Det norske Folks Historie/5/46

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Tre Nætter for Seljumannavaka, altſaa den 5te Juli[1], ſejlede Kong Haakon ud fra Herdle-Vær med Størſtedelen af ſin Flaade. Vinden var gunſtig, Vejret ſmukt, og Flaaden, ſiges det, glimrende at ſee til. Efter to Dages Sejlads naaede allerede de fleſte af Skibene Hjaltland[2] hvor Haakon blev liggende næſten 14 Dage i Breidø-Sund (Bresſaſund ved Lerwick), meſt, ſom man maa antage, for at oppebie de Skibe, ſom enten vare blevne efter, eller under Sejladſen havde fjernet ſig fra Hovedflaaden, dog har han vel ogſaa forſterket ſig med Folk og Skibe fra Hjaltland. Her i Breidøſund kom Jon Langlivsſøn til ham fra Syderøerne, og medbragte rimeligviis de i Sejladſen gjennem hine Farvande kyndige Mænd, ſom han ſkulde hente. Han bragte ogſaa Kongen den Efterretning, at Eogan af Argyll nu havde ſkiftet Sind og ſvoret den ſkotſke Konge Troſkab. Eogan havde, ſom vi vide, allerede længe haft dette i Sinde, men Kongen vilde dog ikke tro det, førend han ſelv overbeviſte ſig derom. Fra Breidøſund ſejlede Kongen ſyd over Dynraſt til Orknøerne, hvor han lagde ſig med Flaaden i Ellidavik, det nuværende Elwick, paa Hjalpandesø (Shapensey) lige over for Kirkevaag[3]. Her blev han igjen liggende i nogle Dage, og holdt et Krigsraad om, hvorledes Angrebet paa Skotland ſkulde indrettes. Hans Plan var at dele Hæren i to Dele, og ſtrax ſende den ene mindre, for ſtørſte Delen beſtaaende af Ledingsfolk, til Breidafjorden (Morayfirth) for at herje paa Øſtſiden af Skotland, medens han ſelv med den ſtørre oppebiede de endnu ikke ankomne Skibe, for med disſe, de øvrige Storſkibe, og Orknøingernes Skibe, at drage til Syderøerne. Men da dette blev bekjendtgjort for Mængden, erklærede Bønderne og Ledingsfolkene, at de ingenſteds vilde fare, uden at Kongen var med. Og ſtørre var ikke hans Myndighed over dem, end at han maatte føje ſig derefter, ſaa at altſaa den viſtnok ikke ilde betænkte Plan ganſke blev opgiven. Saadant ſom dette var Skyggeſiden ved Ledingsvæſenet. Det frelſte den ſkotſke Konge fra en ſtor Fare. St. Olafs Dag (29de Juli) indtraf i dette Aar paa en Søndag; Kongen lod i den Anledning holde højtidelig Mesſe i et paa Land opſlaaet Telt, og bevertede ſiden Almuen ombord paa ſit Skib. Medens han laa her, indtraf Ragnvald Urka, der, ſom det forhen er omtalt, var bleven ſkilt fra ſit øvrige Følge undervejs fra Norge, og var kommen ind til en af de ydre Øer blandt Orknøerne. Han blev nu i Følge med Kongen, der ſtrax efter Olafsdagen ſejlede fra Ellidavik forbi Dyrnesmulen til Ragnvaldsø, hvor han lagde ſig i Ragnvaldsvaag[4], og atter blev liggende i nogle Dage, nemlig til St. Laurentii Dag eller 10de Auguſt. Deels lader det til at han vilde oppebie at Orknøingerne bleve færdige med deres Udruſtninger, deels vilde han ogſaa udſkrive Contributioner af Katneſingerne, der ved at underkaſte ſig Kong Alexander og ſtille ham Giſler havde viiſt ſig fiendtligt ſindede mod Nordmændene. Han ſendte Folk over til Katanes og lod Indbyggerne vide, at han herved paalagde dem at yde en Contribution, der neppe var ubetydelig; underkaſtede de ſig den og udredede den, ſkulde de nyde Fred, hvis ikke, maatte de vente at ſee ſit Land herjet. Katneſingerne vedtoge ſtrax Udredelſen, og Kong Haakon beſkikkede Mænd til at modtage det forlangte, der vel hovedſageligt beſtod i Kvæg og anden Proviant. Man kan neppe antage, at dette ſkede, uden at Kongen havde raadført ſig med deres forrige Herre Magnus Jarl, altſaa med dennes Samtykke eller efter hans Ønſke. Jarlen rar vel ogſaa ærgerlig paa Katneſingerne, fordi de havde ſat deres Underſaatspligt mod den ſkotſke Konge højere end deres Forpligtelſer til ham. Imidlertid havde de dog neppe tænkt ſaa meget paa Pligt eller Hengivenhed, ſom kun paa at høje ſig for Overmagten; det ſamme var Tilfældet nu, og man maa højligt beklage de ſtakkels Folk, der ſaaledes kom til at ligge mellem to fiendtlige Magter, og kun havde Valget mellem enten at krænke deres Underſaatsforhold til deres egentlige Landsherre, Kongen, eller at lægge ſig ud med deres umiddelbare Overherre, Jarlen. Af den Omſtændighed, at de nu havde givet efter for den bydende Nødvendighed, og ene og alene ſøgt at frelſe deres Land fra at herjes og brændes, og ſig ſelv fra Mishandlinger, ved at udrede Contributionen til Norges Konge, tog Kong Alexander ſiden Anledning til at ſende dem en Hær paa Halſen, og aftvinge dem ſvære Bøder, ſom det i det følgende vil ſees. Medens Kong Haakon laa i Ragnvaldsvaag, indtraf en Solformørkelſe, af det ſaakaldte ringformige Slags; nyere Beregninger have viiſt, at denne Formørkelſe indtraf den 5te Auguſt 1263 omkring Kl. 1, 24 Minutter E. M., og netop var ringformig i Strøget om Ragnvaldsvaag[5]. Dette er et af de mange Vidnesbyrd om, hvor nøjagtig Kong Haakons Saga er, og det tjener tillige til, om det ſkulde behøves, at bortfjerne enhver Skygge af Uvished om Aaret, hvortil Haakons Tog ſkal henføres. St. Laurentii Dag (10de Auguſt) ſejlede Haakon fra Ragnvaldsvaag. Han havde nu hørt, at Jon Drottning og Kolbein Aſlaksſøn vare komne til Syderøerne med de Skibe, der ved hans Afrejſe fra Herdle-Vær endnu laa tilbage i Bergen. Det var maaſkee denne Efterretning, i Forbindelſe med hvad han hørte om Eogans Frafald, der beſtemte ham til at ſkynde ſig videre, thi Orknøingerne vare endnu ikke færdige med deres Udruſtninger, og han bød derfor dem, ſaavel ſom Jarlen, at komme efter ſnareſt muligt. Vinden maa have været ſærdeles god, thi endnu ſamme Dag ſejlede Kongen forbi Hvarv, det nuværende Cap Wrath, Skotlands nordveſtlige Spidſe, og lagde om Aftenen ind i en Havn, ſom vore Forfædre kaldte Halsøvik eller Asleifarvik, og ſom rimeligviis er en af de flere mindre Bugter ſøndenfor Cap Wrath[6]. Derfra ſejlede han den følgende Dag over til Ljodhuus (Lewis), og ſiden, rimeligviis Dagen derefter (12te Auguſt) til Raunøerne (Roua og Raasa) øſtenfor Skye, ſamt ind i Skidſund, d. e. Sundet mellem Skoe og Faſtlandet, hvor han lagde ſig ved en liden Holme, kaldet Kerlingarſtein, eller, ſom den nu kaldes, Cailleachſtone[7]. Her kom Kong Magnus af Man til ham, i Følge med de ovenfor omtalte Høvdinger Erling Ivarsſøn, Andres Nikolasſøn, Hallvard Rand og Nikolas Tart. Fra Skidſund ſtyrede Kongen til Mylarſund, eller Sundet mellem Mull og Morven. Undervejs mødte han Kong Duggall, der kom paa en letſejlende Skude og bad Kongen ſkynde ſig efter ham ſaa hurtigt ſom muligt. Duggall førte Flaaden til Kjarbarø (Kerrera), hvor den Styrke, han havde ſamlet fra Syderøerne, laa. Her var ſaaledes den hele ſtore Flaade forſamlet, og det er nu, at Sagaens Forfatter anſlaar den til ind paa det andet Hundrede for det meſte ſtore og vel bemandede Skibe, eller, ſom den ſkotſke Hiſtorieſkriver angiver Antallet, et hundrede og ſexti Krigsfartøjer.

Imidlertid undlod den ſkotſke Konge eller Regjering ikke at treffe Forſvars-Anſtalter. Beſætningerne i flere Borge eller Slotte, hvor man fornemmelig kunde vente Angreb af Fienden, bleve forſterkede, Fæſtningsverkerne iſtandſatte og Vaabenforraadet forøget, ſom i Inverneſs ved Morayfjorden og i Ayr og Wigtoun paa den ſydveſtlige Kant af Landet; endog Stirling, ſkjønt det ligger paa Øſtſiden, blev ikke forſømt, da Landet her paa denne Kant kun er ſmalt over fra Veſtſiden. Der blev og, ſom det lader, i Haſt ſamlet og bygget Fartøjer. Slottet ved Ayr ſynes iſær at have været Hovedpunktet for Udruſtningerne. Her blev der bygget Skibe, en heel Deel Levnetsmidler indkjøbte, eller uden videre tagne fra Indbyggerne i Omegnen, for ſiden at erſtatte dem; der blev bygget Kaſtemaſkiner og ſtøbt flere hundrede Kaſtebolter, ligeſom der og blev holdt ſtadigt Udkig efter de norſke Skibe[8]. Merkeligt nok, vægrede Borgerne i Ayr ſig ved at gjøre Tjeneſte i Caſtellet, da Sheriffen, Walter Jarl af Menteth, anmodede dem derom efter Kongens egen Befaling. Han maatte melde tilbage, at de ſlet ikke vare at formaa dertil, og i deres Sted leje 120 Krigere[9]. Dette er ſaa meget merkeligere, ſom Staden af Kong Alexanders Farfader Villjam havde faaet Landſtrækninger overdragne paa det udtrykkelige Vilkaar, at de ſkulde forſvare Caſtellet. Men enten har nu Borgernes Frygt for den vældige norſke Flaade været ſaa ſtor, at de ej ſaa ſin Frelſe i andet end at afholde ſig fra alle fiendtlige Demonſtrationer, eller de maa have heldet til det mod den ſkotſke Konge, eller rettere hans Omgivelſer, fiendtligt ſtemte Parti. Der gik endog ſenere det Sagn, at endeel misfornøjede ſkotſke Stormænd ſkulde hemmelig have tilſkrevet Kong Haakon, og bedet ham komme til Skotland, lovende at de ſkulde hjelpe ham mod deres egen Konge. Fordun, der beretter dette, erklærer det for mindre ſandſynligt, men et andet Sagn, den ſamme Sag angaaende, ſom han ligeledes anfører og erklærer for ſandſynligere, er, ſom det i det følgende ſkal viſes, endnu langt mindre rimeligt, og ſtrax derefter ſiger han dog, at der visſelig gaves flere af Grændſeboerne, der ſkreve til Haakon, og ophidſede ham mod deres rette Herre[10]. Naar man overvejer, hvor ſkarpt de ſkotſke Magnat-Partier vare udprægede, hvor fiendtligt de ſtode over for hinanden, og hvor liden Samvittighed de gjorde ſig af at begynde Borgerkrig, er det ikke det mindſte underligt, om de Misfornøjede paa denne Tid ſkulde have villet benytte ſig af Kong Haakons Nærværelſe i Spidſen for en vældig Hær til at kunne ſtyrte deres Modſtandere, og at de ogſaa have haft Tilhængere blandt Borgerne i de enkelte Byer. Senere ſeer man lignende Splittelſer mellem Magnaterne endog under Wallaces og Bruces Frihedskrige. Og fornemmelig maatte flere af Smaaherrerne i den veſtlige Deel af Landet kunne gjøre Regning paa, ved Kong Haakons Hjelp, at erhverve enten fuldkommen Uafhængighed af den ſkotſke Krone, eller ſtørre Frihed end Kong Alexander var tilſinds at ville tilſtaa dem. Saaledes nævnes der udtrykkeligt tvende Høvdinger, ſandſynligviis af Sumarlides Æt, Angus Mac Donald, Herre til Ila og en Deel af Cantire, og Murchard, Herre til en anden Deel af Cantire, fra hvilke det anſaaes nødvendigt at tage deres Sønner ſom Giſler, for derved, ſom man haabede, at ſikre ſig deres Troſkab, hvilket dog ikke lykkedes[11]. Ligeledes var der en Ruaidhri, der paaſtod at have Arveret til Øen Bule, og ſom allerede tidligere havde grebet til Vaaben og dræbt mangen Mand, ſom der ſiges, hvorfor han var bleven erklæret fredløs i Skotland. Han indfandt ſig hos Kong Haakon, med ſine to Brødre, gik ham til Haande, og ſvor ham Troſkabs-Eed. Man kan ſaaledes neppe tvivle paa, at i det mindſte han var en af hine Misfornøjede, der havde tilſkrevet Haakon. Hvo veed derfor, om ikke Magnus Jarl, ſom oven antydet, kan have været Overbringeren af flere ſaadanne Breve? De diplomatiſke Forhandlinger og øvrige Brevvexlinger, der gik forud for Toget eller dreves ſamtidigt dermed, berøres kun yderſt ſparſomt og overfladiſk ſaavel i vor Saga ſom i de ſkotſke Kildeſkrifter, der begge hovedſageligt dvæle ved de blotte ydre Begivenheder, og da Actſtykkerne ſelv for ſtørſte Delen ere tabte, kunne vi her kun gjette os frem efter enkelte Vink og Antydninger.

Vi erfare fremdeles, at den ſkotſke Konge, eller hans Befalingsmænd paa disſe Kanter havde bemægtiget ſig Øerne Arran, Bot (Bute), og lagt Beſætning i Rothſay Slot, ſamt maaſkee ogſaa, ſaa vidt man kan ſkjønne, i en af Borgene ſydligt paa Cantire, ſandſynligviis Donaverty[12]. Dette var dog rimeligviis allerede ſkeet ſamtidigt med det oven nævnte Angreb paa Skye i Aaret forud.

Fra Kjarbarø gjorde Kong Haakon ſine Dispoſitioner til at Fiendtlighederne ſamtidigt kunde begynde paa flere Steder. Han lod 50 Skibe under Kongerne Duggall og Magnus, Brynjulf Jonsſøn, Ragnvald Urka, Andres Pott, Agmund Krøkedans og Vigleik Provſteſøn gaa til det nær liggende Cantire-Eid, for at herje der; femten Skibe ſendte han under Erlend Rand, Andres Nikolasſøn, Simon Stutt, Ivar Unge og Guthorm Syderøing ſønden om Cantire til Bute, for at indtage denne Ø; ſelv drog han med den øvrige Deel ſyd til Gudø (Gigha) ſtrax veſtenfor Cantire, og lagde ſig der, uden endnu, ſom det lader, ſelv at foretage noget, men kun for det førſte oppebiende, hvad Virkning hine Angreb vilde have. Det er umiskjendeligt, at hans Henſigt med at lade hiin ſtore Styrke gaa til Cantire-Eidet, for at herje baade der og rimeligviis i de nærmeſte Egne af Knapdale, fornemmelig var at indjage de oven nævnte Herrer af Cantire Skræk, og tvinge dem til Underkaſtelſe; derforuden haabede han vel at Eogan af Argyll, hvis Beſiddelſer i Børn ſtødte lige til disſe Egne, derved ſkulde bringes til at indtræde i ſit gamle Lydighedsforhold under Norges Krone. Eogan indfandt ſig ogſaa virkelig hos Kongen, efter førſt at have begivet ſig ombord paa Biſkop Thorgils’s Skib, og ſandſynligviis ſtillet ſig under hans Varetægt; men det var kun for at opſige Kongen ſin Lydighed, og bede ham tage de Forleninger, han havde givet ham, tilbage, da han nu havde ſvoret Kong Alexander Troſkabs-Eed. Haakon bad ham betænke ſig, og beholdt ham endog hos ſig en Stund, i Haab om at kunne faa ham omſtemt, men forgjeves. Eogan ſagde at han nu havde ſtørre Forleninger af Skotlands, end af Norges Krone, og derfor gjerne gav Slip paa de ſidſte, over hvilke han bad Kong Haakon forføje efter Behag. Flere ſøgte at lægge til værſte for ham hos Kongen, men dette nyttede dem dog ikke, thi han maatte erkjende, at Eogan i det mindſte handlede aabent og redeligt, og efter de Tiders Maade at bedømme Forholdene paa ganſke havde Retten paa ſin Side. Derimod kom der Bud fra Kong Duggall, at Murchard og Angus i Cantire havde ladet ham melde, at de vilde underkaſte ſig Kong Haakon og opgive ham deres Beſiddelſer, derſom disſe maatte blive forſkaanede for Plyndring. Kongen lod ſvare, at han ſkulde indſtille Plyndringen til næſte Dags Middag, men inden den Tid maatte de perſonligt have fremſtillet ſig. De kom allerede den følgende Morgen, overgave ham deres Lande, ſvore ham Troſkabseed, og ſtillede ham Giſler, hvorimod han lovede dem at de ſkulde blive indeſluttede med i Fredstractaten, om en ſaadan kom i Stand med den ſkotſke Konge[13]. Dette var nødvendigt, fordi det ellers vilde gaa ud over deres Sønner, ſom de havde ſtillet den ſkotſke Konge til Giſler; denne Omſtændighed var vel ogſaa Aarſag i, at de biede til det yderſte, førend de gjorde noget Skridt til at underkaſte ſig Kong Haakon. Kongen tilbagegav Angus Ila, men ſom norſk Len, Murchard beholdt ſandſynligviis ſin Deel af Cantire. Dog ſlap de, eller deres Undergivne, ikke for en ſvær Contribution, nemlig af 1200 Stykker Kvæg, og desuden havde endeel af de Skarer, der vare ſendte til Ejdet for at herje, virkelig begyndt Fiendtligheder, brændt de nærmeſte Bygder, og dræbt nogle Folk. De vilde juſt til at herje i Hovedbygden, da der kom Bud fra Kongen om at de ſkulde holde inde med Fiendtlighederne, paa Grund af at Landsherrerne nu havde underkaſtet ſig. De vovede ikke andet end at adlyde, men ytrede dog megen Misnøje med, ſaaledes at berøves Udſigten til at vinde rigt Bytte. Det Bytte, de havde vundet, bragte de ombord, og ſtødte ſiden til Hovedflaaden ved Gudø[14]. Den ſkotſke Ridder, ſom førte Befalingen i Borgen ſydligſt paa Cantire, vovede ikke at oppebie nogen Belejring, men begav ſig perſonligt hen til Kongen, og erklærede ſig rede til at overgive den. Kongen lod den beſætte af endeel Nordmænd under Befaling af Guthorm Bakkakolf. Ogſaa Abbeden i Ciſtercienſerkloſtret Sandal paa Øſtſiden af Cantire havde indfundet ſig hos Kongen, og bedet om Beſkyttelſesbrev for ſit Kloſter med hvad dertil hørte, hvilken Begjæring Kongen ſtrax havde opfyldt. Da ſiden den oftere omtalte Dominicanermunk Broder Simon, der ledſagede Kongen paa dette Tog, var død efter et længere Sygeleje, blev hans Liig begravet i dette Kloſters Kirke, og Munkene lagde endog et Teppe over hans Grav, ſigende at han var hellig[15].

Kongen ſendte nu, da Vinden var mindre gunſtig for de ſtørre Skibe, Andres Port med endeel mindre let ſejlende Fartøjer for at paaſkynde Indtagelſen af Rothſay. Men allerede undervejs mødte Andres nogle, ſom kom derfra, og meldte at Slottets Beſætning havde overgivet ſig imod fri Afmarſch. Blandt Sejrherrerne var ogſaa den ovenfor omtalte Ruaidhri, der paaſtod at have Arveret til Bute. Da de bortdragende vare komne et Stokke paa Vejen, ſatte Ruaidhri efter dem, indhentede dem, og dræbte ni af dem, idet han ſagde at han for ſin Part ikke havde lovet dem nogen Grid. Saa vidt man kan ſee, blev ikke denne Nidingsdaad ſtraffet ſom den burde, tvert imod forlenede Haakon ſiden efter Ruaidhri med Beite. Fra denne Ø, der ligger ganſke tæt ved Faſtlandet og beherſker Indløbet til Clyde-Fjorden, gjorde Nordmændene Strejftog ind i Landet, og brændte flere Landsbyer og Gaarde. Ruaidhri ſtrejfede om paa ſin egen Haand, og anrettede end ſtørre Ødelæggelſer end de Norſke[16].

Medens Kong Haakon laa her ved Gude, hvorfra der kun er et kort Stykke Vej over til Irlands Nordkyſt, var det, at der, ſom vi ovenfor have nævnt, kom Udſendinger til ham fra Irerne, der lode ham melde, at de vare beredte til at give ſig under ham, hvis han vilde komme og befrie dem fra Englændernes trykkende Herredømme. Den nærmere Sammenhæng hermed kjendes ikke; man veed ſaaledes ikke, fra hvilken Kant af Irland denne Anmodning nærmeſt gik ud, eller hvorvidt der juſt nu var indtruffet noget ſærdeles i Landet ſelv, ſom kunde give Anledning dertil. Men man behøver kun at vide, at Irerne til enhver Tid hadede deres engelſke Herrer og intet heller ønſkede, end at kunne afkaſte deres Aag, for at finde det begribeligt, at den blotte Efterretning om at den mægtige norſke Konge var ankommen med en betydelig Flaade for at krige mod den engelſke Konges Svigerſøn, var Anledning nok for dem til at bygge allehaande Forhaabninger derpaa, ſaa meget mere ſom de vidſte, at Norges Konger tidligere havde ſøgt at vinde Beſiddelſer paa Irland, og navnlig Kong Haakons nuværende Tog maatte vække levende Erindringer om Magnus Barfods Tog for over 160 Aar tilbage. Man behøver ikke engang at opſtille den Formodning, at det var Øſtmændenes Efterkommere, ſom ſaaledes henvendte ſig til ham. Disſe, for det meſte Byboere og i Nationalitet mere beſlægtede med Englænderne end med Irerne, maa, ſom det ſynes, i de henved hundrede Aar, der vare henrundne ſiden Dublins Erobring, om ej ganſke have ſmeltet ſammen med dem, dog i de fleſte Stykker have faaet fælles Interesſer med dem lige over for Nationalbefolkningen, og det er derfor ikke engang rimeligt, at de ſkulde have villet paakalde Haakons Hjelp mod de Engelſke, om de end havde vovet det. Det maa have været de egentlige Irer, fornemmelig de i Ulſter, det nærmeſte Diſtrict, Efterkommerne af de gamle ſaakaldte Konger af O’Lochlan eller af HyNial-Ætten, eller andre lignende. Kongen lyttede virkelig til Opfordringen, og ſendte for det førſte en ſyderøiſk Mand, ved Navn Sigurd, over til Irland med nogle let ſejlende Fartøjer, for nærmere at underſøge Forholdene, og høre, hvad Irerne havde at byde ham[17]. At Kongen netop dertil valgte denne Sigurd, hvilket neppe kan have været af anden Grund end fordi han ſom Syderøing forſtod det irſke Sprog, beſtyrker, at det var de indfødde Irer, ikke Øſtmændene, ſom havde henvendt ſig til Kongen. Siden efter ſejlede Kongen med hele Flaaden ſyd forbi Cantires Sydſpidſe (Moul of Cantire, Satiresmule), og lagde ind til den ſtore Ø Arran, der ogſaa ſynes at have været en af dem, ſom den ſkotſke Konge allerede havde taget i Beſiddelſe, men ſom Haakon nu, ſaa vidt man kan ſkjønne, med ſtørſte Lethed erobrede[18], hvis det ellers ikke allerede var erobret af den ſamme Afdeling, der var ſendt forud til Bute. Ved denne Lejlighed viſte hele den norſke Flaade ſig ogſaa udenfor den ovenfor nævnte Stad Ayr, uden dog at lande; han ankrede i Herøſund eller Sundet ved Arran, hvorved forſtaaes det nu ſaakaldte Lamlaſh Harbour, eller Bugten mellem Arrans Øſtkyſt og den tæt udenfor liggende lille Ø St. Mælios-Ø, ſom vore Forfædre kaldte Malasø, Melasø, og hvilket Navn nu er fordrejet til Lamlaſh. Fra Arran lagde Kongen ſiden ind til Bute[19].

Hermed ophørte Krigsforetagenderne for det førſte, og den norſke Flaade blev i lang Tid liggende uvirkſom. Thi ſaa ſnart den havde viiſt ſig indenfor Cantire og ankret ved Arran, aabnede den ſkotſke Konge, der maa have ligget med ſin Hær i Nærheden, Underhandlinger. Synet af Kong Haakons vældige Flaade her lige ved Indſejlingen til Clyde-Fjorden, ſom den ganſke beherſkede, maatte nok vække Betænkelighed hos ham. Han ſendte, ſiges der, det ene Geſandtſkab efter det andet, beſtaaende deels af Dominicaner-, deels af Franciſcaner-Munke, for at handle om Fred. Kong Haakon viſte ſig heller ikke uvillig dertil, og det førſte Skridt, han i dette Øjemed gjorde, var, at han, medens han endnu laa ved Arran, gav Eogan af Argyll, ſom han hidtil havde beholdt hos ſig, Tilladelſe til at drage bort i Fred, og oven i Kjøbet ſkjenkede ham gode Gaver, paa det Vilkaar, at han ſkulde gjøre alt hvad der ſtod i hans Magt, for at bringe Freden i Stand. Eogan lovede det, og forpligtede ſig til at indfinde ſig hos Haakon, naar denne ſendte ham Bud. Dette har altſaa været et Slags Frigivelſe paa Æresord. Ingen ſynes heller at kunne have været bedre ſkikket til Fredsmegler, end Eogan, der ſelv havde ſtørſte Fordeel af at Freden gjenoprettedes, ſaaſom han derved kunde beholde ſine Forleninger under begge Kroner. Der tales dog intet om, hvad han udrettede. Maaſkee var det hans Verk, at der ſluttedes en Stilſtand, der ſkulde gjelde indtil den opſagdes fra en af Siderne. Kongerne ſendte hinanden gjenſidigt Freds- eller Stilſtands-Brev, der ved Opſigelſen ſkulde tilbageſendes. Derpaa affærdigede Kong Haakon, fremdeles endnu fra Arran, et formeligt Geſandtſkab til Kong Alexander, beſtaaende af Biſkop Gilbert af Hamar, Biſkop Henrik af Orknø, Andres Nikolasſøn, Andres Plytt og Paal Sum Disſe traf Kong Alexander i Kjøbſtaden Norge eller Roar[20]. Han tog meget venligt imod dem og ytrede den ſtørſte Beredvillighed til at indgaa Forlig, men ſagde, at han dog førſt maatte raadføre ſig med ſine højt-betroede Mænd om de nærmere Betingelſer; naar dette var ſkeet, ſkulde han ſtrax ſende Kong Haakon Bud. Med denne Beſked vendte Geſandterne tilbage igjen til Kongen, der imidlertid havde begivet ſig til Bute. Dagen efter kom den ſkotſke Konges Geſandter. Kong Haakon forelagde dem en ſkriftlig Fortegnelſe paa alle de Øer veſtenfor Skotland, ſom han tilegnede ſig, og ſom ſynes at have været alle Øerne, kun med yderſt faa Undtagelſer. Men Kong Alexander havde ligeledes medgivet ſine Geſandter en Fortegnelſe paa dem, han ej vilde afſtaa, og dette var Øerne indenfor Cantire, eller ved Indløbet til Clydefjorden, fornemmelig Arran, Bute, og Kumrøerne. Dette kunde ogſaa lade ſig høre, thi det maatte være højſt ubelejligt og utaaleligt for den ſkotſke Konge, at vide disſe Øer, der beherſkede Indgangen til en dyb Fjord, hvorfra man kunde komme lige ind i Hjertet af Landet, i en fremmed Magts Hænder, og man maa erkjende, at det var en betydelig Nedſtemmen af Fordringerne, naar han opgav Fordringen paa alle de andre Øer, ſom han for faa kort Tid ſiden havde viiſt ſig ſaa lyſten efter at erhverve. Men Sagen var den, at han ikke meente det oprigtigt med de foregivne Freds-Underhandlinger. For ham gjaldt det kun at hale Tiden ud, indtil at Høſtſtormene, der paa den Kant ere faa voldſomme, begyndte, og enten ødelagde Kong Haakons Flaade, eller nødte den til at drage bort. Herom ſynes han endog at have givet ſine Geſandter de behørige Inſtruxer, thi uagtet der nu kun ſtod ſaa lidet imellem, og det endogſaa er ſandſynligt, at Kong Haakon omſider vilde have givet efter for den ſkotſke Konges billige Fordring, faa blev der dog intet Forlig af, og de ſkotſke Geſandter vendte omſider tilbage, uden at noget var udrettet. Da Vejrliget allerede begyndte at blive haardere, lagde Kongen den 8de Septbr., længere ind, mellem ſtore Kumrø og Landſkabet Cuningham, ſtrax ſøndenfor Flekken Largs, vel ogſaa for at true med en Landgang paa Faſtlandet, hvis der ej blev Alvor af Fredsſlutningen. Dog ankom der fremdeles Sendebud fra Kong Alexander, forſikrende at denne ønſkede Fred, og der blev berammet et nyt Møde, et Stykke ind i Landet (ved Kilbirnie?), hvortil der paa Haakons Vegne indfandt ſig Biſkopper og Lendermænd, og fra ſkotſk Side en Deel Riddere og Munke. Der blev talt meget længe, frem og tilbage, uden at man kunde komme til Enighed, og da det leed ud paa Dagen, ſamlede der ſig en ſaa foruroligende Mængde Folk fra Omegnen til det Sted, hvor Mødet holdtes, at de norſke Geſandter ikke længer troede ſig ſikre, men droge ned til Skibene og vendte tilbage til Kong Haakon, meldende ham, hvorledes det var gaaet dem. De fleſte tilſkyndede nu Kongen at opſige Stilſtanden og begynde Fiendtligheder paany, ſaameget mere ſom man allerede begyndte at lide Mangel paa Levnetsmidler, da man nemlig i al denne Uvirkſomheds-Tid ikke havde kunnet herje. Kongen ſendte derfor en af ſine Hirdmænd, ved Navn Kolbein Ridder, til Skotekongen for at overbringe denne hans Stilſtandsbrev og fordre Kong Haakons tilbage, ſamt foreſlaa ham, at de ſelv ſkulde møde hinanden med hele deres Styrke paa begge Sider, og da førſt tales mundtligt ved, idet de tillige havde deres bedſte Mænd paa Raad med ſig, for om muligt at opnaa Forlig, men, hvis dette ikke lykkedes, at holde et Slag og lade Gud raade for Sejren. Da Kolbein fremſatte dette Forſlag for Kong Alexander, ytrede han at han ikke var ſaa utilbøjelig til at levere Kong Haakon et Slag, dog gav han ingen beſtemt Erklæring. Tilſidſt blev Kolbein keed af at vente, afleverede Kong Alexanders Brev, fik Kong Haakons i Stedet, og vendte tilbage igjen til Kong Haakon. Saaledes var nu Stilſtanden opſagt, og for at Kolbein ingen Overlaſt ſkulde lide paa Tilbagevejen, lod Skotekongen ham ledſage af tvende Munke. Kolbein meldte Kong Haakon, hvorledes det var gaaet ham, og tilføjede at Eogan af Argyll indſtændigt havde fraraadet Kong Alexander at ſtride mod Nordmændene. Kong Haakon blev meget ærgerlig over alle disſe Udflugter, og bad Munkene, der vendte tilbage, at hilſe deres Konge, at han nok ſnart ſkulde prøve Styrke med ham[21].

  1. Saaledes Flatøbogen. De øvrige have tre Nætter efter Seljumannavaka.
  2. Det Sagn, Viſen meddeler, om at Skibet under gunſtig Bind ſkulde have ſtaaet ſtille, fordi der var ſejg Mand ombord, ſynes, ſom det paa ſit Sted ſkal viſes, at angaa Rejſen fra Syderøerne til Orknøerne, ſkjønt Lindesnes nævnes i Forbindelſe dermed.
  3. Elwick ligger paa Sydveſtſiden af Shapensey, omtrent een norſk Miil fra Kirkevaag. Man kan ikke ſee lige ind i Vigen fra Kirkevaag, da et Nes (Carneſs) ligger imellem, dog ſeer man tydeligt Taarnet paa den nye, ſtore Herregaard, ſom den nuværende Ejer, Mr. Balfour, har opført der.
  4. Ragnvaldsvaag ligger paa Veſtſiden af Ragnvaldsø, det nuværende South-Ronaldsey, ſtrax indenfor Hora, det gamle Haugseid, bekjendt af Thorfinn Hanſakljuvs Gravhøj.
  5. Se Archæol. Scot. II. S. 363, 364, jvfr. Formørkelſes-Tabellen i l’art de vérifier les dates.
  6. Et Stykke ſøndenfor Cap Wrath, der af Gaelerne ſynes at være kaldet Parph, er der en Fjord kaldet Loch Alsynt, der ej maa forvexles med den ſtrax ſøndenfor liggende Indſø, Loch Asſynt; af dette Alſynt kunde nok Halsø-Vik være en norvagiſerende Fordrejelſe.
  7. Ordet cailleach betyder paa Gaeliſk en Kjærling, gammel Kvinde. Indløbet til Skidſund, mellem Øen Skye og Lochalſh, kaldes Kyle-Haken, hvilket Navn af nogle antages at være en Levning fra Kong Haakons Tog, ſom om Sundet ſkulde have været kaldet Haakonskilen. Dette er dog ikke ſandſynligt.
  8. Se den for omtalte Chamberlains Rolls, citerede i Archæol. Scot. II. S. 389, 390, 391. Her heder det i Regnſkabet fra Alexander Cumyn, Jarl af Buchard, Baliv af Invery (ſandſynligviis Inverneſs): Item for Mad til tjeneſtegjørende Krigere (servientes, d. e. sergeants), garniſonerende paa Slottet, efter Kongens Befaling, i ſex Maaneder, paa den Tid, da Norges Konge var her, 104 Sh. Samme Jarl af Buchan var ogſaa Sheriff i Wigman; i hans Regnſkab, Slottet her vedkommende, opføres 40 Mk. til Reparation af Slottet, hvorhos Kongen eftergiver 10 Mkr. af Regnſkabet, for at Arbejdet ſaa meget ſnarere kan fuldføres, i Anledning af den norſke Konges Komme. I John Lambertons, Sheriffen i Stirlings, Regnſkab, ſtaar der: „Item til Folk, der holdt Vagt i Slottet paa den Tid, da Norges Konge var paa de Kanter, 35 Sh. 6 Pence“. I Sheriffen af Ayrs, Walter Jarl af Menteths Regnſkab for 1263: „Til de Udſendinger, der udſpejdede den norſke Konges Bevægelſer, 3 Gange, 24 Sh. 8 Pence“. Ligeledes anholder Jarlen om Refuſion af 60 Pd. 15 Sh. 8 Pence, udlagte til at bygge Skibe ved Ayr, og 7 Mk. i Udlæg for at have ladet ſkjære 200 Aarer; til 4 Mand, der i 23 Uger pasſede paa Kongens Skibe, opføres 16 Sh. 9 P. Af Levnetsmidler paa Slottet ſees at være kjøbt Salt for 20 Sh., 10 „celdræ“ Havremeel for 10 Pd., 6 „celdræ“ Korn for 9 Pd. 3 Sh.; ligeledes opføres 18 Pd. 16 Sh. 5 Pence i Erſtatning til endeel Folk fra Kyle og Carrik, fra hvem man havde taget Kvæg, og ſom havde indeholdt dette Beløb af den Landſkyld, de havde at yde fra Mortensmesſe, fremdeles for 46 Stykker Kvæg, tagne til Kongens Tjeneſte ved Breweweill, 9 Pd. 4 Sh., altſaa dog kun 4 Sh. pr. Stykke.
  9. Sammeſteds, S. 389. Jarlen anholdt om Refuſion af Udlæg, han havde haſt til de 120 Soldater, dog ſaaledes, at Borgerne, om muligt, ſkulde nødes til at betale det.
  10. Fordun, Cap. 16, 17 (II. S. 99, 101) jvfr. Wyntoun VII. 215, fgg.
  11. Se Chamberlains Rolls, l. c. S. 367. I Jarlen af Menteths Regnſkaber mellem Aarene 1263 og 1266 opføres „til Udgift i Anledning af Angus Macdonalds Søn, ſom Gisſel, i 26 Uger, tilligemed hans Amme og en anden Pige, 79 Sh. 10 Pence, og i E. af Montealto (Mouatt), Sheriffen i Forſars’s Regnſkab for 1264: „til Udgifter for Murchards Søn, i 24 Uger, 21 Sh. Det er tydeligt nok af de 23 og 26 Uger, der ſtemme med den i de foregaaende Regnſkaber omtalte Krigstid, at her ikke ſigtes til Tiden efter disſe Høvdingers nye Underkaſtelſe i 1264, men til Tiden fra Midten af Auguſt, da Kong Haakon laa med den norſke Flaade paa disſe Kanter.
  12. Borgens Navn angives ikke i Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 320, 326, men Donaverty (egentlig Dunabardyn) ſom den ſydligſte af Borgene paa Cantire, er vel ogſaa den, der her menes.
  13. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 320.
  14. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 321.
  15. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 320. Ciſtercienſerkloſtret kaldes her, ſom ſædvanligt i vore Sagaer, et Graamunkekloſter, uden at dog Navnet nævnes; men da der ikke var andre Kloſtre paa hele Cantire end Sandal eller Sadal, er det klart, at det er dette, ſom menes.
  16. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 321.
  17. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 322.
  18. Fordun l. c. ſiger udtrykkeligt, at Kongen tog (cepit) Arran.
  19. Det er Fordun, ſom ſiger at Haakon viſte ſig udenfor Ayr (Novum Castrum de Are), ſe Noten her ſtrax foran, S. 396., og dette var da ogſaa ganſke rimeligt, naar han ſejlede ſydøſt om Arran, og lagde ſig i Lamlaſh Harbour. Dette ſiges udtrykkeligt ſaavel hos Peder Clausſøn, fem i det oftere omtalte ſtockholmſke Haandſkrift: „Kongen lagde til ude ved Herederne, dernæſt laa han i Sundet mellem Herø (Arran) og Melasø“. Denne lille Ø, har ſit Navn efter Eremitten St. Mælioſa eller Maliſe, der her boede i en Hule, hvortil deri hele den katholſke Tid blev gjort Valfarter; Buchanan kalder den Molasſa, Sagaens Text „Melasey“. I Hulen ſelv findes endnu mange, tildeels ældgamle, Tegn og Merker, indgravne paa Klippeſiderne af de forſkjellige Beſøgere; blandt andet findes en Runeindſkrift, med de ſædvanlige i Norge brugelige Runer fra det 12te eller 13de Aarhundrede, lydende: Nikulos aHæne ræist; d. e. Nikolas paa Han riſtede (disſe Runer); man kan her ikke andet end komme paa den Tanke, at Indſkriften hidrører fra en af Nordmændene i Haakons Flaade, der, ligeſom viſt mange andre af hans Kammerater, benyttede den gode Lejlighed til at beſøge den merkelige Hule, om end kun for at adſprede ſig noget under den kedſommelige Stilleliggen i Havnen. Denne Nikolas kunde være fra Hæn eller Hen i Raumsdalen, hvor Hens Annexkirke til Gryten ſtaar. (Annaler fra Nord. Oldk. og Hiſt. 1850 S. 282—287). Buchanan ſiger, at Haakon landſatte ſine 20000 Mand ved Ayr, men dette er kun en Misforſtaaelſe af Forduns Ord. Disſe blive i Behold, om Haakon ikke engang lagde bi udenfor Ayr, men kun ſejlede langs Øſtſiden af Arran, thi da maatte man dog altid ſee den fra Ayr, og maaſkee har den endog pasſeret ganſke nær ved Øſt-Kyſten. Fordun fejler ellers, naar han ſiger at dette ſkede circa festum Petri ad vincula, den 1ſte Auguſt, thi ikke førend 10de Auguſt ſejlede Haakon fra Ragnvaldsvaag til Asleifarvik. Snarere var det omkring 1ſte Septbr, end omkring 1ſte Aug., at Kongen ſejlede forbi Ayr til Arran, ſe nedenfor S. 410.
  20. Saaledes i et Sagabrudſtykke, „Norar“ hos P. Clausſøn og i den ſtockh. Codex; dette kan umuligt være Nairn ſtrax øſtenfor Inverneſs, ſom flere have paaſtaaet, thi deels ſeer man at Kong Alexander var ganſke nær ved Krigsſkuepladſen, deels vilde vel neppe de norſke Geſandter have vovet ſig derhen tvers igjennem Højlandene. Hele Sammenhængen viſer, at det maa ſøges langt nærmere, og vi maa da netop gjette paa Sum der kaldtes „den nye Borg ved Ayr“, Newton of Ayr, og maaſkee i daglig Tale New Ayr.
  21. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 322. Ogſaa her er P. Clausſøn udførligere og tydeligere.