Det norske Folks Historie/5/37

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at Gisſurs førſte Skridt, da han kom nogenlunde til Kræfter, var at ſamle Folk og drage ud for at opſøge og ſtraffe Mordbrænderne. Med 600 Mænd, hvoraf mange fra Sønderlandet, gjorde han et Tog over til Eyjafjorden, og plyndrede paa Mordbrændernes Gaarde og navnlig paa Madrevalle, hvor han blev ſiddende en heel lige, og hvor alt det Kvæg, Eyjulf ejede, blev ſlagtet[1]; men han fik kun een Mordbrænder, og det ikke engang en af-Anførerne, tagen af Dage: de øvrige, tilligemed Ravn, flygtede til den ude i Eyjafjorden liggende Riisø. Herfra indledede de Underhandlinger gjennem Abbed Eyjulf i Thema, og Andres, Sæmund Jonsſøns Søn, og tilbød at undergive den hele Sag Kong Haakons Dom. Til nogen endelig Beſtemmelſe kom det dog ej, men der blev ſluttet Stilſtand med Grid for Vinteren, og til ſtørre Sikkerhed blev det afgjort, at Høvdingerne for Mordbrænderflokken i den Tid ej ſkulde forblive paa deres Gaarde, eller have fuldkommen Frihed til at ſlutte ſig ſammen naar de vilde, men derimod fordeles til Ophold paa Steder, der laa temmelig fjernt fra hinanden indbyrdes, uden at maatte forlade disſe, førend Tilladelſe dertil blev given. Saaledes ſkulde Eyjulf være hos Finnbjørn paa Grenjadarſtad, Rane paa den lille Flatø, yderſt i Skjalvandebugten, Kolbein Gran hos den før omtalte Thorvald Thorarinsſøn, der nu boede paa Hov i Vaapnafjord, og endelig Ravn, der nu ganſke regnedes i Mordbrændernes Tal, hos ſin Kones Morbroder, den nys nævnte Andres Sæmundsſøn, der boede paa Skard, ſydligt paa Øen. Denne Beſtemmelſe blev ogſaa tagen til Følge, og en Deel af Vintren, ſom Gisſur tilbragte paa Gaarden Skrue„ paa Hegranes, gik derfor roligt hen. Lidt før Juul havde Gisſur ogſaa en Samtale med Thorgils Skat-de, der paa Abbed Brands Anmodning gjorde en kort Rejſe til Hole for at lade ſig ſkrifte af Biſkop Henrik i Anledning af ſit Tog til Sidemule og det der begangne Drab; han og Gisſur mødtes, ſiges der, paa Flugumyre, og de talte længe og ret venſkabeligt ſammen og ſkiltes ad i al Sømmelighed, uden dog at viſe hinanden fuldkommen oprigtig Tillid. Dog havde de nu ganſke fælles Fiender og maatte derfor ogſaa i det væſentlige have fælles Interesſer[2].

Noget efter Juul (1254) bragte Gisſur i Erfaring, at Mordbrænderne ikke ſamvittighedsfuldt overholdt det Tilſagn, de havde givet, og at navnlig Kolbein Gran efter et kort Ophold i Vaapnafjorden atter var kommen tilbage til Eyjafjorden, hvor han havde ſit Tilhold paa en af de øverſte Gaarde. Denne Efterretning var Gisſur egentlig kjærkommen, thi han kunde derved ligeledes anſee ſig løſt fra ſit Tilſagn, og ſaaledes atter ſkride til at ſøge Hevn. Han ſamlede ogſaa i Haſt en Deel Folk, kom ganſke uventet over til Eyjafjorden, brød ind paa flere Gaarde, og fik fat paa ſex af Mordbrænderne, ſom han alle lod dræbe; tilſidſt fandt han Kolbein Gran ſelv paa Gaarden Eſpehol, hvor han havde ſkjult ſig bag de paa Veggen hængende Tapeter, og fik ham tagen af Dage efter et overordentligt tappert Forſvar. Foruden Kolbein blev ogſaa endnu en af Mordbrænderne, der tilfældigviis var kommen til Gaarden, aflivet. Da Eyjulf og de øvrige Mordbrændere fik alt dette at høre, opløftede de et ſtort Raab, og paaſtod at Gisſur havde brudt Stilſtanden. Gisſur derimod meente at netop de andre havde brudt den. Men Biſkop Henrik tog Mordbrændernes Parti, og ſatte Gisſur og alle dem, der havde været med ham, i Ban ſom Gridnidinger (Forligsbrydere), ſaaledes at der ej ſkulde ringes eller ſynges Mesſe, hvor de vare tilſtede. Gisſur gjorde vel Biſkoppen Foreſtillinger, og beklagede ſig over at han ſaa ivrigt kunde holde med Mordbrænderne, men Biſkoppen blev ved ſit, og for at undgaa alt for ſtore Ubehageligheder fandt Gisſur det omſider raadeligſt at drage over til Sønderlandet med de fleſte af dem, der havde deeltaget i Toget til Eyjafjorden. Han opſlog atter ſin Bolig paa Kaldadarnes[3].

Gisſurs Bortrejſe fra Skagafjorden var Tegn for Mordbrænderne til atter at ſlutte ſig ſammen, og gjøre et Tog til Skagafjorden for at hevne ſig paa Gisſurs Venner; da de nu ingen af dem kunde treffe, maatte de indſkrænke ſig til at plyndre, og vendte derpaa tilbage til Eyjafjorden, hvor de dog ikke opløſte ſin Flok, men toge alleſammen ſit Tilhold paa Grund. Under ſaadanne Omſtændigheder kunde Gisſur ikke lade Skagafjorden og ſine Interesſer der uden Forſvar, men henvendte ſig til den oftere omtalte Odd Thorarinsſøn, Thorvards Broder og Abbed Brands Broderſøn, om midlertidigt at overtage Beſtyrelſen af Skagafjorden i hans Navn. Gisſur talte allerede da om at drage til Norge og henvende ſig til ſin Herre, Kong Haakon, der viſt, ſom han ſagde, vilde give ham Ret[4]. Odd vilde nødig paatage ſig det anſvarsfulde Hverv, men gav dog omſider efter for Gisſurs Overtalelſer, og fulgte, lidt før Paaſke, med ham nord til Skagafjorden, hvor Bønderne toge vel imod dem, og hvorfra de endog gjorde et Tog til Eyjafjorden, uden dog at faa fat paa nogen af Mordbrænderne. Efter at have indſat Odd til ſin Fuldmægtig og anviiſt ham Flugumyre, der ſaaledes allerede da maa være blevet bebygget igjen efter Branden, til Bolig, vendte Gisſur tilbage til Sønderlandet, og gjorde de nødvendige Forberedelſer til at ſagſøge Mordbrænderne paa Althinget. Allerede førend ſin Rejſe til Skagafjorden havde han ved Andres Sæmundsſøns Foranſtaltning haft en Sammenkomſt med Ravn, dog ikke i anden Henſigt end reent ud at ſvige ham, da han indfandt ſig med 40 Mand i Stedet for 12, ſom Aftalen lød. Ravn ſaa ſig derfor nødt til at ſverge Gisſur Troſkabseed, men rigtignok ogſaa med det ſtiltiende Forſæt at bryde den ved den førſte den bedſte Lejlighed. Gisſur dulgte heller ikke ſin Ærgrelſe over at han havde ladet ham ſlippe ſaa let[5]. Ravn ſkyndte m„ ſaa hurtigt han kunde, hjem til Saudafell, hvor han, for at ſkaffe ſig Fred for det førſte, indledede Underhandlinger med Thorgils, og indgik endog et Forlig med ham, hvori han for ſig og ſine underkaſtede ſig Thords Selvdom angaaende Stavaholtsferden. Men det var heller ikke hans Henſigt at holde dette Forlig længere end han fandt det fordeelagtigt.

Odd Thorarinsſøns førſte Foretagende efter at have overtaget Beſtyrelſen over Skagafjorden, var at foranſtalte en Expedition mod Rane Kodraansſøn, der nu havde ſøgt ſin Tilflugt ude paa Grimsø. Det lykkedes ham at overrumple Rane og fælde ham efter et kjekt Forſvar (29de Mai 1254). Siden gjorde han et Tog over til Eyjafjorden mod Eyjulf Thorſteinsſøn, men uden at kunne faa ham fat, dog fandt Eyjulf ſig derved foranlediget til at drage til Veſtfjordene, og forene ſig med ſin Svoger Ravn. Paa Althinget, der ſtrax efter holdtes, blev Gisſurs Søgsmaal fremmet, og Eyjulf med femten Mordbrændere dømt fredløſe. I Fredløshedsdommen indbefattedes ogſaa Eyjulfs Fader, Thorſtein Jonsſøn i Hvamm, fordi han havde vidſt om det paatænkte Overfald, men ikke aabenbaret det[6].

Imidlertid var der, ſom man let kan forſtaa, indløbet heel foruroligende Beretninger til Norge om Begivenhederne paa Island, og Biſkop Henrik undlod viſtnok ikke at ſkildre Gisſurs Ferd paa den ufordeelagtigſte Maade. Det var rimeligviis en Frugt heraf, at Kong Haakon i Løbet af Sommeren ſendte Biſkop Sigvard tilbage til Island med det ſærdeles Hverv, at drive hans Anliggende paa Althinget, og medgav ham mange Skrivelſer, hvorved ſaavel Gisſur, ſom en heel Deel andre, rimeligviis de fleſte af hans Modſtandere, indſtevnedes til at møde for Kongen i Norge[7]. Denne Gang ſendte Kongen ogſaa en verdslig Agent med ham fra Norge, nemlig en vis Sigurd Silkeauga, rimeligviis en Hirdmand, der ſtilledes ved Biſkoppens Side for at ſee ham paa Fingrene[8]. Det var førſte Gang, at Kongen bragte denne Fremgangsmaade i Anvendelſe; ſiden ſkede det hyppigere. Biſkop Sigvard landede ved Sønderlandet, dog førſt, ſom det ſynes, efter Thingtiden[9]. Saa ſnart Biſkop Henrik erfarede bane Ankomſt, reed han ſtrax ſyd over Hejderne til ham, og ſatte ham viſtnok endnu mere op mod Gisſur, end han allerede var det forud. Det forſtod ſig vel af ſig ſelv, at den Banſættelſe, Biſkop Henrik havde lyſt over ham, nu ogſaa udſtraktes til Skaalholts Biſkopsdømme, og da Banſættelſer nu havde langt andet at betyde, end i Biſkop Gudmunds Tid, bragtes Gisſur derved i den ſtørſte Forlegenhed. Begge Biſkopper trængte ſaaledes.ind paa ham, og truede ham ſaa haardt, at han ingen anden Udvej ſaa for ſig, end at adlyde Kongens Bud; hans Afrejſe ſkulde ſkee fra Ørebakke, i de førſte Dage af Auguſt; det lader endog til, at han ſkulde ſejle bort paa det ſamme Skib, ſom havde bragt Biſkop Sigvard til Landet. Han beſkikkede derfor ſit Huus og ordnede fine Anliggender ſaagodt ſkee kunde. Odd Thorarinsſøn bekræftede han i Beſtyrelſen af Skagafjorden; Forvaltningen af ſine Fædrenebeſiddelſer paa Sønderlandet overdrog han til en af ſine Venner, Thord Arnthorsſøn Tott, der nys havde egtet hans Halvbroder Einars Datter Herdis; han paalagde dem begge, baade Odd og Thord, gjenſidigt at underſtøtte hinanden mod Eyjulf og Ravn. Disſe tænkte endnu for Gisſurs Afrejſe at overrumple ham, og drog i det Øjemed afſted fra Saudafell med 70 Mand, — ſaa aabenbart viſte Ravn at han ikke agtede det nys ſluttede Forlig, — men da de hørte at han var nede ved Ørebakke og ſtrax ſkulde afſejle, torde de ikke vove ſig ſaa langt ind i det vel befolkede Hered, og vendte tilbage igjen. Ikke længe efter afſejlede Gisſur, ledſaget af nogle faa Venner. Odd Thorarinsſøn, der nogle Uger forud var kommen til Sønderlandet, ſkiltes ikke fra ham førend Skibet gik til Sejls. Da var det blevet aftalt imellem dem, at Odd ſkulde fore det egentlige Overtilſyn med alt hvad der vedkom Gisſur der paa Øen[10].

Gisſur landede ved Hørdelands Kyſt, og da han her fik høre, at Kongen var paa Øſtlandet, — han havde denne Sommer været nede ved Elven, og haft den frugtesløſe Sammenkomſt med Kong Chriſtopher, hvorom der ovenfor er berettet, men var nu i Tunsberg, hvor han agtede at tilbringe Vintren — forlod han Skibet, fik ſig en Byrding, og ſejlede øſtefter for at begive ſig til ham. Skibet, hvorpaa han var kommet, fortſatte derimod Rejſen til Bergen, hvor Thord Kakale juſt var tilſtede, og ſaaledes fra førſte Haand kunde faa de ſidſte Nyheder derfra at vide. Der fortælles, at han og nogle flere kort efter kom forbi en Stue, hvor der var en Deel Folk inde, og hvor een af dem, en Islænding, juſt fortalte om Kolbein Grans Drab, men paa en overordentlig partiſk Maade, idet han ſøgte at forkleine Mordbrænderne ſaa meget ſom muligt, og udtrykkeligt ſagde om den tapre Kolbein, „at alle havde undre-t ſig over hvor lidet han var for ſig.“ Da Thord hørte ſin faldne Ven ſaaledes bagtalt, kunde han ikke længer bare ſig, men ſtyrtede ind med de Ord: „nu ville vi ſee hvor meget du er for dig,“ og ſlog til den uredelige Fortæller med en Øxe ſaa at han faldt i Svime[11]. Strax derefter rejſte han øſter til Tunsberg, hvor det nu var nødvendigt for ham at være perſonligt tilſtede og modarbejde Gisſurs Indflydelſe. Denne havde fundet en venlig Modtagelſe hos Kongen, ſom altſaa dog ikke kan have haft ſaa meget imod ham, hvortil det vel heller ikke bidrog ſaa lidet, at den forfærdelige Overlaſt, han havde lidt paa Flugumyre, i ſamme Mon maatte vække Medfølelſe for ham hos alle veltænkende Menneſker, ſom Mordbrændernes gruſomme Ferd maatte vække Afſky. Den kloge Gisſur undlod viſt heller ikke at gjøre ſig ſin Martyrdom ſaa fordeelagtig ſom mulig. Da Thord kom til Tunsberg, fandt han derfor Kongen meget unaadigt ſtemt imod ſig — han hørte jo ſelv til Mordbrændernes Parti, om han end ikke perſonligt havde kunnet deeltage i deres Udaad. Thord dulgte heller ikke ſin Harme; han taalte ikke engang Gisſurs Nærværelſe, og holdt derfor til oppe paa Slotsbjerget, medens Gisſur boede nede i Byen. Dog varede det ikke længe førend ogſaa denne Nærhed blev ham utaalelig. Han traadte en Dag frem for Kongen og bad ham indſtændigt at ſende Gisſur andenſteds hen, thi ſkulde de længer være i By ſammen, ſagde han, vilde det ikke gaa godt. „Kan du da vente,“ ſpurgte Kongen, „at jeg ſaaledes kun paa dit Ord ſkal jage min Frænde Gisſur fra mig? eller kanſke du ikke engang vilde være i Himmerige, naar ogſaa Gisſur ſkulde være der?“ „Jo jeg vilde nok gjerne, Herre,“ var Thords Svar, „dog helſt ſaaledes at det var dygtigt langt imellem os.“ Da maatte Kongen ſmile; ſiden, ud paa Sommeren, da han vendte tilbage til Bergen (1255), gav han dem hver ſin Sysſel, og klogeligt i en betydelig Afſtand fra hinanden, Gisſur i det Throndhjemſke, Thord i Skien. Det var hans Henſigt, atter at holde dem begge tilbage i Norge indtil Videre, og forſøge paa at fremme ſin Sag uden deres Hjelp[12]. Til ſin Udſending valgte han derimod den tidligere omtalte Ivar Englesſøn, ſin Fehirde, og altſaa en højt anſeet Mand. Han ſkulde itu ved Biſkoppernes Hjelp virke for Kongens Sag, og ſøge at drive hans Planer igjennem. Han var ſaaledes den anden Nordmand af verdslig Stand, ſom Kongen i dette Erende ſendte derover, dog ikke længer kun ſideordnet eller underordnet Biſkopperne, men med ſelvſtændig Myndighed. Kongen maa altſaa nu have overbeviiſt ſig øm, blind der og i ſig ſelv var naturligt, at kun en verdslig Mand, der ſtod udenfor Partierne, og ſom aldrig ſelv kunde aſpirere til noget uafhængigt Herredømme over Øen, var i Stand til at beſørge hans Erender med fuldkommen Uinteresſerethed. Dette havde han viſtnok før ventet af Biſkopperne, men deels var disſes verdslige Myndighed forringe, deels bragte deres kirkelige Interesſer dem ſom ofteſt i Stillinger, hvor de vanſkeligt kunde undgaa at tage Parti, og derved friſtes til at ſætte Hovedplanen til Side for Øjeblikkets Henſyn[13].

  1. Ogſaa paa Geldingaholt i Skagafjorden, hvor Eyjulfs Syſter nu boede, havde Gisſur i nogle Dage ſlaaet ſig ned med 300 Mand, fortæret alt, hvad der fandtes af Madforraad og ſlagtet alt Kvæget. Paa en Gaard i Eyjafjorden, hvor der ligeledes blev plyndret, heder det „at der var Rigdom og Velſtand da man kom, men Mangel og Fattigdom da man drog bort.“
  2. Sturlunga Saga, IX. 7.
  3. Sturlunga Saga, IX. 6, 8.
  4. Sturlunga Saga, IX. 11. Det vil nedenfor ſees, at Gisſur dog egentlig beſtemtes til at forlade Landet ved Biſkopperne Henriks og Sigvards forenede Beſtræbelſer. Sturlunga Saga udtrykker ſig ikke her med tilbørlig Klarhed, og ſynes at lade Beſtemmelſen, at ville drage til Norge, være kommen til Modenhed hos Gisſur allerede førend Biſkop Sigvart kom til Landet, da han udnævnte Odd til ſin Fuldmægtig. Dette er aabenbart urigtigt, hvilket allerede kan ſees deraf at Gisſur forberedte og drev et Søgsmaal paa Althinget. At han indſatte Odd i ſit Sted i Skagafjorden var ej fordi han agtede ſig udenlands, men fordi han ſelv paa Grund af Banſættelſen ej kunde opholde ſig i Biſkop Henriks Biſkopsdømme.
  5. Han kunde ikke begribe, ſagde han ſenere, hvad der dengang gik af ham, thi det havde været hans beſtemte Henſigt at lade Ravn gribe, og enten blinde eller gilde. Sturlunga Saga, IX. 9.
  6. Sturlunga Saga, IX. 12.
  7. Det er dog muligt at et af Brevene har bekræftet Eyjulf i Beſiddelſen af Eyjafjorden, i det mindſte paaberaabte Eyjulf ſig, ſom det nedenfor (S. 336) vil ſees, Kongsbrev desangaaende.
  8. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 283.
  9. Der tales nemlig om Thinget og Mordbrændernes Fredløshedsdømmelſe førend der nævnes noget om Biſkop Sigvards Ankomſt til Landet, ligeſom der heller ikke ytres et Ord om at denne viſte ſig paa Thinget. Sturlunga Saga IX. 12, 13.
  10. Sturlunga Saga, XI. 13, 15. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 282.
  11. Sturlunga Saga, XI. 54. Ifølge Haak. Haakonsſ. Saga Cap. 282 ſkulde Gisſur ſelv have været i Bergen, og der haſt et heel uvenligt Møde med Thord; men Sturlungaſagas omſtændelige Beretning ſynes her at maatte have Fortrinet, iſær da den nærmere oplyſes ved det her meddeelte, charakteriſtiſke Træk af Thord. Sturla Thordsſøn, Kongeſagaens Forfatter, maa altſaa her have været fejlagtigt underrettet, eller gjort ſig ſkyldig len Misforſtaaelſe. Han har maaſkee henført Gisſurs og Thords Møde til Bergen, i Stedet for til Berget ved Tunsberg.
  12. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 283. Sturlunga Saga, IX. 54. Sandſynligviis fik Thord Skiens Sysſel endnu medens Kongen opholdt ſig paa Øſtlandet.
  13. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 283. Islandſke Annaler. Ivar Englesſøns Sendelſe omtales ſlet ikke i Sturlunga Saga.