Det norske Folks Historie/5/48

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Men den Tid nærmede ſig nu ſterkt, da Kong Haakon ſkulde bortkaldes fra ſit virkſomme, daadrige, og for Norge velſignelſesrige Liv. Han var allerede i en fremrykket Alder, og havde om Sommeren haft mange Anſtrengelſer, Bekymringer og vaagne Nætter. Heller ikke nu kunde han unde ſig tilbørlig Ro, men blev hvert Øjeblik kaldet, ſnart af den ene, ſnart af den anden, der havde noget at tale med ham om. Tilſidſt maatte hans Legeme give efter for denne Overanſtrengelſe, og han blev alvorligt ſyg. Vi have ovenfor ſeet, at de menige Krigere, efter Viſen at dømme, tildeels ſynes at have ſat hans Sygdom i Forbindelſe med hans Sorg og Vaagen over Olaf Arnfinnsſøn. Det er ikke uſandſynligt, at han kan have taget ſig en falden Vens eller Frændes Tab meget nær, ſaaledes at det bidrog til at forværre hans Sygdom, og at maaſkee ogſaa den ſkotſke, ovenfor berørte Fortælling om at en fornem og mægtig Frænde af ham ſkulde være falden ved Largs ſigter hertil. Men Sagaen veed dog intet derom at berette. Allerede hiin Lørdag, da han reed ud til Medallandshavn, ſom det nys er fortalt, følte han ſig meget ſiig, og maatte ved Tilbagekomſten til Kirkevaag lægge ſig til Sengs. Dog tiltog ikke Sygdommen i Førſtningen ſynderlig heftigt. Da han havde ligget i tre Uger, følte han ſig noget lettere, og ſtod op; den førſte Dag kunde han gaa omkring i Værelſet, den anden (Søndagen den 2den December), kunde han gaa til Biſkoppens Kapell og høre Mesſe, og den tredie kunde han endog gaa over fra Biſkopsgaarden til Magnuskirken, og omkring St. Magnus’s Skriin. Den Dag tog han ogſaa et Karbad og lod ſig rage. Men den følgende Nat blev han betydeligt værre, og ſtod ikke mere op fra .Lejet. Da han merkede, at dette vilde blive hans Helſott, gjorde han alle de ved ſlig Lejlighed ſædvanlige Dispoſitioner; han lod ſkrive Breve til Kong Magnus om Rigsſtyrelſen ſaavel ſom om hvad der ſkulde gives til de Mænd og Indretninger, ſom han vilde underſtøtte; med andre Ord, han gjorde ſit Teſtamente. I dette, ſom vi nu ikke længer have, betænkte han viſtnok Gejſtligheden og gejſtlige Stiftelſer rigeligt, ſiden det udtrykkeligt berettes, at lign paa ſit Yderſte ſkjenkede 120 Maanedematers Bol til Allehelgenskirken i Bergen, ligeſom det vel ogſaa er ſandſynligt at de fleſte af de Dotationer til gejſtlige Indretninger, ſom vi ovenfor (S. 120—122) have omtalt, ere blevne givne paa hans Dødsleje, eller indførte i Teſtamentet. Det laa ham meget paa Hjerte, at hans Hirdmænd ſkulde faa deres Lønning ordentligt udbetalt paa den foreſtaaende Lønningsdag, Nytaarsdagen. Det lader endog til, at han beſtemte en Extra-Godtgjørelſe for enhver af dem, ſaaledes at hver Hirdmand i alt ſkulde have 1 Mk. brændt, og Gjeſterne, Kjerteſvendene og andre Tjeneſtemænd hver en halv Mark. For det Tilfælde, at der ikke ſkulde være rede Penge nok dertil, befalede han at man ſkulde tage det nødvendige af hans uforgyldte Sølvtøj, hvilket han til den Ende alt ſammen lod veje. For at adſprede ſig i Sygdommen lod han ſig forelæſe af Bøger, baade Nat og Dag, naar han ikke kunde ſove, førſt af latinſke Bøger, fornemmelig Bibelen; men ſiden, da det anſtrengte ham for meget at følge Meningen, valgte han norſke Bøger, førſt Helgenſagaer, og da Forraadet af dem var udlæſt, Norges Kongeſagaer lige fra Halfdan ſvarte, den ene efter den anden, efter Tidsfølgen[1]. Den 12te December, Dagen før Luciemesſe, fik han den ſidſte Olje, i Overvær af de tre Biſkopper, Abbed Thorleif og mange andre Gejſtlige. Før Salvingen kysſede de af hans Mænd, der vare tilſtede, ham til Afſked; han havde endnu Talens fulde Brug, og hans Fortrolige ſpurgte ham derfor, medens det endnu var Tid, om han havde nogen anden Søn i Live end Kong Magnus, men han forſikrede højt og dyrt, at han ingen havde. Da man i Forelæsningen af Kongeſagaerne var kommen til Sverres Saga, lod han ogſaa begynde paa denne; den blev ligeledes læſt Nat og Dag, ſaa ofte ſom han var vaagen. Lørdags Aften ſilde leed det ſaaledes med ham, at han miſtede Mælet, men Forelæsningen vedblev alligevel; og henimod Midnat, da Sverres Saga var udlæſt, udſlukkedes ogſaa Kongens Liv, 15de December 1263. Da var kun Lendermændene Brynjulf Jonsſøn, Erling Alfsſøn, Jon Dronning og Ragnvald Urka tilſtede, tilligemed nogle af de opvartende Tjenere, men der blev ſtrax ſendt Bud efter Biſkopperne og Preſterne, der, ſaa ſnart de kom, iſtemte Sjælemesſer. Derpaa forlode alle Kammeret, med Undtagelſe af Biſkop Thorgils, Brynjulf Jonsſøn, og to andre; de tvættede Liget, ragede Skjegget, og ydede al den øvrige Hjelp, der ved ſlig Lejlighed var ſædvanlig, og tilkom en ſaa berømmelig Herre, ſom Kong Haakon. Dagen efter, Søndag, blev Liget, iført prægtige Klæder og med den mindre Krone eller Garland paa Hovedet, lagt paa Parade oppe i Lofthallen[2], med al den øvrige Pragt og de Ceremonier, der tilkom en kronet Konge. Kjerteſvende ſtode med brændende Voxkjerter rundt omkring, ſaa at det var lyſt i hele Hallen; derpaa kom Biſkopperne, alle de Gejſtlige i Byen og alle de haandgangne Mænd ind, for endnu engang at betragte deres kjære Herres Træk, og ſiden ſtedtes Folket til Adgang. Liget, fortælles der, „var lyſt og tækkeligt at ſee til, der var endog en ſmuk Rødme i Kinderne ſom om det var levende, og man havde i ſin ſtore Bedrøvelſe en ſtor Trøſt af at ſee, hvor fagert den Afdødes Legeme var“. Siden blev der ſunget højtidelige Sjælemesſer. Dagen efter, Mandag, blev Liget baaret over til St. Magnus-Kirken, hvor det blev ſtaaende Natten over, idet Hirden holdt Vagt over det; om Tirsdagen blev det lagt i Kiſte, ſaaledes prydet ſom det dengang var Skik og Brug med kronede Kongers Liig, og nedſat i Jorden i Choret, lige foran Trinene udenfor St. Magnus’s Skriin, hvor da, ſom ſædvanligt, den optagne Gulvfliſe atter blev lagt ned, og et Teppe bredet derover. Det var imidlertid ikke Beſtemmelſen, at Liget ſkulde blive liggende paa Orknø. Han havde ſelv i ſin ſidſte Sygdom forordnet, at hans Liig ſkulde føres over til Norge, for at begraves i Chriſtkirken ved Siden af hans Fader, Farfader og øvrige Frænder. Dette holdt man ſig og efterretteligt. Paa en Hirdſtevne beſtemtes der, at der hele Vinteren ſkulde holdes Vagt over Kongens midlertidige Grav. Imidlertid foreſtod Andres Plytt, efter ſom Kongen havde forordnet, Hofholdningen; i Julen holdt han og Biſkoppen det ſædvanlige Gilde, og Lønningerne blev fuldſtændigt udbetalte. Da den haardeſte Vintertid var forbi, og Vejret begyndte at blive roligere, blev det ſtore Kongeſkib, Chriſtſuden, ſat frem, i Haſt tiltaklet og lagt ind til Skalpeid for at føre Kongens Liig tilbage til Norge. Aſke-Onsdag den 15de Marts blev Kiſten tagen op, og ledſaget af Hirdmændene fort ud til Skalpeid, og bragt ombord paa Skibet. Befalingen over dette førte Biſkop Thorgils, Erling Alfsſøn og Andres Plytt; tillige indſkibedes alle de Hirdmænd, der havde fulgt Kongen fra Norge. Skibet lettede Anker den følgende Lørdag (8de Marts), men de fik haardt Vejr og Modvind, ſaa at de ikke kunde ſtyre lige ind til Bergen, men maatte ſøge Havn ſyd i Sitevaag paa Jederen[3]. Derfra ſendte de Brev til Kong Magnus, og underrettede ham om deres Ankomſt. Dog fik han vel ikke nu den aller førſte Efterretning om Faderens Død, ſkjønt rigtignok Kong Alexander i Skotland, der dog var Orknøerne ſaa nær, ej erfarede Dødsfaldet førend ſidſt i Januar. Da Vejret blev føjeligt, lagde de ud fra Sitevaag, og ankom til Laxevaag udenfor Bergen den 20de Marts. Dagen efter, St. Benedicti Mesſe, roede Kong Magnus, ledſaget af Biſkop Peter i Bergen, ud til Skibet, der nu blev ført ind til Bergen og lagt ved Kongsgaarden. Derpaa blev Liget bragt op i Sommerhallen, og Morgenen efter (den 22de) baaret ud til Chriſtkirken, ledſaget af Kong Magnus, begge Dronningerne, begge Biſkopperne og den øvrige Gejſtlighed, hele Hirden og Byens Folk. Liget blev jordet i Chriſtkirkens Chor, og Kong Magnus ſelv holdt en ſmuk Tale, hvori han med mange og fagre Ord takkede de Tilſtedeværende for deres Opmerkſomhed[4].

Men her var det visſelig ikke ſimpel Opmerkſomhed alene, der ytrede ſig, eller en tilvant Ceremoni, ſom iagttoges, thi alle følte ſmerteligt Kong Haakons Tab. Han var Nationens Yndling. Det maatte være alle klart, at han ved ſin overlegne Perſonlighed havde ſkaffet Norge Ro, Fred og Orden i Stedet for Borgerkrig og Lovløshed, og fra Afmagt og Ubetydelighed hævet det til at indtage en fremragende Plads blandt Nordeuropas Riger. Stod han maaſkee end i Klogſkab tilbage for ſin Farfader Sverre, i Krigskyndighed og Aandfuldhed for Harald Sigurdsſøn, i glimrende Perſonlighed for Olaf Tryggvesſøn, i ſværmerſk Iver for Olaf den hellige, ſaa havde han dog ſaa meget af alle fire Kongers meſt udmerkede Egenſkaber, at han idet hele overtraf dem alle. Sikkert og roligt, med klart Blik, velmenende og urokkelig Retſkaffenhed gik han frem og arbejdede ufortrødent til ſit eneſte Maal, Folkets Lykke og Velvære, og ſelv naar han arbejdede paa Kongemagtens Udvidelſe, var dette aabenbart ikke af egoiſtiſke Grunde, men deels fordi Tidsaanden medførte det, deels fordi det efter hans Anſkuelſe, erhvervet i den politiſke Skole, hvori han var opdragen, var den ſikreſte Maade til at ſkaffe Folket Ro og hindre Undertrykkelſer. „Sjelden har det baadet den ringe Mand, at der var flere Herſkere paa een Gang“, heder det i Hirdſkraaen[5], der, udgiven af hans Søn, visſelig afſpejler hans, eller man kan ſige hans hele Æts, Grundſætninger. Efter denne Grundſætning handlede Haakon, og havde baade Klogſkab, Kraft og Udholdenhed, man kan vel ogſaa ſige Lykke nok til at naa Maalet, men derhos ogſaa tilſtrækkelig Leve-Alder til, efter at Maalet var naaet, at ſee ſit Verk trives og befæſtes, den af ham fremkaldte Tilſtand bære Frugter, Tolket fele ſig lykkeligt og tilfreds, og Riget tiltage i Magt og Anſeelſe. Deri var han heldigere end Olaf den hellige, med hvem han for Reſten af alle de nys nævnte Konger har meſt tilfælles; Olaf ſaa ikke ſit eget Verks Frugter, men bortrykkedes, førend det endnu ganſke var til Ende; Haakon ſaa en heel ny Generation opvoxe og naa Manddoms-Alderen, efter at den nye Tingenes Orden, der ſkyldtes ham, var begyndt. Men han foor viſtnok ogſaa frem med ſtørre Lempe, og havde ikke ſaa vanſkelige Elementer at kæmpe imod, ingen ſaa ubekvem Materie at ſkabe af, ſom Olaf den hellige.

Vi have allerede ſeet mange Exempler paa den Ærbødighed og Hengivenhed, ſom Kong Haakon altid nærede for Kirken, uden dog nogenſinde at tilſideſætte ſin kongelige Værdighed og ſin retmæsſige Myndighed, om hvilken han tvert imod med ſtørſte Omhyggelighed, næſten endog med Skinſyge, ſøgte at værne. Men denne Skinſyge eller Ængſtlighed vidner deſto mere om, hvor oprigtig hiin Ærbødighed og Hengivenhed maa have været, ſiden den desuagtet gjennem alle Storme kunne vedvare urokket. Hans Saga har derfor viſt ganſke Ret, naar den ſiger, at ingen Konge i Norge før ham, med Undtagelſe af Olaf den hellige, lagde mere Vind paa at ſtyrke Chriſtendommen i Norge end Haakon. Men i Betragtning ſaavel af den Tidsalder, hvori Haakon levede, ſom af den Omſtændighed, at Kirkens Anliggender ikke ſaaledes for ham vare eller kunde være eet og alt, ſom for Olaf den hellige, maa vi ogſaa antage at andre end reent religiøſe Motiver bragte ham til at gjøre ſaa meget for de mange gejſtlige eller halv gejſtlige Indretninger, der middelbart eller umiddelbart ſkyldes ham. Gejſtligheden var paa den Tid den højere Civiliſations Bærer og al Videnſkabeligheds Indehaver, og da Kongen ønſkede at civiliſere ſit Folk, og forbedre dets Moralitet, medens han perſonligt yndede Kunſter og Videnſkaber, troede han vel at ſørge bedſt for alt dette, ved at virke for Gejſtlighedens og iſær for gejſtlige Stiftelſers Velvære. Folket trængte til at tages i en alvorlig Skole, for at Levningerne af Borgerkrigs-Tidens Raahed kunde tilintetgjøres, og efter de Tiders Forhold var dette nærmeſt Gejſtlighedens Sag. Men vi have ofte nok ſeet Exempler paa, hvor godt han vidſte, ogſaa i dette Stykke at holde Maade, hvorledes han i ſine mange og ſtore Indrømmelſer aldrig gik videre, end hvad der ifølge de almindeligt vedtagne Grundſætninger for Grændſerne mellem den gejſtlige og verdslige Myndighed med Sømmelighed kunde fordres, og hvorledes de, der fordrede mere, eller blandede ſig i hvad der ej vedkom dem, ikke alene kom til kort, men ogſaa ſtundom paadroge ſig hans langvarige Unaade. Saaledes f. Ex. Erkebiſkop Einar, der deels ved ſin førſte Optræden efter Hjemkomſten fra Rom, deels ved ſit maaſkee mere uforſigtige end ilde meente Forhold til Kongens Sønner vakte en Uvilje hos ham, der var ſaa ſterk, at den ikke nogenſinde ganſke tabte ſig[6].

I nøje Forbindelſe med Haakons Iver for Folkets aandelige og ſædelige Velvære ſaavel ſom den Varme, hvormed han omfattede Kirkens Interesſer, ſtaar den overvættes Virkſomhed, han udfoldede i at forſyne Landet med en Mængde Bygninger, baade til gejſtligt og verdsligt Brug. Han byggede, ſom vi have ſeet, mange Kirker og Kloſtre, grundlagde Stæder, lod almeennyttige Arbejder udføre; der maa paa hans Tid, iſær efter Fredens Oprettelſe og i hans Hovedreſidens Bergen, have været en merkelig Travlhed og Rørelſe i dette Stykke. Dog.havde han viſtnok ogſaa ved mange af ſine Bygningsverker Kronens Glands og Værdighed for Øje, ligeſom han vel og ofte kun byggede, fordi han havde Lyſt dertil eller behagede ſig deri. Men man kan dog ikke paaviſe noget eneſte Bygningsarbejde af dem, der med Sikkerhed tillægges ham, ſom egentlig overflødigt eller et blot og bart Pragtſtykke. De mange Befæſtninger, han lod opføre, vare beregnede paa at ſikre Landet ſaavel mod udenlandſke Fiender, ſom mod indenlands Vold; thi disſe Befæſtninger vare tillige Statsfængſler for Ugjerningsmænd, og den Omſtændighed, at der nu virkelig havdes Fængſler, kunde igjen gjøre en ſtørre Humanitet i Straffelovgivningen mulig, idet man ej længer ved Dødsſtraf og gruſomme Lemlæſtelſer behøvede at ſikre ſig mod Forbryderne. Vi have ovenfor nævnt, hvilke disſe Befæſtninger vare. Hertil kan man maaſkee føje Vargøhuus, ſiden det nævnes i hiin Folkeviſe ſom exiſterende ſør Kong Haakons Død. Det var ogſaa, under de ovenfor ſkildrede Grændſeſtridigheder og andre Sammenſtød med Rusſerne, nødvendigt at have et faſt Punkt der nordpaa, hvorfra Sysſelmanden og Grændſevogterne kunde holde Øje med hvad der ſkede, og være paa rede Haand, naar deres Nærværelſe udfordredes. Vi ſee heri den ſamme Iver for at vedligeholde Kronens Beſiddelſe ubeſkaarne, der ogſaa aabenbarede ſig i Kong Haakons Forhandlinger med Skotland og ſidſte Tog til de veſtlige Farvande. Beſiddelſerne ved Skotlands Veſtkyſt vare neppe ſaa meget værd; men det anſaaes for en Æresſag at forſvare hvad berømmelige Forfædre havde vundet, og han havde neppe kunnet udruſte en ſaa ſtor Flaade og Hær, hvis ikke Foretagendet havde været populært.

Man kan viſtnok ikke ſige Kong Haakon fri for den Lyſt, de fleſte talentfulde Fyrſter have deelt med ham, Lyſten til at udvide deres Magt og Beſiddelſer; men hos Haakon fremtraadte den visſelig paa den mildeſte og tilgiveligſte Maade. Thi ſelv hvor denne Tragten ſynes meſt ubeføjet, ſom f. Ex. med Henſyn til Island, ſaa viſer der ſig dog tydeligt ved Siden af den blotte Lyſt til at lægge et heelt Land til ſit Rige ogſaa en umiskjendelig Stræben efter at gjøre Ende paa de Voldſomheder, der herſkede paa Øen, og ſkaffe den Fred og Ro. Vi ſee tillige at han ſtundom kunde hengive ſig vel meget til Heftighed, og give ſin Vrede Rum, navnlig da han i ſin Overilelſe bød Gisſur Thorvaldsſøn at dræbe Snorre Sturlasſøn; men disſe Pletter bliver dog ſmaa eller falde næſten reent bort i Sammenligning med det hele Billede af Maadehold, Retſindighed og Velvilje, ſom hans Ferd ligefra Ungdommen til hans ſidſte Dage giver os. Allerede ſom Barn have vi ſeet, hvorledes han intet vilde høre om at ſtille ſig i Spidſen for en Oprørsflok mod Kong Inge, uagtet han meget godt vidſte, at dennes Adkomſt til Kronen ikke kunde maale ſig med hans. Hans Ferd imod den danſke Konge og Enkedronning under hans ſidſte Regjeringsaar viſer en lignende Samvittighedsfuldhed og ſtreng Pligtfølelſe. Det havde f. Ex. i 1259 ſtaaet ham, ligeſom Byrge Jarl, frit for at anſee ſig løſt fra ſin Forpligtelſe til at komme det danſke Hof til Hjelp, da Kong Chriſtopher var død, men Haakon troede, at hans Nærværelſe ikke des mindre kunde gjøre Nytte, og han indfandt ſig ved Kjøbenhavn, ſkjønt der aldeles intet derved for ham var at vinde, men kun ſtore Omkoſtninger at beſtride, ved at holde ſin Flaade ſaa meget længer ſamlet.

Denne hans Retſindighed bidrog vel ogſaa for en ſtor Deel ved Siden af hans Magt og Krigsry til at gjøre ham ſaa agtet, endog meget fjernt fra Norge. Ingen norſk Konge bar nydt en ſaadan Anſeelſe og været ſaa højagtet af ſin Samtid, ſom han. Vi have ſeet, hvorledes Paverne, fornemmelig fra Innocentius den 3die af, viſte ham ſtørre Opmerkſomhed og Føjelighed end maaſkee nogen anden Monarch i den katholſke Chriſtenhed. Den ſtore Kejſer Frederik den 2den var hans ſærdeles Ven; den franſke Kong Ludvig, den ſpanſke Kong Alfonſo lod ſig det, ſom vi have ſeet, være magtpaaliggende at forbinde ſig med ham; den novgorodſke Storfyrſte ſøgte at kommet Svogerſkab med ham; endog med Sultanen i Tunis traadte han i Forbindelſe. Norges Navn var paa den Tid ſikkert mere udbredt og bekjendt for fjerne Nationer, end det endog nu omſtunder er, og det ſkyldtes viſtnok ene og alene Haakons Perſonlighed.

Kong Haakon var fød om Sommeren l;04, altſaa havde han før ſin Død fyldt ſit 59de Aar, og gik i det 60de. Han opnaaede ſaaledes en højere Alder end nogen norſk Konge ſør ham lige ſiden Harald Haarfagre. Siden Sommeren 1217, altſaa i 46 Aar, havde han baaret Kongenavn; og fra 1223 kan han ſiges at have regjeret ſom myndig Konge, men i tolv Aar herſkede han kun over de to ſydlige Lagdømmer, medens Skule Jarl raadede for Froſtathingslagen og Haalogaland; i de fem følgende Aar var Forholdet ſvævende, indtil det omſider endte med aabenbar Fejde; førſt efter Skules Fald herſkede Haakon alene, og i uforſtyrret Ro. Men denne hans Eneherredømmes Tid, fra 1240 til 1263, var dog længere, end de fleſte øvrige norſke Kongers Regjeringstid, naar man ej regner deres Umyndigheds-Aar med. Denne længere Levetid ſkyldte vel Kong Haakon for en ſtor Deel ſin ordentligere og ſædeligere Levemaade. Thi de fleſte tidligere Konger havde viſtnok ført et Liv, der gjorde dem til Oldinger, medens de efter Aarene kun ſkulde være Ynglinger. Da Kong Haakon havde ladet ſin ældſte Søn, Haakon, give Kongenavn, kaldte man dem, for at adſkille dem fra hinanden, Kong Haakon den gamle og Kong Haakon den unge. Men Tilnavnet „den gamle“ vedblev endog efter Kong Haakon den tinges Død, i det mindſte betegnes Kong Haakon ſaaledes oftere i ſenere Skrifter, deels vel paa Grund af hans lange Regjeringstid, deels for at adſkille ham fra hans Sønneſøn Kong Haakon Magnusſøn, ſædvanligen kaldet „den kronede“.

Haakon beſkrives ſom en Mand af middels Højde, velvoxen, herdebred og ſmal i Livet, temmelig høj i Sædet, med ſtore og ſmukke Øjne, i det hele taget af Statut og Væxt ſom hans Farfader Kong Sverre. Han var, ſiges der, blid, naar han var i godt Lune, men barſk, naar han var vred, ualmindelig munter, livlig og raſk i ſine Bevægelſer. Mod fattige og trængende Folk var han altid venlig; hvor betynget hans Sind end kunde være, ſaa ſvarede han dog i det mindſte dem altid blidt, naar de henvendte ſig til ham. Naar han var ſammen med Fyrſter, vidſte han ypperligt at iagttage ſin Værdighed; paa Thing var han ſærdeles veltalende, og vidſte ſaa godt at rette ſin Omgang efter Omſtændighederne, at forſtandige Mænd, der kom ſom Geſandter til ham fra andre Fyrſter, ſagde at de ikke havde ſeet nogen Fyrſte, der bedre forſtod paa een Gang baade at være Kammerat, Konge og Herre[7]. Hans Dannelſe maa have været ſtørre end de fleſte Fyrſters paa hans Tid, thi han havde i ſin Barndom modtaget en fuldkommen Klerke-Lærdom, og at denne maa have været temmelig grundig, viſer, hvad der nys er berettet, at han paa ſit ſidſte Sygeleje kunde lade ſig forelæſe af latinſke Bøger. Rigtignok blev det ham i Slutningen vanſkeligt at følge med Meningen, men det var dog meget, at han endnu i ſit 60de Aar kunde erindre det meſte af den boglige Lærdom, han havde modtaget i ſine Børneaar. Hvilket literært Liv der maa have været ført ved hans Hof, og hvor meget han ſelv opmuntrede, ja endog fremkaldte literære Foretagender, have vi allerede i det foregaaende viiſt.

Kong Haakon fandt ogſaa en Hiſtorieſkriver for ſine egne Bedrifter, der var disſe Bedrifter værdig. Denne Hiſtorieſkriver var, ſaa forunderligt det end kan ſynes, hverken mere eller mindre end den ivrige islandſke Uafhængighedsmand Sturla Thordsſøn. Beretningen om hvorledes det gik til, at han for en Tid kom bort fra Island og blev en Kongetjener i Norge, er højſt merkelig og oplyſende om Datidens Forhold. Sturla havde, ſom ovenfor berettet, maattet afſtaa det nys erholdte Herredømme over Borgarfjorden til Ravn Oddsſøn, men var ikke lidet ærgerlig derover. Hans ene Søn Snorre, der nu var bleven voxen, en højſt voldſom, uſtyrlig ung Mand, flyttede juſt paa den Tid til Borgarfjorden, maaſkee netop for at ulejlige Ravn, der havde opſlaaet ſin Bopæl paa Stavaholt; det varede ikke længe, førend Snorres og hans mange Kammeraters Voldſomhed blev ſaa ſtor og utaalelig, at Ravn ſaa godt ſom jagede dem bort. Herover blev Sturla ſelv forbitret, og da Snorre tilligemed en heel Deel flere fik et Tog i Stand, for at overfalde Ravn, fulgte han ogſaa ſelv med, ſkjønt han rigtignok havde fraraadet det, og ſpaaet at det vilde ende værſt for dem ſelv. Hans Spaadom gik ogſaa i Opfyldelſe. Ej alene mislykkedes ganſke Toget mod Ravn, men denne gjorde ſelv med overlegen Styrke et Tog til Veſtfjordene, fik Snorre i ſin Magt, og bragte Sturla i ſaadan Knibe, at han maatte forpligte ſig til, ſamme Sommer at forlade Landet. Det ſkede ogſaa, ſkjønt Sturla var meget ængſtlig for, hvorledes Kong Haakon vilde modtage ham. Det var ham en ſtor Trøſt, da han paa ſin Rejſe til Ørebakke, hvor han ſkulde indſkibe ſig, mødte ſin Svoger Thord og af denne fik at vide, at Kong Haakon var dragen til Skotland, og at Kong Magnus nu tilligemed Dronningen og Gaut paa Mel ſtode for Styrelſen. Han haabede nok, at han ſkulde vinde deres Gunſt. Paa Ørebakke traf han Gisſur Jarl, men fik heller ikke hos ham nogen Trøſt; tvert imod var Gisſur uvenlig imod ham, maaſkee fordi han ikke havde været ivrig nok til at ſtaa ham vi mod Hallvard Guldſko. Faa Omvexlinger i Skjebne vare pludſeligere og ſtørre end den, der nu var ſkeet med Sturla. For ikke mange Maaneder tilbage havde han været en mægtig Høvding, hvis Vink mange lyſtrede; nu havde han intet tilbage af ſin Magt, neppe engang de nødvendige Penge til Underhold, var forjagen fra det Land, blandt hvis Herſkere han nys havde været regnet, og ſkulde næſten ſom en Lykkeridder ſøge ſit Underhold i et andet Land, hvor han neppe nogenſinde før havde været, hvor han ſaaledes maatte føle ſig fremmed og forladt, og hvis Konge desuden var ſterkt forudindtagen imod ham. Sturla havde en hurtig Overrejſe, og landede ved Bergen, hvor Kong Magnus endnu var. Han gjorde ſtrax ſin Opvartning hos Gaut paa Mel, der hidtil havde viiſt ſig ſom de fleſte Sturlungers Ven og Patron. Som ſaadan viſte han ſig ogſaa mod Sturla, thi ſaa ſnart han havde hørt hvo han var, ſagde han, at hans Huus og Bord ſtod ham, ſom de andre Sturlunger, aabent; og dette tog man paa den Tid i den udſtrakte Betydning, at den Indbudne ſkulde flytte ind og være ſtadig Gjeſt. Sturla lod ſig det ikke ſige to Gange, men flyttede til Gaut, hvem han nu paa det fuldſtændigſte underrettede om Aarſagen til ſin Ankomſt. Gaut fortalte ham igjen, hvor han var bleven ſvertet hos Kongerne, iſær hos Haakon, men lovede dog, ſom man ſeer, at gjøre ſit Bedſte for at ſkaffe ham den unge Konges Naade. Kort efter tog han ham med ſig til Kongen. Da de kom ind, og begge hilſede, gjengjeldte Kongen Gauts, men ikke Sturlas Hilſen, derimod ſpurgte han Gaut, hvad det var for en Mand, han havde med ſig. Gaut ſvarede: „det er Skalden Sturla Thordsſøn, der nu er kommen for at ſøge eders Naade, og ſom jeg, Herre, volder for en forſtandig Mand“. „Han vilde vel neppe være kommen hid, om han havde raadet ſig ſelv“, ſagde Kongen, „men han faar prøve ſin Lykke, naar min Fader kommer hjem“. „Saa vidt jeg veed“, ſvarede Gaut, „har han et Kvæde at føre baade eder og eders Fader“. „Det forſtaar ſig“, ſagde Kongen, „at jeg ikke lader ham dræbe, men i min Tjeneſte kommer han ikke“. Gaut maatte ſaaledes gaa hjem med Sturla, uden at have udrettet ſtort, og ytrede ſin Forundring over at han kunde være bleven ſaa forfærdeligt ſvertet hos Kongen, imidlertid trøſtede han ham med at det endda var noget, at Kongen lod ham beholde Livet. Sturla ytrede at det ſikkert maatte være Ravn, der havde ſvertet ham idet vil da ſige gjennem ſine Udſendinger), og fremſtillet ham ſom den, der var Sjælen i den hele Oppoſition paa Island. Gaut lod det dog ikke blive ved det førſte Forſøg, men gik Dagen efter alene ned til Kongsgaarden, og fik Kongen endelig overtalt til at tage Sturla med blandt Beſætningen paa ſit Skib, hvormed han netop ſkulde drage ſydover. Sturla ſagde at han juſt ikke længedes efter at komme fra Gaut, men maatte naturligviis føje ſig efter Kongens Vilje. Han blev indført paa Mandſkabsliſten, og begav ſig ombord den Dag, da Skibet ſkulde afgaa. Han kom temmelig tidligt, medbringende ſin Vadſæk og Kiſte; der var kun faa andre komne, og han ſad en Tidlang for ſig ſelv fremme paa Dækket. Endelig kom Kongen og Dronningen med deres hele Følge. Sturla ſtod op, bukkede og bød ham velkommen, men Kongen ſvarede intet og ſkred agter til Løftingen. De ſejlede hele Dagen; om Aftenen, da man lagde i Havn og alle toge deres Madſække frem, var der ingen, ſom indbød Sturla til at ſpiſe med ſig. Han ſad en Stund, ene og forladt, da en af Kongens Tjenere kom til, og ſpurgte om han ikke havde Mad eller Drikke med. Sturla ſagde Nej. Da gik Tjeneren agter til Kongen, hviſkede til ham, og kom tilbage med den Befaling fra Kongen, at Sturla ſkulde være Spiſekammerat med tvende Hirdmænd, Thorarin og Erlend, der havde de beſynderlige Tilnavn, hiin af „Mund“, denne af „Mage“ (Mave), hvilket ſynes at viſe, at de vare berygtede ſom Fraadſere. Formodentlig ſkulde det være for Løjers Skyld, at Kongen netop anviſte Sturla paa at dele deres Mundforraad. De tog heller ikke ſynderlig venligt imod den uventede Bordfælle. Da man ſkulde gaa til Sengs, ſpurgte Stavnboen om der ikke var Nogen, der kunde fortælle en fornøjelig Hiſtorie. De fleſte taug; da ſagde han: „men du, Sturla Islænding, vil ikke du fortælle os noget?“ „Jo gjerne,“ ſvarede Sturla, og fortalte nu den ſaakaldte „Huldarſaga“ bedre og omſtændeligere end man nogenſinde før havde hørt den fortælle. Alle trængte ſig derfor om ham, for ikke at tabe et Ord. Dronningen, ſom fra Løftingen blev denne Trængſel var, ſpurgte hvad den ſkulde betyde. Der blev ſvaret at alle vilde høre det Æventyr, Islændingen fortalte; hun ſpurgte hvad det var for et: „den handler, ſagde man, om en ſtor Troldkone, den er ſærdeles fornøjelig, og dertil fortæller han den udmerket godt.“ Kongen bad hende ikke at agte paa dette, men ſove. Hun ſvarede: „jeg tror beſtemt at denne Islænding er en brav Mand, og ſlet ikke ſaa brødefuld ſom man har ſkildret ham.“ Kongen ſvarede intet. Dagen efter var Vinden ugunſtig, ſaa at man maatte ligge ſtille. Da Spiſetid kom og man ſad og drak, lod Kongen bringe Sturla Sendinger fra ſit eget Bord. Herover bleve hans madlyſtne Bordfæller ſærdeles glade, og ſagde at hvis dette gik oftere paa, vilde de have ſtørre Nytte af ham end de havde tænkt. Da Maaltidet var til Ende, lod Dronningen Sturla bede at komme til hende og bringe Æventyret om Troldkonen med. Hun troede vel altſaa, at han havde det optegnet og læſte det op af Bogen. Sturla gik ſtrax agter til Løftingen og hilſede Kongeparret; Kongen gjengjeldte ikke ſynderlig venligt hans Hilſen, Dronningen derimod meget blidt og belevent. Hun bad ham nu fortælle Æventyret, og han begyndte ſtrax. Han holdt temmelig længe paa dermed, og forkortede ſaaledes flere Timer, der ellers nok vilde have været heel kedſommelige for det høje Herſkab. Da han var færdig, takkede Dronningen og mange andre ham, og ytrede at han maatte være en viis og vel forfaren Mand. Kongen ſvarede intet, men ſmilede dog, og da Sturla deraf troede at ſpore en Forandring til det Bedre i Kongens Stemning mod ham, tog han Mod til ſig, og ſpurgte om han vilde høre to Kvæder, han havde digtet, det ene om ham, det andet om hans Fader. „Lad ham kvæde“, ſagde Dronningen, thi han ſkal jo være ſaadan en ypperlig Skald; Kvædet maa derfor viſt være udmerket“. Kongen ſagde da at han for det førſte kunde kvæde det, han havde digtet om ham ſelv. Sturla kvad det til Enden. Dronningen ſagde ſtrax: „jeg holder for at dette Kvæde er godt digtet“. „Men kan du da virkelig opfatte Meningen“, ſpurgte Kongen. „Jeg vilde gjerne at I ſkulde tro det, Herre“, ſagde Dronningen halv undvigende. „Ja jeg vidſte forat Sturla forſtod ſig godt paa at digte“, ſagde Kongen. Stort kunde Dronningen viſt ikke forſtaa af den indviklede Drottkvæde-Poeſi, ſom hun maaſkee nu borte for førſte Gang i ſit Liv, men Sturla har vel fremſagt Kvædet med en ſmuk, klangfuld Stemme, og ſaa meget kunde hun vel ſkjønne, at der forekom ſmukke Ord til hende og om hendes Fader, den hellige Kong Erik[8]. Sturla hilſede nu Kongen og Dronningen, og gik atter forud til ſit Rum. Om Aftenen, da Kongen ſkulde gaa til Sengs, lod han Sturla kalde. Da Sturla kom, og ſpurgte hvad Kongen vilde ham, tog denne et ſtort Sølvbægere, fuldt med Viin, drak lidt deraf, og gav det ſiden til Sturla med de Ord: „Viin ſkal man til Ven drikke“[9]. Gud være lovet, at det nu er ſaaledes“, ſvarede Sturla. „Ja, ſaa ſkal det være“, ſagde Kongen, „og nu vil jeg høre det Kvæde du har digtet om min Fader“. Sturla kvad det. Det var digtet i det velklingende, højtidelige Verſemaal, kaldet Rynhenda, ligeſom Arnors berømte Kvad til Kongerne Magnus og Harald; det begyndte, ſom det ſynes, med hans Kroning og endte med at priſe Kongens Anſeelſe lige til det fjerne Serkland, efter at der i det næſt ſidſte Vers er talt om at Kongen har udvidet ſit Herredømme lige til Nordpolen[10]. Digtet ſelv er rigt paa ſmukke Billeder, og maa anſees ſom et af de ypperſte Kvad af dette Slags, ſom den ældre poetiſke Norrønaliteratur har at opviſe. Da det var til Ende, roſte ogſaa alle det, iſær Dronningen, og Kongen udbrød i ſin Beundring: „Jeg tror beſtemt, du kvæder bedre end ſelve Paven“! Og nu endelig indlod Kongen ſig nærmere med Sturla, ſpurgte ham om Aarſagen til hans Komme, og fik fuldſtændig Underretning om hans ſidſte uheldige Sammenſtød med Ravn. „Jeg veed, Herre“, ſaaledes ſluttede Sturla ſin Beretning, „at jeg har været ſvertet og beløjet hos eders Fader og eder ſelv af mine Uvenner; nu trænger jeg ſom alle andre til Guds Miſkund og eders Hjelp, Herre, og jeg anbefaler ſaaledes min hele Sag ganſke til eders Naade“. Kongen ſagde venligt: „nu har jeg hørt dine Kvad, Sturla, og mener at du er en ypperlig Skald; det vil jeg nu lønne, idet jeg byder dig at være hos mig i al Venſkabelighed og god Fred; naar min Fader kommer hjem, faar du afgjøre dit Udeſtaaende med ham, men jeg ſkal lægge et godt Ord ind for dig“. Dronningen takkede Kongen meget for denne Godhed, og ſagde at Sturla viſt var fuldkommen fortjent dertil. Kongen anviſte da Sturla ſærdeles anſtændige Lærepenge, og da iſær Dronningen fremdeles viſte ſig meget naadig imod ham, fulgte de øvrige Hoffolk Exemplet, ſaa at Sturla ſnart var ſærdeles afgjort. Det varede ikke heller lamme„ førend Kongen fattede ſtor Hengivenhed for ham, og ofte raadførte ſig med ham, viſtnok iſær om de islandſke Anliggender. Og faa ſnart Efterretningen indløb om Kong Haakons Død, gav Magnus ham det Hverv, at udarbejde hans Faders Saga. Denne, heder det, udarbejdede han efter Kong Magnus’s egen Anviisning, og ſaaledes ſom de forſtandigſte Mænd ſagde ham fore. I Sagaen ſelv ſiges der (Cap. 275), at den blev ſkreven, da Magnus havde været Konge i Norge to Vintre ſiden hans Fader Haakon drog veſt over Havet. Disſe to Vintre vare 1263—64 og 1264—65; i dette Aar blev Sagaen altſaa færdig, førend Sturla, ſom vi i det følgende ville ſee, rejſte tilbage til Island i Kongens Erende om Sommeren. Tiden, han brugte til at ſkrive den, var ſaaledes ikke lang, kun omtrent et Aar. Og dette er merkeligt nok, naar vi ſee hen til dens Udførlighed og ſjeldne Nøjagtighed, hvorpaa vi allerede i det foregaaende bane haft ſaa mange iøjnefaldende Beviis. I dette Henſeende, hvad Nøjagtighed og Sanddruhed angaar, indtager den uimodſigeligt den førſte Rang blandt alle norſke Kongeſagaer. Men det er heller ikke at undres over, at Sturla kunde fortælle alt ſaa nøjagtigt og troværdigt, da han jo baade ſelv var ſamtidig med Begivenhederne, og dertil havde Deeltagerne og Øjevidnerne at raadføre ſig med. Der er heller ingen Tvivl om, at han benyttede alle de Documenter og Actſtykker, der fandtes i det kongelige Archiv; i det mindſte fortælles der, at han ſenere ſatte Kong Magnus’s Saga ſammen efter Breve og hans egen Anviisning, og der er ikke mindre Grund til at antage at han benyttede de offentlige Brevſkaber ved Udarbejdelſen af Kong Haakons Saga. Sproget i denne er ſimpelt, klart og flydende, Fremſtillingen livlig og underholdende, om den end ikke beſidder den ſæregne Kraft og Lune, der udmerker Sverres Saga. Den er ſtreng chronologiſk, og gjennemgaar Aar for Aar Kongens Bedrifter. Kun i de nærmeſte Aar efter Hertug Skules Fald, da Kongen ſaa at ſige begyndte en nu Regjerings-Epoche, er den mindre omſtændelig og nøjagtig, eller gaar i det mindſte over en temmelig lang Tidsperiode i uſædvanlig Korthed: man maa tro, at enten Kilderne netop paa det Sted have været noget magre, eller at der var en Deel Begivenheder, ſom han med Flid afholdt ſig fra at fortælle. Ligeledes er Sagaen i egentligſte Forſtand kun Kong Haakons Saga, ikke Norges Hiſtorie i den Tid, han herſkede. Derfor berøres, ſom vi allerede ovenfor have omtalt, Hertug Skules Bedrifter og Livsomſtændigheder ikke uden for ſaa vidt de gribe ind i Kong Haakons Levnetshiſtorie. Hertugens hele Regjeringsvirkſomhed i den Tid, han beherſkede det nordlige Norge, og alle de, tildeels vel endog temmelig merkelige Begivenheder, der da forefaldt i Thrøndelagen, ere ſaaledes, da vi ikke beſidde nogen „Hertug Skules Saga“ begravne i evig Forglemmelſe[11].

Efterat Sturla nu engang fra at være en Friheds- og Uafhængigheds-Mand var gaaet over til at blive en af Kongegunſt afhængig Hofmand, benyttede han ſin ſtore Digtergave flittigt til Kong Haakons Forherligelſe. Foruden den nys omtalte Draapa, ſom han allerede maa have udarbejdet paa Island, førend han erfarede Kong Haakons Bortrejſe, i den Henſigt at kvæde den for Kongen ſelv, (hvorfor han ogſaa i Kvadet henvender ſig til denne, ſom om han var perſonligt tilſtede), digtede han ikke færre end trende andre Draaper om Kong Haakon, alle temmelig lange og meget ſmukke. Den ene af dem, i den gamle Versart Fornyrdalag, er en fuldſtændig Efterligning af de gamle Arve-Draaper; der gjennemgaar Kongens hele Liv, ligefra det førſte til det ſidſte. Den anden, kaldet „Ravnsmaal“, i den ſærdeles velklingende, men vanſkelige Digtart „Toglag“, beſkriver i glimrende Farver Kong Haakons Veſterhavs-Tog, og den tredie, i det ſædvanlige Drottkvæde-Verſemaal, omhandler ogſaa Kongens Bedrifter, ſaavidt man kan ſlutte af de forhaandenværende Brudſtykker, fra førſt til ſidſt. Af alle disſe fire Draaper anfører Sturla ſelv en Mængde Vers hiſt og her i Sagaen, øjenſynligt for at efterligne de gamle Sagaſkrivere, der anførte Skaldevers ſom Hjemmel for deres Udſagn. Om ſaadan virkelig Hjemmel kan der naturligviis ikke her være Tale, hvor Sturla var Forfatter baade af Verſene og Texten. At han digtede ſaa mange forſkjellige Kvad om Kong Haakon, ligeſom han og ſkal have digtet mange Kvad om Magnus, kom vel neppe ſaa meget af nogen indre Trang til at udtale ſin Beundring for en Konge, han egentlig ſnarere havde badet eller i det mindſte frygtet, end elſket, ſom det ſkede efter højere Opfordring, ved visſe højtidelige Anledninger inden Hoffet. Og egentlig gjør det derfor et nedſlaaende Indtryk, at ſee en Mand, der hørte til ſit Fædrelands fornemſte Slægter, og ſelv havde herſket der næſten ſom en Fyrſte, i ſit femtiende Aar ſom en Lykkeridder ydmygt at maatte bejle om de Kongers Gunſt, hvis Herredømme han hidtil havde forſmaaet, og at blive en beſkikket Hofpoet, hvis rige Digtertalent ſtilledes til de høje Vedkommendes Raadighed, uden Spørgsmaal om indre Kald eller Begejſtring fra hans Side. Dette var viſtnok mange ringe og fattige Islændingers Levevej, men den højbyrdige, fordums mægtige Sturla Thordsſøn var dog for god dertil. Imidlertid maa vi lykønſke Norge, at en af dets ypperſte Konger fik en ſaadan Hiſtorieſkriver. Sturla digtede og et mindre Kvad, eller en ſaa kaldet Flokk, om Byrge Jarl, og fik til Belønning af ham nogle prægtige Klædningsſtykker[12].

Det er allerede ovenfor berørt, at der heller ikke fra Kong Haakons Regjeringstid findes Mynter, ſom med Sikkerhed kunne henføres dertil, uagtet der ikke kan være Tvivl om, at ſaadanne maa have været til. Det er muligt, at enddeel Bracteater, der forefindes, tilhøre ham, men med Vished kan det ikke paaſtaaes.

  1. Det er højſt ſandſynligt, at disſe Kongeſagaer have været Snorre Sturlasſøns Redaction, thi før hans Tid havde man neppe nogen Halfdan ſvartes Saga, med mindre man vil antage, at den, der nu findes i Flatøbogen, er en ældre Redaction; men ſaa vidt man kan ſkjønne, er denne, ſaavel ſom den paafølgende Harald Haarfagres Saga, ſnarere en Omredaction af Snorres.
  2. Det er ikke uſandſynligt, at dette er den ſamme Hall, hvoraf der endnu findes Levninger i det halv nedfaldne Biſkops-Slot, der i ſin Tid maa have været meget prægtigt.
  3. Navnet udtales nu Selvaag; det ligger ſtrax nordenfor Gaarden Haa. Man kan her neppe tænke paa Silevaag i Søndhordland, ſiden der ſtaar „ſyd i Silevaag“.
  4. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 329, 330.
  5. Hirdſkraaen, Cap. 14. Norges gl. Love, II. S. 403.
  6. Endogſaa ved Kongens og Erkebiſkoppens ſidſte Samvære i Throndhjem bemerker Sagaen, ſom vi have ſeet, at det gik nok ſaa godt af imellem dem, fornemmelig ved Kong Magnus’s Beſtræbelſer. Dette viſer nokſom, at Forſtaaelſen i ſig ſelv var ſlet.
  7. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 332.
  8. Verſene, hvori disſe Ord forekomme, ſtaa i Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 310.
  9. Dette er et Ordſpil, der kun fremtræder tydeligt i det ældre Sprog, hvor Ordene vín (Viin) og vinr (Ven) ligne hinanden. Kongens Ord lød, „vín skal til vinar drekka“.
  10. Det er dette Vers, hvis Indhold vi ovenfor tildeels have anført, S. 382. At det Kvad, hvorom her handles, netop er dette, ſees af hvad vi ogſaa nedenfor nærmere paapege, at Digteren her henvender ſig umiddelbart til Kong Haakon, hvilken han altſaa maa have troet at finde i Live da han digtede Kvadet.
  11. Sturl. Saga, X. Cap. 12—18.
  12. Disſe Klædningsſtykker kaldes Kumpás af baldikinn eðr kyrtill halfeermaðr, baldikinn ok skarlat ok ágætt kaprún; ved det førſte forſtodes et med regelmæsſige Figurer broderet Stykke Baldakin, ikke et „Compas“ ſom flere have troet. Sturlunga Saga X. 18.