Det norske Folks Historie/5/49

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have i det Foregaaende ſeet mange Beviis paa, at der i den ſidſte Periode af Haakons Regjeringstid, da Borgerkrigene vare tilendebragte og de Saar, ſom de havde ſlaaet, vare lægede, maa have herſket megen Velvære og Tilfredshed blandt Folket. Endog de ſtore Pengeſummer, ſom Kong Haakon ved forſkjellige Lejligheder udgav, og de betydelige Udruſtninger, han ſaa ſig iſtand til at gjøre, vidner om, at der maa have været etſlags Overflod i Landet, thi ellers vilde vel neppe de kongelige Kasſer have været ſaa vel forſynede. Afgifterne maa have været ordentligt og fuldſtændigt betalte. Hvor ſtor Folkemængden var paa hiin Tid, kan man efter de forhaandenværende Data heel vanſkeligt, idet højeſte kun tilnærmelſesviis og uſikkert, beſtemme, forſaa vidt den før omtalte Angivelſe af, hvor mange Folk der ſkulde ſtilles ved fuld Almenning, kan afgive nogen Maaleſtok[1]. Dette var 33600 Mand, men kun for Skibrede- eller Kyſt-Diſtricterne; hvad der kunde eller ſkulde ſtilles fra de andre Diſtricter Oplandene, Jemteland m. m., regnedes ikke hertil. Anſees nu hiint Tal for i Gjennemſnit at repræſentere en Tiendedeel af Befolkningen[2], og regne vi for de indre Diſtricter to Trediedele af Antallet for hine, bliver det hele dog kun 560000 Menneſker; og det er vel heller ikke ſandſynligt at Norge paa den Tid havde ſtort flere. Men Europas øvrige Lande vare i Forhold omtrent ligeſaa tyndt befolkede, eller maaſkee end mere, i Forhold til hvad de ere nu. Navnlig maa man antage at dette var Tilfældet med England, der førſt i den aller ſidſte Tid har faaet ſin overordentlige Tilvext i Befolkningen, og ligeledes med Sverige og Danmark. Disſe Landes Beſkaffenhed gjør det ſandſynligt, at forholdsviis ſtørre Dele af dem endnu vare bevoxede med Skov og uopryddede, end i Norge, hvor Fordelingen af Fjeld- og Dal- eller Slette-Land er ſaa ſkarpt udpræget, og derfor de til Oprydning og Bebyggelſe ſkikkede Egne baade ere færre og beſtemtere afgrændſede, faa at de for ſtørſte Delen allerede fra den ældſte Tid vare betegnede ſom ſaadanne, og tagne i Brug. Dog ſynes man af de tidligere omtalte Tillægs-Lovbeſtemmelſer, hvad enten de nu ſkrive ſig fra Kong Haakon Sverresſøn eller Haakon Haakonsſøn, at kunne ſlutte, at flere Strækninger, iſær i det nordlige Norge, maa have været opryddede i Slutningen af det 12te og 13de Aarhundrede; og Befolkningen var ſelv viſtnok i ſtadigt Tiltagende gjennem hele det 13de og førſte Halvdeel af det 14de Aarhundrede indtil den ſtore Peſt. Til denne Befolkning i ſelve Norge maa man for øvrigt ogſaa regne Befolkningen paa Færøerne, Hjaltland, Orknøerne og Syderøerne, og efter 1264 ogſaa paa Island og Grønland, for at faa det fuldſtændige Antal paa alle dem, der erkjendte Norges Konge for ſin Overherre. Men Antallet af denne Befolkning, lagt til hiin, formaar neppe at naa det tiende Hundredetuſende.

Skikke, Sæder og Omgangstone hos alle disſe Menneſker maa under Kong Haakons langvarige Regjering og ved de hyppige Forbindelſer, hvori Norge nu ſtod med Udlandet, have undergaaet en ikke ringe Forandring, idetmindſte ved Hoffet, i de højere Kredſe, ſamt i og ved Byerne. Vi have ſeet, hvilken Pragt og Luxus der herſkede ved Kong Haakons Kroning; dette var nu viſtnok en overordentlig Lejlighed, men allerede af Beſkrivelſen over, hvorledes det gik til og ſaa ud i Dronningens Sovekammer, da Kongen meldte hende hendes Faders Oprør, ſeer man at koſtbare Stoffer endogſaa i det daglige anvendtes baade til Klædedragt og Bohave; Kongen benyttede, ſom man ſeer, i Regelen Bordtøj af Sølv, tildeels forgyldt; Viin begyndte allerede mere og mere at blive den ſædvanlige Drik ved fornemme Mænds Gjeſtebud. Paa Landet derimod, i mere afſides liggende Egne, kunde det dog ogſaa gaa ſimpelt og gammeldags nok til, endog hos højfornemme Mænd, dog vel iſær, naar disſe ſelv hørte til hvad man kunde kalde den gamle Skole. Dette ſeer man af hvad der fortælles om Thorgils Skardes Ophold i Sogn, den førſte Vinter, han tilbragte i Norge (1244—1245). Thorgils Skarde var førſt hos en Mand ved Navn Erik, paa hvis Skib han var kommen fra Island, og ſom ſiden indbød ham til ſig i Sogn; men i et Selſkab hos Erik blev han kjendt med Lendermanden Brynjulf Jonsſøn paa Hvaal, den fornemſte Mand i Heredet, og flyttede efter dennes Indbydelſe til ham; han havde nemlig allerede før erklæret, at han helſt vilde være hos den fornemſte. Hos Brynjulf gik det meget herligt til i alle Maader, og der blev drukket meget i Julen, dog ikke Viin førend Nytaarsdag, og ud paa Aftenen, ellers kun Øl. I dette Selſkab bleve de fleſte beruſede, og der forefaldt heftige Slagsmaal, ganſke paa gammel Viis, ſaa at man ved at læſe herom ſkulde tro at man befandt ſig i Egil Skallagrimsſøns Tider; Thorgils ſelv ſlog til en Mand, der var i Huſet hos Brynjulf, med et ſtort Drikkehorn, rigt beſlaget med Sølv og beſat med Stene, ſaa at han faldt og Hornet gik itu. Endnu omtales Gulvene ſom belagte med Halm, hvilket viſer, at der i det mindſte her kun maa have været Jordgulv, og hvad der er end beſynderligere, er, at Brynjulfs „Frelſinger“ omtales, ſom om der endnu ſkulde findes Frigivne: da dette neppe er muligt, maa man formode at Ordet „Frelſinger“ iler bar en anden Betydning, eller at det endnu i lang Tid efter Trælevæſenets Ophør vedblev at beriges ſom en Benævnelſe for Lejlændinger, fordi disſe tidligere ſædvanligviis havde bort til de Frigivnes Klasſe Under enhver Omſtændighed viſer det, hvor ubetydelig endnu paa den Tid den ſelſkabelige Skranke var mellem Herrer og Tjenere; det ſamme ſees ogſaa deraf at Brynjulf Jonsſøn, ſkjønt Lendermand, dog ſatte en af ſine egne Slægtninger til at opvarte Thorgils ſom Skoſvend, og at Thorgils ikke undſaa ſig ved at banke ham nu og da. Endog ved de private Drikkelag kunde det, ſom man af denne Beretning ſeer, endnu gaa ſærdeles voldſomt og raat til. Dette var end oftere Tilfældet i de offentlige Skytningsſtuer, hvor endog de fornemſte Folk, og fornemmelig Kongens Hirdmænd, ofte kunde ſidde og drikke den veie udſlagne Dag indtil langt ud paa Natten, ſkjønt det udtrykkeligt var forbudet; ofte kom de, ſom vi allerede flere Gange blive ſeet Exempler paa, i de vildeſte Slagsmaal. Saaledes nævnes Aarſagen til Kong Haakons Uvilje mod Thord Kakale i Begyndelſen af dennes førſte Ophold i Norge at have været den, at han havde været i Slagsmaal med nogle af Kongens Hirdmænd paa en Skytningsſtue, hvor man ſloges med Horn og Lyſeſtager, og ikke holdt op, førend andre lagde ſig imellem, og fornemmelig Thords Modſtandere vare blevne ilde tilredte[3]. Endog Knut Jarl ſelv undſaa ſig ikke for, paa den Maade at give ſig i Klammeri med andre Drikkebrødre. Men man ſeer, at Kongen var yderſt misfornøjet med al ſaadan Sviir og Voldſomhed, og ſtraffede dem, der overlode ſig dertil, i det mindſte med ſin Unaade. Det er vel for øvrigt ikke ſaa uſandſynligt, at de her omtalte offentlige Drikkeſtuer eller Skytningsſtuer allerede paa den Tid, iſær i Bergen, fornemmelig holdtes af de tydſke Handelsmænd, der forſynede Landet med Viin og tydſk Øl; ligeſom man vel og bar Grund til at antage, at det iſær var disſe, der befattede ſig med at udlaane Penge paa Pant, ſaaledes ſom vi læſe i Beretningen om Thord Kakales mislige Forfatning, da han opholdt ſig i Bergen, førend endnu Aron Hjørleifsſøn havde taget ſig af ham. Han ſolgte eller pantſatte den ene Koſtbarhed efter den anden, indtil han omſider ſendte ſin prægtige Skarlagenskappe, beſat med hvidt Pelsverk, paa Torvet for at gaa den ſamme Vej, da Aron fik det at vide, og lod den indløſe[4]. Saadanne Forhold ſom disſe kan man vel deels tilſkrive det Forbud, Kong Magnus ſenere lod udgaa mod Aager, ſaaledes ſom vi nedenfor nærmere ſkulle berette, deels ogſaa den Uvilje, ſom i det mindſte Masſen af Bergens Befolkning allerede paa den Tid nærede mod de tydſke Handelsmænd, og ſom gav ſig Luft i heftige Slagsmaal, af hvilke ſikkert kun de færreſte omtales i Sagaerne. De tydſke, iſær lübeckſke, Handelsmænd ſynes allerede ſaa temmeligt at have bemægtiget ſig Herredømmet ved Penge- og Vare-Omſætningen, og i Forhold dertil at have antaget et overmodigt og fornærmeligt Væſen. Mange af dem bleve ſikkert allerede nu ſiddende i Bergen Vinteren over, for at udſælge de om Høſten indførte Varer, lejede ſig da ind i de ſtore Privatgaarde ved Bryggen, og udſolgte her deres Viin og Bjor (Bier, tydſk Øl) ſaavel i ſtørre Partier, ſom i ſmaat, navnlig i Skytningsſtuerne. For de indfødde Kjøbmænd vare de iſær en Torn i Øjnene; og dette fiendtlige Forhold kan man for en ſtor Deel tilſkrive den Fejde, hvori Norge kom med Lübeck i Aarene 1248—1250, og ſom det dog endnu lykkedes Kong Haakon at bilægge ved en taalelig Fred[5].

Det var maaſkee for en ſtor Deel med ſtadigt Henſyn til den nys ſkildrede Raahed i ſelſkabelige Sammenkomſter, at Kong Haakon ſøgte at bringe literær Underholdning ved ſlige Lejligheder i Mode, idet han lod udenlandſke Digt og Fortællinger overſætte, for at de ſiden kunde forelæſes ved Hoffet. Slige Exempler pleje altid at virke, og i Norge virkede de vel ſaa meget mere, ſom man allerede fra gammel Tid havde ſat Priis paa at høre Sagaer fortælle og digte Kvæder. Paa Island var dette Slags Underholdning altid meget yndet, og det behøver derfor ikke at betragtes ſom en Efterligning af norſk Skik, naar der, ſom vi ovenfor have ſeet, ved den ſelſkabelige Sammenkomſt paa Ravnagil Aftenen før Thorgils Skardes Drab forelagdes ham Valget, om man ſkulde fornøje ſig med Datids, eller ved Forelæsning. Af hvad vi nys have berettet om Sturla Thordsſøn og den Fornøjelſe, han ſkaffede Hirdmændene og Dronningen ved at fortælle Æventyret om Huld Troldkone, ſaavel ſom ogſaa af andre Omſtændigheder, kan man ſlutte at ſaadanne Æventyr-Sagaer, eller, ſom Kong Sverre kaldte dem, Lyveſagaer, dengang vare meget yndede. Der findes endnu mange ſaadanne Æventyr-Sagaer, ſom ſynes at hidrøre fra det 12te og 13de Aarhundrede, og i hvilke viſtnok virkelige gamle Oldſagn mere eller mindre have været optagne og benyttede, men ſom dog i ſin Heelhed ſikkert ere opdigtede for Underholdnings Skyld, uden mindſte Fordring paa at de ſkulle have noget hiſtoriſk Verd. Saadanne ere Sagaerne om Ketil Høing, Grim Lodenkind, Ørvar-Odd[6], Aan Bogſveige, Aasmund Kappahane, Romund Greipsſøn o. fl.; alle disſe Perſoner ere gamle Sagnfigurer, tildeels endog hiſtoriſke Perſoner, men deres ſaakaldte Sagaer viſe ſig ved førſte Øjekaſt at være opdigtede, og kun hiſt og her udſpækkede med de gamle, egte Sagn. Disſe Digtninger ere naturligviis af yderſt forſkjelligt Verd, nogle bedre, nogle ſlettere; den bedſte af dem alle, trods ſine mange hiſtoriſke Umuligheder, er Sagaen om Fridthjof den frøkne, af hvilken vi tidligere have meddeelt et Udtog[7]. For denne har neppe engang noget Oldſagn ligget til Grunden, men Forfatteren ſynes kun at have kjendt det i de gamle ſognſke Konge-Genealogier forekommende Navn Fridthjof, og dertil at have knyttet den hele Fortælling, for Reſten en af de ſmukkeſte romantiſke Digtninger, den hele nordeuropæiſke Middelalder-Literatur kan opviſe. Der gives og en Fortælling om Fridthjofs foregivne Fader Thorſtein Vikingsſøn, men ſom ſtaar langt tilbage for hiin. At Forfatterne til de fleſte af disſe Æventyrſagaer vare Nordmænd, ſynes mange Omſtændigheder at beſtyrke, navnlig det nøje Kjendſkab, ſom ofte lægges for Dagen til geografiſke Forholde i Norge eller overhoved paa Faſtlandet. Nogle vare vel ogſaa forfattede paa Island, hvor man ligeledes beſkjeftigede ſig med at digte ej alene Æventyrſagaer, men ogſaa tilſyneladende hiſtoriſke Familieſagaer og romantiſke Kjærlighedsnoveller.

Vi have ovenfor ſeet, at ogſaa Dands brugtes paa denne Tid ſom ſelſkabelig Morſkab, endog paa Island, hvor ſtundom ſelv Preſter ej kunde bare ſig for at deeltage deri. Sandſynligviis foregik denne Dands, ſom ovenfor nævnt, ſaavel i Norge og paa Island, ſom i Danmark, efter Sang af Viſer. Siden Thord Kakale kunde føle ſig ſaa fornærmet over de Dandſegilder, der holdtes hos hans Modſtander Brand Kolbeinsſøn (ſe ovenfor S. 271), maa man formode at de til Dandſen afſungne Viſer have været Smædeviſer. Ellers var vel de dertil anvendte Viſer fornemmelig Kæmpeviſer, ſaaledes ſom vi ovenfor have antydet[8].

Kong Haakons mange Søtog efter Thronkrigenes Ophør opfriſkede unegteligt for en Tid den gamle Søkriger-Aand i Landet, iſær da der ikke længer førtes nogen Krig indenlands, og ſaaledes ej var Anledning til at kæmpe til Lands, end ſige til Heſt, hvilket derimod allerede var blevet det ſædvanlige i Sverige og Danmark. Vi ville i det følgende ſee, hvorledes der fremdeles udgik Søtog efter gammel Skik fra Norge, lige hen imod Aarhundredets Slutning, hvilket dog viſt ikke havde fundet Sted, derſom ikke Kong Haakons Krigstog havde givet den nationale Maade at kæmpe paa og i det hele taget Folkets krigerſke Aand et nyt Opſving. Imidlertid ſporede man dog det nye Syſtems Indvirkninger i flere Henſeender. Allerede Sverre havde givet Exemplet med Lejetropper, og om man end ikke finder udtrykkeligt omtalt, at ſaadanne have været anvendte i de paafølgende Tronkrige, ſaa havde man dog Exemplet for ſig i Sverige, hvor blandt andet de misfornøjede Folkunger førte en Lejehær af tydſke og vendiſke Tropper med ſig, da de mødte Byrge Jarl ved Herrevadsbro[9]. Ja man ſeer endog at Nordmændene ſelv, ſaavel ſom de Danſke, lode ſig leje til at kæmpe i fremmede Lande, og at udenlandſke Fyrſter ſendte Folk til Norden for at hverve Krigere. Der fortælles ſaaledes udtrykkeligt, at da den engelſke Konge Henrik den 3die i Aaret 1242 agtede at bekrige Frankrige, lod han hverve Soldater (soudoyers) i Tydſkland, i Danmark og i Norge[10]. De, ſom han fik fra Norge, have vel for en ſtor Deel været Levningerne af Hertug Skules Parti eller Vaarbelgerne, der viſtnok ikke, hvor mild Kong Haakon end kan have været, følte ſig vel til Mode hjemme i Landet; man kan ogſaa tænke ſig, at flere af Haakons egne Krigere, ligeſom hine Birkebeiner og Bagler, der efter Fredsſlutningen 1208 gjorde Toget til Suderøerne, betragtede Freden kun ſom en Uvirkſomheds-Tilſtand og derfor gjerne grebe Lejligheden til at komme ud. De mange Borge, der rejſte ſig i Kong Haakons Tid, og hvori der maatte underholdes ſtadig Beſætning, vare i ſig ſelv Efterligninger af fremmede Mønſtre, og for Beſætningerne blev der ſaaledes ogſaa givet ſtrenge Artikler, ganſke i Lighed med de udenlandſke Borg-Love. En ſaadan Borgſkraa have vi endnu tilbage i den ſaakaldte Borgara-Ret. (ved „Borgarar“ forſtaaes naturligviis her de Krigere, der danne Garniſonen), om hvilken det ſiges at den værdige Kong Haakon lod den ſætte ſammen, og bed, at den ſkulde anholdes og iagttages i alle „Huus“ (d. e. Borge) i Norge. Der ſtaar rigtignok ikke tilføjet, hvilken Kong Haakon dette var, men da Afſkriften ſelv ikke er yngre end 1325, og Kongen desuden ikke kaldes „den kronede“, hvilket var det ſædvanlige Tilnavn for Kong Haakons Sønneſøn, er der al Grund til at antage, at det er ham, der menes, ſaa meget mere ſom det i ſig ſelv er det rimeligſte, at Skraaen blev given af den ſamme Konge, under hvilken Borgene ſelv bleve til. Artiklerne ere meget ſtrenge, og ſynes at tyde paa at de Folk, hvilke de gjaldt, maa have været vilde og urolige Karle, der blot ved ſlig Strenghed kunde holdes i tilbørlig Tøjle. Heraf maa man ſlutte, at mange af dem, eller maaſke de fleſte, have været Udlændinger, ſandſynligviis Tydſkere. Dette ſynes ogſaa at fremgaa af flere fremmede Udtryk i ſelve Skraaen, der for Reſten er paa godt Norſk„ Man ſeer, at Befalingsmanden kaldtes Foged (fólguti, rettere fógeti), aldeles ligeſom den tydſke „Burg-Vogt“; Beſætningen inddeltes i Mænd „á vapn“, der betragtedes ſom Officierer, og Hirddrenge, der maa have været menige Krigere; nogle vare ogſaa Skytter[11], det vil ſige Armbryſt-Skytter; for ſaa vidt der havdes Kaſtemaſkiner, foreſtode de vel ogſaa Brugen af disſe. Skytterne vare vel fornemmelig Udlændinger, da Armbrøſtet eller Laasbuen ikke var noget nationalt norſk Vaaben, derimod tør det vel hænde at flere af Mændene á vapn; eller Officiererne, vare Nordmænd og kongelige Hirdmænd; i det mindſte finde vi ſenere, ſom det vil ſees, Titelen á vápn (aa Vaaben, Væbner) brugelig ſom det førſte Trin til Riddertitlen, da denne var traadt i Stedet for Skotilſveinstitlen, ſaaledes at, ligeſom man tidligere maatte blive Hirdmand førend man blev Skutilſvein, maatte man nu blive Væbner førend man blev Ridder. Borg-Retten bød, at hver den, der begik Manddrab, ſkulde miſte Livet; ſtak eller hug han til en Mand, ſkulde han miſte Haanden. Den ſom drog Sverd eller Kniv mod ſin Kammerat i vred Hu, ſkulde ligge i Stokken ſyv Dage paa Vand og Brød, den ſom kaldte en anden Tyv eller med andre Ukvemsord, ſkulde i alle „Borgarernes“ Nærværelſe bede ham om Tilgivelſe og ſige at han løj ſom en Skalk. Men hvis en Hirddreng ſlog en Væbner, ſkulde han miſte ſin Haand, og kaldte han en Væbner Tyv e. a. d., ſkulde han ſtinges gjennem ſin Arm. Dette var nemlig Subordinations-Forſeelſe. Den ſom ſtjal til en Ertogs Verd, ſkulde kagſtryges og jages ud af „Huſet“. Den ſom ſtjal til en Øres Verd, ſkulde miſte Øret og ligeledes jages ud; den ſom ſtjal til to Øres Verd ſkulde hænges. Den Væbner, ſom forſømte ſin Vagt, medens Fienden laa for Huſet, ſkulde have tabt ſine Vaaben og Ejendele inden Huſet, til Fordeling mellem hans Kamerater; i Fredstid ſlap han med at bøde en Tønde Bjor (tydſk Øl). Enhver Hirddreng, der forſømte Vagt i Belejringstid, ſkulde ligge en Maaned i Stokken paa Vand og Brød; ſkede det i Fredstid, ſkulde han dukkes under Vand fuldt paaklædt. Kvindefred ſkulde iagttages efter Lovens Bydende. Hvo ſom ſteg over Planker eller krøb igjennem paa hvilket ſom helſt Sted, hvor der ikke var ordentlig Udgang, ſkulde, om det end var aabent, miſte ſin Hals, lige ſaa hver den, der ſendte Bud til Fienden, eller talte med den belejrende Fiende uden Fogdens Tilladelſe. Den, ſom var Skyld i nogen Ildsvaade, ſkulde ſelv gribes og kaſtes i Ilden[12]. — Det ſynes lidet rimeligt, at Nordmænd, der ſelv aldrig i ſit Hjem havde prøvet nogen ſaa ſtreng Tugt, ſom den, Hirddrengene her vare underkaſtede, frivilligt ſkulde have gaaet under den; man nødes ſaaledes til at antage, at Masſen af disſe enten vare Udlændinger, eller Nordmænd, der længe havde ſværmet om udenlands i Lejehære, og ſaaledes tilegnet ſig de der herſkende Sædvaner og Grundſætninger, der viſtnok ikke vare af de bedſte. Det falder af ſig ſelv, at disſe „Borgere“ have været betragtede ſom Kongens private Tjenere, lønnede af ham og anſvarlige for ham alene, i endnu højere Grad end de haandgangne Mænd. Hvis deres Antal havde været ſtørre, kunde man i egentlig Forſtand have kaldt dem en ſtaaende Hær, der i en ſamvittighedsløs Konges Hænder vilde have været et farligt Vaaben mod den Folkefrihed og Selvſtændighed, ſom endnu var tilbage. Men heldigviis kan der neppe have været ſaa mange af dem, og de, ſom fandtes, vare ſpredte omkring i Landet. Dog ſee vi heri umiskjendeligt Overgangen til et nyere, fra den tidligere Nationalſkik i Norge fuldkommen afvigende, Syſtem, der fremdeles bidrog til at gjøre Folket ſelv ukrigerſk og derfor umyndigt.

  1. Se ovenfor II. S. 982. Angivelſen ſynes, ſammenlignet med den i den ældre Gulathingslov, at maatte henføres til det 13de Aarhundrede, ſe ovenfor II. S. 982.
  2. Som bekjendt, kunde man gaa lige til hver 7de Mand: da man dog neppe nogenſinde gik ſaa vidt, kan man vel med ſtørſte Sandſynlighed regne hver tiende.
  3. Sturl. Saga, VIII. 2, jvfr. Saml. til det n. Folks og Spr. Hiſt. I. S. 305.
  4. Arons Saga Cap. 24. Jvfr. ovf. III. S. 993, 994, Not.
  5. Se ovenfor, S. 70—78.
  6. At Ørvarodd er en ældgammel Sagnfigur, ſees baade af Saxo og af Hervarar-Saga. Men man behøver endog kun at have de latinſke formede Navne i Ørvarodds Saga, for at ſkjønne at denne tilhører en ſildig Periode. Den foregaar tildeels i Rusland, og ved denne Lejlighed gives der i Cap. 30 en Udſigt over Ruslands Inddeling, der ganſke tilhører Tiden omkring 1200. Rusland, ſiges der, beſtaar af Moramar (Murom), Raadſtova (Roſtov), Sursdal, Holmgard (Novgorod), Palteſkja (Polotſk), Kønugaard (Kijev).
  7. Se ovenfor I. 1. S. 315.
  8. Se ovenfor II. S. 1033.
  9. Se ovenfor S. 90.
  10. Chroniques de St. Denys; Rerum Gall. Scr. XXI, P. 112: Le roy Henry fist faire ses garnisons pour passer mer, et manda sodoyers en Alemaigne, et en Danemarch et en Norvée.
  11. „Skytte“ kaldes her ikke skyti, men skytta, hvilket aabenbart minder om det tydſke „Schütze“.
  12. Denne „Borgara-Ret“ er aftrykt i Norges gl. Love, 3die B. S. 144. Den er der gisningsviis henført til Kong Haakon Magnusſøn, men af de oven anførte Grunde ſees det, at den i det mindſte med ligeſaa ſtor Net kan henføres til Kong Haakon Haakonsſøn, iſær da denne jo under enhver Omſtændighed maatte give Artikler for ſine Borg-Beſætninger.