Det norske Folks Historie/5/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-1s. 292-295).

Biſkop Henrik, Gisſur Thorvaldsſøn, Thorgils Skarde og Finnbjørn Helgesſøn tilligemed mange andre Islændinger, hvoriblandt ogſaa Aron Hjørleifsſøn, indſkibede ſig alle tilſammen hos den oftere omtalte throndhjemſke Skibsſtyrer Eyſtein hvite, og landede i Eyjafjorden, ved Gaaſe, den 16de Auguſt[1]. Thorgils begav ſig ſtrax til ſin Fader Bødvar paa Stad, hvor han lod alle ſine Paarørende og Venner kalde ſammen og det kongelige Beſkikkelſesbrev oplæſe for dem; de føjede ſig derefter, og vare ſtrax rede til at gjøre ham Følge til Borgarfjorden, ſom han efter Kongens Befaling ſkulde tage i Beſiddelſe. Hans egen Fader Bødvar fulgte med. Førſt tog man ind paa Stavaholt, hvor Bødvars Broder Olaf Hvitaſkald da boede, og ſammenkaldte et Møde af alle Heredsbønderne, tilligemed Høvdingen Thorleif i Garde, til et Sted i Nærheden. Her paa dette Møde traadte Olaf frem og indledede Forhandlingerne med at ønſke Guds Naade over Forſamlingen, og dernæſt bede alle de nærværende at modtage de Breve og Budſkaber, en ſaa ypperlig Herre, ſom Haakon, ſendte dem, med ſømmelig Ærbødighed. Dernæſt rejſte Thorgils ſig, og forkyndte at han havde ladet denne Forſamling tilſtevne for at den ſkulde høre et Kongebrev, der ſkulde blive oplæſt. Han udbad ſig Taushed under Oplæsningen; ſiden kunde man overlægge om Svar. Han holdt Brevet i Haanden, fremviſte Indſeglet, og bad derpaa Thorleif i Garde opnævne en Mand til at læſe det højt. Thorleif vægrede ſig derved. Der var nok af dem, ſagde han, der havde Lyſt paa dette Hered, men faa til at ſvare paa Kongens Budſkab; man burde heller vente til en anden Dag, naar Sturla Thordsſøn og Ravn Oddsſøn vare nærværende, og man kunde overlægge i Forening med dem; han tvivlede ikke paa, at Kongen havde overdraget Thorgils Heredet, men des mere paa, at Kongen havde nogen Ret dertil; dog vilde han ikke ſelv indlade ſig paa at afgive noget formeligt Svar, da han ej var Snorres Arving; han maatte kun, ſom den, der ſkulde varetage Thords Interesſer, ytre, hvad han nu havde fremført. Mange af de andre gave ham Medhold, og ſagde at Kongen ej havde mindſte Ret til at befatte ſig med Snorre Sturlasſøns Gods. Thorgils ſagde at han ligefuldt agtede at lade oplæſe ej alene eet, men to eller maaſkee tre Kongebreve endnu førend de ſkiltes ad; han vilde ikke gjøre ſom Thorleif havde gjort, at undertrykke og hemmeligholde de til ham ſendte Kongebreve. Thorleif følte ſig, ſom det ſynes, truffen ved denne Beſkyldning, hang med Hovedet og ſvarede lidet eller intet. Siden lod Thorgils ſin Svoger Thord Hitneſing oplæſe Kongebrevet. Der opſtod en lang Taushed, ſom førſt blev brudt af Olaf Hvitaſkald, idet han mindede dem om, at det ej var Skik og Brug blandt høviſke Mænd at tie ſtille til kongelige Budſkab. Thorleif ſvarede noget forknyt, at han ikke tænkte paa at forholde Kongen Heredet eller rejſe nogen Ufredsflok mod hans Fuldmægtig, han vilde kun intet udtrykkeligt Samtykke give dertil. Hans Broder Bødvar i Bø ſagde at det egentlig var ham ligegyldigt, hvo der raadede. Andre proteſterede ligefrem; en, ved Navn Hauk af Alftanes, paaſtod fremdeles at man ikke burde befatte ſig med Sagen, førend Ravn og Sturla vare tilſtede. Men Thorgils ſvarede kort og godt, at dette ikke var noget, ſom vedkom ham; hans Ord havde ingen Vegt, medens det derimod torde hænde at man ved Tid og Lejlighed ſiden havde hans Gjenſtridighed i Erindring. Efter denne Truſel vovede ingen at komme med nogen Indvending, ſkjønt paa den anden Side heller ikke noget ivrigt Samtykke blev givet til den kongelige Befaling. Thorgils’s Myndighed kunde ſaaledes endnu ikke ſiges at være fuldſtændigt anerkjendt, om han end ſelv betragtede den ſom ſaadan[2]. Han rykkede nu frem med det andet Brev, og lod det oplæſe. Det var hverken mere eller mindre end et Brev fra Kongen udelukkende til Thorleif, ſom her fik ſtrenge Iretteſættelſer, fordi han havde ſiddet Kongens tidligere Brev overhørig; han truedes med alvorlig Straf, derſom han ikke underſtøttede Gisſur og Thorgils efter bedſte Evne. Thorleif bød ej længer nogen Trods, men erklærede ſig villig til at bøde efter gode Mænds Skjøn, fordi han, ſom han ſagde, var kommen ſenere til Kongen, end denne havde beſtemt ham Tiden. Videre trængte Thorgils ikke for dette Sinde paa Bønderne om Anerkjendelſe, men Egil Salmundsſøn, Snorres Syſterſøn, der for Tiden boede i Reykjaholt, maatte efter gjentagen Anmodning og ſaa godt ſom tvungen afſtaa Thord Beſiddelſen af denne Gaard, hvorhen Thord efter Mødet begav ſig. Dette var hans førſte Optræden blandt Borgfjordingerne. Den var intet mindre end ſkikket til at vinde ham ſelv eller Kongens Sag Tilhængere[3].

Anderledes gik det Gisſur, der var bleven beſkikket til Forſtander for Hereder, hvor han allerede beſad Indbyggernes Hengivenhed. Saaſnart han bar landet, begav han ſig med Finnbjørn og Abbed Brand, der havde modtaget ham ved Ankomſten, veſter til Skagafjorden, tilſtevnede et talrigt Møde, og lod her Kongebrevene oplæſe; og alle de Tilſtedeværende, naturligviis med Undtagelſe af Eyjulf Thorſteinsſøn, ſamtykkede med Glæde i at antage Gisſur til Høvding. Eyjulf, ſom havde indfundet ſig paa Mødet med ſit Følge, men ſom nu paa denne Maade blev afſat fra Befalingen over Skagafjorden, ytrede ikke ſtort, da dette ej vilde have nyttet til noget, men arbejdede ſiden deſto ivrigere, aabenbart og hemmeligt, mod Gisſur. Paa dette ſamme Møde er vel ogſaa rimeligviis Finnbjørn Helgesſøn bleven anerkjendt ſom Forſtander for de nordøſtlige Hereder. Han reed i det mindſte ſtrax nord til Reykjadal og opſlog ſin Bolig paa Grenjadarſtad. Hvor vidt Eyfjordingerne nu ſtrax underkaſtede ſig Gisſur eller ej, eller om der overhoved var Eyfjordinger tilſtede ved Mødet, vides ikke. Rane Kodraansſøn boede vel endnu, trods ſin Fredløshed, paa Grund, ſom Thord Kakales Fuldmægtig, men det ſynes ikke rimeligt, at Eyfjordingerne længer end nødvendigt ſkulde have ſkjøttet om at erkjende ham ſom Høvding for det hele Diſtrict. Dog lader det til, at Gisſur for det førſte ej befattede ſig med Eyjafjorden, hvor Thord Kakale havde ſine fleſte Tilhængere og Beſiddelſer, og at Rune ſaaledes en Tidlang har vedligeholdt ſin Myndighed[4]. Fra Skagafjorden drog Gisſur, ledſaget af Biſkop Henrik, umiddelbart til Sønderlandet, over Hejderne, men ſendte dog i Forvejen Bud til ſine Sønner, at de ſkulde møde ham halvvejs, oppe i Hvinverjadal[5], med 70 Mand. Selv medbragte han thi Mand fra Skagafjorden. Han havde ikke ſeet ſine Sønner paa flere Aar, og de vare imidlertid voxede op til ſmukke, haabefulde Ynglinger; Hall var 19, Isleif 16, og Ketilbjørn 14 Aar; det var derfor et ſærdeles glædeligt Gjenſyn, da de mødtes. Han afſkedigede nu ſit Følge fra Skagafjorden, og begav ſig ned til ſin Gaard Kaldadarnes paa Sønderlandet, hvor han tilbragte Vintren, og, merkeligt nok, nu førſt holdt formeligt Bryllup med ſin Huſtru Gro Alfsdatter, da han tidligere, ſom det ſynes, ej havde kunnet faa Gejſtlighedens Tilladelſe dertil, rimeligviis formedelſt Slægtſkab; han bar derfor maaſkee ſelv under ſit Beſøg ved Pavehoffet erhvervet ſig Dispenſation. Nei var ſaaledes intet i Vejen; baade Abbed Brand, og, ſom det ſynes, Biſkop Henrik, vare tilſtede ved Brylluppet[6].

  1. Sturlunga Saga, VIII. 9, jvfr. VII. 6. 1.
  2. I en kortere Antydning af denne merkelige Transaction, der findes i Sturlunga Saga, VII. 61, ſtaar der udtrykkeligt, at Heredsmændene i Borgarfjorden toge ved Thorgils, ſkjønt temmelig uvenligt. Afſtaaelſen af Reykjaholt ſamt Opkrævningen af Saudetold (hvorom nedenfor) tyder ogſaa paa, at Thord gererede ſig ſom Herre i Diſtrictet, men vi ville dog i det følgende ſee, hvor vanſkeligt han havde for at gjøre ſin Myndighed gjeldende.
  3. Sturlunga Saga, VII. 9.
  4. Endnu i 1253 finde vi ham paa Grund i Eyjafjorden „ſom den der foreſtod Thord Kakales økonomiſke Anliggender“ (Sturl. Saga IX. 2), medens derimod Eyjulf, ſom vi ville ſee, maatte rippe op fra Skagafjorden. Rane omtales tidligere i ſamme Aar ſom mægtig og farlig (VIII. 16).
  5. Om Hvinverjadal, ſe ovenfor I. 1. S. 536. Det var en ubeboet Fjelddal øverſt oppe paa Hejden mellem Skagafjorden og Sønderlandet.
  6. Sturlunga Saga, VII. 61.