Det norske Folks Historie/5/35
Aarsagen, hvorfor Gissur tog sig saa lidet af Thorgils, tvert imod det Løfte, han havde givet Kongen, var vel for en stor. Deel, at han ikke i sig selv havde noget tilovers for, eller nogen Tillid til ham, som Sturlung, og derhos nu senest maatte finde hans Bestræbelser for at gjøre sig til Herre i Skagafjorden højst nærgaaende; men fornemmelig maa man dog tilskrive det den Omstændighed, at Gissur slet ikke meente det alvorligt med at befordre Kongens Sag, men alene havde modtaget hans Beskikkelse for derved des lettere selv at skaffe sig selv Magten. I samme Mon som han følte, at dette lykkedes ham, blev han ogsaa ligegyldigere for Kongens Interesser, eller tog saa at sige Masken af, og Thorgils havde vel den hele Tid forekommet ham alt for ivrig. Af denne Grund begyndte ogsaa den gode Forstaaelse mellem Gissur og Biskop Henrik at aftage. Biskoppen, der ligesom Thorgils var Kongens Sag hengiven, men meget klogere, havde ikke vanskeligt for at gjennemskue Gissur, og derved opstod en Kulde, som temmelig snart gik over til formeligt Uvenskab. Det første Spor dertil saa man, da Biskoppen, som det allerede er berettet, søgte at hjelpe Thorgils til Herredømmet i Skagafjorden; det næste maaskee, da han søgte at forlige ham med Ravn og Sturla, Gissurs Fiender. Gissur søgte derimod siden efter, som vi ville see, at faa Ravn og Sturla over paa sit Parti mod Thorgils: det bedste Beviis paa, at han nu ikke længer havde andet end sine egne Interesser for Øje. Men han ventede klogeligt, indtil Thorgils ved sin Fremfusenhed havde gjort sig selv uskadelig for det første[1]. Han havde midlertid indseet Nødvendigheden af at opslaa sin Bolig i Skagafjorden, hvis han vilde være sikker paa at beholde Herredømmet der, enten for sine aabenbare Fiender Eyjulf Thorsteinssøn og Rane Kodraanssøn, eller for Thorgils’s Tilhængere. Til den Ende havde han allerede strax efter Julen kjøbt Kolbeins forrige Hovedgaard, Flugumyre, af hans Enke Helga Sæmundsdatter, eller rettere af Biskoppen, hvem hun havde overdraget den, og nedsat sig der om Vaaren, overdragende sit Forstanderskab paa Sønderlandet til sine Sønner, Hall og Isleif. Eyjulf Thorsteinssøn lod han sige, at han ikke ønskede ham boende i Skagafjorden; og Eyjulf vovede ikke andet end at fortrække; han nedsatte sig paa Madrevalle i Horgaardal, hvor Biskoppen overlod ham Gaarden, der egentlig tilhørte den der staaende Kirke, til Beboelse: et endnu tydeligere Tegn paa Biskoppens forandrede Sindelag mod Gissur[2]. Paa Flugumyre indrettede Gissur sig meget prægtigt, og førte et stort Huus. Han reed, som nys nævnt, meget mandsterk til Thinget, medens kun faa Høvdinger indfandt sig fra de vestlige Hereder, ikke engang Lovsigemanden, Olaf Hvitaskald, der frasagde sig sit Embede, i som det heed, for Vanhelses Skyld. Sturla og Ravn kom heller ikke, af Frygt for Ufreden, som man sagde; og Gissur lod lyse Søgsmaal mod dem og alle de øvrige, der havde været med dem paa Stavaholtstoget, fordi de havde efterstræbt hans Liv. Til Lagmand i Olafs Sted lod han udvælge sin Brodersøn Teit Einarssøn[3], hvilket næsten vækker Tanken om, at det ikke var Sygdom alene, som bragte Olaf Thordssøn til at takke af; thi ved Forhandlingerne paa Stavaholt, om hvilke Gissur vistnok var vel underrettet, havde Olaf viist sig Thorgils alt for hengiven, og, hvad mere er, alt for beredvillig til at forsone vant med Tanken om at understøtte et Overfald paa Gissur, til at denne kunde være vel stemt imod ham og ønske hans Vedbliven i Lagmands-Embedet. Men hiin Demonstration imod Ravn og Sturla skede dog nok hovedsageligt for at gjøre dem noget bange, og følgelig mere medgjørlige; thi endnu i Løbet af Sommeren, strax efter Althings-Tiden, begyndte Gissur at indlede Forsøg med dem om Forlig, og de gjorde heller ingen Vanskeligheder, saa at det virkelig kom til et Møde mellem dem paa Breidabolstad i Rutafjorden, hvor begge Partier indfandt sig over med Iil Mand. Fra begge Sider synes man at trave været lige begjærlige efter at komme til Enighed, thi Forliget, siges der, kom yderst let i Stand; Betingelserne bleve endnu ikke afgjorte, da man enedes om at overlade dette til Abbed Brand. Og for at Forliget endog kunde,blive til et virkeligt Forbund, bejlede Hall, Gissurs Søn, til Sturlas smukke, kun fjortenaarige Datter Ingebjørg, hvis Haand ogsaa strax blev ham lovet, og Brylluppet bestemt at skulle staa paa Flugumyre Vinternat, til hvilken Fest det faldt af sig selv, at Navn baade af Gissur og Sturla blev indbuden. Altsaa havde den kloge Gissur forstaaet at opløse det farlige Forbund, der hidtil havde bestaaet mod ham mellem Vesterlandets Herrer og Rane Kodraanssøn saavel som Eyjulf Thorsteinssøn, uden derfor at trave maattet ty til Thorgils’s Hjelp. Partiernes Stilling paa Øen var forandret. Gissur havde opgivet Kongens, og Ravn og Sturla Thord Kakales Sag for at møde hinanden paa halvvejen og forbinde sig: med hinanden til Udvidelse af deres egen Magt. Eyjulf Thorsteinssøn og Rane holdt endnu fast ved Thords Sag af personlig Hengivenhed for ham„ men ligeledes uden at trave Kongens Gavn nærmest for Øje. De eneste oprigtige Tilhængere af Kongen bar Thorgils, Biskop Henrik og Abbed Brand. Hvad Stilling Finnbjørn Helgessøn indtog, vides ikke; han synes at trave voldt sig rolig i sin Udkant, hvorfra han maaskee agiterede i den nordlige Deel af Østfjerdingen. Det vilde vel ellers ikke have tynget stort i Vegtskaalen, om han havde taget Parti.
Thorgils synes imidlertid at have haft særdeles vanskeligt for at komme ud af det paa Stad, paa Grund af den Mængde Folk, han skulde underholde; og de Forholdsregler, han maatte gribe til, for at skaffe sig det nødvendige, vare af den Natur, at de maatte vække almindelig Misfornøjelse. Hans Venner ønskede derfor meget, at han kunde komme paa en bedre Fod med Ravn og Sturla, og hans Svoger, Thord Hitnesing, opsøgte endog denne sidste, for at indlede Underhandlinger. Sturla, der var fredeligtsindet og i Grunden intet heller ønskede end at staa paa en god Fod med sin Familie, lyttede gjerne dertil; hans største Betænkelighed rejste sig egentlig kun deraf, at han vidste, Thorgils vilde forlange svære Bøder for Overfaldet, og dette var hans svage Side, da han altid trykkedes af Pengemangel. Alligevel erklærede han sig villig til at holde en Sammenkomst med Thorgils længere ud paa Sommeren; Tiden skulde siden nærmere bestemmes. Det traf sig nemlig saa belejligt, at Ravn Oddssøn hele Sommeren skulde opholde lig i de nordvestlige Fjordegne, indtil Bryllupstiden paa Flugumyre nærmede sig; ellers havde Sturla ikke vovet at indlade sig med Thorgils, af Frygt for Ravns Vrede, og selv nu skede det med den yderste Forsigtighed og i dybeste Hemmelighed. Der var vistnok dem, som ogsaa foresloge Thorgils at forlige sig med Skaun„ og tilbøde deres Megling, forestillende ham hans liden Evne til at prøve Kræfter med Storfolk, men herom vilde Thorgils endnu intet høre. Thorgils gjorde imidlertid et Forsøg paa at lade Borgfjordingerne føle sin Vrede, idet han gjorde et Skyndtog til Reykjaholt og søgte efter sin Frænde Egil Salmundssøn, paa hvem han var opbragt, baade fordi han atter havde taget Gaarden i Besiddelse, og fordi han nu skjønnede at han havde spillet under Dække med hans Fiender. Dog kunde han ej finde ham, hvorimod han fandt den samme Mand, som tidligere havde bragt Ravn og Sturla Efterretninger om hans Besøg paa Stavaholt hiin uheldige Aften, og lod til Straf hugge Haanden af ham. Ligeledes overfaldt han en Prest paa Gaarden Sidumule i Nabolaget, som han ogsaa havde mistænkt for at have staaet i Ledtog med hans Fiender, og lod hans Søn dræbe. Ved saadan uklog Ferd kunde han ikke andet end opirre Gemytterne mod sig[4]. Strax efter fandt den aftalte Sammenkomst Sted mellem Thorgils og Sturla, fremdeles i al Hemmelighed, paa en Holme nordligst i Faxefjorden[5], hvor kun tre Mænd vare tilstede paa hver Side. Her fralagde Thorgils sig ganske den Beskyldning, at han skulde have villet efterstræbe Sturlas Liv, og heller ikke var Sturla længer paastaaelig i dette Stokke, saa at Thorgils tydeligt nok kunde see, at han oprigtigt ønskede Forlig. Thorgils foreslog at Presten Paal Hallssøn, en Broder af Sturlas Svigermoder Joreid Hallsdatter[6], skulde afsige Forligsbetingelserne, men Sturla, som ikke ønskede at gjøre flere end højst nødvendigt vise paa, at han var kommen paa en god Fod med Thorgils, overlod denne Selvdom. Thorgils bestemte en temmelig høj Bod for Stavholtferden, ti Hundreder for Sturla alene og fem for hver af de Mænd, han havde haft i Følge med sig; dette var saaledes i alt 210 Hundreder. Sturla sagde intet herimod, men advarede Thorgils for hans Fiender, og kyssede ham, idet han sagde ham Farvel. Men ved Afskeden tog Thorgils hans Haand og sagde: „nu har du, Frænde, indrømmet mig, hvad min Ære fordrede, nemlig Selvdom; jeg har ogsaa paalagt dig en Bod, der vel er stor, men ikke overdreven; dog, da jeg veed, at du ikke bar flere Penge, end du vel behøver, vil jeg ikke at denne Gjeld skal staa os imellem, og eftergiver dig den derfor ganske, saa at hverken jeg eller mine Arvinger skulle kunne fordre den, hvorledes end vort Forhold senere bliver“. Sturla takkede ham særdeles for dette Frændskabs- og Venskabs-Stykke, og de indgik endog et Forbund med hinanden om at understøtte hverandre gjensidigt af al Magt. Derpaa vendte Sturla tilbage, efter at have besøgt den før omtalte Paal Prest, for at kunne foregive, at den hele Rejse kun var foretagen i dette Øjemed[7].
Ved denne besynderlige, hemmelige Overeenskomst, der i Ordets egentlige Forstand kan kaldes en Familietractat, havde Sturla og Thorgils sluttet et personligt Venskabs- og Forsvars-Forbund, der, saa vidt man kan skjønne, ikke skulde have noget med deres politiske Forhold at bestille. I det mindste opgav ikke Thorgils derved sin Hengivenhed for Kongen eller kølnede hans Iver for at befordre Kongens Interesser, lige saa lidet som Sturla opgav sin Forbindelse med Ravn og Gissur. Men Sagen var den, at de blotte personlige Bestræbelser for nogenledes at holde sig oppe hos de mindre mægtige Høvdinger trængte de mere overordnede politiske Hensyn ganske i Baggrunden. Ogsaa for Thorgils gjaldt det, først at skaffe sig et sikkert Fodfæste, førend han paany skred til at agitere for Kongen. Den eneste, der havde været i Stand dertil, om han havde villet, var den mægtige Gissur, men han havde nu kun sin egen Magts-Udvidelse for Øje. Dette indsaa nu ogsaa de øvrige Høvdinger ganske klart, og man seer tydeligt, at ingen af dem, ej engang de, som skulde være nærmere forbundne med luun, havde noget tilovers for ham, men at han, om end ikke hadedes, saa dog i det mindste frygtedes af alle, og at det hos de fleste mere var denne Frugt, eller de særegne Omstændigheder, hvori de befandt sig, der hindrede dem fra at tage aabenbart Parti mod ham, end Hengivenhed for ham selv eller Fælligskab i politiske Anskuelser. Afsagte Fiender vare paa denne Tid egentlig kun Gissur Thorvaldssøn og Eyjulf Thorsteinssøn, saavel som Ravn Oddssøn og Thorgils Skalde. Efter disse Hovedmænds indbyrdes Stilling til hinanden rettede de øvrige Forhold sig. Sturla, hvis Familiehengivenhed drog ham til Thorgils, medens han for en stor Deel var afhængig af Ravn, vovede derfor ikke offentligt at være sig sit Forlig med hiin bekjendt, saa meget mere som han derved maaskee ogsaa vilde have gjort sig mistænkt hos Gissur. At Sturla søgte nærmere Familieforbindelse med Gissur, kom øjensynligt for en stor Deel deraf, at han følte Ravns Overlegenhed og Herredømme i Vestfjordene som en trykkende Byrde, og derfor gjerne søgte Lejlighed til at skaffe sig andre, mægtige Venner, hvis Indflydelse kunde gjøre ham mere uafhængig; derfor nærmede han sig og saa meget hellere Thorgils, skjønt endnu kun hemmeligt. Ravn derimod, som var Vestfjordenes egentlige Herre, kunde derfor ikke med Ligegyldighed betragte hans voxende Magt, og hans Forligsslutning med Gissur var kun en Eftergiven for Øjeblikkets Nødvendighed, uden at være oprigtigt meent. Endelig vare Thorgils og Gissur selv, som vi have seet, langt fra at kunne kaldes gode Venner og Forbundne, skjønt det endnu ikke var kommet, og paa Grund af Forholdene ikke engang ret vilde kunne komme, til Fiendtligheder imellem dem. Hvad der saaledes bestemte Høvdingernes indbyrdes Forhold, og anviste enhver sin Plads, var altsaa fornemmelig Egennytte og indbyrdes personlige Antipathier; naar man undtager de faa Træk af Familiehengivenhed, varmeste Følelse og Ædelmod, som Sturla Thordssøn og Thorgils Skarde lagde for Dagen i deres Forhandlinger med hinanden, møde vi ellers kun kold, beregnende Egoisme og allehaande slette Tendenser; overhoved faar man det meest afskrækkende Billede af Sædeligheds-Tilstanden i Landet. Tro og Love agtedes ikke mere; Redelighed traadtes under Fødder, alles Hænder vare løftede imod hinanden indbyrdes: kort: Anarchiet herskede i den fuldeste Udstrækning og med alle sine uadskillelige Følger. Vi ville strax see endnu mere iøjnefaldende Beviser derpaa.
- ↑ Sturlunga Saga, VIII. 16–18.
- ↑ Sturlunga Saga, IX. 1. Dette Madrevalle er den samme store Gaard paa hvilken Gudmund den mægtige boede for 250 Aar tilbage, og som af ham er bleven navnkundig. Senere (i 1296) oprettedes et Kloster der.
- ↑ Sturlunga Saga, VIII. 18, 19. Teits Fader Einar var en Søn af Thorvald Gissurssøns første Egteskab med Jora Kløingsdatter.
- ↑ Sturlunga Saga, VIII. 19–24. Her fortælles (Cap. 21) et Træk af Thorgils, der stiller hans Ridderlighed i et klart Lys, saa at vi derved endog for en stor Deel forsone os med hans Voldsomhed og Ubesindighed. Han reed en Dag, for Moro Skyld, med sit Følge til det varme Bad paa Lysehval, hvor en vis Vestar Torvessøn boede. Dennes smukke Kone Joreid stod just og vaskede. Thorgils tog hendes Haand og begyndte at fjase med hende; da Vestar saa det hjemme fra Huset, greb han forbitret et Sverd og styrtede ud mod Thorgils; dennes Folk grebe ham dog strax og vilde mishandle ham, men Thorgils sagde, at de skulde lade det være, da Manden havde viist at han havde Hjertet paa rette Sted, idet han vilde hevne en Forhaanelse, som han troede var ham tilføjet; dette havde dog langtfra været hans (Thorgils’s) Mening: han bad Vestar endelig ikke at tro noget saadant, og skjenkede ham en Øxe som Tegn paa sin Agtelse for hans Raskhed.
- ↑ Dette var en af de saakaldte Eldholmer søndenfor Havfjord-Aaen ved Hnappadal strax nordvestenfor Hitardal.
- ↑ Om Joreid Hallsdatter og Ingemund Jonssøns Forsøg paa at bortføre hende, se Sturlunga Saga IV., jvfr. ovenfor III. 855, Noten.
- ↑ Sturlunga Saga, VIII. 24.