Det norske Folks Historie/5/33
Biskop Henrik, Gissur Thorvaldssøn, Thorgils Skarde og Finnbjørn Helgessøn tilligemed mange andre Islændinger, hvoriblandt ogsaa Aron Hjørleifssøn, indskibede sig alle tilsammen hos den oftere omtalte throndhjemske Skibsstyrer Eystein hvite, og landede i Eyjafjorden, ved Gaase, den 16de August[1]. Thorgils begav sig strax til sin Fader Bødvar paa Stad, hvor han lod alle sine Paarørende og Venner kalde sammen og det kongelige Beskikkelsesbrev oplæse for dem; de føjede sig derefter, og vare strax rede til at gjøre ham Følge til Borgarfjorden, som han efter Kongens Befaling skulde tage i Besiddelse. Hans egen Fader Bødvar fulgte med. Først tog man ind paa Stavaholt, hvor Bødvars Broder Olaf Hvitaskald da boede, og sammenkaldte et Møde af alle Heredsbønderne, tilligemed Høvdingen Thorleif i Garde, til et Sted i Nærheden. Her paa dette Møde traadte Olaf frem og indledede Forhandlingerne med at ønske Guds Naade over Forsamlingen, og dernæst bede alle de nærværende at modtage de Breve og Budskaber, en saa ypperlig Herre, som Haakon, sendte dem, med sømmelig Ærbødighed. Dernæst rejste Thorgils sig, og forkyndte at han havde ladet denne Forsamling tilstevne for at den skulde høre et Kongebrev, der skulde blive oplæst. Han udbad sig Taushed under Oplæsningen; siden kunde man overlægge om Svar. Han holdt Brevet i Haanden, fremviste Indseglet, og bad derpaa Thorleif i Garde opnævne en Mand til at læse det højt. Thorleif vægrede sig derved. Der var nok af dem, sagde han, der havde Lyst paa dette Hered, men faa til at svare paa Kongens Budskab; man burde heller vente til en anden Dag, naar Sturla Thordssøn og Ravn Oddssøn vare nærværende, og man kunde overlægge i Forening med dem; han tvivlede ikke paa, at Kongen havde overdraget Thorgils Heredet, men des mere paa, at Kongen havde nogen Ret dertil; dog vilde han ikke selv indlade sig paa at afgive noget formeligt Svar, da han ej var Snorres Arving; han maatte kun, som den, der skulde varetage Thords Interesser, ytre, hvad han nu havde fremført. Mange af de andre gave ham Medhold, og sagde at Kongen ej havde mindste Ret til at befatte sig med Snorre Sturlassøns Gods. Thorgils sagde at han ligefuldt agtede at lade oplæse ej alene eet, men to eller maaskee tre Kongebreve endnu førend de skiltes ad; han vilde ikke gjøre som Thorleif havde gjort, at undertrykke og hemmeligholde de til ham sendte Kongebreve. Thorleif følte sig, som det synes, truffen ved denne Beskyldning, hang med Hovedet og svarede lidet eller intet. Siden lod Thorgils sin Svoger Thord Hitnesing oplæse Kongebrevet. Der opstod en lang Taushed, som først blev brudt af Olaf Hvitaskald, idet han mindede dem om, at det ej var Skik og Brug blandt høviske Mænd at tie stille til kongelige Budskab. Thorleif svarede noget forknyt, at han ikke tænkte paa at forholde Kongen Heredet eller rejse nogen Ufredsflok mod hans Fuldmægtig, han vilde kun intet udtrykkeligt Samtykke give dertil. Hans Broder Bødvar i Bø sagde at det egentlig var ham ligegyldigt, hvo der raadede. Andre protesterede ligefrem; en, ved Navn Hauk af Alftanes, paastod fremdeles at man ikke burde befatte sig med Sagen, førend Ravn og Sturla vare tilstede. Men Thorgils svarede kort og godt, at dette ikke var noget, som vedkom ham; hans Ord havde ingen Vegt, medens det derimod torde hænde at man ved Tid og Lejlighed siden havde hans Gjenstridighed i Erindring. Efter denne Trusel vovede ingen at komme med nogen Indvending, skjønt paa den anden Side heller ikke noget ivrigt Samtykke blev givet til den kongelige Befaling. Thorgils’s Myndighed kunde saaledes endnu ikke siges at være fuldstændigt anerkjendt, om han end selv betragtede den som saadan[2]. Han rykkede nu frem med det andet Brev, og lod det oplæse. Det var hverken mere eller mindre end et Brev fra Kongen udelukkende til Thorleif, som her fik strenge Irettesættelser, fordi han havde siddet Kongens tidligere Brev overhørig; han truedes med alvorlig Straf, dersom han ikke understøttede Gissur og Thorgils efter bedste Evne. Thorleif bød ej længer nogen Trods, men erklærede sig villig til at bøde efter gode Mænds Skjøn, fordi han, som han sagde, var kommen senere til Kongen, end denne havde bestemt ham Tiden. Videre trængte Thorgils ikke for dette Sinde paa Bønderne om Anerkjendelse, men Egil Salmundssøn, Snorres Systersøn, der for Tiden boede i Reykjaholt, maatte efter gjentagen Anmodning og saa godt som tvungen afstaa Thord Besiddelsen af denne Gaard, hvorhen Thord efter Mødet begav sig. Dette var hans første Optræden blandt Borgfjordingerne. Den var intet mindre end skikket til at vinde ham selv eller Kongens Sag Tilhængere[3].
Anderledes gik det Gissur, der var bleven beskikket til Forstander for Hereder, hvor han allerede besad Indbyggernes Hengivenhed. Saasnart han bar landet, begav han sig med Finnbjørn og Abbed Brand, der havde modtaget ham ved Ankomsten, vester til Skagafjorden, tilstevnede et talrigt Møde, og lod her Kongebrevene oplæse; og alle de Tilstedeværende, naturligviis med Undtagelse af Eyjulf Thorsteinssøn, samtykkede med Glæde i at antage Gissur til Høvding. Eyjulf, som havde indfundet sig paa Mødet med sit Følge, men som nu paa denne Maade blev afsat fra Befalingen over Skagafjorden, ytrede ikke stort, da dette ej vilde have nyttet til noget, men arbejdede siden desto ivrigere, aabenbart og hemmeligt, mod Gissur. Paa dette samme Møde er vel ogsaa rimeligviis Finnbjørn Helgessøn bleven anerkjendt som Forstander for de nordøstlige Hereder. Han reed i det mindste strax nord til Reykjadal og opslog sin Bolig paa Grenjadarstad. Hvor vidt Eyfjordingerne nu strax underkastede sig Gissur eller ej, eller om der overhoved var Eyfjordinger tilstede ved Mødet, vides ikke. Rane Kodraanssøn boede vel endnu, trods sin Fredløshed, paa Grund, som Thord Kakales Fuldmægtig, men det synes ikke rimeligt, at Eyfjordingerne længer end nødvendigt skulde have skjøttet om at erkjende ham som Høvding for det hele District. Dog lader det til, at Gissur for det første ej befattede sig med Eyjafjorden, hvor Thord Kakale havde sine fleste Tilhængere og Besiddelser, og at Rune saaledes en Tidlang har vedligeholdt sin Myndighed[4]. Fra Skagafjorden drog Gissur, ledsaget af Biskop Henrik, umiddelbart til Sønderlandet, over Hejderne, men sendte dog i Forvejen Bud til sine Sønner, at de skulde møde ham halvvejs, oppe i Hvinverjadal[5], med 70 Mand. Selv medbragte han thi Mand fra Skagafjorden. Han havde ikke seet sine Sønner paa flere Aar, og de vare imidlertid voxede op til smukke, haabefulde Ynglinger; Hall var 19, Isleif 16, og Ketilbjørn 14 Aar; det var derfor et særdeles glædeligt Gjensyn, da de mødtes. Han afskedigede nu sit Følge fra Skagafjorden, og begav sig ned til sin Gaard Kaldadarnes paa Sønderlandet, hvor han tilbragte Vintren, og, merkeligt nok, nu først holdt formeligt Bryllup med sin Hustru Gro Alfsdatter, da han tidligere, som det synes, ej havde kunnet faa Gejstlighedens Tilladelse dertil, rimeligviis formedelst Slægtskab; han bar derfor maaskee selv under sit Besøg ved Pavehoffet erhvervet sig Dispensation. Nei var saaledes intet i Vejen; baade Abbed Brand, og, som det synes, Biskop Henrik, vare tilstede ved Brylluppet[6].
- ↑ Sturlunga Saga, VIII. 9, jvfr. VII. 6. 1.
- ↑ I en kortere Antydning af denne merkelige Transaction, der findes i Sturlunga Saga, VII. 61, staar der udtrykkeligt, at Heredsmændene i Borgarfjorden toge ved Thorgils, skjønt temmelig uvenligt. Afstaaelsen af Reykjaholt samt Opkrævningen af Saudetold (hvorom nedenfor) tyder ogsaa paa, at Thord gererede sig som Herre i Districtet, men vi ville dog i det følgende see, hvor vanskeligt han havde for at gjøre sin Myndighed gjeldende.
- ↑ Sturlunga Saga, VII. 9.
- ↑ Endnu i 1253 finde vi ham paa Grund i Eyjafjorden „som den der forestod Thord Kakales økonomiske Anliggender“ (Sturl. Saga IX. 2), medens derimod Eyjulf, som vi ville see, maatte rippe op fra Skagafjorden. Rane omtales tidligere i samme Aar som mægtig og farlig (VIII. 16).
- ↑ Om Hvinverjadal, se ovenfor I. 1. S. 536. Det var en ubeboet Fjelddal øverst oppe paa Hejden mellem Skagafjorden og Sønderlandet.
- ↑ Sturlunga Saga, VII. 61.