Det norske Folks Historie/5/40

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Thord Kakale og Gisſur Thorvaldsſøn opholdt ſig imidlertid fremdeles i Norge, hver i ſin Sysſel, og det fortælles udtrykkeligt om Thord, at han gjorde ſig meget afholdt i ſin, nemlig Skida- eller Skiens-Sysſel. De deeltoge begge, ſom kongelige Sysſelmænd, i Kongens Tog til Halland om Sommeren 1256, og udmerkede ſig meget[1]. Thord var blandt dem, der gjorde Landgang og herjede ved Getkjerr, ſaaledes ſom det ovenfor er nævnt. Efter endt Felttog vendte han tilbage til Skien, hvor det lader til at han havde flere af ſine Venner og Landsmænd hos ſig, i det mindſte var Kolfinna Thorvaldsdatter fra Vatnsfjorden, Snorre Sturlasſøns Datterdatter, paa den Tid i Beſøg hos ham. Som han ſeent en Aften langt ud paa Høſten ſad og drak med ſine Mænd, kom der Bud fra Kongen, med Brev til ham, i hvilket Kongen lod ham vide, at han nu agtede at give ham Orlov ud til Island, og der at gjøre ham til den ſtørſte Mand. Herover blev der da almindelig Glæde; Thord ſagde at det var den kjæreſte Efterretning han kunde modtage, og at han var Kongen ſaare taknemmelig for hans Naade. Den glade Tidende blev hilſet med fornyet Bægerklang, og Thord erklærede, at naar han førſt var kommen hjem, ſkulde aldrig nogen faa ham fra Island igjen. For os ſynes det underligt, at han i en anſeet og formaaende Stilling, i en af Norges frugtbareſte og yndigſte Egne, og hvor han dog kun hørte ſit Modersmaal om ſig, ſkulde længes ſaaledes tilbage til ſin fjerne, barſke Ø; men Fædrelandskjærligheden overvandt ogſaa hos ham, ſom hos de fleſte, alle andre Henſyn, og derhos ſtod den lokkende Udſigt for hans Øje, at blive den førſte og mægtigſte Mand paa Øen. Han afbrød omſider den almindelige Lyſtighed ved at ſige, at han ikke befandt ſig ganſke vel, og lod ſig bringe til Sengs. Men han rejſte ſig ikke mere fra Lejet, thi Sygdommen tog meget ſnart en ſlem Vending, og gjorde efter faa Dages Forløb Ende paa hans Liv titte October). Hans ſidſte Øjeblik maa dog have været forſodede ved det ſikre Haab, at han, hvis han overſtod Sygdommen, ſnart ſkulde gjenſee ſit Fædreland, og det maatte tillige have været en Tilfredsſtillelſe for ham, at vide ſig ſaa elſket og hædret af fine Omgivelſer: man var enig om, at ſaa Islændinger havde været ſaa perſonligt elſkværdige, ſom han. Han blev ogſaa begraven med megen Højtidelighed, ſandſynligviis ved Skiens Kirke[2]. Unegtelig er han, ſkjønt langtfra pletfri, dog en af de reneſte og ædleſte Charakterer blandt hele den brogede Mængde, der under den bevægede Sturlunge-Tid paa Island udfolder ſig for vore Blik. Hvad der bevægede Kongen til atter at ſkjenke ham ſin Naade, ſiges ikke udtrykkeligt. Han havde viſtnok udmerket ſig i Halland, men det havde ogſaa Gisſur, og dette maatte tynge lige ſaa meget i Vegtſkaalen for den ene, ſom for den anden. Snarere maa man formode, at Biſkop Henrik har raadet Kongen at ſende ham ud, for at danne en Modvegt mod Thorgils, ſkjønt det ſynes, ſom om dette maatte lede til ny og blodig Borgerkrig, da de Forleninger, Thorgils nys havde faaet, Eyjafjorden m. m., netop vare de, til hvilke Thord betragtede ſig arveberettiget.

Efterretningen om Thords Død kom neppe til Island førend med de norſke Skibe den følgende Vaar. Imidlertid vedblev Thorgils Skardes Vælde uſvækket, eller rettere, var fremdeles i Tiltagende. Han tilbragte Vintren paa ſin Fædrenegaard Stad, paa Snefjeldsnes, ſatte Bo ſaavel paa Myklebo i Skagafjorden, ſom paa Audbrekka i Horgaardal, ved Eyjafjorden, og drog om Sommeren, i Forening med Sturla og flere Venner, til Althinget, hvor Thorvard Thorarinsſøn kom øſtfra, og lod ſine Skarer ſtode til hans, ſaa at de tilſammen i en ſluttet Trop rykkede ind paa Thingpladſen. Paa Thinget raadede Thorgils næſten aldeles; ſiden efter tog han ſig ſaa eftertrykkeligt af Sturla mod Ravn Oddsſøn, at denne omſider indgik et ordentligt Forlig, baade med Sturla og med ham ſelv. Thorleif-i Garde havde allerede tidligere forligt ſig med Thorgils, og var nu hans gode Ven. Ogſaa Biſkop Sigvard anholdt om og fik hans kraftige Biſtand i en Trætte med Thord, en Søn af Andres Sæmundsſøn, og Sagen afgjordes i det hele taget til Biſkoppens Tilfredshed, ſkjønt Thorgils hidtil ikke havde haft meget at ſige paa Sønderlandet. I Veſtfjordene, hvor Thorgils noget efter Forliget med Ravn aflagde et Beſøg, var hans Anſeelſe og Yndeſt ſaa ſtor, at Bønderne kappedes om at bede ham til ſig, og ſkjenke ham Gaver og tilbyde ham Hjelp[3]. Der var maaſkee ingen af dem, ſom hidtil havde ſtræbt efter Herredømmet paa Øen, der med Henſyn til Popularitet var kommen dette Maal nærmere, end Thorgils, og man ſkulde have ventet, at de Betænkeligheder formedelſt tidligere Forpligtelſer til Thord Kakale, der maaſkee endnu afholdt flere af dennes forrige Tilhængere og Undergivne fra at ſlutte ſig til Thorgils, ved Efterretningen om Thords Død vilde være blevne bortryddede, og at overhoved denne Begivenhed vilde have fjernet den ſidſte Hindring, der endnu ſtod imellem Thorgils og hans Maal. Men tvert imod blev Thords Død den nærmeſte Anledning til Thorgils’s Undergang. Af det Foregaaende have vi allerede erfaret nok til at overbeviſe os om, at Thorvard Thorarinsſøn aldrig havde meent det oprigtigt med ſit foregivne Venſkab for Thorgils, men alene nærmet ſig ham og ſøgt hans Forbund for at ſkaffe ſine egne Planer Fremgang. Thorvald var lumſk og egennyttig; hans egen Broder, den ærlige og højhjertede Odd, havde ikke kunnet komme ud af det med ham, men de havde ſtaaet paa en ſpendt Fod med hinanden, og Thorvard hevnede hans Drab aabenbart ikke af Sorg derover eller af Pietet for hans Minde, men deels fordi det nu engang efter de Tiders Tænkemaade var en Æresſag, deels fordi han derved havde Udſigt til at faa betydelige Bøder, ſkaffe ſig Indflydelſe, og ydmyge flere af ſine perſonlige Fiender. Saaledes ſøgte han da at faa Thorgils med ſig, ſluttede det nøjeſte Forbund med ham, og forſtod liſtigt at ſkyde ham foran ſig, ſom om han var den egentlige Leder af et Foretagende, der dog meget nærmere vedkom ham ſelv. Men da Maalet var opnaaet, begyndte allerede det tilſyneladende Venſkab fra Thorvards Side betydeligt at kølne, og han viſte ſig, ſom vi have ſeet, lidet ivrig i at opfylde de Forpligtelſer, han havde indgaaet. Uagtet den fælles Banſættelſe, hvori baade han og Thorgils vare indſluttede, fremdeles nødte ham til at gjøre fælles Sag med ham, da det gjaldt at tale Biſkoppen til Rette, var dog Thorgils aldrig ſaa ſnart hørte, førend han greb Lejligheden til at forlige ſig med Biſkoppen paa egen Haand, uden Henſyn til Thorgils, og det uagtet denne jo egentlig havde paadraget ſig Banſættelſen før hans Skyld[4]. Saa ligefrem og umistænkſom Thorgils ſynes at have været, kan dog denne Thorvards Stræben efter egen Fordeel vanſkeligt have undgaaet ham; han maa ved flere Lejligheder have følt ſig ubehageligt berørt deraf, og Forholdet mellem dem kan derfor ej have været fortroligt. Vi have ogſaa ſeet, at Abbed Brand allerede gjennem Svogeren Thord advarede Thorgils mod Thorvard. Paa Thinget 1257 forenede de vel, efter en tidligere Aftale, deres Skarer, men her opſtod dog den førſte aabenbare Trætte imellem dem, idet Thorgils forſvarede en med ham beſvogret Mand ved Navn Jon, der havde været med ved Overfaldet paa Odd Thorarinsſøn, og ſom Thorvard derfor vilde faa dømt fredløs. Thorvald maatte give efter, men ytrede megen Harme over Thorgils’s Egenmægtighed[5].

Imidlertid var Thord Kakales Død bleven bekjendt paa Island, og da han ikke havde været gift, og ſaaledes ikke efterlod egtefødde Børn, var hans Syſter Steinvar, Halfdan Sæmundsſøns Huſtru, hans nærmeſte Arving. Jon Sturlasſøn var nemlig allerede død i Aaret 1254. Hun tog ogſaa ſtrax Ættegaarden Grund i Beſiddelſe, uden at Thorgils, ſaa vidt man kan ſee, gjorde nogen Indvending. Men ſtrax efter Thinget havde hun en Sammenkomſt med Thorvard, der var gift med hendes Datter Solveig, og overdrog ham ikke alene Grund, men ogſaa alle andre Arvefordringer i Eyjafjorden efter Thord, og navnlig Fordringen paa Herredømmet H. Hertil havde hans Hu, ſom vi vide, længe ſtaaet. Thi det er nys berettet, hvorledes han umiddelbart efter Slaget paa Tveraa-Øre ſøgte at overtale Eyfjordingerne til at underkaſte ſig ham, og allerede da ſtøttede han ſig vel fornemmelig til ſit Svogerſkab med Thord Kakale, hvis Statholder eller Fuldmægtig han vel vilde være. Men vi have ſeet, at Eyfjordingerne ikke vilde anerkjende ham ſom ſaadan, og henſkøde Afgjørelſen til Kongen og Thord ſelv, medens Thorvard meente, at Thorgils ikke med tilbørlig Varme havde talt hans Sag. Deſto mere forbitret maatte han blive, da Thorgils formeligt fik Eyjafjorden overdragen af Kongen, og fra denne Tid af har han vel betragtet ham ſom ſin Fiende, uagtet han endnu en Stund ikke lod ſig merke med noget. Muligt, at han hemmeligt gjennem Svigermoderen Steinvar har henvendt ſig til Thord, eller at denne af egen Tilſkyndelſe paa ſit Dødsleje var beſtemt Thorvard til ſin Efterfølger med Tilſideſættelſe af Thorgils, hvem han nu umuligt kunde være god; men hvor rimeligt dette end kan være, er det dog ikke nødvendigt at antage det, thi deels faldt det under enhver Omſtændighed af ſig ſelv, at Thorvard ikke lod noget Middel til at vinde Herredømmet i Eyjafjorden ubenyttet, deels var Steinvar ſelv ſaa forbitret paa Thorgils, at hun ingen Tilſkyndelſe behøvede til at lægge ham alle de Hindringer i Vejen, hun kunde; hun ſkal endog, da hun overdrog Thorvard hine Beſiddelſer og Fordringer, have lagt til, at han nu maatte ſee at hævde dem ſom han havde Mands Mod og Hjerte til[6].

Om Høſten 1257 begav Thorvard ſig til Eyjafjorden og tog Grund i Beſiddelſe. Strax efter kom Thorgils tilbage fra ſit Beſøg paa Veſter- og Sønderlandet, og begav ſig ligeledes til Eyjafjorden, maaſkee netop ved Efterretningen om at Thorvard havde ſlaaet ſig ned der. Thorvald fremkom nu med ſin Fordring paa Herredømmet og bad Thorgils give Slip derpaa. Thorgils vægrede ſig derved, ſaaſom han baade havde Kongebrev og Bøndernes Samtykte til at raade derover. Og desuden var hans Popularitet nu ſaa ſtor, at Bønderne foretrak ham for den uelſkværdige Thorvard. Denne henvendte ſig flere Gange til Thorgils i ſamme Anledning, men altid med lige daarligt Held, og ved enhver ſaadan Sammenkomſt var Thorgils desuden langt mandſterkere end han, faa at det ikke kunde nytte at bruge Magten. Det var tydeligt nok, at Thorvard ærgrede ſig til det yderſte, men han var for klog til at indlade ſig i nogen Ordvexling, og disſe forſkjellige Møder løb derfor tilſyneladende nok ſaa vel af. Dog forefaldt der ſtundom mistænkelige Omſtændigheder. Saaledes efter det ſidſte Mode, da Thorvard allerede var et Stykke borte, og den umistænkſomme Thorgils ſtrax ſendte ſaa mange af ſine Folk bort i forſkjellige Erender, at han kun beholdt nogle faa tilbage hos ſig; man ſaa da Thorvard og hans Mænd ſtandſe og ligeſom betænke ſig en Stund, om de ſkulde vende tilbage eller ej, men dog tilſidſt at drage videre: Thorgils’s Mænd paaſtode, at det upaatvivleligt havde været deres Agt at overfalde ham, hvis de havde troet det raadeligt, men Thorgils ſagde at han ikke vilde høre tale om noget ſaadant. Han vendte tilbage til Skagafjorden, hvor han fremdeles levede højt, og holdt prægtige Gilder, fornemmelig et Julegjeſtebud, hvor atter Gaver i Mængdeviis bleve.uddeelte ved Afſkeden. Strax efter Julen drog han igjen paa en Forretningsreiſe til Eyjafjorden, uagtet hans Venner fraraadede ham det paa det indſtændigſte og advarede ham for Thorvard. Han var døv for alle Advarſler, og ſvarede at han ikke vilde tænke anderledes om Thorvald, end han driſtede at andre ſkulde tænke om ham ſelv. Han troede ſig desuden ſaa meget mere ſikker med Henſyn til Thorvard, ſom denne, efter Sigende, ſtod i Begreb med at foretage en Rejſe til Veſtfjordene, for at have en Sammenkomſt med Ravn Oddsſøn. Da Thorgils kom til Eyjafjorden, indfandt Thorvard ſig hos ham og fornyede ſin Fordring, men med ſamme Udfald ſom før; dog tilbød Thorgils ham nu et Diſtrict paa en anden Kant af Nordlandet, kun ikke i Eyjafjorden; men Thorvard ſvarede ſtødt, at naar han ej fik Eyjafjorden, kunde det være det ſamme. Da de ſkiltes ad, tog Thorvald Veien ud over i Fjorden, for, ſom det heed, ſtrax at drage til Mødet med Ravn. Men en af Mændene i hans Følge vendte under et eller andet Paaſkud tilbage, gav ſig i Tale med Thorgils, og lokkede ud af ham, at han agtede at overnatte hos ſin Svoger Gudmund paa Gaarden Ravnagil, en Miils Vej nordenfor Grund. Berg Aamundesſøn, Thorgils’s Ven, ytrede at Thorgils heller burde ride til Tveraa Kloſter og overnatte der, da han ikke havde de bedſte Tanker om Thorvards Ærlighed; men Thorgils lo ham ud, og drog til Ravnagil. Her blev han meget venligt modtagen, men da der ej var Plads til alle hans Mænd, fordeeltes disſe paa de nærmeſte Gaarde i Nærheden. Om Aftenen bad Verten ham vælge, hvad man ſkulde have til Morſkab, enten Dans, eller Forelæsning af Sagaer. Thorgils valgte det ſidſte, og da han hørte, at man blandt andre Sagabøger der paa Gaarden havde en, der indeholdt den hellige Thomas Beckets Hiſtorie[7], bad han om at maatte faa høre den, da han altid, ſom han ſagde, havde elſket ham fremfor andre hellige Mænd. Sagaen blev læſt, indtil man kom til Erkebiſkoppens Drab i Kirken, hvor det i Legenden heder, at Kronen blev huggen af ham. Her bad Thorgils Forelæſeren at ſtandſe, da han blev noget ſøvnig, ſigende at dette var en fager Død. Senere ud paa Aftenen, da man ſkulde gaa til Sengs, ſpurgte Berg og Gudmund om man ej ſkulde udſtille Vagter til Heſt, men Thorgils ſvarede at det ikke behøvedes, og der blev heller intet deraf. Den Mistanke, hans Omgivelſer nærede mod Thorvard, var dog, ſom man allerede af det foregaaende kan ſkjønne, intet mindre end ugrundet, og det.var ej alene Thorvards Agt at benytte denne Lejlighed til at rydde Thorgils af Vejen, men han havde ogſaa truffet Forberedelſen dertil med en djevelſk Omhyggelighed. Ej alene havde han gjort Thorgils ſikker og faaet udlokket af ham, hvor han vilde tilbringe Natten, men han havde ogſaa ſørget for, at en af hans hemmelige Medvidere, en vis Halldor Skravare (Snakker) befandt ſig paa Ravnagil ſom Spion; han ſkulde underrette Thorvard om, hvor vidt et Overfald kunde voves eller ej, og i førſte Tilfælde ſkulde han ſørge for ubemerket at faa Skaaderne fra Dørene, og tillige angive Stedet, hvor Thorgils laa. Den ſkjendige Plan lykkedes ogſaa fuldkommen. Thorvard drog ikke længer bort, efterat han havde ſagt Thorgils Farvel, end til hiinſides den førſte Bakke, der ſkjulte ham for denne. Her tilkjendegav han for ſine Mænd, at da ethvert Kar, ſom Ordſproget lyder, kan blive faa fuldt at det løber over, kunde han heller ikke længer taale, at Thorgils fortrængte ham fra hvad han kaldte ſin retmæsſige Hæder; han agtede denne ſelvſamme Nat, ſom nu foreſtod, at overfalde og dræbe ham, og bad ſine Mænd gjøre ſine Sager til Gavns, ſaaat Thorgils ikke under nogen Omſtændighed ſkulde ſlippe levende derfra. De, ſom ikke vilde være med paa denne Ferd, kunde ſige fra med det ſamme. Ingen vægrede ſig, uden den før omtalte Jørund Geſt, der erklærede dette for det ſkjendigſte Nidingsverk, hvori han ſom Kong Haakons haandgangne Mand og Thorgils’s Hirdkammerat ikke kunde være bekjendt at tage Deel. Han blev derfor tilbage; de øvrige rede i al Stilhed lige til Ravnagil, hvor Halldor havde gjort ſine Sager ſaa godt, at de ingen Hindring mødte, men ſtode midt i Stuen, førend man vidſte Ord deraf. Halldor, ſom havde ſiddet paa Sengekanten hos Thorgils og ſnakket ham i Søvn, viſte ſtrax, hvor han laa, og han vaagnede førſt, da en af Thorvards Mænd gav ham et Hugg over Bryſtet. Han greb alligevel Sverdet og ſøgte at forſvare ſig, men det gik i Stykker, ſaa at han var ganſke vaabenløs. Da han nu fra alle Kanter fik Hug og Stik, ſpurgte han Thorvard, om han maatte faa Grid, men Thorvard ſvarede at han ej fik anden Grid end den, han nu ſelv kunde ſee, og ſlæbte ham med Fleres Hjelp ved Beltet ud af Stuen. Idet Thorgils kom forbi det Rum, hvor en Preſt laa, forlangte han at ſkrifte, men det blev ham negtet, og ſaaſnart man havde faaet ham udenfor, gjennemborede Thorvard ham ſelv med ſit Sverd, men lod dog endnu til Overflod en anden af ſine Mænd hugge ham i Hovedet. Hugget traf den øverſte Deel, ſaa at han virkelig paa en Viis kunde ſiges at trang faaet ſamme Død, ſom Erkebiſkop Thomas, og ſom han nys før havde fundet ſaa ſmuk. Foruden ham bleve ogſaa Asbjørn og Berg dræbte; de øvrige fik beholde Livet, men paa Gaarden blev der plyndret og ſtjaalet meget. (22de Januar 1258). Thorgils’s Mænd, der havde ligget paa Nabogaardene, kom førſt til ud paa Morgenen den følgende Dag, da Thorvard forlængſt var borte med ſin hele Skare. Der blev ſendt Bud til Abbeden i Thema, der med Forfærdelſe og Bedrøvelſe hørte hvad der var ſkeet, og ſtrax begav ſig til Mordſtedet med ſine Munke og Preſter. I hans Nærværelſe blev Liget underſøgt og ſvøbt; man fandt at det havde 22 Saar, hvoraf dog kun 7 havde blødt. Siden lod Abbeden det fore til Tveraa og hæderligt begrave ved Kloſtret. Og mangen Mand, ſiges der, ſtod ved Thorgils’s Grav med ſtor Sorg. Thorvard havde intet Gavn af ſit Verk, thi baade Venner og Fiender af Thorgils vare enige om at han havde opført ſig ſom en Niding, og at man aldrig havde haft Exempel paa en ſortere Utaknemlighed end den, han her havde viiſt. Thorvald gjorde et nyt Forſøg paa at faa Eyfjordingerne til at anerkjende ham for deres Herre, men de vilde endnu mindre vide af ham end før, og han havde endog Vanſkelighed for at faa ſaa mange Folk til at blive hos ſig paa Gaarden, ſom var nødvendigt til hans Sikkerhed. Ud paa Vaaren gjorde Thorgils’s Broder Sighvat i Forening med Sturla Thordsſøn et Tog til Eyjafjorden for at overfalde Thorvard og hevne Thorgils’s Drab, hvilket vel ogſaa havde lykkets dem, hvis ikke Thorvald tilfældigviis havde været hørte; men han vovede dog ikke andet end at tilbyde Forlig, og ſluttede under Abbed Eyjulfs Megling en foreløbig Overeenskomſt, ifølge hvilken han forpligtede ſig til at forlade Heredet, indtil Sagen kunde blive afgjort hed en endelig Voldgiftskjendelſe, afſagt af et lige Antal Mænd paa begge Sider. Han begav ſig derfor bort til Øſtfjordene, og opnaaede aldrig ſit Ønſke, at blive Herre paa Nordlandet[8].

Thorgils Skarde var, da han faldt, kun 32 Aar gammel, og kunde altſaa endnu efter al Rimelighed have haft en lang og glimrende Livsbane for ſig, hvis Forræderi ikke for Tiden havde afkortet hans Dage i hans kraftigſte Ungdoms-Alder. Nogen oprigtigere og ivrigere Tilhænger end ham havde Kong Haakon neppe paa Island, i det mindſte neppe blandt de daværende mægtige Høvdinger. Han ſynes under ſit Ophold i Norge at være bleven ſaa gjennemtrængt af Beundring for Kongen ſom Regent og af Kjærlighed til ham ſom Menneſke, at han i Liv og Død var ham hengiven. Ingen Islænding for eller efter ham virkede ſaa ufortrødent og opofrende for Kongens Sag; og aabenbart ikke fordi han derved ventede ſelv at blive den fornemſte næſt Kongen; men kun fordi Kongens Ønſke var ham en Lov, og vel ogſaa fordi han ikke kunde tænke ſig det uden ſom den ſtørſte Lykke for ſit Fædreland, om det kom under en ſaadan Fyrſtes Herredømme. Dette ſtemmer viſtnok ikke med de nuværende gængſe Begreber om Patriotisme; men man bolde ſig kun ret klart for Øje, hvordan Islands Tilſtand paa den Tid var i Sammenligning med Norges, og man vil kunne forſtaa, hvorledes virkelige, oprigtige Patrioter kunne betragte en monarkiſk Forfatning under Norges Konge ſom Landets eneſte Frelſe.

Dette Aar, i hvilket Thorgils Skalde blev dræbt, var ogſaa i flere andre Henſeender merkeligt ved ſtore Ulykker, ſom timedes i Landet. Den hele Vinter, fra Mariemesſe ſidre det foregaaende Aars Høſt indtil efter Paaſke, raſede en Smitſot i Midfjorden, hvoraf 400 Menneſker døde. Sommeren efter Thorgils’s Drab blev Lovſigemanden Teit Einarsſøn dræbt i Øſtfjordene, der ſiges ikke hvorfor eller hvorledes. To ſtore Skibe, paa hvilke en Mængde anſeede Islændinger agtede ſig over til Norge, forliſte, det ene, Holmedølen, udenfor Islands ſydveſtlige Kyſt og kun Halvdelen af dem, der vare ombord, reddedes, de øvrige omkom, blandt dem Are Ingemundsſøn og flere af Mordbrænderne ſaavel ſom af de ſaakaldte Fagranesmænd, der havde været med at tage Biſkop Henrik til Fange[9]. Det andet Skib, kaldet Graabusſen, ført af Eyjulf Audge, ſtrandede ved Finmarken, og alle de af Beſætningen, der ikke druknede, bleve dræbte af Finnerne, paa to Fruentimmer nær, der førſt 16 Aar efter kom til Norge, hvoraf man næſten maa ſlutte, at de have været holdte i et Slags Fangenſkab[10].

  1. Sturlunga Saga IX. 54, X. 20. Jvfr. ovenfor S. 154.
  2. Sturlunga Saga IX. 54. Thords Dødsdag angives i Nekrologiet hos Finn Jonsſøn, Tab. 1., aftrykte i Langebeks Script. rer. Dan. II. S. 516. Der ſiges af enkelte nyere, at Kongen ſkulde have tænkt paa at gjøre Thord til Jarl over Island: herom ytrer dog Sagaen ikke et eneſte Ord, og den Idee, at udnævne en Jarl over Island, opſtod ſikkert ikke hos Kongen førend umiddelbart før Gisſurs Ophøjelſe til denne Værdighed.
  3. Sturlunga Saga IX, 43—49. Vi erfare ved denne Lejlighed, af Beretningen om Biſkoppens Trætte med Thord Andresſøn, at Biſkoppen havde en voxen Søn, faldet Thomas Biſkopsſøn, der ſynes at have været boſat paa Sønderlandet, ſiden der tales om at Thord Andresſøn ſkulde have røvet fra ham. Hvis altſaa Sigvard ikke allerede havde den Søn for ſin Indtrædelſe i den geiſtlige Stand, ſaa har han, uagtet ſin biſkoppelige Strenghed, ikke været ſtort ſædeligere end de fleſte andre Gejſtlige paa den Tid. Thomas maa dog vel være fød i Norge, førend Sigvard blev Biſkop.
  4. Viſtnok ſluttede ogſaa Finnbjørn hvad man kunde kalde en Separatfred med Biſkoppen, men med ham var det en anden Sag; han ſtod allerede paa Gravens Rand og maatte ſaa at ſige til enhver Priis ſkaffe ſig Abſolution.
  5. Sturlunga Saga, IX. 45.
  6. Steinvar, der var ſin Broder Thord ſaa ivrigt hengiven, maatte ſom en Følge deraf tidligere have holdt med Mordbrænderne, og nu.ganſke være paa Ravns, eller Thorgils’s Modſtanderes, Parti.
  7. Denne Saga, kaldet Thomas Erkebiſkops Saga, er allerede ovenfor omtalt, III. S. 38. Flere af de Brudſtykker, der endnu forefindes af Haandſkrifter, der have indeholdt Thomas’s Saga, ere neppe yngre end Thorgils Skardes Tid. Vi have her et af de flere Exempler paa, hvorledes Legende-Sagaerne mere og mere om juſt ikke fortrængte de nationale hiſtoriſke Sagaer, dog bleve lige ſaa yndede ſom disſe, og fuldkommen indtoge Plads ved Siden af dem
  8. Sturlunga Saga, IX. 50—52. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 248.
  9. Sturlunga Saga, XI. 53, jvfr. 55. De Kirkeſogn, der hjemſøgtes af Sygdommen, angives ſaaledes i Annalerne: Nup, Bakke, Mel, Hvamm, Hole, Tjørn.
  10. Islandſke Annaler. Sturlunga Saga ſiger kun, at Graabusſen omkom med hver eneſte Sjæl ombord, uden at nævne noget om Finmarken. Men dette Sted i Sturlunga Saga er vel ogſaa ſkrevet for de oven omtalte 16 Aar, da de tvende Fruentimmer kunde berette, hvorledes det var gaaet; i Mellemtiden hørte man intet fra Skibet og troede vel derfor at det var ſunket med Mand og Muus.