den mægtige Brynjulf Jonssøn paa Hvaal, der siden fulgte med ham til Bergen og anbefalede ham til Kongen. Ogsaa Aron tog sig ivrigt af ham, og anholdt om Hirdmandstitlen for ham; denne opnaaede han vel ikke strax, og maatte endog, som vi have seet, nødtvungen blive tilbage hos Kongen som Gissel for Thord Kakales Troskab, hvorover han ikke undlod, af og til at ytre Utaalmodighed, men ikke des mindre vidste han dog at vinde baade Kongens og Dronningens Yndest, i Særdeleshed efter Ildebranden i Bergen 1248, hvor han udmerkede sig ved sin Iver og Dristighed under Slukningen[2]. Ved Thords Ankomst til Throndhjem i 1250 kunde Thorgils saaledes betragtes som Kongens erklærede Yndling, en Yndest, Thorgils ogsaa gjengjeldte med den største Hengivenhed og ubrødeligste Troskab, og sandsynligviis havde Kongen allerede i længere Tid kastet sine Øjne paa ham som fortrinligt skikket til at sendes ud til Island i Stedet for Thord, dog ej som øverste Befalingsmand, men kun som kongelig Lensmand i Borgarfjorden. Hvad Finnbjørn Helgessøn angaar, da maatte han vel, som Agmunds Broder, snarere helde til Gissurs end til Thords Side: han synes at have været vel anskreven hos Kongen, der maaskee ved hans Hjelp haabede at skaffe sig et saadant Fodfæste paa Østerlandet, som han allerede havde erhvervet i Borgarfjorden og tildeels paa Nordlandet. Foruden de her nævnte Mænd var der ogsaa en heel Deel andre, mere eller mindre anseede Islændinger i Følge med enhver af dem, som deres Venner eller Undergivne. Saaledes var der paa den Tid næsten, kan man sige, en heel islandsk Coloni i Throndhjem, mellem hvis enkelte Medlemmer der dog just ikke var det bedste Forhold, efter som de hørte til det ene eller til det andet Parti, og da Hovedmændene uophørligt intrigerede mod hinanden og søgte at vinde Tilhængere, herskede der altid en vis Urolighed i deres Lejr, og de samme Kjevlerier fortsattes her i en mindre Maalestok og paa fredelig Viis, som paa Island foregik i det Store[3]. Denne betydelige Samling af islandske Høvdinger med Følge paa eet Sted synes ikke ganske at have været Tilfældets Verk, men tildeels at have været foranstaltet af Kongen, for at han kunde raadslaa med dem under eet om de fremtidige Foranstaltninger med Hensyn til Landets Bestyrelse og Fredens Vedligeholdelse. Alle bejlede til Kongens Gunst, for snarest muligt at faa Hjemlov; derved havde han dem saa meget bedre i sin Magt, og saa vidt man kan skjønne, søgte han ogsaa at volde dem behørigt i Skat mod hinanden, for at de altid des bedre skulde føle deres Afhængighed af ham. At enhver af disse Mænd, eller i det mindste de ypperste af dem, havde ladet sig optage i hans Hird og derved vare komne i et personligt Lydighedsforhold til ham, kan man ansee som vist, uagtet det ikke udtrykkeligt fortælles om dem alle.

Ved de Raadslagninger, der nu synes at have fundet Sted[4], tog Biskop Henrik ligesaa varmt Gissur Thorvaldssøns Parti, som han tidligere havde talt for Thord, og fremkom derimod med store Bebrejdelser imod denne, hvis hele Virksomhed han erklærede unyttig og skadelig, da han kun havde sine egne, ikke Kongens Interesser for Øje. Raadslagningerne fortsattes paa forskjellige Møder ogsaa efter at Kongen om Vaaren (1251) var dragen til Bergen, hvorhen altsaa den store Skare af Islændinger fulgte ham, og Thords Sag tog en saa slem Vending, at han vistnok temmelig snart angrede at han havde forladt Island. Der var ikke længer Tale om at sende ham ud som Eneherre, ja han fik ikke engang Tilladelse til at vende tilbage til Øen; hvorimod det blev afgjort i Løbet af Sommeren, at for det første Gissur Thorvaldssøn, Thorgils, og Sæmundssønnerne skulde drage ud i Følge med Biskop Henrik H. Gissur fik nu Bestyrelsen over det meste af Nordlændingefjorden i Thords Sted, og skulde vel derhos optræde som Kong Haakons Hovedagent; Sæmundssønnerne fik, som det tidligere er berettet, deres forrige Herredømme paa Sønderlandet tilbage som kongelig Forlening, med Tilsagn om at deres Hæder skulde blive forøget; det er endog ikke usandsynligt, at de strax fik et Slags større Raadighed over Sønderlandet, hvilket Kongen nu, som det lader, med Flid ønskede unddraget Gissurs Bestyrelse. Thorgils Skarde fik Borgarfjorden med det særdeles Hverv, at indtale under Kongen alle Snorre Sturlassøns faste Ejendomme i og udenfor denne. Biskop Sigvard og Jon Sturlassøn skulde for det første blive tilbage, den sidste rimeligviis til Sikkerhed for Sturlungepartiets Lydighed, hiin neppe af anden Grund end den, at han ønskede at opholde sig nogen Tid i sit Hjem og udhvile efter sine byrdefulde Forretninger, hvilket han trygt kunde gjøre, da han før sin Afrejse havde indsat den paalidelige Abbed Brand til sin Vicar.

Men Høststormene gjorde en uventet Forandring i den hele Anordning. Sæmundssønnerne rejste først fra Norge; de havde en haard Overrejse, kom endelig ind før Michelsmessetider under Sønderlandets Kyst, men fik her en saa forfærdelig Storm at Skibet brast under dem, og de selv med den øvrige Besætning, paa fire Mand nær, druknede. Gissur, Thorgils og Biskop Henrik, der noget senere indskibede sig tilsammen paa eet Fartøj, bleve ved Modvind drevne tilbage under Norges Kyst, lede Skibbrud, og maatte tilbringe endnu en Vinter i Norge, for det første i Throndhjem. Det var under dette Vinterophold her, at Thorgils havde den Dyst med Knut Jarl, om hvilken det i det foregaaende er talt[5]. Da Vaaren kom, begave de Skibbrudne sig atter til Kongen, som dengang opholdt sig i Viken, og der blev nu gjort nogen Forandring i den tidligere Bestemmelse, idet Gissur nu fik beholde sit forrige Herredømme paa Sønderlandet, imod at afgive den østligste Deel af Nordlændinge-Fjerdingen ved Skjalvandafljot eller det saakaldte Thingeyjar-Thing, til Finnbjørn Helgessøn, de skulde tage sin Bolig paa Grenjadarstad. Gissur, Thorgils og Finnbjørn skulde være forpligtede til gjensidigt at understøtte hinanden. Thord Kakale blev affunden med den kongelige Syssel i Gauldalen, uden dog derved at kunne trøste sig over Tabet af sin Magt og Omstyrtningen af alle de Dispositioner, han før sin Afrejse havde truffet til Bedste for sine Venner[6].

Disse havde imidlertid allerede faaet en Forsmag paa, hvor vanskeligt det vilde være for dem at holde Stand mod det fiendtlige Parti, hvis de ikke vare langt mere aarvaagne og handlede mere i Fællesskab, end det lod til at nogen af dem egentlig skjøttede om. Agmund Helgessøn viste sig atter paa Østerlandet, og tænkte seent og tidligt paa at hevne den ham af Sæmund tilføjede Fornærmelse, uanseet at Abbed Brand fik meglet et Forlig mellem dem, hvorved man troede alt Fiendskab hævet. Agmund tog heller ikke i Betænkning at hykle det venskabeligste Sindelag mod Sæmund, uagtet han uafladeligt pønsede paa Svig; det gik saa vidt, at han efter sin Hustru Steinunns Død om Vaaren 1252 tilskrev Sæmund et Brev, hvori han i de bevægeligste Udtryk talte om at Steinunn paa Dødslejet havde bedet om, at de fra nu af troligen vilde holde Venskab og godt Svogerskab med hinanden, hvorhos han med mange fagre Ord bad Sæmund at tage noget Hensyn til den Fodermangel, som dette Foraar herskede i Egnen, og ikke ride med før stort Følge om til sine Thingmænd. Uagtet Sæmund tidligere havde troet at merke Uraad med Hensyn til Agmunds Sindelag, havde dog Abbed Brand, der selv var ført bag Lyset af Agmunds tilsyneladende Oprigtighed, beroliget ham saaledes, at han nu ikke nærede Skygge af Mistanke, og saaledes med Lethed overlistedes af Agmund, der Fjortendedags-Dagen efter Steinunns Død[7] lagde sig i Baghold for ham, tog ham til Fange med hans attenaarige Broder Gudmund og et Par andre Mænd, og lod begge Brødrene strax halshugge[8]. Dette vakte almindelig Forbitrelse, især for Gudmunds Skyld, der var meget afholdt og Eyjulf Thorsteinssøn, Ravn Oddssøn, Sturla Thordssøn og Thorleif i Garde havde i den Anledning et Mode, hvorved fornemmelig Eyjulf og Ravn, Sæmunds Svogre, beklagede det skede, og raadsloge øm, hvorledes man skulde faa det hevnet, uden dog at bestemme sig til noget større Foretagende i Fællesskab, førend det havde viist sig, at Thord ikke selv kom hjem. De vedtoge imidlertid, og lovede hinanden gjensidigt, at forsvare de Herskaber, de forvaltede, imod Gissur, om han skulde komme hjem, og hvilken som helst anden. Alligevel troede de at bemerke, at Thorleif i Garde ikke viste nogen synderlig Iver; de fik ogsaa senere et Slags Bekræftelse derpaa ved et Brev, som indløb fra ham til Eyjulf, just som denne havde et stort Gjestebud hos sig; han meldte der, at det neppe kunde nytte at angribe Agmund, da han boede saa nær Kirken, at han naar som helst med Lethed kunde søge sin Tilflugt i den. Paa Thinget samme Sommer var det lykkets Odd Thorarinssøn, en af Agmunds Venner og Brodersøn af Abbed Brand, at faa Rane Kodraanssøn, Befalingsmanden i Eyjafjord, dømt fredløs Skogarmand for hans Brutalitet ved Overfaldet paa Philip Sæmundssøn, og det tragtet Eyjulf Thorsteinssøn var tilstede paa Thinget med 720 Mand: han har altsaa enten ikke turdet, eller ikke villet tage sig af den voldsomme Rane. Gissur Thorvaldssøns ældste Søn Hall havde nu ogsaa naaet Ynglingsalderen, og viste hvad man kunde vente sig af ham, i det han lod en af Thord Kakales forrige Følgesvende aflive paa Bessastad. Hall indfandt sig selv med sine Brødre Isleif og Ketilbjørn samt en betydelig Skare Folk paa Thinget, og nær var det kommet til Slagsmaal mellem dem og Eyjulf, hvis ikke et Par anseede Mænd havde faaet de forsamlede Bønder til at lægge sig imellem. Kort efter det nys nævnte Gjestebud hos Eyjulf havde Sturla Thordssøn en Drøm, hvori han syntes see sin Fader Thord komme til sig, og melde, at et Skib var landet i Eyjufjorden, og at der ombord paa det var en Skovbjørn, der tilhørte Bødvar paa Stad. Dette, meente Sturla, kunde ikke betyde andet, end at Thorgils Skarde var kommen til Landet, eller i det mindste snart vilde komme, og det anede ham, at der nu forestod store Forandringer. Heraf kan man slutte saa meget, at Thords Venner, i alle Fald de forstandigere, som Sturla, vare ængstlige til Mode, og ikke ventede sig noget godt af Fremtiden[9].

  1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 270, jvfr. Sturlunga Saga VII. 61, VIII. S. Naar Jon Sturlassøn var kommen til Norge, siges ej; han omtales i 1247 som opholdende sig paa Island.
  2. Thorgils’s Ophold hos Brynjulf og senere hos Kongen, beskrives udførligt i Sturlunga Saga, VIII. Beretningen om Livet paa Hvaal er især læseværdig, fordi den giver en ypperlig Forestilling om Omgangstone, Skikke og Sæder i de fornemme Mænds Huse paa de Tider. Den hele Fortælling om Thorgils’s Ophold og Hændelser i Norge er meddeelt i Oversættelse af R. Keyser i Saml. til det norske Folks og Sprogs Hist. I. S. 305 fgg., hvortil vi her hen vise. I Beretningen er der for Resten nogle chronologiske Unøjagtigheder.
  3. Der var, heder det i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 270, megen „sveitardráttr“, d. e. bogstaveligt „Følgedragning“, Bestræbelse for at drage Folk til sig eller i sin Skare.
  4. Der tales udtrykkeligt i det følgende om flere „Stevner“, der holdtes.
  5. Se ovenfor S. 215. Sæmundssønnernes Død henføres i et Nekrologium til 25de September, 4 Dage før Michelsmesse.
  6. Sturlunga Saga VII. 53. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 273. De islandske Annaler. Thords Syssel var vel den samme, som Gissur for havde hast, se ovenfor S. 278.
  7. Steinunn døde, ifølge Sturlunga Saga VII. 56, Løverdag før Paaske (30te Marts), Ormssønnerne bleve dræbte Løverdag efter Paaske (13de April). Til denne Dag henføres og deres Drab i et Nekrologium.
  8. Sturlunga Saga VII. 56, 57. Beskrivelsen over Ormssønnernes Drab er særdeles omstændelig og rørende, og maa ganske vist være nedskreven efter et Øjevidnes Beretning.
  9. Sturlunga Saga VII. 59, 60.