Det norske Folks Historie/5/34

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-1s. 295-309).

De af Kongen indſatte Befalingsmænd imøde ſaaledes tiltraadt deres Poſter, om man kan bruge dette Udtryk; men den eneſte, der ſad virkelig faſt i Sadlen, og havde nogen betydelig Magt, var Gisſur. Finnbjørn kunde fra ſit indſkrænkede, afſidesliggende Diſtrict ikke virke ſtort, og maatte ganſke være afhængig af den mægtige Gisſur. Thorgils vilde have kunnet formaa meget, hvis hans Diſtrict havde været ham hengivent, men Stemningen her var ham jo, ſom vi have ſeet, ſaa fiendtlig ſom muligt, og han vilde vel neppe engang have kunnet holde ſig der et Øjeblik, hvis han ikke havde omgivet ſig med en talrig Skare, til hvis Underhold hans Indtægter ej vare tilſtrækkelige. Denne uſikre Stilling gjorde ham det imidlertid nødvendigt at holde ſig inde med Gisſur, ſom Kongen havde befalet, uagtet han naturligviis ſom Sturlung ikke kunde have noget tilovers for ham, ja ſnarere maatte frygte og hade ham. Da han derfor ud paa Hoften hørte at Gisſur paa en Rejſe omkring Sønderlandet var kommen til Kjalarnes-Kanten, benyttede han lig heraf til at opſøge ham, og traf ham i Vide-Kloſter, hvor alt, ſom det heder, løb nok ſaa vel af mellem dem, ſkjønt Thorgils ikke ganſke var tilfreds med den Maade, hvorpaa Gisſur kom ham imøde, og derfor i al Hemmelighed bad ſin Ven og fordums Hirdkammerat, Anund Biſkopsfrænde, der nu opholdt ſig hos Gisſur, at iagttage denne og ſøge at komme under Vejr med, hvorledes han egentlig var ſindet imod ham, ſamt derpaa at tilſkrive ham derom. Anund lovede det. Ved denne Lejlighed, da Gisſur var i Nærheden og kunde underſtøtte ham, indkrævede og oppebar Thorgils i Kongens Navn Landslejen af de forhen omtalte, til Snorres Jordegods hørende Gaarde Besſaſtad og Eyvindarſtad, der laa i Nærheden af Vidø og egentlig udenfor det ham ſelv anviſte Diſtrict. Thorgils, ſom paa Henrejſen havde gjeſtet Thorleif i Garde, og fundet en meget kold Modtagelſe, beſøgte paa Tilbagevejen hans Broder Bødvar i Bø, der ſtod i et nærmere Forhold til ham, ſom gift med hans Moders Syſter, og med hvem han derfor ogſaa kom meget bedre ud af det; han ſkjenkede ham endog betydelige Foræringer, og klagede for ham over Thorleifs Uvenſkabelighed og den Mangel paa Kjærlighed, han troede at have ſporet hos Gisſur. Hvad Trøſt Bødvar gav ham, ſiges ikke[1].

Jo længer Tiden leed hen, deſto mere tiltog Thorgils’s Upopularitet. Hans Hverv indtog allerede i og for ſig mange imod ham, og hans Heftighed og Voldſomhed gjorde Stemningen endnu værre. Det faldt ham, ſom ſagt, vanſkeligt at ſkaffe Underhold til ſine mange Huusfolk; der blev ſendt Bud rundt omkring i Heredet, for at opkræve Saudetolden, ſom vel blev ydet, dog ikke fuldſtændigt eller villigt, og han ſaa ſig tillige i den Nødvendighed at maatte lade opkjøbe Slagtefæ. Men paa det førſte Sted, hvor Thorgils lod forhøre derom, negtede man reent ud at ſælge. Harmfuld begav han ſig nogle Dage ſenere ſelv derhen med ſit Følge, og forlangte Slagt tilkjøbs, men Bonden negtede det fremdeles, hvorover Thorgils blev ſaa opbragt, at han overfaldt baade ham og hans Broder med raſende Hug og Slag. Forbitrelſe reed han derfra til den før omtalte Hauks Gaard, hvor Bonden ſagdes ej at være hjemme; Thorgils, ſom ej troede dette, ſlog til den Mand, der meldte ham det, med Ridepiſken gjentagne Gange, ſaa han ſtyrtede, og da han ſiden fik høre at Hauk havde gjemt ſig i Kirken, truede han ham paa Livet, hvis han ej underkaſtede ſig de Vilkaar, man fandt for godt at paalægge ham. Der var ikke andet for, end at overgive Thorgils Selvdom, ſkjønt han, ikke Hauk, var Fornærmeren. Det urimelige heri indſaa endog Thorgils ſelv Dagen efter, da Vreden var gaaet af ham, og han roligere kunde tænke over Sagen. Han ſagde, næſten ſkamfuld, til Huusfruen, at hun og Manden kunde beſtemme, hvormeget de vilde give, ſom dem ſelv ſyntes; Hauk udredede da en Deel Malt, Korn og anden Madvare, medens Huusfruen gav Thorgils en Ring; dette undſaa han ſig ikke ved at tage imod, ligeſom han ogſaa, idet han nu reed videre, heelt ud til Snefjeldsnes, gjeſtede alle de mere anſeede Bønder undervejs og modtog Gaver af dem, ſkjønt de ikke hørte under det ham overdragne Diſtrict, uden for ſaa vidt ſom han maatte anſee ſig berettiget til at underlægge ſig hele Veſterlandet, hvis dets Høvdinger ikke godvilligt underkaſtede ſig Kongen. Det var ogſaa nærmeſt i dette Øjemed, at han foretog denne Rejſe veſtover. Han havde en Sammenkomſt med ſin Farbroder Sturla Thordsſøn paa Helgafell. De havde tidligere været gode Venner; Thorgils havde endog, ſom ovenfor omtalt, været med ham paa Toget mod Brand Kolbeinsſøn for 8 Aar tilbage, og her viiſt ſig overvættes ivrig. Han haabede nu for dette Frændſkabs og Venſkabs Skyld at kunne faa Sturla dragen over paa Kongens og ſit Parti. Men Sturla, ſom var Thord Kakale tro, haabede tvert imod af ſamme Grund at kunne faa Thorgils lokket over til Modpartiet, og i det de ſaaledes gjenſidigt ſøgte at overtale hinanden til Frafald, blev Stemningen mindre og mindre venſkabelig imellem dem. Sturla erklærede Thorgils reent ud, at han og alle Thords Tilhængere vare meget forbitrede over Kong Haakons Foranſtaltninger. De ſkiltes ad i fuldkomment Uvenſkab, og Thord vendte tilbage til Reykjaholt med endnu mindre Udſigt, end nogenſinde før, til at vinde Fodfæſte i de Dele af Veſtfjordene, ſom adløde Sturla og Ravn.

Imidlertid havde Thord Kakale, ſiden han ikke ſelv kunde komme til Island, ſendte ſine troe Tilhængere, Kolbein Gran og Are Ingemundsſøn, for at ſee til hans Venner i Hjemmet og beſtyrke dem i deres Troſkab mod ham. De landede ved Ørebakke, og begave ſig ſtrax veſtover, til Sturla og Ravn. Den ſidſte havde nu, for at være Sturla ſaa meget nærmere, opſlaaet ſin Bolig paa Saudafell i Dale. Kolbein lod ſig det, maaſkee efter Thords Inſtrux, være højſt magtpaaliggende at opmuntre Thords Tilhængere til ej at lade det blive ved den blotte Vægring af at indlade ſig med Thorgils og Gisſur, men i Forening at vove et raſkt Skridt imod dem, for ſaaledes paa een Gang at ſkaffe ſig disſe uvelkomne Gjeſter til Landet af Halſen. De lyttede alt for gjerne til hans Raad, og Virkningen deraf gav ſig ſnart tilkjende i en ſaadan Gjæring blandt Gemytterne og Urolighed paa de Kanter, at det endog ſpurgtes til fjernere Egne. Abbed Brand fandt ſig endog foranlediget til at advare Thorgils, idet han med et Bud, ſom ſkulde afgaa til Biſkop Henrik i Hole, ſendte ham et Brev, hvori han raadede ham til at viſe ſtørre Maadehold og opføre ſig ſkikkeligere i Heredet, end Rygtet meldte, ſamt tillige underrettede ham om at Ravn Oddsſøn var ham overvættes fiendſk, og Sturla heller ikke ſaa venſkabeligt ſtemt, ſom man ifølge deres Frændſkabsforhold kunde have Ret til at vente, hvorfor han burde tage ſig i Vare. Men kort derefter kom der en nok ſaa venlig Hilſen til Thorgils fra Ravn og Sturla, at de gjerne ønſkede at have en Samtale med ham, hvortil de beſtemte Dag og Sted, ſamt tilſagde Grid, anmodende ham om et lignende Tilſagn. Thord indfandt ſig til Mødet, hvor ogſaa, foruden Ravn og Sturla, Kolbein Gran og Nikolas Oddsſøn vare tilſtede. Fra begge Sider var Modtagelſen meget venlig, og Ravn ſpurgte Thorgils ivrigt om Nyt fra Norge. Men medens Ravn og Thorgils talte ſammen, tog Sturla Thord Hitneſing til Side og ſpurgte ham, hvordan Forſtaaelſe der egentlig var mellem Gisſur og Thorgils; om man maaſkee nu kunde forſøge paa at faa denne Forbindelſe opløſt, og Thorgils bragt over paa deres Side. Thord ſvarede, at ſligt ej var at tænke paa: Thorgils vilde ikke for nogen Priis bryde ſit Løfte til Kongen, om han juſt ikke havde ſaa meget tilovers for Gisſur; men derimod, tilføjede Thord, var der flere ſom ſyntes at det vilde klæde Sturla bedre at holde Venſkab og Frændſkab med ſin Broderſøn Thorgils, end at ſtaa i Forbund med hans Fiender. Sturla undſkyldte ſig med at Thorgils havde viiſt ſig ſaa overhaands anmasſende og vanſkelig at komme til Rette med ved deres Sammenkomſt paa Helgafell. I det ſamme hørte de, at Ravn og Thorgils bleve højrøſtede, og ilede til: .Thorgils havde gjort Fordring paa nogle Ejendomme, ſom Nikolas Oddsſøn havde faaet af Snorres Efterladenſkab med ſin Huſtru, der var en Syſterdatter af Snorre[2]. Ravn ſagde, at det ſkulde ikke ſtaa paa med en ſaadan Ubetydelighed ſom disſe Gaarde, naar Thorgils kun vilde ſlutte ſig til deres Parti, medens hans Venſkab med Gisſur kun vilde bringe ham Skam og Skade. Thorgils bad ham ſpare ſine Advarſler, men derimod ſelv vogte ſig for at gjøre ham imod, da det ikke vilde bekomme ham vel; hvad Kongen havde overdraget ham, vilde han kræve, hvad enten den, der ſad inde dermed, heed Ravn eller Nikolas. Nikolas ſvarede at han ikke agtede at give Slip paa, hvad han havde i ſin Varetægt, for noget Menneſke, førend Thord kom hjem, og Sturla og Ravn lovede ham deres Biſtand. Et Par af Thorgils’s Venner foreſloge, at alene Sturla og Thorgils ſom Frænder ſkulde tale med hinanden. Thorgils ſagde at han ikke vilde være Ven af andre end dem der viſte ham Venſkab, ikke Frænde til andre end dem der viſte ham Frændſkab. En af de Tilſtedeværende ytrede ſin Forundring over at ſaa forſtandige Mænd ikke kunde indſee, hvor galt dette bar i Vejen. Sturla lod forſtaa, at der nok ſiden vilde komme Sager op, ſom godtgjorde at han og hans Venner havde haft Ret i at betragte Thorgils ſom deres Fiende. Hvad han her ſigtede til, var noget, ſom Kolbein Gran havde forebragt ham, maaſkee i god Tro, maaſkee og for at ophidſe ham og hans Venner ſaa meget mere mod Thorgils, nemlig at denne ſkulde have lovet Kong Haakon at dræbe Sturla, ligeſom Gisſur Thorvaldsſøn havde dræbt Snorre Sturlasſøn[3]. Thorgils ſvarede at han nok ſkulde vide at møde enhver Beſkyldning naar man ikke reent ud løj paa ham. Derpaa afbrød Sturla Samtalen, ſom han ſagde ledede til intet, og hver gik til ſit. Thorgils vendte tilbage til Reykjaholt, ikke betvivlende, at han nu i.Ravn havde en virkelig Fiende, men uden dog at frygte for noget Overfald af ham eller hans Venner. Han lod gjøre Forberedelſer til Julehelgen, og nøjede ſig med at lade holde Vagt veſtenfor Hvitaa[4].

Ikke længe efter tom en Bekjendt af ham, der havde været baade i Veſtfjordene og itu ſidſt hos Gisſur, til ham med et Brev fra den oven nævnte Anund Biſkopsfrænde, hvori denne meldte ham, at han efter hans Bøn havde iagttaget Gisſur, og fundet, at Thorgils gjorde bedſt i at holde ſig til Vens med ham, uden dog at ſtole alt for meget paa ham; for Reſten vilde han ikke ſige noget til hans Forklejnelſe: for Gisſur vilde ingen Efterretning være behageligere end den, at Thorgils havde været den førſte til at beſtaa en Dyſt med Veſtfjordingerne. Overbringeren af Brevet forſikrede, at disſe beſtemt havde noget i Gjære, ſiden det var ſaa uroligt paa alle Kanter; Kolbein og Svarthøvde vare ſendte veſter i Fjordene: nogen egentlig Folkeſamling kunde han ikke ſige han var bleven var, men Thorgils burde dog ikke des mindre være paa ſin Poſt. Thorgils ſynes dog ikke at have fulgt dette kloge Raad.

At Ravn, Sturla, og de øvrige Høvdinger der veſter virkelig pønſede paa at overfalde baade Thorgils og Gisſur, er allerede ovenfor berettet, og kort for Juul droge de afſted med 80 Mand. Kolbein, Svarthøvde, Nikolas Oddsſøn, Einar Thorvaldsſøn fra Vatnsfjord, o. fl., vare alle ſammen med. De havde liſtigt ladet udſpejde Thorgils’s Veje[5], ſaa at de vidſte god Beſked om, at han Onsdagen den 17de December ſelv femtende gjeſtede Olaf Hvitaſkald paa Stavaholt. Intet kunde falde belejligere for dem, da et Overfald paa Reykjaholt, hvor der var ſaa mange Folk ſamlede, vilde have haft ſtørre Vanſkeligheder. Olaf Hvitaſkald, ſkjønt Thorgils eller rettere Kongens Interesſer meget hengiven, kunde dog ikke godt føre Vaaben mod ſin egen kjødelige Broder Sturla. Thorgils og hans Mænd tilbragte en lyſtig Aften paa Stavaholt. Blandt meget andet taltes der og om Rygterne fra Veſtfjordene, men Olaf ſagde at han intet havde merket, ſaa at der viſt ikke var nogen Fare. Man lagde ſig i god Ro til Sengs, og de fleſtes Vaaben bleve hængte op paa Veggen, da ingen troede at de vilde faa Brug for dem. Tilfældigviis laa kun Thorgils’s Vaaben ſaaledes at han ſtrax kunde faa dem fat. Snart laa alle i den dybeſte Søvn. Det var klart Maaneſkin, Barfroſt og faſt Iis baade paa Vande og Myrer. Ud paa Natten vaagnede nogle af Thorgils Mænd og hørte en ſterk Dundren, ligeſom af Heſtetrampen paa Iis — Dørene ſtode nemlig aabne, fordi Huusfruen, ſom var beſkjeftiget med at brygge Øl, og ikke vilde ulejlige Gjeſterne med Røg, havde ladet gjøre Ild til Kjedlerne ude paa Gaardspladſen, faa at man idelig maatte gaa ud og ind. Man vækkede Thorgils, men han ſagde at det kun var Heſtene ſom bleve redne til Vands, og lagde ſig ſtrax til at ſove igjen. Strax efter hørtes Sønnen langt ſterkere end for, ſaa at Huſene ſkalv, og i ſamme Øjeblik blev der raabt ind i Stuen, at en ſtor Skare Folk kom ridende ind paa Gaarden med Vaaben i Haand. Da blev der en ſtor Forvirring; alle fore op, og kunde i Mørket neppe engang finde ſine Klæder, end ſige Vaabnene; Thord Hitneſing, Thorgils’s Sengkammerat, fik fat paa et Skjold, ſom han rakte ham, og Sverdet havde han hos ſig. Det førſte, Angriberne gjorde, var at beſætte den Dør, der var nærmeſt Kirken; her ſtyrtede de ind med Raab og Banden, og Ravn, ſom førſt tog til Orde, ſagde at de, der vare ſaa kjephøje ved det ſidſte Møde, nu kunde komme frem og ikke krybe i Skjul. Thorgils ſvarede, at hvis Angrebet gjaldt ham, var dette heller ikke hans Agt, men han ønſkede kun at vide, om han ſelv og hans Folk ſkulde faa beholde Livet, og hvad overhoved denne Ufred ſkulde betyde. Ravn ſagde, at han ingen Grid vilde love. Da der nu blev bragt Lys ind, ſpurgte Thorgils efter Sturla, ſom han ikke ſtrax fik Øje paa. Sturla traadte frem, og gav ſig tilkjende. Thorgils ſpurgte ham, om han vilde give ham og hans Mænd Grid. Men Ravn tog Ordet og ſagde, at Sturla ikke ſkulde raade for Griden, heller ikke ſkulde Thorgils nyde anden Grid end den, han havde tiltænkt ſin Frænde Sturla. I det ſamme rejſte Huusbonden, Olaf Hvitaſkald ſig, og talte Ravn og Sturla haardt til Rette; han truede dem med at bede Gud og St. Nikolaus, hvem Kirken med tilhørende Gaard var indviet, at hevne deres Frekhed, og ſagde at det pasſede ſig hedre for Sturla at ſtille ſig foran Thorgils til hans Forſvar, end at ſtaa mellem hans Fiender. Sturla erkjendte Olafs gode Vilje, men kunde dog ikke nu, ſagde han, handle anderledes. Flere af Thorgils’s Mænd fik nu Grid, men den djerve Berg Aamundesſøn, hans fleeraarige Ven og Ledſagere, erklærede at han ej vilde modtage Livet, hvis ikke ogſaa Thorgils fik beholde det. Thorgils ſpurgte nu atter Ravn og Sturla, hvad der var Aarſagen til at de overfaldt ham med ſaadan Hadſkhed. Og nu rykkede Ravn ud med den Beſkyldning, at han ſkulde have lovet Kong Haakon at dræbe Sturla, ja endog edeligt forbundet ſig dertil. Thorgils erklærede dette for en Uſandhed; det var lige ſaa langt fra Kong Haakon, ſagde han, at ville paalægge ham et ſaadant Nidingsverk, ſom fra ham ſelv at ville paatage ſig det. Ravn ſagde, at det var frekt af ham at ville benegte det, naar Kolbein og Are Ingemundsſøn, ſom ſelv vare her nærværende, kunde bevidne det. Er det muligt, ſpurgte Thorgils, at Kolbein og Are kunne ſige noget ſaadant? De vedbleve at forſikre det. Berg og flere af Thorgils’s Mænd paaſtode, at det var den ſtørſte Løgn, og forundrede ſig over, at man havde kunnet finde paa ſligt. Thorgils ſagde at det ikke nyttede at modſige dem, naar de havde Magten. Han ſtod imidlertid med Sverdet i Haanden, færdig til at modtage den førſte, der vovede at lægge Haand paa ham; Ravn ſagde derfor, at hvis han ſatte ſig til Modværge, fik han ingen Grid; den eneſte Maade, hvorpaa han kunde frelſe Livet, var at overgive ſig paa Naade og Unaade, og lade ham og Sturla beſtemme alle Forligsvilkaar. „Selvdom indrømmer jeg hverken dig, Ravn, eller Sturla, eller nogen anden Mand her paa Island“, var Thorgils’s Svar, „ſaa længe Kong Haakon lever; jeg forlanger Kongens Dom i vor Sag“. Derpaa vilde naturligviis de andre ikke indlade ſig, og med de Ord: „det nytter lidet om vi to, Thord og jeg, vilde give os til at kæmpe mod den Mængde bevæbnede Mænd, ſom omringe os“, kaſtede han Vaabnene fra ſig, ſprang frem af Sengerummet, og lod ſig gribe. Han og Thord bleve bragte ind i et Kammer og Døren tillaaſet udenfra, medens Ravn og Sturla raadſloge om, hvad der nu ſkulde ſkee. Thorgils dulgte ikke for Thord, hvor ſørgeligt han fandt det, om han nu ſkulde dø, uden at have udført Bedrifter, hvorom Hiſtorien ſiden vilde tale, ja uden engang at kunne hevne den ham nu tilføjede Ydmygelſe. Thord trøſtede ham med, at det var bedre, hvis han nu ſkulde dø, at have ſaa lidet paa ſin Samvittighed ſom muligt, fik han derimod beholde Livet, kunde han jo gjøre, ſom han ſyntes. Imidlertid kom hans Farbroder Guthorm ind, heel bedrøvet; paa Thorgils’s Spørgsmaal, om han vidſte hvad Høvdingerne havde beſluttet, ſvarede han at det desværre ikke ſaa ud til, at man vilde ſkjenke ham Livet, i det mindſte ikke paa andet Vilkaar, end at han ſkulde forlade Island for aldrig mere at komme tilbage. „Hvo ſkal da“, ſiger Thorgils, „hevne min Skam? nej, her paa Island vil jeg lægge mine Been, enten det bliver nu eller ſenere“. Endelig indfandt Kolbein og Svarthøvde ſig hos ham med det Budſkab fra Ravn og Sturla, at han ſkulde faa beholde Livet, hvis han edeligt lovede at gjøre fælles Sag med dem og hjelpe dem at overfalde Gisſur. Men han ſvarede, at han kunde ikke kjøbe ſit Liv ved Handlinger, der ſiden vilde paadrage ham Skam og Skjendſel. Med denne Beſked gik de ud; men ſaa ſnart de vare borte, bad Thord ham paa det indſtændigſte at love, hvad det ſkulde være, for kun at beholde Livet: alt andet var lettere at kjøbe end dette; han behøvede jo ikke ſiden at holde mere af det nødtvungne Forlig end hvad han fandt for godt. Strax efter vendte Kolbein og Svarthøvde tilbage med Olaf Hvitaſkald, der ligeledes bad Thorgils opfylde Ravns og Sturlas Begjæring; han bad ham mindes, hvor megen Skam og Skade Gisſur havde tilføjet deres Æt; det vilde jo desuden ikke hjelpe Gisſur det aller mindſte, om Thorgils lod ſig aflive for hans Skyld; hvor langt bedre var det da ikke, lige ſaa godt førſt ſom ſidſt at ſlutte ſig til ſine Frænder, ſtaa Laſt og Braſt med dem, og ſiden modtage Æresbeviisninger af dem? Thorgils havde endnu Betænkeligheder, men de andre forenede deres Bønner med Olafs, og omſider bad han, at Ravn og Sturla vilde komme ind, for at han kunde tale med dem ſelv. De kom, og med dem en heel Deel andre, ſaa mange ſom Stuen kunde rumme. Olaf bad begge Parter for Guds Skyld ſee til at blive enige. Nikolas Oddsſøn ſpurgte, om han kunde indeſtaa dem for at de ej vilde angre det; men endog Kolbein Gran ſagde nu, at de, der ikke havde noget godt Ord at lægge ind, burde gaa ſin Vej eller tie. Guthorm erklærede det for uhørt, om de her ſkulde øve Nidingsverk mod en Frænde, der endnu intet Ondt havde gjort dem, medens Ættens ſvorne Fiende (Gisſur) gik fri. Thorgils bad nu Ravn og Sturla ſige, hvad deres egentlige Fordring var. Ravn ſagde, at Sturla kunde ſige det; han havde hidtil ligeſom villet ſkyde ſig under ham, og lade ham ſtaa for det hele; men ſaaledes burde det ikke være; thi man ſkulde ikke ſiden kunne ſige andet, end at begge havde lige Deel i hvad der var ſkeet. Sturla maatte altſaa frem, og efter nogen Overlægning med Ravn og Olaf opregnede han følgende Forligsvilkaar: „Thorgils ſkulde umiddelbart derfra følge dem paa Toget mod Gisſur med fine Mænd; han ſkulde ſlutte edeligt Forbund med dem, og ikke ſkilles fra dem uden ved Døden, førend Ufreden var til Ende; ligeſom overhoved den hele Flok ſkulde blive ſamlet, indtil man enten ſejrede eller faldt; var man heldig og vandt noget, ſkulde det deles ligt mellem dem alle tre.“ Thorgils ſvarede, at disſe Vilkaar nok kunde være antagelige, hvis han ikke derved kom til at bryde ſin Eed mod Kongen, og hvis man tillige havde beſtemt ham nogen Godtgjørelſe for det nærværende Overfald, thi hvad Gisſur angaar, da havde han juſt ikke ſaa meget til overs for ham eller ſaa ſterke Forpligtelſer til ham, at han jo gjerne kunde forene ſig med hans Fiender. Han viſte ſig ſaaledes allerede noget medgjørligere, og da nu baade hans egne Venner og mange af det modſatte Parti trængte ind paa ham, gav han omſider efter, og Forliget blev ſluttet. Ravn, Sturla og Thorgils ſvore hinanden gjenſidigt Troſkabseed. Derpaa ſkyndte man ſig, alt hvad man kunde, at komme afſted, thi Tiden var knap, hvis man vilde benytte den næſte Nat til at overrumple Gisſur; man havde allerede tøvet vel længe. Thorgils ſkulde efter Aftalen ſtrax være med, men ſpurgte Ravn og Sturla, om han ikke førſt maatte ride hjem om Reykjaholt, for der at udruſte ſig, da han ikke var forberedt paa nogen længere Ferd; han ſkulde da ſtøde til dem paa Blaaſkogahejden, ſtrax ovenfor Thingvallevandet. Anmodningen var rimelig, og de kunde ikke vel negte den, ſkjønt de vilde nødig til; han ſkiltes da fra dem, og reed, faa hurtigt han kunde, over Hvitaa og op til Reykjaholt, medens de andre droge ſydefter. Paa Reykjaholt havde allerede Egil Salmundsſøn, Gaardens forrige Beſidder indfundet ſig, tilligemed Nordmanden Eyvind Bratt, begge ivrige Tilhængere af Sturlungerne og afſagte Fiender af Gisſur; da de hørte, hvad der var ſkeet, og at Thorgils nu ſkulde drage med Ravn og Sturla mod Gisſur, bleve de meget glade, og Egil lod i al Skyndſomhed Heſtene ſko og alt andet gjøre rede til Toget, medens Thorgils og hans Mænd gik til Bords. Da Maaltidet var til Ende, men ſtene endnu ikke rigtigt færdige, gik Thorgils og Thord i Bad. Her, da de vare alene, ſpurgte Thorgils, om Thord ſyntes han burde holde Forliget. Thord ſpurgte igjen, hvad han da vilde gjøre, om han brød det. Thorgils ſvarede at han i faa Fald tænkte paa at ride nord over Fjeldet til Biſkop Henrik. Paa Thords videre Spørgsmaal, om han fandt Forligsvilkaarene ſtridende mod den Eed, han havde ſvoret Kong Haakon, ſvarede han ligefrem ja; han kunde ikke holde dem; ſagde han, uden at bryde denne Eed. I ſaa Fald, ſagde Thord, var det da langt mere hans Pligt at holde den Eed, han frivilligt havde ſvoret Kongen til ſin egen Hæder, end den, han nødtvungen havde maattet ſverge for at redde ſit Liv. Heri var Thorgils ſtrax enig med ham, og det blev da beſluttet, at de ſkulde ride nord til Biſkoppen. De klædte ſig paa, tog ſine Vaaben, og ſtege til Heſt. Da de vare komne et Stykke fra Gaarden, meddeelte han ſine Mænd Beſlutningen, ſom vandt alles Bifald. De ſatte nu afſted, alt hvad de kunde, op ad Reykjadalen, til Kalmanstunga, og derfra over Tvidøgrahejden ned til Gnupsdal, ved Midfjord-Aaen, hvor de ankom Fredag Aften (20de December); derfra rede de fremdeles over Fjeldhalſene fra Dal til Dal, idet de kun undte ſig liden Søvn; de kom om Søndagen til Videmyre i Skagafjorden, hvor de oppebiede en af Følget, hvis Heſt var bleven halt, og indtraf endelig Mandag ved Middagstider paa Hole, juſt ſom Biſkoppen gik til Aftenſang; det var nemlig Thorlaksmesſe, den 23de December. Biſkoppen modtog dem paa det bedſte, dog uden at ſpørge dem om Nyt; da gik En hen til ham og hviſkede nogle Ord til ham: Biſkoppen ſpurgte derpaa, om de ikke agtede at overholde den for Højtidsdagen forordnede Faſte. „I Kveld ikke“ ſvarede Thorgils. „Men I ville dog vel ikke nyde Kjød i Kveld,“ ſagde Biſkoppen. „Vi have allerede ſpiiſt Kjød idag,“ var Thorgils’s Svar. „Saa ſkaf dem Kjød baade godt og digert,“ ſagde Biſkoppen til ſine Folk. Da Biſkoppen kom tilbage fra Aftenſangen, fortalte Thorgils ham i Eenrum den hele Sammenhæng, hvormed Biſkoppen var meget vel tilfreds. Og hvad Samvittighed Thorgils maaſkee end kan have gjort ſig over Eedsbrudet, ſaa blev dog viſt alle Betænkeligheder bortryddede, da Biſkoppen den førſte Juledag, efter endt Prædiken, forkyndte den forſamlede Mængde omſtændeligt, hvad der var foregaaet mellem Thorgils, Ravn og Sturla, erklærede disſe tvende ſaavel ſom alle dem, der ydede dem Biſtand, for Landsforrædere, og lyſte dem i Forbud eller den mindre Excommunication, forbeholdende ſig, ſom han ſagde, at ſætte dem i formeligt Ban, naar han hørte om flere ſlette Handlinger, de maatte begaa[6]. Han bød tillige alle dem, der agtede hans Ord, at ſtaa Thorgils bi, anviſte ham Ærespladſen ved ſin Side, da man gik til Bords, og indbød ham til at blive der med alle ſine Mænd hele Julen. Bedre Medhold kunde Thorgils ikke ønſke ſig, og han maatte nu betragte ſig ſom fuldkommen løſt fra ſin Eed[7].

Ravn og Sturla havde ventet en god Stund oppe paa Blaaſkogahejden i den Tanke at Thorgils vilde komme. Men i Stedet for Thorgils kom en af hans Folk, og meldte at de ikke maatte vente ham. Thorgils havde ſelv afſendt denne Mand, da han bekjendtgjorde ſin Beſlutning at drage nordover. Der blev en ſtor Forbauſelſe og Forſtyrrelſe. Nogle ſagde at Thorgils havde ſveget dem, andre, at man ej kunde fortænke ham deri, men den ſom iſær fik Skylden, var Sturla. Sturla følte dog ligeſom en Steen lettet af ſit Hjerte, ved at vide ſin Broderſøn i Sikkerhed; han ſagde, ſaa nogle faa hørte det, at om han end havde vidſt forud, at Udfaldet vilde blive dette, ſaa vilde han dog heller have valgt det fremfor at være Skyld i ſin Frændes Drab. Nogle vare ſaa forbitrede, at de vilde banke det uſkyldige Bud, ſom havde meldt dem Thorgils’s Flugt, men han pasſede ſit Snit under den almindelige Forvirring og løb afſted. Sturla ſagde, at de fik tale hvad de vilde, men nu var der andet at beſtille end at ſidde og holde Snak; de andre fandt ogſaa, at man allerede havde tøvet før længe; de ſtege da til Heſt, og rede videre ſaa hurtigt ſom muligt. Men de fik et forfærdeligt Vejr, med Slud og Storm, og da de kom ned ad Hejden, mødte nogle Spejdere, de havde ſendt i Forvejen, dem med den ubehagelige Efterretning, at Ølvus-Aaen, ſom de maatte over, for at komme til Kaldadarnes, var ufarbar formedelſt Meen-Iis. De maatte derfor opgive ethvert Haab om at kunne overrumple Gisſur, og vendte om igjen i det frygtelige Uvejr. Paa Tilbagevejen over Hejden døjede de uſigeligt ondt, og kom om Søndagen ned til Reykjaholt, hvor Egil, Gaardens forrige Beboer, nu havde indtaget ſin forrige Stilling, og modtog dem med aabne Arme. De tilbragte en Dag der, og fik imidlertid Vished om at Thorgils havde taget Vejen nord over Tvidøgra. Det var naturligviis nu forbi med Thorgils’s Herredømme over Borgarfjorden, og Ravn, ſom allerede før hans Ankomſt til Landet havde haft meſt at ſige der, ſkjønt Thord Kakale havde beſkikket Thorleif i Garde til den egentlige Forſtander, ſynes nu at have underkaſtet ſig Heredet, og det endog med en vis Haardhed. Han og Sturla rede ſiden videre veſtover, og lod deres Mænd fare hjem, hver til ſit, heel ilde tilfreds over ikke at have udrettet mere paa dette Tog, hvortil Planen var ſaa godt lagt, og Begyndelſen ſaa heldig. De troede ſig nu intet Øjeblik ſikre for Thorgils’s Hevn, og Ravn blev derfor paa Stadarhool hos Sturla om Vintren med en Styrke, der aldrig var ringere end 80 Karle, til ſtor Byrde for Omegnen, da man ſaa godt ſom maatte rane fra Bønderne for at ſkaffe Underhold til dem alle[8].

Thorgils gjorde imidlertid et Forſøg paa, om det ikke ſkulde kunne lykkes ham, ſom Kolbein unges Syſterſøn, at hage ſig faſt i Skagafjorden, og derved ſkaffe ſig et Slags Erſtatning for Tabet af Herredømmet over Borgarfjorden. Rigtignok ſtod Skagafjorden nu under Gisſur, men vi have allerede ſeet, at Thord ikke havde ſaa meget tilovers for denne; han troede vel og at finde, at Gisſur ikke havde underſtøttet ham ſaa klækkeligt, ſom han kunde og burde. Biſkoppen ſelv underſtøttede hans Plan, og ledſagede ham tredie Juledag til Flugumyre, hvor der til næſte Dag ſammenkaldtes et Heredsmøde; her berettede Biſkoppen, hvad Skjebne Thorgils havde haft, og Brodde, Kolbeins Svoger, traadte frem, bad Bønderne mindes deres Kjærlighed til Kolbein, og ſagde at det nu var Raad til at faa det Ønſke opfyldt, han ſaa ofte havde hørt dem ytre, nemlig at faa en Høvding af Kolbeins Æt. Der blev talt frem og tilbage om Sagen, uden at man dog kom til nogen Beſlutning; Planen gik ſaaledes for det førſte overſtyr, og Selſkabet vendte tilbage igjen til Hole. Siden fik man Bud fra Gisſur, at denne havde været vel underrettet om den Fare, der truede ham, ſaa at Ravn og Sturla, om de end vare komne over Aaen, ikke vilde have kunnet gjøre ham noget. Han lod ogſaa Biſkoppen hilſe, at han endelig maatte pasſe paa at Skagfjordingerne bleve ham troe. Dette behagede ikke Thorgils, da det ganſke krydſede hans Plan; han vovede dog ikke at ſige noget til Biſkoppen, men raadførte ſig herom med ſin Ven Aron, der opholdt ſig denne Vinter hos Biſkoppen, ſom det ovenfor er meldt. Aron gav ham det Raad, at ride for hver Mands Dør i Skagafjorden med 30 Mand, og ſaaledes tiltvinge ſig Herredømmet. Men herpaa vilde dog Thorgils ikke indlade ſig. Siden efter kom der Bud, at Navn og Sturla ſkulde være i Vente med en Hær af 360 Mand veſtenfra, og Rane Kodraansſøn og Eyjulf ligeledes med en Flok øſtenfra, forat faa Thorgils i ſin Vold. Ved Biſkoppens, Broddes og Paal Kolbeinsſøns Indflydelſe fik man i Haſt ſamlet en Deel Folk for at møde dem, men ſiden viſte det ſig, at det, i det mindſte hvad Ravn og Sturla angik, var blind Allarm. Bønderne, ſom ſaaledes vare ulejligede til ingen Nytte, forlangte Hjemlov, og afgjorde imellem ſig, at de for en anden Gangs Skyld alene vilde forſvare Heredet, men ikke drage i et fremmed Hered. Alligevel foreſlog Aron Hjørleifsſøn for Thorgils, førend Flokken endnu havde opløſt ſig, at han burde benytte Lejligheden og ride lige løs paa Rane Kodraansſøn, for i det mindſte at ſkaffe ſig denne Fiende af Halſen, og da Thorgils indvendte at det ikke nyttede, ſiden Bønderne juſt havde truffet hiin Aftale, erklærede Aron ham reent ud for modløs, en Beſkyldning, Thorgils ſlog hen i Spøg, og ſom han heller ikke fortjente. Men Bønderne havde nu engang ikke Lyſt til at ſlaas for hans Skyld, uden i højeſte Nødvendighed. Nogle bade ham endog forlade Heredet, da man ellers ikke vilde lade dem i Fred. Biſkoppen, ſom indſaa, at der under disſe Omſtændigheder ej var at tænke paa for Thorgils at vinde noget Herredømme i Skagafjorden, og ſom vel heller ikke ſkjøttede om at lægge ſig ud med Gisſur for hans Skyld, tilbød ſig nu at underhandle paa hans Vegne med Ravn og Sturla om Forlig, for at han atter, om muligt, kunde komme til Borgarfjorden. Thorgils modtog Tilbudet — han havde egentlig intet andet Valg — og det blev tillige beſtemt, at Biſkoppen ſkulde ſammenkalde et Møde af Bønderne i Heredet, og tale Thorgils’s Sag, om det lod ſig gjøre. Thord Hitneſing ſkulde paa Thorgils’s Vegne ledſage Biſkoppen, men Thorgils ſelv blive tilbage i Skagafjorden. Biſkoppen tiltraadte ſtrax Rejſen, ſkjønt det var Vintertid og ikke godt at komme frem. Fra Rutafjorden ſendte han Bud til Ravn og Sturla, at de ſkulde møde ham i Borgarfjorden, og da han var kommen over Hejden og ned til Reykjaholt, ſendte han ligeledes Bud til Skaalholt efter Abbed Brand, for at ogſaa han ſkulde være tilſtede ved Modet. Navn og Sturla lovede ſtrax at komme, ſelv femtende, og betingede ſig, at heller ikke Biſkoppen maatte komme mandſterkere, derimod maatte gjerne ſaa mange af Heredsbønderne indfinde ſig, ſom vilde. Mødet ſkulde holdes paa det ſædvanlige Sted, nemlig ved Aamotsvadet paa Veſtſiden af Hvitaa, Kyndelmisſedag.

Til beſtemt Tid indfandt Biſkoppen ſig paa Pladſen, ſkjønt Hvitaaen var ſtor og vanſkelig at komme over, ligeledes ſamlede der ſig en heel Deel Bønder, efter forudgangen Opfordring, og flere kom ſiden til. Strax efter indtraf ogſaa Ravn og Sturla, men gjorde Holdt et Stykke derfra, og vare ej at bevæge til at komme nærmere, førend de havde forvisſet ſig om at Thorgils ikke laa ſkjult i Nærheden for at ſpille dem et Puds. Da gik de hen til Biſkoppen og hilſede ham, men han taug, thi de vare endnu under kirkeligt Forbud. Efter at man havde talt lidt om ligegyldige Sager, ſpurgte endelig Biſkoppen, hvad Forlig de vilde byde Thorgils. De ſvarede at det ej var deres Sag at hode noget, men kun at høre paa hvad Biſkoppen bød; de havde ikke ſendt Bud efter Biſkoppen og forlangt Modet, men han efter dem. Biſkoppen ſagde nu til Thord Hitneſing, at han ſkulde fremſætte Thorgils’s Betingelſer. Disſe vare, ſagde Thord, at han vilde have Borgarfjorden i Fred og til uhindret Raadighed, ſaavel ſom alt, hvad Kongen havde overdraget ham til Forvaltning, ſamt derforuden Erſtatning for Overfaldet paa ham i Stavaholt efter ſex Mænds Dom, lige mange opnævnte fra hver Side. De ſvarede, at man ikke maatte indbilde ſig, at de ſkulde ville opgive Borgarfjorden, eller noget andet, dem af Thord overdraget Diſtrict, førend denne ſelv tilſkrev dem derom; de erkjendte ikke nogen Ret for Kongen til at forordne om Heredernes Forvaltning. Nordmanden Eyſtein hvite, der var med i Biſkoppens Følge, kunde her ikke bare ſig for at udbryde: „ſligt vovede I nok ikke at ſige, derſom I ſad ſaa nær ved Kongen, ſom I nu ſidde ved Biſkoppen: det ſømmede ſig bedſt for eder, at overgive alt til Kongens Forgodtbefindende, og ſelv at forlade Landet“. Men de bade Eyſtein holde ſin Mund; han kunde være nok ſaa brav Kjøbmand, men med Forligsmegling havde han intet at ſkaffe; Thorleif i Garde var af Thord ſat over Heredet med deres Samtykke, og denne Forføjning vilde de forſvare. Nu indtraf ogſaa Abbed Brand og Bødvar i Bø med nogle Bønder; da Abbeden af Biſkop Henrik havde faaet at vide, hvorledes Sagerne ſtode, bad ogſaa han Ravn og Sturla at unde Thorgils et godt Forlig for den Overlaſt, han havde maattet lide paa Stavaholt. De indvendte, at han havde brudt Freden i Heredet, og ſlaaet og mishandlet Bønderne. Dette, meente Abbeden, maatte da blive Bøndernes egen, ikke Ravns og Sturlas Sag. Ogſaa Bødvar i Bø ytrede, at man havde behandlet Thorgils alt for haardt, og at der vel endnu torde være dem, ſom vilde ſvige ham, om de kunde. Ravn, ſom merkede at dette ſigtede til ham, foor op, og ſpurgte ſom dette var alt hvad man havde at ſige angaaende Forliget; Biſkoppen ſvarede, at han intet mere havde at ſige. Nu begyndte et Slagsmaal mellem en af Ravns Mænd og Thord, der gjenkjendte.ved hans Side et Sverd, ſom tilhørte ham, og ſom den anden havde bemægtiget ſig paa Stavaholt. Denne maatte give Slip paa Sverdet, men førſt efter megen Modſtand, og under heftige Ordvexlinger paa begge Sider, der endte med at Ravn lovede ved Tid og Lejlighed at lade Thord undgjelde for dette. Under ſaadanne Omſtændigheder var der ej at tænke paa Forlig, og man ſkiltes paa begge Sider i heftig Vrede. Biſkoppen kom kun med yderſte Nød over Hvitaa, der imidlertid var endnu mere opſvulmet. Abbeden fulgte ham til Reykjaholt, hvor de den følgende Dag, Blaſiusmesſe, holdt en højtidelig Gudstjeneſte, ved hvilken Abbeden ſelv prædikede. I ſin Prædiken berørte han til Slutning det Kirkeforbud, Biſkoppen havde lyſt over Ravn og Sturla, og erklærede at han i alle Dele godkjendte det og vilde have det iagttaget, dog ſaaledes at Preſterne ſkulde kunne tage dem til Skrifte og tillade dem Kirkegang i Tiden mellem Skjerthorsdag og Althinget, ſaafremt de tilſtode Thorgils pasſende Forlig. Ved denne Forkyndelſe fik Forbudet egentlig førſt noget at betyde; det gjaldt nemlig hidtil kun for Henriks Biſkopsdømme eller Nordlændingefjerdingen, hvortil Ravn og Sturla ej hørte, og hvor de for Tiden intet havde at gjøre; nu derimod udſtraktes det af Brand, midlertidig Beſtyrer af Skaalholts Biſkopsdømme, ogſaa til dette, altſaa til de tre øvrige Fjerdinger, og de vare følgelig udeſtængte fra Kirkegang over det hele Land.

Biſkoppen kunde ſaaledes ikke ved ſin Hjemkomſt til Hole bringe Thorgils nogen tilfredsſtillende Efterretning, og Thorgils, ſom merkede at hans Ophold der med mange Folk forvoldte Biſkoppen alt for ſtore Udgifter, ſkjønt den gjeſtfrie Mand ſelv ikke lod ſig forlyde med noget, beſluttede at drage bort, og modtog derfor med Glæde Abbed Brands Tilbud, at flotte til ham paa Skaalholt indtil videre. Da han havde været der en Stund, fik han det ſaaledes ordnet med ſin Fader Bødvar, at denne flyttede til en af ſine andre Gaarde, Eyre, veſtenfor Helgafell[9], men overlod Thorgils Stad, hvor han hidtil havde boet, og hvor Thorgils nu om Vaaren opſlog ſin Bolig, idet han tildeels maatte laane ſig frem hos Bønderne for at ſkaffe ſig den nødvendige Beſætning. Han maatte nu for det førſte ganſke ſlaa Tanken om at blive Herre i Borgarfjorden af Hovedet. Et Slags Forſøg paa at viſe ſig ſom ſaadan gjorde han ved Althinget, idet han ſendte en Fuldmægtig i ſit Sted for at fare med Reykholtingernes og Jøklemændenes Godord, ſom det heed, det vil ſige repræſentere ham ſom Beſtyrer af disſe tvende borgarfjordſke Godord, men uagtet Gisſur ſelv og hans Sønner vare paa Thinget med 700 Mand, drev dog Thorleif, der havde faaet Underſtøttelſe af Ravn, det til at nævne alle Dommene for de borgarfjordſke Godord, og det uagtet Ravn ikke engang var tilſtede paa Althinget, men kun havde underſtøttet Thorleif med Folk, og med ſin mægtige Indflydelſe. Gisſur ſvigtede Thorgils aabenbart. Saaledes havde Thorgils for det førſte udſpillet ſin Rolle, og maatte bolde ſig ſaa godt han kunde paa Stad, uden at deeltage ſtort i Dagens politiſke Begivenheder.

  1. Sturlunga Saga, VIII. 10.
  2. Hans Huſtru heed Gyda, hun var en Syſter af Egil Salmundsſøn, og Datter af den for omtalte Salmund Auſtmand, der havde haft Tilhold paa Reykjaholt, og Snorres Syſter Helga.
  3. Beſkyldningen var, ſom vi ville ſee, visſelig uſand, og det er maaſkee i Erkjendelſen deraf, og med en vis Ærgrelſe over at have fæſtet Lid dertil, at Sturla Thordsſøn ſiger i Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 276 om Kolbein Gran, der dog hørte til hans Parti: „Thord Kakale ſendte ud til Island Kolbein Gran, og denne tyktes juſt ikke at bidrage ſtort til at forlige Gemytterne, da han var kommen hjem.“
  4. Sturlunga Saga, VIII. 10.
  5. Der fortælles ſaaledes, at en af Bønderne i Nærheden, ved Navn Thorſtein, der var i Forſtaaelſe med Thorgils’s Fiender, havde gjort ſig Erinde paa Reykjaholt, foregivende at bringe noget Vaadmaal til Thord Hitneſing, og var forbleven der ſaa længe, indtil det hele Følge var draget af Gaarde og han vidſte hvor de ſkulde hen.
  6. Om Forſkjellen mellem den mindre Excommunication eller Forbud og den ſtørre eller Ban, ſe Keyſer „den norſke Kirkes Hiſtorie“. I. 191.
  7. Sturlunga Saga VIII. 11—15. Ved Juleſelſkabet hos Biſkoppen var ogſaa baade Aron Hjørleifsſøn tilſtede og Nordmanden Eyſtein hvite med ſin Huſtru Jorunn; de vare alle tre Biſkoppens Gjeſter den Vinter.
  8. Sturlunga Saga, VIII. 15, jvfr. VII. 62.
  9. Dette maa ej forvexles med Eyre i Arnarfjorden, Ravns Gaard; det er Etne paa Sydſiden af Breidafjorden.