Det norske Folks Historie/5/45

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den Flaade, Kong Haakon nu havde faaet ſamlet i Herdle-Vær, maa have været overmaade vældig og prægtig at ſee til. Sturla Thordsſøn, ſom rigtignok ikke ſelv ſaa den ſamlet, men ſom dog maa have talt med Mange, der kunde give den meſt levende Beſkrivelſe over den, ſkildrer den i et Digt, kaldet Ravnsmaal, med glimrende Farver. „De kampdjerve Skarer“, ſiger han, „ſøgte den herlige, tapre Konge lige fra Finnbygderne, medens Jordbeltets (Havets) Vover bare hans ſejrſæle Skib heelt fra Gøta-Elven; ingen Fyrſte ſaa paa eet Sted flere Hærmænd ſamlede; den ædle Konge kunde lukke Landenes Udſtrande med Hærſkibe og Skjolde. Øges Ild (Guldet) ſtraalede paa den navnkundige Herſker fra de til at ſkride over Havets Bølger afrettede Søheſte; Sverdenes altid ſtraalende Sol ſkinnede fra de prægtige Skuder om den viſe Sejrvinder“. Og ſenere beder det om Sejladſen, da den prægtige Flaade ſkred ud paa Havet: „Guldet ſtraalede mod den klare Himmel af de blanke, om Skibene fæſtede Skjolde; den gavmilde Fyrſtes Skibsflokkes Ferd over Havſtrømmene lignede Lyn“[1]. Man man nu end regne noget fra, og ſkrive det paa det højtravende Digterſprogs Regning, ſaa er dog ſaa meget uden for al Tvivl, at Udruſtningen bar varet overordentlig ſtor og prægtig. Hvor mange Skibe Kongen førte fra Norge, ſiges ikke, men ſenere berettes det, at da dele Flaaden var ſamlet i Syderøerne, udgjorde den paa det andet Hundrede af Skibe, altſaa flere end Mi„ og dertil de fleſte ſtore og vel bemandede[2]. Vel forvoldt det ſig neppe ſaaledes, ſom det etſteds ſiges, at denne Flaade ſkulde være ſtørre og vældigere end nogen anden, der var udgaaen fra Norge, thi den Flaade, ſom Kong Harald Sigurdsſøn førte til England, maa dog have været ſtørre, ſiden den udgjorde 240 Skibe foruden Smaaſkuder og Transportſkibe; men derimod tør det vel hænde ſig, at Kong Haakons Skibe i Gjennemſnit vare ſtørre og ſterkere bemandede end Haralds. Den ſkotſke Hiſtorieſkriver Fordun, der plejer at være meget nøjagtig i ſine Beretninger fra denne Tid, angiver Antallet af Haakons Skibe til 160, og Krigernes Antal til 20000[3]. Denne Angivelſe ſtemmer godt med Sagaens, og er derfor ſikkert rigtig; men derved kommer i Gjennemſnit 125 Mand paa hvert Skib, hvilket maa anſees ſom en uſædvanlig ſterk Bemanding, naar man tager i Betragtning, at mange af Skibene vare Ledingsſkibe. Folkeſtyrken var altſaa denne Gang omtrent lige ſaa ſtor ſom paa Kong Haralds Tog, kun var Skibenes Antal noget mindre[4]. Og i alle Fald var Udruſtningen ſaa vældig, at den neppe ſynes at ſtaa i noget ret Forhold til Krigens Aarſag og angivne Henſigt; man kan vanſkelig værge ſig mod den Formodning, at der ogſaa ſtak dybere, mere omfattende Planer derunder. Den Opfordring, ſom vi i det følgende ville ſee at Irerne lode udgaa til Kong Haakon om Hjelp mod Englænderne, og den Beredvillighed, hvormed Kong Haakon lyttede til deres Bøn, og maaſkee, hvis Omſtændighederne havde føjet ſig ſaaledes, virkelig havde opfyldt den, retfærdiggjør Formodningen. Heller ikke var man lidet ængſtlig i England, da det rygtedes, at Kong Haakons mægtige Flaade ſnart var i Vente. Man var ſlet ikke ſikker paa, om ikke Uvejret ogſaa kunde vende ſig mod de engelſke Beſiddelſer, og vel fornemmelig mod Irland. Ængſtligheden overdrev Faren. I et Brev, ſom en vis R. af Nevill, der ganſke livlig var udnævnt til Befalingsmand nordenfor Trent, ſkrev til Kongens Kanſler omtrent paa denne Tid, beder han indſtændigt om at der maatte blive gjort Udveje til de fornødne Penge til forſvarlig Bevogtning af de ham anbetroede Diſtricter og Slotte, navnlig Bamborough; det ſiges nemlig for viſt, ſkriver han, at baade Kongen af Danmark og Kongen af Norge have landet ved de ſkotſke Der med en ſvær Mængde Skibe, og man veed ikke, hvor de agte ſig hen, ſaa at vi paa de Kanter have Fare at befrygte[5]. Dette var ſandſynligviis ſkrevet endnu for Kong Haakons virkelige Ankomſt, men kort efter at Kong Duggall havde udſpredt Rygtet om at han var i Vente; og man ſeer heraf nokſom, i hvilken ængſtlig Spænding Beboerne af de nærmeſte Egne i England befandt ſig. De norſke Krigers Forventning om Sejr, Ære og Bytte har vel i ſamme Forhold været levende. Der gives endnu en Folkeviſe om dette Dog, der vel i ſin nærværende Skikkelſe ſynes at være optegnet i Danmark, men ſom dog bærer umiskjendelige Tegn paa at være bleven til i Norge, og visſelig ſtrax efter Togets Ende[6], da Smerten over de ſkuffede Forventninger endnu var levende, ſaa at der gaar en ſørgelig Tone gjennem det hele, men man føler dog, at det netop er i denne ſørgelige Tone at Skuffelſen giver ſig Luft, og at Hæren, i hvis Midte Viſen rimeligviis er bleven til, drog ud fra Norge med de meſt glimrende Forhaabninger og i den gladeſte Stemning. Om Tilruſtningerne heder det i Viſen:

Byder han (Kong Haakon) ud over Norges Rige
Saa mangen velbyrdig Mand,
Baade med Skib og Verje god,
Han agter ſig til Skotland.

Byder han ud over Norge ſaa vide
Saa mange ſom Sverd kunde bære,
Var nogen iblandt ſom mindre var,
Han havde Lov hjemme at være.

Og om Udſejlingen fra Bergen ſiges der

Saa lagde de ud fra Bergens By,
Og ud fra Berger Bro,
Silkeſejl var ſlagen til Raa
Og under var Bonetten blaa[7].

De lagde ud fra Bergens By,
Og ud af Vaagen ſaa ſilde.
Og alt det Folk paa Bryggen ſad,
Saa modige Taarer de fælde.

Paa Kongens Skib ſkal der iſær have været udſøgte Folk, ligeſom der og var mange anſeede Mænd. Sagaen opregner de fornemſte af dem, men da flere hverken før eller ſenere nævnes, og man ſaaledes ikke kjender videre til dem, anſee vi det unødvendigt, her at meddele den tørre Navneliſte. Vi nævne kun enkelte af de mere bekjendte[8]. I Forrummet vare Abbed Thorleif, Kanſler Aſkatin med flere Gejſtlige, Stallaren Aslak Gus, o. fl.; i Krapperummet Sighvat Bødvarsſøn, Thorgils Skardes Broder, der deeltog i Toget og ſtod i megen Yndeſt hos Kongen, Erik, Kong Duggalls Søn, hvilken vi forhen have omtalt, Høſkuld Oddsſøn, der nævnes i det følgende ſom en temmelig højtbetroet Mand, ſamt flere Hirdmænd; i det ſaakaldte Tredjerum Lendermanden Brynjulf Jonsſøn og Fehirden Andres Plytt, foruden flere af Kongens Herbergsmænd; i Stavnen vare flere Skutilſveiner. I Gjennemſnit var der fire Mænd i hvert Halvrum; hvis altſaa Skibet, ſom man maa formode, var en Trediveſesſe, eller mindſt en Femogtyveſesſe, bliver Antallet af Folk i de egentlige Aare-Rum henved 240, hvortil komme de, der var udenfor Aare-Rummene; altſaa var Beſætningen vel i det hele over 300 Mand. De Lendermænd, ſom ſejlede afſted i Følge med Kongen, vare foruden Andres Plytt og Brynjulf Jonsſøn, Finn Gautsſøn paa Mel, Erling Alfsſøn paa Thornberg, Syſterſøn af Hertug Skule, Erlend Raude, Baard i Heſtbø, Eilif i Nauſtdal, Andres Pott, Agmund Krøkedans, og ſandſynligviis flere. Erling Ivarsſøn, Andres Nikolasſøn, Hallvard Raud og Ragnvald Urka vare, ſom det ovenfor er nævnt, afſejlede nogle Dage for; Jon Dronning, Kolbein Aslaksſøn, Nikolas Tart og flere vare endnu ikke færdige, og laa tilbage i Bergen, men da de førſt kom afſted, ſtirrede de lige mod Veſt og fik derfor et Forſpring for Kongen, ſaa at de endog kom ſammen med de førſt afſendte. Nikolas Kart ſaa ikke engang Land, førend han kom til Ljodhuus, og blev ſiden i Følge med dine; de øvrige ſkiltes fra dem under Sejladſen[9]. Orknøernes Jarl, Magnus Gilbertsſøn, var, ſom vi tidligere blive omtalt, paa denne Tid hos Kongen; han gjorde Følge med vant, og Kongen havde ſkjenket vant et godt Langſkib. Dette ſynes at viſe, at Forſtaaelſen mellem vant og Kongen var ſaa god ſom man kunde ønſke ſig den.

46. Kong Haakons Afrejſe fra Norge, Ankomſt til Skotland, og Krigsbedrifter ved Cantire og Bute.

Tre Nætter for Seljumannavaka, altſaa den 5te Juli[10], ſejlede

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 318, 319.
  2. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 319.
  3. Fordun, X. 15. (II. S 97). „Rex Aco Norvegiæ venit apud Novum castrum de Are cum piraticis suis navibus octies viginti, habentibus intra se viginti millia hominum belligerorum. Antallet 160 er netop „ind paa det andet Hundrede“, ſom Sagaen ſiger.
  4. Jvfr. ovf. II. S. 322.
  5. Rymeri foedera I. S. 429. Dagen angives ikke, ſaaledes kan man ikke vel vide, ein Brevet er ſkrevet for eller efter Haakons Ankomſt. Thi den Omſtændighed, at det omtaler Kong Haakon ſom ankommen, gjør her intet til Sagen; man ſeer tydeligt, at der her kun meddeles et løſt Rygte.
  6. Viſen findes hos Sum: Wedel, der ſiger i Forordet, at den „haver været brugelig her i Riget“ hvilket vel maa betyde Danmark, ſkjønt han vel ogſaa kan have meent Norge og Danmark tilſammen. Muligt, at han har faaet Afſkriften fra Norge, og i ſaa Fald rimeligviis fra Thelemarken, hvor disſe Viſer høre hjemme. At den oprindelig er forfattet i Norge, ſees af en Mængde Omſtændigheder, men fornemmelig af en Linje i Str. 13, hvor det heder: „her er feger mader i vorum (læs vore) Ferd“ (d. e. her er feigr maðr i várri ferð); hvilket er paa det nærmeſte reent norſk, og kunde ikke engang paa Haakons Tid være ſkrevet i Danmark. At Viſen er ſamtidig med Kong Haakon, ſees af Begyndelſen: „Det er nu ſkeet udi vor Tid“. De Forvarſler, ſom anføres, den Omſtændelighed, hvormed der dvæles ved en enkelt, ellers ubekjendt Mand, Olaf Arnfinnsſøn, død ombord, ſamt endelig endog de enkelte Unøjagtigheder, der findes, f. Ex. at Flaaden ſkulde være kommen forbi Lindesnes, viſer at Forfatteren eller Forfatterne have været mindre dannede, menige Folk, der ikke havde noget Overblik over det hele, men meſt lagde Merke til Enkelthederne, eller med andre Ord, at Viſen ganſke ſvarer til lignende Soldaterviſer, digtede af menige Krigere, i vor Tid. Men derfor afſpejler den vel og ſaa meget bedre den almindelige Stemning. Af den for omtalte Omſtændighed, at Flaaden ſiges at komme forbi Lindesnes, hvor dog Dyrnes maa være meent (ſe nedenfor), ſkulde man ſlutte at Forfatteren eller Forfatterne hørte hjemme paa Øſtlandet, rimeligviis i Thelemarken, og ej regnede det ſaa nøje med Geografien.
  7. Dette er misforſtaaet i de danſke Udgaver, der have „og under var Bonedet blaa“.
  8. Fortegnelſen findes i Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 319. Da det for Reſten ſiges, at det kun var udvalgte Folk, ſom befandt ſig ombord paa Kongens Skib, kan man vel antage at denne Liſte indeholder, hvad der kunde kaldes Blomſten af Norges daværende Ariſtokrati, i det mindſte dets yngre og midlere Generation. Derfor blive disſe Navne altid af Vigtighed.
  9. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 348, 349.
  10. Saaledes Flatøbogen. De øvrige have tre Nætter efter Seljumannavaka.