Det norske Folks Historie/5/36

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Eyjulf Thorſteinsſøn var, ſom vi vide, Gisſur Thorvaldsſøns afſagte Fiende, og kunde iſærdeleshed ikke glemme ham, at han havde jaget ham fra Skagafjorden. Han brandt af Længſel efter at tage Hevn for dette, og da vi finde, at han mere og mere nærmede ſig Biſkop Henrik, og at der ſnart endog dannede ſig et ſærdeles nøje Venſkab mellem dem, ſkjønt der nys forhen havde været et ſaa heftigt Fiendſkab mellem dem, kan man vanſkelig tilbageholde den Formodning at han og Biſkoppen temmelig tidligt have aftalt Planer mod Gisſurs Liv; flere Omſtændigheder beſtyrke dette. Desuden ophidſedes Eyjulf mod Gisſur af ſin Huſtru Thurid, der fordrede at han ſkulde tage Hevn over hendes Fader Sturlas Banemand[1], ſaavel ſom af Kolbein Gran og Are Ingemundsſøn, der nu havde taget deres Tilhold hos ham. Man ſynes temmelig tidligt at være kommen overeens om at benytte den Lejlighed, det foreſtaaende Bryllup paa Flugumyre tilbød, til at prøve et lumſk Overfald paa Gisſur, og med Henſyn hertil lagde man nu ſine Planer. Brylluppet ſkulde ſtaa Søndagen den 19de October, og Gisſur gjorde overordentlige Forberedelſer dertil, for at det ſkulde blive ſaa prægtigt ſom muligt. Han indbød en Mængde Bønder fra Skagafjorden og Eyjafjorden, foruden dem, der ſkulde komme med Sturla og Ravn veſtenfra, og med hans Sønner ſøndenfra. Hall havde aflagt et Beſøg hos ſin Trolovede, der opholdt ſig hos Mormoderen Joreid paa Sælingdalstunga og udſtyredes rigeligt, ſaavel af vende, ſom af Faderen Sturla, hos hvem Hall ligeledes ved ſamme Lejlighed tilbragte nogle Dage i bedſte Velgaaende. Efterhaanden begyndte de Indbudne at ſamle ſig i Skagafjorden, uden dog ſtrax at begive ſig til Flugumyre, hvor de førſt ſkulde tomme Løverdag Aften. Ravn tog ind paa Videmyre. Her fik han et Beſøg af Eyjulfs Broder Asgrim, der uden videre aabenbarede ham, at Eyjulf og Rane Kodraansſøn agtede at overfalde Gisſur og hans Sønner umiddelbart efter Brylluppet og brænde ham inde, om de ikke kunde faa ham fældet paa anden Maade. Asgrim anmodede Ravn i deres Navn om at gaa i Ledtog med dem, ſaaledes at han med ſine Mænd paa et givet Tegn ſkulde ſtyrte over Gisſur inde i Huſet, medens de andre angrebe udenfra. At Gisſurs Fiender ſaaledes vovede at henvende ſig til Ravn, der ej alene nys havde ſluttet Forlig med Gisſur, men nu endog var en af hans Gjeſter, viſer nokſom at de kjendte ſin Mand, og ikke tvivlede om at hans Had til Gisſur var ſterkere end hans Redelighed. Maaſkee at der endog havde fundet foreløbige, hemmelige Tilnærmelſer Sted mellem Eyjulf og Ravn, og at man nu kun nærmere rykkede ud med Sproget. Ravn misbilligede vel, ſiges der, en ſaa rædſom Plan, og vilde ſelv, ſom Gisſurs Gjeſt, ikke have noget dermed at ſkaffe, men han lovede dog at holde reen Mund, hvilket jo i Virkeligheden var det ſamme ſom at underſtøtte Mordbrænderne. Gisſur viſte denne Gang ikke ſin ſædvanlige Forſigtighed. Han ſynes at have følt ſig aldeles tryg i Bevidſtheden om ſin Magt og det heldige Udfald af fine Underhandlinger, ligeſom det ogſaa lader til, at hans Glæde over det gode Giftermaal, hans Søn gjorde, og den Fred og Enighed, ſom denne Forbindelſe vilde oprette mellem de to hidtil ſaa fiendtlige Ætter, Haukadals-Ætten og Sturlunga-Ætten, var aldeles uſkrømtet og derfor maaſkee forledede ham til at betragte alt med mindre mistænkelige Blik end ſædvanligt. Løverdag Aften indtraf Gjeſterne, i alt meget over 120, og fandt den herligſte Modtagelſe[2]. Da alle vare komne til Sæde, ſtod Gisſur op, bevidnede ſin Glæde over at ſee Landets bedſte Mænd forſamlede under hans Tag i Fred og Enighed, efter at de mange og ſtore Stridigheder, ſom forhen havde herſket imellem dem, nu heldigviis vare bilagte; han henvendte ſig ſærſkilt til Sturla og Ravn, idet han udtalte det Haab, at Forliget, ſom nys var ſluttet mellem dem, vilde blive godt overholdt, og at dette Gjeſtebud fuldkommen vilde beſegle det gode Forbund og Svogerſkab; for Sikkerheds Skyld vilde han dog, tilføjede han, ſætte Grid mellem alle de Tilſtedeværende, og ſaaledes fremſagde han nu den gamle højtidelige Gridsformnlar. Den følgende Dag, ſom var den egentlige Højtidsdag, ſad Isleif, Gisſurs anden Søn, og Ravn ved Siden af hinanden, drak ſammen af eet Sølvkar, og kysſede hinanden for hver Gang de drak hinanden til. Og dette kunde Ravn gjøre uden at lade ſig merke med det mindſte, uagtet han vidſte, at Fienderne allerede lurede i Nærheden, og at den unge Isleif, ſom han kysſede og viſte ſaa megen Venlighed, om faa Dage maaſkee vilde ligge begraven under det nedbrændte Huſes Ruiner. Man havde i Sandhed allerede drevet det vidt i Falſkhed og Forſtillelſeskunſt der paa Øen. Sturla derimod vidſte om intet, og var aldeles uſkyldig; Fienderne havde ikke vovet at henvende ſig til ham. Gjeſtebudet, der beſkrives ſom det bedſte, der i de Tider havde været holdt paa Øen, vedvarede endnu om Mandagen; da kom den forhen omtalte Are Ingemundsſøn, og berettede Ravn fuldſtændigt Mordbrændernes hele Plan, uden at dog Navn derved fandt ſig opfordret til at aabenbare noget; det eneſte, han ytrede, og hvorved han maaſkee troede ſin Samvittighed frelſt, var, at han ved Afſkeden, da han Mandags Aften ſilde reed af Gaarde, og Gisſur forærede ham et Par gode Heſte, bad ham tage ſig ivare. Men da Gisſur ſpurgte ham, om han da vidſte noget beſtemt, han ſkulde tage ſig ivare for, gav Ravn kun et undvigende Svar, og reed bort. Gisſur viſte ſig i den glade Stemning, ſom nu beſjælede ham, ogſaa meget venlig mod Are, uagtet han hørte til hans Fienders Parti, bad ham at beſøge ſig og ſagde at de nok ſkulde komme til Forlig. Ogſaa Are fandt ſig paa Grund heraf foranlediget til ligeſom at lette ſin Samvittighed, idet han gav Gisſur det tvetydige Svar: „tvivl aldrig om, at vi ſkulle aflægge dig et Beſøg; i alle Fald ſkulle hverken jeg eller Kolbein Gran være hos Eyjulf, hvis dette ikke ſkeer.“ Men hverken Gisſur eller nogen anden forſtod Hentydningen. Ravn havde til en af Gjeſterne ladet ſig forlyde med, at der ſnart vilde ſpørges Ufred, men ingen grundede nærmere derover. De fleſte Gjeſter rede bort om Tirsdagen, blandt dem ogſaa Sturla. Isleif ſkulde ogſaa have rejſt, men hans Heſte vare endnu ikke færdige.

Eyjulf og Rane havde imidlertid ſamlet Folk, i alt 42, hvoriblandt tredive i Ringbrynjer. Det forſtaar ſig, at Kolbein Gran og Are vare med, derimod vægrede hans Broder Bjørn og flere ſamvittighedsfulde Mænd ſig derved. Det var mange, ſom endnu ikke vidſte at Toget gjaldt Flugumyre, og at man tænkte paa Mordbrand; derfor bleve flere heel ilde tilmode, da Eyjulf, efter at de vare komne ned i Skagafjorden, bekjendtgjorde ſit Forehavende; mange, heder det, fandt det ſlemt baade at følge med og at vende tilbage. Det lykkedes dem Tirsdags Nat at komme ind paa Gaarden, førend de tvende udſatte Vagtmænd bleve dem var; den ene løb bort til en Gaard i Nabolaget for at gjøre Allarm og faa Folk til, den anden ſtyrtede ind i Huſet og kaldte alle Mand til Vaaben, men blev haardt ſaaret af Kolbein Gran, ſom ſtillede ſig i Døren, ligeſom ogſaa de andre Udgange i en Haſt bleve beſatte. Gisſur og hans tre Sønner ſaavel ſom tolv andre Mænd fik fat paa ſine Vaaben, ligeſom de ogſaa fik ſtængt alle Udgangsdørene, paa een nær, ſaa godt, at Fienderne ikke kunde bryde dem op; ſaaledes havde de kun een Udgang at forſvare, og værgede ſig her ſaa tappert, at Angriberne ingen Vej kunde komme. Da Eyjulf merkede dette, tog han ſin Tilflugt til det ſidſte Middel, Ildspaaſættelſen. Huſet ſtod ſnart i lys Lue, og Røgen var nær ved at kvæle dem, ſom vare derinde. Gisſur og flere maatte lægge ſig næſegruus ned paa Gulvet for at drage Aande; een, ſom laa ved hans Side, hørte da, ſiges der, at han bad til Gud om Hjelp ſaa højtideligt, ſom han aldrig før havde hørt nogen Bøn udtalt. En af Gisſurs Mænd, Gisſur Glade, ſtod i et venſkabeligt Forhold til Kolbein Gran, og de havde aftalt, at de gjenſidigt ſkulde give hinanden Grid, om den ene kom i et ſaadant Forhold til den anden, at der kunde blive Tale derom. Kolbein mindedes nu dette Løfte og bød ham Grid. Gisſur ſagde at han ej vilde modtage nogen Grid, uden at han kunde tage endnu en med. Han tænkte vel paa Gisſur Thorvaldsſøn ſelv. Kolbein ſvarede at han kunde vælge hvem han vilde, kun ikke Gisſur og hans Sønner. Bag Gisſur Glade ſtod imidlertid Gisſur Thorvaldsſøn, underſtøttet af ſin Huſtru Groa, og benyttede disſe faa Øjeblik til at kule ſig noget af og drage friſk Luft; han tænkte endog paa at benytte Lejligheden til at pasſe ſit Snit og løbe ud, men det lykkedes ham ej, og han gik længer ind for at forſøge ſin Lykke paa et andet Sted, efter at have ſagt Groa et ømt Farvel. Imidlertid kom ogſaa den unge Brud, Ingebjørg Sturlasdatter, til, ſmuk og ſtatelig at ſee til, ſkjønt kun i ſin Natdragt. Groa blev glad ved at ſee at hun var i Live, og ſagde at de ſkulde dele Skjebne med hinanden; men da Kolbein Gran hørte Ingebjørg nævne, tilbød han hende ſtrax at gaa ud. Hun vilde ikke, ſagde ligeledes hun, hvis hun ikke fik Løv til at tage endnu en med. Dette negtede Kolbein hende, men Groa bad hende at modtage Tilbudet alligevel; ſelv vilde hun lede efter en liden Dreng, ſin Syſterſøn, ſom hun ſavnede. Medens Ingebjørg endnu betænkte ſig, løb Kolbein Gran ind i det brændende Huus, tog hende paa ſine Arme og bar hende til Kirken. Sandſynligviis havde han vel og ladet Groa ſlippe ud, men imidlertid blev Ilden ſaa ſterk, at hun ej kunde frelſes. Dog var der nogle, ſom paaſtode at en af Mordbrænderne ſtødte hende ind i Ilden, da hun vilde ud; man fandt i det mindſte ſiden hendes Liig ſtrax ved Udgangsdøren. Hall Gisſursſøn vilde ogſaa løbe ud af den ſamme Dør, for hvilken man nu havde ſat et Bord. Han hoppede over Bordet, men fik i det ſamme et dybt Hug i Hovedet og et andet i den venſtre Fod, ſaa den næſten gik af. En Munk fra Tveraa, der havde været med i Brylluppet, og faaet Lov til at ſlippe ud, tog et Skind, lagde det under ham, og ſlæbte ham derpaa til Kirken, hvor han dog kun levede faa Timer. Umiddelbart efter Hall vilde den gamle Arne Beiſk, Snorre Sturlasſøns Banemand, løbe ud, men blev hængende med Fødderne i Bordet og faldt. Paa Spørgsmaalet, hvo det var, navngav han ſig ſtrax, da han, ſom han ſagde, ikke agtede at bede om Livet, naar Hall laa blødende af Ulivsſaar. „Hvo mindes nu ikke Snorre Sturlasſøn!“ raabte Kolbein Gran, og gav ham Baneſaar, idet ogſaa Are Ingemundsſøn og flere hugg til ham. I det ſamme faldt Skaalen ned, og blandt de mange ſom begroves under de brændende Bjelker, var ogſaa Isleif og Ketilbjørn, Gisſurs to andre Sønner. Imidlertid havde Gisſur ſelv frelſt ſig paa en vidunderlig Maade. Ledſaget af ſin Frænde Gudmund Ofſe, der ſagde at han ikke vilde ſkilles fra ham, kom han til det ſaakaldte Skyrbuur eller Melkeboden, der endnu ej havde fattet Ild. Her bad han Gudmund forlade ham, da han nu lettere troede at kunne hjelpe“ ſig alene, end ſelv anden. Gudmund føjede ham deri, kom ud i Selſkab med en Preſt, og fik beholde Livet. Gisſur kaſtede Brynjen og Staalhuen af ſig; ved at ſee ſig om i Buret opdagede han et ſtort Kar med Skyr (tyk Melk) der ſtod paa Stokke, og nede i Jorden under det, næſten ſkjult deraf, et mindre fuldt med Syre (ſuur Kjeldermelk). I dette mindre Kar ſteeg han ned, efter at have kaſtet Sverdet op i det ſtørre, ſaaledes at Melken ganſke dækkede det; der var ſaa vidt Rum under dette, at han kunde faa klemt ſig imellem, og ſatte ſig da i ſine bare Linklæder, paa Hug, ned i den kolde Syre, der naaede ham lige op til Bryſtet. Han havde ikke ſiddet længe, førend han hørte Folk nærme ſin: han kunde endog høre dem tale om, at hvis de fik ham fat, ſkulde Rane, Kolbein og Are Ingemundsſøn give ham Baneſaar. Strax efter kom de ind med Lys, og ledte højt og lavt; tre eller fire Gange ſtak de endog med Spyd ned i Karet, hvor han ſad, og ſtrejfede ham deels paa Hænderne, ſom han holdt for Maven, deels paa Knæerne; enkelte paaſtode, at Spydet havde rørt ved noget, hvad det nu var, andre negtede det, men tilſidſt, efter to Gange ſaaledes at have ranſaget det hele Buur, gik de bort igjen, uden at have opdaget ham. Han fortalte ſiden, at uagtet han tidligere ſkalv ſaaledes af Kulde nede i Syren, at det ſkvalpede i hele Karet, ſkalv han dog ikke det mindſte, ſaa længe de ledte efter ham. Saadan Magt havde Selvbevarings-Driften. Strax efter lavede Mordbrænderne ſig til at drage bort; det var allerede i Dagningen, og man kunde hvert Øjeblik vente at Herredsfolkene vilde komme til. Nogle faa af Gisſurs Mænd fik endnu Grid, hvorpaa de ſtege til Heſt og rede af Gaarde. Den, ſom reed ſidſt, vendte ſig om, og ſaa en Mand blive ledet til Kirken, i hvilken han troede at kjende Gisſur, han vilde derfor at man ſkulde ride tilbage for at underſøge dette; men de andre ſagde, at han maatte tage Fejl, og Raadet blev ikke fulgt. Det var virkelig Gisſur, thi han havde formedelſt Kulde ikke kunnet holde det længer ud i Syren, og maatte derfor ſøge til Kirken tidligere end det egentlig var tjenligt for hans Sikkerhed. Men hans Fienders alt for ſtore Tryghed frelſte ham. Han var meget forkommen af Røg og Kulde, men man anvendte alle mulige Midler for at varme ham, ſaa at han ſnart kom ſig. Han bar ogſaa ſin Ulykke med rolig Fatning, ſkjønt han var haardelig prøvet, thi hans Huſtru, ſom han elſkede højt, og hans tre haabefulde Sønner vare dræbte eller indebrændte; han ſtod ganſke alene tilbage, uden Huſtru, uden Børn; dertil var hans hele prægtige Gaard, den ypperſte i hele Skagafjorden nedbrændt i Bund og Grund med mange Koſtbarheder. Man regnede i Alt, at der omkom 25 Menneſker ved Branden. Dog var han nær bleven overvældet af ſine Følelſer, da han den følgende Dag, ledſaget af Paal Kolbeinsſøn paa Stad og en heel Deel andre Bønder, begav ſig til Brandſtedet for at lede efter de Omkomne, og Levningerne af hans Huſtru Groa og hans Søn Isleif bleve baarne ud til ham. Af Groa var kun Bryſtet tilbage; Isleif var næſten ubrændt men ligeſom ſtegt inde i ſin Brynje. „Her, Paal Frænde,“ ſagde .han, „kan du ſee min Søn Isleif og min Huſtru Groa,“ og vendte ſig bort i det ſamme, men Paal merkede at Taarerne trillede ligeſom Haglkorn ned over hans Anſigt.

Denne Begivenhed gjorde megen Opſigt, og der rejſte ſig ſtor Forbitrelſe over Mordbrænderne. Thi om man vel ellers ikke yndede Gisſur, ſaa fandt man dog den lumſke Maade, hvorpaa de havde gaaet frem, yderſt ſkjendig. Havde de end, naar galt ſkulde være, virkelig faaet udryddet Gisſur med hele hans Huus, ſaa kunde man dog have ſagt, at alt Stof til fremtidig Ufred for det førſte var bortryddet, men ſelv heraf kunde de ikke roſe ſig, ſiden det var lykkets Gisſur at undkomme, thi det var let at ſkjønne at han nu ikke vilde lade Sverdet hvile. Et uhyggeligt Indtryk gjør det under disſe Omſtændigheder at ſee, hvorledes Biſkoppen ved ſin Ferd tydeligt gav tilkjende, at han billigede Foretagendet, om han end ikke, hvad vi dog, ſom oven bemerket, anſee for det rimeligſte, ligefrem fra førſt af havde været med at ſætte det i Gang. Thi Mordbrændernes førſte Fart umiddelbart fra Brandſtedet var lige til Hole, hvor Biſkoppen modtog dem med aabne Arme og ſtrax gav dem Abſolution for deres Handling. Her traf de ogſaa Ravn Oddsſøn, der nu ganſke tog Maſken af og ſlog ſig ſammen med dem, ja endog paa en vis Maade ſtillede ſig i Spidſen for dem ſom Anfører. Endnu medens de vare paa Hole, erfarede de at Gisſur var i Live; flere vilde endnu ikke tro det, men da de bleve fuldkommen overbeviſte om at det virkelig forholdt ſig ſaa, bleve mange, ſom det fortælles, tauſe og alvorlige, og Ravn ſagde, at det nu gjaldt at tage ſig ivare. Gisſur havde imidlertid ſamlet Folk, og nogle foreſlog ham endog ſtrax at ſætte efter Mordbrænderne og angribe dem paa Hole, men han ſvarede, at om han end aldrig ſkulde faa hevnet ſig, vilde han dog ikke forgribe ſig paa Biſkopsſtolen. Denne Gisſurs Agtelſe for Kirkens Hellighed, i Forbindelſe med den Medlidenhed, hans ſtore Ulykke vækker hos os og den Harme, vi føle over Mordbrændernes Ferd, bidrager unegtelig til at ſtemme os gunſtigere for ham end hidtil, og lader uvilkaarligt hans tidligere Ferd mod Sturlungerne, iſær mod Snorre, træde noget i Baggrunden. Hans hele Optræden og Handlemaade ſynes nu mindre egennyttig og mere ridderlig end for, maaſkee fordi den uhyre Sorg virkelig til en vis Grad havde lutret hans Sind, maaſkee og fordi han ſtod ene i Verden, og ikke længer havde Sønner, der kunde arve og vedligeholde det Herredømme, ſom det ved hans Beſtræbelſer maatte lykkes ham at grundlægge[3].

  1. Thurid var en uegte Datter af Sturla: hendes Moder var Vigdis Gilsdatter, Sturlunga Saga IV. 36. Vigdis, ſom ſenere var gift med en anden Mand ved Navn Ufeig, opholdt ſig med ham hos Eyjulf, da ogſaa de paa Gisſurs Befaling havde maattet flytte fra Skagafjorden. En ſmuk Helligdag, fortælles der, da Eyjulf og de øvrige ſad ude paa Gaarden og talte ſammen, ſpurgte Eyjulf Svigermoderen for Spøg: „hvorfor mon Gisſur ikke vilde have dig boende i Skagafjorden?“ Datteren Thurid, hans Huſtru, tog ſtrax Ordet og ſvarede: „fordi han troede enhver gammel Kjerling ligere til at hevne min Fader end dig, der mangler Mands Mod og Hjerte“. Eyjulf ſvarede intet, men blev blodrød.
  2. I Sturlunga Saga berettes vidløftigt, hvorledes Bænkene vare ordnede, og hvorledes Gjeſterne vare ſkillede til Sæde. Der er meget, ſom i mindre Maaleſtok minder om Kroningsgildet 1247, og man ſeer i det mindſte, at den gamle Skik med de to Rader Bænke i Skaalen og Ildſted i Midten.nu var aflagt. Her var der ſex Rade Bænke og enda en Deel Stole, langt fra Kirken. Man havde Lamper eller Lyſekroner, hængende i Taget. Skaalen var 26 Alen lang, 12 Alen bred.
  3. Sturlunga Saga, IX. 1—5. Branden paa Flugumyre er her ſærdeles godt beſkreven. En Overſættelſe deraf findes i „Norſk Folkekalender“ for 1848.