Det norske Folks Historie/5/42

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Om Begivenhederne paa den fjerne og fattige grønlandſke Coloni veed man kun meget lidet ſiden Einar Sokkesſøns Drab 1133 og de Uroligheder, ſom ſtode i Forbindelſe dermed[1]. Alt hvad vi vide, indſkrænker ſig til Biſkopsſkifterne ſaavel ſom til Beretningerne om at et eller andet Skib forliſte i Grønlands Ubygder. Biſkop Arnalds Eftermand var Jon Knut, ſom det tidligere er viiſt[2]; efter hans Død 1187, rimeligviis i Norge, vilde Erkebiſkop Eyſtein, ſom det ovenfor er nævnt, udnævne Ingemund Thorgeirsſøn, den ſenere ſaa bekjendte Biſkop Gudmunds Farbroder, til hans Efterfølger, men Ingemund frabad ſig det[3]. Aarſagen, hvorfor Eyſteins Valg faldt paa Ingemund, var ſikkert den, at dennes Æt lige fra gammel Tid havde drevet Sejlads paa Grønland og underholdt en vis Forbindelſe dermed. Ættens Stamfader var den af os tidligere omtalte Are Maarsſøn, der mod Slutningen af det 10de Aarhundrede kom til det ſaakaldte Hvitramannaland, og ſom var nær beſlægtet med Grønlands Opdager, Erik rødes, Huſtru[4]. En Broder af Ingemund Thorgeirsſøn ved Navn Einar var omkommen paa en Rejſe til Grønland, i Ubygderne[5], og dette blev ogſaa Ingemunds Skjebne, da han paa Skibet Stangerfolen i Aaret 1189 vilde vende tilbage fra Norge til Island; Skibet, fortælles der, kom til Grønlands Ubygder — ſandſynligviis har det dog vel ligget i Planen at anløbe Grønland — og man borte i lang Tid ej mere dertil, førend i 1202, henved 14 Aar efter, da Skibet fandtes, og ſov af Beſætningens Liig opdagedes i en Hule: et af dem var Ingemunds; det var endnu ufortæret, og ved Siden laa en Voxtavle, hvorpaa han med Runer havde optegnet, hvorledes det var gaaet ved Skibets Forliis[6]. Det er ovenfor omtalt, at Erkebiſkop Eyſtein, da Ingemund afſlog at modtage Udnævnelſen til Grønlands Biſkop, indviede dertil en vis Jon, der kaldtes Sverresfoſtre, rimeligviis fordi han var en Yndling af Kong Sverre, eller af ham var hjulpen frem; han kaldes ogſaa Jon Smyril. Denne Jon afrejſte i 1183, og overvintrede i Øſtfjordene paa Island; han forlod Island rimeligviis den følgende Vaar, og ankom altſaa nogen Tid efter til Grønland; men i Aaret 1202 forlod han Grønland igjen for at drage lige til Rom, uviſt i hvilket Erende. Han overvintrede atter paa Øſtfjordene, hvor han traf ſammen med Islands tvende Biſkopper, Paal og Gudmund, ligeſom han ogſaa beſøgte Paal i Skaalholt. Han lærte, ſiges der, Islændingerne at lave Viin af Krækebær, efter den Anviisning, Kong Sverre i ſin Tid havde givet ham[7]. Biſkop Jon døde 1209, uviſt om paa Grønland eller i Norge[8]. Hans Eftermand var Helge, Søn af en vis Agmund Ravakoll, med hvem Thorgeir, Biſkop Brands Søn, i Aaret 1185 ſejlede til Norge[9], heraf kan man vel ſlutte, at Agmund var en Farmand, og at Sønnen Helge, ligeſom tidligere Ingemund, udſaaes til Biſkop i Grønland, netop fordi han ſaaledes hørte til en Farmands-Familie. Man veed for Reſten ikke mere om Helge, end at han døde 1230[10], hans Eftermand var en vis Nikolas, der indviedes i Aaret 1234, men ikke kom til Grønland førend 1239, og døde 1242[11]. Disſe lange Mellemrum mellem grønlandſke Biſkoppers Død og deres Eftermænds Udnævnelſe, ſaavel ſom mellem Udnævnelſen og Embeds-Tiltrædelſen, viſer, hvor hyppigt afbrudt og i det hele taget ubetydelig Forbindelſen mellem Grønland og Norge maa have været. Mellem Island og Grønland var den endnu ubetydeligere, og dertil ſkede der forholdsviis ikke faa Forliis i denne vanſkelige, farefulde Fart. Der maa have været lange Tider, hvor den lille Coloni ganſke har været afſkaaren fra den øvrige civiliſerede Verden, og kun anviiſt paa ſig ſelv; da Korn ikke avledes i Landet, kunde der være Tider, hvor man ſavnede endog det til den hellige Natverd nødvendige Brød, ej at tale om Viin[12]. Hertil ſigter vel følgende Erklæring, ſom Pave Gregorius i Aaret 1237, netop i Tiden mellem Biſkop Nikolas’s Indvielſe og Afrejſe, meddeelte Erkebiſkop Sigurd paa dennes Foreſpørgſel, og ſom maaſkee endog Nikolas i egen Perſon kan have ventet: „da du foreſpørger dig, hvor vidt man, naar deri nogle af dine Suffraganers Kirker er Mangel paa Korn, kan meddele Folket i Sakramentet en ſimpel Oblat af hvilken ſom helſt Materie, for ved denne uſkyldige Skuffelſe i Fromhedens Tjeneſte nogenledes at berolige det; ſaa og, hvorvidt man kan give det Øl eller en anden Drik i Stedet for Viin, da Viin neppe eller aldrig findes i hine Egne: meddele vi dig herved det Svar, at ingen af Delene maa ſkee, ſaa ſom i dette Sakrament den ſynlige Form ſkal bære Brødets af Korn og Vinens af Druer, indviet efter Indſtifterens Ord ved Preſten, hvorefter der ikke er nogen Tvivl om, at de da indeholde virkeligt Kjød og Blod: derimod kan man give Folket ſimpelt hen velſignet Brød, ſaaledes ſom Skik og Brug er i enkelte af hine Egne[13]. Da man ikke engang paa Island eller Færøerne, eller nordligſt i Haalogaland, kan tænke ſig en ſaadan Brødmangel, ſom den, der her forudſættes, men alene paa Grønland, ſynes virkelig ſaavel Foreſpørgſelen ſom Svaret kun at have gjeldt denne Coloni, og Sagen at være bleven gjort anhængig af Nikolas, da han opholdt ſig i Norge for at modtage Indvielſen. Det ſlaar ikke Fejl, at ogſaa han, ligeſom de fleſte af hans Forgængere, nærmeſt har været valgt til Embedet enten fordi han allerede forhen havde været paa Grønland, eller i det mindſte havde nærmere Forbindelſer med Landet, ſaa at han kjendte dets Tarv, og ſaaledes ogſaa vidſte, til hvilken Yderlighed man kunde komme, naar der i flere Aar ingen Tilførſel havde været. Mod Brødmangelen kunde Paven, ſom vi ſee, ikke give noget Raad, eller paapege noget Surrogat for Brødet; hvad derimod Mangelen paa Viin angaar, da ſees det at han tillod, naar ſaadan fandtes, i Stedet for den ſædvanlige, foreſkrevne Indvielſe af begge Species, kun at indſkrænke ſig til den ſimple Velſignelſe af Brødet.

Alt dette giver en temmelig klar Foreſtilling om, hvilken ſørgelig Tilværelſe den lille grønlandſke Coloni i det hele taget havde at friſte, og hvor mange Vanſkeligheder den havde at kæmpe med, blot for at kunne beſtaa. Men den var nu engang bleven ſtiftet der, og Indbyggerne behagede ſig i at danne en egen liden Stat for ſig ſelv, med eget Hovedthing, egen Biſkopsſtol (ſkjønt den rigtignok ſiges i Kongeſpejlet kun at udgjøre en Trediedeel af et Biſkopsdømme[14]), ja endog med tvende Kloſtre, det ene et Auguſtinerkloſter i Ketilsfjord, indviet St. Olaf, det andet et Benedictiner-Nonnekloſter i Ravnsfjord. Begge vare rimeligviis ſtiftede omkring 1200, maaſkee fra Norge af, og ſynes, ligeſom overhoved de kirkelige Stiftelſer paa Grønland, at have haft forholdsviis ret gode Emolumenter[15]. Den Handel, ſom blev dreven med Landets Naturproducter, der alle hørte til det ſjeldnere og koſtbarere Slags, var ellers ret fordeelagtig. Vel havde den Lyſt til at gjøre Opdagelſesrejſer til fjernere Egne, der udmerkede de førſte Coloniſter, tabt ſig, og om Farter til Viinland var der ikke mere Tale, dog droge, ſom det ſynes, Grønlands mægtigere Bønder hvert Aar til de inderſte, nordlige Egne af Baffinsbugten, deels for at ſamle Drivtømmer, deels, og fornemmelig, for at fange Selhunde, der her fandtes i ſtørre Mængde og af hedre Slags end længer ſydpaa. Til disſe Farter, hvori dog ogſaa Nordmænd hyppigt ſynes at have deeltaget, havde de egne ſtore og ſterkt byggede Skuder. Disſe nordlige Stationer, med et fælles Navn kaldte Nordſæderne (Nordrsetur), ſynes at have været paa forſkjellige Steder fra Bjørne (Diſko) af indtil den ſaakaldte Kroksfjord og Kroksfjordheid, der efter en løs Angivelſe omtrentligt kan beregnes til at have ligget under 75 Grader nordlig Brede, og altſaa rimeligviis at ſøge ved det nu ſaakaldte Lancaſter-Sund[16]. Handelen paa Grønland ſynes, ſom det allerede tidligere er nævnt, fornemmelig at være dreven fra Norge af, og dets Forbindelſe med Norge ſaaledes at have været hyppigere end med det langt nærmere Island. Allerede dette maatte være nok for Kong Haakon til at gjøre Ønſket om Herredømmet over Grønland levende hos ham; hertil kom nu ogſaa det i Særdeleshed efter hans Kroning udtalte, og af Cardinal Villjam i Pavens Navn godkjendte Princip, at ethvert Folk ſkulde lyde en Konge, og da naturligviis helſt den Konge, med hvis Rige det for Reſten ſtod i nærmeſt Forbindelſe, eller med hvis Underſaatter det var i nærmeſt Nationalſlægtſkab. For Kongens Forfængelighed havde det vel ogſaa noget eget tillokkende, at kunne kalde ſig Herre over det yderſte Norden. Paa ſamme Tid, ſom Thord Kakale og Biſkop Henrik ſendtes til Island for at paaſkynde dette Lands Underkaſtelſe, ſendtes derfor ogſaa den Aaret forud til Biſkop Nikolas’s Eftermand indviede Olaf, om uvis Herkomſt og tidligere Stilling for Reſten intet andet vides, end at han ej var fød Grønlænding, til Grenland i ſamme Erende, det vil da ſige ved Siden af hans gejſtlige Hoved-Sysſel. Rimeligviis bar hun ogſaa medbragt et Brev fra Cardinalen eenslydende med det til Islands Indbyggere. Det lader ikke til, at Olaf i Førſtningen tog ſig videre af Sagen; maaſkee hun endogſaa mødte Modſtand, thi endnu ti Aar derefter havde Grønlændingerne ikke underkaſtet ſig Kong Haakon. Men om Høſten 1261, ſamtidigt med eller ſtrax efter Kong Magnus’s Giftermaal og Kroning, kom trende, ſom man maa formode norſke, Farmænd og Skibsſtyrere, Odd af Sjalt[17], Paal Magnusſøn og Knarrar-Leif, fra Grønland efter fire Aars Fraværelſe, og meldte at Grønlændingerne nu havde vedtaget ej alene at yde Skat til Kongen, men ogſaa at erlægge Bod til Kronen eller Thegngilde for alle Manddrab, hvad enten den dræbte var norſk eller grønlandſk, og hvad enten Drabet var ſkeet hjemme i Bygden eller oppe i Nordſæderne. Denne Underkaſtelſe var endnu fuldſtændigere end Islændingernes; thi for det førſte ſynes den at have været fælles vedtagen af det hele Folk, medens Island kun deelviis underkaſtede ſig, for det andet havde Grønlændingerne allerede ſtrax ved Siden af Skatteydelſen ogſaa vedtaget Thegngildet, der rigtignok ſynes at maatte være uadſkilleligt forbundet med Erkjendelſen af den ſaakaldte Thegnſkylda, eller Underſaatsforholdet til Kongen, men hvortil Islændingerne dog endnu ikke udtrykkeligt havde forpligtet ſig, og ſom heller ikke blev formeligt vedtaget førend i 1269[18], ſom det ſiden ſkal viſes. Hvorledes Sagen blev dreven paa Grenland, om de nys nævnte Mænd havde faaet noget Hverv af Kongen, og ſaaledes ſelv virket dertil, eller om de blot meldte, bvad de under deres Opbold der havde været Vidne til, vides ikke. Det ſones ſom om denne Underkaſtelſe ikke bar vakt liden Glæde eller Opſigt ved Hoffet, bvortil det vel ogſaa bidrog, at den ſkede tidligere end Islands, og ſaaledes var den førſte ſtørre Tilvæxt, Kongen paa denne Maade vandt til ſit Herredømme. Man pralede nu af, at Kongens Magt ſtrakte ſig lige op under Nord-Stjernen. I et Kvad, ſom Sturla Thordsſøn ikke mange Aar efter digtede om Kong Haakon, og ſom viſtnok udtalte de ſamme Ord, hvormed Kongens Omgivelſer lykønſkede ham til de nye Erhvervelſer, heder det: „du har Lyſt til at forøge dit Rige over hele den kolde Sone lige til Nordſtjernen, til alle gode Mænds Glæde; hidtil har ingen anden Konge end du erhvervet Herredømmet der; Nationerne priſe din Hæder længere did end Solen ſkinner“[19]. Ligeſom den ſpanſke Konge i ſin Tid gjorde ſig til af, at Solen ikke gik ned i hans Lande, ſaaledes berømmede altſaa Kong Haakons Hofmænd ham for at hans Rige ſtrakte ſig videre end Solens Straaler kunde naa.

  1. Se ovenfor II. S. 757—760.
  2. Se ovenfor II. S. 862
  3. Se ovenfor III. 206, jvfr. 820. Vi gribe her Lejligheden til at berigtige, hvad der ytres i Noten ſammeſteds, at Udtrykket „Mariukirkja at Staði“ ſkulde betegne Stadsbygdens Kirke: thi ved Sammenligning af flere Steder, hvor der tales om at En var prestr at staði, staðarprestr, ſees det, at herved kun menes Vicarius eller Capellan, midlertidig Preſt; det var altſaa ikke til Stadsbygden, men til Mariekirken i ſelve Nidaros, at Ingemund udnævntes til Preſt.
  4. Om Are Maarsſøn m. m. ſe ovenfor, I. II. S. 359.
  5. Se Biſkop Gudmunds Saga Cap. 1. Sturlunga Saga II. 39. Den ſandfærdige Styrkaar fra Grønland, heder det, berettede at Skibet, hvorpaa Einar ſejlede, ſtrandede i Ubygderne, og at Mandſkabet havde deelt ſig i to Partier, der indbyrdes ſloges øm Provianten, da den for gik op for det ene end for det andet; at Einar ſelv tredie kom bort, tog Vejen over Jøklerne, og døde, da de kun havde en Dagsrejſe til nærmeſte Bygd.
  6. Sturl. Saga III. 7. Biſkop Gudmunds Saga. Jvfr. ovenfor III. 206, 820. Samme Aar, Ingemund afſejlede fra Norge, kom og, beder det, en vis Aasmund Kaſtanrasſe fra Finsboderne og Korsøerne (paa Øſtkyſten af Grønland) til Breidafjorden paa Island med et Skib uden Jernſøm, med 13 Mands Beſætning, men forliſte Aaret efter. Sturl. Saga III. 7. Annalerne.
  7. Se ovenfor III. S. 206, 393, 825. Sturl. Saga III. 5. Biſkop Paals Saga Cap. 9. Annalerne omtale ſom en merkelig Begivenhed, at der i 1203 var 3 Biſkopper paa Island.
  8. De islandſke Annaler.
  9. Se ovenfor III. S. 205. Sturl. Saga III. S.
  10. Isl. Annaler.
  11. Annalerne, ved disſe Aar. Flatø-Annalerne henfører Nikolas’s Død til 1240, men Annales regii, de bedſte, til 1242.
  12. Kongeſpejlets Skildring af Grønland, Cap. 17—19, ſe ovenfor I. 2. S. 362. Her ſtaar der udtrykkeligt: „Mængden i Landet veed ikke hvad Brød er, ſaa aldrig Brød“.
  13. Dipl. Norv. I. No. 16. Jvfr. Keyſer. n. Kirkeh. I. S. 412.
  14. Kongeſpejlet, S. 43.
  15. Se Grønl. hiſt. Mindesmerker III. S. 254, 255. Det er iſær den Omſtændighed at Kongeſpejlet ikke omtaler disſe Kloſtre, ſom bringer os til at ſætte dem efter 1200. Kirkebø Benedictinerinde-Kloſter paa Island ſtiftedes ej før 1186, og Flatø Auguſtinerkloſter ikke før 1172; for det fjerne Grønland maa vi vel regne nogle Tiaar ſildigere. At i det mindſte Olafskloſtret var ſtiftet fra Norge, ſynes dets Indvielſe til St. Olaf at viſe.
  16. Se „Grønlands hiſt. Mindesmerker“ III. 234—236, 881—885.
  17. Sjaltar, Sjólt, nu Sjold, efter hvilken den forhenværende ſaakaldte Sjolds Skibrede havde ſit Navn, er en Gaard i Birkelands Sogn ved Bergen.
  18. Se Annalerne ved dette Aar, ſamt Biſkop Laurentius’s Saga.
  19. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 311. Det her anførte Vers udgjorde vel en Deel af det Emne„ ſom Sturla i Aaret 1263 digtede om Kong Haakon, førend endnu hans Død var bleven bekjendt i Norge, ſaaledes ſom det nedenfor ſkal omtales.