Det norske Folks Historie/5/43

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 382-387).

Idet vi nu atter optage Traaden af Fortællingen om de Begivenheder, som enten forefaldt i Norge selv, eller hvori Kong Haakon umiddelbart tog Deel, ville vi, førend vi gaa over til den sidste store og betydningsfulde Akt af hans virksomme og daadrige Liv, hans Vesterhavstog, med nogle Ord omtale hans seneste Forhandlinger med Pavestolen og Forhold til Gejstligheden overhoved. Der udgik fremdeles Korstogs-Opraab, om det end ikke lader til, at man længere tog Kongen paa Ordet efter de af ham tidligere givne Løfter. Det sidste Korstogs-Opraab, vi ovenfor have omtalt som udgaaet til Norden i Almindelig hed, gjaldt Preussen og Lifland, idet Pave Alexander, ved Brev af 11te Marts 1256 til Broder Absalon, Dominicanernes Provincialprior i Provinsen Savn» befalede ham at lade sine undergivne Ordensbrødre i.alle tre nordiske Riger prædike Korset til de Christnes Undsætning mod de hedenske Preussere og Liver, med den sædvanlige Ret til at meddele de Indulgenser m. m., der ellers tilstodes Korsfarere til det hellige Land^[1]. Det spændte Forhold, hvori Kong Haakon paa den Tid stod til Danmark, de senere Forvirringer i Danmark selv, og endelig den norske Sæculargejstligheds onde Øje til Dominicanerne, forklarer noksom, hvorfor dette Opbud ikke kunde gjøre synderlig Fremgang i Norge, ja maaskee ikke engang blev prædiket, uagtet Broder Absalon vist ikke undlod at drive paa Sagen, navnlig da han om Vaaren eller Sommeren 1257 sendtes af Kong Christopher til Kong Haakon, for at anholde om Vaabenstilstand og Fredsmøde^[2]. Vi have ligeledes seet, at Pave Alexander i 1255 søgte at benytte sig af Kong Haakons tidligere Korstogsløfte for at faa ham til at kæmpe for de pavelige Interesser i Nedre-Italien, saavel som at dette upaatvivleligt stod i Forbindelse med den spanske Konges ivrige Tilnærmelser^[3]; men at Kong Haakon holdt Stand mod alle Overtalelser, og hverken bed Løfter eller Smiger lod sig forlede til at gjøre store, bekostelige Udrustninger og drage langt hen i fjerne Lande for at skaffe andre, ham uvedkommende, Fyrster Riger og Lande paa sin fordums Ven Kejser Frederiks, eller hans Ætlingers Bekostning. Hvad der her især stod saavel Paven som de andre sydeuropæiske Fyrster for Hovedet, og som fornemmelig bragte dem til at søge Haakons Venskab, var unegteligt det Ro, der gik af hans mægtige Flaade, og af Nordmændenes Tapperhed og Færdighed i at stride til Søs, hvori det lader til at man har anseet dem alle andre daværende Nationer overlegne. Dette fremgaar aabenbart af Kong Ludvig den 9des Skrivelse til Haakon i 1248, som vi ovenfor have omtalt, hvori den franske Konge ej alene anmodede ham om at gjøre ham Følge paa det forestaaende Tog til det “hellige Land, men endog tilbød ham „som mægtig og erfaren paa Havet“ Befalingen over den franske Flaade, der skulde deeltage i Toget^[4]. Det tør vel hænde, at man for en Deel kan have overført uklare Erindringer fra den gamle Vikingetid om Nordmannernes Vælde til Søs paa de senere Nordmænd, hvilke man antog for lige saa stridbare og dristige Sømænd som hine; men saa meget er vist, at om denne Overførelse i sig selv ikke var fuldkommen berettiget, gav dog den Stilling, Kong Haakon nu indtog i Norden, og overhoved i hele Nordeuropa, god Anledning dertil; hun havde virkelig nu en Flaade, saa stor, vel rustet og vel bemandet, som neppe nogen Fyrste i hele Europa for Øjeblikket havde; den kunde i Hast samles og bringes paa hvad Punkt det skulde bære; med den havde han to Gange spillet Mester i Danmark, første Gang da han tvang Kong Christopher til at slutte Fred, og anden Gang, da det blotte Rygte om hans Nærmelse befriede Sjæland fra Vendernes Ødelæggelser, og i det hele taget bidrog til at gjenoprette Fred og Orden i Landet. Vi ville ogsaa snart i det følgende see, hvilken Ængstelse det blotte Rygte om hans forestaaende Ankomst med en Flaade til de vestlige Farvande vakte endog i England. Denne Anseelse, hvori han stod, fornemmelig som Herre over en vældig Sømagt, var vel ogsaa en af de væsentlige Grunde til den Forekommenhed og Eftergivenhed, den pavelige Curie ufravigeligt viste mod ham, og den bekræfter noksom, hvad ogsaa Hollands Exempel senere tilfulde bar viist, at en mindre Stat, der paa Grund af sin Beliggenhed og Folkets særegne Beskaffenhed er i Stand til at underholde og bemande en betydelig Flaade, derved kan komme til at opnaa en Magt og Anseelse blandt andre Stater og spille en politiske Rolle, der aldeles ikke staar i Forhold til dens Folkemængde og øvrige Hjelpekilder: en Rolle, Norge ogsaa kunde have vedblevet at spille, hvis ikke, som allerede tidligere omtalt, Tidens Aand og Omstændighederne havde medført, at Søkrigsvæsenet tilsidesattes for Riddervæsenets Affødning, Kampen til Lands og Anvendelsen af lejede Landtropper; men mod hvilken ærefulde Stilling intet nu omstunder hindrer vort Fædreland i at stræbe, ja som det endog meget mere er anviist paa i det mindste tilnærmelsesviis at indtage, naar kun Nationens indre Kræfter faa udvikle sig frit, naturligt, og i den med dens Charakteer og særegne Beskaffenhed bedst overeensstemmende Retning.

Tatarernes eller Mongolernes nye Fremskridt under Mandschu, Gajuks Efterfølger (1251–1259) og i den nærmeste Tid strax efter hans Død, idet de ej alene udbredte sig over Syrien og Mesopotamien, men tillige truede Ungarn og herjede Polen, vakte store Bekymringer hos Pave Alexander. Han havde udskrevet et stort almindeligt Kirkemøde, der skulde holdes i Rom 14 Dage efter Paaske i 1261, og til hvilket vistnok ogsaa den norske Gejstlighed var indkaldt. Men Frygten for at dette kunde more noget Afbræk i de Udrustninger, der nu maatte ansees uomgængeligt nødvendige mod hine Christenhedens fælles Fiender, bevægede ham til at udsætte Kirkemødet indtil videre, og derimod at tilskrive alle christne Konger, Hertuger, Erkebiskopper, Biskopper, og andre Fyrster, at de med Raad og Daad maatte forsvare sig og Christendommen mod Barbarerne, samt nøje overlægge om, hvilke Midler hertil varede tjenligste, og hvorledes man kunde faa samlet en stor Hærmasse imod dem paa det bekvemmeste Sted. Naar de vel havde overvejet dette, skulde de inden 6te Juli sende Befuldmægtigede og Sendebud til det apostoliske Sæde for der videre at raadslaa om denne Sag. Med andre Ord, det tidligere udskrevne Concilium udsattes til nys nævnte Dag, og Forsvaret mod Tatarerne bestemtes til Hovedgjenstand for de vordende Forhandlinger^[5]. Men allerede over en Maaned for den bestemte Samlingstid afgik Pave Alexander ved Døden, den 25de Mai 1261, og det varede hele tre Maaneder, inden Cardinalerne kunde blive enige om, hvo der skulde vælges til hans Efterfølger. Endelig valgte de, den 29de August, Pantaleon, Patriarch af Jerusalem, der kronedes den 4de September næstefter, og antog Navnet Urbanus den 4de. I Mellemtiden vare mange Befuldmægtigede ankomne fra forskjellige Lande, men da Cardinalerne havde saa meget at bestille med Valg-Anliggendet, at de ej kunde beskjeftige sig med andet, lode de Sendebudene drage hjem igjen, for ej at forvolde dem unyttigt Ophold, udsættende den Sag, for hvis Skyld de vare komne, indtil en ny Pave var valgt. Der var nu heller ikke saa megen Hast paa Ferde, da Ungarerne endnu førend Alexander var død havde tilføjet Mongolerne et stort Nederlag og derved standset Faren for det første. Ogsaa fra Norge var der kommet Sendebud, skjønt efter den bestemte Tid, sandsynligviis endog efter at det nye Pavevalg havde fundet Sted. Til disse Sendebud sluttede sig rimeligviis ogsaa den til Biskop i Hamar udseede Archidiaconus Gilbert, der allerede Aaret forud havde forladt Norge med Skrivelse fra Kongen og Erkebiskoppen til Paven om, at de begge ønskede hans Udnævnelse til denne Biskopsstol. Sendebudene medbragte ligeledes Breve fra begge Konger, hvori disse blandt andet tilmeldte Paven, at der nu i veie Norge indsamledes Bidrag til det omhandlede Anliggendes Fremme. Pave Urbanus modtog Gesandterne venligt, men da han, som han sagde, i denne første Tid efter sin Ophøjelse paa Pavestolen følte sig saaledes betynget af Sorger og Bekymringer, at han ikke havde kunnet skjenke den Sag, hvorfor de vare komne, behørig Opmerksomhed, besluttede han sig til at sende dem tilbage, idet han dog medgav dem en Skrivelse til Kongerne, hvori han, fremstillende hele Sagens Gang, paa det varmeste anbefalede dem den og formanede dem til at lade sig finde raske og redebonne til alt hvad der kunde tjene til dens Fremme. Da denne Skrivelse er dateret i Viterbo den 9de Juni 1262^[6], maa de norske Sendebud saaledes have opholdt sig indtil paa den tiende Maaned ved Curien, og Gilbert naturligviis endnu længer. Sandsynligviis fulgte Gilbert med dem tilbage^[7]. Pave Alexander havde, som man maa antage, ikke gjort noget ved hans Sag, hvorfor han maatte oppebie Urbanus’s Valg; denne medgav ham en Skrivelse, hvori det vel overdroges Erkebiskoppen at vælge den nye Biskop i Hamar, men dog med det Smag„ at han efter Kongens Ønske skulde vælge Gilbert. Dette skede da, og Gilbert indviedes, som det tidligere er berettet, den 4de Marts 1263 tilligemed Biskop Brand til Hole af Erkebiskop Einar, med Bistand af Biskopperne Peter af Bergen og Thorgils af Stavanger, i Christkirken i Nidaros, sandsynligviis ogsaa i Overvær af begge Kongerne, som den Vinter opholdt sig i Throndhjem. Erkebiskoppen, siges der, var i denne Tid sygelig, og besøgte kun sjelden Kongen, men alt løb dog nok saa vel af mellem dem, især ved Kong Magnus’s Bestræbelser.

Imidlertid prædikedes der flittigt Korstog mod hine Christenhedens Fiender, og Pave Urban overdrog fremdeles Dominicanernes Provincialprior for Dacien Overopsigten hermed i hans Provins. Skjønt Kong Haakon ikke egentlig lagde nogen Hindringer derimod, syntes han dog slet ikke om at dette Hverv ikke heller var overdraget til dertil skikkede Mænd i hans eget Rige. Han har rimeligviis fra tidligere Dage hast noget imod Broder Absalon, ligesom Forholdet mellem Danmark og Norge paa denne Tid, om end tilsyneladende fredeligt, dog ikke var videre venskabeligt, fornemmelig paa Grund af de Vanskeligheder, som gjordes ved Opladelsen af de Ejendomme, der tilhørte Dronning Ingeborg. Heri har vel ogsaa Erkebiskoppen og den øvrige norske Sæculargejstlighed, der havde saa meget imod Dominicanerne, givet ham Medhold, og for en stor Deel bidraget til, at han virkelig affærdigede Sognepresten til Strandvik, Agmund^[8], til Paven i dette specielle Erende, med et Brev, hvori han udtalte sin Forundring over at Paven ej havde overdraget Hvervet til en norsk Gejstlig, og anholdt om at dette nu maatte skee, saa meget mere som baade han selv og hans Undersaatter for øvrigt vare villige og rede til at hjelpe og bistaa den, hvem dette Erende blev til Deel. Pave Urban viiste sig lige saa føjelig mod Haakon, som hans Forgængere. Han tilbagekaldte det Broder Absalon givne Hverv, og overdrog det derimod til Erkebiskop Einar, idet han tillige ved en særskilt Skrivelse^[8] befalede Norges øvrige Biskopper og Gejstlige i denne Sag at være ham og dem, han maatte tage til Medhjelpere, lydige og hjelpsomme. Da de Skrivelser, som Paven i denne Anledning udfærdigede, ere daterede saa sildigt som 21de og 23de October 1263^[9], fandt de, som det i det følgende vil sees, hverken Erkebiskoppen eller Kong Haakon i Live, og Sagen bortfaldt af sig selv. Dette var det sidste virkelige Korstogs-Anliggende, som beskjeftigede Kong Haakon, og overhoved nogen norsk Konge; thi Korstogs-Prædikener brugtes siden kun som et Middel til at skaffe Pavestolen Penge ved de dertil indsamlede frivillige Bidrag saavel fra Lægfolket som den tvungne Afgift af de gejstlige Indtægter. Den kongelige Gesandt, Agmund, benyttede sig forøvrigt efter Evne af Lejligheden til at skaffe sig selv Fordele, idet han forestillede Paven, at flere Præbender i Oslo Kirke skulde have staaet saa længe vacante, at Collationen deraf ifølge Lateranconciliets Beslutning tilkom Pavestolen, og derfor, som man kan skjønne, anholdt hos Paven om at maatte faa en af dem. Heri føjede ogsaa Paven ham, af Consideration for Kongen, som han sagde, og overdrog Biskop Gilbert, saavel som en Mester Andres, Chorsbroder i Stavanger, at indsætte vant deri, uden at bryde sig om, hvad Biskop Haakon eller Capitlet kunde anføre til Indvending. Brevet herom er dateret den 28de October, altsaa samme Dag som den sidste af de oven nævnte to Skrivelser. Om den havde nogen Følge, vides for Resten ikke. Da den naaede Norge, var Biskop Gilbert rimeligviis endnu ikke kommen tilbage fra Vesterhavstoget, paa hvilket han ledsagede Kongen. Om dette merkelige Tog, det vældigste, der nogensinde er udgaaet fra Norge, maaskee kun med Undtagelse af Kong Harald Sigurdssøns Krigstog til England, og som var det Foretagende, hvormed Kong Haakon sluttede Rækken af sine store og berømmelige Bedrifter, skulle vi nu berette.

1. Se ovenfor S. 125.
2. Se ovenfor S. 162.
3. Se ovenfor S. 126. 140, 185, 186.
4. Se ovenfor S. 45.
5. Raynaldus, ved 1264, No. 4–6.
6. Dipl. Norv. I. No. 55.
7. Han var nemlig, som det sees, indtruffen noget sør 4de Marts 1263, paa hvilken han indviedes. Skjønt det heder i Cod. Frisianus, dog ej i Flatøbogen, at han da var „nykommen fra Curien“, behøver man dog ikke derfor at antage, at han var kommen umiddelbart ser Indvielsen: hine Ord vilde passe, om han endog var kommen i Julen, eller ved det forrige Aars Udgang. Det er heller ikke sagt at han strax ved Ankomsten til Norge begav sig til Nidaros. Erkebiskoppen har maaskee endog udsat hans Indvielse, for at den kunde skee samtidigt med Brands. Under disse Omstændigheder kan man godt antage, at Gilbert og de norske Befuldmægtigede tilsammen have forladt ham i Juli 1262. Sturlunga Saga I. 27 siger derhos udtrykkeligt, at da Erkebiskop Einar i Fasten (efter 11te Febr.) raadslog om Brands Valg, var Gilbert og de øvrige, som havde faret med ham, komne fra Curien. Disse vare rimeligviis Gesandterne til det paatænkte Kirkemøde.
8. I Afskriften af det pavelige Brev, Dipl. Norv. I. No. 58, kaldes han Admundus, men da et Navn som Admund er aldeles ukjendt i Norsk, og man heller ikke her kan tænke paa Edmund, da dette Navn maatte være Pavestolen Bekjendt, bliver det rimeligst, at man har skrevet Admundus, der mere nærmer sig Edmundus, i Stedet for det uvante „Agmundus“.
9. Dipl. Norv. I. No. 56, 57. Skrivelsen til Erkebiskoppen er af 23de, til Gejstligheden af 21de Octbr.