Det norske Folks Historie/5/52

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De førſte, ſom overhoved de fleſte Aar af ſin Regjering ſynes Magnus at have tilbragt i Bergen, der nu i Ordets egentlige Forſtand kunde kaldes Reſidensſtad og Kongens verdslige Hovedſtad. I hiin Tid, da de fleſte Rejſer foregik til Søs, var ogſaa Bergens Beliggenhed paa en Maade den meſt centrale; derfra kunde man med Lethed komme til Throndhjem eller til Viken, hvorhen Kongen nu og da gjorde Rejſer, men hvor han ikke tilbragte mange Vintre. I den Tid, da Underhandlingerne ſtode paa med Skotland, var det ogſaa af denne Grund bekvemmere for Magnus at opholde ſig paa Veſtkanten af Norge, ej at tale om de ivrige Forhandlinger, der nu i en Tidlang fandt Sted med Islændingerne om Tillempningen af deres Lovgivning efter norſk Mønſter, hvorom der i det følgende ſkal tales. I Bergen var det, at Hallvard Guldſko og Thorvard Thorarinsſøn om Sommeren 1264 kom til Kongen med den behagelige Efterretning, at ogſaa Øſtfjordene nu havde underkaſtet ſig ham, og at ſaaledes Island fuldſtændigt adlød Norges Konge. Om Høſten foretog Magnus en Rejſe til Throndhjem, ledſaget af ſin Moder, Enkedronning Margrete, der nu paa ſin gamle Alder agtede at indtræde i det af hendes Fader ſtiftede Reins Kloſter, hvortil, ſaa vidt man kan ſkjønne, allerede nu de forberedende Skridt gjordes. Da Kongen paa denne Rejſe, der formedelſt Høſtſtormene var noget langvarig, laa i Steinavaag, fik man ſee en Ild brænde ude mod Havet. Kongen gjettede ſtrax at der maatte være Ild løs i Giſke Hovedgaard, og ſendte øjeblikkeligt ſin Fehirde, Jon Tviſkaven, med to Mand af de fleſte Halvrum, hen til Øen for at hjelpe. Det lykkedes dem med ſtor Anſtrengelſe at bjerge den nye Bygning, ſom Nikolas Petersſøn havde opført, men den gamle fortæredes af Luerne. Magnus fortſatte Rejſen paa en Kjerteſvends-Skude, for at bringe ſin Moder til Rein, medens han lod Kongeſkibet drage i Forvejen til Throndhjem, hvor det for det førſte, under et haardt Vejr, lagde ſig ved Munkholmen. Selv fulgte han den følgende Morgen efter, og Vejret var da ſaa haardt at han ikke engang kunde lægge til ved Holmen, men maatte ſøge ind i Oſen ved Bakke, hvor Skibet leed betydeligt, uden at dog Folkene eller Godſet kom til nogen Skade. Han tilbragte Vintren i Throndhjem, og modtog her ſtrax efter Juul den fra Skotland tilbagevendende Broder Mauritius, ſom aflagde ham Meddelelſen om Udfaldet af ſit Geſandtſkab. Om Vaaren vendte Magnus derfor ogſaa tilbage til Bergen, for at fortſætte og tilendebringe Underhandlingerne, ſaaledes ſom det ovenfor er berettet[1]. Den følgende Sommer havde Magnus en Sammenkomſt med Byrge Jarl, hvorom mere nedenfor. Aaret efter Fredsſlutningen (1267) tog Dronning Margrete ſit ſtadige Ophold i Reins Kloſter, hvor hun forblev til ſin Død 1270[2].

Allerede del ſamme Aar, Kong Haakon døde, ſtrax efter hans Udfart, var Lodin Lepp kommen tilbage fra ſit Geſandtſkab i Tunis, hvor han og hans Følge havde tilbragt hele Vintren. De ledſagedes af Geſandter fra Sultanen, Abu Abdalla Mohammed Moſtanſir Billah, der medbragte Gjenforæringer fra deres Herre. Det var ſandſynligviis førſte, og rimeligviis ogſaa ſidſte Gang, at Norge ſaa Geſandter fra en ſaraceniſk Fyrſte ved ſit Hof, og denne Begivenhed maa da viſtnok have gjort lige ſaa megen Opſigt, ſom en lignende nu omſtunder vilde vække. Da denne Sultan af Tunis herſkede ej alene over en ſtor Deel af Nord-Afrika, men ogſaa anerkjendtes ſom Overherre i Granada, Malaga og Sevilla, er det ikke uſandſynligt, at Geſandtſkabet ej udelukkende har haft til Henſigt at gjengjelde Høfligheder, men ogſaa, under den nys udbrudte Fejde mellem Kong Alfonſo af Caſtilien og Saracenerne i Spanien, der underſtøttedes af ſine Troesfæller i Afrika, at faa det Forbund opløſt, ſom tidligere var ſtiftet mellem Kong Haakon og Kong Alfonſo. Hertil kunde Kongedatteren Chriſtinas i Aaret 1262 indtrufne Død frembyde en god Anledning, iſær hvis de ſpanſke Hiſtorieſkriveres Udſagn er rigtigt, at Chriſtina levede ulykkeligt i Spanien, og døde af Sorg.[3] I alle Fald var det vel de i 1263 tilbagevendende Geſandter, der bragte Efterretningen om hendes Død. Men da Kong Haakon imidlertid var dragen bort, havde han vel lige ſaa lidet den Sorg at erfare denne, ſom den Glæde at ſee det fjerneſte Sydens Udſendinger ved ſit Hof. Hans Død afbrød denne, ſom andre lignende Forbindelſer.

Høſten 1265, kort efter at den gamle Giſke-Gaard afbrændte, ſom det nys er omtalt, afgik ogſaa Godſets Herre, Nikolas Paalsſøn ſelv, ved Døden. Med ham uddøde i lige nedſtigende Linje paa Sverdſiden den ældgamle Giſke-Ætt, hvis Medlemmer, lige fra Arne Arnmodsſøn af, vi i det foregaaende have haft Anledning til, ſaa godt ſom een for een at omtale, da de alle, mere eller mindre, men dog altid formedelſt deres Magt og Anſeelſe i en ikke ringe Grad, grebe ind i de offentlige Begivenheder. Vi have ſeet, hvorledes Slægten udledede ſin Herkomſt lige fra den fabelagtige Finnvid, der ſkulde have været funden i et Ørnerede, hvorfor den ogſaa kaldtes Arnunge- eller Ørneunge-Ætten[4]. Sin egentlige Magt og Anſeelſe naaede den paa Olaf den helliges Tid, ved Brødrene Kalf, Finn, Thorberg og Arne; den var beſvogret ſaavel med Sole-Ætten ſom med Thjøtta-Ætten og ſenere med Konge-Ætten ſelv, ſamt med Jarle-Ætten paa Orknøerne, ja i Tidens Løb var der neppe en eneſte højbyrdig norſk Ætt, der ej kunde udlede ſin Herkomſt fra den: vi have ovenfor viiſt, hvorledes alle de mægtige norſke Ætter ved Midten af det 12te Aarhundrede vare indbyrdes beſvogrede[5]. Men uagtet flere af dem maaſkee overgik Arnunga-Ætten i Rigdom og politiſk Indflydelſe, var der neppe nogen, ſom kunde maale ſig med den i Ælde og virkelige Højbyrdighed. Omſtændighederne føjede det ſaaledes, at kun Thorberg Arnesſøns Linje vedvarede, Mand efter Mand, til det Tidspunkt, hvortil vi her ere komne. Kalf Arnesſøn efterlod, ſaa vidt vides, ingen Efterkommere; Finn havde kun Døtre, af hvilke den ene, Ingebjørg, blev Stammoder ſaavel til de ſenere orknøiſke Jarler, ſom til den Linje af det ſkotſke Kongehuus, der kaldtes den macwilliamſke eller egremontſke. Arne Arnesſøns ſidſte mandlige Ætling var den ovenfor omtalte Vidkunn Erlingsſøn i Bjarkø, der i Aaret 1183 dræbtes af Baard Guthormsſøn og Ivar Silke; hans Syſter Ragna, oprindelig maaſkee beſtemt for Kong Magnus Erlingsſøn ſelv, blev, ſom det ligeledes er omtalt, gift med den lovkyndige Bjarne Mardsſøn, ſenere Lagmand paa Haalogaland[6]. Bjarkø, Thore Hunds gamle Ættegaard, havde denne Green af Arnunga-Ætten erhvervet ved Jon Arnesſøns Giftermaal med Thores Sønnedatter Rannveig, og ſiden den Tid kaldtes den Bjarkø-Ætten, eller Bjarkøingernes Ætt. Derimod kaldtes den anden Linje, Thorbergs, Giſke-Ætten efter dennes Hovedgaard Giſke paa Søndmøre. Thorbergs Ætlinger ſynes i det hele taget at have været rolige og loyale Mænd, der med Maadehold benyttede ſig af deres Magt, og derved tilſyneladende kom til at ſpille en mindre fremragende Rolle end de ikke nær ſaa højbyrdige Blindheims- og Reins-Mænd. De ſynes i det hele taget ikke at have blandet ſig mere i de politiſke Storme, ſom i Slutningen af det 12e og Begyndelſen af det 13de Aarhundrede ryſtede Norge, end netop nødvendigt; de ſynes mere at have været nødſagede dertil formedelſt deres fremragende Stilling, end at have fulgt deres Tilbøjelighed forſtaar ſig af ſig ſelv, at Ætten, den ypperſte af alle ariſtokratiſke Ætter i Norge, under Kampen mellem Magnus Erlingsſøn og Sverre ſluttede ſig til den førſte: ſaaledes finde vi Nikolas Paalsſøn Kuvung af Giſke, Ættens daværende Hoved, ſom den eneſte af Magnus’s daværende Tilhængere, hvilken Kong Sverre ſelv erklærede for ubeſtikkelig og tro[7]; men med Baglerne tog han, ſom det ſynes, ikke Parti, og da han ikke ſenere omtales, lige til ſin Død 1217, maa han have ſluttet Forlig med Sverre og ganſke draget ſig bort fra Stats-Anliggender. Vi finde hans Søn Paal Flida ſom en ivrig Tilhænger af Skule Jarl, (det er ovenfor antydet, at Skules Huſtru Fru Ragnhild maaſkee endog var Paals egen Syſter); Paals Søn, Peter i Giſke, var ogſaa førſt i Skule Jarls Tjeneſte, men ſees at have hørt til dem, der efter den ſaakaldte Haakarle-Høſt 1233, da Jarlens Holdning begyndte at blive mistænkelig, toge det fornuftige Parti at ſlutte ſig ganſke til Kongen. Siden nævnes Peter ſom en af Kongens højt betroede Lendermænd. Hans Søn Nikolas nævnes allerede ſom Lendermand i 1253, Aaret før Faderens Død. Nikolas, der tilligemed Gaut af Mel var bleven tilbage hos Magnus, da Kong Haakon drog til Skotland, efterlod ved ſin Død 1265 kun en eneſte Datter, Margrete, ſandſynligviis opkaldt efter Dronningen, der paa Grund af ſin Ætt, Rigdom og Skjønhed anſaaes for det bedſte Parti i Landet[8]. Hun blev ſandſynligviis kort Tid derefter gift med ſin Frænde, nemlig Bjarne, ældſte Søn af Erling i Bjarkø, og Bjarkø-Linjens daværende Hoved[9]. Da hans Fader, Erling, rimeligviis var en Sønneſøn eller Datterſøn af Bjarne Mardsſøn og Ragna Erlingsdatter[10], forenedes ſaaledes ved dette Giftermaal begge Linjer af den ældgamle Arnunga-Ætt, Bjarkø-Linjen og Giſke-Linjen, ligeſom vel ogſaa det meſte af Godſet kom under een Ejer, da Bjarne kun havde en yngre Broder, Vidkunn, ſom i alle Fald ikke arvede Bjarkø, efterſom Bjarne fremdeles ſkrives deels „Bjarne af Bjarkø“, deels „Bjarne i Giſke“[11]. Ved ſit Giftermaal med Margrete blev Bjarne viſtnok Norges rigeſte Godsejer, ligeſom han allerede var en af dets højbyrdigſte Mænd; han ſpillede ogſaa iſær efter Kong Magnus’s Død en meget fremragende Rolle i Landets politiſke Begivenheder. Lendermand var han allerede i 1273, i det mindſte nævnes han da ſom ſaadan[12]. Hvorledes Linjen i de næſt paafølgende Generationer naaede endnu ſtørre Magt og Rigdom end forhen, men derpaa atter gjennem Kvindeled ſammenſmeltede med, eller forgrenede ſig over i andre Ætter, vil i det følgende blive viiſt.

Faa Aar efter Nikolas i Giſke, nemlig i Aaret 1270, døde ogſaa den anden af de Lendermænd, Kong Haakon ved ſin Udfart havde efterladt ſin Søn ſom paalidelige Raadgivere, nemlig Gaut Jonsſøn paa Mel. Da han nævnes ſom Lendermand allerede i 1217, altſaa 53 Aar forud, maa han ved ſin Død have været meget alderſtegen. Vi have lært ham kjende ſom en tro og hengiven Ven af Kong Haakon, men tillige ſom en Mand, hvilken i det mindſte Skule Jarls Parti beſkyldte for ikke altid at anvende ſin Indflydelſe til det bedſte, og navnlig for at ſtifte ondt mellem Kongen og Jarlen. Vi have tillige ſeet, hvorledes han var en ſtor Ven og Velynder af Sturlungerne, med Undtagelſe at Snorre ſelv og de øvrige, der ſluttede ſig til Skule, hvorfor ogſaa Snorre gjorde hiint oven omtalte Smædevers over ham, i hvilket han paa Grund af hans Eenøjethed ſammenlignede ham med Odin, og beſkyldte ham for, ſom denne, at ſætte Splid mellem Fyrſterne. Gaut tilhørte, ſom det tidligere er viiſt, en ſøndhordlandſk Slægt, der havde hjemme i og ved Kvinnhered[13], og af hvilken hans Farfader, Gaut paa Ænes, er den førſte ſom nævnes. Ætten ſynes dog at have været en af de gamle Lendermands-Ætter i Landet, og begge Gaut den ældres Sønner, Jon og Munaan, toge, ſom de øvrige Ariſtokrater, Parti med Magnus Erlingsſøn. Jon og Munaan deeltoge begge i Nordnes-Slaget, efter hvilket Jon ej ſenere nævnes; Munaan nævnes ligeledes ikke efter Slaget i Norefjorden, hvoraf man maaſkee kan ſlutte, at de ere faldne i hine Slag, Jon i det førſte, Munaan i det andet; men det er ogſaa muligt, at de, ligeſom Nikolas Kuvung, have ſluttet Forlig med Sejrherren og afholdt ſig fra videre Deeltagelſe i Borgerkrigene og de øvrige offentlige Anliggender[14]. Jons ældſte Søn Arnbjørn var derimod, ſom vi have ſeet, en ivrig Baglerhøvding, indtil han ved Baglerpartiets Ophør 1218 ſvor Kong Haakon Troſkabseed og fra nu af var en af hans troeſte og paalideligſte Mænd, der endog en Tidlang var at betragte ſom en Art af Statholder i den nordlige Deel af Viken. Gaut, der foruden Ættegaarden Mel i Kvinnhered, efter hvilken han benævntes, ogſaa havde andre og ſtore Beſiddelſer i Søndhordland og Hardanger, ſom Hattaberg og Sæim nær ved Mel, Haugaland paa Framnes, Nesheim, m. m., efterlod tvende Sønner, af hvilke den ældſte, Finn Gautsſøn paa Mel, allerede havde naaet Lendermands-Værdigheden før Faderens Død, og, ſom vi have ſeet, i denne Egenſkab nævnes førſt blandt dem, der deeltoge i Toget i 1263, og ſiden ſom en af dem, der beſeglede Fredsſlutningen i Perth. Gaut havde ogſaa en yngre Søn, Gaut, kaldet Gaut unge, til Forſkjel fra Faderen, ligeledes Lendermand; ſamt Datteren Ulfhild. Ætten og dens Medlemmer vedblev endnu at blomſtre og nyde ſtor Anſeelſe indtil efter et Par Generationer, da den, ligeſom Arnunga-Ætten, uddøde paa Sverdſiden og ſammenſmeltede med andre Ætter[15].

Blandt de Lægmænd, der for øvrigt ſynes at have haft ſtørſt Anſeelſe og Magt i den tidligere Deel af Kong Magnus’s Regjering, maa vi førſt og fremſt nævne Erling Alfsſøn paa Thornberg, ſom allerede ovenfor i Forbigaaende er omtalt blandt Deeltagerne i Skotlands-Toget; han var nemlig, ſom Syſterſøn af Hertug Skule, og ſaaledes Syſkendebarn af Enkedronning Margrete, en nær Frænde af Kongen ſelv. Hans Ættegaard, Thornberg, laa paa Ringerike, og han ſelv var, idetmindſte ſenere, forlenet med Borgarſysſel, ligeſom tidligere Arnbjørn Jonsſøn, med hvilken Forlening der fremdeles ſynes at have fulgt et Slags Overopſigt med eller Statholderſkab over hele Øſtlandet[16]. Erling Alfsſøns Søn var den berømte Alf Erlingsſøn, der endog naaede Jarleværdigheden, ſom det i det følgende ſkal omtales.

Næſt Erling Alfsſøn maa Agmund Krøkedans nævnes, men han ſynes ikke længe at have overlevet det ſidſte Tog til Skotland; han efterlod en Søn, Hallkell Agmundsſøn, ligeledes kaldet Krøkedans, om hvilken der i det følgende vil blive Tale; derhos nævnes en yngre Agmund Krøkedans, ogſaa ſimpelt hen kaldet „Agmund Dans“, eller „Agmund unge Dans“, om hvem det ikke er ſikkert, hvor vidt han var Søn af Agmund den ældre eller af Hallkell[17]. Det er allerede i det Foregaaende omtalt, at denne Æt ſandſynligviis havde hjemme i eller ved Byen Skida (Skien), ſiden en Gaard der har Navnet „Danſen“. Den hørte ellers øjenſynligt til de Ætter, der paa denne Tid nøde ſtørſt Anſeelſe i Landet, uden at man deraf tør ſlutte, at den var en af de gamle Lendermands-Ætter.

I Sogn var fremdeles Brynjulf Jonsſøn paa Hval den mægtigſte Mand, ligeſom han og var en af de fornemſte og meſt formaaende i hele Landet. Han levede endnu i 1277, og efterlod en Søn, Jon Brynjulfsſøn, der, ligeſom han, var Lendermand og tog virkſom Deel i de følgende Begivenheder. Det ſynes ſom om Ætten vedligeholdt ſig temmelig længe paa de Kanter[18]. Før Brynjulfs Faders, Jon Staals Tid, ſynes den hel at have hørt til de fornemmere og mere formaaende, men dog ikke at have naaet ſaadant Vælde, ſom den ſiden fik. Ligeſom Brynjulf Jonsſøn havde meſt at ſige i Sogn, ſynes Lendermanden Eiliv af Nauſtdal, der allerede i det foregaaende er omtalt, at have været den meſt formaaende i Fjordene. Man kan være overbeviiſt om, at de begge tillige vare Sysſelmænd, hver i ſit Diſtrict, ligeſom i ſin Tid Peter i Giſke, og viſtnok ogſaa hans Søn Nikolas, paa Søndmøre, eller en Deel deraf.

Den oftere omtalte Andres Nikolasſøn, der var med at ſlutte Freden i Perth, ſees ogſaa at have været en af Landets meſt anſeede Lendermænd, og da han temmelig tidligt benyttedes i en ſaa vigtig Sendelſe, ſom den at ledſage Kongedatteren Chriſtina til Spanien, maa man ogſaa formode at han var af meget høj Byrd, ſkjønt der ingenſteds ſiges, hvo hans Fader var. Man erfarer, at han ſtod i Svogerſkabs-Forhold til Erling Ivarsſøn paa Bjarkø[19], hvoraf man har Grund til at ſlutte, at hans Ætt hørte hjemme paa Haalogaland, uagtet han ſelv ſnarere har haft ſit Tilhold i Gulathingslagen. Det er ej uſandſynligt, at han var Søn af den i 1244 afdøde haalogalandſke Høvding og Lendermand Paal Vaagaſkalms Søn Nikolas Paalsſøn, der havde været Geſandt hos Kejſer Frederik og nødt megen Udmerkelſe af ham, og ſom døde endnu i ſine bedſte Aar, for Faderen, ſavnet af Kongen ſelv og alle andre, der kjendte ham. Andres Nikolasſøn ſtod, ſom allerede berørt, i nøje Venſkabsforbindelſe med den for omtalte Franciſcanermunk Broder Mauritius, der 1264 havde været kongelig Geſandt i Skotland, ſtrax førend han ſelv afſendtes i et lignende Erende. Maaſkee var det ved denne Lejlighed, at de ſtiftede Bekjendtſkab og ſluttede Venſkab med hinanden. Andres Nikolasſøn foretog ſenere, ledſaget af Broder Mauritius, en Sørejſe til det hellige Land, men døde 1273 undervejs i Middelhavet, enten fra eller til Palæſtina[20]. Broder Mauritius derimod kom tilbage til Norge, hvor han fremdeles brugtes i diplomatiſke Erender, og paa Latin beſkrev ſin og Hr. Andres’s Rejſe; af denne Rejſebeſkrivelſe haves endnu endeel Brudſtykker tilbage[21].

En anden mægtig Lendermand, ſom vi ovenfor ligeledes have haft Lejlighed til at omtale, var Ragnvald Urka, hvis Hjemſtavn dog ikke nævnes. Han levede endnu i 1277, og ſynes at have været Fader til den i Kong Magnus’s ſenere Aar og lige indtil Begyndelſen af det 14de Aarhundrede oftere forekommende Lendermand Hr. Aſlak Ragnvaldſøn, der igjen havde en Søn, ved Navn Ragnvald, ſom fremdeles hørte blandt Landets Magnater. Aſlak Ragnvaldsſøn var i ſin Tid forlenet med Skiens Sysſel, uden at man dog deraf tør ſlutte, at Ætten ſelv hørte hjemme der, thi vi have netop ved Skiens Sysſel ſeet Exempel paa, hvorledes den overdroges til vildfremmede Mænd, idet nemlig Thord Kakale forlenedes dermed, og det ſamme ſynes at have været Tilfælde med flere af disſe øſtlandſke Syſler. Saaledes treffe vi i den ſenere Deel af Kong Magnus’s Regjering, ſom Sysſelmand enten paa Oplandene eller i Viken, en Mand fra Søndfjord, hvilken vi i det Følgende ville ſee at ſpille en ualmindelig glimrende Rolle. Dette var den bekjendte Audun Hugleiksſøn, af ſin Ættegaard Hegranes paa Joluſtør (Jølſter) kaldet Audun af Hegranes, men mere bekjendt under Tilnavnet „Heſtakorn“, fordi han, ſom det heder, var den førſte i Norge, ſom fodrede ſine Heſte med Korn. Om denne Audun tilhørte nogen ældre Æt, og da hvilken, vides ikke, men man erfarer, at han var beſlægtet med Kongehuſet, og dette i Forbindelſe med hans Lovkyndighed og andre udmerkede Egenſkaber, forklarer nokſom hans hurtige Stigen. Allerede ved 1273 kaldes han „den viſeſte Mand i Landsloven“[22], og i 1276 finde vi ham ſom en af Kongens Stallarer[23]. Vi ville i det følgende ſee, hvorledes han omſider ſvingede ſig op til Jarle-Værdigheden.

En anſeet Lendermand fra Ryfylke, der nævnes i den ſildigere Deel af Kong Magnus’s Regjering, og ſom maaſkee derfor nærmeſt ſkyldte Kongen ſin Ophøjelſe, var Gaute i Tolga, fra hvem en mægtig Ætt nedſtammede. Men man kjender intet til hans Forfædre eller øvrige Frænde-Forhold. Kantſlerværdigheden vedblev Sira Aſkatin at beklæde indtil 1270, da Biſkop Peter i Bergen døde, hvorefter Aſkatin, ſikkert ved Kongens Medvirkning, befordredes til den ledige Biſkopsſtol. I Aſkatins Sted fulgte Erkebiſkop Haakons Søn Thore, kaldet Biſkopsſøn eller Thore Kantſler; denne Mand, der ſiden blev Lendermænd og giftede ſig, maa ſaaledes, ſkjønt verdslig, have faaet en gejſtlig Opdragelſe, og ſtod altſaa fuldkommen i ſamme Kategori ſom de bekjendte retskyndige Regjeringsmænd, der fra denne Tid af ſpillede ſaadan vigtig Rolle i Frankrige: atter et ikke utvetydigt Beviis paa Indflydelſen af den nu mere og mere i Norge almindelige Skik, at de, der lagde ſig efter en højere Lærdom, ſtuderede ved Univerſitetet i Paris, og fornemmelig lagde ſig efter Retskyndigheden, ſaavel den civile ſom den canoniſke. Man tør viſtnok med temmelig Sikkerhed antage, at Thore Haakonsſøn havde gjennemgaaet et ſaadant Studium, og derved erhvervet de til Forvaltningen af Kantsler-Embedet nødvendige Kundſkaber, ſaamegetmere, ſom det udtrykkeligt meldes om ham, at han var vel forfaren i kirkelig Lov[24].

Det vigtige Fehirde-Embede beklædtes i Kong Haakons ſidſte Regjeringstid, eller i det mindſte paa Skotlandstoget, af Andres Plytt, der tidligere havde været brugt i Geſandtſkaber, og ſenere nævnes blandt de fornemſte Lendermænd. Vi have allerede ſeet, at Jon Tviſkaven, den ſamme Krigsmand, der allerede i 1241 paa Kong Haakons Befaling aflivede Vaarbelgen Sigurd Hiit[25], nævnes ſom Kong Magnus’s Fehirde i Aaret 1264; men om han kun var Fehirde eller Casſerer for Rejſen[26], eller om han for længere Tid beklædte Embedet, er lige ſaa uviſt, ſom hvor vidt der allerede paa denne Tid var flere Fehirder, eller kun een. Sandſynligviis var der dog endnu blot en eneſte, og det er da ikke uſandſynligt, at Jon Tviſkaven har beklædt Embedet, efter at Andres Plytt ſom Lendermand har fraſagt ſig det.

Som Kongens Stallarer nævnes, foruden Audun, ogſaa Olaf af Stein og Vigleik Audunsſøn[27], begge Mænd, om hvilke der for Reſten intet tidligere berettes. Muligt, at Vigleik var beſlægtet med Audun. Aſlak Guus, der var Stallare under Kong Haakon, afgik maaſkee fra dette Embede ved Thronſkiftet: han forekommer ſenere ſom Lendermand. Andre anſeede Mænd, der brugtes af Magnus i offentlige Sendelſer, vare Hallvard Guldſko, Aamunde Haraldsſøn og fornemmelig Lodin Lepp; det maa dog merkes, hvad Hallvard, der 1264 kom tilbage fra Island, angaar, at han allerede var afſendt af Kong Haakon. Aamunde Haraldsſøn afſendtes vel i Kong Haakons Levetid, men dog, ſom det maa antages, efter hans Afrejſe, altſaa af Kong Magnus, tilligemed den før omtalte Broder Nikolas, til Danmark, for i Forening med ſvenſke og danſke Befuldmægtigede, de ſidſte paa de ugifte Syſtres Vegne, at afgjøre Skiftet mellem Kong Erik Valdemarsſøns Døtre. Dette, der hidtil havde mødt ſaa mange Vanſkeligheder, bragtes nu endelig i Stand paa et Mode i Lund den 13de November; de danſke Befuldmægtigede vare Erland, Archidiacon i Lund, Chorsbroderen Meſter Thrugot, ſamt de verdslige Herrer Anders Palleſøn og Nils Tuleſøn; de ſvenſke vare Karl Ingeborgsſøn ſamt Benedict, Kong Valdemars Klerk. Alt blev her paa det nøjeſte beregnet efter Mark Guld og Sølv, i Ører og Skillinger, og man erfarer tillige, at Kong Magnus maa have holdt Fogeder eller Befuldmægtigede i Jylland, for ſtrax, eller endog foreløbigt, at tage de Dronning Ingeborg tilkommende Godſer i Beſiddelſe. Der haves nemlig endnu et Brev fra Aamunde Haraldsſøn og Nikolas til Broder Peter, Franciſcanermunk i Horſens, og den norſke Konges Advocater (Fogeder) i Nørrejylland, hvori de melde dem, at da der ved det ſluttede Skifte var tilfaldet Jomfruerne Jutha og Agnes visſe Gaarde, ſom enkeltviis opregnes, ſkulde de frit og ufortøvet oplade dem til ſamme Jomfruers Fuldmægtig, og ikke paa nogen Maade befatte ſig dermed[28]. Vi erfare alligevel af de følgende Begivenheder, at det desuagtet ikke lykkedes Magnus at faa Godſerne i ſin Beſiddelſe. — Lodin Lepp, der allerede havde været baade i Spanien og i Tunis, ſendtes ligeledes af Magnus til forſkjellige Lande, endog til Ægypten, eller, ſom det i den Tid kaldtes, Babylonien[29]. Saavel Lodin Lepp ſom Hallvard Guldſko ſynes at have hørt hjemme i Bergen, i det mindſte ejede de de efter dem benævnte Gaarde ved Bryggen, Guldſkoen og Leppen, der endnu føre disſe Navne.

  1. Magnus Haakonsſøns Saga Cap. 4.
  2. Annalerne, ved 1267 og 1270. At Margrete allerede ſkulde være død 1267, grunder ſig kun paa en urigtig Læſemaade.
  3. Se Ferreras Synopsis VI. S. 261, 262.
  4. Se ovenfor I. 2. S. 659, 660.
  5. Dette ſees aller bedſt ved Sammenligning af Slægttavlerne i de foregaaende Bind.
  6. Se ovenfor III. S. 151, 152.
  7. Se ovenf. III. S. 119.
  8. Magnus Haakonsſøns Saga Cap. 4. Her ſtaar ogſaa (for ſaa vidt Stedet er rigtigt læſt): „hendes Moder var …“, men i Haandſkriftet er der kun et aabent Rum, hvor Navnet ſkulde ſtaa; vi erfare ſaaledes ikke, hvad Moderen heed.
  9. Da det Brudſtykke af Magnus’s Saga, hvor alt dette omtales, ſlutter kort efter, faa vi der ikke udtrykkelig Beſked om Margretes Giftermaal med Bjarne, men at det ſkede, ſees nokſom deraf at Bjarne kaldes Bjarne i Giſke, og fornemmelig af Brevet No. 88 i Dipl. Norv. II, dateret 5te Novbr. 1307, hvoraf man erfarer at Hr. Bjarne Erlingsſøn gjorde en Forandring i Fru Margrete af Giſkes Teſtamente, og forordnede hvorledes det ſkulde forholdes med hendes Aartid; dette kunde han alene gjøre i Egenſkab af hendes Mand, naar han ej var hendes Søn, hvilket dog ikke er tænkeligt. Men hvad Tid Giftermaalet fandt Sted, vides ikke; kun ſeer man af Sagaens Udtryk: „Nikolas efterlod Datteren Margrete, hendes Moder var … og tyktes det Parti at være i den Tid det bedſte i Landet formedelſt Ætt, Rigdom og Skjønhed“, at hun endnu var ugift da Faderen døde; hvorimod den Omſtændighed, at han allerede 1276 kaldes „Bjarne i Giſke“, viſer at han inden den Tid maa have egtet Margrete.
  10. At Bjarne Mardsſøn blev gift med Ragna Erlingsdatter af Bjarkø, ſiges udtrykkeligt i Fagrſkinna Cap. 215 (jvfr. ovenf. l. c.); det er ogſaa klart, at Erling i Bjarkø var Bjarnes Deſcendent, ſiden han kaldte ſin egen Søn Bjarne. Dog kan han ej ſelv have været en Søn af Bjarne Mardsſøn, da han ellers vilde have været for gammel til at deeltage i Toget 1263; Bjarnes og Ragnas Giftermaal maa nemlig ſættes til henved 1185. Men da der iblandt de fornemſte Lendermænd ved Toget 1263 førſt omtales en „Erling Ivarsſøn“, ſammen med Ragnvald Urka og Jon Drottning, (Cap. 318, 319) og ſiden, tilſammen med disſe „Erling i Bjarkø“ (Cap. 328) medens Erling Ivarsſøn forſvinder, bliver det ſaa godt ſom viſt, at Erling Ivarsſøn og Erling i Bjarkø er een og ſamme Mand; altſaa heed Erlings Fader Ivar, og var rimeligviis en Søn eller Svigerſøn af Bjarne. Maaſkee han, naar det kommer til Stykket, er Haalogalændingen Ivar Nev, der nævnes aller førſt ved 1198, i Forbindelſe med Bjarne Mardsſøn (Sv. Saga Cap. 154, jfr. ovenfor III. S. 327) og levede endnu i 1235, ja maaſkee i 1243.
  11. Formen Betereige i Dipl. Norv. III. 24 er kun en Læſefejl af Afſkriveren for Bercereye, thi man finder Bjarkey ogſaa ſkrevet Berkrey.
  12. Nemlig i Overeenskomſten til Bergen af 1 Aag. 1273, ſe nedf. S. 557.
  13. Se ovenfor III. S. 486.
  14. Munaan nævnes ogſaa i et Brev, udſtedt af Biſkop Paal i Bergen, om hvilket vi altſaa kun vide, at det er ældre end 1194, ſaaſom Paal døde i dette Aar; men Paal var Biſkop i det mindſte for 1170, og ſaaledes kan Brevet gjerne være meget ældre end Slaget i Norefjorden. Thorkelin, der meddeler det (Dipl. II. 11), henfører det løſeligt til 1190.
  15. Se „Bergens Kalvſkind“, Anm. S. 122 fgg.
  16. I Annalerne omtales Erling ved 1245 ſom Befalingsmand over Borgeſysſel; i Kong Magnus’s Brev af 22 Sept. 1277 (N. gl. L. II. 483) nævnes han førſt, ſom „Kongens Frænde“, blandt Høvdingerne paa Øſtlandet.
  17. Se Annalerne, ved 302.
  18. Der ſiges vel ikke udtrykkeligt, at Jon Brynjulfsſøn var Brynjulf Jonsſøns Søn men efter det herſkende Opkaldelſesſyſtem kan man ikke tvivle derom. I 1355 omtales en Hr. Jon Brynjulfsſøn, der havde Beſiddelſer i Dalsfjorden i Søndfjord, og ſom upaatvivlelig maa have været en Sønneſøn af Jon Brynjulfsſøn den ældre. Dipl. Norv. I. No. 345.
  19. Haakon Haakonsſ. Saga Cap. 319.
  20. Isl. Annaler, ved 1273.
  21. Se Norſkt Tidsſkrift I. S. 43—46. Abſalon Pedersſøn maa have kjendt dette Skrift, ſiden han i Norges Beſkrivelſe (Suhms Sml. I. 70) veed at fortælle at Andres Nikolasſøn „med Skib drog til den hellige Grav, der han havde tilforn hørt Mesſe udi Sola Kirke, hvis Prædikanter heed Hr. Mauritz, ſom hannem fulgte“ (hvilket vel kun er at forſtaa ſaaledes at Broder Mauritz ved den Lejlighed prædikede). De af Skriftet tilbageblevne Brudſtykker have, ſom det ſees, udgjort en Deel af et Hefte, hvori ogſaa de Tractater, i hvis Affattelſe Broder Mauritz deeltog, vare indførte; altſaa rimeligviis en af ham ſelv ſkreven Samling af alt hvad han har conciperet. Brudſtykkerne af Rejſe-Beſkrivelſen indeholder deels hvad der vedkommer Rejſen fra det ſydlige af Spanien til Sardinien, deels en Beretning om Syriens Kyſtſtæder.
  22. Arne Biſkops Saga Cap. 14.
  23. Isl. Annaler.
  24. Arne Biſkops Saga Cap. 11.
  25. Se ovenfor M. S. 982.
  26. Der ſtaar kun „Jon Tviſkaven var Fehirde i Skibet.“
  27. Annalerne, ved 1276. Olaf af Stein og Vigleik Audunsſøn omtales ogſaa i det andet Brudſtykke af Kong Magnus’s Saga. Fra hvilken Gaard Stein, Olaf var, er umuligt at ſige, da der fandtes ſaamange Gaarde af dette Navn.
  28. Se Huitfeld S.265, jfr. udateret Brev, aftrykt i Thorkelins Diplomatarium II. S. 1284, Dipl. Norv. III. No. 2. Dette ſidſte Brev er rigtignok henført til 1284, ſandſynligviis paa Grund deraf at Kong Erik i Mai Maaned dette Aar holdt et almindeligt Ting i Nyborg, hvorved der beſluttedes at det Jordegods, der tilhørte Erik Valdemarsſøns Døtre, ſkulde udleveres dem. Men naar man gjennemlæſer Brevet, faar man det beſtemte Indtryk af, at det er ſkrevet umiddelbart efter Skiftets Slutning 1263; man kan umuligt forſlaa det anderledes, end at de norſke Fogeder i Norrejylland foreløbigt havde ſat ſig i Beſiddelſe af det udeelte Gods, eller en Part deraf, men nu ved dette Brev underrettedes om, hvad der var blevet de ugifte Syſtres Part, m. m.; endelig er det ej alene udſtedt af Aamunde Haraldsſøn og Nikolas, de ſamme Befuldmægtigede, ſom ſluttede Overeenskomſten i Lund, men det beder og at de, da de ej ſelv havde Segl ved Haanden, benyttede Karl Ingeborgsſøns og Benedict Klerks, det vil ſige de ſvenſke Befuldmægtigedes, Segl. Nu er det dog næſten utænkeligt, at ej alene de norſke Udſendinger, men ogſaa de ſvenſke, der underhandlede i 1263, atter ſkulde kunne være ſamlede i 1284, ſaaledes at de ſidſte kunde laane de førſte deres Segl. Her kan der altſaa kun være Tale om 1263, hvilket ogſaa pasſer bedſt med Forholdene. For Reſten kalder Huitfelds de ſvenſke Underhandlere Karl, Ingemar og Benedict Klerk, hvilket upaatvivleligt er en Læſefejl i Stedet for „Karl Ingeborgsſøn og Benedict Klerk“; Nikolas’s Navn giver han den vendiſke Form Niclot. I Brevet ſtaar der kun N.
  29. Dette angives udtrykkeligt i Arne Biſkops Saga, Cap. 25. „Lodin Lepp“ heder det her ved 1280, „havde været nogle Gange i Kong Magnus’s Sendelſer til forſkjellige Lande, ſaaledes og ud til Babylonien, og var derved bleven meget navnkundig“. Her maa der ſaaledes ganſke viſt ſigtes til Rejſer, han foretog under Kong Magnus’s Regjering, efter at han havde været i Tunis, og hans Sendelſe til Babylonien maa have været en anden, end den til Tunis 1262, thi da var det Kong Haakon, ſom ſendte ham.