Det norske Folks Historie/5/35

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Aarſagen, hvorfor Gisſur tog ſig ſaa lidet af Thorgils, tvert imod det Løfte, han havde givet Kongen, var vel for en ſtor. Deel, at han ikke i ſig ſelv havde noget tilovers for, eller nogen Tillid til ham, ſom Sturlung, og derhos nu ſeneſt maatte finde hans Beſtræbelſer for at gjøre ſig til Herre i Skagafjorden højſt nærgaaende; men fornemmelig maa man dog tilſkrive det den Omſtændighed, at Gisſur ſlet ikke meente det alvorligt med at befordre Kongens Sag, men alene havde modtaget hans Beſkikkelſe for derved des lettere ſelv at ſkaffe ſig ſelv Magten. I ſamme Mon ſom han følte, at dette lykkedes ham, blev han ogſaa ligegyldigere for Kongens Interesſer, eller tog ſaa at ſige Maſken af, og Thorgils havde vel den hele Tid forekommet ham alt for ivrig. Af denne Grund begyndte ogſaa den gode Forſtaaelſe mellem Gisſur og Biſkop Henrik at aftage. Biſkoppen, der ligeſom Thorgils var Kongens Sag hengiven, men meget klogere, havde ikke vanſkeligt for at gjennemſkue Gisſur, og derved opſtod en Kulde, ſom temmelig ſnart gik over til formeligt Uvenſkab. Det førſte Spor dertil ſaa man, da Biſkoppen, ſom det allerede er berettet, ſøgte at hjelpe Thorgils til Herredømmet i Skagafjorden; det næſte maaſkee, da han ſøgte at forlige ham med Ravn og Sturla, Gisſurs Fiender. Gisſur ſøgte derimod ſiden efter, ſom vi ville ſee, at faa Ravn og Sturla over paa ſit Parti mod Thorgils: det bedſte Beviis paa, at han nu ikke længer havde andet end ſine egne Interesſer for Øje. Men han ventede klogeligt, indtil Thorgils ved ſin Fremfuſenhed havde gjort ſig ſelv uſkadelig for det førſte[1]. Han havde midlertid indſeet Nødvendigheden af at opſlaa ſin Bolig i Skagafjorden, hvis han vilde være ſikker paa at beholde Herredømmet der, enten for ſine aabenbare Fiender Eyjulf Thorſteinsſøn og Rane Kodraansſøn, eller for Thorgils’s Tilhængere. Til den Ende havde han allerede ſtrax efter Julen kjøbt Kolbeins forrige Hovedgaard, Flugumyre, af hans Enke Helga Sæmundsdatter, eller rettere af Biſkoppen, hvem hun havde overdraget den, og nedſat ſig der om Vaaren, overdragende ſit Forſtanderſkab paa Sønderlandet til ſine Sønner, Hall og Isleif. Eyjulf Thorſteinsſøn lod han ſige, at han ikke ønſkede ham boende i Skagafjorden; og Eyjulf vovede ikke andet end at fortrække; han nedſatte ſig paa Madrevalle i Horgaardal, hvor Biſkoppen overlod ham Gaarden, der egentlig tilhørte den der ſtaaende Kirke, til Beboelſe: et endnu tydeligere Tegn paa Biſkoppens forandrede Sindelag mod Gisſur[2]. Paa Flugumyre indrettede Gisſur ſig meget prægtigt, og førte et ſtort Huus. Han reed, ſom nys nævnt, meget mandſterk til Thinget, medens kun faa Høvdinger indfandt ſig fra de veſtlige Hereder, ikke engang Lovſigemanden, Olaf Hvitaſkald, der fraſagde ſig ſit Embede, i ſom det heed, for Vanhelſes Skyld. Sturla og Ravn kom heller ikke, af Frygt for Ufreden, ſom man ſagde; og Gisſur lod lyſe Søgsmaal mod dem og alle de øvrige, der havde været med dem paa Stavaholtstoget, fordi de havde efterſtræbt hans Liv. Til Lagmand i Olafs Sted lod han udvælge ſin Broderſøn Teit Einarsſøn[3], hvilket næſten vækker Tanken om, at det ikke var Sygdom alene, ſom bragte Olaf Thordsſøn til at takke af; thi ved Forhandlingerne paa Stavaholt, om hvilke Gisſur viſtnok var vel underrettet, havde Olaf viiſt ſig Thorgils alt for hengiven, og, hvad mere er, alt for beredvillig til at forſone vant med Tanken om at underſtøtte et Overfald paa Gisſur, til at denne kunde være vel ſtemt imod ham og ønſke hans Vedbliven i Lagmands-Embedet. Men hiin Demonſtration imod Ravn og Sturla ſkede dog nok hovedſageligt for at gjøre dem noget bange, og følgelig mere medgjørlige; thi endnu i Løbet af Sommeren, ſtrax efter Althings-Tiden, begyndte Gisſur at indlede Forſøg med dem om Forlig, og de gjorde heller ingen Vanſkeligheder, ſaa at det virkelig kom til et Møde mellem dem paa Breidabolſtad i Rutafjorden, hvor begge Partier indfandt ſig over med Iil Mand. Fra begge Sider ſynes man at trave været lige begjærlige efter at komme til Enighed, thi Forliget, ſiges der, kom yderſt let i Stand; Betingelſerne bleve endnu ikke afgjorte, da man enedes om at overlade dette til Abbed Brand. Og for at Forliget endog kunde,blive til et virkeligt Forbund, bejlede Hall, Gisſurs Søn, til Sturlas ſmukke, kun fjortenaarige Datter Ingebjørg, hvis Haand ogſaa ſtrax blev ham lovet, og Brylluppet beſtemt at ſkulle ſtaa paa Flugumyre Vinternat, til hvilken Feſt det faldt af ſig ſelv, at Navn baade af Gisſur og Sturla blev indbuden. Altſaa havde den kloge Gisſur forſtaaet at opløſe det farlige Forbund, der hidtil havde beſtaaet mod ham mellem Veſterlandets Herrer og Rane Kodraansſøn ſaavel ſom Eyjulf Thorſteinsſøn, uden derfor at trave maattet ty til Thorgils’s Hjelp. Partiernes Stilling paa Øen var forandret. Gisſur havde opgivet Kongens, og Ravn og Sturla Thord Kakales Sag for at møde hinanden paa halvvejen og forbinde ſig: med hinanden til Udvidelſe af deres egen Magt. Eyjulf Thorſteinsſøn og Rane holdt endnu faſt ved Thords Sag af perſonlig Hengivenhed for ham„ men ligeledes uden at trave Kongens Gavn nærmeſt for Øje. De eneſte oprigtige Tilhængere af Kongen bar Thorgils, Biſkop Henrik og Abbed Brand. Hvad Stilling Finnbjørn Helgesſøn indtog, vides ikke; han ſynes at trave voldt ſig rolig i ſin Udkant, hvorfra han maaſkee agiterede i den nordlige Deel af Øſtfjerdingen. Det vilde vel ellers ikke have tynget ſtort i Vegtſkaalen, om han havde taget Parti.

Thorgils ſynes imidlertid at have haft ſærdeles vanſkeligt for at komme ud af det paa Stad, paa Grund af den Mængde Folk, han ſkulde underholde; og de Forholdsregler, han maatte gribe til, for at ſkaffe ſig det nødvendige, vare af den Natur, at de maatte vække almindelig Misfornøjelſe. Hans Venner ønſkede derfor meget, at han kunde komme paa en bedre Fod med Ravn og Sturla, og hans Svoger, Thord Hitneſing, opſøgte endog denne ſidſte, for at indlede Underhandlinger. Sturla, der var fredeligtſindet og i Grunden intet heller ønſkede end at ſtaa paa en god Fod med ſin Familie, lyttede gjerne dertil; hans ſtørſte Betænkelighed rejſte ſig egentlig kun deraf, at han vidſte, Thorgils vilde forlange ſvære Bøder for Overfaldet, og dette var hans ſvage Side, da han altid trykkedes af Pengemangel. Alligevel erklærede han ſig villig til at holde en Sammenkomſt med Thorgils længere ud paa Sommeren; Tiden ſkulde ſiden nærmere beſtemmes. Det traf ſig nemlig ſaa belejligt, at Ravn Oddsſøn hele Sommeren ſkulde opholde lig i de nordveſtlige Fjordegne, indtil Bryllupstiden paa Flugumyre nærmede ſig; ellers havde Sturla ikke vovet at indlade ſig med Thorgils, af Frygt for Ravns Vrede, og ſelv nu ſkede det med den yderſte Forſigtighed og i dybeſte Hemmelighed. Der var viſtnok dem, ſom ogſaa foreſloge Thorgils at forlige ſig med Skaun„ og tilbøde deres Megling, foreſtillende ham hans liden Evne til at prøve Kræfter med Storfolk, men herom vilde Thorgils endnu intet høre. Thorgils gjorde imidlertid et Forſøg paa at lade Borgfjordingerne føle ſin Vrede, idet han gjorde et Skyndtog til Reykjaholt og ſøgte efter ſin Frænde Egil Salmundsſøn, paa hvem han var opbragt, baade fordi han atter havde taget Gaarden i Beſiddelſe, og fordi han nu ſkjønnede at han havde ſpillet under Dække med hans Fiender. Dog kunde han ej finde ham, hvorimod han fandt den ſamme Mand, ſom tidligere havde bragt Ravn og Sturla Efterretninger om hans Beſøg paa Stavaholt hiin uheldige Aften, og lod til Straf hugge Haanden af ham. Ligeledes overfaldt han en Preſt paa Gaarden Sidumule i Nabolaget, ſom han ogſaa havde mistænkt for at have ſtaaet i Ledtog med hans Fiender, og lod hans Søn dræbe. Ved ſaadan uklog Ferd kunde han ikke andet end opirre Gemytterne mod ſig[4]. Strax efter fandt den aftalte Sammenkomſt Sted mellem Thorgils og Sturla, fremdeles i al Hemmelighed, paa en Holme nordligſt i Faxefjorden[5], hvor kun tre Mænd vare tilſtede paa hver Side. Her fralagde Thorgils ſig ganſke den Beſkyldning, at han ſkulde have villet efterſtræbe Sturlas Liv, og heller ikke var Sturla længer paaſtaaelig i dette Stokke, ſaa at Thorgils tydeligt nok kunde ſee, at han oprigtigt ønſkede Forlig. Thorgils foreſlog at Preſten Paal Hallsſøn, en Broder af Sturlas Svigermoder Joreid Hallsdatter[6], ſkulde afſige Forligsbetingelſerne, men Sturla, ſom ikke ønſkede at gjøre flere end højſt nødvendigt viſe paa, at han var kommen paa en god Fod med Thorgils, overlod denne Selvdom. Thorgils beſtemte en temmelig høj Bod for Stavholtferden, ti Hundreder for Sturla alene og fem for hver af de Mænd, han havde haft i Følge med ſig; dette var ſaaledes i alt 210 Hundreder. Sturla ſagde intet herimod, men advarede Thorgils for hans Fiender, og kysſede ham, idet han ſagde ham Farvel. Men ved Afſkeden tog Thorgils hans Haand og ſagde: „nu har du, Frænde, indrømmet mig, hvad min Ære fordrede, nemlig Selvdom; jeg har ogſaa paalagt dig en Bod, der vel er ſtor, men ikke overdreven; dog, da jeg veed, at du ikke bar flere Penge, end du vel behøver, vil jeg ikke at denne Gjeld ſkal ſtaa os imellem, og eftergiver dig den derfor ganſke, ſaa at hverken jeg eller mine Arvinger ſkulle kunne fordre den, hvorledes end vort Forhold ſenere bliver“. Sturla takkede ham ſærdeles for dette Frændſkabs- og Venſkabs-Stykke, og de indgik endog et Forbund med hinanden om at underſtøtte hverandre gjenſidigt af al Magt. Derpaa vendte Sturla tilbage, efter at have beſøgt den før omtalte Paal Preſt, for at kunne foregive, at den hele Rejſe kun var foretagen i dette Øjemed[7].

Ved denne beſynderlige, hemmelige Overeenskomſt, der i Ordets egentlige Forſtand kan kaldes en Familietractat, havde Sturla og Thorgils ſluttet et perſonligt Venſkabs- og Forſvars-Forbund, der, ſaa vidt man kan ſkjønne, ikke ſkulde have noget med deres politiſke Forhold at beſtille. I det mindſte opgav ikke Thorgils derved ſin Hengivenhed for Kongen eller kølnede hans Iver for at befordre Kongens Interesſer, lige ſaa lidet ſom Sturla opgav ſin Forbindelſe med Ravn og Gisſur. Men Sagen var den, at de blotte perſonlige Beſtræbelſer for nogenledes at holde ſig oppe hos de mindre mægtige Høvdinger trængte de mere overordnede politiſke Henſyn ganſke i Baggrunden. Ogſaa for Thorgils gjaldt det, førſt at ſkaffe ſig et ſikkert Fodfæſte, førend han paany ſkred til at agitere for Kongen. Den eneſte, der havde været i Stand dertil, om han havde villet, var den mægtige Gisſur, men han havde nu kun ſin egen Magts-Udvidelſe for Øje. Dette indſaa nu ogſaa de øvrige Høvdinger ganſke klart, og man ſeer tydeligt, at ingen af dem, ej engang de, ſom ſkulde være nærmere forbundne med luun, havde noget tilovers for ham, men at han, om end ikke hadedes, ſaa dog i det mindſte frygtedes af alle, og at det hos de fleſte mere var denne Frugt, eller de ſæregne Omſtændigheder, hvori de befandt ſig, der hindrede dem fra at tage aabenbart Parti mod ham, end Hengivenhed for ham ſelv eller Fælligſkab i politiſke Anſkuelſer. Afſagte Fiender vare paa denne Tid egentlig kun Gisſur Thorvaldsſøn og Eyjulf Thorſteinsſøn, ſaavel ſom Ravn Oddsſøn og Thorgils Skalde. Efter disſe Hovedmænds indbyrdes Stilling til hinanden rettede de øvrige Forhold ſig. Sturla, hvis Familiehengivenhed drog ham til Thorgils, medens han for en ſtor Deel var afhængig af Ravn, vovede derfor ikke offentligt at være ſig ſit Forlig med hiin bekjendt, ſaa meget mere ſom han derved maaſkee ogſaa vilde have gjort ſig mistænkt hos Gisſur. At Sturla ſøgte nærmere Familieforbindelſe med Gisſur, kom øjenſynligt for en ſtor Deel deraf, at han følte Ravns Overlegenhed og Herredømme i Veſtfjordene ſom en trykkende Byrde, og derfor gjerne ſøgte Lejlighed til at ſkaffe ſig andre, mægtige Venner, hvis Indflydelſe kunde gjøre ham mere uafhængig; derfor nærmede han ſig og ſaa meget hellere Thorgils, ſkjønt endnu kun hemmeligt. Ravn derimod, ſom var Veſtfjordenes egentlige Herre, kunde derfor ikke med Ligegyldighed betragte hans voxende Magt, og hans Forligsſlutning med Gisſur var kun en Eftergiven for Øjeblikkets Nødvendighed, uden at være oprigtigt meent. Endelig vare Thorgils og Gisſur ſelv, ſom vi have ſeet, langt fra at kunne kaldes gode Venner og Forbundne, ſkjønt det endnu ikke var kommet, og paa Grund af Forholdene ikke engang ret vilde kunne komme, til Fiendtligheder imellem dem. Hvad der ſaaledes beſtemte Høvdingernes indbyrdes Forhold, og anviſte enhver ſin Plads, var altſaa fornemmelig Egennytte og indbyrdes perſonlige Antipathier; naar man undtager de faa Træk af Familiehengivenhed, varmeſte Følelſe og Ædelmod, ſom Sturla Thordsſøn og Thorgils Skarde lagde for Dagen i deres Forhandlinger med hinanden, møde vi ellers kun kold, beregnende Egoisme og allehaande ſlette Tendenſer; overhoved faar man det meeſt afſkrækkende Billede af Sædeligheds-Tilſtanden i Landet. Tro og Love agtedes ikke mere; Redelighed traadtes under Fødder, alles Hænder vare løftede imod hinanden indbyrdes: kort: Anarchiet herſkede i den fuldeſte Udſtrækning og med alle ſine uadſkillelige Følger. Vi ville ſtrax ſee endnu mere iøjnefaldende Beviſer derpaa.

  1. Sturlunga Saga, VIII. 16—18.
  2. Sturlunga Saga, IX. 1. Dette Madrevalle er den ſamme ſtore Gaard paa hvilken Gudmund den mægtige boede for 250 Aar tilbage, og ſom af ham er bleven navnkundig. Senere (i 1296) oprettedes et Kloſter der.
  3. Sturlunga Saga, VIII. 18, 19. Teits Fader Einar var en Søn af Thorvald Gisſursſøns førſte Egteſkab med Jora Kløingsdatter.
  4. Sturlunga Saga, VIII. 19—24. Her fortælles (Cap. 21) et Træk af Thorgils, der ſtiller hans Ridderlighed i et klart Lys, ſaa at vi derved endog for en ſtor Deel forſone os med hans Voldſomhed og Ubeſindighed. Han reed en Dag, for Moro Skyld, med ſit Følge til det varme Bad paa Lyſehval, hvor en vis Veſtar Torvesſøn boede. Dennes ſmukke Kone Joreid ſtod juſt og vaſkede. Thorgils tog hendes Haand og begyndte at fjaſe med hende; da Veſtar ſaa det hjemme fra Huſet, greb han forbitret et Sverd og ſtyrtede ud mod Thorgils; dennes Folk grebe ham dog ſtrax og vilde mishandle ham, men Thorgils ſagde, at de ſkulde lade det være, da Manden havde viiſt at han havde Hjertet paa rette Sted, idet han vilde hevne en Forhaanelſe, ſom han troede var ham tilføjet; dette havde dog langtfra været hans (Thorgils’s) Mening: han bad Veſtar endelig ikke at tro noget ſaadant, og ſkjenkede ham en Øxe ſom Tegn paa ſin Agtelſe for hans Raſkhed.
  5. Dette var en af de ſaakaldte Eldholmer ſøndenfor Havfjord-Aaen ved Hnappadal ſtrax nordveſtenfor Hitardal.
  6. Om Joreid Hallsdatter og Ingemund Jonsſøns Forſøg paa at bortføre hende, ſe Sturlunga Saga IV., jvfr. ovenfor III. 855, Noten.
  7. Sturlunga Saga, VIII. 24.