Det norske Folks Historie/5/43

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Idet vi nu atter optage Traaden af Fortællingen om de Begivenheder, ſom enten forefaldt i Norge ſelv, eller hvori Kong Haakon umiddelbart tog Deel, ville vi, førend vi gaa over til den ſidſte ſtore og betydningsfulde Akt af hans virkſomme og daadrige Liv, hans Veſterhavstog, med nogle Ord omtale hans ſeneſte Forhandlinger med Paveſtolen og Forhold til Gejſtligheden overhoved. Der udgik fremdeles Korstogs-Opraab, om det end ikke lader til, at man længere tog Kongen paa Ordet efter de af ham tidligere givne Løfter. Det ſidſte Korstogs-Opraab, vi ovenfor have omtalt ſom udgaaet til Norden i Almindelig hed, gjaldt Preusſen og Lifland, idet Pave Alexander, ved Brev af 11te Marts 1256 til Broder Abſalon, Dominicanernes Provincialprior i Provinſen Savn» befalede ham at lade ſine undergivne Ordensbrødre i.alle tre nordiſke Riger prædike Korſet til de Chriſtnes Undſætning mod de hedenſke Preusſere og Liver, med den ſædvanlige Ret til at meddele de Indulgenſer m. m., der ellers tilſtodes Korsfarere til det hellige Land[1]. Det ſpændte Forhold, hvori Kong Haakon paa den Tid ſtod til Danmark, de ſenere Forvirringer i Danmark ſelv, og endelig den norſke Sæculargejſtligheds onde Øje til Dominicanerne, forklarer nokſom, hvorfor dette Opbud ikke kunde gjøre ſynderlig Fremgang i Norge, ja maaſkee ikke engang blev prædiket, uagtet Broder Abſalon viſt ikke undlod at drive paa Sagen, navnlig da han om Vaaren eller Sommeren 1257 ſendtes af Kong Chriſtopher til Kong Haakon, for at anholde om Vaabenſtilſtand og Fredsmøde[2]. Vi have ligeledes ſeet, at Pave Alexander i 1255 ſøgte at benytte ſig af Kong Haakons tidligere Korstogsløfte for at faa ham til at kæmpe for de pavelige Interesſer i Nedre-Italien, ſaavel ſom at dette upaatvivleligt ſtod i Forbindelſe med den ſpanſke Konges ivrige Tilnærmelſer[3]; men at Kong Haakon holdt Stand mod alle Overtalelſer, og hverken bed Løfter eller Smiger lod ſig forlede til at gjøre ſtore, bekoſtelige Udruſtninger og drage langt hen i fjerne Lande for at ſkaffe andre, ham uvedkommende, Fyrſter Riger og Lande paa ſin fordums Ven Kejſer Frederiks, eller hans Ætlingers Bekoſtning. Hvad der her iſær ſtod ſaavel Paven ſom de andre ſydeuropæiſke Fyrſter for Hovedet, og ſom fornemmelig bragte dem til at ſøge Haakons Venſkab, var unegteligt det Ro, der gik af hans mægtige Flaade, og af Nordmændenes Tapperhed og Færdighed i at ſtride til Søs, hvori det lader til at man har anſeet dem alle andre daværende Nationer overlegne. Dette fremgaar aabenbart af Kong Ludvig den 9des Skrivelſe til Haakon i 1248, ſom vi ovenfor have omtalt, hvori den franſke Konge ej alene anmodede ham om at gjøre ham Følge paa det foreſtaaende Tog til det “hellige Land, men endog tilbød ham „ſom mægtig og erfaren paa Havet“ Befalingen over den franſke Flaade, der ſkulde deeltage i Toget[4]. Det tør vel hænde, at man for en Deel kan have overført uklare Erindringer fra den gamle Vikingetid om Nordmannernes Vælde til Søs paa de ſenere Nordmænd, hvilke man antog for lige ſaa ſtridbare og driſtige Sømænd ſom hine; men ſaa meget er viſt, at om denne Overførelſe i ſig ſelv ikke var fuldkommen berettiget, gav dog den Stilling, Kong Haakon nu indtog i Norden, og overhoved i hele Nordeuropa, god Anledning dertil; hun havde virkelig nu en Flaade, ſaa ſtor, vel ruſtet og vel bemandet, ſom neppe nogen Fyrſte i hele Europa for Øjeblikket havde; den kunde i Haſt ſamles og bringes paa hvad Punkt det ſkulde bære; med den havde han to Gange ſpillet Meſter i Danmark, førſte Gang da han tvang Kong Chriſtopher til at ſlutte Fred, og anden Gang, da det blotte Rygte om hans Nærmelſe befriede Sjæland fra Vendernes Ødelæggelſer, og i det hele taget bidrog til at gjenoprette Fred og Orden i Landet. Vi ville ogſaa ſnart i det følgende ſee, hvilken Ængſtelſe det blotte Rygte om hans foreſtaaende Ankomſt med en Flaade til de veſtlige Farvande vakte endog i England. Denne Anſeelſe, hvori han ſtod, fornemmelig ſom Herre over en vældig Sømagt, var vel ogſaa en af de væſentlige Grunde til den Forekommenhed og Eftergivenhed, den pavelige Curie ufravigeligt viſte mod ham, og den bekræfter nokſom, hvad ogſaa Hollands Exempel ſenere tilfulde bar viiſt, at en mindre Stat, der paa Grund af ſin Beliggenhed og Folkets ſæregne Beſkaffenhed er i Stand til at underholde og bemande en betydelig Flaade, derved kan komme til at opnaa en Magt og Anſeelſe blandt andre Stater og ſpille en politiſke Rolle, der aldeles ikke ſtaar i Forhold til dens Folkemængde og øvrige Hjelpekilder: en Rolle, Norge ogſaa kunde have vedblevet at ſpille, hvis ikke, ſom allerede tidligere omtalt, Tidens Aand og Omſtændighederne havde medført, at Søkrigsvæſenet tilſideſattes for Riddervæſenets Affødning, Kampen til Lands og Anvendelſen af lejede Landtropper; men mod hvilken ærefulde Stilling intet nu omſtunder hindrer vort Fædreland i at ſtræbe, ja ſom det endog meget mere er anviiſt paa i det mindſte tilnærmelſesviis at indtage, naar kun Nationens indre Kræfter faa udvikle ſig frit, naturligt, og i den med dens Charakteer og ſæregne Beſkaffenhed bedſt overeensſtemmende Retning.

Tatarernes eller Mongolernes nye Fremſkridt under Mandſchu, Gajuks Efterfølger (1251—1259) og i den nærmeſte Tid ſtrax efter hans Død, idet de ej alene udbredte ſig over Syrien og Meſopotamien, men tillige truede Ungarn og herjede Polen, vakte ſtore Bekymringer hos Pave Alexander. Han havde udſkrevet et ſtort almindeligt Kirkemøde, der ſkulde holdes i Rom 14 Dage efter Paaſke i 1261, og til hvilket viſtnok ogſaa den norſke Gejſtlighed var indkaldt. Men Frygten for at dette kunde more noget Afbræk i de Udruſtninger, der nu maatte anſees uomgængeligt nødvendige mod hine Chriſtenhedens fælles Fiender, bevægede ham til at udſætte Kirkemødet indtil videre, og derimod at tilſkrive alle chriſtne Konger, Hertuger, Erkebiſkopper, Biſkopper, og andre Fyrſter, at de med Raad og Daad maatte forſvare ſig og Chriſtendommen mod Barbarerne, ſamt nøje overlægge om, hvilke Midler hertil varede tjenligſte, og hvorledes man kunde faa ſamlet en ſtor Hærmasſe imod dem paa det bekvemmeſte Sted. Naar de vel havde overvejet dette, ſkulde de inden 6te Juli ſende Befuldmægtigede og Sendebud til det apoſtoliſke Sæde for der videre at raadſlaa om denne Sag. Med andre Ord, det tidligere udſkrevne Concilium udſattes til nys nævnte Dag, og Forſvaret mod Tatarerne beſtemtes til Hovedgjenſtand for de vordende Forhandlinger[5]. Men allerede over en Maaned for den beſtemte Samlingstid afgik Pave Alexander ved Døden, den 25de Mai 1261, og det varede hele tre Maaneder, inden Cardinalerne kunde blive enige om, hvo der ſkulde vælges til hans Efterfølger. Endelig valgte de, den 29de Auguſt, Pantaleon, Patriarch af Jeruſalem, der kronedes den 4de September næſtefter, og antog Navnet Urbanus den 4de. I Mellemtiden vare mange Befuldmægtigede ankomne fra forſkjellige Lande, men da Cardinalerne havde ſaa meget at beſtille med Valg-Anliggendet, at de ej kunde beſkjeftige ſig med andet, lode de Sendebudene drage hjem igjen, for ej at forvolde dem unyttigt Ophold, udſættende den Sag, for hvis Skyld de vare komne, indtil en ny Pave var valgt. Der var nu heller ikke ſaa megen Haſt paa Ferde, da Ungarerne endnu førend Alexander var død havde tilføjet Mongolerne et ſtort Nederlag og derved ſtandſet Faren for det førſte. Ogſaa fra Norge var der kommet Sendebud, ſkjønt efter den beſtemte Tid, ſandſynligviis endog efter at det nye Pavevalg havde fundet Sted. Til disſe Sendebud ſluttede ſig rimeligviis ogſaa den til Biſkop i Hamar udſeede Archidiaconus Gilbert, der allerede Aaret forud havde forladt Norge med Skrivelſe fra Kongen og Erkebiſkoppen til Paven om, at de begge ønſkede hans Udnævnelſe til denne Biſkopsſtol. Sendebudene medbragte ligeledes Breve fra begge Konger, hvori disſe blandt andet tilmeldte Paven, at der nu i veie Norge indſamledes Bidrag til det omhandlede Anliggendes Fremme. Pave Urbanus modtog Geſandterne venligt, men da han, ſom han ſagde, i denne førſte Tid efter ſin Ophøjelſe paa Paveſtolen følte ſig ſaaledes betynget af Sorger og Bekymringer, at han ikke havde kunnet ſkjenke den Sag, hvorfor de vare komne, behørig Opmerkſomhed, beſluttede han ſig til at ſende dem tilbage, idet han dog medgav dem en Skrivelſe til Kongerne, hvori han, fremſtillende hele Sagens Gang, paa det varmeſte anbefalede dem den og formanede dem til at lade ſig finde raſke og redebonne til alt hvad der kunde tjene til dens Fremme. Da denne Skrivelſe er dateret i Viterbo den 9de Juni 1262[6], maa de norſke Sendebud ſaaledes have opholdt ſig indtil paa den tiende Maaned ved Curien, og Gilbert naturligviis endnu længer. Sandſynligviis fulgte Gilbert med dem tilbage[7]. Pave Alexander havde, ſom man maa antage, ikke gjort noget ved hans Sag, hvorfor han maatte oppebie Urbanus’s Valg; denne medgav ham en Skrivelſe, hvori det vel overdroges Erkebiſkoppen at vælge den nye Biſkop i Hamar, men dog med det Smag„ at han efter Kongens Ønſke ſkulde vælge Gilbert. Dette ſkede da, og Gilbert indviedes, ſom det tidligere er berettet, den 4de Marts 1263 tilligemed Biſkop Brand til Hole af Erkebiſkop Einar, med Biſtand af Biſkopperne Peter af Bergen og Thorgils af Stavanger, i Chriſtkirken i Nidaros, ſandſynligviis ogſaa i Overvær af begge Kongerne, ſom den Vinter opholdt ſig i Throndhjem. Erkebiſkoppen, ſiges der, var i denne Tid ſygelig, og beſøgte kun ſjelden Kongen, men alt løb dog nok ſaa vel af mellem dem, iſær ved Kong Magnus’s Beſtræbelſer.

Imidlertid prædikedes der flittigt Korstog mod hine Chriſtenhedens Fiender, og Pave Urban overdrog fremdeles Dominicanernes Provincialprior for Dacien Overopſigten hermed i hans Provins. Skjønt Kong Haakon ikke egentlig lagde nogen Hindringer derimod, ſyntes han dog ſlet ikke om at dette Hverv ikke heller var overdraget til dertil ſkikkede Mænd i hans eget Rige. Han har rimeligviis fra tidligere Dage haſt noget imod Broder Abſalon, ligeſom Forholdet mellem Danmark og Norge paa denne Tid, om end tilſyneladende fredeligt, dog ikke var videre venſkabeligt, fornemmelig paa Grund af de Vanſkeligheder, ſom gjordes ved Opladelſen af de Ejendomme, der tilhørte Dronning Ingeborg. Heri har vel ogſaa Erkebiſkoppen og den øvrige norſke Sæculargejſtlighed, der havde ſaa meget imod Dominicanerne, givet ham Medhold, og for en ſtor Deel bidraget til, at han virkelig affærdigede Sognepreſten til Strandvik, Agmund[8], til Paven i dette ſpecielle Erende, med et Brev, hvori han udtalte ſin Forundring over at Paven ej havde overdraget Hvervet til en norſk Gejſtlig, og anholdt om at dette nu maatte ſkee, ſaa meget mere ſom baade han ſelv og hans Underſaatter for øvrigt vare villige og rede til at hjelpe og biſtaa den, hvem dette Erende blev til Deel. Pave Urban viiſte ſig lige ſaa føjelig mod Haakon, ſom hans Forgængere. Han tilbagekaldte det Broder Abſalon givne Hverv, og overdrog det derimod til Erkebiſkop Einar, idet han tillige ved en ſærſkilt Skrivelſe[8] befalede Norges øvrige Biſkopper og Gejſtlige i denne Sag at være ham og dem, han maatte tage til Medhjelpere, lydige og hjelpſomme. Da de Skrivelſer, ſom Paven i denne Anledning udfærdigede, ere daterede ſaa ſildigt ſom 21de og 23de October 1263[9], fandt de, ſom det i det følgende vil ſees, hverken Erkebiſkoppen eller Kong Haakon i Live, og Sagen bortfaldt af ſig ſelv. Dette var det ſidſte virkelige Korstogs-Anliggende, ſom beſkjeftigede Kong Haakon, og overhoved nogen norſk Konge; thi Korstogs-Prædikener brugtes ſiden kun ſom et Middel til at ſkaffe Paveſtolen Penge ved de dertil indſamlede frivillige Bidrag ſaavel fra Lægfolket ſom den tvungne Afgift af de gejſtlige Indtægter. Den kongelige Geſandt, Agmund, benyttede ſig forøvrigt efter Evne af Lejligheden til at ſkaffe ſig ſelv Fordele, idet han foreſtillede Paven, at flere Præbender i Oslo Kirke ſkulde have ſtaaet ſaa længe vacante, at Collationen deraf ifølge Lateranconciliets Beſlutning tilkom Paveſtolen, og derfor, ſom man kan ſkjønne, anholdt hos Paven om at maatte faa en af dem. Heri føjede ogſaa Paven ham, af Conſideration for Kongen, ſom han ſagde, og overdrog Biſkop Gilbert, ſaavel ſom en Meſter Andres, Chorsbroder i Stavanger, at indſætte vant deri, uden at bryde ſig om, hvad Biſkop Haakon eller Capitlet kunde anføre til Indvending. Brevet herom er dateret den 28de October, altſaa ſamme Dag ſom den ſidſte af de oven nævnte to Skrivelſer. Om den havde nogen Følge, vides for Reſten ikke. Da den naaede Norge, var Biſkop Gilbert rimeligviis endnu ikke kommen tilbage fra Veſterhavstoget, paa hvilket han ledſagede Kongen. Om dette merkelige Tog, det vældigſte, der nogenſinde er udgaaet fra Norge, maaſkee kun med Undtagelſe af Kong Harald Sigurdsſøns Krigstog til England, og ſom var det Foretagende, hvormed Kong Haakon ſluttede Rækken af ſine ſtore og berømmelige Bedrifter, ſkulle vi nu berette.

  1. Se ovenfor S. 125.
  2. Se ovenfor S. 162.
  3. Se ovenfor S. 126. 140, 185, 186.
  4. Se ovenfor S. 45.
  5. Raynaldus, ved 1264, No. 4—6.
  6. Dipl. Norv. I. No. 55.
  7. Han var nemlig, ſom det ſees, indtruffen noget ſør 4de Marts 1263, paa hvilken han indviedes. Skjønt det heder i Cod. Friſianus, dog ej i Flatøbogen, at han da var „nykommen fra Curien“, behøver man dog ikke derfor at antage, at han var kommen umiddelbart ſer Indvielſen: hine Ord vilde pasſe, om han endog var kommen i Julen, eller ved det forrige Aars Udgang. Det er heller ikke ſagt at han ſtrax ved Ankomſten til Norge begav ſig til Nidaros. Erkebiſkoppen har maaſkee endog udſat hans Indvielſe, for at den kunde ſkee ſamtidigt med Brands. Under disſe Omſtændigheder kan man godt antage, at Gilbert og de norſke Befuldmægtigede tilſammen have forladt ham i Juli 1262. Sturlunga Saga I. 27 ſiger derhos udtrykkeligt, at da Erkebiſkop Einar i Faſten (efter 11te Febr.) raadſlog om Brands Valg, var Gilbert og de øvrige, ſom havde faret med ham, komne fra Curien. Disſe vare rimeligviis Geſandterne til det paatænkte Kirkemøde.
  8. 8,0 8,1 I Afſkriften af det pavelige Brev, Dipl. Norv. I. No. 58, kaldes han Admundus, men da et Navn ſom Admund er aldeles ukjendt i Norſk, og man heller ikke her kan tænke paa Edmund, da dette Navn maatte være Paveſtolen Bekjendt, bliver det rimeligſt, at man har ſkrevet Admundus, der mere nærmer ſig Edmundus, i Stedet for det uvante „Agmundus“.
  9. Dipl. Norv. I. No. 56, 57. Skrivelſen til Erkebiſkoppen er af 23de, til Gejſtligheden af 21de Octbr.