Det norske Folks Historie/5/47

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 411-424).

Kong Haakon skred saaledes paany til Fiendtligheder, og sendte ikke mindre end 60 Skibe, deels norske, deels syderøiske, under Anførsel af Kong Duggall, hans Broder Alan, Angus af Ila og Murchard af Cantire, samt Vigleik Provstesøn og Ivar Holm, ind i Skibe-Fjorden (Loch Long), for at herje de rige Egne mellem Clyde og Forth, medens han selv beredede sig til at gjøre Landgang ved Largs og møde den skotske Hovedhær. De oven nævnte Anførere løb ind i Loch Long, og lode derfra deres Baade drage over det smale Tarbet-Ejd til den nordlige Deel af Indsøen Loch Lomond, i Landskabet eller Jarldømmet Lennox^[1]. Denne Indsø, med dens mange veldyrkede Øer og smilende Breder, har altid været regnet blandt Skotlands smukkeste Steder, ligesom det hele Landskab allerede paa den Tid var velbebygget og folkerigt. Det leed nu stor Overlast, thi de norske og syderøiske Krigere ødelagde ej alene Øerne, men ogsaa hele Bygden rundt om Vandet med Ild og Sverd, og Alan Mac Ruaidhri, Duggalls Broder, strejfede endog næsten tvers over hele denne smale Deel af Skotland til den anden Side, dræbte en Mængde Folk, tog mange hundrede Stykker Kvæg, og øvede ellers meget Hærverk. Det var saaledes ikke overflødigt, at man ogsaa havde sørget for at forsterke Stirlings Besætning, skjønt det ligger paa Østsiden, inderst ved Forth-Fjorden; thi sandsynligviis var det kun denne Besætning, der afholdt Alan fra at trænge lige frem til Edinburgh. Siden vendte Nordmændene tilbage til deres Skibe. Men her bleve de overfaldne af en heftig Storm, den samme, der ogsaa hjemsøgte Hovedflaaden, og rasede i to Dage (1ste og 2den October), saaledes som det nedenfor skal berettes. Ikke færre end ti Skibe dreve paa Land for dem og knustes. Derhos blev den ene af deres Anførere, Ivar Holm, pludselig syg og døde. Alan kom dog heldigt til Skibene med det røvede Kvæg, som han deelte ligt mellem Nordmændene og Syderøingerne^[2].

Det var just nu kort efter Jevndøgns-Tiden, og Høststormenes Tid, som Skoterne med saa megen Længsel imødesaa, var allerede begyndt. Mandagen efter Michelsmesse, der selv faldt paa en Løverdag, udbrød der ved Kumrø, hvor Hovedflaaden laa, en forfærdelig Storm med Regn og Ilinger (1ste Octbr.). Den begyndte allerede om Natten, længe førend det endnu var lyst. En stor Kogg (Transportskib) kom.drivende lige ned forud mod Kongens Skib, slog Gallionen af, og hagede sig fast i Ankertouget; i al Hast maatte alle skynde sig op, kaste Klæderne paa sig og slaa Tjeldingerne ned; Kongen lod Koggens Ankertoug kappe, hvorved man blev klar af den, idet den drev ud mod Øen, men paa Kongens Skib maatte man hele den øvrige Deel af Natten ligge uden Tjeld. Da det dagede og Floden begyndte, vendte Vinden sig, og Koggen drev ind paa Land, hvor den blev staaende; ligeledes drev et af Krigsskibene, saavel som et Proviantskib, paa Land. Stormen tiltog fremdeles, saa at Kongens Skib drev for fem Ankere, og han selv fandt det raadeligst at forlade det. Han lod sig ro over til Øen i en Baad med sine Prester og Klerke, og synge Messe for sig, siden ingen menneskelig Magt lod til at kunne hjelpe. De fleste troede endog, at der var Trolddom med i Spillet, og at Skoterne havde ladet dem hexe Uvejret paa. Kongeskibet drev fremdeles, og standsede ikke, førend det aattende Anker var udkastet. Ogsaa de øvrige Skibe begyndte at drive; flere maatte kappe Masterne eller drive som Vrag, fem af dem dreve ind mod Kysten, tre saaledes at de stode ganske fast. Besætningen paa disse befandt sig nu i en højst mislig Stilling. Thi den skotske Hovedhær var ikke langt borte. Ifølge et Sagn der i Egnen, som synes at være fuldkommen troværdigt, havde den nu lejret sig paa et Sted, kaldet Camphill, ved Landevejen, der fører fra Kilbirnie til Largs^[3]. Fra den lave Strand ved Largs hæver Landet sig temmelig brat, og end længer mod Øst ere større Højder, fra hvilke Skoterne udmerket godt kunde iagttage alle den norske Flaades Bevægelser. Saa snart de bleve var, at Skibene dreve mod Land og kom paa Grund, sendte de endeel lettere Tropper ned mod Stranden, for at bemægtige sig de strandede Skive. Skoterne begyndte at skyde paa disse. Nordmændene, der vare ombord, forsvarede sig, faa godt de kunde; endeel af dem gik op i den store Kogg og værgede sig derfra. Skoterne søgte snart til, snart fra. Der faldt kun faa, men mange bleve saarede. Da Kong Haakon fra Øen saa sine Mænds Nød, og Stormen tillige lagde sig noget, sendte han dem nogen Undsætning i sin egen Skibsbaad tilligemed flere andre Baade, og begav sig selv, tilligemed Thorlaug Bose, ud til sit Skib igjen paa en Kjertesvends-Skude. Denne betimelige Undsætning frelste Nordmændene. Skoterne toge strax Flugten, saa at de Norske kunde tilbringe Natten paa Land. Morgenen efter (Tirsdag den 2den October) i Dagningen lod Kongen Mandskabet paa sit eget Skib, saavel som endeel af de øvrige, væbne sig og ro i Land, for at redde Koggen, og bringe den værdifulde Ladning i Sikkerhed. Han fulgte selv med for at have Opsigt med Arbejdet, og ledsagedes af Lendermændene Agmund Krøkedans, Andres Nikolassøn, Erling Alfssøn, Andres Pott, Erlend Raud, Thorlaug Bose og Paal Sure. Da man kom til Koggen, merkede man at Skoterne havde været der om Natten, og plyndret endeel; Resten blev nu losset i Baadene. Men førend man endnu var færdig hermed, saa man den skotske Hovedhær nærme sig. Den var saa stor, at alle antoge, at Kong Alexander selv var med. Hvor vidt det virkelig forholdt sig saa, erfares ikke af de skotske Beretninger, kun erfarer man saa meget, at den egentlige Befalingsmand over Skoternes Hær var Alexander af Dundonald, Skotlands Stewart, Farfader til den Walter Stewart eller Stuart, som ved at egte en Datter af Kong Robert Bruce blev Stamfader til den stuartske Konge-Æt^[4]. Man beregnede at Skoterne havde henved 600 Ryttere, hvis Heste vare forsynede med Brynjer, flere af dem vare endog spanske Stridsheste, heelt bepandsrede^[5]; derforuden havde de en stor Mængde Fodfolk, vel bevæbnede, fornemmelig med Buer og Sparther (irske Hugspyd). Nordmændenes Antal kunde i det hele taget udgjøre 1000 Mand, af hvilke 240, under Agmund Krøkedans, havde besat en nær liggende Højde^[6], de øvrige stode nede paa den sandige Strandbred. Kong Haakon tænkte selv at anføre sine Folk, men de vilde ikke paa nogen Maade vide ham udsat for en saadan Fare, og han forføjede sig derfor tilbage til Skibene under Øen. Skoterne, der rimeligviis kom ned ad Landevejen, vendte sig først mod den Højde, hvor Agmund Krøkedans stod. Andres Nikolassøn, der frygtede for at den lille Hob kunde blive omringet, ilede op paa Højen til Agmund og raadede ham at drage sig ned til de øvrige, men i god Orden og uden at lade sine Folk sprede sig hid og did som Flygtende. Agmund fulgte hans Raad. Nordmændene trak sig baglængs ned fra Højden, og værgede sig saa godt de kunde med sine Skjolde mod Skoterne, der satte haardt ind paa dem med Steenkast; men jo længere de kom ned af Bakken, desto større Fart fik de, saa at de, der stode nede paa Fjæren, troede at de flygtede. Derved opstod en pludselig Skræk blandt disse; de stimlede til.Baadene for at komme afsted jo før jo heller, endog Lendermanden Andres Pott sprang i Hast over to Baade ud i den tredje og satte fra Land. De andre raabte til dem, at de dog endelig maatte vende tilbage igjen, men kun faa adløde dette Raab, og Baadene bleve saa overfyldte, at de fleste af dem sank, og flere Folk druknede. De, som ikke kom ud i Baadene, flygtede sydover langs Stranden; nogle løb op i Koggen. Skoterne indhentede dem, og nedlagde enkelte hist og her. Flere Gange raabte Anføreren dem tilbage og vilde bringe dem i Orden, men forgjeves; de som vendte om, bleve ogsaa tildeels dræbte, blandt dem Kongens Hirdmand Haakon af Stein. Endelig, da de Flygtende vare komne bag om et af de opdrevne Langskibe, forefandt de en anden Flok af deres Egne, med hvilke de nu forenede sig og søgte at holde Stand, idet de sluttede sig om Anførerne Agmund Krøkedans, Andres Nikolassøn, Thorlaug Bose og Paal Sure. Her blev der en meget haard Kamp, thi der var nu vel ti Skoter for een Nordmand. Den tapreste af Skoterne var en ung, højbyrdig Ridder i glimrende Rustning, ved Navn Peter af Curry^[7]. Han reed kjekt lige ind imod Nordmændenes Fylking, tvers igjennem den og tilbage igjen til sine egne Mænd; dette synes han at have gjentaget flere Gange, indtil Andres Nikolassøn mødte ham, og gav ham et vældigt Hug i Laaret, saa at han styrtede ned af Hesten, og døde strax efter. Nordmændene toge hans smukke Vaabenbelte; han havde ogsaa en forgyldt Hjelm, besat med Ædelstene, og et prægtigt Harnisk, men det lader ikke til, at Nordmændene fik Tid til at tage disse. Kampen rasede fremdeles med Heftighed, og der faldt Folk paa begge Sider, især blandt Skoterne, som dog, formedelst deres større Antal, en Tidlang havde Overhaand. Kong Haakon vilde gjerne have sendt sine Mænd Hjelp, hvis Stormen ikke havde hindret det, dog lykkedes det Ragnvald Urka og Eilif af Naustdal at komme til Land med endeel friske Tropper, saavel som dem, der tidligere havde flygtet ud i Baadene. Ragnvald veeg imidlertid strax tilbage til Skibene, men Eilif fornyede Kampen med den største Tapperhed, saa at ogsaa de øvrige Nordmænd, der hidtil havde ligget under for Overmagten, fattede nyt Mod, og Skoterne efterhaanden bleve drevne tilbage, først op paa Højen, siden videre, indtil de endelig ganske toge Flugten, og søgte op i Fjeldene, idet enhver søgte at frelse sig som han bedst kunde. De gjorde heller ikke, som det synes, noget yderligere Forsøg paa at hevne Nederlaget og erobre de strandede Skibe, uagtet Nordmændene efter Kampen begave sig ud til Flaaden, som de kun med Vanskelighed naaede formedelst Stormen. Morgenen efter sendte Kongen Folk i Land for at hente de Faldnes Liig, hvilket ligeledes synes at have skeet uden at Nordmændene i mindste Maade forstyrredes. Det lader til at den slagne skotske Hær ganske havde forladt Egnen. Sandsynligviis var der nu kommen Efterretning om den anden norske Afdelings Landgang i Lennox og Alans Hærferd hen ad Stirling til, hvilket vel kunde bevirke, at Anførerne fandt det nødvendigt, snarest muligt at komme de haardt hjemsøgte Egne til Hjelp^[8], og saaledes ilede derhen over Paisley og Glasgow. Kongen lod alle de Faldne føre til Kirke og begrave, sandsynligviis paa Bute. Hvor mange de i alt vare, vides ikke. Kun de fornemste af dem nævnes, foruden Haakon af Stein, nemlig en anden Hirdmand, ved Navn Thorgils Gloppa, Karlshoved, en anseet Bonde fra det Throndhjemske, Hallkell, en riig Bonde fra Fjordene, og tre Kjertesvende, der heed Thorstein Baat, Jon Ballhoved og Hallvard Bunjard. Skoterne havde taget deres Landsmænds Liig, efter som de faldt, og bragt dem ind i Skoven, saa at man ikke kunde see, hvor mange der vare faldne. Den følgende Dag (Thorsdag den 4de October), lod Kongen lette Anker paa sit eget Skib og lagde ud under Øen. Samme Dag kom den Afdeling tilbage, der havde herjet om Skibefjorden og Loch Lomond, og ligeledes lidt stor Skade af Stormen som ovenfor berettet. Dagen efter (Fredag) var Vejret godt, og Kongen lod derfor en Deel Gjester ro i Land og sætte Ild paa de strandede Skibe. Samme Dag lettede han Anker med hele Flaaden, og lagde atter ud til Lamlash Havn, hvorfra han siden lod den paa Toget til Lennox afdøde Ivar Holms Liig bringe ind til Bute og begrave der^[9].

Saadan var Sammenhængen med det bekjendte Slag ved Largs, hvilket vel var overordentlig ærefuldt for Nordmændene, der havde sejret mod en mangedobbelt Overmagt, men dog hverken var af den Vigtighed og Betydning, eller havde det Udfald, som de fleste skotske Historieskrivere have tillagt det. Sagaens Beretning derom indeholder faa mange indre Beviser paa Nøjagtighed og Sanddruhed, at vi fuldkommen kunne stole paa den; den grunder sig paa Øjevidners og Deeltageres Vidnesbyrd, medens derimod de skotske Fortællinger alle ere optegnede i en sildigere Tid, og kun støtte sig til ufuldstændige Annal-Notiser, ud fyldte med løse Sagn. Det var i det mindste fra norsk Side intet Hovedslag, kun en Trefning mellem en enkelt Afdeling, og den skotske Hær. Kongen havde vistnok lidt stor Skade af Stormen, saaledes at hans Folk endog, som vi have seet, troede at der var Trolddom med i Spillet, og Skoterne derimod gave deres Skytshelgeninde, den hellige Dronning Margrete, Æren for at være kommen dem til Hjelp^[10]. Men hvor stor Skaden end var, saa kunde den dog i sig selv ikke have saa meget at betyde; thi i det højeste vare kun fire Skibe ganske tilintetgjorte, de øvrige havde maaskee lidt meget, men vare dog frelste, og kun en liden Deel af Mandskabet var dræbt eller omkommet. Det kan umuligt forholde sig saaledes, som Fordun siger, „at Skibene stødte mod hinanden, eller mod Landet og paa Skær, saa at Folk i Tusendviis styrtede i Havet og opdyngedes af de salte Bølger, medens de, som uskadte kom i Land, strax bleve angrebne af de Skotske, overmandede, drevne paa Flugten, og ud i Havet, hvor de druknede, blandt hvilke Tusender af Dræbte der ogsaa var en fornem Nordmand, Kong Haakons Frænde, en mægtig og tapper Mand, hvis Tab Kongen begræd“^[11]. Hvis noget saadant havde hændt, da vilde nok Sagaen have talt ganske anderledes derom. Den vilde have beklaget Tabet af saa mange Krigere; der vilde og have opstaaet en Sorg og Forfærdelse i Norge, hvorom hverken Sagaen, Annalerne eller Sagnet havde tiet. Skoterne vare drevne paa Flugten af en Haandfuld Nordmænd, og Kong Haakon havde egentlig udrettet hvad han vilde. Om Stormen og Ødelæggelsen ikke var indtruffen, vilde han dog sikkert alligevel med det første have trukket sig tilbage, siden Vinteren var for Døren; Stormen havde kun den Virkning, at dette maatte skee noget før, fordi hans Skibe trængte til Udbedring, og at hans Held ikke blev saa fuldkomment som det ellers vilde have været, om han i godt Vejr kunde have landet med sin hele Hær, overvældet den skotske Konge og tvunget ham til at slutte en ydmygende Fred, eller om han i det mindste kunde have herjet Egnen, vundet rigt Bytte, og skaffet sig et nyt Forraad af Levnetsmidler, som han nu tiltrængte, og hvorved han maaskee havde været i Stand til at forlænge sit Ophold der. Hans Tab var heller ikke større, end at han kunde tænke paa umiddelbart derfra at drage over til Irland. Thi medens han endnu laa i Lamlash Havn, kom Sigurd Syderøing med Følge tilbage fra Irland, og overbragte ham det Tilbud fra Irerne, at de vilde underholde hele hans Hær den forestaaende Vinter, hvis han vilde komme og befrie dem fra deres engelske Herrer. Han havde stor Lyst dertil, men hele Hæren vilde nødigt, og da Vinden var ugunstig, og man leed Mangel paa Levnetsmidler, holdt han et Thing, hvori han bekjendtgjorde at han vilde vende tilbage til de nordligere Øer, og gav endog flere Tilladelse til at sejle hjem til Norge^[12]. Men han kunde ikke et Øjeblik have hengivet sig til en saadan Tanke, som den, at drage til Irland og binde an med de Engelske, hvis han, som Fordun siger, havde mistet Folk i Tusendviis. Det synes heraf endog næsten som om det snarere var Mangel paa Proviant, end den Skade, Stormen havde tilføjet ham, der nødte ham til at drage bort. Man kan godt forstaa, hvorledes Skoterne, der fra Højden af vare Vidner til den Virkning, Stormen udøvede paa den norske Flaade, og den Forvirring, der opstod, kunde forestille sig Skaden større end den virkelig var; det tør nok til enkelte Tider have seet ud, som om der ikke vilde blive et eneste Skib heelt tilbage; og Nordmændenes Tilbagetog faa Dage efter, uagtet de havde sejret, bestyrkede dem maaskee i den Tro, at Skibene havde lidt langt større Skade, end det virkelig var Tilfældet. Kong Haakon skal ifølge en skotsk Beretning^[13] selv have sagt, at det ej var menneskelig Magt, men Guds Haand, der drev ham bort. Men ogsaa dette tyder snarere hen paa, at han skulde have overvundet Skoterne, end omvendt, og disse Ord vilde have passet, om endog den ødelæggende Storm slet ikke var indtruffen, og han kun havde befalet Tilbagetoget, fordi Vinteren nærmede sig.

Kong Haakon forlod altsaa disse Farvande som Sejrherre, og det forholder sig aldeles rigtigt, som Sagaen ytrer, at han paa dette Tog havde gjenvundet alle de Besiddelser, Kong Magnus Barfot i sin Tid havde erobret. Han styrede ogsaa med dem, som han fandt for godt, uden at nogen gjorde ham Retten dertil stridig. Bure overdrog han til Ruaidhri, og Arran til Murchard^[14]. Kastellet paa Sydspidsen af Cantire, som Guthorm Bakkakolv havde haft Befaling over, gav han Kong Duggall, hvis Ættebesiddelser laa her. Fra Lamlash drog han, den samme Vej, han var kommen, sønden om Arran til Sandø, og forbi Cantires Sydspidse til Gudø^[15], og derfra til Ilasund, hvor han blev liggende i to Nætter (12te til 14de October), og udskrev af Øen Ilas Indbyggere en Contribution af 360 Stykker Kvæg, hvoraf dog noget skulde udredes i Smør og Ost; fra Ilasund sejlede han Søndag den 14de October videre mod Nord, men fik atter en faa heftig Storm med Søtaager, at kun faa af Skibene beholdt Sejlene hele; dog kom han i Behold til Kjarbarø. Her lod han sende Bud efter Eogan, som dog ikke indfandt sig, tvert imod fik Kongen vide, at Eogans Mænd havde hugget Strandhug paa Mull, og dræbt saavel nogle af Øens Indbyggere, som to eller tre Nordmænd. Saaledes havde da Eogan nu aabenbart taget Kong Alexanders Parti. Fra Kjarbarø sejlede Kongen til Mull-Kalv, hvor han blev liggende i nogle Dage. Her skiltes han fra Duggall og hans Broder Alan, hvilke han nu overdrog de Besiddelser, som Eogan før havde haft. Kong Magnus af Man og de øvrige Syderøinger vare tidligere dragne hjem. Fra Mull-Kalv sejlede Kongen til Raunøerne, hvor han fandt de Skibe liggende, som han havde givet Tilladelse at drage hjem til Norge, men som endnu ikke vare komne videre; der laa ogsaa Bonden Balte fra Hjaltland tilligemed nogle Folk, han havde sendt forud til Orknø, rimeligviis for at melde sin nær forestaaende Ankomst. Fra Raunøerne vilde han sejle lige mod Nord, men Modvind nødte ham til at lægge ind i Vestrefjord (Loch Snizort) paa Skye, og forblive der i nogle Dage, saa at han maatte udskrive Contribution af Øens Indbyggere. Endelig fik han saa vidt Bør, at han kunde drage videre, og kom forbi Hvarv (Cap Wrath). Men strax efter, da han kom udenfor Diurnes, blev det blikstille, saa at han maatte lægge ind i en Fjord, som Sagaen kalder Goafjord eller Gjaafjord, og som neppe kan være nogen anden end den temmelig dybe Fjord Loch Eribol. Det er sandsynligviis til hiin Fart forbi Diurnes, og det der indtrufne Blikstille, at den før omtalte Vise sigter, naar der fortælles, at

„der de komme for Lindesnes
og Bølgen legte af Bunde,
alt stod Skibet i bliden Bør,
som det havde standet i Grunde“.

Kongen, heder det, spurgte nu, om der var nogen læg eller lærd, der kunde „sige ham af denne Ferd“, men fik ingen Besked, thi Nikolas af Nidarnes^[16] skjønnede det vel, men vilde intet sige:

„her er feigr madr i vaarre Ferd
Gud lade Kongen det ikke vide!“

Kongen erfarede det dog selv, thi den „feige Mand“ var hans Yndling Olaf Arnfinnssøn, der var bleven heftigt syg:

„Det var Helled Haakon Konning
saa saare han græmmede sig;
hvor er Olaf Arnfinnssøn^[17],
hvi er han ikke hos mig?“

„Svarede der den liden Smaadreng
og han stod Kongen fraa:
Olaf ligger i Bunken (Lasten)
syg saa saare ilde han maa“.

„Og det var Helled Haakon Konning,
han ganger for Olaf at stande;
Hure da lider dig, Olaf Arnfinnssøn,
Og hitte gaar dig i Haande?“

„Jeg har saa ondt i Bryste min’,
Mig tykkes mit Hjerte mon svide;
den gode Gud som alt haver skabt,
Han give, denne Nat maa lide“.

„De vaagede over Olaf Arnfinnssøn
og vel udi Nætter to,
Men det var Helled Haakon Konning,
sin Bane monne han der faa“.

„Og det var Olaf Arnfinnssøn
Han gav der op sin Aand.
Det var Helled Haakon Konning,
Holdt hannem Voxlys i Haand“.

Man seer her tydeligt, at der sigtes til Begivenheder efter Krigstoget, og at Olaf Arnfinnssøns Død maa være indtruffen ikke længe for Kongens egen; der peges endog hen paa, at Kongen skulde have paadraget sig sin egen Dødssygdom ved at vaage over Olaf; derhos spørger han, hvorledes det gaar med hans Haand, hvoraf man maa slutte at Olaf var bleven saaret paa Toget. Visens Omkvæd lyder ogsaa „og faar er min Haand af den Brynje“. Kongen blev netop „to Nætter“ liggende i Goafjord, nemlig fra Ankomsten, Lørdag den 27de October, til Mandagen den 29de. At der her nævnes „Lindesnes“, maa alene tilskrives enten Viseforfatterens Ukyndighed, eller, hvad der er rimeligere, senere Forvanskninger; der kan meget godt oprindelig have staaet „Dyrnes“. Hvo denne Olaf Arnfinnssøn var, vides for øvrigt ikke, thi Sagaen omtaler ham ej; man seer kun, at han maa have været Kongens Yndling, maaskee en af hans Frænder, hvis Stilling ikke for øvrigt var saa fremtrædende, at der i en slet og ret historisk Beretning kunde være Anledning til at omtale ham, men som derimod ligefuldt kan have spillet en betydelig Rolle i de Meniges Øjne, blandt hvilke Visen maa antages at være bleven til, saamegetmere som man seer, at hans Sygdom og Død betragtedes som et ulykkeligt Forvarsel, og sattes i umiddelbar Forbindelse med Kongens egen, ikke længe efter paafulgte, dødelige Afgang. Han maa have staaet i Ry for Kjekhed og Raskhed, siden Kongen gjorde saa meget af ham; det heder tidligere, at da Kongen før Udrejsen fra Norge faa ud „over alle de Led“, og ikke opdagede Olaf, spurgte han hvor han var, og hvorfor han ej fulgte med; hvortil „den liden Smaadreng“ svarede: „Olaf han kommer udi samme Stund, I lader vore Fæste løs slaa“. Det er meget muligt, at hele denne lille Episode ikke engang er bleven bekjendt paa hele Flaaden, men har indskrænket sig til nogle faa Skibe. Tvivles kan dog neppe paa, at det er en virkelig Begivenhed, der i det mindste senere betragtedes som varslende. Under de to Dages Ophold i Goafjord indtraf ogsaa en anden Ubehagelighed. Kongen havde om Søndagen den 28de, der tillige var Simons og Judæ Dag, hørt Messe, da hans Folk bragte ham nogle Skoter, som de havde grebet. Han gav dem alle fri, og sendte dem op i Bygden, paa een nær, mod det Løfte, at de skulde komme ned til ham igjen med en Deel Slagt, derfor blev hiin ene tilbageholdt som Gissel. Senere ud paa Dagen roede ni Mand fra et af Skibene til Land for at hente Vand. Men ikke længe efter hørte man et Skrig. En Deel Folk roede til, og saa nu at Skoterne havde overfaldt hine; da de vare ganske vaabenløse, kunde de ikke tænke paa at forsvare sig, og heller ikke kunde de komme bort, da Baaden var fjæret op; Skoterne havde saaledes dræbt syv af dem, og kun to, der haardt saarede havde styrtet sig i Vandet, bleve tagne op og frelste af deres Landsmænd. Ved at see Nordmændene nærme sig, flygtede Skoterne til Skogs, og Nordmændene toge deres faldne Kammeraters Liig med sig. Kongen tog dog ingen Hevn over Gisselen, men lod ham sætte i Land og slippe løs^[18].

Mandagen den 29de October sejlede Kong Haakon fra Goafjord over Pettlandsfjorden. I denne urolige Fjord var Søgangen saa voldsom, at et Skib fra Ryfylke forgik med hele Besætningen. Jon af Hestbø^[19] drev østover, og var nær kommet i den saakaldte Svelg^[20], en Hvirvel eller Malstrøm, der endnu frygtes af de Søfarende, men slap dog heldigt fra den, og lod nu, siden han havde forfejlet Øerne, Coursen staa lige til Norge. Kongen kom om Natten til et Sund strax nordenfor Aasmundsvaag paa Vaage (maaskee ved Flatø), og lagde siden ind i Ragnvaldsvaag. Her samlede ogsaa de fleste øvrige Skibe sig til Hovedflaaden, for saa vidt som de ikke allerede havde taget Vejen hjem til Norge, thi en Deel havde virkelig faaet Hjemlov, og mange rejste endog uden Tilladelse. Kongen havde nemlig ytret, at han, saa snart han var kommen til Øerne, vilde sejle hjem til Norge, og derfor tænkte vel flere som saa, at det ikke var saa farligt, om de sejlede paa egen Haand. Men da Vejret blev haardere, og gunstig Vind aldrig vilde komme, besluttede Kongen at overvintre paa Orknøerne med tyve Skibe. Alle de øvrige fik Tilladelse til at drage hjem. Dog maatte Lendermændene blive hos ham, undtagen Eiliv af Naustdal, der allerede var sejlet østover; ligeledes bleve de fleste andre mere anseede Mænd tilbage hos ham. Det var dog vel neppe det stormfulde Vejr og den sildige Aarstid alene, som bragte Kongen til at tage den Beslutning, at overvintre paa Orknøerne. Han vilde sikkert ogsaa være i Skotlands umiddelbare Nærhed, for at forsvare de Erhvervelser eller rettere Tilbage-Erobringer, han paa Toget havde gjort, om Skotekongen muligviis endnu om Vinteren, eller tidligt den følgende Vaar, førend endnu Skive kunde komme fra Norge, skulde ville gjøre nye Erobringsforsøg. Derimod kan man ikke antage, at det var hans Hensigt at gjøre noget nyt Tog til Syderøerne, hvis Kong Alexander lod dem være i Fred. Der nævnes heller ikke det mindste om noget saadant. Han havde udrettet hvad han vilde: alle Øerne tilligemed Cantire adløde nu hans Herredømme. Det var ikke hans Plan, at gjøre Erobringer, men kun at beholde, hvad han havde og hvad der fra Magnus Barfots Tid retmæssigt hørte under Norges Krone. Det hørte ikke til hine Tiders Statskunst, at sætte sig i Besiddelse af Landstrækninger, for siden kun at benytte dem som „materielle Garantier“, og uden at tænke paa i Længden at beholde dem. Øjemedet med Toget var altsaa i Kongens og hans Mænds Øjne opnaaet. Det faldt dem vist ikke ind at betragte Toget som forfejlet, eller det ved Largs forefaldne som et Uheld i anden Forstand, end at Skibenes Beskadigelse og Stranding medførte et betydeligt Pengetab; thi Slaget med Skoterne var en fuldstændig og for Nordmændene meget glimrende Sejr. Det vilde sikkert have forundret dem saare meget, om de havde kunnet læse, hvad Skoterne siden skreve om dem, at de skulde have lidt et Nederlag, og mistet Tusender af Folk. Selv vidste de intet om en saadan Nød, men betragtede sig som Sejrherrer, der fuldstændigt havde udført hvad der her skulde skee, og som derfor ikke havde mere der at gjøre^[21].

Kongen lod nu skrive Breve til Norge om Regjeringens Ordning i hans Fraværelse, og lod derpaa, strax efter Allehelgensdag (1ste November), sit Skib føre over til Medallandshavn (Midland Harbour)^[22], hvor det tilligemed flere skulde sættes paa Land. Han blev den Dag tilbage paa Ragnvaldsø, og begav sig derfra lige ind til Kirkevaag, upaatvivleligt over Skalpeid. Skibsstyrerne havde nu meget travlt med at tilsee sine Skibe, der skulde sættes op, deels i Medallandshavn, deels inde ved Skalpeid. Kong Haakon selv reed Løverdagen den 10de November ud til Medallandshavn, skjønt han allerede var meget syg, tilbragte Natten ombord paa sit Skib og lod den følgende Dag, der tillige var St. Martins Dag, synge Messe for sig paa Land. Han bestemte nu nøje, hvor hans Skib skulde sættes op, og bad sine Folk overhoved at forsyne Skibene vel. Derpaa reed han ind til Skalpeid og derfra til Kirkevaag, hvor han efter Biskoppens Indbydelse tog ind hos ham med alle dem af sit Følge, som han plejede at have ved sit Bord. Kongen og Biskoppen holdt begge, hver for sig, Bord for sine Mænd i Hallen, men Kongen holdt selv til ovenpaa, og spiste for det meste der. De Krigsfolk, han beholdt tilbage hos sig, fordeelte han til Indqvartering i Gaardene rundt om paa Øerne, saaledes at disse formeligt bleve optegnede, og efter denne Liste visse Ørers Land anviist enhver Lendermand eller Skibsstyrer, til Underhold for ham selv og hele hans Skare. Andres Plytt skulde forestaa Kongens eget Bordhold og beverte Hirdmændene, Gjesterne og Kjertesvendene, foruden de Folk, han selv holdt. Alle disse Bestemmelser bleve tagne til Følge, da Arbejdet med Skibenes Opfatning var til Ende, og enhver Høvding forføjede sig til det ham anviste Sted. De Lendermænd, der forbleve i Kirkevaag, vare Brynjulf Jonssøn, Erling Alfssøn, Ragnvald Urka, Erling i Bjarkø, Jon Dronning og Erlend Rand. De øvrige vare fordeelte hist og her paa Landet^[23].

1. I Sagaen kaldes Loch Lomond „Lokulofni“ (egentl. Loch Lowmund), og Egnen deromkring eller Lennox, „Lofnath“ (i ældre Skotsk Lofnach eller. Levenar).
2. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 323.
3. Se Dillons lærerige og grundige Afhandling, ledsaget med Kart, i Archæol. Scot. II., hvilken vi her i alt, hvad der angaar Localiteter og andre Enkeltheder, hvorom Sagaen ingen Oplysning giver, have fulgt.
4. Fordun, X. 16.
5. Saaledes bør visselig spænskum essum öllum fordyktum oversættes. Ess, Ers, er de danske Kæmpevisers „Ørs“, Stridshest.
6. Denne Højde, siger Dillon i sin Afhandling, kan ikke være nogen anden end Højden ved Haily, hvor Vejen fra Kilbirnie forener sig med Strandvejen: Slaget nede paa Sanden maa have staaet mellem „Crescent“ og „Brisbane Place“, strax søndenfor Gogo Burn, hvorfra Nordmændene efter Sagnet skulle have været drevne sydover til Kelburn og Keppingburn.
7. Saaledes Fordun. Sagaen kalder ham Perus, hvilket er en Fordrejelse af den franske Form Piers. Wyntoun kalder ham „Perrys“.
8. Dillon antager, at Nordmændene maa have sluttet en Convention med Skoterne, for at saa Tilladelse til at begrave de Døde i Fred. Men dette grunder sig paa den Fejltagelse, at Skoterne skulde have sejret og været Herrer over Valpladsen, medens det derimod af den paalidelige og aldrig overdrivende Sagas Beretning sees, at de tilsidst ej alene bleve slagne, men endog adspredte sig i vild Flugt. Han ytrer derfor og selv siden sin Forundring over, at Skoterne ikke strax ødelagde Skibene, og ikke siden modsatte sig Kong Haakons Mænd, da de landede i dette gjemt, og det uagtet han ved en fejlagtig Beregning af Dagen faar dette til at skee den 12te Octbr., i Stedet for den 5te. Sagen er simpelt hen den, at den skotske Hær ikke længer var der; den var enten adsplittet, eller havde trukket sig tilbage længer ind i Landet, af den ovenfor anførte Grund. At Ligene af de faldne Nordmænd neppe, som Dillon antager, bleve begravne ved Largs Kirke, sees deels af den melrosiske Krønike, der udtrykkeligt siger at Kongen lod fine Saarede og Faldne bringe ombord, deels af Sagaens Ord, der udtrykkelig antyde en Afhentning. „Om Morgenen fore de i Land efter de Mænds Liig, som faldne vare o. s. v.“ De Gravhøje og Gravmindesmerker, der i betydelig Mængde findes ved Largs, synes efter Beskrivelsen snarere at tilhøre det fjerne Hedenold, end Midten af det 13de Aarhundrede. Overhoved have de fleste skotske Antiqvarer og Historikere med Hensyn til Slaget ved Largs aldeles, som det lader, staaet i den Formening, at Kong Haakon var en hedensk Viking, og Toget selv „det sidste Vikingetog“. De tale om „simple Obelisker, Steenkister, Grav-Urner“, fundne ved Largs, som Levninger fra dette Slag (Ann. for nord. Oldk. og Historie 1846, S. 341, Not) Dr. Wilson siger derfor i sin skotske Archæologi S. 525: „en Gjennemlæsning af gamle og nye statistiske Indberetninger fra de forskjellige Kirkesogn ved Kysterne af Ayrshire og Argyllshire er tilstrækkelig til at vise, at Kong Haakons Slag har været en saa ufejlbar Kilde til at forklare Opdagelsen af Steenkister, Gravhøje, Dysser og Gravlevninger af hvilket som helst Slags, som om det skulde være et aldeles beviist Factum, at ingen lige fra Noahs Dage til vor Tid var død paa den Kant, uden i Slaget ved Largs“!
9. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 324–326. Fordun, X. 15, 16. Han angiver her fremdeles urigtig Dagen, nemlig Mariemesse sidere, 8de Sept„ samme Dag, Haakon lagde sig under Kumrø; den melrosiske Krønike har derimod rigtigt 3die Dag efter Michelsmesse.
10. Se Fordun, l. c. Fordun anfører endog en Drøm, som den skotske Ridder John Wemys skal have haft, nemlig at den hellige Dronning Margrete aabenbarede sig for ham med sin Mand og sine Sønner, sigende at hun ilede til Largs for at forsvare Riget, der af Gud var hende anbefalet.
11. Maaskee her sigtes til Visens „Olaf Arnfinnssøn“, se nedenfor S. 420, 424. Stuart-Ætten roste sig af, at Alexander Stuart i Slaget ved Largs med egen Haand skulde have dræbt „Elsfrid“, Kong Haakons Frænde og fornemste Anfører, se Wharton, Angl. sacr. I. 687.
12. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 326.
13. Den melrosiske Krønike.
14. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 326.
15. Han laa den første Nat (Tirsdag den 9de October) under Arran, anden Nat (Onsdag den 10de) under Sandø strax sydøstligt ved Satiresmule, tredie Nat (Thorsdag den 11te) under Gudø.
16. I Visen staar „Nilaus Nødernes“. Her sigtes vistnok til Nidarnes, senere Nødernes, Nedenes Gaard ved Arendal, efter hvilken Nedenes Amt nu har sit Navn.
17. I Visen skrives Navnet Oluf Audfindssøn.
18. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 327.
19. Denne Jon af Hestbø har maaskee været en Søn af Lendermanden Baard i Hestbø, der ogsaa var med paa Toget.
20. Svelgen kaldes nu Swelchie, og antages at være i Nærheden af de saakaldte Pentland-Skerries. Om denne „Svelg“ havde vore Forfædre det Sagn, at den frembragtes ved Frodes Kvern „Grotta“, der her var sunken ned, og altid gik rundt og malede Salt, se ovenfor I. 1. S. 219.
21. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 328.
22. Denne Havn er sydligst raa Rossø ved Houston, lige overfor Hop, og dannes af en liden Holme, kaldet Houston Holm.
23. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 327.