Det norske Folks Historie/5/38

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det viſte ſig ogſaa ſtrax efter Gisſurs Afrejſe, hvor lidet Biſkoppernes Autoritet nu formaaede til at forebygge Borgerkrigen, der nu i et Par Aars Tid raſede vildere end nogenſinde paa Øen. Odd Thorarinsſøn, der var vendt tilbage til Skagafjorden og med Enthuſiasme modtagen af Bønderne ſom deres Formand, lod ſig det førſt og fremſt være magtpaaliggende, at bringe den nys afſagte Fredløshedsdom i Udøvelſe; dertil borte ogſaa Optagelſe af de Dømtes Gods, og under dette Paaſkud gjorde han et Skyndtog til Hvamm i Vatnsdalen, hvor han lod drive en ſtor Mængde Kvæg bort for Thorſtein Jonsſøn, men rigtignok, vel at merke, uden foregaaende Formaliteter eller den ſaakaldte Feransdom, ligeſom ogſaa meget af det bortdrevne Fæ ſtrax blev ſlagtet og fortæret, eller paa anden Maade anvendt. Dette havde altfor meget tilfælles med virkeligt Ran, og ſom ſaadant betragtede ogſaa Biſkop Henrik det. Han ſendte Bud til Odd, og bød ham at give det ranede tilbage. Da Odd.vægrede ſig, lyſte han ham højtideligt i Band (Mariemesſe ſidre, 8de September). Ikke længe efter pasſede Odd paa, da Biſkoppen ſkulde indvie en Kirke paa Gaarden Fagranes, temmelig langt ud i Fjorden, og begav ſig derhen med 25 Mand under Paaſkud af at ſkulle kjøbe Skreid. Da han kom til Gaarden, beſatte han med ſine Mænd den Sine, hvori Biſkoppen var, traadte frem for ham, og tilbød ſig at forlade Heredet med ſine Mænd imod at Biſkoppen ophævede Banſættelſen og tillige forbandt ſig til, ikke at tillade Mordbrænderne at komme i Heredet og gjøre Bønderne Skade. Tilbudet var under de nærværende Forhold al Ære værd. Men Biſkoppen ſvarede desuagtet, deels at han ikke kunde indeſtaa for Mordbrændernes Handlinger, deels at Odd ſkulde erſtatte Thorſtein Jonsſøn Ranet og drager bort til Øſtfjordene. Da forgik Taalmodigheden Odd og “hans Folk. En af dem udbrød, „at det var let at ſkjønne, hvor Biſkoppen vilde hen, han havde jo desuden ikke ſørget over at Folk bleve indebrændte paa Flugumyre“. Biſkoppen ſvarede: „deſto mere ſørger jeg over at din Sjæl ſkal brænde i Helvede“. Den anden, og en af hans Kammerater, greb nu Biſkoppen, for at føre ham bort; Odd forbød vel at lægge Hænder paa ham, men erklærede ham dog for ſin Fange og bragte ham hen til Flugumyre, hvor han lod ham ſætte i Forvaring i Levningerne af et Virke, ſom Kolbein unge havde ladet opføre. En ſaadan Begivenhed ſom denne havde man ikke ſeet ſiden Biſkop Gudmunds Dage, men den gjorde nu langt mere Opſigt, og vakte langt ſtørre og mere almindelig Forfærdelſe, ſaa at Odd ſnart kom til at angre ſit ubeſindige, ſkjønt efter den Opførſel, Biſkoppen havde viiſt imod ham, heel undſkyldelige Skridt. Heredsmændene forſamlede ſig, over to Hundrede Mand ſterke, og de tilſtedeværende Nordmænd, der ikke ſynes at have været ſaa faa, ſluttede ſig ligeledes til dem, for at komme deres Landsmand Biſkoppen til Hjelp. De truede Odd med et formeligt Angreb, hvis han ikke ſtrax ſlap Biſkoppen løs. Odd, ſom neppe havde ventet at Sagen vilde tage denne Vending, da han væſentligt havde haft Heredsbøndernes eget Bedſte for Øje, og ſom ikke var mandſterk nok til at kunne udholde noget Angreb, maatte give efter, og ſætte Biſkoppen paa fri Fod uden noget Vilkaar. Tvert imod fandt han det raadeligſt at forlade Heredet med ſine Mænd og drage til Øſtfjordene, hvor han en Tidlang, opholdt ſig paa ſin Gaard Valthjofsſtad, højſt mismodig og ærgerlig over ſit Uheld[1].

Imidlertid havde Biſkop Henrik, medens han var fangen og førend han endnu ſaa nogen Udvej til ſnarlig Befrielſe, fundet Lejlighed til at underrette Eyjulf og Ravn om ſin Nød, og at bede dem om at komme ham til Hjelp. De ſatte ſig ſtrax i Bevægelſe, og henvendte ſig endog til deres fordums Fiende Thorgils Skat-de med Anmodning om at gjøre fælles Sag med dem for at befri ſin Ven Biſkoppen. Thorgils erklærede ſig villig til at være med, paa den Betingelſe, at de ſkulde lade ham faa Herredømmet i Skagafjorden. Dette lovede de, forudſat at Biſkoppen og Bønderne intet havde derimod, og man kunde faa Odd dræbt eller forjaget; og nu gjorde Thorgils ſig ſtrax rede, idet han derhos ſendte Bud efter Sturla Thordsſøn for at faa ham med. Sturla brød ſtrax op og ſamlede Folk. Navn havde tillige ſendt Bud efter Thorleif med Borgfjordingerne og Einar Thorvaldsſøn i Vatnsfjord med Iisfjordingerne, hvilke ogſaa indfandt ſig, foruden mange andre Høvdinger og Flokke fra hele Veſterlandet, ſaa at man i alt havde henved 1000 Mand[2]. Med denne betydelige Styrke drog man nordefter. Men allerede i Vatnsdal fik man høre, at Biſkoppen igjen ſkulde være kommen paa fri Fod, og deres Ferd ſaaledes egentlig overflødig; da man imidlertid ikke endnu var vis paa om Efterretningen var rigtig, holdt man Skaren fremdeles ſamlet, og drog lige til Skagafjorden. Men paa Vejen opſtod der heftige Trætter mellem Ravn og Thorgils, hvis tidligere Fiendſkab var for ſterkt og ſeneſte Forlig alt for lidet oprigtigt til at de burde have vovet det Forſøg at ſlaa ſig ſammen paa et Krigstog. Thorgils vilde ikke tillade Navns og Eyjulfs Mænd at rane fra fine Venner; derover blev Ravn vred, brugte Grovheder mod Thorgils og opdiſkede gamle Sager: Thorgils blev ham heller ikke Svar ſkyldig, og lod ſig endog forlyde med at Lejligheden neppe var bedre til at opgjøre deres Mellemværende end nu. Sturla tog Thorgils’s Parti, og kom derved ogſaa i Ordvexling med Ravn. Imidlertid forebyggedes dog aabenbart Slagsmaal, og man ankom uden videre Fataliteter til Skagafjorden. Men her havde Ravn og Eyjulf ſelv en Privatſammenkomſt med Biſkoppen, og Følgerne heraf viſte ſig et Par Dage efter paa et Møde, ſom var tilſtevnet, for at Thorgils kunde modtage Heredsbøndernes Anerkjendelſe ſom deres Høvding. Thi førend Forhandlingerne begyndte, kom Biſkoppen og talte nogle Ord med Thorgils, og ſtrax efter traadte denne frem, og forkyndte, højſt opbragt og med megen Heftighed, at det ham givne Løfte var ſkammeligt brudt: man vilde ikke tillade ham at ſlaa ſig ned i Skagafjorden. Ravn ſpurgte haanligt, hvem han meſt gav Skylden. „Eyjulf,“ ſvarede Thorgils, „men vi ſkulle faa at ſee, hvorledes det tilſidſt løber af imellem os.“ Derpaa lod man Flokkerne fare hver til ſit. Thorgils gjorde endnu et Forſøg, idet han foreſpurgte ſig hos Asbjørn Illugesſøn, en af de meſt anſeede Skagfjordinger, der var ham perſonligt hengiven, hvad Biſtand han kunde regne paa blandt Bønderne, hvis han paa egen Haand ſøgte at udføre ſit Forehavende. Men Svaret blev lidet trøſtende. Frygten for Ravn og Eyjulf var overvejende, og Thorgils maatte vende tilbage med uforrettet Sag, medens Eyjulf ledſaget af Ravn atter drog hjem til Madrevalle i Eyjafjorden, fremdeles i den venſkabeligſte Forſtaaelſe med Biſkoppen, ſkjønt han og hans Folk vare langt fra at opføre ſig ſom de burde[3].

Odd Thorarinsſøn kunde ikke længe holde ſin Uvirkſomhedstilſtand ud, men rejſte henimod Juul til Thore Tott paa Sønderlandet, og opfordrede ham til, efter Aftale og Gisſurs Forſkrift at ſtaa ham bi til Gjenerhvervelſen af Herredømmet over Skagafjorden. Det var hans Henſigt, netop nu, i den ſlemmeſte Vintertid, at drage nord over Hejderne, forat komme ſaa meget mere uforvarende over ſine Fiender; Thore Tott var ogſaa ſtrax rede, og allerede femte Dag Juul ſatte de afſted. Men de døjede forfærdeligt ondt oppe paa Fjeldet af Kulde og Snedriv, ſaa at en af Folkene endog omkom, og de naaede ikke Skagafjorden før Helligtrekongersdag. Odd lod ſtrax ſamle Folk rundt om i Heredet, og ſlog ſig imidlertid ned paa Geldingaholt, hvor det anden Gang gik ud over Huusfruens, Eyjulfs Syſters, Gods. Men det varede ſaa længe, førend det tilſtrækkelige Antal blev tilvejebragt, at Eyjulf og Ravn, der for Øjeblikket holdt til paa Grund, fik Nys om hans Ankomſt og Foretagende. De beſluttede at forekomme ham, ſamlede i Haſt en heel Deel Folk, drog over Hjaltadalshejden, og kom om Natten mellem 13de og 14de Januar (1255) til Geldingaholt, uden at Odds Folk blev dem var, førend de kom ridende lige ind paa Tunet. Thore Tott undkom, næſten ſom et Underverk, til Kirken; Odd ſatte ſig kjekt til Modværge, og forſvarede ſig længe, da han var den færdigſte Fegter af alle ſine Samtidige der paa Øen, men han maatte dog tilſidſt bukke under for Overmagten, og blev dræbt uden engang at faa en Preſt til at ſkrifte for, ſkjønt han udtrykkelig forlangte det. Foruden ham faldt aatte af hans Mænd. Hans Liig blev af hans egne Folk bragt op til en afſides Kirke, hvortil der ej hørte nogen Begravelſesplads, og jordet udenfor Kirkegaarden, ſaaſom den over ham hvilende Banſættelſe endnu ikke var hævet. Hans Død beklagedes meget, da han beſad mange udmerkede Egenſkaber og ikke var meer end 25 Aar gammel. De fleſte, navnlig hans Farbroder Abbed Brand, fandt ogſaa at Biſkop Henrik havde gaaet for ſtrengt til Verks mod ham, og det kan ej negtes, at hvis Biſkoppen ej have begunſtiget hans Venner og ønſket hans Fald, vilde det neppe have gaaet ham ſaa ilde. Fem og tyve Aar efter blev hans Been efter Biſkop Arne Thorlaksſøns Foranſtaltninger opgravne og ſorte til Skaalholt, efterat Banſættelſen højtideligt var bleven ophævet[4].

Odds Broder, Thorvard Thorarinsſøn i Vaapnafjord, havde vel ikke været i nogen ſynderlig god Forſtaaelſe med ham, men anſaa ſig dog forpligtet til at ſøge Hevn for hans Drab, og henvendte ſig derfor om Vaaren ſkriftligt til Thorgils Skalde, der var hans Tremenning[5], om han ikke ſkulde være villig til at gjøre fælles Sag med ham mod hans Drabsmand. Efter at have raadført ſig herom med Sturla og andre af ſine Venner, gav Thorgils det Svar, at han ej var uvillig til at opfylde hans Begjering, men vilde dog ikke give noget beſtemt Løfte førend han havde talt mundligt med ham; denne Samtale maatte ſkee der veſter, da han ikke for den Sags Skyld vilde ride af Heredet. Imidlertid havde Ravn og Eyjulf erfaret at der var gaaet Budſendinger mellem Thorgils og Thorvard, og de troede kraftigſt at forebygge enhver yderligere Samvirken mellem dem ved at drage mandſterke over til Borgarfjorden og tage ſit Stade der. Dette ſkete kort for Althinget. Deres Nærværelſe vare Bønderne til meget Beſvær, og iſær blev Eyjulf meget forhadt, hvis Voldſomhed og Overmodighed havde forſkaffet ham Øgenavnet „Ofſe“. Der var endog fra Eyjulfs og Navns Side Tale om at overfalde Thorgils; men det blev intet af, og da de ſiden ſaa at hverken Thorvald, Thorgils eller Sturla drog til Things for at paatale Odds Drab, troede de at Faren var over og rejſte til Nordlandet igjen, idet de kun paalagde Nikolas Oddsſøn i Kalmanstunga og Egil i Reykjaholt om at holde Øje med, hvad der foregik i Heredet. Men imidlertid vidſte Thorvard at drive Sagen ſaa hemmeligt og dog ſaa eftertrykkeligt, at det hele foreløbigt ordnedes og Sammenkomſten aftaltes, uden at Eyjulfs og Ravns Venner rigtigt erfarede hvad der var i Gjære, ſkjønt de nok merkede noget, men troede ſnarere, at det gjaldt Thorleif i Garde end Høvdingerne paa Nordlandet. Thorgils ſatte det udtrykkeligt ſom Betingelſe, hvis han ſkulde være med, at han ved denne Lejlighed fik det ſaa meget attraaede Herredømme over Skagafjorden. Thorvard maatte derfor love, ikke at indrømme Eyjulf og Ravn Fred paa andet Vilkaar, end at de reent ud afſtode Skagafjorden til Thorgils, ſaa at han ſidenefter kunde beholde den i No. Derpaa ſamlede Thorgils Folk, idet han foregav, at han kun vilde ride hen for at møde Sturla, hvilken han allerede før havde underrettet om Forehavendet og bedet holde ſig færdig til at følge med. Da Sturla, ſom ſtrax var rede, havde forenet ſig med ham, ſøgte de førſt at faa Thorleif i Garde fat, for at hindre ham fra at gjøre dem Skade og lade ham undgjelde for ſit fiendtlige Sindelag imod dem, men de fandt ham ikke, da han juſt havde forladt Bø, hvor han var i Beſøg hos ſin Broder Bødvar, før deres Ankomſt hid. De gjennemſøgte Gaarden, ſkjønt Thorgils rigtignok gjorde Undſkyldninger hos Bødvar, med hvem han ſtod paa en meget venſkabelig Fod, og ſom ej alene tilgav ham den Ulejlighed, han gjorde ham, men endog ytrede megen Utilfredshed med at Thorleif ſluttede ſig ſaa nøje til Ravn og Eyjulf, og tilbød ſin Medvirkning, om han kunde faa ham omſtemt. Derfra begav Thorgils ſig til Reykjaholt, i hvis Nærhed, oppe under Fjeldene, Mødet med Thorvard ſkulde finde Sted. Paa Reykjaholt ſaa det i Førſtningen ud til at ville komme til voldſomme Optrin, da Egil flygtede til Kirken og Thorgils truede med at røve alt hvad der fandtes, men omſider ſluttedes ved Sturlas Medvirkning fuldkomment Forlig og Venſkab mellem Frænderne, og Egil lovede endog Thorgils at advare ham imod al Fare, der maatte true ham, ſkjønt han dog ſiden undſkyldte ſig for at være med paa det foreſtaaende Tog, paa Grund af ſit tidligere venſkabelige Forhold til Ravn[6]. Kort efter reed man op til Raudsgil, det aftalte Sted, hvor Thorvard allerede oppebiede Thorgils[7]. I Følge med ham var ogſaa hans Frænder, Finnbjørn Helgesſøn (der altſaa fremdeles blev det gisſurſke Parti tro), dennes Broder Agmund Helgesſøn, og flere, i alt 100 Mand. Det var nemlig Beſtemmelſen, at hvis Thorvard og Thorgils kunde blive enige om alle Vilkaar, ſkulde man umiddelbart derfra drage nordefter. Abbed Brand og Bødvar i Bø indfandt ſig, ſom det ſynes, temmelig uventet, ſtrax efter. Thorvard forelagde nu Thorgils det Spørgsmaal, om det var hans Alvor at underſtøtte ham, og bad ham betænke, baade hvad han ſkyldte ſit Frændſkab til Odd, og hvad han havde at lade Ravn og Eyjulf undgjelde for. Det ſidſte Argument var vel del, der havde meſt at betyde for Thorgils. Han ſvarede dog, at han fandt Sagen noget betænkelig, og førſt ønſkede at overlægge derom med Abbed Brand, Sturla og andre af ſine Venner. Disſe traadte nu til Side med ham. Abbedens Ytringer og hele Holdning ved denne Raadſlagning ere højſt charakteriſtiſke: de viſe hvorledes Brands Følelſer ſom højbaaren islandſk Høvding og Farbroder af den Dræbte næſten overvældede hans Pligtfølelſe ſom Gejſtlig, og dertil Kloſtergejſtlig; og hvilken Kamp der foregik i hans Indre. Da Thorgils havde underrettet ham om Thorvards Plan, ſvarede han noget hurtigt, ſom om han ikke vovede at betænke ſig: „jeg vil fraraade dig og alle mine Venner og Frænder at fare med Ufred i andre Mænds Hereder, men hverken Thorvard eller du maa derfor tro at jeg ikke tager mig nær af min Frænde Odds Drab, og at han ſiden blev puttet ned i en Urd ſom en Melrakke eller en Tyv, kun er det mig paa Grund af min Stilling negtet at tage nogen Deel i Drabs-Anſlag eller nogen ſom helſt Ufred. Men tror du at det nu engang ikke er muligt for dig at holde dig rolig, ſaa kan det jo ikke være verre for dig at gjøre Følge med andre, end at være ene om det; hvad ſiger du, Bødvar?“ Bødvar ytrede at han gjerne ſaa at Ravn og Thorgils kunde blive gode Venner, men at han derimod undte Eyjulf alt hvad han kunde faa, ſaaledes ſom han nys havde opført ſig i Borgarfjorden. Sturla fandt at det var voveligt at drage i langt bortliggende Egne med ſaa liden Styrke, men ønſkede dog at høre, hvad Thorgils havde betinget ſig, hvis han kom til at underſtøtte Thorvard. „Hele Skagafjorden og de øvrige Hereder øſtenfor Rutafjorden, hvis vi ſlutte Forlig med Eyjulf og Ravn,“ ſvarede Thorgils. „Jeg under jo visſelig dig, Thorgils,“ ſagde Abbeden da, „heller vor Arvebeſiddelſe, Skagafjorden, end dem, der nu raade derover, men jeg vil dog ikke tilſkynde dig til denne Ferd, da den forekommer mig at have ſine Vanſkeligheder; dog — Guds Vilje ſkee!“ Med disſe Ord ſtod han hurtigt op. Da var han ganſke rød ſom Blod i ſit Aaſyn, og idet han gik bort, ſagde han: „det er haardt, at ſee vore gjeve Frænder ligge bodløſe for Bondeſønner; det ſamme vilde ogſaa min Broder Orm ſynes, hvis han levede.“ Da Thorvard nu med fordoblet Iver trængte ind paa Thorgils, lovede ham Guld og grønne Skove og ubrødelig Troſkab, erklærede endelig Thorgils ſig villig til at føje ham, hvis ogſaa Sturla vilde være med til det ſidſte. Sturla ſvarede at han var rede til at følge Thorgils, ſom han havde lovet, hvorhen det ſaa var, men kunde fremdeles ikke dølge ſine Betænkeligheder ved at drage ſaa langt bort med ikke ſtørre og ikke bedre bevæbnet Styrke, iſær da de Borgfjordinger og Dale-Mænd, ſom vare med, ikke vare at lide paa. Men Thorgils ſagde: „naar du bliver med, Frænde, gaar det nok godt; jeg trænger ſaa højlig til dine Raad, da du anſees for den viſeſte Mand: det bør desuden tilſkynde dig noget at du har Bøder at kræve for din Svigerſøn Hall, der blev brændt inde paa Flugumyre, og endnu ligger ubødt.“ Sturla gjorde nu ikke flere Indvendinger, lige ſaa lidet ſom Thord Hitneſing og de øvrige Venner, til hvilke Thorgils havde henvendt ſig. Thorgils opregnede derpaa omſtændeligt ſine Betingelſer for Thorvald, og denne lovede med Haandſlag at opfylde dem, ligeſom de ogſaa gjenſidigt tilſagde hinanden ubrødelig Troſkab. Abbeden vilde intet mere have med denne Sag at beſtille, da det, ſom han ſagde, ikke pasſede ſig for ham at ſamtykke i et ſaa uheldſvangert Foretagende; han fandt det raadeligſt at tie ſtille, thi ellers, ſagde han, kunde Følelſen løbe af med ham, ſaa at han maaſkee kom til at ytre hvad han ſiden angrede. Dog ſagde han, at han Dagen efter vilde tale nærmere med Thorgils. Det blev nemlig beſtemt, at man allerede da ſkulde tiltræde Toget. Thorgils var imidlertid ſaa tidligt paa Ferde, at Abbeden ikke traf ham; derimod traf han hans Svoger Thord, og ſagde da til ham: „jeg rider ikke længer, thi jeg ſeer, hvad dette bliver til; igaar fandt jeg denne Ferd ikke raadelig, men det, ſom engang af Skjebnen er beſtemt, lader ſig ikke hindre; vel ſynes Foretagendet noget betænkeligt, og eders Skare baade ubetydelig og daarligt ruſtet, men paa den anden Side ſeer det ud til at være raſke Folk, og ikke fejge (d. e. beſtemte til ſnart at dø); hils nu min Frænde Thorgils fra mig, og hed ham ſaavidt muligt at ſkaane de uſkyldige; jeg vilde ſaa gjerne ſpørge godt fra ham, og bliver meget ængſtelig, indtil jeg faar høre hvorledes altſammen gaar; lad mig ſee at da følger din Svoger vel og altid raader ham til det bedſte; Gud og den hellige Erkebiſkop Thomas være eders Vaaben, Værge og Beſkyttelſe, men fæſt ikke for meget Lid til Thorvards Ærlighed, thi jeg har ikke de bedſte Tanker om, hvorledes det tilſidſt løber af imellem ham og Thorgils.“ Derpaa gav Abbeden Thord ſin Velſignelſe og ſagde ham Farvel. Det er klart nok, at havde Brand ikke været Abbed, ſaa havde han gjerne ſat ſig i Spidſen for Toget; ſelv om han havde været Preſt, vilde dette neppe have gjort ſtort til Sagen. Det gik ham viſt uendeligt nær, ikke at kunne være med.

Flokken ſatte ſig nu i Bevægelſe, og kom ned i Vatnsdalen, hvor de forgjeves ledte efter Eyjulfs Broder Asgrim paa Hvamm; han havde allerede faaet Nys om den foreſtaaende Fare, og begivet ſig til Eyjafjorden. De droge derfor over til Skagafjorden, hvor de fordeelte ſig, for at ſamle Folk, da de gjorde Regning paa, at mange Skagfjordinger vilde ſlutte ſig til dem. Heri bedroge de ſig dog, thi den Skræk, der ſtod af Ravn og Eyjulf, var altfor ſtor; Bønderne vidſte, hvilke Mishandlinger de vilde komme til at lide af disſe, hvis de tog Parti med Thorgils, og denne var uheldig; desuden havde Ravn og Eyjulf til deſto ſtørre Sikkerhed frataget dem deres Vaaben, ſaa at der neppe var et eneſte forſvarligt Sverd eller Spyd at finde i hele Heredet. Herom gav Brodde Thorleifsſøn Thorgils fuldſtændig Beſked, da han henvendte ſig til ham om Hjelp; han undſkyldte ſig tillige med ſin fremrykkede Alder og henviſte ham til Asbjørn Illugesſøn. Denne var efter tidligere givet Løfte rede til at være med, men havde, ſkjønt han var en af de meſt anſeede Bønder, ikke bedre Vaaben end et uſelt Sverd og en Bukler; Thorgils maatte laane ham en Brynje. I alt fik de ikke mere end 20 Mand, og dog ytrede hver Kjerling, de kom forbi paa Gaarden, det Ønſke til Gud at det maatte lykkes dem at gjøre Ende paa Navns og Eyjulfs Uvæſen.

Ravn og Eyjulf havde imidlertid i Haſt ſamlet Folk. Eyfjordingerne viſte juſt ingen Lyſt til at efterkomme deres Opbud og alle Storbønderne bleve ſiddende hjemme, men det lykkedes dem dog at bringe meget over 240 Mand ſammen, alle ſærdeles vel bevæbnede. De holdt ſig i den ydre Deel af Eyjafjorden, indtil de fik nærmere Efterretning om Fiendens Bevægelſer. Thorgils og Thorvard lagde Vejen over Hørgaardalshejden og kom Søndag Morgen den 18de til Horgaardalen, hvorfra de reed ned til Fjorden og ſydefter langs med denne. Da alle de enkelte Fløite vare ſamlede, holdt baade Thorvard, Thorgils og Sturla Opmuntringstaler for ſine Mænd, og det er ret betegnende, at Thorvard allerede nu lod ſig forlyde med, at han ikke ſkulde have ſaa meget imod at ſlutte Forlig med Eyjulf paa anſtændige Vilkaar, hvis han ej hindredes derfra ved ſin Forpligtelſe til Thorgils. Da de kom ind til det inderſte af Fjorden, uden endnu at ſee noget til Ravns og Eyjulfs Hær, lejrede de ſig før Natten paa den flade Thorunnar-Ø, der ligger i Udløbet af Aaen[8], efterat have udſtillet Vagter paa alle Kanter. Deres ſamlede Styrke var ikke fuldt tvende Hundreder eller 240; den var altſaa betydeligt ringere end Navns og Eyjulfs.

Disſe havde lejret ſig paa Højderne ſtrax øſtenfor Øen, uden at kunne ſees, og ſøgte i Førſtningen at udſprede den falſke Efterretning, at de vare dragne længer mod Øſt, for ſiden deſto mere uforvarende at komme over deres Fiender. Men Sturla gjennemſkuede Liſten. Imidlertid havde Bønderne i Heredet henvendt ſig til Abbed Eyjulf i Thema om at megle Fred; han begav ſig førſt til Ravn og Eyjulf for at høre deres Betingelſer, og derpaa til Thorvald og Thorgils, der nu af ham fik nøjagtig Beſked om hvor Fienderne ſtode; han bad dem tillige at tage ſig vel i Agt. De Tilbud, han førſt fremſatte paa Navns og Eyjulfs Vegne, lød ſaaledes, at deres og Thorvards Mellemværende ſkulde afgjøres ved Voldgiftsmænd, lige mange opnævnte fra hver Side, dog ſaaledes at Dommen ej ſkulde lyde paa Forjagelſe fra Landet eller fra Heredet, ja ikke endog paa Tabet af de Herſkaber, Thord Kakale havde overdraget dem. Thorvard ſvarede hertil, at han ikke var uvillig til Forlig og billig Afgjørelſe, men fordrede ubetinget at Eyjulf ſkulde forlade Landet og give Slip paa ſit Forſtanderſkab over de nordlige Hereder, hvorimod Ravn kunde beholde hvad han havde der veſter, kun paa den Betingelſe at han ej ſkulde lade ſig finde ſøndenfor Gilsfjord, altſaa med andre Ord at han kun ſkulde holde ſig i den nordveſtlige Halvø af Landet. Abbeden ſvarede, at det aldrig var at tænke paa, at Eyjulf ſkulde ville gaa ind paa noget ſaadant, da han endog paaſtod at have ſkriftlig Beſkikkelſe af Kongen til at raade for Skagafjorden (hvorvidt det virkelig forholdt ſig ſaa, er vel et ſtort Spørgsmaal, ſkjønt det ej er umuligt at Biſkop Henrik kan have udvirket det); dog, tilføjede han, havde han og Ravn ytret at de ej vare uvillige til at ſkyde hele Sagen under Kongens Dom, ſaaledes at enten begge eller een af dem endnu i Sommerens Løb ſkulde drage til Norge, forudſat at ligeledes enten Sturla eller Thorgils, eller begge to gjorde det ſamme: Thorvard fik da ſvare for ſin egen Sag. Men ogſaa dette forkaſtedes. Thorvard ytrede jo rigtig nok at han ikke havde ſaa meget imod at drage til Norge, men Thorgils erklærede at han ej forlod Landet, uden paa Kongens eget Bud, og Sturla, at han ikke vidſte at have forbrudt ſig ſaaledes at han behøvede at gaa i Landflygtighed. Abbeden fraraadede dem at indlade ſig i Kamp, da deres Fiender vare ſaa meget bedre bevæbnede og mandſterkere end de. Men Sturla ſagde, at det maaſkee ikke vilde blive ſaa farligt endda, det bares ham for at Eyjulf nu ſtod nær ved ſit Livs Ende. Thorvard og Thorgils ſvarede ogſaa at de med Guds Biſtand vilde vove en Dyſt. Abbeden vendte nu tilbage til Ravn og Eyjulf med denne Beſked, men ingen af dem vilde gaa ind paa ſaadanne Betingelſer; de vidſte desuden.at Overmagten var paa deres Side, og havde derfor det bedſte Haab om Sejren, ſaameget mere ſom de hidtil altid havde været heldige. De bad derfor Abbeden hilſe Thorvald og Thorgils, at de ſkulde møde dem paa Grunden eller Øren ſtrax nordenfor Lille-Tveraa[9], og lade Vaabnene afgjøre deres Mellemværende. Thorgils og Thorvald modtoge denne Hilſen med Glæde. Ravn glædede ſig ikke mindre, da Abbeden kom tilbage og berettede dette, men Eyjulf begyndte dog nu at ytre nogen Betænkelighed; thi hidtil, ſagde han, havde de nok ſejret ved pludſelige Angreb eller Overfald, men det var en anden Sag at ſtride mod Storbønder i ſluttet Fylking. Han lovede Ravn at kæmpe tappert ved hans Side og ikke flygte fra ham, hvor ſtor Faren end monne være, og ytrede det Haab at Ravn ligeſaa lidet vilde flygte fra ham. Ravn lovede det, og ſagde at det var en Skam at lade ſig jage paa Flugt, naar man havde ſaa gode Tropper.

Thorvard og Thorgils brøde nu op fra Øen, efterat den førſte endnu engang havde holdt en kort Opmuntringstale; man aflagde ogſaa det Løfte til Gud og den hellige Thorlak, hvis Sommer-Feſtdag har den følgende Dag, at alle de, der kom i god Behold fra Slaget, ſkulde faſte Dag og Nat før Thorlaksmesſe næſte Sommer, og ſynge Pſalmer; ja nogle lovede endog at faſte hele deres Liv; derpaa gik de til Skrifte. Da de kom til Tveraa-Øren, valgte Sturla deres Stilling paa et Sted, hvor der var rigeligt Forraad af Steen til at kaſte paa Fienden, og dog ganſke jevnt. Derpaa ſtillede man ſig i Fylking, Thorgils’s Mænd, under hans Svoger Thord og en anden Høvding, paa venſtre Side, Sturla og Helgesſønnerne i Midten, og Thorvard med Øſtfjordingerne paa højre Side. Thorgils forbeholdt ſig med ni udvalgte Mænd at ſtride der, hvor han fandt, at det helſt kunde gjøres fornødent. C Abbeden forſøgte endnu engang at megle Forlig, men Thorgils ſagde at det ikke nyttede, hvorpaa Abbeden kaldte de Munke og andre Gejſtlige, der vare i Følge med ham, til ſig, og reed derfra. Strax efter kom Ravn og Eyjulf med ſin Hær ned fra Højderne, ſtillede den i Fylking, iſtemte Hærſkrig, og begyndte Angrebet. Kampen var heftig og haardnakket. Ravn angreb Thord og Veſtfjordingerne med ſtor Hidſighed, men blev dreven tilbage, og vendte ſig derfor førſt mod Helgesſønnerne, ſiden mod Thorvard, og vexlede perſonligt Hug med ham, ſaaledes at de begge bleve noget ſaarede. Men ogſaa her maatte han vige, og trods ſit nys aflagte højtidelige Løfte tog han dog Flugten med alle ſine Mænd, og det endog med ſaadan Iilfærdighed, at han ſatte lige til Fjelds over til Skagafjordeu, og ikke ſtandſede førend paa Geldingaholt. Eyjulf havde imidlertid kæmpet med ſtor Tapperhed og Udholdenhed i Midten af Fylkingen, altſaa med Sturla; men et voldſomt Steenkaſt, han fik i Bryſtet, lammede hans Kræfter, og da nu Navns Mænd toge Flugten, og Exemplet ſmittede paa hans egne, maatte ogſaa han ſee til at frelſe ſig. Men da han ſkulde ſtige op paa Heſten, blev han indhentet af en Øſtfjording, Jørund Geſt, ſom rev ham omkuld og gjenkjendte ham. I det ſamme kom Thorvard til og naglede ham ved et Spydſtik gjennem Munden og Nakken til Jorden. Thorvard havde ſaaledes opnaaet ſit Ønſke, at hevne Broderens Død, og hans Sejr var fuldkommen. Men den havde ikke været vunden uden Thorgils’s og Sturlas kraftige Underſtøttelſe og Tapperhed. Thorgils udmerkede ſig iſær, ſom ſædvanligt, men ogſaa Sturla gik i Førſtningen ſaa driſtigt frem foran Fylkingen, at Thorgils maatte advare ham. Han ſvarede: „lad mig ſee for min egen Baad, ſom det kan falde!“ Thorgils ſtillede ſig ved hans Side og ſagde at de ſkulde være ſammen. Mandfaldet var ikke ſynderligt ſtort. Paa Ravns og Eyjulfs Side faldt der 8 eller 9, paa Sejrherrernes 7 eller 8, men mange bleve ſaarede. Blandt disſe var Svarthøvde, der havde faaet et ſvært Saar tvers over Anſigtet, og blev tagen til Fange, men fik Grid af Thorgils, der overhoved viſte ſig meget mild imod dem, der faldt i hans Hænder. Finnbjørn Helgesſøn havde faaet et Stik i Halſen, der i Førſtningen ſyntes heel ubetydeligt, men ſiden blev ondartet, og ſenere om Høſten endte hans Dage[10].

Dagen efter, Thorlaksmesſedag, (20de Juli) ſtevnede Høvdingerne Heredets Bønder til et Møde ved Djupadalsaa, hvor Thorvard traadte frem og forlangte, at man ſkulde antage ham til Forſtander. Men uagtet Thorgils og Sturla underſtøttede ham, vilde dog ikke Bønderne have noget med ham at beſtille. De ſvarede, at de ingen Høvding vilde have, og aller mindſt en ſaa voldſom Mand ſom Thorvald; de vilde ſee Tiden an, og oppebie, hvad Kong Haakon og Thord Kakale beſtemte. Thorvard maatte for denne Gang ganſke lade Sagen fare, og fulgte med Thorgils og Sturla til Skagafjorden, højſt ærgerlig over ſit daarlige Held. I Skagafjorden blev der nu ligeledes ſtevnet Møde ved Vallalaug (Badet paa Valle), da Thorgils der vilde gjøre Bønderne et lignende Forſlag om Antagelſe. Men da han for Mødet bad Thorvald, i Følge givet Løfte at hjelpe ham med at ſætte dette igjennem, begyndte Thorvard at gjøre Vanſkeligheder, ſagde at hans Ord ingen Vegt havde der i Fjorden, o. ſ. v. Finnbjørn, ſom var tilſtede, erindrede ham om hvad han ſkyldte Thorgils, og hvad han havde lovet ham; Thorgils ſvarede hertil at han ſkulde holde alt hvad der ſtod i hans Magt, dog, føjede han til, havde Thorgils heller ikke underſtøttet ham ret ivrigt paa Mødet i Eyjafjorden. Han undte ſaaledes ikke Thorgils bedre Lykke i Skagafjorden, end han ſelv havde haft i Eyjafjorden. Man begav ſig imidlertid til Mødet, hvor de fleſte Bønder indfandt ſig, og hvor Thorgils fremſatte ſin Anmodning til Bønderne, at de vilde tage ham til Høvding ſom Kolbeins nærmeſte Arving. Brodde Thorleifsſøn ſvarede ligeſom Bønderne i Eyjafjorden, at han helſt ikke vilde tjene nogen Høvding, men lagde dog til, at ſkulde han endelig tjene en, ønſkede han ingen heller end Thorgils. Sturla og Asbjørn Illugesſøn talte paa det ivrigſte for Thorgils. Men juſt ſom Forhandlingerne ſtod paa, kom der en Preſt, udſendt af Biſkop Henrik, og oplæſte et Brev, hvori der ſtod at han lyſte Thorgils, Thorvard og alle deres Ledſagere i Ban, fordi de havde kæmpet mod Eyjulf og Ravn; han forbød hver og een i Heredet at modtage Thorgils, under Bans Straf. Saa fuldſtændigt havde Biſkop Henrik gjort Mordbrænderen Eyjulfs Sag til ſin egen. Bønderne vovede nu ſlet ikke at befatte ſig med Thorgils, men denne ſagde at han ikke lod ſig ſkræmme derved; han ſkulde nok prøve ſin Lykke, naar Lejlighed gaves, uden at enſe hvad Biſkoppen ſagde. Mødet blev imidlertid bævet, uden at Thorgils fik ſin Vilje ſat igjennem, og da der ſtrax efter indløb Budſkab om at Ravn ſkulde have faaet Hjelp af Thorleif i Garde og ſamlet en betydelig Styrke veſter i Dalene, vovede Thorgils ikke at blive der længer, men drog veſtover, efter at han forgjeves havde opfordret Thorvard til at følge med. Finnbjørn derimod gjorde ham Følge. Da Thorgils kom til Veſtkyſten, fik han høre at Rygtet var overdrevet: Navn havde mødt Thorleif paa Arnavatnshejden og opfordret ham til at følge med ſig nord mod Thorgils, men Thorleif havde vægret ſig ved at drage ud af Heredet, og Ravn havde derfor begivet ſig hjem til Sandafell. Thorgils og Sturla rede ligeledes hjem, hver til ſit, og ſkiltes med ſtor Kjærlighed fra hverandre. Men en Maaneds Tid derefter brød Thorgils atter op, fik Sturla i Følge med ſig, reed i Mulm og Mørke om Natten over til Midfjorden, og derfra nord til Skagafjorden, hvor han, trods Biſkoppens ſtrenge Forbud mod at holde Samkvem med ham, fik Asbjørn Illugesſøns Tilladelſe til at ſlaa ſig ned paa hans Gaard, Vidvik, og ſiden ſtevnede et nyt Møde paa Vallalaug, hvor Bønderne fremmødte talrigt, og denne Gang, efter Broddes ivrige Opfordring, med ſtor Fleerhed antoge ham til Høvding. Brodde foreholdt dem blandt andet, at Misforſtaaelſen mellem Thorgils og Biſkoppen neppe vilde vare længe, og at de for øvrigt vilde finde det meget vanſkeligt at blive Thorgils kvit, om de end nok ſaa meget ønſkede det. Efter Broddes Forſlag blev det derhos vedtaget at yde ham Saudetold, der ogſaa temmelig ordentligt blev præſteret, og Thorgils blev indtil videre boende paa Vidvik, hvor der nu var megen Lyſtighed og Glæde, med Leeg og Dans, uden at man brød ſig ſtort om at Biſkoppen lod Kirken lukke i Laas og Interdict lyſe over Gaardens Beboere. Der fortælles, charakteriſtiſk nok, at blandt de mange Gjeſter, ſom en Søndag kom for at holde Morſkab, var endog en Preſt fra Hole, der øm Formiddagen havde forrettet Gudstjeneſten ved en Kirke i Nabolaget, men nu danſede paa Vidvik ſaa det var en Lyſt at ſee til, ja vakte endog almindelig Beundring ved ſin Færdighed. Dog tilføjes der, at da han kom tilbage til Hole, viſte Biſkoppen ham haanligt ud af Kirken og vilde ikke ſee ham for ſine Øjne. Da Thorgils hørte dette, bad han ham komme til ſig, men Biſkoppen foretrak heller at tage ham til Naade igjen, ſkjønt han aldrig ſiden var ſaa venlig mod ham ſom før[11].

Lidt ſenere kom Thorvald, ledſaget af Finnbjørn, der nu var meget daarlig af ſit Saar, og foreſlog Thorgils at de ſkulde i Forening drage til Biſkoppen og ſee til at blive løſte af Bannet. Thorvard var nu ſærdeles venlig mod Thorgils, thi han trængte til hans Biſtand. Thorgils var naturligviis ſtrax villig dertil, og de rede i Følge med hinanden over til Eyjafjorden, hvor de haabede at treffe Biſkoppen paa Madrevalle. Men da Biſkoppen hørte at de nærmede ſig, forlod han Madrevalle, og drog ind til Tveraa Kloſter, hvor han gik ind i Kirken og ſiden lod den læſe. Thorgils og Thorvard rejſte efter ham til Tveraa, med 30 Mand i ſit Følge. Abbeden kom ud imod dem, nok ſaa venlig, men ſagde at Biſkoppen ikke vilde tale med dem og ønſkede at de ſtrax ſkulde ride bort. De bade ham dog forſøge, om han ikke kunde faa Biſkoppen til at tilſtede dem en Samtale, tilføjende, at de vel lovede ham fuldkommen Sikkerhed, men heller ikke vilde drage bort førend de havde talt med ham; Biſkoppen fik da være i Kirken ſaa længe indtil han blev keed deraf. Ved Abbedens og andres Overtalelſer lod da endelig Biſkoppen ſig bevæge til at gaa ind i Stuen, men han var meget ublid, og da Thorgils og Thorvard kom ind og hilſte ham, ſvarede han ikke. Thorvard begyndte da Samtalen ſaaledes: „Herre, vort Erende hid er at lægge alt, hvad ni maatte have forbrudt mod Kirken og Guds Ret, under eders Dom, ſamt derefter modtage Abſolution; men hvad derimod de Sager angaar, der ſvæve mellem os og andre Lægmænd, da ville baade jeg og Thorgils have dem undtagne fra eders Dom, lige ſaa lidet ſom vi ville have nogen Indblanding fra eders Side angaaende Hereds-Beſtyrelſen, thi vi indſee ikke hvad denne vedkommer eder. Dog derſom I, Herre, tror at burde paalægge os nogen Skrift, da vide vi, at I har Ret dertil, og at det tilkommer eder at give os Abſolution for hvad der i Sommer er ſkeet: i den ville bi taalmodigt finde os. Dette er mit Tilbud for dette Sinde“. „Dette er ogſaa mit Tilbud“, ſagde Thorgils, „og derforuden vil jeg for bort forrige Venſkabs Skyld lempe mig faa meget efter eder, ſom jeg kan, uden at gaa mig ſelv alt for nær; dog paa Heredet giver jeg ikke Slip, og jeg kan ikke tilbageholde min ſtore Forundring over, hvor haſtigt eders Sind har vendt ſig, ſiden vi vare de aller bedſte Venner. Efter mit bedſte Skjøn er jeg aldeles ſagesløs med Henſyn til eder baade i Ord og Gjerning, og haardt forekommer det mig derfor, at I truer Bønderne ſaa ſtrengt, hvis de kun give mig eller mine Mænd Mad, eller ſkaffe os friſke Heſte. Kanſler det ikke tør vare ſaa længe, førend I eller Eders Venner finde, at dette ikke har været nogen heldig Beſlutning, og førend der er flere end jeg og mine, ſom føle ſig ilde tjente dermed“. Men Biſkoppen var ſaa opſat, at ethvert Ord var ſpildt paa ham. Han udbrød i en Strøm af de groveſte Ukvemsord, og ſagde blandt andet, at Thorgils og hans Mænd ikke ſkulde have Ret til at nyde, hvad Bønderne gave ham, ikke til at træde paa Jorden, ikke til at ſee Himlen, kort ikke til noget ſom helſt, undtagen til Helvede. Thorgils forſtummede aldeles, og Biſkoppen henvendte ſig nu til Finnbjørn, mod hvilken han ligeledes fremførte Beſkyldninger. Finnbjørn ſvarede dertil førſt paa egne Vegne; ſiden foreſtillede han Biſkoppen, hvor upasſende og ufornuftigt det var at tiltale Thorgils ſaaledes ſom han havde gjort; han lurede ſin Forundring over at han kunde viſe ſaadan Forkjærlighed for „Guldhalſene“, der nu en Tid havde regjeret i Herederne med Ran og Voldsgjerninger, og lade dem ſtaa ved ſin Side i Kirken, naar det var vitterligt, at de havde indebrændt mange, ja endog ladet en heel Deel uſkyldige, fattige Folk omkomme, kvalte af Røg[12]; thi alle og enhver vidſte jo dog, at Mordbrændere baade i Guds og Menneſkernes Lov ere de, over hvilke den ſtørſte Fordømmelſesdom udtales. Han lod endog forſtaa, at Biſkoppen af mange anſaaes for Medvider i nogle af deres Misgjerninger. Biſkoppen foor op i heftig Vrede, og ſagde at Djevelen talte af hans Mund; „du taler“, ſagde han, „kun om deres Forbrydelſer og om Branden, men nævner intet om hvad de for havde maattet døje af Drab og andre Forhaanelſer“. Thorgils ſagde, idet Biſkoppen gik bort: „jeg vil hverken lægge Haand paa eder, Herre, eller rane noget fra Biſkopsſtolen, men ſaa meget ſkal I vide, at jeg agter ikke ſtort eders Vilje i Heredet, hvis I ikke agter min Vilje nu“. Derpaa ſteeg Thorgils og hans Mænd til Heſt, og reed vort. Thorvard derimod bad Biſkoppen endnu engang om Forlig, og Biſkoppen ſvarede ham nu ikke længer Nej, men henviſte ham til ſine Ombudsmænd, tilſigende ham og alle hans Mænd Abſolution, hvis han reed af Heredet og ikke yderligere underſtøttede Thorgils. Thorvard, hvis Forhold mod Thorgils den hele Tid havde baaret Egennyttens Præg, lod ſig ikke dette ſige to Gange, men forligede ſig ſtrax med Biſkoppen og drog til Øſtfjordene. Finnbjørn ſkulde have fulgt med, men hindredes ved ſit Saar, fik Abſolution, og døde kort derefter, (29de September). Uagtet man nok kan forſtaa, hvorfor Biſkop Henrik tog Eyjulf og de øvrige Mordbrænderes Parti, bliver det dog lige ſaa ubegribeligt for os, ſom for Thorgils ſelv, at han kunde betages af en ſaa overvættes Forbitrelſe mod denne, med hvem han nys havde ſtaaet paa en ſaa fortrolig Fod. Der ſynes noget at maatte være forefaldt, hvorom Sagaen ikke taler, og ſom ikke engang Thorgils ſelv ret fik at vide, der bragte Biſkoppen til at glemme ſig ſelv ſaaledes; maaſkee kan der have været ham forebragt Uſandheder om hvad Thorgils ſkulde have ſagt eller gjort; Biſkoppens ſenere Forhold mod ham, da han var kommen til Beſindelſe og bedre Eftertanke, ſynes at beſtyrke dette. Imidlertid havde Thorgils dog opnaaet at blive Herre over Skagafjorden, og ikke længe efter kom der et Bud til ham fra Ravn, at denne nu havde forligt ſig med Sturla, og ligeledes ønſkede at forlige ſig med Thorgils, hvorfor han lod ham indbyde til et Møde i Vatnsdalen. Thorgils efterkom Opfordringen, og et Slags Forlig blev virkelig ſluttet, men ikke ſynderlig oprigtigt fra nogen af Siderne[13].

Biſkoppen vedblev endnu i nogle Uger at viſe ſig uforſonlig. Han truede endog med at paalægge hele Heredet Interdict for Thorgils’s Skyld, og Thorgils truede til Gjengjeld at hevne ſig paa hans Mænd, da endelig Brodde Thorleifsſøn lagde ſig imellem, foreholdt Biſkoppen det ufornuftige i hans Fremgangsmaade, og fik ham til at tilſtaa Thorgils en Sammenkomſt. Ved denne Sammenkomſt var Brodde tilſtede, og bragte det ved ſine Foreſtillinger dertil, at et Forlig kom i Stand. Thorgils underkaſtede ſig Biſkoppens Selvdom i alt hvad han kunde have forſeet ſig mod Kirken og Gejſtligheden; Biſkoppen ſkulde løſe Thorgils og hans Mænd af Bannet, og holde Heredsmændene til Troſkab og Lydighed mod ham, hvorimod denne ſkulde underſtøtte Biſkoppen til Haandhævelſe af Kirkens og Biſkopsſtolens lovlige Ret, og begge Parter ſkulde være hinandens Venner. De bleve nu førte ind i Kirken og fik Abſolution, hvorefter Biſkoppen ſkriftede dem; noget ſenere, da Thorgils vilde drage bort, ſagde Biſkoppen, at han nu ſtrax vilde afſige ſin Kjendelſe, hvilket Thorgils fandt vel tidligt, men dog føjede ſig i. Biſkoppen opregnede da en heel Deel Punkter, hvori Thorgils ſkulde have forbrudt ſig, og ſom denne ikke i alle Stykker fandt overeensſtemmende med Sandheden; men da Biſkoppen var færdig med Opregningen, viſte han ſig, mod Thorgils’s Forventning, ſaa ædelmodig, at han eftergav ham det Hele, hvorover Thorgils naturligviis blev meget behageligt overraſket, takkede ham paa det bedſte, og indbød ham til ſig, naar det faldt ham belejligt. Dette ſynes at beſtyrke, hvad vi nys antydede, at Biſkoppen maa have været opſat mod Thorgils af hans Fiender ved falſke eller overdrevne Indgivelſer, hvis Urigtighed han nu omſider indſaa, uden dog at ville ydmyge ſig ſaa vidt, at tilſtaa at han var ført bag Lyſet. Fra nu af, i den korte Tid, Biſkoppen forblev paa Island, herſkede det ſamme Venſkab mellem dem, ſom for. Biſkoppen lod førſt Kirken i Vidvik lukke op og Mesſe holde der, ſiden, om Vaaren 1256, da Thorgils var flyttet til Aas i Hegranes, beſøgte Biſkoppen ham, ſom han havde lovet, og blev modtagen med et prægtigt Gjeſtebud, hvorved Thorgils ſkjenkede ham herlige Gaver, tre Heſte, tre Hundreder i Værd, en Guldring og en god Bog. Noget tidligere havde Thorgils ogſaa beſøgt ſin Frænde Sturla, og ved denne Lejlighed gjort ſig meget populær blandt de bedſte Bønder der Veſter, ſom indbøde ham til ſig, og viſte ham den ſtørſte Hæder. Hans Magt og Anſeelſe var nu i jevnt Tiltagende[14].

Ved alle disſe Forhandlinger, lige ſiden Gisſur Thorvaldsſøns Bortrejſe 1254, hører man ikke det mindſte til Biſkop Sigvard, der ſaaledes, tvert imod ſin tidligere Sædvane, maa have iagttaget en fuldkommen Uvirkſomhed i alle politiſke Anliggender. Heller ikke hører man ſtort til Ivar Englesſøn, der om Høſten 1255 ankom til Island[15]. Derimod ſiges der udtrykkeligt, at han tilbragte Vintren 1255—1256 i Skaalholt hos Biſkop Sigvard, og fandt at denne lagde mindre Vind paa at fremme Kongens Erende, end han havde lovet. Da Vaaren kom, begav Ivar ſig nord til Skagafjorden, for at forſøge, om han kunde udrette mere hos Biſkop Henrik og Thorgils. Disſe toge ſig ogſaa langt ivrigere af Sagen. De ſtevnede alle Bønderne i hele Nordfjerdingen ſammen til et almindeligt Thing i Skagafjorden, og underſtøttede Ivar paa det bedſte, da han meddeelte Bønderne Kongens Budſkab og anmodede dem om at vedtage at betale ham Skat. Deres forenede Indflydelſe var ſaa ſtor, at baade Skagfjordingerne, Eyfjordingerne og de fleſte øvrige Bønder i Nordfjerdingen foreløbigt lovede dette, og ſaaledes erkjendte ſig for Kong Haakons Underſaatter. Det blev dog, ſom vi ville ſee, for det førſte ved Løftet, og Ivar ſelv var ikke ret tilfreds med Udfaldet af ſin Virkſomhed. Han ytrede at han viſt havde kunnet udrette mere, hvis ikke fornemmelig Gisſurs Venner (paa Sønderlandet), men dog ogſaa nogle af Thords Tilhængere (veſter), havde lagt ham Hindringer i Vejen. Sandſynligviis var Ivar tilſtede i det ſtore Gjeſtebud, ſom Thorgils om Vaaren gjorde for Biſkop Henrik, thi ſaa vidt man af Sagaens Ord kan ſkjønne, beredede Biſkoppen ſig ikke længe efter dette til at forlade Island, og hiint ſtore Thing for Nordfjerdingen, hvor Ivar røgtede Kongens Erende, maa altſaa være holdt tidligere. Hvad der bevægede Biſkop Henrik til at rejſe bort, ſiges ikke. Paa Legemsſvaghed kan man ikke gjette, thi han ſynes endnu at have været en raſk og rørig Mand; men det er højſt rimeligt, at iſær de ſidſte Begivenheder paa Island havde givet ham Afſmag paa Opholdet der, og da han nu virkelig havde bragt det, eller haft betydelig Deel i at bringe det dertil, at Størſtedelen af hans Biſkopsdømme underkaſtede ſig Kong Haakon, har han vel meent ſom ſaa, at hans Hverv paa Island var tilendebragt, og at han nu med god Samvittighed kunde forlade det, for at henleve ſine øvrige Dage i Ro og Fred hjemme. Saavel han ſom Ivar afrejſte i Løbet af Sommeren, og de have ſandſynligviis ſejlet over i det ſamme Skib[16]. Thorgils viſte ſig fremdeles ſom Biſkoppens gode Ven, hjalp ham med alt, hvad han behøvede til Rejſen, fulgte ham til Skibet og ſkiltes fra ham under gjenſidige Venſkabs-Ytringer. Biſkop Henrik, der havde overdraget Biſkop Sigvard Beſtyrelſen af ſit Biſkopsdømme, kom ikke mere til Island, men forblev i Norge, og, ſom det ſynes, ſtadigt om Kongens Perſon ſom hans Ven og Raadgiver, iſær, ſom man maa formode, angaaende de islandſke Anliggender. Han døde, ſaaledes ſom det allerede tidligere er.berettet, om Sommeren 1260, i Tunsberg, kort efter at Kongen var kommen tilbage fra Sammenkomſten med Byrge Jarl ved Gøta-Elven. Han blev begraven ved Olafskloſtrets Kirke, og Kongen talte ſelv ved hans Grav, „berømmende ham i mange fagre Ord efter hans Fortjeneſte“. Han havde viiſt ſig ſom Kongens nidkjære, ufortrødne Ven, om han end ikke altid var heldig nok i ſine Foranſtaltninger til at gribe det Rette. Det var aabenbart, at Kongen væſentligt ſkyldte hans Beſtræbelſer, at en heel Fjerdedeel af Island nu formeligt havde erkjendt hans Herredømme. Var dette endnu kun for et Syns Skyld, og havde det end ingen umiddelbare paalagt-lige Reſultater, ſaa var dog altid Anerkjendelſen ſelv en vigtig ſtatsretlig Grundvold, hvorpaa for Fremtiden mere kunde bygges; et ſtort Slag var altſaa vundet. De yderligere Skridt, ſom Kongen med Henſyn hertil foretog i de fire Aar, Biſkop Henrik levede hos ham, ſkyldes ſikkert iſær dennes Raad og Indſkydelſer.

Den førſte Frugt af disſe var rimeligviis den, at Kongen om Sommeren 1256 ſendte en anden Ivar, ved Navn Ivar Arnljotsſøn, ſandſynligvis een af ſine Hirdmænd, over til Island med Budſkab og aabent Brev, hvori han formeligt overdrog Thorgils Beſtyrelſen af Eyjafjorden ſaavel ſom alle de øſtenfor beliggende Hereder, lige til Øſtfjerdingens Grændſe. Skagafjorden med de veſtlige Hereder adlød allerede Thorgils; ſaaledes herſkede han nu over hele Nordlændingefjerdingen. Hans Yndeſt tiltog Dag for Dag, thi nu, da han ikke længer fandt nogen Modſtand, fik han bedre Lejlighed til at lægge ſine mange elſkværdige Sider for Dagen. Om Høſten 1256 gjorde han et overmaade ſtort Gjeſtebud, hvortil han indbød alle de bedſte Heredsbønder. Her blev der bevertet ypperligt, og Gaver uddeelte med ſaadan Ødſelhed, at ikke en eneſte af de talrige Gjeſter drog tomhændet bort. Formedelſt dette Gilde, ſiges der, blev han ogſaa meget hædret af Bønderne, af hvilke de fleſte nu til Gjengjeld indbøde ham til ſig, ſaa at han om Vintren formeligt rejſte omkring paa Vejtſler og fik de herligſte Gaver: i Heredet herſkede den ſtørſte Glæde, og Bønderne ſyntes at de havde ſavnet Himlen ſelv, ſiden de havde faaet en ſaadan Høvding, der forekom dem at være den gjenfødde Kolbein unge, hvis Minde var dem uforglemmeligt. Saa lykkelig følte man ſig neppe i Veſtfjordene, hvor Fiendſkabet mellem Ravn og Sturla atter brød ud, og hvor den førſte om Vaaren 1256, ledſaget af Eyjulfs Broder Asgrim, endog overfaldt Sturlas Gaard Stadarhool i Haab om at treffe ham ſelv der, hvilket dog ikke lykkedes dem. Navn var fremdeles den mægtigſte i Veſtfjordene, men kunde dog ikke længer maale ſig med Thorgils, der nu uimodſigeligt var Øens meſt formaaende og meſt populære Mand[17].

  1. Sturlunga Saga, XI. 15. Islandſke Annaler.
  2. De fleſte Haandſkrifter nævne her nemlig 8 Hundreder (960) Mand; den trykte Text har 13 Hundreder, hvilket vilde være 1560. Dette er dog viſtnok for meget.
  3. Sturlunga Saga, IX. 15—17.
  4. Sturlunga Saga, IX. 18—20. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap.283. Jvfr. Arne Biſkops Saga, Cap. 23 og islandſke Annaler, ved 1279.
  5. Hvorledes man fik dette Slægtſkab ud, kan ikke godt ſees, thi Thorarin, Odds og Thorvards Fader, var en negte Søn af Jon Sigmundsſøn, og nedſtammede ſaaledes ikke fra Haukadals- eller Skagafjords-Ætten.
  6. Sturlunga Saga, IX. 23, 24.
  7. Mødet var beſtemt til Margretemesſedag, der ellers i Kalendarierne er den 20de Juli. Men paa Island, hvor denne Dag beſtemtes til Thorlaks Translationsfeſt, flyttedes Margretemesſe til 13de Juli. Derved lader det ſig forklare, at der her kan tales om Margretemesſe, flere Dage før Slaget naa Tveraa-Øre, der dog, ſom det vil ſees, holdtes den 19de Juli, eller Dagen før den egentlige, rette Margretemesſe.
  8. Denne Ø havde ſit Navn efter Landnamsmanden Helge magres Huſtru Thorun hyrna, Ketil Flatnevs Datter (ſe ovenfor I. 1. S. 504, 533, jvfr. II. 1. Stamtavle 14), ſom her fødte Datteren Thorbjørg Holmaſol (Landnam. III. 12).
  9. Dette maa ikke forvexles med Store Tveraa, længer oppe, efter hvilken den bekjendte Gaard, førſt Vigaglums, ſiden Einar Eyjulfsſøns, Bolig havde ſit Navn, og hvor Kloſtret ſiden anlagdes, hvorfor den nu kaldes Munkatveraa. I den ſtore Eyjafjords-Aa falder der to Bifloder eller ſaakaldte „Tveraaer“ øſtenfra: den yderſte, kaldet den lille, er den, hvorom der her er Tale, og forener ſig med Hovedaaen en Fjerdingvej ovenfor eller ſøndenfor Thorunarø. Den inderſte, eller ſtore Tveraa, ved hvilken Kloſtret ligger, er en Miils Vej derfra.
  10. Sturlunga Saga, IX. 25—34. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 283.
  11. Sturlunga Saga, IX. 36.
  12. Her ſigtes til at ni Fattigfolk ved Branden paa Flugumyre kvaltes af Røg i det ſaakaldte Gjeſtehuus.
  13. Sturlunga Saga, IX. 37—41.
  14. Sturlunga Saga, IX. 43.
  15. Det er ikke uſandſynligt, at det nærmeſt bar været de Efterretninger, Aron Hjorleifsſøn bragte til Norge, ſom beſtemte Kongen til at ſende Ivar ud. Aron havde allerede om Hoften 1253, før Flugumyre-Affæren, indſkibet ſig tilligemed Are Ingemundsſøn og flere hos Eyſtein hvite, for med ham at vende tilbage til Norge, men Skibet forliſte ſtrax udenfor Flatø, Eyſtein, hans Huſtru og hele Beſætningen, paa Aron, Are og endnu een Mand nær, omkom, og Aron tilbragte ogſaa den følgende Vinter hos Biſkoppen, medens Are, ſom vi have ſeet, ſluttede ſig til Ravn og Eyjulf. Ogſaa hele Aaret 1254 og Vintren derefter forblev Aron paa Island: han drog ikke til Norge førend 1255. Han døde ikke længe efter, og Kongen holdt ſelv Tale ved hans Grav. (Arons Saga Cap. 27).
  16. Jon Englesſøn fulgte i det følgende Aar Jomfru Chriſtina til Spanien, og døde ſiden paa Rejſen til det hellige Land, ſe ovenfor S. 186.
  17. Sturlunga Saga IX. 41—44. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 284.