Det norske Folks Historie/5/40
Thord Kakale og Gissur Thorvaldssøn opholdt sig imidlertid fremdeles i Norge, hver i sin Syssel, og det fortælles udtrykkeligt om Thord, at han gjorde sig meget afholdt i sin, nemlig Skida- eller Skiens-Syssel. De deeltoge begge, som kongelige Sysselmænd, i Kongens Tog til Halland om Sommeren 1256, og udmerkede sig meget[1]. Thord var blandt dem, der gjorde Landgang og herjede ved Getkjerr, saaledes som det ovenfor er nævnt. Efter endt Felttog vendte han tilbage til Skien, hvor det lader til at han havde flere af sine Venner og Landsmænd hos sig, i det mindste var Kolfinna Thorvaldsdatter fra Vatnsfjorden, Snorre Sturlassøns Datterdatter, paa den Tid i Besøg hos ham. Som han seent en Aften langt ud paa Høsten sad og drak med sine Mænd, kom der Bud fra Kongen, med Brev til ham, i hvilket Kongen lod ham vide, at han nu agtede at give ham Orlov ud til Island, og der at gjøre ham til den største Mand. Herover blev der da almindelig Glæde; Thord sagde at det var den kjæreste Efterretning han kunde modtage, og at han var Kongen saare taknemmelig for hans Naade. Den glade Tidende blev hilset med fornyet Bægerklang, og Thord erklærede, at naar han først var kommen hjem, skulde aldrig nogen faa ham fra Island igjen. For os synes det underligt, at han i en anseet og formaaende Stilling, i en af Norges frugtbareste og yndigste Egne, og hvor han dog kun hørte sit Modersmaal om sig, skulde længes saaledes tilbage til sin fjerne, barske Ø; men Fædrelandskjærligheden overvandt ogsaa hos ham, som hos de fleste, alle andre Hensyn, og derhos stod den lokkende Udsigt for hans Øje, at blive den første og mægtigste Mand paa Øen. Han afbrød omsider den almindelige Lystighed ved at sige, at han ikke befandt sig ganske vel, og lod sig bringe til Sengs. Men han rejste sig ikke mere fra Lejet, thi Sygdommen tog meget snart en slem Vending, og gjorde efter faa Dages Forløb Ende paa hans Liv titte October). Hans sidste Øjeblik maa dog have været forsodede ved det sikre Haab, at han, hvis han overstod Sygdommen, snart skulde gjensee sit Fædreland, og det maatte tillige have været en Tilfredsstillelse for ham, at vide sig saa elsket og hædret af fine Omgivelser: man var enig om, at saa Islændinger havde været saa personligt elskværdige, som han. Han blev ogsaa begraven med megen Højtidelighed, sandsynligviis ved Skiens Kirke[2]. Unegtelig er han, skjønt langtfra pletfri, dog en af de reneste og ædleste Charakterer blandt hele den brogede Mængde, der under den bevægede Sturlunge-Tid paa Island udfolder sig for vore Blik. Hvad der bevægede Kongen til atter at skjenke ham sin Naade, siges ikke udtrykkeligt. Han havde vistnok udmerket sig i Halland, men det havde ogsaa Gissur, og dette maatte tynge lige saa meget i Vegtskaalen for den ene, som for den anden. Snarere maa man formode, at Biskop Henrik har raadet Kongen at sende ham ud, for at danne en Modvegt mod Thorgils, skjønt det synes, som om dette maatte lede til ny og blodig Borgerkrig, da de Forleninger, Thorgils nys havde faaet, Eyjafjorden m. m., netop vare de, til hvilke Thord betragtede sig arveberettiget.
Efterretningen om Thords Død kom neppe til Island førend med de norske Skibe den følgende Vaar. Imidlertid vedblev Thorgils Skardes Vælde usvækket, eller rettere, var fremdeles i Tiltagende. Han tilbragte Vintren paa sin Fædrenegaard Stad, paa Snefjeldsnes, satte Bo saavel paa Myklebo i Skagafjorden, som paa Audbrekka i Horgaardal, ved Eyjafjorden, og drog om Sommeren, i Forening med Sturla og flere Venner, til Althinget, hvor Thorvard Thorarinssøn kom østfra, og lod sine Skarer stode til hans, saa at de tilsammen i en sluttet Trop rykkede ind paa Thingpladsen. Paa Thinget raadede Thorgils næsten aldeles; siden efter tog han sig saa eftertrykkeligt af Sturla mod Ravn Oddssøn, at denne omsider indgik et ordentligt Forlig, baade med Sturla og med ham selv. Thorleif-i Garde havde allerede tidligere forligt sig med Thorgils, og var nu hans gode Ven. Ogsaa Biskop Sigvard anholdt om og fik hans kraftige Bistand i en Trætte med Thord, en Søn af Andres Sæmundssøn, og Sagen afgjordes i det hele taget til Biskoppens Tilfredshed, skjønt Thorgils hidtil ikke havde haft meget at sige paa Sønderlandet. I Vestfjordene, hvor Thorgils noget efter Forliget med Ravn aflagde et Besøg, var hans Anseelse og Yndest saa stor, at Bønderne kappedes om at bede ham til sig, og skjenke ham Gaver og tilbyde ham Hjelp[3]. Der var maaskee ingen af dem, som hidtil havde stræbt efter Herredømmet paa Øen, der med Hensyn til Popularitet var kommen dette Maal nærmere, end Thorgils, og man skulde have ventet, at de Betænkeligheder formedelst tidligere Forpligtelser til Thord Kakale, der maaskee endnu afholdt flere af dennes forrige Tilhængere og Undergivne fra at slutte sig til Thorgils, ved Efterretningen om Thords Død vilde være blevne bortryddede, og at overhoved denne Begivenhed vilde have fjernet den sidste Hindring, der endnu stod imellem Thorgils og hans Maal. Men tvert imod blev Thords Død den nærmeste Anledning til Thorgils’s Undergang. Af det Foregaaende have vi allerede erfaret nok til at overbevise os om, at Thorvard Thorarinssøn aldrig havde meent det oprigtigt med sit foregivne Venskab for Thorgils, men alene nærmet sig ham og søgt hans Forbund for at skaffe sine egne Planer Fremgang. Thorvald var lumsk og egennyttig; hans egen Broder, den ærlige og højhjertede Odd, havde ikke kunnet komme ud af det med ham, men de havde staaet paa en spendt Fod med hinanden, og Thorvard hevnede hans Drab aabenbart ikke af Sorg derover eller af Pietet for hans Minde, men deels fordi det nu engang efter de Tiders Tænkemaade var en Æressag, deels fordi han derved havde Udsigt til at faa betydelige Bøder, skaffe sig Indflydelse, og ydmyge flere af sine personlige Fiender. Saaledes søgte han da at faa Thorgils med sig, sluttede det nøjeste Forbund med ham, og forstod listigt at skyde ham foran sig, som om han var den egentlige Leder af et Foretagende, der dog meget nærmere vedkom ham selv. Men da Maalet var opnaaet, begyndte allerede det tilsyneladende Venskab fra Thorvards Side betydeligt at kølne, og han viste sig, som vi have seet, lidet ivrig i at opfylde de Forpligtelser, han havde indgaaet. Uagtet den fælles Bansættelse, hvori baade han og Thorgils vare indsluttede, fremdeles nødte ham til at gjøre fælles Sag med ham, da det gjaldt at tale Biskoppen til Rette, var dog Thorgils aldrig saa snart hørte, førend han greb Lejligheden til at forlige sig med Biskoppen paa egen Haand, uden Hensyn til Thorgils, og det uagtet denne jo egentlig havde paadraget sig Bansættelsen før hans Skyld[4]. Saa ligefrem og umistænksom Thorgils synes at have været, kan dog denne Thorvards Stræben efter egen Fordeel vanskeligt have undgaaet ham; han maa ved flere Lejligheder have følt sig ubehageligt berørt deraf, og Forholdet mellem dem kan derfor ej have været fortroligt. Vi have ogsaa seet, at Abbed Brand allerede gjennem Svogeren Thord advarede Thorgils mod Thorvard. Paa Thinget 1257 forenede de vel, efter en tidligere Aftale, deres Skarer, men her opstod dog den første aabenbare Trætte imellem dem, idet Thorgils forsvarede en med ham besvogret Mand ved Navn Jon, der havde været med ved Overfaldet paa Odd Thorarinssøn, og som Thorvard derfor vilde faa dømt fredløs. Thorvald maatte give efter, men ytrede megen Harme over Thorgils’s Egenmægtighed[5].
Imidlertid var Thord Kakales Død bleven bekjendt paa Island, og da han ikke havde været gift, og saaledes ikke efterlod egtefødde Børn, var hans Syster Steinvar, Halfdan Sæmundssøns Hustru, hans nærmeste Arving. Jon Sturlassøn var nemlig allerede død i Aaret 1254. Hun tog ogsaa strax Ættegaarden Grund i Besiddelse, uden at Thorgils, saa vidt man kan see, gjorde nogen Indvending. Men strax efter Thinget havde hun en Sammenkomst med Thorvard, der var gift med hendes Datter Solveig, og overdrog ham ikke alene Grund, men ogsaa alle andre Arvefordringer i Eyjafjorden efter Thord, og navnlig Fordringen paa Herredømmet H. Hertil havde hans Hu, som vi vide, længe staaet. Thi det er nys berettet, hvorledes han umiddelbart efter Slaget paa Tveraa-Øre søgte at overtale Eyfjordingerne til at underkaste sig ham, og allerede da støttede han sig vel fornemmelig til sit Svogerskab med Thord Kakale, hvis Statholder eller Fuldmægtig han vel vilde være. Men vi have seet, at Eyfjordingerne ikke vilde anerkjende ham som saadan, og henskøde Afgjørelsen til Kongen og Thord selv, medens Thorvard meente, at Thorgils ikke med tilbørlig Varme havde talt hans Sag. Desto mere forbitret maatte han blive, da Thorgils formeligt fik Eyjafjorden overdragen af Kongen, og fra denne Tid af har han vel betragtet ham som sin Fiende, uagtet han endnu en Stund ikke lod sig merke med noget. Muligt, at han hemmeligt gjennem Svigermoderen Steinvar har henvendt sig til Thord, eller at denne af egen Tilskyndelse paa sit Dødsleje var bestemt Thorvard til sin Efterfølger med Tilsidesættelse af Thorgils, hvem han nu umuligt kunde være god; men hvor rimeligt dette end kan være, er det dog ikke nødvendigt at antage det, thi deels faldt det under enhver Omstændighed af sig selv, at Thorvard ikke lod noget Middel til at vinde Herredømmet i Eyjafjorden ubenyttet, deels var Steinvar selv saa forbitret paa Thorgils, at hun ingen Tilskyndelse behøvede til at lægge ham alle de Hindringer i Vejen, hun kunde; hun skal endog, da hun overdrog Thorvard hine Besiddelser og Fordringer, have lagt til, at han nu maatte see at hævde dem som han havde Mands Mod og Hjerte til[6].
Om Høsten 1257 begav Thorvard sig til Eyjafjorden og tog Grund i Besiddelse. Strax efter kom Thorgils tilbage fra sit Besøg paa Vester- og Sønderlandet, og begav sig ligeledes til Eyjafjorden, maaskee netop ved Efterretningen om at Thorvard havde slaaet sig ned der. Thorvald fremkom nu med sin Fordring paa Herredømmet og bad Thorgils give Slip derpaa. Thorgils vægrede sig derved, saasom han baade havde Kongebrev og Bøndernes Samtykte til at raade derover. Og desuden var hans Popularitet nu saa stor, at Bønderne foretrak ham for den uelskværdige Thorvard. Denne henvendte sig flere Gange til Thorgils i samme Anledning, men altid med lige daarligt Held, og ved enhver saadan Sammenkomst var Thorgils desuden langt mandsterkere end han, faa at det ikke kunde nytte at bruge Magten. Det var tydeligt nok, at Thorvard ærgrede sig til det yderste, men han var for klog til at indlade sig i nogen Ordvexling, og disse forskjellige Møder løb derfor tilsyneladende nok saa vel af. Dog forefaldt der stundom mistænkelige Omstændigheder. Saaledes efter det sidste Mode, da Thorvard allerede var et Stykke borte, og den umistænksomme Thorgils strax sendte saa mange af sine Folk bort i forskjellige Erender, at han kun beholdt nogle faa tilbage hos sig; man saa da Thorvard og hans Mænd standse og ligesom betænke sig en Stund, om de skulde vende tilbage eller ej, men dog tilsidst at drage videre: Thorgils’s Mænd paastode, at det upaatvivleligt havde været deres Agt at overfalde ham, hvis de havde troet det raadeligt, men Thorgils sagde at han ikke vilde høre tale om noget saadant. Han vendte tilbage til Skagafjorden, hvor han fremdeles levede højt, og holdt prægtige Gilder, fornemmelig et Julegjestebud, hvor atter Gaver i Mængdeviis bleve.uddeelte ved Afskeden. Strax efter Julen drog han igjen paa en Forretningsreise til Eyjafjorden, uagtet hans Venner fraraadede ham det paa det indstændigste og advarede ham for Thorvard. Han var døv for alle Advarsler, og svarede at han ikke vilde tænke anderledes om Thorvald, end han dristede at andre skulde tænke om ham selv. Han troede sig desuden saa meget mere sikker med Hensyn til Thorvard, som denne, efter Sigende, stod i Begreb med at foretage en Rejse til Vestfjordene, for at have en Sammenkomst med Ravn Oddssøn. Da Thorgils kom til Eyjafjorden, indfandt Thorvard sig hos ham og fornyede sin Fordring, men med samme Udfald som før; dog tilbød Thorgils ham nu et District paa en anden Kant af Nordlandet, kun ikke i Eyjafjorden; men Thorvard svarede stødt, at naar han ej fik Eyjafjorden, kunde det være det samme. Da de skiltes ad, tog Thorvald Veien ud over i Fjorden, for, som det heed, strax at drage til Mødet med Ravn. Men en af Mændene i hans Følge vendte under et eller andet Paaskud tilbage, gav sig i Tale med Thorgils, og lokkede ud af ham, at han agtede at overnatte hos sin Svoger Gudmund paa Gaarden Ravnagil, en Miils Vej nordenfor Grund. Berg Aamundessøn, Thorgils’s Ven, ytrede at Thorgils heller burde ride til Tveraa Kloster og overnatte der, da han ikke havde de bedste Tanker om Thorvards Ærlighed; men Thorgils lo ham ud, og drog til Ravnagil. Her blev han meget venligt modtagen, men da der ej var Plads til alle hans Mænd, fordeeltes disse paa de nærmeste Gaarde i Nærheden. Om Aftenen bad Verten ham vælge, hvad man skulde have til Morskab, enten Dans, eller Forelæsning af Sagaer. Thorgils valgte det sidste, og da han hørte, at man blandt andre Sagabøger der paa Gaarden havde en, der indeholdt den hellige Thomas Beckets Historie[7], bad han om at maatte faa høre den, da han altid, som han sagde, havde elsket ham fremfor andre hellige Mænd. Sagaen blev læst, indtil man kom til Erkebiskoppens Drab i Kirken, hvor det i Legenden heder, at Kronen blev huggen af ham. Her bad Thorgils Forelæseren at standse, da han blev noget søvnig, sigende at dette var en fager Død. Senere ud paa Aftenen, da man skulde gaa til Sengs, spurgte Berg og Gudmund om man ej skulde udstille Vagter til Hest, men Thorgils svarede at det ikke behøvedes, og der blev heller intet deraf. Den Mistanke, hans Omgivelser nærede mod Thorvard, var dog, som man allerede af det foregaaende kan skjønne, intet mindre end ugrundet, og det.var ej alene Thorvards Agt at benytte denne Lejlighed til at rydde Thorgils af Vejen, men han havde ogsaa truffet Forberedelsen dertil med en djevelsk Omhyggelighed. Ej alene havde han gjort Thorgils sikker og faaet udlokket af ham, hvor han vilde tilbringe Natten, men han havde ogsaa sørget for, at en af hans hemmelige Medvidere, en vis Halldor Skravare (Snakker) befandt sig paa Ravnagil som Spion; han skulde underrette Thorvard om, hvor vidt et Overfald kunde voves eller ej, og i første Tilfælde skulde han sørge for ubemerket at faa Skaaderne fra Dørene, og tillige angive Stedet, hvor Thorgils laa. Den skjendige Plan lykkedes ogsaa fuldkommen. Thorvard drog ikke længer bort, efterat han havde sagt Thorgils Farvel, end til hiinsides den første Bakke, der skjulte ham for denne. Her tilkjendegav han for sine Mænd, at da ethvert Kar, som Ordsproget lyder, kan blive faa fuldt at det løber over, kunde han heller ikke længer taale, at Thorgils fortrængte ham fra hvad han kaldte sin retmæssige Hæder; han agtede denne selvsamme Nat, som nu forestod, at overfalde og dræbe ham, og bad sine Mænd gjøre sine Sager til Gavns, saaat Thorgils ikke under nogen Omstændighed skulde slippe levende derfra. De, som ikke vilde være med paa denne Ferd, kunde sige fra med det samme. Ingen vægrede sig, uden den før omtalte Jørund Gest, der erklærede dette for det skjendigste Nidingsverk, hvori han som Kong Haakons haandgangne Mand og Thorgils’s Hirdkammerat ikke kunde være bekjendt at tage Deel. Han blev derfor tilbage; de øvrige rede i al Stilhed lige til Ravnagil, hvor Halldor havde gjort sine Sager saa godt, at de ingen Hindring mødte, men stode midt i Stuen, førend man vidste Ord deraf. Halldor, som havde siddet paa Sengekanten hos Thorgils og snakket ham i Søvn, viste strax, hvor han laa, og han vaagnede først, da en af Thorvards Mænd gav ham et Hugg over Brystet. Han greb alligevel Sverdet og søgte at forsvare sig, men det gik i Stykker, saa at han var ganske vaabenløs. Da han nu fra alle Kanter fik Hug og Stik, spurgte han Thorvard, om han maatte faa Grid, men Thorvard svarede at han ej fik anden Grid end den, han nu selv kunde see, og slæbte ham med Fleres Hjelp ved Beltet ud af Stuen. Idet Thorgils kom forbi det Rum, hvor en Prest laa, forlangte han at skrifte, men det blev ham negtet, og saasnart man havde faaet ham udenfor, gjennemborede Thorvard ham selv med sit Sverd, men lod dog endnu til Overflod en anden af sine Mænd hugge ham i Hovedet. Hugget traf den øverste Deel, saa at han virkelig paa en Viis kunde siges at trang faaet samme Død, som Erkebiskop Thomas, og som han nys før havde fundet saa smuk. Foruden ham bleve ogsaa Asbjørn og Berg dræbte; de øvrige fik beholde Livet, men paa Gaarden blev der plyndret og stjaalet meget. (22de Januar 1258). Thorgils’s Mænd, der havde ligget paa Nabogaardene, kom først til ud paa Morgenen den følgende Dag, da Thorvard forlængst var borte med sin hele Skare. Der blev sendt Bud til Abbeden i Thema, der med Forfærdelse og Bedrøvelse hørte hvad der var skeet, og strax begav sig til Mordstedet med sine Munke og Prester. I hans Nærværelse blev Liget undersøgt og svøbt; man fandt at det havde 22 Saar, hvoraf dog kun 7 havde blødt. Siden lod Abbeden det fore til Tveraa og hæderligt begrave ved Klostret. Og mangen Mand, siges der, stod ved Thorgils’s Grav med stor Sorg. Thorvard havde intet Gavn af sit Verk, thi baade Venner og Fiender af Thorgils vare enige om at han havde opført sig som en Niding, og at man aldrig havde haft Exempel paa en sortere Utaknemlighed end den, han her havde viist. Thorvald gjorde et nyt Forsøg paa at faa Eyfjordingerne til at anerkjende ham for deres Herre, men de vilde endnu mindre vide af ham end før, og han havde endog Vanskelighed for at faa saa mange Folk til at blive hos sig paa Gaarden, som var nødvendigt til hans Sikkerhed. Ud paa Vaaren gjorde Thorgils’s Broder Sighvat i Forening med Sturla Thordssøn et Tog til Eyjafjorden for at overfalde Thorvard og hevne Thorgils’s Drab, hvilket vel ogsaa havde lykkets dem, hvis ikke Thorvald tilfældigviis havde været hørte; men han vovede dog ikke andet end at tilbyde Forlig, og sluttede under Abbed Eyjulfs Megling en foreløbig Overeenskomst, ifølge hvilken han forpligtede sig til at forlade Heredet, indtil Sagen kunde blive afgjort hed en endelig Voldgiftskjendelse, afsagt af et lige Antal Mænd paa begge Sider. Han begav sig derfor bort til Østfjordene, og opnaaede aldrig sit Ønske, at blive Herre paa Nordlandet[8].
Thorgils Skarde var, da han faldt, kun 32 Aar gammel, og kunde altsaa endnu efter al Rimelighed have haft en lang og glimrende Livsbane for sig, hvis Forræderi ikke for Tiden havde afkortet hans Dage i hans kraftigste Ungdoms-Alder. Nogen oprigtigere og ivrigere Tilhænger end ham havde Kong Haakon neppe paa Island, i det mindste neppe blandt de daværende mægtige Høvdinger. Han synes under sit Ophold i Norge at være bleven saa gjennemtrængt af Beundring for Kongen som Regent og af Kjærlighed til ham som Menneske, at han i Liv og Død var ham hengiven. Ingen Islænding for eller efter ham virkede saa ufortrødent og opofrende for Kongens Sag; og aabenbart ikke fordi han derved ventede selv at blive den fornemste næst Kongen; men kun fordi Kongens Ønske var ham en Lov, og vel ogsaa fordi han ikke kunde tænke sig det uden som den største Lykke for sit Fædreland, om det kom under en saadan Fyrstes Herredømme. Dette stemmer vistnok ikke med de nuværende gængse Begreber om Patriotisme; men man bolde sig kun ret klart for Øje, hvordan Islands Tilstand paa den Tid var i Sammenligning med Norges, og man vil kunne forstaa, hvorledes virkelige, oprigtige Patrioter kunne betragte en monarkisk Forfatning under Norges Konge som Landets eneste Frelse.
Dette Aar, i hvilket Thorgils Skalde blev dræbt, var ogsaa i flere andre Henseender merkeligt ved store Ulykker, som timedes i Landet. Den hele Vinter, fra Mariemesse sidre det foregaaende Aars Høst indtil efter Paaske, rasede en Smitsot i Midfjorden, hvoraf 400 Mennesker døde. Sommeren efter Thorgils’s Drab blev Lovsigemanden Teit Einarssøn dræbt i Østfjordene, der siges ikke hvorfor eller hvorledes. To store Skibe, paa hvilke en Mængde anseede Islændinger agtede sig over til Norge, forliste, det ene, Holmedølen, udenfor Islands sydvestlige Kyst og kun Halvdelen af dem, der vare ombord, reddedes, de øvrige omkom, blandt dem Are Ingemundssøn og flere af Mordbrænderne saavel som af de saakaldte Fagranesmænd, der havde været med at tage Biskop Henrik til Fange[9]. Det andet Skib, kaldet Graabussen, ført af Eyjulf Audge, strandede ved Finmarken, og alle de af Besætningen, der ikke druknede, bleve dræbte af Finnerne, paa to Fruentimmer nær, der først 16 Aar efter kom til Norge, hvoraf man næsten maa slutte, at de have været holdte i et Slags Fangenskab[10].
- ↑ Sturlunga Saga IX. 54, X. 20. Jvfr. ovenfor S. 154.
- ↑ Sturlunga Saga IX. 54. Thords Dødsdag angives i Nekrologiet hos Finn Jonssøn, Tab. 1., aftrykte i Langebeks Script. rer. Dan. II. S. 516. Der siges af enkelte nyere, at Kongen skulde have tænkt paa at gjøre Thord til Jarl over Island: herom ytrer dog Sagaen ikke et eneste Ord, og den Idee, at udnævne en Jarl over Island, opstod sikkert ikke hos Kongen førend umiddelbart før Gissurs Ophøjelse til denne Værdighed.
- ↑ Sturlunga Saga IX, 43–49. Vi erfare ved denne Lejlighed, af Beretningen om Biskoppens Trætte med Thord Andressøn, at Biskoppen havde en voxen Søn, faldet Thomas Biskopssøn, der synes at have været bosat paa Sønderlandet, siden der tales om at Thord Andressøn skulde have røvet fra ham. Hvis altsaa Sigvard ikke allerede havde den Søn for sin Indtrædelse i den geistlige Stand, saa har han, uagtet sin biskoppelige Strenghed, ikke været stort sædeligere end de fleste andre Gejstlige paa den Tid. Thomas maa dog vel være fød i Norge, førend Sigvard blev Biskop.
- ↑ Vistnok sluttede ogsaa Finnbjørn hvad man kunde kalde en Separatfred med Biskoppen, men med ham var det en anden Sag; han stod allerede paa Gravens Rand og maatte saa at sige til enhver Priis skaffe sig Absolution.
- ↑ Sturlunga Saga, IX. 45.
- ↑ Steinvar, der var sin Broder Thord saa ivrigt hengiven, maatte som en Følge deraf tidligere have holdt med Mordbrænderne, og nu.ganske være paa Ravns, eller Thorgils’s Modstanderes, Parti.
- ↑ Denne Saga, kaldet Thomas Erkebiskops Saga, er allerede ovenfor omtalt, III. S. 38. Flere af de Brudstykker, der endnu forefindes af Haandskrifter, der have indeholdt Thomas’s Saga, ere neppe yngre end Thorgils Skardes Tid. Vi have her et af de flere Exempler paa, hvorledes Legende-Sagaerne mere og mere om just ikke fortrængte de nationale historiske Sagaer, dog bleve lige saa yndede som disse, og fuldkommen indtoge Plads ved Siden af dem
- ↑ Sturlunga Saga, IX. 50–52. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 248.
- ↑ Sturlunga Saga, XI. 53, jvfr. 55. De Kirkesogn, der hjemsøgtes af Sygdommen, angives saaledes i Annalerne: Nup, Bakke, Mel, Hvamm, Hole, Tjørn.
- ↑ Islandske Annaler. Sturlunga Saga siger kun, at Graabussen omkom med hver eneste Sjæl ombord, uden at nævne noget om Finmarken. Men dette Sted i Sturlunga Saga er vel ogsaa skrevet for de oven omtalte 16 Aar, da de tvende Fruentimmer kunde berette, hvorledes det var gaaet; i Mellemtiden hørte man intet fra Skibet og troede vel derfor at det var sunket med Mand og Muus.