Det norske Folks Historie/5/38

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 327-345).

Det viste sig ogsaa strax efter Gissurs Afrejse, hvor lidet Biskoppernes Autoritet nu formaaede til at forebygge Borgerkrigen, der nu i et Par Aars Tid rasede vildere end nogensinde paa Øen. Odd Thorarinssøn, der var vendt tilbage til Skagafjorden og med Enthusiasme modtagen af Bønderne som deres Formand, lod sig det først og fremst være magtpaaliggende, at bringe den nys afsagte Fredløshedsdom i Udøvelse; dertil borte ogsaa Optagelse af de Dømtes Gods, og under dette Paaskud gjorde han et Skyndtog til Hvamm i Vatnsdalen, hvor han lod drive en stor Mængde Kvæg bort for Thorstein Jonssøn, men rigtignok, vel at merke, uden foregaaende Formaliteter eller den saakaldte Feransdom, ligesom ogsaa meget af det bortdrevne Fæ strax blev slagtet og fortæret, eller paa anden Maade anvendt. Dette havde altfor meget tilfælles med virkeligt Ran, og som saadant betragtede ogsaa Biskop Henrik det. Han sendte Bud til Odd, og bød ham at give det ranede tilbage. Da Odd.vægrede sig, lyste han ham højtideligt i Band (Mariemesse sidre, 8de September). Ikke længe efter passede Odd paa, da Biskoppen skulde indvie en Kirke paa Gaarden Fagranes, temmelig langt ud i Fjorden, og begav sig derhen med 25 Mand under Paaskud af at skulle kjøbe Skreid. Da han kom til Gaarden, besatte han med sine Mænd den Sine, hvori Biskoppen var, traadte frem for ham, og tilbød sig at forlade Heredet med sine Mænd imod at Biskoppen ophævede Bansættelsen og tillige forbandt sig til, ikke at tillade Mordbrænderne at komme i Heredet og gjøre Bønderne Skade. Tilbudet var under de nærværende Forhold al Ære værd. Men Biskoppen svarede desuagtet, deels at han ikke kunde indestaa for Mordbrændernes Handlinger, deels at Odd skulde erstatte Thorstein Jonssøn Ranet og drager bort til Østfjordene. Da forgik Taalmodigheden Odd og “hans Folk. En af dem udbrød, „at det var let at skjønne, hvor Biskoppen vilde hen, han havde jo desuden ikke sørget over at Folk bleve indebrændte paa Flugumyre“. Biskoppen svarede: „desto mere sørger jeg over at din Sjæl skal brænde i Helvede“. Den anden, og en af hans Kammerater, greb nu Biskoppen, for at føre ham bort; Odd forbød vel at lægge Hænder paa ham, men erklærede ham dog for sin Fange og bragte ham hen til Flugumyre, hvor han lod ham sætte i Forvaring i Levningerne af et Virke, som Kolbein unge havde ladet opføre. En saadan Begivenhed som denne havde man ikke seet siden Biskop Gudmunds Dage, men den gjorde nu langt mere Opsigt, og vakte langt større og mere almindelig Forfærdelse, saa at Odd snart kom til at angre sit ubesindige, skjønt efter den Opførsel, Biskoppen havde viist imod ham, heel undskyldelige Skridt. Heredsmændene forsamlede sig, over to Hundrede Mand sterke, og de tilstedeværende Nordmænd, der ikke synes at have været saa faa, sluttede sig ligeledes til dem, for at komme deres Landsmand Biskoppen til Hjelp. De truede Odd med et formeligt Angreb, hvis han ikke strax slap Biskoppen løs. Odd, som neppe havde ventet at Sagen vilde tage denne Vending, da han væsentligt havde haft Heredsbøndernes eget Bedste for Øje, og som ikke var mandsterk nok til at kunne udholde noget Angreb, maatte give efter, og sætte Biskoppen paa fri Fod uden noget Vilkaar. Tvert imod fandt han det raadeligst at forlade Heredet med sine Mænd og drage til Østfjordene, hvor han en Tidlang, opholdt sig paa sin Gaard Valthjofsstad, højst mismodig og ærgerlig over sit Uheld^[1].

Imidlertid havde Biskop Henrik, medens han var fangen og førend han endnu saa nogen Udvej til snarlig Befrielse, fundet Lejlighed til at underrette Eyjulf og Ravn om sin Nød, og at bede dem om at komme ham til Hjelp. De satte sig strax i Bevægelse, og henvendte sig endog til deres fordums Fiende Thorgils Skat-de med Anmodning om at gjøre fælles Sag med dem for at befri sin Ven Biskoppen. Thorgils erklærede sig villig til at være med, paa den Betingelse, at de skulde lade ham faa Herredømmet i Skagafjorden. Dette lovede de, forudsat at Biskoppen og Bønderne intet havde derimod, og man kunde faa Odd dræbt eller forjaget; og nu gjorde Thorgils sig strax rede, idet han derhos sendte Bud efter Sturla Thordssøn for at faa ham med. Sturla brød strax op og samlede Folk. Navn havde tillige sendt Bud efter Thorleif med Borgfjordingerne og Einar Thorvaldssøn i Vatnsfjord med Iisfjordingerne, hvilke ogsaa indfandt sig, foruden mange andre Høvdinger og Flokke fra hele Vesterlandet, saa at man i alt havde henved 1000 Mand^[2]. Med denne betydelige Styrke drog man nordefter. Men allerede i Vatnsdal fik man høre, at Biskoppen igjen skulde være kommen paa fri Fod, og deres Ferd saaledes egentlig overflødig; da man imidlertid ikke endnu var vis paa om Efterretningen var rigtig, holdt man Skaren fremdeles samlet, og drog lige til Skagafjorden. Men paa Vejen opstod der heftige Trætter mellem Ravn og Thorgils, hvis tidligere Fiendskab var for sterkt og seneste Forlig alt for lidet oprigtigt til at de burde have vovet det Forsøg at slaa sig sammen paa et Krigstog. Thorgils vilde ikke tillade Navns og Eyjulfs Mænd at rane fra fine Venner; derover blev Ravn vred, brugte Grovheder mod Thorgils og opdiskede gamle Sager: Thorgils blev ham heller ikke Svar skyldig, og lod sig endog forlyde med at Lejligheden neppe var bedre til at opgjøre deres Mellemværende end nu. Sturla tog Thorgils’s Parti, og kom derved ogsaa i Ordvexling med Ravn. Imidlertid forebyggedes dog aabenbart Slagsmaal, og man ankom uden videre Fataliteter til Skagafjorden. Men her havde Ravn og Eyjulf selv en Privatsammenkomst med Biskoppen, og Følgerne heraf viste sig et Par Dage efter paa et Møde, som var tilstevnet, for at Thorgils kunde modtage Heredsbøndernes Anerkjendelse som deres Høvding. Thi førend Forhandlingerne begyndte, kom Biskoppen og talte nogle Ord med Thorgils, og strax efter traadte denne frem, og forkyndte, højst opbragt og med megen Heftighed, at det ham givne Løfte var skammeligt brudt: man vilde ikke tillade ham at slaa sig ned i Skagafjorden. Ravn spurgte haanligt, hvem han mest gav Skylden. „Eyjulf,“ svarede Thorgils, „men vi skulle faa at see, hvorledes det tilsidst løber af imellem os.“ Derpaa lod man Flokkerne fare hver til sit. Thorgils gjorde endnu et Forsøg, idet han forespurgte sig hos Asbjørn Illugessøn, en af de mest anseede Skagfjordinger, der var ham personligt hengiven, hvad Bistand han kunde regne paa blandt Bønderne, hvis han paa egen Haand søgte at udføre sit Forehavende. Men Svaret blev lidet trøstende. Frygten for Ravn og Eyjulf var overvejende, og Thorgils maatte vende tilbage med uforrettet Sag, medens Eyjulf ledsaget af Ravn atter drog hjem til Madrevalle i Eyjafjorden, fremdeles i den venskabeligste Forstaaelse med Biskoppen, skjønt han og hans Folk vare langt fra at opføre sig som de burde^[3].

Odd Thorarinssøn kunde ikke længe holde sin Uvirksomhedstilstand ud, men rejste henimod Juul til Thore Tott paa Sønderlandet, og opfordrede ham til, efter Aftale og Gissurs Forskrift at staa ham bi til Gjenerhvervelsen af Herredømmet over Skagafjorden. Det var hans Hensigt, netop nu, i den slemmeste Vintertid, at drage nord over Hejderne, forat komme saa meget mere uforvarende over sine Fiender; Thore Tott var ogsaa strax rede, og allerede femte Dag Juul satte de afsted. Men de døjede forfærdeligt ondt oppe paa Fjeldet af Kulde og Snedriv, saa at en af Folkene endog omkom, og de naaede ikke Skagafjorden før Helligtrekongersdag. Odd lod strax samle Folk rundt om i Heredet, og slog sig imidlertid ned paa Geldingaholt, hvor det anden Gang gik ud over Huusfruens, Eyjulfs Systers, Gods. Men det varede saa længe, førend det tilstrækkelige Antal blev tilvejebragt, at Eyjulf og Ravn, der for Øjeblikket holdt til paa Grund, fik Nys om hans Ankomst og Foretagende. De besluttede at forekomme ham, samlede i Hast en heel Deel Folk, drog over Hjaltadalshejden, og kom om Natten mellem 13de og 14de Januar (1255) til Geldingaholt, uden at Odds Folk blev dem var, førend de kom ridende lige ind paa Tunet. Thore Tott undkom, næsten som et Underverk, til Kirken; Odd satte sig kjekt til Modværge, og forsvarede sig længe, da han var den færdigste Fegter af alle sine Samtidige der paa Øen, men han maatte dog tilsidst bukke under for Overmagten, og blev dræbt uden engang at faa en Prest til at skrifte for, skjønt han udtrykkelig forlangte det. Foruden ham faldt aatte af hans Mænd. Hans Liig blev af hans egne Folk bragt op til en afsides Kirke, hvortil der ej hørte nogen Begravelsesplads, og jordet udenfor Kirkegaarden, saasom den over ham hvilende Bansættelse endnu ikke var hævet. Hans Død beklagedes meget, da han besad mange udmerkede Egenskaber og ikke var meer end 25 Aar gammel. De fleste, navnlig hans Farbroder Abbed Brand, fandt ogsaa at Biskop Henrik havde gaaet for strengt til Verks mod ham, og det kan ej negtes, at hvis Biskoppen ej have begunstiget hans Venner og ønsket hans Fald, vilde det neppe have gaaet ham saa ilde. Fem og tyve Aar efter blev hans Been efter Biskop Arne Thorlakssøns Foranstaltninger opgravne og sorte til Skaalholt, efterat Bansættelsen højtideligt var bleven ophævet^[4].

Odds Broder, Thorvard Thorarinssøn i Vaapnafjord, havde vel ikke været i nogen synderlig god Forstaaelse med ham, men ansaa sig dog forpligtet til at søge Hevn for hans Drab, og henvendte sig derfor om Vaaren skriftligt til Thorgils Skalde, der var hans Tremenning^[5], om han ikke skulde være villig til at gjøre fælles Sag med ham mod hans Drabsmand. Efter at have raadført sig herom med Sturla og andre af sine Venner, gav Thorgils det Svar, at han ej var uvillig til at opfylde hans Begjering, men vilde dog ikke give noget bestemt Løfte førend han havde talt mundligt med ham; denne Samtale maatte skee der vester, da han ikke for den Sags Skyld vilde ride af Heredet. Imidlertid havde Ravn og Eyjulf erfaret at der var gaaet Budsendinger mellem Thorgils og Thorvard, og de troede kraftigst at forebygge enhver yderligere Samvirken mellem dem ved at drage mandsterke over til Borgarfjorden og tage sit Stade der. Dette skete kort for Althinget. Deres Nærværelse vare Bønderne til meget Besvær, og især blev Eyjulf meget forhadt, hvis Voldsomhed og Overmodighed havde forskaffet ham Øgenavnet „Ofse“. Der var endog fra Eyjulfs og Navns Side Tale om at overfalde Thorgils; men det blev intet af, og da de siden saa at hverken Thorvald, Thorgils eller Sturla drog til Things for at paatale Odds Drab, troede de at Faren var over og rejste til Nordlandet igjen, idet de kun paalagde Nikolas Oddssøn i Kalmanstunga og Egil i Reykjaholt om at holde Øje med, hvad der foregik i Heredet. Men imidlertid vidste Thorvard at drive Sagen saa hemmeligt og dog saa eftertrykkeligt, at det hele foreløbigt ordnedes og Sammenkomsten aftaltes, uden at Eyjulfs og Ravns Venner rigtigt erfarede hvad der var i Gjære, skjønt de nok merkede noget, men troede snarere, at det gjaldt Thorleif i Garde end Høvdingerne paa Nordlandet. Thorgils satte det udtrykkeligt som Betingelse, hvis han skulde være med, at han ved denne Lejlighed fik det saa meget attraaede Herredømme over Skagafjorden. Thorvard maatte derfor love, ikke at indrømme Eyjulf og Ravn Fred paa andet Vilkaar, end at de reent ud afstode Skagafjorden til Thorgils, saa at han sidenefter kunde beholde den i No. Derpaa samlede Thorgils Folk, idet han foregav, at han kun vilde ride hen for at møde Sturla, hvilken han allerede før havde underrettet om Forehavendet og bedet holde sig færdig til at følge med. Da Sturla, som strax var rede, havde forenet sig med ham, søgte de først at faa Thorleif i Garde fat, for at hindre ham fra at gjøre dem Skade og lade ham undgjelde for sit fiendtlige Sindelag imod dem, men de fandt ham ikke, da han just havde forladt Bø, hvor han var i Besøg hos sin Broder Bødvar, før deres Ankomst hid. De gjennemsøgte Gaarden, skjønt Thorgils rigtignok gjorde Undskyldninger hos Bødvar, med hvem han stod paa en meget venskabelig Fod, og som ej alene tilgav ham den Ulejlighed, han gjorde ham, men endog ytrede megen Utilfredshed med at Thorleif sluttede sig saa nøje til Ravn og Eyjulf, og tilbød sin Medvirkning, om han kunde faa ham omstemt. Derfra begav Thorgils sig til Reykjaholt, i hvis Nærhed, oppe under Fjeldene, Mødet med Thorvard skulde finde Sted. Paa Reykjaholt saa det i Førstningen ud til at ville komme til voldsomme Optrin, da Egil flygtede til Kirken og Thorgils truede med at røve alt hvad der fandtes, men omsider sluttedes ved Sturlas Medvirkning fuldkomment Forlig og Venskab mellem Frænderne, og Egil lovede endog Thorgils at advare ham imod al Fare, der maatte true ham, skjønt han dog siden undskyldte sig for at være med paa det forestaaende Tog, paa Grund af sit tidligere venskabelige Forhold til Ravn^[6]. Kort efter reed man op til Raudsgil, det aftalte Sted, hvor Thorvard allerede oppebiede Thorgils^[7]. I Følge med ham var ogsaa hans Frænder, Finnbjørn Helgessøn (der altsaa fremdeles blev det gissurske Parti tro), dennes Broder Agmund Helgessøn, og flere, i alt 100 Mand. Det var nemlig Bestemmelsen, at hvis Thorvard og Thorgils kunde blive enige om alle Vilkaar, skulde man umiddelbart derfra drage nordefter. Abbed Brand og Bødvar i Bø indfandt sig, som det synes, temmelig uventet, strax efter. Thorvard forelagde nu Thorgils det Spørgsmaal, om det var hans Alvor at understøtte ham, og bad ham betænke, baade hvad han skyldte sit Frændskab til Odd, og hvad han havde at lade Ravn og Eyjulf undgjelde for. Det sidste Argument var vel del, der havde mest at betyde for Thorgils. Han svarede dog, at han fandt Sagen noget betænkelig, og først ønskede at overlægge derom med Abbed Brand, Sturla og andre af sine Venner. Disse traadte nu til Side med ham. Abbedens Ytringer og hele Holdning ved denne Raadslagning ere højst charakteristiske: de vise hvorledes Brands Følelser som højbaaren islandsk Høvding og Farbroder af den Dræbte næsten overvældede hans Pligtfølelse som Gejstlig, og dertil Klostergejstlig; og hvilken Kamp der foregik i hans Indre. Da Thorgils havde underrettet ham om Thorvards Plan, svarede han noget hurtigt, som om han ikke vovede at betænke sig: „jeg vil fraraade dig og alle mine Venner og Frænder at fare med Ufred i andre Mænds Hereder, men hverken Thorvard eller du maa derfor tro at jeg ikke tager mig nær af min Frænde Odds Drab, og at han siden blev puttet ned i en Urd som en Melrakke eller en Tyv, kun er det mig paa Grund af min Stilling negtet at tage nogen Deel i Drabs-Anslag eller nogen som helst Ufred. Men tror du at det nu engang ikke er muligt for dig at holde dig rolig, saa kan det jo ikke være verre for dig at gjøre Følge med andre, end at være ene om det; hvad siger du, Bødvar?“ Bødvar ytrede at han gjerne saa at Ravn og Thorgils kunde blive gode Venner, men at han derimod undte Eyjulf alt hvad han kunde faa, saaledes som han nys havde opført sig i Borgarfjorden. Sturla fandt at det var voveligt at drage i langt bortliggende Egne med saa liden Styrke, men ønskede dog at høre, hvad Thorgils havde betinget sig, hvis han kom til at understøtte Thorvard. „Hele Skagafjorden og de øvrige Hereder østenfor Rutafjorden, hvis vi slutte Forlig med Eyjulf og Ravn,“ svarede Thorgils. „Jeg under jo visselig dig, Thorgils,“ sagde Abbeden da, „heller vor Arvebesiddelse, Skagafjorden, end dem, der nu raade derover, men jeg vil dog ikke tilskynde dig til denne Ferd, da den forekommer mig at have sine Vanskeligheder; dog – Guds Vilje skee!“ Med disse Ord stod han hurtigt op. Da var han ganske rød som Blod i sit Aasyn, og idet han gik bort, sagde han: „det er haardt, at see vore gjeve Frænder ligge bodløse for Bondesønner; det samme vilde ogsaa min Broder Orm synes, hvis han levede.“ Da Thorvard nu med fordoblet Iver trængte ind paa Thorgils, lovede ham Guld og grønne Skove og ubrødelig Troskab, erklærede endelig Thorgils sig villig til at føje ham, hvis ogsaa Sturla vilde være med til det sidste. Sturla svarede at han var rede til at følge Thorgils, som han havde lovet, hvorhen det saa var, men kunde fremdeles ikke dølge sine Betænkeligheder ved at drage saa langt bort med ikke større og ikke bedre bevæbnet Styrke, især da de Borgfjordinger og Dale-Mænd, som vare med, ikke vare at lide paa. Men Thorgils sagde: „naar du bliver med, Frænde, gaar det nok godt; jeg trænger saa højlig til dine Raad, da du ansees for den viseste Mand: det bør desuden tilskynde dig noget at du har Bøder at kræve for din Svigersøn Hall, der blev brændt inde paa Flugumyre, og endnu ligger ubødt.“ Sturla gjorde nu ikke flere Indvendinger, lige saa lidet som Thord Hitnesing og de øvrige Venner, til hvilke Thorgils havde henvendt sig. Thorgils opregnede derpaa omstændeligt sine Betingelser for Thorvald, og denne lovede med Haandslag at opfylde dem, ligesom de ogsaa gjensidigt tilsagde hinanden ubrødelig Troskab. Abbeden vilde intet mere have med denne Sag at bestille, da det, som han sagde, ikke passede sig for ham at samtykke i et saa uheldsvangert Foretagende; han fandt det raadeligst at tie stille, thi ellers, sagde han, kunde Følelsen løbe af med ham, saa at han maaskee kom til at ytre hvad han siden angrede. Dog sagde han, at han Dagen efter vilde tale nærmere med Thorgils. Det blev nemlig bestemt, at man allerede da skulde tiltræde Toget. Thorgils var imidlertid saa tidligt paa Ferde, at Abbeden ikke traf ham; derimod traf han hans Svoger Thord, og sagde da til ham: „jeg rider ikke længer, thi jeg seer, hvad dette bliver til; igaar fandt jeg denne Ferd ikke raadelig, men det, som engang af Skjebnen er bestemt, lader sig ikke hindre; vel synes Foretagendet noget betænkeligt, og eders Skare baade ubetydelig og daarligt rustet, men paa den anden Side seer det ud til at være raske Folk, og ikke fejge (d. e. bestemte til snart at dø); hils nu min Frænde Thorgils fra mig, og hed ham saavidt muligt at skaane de uskyldige; jeg vilde saa gjerne spørge godt fra ham, og bliver meget ængstelig, indtil jeg faar høre hvorledes altsammen gaar; lad mig see at da følger din Svoger vel og altid raader ham til det bedste; Gud og den hellige Erkebiskop Thomas være eders Vaaben, Værge og Beskyttelse, men fæst ikke for meget Lid til Thorvards Ærlighed, thi jeg har ikke de bedste Tanker om, hvorledes det tilsidst løber af imellem ham og Thorgils.“ Derpaa gav Abbeden Thord sin Velsignelse og sagde ham Farvel. Det er klart nok, at havde Brand ikke været Abbed, saa havde han gjerne sat sig i Spidsen for Toget; selv om han havde været Prest, vilde dette neppe have gjort stort til Sagen. Det gik ham vist uendeligt nær, ikke at kunne være med.

Flokken satte sig nu i Bevægelse, og kom ned i Vatnsdalen, hvor de forgjeves ledte efter Eyjulfs Broder Asgrim paa Hvamm; han havde allerede faaet Nys om den forestaaende Fare, og begivet sig til Eyjafjorden. De droge derfor over til Skagafjorden, hvor de fordeelte sig, for at samle Folk, da de gjorde Regning paa, at mange Skagfjordinger vilde slutte sig til dem. Heri bedroge de sig dog, thi den Skræk, der stod af Ravn og Eyjulf, var altfor stor; Bønderne vidste, hvilke Mishandlinger de vilde komme til at lide af disse, hvis de tog Parti med Thorgils, og denne var uheldig; desuden havde Ravn og Eyjulf til desto større Sikkerhed frataget dem deres Vaaben, saa at der neppe var et eneste forsvarligt Sverd eller Spyd at finde i hele Heredet. Herom gav Brodde Thorleifssøn Thorgils fuldstændig Besked, da han henvendte sig til ham om Hjelp; han undskyldte sig tillige med sin fremrykkede Alder og henviste ham til Asbjørn Illugessøn. Denne var efter tidligere givet Løfte rede til at være med, men havde, skjønt han var en af de mest anseede Bønder, ikke bedre Vaaben end et uselt Sverd og en Bukler; Thorgils maatte laane ham en Brynje. I alt fik de ikke mere end 20 Mand, og dog ytrede hver Kjerling, de kom forbi paa Gaarden, det Ønske til Gud at det maatte lykkes dem at gjøre Ende paa Navns og Eyjulfs Uvæsen.

Ravn og Eyjulf havde imidlertid i Hast samlet Folk. Eyfjordingerne viste just ingen Lyst til at efterkomme deres Opbud og alle Storbønderne bleve siddende hjemme, men det lykkedes dem dog at bringe meget over 240 Mand sammen, alle særdeles vel bevæbnede. De holdt sig i den ydre Deel af Eyjafjorden, indtil de fik nærmere Efterretning om Fiendens Bevægelser. Thorgils og Thorvard lagde Vejen over Hørgaardalshejden og kom Søndag Morgen den 18de til Horgaardalen, hvorfra de reed ned til Fjorden og sydefter langs med denne. Da alle de enkelte Fløite vare samlede, holdt baade Thorvard, Thorgils og Sturla Opmuntringstaler for sine Mænd, og det er ret betegnende, at Thorvard allerede nu lod sig forlyde med, at han ikke skulde have saa meget imod at slutte Forlig med Eyjulf paa anstændige Vilkaar, hvis han ej hindredes derfra ved sin Forpligtelse til Thorgils. Da de kom ind til det inderste af Fjorden, uden endnu at see noget til Ravns og Eyjulfs Hær, lejrede de sig før Natten paa den flade Thorunnar-Ø, der ligger i Udløbet af Aaen^[8], efterat have udstillet Vagter paa alle Kanter. Deres samlede Styrke var ikke fuldt tvende Hundreder eller 240; den var altsaa betydeligt ringere end Navns og Eyjulfs.

Disse havde lejret sig paa Højderne strax østenfor Øen, uden at kunne sees, og søgte i Førstningen at udsprede den falske Efterretning, at de vare dragne længer mod Øst, for siden desto mere uforvarende at komme over deres Fiender. Men Sturla gjennemskuede Listen. Imidlertid havde Bønderne i Heredet henvendt sig til Abbed Eyjulf i Thema om at megle Fred; han begav sig først til Ravn og Eyjulf for at høre deres Betingelser, og derpaa til Thorvald og Thorgils, der nu af ham fik nøjagtig Besked om hvor Fienderne stode; han bad dem tillige at tage sig vel i Agt. De Tilbud, han først fremsatte paa Navns og Eyjulfs Vegne, lød saaledes, at deres og Thorvards Mellemværende skulde afgjøres ved Voldgiftsmænd, lige mange opnævnte fra hver Side, dog saaledes at Dommen ej skulde lyde paa Forjagelse fra Landet eller fra Heredet, ja ikke endog paa Tabet af de Herskaber, Thord Kakale havde overdraget dem. Thorvard svarede hertil, at han ikke var uvillig til Forlig og billig Afgjørelse, men fordrede ubetinget at Eyjulf skulde forlade Landet og give Slip paa sit Forstanderskab over de nordlige Hereder, hvorimod Ravn kunde beholde hvad han havde der vester, kun paa den Betingelse at han ej skulde lade sig finde søndenfor Gilsfjord, altsaa med andre Ord at han kun skulde holde sig i den nordvestlige Halvø af Landet. Abbeden svarede, at det aldrig var at tænke paa, at Eyjulf skulde ville gaa ind paa noget saadant, da han endog paastod at have skriftlig Beskikkelse af Kongen til at raade for Skagafjorden (hvorvidt det virkelig forholdt sig saa, er vel et stort Spørgsmaal, skjønt det ej er umuligt at Biskop Henrik kan have udvirket det); dog, tilføjede han, havde han og Ravn ytret at de ej vare uvillige til at skyde hele Sagen under Kongens Dom, saaledes at enten begge eller een af dem endnu i Sommerens Løb skulde drage til Norge, forudsat at ligeledes enten Sturla eller Thorgils, eller begge to gjorde det samme: Thorvard fik da svare for sin egen Sag. Men ogsaa dette forkastedes. Thorvard ytrede jo rigtig nok at han ikke havde saa meget imod at drage til Norge, men Thorgils erklærede at han ej forlod Landet, uden paa Kongens eget Bud, og Sturla, at han ikke vidste at have forbrudt sig saaledes at han behøvede at gaa i Landflygtighed. Abbeden fraraadede dem at indlade sig i Kamp, da deres Fiender vare saa meget bedre bevæbnede og mandsterkere end de. Men Sturla sagde, at det maaskee ikke vilde blive saa farligt endda, det bares ham for at Eyjulf nu stod nær ved sit Livs Ende. Thorvard og Thorgils svarede ogsaa at de med Guds Bistand vilde vove en Dyst. Abbeden vendte nu tilbage til Ravn og Eyjulf med denne Besked, men ingen af dem vilde gaa ind paa saadanne Betingelser; de vidste desuden.at Overmagten var paa deres Side, og havde derfor det bedste Haab om Sejren, saameget mere som de hidtil altid havde været heldige. De bad derfor Abbeden hilse Thorvald og Thorgils, at de skulde møde dem paa Grunden eller Øren strax nordenfor Lille-Tveraa^[9], og lade Vaabnene afgjøre deres Mellemværende. Thorgils og Thorvald modtoge denne Hilsen med Glæde. Ravn glædede sig ikke mindre, da Abbeden kom tilbage og berettede dette, men Eyjulf begyndte dog nu at ytre nogen Betænkelighed; thi hidtil, sagde han, havde de nok sejret ved pludselige Angreb eller Overfald, men det var en anden Sag at stride mod Storbønder i sluttet Fylking. Han lovede Ravn at kæmpe tappert ved hans Side og ikke flygte fra ham, hvor stor Faren end monne være, og ytrede det Haab at Ravn ligesaa lidet vilde flygte fra ham. Ravn lovede det, og sagde at det var en Skam at lade sig jage paa Flugt, naar man havde saa gode Tropper.

Thorvard og Thorgils brøde nu op fra Øen, efterat den første endnu engang havde holdt en kort Opmuntringstale; man aflagde ogsaa det Løfte til Gud og den hellige Thorlak, hvis Sommer-Festdag har den følgende Dag, at alle de, der kom i god Behold fra Slaget, skulde faste Dag og Nat før Thorlaksmesse næste Sommer, og synge Psalmer; ja nogle lovede endog at faste hele deres Liv; derpaa gik de til Skrifte. Da de kom til Tveraa-Øren, valgte Sturla deres Stilling paa et Sted, hvor der var rigeligt Forraad af Steen til at kaste paa Fienden, og dog ganske jevnt. Derpaa stillede man sig i Fylking, Thorgils’s Mænd, under hans Svoger Thord og en anden Høvding, paa venstre Side, Sturla og Helgessønnerne i Midten, og Thorvard med Østfjordingerne paa højre Side. Thorgils forbeholdt sig med ni udvalgte Mænd at stride der, hvor han fandt, at det helst kunde gjøres fornødent. C Abbeden forsøgte endnu engang at megle Forlig, men Thorgils sagde at det ikke nyttede, hvorpaa Abbeden kaldte de Munke og andre Gejstlige, der vare i Følge med ham, til sig, og reed derfra. Strax efter kom Ravn og Eyjulf med sin Hær ned fra Højderne, stillede den i Fylking, istemte Hærskrig, og begyndte Angrebet. Kampen var heftig og haardnakket. Ravn angreb Thord og Vestfjordingerne med stor Hidsighed, men blev dreven tilbage, og vendte sig derfor først mod Helgessønnerne, siden mod Thorvard, og vexlede personligt Hug med ham, saaledes at de begge bleve noget saarede. Men ogsaa her maatte han vige, og trods sit nys aflagte højtidelige Løfte tog han dog Flugten med alle sine Mænd, og det endog med saadan Iilfærdighed, at han satte lige til Fjelds over til Skagafjordeu, og ikke standsede førend paa Geldingaholt. Eyjulf havde imidlertid kæmpet med stor Tapperhed og Udholdenhed i Midten af Fylkingen, altsaa med Sturla; men et voldsomt Steenkast, han fik i Brystet, lammede hans Kræfter, og da nu Navns Mænd toge Flugten, og Exemplet smittede paa hans egne, maatte ogsaa han see til at frelse sig. Men da han skulde stige op paa Hesten, blev han indhentet af en Østfjording, Jørund Gest, som rev ham omkuld og gjenkjendte ham. I det samme kom Thorvard til og naglede ham ved et Spydstik gjennem Munden og Nakken til Jorden. Thorvard havde saaledes opnaaet sit Ønske, at hevne Broderens Død, og hans Sejr var fuldkommen. Men den havde ikke været vunden uden Thorgils’s og Sturlas kraftige Understøttelse og Tapperhed. Thorgils udmerkede sig især, som sædvanligt, men ogsaa Sturla gik i Førstningen saa dristigt frem foran Fylkingen, at Thorgils maatte advare ham. Han svarede: „lad mig see for min egen Baad, som det kan falde!“ Thorgils stillede sig ved hans Side og sagde at de skulde være sammen. Mandfaldet var ikke synderligt stort. Paa Ravns og Eyjulfs Side faldt der 8 eller 9, paa Sejrherrernes 7 eller 8, men mange bleve saarede. Blandt disse var Svarthøvde, der havde faaet et svært Saar tvers over Ansigtet, og blev tagen til Fange, men fik Grid af Thorgils, der overhoved viste sig meget mild imod dem, der faldt i hans Hænder. Finnbjørn Helgessøn havde faaet et Stik i Halsen, der i Førstningen syntes heel ubetydeligt, men siden blev ondartet, og senere om Høsten endte hans Dage^[10].

Dagen efter, Thorlaksmessedag, (20de Juli) stevnede Høvdingerne Heredets Bønder til et Møde ved Djupadalsaa, hvor Thorvard traadte frem og forlangte, at man skulde antage ham til Forstander. Men uagtet Thorgils og Sturla understøttede ham, vilde dog ikke Bønderne have noget med ham at bestille. De svarede, at de ingen Høvding vilde have, og aller mindst en saa voldsom Mand som Thorvald; de vilde see Tiden an, og oppebie, hvad Kong Haakon og Thord Kakale bestemte. Thorvard maatte for denne Gang ganske lade Sagen fare, og fulgte med Thorgils og Sturla til Skagafjorden, højst ærgerlig over sit daarlige Held. I Skagafjorden blev der nu ligeledes stevnet Møde ved Vallalaug (Badet paa Valle), da Thorgils der vilde gjøre Bønderne et lignende Forslag om Antagelse. Men da han for Mødet bad Thorvald, i Følge givet Løfte at hjelpe ham med at sætte dette igjennem, begyndte Thorvard at gjøre Vanskeligheder, sagde at hans Ord ingen Vegt havde der i Fjorden, o. s. v. Finnbjørn, som var tilstede, erindrede ham om hvad han skyldte Thorgils, og hvad han havde lovet ham; Thorgils svarede hertil at han skulde holde alt hvad der stod i hans Magt, dog, føjede han til, havde Thorgils heller ikke understøttet ham ret ivrigt paa Mødet i Eyjafjorden. Han undte saaledes ikke Thorgils bedre Lykke i Skagafjorden, end han selv havde haft i Eyjafjorden. Man begav sig imidlertid til Mødet, hvor de fleste Bønder indfandt sig, og hvor Thorgils fremsatte sin Anmodning til Bønderne, at de vilde tage ham til Høvding som Kolbeins nærmeste Arving. Brodde Thorleifssøn svarede ligesom Bønderne i Eyjafjorden, at han helst ikke vilde tjene nogen Høvding, men lagde dog til, at skulde han endelig tjene en, ønskede han ingen heller end Thorgils. Sturla og Asbjørn Illugessøn talte paa det ivrigste for Thorgils. Men just som Forhandlingerne stod paa, kom der en Prest, udsendt af Biskop Henrik, og oplæste et Brev, hvori der stod at han lyste Thorgils, Thorvard og alle deres Ledsagere i Ban, fordi de havde kæmpet mod Eyjulf og Ravn; han forbød hver og een i Heredet at modtage Thorgils, under Bans Straf. Saa fuldstændigt havde Biskop Henrik gjort Mordbrænderen Eyjulfs Sag til sin egen. Bønderne vovede nu slet ikke at befatte sig med Thorgils, men denne sagde at han ikke lod sig skræmme derved; han skulde nok prøve sin Lykke, naar Lejlighed gaves, uden at ense hvad Biskoppen sagde. Mødet blev imidlertid bævet, uden at Thorgils fik sin Vilje sat igjennem, og da der strax efter indløb Budskab om at Ravn skulde have faaet Hjelp af Thorleif i Garde og samlet en betydelig Styrke vester i Dalene, vovede Thorgils ikke at blive der længer, men drog vestover, efter at han forgjeves havde opfordret Thorvard til at følge med. Finnbjørn derimod gjorde ham Følge. Da Thorgils kom til Vestkysten, fik han høre at Rygtet var overdrevet: Navn havde mødt Thorleif paa Arnavatnshejden og opfordret ham til at følge med sig nord mod Thorgils, men Thorleif havde vægret sig ved at drage ud af Heredet, og Ravn havde derfor begivet sig hjem til Sandafell. Thorgils og Sturla rede ligeledes hjem, hver til sit, og skiltes med stor Kjærlighed fra hverandre. Men en Maaneds Tid derefter brød Thorgils atter op, fik Sturla i Følge med sig, reed i Mulm og Mørke om Natten over til Midfjorden, og derfra nord til Skagafjorden, hvor han, trods Biskoppens strenge Forbud mod at holde Samkvem med ham, fik Asbjørn Illugessøns Tilladelse til at slaa sig ned paa hans Gaard, Vidvik, og siden stevnede et nyt Møde paa Vallalaug, hvor Bønderne fremmødte talrigt, og denne Gang, efter Broddes ivrige Opfordring, med stor Fleerhed antoge ham til Høvding. Brodde foreholdt dem blandt andet, at Misforstaaelsen mellem Thorgils og Biskoppen neppe vilde vare længe, og at de for øvrigt vilde finde det meget vanskeligt at blive Thorgils kvit, om de end nok saa meget ønskede det. Efter Broddes Forslag blev det derhos vedtaget at yde ham Saudetold, der ogsaa temmelig ordentligt blev præsteret, og Thorgils blev indtil videre boende paa Vidvik, hvor der nu var megen Lystighed og Glæde, med Leeg og Dans, uden at man brød sig stort om at Biskoppen lod Kirken lukke i Laas og Interdict lyse over Gaardens Beboere. Der fortælles, charakteristisk nok, at blandt de mange Gjester, som en Søndag kom for at holde Morskab, var endog en Prest fra Hole, der øm Formiddagen havde forrettet Gudstjenesten ved en Kirke i Nabolaget, men nu dansede paa Vidvik saa det var en Lyst at see til, ja vakte endog almindelig Beundring ved sin Færdighed. Dog tilføjes der, at da han kom tilbage til Hole, viste Biskoppen ham haanligt ud af Kirken og vilde ikke see ham for sine Øjne. Da Thorgils hørte dette, bad han ham komme til sig, men Biskoppen foretrak heller at tage ham til Naade igjen, skjønt han aldrig siden var saa venlig mod ham som før^[11].

Lidt senere kom Thorvald, ledsaget af Finnbjørn, der nu var meget daarlig af sit Saar, og foreslog Thorgils at de skulde i Forening drage til Biskoppen og see til at blive løste af Bannet. Thorvard var nu særdeles venlig mod Thorgils, thi han trængte til hans Bistand. Thorgils var naturligviis strax villig dertil, og de rede i Følge med hinanden over til Eyjafjorden, hvor de haabede at treffe Biskoppen paa Madrevalle. Men da Biskoppen hørte at de nærmede sig, forlod han Madrevalle, og drog ind til Tveraa Kloster, hvor han gik ind i Kirken og siden lod den læse. Thorgils og Thorvard rejste efter ham til Tveraa, med 30 Mand i sit Følge. Abbeden kom ud imod dem, nok saa venlig, men sagde at Biskoppen ikke vilde tale med dem og ønskede at de strax skulde ride bort. De bade ham dog forsøge, om han ikke kunde faa Biskoppen til at tilstede dem en Samtale, tilføjende, at de vel lovede ham fuldkommen Sikkerhed, men heller ikke vilde drage bort førend de havde talt med ham; Biskoppen fik da være i Kirken saa længe indtil han blev keed deraf. Ved Abbedens og andres Overtalelser lod da endelig Biskoppen sig bevæge til at gaa ind i Stuen, men han var meget ublid, og da Thorgils og Thorvard kom ind og hilste ham, svarede han ikke. Thorvard begyndte da Samtalen saaledes: „Herre, vort Erende hid er at lægge alt, hvad ni maatte have forbrudt mod Kirken og Guds Ret, under eders Dom, samt derefter modtage Absolution; men hvad derimod de Sager angaar, der svæve mellem os og andre Lægmænd, da ville baade jeg og Thorgils have dem undtagne fra eders Dom, lige saa lidet som vi ville have nogen Indblanding fra eders Side angaaende Hereds-Bestyrelsen, thi vi indsee ikke hvad denne vedkommer eder. Dog dersom I, Herre, tror at burde paalægge os nogen Skrift, da vide vi, at I har Ret dertil, og at det tilkommer eder at give os Absolution for hvad der i Sommer er skeet: i den ville bi taalmodigt finde os. Dette er mit Tilbud for dette Sinde“. „Dette er ogsaa mit Tilbud“, sagde Thorgils, „og derforuden vil jeg for bort forrige Venskabs Skyld lempe mig faa meget efter eder, som jeg kan, uden at gaa mig selv alt for nær; dog paa Heredet giver jeg ikke Slip, og jeg kan ikke tilbageholde min store Forundring over, hvor hastigt eders Sind har vendt sig, siden vi vare de aller bedste Venner. Efter mit bedste Skjøn er jeg aldeles sagesløs med Hensyn til eder baade i Ord og Gjerning, og haardt forekommer det mig derfor, at I truer Bønderne saa strengt, hvis de kun give mig eller mine Mænd Mad, eller skaffe os friske Heste. Kansler det ikke tør vare saa længe, førend I eller Eders Venner finde, at dette ikke har været nogen heldig Beslutning, og førend der er flere end jeg og mine, som føle sig ilde tjente dermed“. Men Biskoppen var saa opsat, at ethvert Ord var spildt paa ham. Han udbrød i en Strøm af de groveste Ukvemsord, og sagde blandt andet, at Thorgils og hans Mænd ikke skulde have Ret til at nyde, hvad Bønderne gave ham, ikke til at træde paa Jorden, ikke til at see Himlen, kort ikke til noget som helst, undtagen til Helvede. Thorgils forstummede aldeles, og Biskoppen henvendte sig nu til Finnbjørn, mod hvilken han ligeledes fremførte Beskyldninger. Finnbjørn svarede dertil først paa egne Vegne; siden forestillede han Biskoppen, hvor upassende og ufornuftigt det var at tiltale Thorgils saaledes som han havde gjort; han lurede sin Forundring over at han kunde vise saadan Forkjærlighed for „Guldhalsene“, der nu en Tid havde regjeret i Herederne med Ran og Voldsgjerninger, og lade dem staa ved sin Side i Kirken, naar det var vitterligt, at de havde indebrændt mange, ja endog ladet en heel Deel uskyldige, fattige Folk omkomme, kvalte af Røg^[12]; thi alle og enhver vidste jo dog, at Mordbrændere baade i Guds og Menneskernes Lov ere de, over hvilke den største Fordømmelsesdom udtales. Han lod endog forstaa, at Biskoppen af mange ansaaes for Medvider i nogle af deres Misgjerninger. Biskoppen foor op i heftig Vrede, og sagde at Djevelen talte af hans Mund; „du taler“, sagde han, „kun om deres Forbrydelser og om Branden, men nævner intet om hvad de for havde maattet døje af Drab og andre Forhaanelser“. Thorgils sagde, idet Biskoppen gik bort: „jeg vil hverken lægge Haand paa eder, Herre, eller rane noget fra Biskopsstolen, men saa meget skal I vide, at jeg agter ikke stort eders Vilje i Heredet, hvis I ikke agter min Vilje nu“. Derpaa steeg Thorgils og hans Mænd til Hest, og reed vort. Thorvard derimod bad Biskoppen endnu engang om Forlig, og Biskoppen svarede ham nu ikke længer Nej, men henviste ham til sine Ombudsmænd, tilsigende ham og alle hans Mænd Absolution, hvis han reed af Heredet og ikke yderligere understøttede Thorgils. Thorvard, hvis Forhold mod Thorgils den hele Tid havde baaret Egennyttens Præg, lod sig ikke dette sige to Gange, men forligede sig strax med Biskoppen og drog til Østfjordene. Finnbjørn skulde have fulgt med, men hindredes ved sit Saar, fik Absolution, og døde kort derefter, (29de September). Uagtet man nok kan forstaa, hvorfor Biskop Henrik tog Eyjulf og de øvrige Mordbrænderes Parti, bliver det dog lige saa ubegribeligt for os, som for Thorgils selv, at han kunde betages af en saa overvættes Forbitrelse mod denne, med hvem han nys havde staaet paa en saa fortrolig Fod. Der synes noget at maatte være forefaldt, hvorom Sagaen ikke taler, og som ikke engang Thorgils selv ret fik at vide, der bragte Biskoppen til at glemme sig selv saaledes; maaskee kan der have været ham forebragt Usandheder om hvad Thorgils skulde have sagt eller gjort; Biskoppens senere Forhold mod ham, da han var kommen til Besindelse og bedre Eftertanke, synes at bestyrke dette. Imidlertid havde Thorgils dog opnaaet at blive Herre over Skagafjorden, og ikke længe efter kom der et Bud til ham fra Ravn, at denne nu havde forligt sig med Sturla, og ligeledes ønskede at forlige sig med Thorgils, hvorfor han lod ham indbyde til et Møde i Vatnsdalen. Thorgils efterkom Opfordringen, og et Slags Forlig blev virkelig sluttet, men ikke synderlig oprigtigt fra nogen af Siderne^[13].

Biskoppen vedblev endnu i nogle Uger at vise sig uforsonlig. Han truede endog med at paalægge hele Heredet Interdict for Thorgils’s Skyld, og Thorgils truede til Gjengjeld at hevne sig paa hans Mænd, da endelig Brodde Thorleifssøn lagde sig imellem, foreholdt Biskoppen det ufornuftige i hans Fremgangsmaade, og fik ham til at tilstaa Thorgils en Sammenkomst. Ved denne Sammenkomst var Brodde tilstede, og bragte det ved sine Forestillinger dertil, at et Forlig kom i Stand. Thorgils underkastede sig Biskoppens Selvdom i alt hvad han kunde have forseet sig mod Kirken og Gejstligheden; Biskoppen skulde løse Thorgils og hans Mænd af Bannet, og holde Heredsmændene til Troskab og Lydighed mod ham, hvorimod denne skulde understøtte Biskoppen til Haandhævelse af Kirkens og Biskopsstolens lovlige Ret, og begge Parter skulde være hinandens Venner. De bleve nu førte ind i Kirken og fik Absolution, hvorefter Biskoppen skriftede dem; noget senere, da Thorgils vilde drage bort, sagde Biskoppen, at han nu strax vilde afsige sin Kjendelse, hvilket Thorgils fandt vel tidligt, men dog føjede sig i. Biskoppen opregnede da en heel Deel Punkter, hvori Thorgils skulde have forbrudt sig, og som denne ikke i alle Stykker fandt overeensstemmende med Sandheden; men da Biskoppen var færdig med Opregningen, viste han sig, mod Thorgils’s Forventning, saa ædelmodig, at han eftergav ham det Hele, hvorover Thorgils naturligviis blev meget behageligt overrasket, takkede ham paa det bedste, og indbød ham til sig, naar det faldt ham belejligt. Dette synes at bestyrke, hvad vi nys antydede, at Biskoppen maa have været opsat mod Thorgils af hans Fiender ved falske eller overdrevne Indgivelser, hvis Urigtighed han nu omsider indsaa, uden dog at ville ydmyge sig saa vidt, at tilstaa at han var ført bag Lyset. Fra nu af, i den korte Tid, Biskoppen forblev paa Island, herskede det samme Venskab mellem dem, som for. Biskoppen lod først Kirken i Vidvik lukke op og Messe holde der, siden, om Vaaren 1256, da Thorgils var flyttet til Aas i Hegranes, besøgte Biskoppen ham, som han havde lovet, og blev modtagen med et prægtigt Gjestebud, hvorved Thorgils skjenkede ham herlige Gaver, tre Heste, tre Hundreder i Værd, en Guldring og en god Bog. Noget tidligere havde Thorgils ogsaa besøgt sin Frænde Sturla, og ved denne Lejlighed gjort sig meget populær blandt de bedste Bønder der Vester, som indbøde ham til sig, og viste ham den største Hæder. Hans Magt og Anseelse var nu i jevnt Tiltagende^[14].

Ved alle disse Forhandlinger, lige siden Gissur Thorvaldssøns Bortrejse 1254, hører man ikke det mindste til Biskop Sigvard, der saaledes, tvert imod sin tidligere Sædvane, maa have iagttaget en fuldkommen Uvirksomhed i alle politiske Anliggender. Heller ikke hører man stort til Ivar Englessøn, der om Høsten 1255 ankom til Island^[15]. Derimod siges der udtrykkeligt, at han tilbragte Vintren 1255–1256 i Skaalholt hos Biskop Sigvard, og fandt at denne lagde mindre Vind paa at fremme Kongens Erende, end han havde lovet. Da Vaaren kom, begav Ivar sig nord til Skagafjorden, for at forsøge, om han kunde udrette mere hos Biskop Henrik og Thorgils. Disse toge sig ogsaa langt ivrigere af Sagen. De stevnede alle Bønderne i hele Nordfjerdingen sammen til et almindeligt Thing i Skagafjorden, og understøttede Ivar paa det bedste, da han meddeelte Bønderne Kongens Budskab og anmodede dem om at vedtage at betale ham Skat. Deres forenede Indflydelse var saa stor, at baade Skagfjordingerne, Eyfjordingerne og de fleste øvrige Bønder i Nordfjerdingen foreløbigt lovede dette, og saaledes erkjendte sig for Kong Haakons Undersaatter. Det blev dog, som vi ville see, for det første ved Løftet, og Ivar selv var ikke ret tilfreds med Udfaldet af sin Virksomhed. Han ytrede at han vist havde kunnet udrette mere, hvis ikke fornemmelig Gissurs Venner (paa Sønderlandet), men dog ogsaa nogle af Thords Tilhængere (vester), havde lagt ham Hindringer i Vejen. Sandsynligviis var Ivar tilstede i det store Gjestebud, som Thorgils om Vaaren gjorde for Biskop Henrik, thi saa vidt man af Sagaens Ord kan skjønne, beredede Biskoppen sig ikke længe efter dette til at forlade Island, og hiint store Thing for Nordfjerdingen, hvor Ivar røgtede Kongens Erende, maa altsaa være holdt tidligere. Hvad der bevægede Biskop Henrik til at rejse bort, siges ikke. Paa Legemssvaghed kan man ikke gjette, thi han synes endnu at have været en rask og rørig Mand; men det er højst rimeligt, at især de sidste Begivenheder paa Island havde givet ham Afsmag paa Opholdet der, og da han nu virkelig havde bragt det, eller haft betydelig Deel i at bringe det dertil, at Størstedelen af hans Biskopsdømme underkastede sig Kong Haakon, har han vel meent som saa, at hans Hverv paa Island var tilendebragt, og at han nu med god Samvittighed kunde forlade det, for at henleve sine øvrige Dage i Ro og Fred hjemme. Saavel han som Ivar afrejste i Løbet af Sommeren, og de have sandsynligviis sejlet over i det samme Skib^[16]. Thorgils viste sig fremdeles som Biskoppens gode Ven, hjalp ham med alt, hvad han behøvede til Rejsen, fulgte ham til Skibet og skiltes fra ham under gjensidige Venskabs-Ytringer. Biskop Henrik, der havde overdraget Biskop Sigvard Bestyrelsen af sit Biskopsdømme, kom ikke mere til Island, men forblev i Norge, og, som det synes, stadigt om Kongens Person som hans Ven og Raadgiver, især, som man maa formode, angaaende de islandske Anliggender. Han døde, saaledes som det allerede tidligere er.berettet, om Sommeren 1260, i Tunsberg, kort efter at Kongen var kommen tilbage fra Sammenkomsten med Byrge Jarl ved Gøta-Elven. Han blev begraven ved Olafsklostrets Kirke, og Kongen talte selv ved hans Grav, „berømmende ham i mange fagre Ord efter hans Fortjeneste“. Han havde viist sig som Kongens nidkjære, ufortrødne Ven, om han end ikke altid var heldig nok i sine Foranstaltninger til at gribe det Rette. Det var aabenbart, at Kongen væsentligt skyldte hans Bestræbelser, at en heel Fjerdedeel af Island nu formeligt havde erkjendt hans Herredømme. Var dette endnu kun for et Syns Skyld, og havde det end ingen umiddelbare paalagt-lige Resultater, saa var dog altid Anerkjendelsen selv en vigtig statsretlig Grundvold, hvorpaa for Fremtiden mere kunde bygges; et stort Slag var altsaa vundet. De yderligere Skridt, som Kongen med Hensyn hertil foretog i de fire Aar, Biskop Henrik levede hos ham, skyldes sikkert især dennes Raad og Indskydelser.

Den første Frugt af disse var rimeligviis den, at Kongen om Sommeren 1256 sendte en anden Ivar, ved Navn Ivar Arnljotssøn, sandsynligvis een af sine Hirdmænd, over til Island med Budskab og aabent Brev, hvori han formeligt overdrog Thorgils Bestyrelsen af Eyjafjorden saavel som alle de østenfor beliggende Hereder, lige til Østfjerdingens Grændse. Skagafjorden med de vestlige Hereder adlød allerede Thorgils; saaledes herskede han nu over hele Nordlændingefjerdingen. Hans Yndest tiltog Dag for Dag, thi nu, da han ikke længer fandt nogen Modstand, fik han bedre Lejlighed til at lægge sine mange elskværdige Sider for Dagen. Om Høsten 1256 gjorde han et overmaade stort Gjestebud, hvortil han indbød alle de bedste Heredsbønder. Her blev der bevertet ypperligt, og Gaver uddeelte med saadan Ødselhed, at ikke en eneste af de talrige Gjester drog tomhændet bort. Formedelst dette Gilde, siges der, blev han ogsaa meget hædret af Bønderne, af hvilke de fleste nu til Gjengjeld indbøde ham til sig, saa at han om Vintren formeligt rejste omkring paa Vejtsler og fik de herligste Gaver: i Heredet herskede den største Glæde, og Bønderne syntes at de havde savnet Himlen selv, siden de havde faaet en saadan Høvding, der forekom dem at være den gjenfødde Kolbein unge, hvis Minde var dem uforglemmeligt. Saa lykkelig følte man sig neppe i Vestfjordene, hvor Fiendskabet mellem Ravn og Sturla atter brød ud, og hvor den første om Vaaren 1256, ledsaget af Eyjulfs Broder Asgrim, endog overfaldt Sturlas Gaard Stadarhool i Haab om at treffe ham selv der, hvilket dog ikke lykkedes dem. Navn var fremdeles den mægtigste i Vestfjordene, men kunde dog ikke længer maale sig med Thorgils, der nu uimodsigeligt var Øens mest formaaende og mest populære Mand^[17].

1. Sturlunga Saga, XI. 15. Islandske Annaler.
2. De fleste Haandskrifter nævne her nemlig 8 Hundreder (960) Mand; den trykte Text har 13 Hundreder, hvilket vilde være 1560. Dette er dog vistnok for meget.
3. Sturlunga Saga, IX. 15–17.
4. Sturlunga Saga, IX. 18–20. Haakon Haakonssøns Saga, Cap.283. Jvfr. Arne Biskops Saga, Cap. 23 og islandske Annaler, ved 1279.
5. Hvorledes man fik dette Slægtskab ud, kan ikke godt sees, thi Thorarin, Odds og Thorvards Fader, var en negte Søn af Jon Sigmundssøn, og nedstammede saaledes ikke fra Haukadals- eller Skagafjords-Ætten.
6. Sturlunga Saga, IX. 23, 24.
7. Mødet var bestemt til Margretemessedag, der ellers i Kalendarierne er den 20de Juli. Men paa Island, hvor denne Dag bestemtes til Thorlaks Translationsfest, flyttedes Margretemesse til 13de Juli. Derved lader det sig forklare, at der her kan tales om Margretemesse, flere Dage før Slaget naa Tveraa-Øre, der dog, som det vil sees, holdtes den 19de Juli, eller Dagen før den egentlige, rette Margretemesse.
8. Denne Ø havde sit Navn efter Landnamsmanden Helge magres Hustru Thorun hyrna, Ketil Flatnevs Datter (se ovenfor I. 1. S. 504, 533, jvfr. II. 1. Stamtavle 14), som her fødte Datteren Thorbjørg Holmasol (Landnam. III. 12).
9. Dette maa ikke forvexles med Store Tveraa, længer oppe, efter hvilken den bekjendte Gaard, først Vigaglums, siden Einar Eyjulfssøns, Bolig havde sit Navn, og hvor Klostret siden anlagdes, hvorfor den nu kaldes Munkatveraa. I den store Eyjafjords-Aa falder der to Bifloder eller saakaldte „Tveraaer“ østenfra: den yderste, kaldet den lille, er den, hvorom der her er Tale, og forener sig med Hovedaaen en Fjerdingvej ovenfor eller søndenfor Thorunarø. Den inderste, eller store Tveraa, ved hvilken Klostret ligger, er en Miils Vej derfra.
10. Sturlunga Saga, IX. 25–34. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 283.
11. Sturlunga Saga, IX. 36.
12. Her sigtes til at ni Fattigfolk ved Branden paa Flugumyre kvaltes af Røg i det saakaldte Gjestehuus.
13. Sturlunga Saga, IX. 37–41.
14. Sturlunga Saga, IX. 43.
15. Det er ikke usandsynligt, at det nærmest bar været de Efterretninger, Aron Hjorleifssøn bragte til Norge, som bestemte Kongen til at sende Ivar ud. Aron havde allerede om Hoften 1253, før Flugumyre-Affæren, indskibet sig tilligemed Are Ingemundssøn og flere hos Eystein hvite, for med ham at vende tilbage til Norge, men Skibet forliste strax udenfor Flatø, Eystein, hans Hustru og hele Besætningen, paa Aron, Are og endnu een Mand nær, omkom, og Aron tilbragte ogsaa den følgende Vinter hos Biskoppen, medens Are, som vi have seet, sluttede sig til Ravn og Eyjulf. Ogsaa hele Aaret 1254 og Vintren derefter forblev Aron paa Island: han drog ikke til Norge førend 1255. Han døde ikke længe efter, og Kongen holdt selv Tale ved hans Grav. (Arons Saga Cap. 27).
16. Jon Englessøn fulgte i det følgende Aar Jomfru Christina til Spanien, og døde siden paa Rejsen til det hellige Land, se ovenfor S. 186.
17. Sturlunga Saga IX. 41–44. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 284.