Det norske Folks Historie/5/44

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 387-395).

Det er ovenfor nævnt, hvorledes Skotlands Konge, Alexander den Sten„ havde bestræbt sig paa det ivrigste for at faa Suderøerne lagte under sit Scepter, og, da dette ikke lukkedes ham ved Underhandlinger og Tilbud af Pengesummer, allerede var i Begreb med at begynde Krig, da Døden overraskede ham ved Kjarbarø den 8de Juli 1249^[1], og Fiendtlighederne for det første indstilledes af dem, der styrede paa hans syv- eller aatte-aarige Søn Alexander den 3dies Vegne. I den lange Mindreaarighedstid laa de skotske Magnater for det meste i Fejde med hinanden indbyrdes om, hvilket Parti der skulde føre Formynderskabet; man havde derfor ikke Tid til at beskjeftige sig med de syderøiske Anliggender, og den norske Konges Autoritet blev derfor temmelig urokket paa Øerne. Saaledes var der heller ikke blevet noget af, at Eogan af Argyll, eller Kong Jon, som han kaldtes, formelig sagde sig fri fra det norske Lensforhold og hyldede den skotske Konge, hvortil han af Frygt for den Krig, hvormed Alexander den 2den truede, havde erklæret sig villig; han erkjendte vistnok nu, som det allerede ovenfor er viist, Nødvendigheden af, i Tilfældet af en aabenbar Krig mellem Norge og Skotland, da at tage Parti med det sidste Rige, hvor han havde de største Besiddelser, men den mod Forventning indtrufne og temmelig langvarige Fredstilstand sparede ham endnu en Tidlang for at gjøre noget bestemt Skridt, uagtet han for øvrigt neppe lagde Dølgsmaal paa, at han heldede til den skotske Side, og derfor ogsaa, som vi have seet, optraadte mere i Egenskab af skotsk Magnat end af norsk Underkonge. Han synes derfor heller ikke længer af Nordmændene at have været regnet som den egentlige Konge i denne nordlige Deel af Øerne; thi der er nu for det meste kun Tale om „Kongen“, ikke om „Kongerne“, og denne Konge var Eogans Frænde, den før omtalte Duggall Søn af Ruaidhri (Dugald Mac Rory), der var Kong Haakon særdeles hengiven og ubrødelig tro. Duggalls Søn Erik opholdt sig endog i Norge og ved Haralds Hird^[2], sandsynligviis, efter de Tiders Skik, som et Slags Gissel for Faderens Troskab, dog vel mere for Formens Skyld, end fordi det virkelig behøvedes. Paa Man herskede Kong Magnus Olafssøn, der ligeledes var Kong Haakon tro. Saaledes stode Tingene hen, indtil Kong Alexander var bleven voxen, og gift med Margrete, en Datter af den engelske Konge Henrik den 3die. Han opnaaede vel ikke den egentlige Myndighedsalder førend i 1262, men det forstod sig dog af sig selv, at han, da det lakkede mod denne Tid, og allerede i sig selv var fuldvoxen, udøvede stor Indflydelse paa Regjerings-Anliggenderne. Navnlig optog han ivrigt sin Faders Plan, at lægge Syderøerne til det skotske Rige. Underhandlingerne med Norge i dette Øjemed aabnedes i Aaret 1261, idet der nemlig, strax efter at Kongerne Haakon og Magnus havde sendt Biskop Haakon m. fl. for at vente den danske Kongedatter, og imidlertid selv vare dragne til Bergen, ankom to Gesandter fra Kong Alexander, en Archidiaconus og den forhen nævnte Ridder Missell. Hvad deres egentlige Erende var, siges ikke, men det maa vel især have været det samme som de foregaaende Gesandters, nemlig at underhandle om en mindelig Afstaaelse af Øerne, samt ved Siden heraf at handle om Erstatning for de smaa Fornærmelser, som norske og skotske Undersaatter paa disse Kanter synes at have tilføjet hinanden. Men, siges der, Kongen kom under Vejr med, at de mere fore med fagre Ord end med Oprigtighed. De søgte ogsaa tilsidst at snige sig vort uden foregaaende Tilladelse af Kongen, tvertimod al Vedtægt baade i ældre og nyere Tider, og havde allerede sat Sejl til, da man merkede at de havde absenteret sig, og Kongen i Hast sendte Brynjulf Jonssøn efter dem. Han indhentede dem, og bragte dem tilbage. Kongen lod dem nu vide, at de til Straf fordi de havde villet tilsidesætte Gesandters almindelige Sædvane, og drage vort uden Orlov, skulde tilbringe hele Vinteren i Norge. Paa denne Maade var det, at Missell blev et ufrivilligt Vidne til Kroningshøjtideligheden. Saa snart Efterretningen herom kom til Skotland, blev der gjort store Ophævelser derover; Kong Alexander beklagede sig for sin Svigerfader, Kongen af England, og denne tilskrev under 23de Marts 1262 Kong Haakon, saavel om at sætte Gesandterne paa fri Fod, som angaaende de øvrige Punkter, der nu vare paa Bane mellem vant og Kong Alexander^[3]. Der blev ogsaa klaget over, at Gesandterne skulde være blevne haardt behandlede, eller, som man udtrykte sig, ikke overeensstemmende med kongelig Anstændighed. Denne Beskyldning var dog aabenbar usand, hvilket man allerede kan see deraf, at Missell var tilstede ved Kroningsfesten og det endog, som det synes, paa en af de bedste Pladse, ligesom der vel heller ikke kan være nogen Tvivl om, at han var Kongens Gjest i Bryllups- og Kronings-Gildet^[4]. Der nævnes ikke udtrykkeligt, naar de bleve sendte vjeni, men man seer kun, at dette maa være skeet i Løvet af Sommeren 1262, thi der findes et andet Brev fra Kong Henrik til Kong Haakon, dateret 15de November 1262^[5], hvori han erkjender Modtagelsen af en Skrivelse fra Kong Haakon, der melder ham at han havde ladet Gesandterne drage frit og uhindret hjem, og at det lige saa lidet havde været hans Hensigt at paaføre den skotske Konge Krig, som det forholdt sig saaledes at Gesandterne ikke skulde være blevne vel og anstændigt behandlede. Men da Kong Haakon skrev dette Brev til den engelske Konge, og endnu mere da denne skrev hiint Svar, havde rigtignok Omstændighederne højligen forandret sig, og saa fredeligt stemt, som Kong Haakon tidligere var, faa nødvendig ansaa han nu en Krig at være. Thi om Sommeren var der indløbet et Brev fra Kong Duggall, der berettede at Villjam, Jarl af Ross^[6], tilligemed flere andre skotske Høvdinger, havde gjort et voldsomt Angreb paa Øen Skye, og faret frem med den frygteligste Grumhed; de havde brændt baade Kirker og Gaarde, dræbt en Mængde Mennesker, baade Kvinder og Mænd, ja endog spiddet spæde Børn paa Spydsoddene; der tilføjedes og, at Kong Alexander agtede at underlægge sig alle Syderøerne^[7], faa sandt han fik beholde Livet. Heraf seer man, at dette Tog var skeet efter hans Befaling, ja at det endog er at betragte som det første Skridt til Udførelsen af den nys nævnte Erobringsplan, hvilket ogsaa bekræftes deraf, at der enten blev aftvunget Øens Indbyggere Gisler, eller at flere af dem bleve bortførte for at benyttes som saadanne; vi erfare nemlig at tvende af disse Gisler fra Skye i Løbet af 1263 holdtes forvarede paa Inverness Slot^[8]. Man behøver just ikke derfor at antage, at Alexander billigede de forøvede Grusomheder. Men hans Myndighedsalder var just nu indtraadt, og han vilde vel gjerne benytte sig af sin Magt til at opnaa det længe attraaede Maal, paa samme Tid som han ogsaa tog Repressalier for Gesandternes Anholdelse. Kong Haakon blev, som man kan vente, særdeles oprørt over det skede, og besluttede strax at hevne det paa det eftertrykkeligste, saa at Lysten skulde forgaa den skotske Konge til, nogensinde herefter at udstrække Haanden efter de norske Besiddelser. Han forelagde dog ogsaa Sagen for sit Raad; men hvilke Meninger end her ytredes, siges der – og man maa heraf slutte, at mange raadede til fredelige Underhandlinger –, blev det dog dertil, at Kongen vilde have Krig. Hans Ytring i Brevet til Kongen af England, at det ikke havde været hans Hensigt at bekrige Kongen af Skotland, var lige fuldt aldeles rigtig, og man behøver ikke derfor, med flere skotske Forfattere^[9], at beskylde Haakon for Tvetungethed; endog det blotte Udtryk, at det ej havde været hans Hensigt, det vil sige, at han oprindelig havde tænkt at gaa fredeligt til Verks, viser noksom, at han først, da han skrev Brevet og naturligviis maatte have modtaget den forfærdelige Beretning fra Kong Duggall, var kommen paa andre Tanker. Derfor tilbød ogsaa den engelske Konge i det nys omtalte Brev sin Megling. Han takkede Kong Haakon paa det Venligste for hans Mildhed mod Gesandterne, og da han, som han sagde, nødigt vilde, og heller ikke fandt det sømmeligt, at der skulde opstaa nogen Tvist mellem begge Konger, men derimod helst saa, at de tidligere mellem begges Forfædre indgangne Venskabsbaand kunde staa urokkede, lovede han at anvende al sin Indflydelse hos den skotske Konge til at denne gav behørig Erstatning for al den Skade, der af ham eller hans Mænd maatte være tilføjet Kong Haakon eller hans Undersaatter. Dette Brev kom dog nu for silde, og rimeligviis havde heller ikke Kong Haakon stor Tiltro enten til Kong Henriks Oprigtighed, eller hans Indflydelse hos Svigersønnen. Han skal ogsaa, som det nedenfor vil sees, have faaet Breve fra de Misfornøjede i Skotland om at komme dem til Hjelp. Strax efter Juul, altsaa i Begyndelsen af 1263, lod Kong Haakon Udbuds-Breve udgaa over det hele Rige, og opbød saavel de haandgangne Mænd, Lendermændene og Sysselmændene med deres Huustropper, som Leding, baade af Folk og Levnetsmidler, saa megen som han troede at Landet kunde taale. Bergen bestemtes til Samlingssted for Hæren, og Tiden til Begyndelsen af Sommeren.

Der blev nu almindelig Travlhed og Bevægelse over det hele Land. Kong Haakon forlod Throndhjem allerede ved Midfastetid, kort efter begge de for omtalte Biskoppers Indvielse, og drog over Dovrefjeld syd til Østlandet, for efter en tidligere Aftale at have en Sammenkomst ved Paasketid med Byrge Jarl i Ljodhuus, enten nu for at raadslaa fremdeles om Arvesagen, eller for at forsikre sig om hans fredelige Sindelag for den Tid, han selv var borte paa Toget. Men da han kom til Ljodhuus, var Jarlen allerede borte^[10]; der blev saaledes intet af Sammenkomsten. Kongen vendte tilbage nord i Viken, og begav sig siden til Bergen, hvor han ankom ved Korsmessetid, den 3die Mai, og drev nu ivrigt paa Udrustningerne. Magnus havde noget senere end han, nærmere Paaske, forladt Throndhjem med begge Dronningerne, som han lod blive tilbage i Bergen, hvorpaa han begav sig til Stavanger, og gjorde de nødvendige Foranstaltninger med Hensyn til Udrustningerne i sit Len, Ryfylke; da han var færdig hermed, drog han til sin Fader i Bergen. Dag for Dag samlede der sig nu betydelige Troppemasser til Byen, baade Lendermænd og Sysselmænd med deres Folk; de fleste haandgangne Mænd i Landet, foruden store Skarer af Ledingsmænd. Kongen sendte tvende Mænd, der begge hørte hjemme der vester, nemlig Jon Langlivssøn, sandsynligviis en Dattersøn af Harald Jarl^[11], og Henrik Skot, hvis Tilnavn viser hans skotske Herkomst, til Syderøerne for .at skaffe paalidelige Lodser eller Vejvisere paa den vanskelige Sejlads i de trange Sund og Fjorde mellem de mange Øer paa Skotlands Vestkyst; disse Lodser skulde møde Flaaden paa Hjaltland. Jon og Henrik opsøgte Kong Duggall og underrettede ham om Flaadens nærforestaaende Ankomst; formodentlig var det ogsaa til ham, at de efter Kongens Befaling skulde henvende sig om Vejvisere. Maaskee havde de ogsaa Kongens Ordre til at kalde Magnus Jarl paa Orknøerne over til Norge, siden vi see denne blandt de Høvdinger, der afsejlede fra Bergen samtidigt med Kongen. Det var højst naturligt, om Kongen i denne kritiske Tid ønskede at have ham hos sig, for at sikre sig hans Troskab og klare det vanskelige Forhold, hvori han stod som den skotske Konges Vasall for Katanes; thi nu, da Krigen var nær ved at udbryde, gik det ikke an at tjene to Herrer, som Eogan af Argyll tidligere sagde, og han maatte nødvendigviis bestemme sig for een af dem. Men muligt er det ogsaa, at allerede de Skridt, den skotske Konge gjorde med Hensyn til Katanes, bestemte Jarlen til ubetinget at kaste sig i Kong Haakons Arme, og uopfordret at begive sig til ham. Vi erfare nemlig, at Kong Alexander havde aftvunget Katanes 21 Gisler, der holdtes forvarede i Inverness, ligesom de tvende fra Skye^[12], og dette lader formode, at han maa have truet Katnesingerne med Krig, ja maaskee endog virkelig sendt Krigsfolk til Landskabet for at underkaste det et Slags militær Occupation. Dette kunde nok vække Jarlens Harme. Men da man dog maa formode, at han som Skotlænding baade paa fædrene og mødrene Side, beslægtet med de mægtigste Ætter af Skotland og selv ligesaa meget skotsk som norsk Vasall, havde sterkest Sympathi for Skotland, og at det saaledes ej kan være Forkjærlighed, der bragte ham til at erklære sig for Haakon, maa man ansee dette hans Valg som Tegn paa, at han frygtede Haakon og hans Flaade mere end Alexander, eller at han har betragtet Norge som det mægtigste af begge Riger. Maa kan man rigtignok ikke vide, om ej ogsaa muligviis de Partihensyn, der i det af Magnat-Factioner uophørligt splittede Skotland spillede en faa betydelig Rolle, ogsaa her kunne have gjort sig gjeldende; om han ikke muligviis kan bade bort til det Parti, der var fiendtligt sindet mod de mægtige Comyner, hvilke nu i længere Tid havde haft den største Indflydelse, og om han ikke endog kan have rejst over til Norge med Breve fra hine Misfornøjede. Skoterne tænkte paa at foretage et nyt Angreb paa Syderøerne ogsaa denne Sommer, men Kong Duggall bragte ud, at der snart vilde komme en Flaade fra Norge paa 40 Skibe. Dette gjorde Skoterne noget ængstlige til Mode, saa at de for det første indstillede det paatænkte Angreb^[13].

Da de opbudne Skarer paa det nærmeste vare komne sammen, kaldte Kongen dem til et almindeligt Thing oppe paa Bakkerne, hvor saaledes en betydelig Krigsmagt forsamlede sig. Her bekjendtgjorde han først og fremst sin Beslutning at drage vest over Havet og hevne de Voldsgjerninger, Skoterne havde øvet mod hans Rige. Kong Magnus tilbød sig at drage i hans Sted, saa at han selv kunde blive tilbage; hans Fader takkede ham med mange fagre Ord for hans gode Vilje, men sagde dog, at det vel blev det bedste, at han selv anførte Toget, da han var ældre og mere erfaren, og desuden vidste bedre Besked om Forholdene der vester. Derimod overdrog han Magnus Regjeringen i Norge for den Tid, han var borte. I en Folkevise, som vi nedenfor nærmere skulle omtale, og som efter al Sandsynlighed er samtidig, heder det at Kongen bød sin Søn Magnus at være hjemme og „raade for Bergen og Vargøhuus“, at Magnus undskyldte sig med sin Ungdom og Faakundighed til at forestaa en saa stor Almue, men at Kongen svarede: „du kan ikke lide den salte So og saa den sterke Bølge“^[14]. Dette er vel neppe blevet sagt, men der maa dog have gaaet Rygte om at Ordene faldt saaledes, og det røber temmelig tydeligt den almindelige Tro om Kong Magnus, at han ikke var synderlig krigersk. Heri tog man vel heller ikke Fejl, og det kunde vel ogsaa hænde sig, at flere yngre, umodne Mænd derfor nærede mindre Agtelse for Magnus, end han fortjente. Paa dette Thing anordnede Kongen ogsaa mangt og meget, der vedkom Landets indre Forhold; navnlig bestemte han, at Sysselmændene ikke skulde paatale Sager, uden de aller største, saa længe han var borte: dette viser, at han ikke troede at hans Fraværelse vilde blive langvarig, thi det vilde ikke kunne have gaaet an, at Sagerne henstode et heelt Aar upaatalte; han gjorde saaledes ganske sikkert Regning paa at komme hjem igjen til Høsten^[15]. Muligt, at det først var ved denne Lejlighed, at den sør omtalte Nedsættelse af Bøderne fandt Sted, dog er det rimeligere, at det skede paa Rigsmødet i 1260, saaledes som vi ovenfor have antaget^[16], da man snarest skulde formode, at han paa dette Thing i Bergen udelukkende har indskrænket sig til Foranstaltninger, der stode i Forbittdelse med Toget, og med Rigsstyrelsen i hans Fravær. Af Gejstlige bestemte han sig til at medtage ikke færre end tvende Biskopper, Gilbert af Hamar og Thorgils af Stavanger, den første sikkert fordi han ved sine tidligere Forbindelser i de vestlige Lande og overhoved ved sit Kjendskab til Forholdene der kunde være meget nyttig; fremdeles Kansleren, Sira Askatin, Thorleif, Abbeden i Holms Kloster, samt flere Prester, Klerker og Munke. Formodentlig var det efter Gilberts eget Andragende, at han den 6te Juni, under Udrustningerne, udstedte et Brev til alle Indbyggerne i Hamars Biskopsdømme, hvori han paalagde dem at yde deres Tiende ordentligt, og præstere Biskoppen hvad der tilkom ham, navnlig Ride-Skyds, idet han indskærpede Sysselmænd og haandgangne Mænd at understøtte Biskoppens Ombudsmænd og straffe de vrangvillige^[17]. Ligeledes var det vel omtrent paa denne Tid, at han sendte Hallvard Guldsko anden Gang til Island.

Kongen bestemte at de erfarne Lendermænd Gaut Jonssøn paa Mel og Nikolas paa Giske, Søn af Peter Paalssøn, der var død om Vaaren 1254^[18], skulde blive tilbage hos Magnus som hans Raadgivere. Ellers synes de fleste Lendermænd og øvrige anseede Mænd at være blevne med paa Toget. Det Skib, hvorpaa han selv vilde sejle, heed Christsuden^[19]; han havde, sytti det synes, nylig ladet det bygge i Bergen, og ganske af Seng; det var meget stort, med forgyldt Dragehoved, Hals og Hale. Han lod det nu sætte i fuldfærdig Stand. Da han var færdig dermed, lagde han med den største Deel af Flaaden ud til Eidsvaag, og begav sig derpaa selv tilbage til Byen, hvor han endnu blev i nogle Dage; derpaa sejlede han ud til Herdle-Vær, hvor hele Flaaden samlede sig og ventede paa Vind, med Undtagelse af nogle Skibs-styrere, der endnu ikke havde tilendebragt deres Udrustninger. Allerede førend han forlod Bergen, havde han sendt Lendermændene Ragnvald Urka, Erling Ivarssøn, den før omtalte Andres Nikolassøn, Hallvard Rand og flere andre forud med 8 Skibe, fornemmelig, som det synes, for at understøtte Kong Magnus i Man, og anspore hans Iver. De laa imidlertid en Tidlang stille yderst ved Havet, uden at kunne faa Vind, saa at de i Virkeligheden kom senere afsted end Hovedflaaden. Men de skyndte sig saa meget mere, da de først fik Bør. Ragnvald kom rigtignok med nogle Skibe ikke længer end til Orknøerne, da han undervejs paa Havet blev skilt fra de øvrige, men disse sejlede lige gjennem Dynrast søndenfor Hjaltland, forbi Barrø-Fjorden, og saa ikke Land, førend de kom forbi det saakaldte Sulesker, en nøgen Klippe et Stokke vestligt for Orknøerne^[20], derfra styrede de lige ind under Diurnes paa Skotlands nordvestre Kyst, gjorde her Landgang, brøde et Kastell ned, hvis Besætning tog Flugten, brændte siden over 20 Gaarde, og fortsatte derfra Sejladsen til Syderøerne, hvor de fandt Kong Magnus. Dette var den første Vaabenbedrift, som i denne Krig forefaldt fra norsk Side^[21].

1. Se ovenfor S. 66.
2. Dette sees deraf, at han i 1263 nævnes blandt Kongens nærmeste Omgivelser. Saavel af Navnet som af den Omstændighed at han senere optræder næsten udelukkende som norsk Høvding, og forblev i Norge efter Syderøernes Afstaaelse, skulde man formode at han endog er bleven opdragen i Norge.
3. Rymeri foedera, I. 407.
4. Se ovenfor S. 212.
5. Rymeri foedera I. S. 422.
6. Se Skene, the Highlanders, II. S. 225.
7. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 314.
8. Alexander den 3dies Chamberlains rolls, i Advoc. library, se Arcæaol. Scot. II. 363. Laurents Grant, Sheriff af Inverness, beregner her i sit Regnskab for 1263 tre Halvpence om Dagen i Underhold for 2 Gisler fra Skye.
9. Lord Hailes, Annals of Scotl. I. S. 212, Arch. Scot. II. 401.
10. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 314–36.
11. Se ovenfor III. 456. Harald Maddadhssøn havde en Datter Langliv, der endog engang, som det heed, skulde egte Sæmund Jonssøn; da Sønner aldrig nævntes efter deres Mødre, uden naar disse vare højbyrdigere end Fædrene, maa man slutte at Langliv, Jons Moder, var af høj Ætt, og da man nu tillige af den Omstændighed, at Jon fik Skotten Henrik til Collega, seer, at man med Flid valgte Folk fra de Egne, eller at Jon selv maa have været en Vesterlænding, slutte vi temmelig sikkert, at Jarledatteren var hans Moder. Henrik Slot maa ikke forvexles med Henrik Skot den ældre, Kong Inges Hofmand, se ovenfor III. S. 555.
12. Se de før omtalte Uddrag af Alexander den 3dies Chamberlains Rolls. Sheriffen af Inverness beregner for 21 Gisler fra Katanes, hver 1 Penny dagligt, for de to fra Skye, hver 1½ Penny daglig, hvilket, tilligemed Udgifterne for deres Vogtere, udgjør 30 Pund 13 Shill. 4 Pence. (Tiden udgjør altsaa henved 44 Uger). Man seer heraf, at Gislerne fra Skye have kostet mere end de fra Katanes at underholde, formodentlig vare de da af højere Byrd. Af Antallet paa de katnesiske Gisler sees og, at det ikke kan have været Jarlen, men Indbyggerne selv, der stillede dem; at saaledes den skotske Konge har traadt i umiddelbar Forbindelse med Indbyggerne, for at sikre sig deres Troskab uden Hensyn til, hvilket Parti Jarlen tog. Dette var saaledes aabenbart en fiendtlig Demonstration mod Jarlen.
13. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 317.
14. Visen, Str. 7 og 8. Merkeligt er det, at Vargøhuus allerede her omtales.
15. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 137.
16. Se ovenfor S. 200.
17. Norges gl. Love, I. S. 462. De Principer, Kongen her udtaler om alle christne Kongers Forpligtelse til at fremme Guds Budord med al den Magt, der er dem forlenet, og saaledes ogsaa med Hensyn til Tienden, ere ret merkelige.
18. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 282. Annalerne, ved 1254.
19. At det heed Christsuden, sees af de isl. Annaler S. 148. Der staar udtrykkeligt (ved 1276): „det Skib, Kong Magnus kaldte Christsuden og som hans Fader Kong Haakon havde vester over Havet“. Dette kan dog neppe forstaaes saaledes, som at Magnus først da skulde have kaldt det Christsuden, og Haakon givet det et andet Navn. Sandsynligviis er det gaaet af Stabelen, medens Magnus var i Bergen under Udrustningerne, saa at han da kom til at give det Navn, ligesom han tidligere paa Faderens Vegne, havde givet Korssuden Navn.
20. Barrø-Fjorden (ikke Tharø-Fjorden) er den store Bugt eller Fjord paa Sydvestsiden af Hjaltland, saaledes kaldet efter Barrø eller Burra. Sulesker fører endnu dette Navn (Souli-Skerry). Det omtales ogsaa i Dipl. Norv. II. S. 518 som et Deportations-Sted.
21. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 318.