Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/5/50

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Efterretningen om Kong Haakons Død traf hans Søn, Magnus, som allerede kronet Konge og i fuldkommen Besiddelse af Regjeringen. Da der nu tillige ikke fandtes en eneste, der endog med den ubetydeligste Skygge af Ret kunde optræde som Kronprætendent, foregik Tronskiftet uden mindste Rystelse, og saa at sige umerkeligt. Nogen ny Hylding behøvedes ikke her, da han ej alene var bleven hyldet som Konge, først i Ekerøerne 1257, siden paa Ørething 1258, men derefter formeligt var bleven kronet i 1261. Han gjorde derfor heller ikke nogen ny Hyldingsrejse om i Landet, men blev siddende i Bergen den hele Sommer efter at han havde erfaret sin Faders Død. Kong Magnus, fød den 3die Mai 1238, var altsaa paa denne Tid 24 Aar gammel og aldeles fuldmyndig. Han besad vel ikke sin Faders Kraft og ubetvingelige Mod, men i „Indsigter og oprigtig og redelig Vilje til det Gode stod han ikke tilbage for ham, og enhver af hans Handlinger lægger noksom for Dagen, at hans Riges og Undersaatters aandelige og timelige Vel fremfor alt og til enhver Tid laa ham alvorligt paa Hjertet. Allerede hans Fader havde ført Krig mere fordi Omstændighederne nødte ham dertil, end fordi han nærede nogen særdeles Tilbøjelighed for Krigerlivet; tvert imod seer man tydeligt, at Haakons største Hu stod til fredelig Virksomhed og mindelig Bilæggelse af alle Fejder. Dette fredelige Sind var endnu mere fremtrædende hos Magnus. Hans Fader undslog sig ej for Krig, naar det gjaldt at værne om hvad der ansaaes for Rigets Ære; derfor havde han paa sin gamle Alder gjort det store Tog til Skotland, hvis Resultater endog under de gunstigste Omstændigheder neppe vilde have kunnet opveje Omkostningerne og al den anden Ulempe, det medførte; men Æren troedes at fordre det, og efter de da almindeligt herskende Synsmaader maa man give Haakon Ret. Men vi ville see, hvorledes Magnus’s fredelige Sind, og inderlige Overbeviisning om at Fred og Ro var det største Gode han kunde give sine Undersaatter, bragte ham til at frigjøre sig for slige conventionelle Æres-Hensyn, og hvorledes han omsider besluttede sig til heller at opgive de omtvistede, for Norge saa lidet nyttige Syderøer, end at føre en langvarig Krig, hvis Udfald dog tilsidst vilde være tvivlsomt nok. Det er maaskee endog ikke saa usandsynligt, at Kong Haakon selv paa sit Dødsleje har indseet det unyttige i længer at ville ofre Folk og Penge paa at bevare et vaklende Herredømme over hine fjerne, urolige Egne, og at han selv i det Brev, han lod skrive til sin Søn, har raadet ham dertil.

Dette bestyrkes maaskee deraf, at de Lendermænd og øvrige Befalingsmænd, der vare blevne tilbage i Orknøerne, allerede tidligt om Vaaren paa egen Haand, og saa vidt man kan skjønne, uden at have indhentet Kong Magnus’s Samtykke, sendte Gesandter; til den skotske Konge, for at vore, hvorvidt han nu skulde være tilbøjelig til at slutte Fred. Imidlertid vil det nedenfor sees at denne Sendelse maaskee ogsaa havde en ganske anden Hensigt, der, naar den blev bekjendt, maatte vække Skoternes største Uvilje, som ogsaa ganske rigtig paafulgte. Gesandterne vare Biskop Henrik, og Cantsleren Sira Askatin[1]. De fandt en daarlig Modtagelse. Man truede endog med at lade dem dræbe eller fængsle, og der klagedes blandt andet over at Nordmændene havde brændt og herjet mere end en Trediedeel af hele Skotland. De vendte saaledes tilbage med uforrettet Sag, og Askatin drog strax efter til Norge, for at berette Kong Magnus det uheldige Udfald af Sendelsen. Allerede tidligere var Agmund Krøkedans og Erik Duggallssøn komne til Norge med en Deel af de paa Orknøerne tilbageblevne Krigere, og havde berettet, at Skoterne vare intet mindre end fredeligt stemte[2]. Kong Magnus havde derfor, endnu forinden Sira Askatin indtraf, sendt Agmund tilbage til Orknøerne som Overbefalingsmand over Krigsstyrken, og sandsynligviis med nogle flere Tropper, ligesom han ogsaa sendte Erik Duggallssøn med en Attensesse, bemandet af Hirdmænd, Gjester og Kjertesvende, til Syderøerne, befalende ham paa Vejen at medtage fra Orknøerne tvende Skibe, under Befaling af Jon Thjore og Erik Bose. Det var saaledes ikke Kong Magnus’s Hensigt, at afbryde alle Krigsforetagender, end sige at søge Freden paa nogen uhæderlig Maade, modløst opgivende alt. Han vilde vel underhandle, men kun med en tilstrækkelig Styrke i Baghaanden til at give sine Fordringer Eftertryk; han var vistnok beredt til, om det skulde behøves, for Fredens Skyld at gjøre Indrømmelser, men ingen vanærende, og kun mod en sømmelig Erstatning. En anden Sag var, at Kong Haakons Død gav det hele Krigsforetagende en anden Vending, thi hans Personlighed var alt for mægtig og indgribende, til at den kunde savnes uden følelig Skade for den Sag, han skulde lede. Det var alene hans Død, hverken Stormen eller det forholdsviis ubetydelige Folketal, der udbredte den mørke, nedslagne Stemning blandt hans Folk, som gav sig Luft i den ovenfor omtalte Folkevise, og af hvilken Kong Alexander og hans Raadgivere særdeles godt forstode at benytte sig. Alexander[3] erfarede paa een og samme Dag Kong Haakons Død, og at hans Dronning den 21de Januar havde født ham en Søn. Hele Riget, siger Fordun, gjenlød af Jubel over dette dobbelte Glædesbudskab. Det er ovenfor nævnt, at efter de skotske Beretninger skal Kong Haakon have modtaget skriftlig Opfordring fra flere af Skotlands Magnater om at komme til Landet og bekrige Kong Alexander. Den skotske Historieskriver Fordun siger, at efter eet Sagn skulde Kong Haakon før sin Død have sendt disse Breve til Kong Alexander, for at han kunde tage sig vare for de Forrædere, der omgave ham: han erklærer dog dette Sagn for usandsynligt, og volder det for rigtigere, hvad andre berettede, at Nordmændene efter Kong Haakons Død under Kongens Segl tilskreve ham et Brev, hvori de advarede ham for visse mægtige Mænd i Landet, uden at dog denne Beskyldning var grundet, men kun for at han i sin Harme skulde afstraffe dem, og hans egen Magt derved saaledes svækkes, at han og hans Rige let kunde blive undertvunget[4]. Begge Beretninger synes i denne Skikkelse lidet rimelige; imidlertid maa der dog vel ligge noget til Grund derfor, og naar man seer hen til den særdeles Uvilje, hvormed Biskop Henrik og Konster Askatin bleve modtagne, saa fristes man til at tro, at de enten selv medbragte det her omtalte Brev, hvad nu dets Indhold kan have været, eller at Brevet tidligere har været affærdiget, saa at Gesandterne netop indtraf, da Forbitrelsen derover var stegen til det højeste. At flere af de skotske Stormænd maa være blevne compromitterede, synes utvivlsomt; men Nordmændene handlede uklogt ved at lade det komme dertil, uden forud at være sikre paa, at de Misfornøjede vare sterke nok til at begynde en aabenbar; Opstand. Thi ellers vilde de kun blive nødsagede til at anstille sig saameget mere loyale, og vise saa meget større Iver for deres Konges Interesser. Og dette blev nu ogsaa Tilfældet. Der synes nu kun een Vilje at have besjælet alle Skoterne, den at tage Hevn for Nordmændenes Angreb, og erobre Øerne. Byerne forstrakte Kongen med Pengelaan, ej alene til Udrustninger, men ogsaa til at kjøbe Tilhængere paa Øerne[5]. Der blev gjort betydelige Udrustninger, fornemmelig, som det heed, imod Kong Magnus paa Man. Da han hørte, hvilket Uvejr der truede ham, og vidste at Nordmændenes Flaade nu hverken var sterk nok eller nær nok til at understøtte ham, blev han overmaade bange, og lod strax ved Gesandter anholde om Grid, for at han siden personligt kunde indfinde sig hos Kongen og underhandle. Alexander tilstod ham Grid, men fortsatte dog Udrustningerne – hvorved da rimeligviis de i Aaret forud byggede Skibe kom til Gode – og begav sig syd til Dumfries, hvorfra der kun er et kort Stykke Vej over til Man. Denne Vej behøvede han dog ikke at tilbagelægge, thi Magnus mødte ham allerede ved Dumfries, og faldt ham ganske til Fode. Han gik ham til Haande, erklærede sig for hans Vasal, og aflagde ham Lenshylding, kun paa det Vilkaar, at han for sig og sine skulde have et sikkert Tilflugtssted i Skotland, hvis Norges Konge angreb ham for at hevne hans Frafald; derimod skulde han, naar det behøvedes, stille til den skotske Konges Tjeneste ti Krigsskibe, fem paa 24 og fem paa 12 Aarer. Umiddelbart derefter; sendte Kong Alexander Jarlerne Villjam af Moray og Alexander af Buchan saavel som Alan Durward, med en betydelig Skare deels indfødde deels lejede Krigere, til de egentlige Syderøer, for at erobre dem[6]. Ogsaa dette lykkedes, da der for Øjeblikket var liden eller ingen Styrke til Øernes Forsvar. Angus paa Ila og mange af dem, som Aaret forud havde fulgt Kong Haakon, underkastede sig nu Skoterne. De Forrædere, siger Fordun, efter hvis Opmuntring den norske Konge var kommen til Skotland, bleve deels dræbte i Kamp, deels forjagede; nogle af de fornemste bleve hængte, og en stor Mængde Bytte samlet paa Øerne. Kun Kong Duggall vidste at vogte sig saa godt paa sine Skibe, og rimeligviis at flygte til fjernere, men afsidesliggende Egne, at man ikke fik fat paa ham[7]. Endelig sendtes en Hær mod Katnesingerne, til Straf, siges der, fordi de havde udredet den Contribution, som Kong Haakon havde paalagt dem. Sandsynligviis havde de endog hyldet Kong Haakon. De skotske Krigsmænd toge meget Gods fra Katnesingerne; det tillægges ikke, om det skede ved Plyndring, eller efter Overeenskomst: dette sidste synes dog at ligge mere i Ordene og stemme nøjere med de forhaandenværende Omstændigheder. Det heed endog, at de vilde herje over paa Orknøerne, hvilket bestemte Agmund Krøkedans, der just nu var ankommen, til at indstille det paatænkte Syderø-Tog, da han nemlig ikke vilde blotte Orknøerne for Tropper paa en Tid, da man just kunde vente at blive angreben. Af dette Angreb blev dog intet. Men da Skoterne, belæssede med Bytte eller med udpresset Gods, forlode Katanes, overfaldt Kong Duggall dem, dræbte mange, hvoriblandt endog en, der kaldes Skoternes Lagmand, og tog meget Gods fra dem. Heller ikke senere kunde Skoterne faa ham fat, men om Vaaren efter maatte han dog begive sig til Orknøerne, for at bede om Hjelp. Da fulgte hans Søn Erik saavel som Jon Thjore og Erik Bose over paa sit Skib med ham til Syderøerne, saaledes som det allerede tidligere var bestemt[8].

Imidlertid var Sira Askatin kommen til Kong Magnus, og havde underrettet ham om, hvorledes Sagerne stede. Kongen benyttede sig da deraf, at den før nævnte Høskuld Oddssøn just skulde afgaa til Orknøerne, sandsynligviis med flere Hjelpetropper, til at sende et Gesandtskab med ham, for efter Ankomsten til Orknøerne at begive sig over til Skotland, opsøge Skotekongen, og aabne Underhandlinger med ham. Gesandtskabets fornemste Medlemmer vare tvende Barfødder- eller Franciscaner-Brødre, ved Navn Mauritius og Sigurd. Hiin Broder Mauritius nævnes fra denne Tid af oftere som norsk Gesandt i Skotland, og overhoved som anvendt i flere offentlige Anliggender af Vigtighed[9], han maa derfor have været en kundskabsrig og dygtig Mand, hvorom ogsaa de faa Arbejder, vi have tilbage fra hans Haand, vidne, saaledes som der i det følgende skal vises. Vi vide imidlertid ej, til hvilket Kloster han hørte: sandsynligviis var det dog det i Bergen, hvor Kongen havde bedst Anledning til at gjøre hans Bekjendtskab. Man erfarer ogsaa, at han stod i nærmere Forbindelse med den allerede oftere omtalte Lendermand Andres Nikolassøn, der synes at have haft hjemme i Gulathingslagen. Gesandterne fik Henrik Skot og flere Svende med sig til Opvartning. Da de kom til Orknøerne, hvilket maa have været temmelig seent om Høsten, begave de sig ufortøvet til Skotland. Kong Alexander viste sig, beder det, rimeligere mod dem end mod deres Forgængere, og bad dem melde Kong Magnus, at han næste Sommer maatte sende „gode Sendebud“ til ham, for at stifte Fred mellem Rigerne. Altsaa betragtede han de tidligere Sendebud ikke som „gode“, eller han bar vel især været forbitret paa Biskop Henrik, hvad enten nu fordi denne som Biskop over Orkøerne tillige havde haft Anledning til at paadrage sig hans Uvilje, eller fordi han, ifølge den ovenfor udtalte Formodning, har medbragt Breve, der ansaaes som falske og beregnede paa at stifte Splid blandt Kongens egne Omgivelser. Nogen egentlige Forhandlinger om Betingelserne for Freden synes ikke at bade fundet Sted, ligesom Gesandterne vel ikke engang havde Fuldmagt til at underhandle derom. De vendte endnu samme Høst eller rettere Vinter tilbage til Norge, og ankom lidt efter Juul (altsaa i Januar 1265) til Throndhjem, hvor Kongen tilbragte denne Vinter[10].

Man seer imidlertid, at ogsaa den skotske Konge samtidigt sendte to Minoriter som Gesandter til Kong Magnus, skjønt Sagaen intet nævner derom, thi de islandske Annaler fortælle, at der i 1264 kom Barfødderbrødre fra Skotland til Kong Magnus, og af de skotske Regnskabsbøger sees at Brødrene Malise og Alexander af Berwick i Aaret 1264 sendtes „hiinsides Havet i Kongens Erende[11]; disse vare altsaa de selvsamme Barfødderbrødre eller Minoriter, som Annalerne omtale. Maaskee de have ledsaget sine norske Ordensbrødre paa disses Hjemrejse, og tilbragt Vinteren i Norge, for at kunne underhandle med Kongen i Ro og Mag, og faa ham til at opfylde Kong Alexanders Begjæring. Dette maa i saa Fald ogsaa have lykkets dem, thi da Vaaren kom, og Kong Magnus efter Paaske havde begivet sig til Bergen, sendte han de forlangte „gode Gesandter“ til Skotland; disse vare Biskop Gilbert af Hamar og Kansler Askatin. Af den Omstændighed at Askatin nu atter blev brugt i dette Erende, skjønt han tidligere havde været sammen med Biskop Henrik ved det første uheldige Gesandtskab, sees det tydeligt, at det ikke kunde være ham, hvem den skotske Konge dengang havde saa meget imod: følgelig maa det have været Biskop Henrik[12]. Kongen valgte rimeligviis Gilbert, fordi han som forhenværende Archidiaconus paa Hjaltland maatte være nøje kjendt med de skotske Forhold og forstaa Sproget godt; sandsynligviis var han endog, som ovenfor ytret, skotsk af Fødsel. Kongen gav dem Fuldmagt til at underhandle om Fred paa de Betingelser, at den skotske Konge skulde beholde Arran og Bute, vel ogsaa Kumrøerne, men at derimod alle Øerne udenfor og nordenfor Cantire skulde vedblive at tilhøre Norge. De rejste over England, hvor de landede i Lynn, og siden begave sig til York. Man maa formode, at det kom til England omtrent paa samme Tid, som Fejden mellem Kongesønnen Edvard og Baronerne under deres Høvding Simon af Montfort rasede paa det heftigste og Simon faldt ved Evesham (12te Aug.), thi der anmerkes udtrykkeligt i Sagaen: „den Sommer blev Simon af Montfort fældet“[13]. Disse Uroligheder have maaskee ogsaa været Aarsag i at de norske Gesandter opholdt sig nogen Tid i York. Endelig kom de til det skotske Hof, og fremsatte sine Fredsbetingelser. Men Kong Alexander lod kun haanligt derover og vilde intet bore om saadant. Han fordrede en Afstaaelse af alle Øerne, hvoraf nu desuden de fleste factisk vare i hans Vold. Det seer nemlig ikke ud til, at den ubetydelige Forsterkning, Kong Duggall havde faaet, udrettede stort, i alle Fald ikke mere end at Duggall selv fremdeles undgik at falde i Skoternes Hænder. For Resten kjender man intet til de yderligere Krigsbegivenheder, om der overhoved forefaldt flere end de nys omtalte.

Saaledes maatte da ogsaa disse Gesandter vende tilbage, tilsyneladende med uforrettet Sag. Men den skotske Konge sendte nu selv en Gesandt til Norge forat underhandle, nemlig Reginald af Roxburgh, Munk i Melrose Kloster, en særdeles klog, smidig og veltalende Mand. Han havde det Hverv at tale godt for Kong Magnus og faa ham til, i Mindelighed at afstaa Man og Øerne imod en passende Erstatning i Penge; saa vidt havde altsaa dog nu den skotske Konge nedstemt sine Fordringer, at han ej paastod nogen ubetinget Afstaaelse. Hvor vidt Robert gjorde Følge med de norske Gesandter paa deres Tilbagerejse, vides ikke; det er imidlertid det sandsynligste. Ved Tilbagekomsten til Norge meldte vel Biskoppen og Kansleren, at deres Sendelse havde været forgjeves, men fraraadede dog Kongen at afbryde Underhandlingerne. Sandsynligviis anbefalede de ham endog meget indstændigt at modtage Reginald vel og underhandle videre med ham, thi der fortælles, at Kongen modtog ham med mange Æresbeviisninger, ligesom man ogsaa erfarer, at han villigt laante Øre til hans Forestillinger, og temmelig snart maa have ladet sig overbevise om det fornuftige i at afstaa Øerne mod klækkelig Erstatning. Thi, siger Klostret Melroses Annalist, Kongen sammenkaldte sine fornemste Mænd og Raadgivere for at overlægge om Sagen, og ved denne Sammenkomst lurede Kongen selv, at det dog nok var det bedste for Fredens Vedligeholdelse, at disse omtvistede Øer solgtes til den skotske Konge. Enkelte af Raadgiverne gjorde Indvendinger, men Kongens Mening fik dog Overhaand, og saaledes samtykkede da omsider alle i, at Øerne solgtes, eller mod en vis Betaling afstodes til Kongen af Skotland. Hvor længe disse Underhandlinger varede, siges ikke, men vi erfare kun, at Reginald tilbragte hele Vinteren 1265–66 i Norge, hvoraf det da maaskee kan sluttes, at de medtoge temmelig lang Tid, eller rettere, at det varede en god Stund, inden den kloge Reginald fik Kong Magnus overtalt til at gaa ind paa Forslaget. En Præliminær-Traktat blev nu sluttet mellem Reginald og Kong Magnus eller dennes Fuldmægtig, ved hvilken de Betingelser aftaltes og vedtoges, der siden opstilledes.i det egentlige Fredsdocument, hvorom vi strax nedenfor skulle handle. Med vel forrettet Sag vendte saaledes Herr Reginald, som han kaldes, tilbage til Skotland om Vaaren 1266. Hans Erende, siger den samtidige melrosiske Annalist, hans Klosterbroder, var udført til alle Skoters Tilfredshed; dette havde ikke hidtil nogen anden af Skoternes Sønner kunnet sætte igjennem, og det lykkedes kun denne Munk, en saare viis og i gejstlig Veltalenhed udmerket Mand, der i Sandhed gjorde sit Huus (Klostret) fortjent til alle fremtidige skotske Kongers Taknemmelighed og Yndest, hvis ellers ikke Kongerne selv skulde befindes utaknemmelige, gjengjeldende godt med ondt, hvilket Gud afvende fra enhver christen Konges Hjerte! Saa stor Priis satte Skoterne paa denne Erhvervelse af Syderøerne for deres Rige[14].

Strax efter at Reginald var afrejst, sendte Kong Magnus et Gesandtskab, bestaaende af Kansler Askatin og Lendermanden Andres Nikolassøn, til Skotland for at afslutte den endelige Tractat; naar dette var skeet, skulde Overeenskomsten besværges saavel af de norske Gesandter, paa Kong Magnus’s, som af to skotske Stormænd paa Kong Alexanders Vegne, og et Document opsættes over den hele Art, der i to ligelydende Exemplarer, gjensidigt beseglede af begge Konger, skulde nedlægges i det norske og det skotske Rigs-Archiv. Saaledes meddeeltes i den Tid Ratificationerne: vi have tidligere seet et lignende Exempel i Tractaten med Lübeck af 1250[15]. Gesandterne have derfor ved deres Ankomst neppe underhandlet om Sagens Realitet, men alene om Formerne; Sagen i sig selv var allerede afgjort. Dette kan ogsaa sees deraf, at uagtet Gesandterne kom til Skotland noget efter Reginald, altsaa rimeligviis i Begyndelsen af Sommeren eller i Juni Maaned, udfærdigedes dog den definitive Freds-Act allerede Fredagen efter Petersmesse, eller 2den Juli samme Aar.

Denne merkelige Tractat, der skilte Norge ved Man og Syderøerne, og som endog i den Artikel, der skulde give et Slags Erstatning derfor, indeholdt den første Spire til de Forhold, som to hundrede Aar derefter ledede til at ogsaa Orknøerne og Hjaltland gik tabt for Norge, lyder i det væsentligste saaledes:

„For at Visheden om det Nærværende altid skal kunne give klar og tydelig Erindring om det Forbigangne, gjøres herved vitterligt, at Aar efter Guds Byrd 1266, Fredagen næst efter Apostlerne Petri og Pauli Fest, blev i Prædikebrødrenes (Dominicanernes) Kirke ved Perth, denne Overeenskomst og endelige Forligelse afsluttet, for med Guds Bistand at bilægge og gjøre Ende paa Tvistemaal, Klager, Skadetilføjelser, Fornærmelser og Uenigheder angaaende Øerne Man og Syderøerne, samt de dertil hørende Rettigheder, mellem de gjeve og berømmelige Fyrster, Herr Magnus den 4de af Guds Naade Norges Konge ved hans offentlige Sendebud, de Herrer Askatin, hans Kansler, og „Andres Nikolassøn, hans Lendermand, dertil særskilt beskikkede og lovligt befuldmægtigede, samt fremmødende paa oven nævnte Sted, fra den ene Side; og Herr Alexander den 3die af samme Naade Skotlands Konge, personligen fremmødende sammesteds med gejstlige og verdslige Herrer, sit Riges Ældste, paa den anden Side, under denne Form, nemlig:

At bemeldte Herr Magnus, Norges Konge, som Fredens Ven og Retfærdighedens Hævder, til des større Overholdelse af den Gud skyldige Ærefrygt og gjensidig Kjærlighed og Fred, saavel som for at fjerne Sjælenes Fare og des snarere at forebygge Mennesketab, efter bemeldte Herr Alexanders, Skotlands Konges, Anmodning og til hans Ære, ved bemeldte forstandige Herrer, Kansler Askatin og Lendermand Andres Nikolassøn, som af Kongen selv have modtaget uindskrænket Fuldmagt til derom at slutte Overeenskomst, venskabeligt og forligeligt afstod, oplod og frasagde sig, baade hvad Besiddelser og Fordringer angaar, for sig og sine Arvinger, til bemeldte Herr Alexander; Skoterne Konge og hans Arvinger at eje, nyde og besidde til evig Tid, Man tilligemed de øvrige Syderøer og alle de andre Øer vesten- og søndenfor det store Hav (Magni Haff), med den Ret, som han selv og hans Formænd fra gammel Tid kunne have haft, eller han selv og hans Arvinger for Fremtiden maatte kunne faa derover, samt med alle Herskabsrettigheder, Lensrettigheder, Indtægter, Tjenester og alle andre Rettigheder og Tilbehør, der vedkomme bemeldte Øer[16], uden noget Forbehold, tilligemed Patronatsretten over Biskopsdømmet Man, dog den Ret, Jurisdiction og Frihed uforkrænket, som tilkommer Nidaros Kirke i og ved Alt, eller som den bar med Hensyn til Mans Biskop og Kirke: samt ligeledes med Undtagelse af Orknøerne og Hjaltland, hvilke Øer samme Norges Konge, med Herskabsrettigheder, Lensrettigheder, Indtægter, Tjenester og andre Rettigheder og Tilbehør inden deres Enemarker særskilt reserverede for sit Herredømme.

Og skulle alle Indbyggerne i de bemeldte Øer, der saaledes ere afstaaede til Skotlands Konge, faa vel ældre som yngre, være underkastede Riget Skotlands Love og Sædvaner, og fra nu af og i Fremtiden behandles og dømmes efter dem. Og skulle de ikke straffes for de Fornærmelser[17] og Skadetilføjelser (mod Skotland), hvori de maatte have gjort sig skyldige indtil denne Dag, saa længe de stode under Kongen af Norge, heller ikke skulle de søges for deres Arvemidler i samme Øer, men beholde dem i Fred under Skotlands Konges Herredømme, ligesom andre frie og retmæssige Undersaatter af den skotske Konge, der vides at nyde den frieste Ret, uden for saa vidt de ellers maatte begaa noget, hvorfor de bor med Rette at straffes efter Riget Skotlands Love og vedtagne Sædvaner. Og om de ville fremdeles blive i bemeldte Øer under bemeldte Herres, Skotlands Konges, Herredømme, da skulle de kunne frit og roligt blive; men om de heller vilde flytte bort, da skulle de ogsaa frit, uhindret og i fuld Fred kunne flytte med deres Ejendele. Saaledes skulle de hverken tvinges til at forblive, eller til at flytte, mod Rigets Skotlands Love og Sædvaner.

Forbemeldte Herre, Alexander, Skotlands Konge, af Iver for det Sande og Rette, og af Kjærlighed til Fred og Enighed, saavel som hans Arvinger for alle kommende Tider, skulle derimod til Gjengjeld for hiin Afstaaelse og Overdragelse, og især for Fredens Gode, samt til Erstatning for Anstrengelser og Arbejder, til evig Tid 8de Dags Dagen efter St. Hans (1ste Juli), paa Orknø, Norges Konges Land, i St. Magnus’s Kirke, give og udbetale til oftmeldte Herre, Norges Konge, og hans Arvinger eller Assignerede, i den orknøiske Biskops eller den norske Konges dertil særskilt udnævnte Sysselmands Hænder, den Sum af hundrede Merker gode og lovlige Sterlinger, efter den romerske Curies og Rigerne Frankriges, Englands og Skotlands Maade, eller ogsaa om Biskoppen eller Sysselmanden ikke er tilstede der, skulle de til Norges Konges Behov deportere Pengene under Varetægt af samme Kirkes Chorsbrødre, hvilke skulle give dem Qvitterings-Brev. Derforuden skal han udbetale fire tusende Merker Sterling paa samme Maade, inden de nærmeste fire Aar, paa samme Sted og til samme Tid som oven meldt, nemlig 1000 Mkr. 8 Dage efter St. Hansdag 1267, samt 100 Mkr. af for nævnte aarlige Udredsel; ligesaa 1268 og 1269, samt endelig sidste Gang 1270, paa samme Sted og til samme Termin 1000 Mkr., og 100 Mkr. af den aarlige Udredsel. Men siden efter skal der paa samme Sted og til samme Termin kun betales 100 Mkr., og saa fremdeles Aar efter Aar.

Og at alt dette og hvert enkelt Punkt, saaledes som oven anført, „troligen og ubrødeligen skal overholdes, have de oven nævnte Kansler Askatin og Andres Lendermand, for deres Herre Kong Magnus og hans Arvinger og Assignerede, offentligt, i Prædikebrødrenes Kirke i Perth, med Haanden paa de hellige Evangelier, aflagt Eed i Kongens Navn, om hvis Vilje i denne Sag de havde fuldkommen Vished, og i deres eget Navn. Og bemeldte Herr Alexander, Skotlands Konge, har ligeledes i samme Gesandters Overvær ladet de højbyrdige Mænd, Adam Jarl af Carrick og Robert af Meygners paa samme Maade ladet højtideligt sværge i sit Navn saavel som i deres, for sig og sine Arvinger.

Og til des større Sikkerhed for alt dette, forbandt hver af Parterne sig til, at den Part, der maatte ville unddrage sig Opfyldelsen, uden nogen Udflugter og Rettergang skal udbetale til den, der iagttager Overeenskomsten og overholder Enighed, en Mulct af ti tusende Merker, medens dog Overeenskomsten og Enigheden fremdeles skal være ved fuld Kraft. End videre undergav Herr Magnus, Norges Konge, ved sine oven nævnte Sendebud, sig selv og sine Arvinger og Efterfølgere, ligesaa Herr Alexander, Skotlands Konge, sig selv og sine Arvinger, i denne Sag, det apostoliske Sædes Jurisdiction, saaledes at dette, kun forudskikkende en enkelt Admonition, ved Excommunication af enkelte Personer, ingen undtagne, og Interdict for hele Riget, uden nogen Rettergang eller formelig Undersøgelse af Sagen, skal kunne tvinge den fra Overeenskomsten og Forliget sig unddragende Part til fuldt og ubeskaaret at udbetale den anden Part, der overholder det, bemeldte Straffesum af 10000 Mkr., og derforuden til at ophæve samme Overeenskomst og Forlig, – indtil samme Mulct er udbetalt, som oven skrevet, og dog skal selve Overeenskomsten og Forliget vedvare i fuld Kraft, i og ved alt, til evig Tid.

Begge Parter renuncere fremdeles herved ogsaa paa alle Indsigelser o. s. v.; paa Brugen af alle Breve, hidtil modtagne og vexlede mellem bemeldte Konger, af hvad Indhold nævnes kan, og af alle apostoliske Breve og Indulgenser, der enten ere eller kunne blive udvirkede, eller overhoved paa hvilket som helst Retsmiddel i den canoniske og civile Ret, hvorved før nævnte Afstaaelse, Afhændelse, Overdragelse, Overeenskomst og endelige Forlig maatte kunne hindres, suspenderes, tilintetgjøres, eller paa nogen Maade svækkes. Det tilføjes ogsaa dette Forlig, og bestemmes ved fælles Samtykke mellem Norges og Skotlands Konger og Rige, at alle Overtrædelser og Forbrydelser, begangne mellem dem og deres Forgængere, og deres Mænd, indtil den Dag i Dag, skulle fra begge Sider være aldeles tilgivne, med Hensyn saavel til Kirken som til Rigerne, uden at nogen Vrede eller Hevnlyst skal være tilbage: samt at de fra begge Sider tagne og fastholdte Gisler skulle sættes paa fuldkommen fri Fod. Og hvis nogen Fiende af en af disse Konger, Skotlands eller Norges, flygter til den ene af dem, skal denne ikke til dens Skade, fra hvem han er flygtet, modtage ham i sit Rige og Herredømme, uden maaskee for en Tid, paa det at han kan erholde Tilgivelse, om han fortjener den. Og hvis han ikke kan opnaa sin Herres Tilgivelse, skal Kongen strax efter et Aars Forløb ikke udsætte med at forjage ham fra sig og sit Rige. Dog de undtagne, der have begaaet Majestætsforbrydelse, hvilke ikke paa nogen Maade af den ene eller anden Part maa modtages. Treffer det sig end videre saa, som Gud forbyde, at Mænd fra Norges Rige lide Skibbrud i Skotlands Konges Rige eller Herredømme, eller omvendt, da skal det bære dem tilladt i Fred og Ro at optage deres knuste eller skadede Skib, saavel som deres Ejendomme, af hvad Slags nævnes kan, enten selv eller ved andre, samt beholde, sælge eller afhænde dem, uden al Forulempelse, saalænge de ikke kunne ansees at have ganske forladt dem. Og hvis Nogen tvert imod dette fælles Enighedsstatut enten ved List eller Vold borttager noget af de saaledes skadede Skibe eller Ejendele, og overbevises herom, da skal han straffes som Ransmand og Fredsbryder efter Fortjeneste, uden at nogen modsat Sædvane, om den ellers maatte herske, heri skal være til Hinder. Men dersom nogen saadan Forstyrrer af denne Fred og dette endelige Forlig mellem for nævnte Konger, Riger og deres Indbyggere antreffes og overbevises om sin Brøde, da skal han af den Konge, i hvis Rige han er antruffen, straffes saa eftertrykkeligt, at det kan være Andre til Skræk.

Og til Vidnesbyrd om denne Sag er der til den Part af nærværende i Chirograf-Form indrettede Document, der skal forblive hos bemeldte Herre, Norges berømmelige Konge, vedføjet bemeldte Herres, Kongen af Skotlands, Segl, tilligemed de ærværdige Fædres, Gamelyns og Johns af Guds Naade Biskopper af St. Andrews og Glasgows, samt de højbyrdige Mænd Alexander Comyns af Buchan, Patriks af Dunbar, Villjams af Mar, Adams af Carrick, Jarlers, og Robert Meygners, Barons, Segl. Og til den anden Part af nærværende, i Chirograf-Form indrettede Document, der forbliver hos bemeldte Herre, Kongen af Skotland, vedføjes den udmerkede Herres, Kongen af Norges, Segl, tilligemed de værdige Fædre Peters og Thorgils’s, af Guds Naade Biskopper af Bergen og Stavanger, samt de højbyrdige Mænd Gauts paa Mel, Brynjulf Jonssøns, Finn Gautssøns, Andres Nikolassøns og Askatins, bemeldte Herres, Norges Konges, Kanslers, Segl“[18].

Samtidigt med dette Documents Udfærdigelse, eller maaskee tidligere, udstedte ogsaa de norske Gesandter en saakaldet Confession, hvori de sandsynligviis udtrykkeligt bevidnede og legitimerede deres Bemyndigelse til at afslutte Tractaten i deres Konges Navn. Derhos udstedtes under Kongens Segl et Mandat til Syderøernes Indbyggere, hvori de løstes fra deres Troskabseed til ham, og derimod tilholdtes at hylde den skotske Konge[19]. Derpaa synes Gesandterne at have begivet sig tilbage til Norge, hvor Kong Magnus strax derefter paa et Thing i Christkirkegaarden i Bergen St. Laurentii Dag (10de August) lod Fredstractaten oplæse og saaledes bringe til almindelig Kundskab[20]. Sandsynligviis kjendte man dog vistnok allerede dens væsentligste Indhold, eller vidste dog saa meget, at Man og Syderøerne ikke længer skulde bibeholdes som nogen Deel af det norske Rige. Derfor blev man vel heller ikke synderlig overrasket, da man fik den at høre, og for saa vidt mange maaskee havde troet, at Øerne skulde afstaaes uden nogen Erstatning, var det endog en behagelig Overraskelse, at Norge skulde nyde en aarlig, ikke ubetydelig Indtægt for dem. Thi i alle Fald var Norges Ære derved frelst. Tingen havde endog faaet det Udseende, som om Skotland var bleven skatskyldigt under Norge, og saaledes betragtede man den tildeels ogsaa i Skotland selv. Annalisten i Melrose Kloster siger nemlig udtrykkeligt, at den aarlige Afgift af 100 Merker brændt Sølv, som den skotske Konge forbandt sig til at yde den norske, var en Erkjendelse af at han gjorde ham sit Homagium, d. e. hyldede ham som sin Overherre[21]. Derom staar der vel ikke et Ord i Tractaten selv, men der kan dog have været ytret noget saadant i de foreløbige Underhandlinger, og det er i alle Fald sandsynligt, at Reginald af Roxburgh, der her maa have været Annalistens nærmest Kilde, har udladt sig derom. Under alle Omstændigheder var dette en Trøst før dem af Nordmændene, der med Smerte saa den gamle, hvorvel lidet nyttige og lidet sikre, Provins skilles fra Riget. Desuden kunde Kongen jo til alle dem, der desuagtet maatte ytre Misfornøjelse over at Rigets Omraade var forringet, paaberaabe sig, at det just nu igjen paa en anden Kant var blevet saa meget mere forøget, idet Island og Grønland havde underkastet sig Norges Konge. Men man maa formode, at den almindelige Stemning i Norge var for Freden, og at det kun var de færreste, der bebrejdede Kongen at han for at opnaa denne havde givet Slip paa de fjerne Syderøer. Gejstligheden kunde ikke klage, siden Nidaros Erkestols Metropolitan-Rettigheder over Syderøerne udtrykkeligt vare forbeholdte.

Man kan heller ikke med Rette dadle Kong Magnus, fordi han ikke gjorde større Anstrengelser for at bevare Herredømmet over disse Øer, men foretrak en sikker og efter Omstændighederne fordeelagtig Fred for den tomme og med mangfoldige Ulemper forbundne Ære, at kunne kalde sig Herre over nogle fjerne, af urolige, oprørske Folk beboede Øer, og at kunne tælle et Par saakaldte Konger blandt sine Vasaller. Herredømmet over Syderøerne var, naar det skulde være virkeligt, og ikke et tomt Ord, i Sandhed mere til Bryderi og Bekostning for Norges Konger, end til Nytte. Thi dertil udkrævedes Nærværelsen af en bevæbnet Magt i Øerne; og den kunde vistnok ikke holdes der, uden med langt større Bekostning, end Indtægten af Øerne beløb sig til. At de norske Konger hidtil havde haft saa mange tilsyneladende troe Tilhængere blandt Øernes Høvdinger, kom væsentlig deraf, at de formedelst den lange Afstand mestendeels maatte overlade dem til sig selv; og disse urolige Mænd foretrak da en Afhængighed i Navnet af en fjern Konge, for et virkeligt Lydigheds- og Underdanigheds-Forhold under en Konge i deres umiddelbare Nærhed, der baade havde Vilje og Magt til at gjøre et saadant Forhold gjeldende. Den norske Konges Højhedsret over Øerne var dem saaledes et velkommen: Paaskud at henskyde sig under mod enhver Fordring, som den skotske Konge maatte stille til dem om Lydighed, eller i det mindste om at holde Fred og Ro. Men da Kong Haakon ved allerede i 1230 at sende en Flaade derhen, og ved siden at holde skarpt Øje med disse Besiddelser viste, at det var hans Mening at gjøre sit Herredømme over dem til Virkelighed: fik Tingene et andet Udseende, og da kunde de lige saa gjerne adlyde den skotske Konge, der maaskee vilde være mindre streng imod dem, og det var derfor kun den Skræk, der stod af Kong Haakon formedelst hans vældige Sømagt, der afholdt mange fra at bryde med ham. En anden Sag var det med dem, som af særegne Grunde og Partihensyn fandt det bedst at være ham troe. Men virkelig Hengivenhed for Norge eller Tilfredshed med Afhængigheds-Forholdet af dette Rige fandtes neppe hos nogen. Magnus handlede derfor aabenbart fornuftigt i at afhænde dem paa en saa hæderlig Maade, som det nu skede. Man har paastaaet, at Tabet af disse Øer skulde have bragt Norges Sømagt, og følgelig Norges Magt og Anseelse overhoved, i Forfald, hvorfor da Kong Magnus skulde bære Skylden. Ingen Beskyldning kan være uretfærdigere. For det første var der ikke skeet saa hyppige Søtog til Syderøerne under de sidste Konger, at Søvæsenet derved skulle kunne have faaet nyt Opsving, for det andet har Sømagtens virkelige Forfald i Norge, nogle Tiaar senere, sin Grund i Forhold, der ikke staa i mindste Sammenhæng med de syderøiske Anliggender. I Førstningen var det egentlig heller ikke saa meget Norges Sømagt, der gik tilbage, som andre Staters og Magters Flaader, der bleve større og bedre end Norges, medens tillige Tidens Aand og den herskende Brug, som vi allerede have viist, foretrak Landkrig for Søkrig. I dette Stykke havde Kong Magnus saaledes intet Ansvar paa sig. Derimod kan man, som det allerede ovenfor er berørt, ikke negte, at den Betingelse, der paa hans Tid ansaaes hæderlig og fordeelagtig, nemlig om den aarlige Tribut af Skotland, netop i Tidens Løb forfejlede sin Hensigt, for saa vidt Tributtens unøjagtige Udbetaling foranledigede Forhandlinger, der omsider endte med det Giftermaal mellem en skotsk Konge og en dansk-norsk Kongedatter, hvorved ogsaa Orknøerne og Hjaltland gik tabte for Riget. Men saadant kunde vistnok ikke Magnus og hans Raadgivere forudsee, og Betingelsen om Tributten vakte derfor sikkert almindeligt Bifald i Norge, selv hos dem, som ellers vare misfornøjede med Afstaaelsen.

Man maa antage, at Kong Alexander nu formeligt lod sig hylde i Syderøerne, eller i det mindste fordrede Undersaats-Eed af de Høvdinger, som ikke hidtil havde underkastet sig. Med flere synes det at have haft fine Vanskeligheder, skjønt Fredstractaten tilsagde alle dem Amnesti, der tidligere sagdes at have forbrudt sig, og paabød Gislernes Tilbagegivelse, saa at ingen af Høvdingerne længer kunde have noget at frygte af Kong Magnus, om han endog havde været langt mindre blid og retfærdig end han var. Blandt de Gjenstridige synes Angus Mac Donald af Ila at have været, thi han maatte udstede en Forskrivning, hvori han erklærede at have tabt sine Arvelande, hvis han forbrød sig mod Kongen af Skotland; ligeledes forbandt Baronerne i Argyll sig til, under Tab af deres Arvelande, troligen at tjene Kongen mod Angus, og alle at rejse sig mod ham, hvis han ikke adlød Kongens Vilje[22]. Dog lader det ikke til, at han mistede nogen af sine Besiddelser; vi finde ham ogsaa senere nævnt blandt Skotlands Magnater[23]; hans Efterkommere naaede endog endnu større Magt, og fra ham stammer den nuværende, meget udbredte, skotske Ætt Mac Donald. Hvor vidt Kong Duggall underkastede sig, eller flyttede over til Norge, er uvist; men hans Søn Erik Duggallssøn forblev i det mindste i norsk Tjeneste og nævnes endnu blandt norske Lendermænd efter Kong Magnus’s Død; det er derfor ikke usandsynligt, at hans Fader ligeledes begav sig til Norge eller Orknøerne. For Resten levede Duggall kun to Aar efter Fredsslutningen. Han døde allerede 1268[24]. Broderen Alan hyldede derimod den skotske Konge, og nævnes senere blandt de skotske Magnater[25].

Da Freden sluttedes, var allerede Kong Magnus Olafssøn i Man død (den 21de November 1265) uden Arvinger[26], og Kong Alexander modtog derfor, som det synes, Hyldingsbrev fra Øens Fornemste, i hvis Spidse nu rimeligviis Biskoppen stod; Kong Alexander udstedte igjen en Skrivelse til Biskoppen, hvori han forpligtede sig til, for det første ikke at hjemsøge Man[27]. Denne Ø blev saaledes ikke indlemmet i det skotske Rige, men alene den skotske Konge personligt underkastet, ligesom Island Norges Konge. Hvorledes Øen Man siden kom under Englands Konger og af dem bortforlenedes til engelske Stormænd, senest af Huset Stanley, hvis Hoveder bleve Jarler af Derby, hører ikke herhen at berette; men saa meget ville vi kun tilføje, at Man fremdeles gjennem alle Omvexlinger, lige til vore Dage, er vedbleven at danne en særegen Deel af den britiske Krones Besiddelser, uden at høre enten til Skotland eller England. Den lyder ikke under det britiske Parliament, men har sin egen Jurisdiction og ældgamle lovgivende Forsamling, den saakaldte Tynwald- (egentlig Thinghold-) Forsamling, altsaa med andre Ord „Thing“, bestaaende af Gouvernøren som Kongens Repræsentant; Raadet, nemlig Biskoppen, Erkediaconen, Overdommerne m. m.; og de Kaaredes eller Kejsedes Huus (House of Keys, ogsaa kaldet Taxiaxi) sammensatte af 24 Medlemmer, der supplere hinanden indbyrdes, og beholde deres Hverv for Livstid. Thinget har vaade dømmende og lovgivende Myndighed, og kan sammenkaldes af Kongen eller Gouvernøren i hans Navn til hvilken som helst Tid. Vi gjenkjende i denne Sammensætning ganske den gamle norske Thing-Organisation, nemlig med Biskoppen, de fornemste Gejstlige, Lendermændene, Sysselmændene og Lagmændene som selvskrevne Medlemmer, og Nævningsmændene, kun med den Forskjel, at disse nu udnævne hinanden indbyrdes, i Stedet for at de i Norge udnævntes af Lendermændene eller Sysselmændene. Man har siden lempet denne Indretning efter den engelske Parliamentsforfatning, saaledes at Raadet skulde svare til Overhuset, de Kejsede til Underhuset; og den Bestemmelse gjelder endog, at de Kejsede danne den første, Raadet den anden Instans i visse Appelsager, saa og at Raadet kan forkaste Lovforslag, vedtagne af de Kejsede, og Kongen Lovforslag vedtagne af begge Huse. Men denne Tillempning ligger aabenbart ikke i Organisationens egentlige Aand; ligesom de gamle norske Lagthing udøvede vist ogsaa dette Thing sin lovgivende Myndighed kun ved at antage eller forkaste hele Love og Lovbestemmelser, foreslaaede af Kongen, ej ved selv at foreslaa eller debattere. Og saadan er endnu i Virkeligheden dets Virksomhed, thi uagtet strengt taget ingen Beslutning af det britiske Parliament gjelder for Man, uden den først er vedtagen paa 1266. Syderøerne og Man under skotsk Herredømme. Thingvolden, falder det dog af sig selv, at alle slige Beslutninger blive vedtagne, medens der vistnok aldrig er Tale om at Thinget antager særegne Love for Man, der ikke først ere besluttede af det britiske Parlement. Thingets lovgivende Virksomhed bestaar altsaa fornemmelig i at samtykke eller bifalde; den er, om man vil, en Formalitet, men den er lige fuldt en ærværdig Levning fra Oldtiden og et bestandigt Minde om Øens Selvstændighed som eget Rige. Hver St. Hansdag drager Gouvernøren, ledsaget af militær Bedækning, fra Castletown med hele Thingpersonalet til St. Johns Capel, der ligger tæt ved Thingvold-Højen, bivaaner der Gudstjenesten, og drager derpaa videre i Procession op paa Højen, hvor alle de i Aarets Løb antagne Love blive oplæste paa Engelsk og Mansk. Derfra vender Processionen tilbage til Capeller, hvor Lovene undertegnes og besegles[28].

Den gejstlige Jurisdiction over Man og Syderøerne var fremdeles, som vi have seet, forbeholdt Nidaros Erkestol, og den vedblev endnu uforstyrret i henved 80 Aar, eller til 1348, da Baandet blev opløst, saaledes som det i det følgende skal vises.

Af Besiddelserne ved Skotlands Kyster havde dog Norges Krone endnu de mest værdifulde, Orknøerne og Hjaltland, tilbage, og beholdt dem fremdeles i to hundrede Aar, medens Baandet i denne Tid endog snarere knyttedes fastere, end løsnedes. Forholdet var ogsaa der ganske anderledes end paa Man og Syderøerne, thi Befolkningen var heel igjennem norsk og Sproget norskt; at Jarle-Ætten selv var skotsk saavel som at flere Skotlændere efterhaanden havde nedsat sig der, kunde under disse Omstændigheder ikke gjøre saa meget til Sagen, thi den herskende Nationalitet var dog fremdeles den norske, og der udkrævedes i alle Fald meget lang Tid til at denationalisere den ovenfra, medens derimod paa Syderøerne den norske Nationalitet kun spillede paa Overfladen, og Folkets inderste Rod og Kjerne var gaelisk. Det kan neppe betvivles, at Orknøernes Jarl, Magnus Gilbertssøn, der under Begyndelsen af den sidste Krig, nødtvungen eller frivillig, havde sat sin Lenspligt under Norges Krone højere end sit Vasallforhold under Skotlands Konge som Jarl af Katanes, maa efter Fredens Afslutning have befundet sig i en meget vanskelig Stilling. Højst besynderligt er det, at han ikke omtales i Fredstractaten. Hvorledes man end tænker sig hans Stilling, og hvad Parti han end i den seneste Tid kan have taget, maatte han som Jarl af Orknø og Katanes paa een Gang være ilde faren. Det er ikke usandsynligt, at han i Tiden strax efter Kong Haakons Død, da Kong Alexanders Vaaben havde saadan Fremgang, i det mindste har ønsket at kunne følge de syderøiske Høvdingers Exempel, og forlige sig med Kong Alexander. Men om han end nok saa meget ønskede det, saa maatte det blive ham heel vanskeligt at finde Lejlighed dertil, da Orknøerne, som vi have seet, den hele Tid vare besatte med norske Tropper, og han selv saaledes, hvis han da var paa Orknø, befandt sig under et Slags Opsigt. Men merkeligt er det, at han aldeles ikke omtales ved Kong Haakons Tilbagetog og under hans paafølgende Ophold i Kirkevaag. Det synes dog, som om Jarlen, den fornemste Mand næst Kongen, ved en eller anden Lejlighed i denne Tid maatte være bleven nævnt, og at han i det mindste maatte have været tilstede ved Kongens Død. Men der tales kun om Biskoppen, ikke om Jarlen. Heraf maa man næsten slutte, at han havde forladt Kong Haakon, begivet sig til Kong Alexander, og forligt sig med ham, saavel som og, at det Tog, Kong Alexander siden lod foranstalte til Katanes, ved hvilken Lejlighed ogsaa Orknøerne truedes, var skeet efter Magnus Jarls eget Ønske baade for at tilbageerobre Katanes, der nu maatte ansees at have underkastet sig de Norske, og for siden, om muligt, at forjagede norske Tropper fra Øerne. Dette bestyrkes ogsaa deels deraf, at der blandt de skotske Archivsager senere forefandtes et Brev fra Norges Konge til Katnesingerne[29], der synes at maatte være skrevet strax efter Fredsslutningen, for at erklære dem løste fra de Forpligtelser, de under Krigen maaskee havde indgaaet til Norges Krone, deels, og fornemmelig, af den Omstændighed, at Magnus Jarl selv Aaret efter Fredsslutningen maatte indfinde sig i Bergen, og indgaa et Forlig med Kong Magnus, der ikke kan have været fordeelagtigt for Jarlen, eftersom dets Grundlag var det Forlig, der sluttedes i 1195 mellem Kong Sverre og Harald Jarl, hvortil der endnu kom flere særdeles Bestemmelser[30]. Skade, at vi lige saa lidet besidde dette sidste Forlig af 1267, som det ældre af 1195, og saaledes ikke nøje kjende Betingelserne. Men man seer kun af andre Omstændigheder, at om Kong Magnus end havde givet Slip paa een Deel af Kronens Besiddelser i de Egne, nemlig Syderøerne m. m., saa søgte han at knytte den øvrige Deel, Orknøerne og Hjaltland, desto fastere til Kronen. Hjaltland blev fremdeles umiddelbart Kronland, og aldeles adskilt fra Orknøerne i verdslig Henseende. Paa Orknøerne selv tilkom det halve Sagefald, som vi have seet, Kongen; derforuden erfarer man, at han nu virkelig bævede Skat, hvilket synes at vært skeet paa den Maade, at hver Gaard ansattes til et vist Skattebeløb, som Kongen lod opkræve ved sin Sysselmand, uden Jarlens Mellemkomst. Hertil kom Landskylden af de virkelige Krongodser, der for største Delen vare tilfaldne Kronen ved Inddragningen i 1195, efter Øyeskeggernes Fejde. Paa Orknøerne herskede saaledes nu et meget indviklet Afgifts-System. Der var Odelsgods, som kun betalte Skat til Kongen, og Tiende til Kirken; Krongods, der betalte Landskyld til Kongen, Jarlegods, der betalte Landskyld til Jarlen og Skat til Kongen, og endelig Kirkegods, der betalte Landskyld enten til Biskoppen, eller ringere gejstlige Personer, eller til Kirkerne[31]. Dette indviklede System vedblev indtil sildige Tider, og har forvoldt Orknøboerne megen Skade, da det bar givet Anledning til mangehaande Udsugelser og Uretfærdigheder. Det ligger endog til Grund for Øernes nuværende Skattevæsen, og dets slemme Følger spores derfor endnu den Dag i Dag. Ogsaa Hjaltland rammedes senere deraf, i hvor vel Tilstanden her i den Tid, det var Norge underkastet, maa have været bedre end paa Orknøerne[32].

  1. ↑ Magnus’s Saga, Cap. 1.
  2. ↑ Dette sees deraf, at Brudstykket af Kong Magnus’s Saga Cap. 1 begynder med Ordene …… „stor Hær, som havde været vester med Kong Haakon, og nu meldte at det saa ufredeligt ud i Vesterlandene“, og at Cap. 2 lader Kongen sende Agmund Krøkedans og Erik Duggallssøn vester, uagtet der tidligere udtrykkeligt siges, at den eneste Lendermand, der vendte tilbage strax efter Togets Ende, var Eiliv i Naustdal, med andre Ord, at i det mindste Agmund Krøkedans var en af dem, som da blev tilbage. Agmund maa saaledes i Mellemtiden være kommen til Norge, og det rimeligste er da, at han fulgte med hiin „store Hær“, eller den Deel deraf, om hvis Hjemkomst Cap. 1 aabenbart handler. Maaskee at Agmund og Erik kom senere ved Vintertide, efter Kongens Død, for at melde denne.
  3. ↑ Fordun, X. 18. Wyntoun, X. 235–246. Alexanders Søn af samme Navn var fød i Jedworth den 21de Januar: det var altsaa strax efter denne Dag, at saavel Sønnens Fødsel som Kong Haakons Død meldtes Alexander, der ej selv synes at have været i Jedworth, da Sønnen fødtes.
  4. ↑ Fordun, X. 16. Ogsaa Wyntoun taler herom, VII. X. 215–234.
  5. ↑ Man seer saaledes, at Staden Perth laante Kongen 50 Pund, hvoraf de 10 udbetaltes af Sheriffen i Perth til en Christinus af Ila, der saaledes maa have været en mægtig Mand, hvis Hengivenhed Kongen vilde sikre sig. De øvrige Byer have vistnok ogsaa skaffet Penge lige saavel som Perth. Se Sheriffen, John de Cambrun’s Regnskab i de oven omtalte Chamberlains Rolls.
  6. ↑ At ogsaa Jarlen af Mar og Galloway-Folkene vare med paa dette Tog, sees af denne Jarls Regnskab som „Chamberlain“ for 1264, hvor der staar: Item en yderligere Udgift af 30 Pd. 13 Sh. 6 Pence til Fortæring for 200 Sergeanter, som Jarlen af Mar førte med sig til Øerne, efter Kongens Befaling, om Sommeren 1264. Derhos bemerkes, at bemeldte Jarl af Mar fik af Kongsgaardene paa Cantyre fra Pinseterminen 1264 20 Kjør for 3 Pd., og overlod dem til Galloway-Mændene, der manglede Victualier.
  7. ↑ Fordun, X. 18. Kong Magnus’s Saga, Cap. 4. Her seer det ved første Øjekast ud, som om dette henføres til 1265, men ved nærmere Sammenholden med Cap. 2 erfarer man dog at det er Sommeren 1264, som menes. Ligeledes seer det ud, som om der ej alene skede et Tog fra Skotland lige til Man, men og som om dette Tog skede efter Toget til Syderøerne. Angivelsen er dog kun løselig, og Fordun har her vistnok det rette.
  8. ↑ Magnus Haakonssøns Saga, Cap. 4. Hvilken skotsk Embedsmand Sagaen forstaar ved „Lagmand“, er ikke godt at vide; sandsynligviis er det vel kgl. Justitiarius.
  9. ↑ Se især Langes Klosterhistorie S. 140.
  10. ↑ Magnus Haakonssøns Saga, Cap 4.
  11. ↑ Sheriffen af Perths Regnskab, i Chamberlain’s rolls, Archæol Scot. II. S. 39. Her beregnes til deres Udgifter 37 Sh. 1 P. En ringe Sum for to overordentlige Gesandter!
  12. ↑ Formodentlig have vel og de skotske Gesandter været tagne paa Raad med om, hvilke norske Mænd Kong Alexander vilde ansee for „gode Sendebud“. Fordun omtaler dette Gesandtskab X. 19, men kun Hearnes Udgave har her rigtig Text, idet der staar: Rex Magnus misit Gilbertus episc. de Hamar, et suum Cancellarium, i Goodalls Udg. staar der „suum Cancellarium dom. Gilbertum episc. de Hamar“, som om det kun var een Gesandt, og Gilbert tillige var Kansler.
  13. ↑ Magnus’s Saga Cap. 4. I Texten staar her Misfort, hvilket kun kan være Fejllæsning.
  14. ↑ Chron. de Mailros. Da denne allerede fra det 12te Aarhundrede kun indeholder samtidige fra Tid til anden indtegnede Notitser, maa altsaa den her meddeelte Underretning ansees som hævet over enhver Tvivl; den er skreven af en af Reginalds egne Kammerater, der selv var tilstede baade ved hans Afrejse og Hjemkomst, og af hans egen Mund kunde høre, hvorledes det var gaaet ham.
  15. ↑ Se ovenfor, Side 76.
  16. ↑ De her brugte Talemaader, der for det meste alle hentyde til Middelalderens Lensret og derfor ilte ere saa lette at gjengive i Oversættelse, lyde saaledes i den latinske Text: cum dominiis, homagiis, reditibus, servitiis, et omnibus juribus et pertinentiis.
  17. ↑ I Texten staar „forisfactis“, hvilket betegner saadanne Sager, hvorved Ejendom fordredes.
  18. ↑ Dette Document sees, som dets egne Ord udtrykkeligt lyde, at have været udstedt i Chirograf-Form, det vil sige in duplo, paa et eneste stort Stykke Pergament, saaledes at begge Afskrifter begyndte midt paa Pergamentet, paa hver sin Side af et med store Bogstaver skrevet Ord CHIROGRAPHVS, der siden efter Længden overklippedes i Siksak, hvorved følgelig begge Gjenparter skiltes fra hinanden, og hver af dem i sin øvre udtungede Kant beholdt Stykker tilbage af hine store Bogstaver. Dette kaldtes ogsaa Indentura, og skede til Forebyggelse af Forfalskning, da man nemlig kunde prøve den ene Gjenparts Egthed ved at lægge den sammen med den anden og see, om den passede. Men da det udtrykkeligt siges, at den ene Gjenpart var forsynet med den norske Konges og andre norske Magnaters Segl, maa altsaa disse enten have været paatrykte førend Gesandterne forlod Norge, og Documentet selv saaledes allerede have været fuldt forfattet i Norge før Gesandternes Afrejse, kun med aabne Rum for Datum o. s. v., eller ogsaa, hvad der heller ikke er saa usandsynligt, er der fulgt skotske Befuldmægtigede til Norge med det tilbagerejsende Gesandter, for at faa den Gjenpart, der skulde ligge i de skotske Archiv, med sig i fuldt forseglet Stand. Ingen af Originalgjenparterne er nu til, men af dem begge findes Vidisser. Den, der var beseglet af den norske Konge, og saaledes opbevaredes i det skotske Archiv, blev allerede i Aaret 1312 optagen i et Document, der da udfærdigedes i Inverness paa et Mode mellem tvende norske Gesandter og den skotske Kong Robert samt hans Magnater (hvorom senere); derfra blev det indført i en gammel skotsk Copibog, sædvanligviis kaldet the black buik, der nu opbevares i Registerhouse i Edinburgh, og begynder med 1385. Fra denne hidrøre alle i Skotland og England foranstaltede Aftryk af Tractaten, hvoraf det bedste findes i Acts of Parliaments of Scotland Vol. I. S. 78 og 101. I denne Afskrift ere et Par af Navnene forvanskede, rimeligviis af den, der sette Documentet ind i „the black buik“; i Stedet for Bryniolfi eller Bryniulvi filii Johannis (Brynjulf Jonssøn), staar det „Kynsiti filii Johannis“; og i Stedet for Gauti de Mel samt Finni fil. Gauti staar der paa begge Steder Gunter d. M. og F.. f. Gunter; ligesaa, i Slutningen, Aukyni i Stedet for Askatini (dette er dog rettet i Aftrykket S. 101). Af den i Norge opbevarede Gjenpart blev der i 1426 i Bergen taget flere Vidisser, der endnu forefindes i det danske Geheime-Archiv; efter en af disse har Th.Torvesson ladet Tractaten aftrykke i sit Verk Orcades S. 198 fgg., samt efter en anden i sin Norges Historie, IV. S 343. Ogsaa her er der nogen Urede ved Brynjulf Jonssøns Navn; paa det ene Sted staar der Buccolini, hvilket øjensynligt er Fejllæsning af Brunolui, der maa have staaet i Originalen; paa det andet staar (Gamalielis, hvilket er ubegribeligt. Titelen Lendermand gjengives allerede i dette Document ved baro, hvilket siden blev formeligt paabudet.
  19. ↑ Se Fortegnelsen over de Brevskaber der i 1282 fandtes i Edinburghs Fehirdsle; Acts of Parl. I. Preface: S. 3; under Overskriften: negotia tangentia Norwagiam, opregnes først: Compositio inter reges Scotiæ et Norwagiæ super insulis, duplicata; dette var altsaa Tractaten selv med en Copi: dernæst: item confessio procoratorum missorum a rege Norwagiæ pro dicta compositione facienda; item mandatum regis Norwagiæ quod insulani faciant homagium regi Scotiæ et ei intendant ut domino. Blandt de øvrige Breve, som her opregnes, ere de fleste, som det synes, ældre end Afstaaelsen, og det er sørgeligt, at de aldeles skulle være tabte. Man seer, at der har været vexlet flere Breve om Skibbrudne, der altsaa rimeligviis have været underkastede haard Betaling, hvorfor og en særegen Artikel til Forebyggelse deraf indførtes i Tractaten; saaledes nævnes Carta regis Johannis (maaskee Jon Kuvlung) regis Norwagiæ de naufragium passis, item alia Sveri Regis Norw. de eodem, og længer nede: item litera regis I. (Ingonis) Norwagie et H. (Hakonis,det er Haakon Jarls) fratris ejus de naufragium passis. Der nævnes og om en Confirmation og Donation af den norske Konge til Klostret Russin paa Man, et norsk Kongebrev om Øen Bute og andre Øer, overladte til Kongen paa Man, og et Brev fra den norske Konge om Øerne Ivist og Egyn – alle disse synes at være fra det 12te Aarhundrede.
  20. ↑ Isl. Annaler – I Udg. af 1847 er Tiden urigtigt henført til 1265; Cod. Regius, aftrykt i Langebeks Scr. rer. Dan. III, har det rette 1266.
  21. ↑ Ordene i Chron. d Mailros lyde saaledes: „quod rex Scotiæ anno in perpetuum dabit regi Norwagiæ centum libras sterlingorum pro cognitione homagii facti regi Norwagiæ a dicto Alexandro rege Scotiæ“.
  22. ↑ Den oven nævnte Fortegnelse paa Documenter i Edinburghs Fehirdsle, Acts of Parl. of Scotland, I. S. 2, 6.
  23. ↑ Han nævnes blandt Baroner, samlede ved Scone 1283.
  24. ↑ De isl. Annaler.
  25. ↑ Han nævnes som Alanus filius Roderici blandt Baronerne samlede ved Scene 1283, Acts of Parl. S. 82.
  26. ↑ Saaledes den manske Krønike. De islandske Annaler henføre hans Død til 1266, maaskee fordi Efterretningen først i dette Aar kan være kommen til Island.
  27. ↑ I den oven nævnte Fortegnelse nævnes Brev fra Mans „Majores“ til Kong Alexander, og Obligation af Kong Alexander til Biskoppen af Man „quod non iret super Manniam usque ad tempus“. Ligeledes sees det, at Kong Magnus havde givet Kong Alexander sin skriftlige Tilstaaelse quod tenebit terram Manniæ de rege Scotiæ. At Magnus døde Uden Arvinger, sees bedst deraf, at den manske Krønike ilte omtaler nogen saadan.
  28. ↑ Se Neal, Ecclesological Notes; Worsaae, om de Danske og Norske i England Skotland og Irland, Cumming, „the isle of Man“. Thingvold-Højen selv beskrives som kunstigt opført af Jord fra alle 17 Sogne paa Øen: den bestaar af fire Terrasser, af hvilte den nederste er 8, den anden ser, den tredie fire og den øverste sex Fod bred, samt 3 Fod mellem hver Terrasse: i Omkreds er Højen nederst 240 Fod.
  29. ↑ Se den oven nævnte Fortegnelse paa Documenter i Edinburghs Fehirdsle, Acts of Parl. of Scotl. I. S. 3.
  30. ↑ Hirdskraa, Cap. 15. Den anden Maade, heder det her, hvorpaa Norges Konge giver Mænd Jarlsnavn, er naar han indsætter dem til Jarler over sine Skatlande; først Orknøerne, paa de Vilkaar, der omtales i Sættarskraaen (Forligsdocumentet) mellem Kong Sverre og Harald Jarl Maddadhssøn, og de flere særskilte Bestemmelser som findes indførte i Forliget mellem Kong Magnus Haakonssøn og Magnus Jarl Gilbertssøn, da de forligte sig i Bergen Aar 1267, i Kong Magnus’s Riges 4de Aar. Om Forliget 1195 se ovenfor III. S. 290.
  31. ↑ Dette kan bedst sees af de forskjellige Skatte- eller Jordebøger (Rentals) for Orknøerne, der samlet ere udgivne af A. Peterkin, Edinburgh 1820, under Titelen Rentals of the ancient earldom and bishoprick of Orkney.
  32. ↑ Hvilke Misligheder Orknøerne og Hjaltland i senere Tider have været udsatte før med Hensyn til Afgiftsvæsenet, erfares af Mackenzies „The general grievances and oppressions of the isles of Orkney and Shetland“, Edinburgh 1750, og senere 1836.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/5/50&oldid=73519»