Det norske Folks Historie/5/41

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efterretningen om Thorgils Skardes Drab maa være kommen til Norge med de førſte Skibe, der om Vaaren 1258 droge over fra Island. Den naaede rimeligviis Kong Haakon, da han kort før Pintſetid var kommen tilbage fra ſit nye Møde med Borge Jarl, og de islandſke Anliggender udgjorde nu viſtnok ingen uvæſentlig Deel af de Sager, ſom han under dette Sommerophold i Bergen ſkal have beſørget og bragt i Orden[1]. Siden Snorre Sturlasſøns Død og i Særdeleshed ſiden Thorgils Skat-des Fremtræden havde hans Sag øjenſynligt haft god og ſikker, om end ikke rivende Fremgang. Hertil bidrog ikke det alene, at ſaa mange af Høvdingerne vare hans haandgangne Mænd, og at man nu lagde en ganſke anden Vegt paa Haandgangne-Forholdet end for, ſaa at endog den Islænding, der indgik det, i dette Henſeende anſaaes at have underkaſtet ſig og ſine Beſiddelſer norſk Ret; men fornemmelig, at Begrebet om Kongedømmets Indſtiftelſe ved Gud og dets abſolute Magtfuldkommenhed nu Man, tilligemed Datidens hele Cultur, Tænkemaade, Foreſtillinger og Fordomme, havde ſlaaet ſaa dybe Rødder i Folke-Opinionen paa Island, at endog de, der ivrigſt opponerede mod Kongens Myndighed til at treffe Forføjninger angaaende Beſtyrelſen af Hereder paa Øen, neppe følte ſig ganſke trygge herved eller beroligede i ſin Samvittighed, hvor vidt de ogſaa virkelig heri handlede Ret, medens andre derimod, ſom vi have ſeet, ligefrem gave at forſtaa, at man maatte modtage og beſvare Kongens Budſkab med Ærbødighed, og at det var en utilbørlig Handling at undertrykke eller foragte hans Breve. Kongeſpejlet, og viſtnok ogſaa andre Skrifter, hvor Kongedømmet forherligedes, var en yndet Læsning paa Island; i Prædikener taltes om Kongers og Kejſeres Myndighed, ſom gjeldende overalt, hvor der fandtes chriſtne Folk[2]; hertil kom nu det før omtalte pavelige Budſkab fra Cardinalen: kort, alt bidrog til at ſvække Uafhængigheds-Aanden og give Kongens Stræben efter Herredømmet over Øen Retmæsſighedens Præg. Allerede var det, ſom vi oftere have ſeet, Høvdingernes ſidſte Tilflugt, i deres indbyrdes Trætter, uanſeet til hvad Parti de hørte, at henſkyde ſin Sag under Kongens Dom. Den nærmeſte Anledning hertil var viſtnok det nys omtalte Hirdmandsforhold, der baade med Henſyn til Kongen og til Hirdmændene ſelv indbyrdes lige ſaa fuldt anſaaes ſom beſtaaende paa Island, ſom i Norge ved Kongens Hird; og naar Kongen ſøgte at gjøre ſin Inddragnings- eller Confiſcations-Ret gjeldende paa Island, ſaa var det ogſaa nærmeſt under den Forudſætning, at hans Hirdmænd havde underkaſtet ſig den. Men denne Synsmaade maatte naturligviis virke overmaade meget til at udbrede Foreſtillingen om Kongens Ret til at udøve Myndighed i det hele taget, i Særdeleshed da den bekjendte Beſtemmelſe om Thegngilde endog kunde give Kongen et Slags Etſtatnings-Fordring hos dem, der ej vare hans haandgangne Mænd, naar de i de uophørlige Fejder havde dræbt en ſaadan. Ikke at denne Ret ſtrengt taget endnu fandtes, men de ſtatsretlige Begreber vare i hiin Tid neppe ſaa opklarede, at man formaaede tilfulde at indſee det: der maatte dog altid herſke en vis Tvivl og. Uſikkerhed, om man, naar det kom til Stykket, egentlig var berettiget til at negte Kongen den lovlige Bod for en Hirdmands Drab. Saaledes kunde det da gaa til, at ogſaa de, der ej vare Hirdmænd, kunde underkaſte ſig Kongens Dom paa ſamme Maade, ſom naar man tilbød en mægtig og anſeet Modſtander Selvdom; at Kongen ſtundom kunde anſee ſig og af andre virkelig anſaaes berettiget til at fordre Bøder og Erſtatnings-Udredſler af hele Hereder, med hvilke han følgelig thingede gjennem ſine Befuldmægtigede; at han kunde erklære opſætſige eller utro Hirdmænds Godſer forfaldne under Kronen, og derved ſelv erhverve Beſiddelſer eller Fordringer paa Beſiddelſer i Landet; kort ſagt, at hans Magt i Landet ſelv blevet Factum; at man, uden endnu i Almindelighed ligefrem at erkjende ham for Landets Overherre, dog paa den anden Side heller ikke ganſke vovede at benegte hans Myndighed i visſe Tilfælde. Der dannede ſig umiskjendeligt en vis Foreſtilling om at han dog, naar det kom til Stykket, havde noget, og ikke enda ſaa lidet, at ſige paa Øen: en Foreſtilling, der vel var ſvævende og uklar, men ſom dog var der, og ſom mere og mere levede ſig ind i Bevidſtheden. Hertil kom nu ogſaa, at Høvdingernes Herredømme, hvad vi allerede have ſeet flere Exempler paa, var højſt trykkende for Herederne. De ſtore Afgifter, der ſkulde ſvares, de mange Krigerſkarer, der næſten altid ſkulde underholdes, de ſvære Pengeſtraffe, ſom den ſejrrige Høvding næſten altid paalagde det Hered, der, maaſkee kun nødtvunget, tidligere havde underkaſtet ſig hans overvundne Fiende: alt dette maatte gjøre de mindre mægtige Bønder overvættes kede af den nuværende Tingenes Orden, og de maatte anſee det ſom et uvurdeerligt Gode, at en ny, overlegen Myndighed kunde gjøre ſig ſaa gjeldende i Landet, at de hidtilværende Høvdinger fik lidet at ſige, at Fejderne og Udſugelſerne ophørte, og Fred og Ro gjenoprettedes. De maatte anſee dette Gode opnaaet for en meget billig Priis, om de underkaſtede ſig Kong Haakon og vedtoge at betale ham Skat, thi denne Skat maatte blive en Ubetydelighed i Sammenligning med de Byrder, der nu trykkede dem. Og Friheden beſad de dog alligevel ikke. Det hjalp ikke dem, øm Høvdingerne, deres Plage-Aander, vare uafhængige af Kongen, naar de ſelv tyranniſeredes af dem: Kongens Myndighed, for ſaa vidt ſom den kraftigt kunde haandhæves, vilde netop bringe dem Frihed. Og paa denne Maade kan man da let forklare, hvorledes det virkelig kunde lykkes Thorgils Skardes, Biſkop Henriks og Ivar Englesſøns forenede Beſtræbelſer at faa Kongens Herredømme anerkjendt paa Nordlandet. Her var der ikke længer nogen Høvding, der kunde maale ſig med Thorgils eller optræde med nogen Myndighed. Naar altſaa Thorgils ſelv forfegtede de kongelige Interesſer, var det Øjeblik indtraadt, hvor de mindre mægtige Bønders Interesſer og Ønſker kunde komme til Orde og tages til Følge. At Kongens Myndighed ikke erkjendtes ſønder og veſter i Landet, kom deraf, ſom Sagaen ſelv ſiger, at Gisſurs og Thords Venner vare ham imod, det vil ſige at Gisſurs Befuldmægtigede paa Sønderlandet ſøgte at opretholde hans Magt, uden at tillade Bønderne at komme til Orde, og at Navn og Sturla paa Veſterlandet, ſkjønt indbyrdes uenige, dog endnu ikke havde nogen Tanke om at give Slip paa deres egen nedarvede og ſenere forøgede Høvdinge-Myndighed enten til Bedſte for Kongemagten, eller endog kun for at ſkaffe Bønderne en behageligere Tilværelſe.

Saaledes vare Forholdene beſkafne, da Kongen fik Efterretning om Thorgils Skardes Fald, og viſtnok efter Overlæg med ſine Raadgivere, og navnlig med Biſkop Henrik, beſtemte ſig til del merkelige Skridt, at ſende Gisſur Thorvaldsſøn til Island med Titel af Jarl. Han havde, ſom man tydeligt kan ſee, perſonlig Yndeſt for Gisſur, og regnede ham ſom ſin Frænde[3]; Gisſur havde ledſaget ham baade paa Toget til Halland i 1256 og paa det ſtore Tog til Kjøbenhavn i 1257, hvilket han endog forherligede i et Kvad, og efter Thord Kakales Død 1256 havde Kongen ſiges der, viiſt ham end ſtørre Hæder end før. Men hans Udnævnelſe til Jarl kan alligevel ikke ganſke betragtes ſom en Belønning for udviſte Tjeneſter eller kun ſom et Tegn paa kongelig Yndeſt: Kongen tænkte aabenbart derved at benytte ſig af Gisſurs Forfængelighed til at knytte ham faſtere til ſig, idet hans Charakteer af kongelig Statholder og Agent derved blev aldeles notoriſk og iøjnefaldende, ſaa at Islændingerne ſelv vidſte, hvad hans Erende var, og hvad de af ham kunde vente ſig, medens han da ſelv paa ſin Side ikke godt kunde træde tilbage og give ſig Mine af at ville opretholde Øens Uafhængighed; thi til et ſaadant Skridt maatte Broen nu for ham ganſke betragtes ſom afkaſtet. Det merkeligſte ved denne Jarle-Udnævnelſe er dog dette, at Kongen og hans Raadgivere nu anſaa Tiden moden til en ſaadan Forføjning. De maa nu bane anſeet Underkaſtelſes-Sagen ſaa vidt fremmet, og Kongens Myndighed ſaa vidt anerkjendt paa Øen, at en virkelig Generalſtatholder med Jarletitel kunde ſendes derhen, uden at man vilde finde det utidigt og latterligt, og man regnede ſaaledes allerede Island i Skatlandenes Tal, ligeſom Orknøerne. Imidlertid var dog aabenbart den Stilling, Kongen havde tiltænkt Gisſur, langt anderledes end den, Orknø-Jarlerne indtoge. Disſe vare virkelige Lensfyrſter, i uvis Beſtyrelſe af Lenet Kongen ikke blandede ſig. Gisſur ſkulde førſt og fremſt ſøge at ſtifte Fred i Landet, og bringe alle Bønderne til at vedtage at yde Kongen Skat; men, naar dette var ſkeet, ſkulde han viſtnok kun herſke i Kongens Navn og paa hans Vegne oppebære Skatterne, dog ikke ſom Vaſal paa Livstid, end mindre arveligt, men kun ſom en Statholder, der kunde controlleres og naar ſom helſt tilbagekaldes, altſaa paa det nærmeſte ſaaledes ſom Sysſelmændene i Norge, der vel ogſaa paa en vis Maade vare forlenede med deres Syſler, men langtfra ſaaledes ſom virkelige Vaſaller[4]. Naar Kongen vilde udnævne en Jarl til Island, kunde Valget ikke godt falde paa nogen anden end Gisſur, hvis tidligere Forbindelſe paa Nordlandet nu maatte kunne ſkaffe ham en lige ſaa let Anerkjendelſe der, ſom forhen, medens han allerede paa det nærmeſte var Herre over Sønderlandet, ſaa at den Oppoſition, der hidtil udgik her mod Kongens Interesſer fra hans Venner, derved ganſke antoges at ville ophøre. Der vilde kun blive Tale om, med det Gode eller med Magt at vinde Ravn og Sturla paa Veſterlandet, og hvad Øſtfjordene angaar, der hidtil formedelſt deres afſides Beliggenhed ikke havde taget Deel i de almindelige Fejder og øvrige politiſke Begivenheder, kunde man vel være temmelig ſikker paa at de vilde følge efter, naar de øvrige Fjerdinger havde underkaſtet ſig. Her var desuden Thorvard Thorarinsſøn, med hvem man nok paa en eller anden Maade kunde haabe at blive færdig, førſt og fremſt fordi han ved Drabet paa Kongens Hirdmænd Thorgils og Berg efter den nys omtalte Synsmaade ſkyldte Kongen Erſtatning, men dernæſt vel ogſaa fordi hans Slægtſkab med Abbed Brand kunde give Haab om at han ej vilde blive ganſke umedgjørlig. Det var i Bergen, at Kongen udnævnte Gisſur til Jarl, idet han overdrog ham Sønderlandet, Nordfjerdingen og Borgarfjorden, imod at Gisſur overtog den nys omtalte Forpligtelſe, at ſtifte Fred i Landet, og faa alle Indbyggerne til at erklære ſig ſkatſkyldige. Dog forſtod det ſig vel af ſig ſelv, at hvis dette lykkedes ham, ſkulde hans Raadighed udſtrækkes til hele Øen: mindre Herredømme end dette, naar Øen førſt var kommen under Kongen, var neppe pasſende for en Jarl, og Udſigten dertil maatte desuden være den væſentligſte Spore for Gisſur til at viſe ſig ivrig i Udførelſen af ſit Hverv. Gisſur pralede af, at det ej ſkulde være ham vanſkeligt at ſætte Kongens Vilje igjennem. Kongen overlod ſig dog ikke til alt for ſangvinſke Forhaabninger i dette Stykke, og havde desuden lært de islandſke Høvdingers Herſkeſyge og Uſtadighed for nøje at kjende, til at han ubetinget ſkulde ſtole paa Gisſur. Han ſtillede ved hans Side, for at controllere ham, en af ſine Hirdmænd, ved Navn Thoralde hvite, og ſendte desuden endnu ſamme Aar, ſaavel ſom de følgende, andre paalidelige Mænd ud til Øen med forſkjellige Skibe, for at holde Øje med ham, og iagttage, hvorledes han udførte ſit Hverv. For øvrigt viſte Kongen Gisſur i det Ydre den ſtørſte Hæder. Han ſkjenkede ham ſtore Gaver, ſatte ham i Højſædet hos ſig, lod ſine Skutilſvende ſkjenke for ham aldeles ſom for ſig ſelv, og gav ham et Merke eller Banner og en Ludr, til Tegn paa hans fyrſtelige Værdighed. Kongen har viſtnok ønſket at Gisſur ſkulde optræde med ſaa megen Bram ſom muligt, for at Islændingerne kunde vænne ſig til at ſee Fyrſtehof iblandt ſig, og derved end mere blive fortrolige med Monarchiets Attributer.[5]

Gisſur havde en lang Overrejſe til Island. Han anløb førſt, rimeligviis formedelſt Storm eller Modvind, Suderøerne, og tilbragte der nogen Tid[6]; ſiden fortſatte han Rejſen, og ankom ſeenhøſtes til Ørebakke. Paa Overrejſen ſkal han ſelv have foreſtaaet Sejladſen eller beſtemt Kurſen. Hvad Virkning Efterretningen om hans Ophøjelſe til Jarl gjorde paa Islændingerne, ſiges ikke: de: ſtaar kun, at hans Frænder og Venner bleve glade ved at faa ham tilbage efter fire Aars Forløb. Overraſkende maa den dog upaatvivleligt have været for dem. Da det var ſaa ſeent paa Aaret, begav han ſig ikke for det førſte til Nordlandet, men opſlog ſin Bolig paa Kaldadarnes, hvor han nu ret levede paa en ſtor Fod, overeensſtemmende med ſin nye Værdighed; han havde forberedt ſig dertil ved at føre et ſtort Forraad af Drikkevarer med ſig fra Norge. Allehelgensdag tog han ſig en formelig Hird, ſaaledes ſom det hørte til Jarleværdigheden; tredive Mænd gik ham til Haande, deels ſom Hirdmænd, deels ſom Gjeſter. Han ſparede ikke paa gode Løfter og Overtalelſer, for at vinde fint* Landsmænd for Kongens og ſine egne Interesſer, ja han tillod ſig endog Overdrivelſer og vitterlige Uſandheder. Saaledes ſagde han, at Kongen ej alene havde forundt ham ſtørre Hæder, end nogen anden Mand paa Island, men og hermed forbundet flere andre ſæregne Fordele, nemlig at denne Titel ikke ſkulde medføre nogen Bekoſtning og at ingen Skat for dens Sags Skyld ſkulde blive Landet paalagt(ligeledes, at de, der gik ham til Haande ſom Hirdmænd, Gjeſter eller Skutilſveiner, ſkulde nyde den ſamme Titel hos Kong Haakon i Norge. Derved lode virkelig flere anſeede Mænd, der maaſkee ellers havde holdt ſig tilbage, ſig bevæge til at gaa ham til Haande og ſværge Kongen Troſkabseed. Den følgende Vaar begav han ſig til Nordlandet, førſt til Skagafjorden, hvor han fandt den bedſte Modtagelſe, derfra til Eyjafjorden, hvor Abbed Eyjulf gjorde en Vejtſle for ham, og hvor han ligeledes uden nogen Modſtand ſynes at være bleven anerkjendt ſom Herre. Han kjøbte Gaarden Stad af Paal Kolbeinsſøn, og Skagfjordingerne enedes paa Vaarthinget om, at enhver, der ſvarede Thingfarekjøb, ſkulde yde ham et voxent Faar i Saudetold, for, ſom det heed, at hjelpe ham til at ſætte Bo.

Gisſur tænkte førſt og fremſt paa at befæſte ſin egen Magt, og heri havde han viſtnok Ret, for ſaa vidt ſom han ikke godt kunde udrette noget for Kongen, førend han ſelv havde ſikret ſig den fornødne Myndighed. Kun varede det, ſom Kongen ſenere fandt, alt for længe, førend han blev færdig med ſine egne Anliggender og kunde begynde at røgte Kongens. Førſt og fremſt var det ham om at gjøre, ganſke at blive Herre paa Sønderlandet, i hvis ſydøſtlige Deel Odda-Ætten hidtil havde gjort ham Rangen ſtridig. Dens mægtigſte Repræſentant var nu Thord, Søn af Andres Sæmundsſøn, og mellem ham og Gisſur var der allerede den førſte Vinter, Gisſur tilbragte paa Sønderlandet, ſlet Forſtaaelſe. Sandſynligviis har vel Gisſur allerede da fordret Oddeverjernes eller Rangæingernes Underkaſtelſe, eller disſe i Gisſurs anerkjendte Stilling ſom norſk Jarl fundet Grund nok til at være ham fiendtlige. Da Oddeverjerne vare farlige Modſtandere, kunde Gisſur ikke undvære Hjelp, og han benyttede ſig klogt af den Omſtændighed, at Sturla Thordsſøn og Sighvat, Thorgils Skardes Broder, havde Hevn at ſøge for dennes Død, til at vinde dem ved at love dem ſin Biſtand hertil. De indfandt ſig paa Althinget, for at ſøge Thorvard domfældt; ogſaa Gisſur kom, og ſkjønt Thord Andresſøn var der med en betydelig Skare — Ravn derimod blev hjemme — ſaa lykkedes det dog Sighvat ved Gisſurs og Sturlas forenede Indflydelſe at faa Thorvald erklæret fredløs. Sturla og Sighvat gik endog Gisſur til Haande, imod at han lovede dem at ſee Hevnen over Thorvald fremmet. Da Gisſur var kommen tilbage til Nordlandet, ſendte Thord et Brev til Brand Kolbeinsſøns unge Sønner, ſine og Gisſurs fælles Frænder, hvori han opfordrede dem til at forene ſig med ham om at rydde Gisſur af Vejen, ſaa meget mere ſom han, ved at beherſke Skagafjorden, forvoldt dem deres ſaakaldte Arveret hertil. Men de vægrede ſig derved, iſær efter deres Moders Tilſkyndelſe, og Planen røvedes. Nu ſamlede Gisſur en Hær ſaavel fra Nordlandet, ſom Sønderlandet, i alt 960 Mand, og ſendte tillige Bud efter Sturla, ſom ſtrax indfandt ſig med en betydelig Skare. Med hele denne Styrke brøde de ind i Rangaarvalle-Heredet, og anrettede ſaa ſtore Ødelæggelſer, at Thord maatte ſlutte en Stilſtand, ifølge hvilken Sagen næſte Sommer ſkulde afgjøres, og Thord imidlertid ſom Gisſel opholde ſig hos Gisſur om Vintren (1259). Der var tillige, ſom man af det følgende ſeer, Tale om at Rangæingerne ſkulde underkaſte ſig ham og Kongen. Mellem Gisſur og Sturla var Venſkabet nu paa det bedſte. Der aftaltes et Giftermaal mellem Ingebjørg, Sturlas Datter, hvis korte Egteſkab med Gisſurs Søn Hall havde faaet en ſaa ſørgelig Ende, og Thord, Søn af Thorvard paa Saurbø, en af de meſt anſeede Bønder i Eyjafjorden. Brylluppet ſkulde ſtaa hos Gisſur, der ſom hendes forhenværende Svigerfader paa en vis Maade ſtod hende i Faders Sted. Det blev vel intet af, at Thord den Vinter opholdt ſig hos Gisſur, men Freden overholdtes dog. Ved Brylluppet, der holdtes ſenere om Høſten, og hvor baade Sturla og Sighvat vare tilſtede, udnævnte Gisſur Sturla endog til ſin Lendermand, med Løfte om Borgarfjorden, foruden andre Hædersbeviisninger, og de ſkiltes ad med ſtor Kjærlighed. Sighvat, ſom ligeledes havde ventet ſig Forfremmelſe, men ſkuffedes heri, og ſom allerede da ſyntes at merke, at Gisſur tog det noget lunkent med den videre Hevn over Thorvard og Fredløshedsdommens Fuldbyrdelſe, dulgte ikke ſin Harme, paaſtod at Gisſur havde narret ham til at gaa ham til Haande, og reed misfornøjet bort.

Endnu ſamme Sommer, fortælles der, bragte Kongen i Erfaring, at Gisſur ſkulde have lagt liden Vind paa at fremme hans Anliggender. Dette er vel blevet Kongen meldt af hans Udſendinger, ſom viſtnok have været meget paavirkede af Sighvats Venner til Skade for Gisſur. Det er ſandt nok, at han ikke havde gjort Kongens Anliggender til Gjenſtand for et formeligt Forſlag paa Althinget, og Undladelſen heraf har vel iſær ſtaaet de kongelige Udſendinger for Hovedet, men det er vel et Spørgsmaal, om Gisſur endnu kunde handle anderledes end han gjorde, eller om Tiden dertil var moden. Imidlertid beſtemtes Kongen herved til, det følgende Aar (1260), at ſende tvende Nordmænd, den for omtalte Ivar Arnljotsſøn, og en Paal Liinſeyma, over til Island med et Brev under hans Segl, ſom de ſkulde oplæſe paa Althinget, og hvori Forſlaget eller Opfordringen var fremſat. De kom i rette Tid, og Brevet blev læſt, men, ſiges der, optaget paa en højſt forſkjellig Maade. Gisſur ſelv var tilſtede, og gav lig Mine af at underſtøtte Opfordringen, dog ej paa en ſaadan Maade, ſom de norſke Udſendinger ſyntes om, eller ſom Brevet forudſatte; det var dem paafaldende, at netop de af Sønderlændingerne, der regnedes for Jarlens Venner og Undergivne, vægrede ſig ivrigſt ved at betale Skat, ej at tale om dem, der borte hjemme øſtenfor Thjorsaa. Og Enden blev, at Opfordringen forkaſtedes, og at Udſendingerne endnu ſamme Sommer vendte tilbage med uforrettet Sag. Men umiddelbart efter Thinget, maaſkee endnu førend Nordmændene vare dragne bort, reed Gisſur heel mandſterk øſtover Aaen til Thingſkaale, hvor det aftalte Mode mellem ham og Rangæingerne ſkulde holdes; han havde ogſaa i ſit Følge Thord Andresſøn, der nu ej havde vovet andet end at ſtille ſig ſom Gisſel; i Spidſen for Rangæingerne ſtod derfor Loft Halfdansſøn og Bjørn Sæmundsſøn. Om Forhandlingerne ſelv meldes der intet, lige ſaa lidet ſom hvad Erſtatning Thord vedtog at give for det paatænkte Overfald, men der fortælles (hvis det ellers forholder ſig rigtigt), at Rangæingerne allerede nu underkaſtede ſig, og ſvore ſaavel Kong Haakon ſom Gisſur Jarl Troſkabseed, ſamt derhos, at Thord Andresſøn denne Gang virkelig ledſagede Gisſur hjem til Skagafjorden, og, ſom det ſynes, ikke forlod ham førend efter det følgende Thing[7]. Hermed meente vel Gisſur nogenlunde at have affundet ſig med ſit Løfte til Kongen. Da Udſendingerne kom tilbage og berettede hvad der var ſkeet, ytrede Kongen, at Gisſur i alle Fald ikke havde udrettet mere end hvad han havde lovet; hermed vilde han vel have tilkjendegivet at Reſultatet ikke ſvarede til den Forventning, han ved ſine pralende Løfter havde vakt.

Vinteren hengik, ſom det ſynes, i Rolighed. Gisſur holdt ſig ſtille, og gjorde ikke engang mindſte Mine til at ſtraffe Thorvard, hvor forbitret Sighvat end var. Denne henvendte ſig endog til ſin Fiende Ravn om Hjelp, men forgjeves. Gisſur troede at finde Spor til, at Thord Andresſøn under Opholdet hos ham ſøgte Lejlighed til at ſvige ham, men lod ſig dog ikke merke med noget, og hvad nu end Thord kan have haft i Sinde, ſaa fik han dog intet udført.

Biſkop Henrik var allerede død ſtrax efter de nys nævnte Udſendingers Afrejſe, ſaa at Kongen ikke længer kunde nyde godt af hans Raad. Men han handlede fremdeles efter den Plan, ſom han allerede, viſtnok efter Overlæg med Biſkop Henrik, havde udkaſtet, at ſende paalidelige Mænd til Island for at ſee Gisſur paa Fingrene og opfriſke hans Iver. Denne Gang valgte han til ſin Udſending den dygtige Hirdmand Hallvard Guldſko[8], der ſynes at have faaet en meget udſtrakt Fuldmagt, og heller ikke ſvigtede Kongens Tillid. Han landede i Hvitaa, begav ſig ſtrax til Jarlen, og overbragte ham Brev og mundtlig Hilſen fra Kongen, at han nu engang maatte gjøre Alvor af at opfylde ſine Løfter. Hallvard, heder det, fremførte Kongens Erende for ham med Djervhed, og Jarlen ſvarede ikke andet end vel, ſigende at det ſkulde ſkee, ſom Kongen havde ſagt. Thingtiden var for Reſten forbi, og der kunde altſaa intet ſkee paa Althinget i dette Aar, men Hallvard tog ſit Vinterophold i Reykjaholt, og var imidlertid ikke uvirkſom, men ſøgte at virke paa Høvdingerne enkeltviis, og ſtifte Fred mellem dem. Det lykkedes ham, uden at Gisſur eller Ravn vidſte det mindſte deraf, at faa et Forlig bragt i Stand mellem Sighvat og Thorvard, hvorved dog ogſaa Sturla og flere andre Høvdinger vare behjelpelige, medens, beſynderligt nok, Biſkop Sigvard ſnarere ſøgte at lægge Vanſkeligheder i Vejen for en Sammenkomſt mellem begge Parter, end at befordre den. i Sammenkomſten fandt ikke deſto mindre Sted om Vaaren, i Faſtetiden, og begge Parter enedes om at voldgive Sagen til ſex Mænds Afgjørelſe, tre fra hver Side: de trende fra Sighvats Side vare Hallvard, ſom havde været Thorgils’s fordums Ven og Kammerat, Sturla, og Egil i Reykjaholt. Sturla forkyndte Dommen, der gik ud paa betydelige Bøder for Thorgils’s, Bergs og Asbjørn Illugesſøns Drab, men Thorgils’s Fredløshed ophævedes, og han ſlap at forlade Landet; thi ſom den egentlige Drabsmand betragtedes en vis Jon Uſle, der havde givet Thorgils hiint Saar i Hovedet; han blev dømt til at forlade Landet og aldrig at komme tilbage igjen. Thorvald ytrede dog frivilligt, at han agtede ſig udenlands inden tre Aar; han udredede Bøderne fuldſtændigt og redeligt, takkede Voldgiftsmændene, ytrede oprigtig Glæde over at være bleven forligt, og gav Sighvat og hans Broder Gudmund ſkjønne og værdifulde Gaver. Efter Datidens Maade at betragte Forholdene paa havde han nu virkelig aftvættet den paa ham hvilende Plet. Derhos erfarer man af det følgende, at han lovede Hallvard Guldſko at underſtøtte Kongens Sag i Øſtfjordene, og paa det førſtkommende Althing at indfinde ſig med Øſtfjordingerne for at antage Kongens Bud. Paa anden Betingelſe havde vel heller ikke Hallvard hjulpet ham til det attraaede Forlig[9].

Fremdeles ſees det, at .Hallvard vandt Ravn Oddsſøn. Beretningen herom er noget dunkel og mangelagtig, men det kan dog ej betvivles, at det virkelig forholder ſig ſaa. Der ſtaar nemlig, at Hallvard kom ud til Island med Breve fra Kongen, og at Borgarfjorden da blev fratagen Gisſur og overdragen Ravn. Men der berettes dog ikke det mindſte om, naar Ravn, der hidtil havde været en af de meſt haardnakkede til at modſætte ſig Kongens Ønſke, i Mellemrummet mellem Thorgils’s Fald og Hallvards Ankomſt ſkulde have ſluttet ſig ſaa nøje til Kongens Parti, at det kunde falde denne ind, allerede paa Forhaand at overdrage ham en Forlening. Man kan derfor ikke forſtaa hine Ord anderledes, end at Hallvard havde ſkriftlig eller mundtlig Fuldmagt til, om han kunde vinde Ravn, da at give ham Borgarfjorden, og følgelig at tilbyde ham Borgarfjorden ſom Belønning, hvis han vilde underſtøtte Kongens Sag, og fornemmelig i dette Øjemed fremmede mandſterk paa næſte Thing. Man ſeer af det følgende, at Ravn lod ſig vinde ved denne Lokkemad. Paa Borgarfjorden havde han allerede længe haft Lyſt, ja endog virkelig, ſom vi tidligere have ſeet, udøvet en vis Indflydelſe der. Siden Thorleif i Gardes Død 1257 ſynes det imidlertid, at være lykkets Sturla at gjøre ſig til Herre der; han havde allerede ſiden 1255 opſlaaet ſin Hovedbopæl der i Heredet[10], da hans Broder Olaf Hvitaſkald var død i 1259, maa han efter ham have arvet dennes Gaard Stavaholt[11], tilligemed hans øvrige Beſiddelſer. Derfor bar vel endog Sturla udtrykkeligt gjort Løftet om en formelig Overdragelſe af Herredømmet i denne Egn til den Betingelſe, paa hvilken han ſluttede ſig til Gisſur og ſtod ham bi, og dette Løfte blev ham derfor ogſaa virkelig, ſom vi bade ſeet, til Deel fra Gisſurs Side, d.a denne ved Brylluppet viſte ſig ſaa overhaands venlig imod ham, og udnævnte ham til ſin Lendermand. Men en ſaadan nøje Tilſlutning til Gisſur maatte juſt nu være ham til ſtørre Skade end Gavn. Thi det bar ſaa langt fra, at Gisſurs Opførſel var ſkikket til at bortrydde den Mistanke mod bane Oprigtighed, ſom var den væſentligſte Grund til Hallvards Sendelſe, at denne meget mere i Løbet af Vinteren maatte indſee, at han, trods alle gode Løfter en Forſikringer, i Grunden modvirkede Kongens Ønſke i Stedet for at befordre det, og at det egentlig kun var ham om at gjort at ſkaffe ſig ſelv Enevældet paa Øen. Hallvard havde i Begyndelſen af Vinteren en Sammenkomſt med Jarlen, ved hvilken denne, ſom det lader, havde lovet at ſkaffe flere, hidtil gjenſtridige Bønder, til at ſværge Kongen Troſkabseed; nogle kom ogſaa og aflagde Eden, men viſtnok ikke paa langt nær ſaa mange, ſom Hallvard havde ventet; ſtrax efter begav derimod Gisſur ſig til Nordlandet, og havde flere Møder med Bønderne, hvorved han nu ikke længer kunde lægge Dølgsmaal paa, hvad han virkelig havde lovet Kongen, nemlig at faa Indbyggerne til at erkjende hans Herredømme og erklære ſig ſkatſkyldige; men han benyttede tillige Efterretningen om Hallvards Ankomſt til at indjage dem ſtørre Skræk end fornødent, enten for at tilvende ſig ſelv Fordele, eller for at gjøre Kongen forhadt; han bad dem nemlig overveje, hvad Raad man ſkulde gjøre for de Fordringer og Truſler, Kongens Mænd, ſom han ſagde, fore med — ſandſynligviis bar han endog foreſpejlet dem, at Kongen vilde ſende en Krigsflaade til Island —; han ſagde at Kongen fordrede en uhyre Penge-Udbetaling (maaſkee til Bod fordi de endnu ikke havde opfyldt deres tidligere Løfte om at betale Skat), og bragte det dertil, at Bønderne i deres Angſt lovede at udrede den, idet nogle vedtoge at give to Hundreder, nogle eet Hundrede, nogle 12 Ører, o. ſ. v. Men da Hallvard erfarede dette, misbilligede han fuldſtændigt Jarlens Ferd, og erklærede at det ingenlunde var Kongens Mening at pine ſaa voldſomme Udbetalinger af Bønderne: at han blot ønſkede deres Løfte om Lydighed og en aarlig Skat, ikke ſtørre at de uden i noget Henſeende at trykkes kunde udrede den, og at han derimod til Gjengjeld lovede dem flere Fordele og Forbedringer i deres Lovgivning. Fra dette Øjeblik kan man ſige at Hallvard havde aabenbart brudt med Jarlen. Han traadte derfor nu i de ivrigſte Underhandlinger med hans Fiender, for at vinde dem og ſikre ſig deres Hjelp ved det foreſtaaende Althing. Saaledes begav han ſig da til Veſtfjordene, og fremførte, ſom der ſiges, Kongens Erende for Indbyggerne. Og ved denne Lejlighed maa det da have været, at Hallvard, ſaaledes ſom det ovenfor er antydet, i Kongens Navn fratog Gisſur eller Sturla Borgarfjorden, og overdrog den til Ravn. Thi tidligere havde der, ſom ſagt, ej været nogen Lejlighed dertil; Ravn var da endnu Kongedømmets ivrigſte Modſtander paa Øen. Nu derimod gik han over til at blive Hallvards højre Haand under dennes fortſatte Virkſomhed for Kongens Sag, og det maa ganſke viſt tilſkrives ham, at Veſtfjordingerne, hvis fornemſte Herre han var, alle tilhobe lovede at komme til Thorsnesthing om Vaaren og ſværge Kongen Underſaats-Eed. Hallvard ſendte fra Veſtfjordene et Brev til Jarlen, hvori han paa det beſtemteſte udtalte hiin Misbilligelſe og fordrede Eftergivelſe af de utilbørlige Paalæg. Jarlen, der vel blev noget bange, ſtevnede ſtrax Bønderne til Hegranesthing, hvor han lod nogle Mænd ſværge Kongen Underkaſtelſes-Eed, men derved blev det og for det førſte. Ravn tog. Borgarfjorden i Beſiddelſe, uden at Sturla vovede at modſætte ſig det, ja han maatte endog ſamtykke i, at Ravn opſlog ſin Bolig paa Stavaholt: han dulgte imidlertid ej ſin Misnøje, og gav den blandt andet Luft i et Vers, hvori han ytrede, at Gisſur Jarl havde faret med Tant, og lovet vant mere end han kunde bolde. Sturla var nu kommen i en fuldkommen falſk og intet mindre end behagelig Stilling. Det er aabenbart, at Hallvard havde Mistanke til ham, deels fordi han havde ſluttet ſig ſaa nøje til Gisſur, deels fordi han allerede tidligere, i ſin Optræden mod Thorgils Skalde, havde viiſt ſig ſom en ivrig Uafhængighedsmand. Han ſtod ſig ikke ſynderlig godt med Navn, der heller ikke gjorde ſig nogen Samvittighed af at modtage Borgarfjorden, og dertil var Venſkabet heller ikke faa overvættes ſtort mellem Sturla og Gisſur, ſaagodt det end i den ſidſte Tid havde ladet; dette viſer allerede hans nysomtalte Vers. Derſom Sturla havde været en lige ſaa driftig og ſtridbar Mand ſom Ravn, havde Hallvard maaſkee lige ſaa gjerne nærmet ſig ham og valgt ham til ſin Støtte, ſom denne, mod hvem han fra førſt af ej kunde være bedre ſtemt. Men hvad der egentlig var Sturlas Ros, ſkadede ham her, at han var mere ſtille og fredelig, end krigslyſten, mere Civiliſt, end Stridsmand, og faſtere i ſine Grundſætninger, end den herſkeſyge Ravn, der gjerne tog hvad Parti det ſkulde være, naar han derved ſelv kunde opnaa Magten. Hallvard fandt ſig derfor bedre tjent med at ſøge Ravns Venſkab, end Sturlas, og Sturla ſaa ſig ſluppet til Side ſom et mindre brugbart Redſkab. Han havde ikke engang den Trøſt at kunne holde ſig borte fra Deeltagelſe i de paafølgende Forhandlinger, men maatte følge Strømmen, og med de øvrige Veſtfjordinger underſtøtte Kongens Sag, hvor meget dette end ſtred imod hans Overbeviisning, og det uden engang at faa nogen Tak derfor, og uagtet han derved maatte paadrage ſig Gisſurs Misnøje. For Gisſurs Modſtandere ſynes det at have været nok at vide, at Hallvard ej var ham gunſtig, til at komme denne faa meget ivrigere i Møde. De vare aabenbart ſkinſyge paa Gisſur, hvis Jarleværdighed ſtak dem i Øjnene; de ønſkede vel heller ikke at have han, deres forrige Ligemand, til deres uindſkrænkede Overherre; de følte vel, at det nu virkelig var forbi med Øens Uafhængighed, og at de kun havde Valget mellem Gisſur ſom Fyrſte og Selvherſker i ſit eget Navn, og Kong Haakon ſom Overherre paa billige Vilkaar. Saaledes erfarer man, at ogſaa Odde-Folkene, baade Halfdansſønnerne og Andresſønnerne, ja endog Thorvard Thorarinsſøn, gave et Slags Løfte om at underſtøtte Hallvard[12].

Af hiint Hyldingsmøde paa Thorsnesthing blev der intet, da Ravn Oddsſøn, der ſiges ej hvorfor, ikke begav ſig derhen, hvorfor heller ikke Hallvard indfandt ſig der. Derimod blev Sagen henſkudt til Althinget, og da Tiden hertil nærmede ſig, ſamlede alle de ſtørſte Mænd i Veſtfjordene ſtore Flokke ſammen, ligeſom ogſaa Halfdansſønnerne og Andresſønnerne opfordredes til at møde frem med al den Styrke de kunde ſkaffe fra Egnen øſtenfor Thjorsaa. Thorvard levede at komme med Øſtfjordingerne. Man følte nu paa alle Sider, at Islands Skjebne paa dette Thing vilde blive afgjort. Det var nu kun Gisſur, til hvem Uafhængighedens Venner kunde ſætte ſit Haab. Men mod Hallvards ivrige, nu aabenlyſt drevne Agitationer kunde Gisſur kun ſtille hemmelige Intriger, thi ogſaa han maatte lade, ſom om han var Kongens Sag hengiven: han befandt ſig derfor i en højſt ufordeelagtig Stilling, og det var allerede paa Forhaand øjenſynligt, at han maatte komme tilkort. Imidlertid ſamlede han alle de Folk, han kunde; i Følge med ham var Eyjulf Thorſteinsſøns Broder Asgrim, der havde indgaaet Forlig med ham, og efter en Pilegrimsrejſe til Rom var kommen hjem til Island med ſamme Skib ſom Hallvard Guldſko, og medhavende et Brev fra Erkebiſkop Einar, hvorved Grenjadarſtad Kirkegods blev ham overdraget; han kunde ſaaledes anſees for at have efterfulgt Finnbjørn Helgesſøn[13]. Med ſine egne og Asgrims Skarer havde Gisſur ikke færre end 1440 Mand. Navn ſamlede ogſaa en heel Deel Folk i Veſtfjordene, og reed til Things med Hallvard Guldſko, ledſaget af Einar Thorvaldsſøn fra Vatnsfjord, Stemme Gunnſteinsſøn, Sturla Thordsſøn, og næſten alle de bedſte Bønder fra Veſtfjordene. De havde viſtnok ikke mere end 720 Mand med ſig til Things, altſaa kun Halvdelen af hvad Gisſur bragte; heller ikke indfandt Oddefolkene og Thorvard ſig, ſaaledes ſom de havde lovet, men Hallvard ytrede, at man ogſaa havde ſamlet andre Flokke veſtenfor Hejderne og agtede at bringe dem til Things for at underſtøtte Kongens Anliggende, om dette ikke ellers med det Gode blev fremmet. Maaſkee var dette kun et Skræmmeſkud, men hvorledes det end forholder ſig hermed, ſaa forfejlede det ikke ſin Virkning paa Gisſur, der blev virkelig bange og ej engang vovede at bruge ſin ſtore Styrke til at byde Tinds. Tvertimod beſluttede han, efter Overlæg og Raadſlagning med ſine Venner, ſelv at gribe Initiativet med ſine Undergivne, og forelagde følgelig baade Nordlandingerne og Sønderlændingerne Kongens Forſlag, idet han, ſom det heder, ej alene med gode Ord bad dem at gaa ind derpaa, men tillige erklærede dem, at han vilde anſee det for det ſamme, ſom om de ſøgte at ſkille ham ſelv ved Livet, hvis de ej ſamtykkede deri. Nordlændingerne, der aller“:de engang for havde givet deres Samtykke hertil, vare letteſt at overtale. Med Sønderlændingerne holdt det haardere; dog lode ogſaa disſe ſig omſider overtale. Nu blev Lagretten ordnet, og tolv af de fornemſte Bønder fra Nordlandet, tre af hvert Vaarthing[14], ſaavel ſom et tilſvarende Antal Bønder fra Gisſurs Deel af Sønderlandet, tilſvore Kong Haakon og Kong Magnus følgende Eed, der tillige indeholdt de gjenſidige Betingelſer:

„Vi tilſtaa eder, Kong Haakon, Norges Konge, Land, Thegner og „evindelig Skat, 20 Alen for hver Mand, ſom betaler Thingfarekjøb. „Disſe Penge ſkulle Reppſtyrerne opkræve og bringe til Skibet ſamt overlevere Kongens Ombudsmand, ſiden have de intet videre Anſvar derfor. Sex Skibe ſkulle i boer af de to næſte Sommere gaa fra Norge til Island, men fra den Tid af ſkal dette ordnes paa den Maade, Kongen og Landets bedſte Bønder finde tjenligſt for Landet. Arveparter ſkulle oplades til islandſke Mænd i Norge, hvor længe de end have ſtaaet, ſaa ſnart de rette Arvinger komme til, eller deres lovlige Ombudsmænd. Landøre-Ydelſen ſkal ganſke ophøre. Islandſke Mænd ſkulle i Norge have ſaadan Ret, ſom den bedſte, de nogenſinde der have nydt, og ſom I ſelv have tilbudt os i eders Breve, ligeſom I og ſkulle holde Fred over os ſaa godt ſom Gud giver eder Styrke til. Jarlen ville vi have over os, ſaa længe han holder Troſkab mod eder og Fred blandt os. Denne Overeenskomſt ſkulle vi og vore Arvinger overholde med fuldkommen Troſkab mod eder, ſaa længe I og eders Arvinger overholde den mod os; men vi ſkulle gjenſidigt være løſte fra alle Forpligtelſer, hvis den efter de bedſte Mænds Skjøn bliver brudt. Hertil lægger jeg Haand paa den hellige Bog og det ſkyder jeg til Gud, at jeg tilſværger Kong Haakon og Magnus Land og Thegner og evindelig Skat paa de gjenſidige Betingelſer, jeg nu bar opregnet. Gud være mig ſaa ſandt huld, ſom jeg volder denne Eed, gram om jeg bryder den“[15].

Disſe Betingelſer ere af ſærdeles Vigtighed, da de nemlig ere de ſamme, ſom ſiden lagdes til Grund for den endelige Overeenskomſt for det ſamlede Land, hilken dog ikke kom i Stand førend 40 Aar derefter, under Kong Haakons Sønneſøn[16]. Hvor vidt Betingelſerne vare opſtillede af Gisſur eller af Hallvard vides ikke; det førſte er viſtnok det rimeligſte, ſiden Gisſur paa en vis Maade forekom ham, men paa den anden Side var dog vel ogſaa Kongens Løfter og Fordringer ſaa nøje angivne i hans tidligere Breve, at Hallvard ſelv ikke kunde have opſtillet Punkterne ſtort anderledes. Formularen indeholdt ingen udtrykkelig Reſervation af, at blot Indfødde ſkulde være Befalingsmænd i Landet, men henholdt ſig kun i Almindelighed til Kongens Løfter. Der kunde heller ikke endnu vel blive Tale om noget ſaadant, ſaa længe den islandſke Ret ſelv ikke var omformet efter norſkt Mønſter, thi indtil da dannede Goderne eller Høvdingerne et uundværligt Hjul i Statsmaſkineriet, og da den hele Overeenskomſt mellem Kongen og Islændingerne egentlig kun beſtod af partielle Transactioner med de enkelte Høvdinger hver for ſig, faldt det af ſig ſelv, at disſe for det førſte maatte beholde Magten; de vare ſelv contraherende Parter, paa hvis Myndighed eller Competence endog den hele Contracts Gyldighed hvilede; der ſkede ingen anden Forandring i deres Stilling, end at de nu ſkulde lyde Kongen, holde deres Myndighed af Kongens Haand, og ikke have Lov til at bekrige hinanden indbyrdes. Førſt da norſk Ret var bleven indført paa Island, ſom det i det følgende ſkal viſes, og de norſke Konger i Kraft deraf vilde indtrænge norſke Befalingsmænd og Lagmænd i Landet, var det Tiden for de gamle Høvdingers Sønner og Deſcendenter at indlægge en alvorlig Proteſt. Men ogſaa førſt da alle disſe Spørgsmaal vare ordnede til begge —Parters Tilfredshed, kunde Island ſiges ganſke at være gaaet over til at blive et Led af Norges Rige. Indtil da beſtod dets Sammenhæng med Norge kun i et temmelig løſt, prekært, perſonligt Contractsforhold mellem Kongen og Høvdingerne. At faa dette forandret til en virkelig Realforbindelſe, var de norſke Kongers vigtigſte Opgave og Hovedpolitik med Henſyn til Island i den Række af Aar, der fulgte nærmeſt efter de nys ſkildrede Begivenheder.

Skatten kunde ikke være ſynderlig trykkende. Man ſeer af den efter norſk Ret formede Lovbog[17], ſom ſiden vedtoges paa Island, at de 20 Alen (3 Øre) ſkulde erlægges af hver fuld Bonde, for ham og alle hans Huusfolk, ſaa at intet mere i alt udrededes, ſaa og af hver eenslig Mand eller Kvinde, ſom ejede 10 Hundreder eller derover; dog tilfaldt kun Halvdelen af denne Sum Kongen; den anden Halvdeel oppebares af Befalingsmanden og indbefattede tillige Thingfarekjøbet. Dette udrededes forhen til Goderne efter Overeenskomſt med disſe[18], og betydelige Udſugelſer kunde ſaaledes derved finde Sted; det var altſaa en Vinding, at denne Ydelſe nu ſattes paa en faſt Fod. Hvad Beſtemmelſen om at ſende ſex Skibe til Island angaar, da viſer den aabenbart, hvor meget Landet var gaaet tilbage, og hvor i Særdeleshed dets ſelvſtændige Skibsfart var aftagen under de ſenere Tiders Borgerkrige: Skibsfarten var nu ſaa godt ſom udelukkende i Nordmændenes Hænder; den Maade, hvorpaa Ankomſten af et norſkt Skib til Island i disſe Tider omtales, øjenſynligt ſom om det var en vigtig Begivenhed, og den lange Tid, der, efter flere Antydninger at dømme, ofte gik hen, inden man paa Island erfarede hvad der var ſkeet i Norge, og omvendt, viſer, hvor faa Gange om Aaret ſlige Skibe plejede at komme; ſtundom heder det endog udtrykkeligt, at intet Skib kom i et heelt Aar[19]. Det var derfor viſtnok vel betænkt af Islændingerne at ſikre ſig i det mindſte ſer Skibes aarlige Udſendelſe med Tilførſel af udenlandſke Nødvendighedsvarer. Saaledes maa nemlig denne Artikel forſtaaes. Det var naturligviis intet i Vejen for, at ogſaa flere Skibe, udruſtede af norſke Handelsmænd, kom til Øen, men Kongen ſkulde indeſtaa for, at der i alle Fald i de to førſt kommende Aar ikke kom færre end ſex. Imidlertid ſkjønnes det let, hvorledes denne Beſtemmelſe, der uforandret blev bibeholdt i ſenere Overeenskomſter, ſiden i Tidens Løb kunde afføde et Monopol, eller Berettigelſe for Kongen til at drive Enehandel paa Øen. — Spørgsmaalet om Islændingers Ret til Arv, falden i Norge, havde allerede, ſom vi have ſeet, været Gjenſtand for en Beſtemmelſe i Overeenskomſten med Kong Olaf den hellige, men det hændte ſig ſtundom at en Arv ſtod ſaa længe hen, at den kunde betragtes ſom forladt og følgelig droges ind under Kronen; dette forebyggedes ved oven anførte Clauſul. Landørerne havde altid været en for Islændingerne meget forhadt Afgift, ſom nu maatte bortfalde, naar de ſkulde være Kongens Thegner lige ſaavel ſom Nordmændene, og det kan viſt antages, at mange af dem endog kun af denne Grund bleve gunſtigt ſtemte for Underkaſtelſen. — Hvad Islændingernes „bedſte Ret“ i Norge angaar, da ſigtes her ligeledes til Overeenskomſten med Kong Olaf, ifølge hvilken de ſkulde have Haulds-Ret. For øvrigt ſeer man, at Fredens Overholdelſe laa Høvdingerne meget paa Hjertet, og at dette endog ved Siden af Troſkaben mod Kongen gjordes til en Betingelſe for deres Villighed til at anerkjende Jarlen over ſig[20].

Odde-Verjerne eller Høvdingerne for den Deel af Sønderlandet, der ligger øſtenfor Thjorsaa, havde, ſom ovenfor nævnt, ikke indfundet ſig paa Thinget, lige ſaa lidet ſom Thorvard med Øſtfjordingerne: ſaaledes var det kun Nordlændingerne og Sønderlændingerne veſtenfor Thjorsaa, ſom her ſvore Kong Haakon formelig Troſkabseed. Nu ſluttede ogſaa Gisſur Forlig med Ravn, og de tilſagde hinanden gjenſidig Trygd, idet han og Ravn ſaavel ſom dennes Søn Sturla, der maa have været omtrent 15 eller 16 Aar gammel, i Overvær af Biſkop Sigvard, Abbed Brand og næſten hele Thing-Almuen gave hinanden Haandſlag foran Kirkedøren paa Althinget. Derpaa reed Jarlen fra Thinget ſyd til Laugardal, idet han endnu i nogen Tid holdt Flokken ſammen, rimeligviis af Frygt for Oddeverjerne. Men Biſkoppen, Hallvard og Ravn begave ſig til Borgarfjorden, hvor de havde et Møde med Veſtfjordingerne paa Tveraa- eller Thingnes-Thing, og hvor disſe nu aflagde den ſamme Eed, ſom de ſkulde have aflagt paa Thorsnes-Thing, og hvis Formular uden al Tvivl var eenslydende med Nordlændingernes og Sønderlændingernes. Om de allerede forhen vare ſammenkaldte, eller førſt ſammenkaldtes efter at Høvdingerne havde forladt Althinget, erfares lige ſaa lidet, ſom hvorfor der ej blev noget af Eedsaflæggelſen paa Thorsnes-Thing. Maaſkee Aarſagen hertil, naar det kommer til Stykket, kun har været den, at Ravn og Hallvard have fundet det mere betryggende at kalde dem til Thingnesthing i Borgarfjorden, hvorfra der ej var faa langt til Althinget, og lade dem ſamle ſig der, netop under Althingstiden, for at have dem faa meget nærmere ved Haanden, om noget ſkulde komme paa, og at ſaaledes Hallvards Truſel paa Althinget dog enda ej var faa ganſke uden Grund. Men alligevel bliver det vanſkeligt at begribe„ hvorfor de da ikke lige faa godt lode dem ſamle ſig paa Althinget ſelv, og aflægge Eden i Forening med de øvrige. Men viſt er det, at Veſtfjordingerne her paa Thingnes-Thing gik, ſom det heder, under ſamme Eder ſom de andre. Eden aflagdes førſt af Formændene, Ravn, Sighvat Bødvarsſøn, Sturla Thordsſøn, Einar Thorvaldsſøn og Vigfus Gunnſteinsſøn, og tre Bønder med hver af dem; lige ſaa og af tre Bønder paa Borgarfjordingernes Vegne[21].

Altſaa havde nu Høvdingerne over alle Hereder paa Island, lige fra den ſaakaldte Helkundeheid nordøſtligſt ved Langenes, mellem Nordlandet og Øſterlandet, til Thjorsaa paa Sønderlandet, hyldet Kong Haakon. Strax efter forlod Hallvard Guldſko Landet, ledſaget af Sighvat Bødvarsſøn og Sturla, Ravns Søn; han traf Kongen i Bergen, og uagtet han ej kunde bringe Efterretningen om Islands fuldkomne Underkaſtelſe, havde han dog i et eneſte Aar udrettet faa meget, at man ej længer kunde være i Tvivl om, at det egentlige Maal med det førſte vilde blive naaet; Kongen bevidnede ham derfor ogſaa ſin bedſte Tak. Ligeledes tog han ſærdeles venligt mod Thorgils’s Broder Sighvat, gjorde ham til ſin Hirdmand, og viſte ham megen Hæder. I Følge med Hallvard var ogſaa Abbed Brand, efter hvilken Erkebiſkop Einar havde ſendt Bud. Det var nemlig hans Henſigt at overdrage ham den ſiden Biſkop Henriks Død ledigt ſtaaende Biſkopsſtol i Hole. Brand begav ſig ſtrax til Throndhjem, blev venligt modtagen af Erkebiſkoppen, og tilbragte Vinteren deels hos ham deels hos Kongen; om Vaaren, i Faſten, havde Erkebiſkoppen en Samtale med Chorsbrødrene i Chriſtkirken, og kom overeens med dem om at Brand ſkulde vælges, hvilket ogſaa ſamme Dag ſkede, ligeſom ogſaa Kongerne, der den Vinter opholdt ſig i Throndhjem, bekræftede Valget. Brand var den førſte Islænding, hvem ſiden Gudmunds Tid en islandſk Biſkopsſtol var betroet, men han havde allerede, baade ſom Abbed og ſom Beſtyrer af Skaalholts Biſkopsſtol, ſaa utvetydigt lagt ſin Iver for de norſke Interesſer for Dagen, at man her uden Fare kunde afvige fra den ellers vedtagne Politik. Han indviedes den 4de Marts ſamtidigt med den før omtalte Gilbert, der nys var kommen tilbage fra Curien med Pavens Befaling, at han ſkulde udvælges til Biſkop i Hamar, ſaaledes ſom det i det følgende nærmere ſkal berettes[22]. Biſkop Peter i Bergen og Biſkop Thorgils i Stavanger asſiſterede ved Indvielſen. Samme Aar vendte Brand tilbage til Island, ſandſynligviis før Althinget, ligeſom det ogſaa maa antages, at Hallvard Guldſko fremdeles var i Følge med ham: i alle Fald ſendtes hun ud ſtrax efter, for at fuldføre ſit Verk, og bringe de øvrige Dele af Landet til Underkaſtelſe, hvilket ogſaa ganſke lykkedes ham.

Disſe Slutnings-Forhandlinger om Erkjendelſen af den norſke Konges Højhed ere i de forhaandenværende Kilder kun mangelagtigt fortalte, ſaa at man maa gjette ſig til meget. Uagtet de ikke naaede ſin Fuldendelſe førend efter Kong Haakons Død, ville vi dog omtale dem her, for at kunne berette dette vigtige Anliggende i ſin Heelhed uden at afvende Traaden. Aarſagen, hvorfor Oddeverjerne ikke indfandt ſig til Thinget i 1262 efter Løfte, ſynes at bade været en paany indtruffen Spænding mellem dem, i Særdeleshed Andresſønnerne, og Gisſur, hvilket vel og bevægede Gisſur til, efter Thinget 1262 endnu at bolde ſin ſtore Flok ſamlet i Laugardal, ſom det ovenfor er berettet. Men alligevel fik man nu, rimeligviis ved Biſkop Brands Hjelp, Oddeverjerne bragte til at følge Nordlændingernes og Veſtfjordingernes Exempel og aflægge Underkaſtelſes-Eden til Kong Haakon for deres Deel af Sønderlandet, eller Diſtrictet øſtenfor Thjorsaa[23]. Sandſynligviis ſkede dette paa Althinget, ligeſom Nordlændingernes og de andre Sønderlændingers Underkaſtelſe Aaret forud, eller ogſaa paa Thingſkaale. Altſaa havde nu hele Sønderlandet erkjendt ſig ſkatſkyldigt under Kong Haakon. Nu ſtod kun Øſtfjordene tilbage. Her havde endnu Thorvard Thorarinsſøn meſt at ſige, uagtet den egentlige Arving til Herredømmet var Orm Ormsſøn, den yngſte Søn af Orm Jonsſøn paa Svinafell, fød ſtrax efter Faderens Død 1241, og derfor endnu kun et Barn, da hans ældre Brødre bleve dræbte 1252. Han var nu fuldvoxen og myndig, og Thorvard havde vel ſaaledes ſtrengt taget ikke længer nogen Ret til at optræde ſom øverſte Høvding. Hvad der bevægede ham til at udeblive fra Althinget 1262, uagtet han havde lovet at komme, vides ikke; maaſkee frygtede han, da det kom til Stykket, baade Navn og Hallvard, den ſidſte iſær fordi hun var Kongens Repræſentant, og ſaaledes havde at kræve vant til Regnſkab for Hirdmændene Thorgils Skardes og Bergs Drab. Men ved ſin Farbroder Biſkop Brands Overtalelſer lod han ſig omſider overtale til at give efter og underkaſte ſig. Ved Allehelgens-Mesſe-Tid 1263 gav han Brand det edelige Løfte, at han til næſte Sommer ſkulde drage over til Norge og ſøge Kongens Naade, hvilket Løfte han ogſaa opfyldte[24]. Det lader derhos til, at han ved ſamme Lejlighed afſtod ſin Magt til ſin Fætter Orm Ormsſøn, thi denne optræder nu ſom Øſtfjordingernes eller Sidemændenes Høvding, og i denne Egenſkab ſvor han ogſaa, den følgende Sommer, rimeligviis paa Althinget (1264), Underkaſtelſes- og Skatſkyldigheds-Eden for Øſtfjordingerne[25], i Forening med andre udvalgte Bønder fra hvert Vaarthing. Ogſaa dette maa viſtnok for en ſtor Deel tilſkrives Orms og Thorvards Farbroder Biſkop Brands kraftige Beſtræbelſer, ſkjønt han ikke oplevede at ſee det endelige Reſultat af dem, da han allerede bortrykkedes om Vaaren (den 26de Mai 1264), førend Althinget endnu traadte ſammen[26]. Maaſkee det ogſaa hjalp noget, at Efterretningen om Kong Haakons Død imidlertid var kommen til Island, thi der ſiges udtrykkeligt, at Islændingerne villigere underkaſtede ſig hans Søn Magnus, end ham. Maaſkee antoge de Magnus for at være mildere eller mindre ſtreng. Endnu om Sommeren 1264 kunde Hallvard Guldſko vende tilbage til Norge, og bringe Kong Magnus den glade Efterretning, at hele Islands Befolkning nu havde underkaſtet ſig ham. Han ledſagedes af Thorvard, der overgav ſig ganſke til Kongens Naade og opgav i hans Hænder den Magt, han endnu maatte beſidde, til Bod for Drabet paa Thorgils og Berg[27]. Kongen tilgav ham, og tillod ham det følgende Aar at vende tilbage til Island.

Saaledes var da omſider Maalet, hvorefter Kong Haakon ſaa længe havde ſtundet, nogenledes opnaaet: Island havde underkaſtet ſig Norges Konge, og derved indgaaet en Perſonal-Union med Norge. Men den blotte Perſonal-Union var, ſom vi allerede ovenfor have antydet, ikke alt hvad der tilſigtedes; den var blot det Grundlag, hvorpaa det yderſte og endelige Øjemed, en Real-Union i verdslig, ſom den allerede var der i gejſtlig Henſeende, kunde naaes, ſaaledes at Island underkaſtede ſig norſk Lov og Ret, og kom til at udgjøre en integrerende Deel af Norges Rige, hvorvel ſom ſærſkilt Skatland. At tilvejebringe dette Reſultat var derfor nu herefter de norſke Kongers fornemſte Beſtræbelſer, og det koſtede endnu mange Anſtrengelſer og medførte mange Storme, inden det opnaaedes. Alligevel var Tilſtanden paa Island, allerede fra Underkaſtelſen i 1262 af, langt roligere og bedre end før. De ſtore blodige Borgerkriges Tid var forbi, og de ſtørre Høvdinger, der vare heldige nok til at have oplevet Forandringen, kunde dog nu i Almindelighed, med faa Undtagelſer, være ligeſaa ſikre paa at dø Straadød og beholde Liv, Lemmer og Ejendom, ſom de tidligere havde maattet være forberedte paa engang enten at falde i Slag eller at blive aflivede eller i det mindſte lemlæſtede og berøvede deres Gods paa deres mægtigere Fienders Befaling. Folket maa have følt en overordentlig Liſe ved endelig at kunne aande nogenledes frit. Derfor var Stemningen paa Island nu neppe ſaa nedtrykt, ſom flere have foreſtillet ſig. Det var ſaa langt fra, at Forandringen kunde føles ſom et Tab af Friheden, at den meget mere af den talrigere Deel af Befolkningen maatte føles ſom Afkaſtelſen af et utaaleligt Aag. Man ſporer heller ikke at Folkelivet nu blev mattere, eller videnſkabelig Sands og Liv paa Øen ringere end hidtil, uden for ſaa vidt man maa erkjende, at Islændingernes egentlige originale Forfatterperiode og Skaldekunſtens Blomſtringstid var forbi. Men dette var den allerede længe før Underkaſtelſen under Norge, og de politiſke Begivenheder havde intet dermed at ſkaffe, men ſnarere de kirkelige Forhold og Tidsaanden i det hele taget, der, berørt af hine, der, ſom i Norge, tog en anden Retning, og vendte ſig fra det originale og nationale mod det laante og fremmede. Vi ville nedenfor nærmere komme til at omhandle denne Sag, hvor vi tale om de literære Forhold; her forlade vi for det førſte de islandſke Begivenheder, for at berette om de lignende, og ligeledes med Held kronede Beſtræbelſer, ſom Kong Haakon gjorde for at faa den lille Coloni paa Grønland til at underkaſte ſig hans Herredømme.

    Efterfølgere paa Reykjaholt, det vil ſige ſaaledes at Godſet egentlig tilhørte Kirken, men ved en ſaakaldet Maaldage eller Overeenskomſt var overdraget den verdslige Høvding til Beboelſe og Beſtyrelſe. Paa denne Maade beſaddes de fleſte af de Høvdingegaarde, hvorom her og i det foregaaende er Tale, og dette forklarer den Lethed, hvormed ſnart den ene, ſnart den anden kunde faa en Gaard i Beſiddelſe, og ſætte Bo der, thi han behøvede kun at ſlutte en Maaldage med Preſten. Vi ville i det følgende ſee, hvorledes Afſkaffelſen af dette Uvæſen, der allerede i det foregaaende (III. 250, 814) er omtalt, vakte voldſomme Storme.

  1. Se ovenfor S. 176, jfr. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 296.
  2. Saaledes iſær i den ovenfor omtalte Samling af Homilier eller Prædikener, der i det mindſte er ſkreven paa Island, om end enkelte af Prædikenerne ſelv maaſkee kunne være forfattede anden Steds; at alligevel nogle af disſe virkelig ere forfattede paa Island, ſees af Indholdet, hvor Island og islandſke Forhold udtrykkeligt nævnes; og det kan ſaaledes neppe betvivles, at de alle mere eller mindre ere lempede efter islandſk Tænkeviis. Naar der altſaa her tales om Kongers og Kejſeres Myndighed ſom gjeldende overalt i Chriſtenheden, viſer dette utvetydigt, at ogſaa Islændingerne i det mindſte tildeels erkjendte den.
  3. Gisſur var nemlig, ſom Slægttavlen i forr. B. No 11 viſer, Datterdatterſøn af Jon Loftsſøn.
  4. I Hirdſkraa Cap. 15 omtales og de Betingelſer, under hvilke den islandſke Jarl udnævntes, ſom forſkjellige fra dem, Orknø-Jarlerne vare underkaſtede.
  5. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 297. Sturl. Saga, X. 1. 20. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte originalen nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
  6. I Sturl. Saga, 20 ſtaar der, urigtigt, at Gisſur tilbragte Vintren paa Syderøerne og ej tom til Island førend Sommeren efter. Annalerne, og andre Steder i Sagaen ſelv, viſe nokſom at han kom til Island 1258.
  7. Se for Reſten herom nedenfor.
  8. Han maa have været boſat i Bergen, thi det er efter ham at Gaarden „Guldſkoen“ paa Bryggen har ſit Navn.
  9. Sturlunga Saga, X. 4.
  10. Han havde nemlig, ſom der i Sturl. Saga fortælles (IX. 22), førſt boſat ſig i Hitardal, ſom han kun med ſtor Vanſkelighed fik den forrige Ejer til at aftræde, derpaa (IX. 43) i Svignaſkard.
  11. Olafs Død 1259 omtales kun i Annalerne. Man vil erindre fra det foregaaende, at han boede paa Stavaholt paa ſamme Maade, ſom Snorre og hans
  12. Der tales vel kun om at de lovede at komme til Althinget, men dette Løfte kunde de dog ej give, uden at der førſt har været aabnet Underhandlinger, og Forbund indgangne mellem dem og Hallvard eller Ravn.
  13. Sturlunga Saga. IX. 10.
  14. Navnene paa dem, der ſvore for Nordlandet, angives: de vare, for Thingeyarthing Asgrim Thorſteinsſøn, Hall Tyſt og Gudrek; for Eyjafjorden (Vadle-Thing) Hall paa Madrevalle, Thorvard af Saurbø, Gudmund fra Ravnagil; fra Skagafjorden (Hegranes-Thing) Geir audge, Kalf og Thorgeir, Brand Kolbeinsſøns Sønner; for Hunavatns-Thing eller Egnene veſtenfor Vatnsſkard, ſom de kaldtes, Bjarne raa Audkuluſtad, Sigurd af Hvamm, Illuge Gunnarsſøn. Sturlunga Saga, X. 11, 21, 26.
  15. Norges gl. Love I. 461. Denne Eed eller Overeenskomſt for Nord- og Sønderlandet er her aftrykt efter et Brudſtykke, der ſynes at have været indtaget i den ſenere Act af 1302, ſe næſte Note.
  16. Se Annalerne ved dette Aar. Hertil hører ogſaa aabenbart den i Norges gl. Love I. 460 under Litr. A indtagne Act, ſkjønt den der er henført til Kong Haakon Haakonsſøn. At dette ej kan være ſaaledes, men at den maa henføres til banet Sønneſøn, Kong Haakon Magnusſøn den yngre, viſe flere Omſtændigheder med fuldkommen Evidens. For det førſte kunde der ikke være Tale om nogen ſaadan almindelig Underkaſtelſe af hele Islands Almue under Norges Konge, ſom den tier omtalte, førend i 1264, da ogſaa Oddaverjerne og Øſtfjordingerne havde underkaſtet ſig, men da var Kong Haakon død, og man havde erfaret hans Død paa Island, ſe Magnus Haak. Saga S. 157. For det andet kaldes Kongen „Haakon den kronede“; men denne Titel plejede Islændingerne ikke al give Kong Haakon Haakonsſøn, derimod ſeer man af Overeenskomſten No. 62 i Norges gl. Love III. S. 145, at de netop plejede at kalde hans Sønneſøn ſaaledes. Fremdeles tales der, ſaavel i hiin Act, ſom l denne, om „Skat og Thingfarekjøb, ſom Lovbogen vidner“; men denne Lovbog er ingen anden end den ſaakaldte Jonsbok, eller K. Magnus Haakonsſøns Lovbog af 1280, Thegnſkylda Cap. 1. Endvidere erklæres alle Udenrigsſtevninger at ſkulle ophøre, men ſaavel af Biſkop Arnes Saga ſom af Annalerne ſeer man at de friſkt væk fandt Sted lige ſaa vilkaarligt ſom ſør, indtil Kong Haakon Magnusſøns Tid. Det ſamme gjelder og med Beſtemmelſen om at der kun ſkulde være islandſke Lagmænd og Sysſelmænd. Man erfarer, at der ſendtes norſke Lagmænd indtil Aaret 1301, men at der netop fra 1302 af kun udnævntes Islændinger dertil. Desuden, naar det i ſelve Clauſulen heder: „Islændinger ſkulle Lagmændene og Sysſelmændene være her i Landet, af deres Æt, ſom i fordums Tid (at fornu) have opgivet Godordene“, ſaa er det umiskjendeligt, at denne Opgivelſe af Godordene omtales ſom en gammel Begivenhed, der i det mindſte ligger en Generation tilbage; hvorhos der neppe kunde være Tale om „Lagmænd og Sysſelmænd“ paa Island, førend de Love vare vedtagne, ſom hjemlede Tilværelſen af.disſe norſke Embeder i Landet. Overhoved bliver det ved Sammenligning af Stykket II. 460 A med III. S. 145 klart, at de kun ere forſkjellige Udtog af et og ſamme Hoved-Document, og at de indbyrdes ſupplere hinanden. Det ſidſte er fuldſtændigere i Begyndelſen, men mere kortfattet i det følgende, det ferſke omvendt. Den gamle Eedsformular af 1262 er her, ſom man ſeer, lagt til Grund og for en ſtor Deel heel optagen. Den er i ſin fulde Udførlighed bleven indført i det for omtalte vidløftige Aktſtykke, hvoraf der nu kun findes Begyndelſen og Slutningen tilbage, aftrykte under B i N. gl. L. II. 464, men denne Slutning ſtemmer Ord til andet med Slutningen af Akten i III. 145. Dette giver os fuldſtændigt Nøglen til Forklaring af det Hele. Overeenskomſten i 1302 maa oprindelig have været meget udførlig, og have optaget alle de ældre Aktſtykker, med Tilføjelſe af alt hvad der ſenere vedtoges: hine Brudſtykker, mellem hvilke endog hele 2 Blade ſynes at mangle, have netop indeholdt alt dette in extenso. Men der har tillige været foranſtaltet forſkjellige, mere eller mindre nøjagtige, Uddrag deraf: eet ſaadant Uddrag er Stykket II. 260. A, et andet er Stykket III. 145: hiint har meſt af Begyndelſen, dette meſt af Slutningen. Paa denne Maade forklares aabenbart alt bedſt og naturligſt. Hr. Jon Sigurdsſøn har neppe Ret, naar han i ſit indholdsrige lille Skrift om Islands ſtatsretlige Forhold henfører den førſte med alle dens Beſtemmelſer til 1262. Navnlig forholder det ſig ikke ſaa, at Tillægget „ſom Loven beſtemmer“ i Udtrykket „Skat og Thingfarekjøb ſom Loven beſtemmer“, kun gjelder Thingfarekjøbet (isl. ſt. Forh. S. 8, Not.) thi ſaavel Redactionen i III. 145 ſom Artiklen i Loven ſelv viſer at Tillægget gjelder begge Dele. Heller ikke kunde der egentlig endog blive Tale om nogen Clauſul om Godordene i 1262, førend norſk Ret var vedtagen, thi indtil da vedblev det gamle Syſtem, og det forudſattes i 1262, at Høvdingerne ſkulde vedblive at øve deres patrimoniale Jurisdiction.
  17. Jonsbok, Thegnſk. Cap. 1.
  18. Graagaas, Thingſkapath. Cap. 4. Vigſlode Cap. 25.
  19. F. Ex. i 1187, ſe de isl. Annaler.
  20. Overeenskomſten med St. Olaf af 1222, ſe N. gl. Love I. S. 437, jvfr. ovenfor I. 2. S. 696.
  21. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 311. Sturl. Saga, X, 11, 21, 26. Isl. Annaler.
  22. Sturl. Saga, X. 27. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 315.
  23. Annalerne, ved 1263. Vi have her og i det Foregaaende med Henſyn til denne og den foregaaende Eedsaflæggelſe fulgt Sturl. Saga og Annalerne, fordi de, ſaaledes ſom vi nu have dem for os, ſaa beſtemt ordne Begivenhederne paa denne Maade, at man ikke egenmægtigt tør afvige derfra. I Sturl. Saga, X. 7, 8, tales der førſt om, hvorledes Thord Andresſøn om Sommeren 1259 oplagde Raad mod Gisſurs Liv, men forgjeves, og hvorledes Gisſur derpaa, ſom ovenfor berettet, drog med en ſtor Skare, underſtøttet af Sturla Thordsſøn, til Rangaarvalle, ſom han herjede, indtil der ſtiftedes midlertidigt Forlig, ifølge hvilket Thord ſkulde tilbringe den følgende Vinter hos Gisſur, hvoraf der dog.intet blev, hvorimod Ingebjørg Sturlasſøns Bryllup ſtod ſenere, to Dage før Martinsmesſe, paa Stad hos Gisſur, der ved denne Lejlighed gjorde Sturla til Lendermand og lovede ham Borgarfjorden. Derpaa heder det i Cap. 9, at Gisſur, anden Sommer han opholdt ſig paa Stad, altſaa 1260 (han havde boſat ſig der Vaaren 1259) havde Møde paa Thingſkaale med Rangæingerne, der nu ſvore ham og Kongen Troſkabseed, hvorefter Thord Andresſøn fulgte med ham nordefter og tilbragte den følgende Vinter hos ham. Det ſamme, lige fra Gisſurs Ankomſt til Landet, indtil Rangæingernes Troſkabseed, gjentages i Cap. 20 og 21, og umiddelbart derefter fortælles der at Hallvard Guldſko kom ud det næſte Aar: altſaa er det aabenbart, at hiint Møde paa Thingſkaale og Rangæingernes Troſkabseed henføres til 1260. Annalerne have ogſaa for 1259: „Gisſur plyndrede paa Rangaarvalle“, og for 1260 omtale de. Modet paa Thingſkaale ſaavel ſom Rangæingernes Troſkabseed. Men nu fortælles der i Sturl. Saga Cap. 22—25 om nogle Affærer mellem Gisſur og Thord Andresſøn, ſom endte med dennes Tilfangetagelſe og Henrettelſe 27de Sept. 1264. At Aarstallet er rigtigt, ſees deels af Annalerne, deels deraf, at Sagaen ſelv ſiger at Henrettelſesdagen var en Løverdag, hvilket kun pasſer paa 1264. Men Capitlet begynder med at Thord „reed fra Thinget øſter over Aaerne“, efter at have ſkilts fra Gisſur „nok ſaa anſtændigt paa Thinget“, og at han reed hjem til ſin Gaard Valle, „hvor der dog nu var ſmaat imod før-“. Dette ſynes dog virkelig at hentyde paa, at Thord havde været længe hjemmefra, men derimod ſammen med Gisſur; og heraf maatte man altſaa ſlutte, at Gisſur juſt nu lod ham drage bort efter at have haft ham hos ſig om Vinteren, med andre Ord, at hiint Vinterophold var fra 1263 til 1264, ikke fra 1260 til 1261. Men var det altſaa i 1263, at Thord fulgte hjem med Gisſur, ſaa bliver det ogſaa i dette Aar, at Rangæingerne ſvore Gisſur og Kongen Troſkabseed, og da vi nu virkelig af Annalerne erfare, at en ſaadan Eed blev ſvoren 1263, ſynes det unegteligt rimeligere at antage, at dette er den ſamme Eedsaflæggelſe, ſom ogſaa ovenfor omtales, end at lade Rangæingerne to Gange ſværge Troſkabseed, engang i 1260, en anden Gang i 1263, hvilket jo ellers bliver nødvendigt. Det er ogſaa at lægge Merke til, at man ikke egentlig ſeer nogen videre Spor eller Følge af deres foregivne tidligere Troſkabseed i 1260: der tales ikke mere derom, og derimod ſeer det i 1262 og 1263 ud ſom om de aldrig før havde indladt ſig paa noget ſaadant. Da Sturlungaſagas Text paa dette Sted er meget forvirret, kunde det nok være muligt, at en Begivenhed fra 1263 urigtigt er henført til 1260. Annalernes Maade at omtale Sagen paa i 1260 viſer tydeligt, at Sturl. Sagas Ord her ere udſkrevne; de give altſaa her ikke noget uafhængigt Vidnesbyrd. Derimod ſeer man tydeligt nok, at den førſte Fejde med Rangæingerne og Ingebjørgs Giftermaal ſkede i 1259: under Forudſætning af, at Rangæingernes Forlig er at flytte ned til 1263, maa der altſaa i Mellemtiden have været en langvarig Spænding mellem Gisſur og Oddefolkene. Dette er l ſig ſelv ikke ſaa uſandſynligt. At Gisſur intet raſkt Skridt foretog, kunde forklares deraf, at de norſke Udſendinger gave ham andet at tænke paa. Men hvor rimelig den her opſtillede Gisning end forekommer os, have vi dog ej vovet at optage den mod Sagaens og Annalernes udtrykkelige Ord.
  24. Annalerne, ved 1263.
  25. Annalerne, ved 1264.
  26. Dagen angives i et Nekrologium.
  27. Magnus Haakonsſøns Saga Cap. 3.