Det norske Folks Historie/5/49

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have i det Foregaaende seet mange Beviis paa, at der i den sidste Periode af Haakons Regjeringstid, da Borgerkrigene vare tilendebragte og de Saar, som de havde slaaet, vare lægede, maa have hersket megen Velvære og Tilfredshed blandt Folket. Endog de store Pengesummer, som Kong Haakon ved forskjellige Lejligheder udgav, og de betydelige Udrustninger, han saa sig istand til at gjøre, vidner om, at der maa have været etslags Overflod i Landet, thi ellers vilde vel neppe de kongelige Kasser have været saa vel forsynede. Afgifterne maa have været ordentligt og fuldstændigt betalte. Hvor stor Folkemængden var paa hiin Tid, kan man efter de forhaandenværende Data heel vanskeligt, idet højeste kun tilnærmelsesviis og usikkert, bestemme, forsaa vidt den før omtalte Angivelse af, hvor mange Folk der skulde stilles ved fuld Almenning, kan afgive nogen Maalestok[1]. Dette var 33600 Mand, men kun for Skibrede- eller Kyst-Districterne; hvad der kunde eller skulde stilles fra de andre Districter Oplandene, Jemteland m. m., regnedes ikke hertil. Ansees nu hiint Tal for i Gjennemsnit at repræsentere en Tiendedeel af Befolkningen[2], og regne vi for de indre Districter to Trediedele af Antallet for hine, bliver det hele dog kun 560000 Mennesker; og det er vel heller ikke sandsynligt at Norge paa den Tid havde stort flere. Men Europas øvrige Lande vare i Forhold omtrent ligesaa tyndt befolkede, eller maaskee end mere, i Forhold til hvad de ere nu. Navnlig maa man antage at dette var Tilfældet med England, der først i den aller sidste Tid har faaet sin overordentlige Tilvext i Befolkningen, og ligeledes med Sverige og Danmark. Disse Landes Beskaffenhed gjør det sandsynligt, at forholdsviis større Dele af dem endnu vare bevoxede med Skov og uopryddede, end i Norge, hvor Fordelingen af Fjeld- og Dal- eller Slette-Land er saa skarpt udpræget, og derfor de til Oprydning og Bebyggelse skikkede Egne baade ere færre og bestemtere afgrændsede, faa at de for største Delen allerede fra den ældste Tid vare betegnede som saadanne, og tagne i Brug. Dog synes man af de tidligere omtalte Tillægs-Lovbestemmelser, hvad enten de nu skrive sig fra Kong Haakon Sverressøn eller Haakon Haakonssøn, at kunne slutte, at flere Strækninger, især i det nordlige Norge, maa have været opryddede i Slutningen af det 12te og 13de Aarhundrede; og Befolkningen var selv vistnok i stadigt Tiltagende gjennem hele det 13de og første Halvdeel af det 14de Aarhundrede indtil den store Pest. Til denne Befolkning i selve Norge maa man for øvrigt ogsaa regne Befolkningen paa Færøerne, Hjaltland, Orknøerne og Syderøerne, og efter 1264 ogsaa paa Island og Grønland, for at faa det fuldstændige Antal paa alle dem, der erkjendte Norges Konge for sin Overherre. Men Antallet af denne Befolkning, lagt til hiin, formaar neppe at naa det tiende Hundredetusende.

Skikke, Sæder og Omgangstone hos alle disse Mennesker maa under Kong Haakons langvarige Regjering og ved de hyppige Forbindelser, hvori Norge nu stod med Udlandet, have undergaaet en ikke ringe Forandring, idetmindste ved Hoffet, i de højere Kredse, samt i og ved Byerne. Vi have seet, hvilken Pragt og Luxus der herskede ved Kong Haakons Kroning; dette var nu vistnok en overordentlig Lejlighed, men allerede af Beskrivelsen over, hvorledes det gik til og saa ud i Dronningens Sovekammer, da Kongen meldte hende hendes Faders Oprør, seer man at kostbare Stoffer endogsaa i det daglige anvendtes baade til Klædedragt og Bohave; Kongen benyttede, som man seer, i Regelen Bordtøj af Sølv, tildeels forgyldt; Viin begyndte allerede mere og mere at blive den sædvanlige Drik ved fornemme Mænds Gjestebud. Paa Landet derimod, i mere afsides liggende Egne, kunde det dog ogsaa gaa simpelt og gammeldags nok til, endog hos højfornemme Mænd, dog vel især, naar disse selv hørte til hvad man kunde kalde den gamle Skole. Dette seer man af hvad der fortælles om Thorgils Skardes Ophold i Sogn, den første Vinter, han tilbragte i Norge (1244–1245). Thorgils Skarde var først hos en Mand ved Navn Erik, paa hvis Skib han var kommen fra Island, og som siden indbød ham til sig i Sogn; men i et Selskab hos Erik blev han kjendt med Lendermanden Brynjulf Jonssøn paa Hvaal, den fornemste Mand i Heredet, og flyttede efter dennes Indbydelse til ham; han havde nemlig allerede før erklæret, at han helst vilde være hos den fornemste. Hos Brynjulf gik det meget herligt til i alle Maader, og der blev drukket meget i Julen, dog ikke Viin førend Nytaarsdag, og ud paa Aftenen, ellers kun Øl. I dette Selskab bleve de fleste berusede, og der forefaldt heftige Slagsmaal, ganske paa gammel Viis, saa at man ved at læse herom skulde tro at man befandt sig i Egil Skallagrimssøns Tider; Thorgils selv slog til en Mand, der var i Huset hos Brynjulf, med et stort Drikkehorn, rigt beslaget med Sølv og besat med Stene, saa at han faldt og Hornet gik itu. Endnu omtales Gulvene som belagte med Halm, hvilket viser, at der i det mindste her kun maa have været Jordgulv, og hvad der er end besynderligere, er, at Brynjulfs „Frelsinger“ omtales, som om der endnu skulde findes Frigivne: da dette neppe er muligt, maa man formode at Ordet „Frelsinger“ iler bar en anden Betydning, eller at det endnu i lang Tid efter Trælevæsenets Ophør vedblev at beriges som en Benævnelse for Lejlændinger, fordi disse tidligere sædvanligviis havde bort til de Frigivnes Klasse Under enhver Omstændighed viser det, hvor ubetydelig endnu paa den Tid den selskabelige Skranke var mellem Herrer og Tjenere; det samme sees ogsaa deraf at Brynjulf Jonssøn, skjønt Lendermand, dog satte en af sine egne Slægtninger til at opvarte Thorgils som Skosvend, og at Thorgils ikke undsaa sig ved at banke ham nu og da. Endog ved de private Drikkelag kunde det, som man af denne Beretning seer, endnu gaa særdeles voldsomt og raat til. Dette var end oftere Tilfældet i de offentlige Skytningsstuer, hvor endog de fornemste Folk, og fornemmelig Kongens Hirdmænd, ofte kunde sidde og drikke den veie udslagne Dag indtil langt ud paa Natten, skjønt det udtrykkeligt var forbudet; ofte kom de, som vi allerede flere Gange blive seet Exempler paa, i de vildeste Slagsmaal. Saaledes nævnes Aarsagen til Kong Haakons Uvilje mod Thord Kakale i Begyndelsen af dennes første Ophold i Norge at have været den, at han havde været i Slagsmaal med nogle af Kongens Hirdmænd paa en Skytningsstue, hvor man sloges med Horn og Lysestager, og ikke holdt op, førend andre lagde sig imellem, og fornemmelig Thords Modstandere vare blevne ilde tilredte[3]. Endog Knut Jarl selv undsaa sig ikke for, paa den Maade at give sig i Klammeri med andre Drikkebrødre. Men man seer, at Kongen var yderst misfornøjet med al saadan Sviir og Voldsomhed, og straffede dem, der overlode sig dertil, i det mindste med sin Unaade. Det er vel for øvrigt ikke saa usandsynligt, at de her omtalte offentlige Drikkestuer eller Skytningsstuer allerede paa den Tid, især i Bergen, fornemmelig holdtes af de tydske Handelsmænd, der forsynede Landet med Viin og tydsk Øl; ligesom man vel og bar Grund til at antage, at det især var disse, der befattede sig med at udlaane Penge paa Pant, saaledes som vi læse i Beretningen om Thord Kakales mislige Forfatning, da han opholdt sig i Bergen, førend endnu Aron Hjørleifssøn havde taget sig af ham. Han solgte eller pantsatte den ene Kostbarhed efter den anden, indtil han omsider sendte sin prægtige Skarlagenskappe, besat med hvidt Pelsverk, paa Torvet for at gaa den samme Vej, da Aron fik det at vide, og lod den indløse[4]. Saadanne Forhold som disse kan man vel deels tilskrive det Forbud, Kong Magnus senere lod udgaa mod Aager, saaledes som vi nedenfor nærmere skulle berette, deels ogsaa den Uvilje, som i det mindste Massen af Bergens Befolkning allerede paa den Tid nærede mod de tydske Handelsmænd, og som gav sig Luft i heftige Slagsmaal, af hvilke sikkert kun de færreste omtales i Sagaerne. De tydske, især lübeckske, Handelsmænd synes allerede saa temmeligt at have bemægtiget sig Herredømmet ved Penge- og Vare-Omsætningen, og i Forhold dertil at have antaget et overmodigt og fornærmeligt Væsen. Mange af dem bleve sikkert allerede nu siddende i Bergen Vinteren over, for at udsælge de om Høsten indførte Varer, lejede sig da ind i de store Privatgaarde ved Bryggen, og udsolgte her deres Viin og Bjor (Bier, tydsk Øl) saavel i større Partier, som i smaat, navnlig i Skytningsstuerne. For de indfødde Kjøbmænd vare de især en Torn i Øjnene; og dette fiendtlige Forhold kan man for en stor Deel tilskrive den Fejde, hvori Norge kom med Lübeck i Aarene 1248–1250, og som det dog endnu lykkedes Kong Haakon at bilægge ved en taalelig Fred[5].

Det var maaskee for en stor Deel med stadigt Hensyn til den nys skildrede Raahed i selskabelige Sammenkomster, at Kong Haakon søgte at bringe literær Underholdning ved slige Lejligheder i Mode, idet han lod udenlandske Digt og Fortællinger oversætte, for at de siden kunde forelæses ved Hoffet. Slige Exempler pleje altid at virke, og i Norge virkede de vel saa meget mere, som man allerede fra gammel Tid havde sat Priis paa at høre Sagaer fortælle og digte Kvæder. Paa Island var dette Slags Underholdning altid meget yndet, og det behøver derfor ikke at betragtes som en Efterligning af norsk Skik, naar der, som vi ovenfor have seet, ved den selskabelige Sammenkomst paa Ravnagil Aftenen før Thorgils Skardes Drab forelagdes ham Valget, om man skulde fornøje sig med Datids, eller ved Forelæsning. Af hvad vi nys have berettet om Sturla Thordssøn og den Fornøjelse, han skaffede Hirdmændene og Dronningen ved at fortælle Æventyret om Huld Troldkone, saavel som ogsaa af andre Omstændigheder, kan man slutte at saadanne Æventyr-Sagaer, eller, som Kong Sverre kaldte dem, Lyvesagaer, dengang vare meget yndede. Der findes endnu mange saadanne Æventyr-Sagaer, som synes at hidrøre fra det 12te og 13de Aarhundrede, og i hvilke vistnok virkelige gamle Oldsagn mere eller mindre have været optagne og benyttede, men som dog i sin Heelhed sikkert ere opdigtede for Underholdnings Skyld, uden mindste Fordring paa at de skulle have noget historisk Verd. Saadanne ere Sagaerne om Ketil Høing, Grim Lodenkind, Ørvar-Odd[6], Aan Bogsveige, Aasmund Kappahane, Romund Greipssøn o. fl.; alle disse Personer ere gamle Sagnfigurer, tildeels endog historiske Personer, men deres saakaldte Sagaer vise sig ved første Øjekast at være opdigtede, og kun hist og her udspækkede med de gamle, egte Sagn. Disse Digtninger ere naturligviis af yderst forskjelligt Verd, nogle bedre, nogle slettere; den bedste af dem alle, trods sine mange historiske Umuligheder, er Sagaen om Fridthjof den frøkne, af hvilken vi tidligere have meddeelt et Udtog[7]. For denne har neppe engang noget Oldsagn ligget til Grunden, men Forfatteren synes kun at have kjendt det i de gamle sognske Konge-Genealogier forekommende Navn Fridthjof, og dertil at have knyttet den hele Fortælling, for Resten en af de smukkeste romantiske Digtninger, den hele nordeuropæiske Middelalder-Literatur kan opvise. Der gives og en Fortælling om Fridthjofs foregivne Fader Thorstein Vikingssøn, men som staar langt tilbage for hiin. At Forfatterne til de fleste af disse Æventyrsagaer vare Nordmænd, synes mange Omstændigheder at bestyrke, navnlig det nøje Kjendskab, som ofte lægges for Dagen til geografiske Forholde i Norge eller overhoved paa Fastlandet. Nogle vare vel ogsaa forfattede paa Island, hvor man ligeledes beskjeftigede sig med at digte ej alene Æventyrsagaer, men ogsaa tilsyneladende historiske Familiesagaer og romantiske Kjærlighedsnoveller.

Vi have ovenfor seet, at ogsaa Dands brugtes paa denne Tid som selskabelig Morskab, endog paa Island, hvor stundom selv Prester ej kunde bare sig for at deeltage deri. Sandsynligviis foregik denne Dands, som ovenfor nævnt, saavel i Norge og paa Island, som i Danmark, efter Sang af Viser. Siden Thord Kakale kunde føle sig saa fornærmet over de Dandsegilder, der holdtes hos hans Modstander Brand Kolbeinssøn (se ovenfor S. 271), maa man formode at de til Dandsen afsungne Viser have været Smædeviser. Ellers var vel de dertil anvendte Viser fornemmelig Kæmpeviser, saaledes som vi ovenfor have antydet[8].

Kong Haakons mange Søtog efter Thronkrigenes Ophør opfriskede unegteligt for en Tid den gamle Søkriger-Aand i Landet, især da der ikke længer førtes nogen Krig indenlands, og saaledes ej var Anledning til at kæmpe til Lands, end sige til Hest, hvilket derimod allerede var blevet det sædvanlige i Sverige og Danmark. Vi ville i det følgende see, hvorledes der fremdeles udgik Søtog efter gammel Skik fra Norge, lige hen imod Aarhundredets Slutning, hvilket dog vist ikke havde fundet Sted, dersom ikke Kong Haakons Krigstog havde givet den nationale Maade at kæmpe paa og i det hele taget Folkets krigerske Aand et nyt Opsving. Imidlertid sporede man dog det nye Systems Indvirkninger i flere Henseender. Allerede Sverre havde givet Exemplet med Lejetropper, og om man end ikke finder udtrykkeligt omtalt, at saadanne have været anvendte i de paafølgende Tronkrige, saa havde man dog Exemplet for sig i Sverige, hvor blandt andet de misfornøjede Folkunger førte en Lejehær af tydske og vendiske Tropper med sig, da de mødte Byrge Jarl ved Herrevadsbro[9]. Ja man seer endog at Nordmændene selv, saavel som de Danske, lode sig leje til at kæmpe i fremmede Lande, og at udenlandske Fyrster sendte Folk til Norden for at hverve Krigere. Der fortælles saaledes udtrykkeligt, at da den engelske Konge Henrik den 3die i Aaret 1242 agtede at bekrige Frankrige, lod han hverve Soldater (soudoyers) i Tydskland, i Danmark og i Norge[10]. De, som han fik fra Norge, have vel for en stor Deel været Levningerne af Hertug Skules Parti eller Vaarbelgerne, der vistnok ikke, hvor mild Kong Haakon end kan have været, følte sig vel til Mode hjemme i Landet; man kan ogsaa tænke sig, at flere af Haakons egne Krigere, ligesom hine Birkebeiner og Bagler, der efter Fredsslutningen 1208 gjorde Toget til Suderøerne, betragtede Freden kun som en Uvirksomheds-Tilstand og derfor gjerne grebe Lejligheden til at komme ud. De mange Borge, der rejste sig i Kong Haakons Tid, og hvori der maatte underholdes stadig Besætning, vare i sig selv Efterligninger af fremmede Mønstre, og for Besætningerne blev der saaledes ogsaa givet strenge Artikler, ganske i Lighed med de udenlandske Borg-Love. En saadan Borgskraa have vi endnu tilbage i den saakaldte Borgara-Ret. (ved „Borgarar“ forstaaes naturligviis her de Krigere, der danne Garnisonen), om hvilken det siges at den værdige Kong Haakon lod den sætte sammen, og bed, at den skulde anholdes og iagttages i alle „Huus“ (d. e. Borge) i Norge. Der staar rigtignok ikke tilføjet, hvilken Kong Haakon dette var, men da Afskriften selv ikke er yngre end 1325, og Kongen desuden ikke kaldes „den kronede“, hvilket var det sædvanlige Tilnavn for Kong Haakons Sønnesøn, er der al Grund til at antage, at det er ham, der menes, saa meget mere som det i sig selv er det rimeligste, at Skraaen blev given af den samme Konge, under hvilken Borgene selv bleve til. Artiklerne ere meget strenge, og synes at tyde paa at de Folk, hvilke de gjaldt, maa have været vilde og urolige Karle, der blot ved slig Strenghed kunde holdes i tilbørlig Tøjle. Heraf maa man slutte, at mange af dem, eller maaske de fleste, have været Udlændinger, sandsynligviis Tydskere. Dette synes ogsaa at fremgaa af flere fremmede Udtryk i selve Skraaen, der for Resten er paa godt Norsk„ Man seer, at Befalingsmanden kaldtes Foged (fólguti, rettere fógeti), aldeles ligesom den tydske „Burg-Vogt“; Besætningen inddeltes i Mænd „á vapn“, der betragtedes som Officierer, og Hirddrenge, der maa have været menige Krigere; nogle vare ogsaa Skytter[11], det vil sige Armbryst-Skytter; for saa vidt der havdes Kastemaskiner, forestode de vel ogsaa Brugen af disse. Skytterne vare vel fornemmelig Udlændinger, da Armbrøstet eller Laasbuen ikke var noget nationalt norsk Vaaben, derimod tør det vel hænde at flere af Mændene á vapn; eller Officiererne, vare Nordmænd og kongelige Hirdmænd; i det mindste finde vi senere, som det vil sees, Titelen á vápn (aa Vaaben, Væbner) brugelig som det første Trin til Riddertitlen, da denne var traadt i Stedet for Skotilsveinstitlen, saaledes at, ligesom man tidligere maatte blive Hirdmand førend man blev Skutilsvein, maatte man nu blive Væbner førend man blev Ridder. Borg-Retten bød, at hver den, der begik Manddrab, skulde miste Livet; stak eller hug han til en Mand, skulde han miste Haanden. Den som drog Sverd eller Kniv mod sin Kammerat i vred Hu, skulde ligge i Stokken syv Dage paa Vand og Brød, den som kaldte en anden Tyv eller med andre Ukvemsord, skulde i alle „Borgarernes“ Nærværelse bede ham om Tilgivelse og sige at han løj som en Skalk. Men hvis en Hirddreng slog en Væbner, skulde han miste sin Haand, og kaldte han en Væbner Tyv e. a. d., skulde han stinges gjennem sin Arm. Dette var nemlig Subordinations-Forseelse. Den som stjal til en Ertogs Verd, skulde kagstryges og jages ud af „Huset“. Den som stjal til en Øres Verd, skulde miste Øret og ligeledes jages ud; den som stjal til to Øres Verd skulde hænges. Den Væbner, som forsømte sin Vagt, medens Fienden laa for Huset, skulde have tabt sine Vaaben og Ejendele inden Huset, til Fordeling mellem hans Kamerater; i Fredstid slap han med at bøde en Tønde Bjor (tydsk Øl). Enhver Hirddreng, der forsømte Vagt i Belejringstid, skulde ligge en Maaned i Stokken paa Vand og Brød; skede det i Fredstid, skulde han dukkes under Vand fuldt paaklædt. Kvindefred skulde iagttages efter Lovens Bydende. Hvo som steg over Planker eller krøb igjennem paa hvilket som helst Sted, hvor der ikke var ordentlig Udgang, skulde, om det end var aabent, miste sin Hals, lige saa hver den, der sendte Bud til Fienden, eller talte med den belejrende Fiende uden Fogdens Tilladelse. Den, som var Skyld i nogen Ildsvaade, skulde selv gribes og kastes i Ilden[12]. – Det synes lidet rimeligt, at Nordmænd, der selv aldrig i sit Hjem havde prøvet nogen saa streng Tugt, som den, Hirddrengene her vare underkastede, frivilligt skulde have gaaet under den; man nødes saaledes til at antage, at Massen af disse enten vare Udlændinger, eller Nordmænd, der længe havde sværmet om udenlands i Lejehære, og saaledes tilegnet sig de der herskende Sædvaner og Grundsætninger, der vistnok ikke vare af de bedste. Det falder af sig selv, at disse „Borgere“ have været betragtede som Kongens private Tjenere, lønnede af ham og ansvarlige for ham alene, i endnu højere Grad end de haandgangne Mænd. Hvis deres Antal havde været større, kunde man i egentlig Forstand have kaldt dem en staaende Hær, der i en samvittighedsløs Konges Hænder vilde have været et farligt Vaaben mod den Folkefrihed og Selvstændighed, som endnu var tilbage. Men heldigviis kan der neppe have været saa mange af dem, og de, som fandtes, vare spredte omkring i Landet. Dog see vi heri umiskjendeligt Overgangen til et nyere, fra den tidligere Nationalskik i Norge fuldkommen afvigende, System, der fremdeles bidrog til at gjøre Folket selv ukrigersk og derfor umyndigt.

  1. Se ovenfor II. S. 982. Angivelsen synes, sammenlignet med den i den ældre Gulathingslov, at maatte henføres til det 13de Aarhundrede, se ovenfor II. S. 982.
  2. Som bekjendt, kunde man gaa lige til hver 7de Mand: da man dog neppe nogensinde gik saa vidt, kan man vel med største Sandsynlighed regne hver tiende.
  3. Sturl. Saga, VIII. 2, jvfr. Saml. til det n. Folks og Spr. Hist. I. S. 305.
  4. Arons Saga Cap. 24. Jvfr. ovf. III. S. 993, 994, Not.
  5. Se ovenfor, S. 70–78.
  6. At Ørvarodd er en ældgammel Sagnfigur, sees baade af Saxo og af Hervarar-Saga. Men man behøver endog kun at have de latinske formede Navne i Ørvarodds Saga, for at skjønne at denne tilhører en sildig Periode. Den foregaar tildeels i Rusland, og ved denne Lejlighed gives der i Cap. 30 en Udsigt over Ruslands Inddeling, der ganske tilhører Tiden omkring 1200. Rusland, siges der, bestaar af Moramar (Murom), Raadstova (Rostov), Sursdal, Holmgard (Novgorod), Palteskja (Polotsk), Kønugaard (Kijev).
  7. Se ovenfor I. 1. S. 315.
  8. Se ovenfor II. S. 1033.
  9. Se ovenfor S. 90.
  10. Chroniques de St. Denys; Rerum Gall. Scr. XXI, P. 112: Le roy Henry fist faire ses garnisons pour passer mer, et manda sodoyers en Alemaigne, et en Danemarch et en Norvée.
  11. „Skytte“ kaldes her ikke skyti, men skytta, hvilket aabenbart minder om det tydske „Schütze“.
  12. Denne „Borgara-Ret“ er aftrykt i Norges gl. Love, 3die B. S. 144. Den er der gisningsviis henført til Kong Haakon Magnussøn, men af de oven anførte Grunde sees det, at den i det mindste med ligesaa stor Net kan henføres til Kong Haakon Haakonssøn, især da denne jo under enhver Omstændighed maatte give Artikler for sine Borg-Besætninger.