Det norske Folks Historie/5/32

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-1s. 287-292).

Thord Kakale og Biſkop Sigvard ankom til Norge om Hoften, efterat allerede Kong Haakon havde begivet ſig til Throndhjem for at berede ſig til Vinterophold der, ſaaledes ſom det tidligere er fortalt. De begav ſig ſtrax derhen, og forefandt hos ham en heel Samling af anſeede islandſke Høvdinger, navnlig Biſkop Henrik, Gisſur Thorvaldsſøn, Sæmundsſønnerne, den unge Thorgils Skarde, Jon Sturlasſøn, og Finnbjørn Helgesſøn, en Broder af den ovenfor omtalte Agmund Helgesſøn i Kirkebø[1]. Af disſe var det kun Thorgils Skarde og Jon Sturlasſøn, der kunde regnes for Tilhængere af Thord, hvis Nærfrænder de vare, men Jon, hans Broderſøn, ſynes at have været en ubetydelig Perſonlighed, og den ærgjerrige Thorgils, der ſom Søn af hans Fætter Bødvar paa Stad ikke var ham fuldt ſaa nær beſlægtet, ſynes allerede at have lagt Planer til ſin egen Forfremmelſe, uafhængige af Thords Interesſer. Thorgils havde været heldig nok til, ſtrax efter ſin Ankomſt til Norge 1244, at blive nøje bekjendt med den mægtige Brynjulf Jonsſøn paa Hvaal, der ſiden fulgte med ham til Bergen og anbefalede ham til Kongen. Ogſaa Aron tog ſig ivrigt af ham, og anholdt om Hirdmandstitlen for ham; denne opnaaede han vel ikke ſtrax, og maatte endog, ſom vi have ſeet, nødtvungen blive tilbage hos Kongen ſom Gisſel for Thord Kakales Troſkab, hvorover han ikke undlod, af og til at ytre Utaalmodighed, men ikke des mindre vidſte han dog at vinde baade Kongens og Dronningens Yndeſt, i Særdeleshed efter Ildebranden i Bergen 1248, hvor han udmerkede ſig ved ſin Iver og Driſtighed under Slukningen[2]. Ved Thords Ankomſt til Throndhjem i 1250 kunde Thorgils ſaaledes betragtes ſom Kongens erklærede Yndling, en Yndeſt, Thorgils ogſaa gjengjeldte med den ſtørſte Hengivenhed og ubrødeligſte Troſkab, og ſandſynligviis havde Kongen allerede i længere Tid kaſtet ſine Øjne paa ham ſom fortrinligt ſkikket til at ſendes ud til Island i Stedet for Thord, dog ej ſom øverſte Befalingsmand, men kun ſom kongelig Lensmand i Borgarfjorden. Hvad Finnbjørn Helgesſøn angaar, da maatte han vel, ſom Agmunds Broder, ſnarere helde til Gisſurs end til Thords Side: han ſynes at have været vel anſkreven hos Kongen, der maaſkee ved hans Hjelp haabede at ſkaffe ſig et ſaadant Fodfæſte paa Øſterlandet, ſom han allerede havde erhvervet i Borgarfjorden og tildeels paa Nordlandet. Foruden de her nævnte Mænd var der ogſaa en heel Deel andre, mere eller mindre anſeede Islændinger i Følge med enhver af dem, ſom deres Venner eller Undergivne. Saaledes var der paa den Tid næſten, kan man ſige, en heel islandſk Coloni i Throndhjem, mellem hvis enkelte Medlemmer der dog juſt ikke var det bedſte Forhold, efter ſom de hørte til det ene eller til det andet Parti, og da Hovedmændene uophørligt intrigerede mod hinanden og ſøgte at vinde Tilhængere, herſkede der altid en vis Urolighed i deres Lejr, og de ſamme Kjevlerier fortſattes her i en mindre Maaleſtok og paa fredelig Viis, ſom paa Island foregik i det Store[3]. Denne betydelige Samling af islandſke Høvdinger med Følge paa eet Sted ſynes ikke ganſke at have været Tilfældets Verk, men tildeels at have været foranſtaltet af Kongen, for at han kunde raadſlaa med dem under eet om de fremtidige Foranſtaltninger med Henſyn til Landets Beſtyrelſe og Fredens Vedligeholdelſe. Alle bejlede til Kongens Gunſt, for ſnareſt muligt at faa Hjemlov; derved havde han dem ſaa meget bedre i ſin Magt, og ſaa vidt man kan ſkjønne, ſøgte han ogſaa at volde dem behørigt i Skat mod hinanden, for at de altid des bedre ſkulde føle deres Afhængighed af ham. At enhver af disſe Mænd, eller i det mindſte de ypperſte af dem, havde ladet ſig optage i hans Hird og derved vare komne i et perſonligt Lydighedsforhold til ham, kan man anſee ſom viſt, uagtet det ikke udtrykkeligt fortælles om dem alle.

Ved de Raadſlagninger, der nu ſynes at have fundet Sted[4], tog Biſkop Henrik ligeſaa varmt Gisſur Thorvaldsſøns Parti, ſom han tidligere havde talt for Thord, og fremkom derimod med ſtore Bebrejdelſer imod denne, hvis hele Virkſomhed han erklærede unyttig og ſkadelig, da han kun havde ſine egne, ikke Kongens Interesſer for Øje. Raadſlagningerne fortſattes paa forſkjellige Møder ogſaa efter at Kongen om Vaaren (1251) var dragen til Bergen, hvorhen altſaa den ſtore Skare af Islændinger fulgte ham, og Thords Sag tog en ſaa ſlem Vending, at han viſtnok temmelig ſnart angrede at han havde forladt Island. Der var ikke længer Tale om at ſende ham ud ſom Eneherre, ja han fik ikke engang Tilladelſe til at vende tilbage til Øen; hvorimod det blev afgjort i Løbet af Sommeren, at for det førſte Gisſur Thorvaldsſøn, Thorgils, og Sæmundsſønnerne ſkulde drage ud i Følge med Biſkop Henrik H. Gisſur fik nu Beſtyrelſen over det meſte af Nordlændingefjorden i Thords Sted, og ſkulde vel derhos optræde ſom Kong Haakons Hovedagent; Sæmundsſønnerne fik, ſom det tidligere er berettet, deres forrige Herredømme paa Sønderlandet tilbage ſom kongelig Forlening, med Tilſagn om at deres Hæder ſkulde blive forøget; det er endog ikke uſandſynligt, at de ſtrax fik et Slags ſtørre Raadighed over Sønderlandet, hvilket Kongen nu, ſom det lader, med Flid ønſkede unddraget Gisſurs Beſtyrelſe. Thorgils Skarde fik Borgarfjorden med det ſærdeles Hverv, at indtale under Kongen alle Snorre Sturlasſøns faſte Ejendomme i og udenfor denne. Biſkop Sigvard og Jon Sturlasſøn ſkulde for det førſte blive tilbage, den ſidſte rimeligviis til Sikkerhed for Sturlungepartiets Lydighed, hiin neppe af anden Grund end den, at han ønſkede at opholde ſig nogen Tid i ſit Hjem og udhvile efter ſine byrdefulde Forretninger, hvilket han trygt kunde gjøre, da han før ſin Afrejſe havde indſat den paalidelige Abbed Brand til ſin Vicar.

Men Høſtſtormene gjorde en uventet Forandring i den hele Anordning. Sæmundsſønnerne rejſte førſt fra Norge; de havde en haard Overrejſe, kom endelig ind før Michelsmesſetider under Sønderlandets Kyſt, men fik her en ſaa forfærdelig Storm at Skibet braſt under dem, og de ſelv med den øvrige Beſætning, paa fire Mand nær, druknede. Gisſur, Thorgils og Biſkop Henrik, der noget ſenere indſkibede ſig tilſammen paa eet Fartøj, bleve ved Modvind drevne tilbage under Norges Kyſt, lede Skibbrud, og maatte tilbringe endnu en Vinter i Norge, for det førſte i Throndhjem. Det var under dette Vinterophold her, at Thorgils havde den Dyſt med Knut Jarl, om hvilken det i det foregaaende er talt[5]. Da Vaaren kom, begave de Skibbrudne ſig atter til Kongen, ſom dengang opholdt ſig i Viken, og der blev nu gjort nogen Forandring i den tidligere Beſtemmelſe, idet Gisſur nu fik beholde ſit forrige Herredømme paa Sønderlandet, imod at afgive den øſtligſte Deel af Nordlændinge-Fjerdingen ved Skjalvandafljot eller det ſaakaldte Thingeyjar-Thing, til Finnbjørn Helgesſøn, de ſkulde tage ſin Bolig paa Grenjadarſtad. Gisſur, Thorgils og Finnbjørn ſkulde være forpligtede til gjenſidigt at underſtøtte hinanden. Thord Kakale blev affunden med den kongelige Sysſel i Gauldalen, uden dog derved at kunne trøſte ſig over Tabet af ſin Magt og Omſtyrtningen af alle de Dispoſitioner, han før ſin Afrejſe havde truffet til Bedſte for ſine Venner[6].

Disſe havde imidlertid allerede faaet en Forſmag paa, hvor vanſkeligt det vilde være for dem at holde Stand mod det fiendtlige Parti, hvis de ikke vare langt mere aarvaagne og handlede mere i Fællesſkab, end det lod til at nogen af dem egentlig ſkjøttede om. Agmund Helgesſøn viſte ſig atter paa Øſterlandet, og tænkte ſeent og tidligt paa at hevne den ham af Sæmund tilføjede Fornærmelſe, uanſeet at Abbed Brand fik meglet et Forlig mellem dem, hvorved man troede alt Fiendſkab hævet. Agmund tog heller ikke i Betænkning at hykle det venſkabeligſte Sindelag mod Sæmund, uagtet han uafladeligt pønſede paa Svig; det gik ſaa vidt, at han efter ſin Huſtru Steinunns Død om Vaaren 1252 tilſkrev Sæmund et Brev, hvori han i de bevægeligſte Udtryk talte om at Steinunn paa Dødslejet havde bedet om, at de fra nu af troligen vilde holde Venſkab og godt Svogerſkab med hinanden, hvorhos han med mange fagre Ord bad Sæmund at tage noget Henſyn til den Fodermangel, ſom dette Foraar herſkede i Egnen, og ikke ride med før ſtort Følge om til ſine Thingmænd. Uagtet Sæmund tidligere havde troet at merke Uraad med Henſyn til Agmunds Sindelag, havde dog Abbed Brand, der ſelv var ført bag Lyſet af Agmunds tilſyneladende Oprigtighed, beroliget ham ſaaledes, at han nu ikke nærede Skygge af Mistanke, og ſaaledes med Lethed overliſtedes af Agmund, der Fjortendedags-Dagen efter Steinunns Død[7] lagde ſig i Baghold for ham, tog ham til Fange med hans attenaarige Broder Gudmund og et Par andre Mænd, og lod begge Brødrene ſtrax halshugge[8]. Dette vakte almindelig Forbitrelſe, iſær for Gudmunds Skyld, der var meget afholdt og Eyjulf Thorſteinsſøn, Ravn Oddsſøn, Sturla Thordsſøn og Thorleif i Garde havde i den Anledning et Mode, hvorved fornemmelig Eyjulf og Ravn, Sæmunds Svogre, beklagede det ſkede, og raadſloge øm, hvorledes man ſkulde faa det hevnet, uden dog at beſtemme ſig til noget ſtørre Foretagende i Fællesſkab, førend det havde viiſt ſig, at Thord ikke ſelv kom hjem. De vedtoge imidlertid, og lovede hinanden gjenſidigt, at forſvare de Herſkaber, de forvaltede, imod Gisſur, om han ſkulde komme hjem, og hvilken ſom helſt anden. Alligevel troede de at bemerke, at Thorleif i Garde ikke viſte nogen ſynderlig Iver; de fik ogſaa ſenere et Slags Bekræftelſe derpaa ved et Brev, ſom indløb fra ham til Eyjulf, juſt ſom denne havde et ſtort Gjeſtebud hos ſig; han meldte der, at det neppe kunde nytte at angribe Agmund, da han boede ſaa nær Kirken, at han naar ſom helſt med Lethed kunde ſøge ſin Tilflugt i den. Paa Thinget ſamme Sommer var det lykkets Odd Thorarinsſøn, en af Agmunds Venner og Broderſøn af Abbed Brand, at faa Rane Kodraansſøn, Befalingsmanden i Eyjafjord, dømt fredløs Skogarmand for hans Brutalitet ved Overfaldet paa Philip Sæmundsſøn, og det tragtet Eyjulf Thorſteinsſøn var tilſtede paa Thinget med 720 Mand: han har altſaa enten ikke turdet, eller ikke villet tage ſig af den voldſomme Rane. Gisſur Thorvaldsſøns ældſte Søn Hall havde nu ogſaa naaet Ynglingsalderen, og viſte hvad man kunde vente ſig af ham, i det han lod en af Thord Kakales forrige Følgeſvende aflive paa Besſaſtad. Hall indfandt ſig ſelv med ſine Brødre Isleif og Ketilbjørn ſamt en betydelig Skare Folk paa Thinget, og nær var det kommet til Slagsmaal mellem dem og Eyjulf, hvis ikke et Par anſeede Mænd havde faaet de forſamlede Bønder til at lægge ſig imellem. Kort efter det nys nævnte Gjeſtebud hos Eyjulf havde Sturla Thordsſøn en Drøm, hvori han ſyntes ſee ſin Fader Thord komme til ſig, og melde, at et Skib var landet i Eyjufjorden, og at der ombord paa det var en Skovbjørn, der tilhørte Bødvar paa Stad. Dette, meente Sturla, kunde ikke betyde andet, end at Thorgils Skarde var kommen til Landet, eller i det mindſte ſnart vilde komme, og det anede ham, at der nu foreſtod ſtore Forandringer. Heraf kan man ſlutte ſaa meget, at Thords Venner, i alle Fald de forſtandigere, ſom Sturla, vare ængſtlige til Mode, og ikke ventede ſig noget godt af Fremtiden[9].

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 270, jvfr. Sturlunga Saga VII. 61, VIII. S. Naar Jon Sturlasſøn var kommen til Norge, ſiges ej; han omtales i 1247 ſom opholdende ſig paa Island.
  2. Thorgils’s Ophold hos Brynjulf og ſenere hos Kongen, beſkrives udførligt i Sturlunga Saga, VIII. Beretningen om Livet paa Hvaal er iſær læſeværdig, fordi den giver en ypperlig Foreſtilling om Omgangstone, Skikke og Sæder i de fornemme Mænds Huſe paa de Tider. Den hele Fortælling om Thorgils’s Ophold og Hændelſer i Norge er meddeelt i Overſættelſe af R. Keyſer i Saml. til det norſke Folks og Sprogs Hiſt. I. S. 305 fgg., hvortil vi her hen viſe. I Beretningen er der for Reſten nogle chronologiſke Unøjagtigheder.
  3. Der var, heder det i Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 270, megen „sveitardráttr“, d. e. bogſtaveligt „Følgedragning“, Beſtræbelſe for at drage Folk til ſig eller i ſin Skare.
  4. Der tales udtrykkeligt i det følgende om flere „Stevner“, der holdtes.
  5. Se ovenfor S. 215. Sæmundsſønnernes Død henføres i et Nekrologium til 25de September, 4 Dage før Michelsmesſe.
  6. Sturlunga Saga VII. 53. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 273. De islandſke Annaler. Thords Sysſel var vel den ſamme, ſom Gisſur for havde haſt, ſe ovenfor S. 278.
  7. Steinunn døde, ifølge Sturlunga Saga VII. 56, Løverdag før Paaſke (30te Marts), Ormsſønnerne bleve dræbte Løverdag efter Paaſke (13de April). Til denne Dag henføres og deres Drab i et Nekrologium.
  8. Sturlunga Saga VII. 56, 57. Beſkrivelſen over Ormsſønnernes Drab er ſærdeles omſtændelig og rørende, og maa ganſke viſt være nedſkreven efter et Øjevidnes Beretning.
  9. Sturlunga Saga VII. 59, 60.