Det norske Folks Historie/5/50

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efterretningen om Kong Haakons Død traf hans Søn, Magnus, ſom allerede kronet Konge og i fuldkommen Beſiddelſe af Regjeringen. Da der nu tillige ikke fandtes en eneſte, der endog med den ubetydeligſte Skygge af Ret kunde optræde ſom Kronprætendent, foregik Tronſkiftet uden mindſte Ryſtelſe, og ſaa at ſige umerkeligt. Nogen ny Hylding behøvedes ikke her, da han ej alene var bleven hyldet ſom Konge, førſt i Ekerøerne 1257, ſiden paa Ørething 1258, men derefter formeligt var bleven kronet i 1261. Han gjorde derfor heller ikke nogen ny Hyldingsrejſe om i Landet, men blev ſiddende i Bergen den hele Sommer efter at han havde erfaret ſin Faders Død. Kong Magnus, fød den 3die Mai 1238, var altſaa paa denne Tid 24 Aar gammel og aldeles fuldmyndig. Han beſad vel ikke ſin Faders Kraft og ubetvingelige Mod, men i „Indſigter og oprigtig og redelig Vilje til det Gode ſtod han ikke tilbage for ham, og enhver af hans Handlinger lægger nokſom for Dagen, at hans Riges og Underſaatters aandelige og timelige Vel fremfor alt og til enhver Tid laa ham alvorligt paa Hjertet. Allerede hans Fader havde ført Krig mere fordi Omſtændighederne nødte ham dertil, end fordi han nærede nogen ſærdeles Tilbøjelighed for Krigerlivet; tvert imod ſeer man tydeligt, at Haakons ſtørſte Hu ſtod til fredelig Virkſomhed og mindelig Bilæggelſe af alle Fejder. Dette fredelige Sind var endnu mere fremtrædende hos Magnus. Hans Fader undſlog ſig ej for Krig, naar det gjaldt at værne om hvad der anſaaes for Rigets Ære; derfor havde han paa ſin gamle Alder gjort det ſtore Tog til Skotland, hvis Reſultater endog under de gunſtigſte Omſtændigheder neppe vilde have kunnet opveje Omkoſtningerne og al den anden Ulempe, det medførte; men Æren troedes at fordre det, og efter de da almindeligt herſkende Synsmaader maa man give Haakon Ret. Men vi ville ſee, hvorledes Magnus’s fredelige Sind, og inderlige Overbeviisning om at Fred og Ro var det ſtørſte Gode han kunde give ſine Underſaatter, bragte ham til at frigjøre ſig for ſlige conventionelle Æres-Henſyn, og hvorledes han omſider beſluttede ſig til heller at opgive de omtviſtede, for Norge ſaa lidet nyttige Syderøer, end at føre en langvarig Krig, hvis Udfald dog tilſidſt vilde være tvivlſomt nok. Det er maaſkee endog ikke ſaa uſandſynligt, at Kong Haakon ſelv paa ſit Dødsleje har indſeet det unyttige i længer at ville ofre Folk og Penge paa at bevare et vaklende Herredømme over hine fjerne, urolige Egne, og at han ſelv i det Brev, han lod ſkrive til ſin Søn, har raadet ham dertil.

Dette beſtyrkes maaſkee deraf, at de Lendermænd og øvrige Befalingsmænd, der vare blevne tilbage i Orknøerne, allerede tidligt om Vaaren paa egen Haand, og ſaa vidt man kan ſkjønne, uden at have indhentet Kong Magnus’s Samtykke, ſendte Geſandter; til den ſkotſke Konge, for at vore, hvorvidt han nu ſkulde være tilbøjelig til at ſlutte Fred. Imidlertid vil det nedenfor ſees at denne Sendelſe maaſkee ogſaa havde en ganſke anden Henſigt, der, naar den blev bekjendt, maatte vække Skoternes ſtørſte Uvilje, ſom ogſaa ganſke rigtig paafulgte. Geſandterne vare Biſkop Henrik, og Cantſleren Sira Aſkatin[1]. De fandt en daarlig Modtagelſe. Man truede endog med at lade dem dræbe eller fængſle, og der klagedes blandt andet over at Nordmændene havde brændt og herjet mere end en Trediedeel af hele Skotland. De vendte ſaaledes tilbage med uforrettet Sag, og Aſkatin drog ſtrax efter til Norge, for at berette Kong Magnus det uheldige Udfald af Sendelſen. Allerede tidligere var Agmund Krøkedans og Erik Duggallsſøn komne til Norge med en Deel af de paa Orknøerne tilbageblevne Krigere, og havde berettet, at Skoterne vare intet mindre end fredeligt ſtemte[2]. Kong Magnus havde derfor, endnu forinden Sira Aſkatin indtraf, ſendt Agmund tilbage til Orknøerne ſom Overbefalingsmand over Krigsſtyrken, og ſandſynligviis med nogle flere Tropper, ligeſom han ogſaa ſendte Erik Duggallsſøn med en Attenſesſe, bemandet af Hirdmænd, Gjeſter og Kjerteſvende, til Syderøerne, befalende ham paa Vejen at medtage fra Orknøerne tvende Skibe, under Befaling af Jon Thjore og Erik Boſe. Det var ſaaledes ikke Kong Magnus’s Henſigt, at afbryde alle Krigsforetagender, end ſige at ſøge Freden paa nogen uhæderlig Maade, modløſt opgivende alt. Han vilde vel underhandle, men kun med en tilſtrækkelig Styrke i Baghaanden til at give ſine Fordringer Eftertryk; han var viſtnok beredt til, om det ſkulde behøves, for Fredens Skyld at gjøre Indrømmelſer, men ingen vanærende, og kun mod en ſømmelig Erſtatning. En anden Sag var, at Kong Haakons Død gav det hele Krigsforetagende en anden Vending, thi hans Perſonlighed var alt for mægtig og indgribende, til at den kunde ſavnes uden følelig Skade for den Sag, han ſkulde lede. Det var alene hans Død, hverken Stormen eller det forholdsviis ubetydelige Folketal, der udbredte den mørke, nedſlagne Stemning blandt hans Folk, ſom gav ſig Luft i den ovenfor omtalte Folkeviſe, og af hvilken Kong Alexander og hans Raadgivere ſærdeles godt forſtode at benytte ſig. Alexander[3] erfarede paa een og ſamme Dag Kong Haakons Død, og at hans Dronning den 21de Januar havde født ham en Søn. Hele Riget, ſiger Fordun, gjenlød af Jubel over dette dobbelte Glædesbudſkab. Det er ovenfor nævnt, at efter de ſkotſke Beretninger ſkal Kong Haakon have modtaget ſkriftlig Opfordring fra flere af Skotlands Magnater om at komme til Landet og bekrige Kong Alexander. Den ſkotſke Hiſtorieſkriver Fordun ſiger, at efter eet Sagn ſkulde Kong Haakon før ſin Død have ſendt disſe Breve til Kong Alexander, for at han kunde tage ſig vare for de Forrædere, der omgave ham: han erklærer dog dette Sagn for uſandſynligt, og volder det for rigtigere, hvad andre berettede, at Nordmændene efter Kong Haakons Død under Kongens Segl tilſkreve ham et Brev, hvori de advarede ham for visſe mægtige Mænd i Landet, uden at dog denne Beſkyldning var grundet, men kun for at han i ſin Harme ſkulde afſtraffe dem, og hans egen Magt derved ſaaledes ſvækkes, at han og hans Rige let kunde blive undertvunget[4]. Begge Beretninger ſynes i denne Skikkelſe lidet rimelige; imidlertid maa der dog vel ligge noget til Grund derfor, og naar man ſeer hen til den ſærdeles Uvilje, hvormed Biſkop Henrik og Konſter Aſkatin bleve modtagne, ſaa friſtes man til at tro, at de enten ſelv medbragte det her omtalte Brev, hvad nu dets Indhold kan have været, eller at Brevet tidligere har været affærdiget, ſaa at Geſandterne netop indtraf, da Forbitrelſen derover var ſtegen til det højeſte. At flere af de ſkotſke Stormænd maa være blevne compromitterede, ſynes utvivlſomt; men Nordmændene handlede uklogt ved at lade det komme dertil, uden forud at være ſikre paa, at de Misfornøjede vare ſterke nok til at begynde en aabenbar; Opſtand. Thi ellers vilde de kun blive nødſagede til at anſtille ſig ſaameget mere loyale, og viſe ſaa meget ſtørre Iver for deres Konges Interesſer. Og dette blev nu ogſaa Tilfældet. Der ſynes nu kun een Vilje at have beſjælet alle Skoterne, den at tage Hevn for Nordmændenes Angreb, og erobre Øerne. Byerne forſtrakte Kongen med Pengelaan, ej alene til Udruſtninger, men ogſaa til at kjøbe Tilhængere paa Øerne[5]. Der blev gjort betydelige Udruſtninger, fornemmelig, ſom det heed, imod Kong Magnus paa Man. Da han hørte, hvilket Uvejr der truede ham, og vidſte at Nordmændenes Flaade nu hverken var ſterk nok eller nær nok til at underſtøtte ham, blev han overmaade bange, og lod ſtrax ved Geſandter anholde om Grid, for at han ſiden perſonligt kunde indfinde ſig hos Kongen og underhandle. Alexander tilſtod ham Grid, men fortſatte dog Udruſtningerne — hvorved da rimeligviis de i Aaret forud byggede Skibe kom til Gode — og begav ſig ſyd til Dumfries, hvorfra der kun er et kort Stykke Vej over til Man. Denne Vej behøvede han dog ikke at tilbagelægge, thi Magnus mødte ham allerede ved Dumfries, og faldt ham ganſke til Fode. Han gik ham til Haande, erklærede ſig for hans Vaſal, og aflagde ham Lenshylding, kun paa det Vilkaar, at han for ſig og ſine ſkulde have et ſikkert Tilflugtsſted i Skotland, hvis Norges Konge angreb ham for at hevne hans Frafald; derimod ſkulde han, naar det behøvedes, ſtille til den ſkotſke Konges Tjeneſte ti Krigsſkibe, fem paa 24 og fem paa 12 Aarer. Umiddelbart derefter; ſendte Kong Alexander Jarlerne Villjam af Moray og Alexander af Buchan ſaavel ſom Alan Durward, med en betydelig Skare deels indfødde deels lejede Krigere, til de egentlige Syderøer, for at erobre dem[6]. Ogſaa dette lykkedes, da der for Øjeblikket var liden eller ingen Styrke til Øernes Forſvar. Angus paa Ila og mange af dem, ſom Aaret forud havde fulgt Kong Haakon, underkaſtede ſig nu Skoterne. De Forrædere, ſiger Fordun, efter hvis Opmuntring den norſke Konge var kommen til Skotland, bleve deels dræbte i Kamp, deels forjagede; nogle af de fornemſte bleve hængte, og en ſtor Mængde Bytte ſamlet paa Øerne. Kun Kong Duggall vidſte at vogte ſig ſaa godt paa ſine Skibe, og rimeligviis at flygte til fjernere, men afſidesliggende Egne, at man ikke fik fat paa ham[7]. Endelig ſendtes en Hær mod Katneſingerne, til Straf, ſiges der, fordi de havde udredet den Contribution, ſom Kong Haakon havde paalagt dem. Sandſynligviis havde de endog hyldet Kong Haakon. De ſkotſke Krigsmænd toge meget Gods fra Katneſingerne; det tillægges ikke, om det ſkede ved Plyndring, eller efter Overeenskomſt: dette ſidſte ſynes dog at ligge mere i Ordene og ſtemme nøjere med de forhaandenværende Omſtændigheder. Det heed endog, at de vilde herje over paa Orknøerne, hvilket beſtemte Agmund Krøkedans, der juſt nu var ankommen, til at indſtille det paatænkte Syderø-Tog, da han nemlig ikke vilde blotte Orknøerne for Tropper paa en Tid, da man juſt kunde vente at blive angreben. Af dette Angreb blev dog intet. Men da Skoterne, belæsſede med Bytte eller med udpresſet Gods, forlode Katanes, overfaldt Kong Duggall dem, dræbte mange, hvoriblandt endog en, der kaldes Skoternes Lagmand, og tog meget Gods fra dem. Heller ikke ſenere kunde Skoterne faa ham fat, men om Vaaren efter maatte han dog begive ſig til Orknøerne, for at bede om Hjelp. Da fulgte hans Søn Erik ſaavel ſom Jon Thjore og Erik Boſe over paa ſit Skib med ham til Syderøerne, ſaaledes ſom det allerede tidligere var beſtemt[8].

Imidlertid var Sira Aſkatin kommen til Kong Magnus, og havde underrettet ham om, hvorledes Sagerne ſtede. Kongen benyttede ſig da deraf, at den før nævnte Høſkuld Oddsſøn juſt ſkulde afgaa til Orknøerne, ſandſynligviis med flere Hjelpetropper, til at ſende et Geſandtſkab med ham, for efter Ankomſten til Orknøerne at begive ſig over til Skotland, opſøge Skotekongen, og aabne Underhandlinger med ham. Geſandtſkabets fornemſte Medlemmer vare tvende Barfødder- eller Franciſcaner-Brødre, ved Navn Mauritius og Sigurd. Hiin Broder Mauritius nævnes fra denne Tid af oftere ſom norſk Geſandt i Skotland, og overhoved ſom anvendt i flere offentlige Anliggender af Vigtighed[9], han maa derfor have været en kundſkabsrig og dygtig Mand, hvorom ogſaa de faa Arbejder, vi have tilbage fra hans Haand, vidne, ſaaledes ſom der i det følgende ſkal viſes. Vi vide imidlertid ej, til hvilket Kloſter han hørte: ſandſynligviis var det dog det i Bergen, hvor Kongen havde bedſt Anledning til at gjøre hans Bekjendtſkab. Man erfarer ogſaa, at han ſtod i nærmere Forbindelſe med den allerede oftere omtalte Lendermand Andres Nikolasſøn, der ſynes at have haft hjemme i Gulathingslagen. Geſandterne fik Henrik Skot og flere Svende med ſig til Opvartning. Da de kom til Orknøerne, hvilket maa have været temmelig ſeent om Høſten, begave de ſig ufortøvet til Skotland. Kong Alexander viſte ſig, beder det, rimeligere mod dem end mod deres Forgængere, og bad dem melde Kong Magnus, at han næſte Sommer maatte ſende „gode Sendebud“ til ham, for at ſtifte Fred mellem Rigerne. Altſaa betragtede han de tidligere Sendebud ikke ſom „gode“, eller han bar vel iſær været forbitret paa Biſkop Henrik, hvad enten nu fordi denne ſom Biſkop over Orkøerne tillige havde haft Anledning til at paadrage ſig hans Uvilje, eller fordi han, ifølge den ovenfor udtalte Formodning, har medbragt Breve, der anſaaes ſom falſke og beregnede paa at ſtifte Splid blandt Kongens egne Omgivelſer. Nogen egentlige Forhandlinger om Betingelſerne for Freden ſynes ikke at bade fundet Sted, ligeſom Geſandterne vel ikke engang havde Fuldmagt til at underhandle derom. De vendte endnu ſamme Høſt eller rettere Vinter tilbage til Norge, og ankom lidt efter Juul (altſaa i Januar 1265) til Throndhjem, hvor Kongen tilbragte denne Vinter[10].

Man ſeer imidlertid, at ogſaa den ſkotſke Konge ſamtidigt ſendte to Minoriter ſom Geſandter til Kong Magnus, ſkjønt Sagaen intet nævner derom, thi de islandſke Annaler fortælle, at der i 1264 kom Barfødderbrødre fra Skotland til Kong Magnus, og af de ſkotſke Regnſkabsbøger ſees at Brødrene Maliſe og Alexander af Berwick i Aaret 1264 ſendtes „hiinſides Havet i Kongens Erende[11]; disſe vare altſaa de ſelvſamme Barfødderbrødre eller Minoriter, ſom Annalerne omtale. Maaſkee de have ledſaget ſine norſke Ordensbrødre paa disſes Hjemrejſe, og tilbragt Vinteren i Norge, for at kunne underhandle med Kongen i Ro og Mag, og faa ham til at opfylde Kong Alexanders Begjæring. Dette maa i ſaa Fald ogſaa have lykkets dem, thi da Vaaren kom, og Kong Magnus efter Paaſke havde begivet ſig til Bergen, ſendte han de forlangte „gode Geſandter“ til Skotland; disſe vare Biſkop Gilbert af Hamar og Kanſler Aſkatin. Af den Omſtændighed at Aſkatin nu atter blev brugt i dette Erende, ſkjønt han tidligere havde været ſammen med Biſkop Henrik ved det førſte uheldige Geſandtſkab, ſees det tydeligt, at det ikke kunde være ham, hvem den ſkotſke Konge dengang havde ſaa meget imod: følgelig maa det have været Biſkop Henrik[12]. Kongen valgte rimeligviis Gilbert, fordi han ſom forhenværende Archidiaconus paa Hjaltland maatte være nøje kjendt med de ſkotſke Forhold og forſtaa Sproget godt; ſandſynligviis var han endog, ſom ovenfor ytret, ſkotſk af Fødſel. Kongen gav dem Fuldmagt til at underhandle om Fred paa de Betingelſer, at den ſkotſke Konge ſkulde beholde Arran og Bute, vel ogſaa Kumrøerne, men at derimod alle Øerne udenfor og nordenfor Cantire ſkulde vedblive at tilhøre Norge. De rejſte over England, hvor de landede i Lynn, og ſiden begave ſig til York. Man maa formode, at det kom til England omtrent paa ſamme Tid, ſom Fejden mellem Kongeſønnen Edvard og Baronerne under deres Høvding Simon af Montfort raſede paa det heftigſte og Simon faldt ved Evesham (12te Aug.), thi der anmerkes udtrykkeligt i Sagaen: „den Sommer blev Simon af Montfort fældet“[13]. Disſe Uroligheder have maaſkee ogſaa været Aarſag i at de norſke Geſandter opholdt ſig nogen Tid i York. Endelig kom de til det ſkotſke Hof, og fremſatte ſine Fredsbetingelſer. Men Kong Alexander lod kun haanligt derover og vilde intet bore om ſaadant. Han fordrede en Afſtaaelſe af alle Øerne, hvoraf nu desuden de fleſte factiſk vare i hans Vold. Det ſeer nemlig ikke ud til, at den ubetydelige Forſterkning, Kong Duggall havde faaet, udrettede ſtort, i alle Fald ikke mere end at Duggall ſelv fremdeles undgik at falde i Skoternes Hænder. For Reſten kjender man intet til de yderligere Krigsbegivenheder, om der overhoved forefaldt flere end de nys omtalte.

Saaledes maatte da ogſaa disſe Geſandter vende tilbage, tilſyneladende med uforrettet Sag. Men den ſkotſke Konge ſendte nu ſelv en Geſandt til Norge forat underhandle, nemlig Reginald af Roxburgh, Munk i Melroſe Kloſter, en ſærdeles klog, ſmidig og veltalende Mand. Han havde det Hverv at tale godt for Kong Magnus og faa ham til, i Mindelighed at afſtaa Man og Øerne imod en pasſende Erſtatning i Penge; ſaa vidt havde altſaa dog nu den ſkotſke Konge nedſtemt ſine Fordringer, at han ej paaſtod nogen ubetinget Afſtaaelſe. Hvor vidt Robert gjorde Følge med de norſke Geſandter paa deres Tilbagerejſe, vides ikke; det er imidlertid det ſandſynligſte. Ved Tilbagekomſten til Norge meldte vel Biſkoppen og Kanſleren, at deres Sendelſe havde været forgjeves, men fraraadede dog Kongen at afbryde Underhandlingerne. Sandſynligviis anbefalede de ham endog meget indſtændigt at modtage Reginald vel og underhandle videre med ham, thi der fortælles, at Kongen modtog ham med mange Æresbeviisninger, ligeſom man ogſaa erfarer, at han villigt laante Øre til hans Foreſtillinger, og temmelig ſnart maa have ladet ſig overbeviſe om det fornuftige i at afſtaa Øerne mod klækkelig Erſtatning. Thi, ſiger Kloſtret Melroſes Annaliſt, Kongen ſammenkaldte ſine fornemſte Mænd og Raadgivere for at overlægge om Sagen, og ved denne Sammenkomſt lurede Kongen ſelv, at det dog nok var det bedſte for Fredens Vedligeholdelſe, at disſe omtviſtede Øer ſolgtes til den ſkotſke Konge. Enkelte af Raadgiverne gjorde Indvendinger, men Kongens Mening fik dog Overhaand, og ſaaledes ſamtykkede da omſider alle i, at Øerne ſolgtes, eller mod en vis Betaling afſtodes til Kongen af Skotland. Hvor længe disſe Underhandlinger varede, ſiges ikke, men vi erfare kun, at Reginald tilbragte hele Vinteren 1265—66 i Norge, hvoraf det da maaſkee kan ſluttes, at de medtoge temmelig lang Tid, eller rettere, at det varede en god Stund, inden den kloge Reginald fik Kong Magnus overtalt til at gaa ind paa Forſlaget. En Præliminær-Traktat blev nu ſluttet mellem Reginald og Kong Magnus eller dennes Fuldmægtig, ved hvilken de Betingelſer aftaltes og vedtoges, der ſiden opſtilledes.i det egentlige Fredsdocument, hvorom vi ſtrax nedenfor ſkulle handle. Med vel forrettet Sag vendte ſaaledes Herr Reginald, ſom han kaldes, tilbage til Skotland om Vaaren 1266. Hans Erende, ſiger den ſamtidige melroſiſke Annaliſt, hans Kloſterbroder, var udført til alle Skoters Tilfredshed; dette havde ikke hidtil nogen anden af Skoternes Sønner kunnet ſætte igjennem, og det lykkedes kun denne Munk, en ſaare viis og i gejſtlig Veltalenhed udmerket Mand, der i Sandhed gjorde ſit Huus (Kloſtret) fortjent til alle fremtidige ſkotſke Kongers Taknemmelighed og Yndeſt, hvis ellers ikke Kongerne ſelv ſkulde befindes utaknemmelige, gjengjeldende godt med ondt, hvilket Gud afvende fra enhver chriſten Konges Hjerte! Saa ſtor Priis ſatte Skoterne paa denne Erhvervelſe af Syderøerne for deres Rige[14].

Strax efter at Reginald var afrejſt, ſendte Kong Magnus et Geſandtſkab, beſtaaende af Kanſler Aſkatin og Lendermanden Andres Nikolasſøn, til Skotland for at afſlutte den endelige Tractat; naar dette var ſkeet, ſkulde Overeenskomſten beſværges ſaavel af de norſke Geſandter, paa Kong Magnus’s, ſom af to ſkotſke Stormænd paa Kong Alexanders Vegne, og et Document opſættes over den hele Art, der i to ligelydende Exemplarer, gjenſidigt beſeglede af begge Konger, ſkulde nedlægges i det norſke og det ſkotſke Rigs-Archiv. Saaledes meddeeltes i den Tid Ratificationerne: vi have tidligere ſeet et lignende Exempel i Tractaten med Lübeck af 1250[15]. Geſandterne have derfor ved deres Ankomſt neppe underhandlet om Sagens Realitet, men alene om Formerne; Sagen i ſig ſelv var allerede afgjort. Dette kan ogſaa ſees deraf, at uagtet Geſandterne kom til Skotland noget efter Reginald, altſaa rimeligviis i Begyndelſen af Sommeren eller i Juni Maaned, udfærdigedes dog den definitive Freds-Act allerede Fredagen efter Petersmesſe, eller 2den Juli ſamme Aar.

Denne merkelige Tractat, der ſkilte Norge ved Man og Syderøerne, og ſom endog i den Artikel, der ſkulde give et Slags Erſtatning derfor, indeholdt den førſte Spire til de Forhold, ſom to hundrede Aar derefter ledede til at ogſaa Orknøerne og Hjaltland gik tabt for Norge, lyder i det væſentligſte ſaaledes:

„For at Visheden om det Nærværende altid ſkal kunne give klar og tydelig Erindring om det Forbigangne, gjøres herved vitterligt, at Aar efter Guds Byrd 1266, Fredagen næſt efter Apoſtlerne Petri og Pauli Feſt, blev i Prædikebrødrenes (Dominicanernes) Kirke ved Perth, denne Overeenskomſt og endelige Forligelſe afſluttet, for med Guds Biſtand at bilægge og gjøre Ende paa Tviſtemaal, Klager, Skadetilføjelſer, Fornærmelſer og Uenigheder angaaende Øerne Man og Syderøerne, ſamt de dertil hørende Rettigheder, mellem de gjeve og berømmelige Fyrſter, Herr Magnus den 4de af Guds Naade Norges Konge ved hans offentlige Sendebud, de Herrer Aſkatin, hans Kanſler, og „Andres Nikolasſøn, hans Lendermand, dertil ſærſkilt beſkikkede og lovligt befuldmægtigede, ſamt fremmødende paa oven nævnte Sted, fra den ene Side; og Herr Alexander den 3die af ſamme Naade Skotlands Konge, perſonligen fremmødende ſammeſteds med gejſtlige og verdslige Herrer, ſit Riges Ældſte, paa den anden Side, under denne Form, nemlig:

At bemeldte Herr Magnus, Norges Konge, ſom Fredens Ven og Retfærdighedens Hævder, til des ſtørre Overholdelſe af den Gud ſkyldige Ærefrygt og gjenſidig Kjærlighed og Fred, ſaavel ſom for at fjerne Sjælenes Fare og des ſnarere at forebygge Menneſketab, efter bemeldte Herr Alexanders, Skotlands Konges, Anmodning og til hans Ære, ved bemeldte forſtandige Herrer, Kanſler Aſkatin og Lendermand Andres Nikolasſøn, ſom af Kongen ſelv have modtaget uindſkrænket Fuldmagt til derom at ſlutte Overeenskomſt, venſkabeligt og forligeligt afſtod, oplod og fraſagde ſig, baade hvad Beſiddelſer og Fordringer angaar, for ſig og ſine Arvinger, til bemeldte Herr Alexander; Skoterne Konge og hans Arvinger at eje, nyde og beſidde til evig Tid, Man tilligemed de øvrige Syderøer og alle de andre Øer veſten- og ſøndenfor det ſtore Hav (Magni Haff), med den Ret, ſom han ſelv og hans Formænd fra gammel Tid kunne have haft, eller han ſelv og hans Arvinger for Fremtiden maatte kunne faa derover, ſamt med alle Herſkabsrettigheder, Lensrettigheder, Indtægter, Tjeneſter og alle andre Rettigheder og Tilbehør, der vedkomme bemeldte Øer[16], uden noget Forbehold, tilligemed Patronatsretten over Biſkopsdømmet Man, dog den Ret, Jurisdiction og Frihed uforkrænket, ſom tilkommer Nidaros Kirke i og ved Alt, eller ſom den bar med Henſyn til Mans Biſkop og Kirke: ſamt ligeledes med Undtagelſe af Orknøerne og Hjaltland, hvilke Øer ſamme Norges Konge, med Herſkabsrettigheder, Lensrettigheder, Indtægter, Tjeneſter og andre Rettigheder og Tilbehør inden deres Enemarker ſærſkilt reſerverede for ſit Herredømme.

Og ſkulle alle Indbyggerne i de bemeldte Øer, der ſaaledes ere afſtaaede til Skotlands Konge, faa vel ældre ſom yngre, være underkaſtede Riget Skotlands Love og Sædvaner, og fra nu af og i Fremtiden behandles og dømmes efter dem. Og ſkulle de ikke ſtraffes for de Fornærmelſer[17] og Skadetilføjelſer (mod Skotland), hvori de maatte have gjort ſig ſkyldige indtil denne Dag, ſaa længe de ſtode under Kongen af Norge, heller ikke ſkulle de ſøges for deres Arvemidler i ſamme Øer, men beholde dem i Fred under Skotlands Konges Herredømme, ligeſom andre frie og retmæsſige Underſaatter af den ſkotſke Konge, der vides at nyde den frieſte Ret, uden for ſaa vidt de ellers maatte begaa noget, hvorfor de bor med Rette at ſtraffes efter Riget Skotlands Love og vedtagne Sædvaner. Og om de ville fremdeles blive i bemeldte Øer under bemeldte Herres, Skotlands Konges, Herredømme, da ſkulle de kunne frit og roligt blive; men om de heller vilde flytte bort, da ſkulle de ogſaa frit, uhindret og i fuld Fred kunne flytte med deres Ejendele. Saaledes ſkulle de hverken tvinges til at forblive, eller til at flytte, mod Rigets Skotlands Love og Sædvaner.

Forbemeldte Herre, Alexander, Skotlands Konge, af Iver for det Sande og Rette, og af Kjærlighed til Fred og Enighed, ſaavel ſom hans Arvinger for alle kommende Tider, ſkulle derimod til Gjengjeld for hiin Afſtaaelſe og Overdragelſe, og iſær for Fredens Gode, ſamt til Erſtatning for Anſtrengelſer og Arbejder, til evig Tid 8de Dags Dagen efter St. Hans (1ſte Juli), paa Orknø, Norges Konges Land, i St. Magnus’s Kirke, give og udbetale til oftmeldte Herre, Norges Konge, og hans Arvinger eller Asſignerede, i den orknøiſke Biſkops eller den norſke Konges dertil ſærſkilt udnævnte Sysſelmands Hænder, den Sum af hundrede Merker gode og lovlige Sterlinger, efter den romerſke Curies og Rigerne Frankriges, Englands og Skotlands Maade, eller ogſaa om Biſkoppen eller Sysſelmanden ikke er tilſtede der, ſkulle de til Norges Konges Behov deportere Pengene under Varetægt af ſamme Kirkes Chorsbrødre, hvilke ſkulle give dem Qvitterings-Brev. Derforuden ſkal han udbetale fire tuſende Merker Sterling paa ſamme Maade, inden de nærmeſte fire Aar, paa ſamme Sted og til ſamme Tid ſom oven meldt, nemlig 1000 Mkr. 8 Dage efter St. Hansdag 1267, ſamt 100 Mkr. af for nævnte aarlige Udredſel; ligeſaa 1268 og 1269, ſamt endelig ſidſte Gang 1270, paa ſamme Sted og til ſamme Termin 1000 Mkr., og 100 Mkr. af den aarlige Udredſel. Men ſiden efter ſkal der paa ſamme Sted og til ſamme Termin kun betales 100 Mkr., og ſaa fremdeles Aar efter Aar.

Og at alt dette og hvert enkelt Punkt, ſaaledes ſom oven anført, „troligen og ubrødeligen ſkal overholdes, have de oven nævnte Kanſler Aſkatin og Andres Lendermand, for deres Herre Kong Magnus og hans Arvinger og Asſignerede, offentligt, i Prædikebrødrenes Kirke i Perth, med Haanden paa de hellige Evangelier, aflagt Eed i Kongens Navn, om hvis Vilje i denne Sag de havde fuldkommen Vished, og i deres eget Navn. Og bemeldte Herr Alexander, Skotlands Konge, har ligeledes i ſamme Geſandters Overvær ladet de højbyrdige Mænd, Adam Jarl af Carrick og Robert af Meygners paa ſamme Maade ladet højtideligt ſværge i ſit Navn ſaavel ſom i deres, for ſig og ſine Arvinger.

Og til des ſtørre Sikkerhed for alt dette, forbandt hver af Parterne ſig til, at den Part, der maatte ville unddrage ſig Opfyldelſen, uden nogen Udflugter og Rettergang ſkal udbetale til den, der iagttager Overeenskomſten og overholder Enighed, en Mulct af ti tuſende Merker, medens dog Overeenskomſten og Enigheden fremdeles ſkal være ved fuld Kraft. End videre undergav Herr Magnus, Norges Konge, ved ſine oven nævnte Sendebud, ſig ſelv og ſine Arvinger og Efterfølgere, ligeſaa Herr Alexander, Skotlands Konge, ſig ſelv og ſine Arvinger, i denne Sag, det apoſtoliſke Sædes Jurisdiction, ſaaledes at dette, kun forudſkikkende en enkelt Admonition, ved Excommunication af enkelte Perſoner, ingen undtagne, og Interdict for hele Riget, uden nogen Rettergang eller formelig Underſøgelſe af Sagen, ſkal kunne tvinge den fra Overeenskomſten og Forliget ſig unddragende Part til fuldt og ubeſkaaret at udbetale den anden Part, der overholder det, bemeldte Straffeſum af 10000 Mkr., og derforuden til at ophæve ſamme Overeenskomſt og Forlig, — indtil ſamme Mulct er udbetalt, ſom oven ſkrevet, og dog ſkal ſelve Overeenskomſten og Forliget vedvare i fuld Kraft, i og ved alt, til evig Tid.

Begge Parter renuncere fremdeles herved ogſaa paa alle Indſigelſer o. ſ. v.; paa Brugen af alle Breve, hidtil modtagne og vexlede mellem bemeldte Konger, af hvad Indhold nævnes kan, og af alle apoſtoliſke Breve og Indulgenſer, der enten ere eller kunne blive udvirkede, eller overhoved paa hvilket ſom helſt Retsmiddel i den canoniſke og civile Ret, hvorved før nævnte Afſtaaelſe, Afhændelſe, Overdragelſe, Overeenskomſt og endelige Forlig maatte kunne hindres, ſuſpenderes, tilintetgjøres, eller paa nogen Maade ſvækkes. Det tilføjes ogſaa dette Forlig, og beſtemmes ved fælles Samtykke mellem Norges og Skotlands Konger og Rige, at alle Overtrædelſer og Forbrydelſer, begangne mellem dem og deres Forgængere, og deres Mænd, indtil den Dag i Dag, ſkulle fra begge Sider være aldeles tilgivne, med Henſyn ſaavel til Kirken ſom til Rigerne, uden at nogen Vrede eller Hevnlyſt ſkal være tilbage: ſamt at de fra begge Sider tagne og faſtholdte Giſler ſkulle ſættes paa fuldkommen fri Fod. Og hvis nogen Fiende af en af disſe Konger, Skotlands eller Norges, flygter til den ene af dem, ſkal denne ikke til dens Skade, fra hvem han er flygtet, modtage ham i ſit Rige og Herredømme, uden maaſkee for en Tid, paa det at han kan erholde Tilgivelſe, om han fortjener den. Og hvis han ikke kan opnaa ſin Herres Tilgivelſe, ſkal Kongen ſtrax efter et Aars Forløb ikke udſætte med at forjage ham fra ſig og ſit Rige. Dog de undtagne, der have begaaet Majeſtætsforbrydelſe, hvilke ikke paa nogen Maade af den ene eller anden Part maa modtages. Treffer det ſig end videre ſaa, ſom Gud forbyde, at Mænd fra Norges Rige lide Skibbrud i Skotlands Konges Rige eller Herredømme, eller omvendt, da ſkal det bære dem tilladt i Fred og Ro at optage deres knuſte eller ſkadede Skib, ſaavel ſom deres Ejendomme, af hvad Slags nævnes kan, enten ſelv eller ved andre, ſamt beholde, ſælge eller afhænde dem, uden al Forulempelſe, ſaalænge de ikke kunne anſees at have ganſke forladt dem. Og hvis Nogen tvert imod dette fælles Enighedsſtatut enten ved Liſt eller Vold borttager noget af de ſaaledes ſkadede Skibe eller Ejendele, og overbeviſes herom, da ſkal han ſtraffes ſom Ransmand og Fredsbryder efter Fortjeneſte, uden at nogen modſat Sædvane, om den ellers maatte herſke, heri ſkal være til Hinder. Men derſom nogen ſaadan Forſtyrrer af denne Fred og dette endelige Forlig mellem for nævnte Konger, Riger og deres Indbyggere antreffes og overbeviſes om ſin Brøde, da ſkal han af den Konge, i hvis Rige han er antruffen, ſtraffes ſaa eftertrykkeligt, at det kan være Andre til Skræk.

Og til Vidnesbyrd om denne Sag er der til den Part af nærværende i Chirograf-Form indrettede Document, der ſkal forblive hos bemeldte Herre, Norges berømmelige Konge, vedføjet bemeldte Herres, Kongen af Skotlands, Segl, tilligemed de ærværdige Fædres, Gamelyns og Johns af Guds Naade Biſkopper af St. Andrews og Glasgows, ſamt de højbyrdige Mænd Alexander Comyns af Buchan, Patriks af Dunbar, Villjams af Mar, Adams af Carrick, Jarlers, og Robert Meygners, Barons, Segl. Og til den anden Part af nærværende, i Chirograf-Form indrettede Document, der forbliver hos bemeldte Herre, Kongen af Skotland, vedføjes den udmerkede Herres, Kongen af Norges, Segl, tilligemed de værdige Fædre Peters og Thorgils’s, af Guds Naade Biſkopper af Bergen og Stavanger, ſamt de højbyrdige Mænd Gauts paa Mel, Brynjulf Jonsſøns, Finn Gautsſøns, Andres Nikolasſøns og Aſkatins, bemeldte Herres, Norges Konges, Kanſlers, Segl“[18].

Samtidigt med dette Documents Udfærdigelſe, eller maaſkee tidligere, udſtedte ogſaa de norſke Geſandter en ſaakaldet Confesſion, hvori de ſandſynligviis udtrykkeligt bevidnede og legitimerede deres Bemyndigelſe til at afſlutte Tractaten i deres Konges Navn. Derhos udſtedtes under Kongens Segl et Mandat til Syderøernes Indbyggere, hvori de løſtes fra deres Troſkabseed til ham, og derimod tilholdtes at hylde den ſkotſke Konge[19]. Derpaa ſynes Geſandterne at have begivet ſig tilbage til Norge, hvor Kong Magnus ſtrax derefter paa et Thing i Chriſtkirkegaarden i Bergen St. Laurentii Dag (10de Auguſt) lod Fredstractaten oplæſe og ſaaledes bringe til almindelig Kundſkab[20]. Sandſynligviis kjendte man dog viſtnok allerede dens væſentligſte Indhold, eller vidſte dog ſaa meget, at Man og Syderøerne ikke længer ſkulde bibeholdes ſom nogen Deel af det norſke Rige. Derfor blev man vel heller ikke ſynderlig overraſket, da man fik den at høre, og for ſaa vidt mange maaſkee havde troet, at Øerne ſkulde afſtaaes uden nogen Erſtatning, var det endog en behagelig Overraſkelſe, at Norge ſkulde nyde en aarlig, ikke ubetydelig Indtægt for dem. Thi i alle Fald var Norges Ære derved frelſt. Tingen havde endog faaet det Udſeende, ſom om Skotland var bleven ſkatſkyldigt under Norge, og ſaaledes betragtede man den tildeels ogſaa i Skotland ſelv. Annaliſten i Melroſe Kloſter ſiger nemlig udtrykkeligt, at den aarlige Afgift af 100 Merker brændt Sølv, ſom den ſkotſke Konge forbandt ſig til at yde den norſke, var en Erkjendelſe af at han gjorde ham ſit Homagium, d. e. hyldede ham ſom ſin Overherre[21]. Derom ſtaar der vel ikke et Ord i Tractaten ſelv, men der kan dog have været ytret noget ſaadant i de foreløbige Underhandlinger, og det er i alle Fald ſandſynligt, at Reginald af Roxburgh, der her maa have været Annaliſtens nærmeſt Kilde, har udladt ſig derom. Under alle Omſtændigheder var dette en Trøſt før dem af Nordmændene, der med Smerte ſaa den gamle, hvorvel lidet nyttige og lidet ſikre, Provins ſkilles fra Riget. Desuden kunde Kongen jo til alle dem, der desuagtet maatte ytre Misfornøjelſe over at Rigets Omraade var forringet, paaberaabe ſig, at det juſt nu igjen paa en anden Kant var blevet ſaa meget mere forøget, idet Island og Grønland havde underkaſtet ſig Norges Konge. Men man maa formode, at den almindelige Stemning i Norge var for Freden, og at det kun var de færreſte, der bebrejdede Kongen at han for at opnaa denne havde givet Slip paa de fjerne Syderøer. Gejſtligheden kunde ikke klage, ſiden Nidaros Erkeſtols Metropolitan-Rettigheder over Syderøerne udtrykkeligt vare forbeholdte.

Man kan heller ikke med Rette dadle Kong Magnus, fordi han ikke gjorde ſtørre Anſtrengelſer for at bevare Herredømmet over disſe Øer, men foretrak en ſikker og efter Omſtændighederne fordeelagtig Fred for den tomme og med mangfoldige Ulemper forbundne Ære, at kunne kalde ſig Herre over nogle fjerne, af urolige, oprørſke Folk beboede Øer, og at kunne tælle et Par ſaakaldte Konger blandt ſine Vaſaller. Herredømmet over Syderøerne var, naar det ſkulde være virkeligt, og ikke et tomt Ord, i Sandhed mere til Bryderi og Bekoſtning for Norges Konger, end til Nytte. Thi dertil udkrævedes Nærværelſen af en bevæbnet Magt i Øerne; og den kunde viſtnok ikke holdes der, uden med langt ſtørre Bekoſtning, end Indtægten af Øerne beløb ſig til. At de norſke Konger hidtil havde haft ſaa mange tilſyneladende troe Tilhængere blandt Øernes Høvdinger, kom væſentlig deraf, at de formedelſt den lange Afſtand meſtendeels maatte overlade dem til ſig ſelv; og disſe urolige Mænd foretrak da en Afhængighed i Navnet af en fjern Konge, for et virkeligt Lydigheds- og Underdanigheds-Forhold under en Konge i deres umiddelbare Nærhed, der baade havde Vilje og Magt til at gjøre et ſaadant Forhold gjeldende. Den norſke Konges Højhedsret over Øerne var dem ſaaledes et velkommen: Paaſkud at henſkyde ſig under mod enhver Fordring, ſom den ſkotſke Konge maatte ſtille til dem om Lydighed, eller i det mindſte om at holde Fred og Ro. Men da Kong Haakon ved allerede i 1230 at ſende en Flaade derhen, og ved ſiden at holde ſkarpt Øje med disſe Beſiddelſer viſte, at det var hans Mening at gjøre ſit Herredømme over dem til Virkelighed: fik Tingene et andet Udſeende, og da kunde de lige ſaa gjerne adlyde den ſkotſke Konge, der maaſkee vilde være mindre ſtreng imod dem, og det var derfor kun den Skræk, der ſtod af Kong Haakon formedelſt hans vældige Sømagt, der afholdt mange fra at bryde med ham. En anden Sag var det med dem, ſom af ſæregne Grunde og Partihenſyn fandt det bedſt at være ham troe. Men virkelig Hengivenhed for Norge eller Tilfredshed med Afhængigheds-Forholdet af dette Rige fandtes neppe hos nogen. Magnus handlede derfor aabenbart fornuftigt i at afhænde dem paa en ſaa hæderlig Maade, ſom det nu ſkede. Man har paaſtaaet, at Tabet af disſe Øer ſkulde have bragt Norges Sømagt, og følgelig Norges Magt og Anſeelſe overhoved, i Forfald, hvorfor da Kong Magnus ſkulde bære Skylden. Ingen Beſkyldning kan være uretfærdigere. For det førſte var der ikke ſkeet ſaa hyppige Søtog til Syderøerne under de ſidſte Konger, at Søvæſenet derved ſkulle kunne have faaet nyt Opſving, for det andet har Sømagtens virkelige Forfald i Norge, nogle Tiaar ſenere, ſin Grund i Forhold, der ikke ſtaa i mindſte Sammenhæng med de ſyderøiſke Anliggender. I Førſtningen var det egentlig heller ikke ſaa meget Norges Sømagt, der gik tilbage, ſom andre Staters og Magters Flaader, der bleve ſtørre og bedre end Norges, medens tillige Tidens Aand og den herſkende Brug, ſom vi allerede have viiſt, foretrak Landkrig for Søkrig. I dette Stykke havde Kong Magnus ſaaledes intet Anſvar paa ſig. Derimod kan man, ſom det allerede ovenfor er berørt, ikke negte, at den Betingelſe, der paa hans Tid anſaaes hæderlig og fordeelagtig, nemlig om den aarlige Tribut af Skotland, netop i Tidens Løb forfejlede ſin Henſigt, for ſaa vidt Tributtens unøjagtige Udbetaling foranledigede Forhandlinger, der omſider endte med det Giftermaal mellem en ſkotſk Konge og en danſk-norſk Kongedatter, hvorved ogſaa Orknøerne og Hjaltland gik tabte for Riget. Men ſaadant kunde viſtnok ikke Magnus og hans Raadgivere forudſee, og Betingelſen om Tributten vakte derfor ſikkert almindeligt Bifald i Norge, ſelv hos dem, ſom ellers vare misfornøjede med Afſtaaelſen.

Man maa antage, at Kong Alexander nu formeligt lod ſig hylde i Syderøerne, eller i det mindſte fordrede Underſaats-Eed af de Høvdinger, ſom ikke hidtil havde underkaſtet ſig. Med flere ſynes det at have haft fine Vanſkeligheder, ſkjønt Fredstractaten tilſagde alle dem Amneſti, der tidligere ſagdes at have forbrudt ſig, og paabød Giſlernes Tilbagegivelſe, ſaa at ingen af Høvdingerne længer kunde have noget at frygte af Kong Magnus, om han endog havde været langt mindre blid og retfærdig end han var. Blandt de Gjenſtridige ſynes Angus Mac Donald af Ila at have været, thi han maatte udſtede en Forſkrivning, hvori han erklærede at have tabt ſine Arvelande, hvis han forbrød ſig mod Kongen af Skotland; ligeledes forbandt Baronerne i Argyll ſig til, under Tab af deres Arvelande, troligen at tjene Kongen mod Angus, og alle at rejſe ſig mod ham, hvis han ikke adlød Kongens Vilje[22]. Dog lader det ikke til, at han miſtede nogen af ſine Beſiddelſer; vi finde ham ogſaa ſenere nævnt blandt Skotlands Magnater[23]; hans Efterkommere naaede endog endnu ſtørre Magt, og fra ham ſtammer den nuværende, meget udbredte, ſkotſke Ætt Mac Donald. Hvor vidt Kong Duggall underkaſtede ſig, eller flyttede over til Norge, er uviſt; men hans Søn Erik Duggallsſøn forblev i det mindſte i norſk Tjeneſte og nævnes endnu blandt norſke Lendermænd efter Kong Magnus’s Død; det er derfor ikke uſandſynligt, at hans Fader ligeledes begav ſig til Norge eller Orknøerne. For Reſten levede Duggall kun to Aar efter Fredsſlutningen. Han døde allerede 1268[24]. Broderen Alan hyldede derimod den ſkotſke Konge, og nævnes ſenere blandt de ſkotſke Magnater[25].

Da Freden ſluttedes, var allerede Kong Magnus Olafsſøn i Man død (den 21de November 1265) uden Arvinger[26], og Kong Alexander modtog derfor, ſom det ſynes, Hyldingsbrev fra Øens Fornemſte, i hvis Spidſe nu rimeligviis Biſkoppen ſtod; Kong Alexander udſtedte igjen en Skrivelſe til Biſkoppen, hvori han forpligtede ſig til, for det førſte ikke at hjemſøge Man[27]. Denne Ø blev ſaaledes ikke indlemmet i det ſkotſke Rige, men alene den ſkotſke Konge perſonligt underkaſtet, ligeſom Island Norges Konge. Hvorledes Øen Man ſiden kom under Englands Konger og af dem bortforlenedes til engelſke Stormænd, ſeneſt af Huſet Stanley, hvis Hoveder bleve Jarler af Derby, hører ikke herhen at berette; men ſaa meget ville vi kun tilføje, at Man fremdeles gjennem alle Omvexlinger, lige til vore Dage, er vedbleven at danne en ſæregen Deel af den britiſke Krones Beſiddelſer, uden at høre enten til Skotland eller England. Den lyder ikke under det britiſke Parliament, men har ſin egen Jurisdiction og ældgamle lovgivende Forſamling, den ſaakaldte Tynwald- (egentlig Thinghold-) Forſamling, altſaa med andre Ord „Thing“, beſtaaende af Gouvernøren ſom Kongens Repræſentant; Raadet, nemlig Biſkoppen, Erkediaconen, Overdommerne m. m.; og de Kaaredes eller Kejſedes Huus (House of Keys, ogſaa kaldet Taxiaxi) ſammenſatte af 24 Medlemmer, der ſupplere hinanden indbyrdes, og beholde deres Hverv for Livstid. Thinget har vaade dømmende og lovgivende Myndighed, og kan ſammenkaldes af Kongen eller Gouvernøren i hans Navn til hvilken ſom helſt Tid. Vi gjenkjende i denne Sammenſætning ganſke den gamle norſke Thing-Organiſation, nemlig med Biſkoppen, de fornemſte Gejſtlige, Lendermændene, Sysſelmændene og Lagmændene ſom ſelvſkrevne Medlemmer, og Nævningsmændene, kun med den Forſkjel, at disſe nu udnævne hinanden indbyrdes, i Stedet for at de i Norge udnævntes af Lendermændene eller Sysſelmændene. Man har ſiden lempet denne Indretning efter den engelſke Parliamentsforfatning, ſaaledes at Raadet ſkulde ſvare til Overhuſet, de Kejſede til Underhuſet; og den Beſtemmelſe gjelder endog, at de Kejſede danne den førſte, Raadet den anden Inſtans i visſe Appelſager, ſaa og at Raadet kan forkaſte Lovforſlag, vedtagne af de Kejſede, og Kongen Lovforſlag vedtagne af begge Huſe. Men denne Tillempning ligger aabenbart ikke i Organiſationens egentlige Aand; ligeſom de gamle norſke Lagthing udøvede viſt ogſaa dette Thing ſin lovgivende Myndighed kun ved at antage eller forkaſte hele Love og Lovbeſtemmelſer, foreſlaaede af Kongen, ej ved ſelv at foreſlaa eller debattere. Og ſaadan er endnu i Virkeligheden dets Virkſomhed, thi uagtet ſtrengt taget ingen Beſlutning af det britiſke Parliament gjelder for Man, uden den førſt er vedtagen paa 1266. Syderøerne og Man under ſkotſk Herredømme. Thingvolden, falder det dog af ſig ſelv, at alle ſlige Beſlutninger blive vedtagne, medens der viſtnok aldrig er Tale om at Thinget antager ſæregne Love for Man, der ikke førſt ere beſluttede af det britiſke Parlement. Thingets lovgivende Virkſomhed beſtaar altſaa fornemmelig i at ſamtykke eller bifalde; den er, om man vil, en Formalitet, men den er lige fuldt en ærværdig Levning fra Oldtiden og et beſtandigt Minde om Øens Selvſtændighed ſom eget Rige. Hver St. Hansdag drager Gouvernøren, ledſaget af militær Bedækning, fra Caſtletown med hele Thingperſonalet til St. Johns Capel, der ligger tæt ved Thingvold-Højen, bivaaner der Gudstjeneſten, og drager derpaa videre i Procesſion op paa Højen, hvor alle de i Aarets Løb antagne Love blive oplæſte paa Engelſk og Manſk. Derfra vender Procesſionen tilbage til Capeller, hvor Lovene undertegnes og beſegles[28].

Den gejſtlige Jurisdiction over Man og Syderøerne var fremdeles, ſom vi have ſeet, forbeholdt Nidaros Erkeſtol, og den vedblev endnu uforſtyrret i henved 80 Aar, eller til 1348, da Baandet blev opløſt, ſaaledes ſom det i det følgende ſkal viſes.

Af Beſiddelſerne ved Skotlands Kyſter havde dog Norges Krone endnu de meſt værdifulde, Orknøerne og Hjaltland, tilbage, og beholdt dem fremdeles i to hundrede Aar, medens Baandet i denne Tid endog ſnarere knyttedes faſtere, end løsnedes. Forholdet var ogſaa der ganſke anderledes end paa Man og Syderøerne, thi Befolkningen var heel igjennem norſk og Sproget norſkt; at Jarle-Ætten ſelv var ſkotſk ſaavel ſom at flere Skotlændere efterhaanden havde nedſat ſig der, kunde under disſe Omſtændigheder ikke gjøre ſaa meget til Sagen, thi den herſkende Nationalitet var dog fremdeles den norſke, og der udkrævedes i alle Fald meget lang Tid til at denationaliſere den ovenfra, medens derimod paa Syderøerne den norſke Nationalitet kun ſpillede paa Overfladen, og Folkets inderſte Rod og Kjerne var gaeliſk. Det kan neppe betvivles, at Orknøernes Jarl, Magnus Gilbertsſøn, der under Begyndelſen af den ſidſte Krig, nødtvungen eller frivillig, havde ſat ſin Lenspligt under Norges Krone højere end ſit Vaſallforhold under Skotlands Konge ſom Jarl af Katanes, maa efter Fredens Afſlutning have befundet ſig i en meget vanſkelig Stilling. Højſt beſynderligt er det, at han ikke omtales i Fredstractaten. Hvorledes man end tænker ſig hans Stilling, og hvad Parti han end i den ſeneſte Tid kan have taget, maatte han ſom Jarl af Orknø og Katanes paa een Gang være ilde faren. Det er ikke uſandſynligt, at han i Tiden ſtrax efter Kong Haakons Død, da Kong Alexanders Vaaben havde ſaadan Fremgang, i det mindſte har ønſket at kunne følge de ſyderøiſke Høvdingers Exempel, og forlige ſig med Kong Alexander. Men om han end nok ſaa meget ønſkede det, ſaa maatte det blive ham heel vanſkeligt at finde Lejlighed dertil, da Orknøerne, ſom vi have ſeet, den hele Tid vare beſatte med norſke Tropper, og han ſelv ſaaledes, hvis han da var paa Orknø, befandt ſig under et Slags Opſigt. Men merkeligt er det, at han aldeles ikke omtales ved Kong Haakons Tilbagetog og under hans paafølgende Ophold i Kirkevaag. Det ſynes dog, ſom om Jarlen, den fornemſte Mand næſt Kongen, ved en eller anden Lejlighed i denne Tid maatte være bleven nævnt, og at han i det mindſte maatte have været tilſtede ved Kongens Død. Men der tales kun om Biſkoppen, ikke om Jarlen. Heraf maa man næſten ſlutte, at han havde forladt Kong Haakon, begivet ſig til Kong Alexander, og forligt ſig med ham, ſaavel ſom og, at det Tog, Kong Alexander ſiden lod foranſtalte til Katanes, ved hvilken Lejlighed ogſaa Orknøerne truedes, var ſkeet efter Magnus Jarls eget Ønſke baade for at tilbageerobre Katanes, der nu maatte anſees at have underkaſtet ſig de Norſke, og for ſiden, om muligt, at forjagede norſke Tropper fra Øerne. Dette beſtyrkes ogſaa deels deraf, at der blandt de ſkotſke Archivſager ſenere forefandtes et Brev fra Norges Konge til Katneſingerne[29], der ſynes at maatte være ſkrevet ſtrax efter Fredsſlutningen, for at erklære dem løſte fra de Forpligtelſer, de under Krigen maaſkee havde indgaaet til Norges Krone, deels, og fornemmelig, af den Omſtændighed, at Magnus Jarl ſelv Aaret efter Fredsſlutningen maatte indfinde ſig i Bergen, og indgaa et Forlig med Kong Magnus, der ikke kan have været fordeelagtigt for Jarlen, efterſom dets Grundlag var det Forlig, der ſluttedes i 1195 mellem Kong Sverre og Harald Jarl, hvortil der endnu kom flere ſærdeles Beſtemmelſer[30]. Skade, at vi lige ſaa lidet beſidde dette ſidſte Forlig af 1267, ſom det ældre af 1195, og ſaaledes ikke nøje kjende Betingelſerne. Men man ſeer kun af andre Omſtændigheder, at om Kong Magnus end havde givet Slip paa een Deel af Kronens Beſiddelſer i de Egne, nemlig Syderøerne m. m., ſaa ſøgte han at knytte den øvrige Deel, Orknøerne og Hjaltland, deſto faſtere til Kronen. Hjaltland blev fremdeles umiddelbart Kronland, og aldeles adſkilt fra Orknøerne i verdslig Henſeende. Paa Orknøerne ſelv tilkom det halve Sagefald, ſom vi have ſeet, Kongen; derforuden erfarer man, at han nu virkelig bævede Skat, hvilket ſynes at vært ſkeet paa den Maade, at hver Gaard anſattes til et viſt Skattebeløb, ſom Kongen lod opkræve ved ſin Sysſelmand, uden Jarlens Mellemkomſt. Hertil kom Landſkylden af de virkelige Krongodſer, der for ſtørſte Delen vare tilfaldne Kronen ved Inddragningen i 1195, efter Øyeſkeggernes Fejde. Paa Orknøerne herſkede ſaaledes nu et meget indviklet Afgifts-Syſtem. Der var Odelsgods, ſom kun betalte Skat til Kongen, og Tiende til Kirken; Krongods, der betalte Landſkyld til Kongen, Jarlegods, der betalte Landſkyld til Jarlen og Skat til Kongen, og endelig Kirkegods, der betalte Landſkyld enten til Biſkoppen, eller ringere gejſtlige Perſoner, eller til Kirkerne[31]. Dette indviklede Syſtem vedblev indtil ſildige Tider, og har forvoldt Orknøboerne megen Skade, da det bar givet Anledning til mangehaande Udſugelſer og Uretfærdigheder. Det ligger endog til Grund for Øernes nuværende Skattevæſen, og dets ſlemme Følger ſpores derfor endnu den Dag i Dag. Ogſaa Hjaltland rammedes ſenere deraf, i hvor vel Tilſtanden her i den Tid, det var Norge underkaſtet, maa have været bedre end paa Orknøerne[32].

  1. Magnus’s Saga, Cap. 1.
  2. Dette ſees deraf, at Brudſtykket af Kong Magnus’s Saga Cap. 1 begynder med Ordene …… „ſtor Hær, ſom havde været veſter med Kong Haakon, og nu meldte at det ſaa ufredeligt ud i Veſterlandene“, og at Cap. 2 lader Kongen ſende Agmund Krøkedans og Erik Duggallsſøn veſter, uagtet der tidligere udtrykkeligt ſiges, at den eneſte Lendermand, der vendte tilbage ſtrax efter Togets Ende, var Eiliv i Nauſtdal, med andre Ord, at i det mindſte Agmund Krøkedans var en af dem, ſom da blev tilbage. Agmund maa ſaaledes i Mellemtiden være kommen til Norge, og det rimeligſte er da, at han fulgte med hiin „ſtore Hær“, eller den Deel deraf, om hvis Hjemkomſt Cap. 1 aabenbart handler. Maaſkee at Agmund og Erik kom ſenere ved Vintertide, efter Kongens Død, for at melde denne.
  3. Fordun, X. 18. Wyntoun, X. 235—246. Alexanders Søn af ſamme Navn var fød i Jedworth den 21de Januar: det var altſaa ſtrax efter denne Dag, at ſaavel Sønnens Fødſel ſom Kong Haakons Død meldtes Alexander, der ej ſelv ſynes at have været i Jedworth, da Sønnen fødtes.
  4. Fordun, X. 16. Ogſaa Wyntoun taler herom, VII. X. 215—234.
  5. Man ſeer ſaaledes, at Staden Perth laante Kongen 50 Pund, hvoraf de 10 udbetaltes af Sheriffen i Perth til en Chriſtinus af Ila, der ſaaledes maa have været en mægtig Mand, hvis Hengivenhed Kongen vilde ſikre ſig. De øvrige Byer have viſtnok ogſaa ſkaffet Penge lige ſaavel ſom Perth. Se Sheriffen, John de Cambrun’s Regnſkab i de oven omtalte Chamberlains Rolls.
  6. At ogſaa Jarlen af Mar og Galloway-Folkene vare med paa dette Tog, ſees af denne Jarls Regnſkab ſom „Chamberlain“ for 1264, hvor der ſtaar: Item en yderligere Udgift af 30 Pd. 13 Sh. 6 Pence til Fortæring for 200 Sergeanter, ſom Jarlen af Mar førte med ſig til Øerne, efter Kongens Befaling, om Sommeren 1264. Derhos bemerkes, at bemeldte Jarl af Mar fik af Kongsgaardene paa Cantyre fra Pinſeterminen 1264 20 Kjør for 3 Pd., og overlod dem til Galloway-Mændene, der manglede Victualier.
  7. Fordun, X. 18. Kong Magnus’s Saga, Cap. 4. Her ſeer det ved førſte Øjekaſt ud, ſom om dette henføres til 1265, men ved nærmere Sammenholden med Cap. 2 erfarer man dog at det er Sommeren 1264, ſom menes. Ligeledes ſeer det ud, ſom om der ej alene ſkede et Tog fra Skotland lige til Man, men og ſom om dette Tog ſkede efter Toget til Syderøerne. Angivelſen er dog kun løſelig, og Fordun har her viſtnok det rette.
  8. Magnus Haakonsſøns Saga, Cap. 4. Hvilken ſkotſk Embedsmand Sagaen forſtaar ved „Lagmand“, er ikke godt at vide; ſandſynligviis er det vel kgl. Justitiarius.
  9. Se iſær Langes Kloſterhiſtorie S. 140.
  10. Magnus Haakonsſøns Saga, Cap 4.
  11. Sheriffen af Perths Regnſkab, i Chamberlain’s rolls, Archæol Scot. II. S. 39. Her beregnes til deres Udgifter 37 Sh. 1 P. En ringe Sum for to overordentlige Geſandter!
  12. Formodentlig have vel og de ſkotſke Geſandter været tagne paa Raad med om, hvilke norſke Mænd Kong Alexander vilde anſee for „gode Sendebud“. Fordun omtaler dette Geſandtſkab X. 19, men kun Hearnes Udgave har her rigtig Text, idet der ſtaar: Rex Magnus misit Gilbertus episc. de Hamar, et suum Cancellarium, i Goodalls Udg. ſtaar der „suum Cancellarium dom. Gilbertum episc. de Hamar“, ſom om det kun var een Geſandt, og Gilbert tillige var Kanſler.
  13. Magnus’s Saga Cap. 4. I Texten ſtaar her Misfort, hvilket kun kan være Fejllæsning.
  14. Chron. de Mailros. Da denne allerede fra det 12te Aarhundrede kun indeholder ſamtidige fra Tid til anden indtegnede Notitſer, maa altſaa den her meddeelte Underretning anſees ſom hævet over enhver Tvivl; den er ſkreven af en af Reginalds egne Kammerater, der ſelv var tilſtede baade ved hans Afrejſe og Hjemkomſt, og af hans egen Mund kunde høre, hvorledes det var gaaet ham.
  15. Se ovenfor, Side 76.
  16. De her brugte Talemaader, der for det meſte alle hentyde til Middelalderens Lensret og derfor ilte ere ſaa lette at gjengive i Overſættelſe, lyde ſaaledes i den latinſke Text: cum dominiis, homagiis, reditibus, servitiis, et omnibus juribus et pertinentiis.
  17. I Texten ſtaar „forisfactis“, hvilket betegner ſaadanne Sager, hvorved Ejendom fordredes.
  18. Dette Document ſees, ſom dets egne Ord udtrykkeligt lyde, at have været udſtedt i Chirograf-Form, det vil ſige in duplo, paa et eneſte ſtort Stykke Pergament, ſaaledes at begge Afſkrifter begyndte midt paa Pergamentet, paa hver ſin Side af et med ſtore Bogſtaver ſkrevet Ord CHIROGRAPHVS, der ſiden efter Længden overklippedes i Sikſak, hvorved følgelig begge Gjenparter ſkiltes fra hinanden, og hver af dem i ſin øvre udtungede Kant beholdt Stykker tilbage af hine ſtore Bogſtaver. Dette kaldtes ogſaa Indentura, og ſkede til Forebyggelſe af Forfalſkning, da man nemlig kunde prøve den ene Gjenparts Egthed ved at lægge den ſammen med den anden og ſee, om den pasſede. Men da det udtrykkeligt ſiges, at den ene Gjenpart var forſynet med den norſke Konges og andre norſke Magnaters Segl, maa altſaa disſe enten have været paatrykte førend Geſandterne forlod Norge, og Documentet ſelv ſaaledes allerede have været fuldt forfattet i Norge før Geſandternes Afrejſe, kun med aabne Rum for Datum o. ſ. v., eller ogſaa, hvad der heller ikke er ſaa uſandſynligt, er der fulgt ſkotſke Befuldmægtigede til Norge med det tilbagerejſende Geſandter, for at faa den Gjenpart, der ſkulde ligge i de ſkotſke Archiv, med ſig i fuldt forſeglet Stand. Ingen af Originalgjenparterne er nu til, men af dem begge findes Vidisſer. Den, der var beſeglet af den norſke Konge, og ſaaledes opbevaredes i det ſkotſke Archiv, blev allerede i Aaret 1312 optagen i et Document, der da udfærdigedes i Inverneſs paa et Mode mellem tvende norſke Geſandter og den ſkotſke Kong Robert ſamt hans Magnater (hvorom ſenere); derfra blev det indført i en gammel ſkotſk Copibog, ſædvanligviis kaldet the black buik, der nu opbevares i Regiſterhouſe i Edinburgh, og begynder med 1385. Fra denne hidrøre alle i Skotland og England foranſtaltede Aftryk af Tractaten, hvoraf det bedſte findes i Acts of Parliaments of Scotland Vol. I. S. 78 og 101. I denne Afſkrift ere et Par af Navnene forvanſkede, rimeligviis af den, der ſette Documentet ind i „the black buik“; i Stedet for Bryniolfi eller Bryniulvi filii Johannis (Brynjulf Jonsſøn), ſtaar det „Kynsiti filii Johannis“; og i Stedet for Gauti de Mel ſamt Finni fil. Gauti ſtaar der paa begge Steder Gunter d. M. og F.. f. Gunter; ligeſaa, i Slutningen, Aukyni i Stedet for Askatini (dette er dog rettet i Aftrykket S. 101). Af den i Norge opbevarede Gjenpart blev der i 1426 i Bergen taget flere Vidisſer, der endnu forefindes i det danſke Geheime-Archiv; efter en af disſe har Th.Torvesſon ladet Tractaten aftrykke i ſit Verk Orcades S. 198 fgg., ſamt efter en anden i ſin Norges Hiſtorie, IV. S 343. Ogſaa her er der nogen Urede ved Brynjulf Jonsſøns Navn; paa det ene Sted ſtaar der Buccolini, hvilket øjenſynligt er Fejllæsning af Brunolui, der maa have ſtaaet i Originalen; paa det andet ſtaar (Gamalielis, hvilket er ubegribeligt. Titelen Lendermand gjengives allerede i dette Document ved baro, hvilket ſiden blev formeligt paabudet.
  19. Se Fortegnelſen over de Brevſkaber der i 1282 fandtes i Edinburghs Fehirdſle; Acts of Parl. I. Preface: S. 3; under Overſkriften: negotia tangentia Norwagiam, opregnes førſt: Compositio inter reges Scotiæ et Norwagiæ super insulis, duplicata; dette var altſaa Tractaten ſelv med en Copi: dernæſt: item confessio procoratorum missorum a rege Norwagiæ pro dicta compositione facienda; item mandatum regis Norwagiæ quod insulani faciant homagium regi Scotiæ et ei intendant ut domino. Blandt de øvrige Breve, ſom her opregnes, ere de fleſte, ſom det ſynes, ældre end Afſtaaelſen, og det er ſørgeligt, at de aldeles ſkulle være tabte. Man ſeer, at der har været vexlet flere Breve om Skibbrudne, der altſaa rimeligviis have været underkaſtede haard Betaling, hvorfor og en ſæregen Artikel til Forebyggelſe deraf indførtes i Tractaten; ſaaledes nævnes Carta regis Johannis (maaſkee Jon Kuvlung) regis Norwagiæ de naufragium passis, item alia Sveri Regis Norw. de eodem, og længer nede: item litera regis I. (Ingonis) Norwagie et H. (Hakonis,det er Haakon Jarls) fratris ejus de naufragium passis. Der nævnes og om en Confirmation og Donation af den norſke Konge til Kloſtret Rusſin paa Man, et norſk Kongebrev om Øen Bute og andre Øer, overladte til Kongen paa Man, og et Brev fra den norſke Konge om Øerne Iviſt og Egyn — alle disſe ſynes at være fra det 12te Aarhundrede.
  20. Isl. Annaler — I Udg. af 1847 er Tiden urigtigt henført til 1265; Cod. Regius, aftrykt i Langebeks Scr. rer. Dan. III, har det rette 1266.
  21. Ordene i Chron. d Mailros lyde ſaaledes: „quod rex Scotiæ anno in perpetuum dabit regi Norwagiæ centum libras sterlingorum pro cognitione homagii facti regi Norwagiæ a dicto Alexandro rege Scotiæ“.
  22. Den oven nævnte Fortegnelſe paa Documenter i Edinburghs Fehirdſle, Acts of Parl. of Scotland, I. S. 2, 6.
  23. Han nævnes blandt Baroner, ſamlede ved Scone 1283.
  24. De isl. Annaler.
  25. Han nævnes ſom Alanus filius Roderici blandt Baronerne ſamlede ved Scene 1283, Acts of Parl. S. 82.
  26. Saaledes den manſke Krønike. De islandſke Annaler henføre hans Død til 1266, maaſkee fordi Efterretningen førſt i dette Aar kan være kommen til Island.
  27. I den oven nævnte Fortegnelſe nævnes Brev fra Mans „Majores“ til Kong Alexander, og Obligation af Kong Alexander til Biſkoppen af Man „quod non iret super Manniam usque ad tempus“. Ligeledes ſees det, at Kong Magnus havde givet Kong Alexander ſin ſkriftlige Tilſtaaelſe quod tenebit terram Manniæ de rege Scotiæ. At Magnus døde Uden Arvinger, ſees bedſt deraf, at den manſke Krønike ilte omtaler nogen ſaadan.
  28. Se Neal, Ecclesological Notes; Worsaae, om de Danſke og Norſke i England Skotland og Irland, Cumming, „the isle of Man“. Thingvold-Højen ſelv beſkrives ſom kunſtigt opført af Jord fra alle 17 Sogne paa Øen: den beſtaar af fire Terrasſer, af hvilte den nederſte er 8, den anden ſer, den tredie fire og den øverſte ſex Fod bred, ſamt 3 Fod mellem hver Terrasſe: i Omkreds er Højen nederſt 240 Fod.
  29. Se den oven nævnte Fortegnelſe paa Documenter i Edinburghs Fehirdſle, Acts of Parl. of Scotl. I. S. 3.
  30. Hirdſkraa, Cap. 15. Den anden Maade, heder det her, hvorpaa Norges Konge giver Mænd Jarlsnavn, er naar han indſætter dem til Jarler over ſine Skatlande; førſt Orknøerne, paa de Vilkaar, der omtales i Sættarſkraaen (Forligsdocumentet) mellem Kong Sverre og Harald Jarl Maddadhsſøn, og de flere ſærſkilte Beſtemmelſer ſom findes indførte i Forliget mellem Kong Magnus Haakonsſøn og Magnus Jarl Gilbertsſøn, da de forligte ſig i Bergen Aar 1267, i Kong Magnus’s Riges 4de Aar. Om Forliget 1195 ſe ovenfor III. S. 290.
  31. Dette kan bedſt ſees af de forſkjellige Skatte- eller Jordebøger (Rentals) for Orknøerne, der ſamlet ere udgivne af A. Peterkin, Edinburgh 1820, under Titelen Rentals of the ancient earldom and bishoprick of Orkney.
  32. Hvilke Misligheder Orknøerne og Hjaltland i ſenere Tider have været udſatte før med Henſyn til Afgiftsvæſenet, erfares af Mackenzies „The general grievances and oppressions of the isles of Orkney and Shetland“, Edinburgh 1750, og ſenere 1836.