Det norske Folks Historie/5/47

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Haakon ſkred ſaaledes paany til Fiendtligheder, og ſendte ikke mindre end 60 Skibe, deels norſke, deels ſyderøiſke, under Anførſel af Kong Duggall, hans Broder Alan, Angus af Ila og Murchard af Cantire, ſamt Vigleik Provſteſøn og Ivar Holm, ind i Skibe-Fjorden (Loch Long), for at herje de rige Egne mellem Clyde og Forth, medens han ſelv beredede ſig til at gjøre Landgang ved Largs og møde den ſkotſke Hovedhær. De oven nævnte Anførere løb ind i Loch Long, og lode derfra deres Baade drage over det ſmale Tarbet-Ejd til den nordlige Deel af Indſøen Loch Lomond, i Landſkabet eller Jarldømmet Lennox[1]. Denne Indſø, med dens mange veldyrkede Øer og ſmilende Breder, har altid været regnet blandt Skotlands ſmukkeſte Steder, ligeſom det hele Landſkab allerede paa den Tid var velbebygget og folkerigt. Det leed nu ſtor Overlaſt, thi de norſke og ſyderøiſke Krigere ødelagde ej alene Øerne, men ogſaa hele Bygden rundt om Vandet med Ild og Sverd, og Alan Mac Ruaidhri, Duggalls Broder, ſtrejfede endog næſten tvers over hele denne ſmale Deel af Skotland til den anden Side, dræbte en Mængde Folk, tog mange hundrede Stykker Kvæg, og øvede ellers meget Hærverk. Det var ſaaledes ikke overflødigt, at man ogſaa havde ſørget for at forſterke Stirlings Beſætning, ſkjønt det ligger paa Øſtſiden, inderſt ved Forth-Fjorden; thi ſandſynligviis var det kun denne Beſætning, der afholdt Alan fra at trænge lige frem til Edinburgh. Siden vendte Nordmændene tilbage til deres Skibe. Men her bleve de overfaldne af en heftig Storm, den ſamme, der ogſaa hjemſøgte Hovedflaaden, og raſede i to Dage (1ſte og 2den October), ſaaledes ſom det nedenfor ſkal berettes. Ikke færre end ti Skibe dreve paa Land for dem og knuſtes. Derhos blev den ene af deres Anførere, Ivar Holm, pludſelig ſyg og døde. Alan kom dog heldigt til Skibene med det røvede Kvæg, ſom han deelte ligt mellem Nordmændene og Syderøingerne[2].

Det var juſt nu kort efter Jevndøgns-Tiden, og Høſtſtormenes Tid, ſom Skoterne med ſaa megen Længſel imødeſaa, var allerede begyndt. Mandagen efter Michelsmesſe, der ſelv faldt paa en Løverdag, udbrød der ved Kumrø, hvor Hovedflaaden laa, en forfærdelig Storm med Regn og Ilinger (1ſte Octbr.). Den begyndte allerede om Natten, længe førend det endnu var lyſt. En ſtor Kogg (Transportſkib) kom.drivende lige ned forud mod Kongens Skib, ſlog Gallionen af, og hagede ſig faſt i Ankertouget; i al Haſt maatte alle ſkynde ſig op, kaſte Klæderne paa ſig og ſlaa Tjeldingerne ned; Kongen lod Koggens Ankertoug kappe, hvorved man blev klar af den, idet den drev ud mod Øen, men paa Kongens Skib maatte man hele den øvrige Deel af Natten ligge uden Tjeld. Da det dagede og Floden begyndte, vendte Vinden ſig, og Koggen drev ind paa Land, hvor den blev ſtaaende; ligeledes drev et af Krigsſkibene, ſaavel ſom et Proviantſkib, paa Land. Stormen tiltog fremdeles, ſaa at Kongens Skib drev for fem Ankere, og han ſelv fandt det raadeligſt at forlade det. Han lod ſig ro over til Øen i en Baad med ſine Preſter og Klerke, og ſynge Mesſe for ſig, ſiden ingen menneſkelig Magt lod til at kunne hjelpe. De fleſte troede endog, at der var Trolddom med i Spillet, og at Skoterne havde ladet dem hexe Uvejret paa. Kongeſkibet drev fremdeles, og ſtandſede ikke, førend det aattende Anker var udkaſtet. Ogſaa de øvrige Skibe begyndte at drive; flere maatte kappe Maſterne eller drive ſom Vrag, fem af dem dreve ind mod Kyſten, tre ſaaledes at de ſtode ganſke faſt. Beſætningen paa disſe befandt ſig nu i en højſt mislig Stilling. Thi den ſkotſke Hovedhær var ikke langt borte. Ifølge et Sagn der i Egnen, ſom ſynes at være fuldkommen troværdigt, havde den nu lejret ſig paa et Sted, kaldet Camphill, ved Landevejen, der fører fra Kilbirnie til Largs[3]. Fra den lave Strand ved Largs hæver Landet ſig temmelig brat, og end længer mod Øſt ere ſtørre Højder, fra hvilke Skoterne udmerket godt kunde iagttage alle den norſke Flaades Bevægelſer. Saa ſnart de bleve var, at Skibene dreve mod Land og kom paa Grund, ſendte de endeel lettere Tropper ned mod Stranden, for at bemægtige ſig de ſtrandede Skive. Skoterne begyndte at ſkyde paa disſe. Nordmændene, der vare ombord, forſvarede ſig, faa godt de kunde; endeel af dem gik op i den ſtore Kogg og værgede ſig derfra. Skoterne ſøgte ſnart til, ſnart fra. Der faldt kun faa, men mange bleve ſaarede. Da Kong Haakon fra Øen ſaa ſine Mænds Nød, og Stormen tillige lagde ſig noget, ſendte han dem nogen Undſætning i ſin egen Skibsbaad tilligemed flere andre Baade, og begav ſig ſelv, tilligemed Thorlaug Boſe, ud til ſit Skib igjen paa en Kjerteſvends-Skude. Denne betimelige Undſætning frelſte Nordmændene. Skoterne toge ſtrax Flugten, ſaa at de Norſke kunde tilbringe Natten paa Land. Morgenen efter (Tirsdag den 2den October) i Dagningen lod Kongen Mandſkabet paa ſit eget Skib, ſaavel ſom endeel af de øvrige, væbne ſig og ro i Land, for at redde Koggen, og bringe den værdifulde Ladning i Sikkerhed. Han fulgte ſelv med for at have Opſigt med Arbejdet, og ledſagedes af Lendermændene Agmund Krøkedans, Andres Nikolasſøn, Erling Alfsſøn, Andres Pott, Erlend Raud, Thorlaug Boſe og Paal Sure. Da man kom til Koggen, merkede man at Skoterne havde været der om Natten, og plyndret endeel; Reſten blev nu losſet i Baadene. Men førend man endnu var færdig hermed, ſaa man den ſkotſke Hovedhær nærme ſig. Den var ſaa ſtor, at alle antoge, at Kong Alexander ſelv var med. Hvor vidt det virkelig forholdt ſig ſaa, erfares ikke af de ſkotſke Beretninger, kun erfarer man ſaa meget, at den egentlige Befalingsmand over Skoternes Hær var Alexander af Dundonald, Skotlands Stewart, Farfader til den Walter Stewart eller Stuart, ſom ved at egte en Datter af Kong Robert Bruce blev Stamfader til den ſtuartſke Konge-Æt[4]. Man beregnede at Skoterne havde henved 600 Ryttere, hvis Heſte vare forſynede med Brynjer, flere af dem vare endog ſpanſke Stridsheſte, heelt bepandſrede[5]; derforuden havde de en ſtor Mængde Fodfolk, vel bevæbnede, fornemmelig med Buer og Sparther (irſke Hugſpyd). Nordmændenes Antal kunde i det hele taget udgjøre 1000 Mand, af hvilke 240, under Agmund Krøkedans, havde beſat en nær liggende Højde[6], de øvrige ſtode nede paa den ſandige Strandbred. Kong Haakon tænkte ſelv at anføre ſine Folk, men de vilde ikke paa nogen Maade vide ham udſat for en ſaadan Fare, og han forføjede ſig derfor tilbage til Skibene under Øen. Skoterne, der rimeligviis kom ned ad Landevejen, vendte ſig førſt mod den Højde, hvor Agmund Krøkedans ſtod. Andres Nikolasſøn, der frygtede for at den lille Hob kunde blive omringet, ilede op paa Højen til Agmund og raadede ham at drage ſig ned til de øvrige, men i god Orden og uden at lade ſine Folk ſprede ſig hid og did ſom Flygtende. Agmund fulgte hans Raad. Nordmændene trak ſig baglængs ned fra Højden, og værgede ſig ſaa godt de kunde med ſine Skjolde mod Skoterne, der ſatte haardt ind paa dem med Steenkaſt; men jo længere de kom ned af Bakken, deſto ſtørre Fart fik de, ſaa at de, der ſtode nede paa Fjæren, troede at de flygtede. Derved opſtod en pludſelig Skræk blandt disſe; de ſtimlede til.Baadene for at komme afſted jo før jo heller, endog Lendermanden Andres Pott ſprang i Haſt over to Baade ud i den tredje og ſatte fra Land. De andre raabte til dem, at de dog endelig maatte vende tilbage igjen, men kun faa adløde dette Raab, og Baadene bleve ſaa overfyldte, at de fleſte af dem ſank, og flere Folk druknede. De, ſom ikke kom ud i Baadene, flygtede ſydover langs Stranden; nogle løb op i Koggen. Skoterne indhentede dem, og nedlagde enkelte hiſt og her. Flere Gange raabte Anføreren dem tilbage og vilde bringe dem i Orden, men forgjeves; de ſom vendte om, bleve ogſaa tildeels dræbte, blandt dem Kongens Hirdmand Haakon af Stein. Endelig, da de Flygtende vare komne bag om et af de opdrevne Langſkibe, forefandt de en anden Flok af deres Egne, med hvilke de nu forenede ſig og ſøgte at holde Stand, idet de ſluttede ſig om Anførerne Agmund Krøkedans, Andres Nikolasſøn, Thorlaug Boſe og Paal Sure. Her blev der en meget haard Kamp, thi der var nu vel ti Skoter for een Nordmand. Den tapreſte af Skoterne var en ung, højbyrdig Ridder i glimrende Ruſtning, ved Navn Peter af Curry[7]. Han reed kjekt lige ind imod Nordmændenes Fylking, tvers igjennem den og tilbage igjen til ſine egne Mænd; dette ſynes han at have gjentaget flere Gange, indtil Andres Nikolasſøn mødte ham, og gav ham et vældigt Hug i Laaret, ſaa at han ſtyrtede ned af Heſten, og døde ſtrax efter. Nordmændene toge hans ſmukke Vaabenbelte; han havde ogſaa en forgyldt Hjelm, beſat med Ædelſtene, og et prægtigt Harniſk, men det lader ikke til, at Nordmændene fik Tid til at tage disſe. Kampen raſede fremdeles med Heftighed, og der faldt Folk paa begge Sider, iſær blandt Skoterne, ſom dog, formedelſt deres ſtørre Antal, en Tidlang havde Overhaand. Kong Haakon vilde gjerne have ſendt ſine Mænd Hjelp, hvis Stormen ikke havde hindret det, dog lykkedes det Ragnvald Urka og Eilif af Nauſtdal at komme til Land med endeel friſke Tropper, ſaavel ſom dem, der tidligere havde flygtet ud i Baadene. Ragnvald veeg imidlertid ſtrax tilbage til Skibene, men Eilif fornyede Kampen med den ſtørſte Tapperhed, ſaa at ogſaa de øvrige Nordmænd, der hidtil havde ligget under for Overmagten, fattede nyt Mod, og Skoterne efterhaanden bleve drevne tilbage, førſt op paa Højen, ſiden videre, indtil de endelig ganſke toge Flugten, og ſøgte op i Fjeldene, idet enhver ſøgte at frelſe ſig ſom han bedſt kunde. De gjorde heller ikke, ſom det ſynes, noget yderligere Forſøg paa at hevne Nederlaget og erobre de ſtrandede Skibe, uagtet Nordmændene efter Kampen begave ſig ud til Flaaden, ſom de kun med Vanſkelighed naaede formedelſt Stormen. Morgenen efter ſendte Kongen Folk i Land for at hente de Faldnes Liig, hvilket ligeledes ſynes at have ſkeet uden at Nordmændene i mindſte Maade forſtyrredes. Det lader til at den ſlagne ſkotſke Hær ganſke havde forladt Egnen. Sandſynligviis var der nu kommen Efterretning om den anden norſke Afdelings Landgang i Lennox og Alans Hærferd hen ad Stirling til, hvilket vel kunde bevirke, at Anførerne fandt det nødvendigt, ſnareſt muligt at komme de haardt hjemſøgte Egne til Hjelp[8], og ſaaledes ilede derhen over Paisley og Glasgow. Kongen lod alle de Faldne føre til Kirke og begrave, ſandſynligviis paa Bute. Hvor mange de i alt vare, vides ikke. Kun de fornemſte af dem nævnes, foruden Haakon af Stein, nemlig en anden Hirdmand, ved Navn Thorgils Gloppa, Karlshoved, en anſeet Bonde fra det Throndhjemſke, Hallkell, en riig Bonde fra Fjordene, og tre Kjerteſvende, der heed Thorſtein Baat, Jon Ballhoved og Hallvard Bunjard. Skoterne havde taget deres Landsmænds Liig, efter ſom de faldt, og bragt dem ind i Skoven, ſaa at man ikke kunde ſee, hvor mange der vare faldne. Den følgende Dag (Thorsdag den 4de October), lod Kongen lette Anker paa ſit eget Skib og lagde ud under Øen. Samme Dag kom den Afdeling tilbage, der havde herjet om Skibefjorden og Loch Lomond, og ligeledes lidt ſtor Skade af Stormen ſom ovenfor berettet. Dagen efter (Fredag) var Vejret godt, og Kongen lod derfor en Deel Gjeſter ro i Land og ſætte Ild paa de ſtrandede Skibe. Samme Dag lettede han Anker med hele Flaaden, og lagde atter ud til Lamlaſh Havn, hvorfra han ſiden lod den paa Toget til Lennox afdøde Ivar Holms Liig bringe ind til Bute og begrave der[9].

Saadan var Sammenhængen med det bekjendte Slag ved Largs, hvilket vel var overordentlig ærefuldt for Nordmændene, der havde ſejret mod en mangedobbelt Overmagt, men dog hverken var af den Vigtighed og Betydning, eller havde det Udfald, ſom de fleſte ſkotſke Hiſtorieſkrivere have tillagt det. Sagaens Beretning derom indeholder faa mange indre Beviſer paa Nøjagtighed og Sanddruhed, at vi fuldkommen kunne ſtole paa den; den grunder ſig paa Øjevidners og Deeltageres Vidnesbyrd, medens derimod de ſkotſke Fortællinger alle ere optegnede i en ſildigere Tid, og kun ſtøtte ſig til ufuldſtændige Annal-Notiſer, ud fyldte med løſe Sagn. Det var i det mindſte fra norſk Side intet Hovedſlag, kun en Trefning mellem en enkelt Afdeling, og den ſkotſke Hær. Kongen havde viſtnok lidt ſtor Skade af Stormen, ſaaledes at hans Folk endog, ſom vi have ſeet, troede at der var Trolddom med i Spillet, og Skoterne derimod gave deres Skytshelgeninde, den hellige Dronning Margrete, Æren for at være kommen dem til Hjelp[10]. Men hvor ſtor Skaden end var, ſaa kunde den dog i ſig ſelv ikke have ſaa meget at betyde; thi i det højeſte vare kun fire Skibe ganſke tilintetgjorte, de øvrige havde maaſkee lidt meget, men vare dog frelſte, og kun en liden Deel af Mandſkabet var dræbt eller omkommet. Det kan umuligt forholde ſig ſaaledes, ſom Fordun ſiger, „at Skibene ſtødte mod hinanden, eller mod Landet og paa Skær, ſaa at Folk i Tuſendviis ſtyrtede i Havet og opdyngedes af de ſalte Bølger, medens de, ſom uſkadte kom i Land, ſtrax bleve angrebne af de Skotſke, overmandede, drevne paa Flugten, og ud i Havet, hvor de druknede, blandt hvilke Tuſender af Dræbte der ogſaa var en fornem Nordmand, Kong Haakons Frænde, en mægtig og tapper Mand, hvis Tab Kongen begræd“[11]. Hvis noget ſaadant havde hændt, da vilde nok Sagaen have talt ganſke anderledes derom. Den vilde have beklaget Tabet af ſaa mange Krigere; der vilde og have opſtaaet en Sorg og Forfærdelſe i Norge, hvorom hverken Sagaen, Annalerne eller Sagnet havde tiet. Skoterne vare drevne paa Flugten af en Haandfuld Nordmænd, og Kong Haakon havde egentlig udrettet hvad han vilde. Om Stormen og Ødelæggelſen ikke var indtruffen, vilde han dog ſikkert alligevel med det førſte have trukket ſig tilbage, ſiden Vinteren var for Døren; Stormen havde kun den Virkning, at dette maatte ſkee noget før, fordi hans Skibe trængte til Udbedring, og at hans Held ikke blev ſaa fuldkomment ſom det ellers vilde have været, om han i godt Vejr kunde have landet med ſin hele Hær, overvældet den ſkotſke Konge og tvunget ham til at ſlutte en ydmygende Fred, eller om han i det mindſte kunde have herjet Egnen, vundet rigt Bytte, og ſkaffet ſig et nyt Forraad af Levnetsmidler, ſom han nu tiltrængte, og hvorved han maaſkee havde været i Stand til at forlænge ſit Ophold der. Hans Tab var heller ikke ſtørre, end at han kunde tænke paa umiddelbart derfra at drage over til Irland. Thi medens han endnu laa i Lamlaſh Havn, kom Sigurd Syderøing med Følge tilbage fra Irland, og overbragte ham det Tilbud fra Irerne, at de vilde underholde hele hans Hær den foreſtaaende Vinter, hvis han vilde komme og befrie dem fra deres engelſke Herrer. Han havde ſtor Lyſt dertil, men hele Hæren vilde nødigt, og da Vinden var ugunſtig, og man leed Mangel paa Levnetsmidler, holdt han et Thing, hvori han bekjendtgjorde at han vilde vende tilbage til de nordligere Øer, og gav endog flere Tilladelſe til at ſejle hjem til Norge[12]. Men han kunde ikke et Øjeblik have hengivet ſig til en ſaadan Tanke, ſom den, at drage til Irland og binde an med de Engelſke, hvis han, ſom Fordun ſiger, havde miſtet Folk i Tuſendviis. Det ſynes heraf endog næſten ſom om det ſnarere var Mangel paa Proviant, end den Skade, Stormen havde tilføjet ham, der nødte ham til at drage bort. Man kan godt forſtaa, hvorledes Skoterne, der fra Højden af vare Vidner til den Virkning, Stormen udøvede paa den norſke Flaade, og den Forvirring, der opſtod, kunde foreſtille ſig Skaden ſtørre end den virkelig var; det tør nok til enkelte Tider have ſeet ud, ſom om der ikke vilde blive et eneſte Skib heelt tilbage; og Nordmændenes Tilbagetog faa Dage efter, uagtet de havde ſejret, beſtyrkede dem maaſkee i den Tro, at Skibene havde lidt langt ſtørre Skade, end det virkelig var Tilfældet. Kong Haakon ſkal ifølge en ſkotſk Beretning[13] ſelv have ſagt, at det ej var menneſkelig Magt, men Guds Haand, der drev ham bort. Men ogſaa dette tyder ſnarere hen paa, at han ſkulde have overvundet Skoterne, end omvendt, og disſe Ord vilde have pasſet, om endog den ødelæggende Storm ſlet ikke var indtruffen, og han kun havde befalet Tilbagetoget, fordi Vinteren nærmede ſig.

Kong Haakon forlod altſaa disſe Farvande ſom Sejrherre, og det forholder ſig aldeles rigtigt, ſom Sagaen ytrer, at han paa dette Tog havde gjenvundet alle de Beſiddelſer, Kong Magnus Barfot i ſin Tid havde erobret. Han ſtyrede ogſaa med dem, ſom han fandt for godt, uden at nogen gjorde ham Retten dertil ſtridig. Bure overdrog han til Ruaidhri, og Arran til Murchard[14]. Kaſtellet paa Sydſpidſen af Cantire, ſom Guthorm Bakkakolv havde haft Befaling over, gav han Kong Duggall, hvis Ættebeſiddelſer laa her. Fra Lamlaſh drog han, den ſamme Vej, han var kommen, ſønden om Arran til Sandø, og forbi Cantires Sydſpidſe til Gudø[15], og derfra til Ilaſund, hvor han blev liggende i to Nætter (12te til 14de October), og udſkrev af Øen Ilas Indbyggere en Contribution af 360 Stykker Kvæg, hvoraf dog noget ſkulde udredes i Smør og Oſt; fra Ilaſund ſejlede han Søndag den 14de October videre mod Nord, men fik atter en faa heftig Storm med Søtaager, at kun faa af Skibene beholdt Sejlene hele; dog kom han i Behold til Kjarbarø. Her lod han ſende Bud efter Eogan, ſom dog ikke indfandt ſig, tvert imod fik Kongen vide, at Eogans Mænd havde hugget Strandhug paa Mull, og dræbt ſaavel nogle af Øens Indbyggere, ſom to eller tre Nordmænd. Saaledes havde da Eogan nu aabenbart taget Kong Alexanders Parti. Fra Kjarbarø ſejlede Kongen til Mull-Kalv, hvor han blev liggende i nogle Dage. Her ſkiltes han fra Duggall og hans Broder Alan, hvilke han nu overdrog de Beſiddelſer, ſom Eogan før havde haft. Kong Magnus af Man og de øvrige Syderøinger vare tidligere dragne hjem. Fra Mull-Kalv ſejlede Kongen til Raunøerne, hvor han fandt de Skibe liggende, ſom han havde givet Tilladelſe at drage hjem til Norge, men ſom endnu ikke vare komne videre; der laa ogſaa Bonden Balte fra Hjaltland tilligemed nogle Folk, han havde ſendt forud til Orknø, rimeligviis for at melde ſin nær foreſtaaende Ankomſt. Fra Raunøerne vilde han ſejle lige mod Nord, men Modvind nødte ham til at lægge ind i Veſtrefjord (Loch Snizort) paa Skye, og forblive der i nogle Dage, ſaa at han maatte udſkrive Contribution af Øens Indbyggere. Endelig fik han ſaa vidt Bør, at han kunde drage videre, og kom forbi Hvarv (Cap Wrath). Men ſtrax efter, da han kom udenfor Diurnes, blev det blikſtille, ſaa at han maatte lægge ind i en Fjord, ſom Sagaen kalder Goafjord eller Gjaafjord, og ſom neppe kan være nogen anden end den temmelig dybe Fjord Loch Eribol. Det er ſandſynligviis til hiin Fart forbi Diurnes, og det der indtrufne Blikſtille, at den før omtalte Viſe ſigter, naar der fortælles, at

„der de komme for Lindesnes
og Bølgen legte af Bunde,
alt ſtod Skibet i bliden Bør,
ſom det havde ſtandet i Grunde“.

Kongen, heder det, ſpurgte nu, om der var nogen læg eller lærd, der kunde „ſige ham af denne Ferd“, men fik ingen Beſked, thi Nikolas af Nidarnes[16] ſkjønnede det vel, men vilde intet ſige:

„her er feigr madr i vaarre Ferd
Gud lade Kongen det ikke vide!“

Kongen erfarede det dog ſelv, thi den „feige Mand“ var hans Yndling Olaf Arnfinnsſøn, der var bleven heftigt ſyg:

„Det var Helled Haakon Konning
ſaa ſaare han græmmede ſig;
hvor er Olaf Arnfinnsſøn[17],
hvi er han ikke hos mig?“

„Svarede der den liden Smaadreng
og han ſtod Kongen fraa:
Olaf ligger i Bunken (Laſten)
ſyg ſaa ſaare ilde han maa“.

„Og det var Helled Haakon Konning,
han ganger for Olaf at ſtande;
Hure da lider dig, Olaf Arnfinnsſøn,
Og hitte gaar dig i Haande?“

„Jeg har ſaa ondt i Bryſte min’,
Mig tykkes mit Hjerte mon ſvide;
den gode Gud ſom alt haver ſkabt,
Han give, denne Nat maa lide“.


„De vaagede over Olaf Arnfinnsſøn
og vel udi Nætter to,
Men det var Helled Haakon Konning,
ſin Bane monne han der faa“.

„Og det var Olaf Arnfinnsſøn
Han gav der op ſin Aand.
Det var Helled Haakon Konning,
Holdt hannem Voxlys i Haand“.

Man ſeer her tydeligt, at der ſigtes til Begivenheder efter Krigstoget, og at Olaf Arnfinnsſøns Død maa være indtruffen ikke længe for Kongens egen; der peges endog hen paa, at Kongen ſkulde have paadraget ſig ſin egen Dødsſygdom ved at vaage over Olaf; derhos ſpørger han, hvorledes det gaar med hans Haand, hvoraf man maa ſlutte at Olaf var bleven ſaaret paa Toget. Viſens Omkvæd lyder ogſaa „og faar er min Haand af den Brynje“. Kongen blev netop „to Nætter“ liggende i Goafjord, nemlig fra Ankomſten, Lørdag den 27de October, til Mandagen den 29de. At der her nævnes „Lindesnes“, maa alene tilſkrives enten Viſeforfatterens Ukyndighed, eller, hvad der er rimeligere, ſenere Forvanſkninger; der kan meget godt oprindelig have ſtaaet „Dyrnes“. Hvo denne Olaf Arnfinnsſøn var, vides for øvrigt ikke, thi Sagaen omtaler ham ej; man ſeer kun, at han maa have været Kongens Yndling, maaſkee en af hans Frænder, hvis Stilling ikke for øvrigt var ſaa fremtrædende, at der i en ſlet og ret hiſtoriſk Beretning kunde være Anledning til at omtale ham, men ſom derimod ligefuldt kan have ſpillet en betydelig Rolle i de Meniges Øjne, blandt hvilke Viſen maa antages at være bleven til, ſaamegetmere ſom man ſeer, at hans Sygdom og Død betragtedes ſom et ulykkeligt Forvarſel, og ſattes i umiddelbar Forbindelſe med Kongens egen, ikke længe efter paafulgte, dødelige Afgang. Han maa have ſtaaet i Ry for Kjekhed og Raſkhed, ſiden Kongen gjorde ſaa meget af ham; det heder tidligere, at da Kongen før Udrejſen fra Norge faa ud „over alle de Led“, og ikke opdagede Olaf, ſpurgte han hvor han var, og hvorfor han ej fulgte med; hvortil „den liden Smaadreng“ ſvarede: „Olaf han kommer udi ſamme Stund, I lader vore Fæſte løs ſlaa“. Det er meget muligt, at hele denne lille Epiſode ikke engang er bleven bekjendt paa hele Flaaden, men har indſkrænket ſig til nogle faa Skibe. Tvivles kan dog neppe paa, at det er en virkelig Begivenhed, der i det mindſte ſenere betragtedes ſom varſlende. Under de to Dages Ophold i Goafjord indtraf ogſaa en anden Ubehagelighed. Kongen havde om Søndagen den 28de, der tillige var Simons og Judæ Dag, hørt Mesſe, da hans Folk bragte ham nogle Skoter, ſom de havde grebet. Han gav dem alle fri, og ſendte dem op i Bygden, paa een nær, mod det Løfte, at de ſkulde komme ned til ham igjen med en Deel Slagt, derfor blev hiin ene tilbageholdt ſom Gisſel. Senere ud paa Dagen roede ni Mand fra et af Skibene til Land for at hente Vand. Men ikke længe efter hørte man et Skrig. En Deel Folk roede til, og ſaa nu at Skoterne havde overfaldt hine; da de vare ganſke vaabenløſe, kunde de ikke tænke paa at forſvare ſig, og heller ikke kunde de komme bort, da Baaden var fjæret op; Skoterne havde ſaaledes dræbt ſyv af dem, og kun to, der haardt ſaarede havde ſtyrtet ſig i Vandet, bleve tagne op og frelſte af deres Landsmænd. Ved at ſee Nordmændene nærme ſig, flygtede Skoterne til Skogs, og Nordmændene toge deres faldne Kammeraters Liig med ſig. Kongen tog dog ingen Hevn over Gisſelen, men lod ham ſætte i Land og ſlippe løs[18].

Mandagen den 29de October ſejlede Kong Haakon fra Goafjord over Pettlandsfjorden. I denne urolige Fjord var Søgangen ſaa voldſom, at et Skib fra Ryfylke forgik med hele Beſætningen. Jon af Heſtbø[19] drev øſtover, og var nær kommet i den ſaakaldte Svelg[20], en Hvirvel eller Malſtrøm, der endnu frygtes af de Søfarende, men ſlap dog heldigt fra den, og lod nu, ſiden han havde forfejlet Øerne, Courſen ſtaa lige til Norge. Kongen kom om Natten til et Sund ſtrax nordenfor Aasmundsvaag paa Vaage (maaſkee ved Flatø), og lagde ſiden ind i Ragnvaldsvaag. Her ſamlede ogſaa de fleſte øvrige Skibe ſig til Hovedflaaden, for ſaa vidt ſom de ikke allerede havde taget Vejen hjem til Norge, thi en Deel havde virkelig faaet Hjemlov, og mange rejſte endog uden Tilladelſe. Kongen havde nemlig ytret, at han, ſaa ſnart han var kommen til Øerne, vilde ſejle hjem til Norge, og derfor tænkte vel flere ſom ſaa, at det ikke var ſaa farligt, om de ſejlede paa egen Haand. Men da Vejret blev haardere, og gunſtig Vind aldrig vilde komme, beſluttede Kongen at overvintre paa Orknøerne med tyve Skibe. Alle de øvrige fik Tilladelſe til at drage hjem. Dog maatte Lendermændene blive hos ham, undtagen Eiliv af Nauſtdal, der allerede var ſejlet øſtover; ligeledes bleve de fleſte andre mere anſeede Mænd tilbage hos ham. Det var dog vel neppe det ſtormfulde Vejr og den ſildige Aarstid alene, ſom bragte Kongen til at tage den Beſlutning, at overvintre paa Orknøerne. Han vilde ſikkert ogſaa være i Skotlands umiddelbare Nærhed, for at forſvare de Erhvervelſer eller rettere Tilbage-Erobringer, han paa Toget havde gjort, om Skotekongen muligviis endnu om Vinteren, eller tidligt den følgende Vaar, førend endnu Skive kunde komme fra Norge, ſkulde ville gjøre nye Erobringsforſøg. Derimod kan man ikke antage, at det var hans Henſigt at gjøre noget nyt Tog til Syderøerne, hvis Kong Alexander lod dem være i Fred. Der nævnes heller ikke det mindſte om noget ſaadant. Han havde udrettet hvad han vilde: alle Øerne tilligemed Cantire adløde nu hans Herredømme. Det var ikke hans Plan, at gjøre Erobringer, men kun at beholde, hvad han havde og hvad der fra Magnus Barfots Tid retmæsſigt hørte under Norges Krone. Det hørte ikke til hine Tiders Statskunſt, at ſætte ſig i Beſiddelſe af Landſtrækninger, for ſiden kun at benytte dem ſom „materielle Garantier“, og uden at tænke paa i Længden at beholde dem. Øjemedet med Toget var altſaa i Kongens og hans Mænds Øjne opnaaet. Det faldt dem viſt ikke ind at betragte Toget ſom forfejlet, eller det ved Largs forefaldne ſom et Uheld i anden Forſtand, end at Skibenes Beſkadigelſe og Stranding medførte et betydeligt Pengetab; thi Slaget med Skoterne var en fuldſtændig og for Nordmændene meget glimrende Sejr. Det vilde ſikkert have forundret dem ſaare meget, om de havde kunnet læſe, hvad Skoterne ſiden ſkreve om dem, at de ſkulde have lidt et Nederlag, og miſtet Tuſender af Folk. Selv vidſte de intet om en ſaadan Nød, men betragtede ſig ſom Sejrherrer, der fuldſtændigt havde udført hvad der her ſkulde ſkee, og ſom derfor ikke havde mere der at gjøre[21].

Kongen lod nu ſkrive Breve til Norge om Regjeringens Ordning i hans Fraværelſe, og lod derpaa, ſtrax efter Allehelgensdag (1ſte November), ſit Skib føre over til Medallandshavn (Midland Harbour)[22], hvor det tilligemed flere ſkulde ſættes paa Land. Han blev den Dag tilbage paa Ragnvaldsø, og begav ſig derfra lige ind til Kirkevaag, upaatvivleligt over Skalpeid. Skibsſtyrerne havde nu meget travlt med at tilſee ſine Skibe, der ſkulde ſættes op, deels i Medallandshavn, deels inde ved Skalpeid. Kong Haakon ſelv reed Løverdagen den 10de November ud til Medallandshavn, ſkjønt han allerede var meget ſyg, tilbragte Natten ombord paa ſit Skib og lod den følgende Dag, der tillige var St. Martins Dag, ſynge Mesſe for ſig paa Land. Han beſtemte nu nøje, hvor hans Skib ſkulde ſættes op, og bad ſine Folk overhoved at forſyne Skibene vel. Derpaa reed han ind til Skalpeid og derfra til Kirkevaag, hvor han efter Biſkoppens Indbydelſe tog ind hos ham med alle dem af ſit Følge, ſom han plejede at have ved ſit Bord. Kongen og Biſkoppen holdt begge, hver for ſig, Bord for ſine Mænd i Hallen, men Kongen holdt ſelv til ovenpaa, og ſpiſte for det meſte der. De Krigsfolk, han beholdt tilbage hos ſig, fordeelte han til Indqvartering i Gaardene rundt om paa Øerne, ſaaledes at disſe formeligt bleve optegnede, og efter denne Liſte visſe Ørers Land anviiſt enhver Lendermand eller Skibsſtyrer, til Underhold for ham ſelv og hele hans Skare. Andres Plytt ſkulde foreſtaa Kongens eget Bordhold og beverte Hirdmændene, Gjeſterne og Kjerteſvendene, foruden de Folk, han ſelv holdt. Alle disſe Beſtemmelſer bleve tagne til Følge, da Arbejdet med Skibenes Opfatning var til Ende, og enhver Høvding forføjede ſig til det ham anviſte Sted. De Lendermænd, der forbleve i Kirkevaag, vare Brynjulf Jonsſøn, Erling Alfsſøn, Ragnvald Urka, Erling i Bjarkø, Jon Dronning og Erlend Rand. De øvrige vare fordeelte hiſt og her paa Landet[23].

  1. I Sagaen kaldes Loch Lomond „Lokulofni“ (egentl. Loch Lowmund), og Egnen deromkring eller Lennox, „Lofnath“ (i ældre Skotſk Lofnach eller. Levenar).
  2. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 323.
  3. Se Dillons lærerige og grundige Afhandling, ledſaget med Kart, i Archæol. Scot. II., hvilken vi her i alt, hvad der angaar Localiteter og andre Enkeltheder, hvorom Sagaen ingen Oplysning giver, have fulgt.
  4. Fordun, X. 16.
  5. Saaledes bør visſelig spænskum essum öllum fordyktum overſættes. Ess, Ers, er de danſke Kæmpeviſers „Ørs“, Stridsheſt.
  6. Denne Højde, ſiger Dillon i ſin Afhandling, kan ikke være nogen anden end Højden ved Haily, hvor Vejen fra Kilbirnie forener ſig med Strandvejen: Slaget nede paa Sanden maa have ſtaaet mellem „Creſcent“ og „Brisbane Place“, ſtrax ſøndenfor Gogo Burn, hvorfra Nordmændene efter Sagnet ſkulle have været drevne ſydover til Kelburn og Keppingburn.
  7. Saaledes Fordun. Sagaen kalder ham Perus, hvilket er en Fordrejelſe af den franſke Form Piers. Wyntoun kalder ham „Perrys“.
  8. Dillon antager, at Nordmændene maa have ſluttet en Convention med Skoterne, for at ſaa Tilladelſe til at begrave de Døde i Fred. Men dette grunder ſig paa den Fejltagelſe, at Skoterne ſkulde have ſejret og været Herrer over Valpladſen, medens det derimod af den paalidelige og aldrig overdrivende Sagas Beretning ſees, at de tilſidſt ej alene bleve ſlagne, men endog adſpredte ſig i vild Flugt. Han ytrer derfor og ſelv ſiden ſin Forundring over, at Skoterne ikke ſtrax ødelagde Skibene, og ikke ſiden modſatte ſig Kong Haakons Mænd, da de landede i dette gjemt, og det uagtet han ved en fejlagtig Beregning af Dagen faar dette til at ſkee den 12te Octbr., i Stedet for den 5te. Sagen er ſimpelt hen den, at den ſkotſke Hær ikke længer var der; den var enten adſplittet, eller havde trukket ſig tilbage længer ind i Landet, af den ovenfor anførte Grund. At Ligene af de faldne Nordmænd neppe, ſom Dillon antager, bleve begravne ved Largs Kirke, ſees deels af den melroſiſke Krønike, der udtrykkeligt ſiger at Kongen lod fine Saarede og Faldne bringe ombord, deels af Sagaens Ord, der udtrykkelig antyde en Afhentning. „Om Morgenen fore de i Land efter de Mænds Liig, ſom faldne vare o. ſ. v.“ De Gravhøje og Gravmindesmerker, der i betydelig Mængde findes ved Largs, ſynes efter Beſkrivelſen ſnarere at tilhøre det fjerne Hedenold, end Midten af det 13de Aarhundrede. Overhoved have de fleſte ſkotſke Antiqvarer og Hiſtorikere med Henſyn til Slaget ved Largs aldeles, ſom det lader, ſtaaet i den Formening, at Kong Haakon var en hedenſk Viking, og Toget ſelv „det ſidſte Vikingetog“. De tale om „ſimple Obeliſker, Steenkiſter, Grav-Urner“, fundne ved Largs, ſom Levninger fra dette Slag (Ann. for nord. Oldk. og Hiſtorie 1846, S. 341, Not) Dr. Wilſon ſiger derfor i ſin ſkotſke Archæologi S. 525: „en Gjennemlæsning af gamle og nye ſtatiſtiſke Indberetninger fra de forſkjellige Kirkeſogn ved Kyſterne af Ayrſhire og Argyllſhire er tilſtrækkelig til at viſe, at Kong Haakons Slag har været en ſaa ufejlbar Kilde til at forklare Opdagelſen af Steenkiſter, Gravhøje, Dysſer og Gravlevninger af hvilket ſom helſt Slags, ſom om det ſkulde være et aldeles beviiſt Factum, at ingen lige fra Noahs Dage til vor Tid var død paa den Kant, uden i Slaget ved Largs“!
  9. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 324—326. Fordun, X. 15, 16. Han angiver her fremdeles urigtig Dagen, nemlig Mariemesſe ſidere, 8de Sept„ ſamme Dag, Haakon lagde ſig under Kumrø; den melroſiſke Krønike har derimod rigtigt 3die Dag efter Michelsmesſe.
  10. Se Fordun, l. c. Fordun anfører endog en Drøm, ſom den ſkotſke Ridder John Wemys ſkal have haft, nemlig at den hellige Dronning Margrete aabenbarede ſig for ham med ſin Mand og ſine Sønner, ſigende at hun ilede til Largs for at forſvare Riget, der af Gud var hende anbefalet.
  11. Maaſkee her ſigtes til Viſens „Olaf Arnfinnsſøn“, ſe nedenfor S. 420, 424. Stuart-Ætten roſte ſig af, at Alexander Stuart i Slaget ved Largs med egen Haand ſkulde have dræbt „Elsfrid“, Kong Haakons Frænde og fornemſte Anfører, ſe Wharton, Angl. sacr. I. 687.
  12. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 326.
  13. Den melroſiſke Krønike.
  14. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 326.
  15. Han laa den førſte Nat (Tirsdag den 9de October) under Arran, anden Nat (Onsdag den 10de) under Sandø ſtrax ſydøſtligt ved Satiresmule, tredie Nat (Thorsdag den 11te) under Gudø.
  16. I Viſen ſtaar „Nilaus Nødernes“. Her ſigtes viſtnok til Nidarnes, ſenere Nødernes, Nedenes Gaard ved Arendal, efter hvilken Nedenes Amt nu har ſit Navn.
  17. I Viſen ſkrives Navnet Oluf Audfindsſøn.
  18. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 327.
  19. Denne Jon af Heſtbø har maaſkee været en Søn af Lendermanden Baard i Heſtbø, der ogſaa var med paa Toget.
  20. Svelgen kaldes nu Swelchie, og antages at være i Nærheden af de ſaakaldte Pentland-Skerries. Om denne „Svelg“ havde vore Forfædre det Sagn, at den frembragtes ved Frodes Kvern „Grotta“, der her var ſunken ned, og altid gik rundt og malede Salt, ſe ovenfor I. 1. S. 219.
  21. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 328.
  22. Denne Havn er ſydligſt raa Rosſø ved Houſton, lige overfor Hop, og dannes af en liden Holme, kaldet Houſton Holm.
  23. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 327.