Det norske Folks Historie/5/51

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Endnu førend Kong Haakon, om Høſten 1263, døde Erkebiſkop Einar, efter at have beklædt Metropolitan-Værdigheden i aatte Aar. Efter alt, hvad vi have erfaret om hans Virkſomhed, ſynes lign at have været en dygtig og nidkjær Mand, men der maa dog ogſaa have været noget fordægtigt eller mindre behageligt ved ham, ſiden den ærlige, veltænkende Kong Haakon aldrig ret kunde lide ham, ſaa ſtor Umag ſom Kong Magnus end gjorde ſig for at faa det godt imellem dem. I mange, ja de fleſte Stykker gjorde Kong Haakon ham viſtnok Uret, thi med Henſyn til Kongen lader det virkelig til at Einar har meent det nok ſaa vel; men der ſynes dog at maatte have været noget i hans Forhold, ſom altid har vakt Kongens Uvilje og holdt hans Mistanke vedlige. Med ſit eget Capitel ſtod Einar heller ikke paa nogen gød Fod. Uagtet Pave Alexander formeligt havde ſtadfæſtet hans Formand Erkebiſkop Sørles Fundation af fælles Bordhold for Chorsbrødrene, og hans Gave dertil af Gaard og Grund ſamt Biſkopstienden af Korskirken, Olafskirken og Clemenskirken i Byen tilligemed Steins Kirke paa Bynesſet, og denne Stadfæſtelſe var udſtedt medens Einar ſelv opholdt ſig ved Paveſtolen for at modtage Pallium, altſaa i det mindſte med hans Vidende, maaſkee endog efter hans Anmodning, ſaa fratog han dem dog ſiden ej alene hine Tiender, men endogſaa Gaarden „med Foragt for den retlige Orden, deels ved Liſt, deels med Magt“, ſom hans Eftermand udtrykte ſig[1]. Det kan gjerne have været, at Chorsbrødrene vare blevne vel myndige, og ſaaledes trængte til at holdes noget i Tømme, men det ſynes dog uforſvarligt at bruge ſaadan Fremgangsmaade, ſom den, Einar her anvendte. Den var vel tildeels en Frugt af hans Studium ved Univerſitetet i Paris, der nu ſøgtes temmelig hyppigt af de Nordmænd, ſom ønſkede at arbejde ſig op til de højere kirkelige Værdigheder, og hvor de fornemmelig ſynes at have lagt ſig efter Studiet af den canoniſke Ret. Kong Magnus tabte i Einar en faderlig og ham hengiven Ven, hvis Død han ſikkert inderligen beklagede.

Da Chorsbrødrene ſkulde ſkride til Valg paa hans Eftermand, valgte de ingen af ſin egen Midte, maaſkee fordi ingen af dem ønſkede at ſee ſin Ligemand ophøjet til ſin Overmand, men udſaa derimod til Metropolitan Byrge, Abbed i Tuterø Kloſter. Som den, der allerede indehavde en egen høj kirkelig Verdighed, kunde han ikke egentlig vælges, men kun udbedes eller poſtuleres, og hertil kom nu ogſaa de ſæregne Mangler, at han var Preſteſøn og Kloſtermand. For disſe Mangler maatte han ſaaledes ſøge Pavens Dispenſation. Dog ſkulde han under enhver Omſtændighed drage til Rom for at modtage pavelig Bekræftelſe og Pallium. Imidlertid tiltog han ſig allerede før ſin Afrejſe fuld Ret til at forføje over Biſkopsgodſet, idet han bekræftede Sørles Fundation, ſom Einar havde ophævet; det var ved denne Lejlighed, at han ſkildrede Einars Ferd ſom ulovlig, og Gaven fravendt Chorsbrødrene ved Liſt og Magt. Maaſkee at denne Bekræftelſe bar været en ſtiltiende Betingelſe for hans Valg, ligeſom Gaven ſelv ſynes at have været en Betingelſe for Sørles. Derhos bragte han en Forligelſe i Stand mellem Chorsbrødrene og Prædikebrødrene i Nidaros, efter at der havde været nogen Uenighed mellem dem, formodentlig af ſamme Slags, ſom tidligere i Bergen[2]. De oven anførte Ytringer af Byrge røbe juſt ikke det bedſte Sindelag mod hans Forgænger, og naar man erindrer, hvilket Venſkab der havde været mellem Einar og Kong Magnus, vil man ogſaa ſnart formode, at denne ikke kan have været ſynderlig gunſtigt ſtemt mod Byrge. Byrges Sindelag mod Einar var ingen Hemmelighed, og af Tingenes hele Gang ſees det, at det maa have været det forrige Oppoſitionsparti mod Einar, ſom drog Byrge frem. Rimeligviis var Kongen ikke engang bleven adſpurgt med Henſyn til Valget. Da Byrge paa Rejſen til Paveſtolen kom gjennem Bergen, og der traf Kongen, havde de heller ikke ſtort utalt med hinanden, og Byrge fortſatte ſin Rejſe til Rom, hvor han opholdt ſig hele Vinteren. Aarſagen til dette forlængede Ophold var rimeligviis, at Pave Urban den 4de døde 2den October 1264, altſaa netop paa den Tid, Byrge maa antages at være kommen til Rom, ſaa at der altſaa ikke før det førſte kunde gjøres noget ved hans Sag. Og hans Efterfølger, Guido Foulquois, Cardinalbiſkop af Sabina, der ſom Pave kaldte ſig Clemens den 4de, blev ikke udvalgt førend den 3te Februar 1265, og kronedes førſt den 22de eller 26de ſamme Maaned. For øvrigt fik Byrge ingen Trøſt hos Clemens, thi denne maa ganſke have casſeret hans Valg, ſiden vi ikke engang finde vant opført i Biſkops-Fortegnelſerne[3]; man erfarer endog at Clemens maa bare fundet Chorsbrødrenes Fremgangsmaade ved Valget mere end almindeligt uforſvarlig, ſiden han ikke længe efter ſin Ophøjelſe paa Paveſtolen overdrog Valget af en Erkebiſkop i Nidaros til fire norſke Kloſterforſtandere, nemlig Abbeden i Nidarholms Kloſter, Abbeden i Lyſekloſter, Prædikebrødrenes Prior i Nidaros, og Minoriternes Cuſtos i Norge. Disſe fire Mænd valgte, eller rettere poſtulerede Biſkop Haakon i Oslo til Erkebiſkop[4]. Haakon, der i ſin Tid havde hentet Dronning Ingeborg fra Danmark, og ſiden med ſaadan Varme talt Magnus’s Sag, da Kong Haakon havde Betænkeligheder ved at lade ham krone, maa have ſtaaet paa den venſkabeligſte Fod med Kong Magnus, og hans Valg til Erkebiſkop kan derfor ikke andet end have været ham ſaare behageligt. Haakon tiltraadte dog endnu ikke paa over et Aars Tid ſit nye Embede. Da han nemlig ſom allerede indviet Biſkop ikke nødvendigviis behøvede ſelv at hente Pallium, men kunde lade det afhente ved en anden, benyttede han ſig af denne Rettighed, og lod ſig det bringe ved Chorsbroderen Jon Raude, der rimeligviis i dette Erende afſendtes til Paven. Der omtales ikke, at Paven havde nogen videre Betænkelighed med Henſyn til Haakon, ſkjønt han havde været gift, eller i det mindſte havde en Søn, ſaaledes ſom det allerede i det foregaaende er omtalt, den ſenere ſaa anſeede Thore Haakonsſøn, eller, ſom han kaldtes, Biſkopsſøn. Alligevel er det nok muligt, at denne Omſtændighed bar været Skyld i at Jon ikke kom tilbage med Pallium førend 5te Januar 1267, hvilket nemlig tyder hen paa at den pavelige Bekræftelſe af Valget førſt ſeent er paafulgt. Palliet blev den paafølgende Skjerthorsdag, 4de April, med megen Højtidelighed iført Haakon i Nidaros af Biſkopperne Peter i Bergen og Thorgils af Stavanger, efter Pavens udtrykkelige Bemyndigelſe, i Overvær af Kong Magnus ſelv, Dronning Ingeborg, og to andre Biſkopper, Olaf fra Grønland, der allerede i flere Aar havde været borte fra ſit Biſkopsſæde, og Gaute, Biſkoppen paa Færøerne. Haakons Virkſomhed ſom Erkebiſkop blev dog kun kortvarig, thi han døde allerede 18de Auguſt ſamme Aar. De eneſte af hans Embedshandlinger, ſom kjendes, er at han indviede ſin Eftermand Andres, Biſkop i Oslo, ſaavel ſom Biſkop Brands Eftermand paa Hole Biſkopsſtol, Jørund, hvorom mere nedenfor, og at han, to Dage for ſin Død, og man ſkulde ſaaledes formode paa ſin Sotteſeng, ſkjenkede St. Andreæ Kirke paa Haug, Verdalens gamle Folkeskirke, til Chorsbrødrenes fælles Bordhold, paa Grund af Præbendernes Knaphed. Til hans Eftermand valgtes (28de October) den før omtalte Chorsbroder Jon Raude, der ſtrax drog til Rom, fik Pallium af Pave Clemens 1268, kom hjem ſamme Aar lidt før Juul, og holdt ſin førſte Mesſe i Nidaros Chriſtkirke paa Juledag[5]. I Jon fik den norſke Kirke et Overhoved, der baade beſad Vilje og Evne til at træde i Eyſteins og Eriks Fodſpor, og fuldføre den Kappeſtrid mellem Kongedømmet og og Kirkens Højhed, der var ſtillet i Bero ſiden Kong Haakon Sverresſøns Tid, men ingenlunde udkæmpet.

  1. Dipl. Norv. III. 8.
  2. Dipl. Norv. I. 59.
  3. Man hører ſiden ikke mere tale om Byrge: dog kan man ej antage, at han døde i Rom, ſiden Sagaen ellers neppe vilde have udtrykt ſig „han forblev i Pavegaarden“, men ligeſrem omtalt hans Død. I Langes Kloſterh. S. 239 anføres der, at Byrge kom tilbage til Throndhjem, og forblev Archipostulatus til ſin Død 1265, uden at det dog kan ſees, hvorfra denne Notits er tagen. Byrges Død 1265 omtales ej i Annalerne, men vel Byrge Jarls, i dette Aar.
  4. Annalerne, ved 1265.
  5. Annalerne, ved de anførte Aar.