Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/5/52

Legg til lenke
Fra Wikikilden

De første, som overhoved de fleste Aar af sin Regjering synes Magnus at have tilbragt i Bergen, der nu i Ordets egentlige Forstand kunde kaldes Residensstad og Kongens verdslige Hovedstad. I hiin Tid, da de fleste Rejser foregik til Søs, var ogsaa Bergens Beliggenhed paa en Maade den mest centrale; derfra kunde man med Lethed komme til Throndhjem eller til Viken, hvorhen Kongen nu og da gjorde Rejser, men hvor han ikke tilbragte mange Vintre. I den Tid, da Underhandlingerne stode paa med Skotland, var det ogsaa af denne Grund bekvemmere for Magnus at opholde sig paa Vestkanten af Norge, ej at tale om de ivrige Forhandlinger, der nu i en Tidlang fandt Sted med Islændingerne om Tillempningen af deres Lovgivning efter norsk Mønster, hvorom der i det følgende skal tales. I Bergen var det, at Hallvard Guldsko og Thorvard Thorarinssøn om Sommeren 1264 kom til Kongen med den behagelige Efterretning, at ogsaa Østfjordene nu havde underkastet sig ham, og at saaledes Island fuldstændigt adlød Norges Konge. Om Høsten foretog Magnus en Rejse til Throndhjem, ledsaget af sin Moder, Enkedronning Margrete, der nu paa sin gamle Alder agtede at indtræde i det af hendes Fader stiftede Reins Kloster, hvortil, saa vidt man kan skjønne, allerede nu de forberedende Skridt gjordes. Da Kongen paa denne Rejse, der formedelst Høststormene var noget langvarig, laa i Steinavaag, fik man see en Ild brænde ude mod Havet. Kongen gjettede strax at der maatte være Ild løs i Giske Hovedgaard, og sendte øjeblikkeligt sin Fehirde, Jon Tviskaven, med to Mand af de fleste Halvrum, hen til Øen for at hjelpe. Det lykkedes dem med stor Anstrengelse at bjerge den nye Bygning, som Nikolas Peterssøn havde opført, men den gamle fortæredes af Luerne. Magnus fortsatte Rejsen paa en Kjertesvends-Skude, for at bringe sin Moder til Rein, medens han lod Kongeskibet drage i Forvejen til Throndhjem, hvor det for det første, under et haardt Vejr, lagde sig ved Munkholmen. Selv fulgte han den følgende Morgen efter, og Vejret var da saa haardt at han ikke engang kunde lægge til ved Holmen, men maatte søge ind i Osen ved Bakke, hvor Skibet leed betydeligt, uden at dog Folkene eller Godset kom til nogen Skade. Han tilbragte Vintren i Throndhjem, og modtog her strax efter Juul den fra Skotland tilbagevendende Broder Mauritius, som aflagde ham Meddelelsen om Udfaldet af sit Gesandtskab. Om Vaaren vendte Magnus derfor ogsaa tilbage til Bergen, for at fortsætte og tilendebringe Underhandlingerne, saaledes som det ovenfor er berettet[1]. Den følgende Sommer havde Magnus en Sammenkomst med Byrge Jarl, hvorom mere nedenfor. Aaret efter Fredsslutningen (1267) tog Dronning Margrete sit stadige Ophold i Reins Kloster, hvor hun forblev til sin Død 1270[2].

Allerede del samme Aar, Kong Haakon døde, strax efter hans Udfart, var Lodin Lepp kommen tilbage fra sit Gesandtskab i Tunis, hvor han og hans Følge havde tilbragt hele Vintren. De ledsagedes af Gesandter fra Sultanen, Abu Abdalla Mohammed Mostansir Billah, der medbragte Gjenforæringer fra deres Herre. Det var sandsynligviis første, og rimeligviis ogsaa sidste Gang, at Norge saa Gesandter fra en saracenisk Fyrste ved sit Hof, og denne Begivenhed maa da vistnok have gjort lige saa megen Opsigt, som en lignende nu omstunder vilde vække. Da denne Sultan af Tunis herskede ej alene over en stor Deel af Nord-Afrika, men ogsaa anerkjendtes som Overherre i Granada, Malaga og Sevilla, er det ikke usandsynligt, at Gesandtskabet ej udelukkende har haft til Hensigt at gjengjelde Høfligheder, men ogsaa, under den nys udbrudte Fejde mellem Kong Alfonso af Castilien og Saracenerne i Spanien, der understøttedes af sine Troesfæller i Afrika, at faa det Forbund opløst, som tidligere var stiftet mellem Kong Haakon og Kong Alfonso. Hertil kunde Kongedatteren Christinas i Aaret 1262 indtrufne Død frembyde en god Anledning, især hvis de spanske Historieskriveres Udsagn er rigtigt, at Christina levede ulykkeligt i Spanien, og døde af Sorg.[3] I alle Fald var det vel de i 1263 tilbagevendende Gesandter, der bragte Efterretningen om hendes Død. Men da Kong Haakon imidlertid var dragen bort, havde han vel lige saa lidet den Sorg at erfare denne, som den Glæde at see det fjerneste Sydens Udsendinger ved sit Hof. Hans Død afbrød denne, som andre lignende Forbindelser.

Høsten 1265, kort efter at den gamle Giske-Gaard afbrændte, som det nys er omtalt, afgik ogsaa Godsets Herre, Nikolas Paalssøn selv, ved Døden. Med ham uddøde i lige nedstigende Linje paa Sverdsiden den ældgamle Giske-Ætt, hvis Medlemmer, lige fra Arne Arnmodssøn af, vi i det foregaaende have haft Anledning til, saa godt som een for een at omtale, da de alle, mere eller mindre, men dog altid formedelst deres Magt og Anseelse i en ikke ringe Grad, grebe ind i de offentlige Begivenheder. Vi have seet, hvorledes Slægten udledede sin Herkomst lige fra den fabelagtige Finnvid, der skulde have været funden i et Ørnerede, hvorfor den ogsaa kaldtes Arnunge- eller Ørneunge-Ætten[4]. Sin egentlige Magt og Anseelse naaede den paa Olaf den helliges Tid, ved Brødrene Kalf, Finn, Thorberg og Arne; den var besvogret saavel med Sole-Ætten som med Thjøtta-Ætten og senere med Konge-Ætten selv, samt med Jarle-Ætten paa Orknøerne, ja i Tidens Løb var der neppe en eneste højbyrdig norsk Ætt, der ej kunde udlede sin Herkomst fra den: vi have ovenfor viist, hvorledes alle de mægtige norske Ætter ved Midten af det 12te Aarhundrede vare indbyrdes besvogrede[5]. Men uagtet flere af dem maaskee overgik Arnunga-Ætten i Rigdom og politisk Indflydelse, var der neppe nogen, som kunde maale sig med den i Ælde og virkelige Højbyrdighed. Omstændighederne føjede det saaledes, at kun Thorberg Arnessøns Linje vedvarede, Mand efter Mand, til det Tidspunkt, hvortil vi her ere komne. Kalf Arnessøn efterlod, saa vidt vides, ingen Efterkommere; Finn havde kun Døtre, af hvilke den ene, Ingebjørg, blev Stammoder saavel til de senere orknøiske Jarler, som til den Linje af det skotske Kongehuus, der kaldtes den macwilliamske eller egremontske. Arne Arnessøns sidste mandlige Ætling var den ovenfor omtalte Vidkunn Erlingssøn i Bjarkø, der i Aaret 1183 dræbtes af Baard Guthormssøn og Ivar Silke; hans Syster Ragna, oprindelig maaskee bestemt for Kong Magnus Erlingssøn selv, blev, som det ligeledes er omtalt, gift med den lovkyndige Bjarne Mardssøn, senere Lagmand paa Haalogaland[6]. Bjarkø, Thore Hunds gamle Ættegaard, havde denne Green af Arnunga-Ætten erhvervet ved Jon Arnessøns Giftermaal med Thores Sønnedatter Rannveig, og siden den Tid kaldtes den Bjarkø-Ætten, eller Bjarkøingernes Ætt. Derimod kaldtes den anden Linje, Thorbergs, Giske-Ætten efter dennes Hovedgaard Giske paa Søndmøre. Thorbergs Ætlinger synes i det hele taget at have været rolige og loyale Mænd, der med Maadehold benyttede sig af deres Magt, og derved tilsyneladende kom til at spille en mindre fremragende Rolle end de ikke nær saa højbyrdige Blindheims- og Reins-Mænd. De synes i det hele taget ikke at have blandet sig mere i de politiske Storme, som i Slutningen af det 12e og Begyndelsen af det 13de Aarhundrede rystede Norge, end netop nødvendigt; de synes mere at have været nødsagede dertil formedelst deres fremragende Stilling, end at have fulgt deres Tilbøjelighed forstaar sig af sig selv, at Ætten, den ypperste af alle aristokratiske Ætter i Norge, under Kampen mellem Magnus Erlingssøn og Sverre sluttede sig til den første: saaledes finde vi Nikolas Paalssøn Kuvung af Giske, Ættens daværende Hoved, som den eneste af Magnus’s daværende Tilhængere, hvilken Kong Sverre selv erklærede for ubestikkelig og tro[7]; men med Baglerne tog han, som det synes, ikke Parti, og da han ikke senere omtales, lige til sin Død 1217, maa han have sluttet Forlig med Sverre og ganske draget sig bort fra Stats-Anliggender. Vi finde hans Søn Paal Flida som en ivrig Tilhænger af Skule Jarl, (det er ovenfor antydet, at Skules Hustru Fru Ragnhild maaskee endog var Paals egen Syster); Paals Søn, Peter i Giske, var ogsaa først i Skule Jarls Tjeneste, men sees at have hørt til dem, der efter den saakaldte Haakarle-Høst 1233, da Jarlens Holdning begyndte at blive mistænkelig, toge det fornuftige Parti at slutte sig ganske til Kongen. Siden nævnes Peter som en af Kongens højt betroede Lendermænd. Hans Søn Nikolas nævnes allerede som Lendermand i 1253, Aaret før Faderens Død. Nikolas, der tilligemed Gaut af Mel var bleven tilbage hos Magnus, da Kong Haakon drog til Skotland, efterlod ved sin Død 1265 kun en eneste Datter, Margrete, sandsynligviis opkaldt efter Dronningen, der paa Grund af sin Ætt, Rigdom og Skjønhed ansaaes for det bedste Parti i Landet[8]. Hun blev sandsynligviis kort Tid derefter gift med sin Frænde, nemlig Bjarne, ældste Søn af Erling i Bjarkø, og Bjarkø-Linjens daværende Hoved[9]. Da hans Fader, Erling, rimeligviis var en Sønnesøn eller Dattersøn af Bjarne Mardssøn og Ragna Erlingsdatter[10], forenedes saaledes ved dette Giftermaal begge Linjer af den ældgamle Arnunga-Ætt, Bjarkø-Linjen og Giske-Linjen, ligesom vel ogsaa det meste af Godset kom under een Ejer, da Bjarne kun havde en yngre Broder, Vidkunn, som i alle Fald ikke arvede Bjarkø, eftersom Bjarne fremdeles skrives deels „Bjarne af Bjarkø“, deels „Bjarne i Giske“[11]. Ved sit Giftermaal med Margrete blev Bjarne vistnok Norges rigeste Godsejer, ligesom han allerede var en af dets højbyrdigste Mænd; han spillede ogsaa især efter Kong Magnus’s Død en meget fremragende Rolle i Landets politiske Begivenheder. Lendermand var han allerede i 1273, i det mindste nævnes han da som saadan[12]. Hvorledes Linjen i de næst paafølgende Generationer naaede endnu større Magt og Rigdom end forhen, men derpaa atter gjennem Kvindeled sammensmeltede med, eller forgrenede sig over i andre Ætter, vil i det følgende blive viist.

Faa Aar efter Nikolas i Giske, nemlig i Aaret 1270, døde ogsaa den anden af de Lendermænd, Kong Haakon ved sin Udfart havde efterladt sin Søn som paalidelige Raadgivere, nemlig Gaut Jonssøn paa Mel. Da han nævnes som Lendermand allerede i 1217, altsaa 53 Aar forud, maa han ved sin Død have været meget alderstegen. Vi have lært ham kjende som en tro og hengiven Ven af Kong Haakon, men tillige som en Mand, hvilken i det mindste Skule Jarls Parti beskyldte for ikke altid at anvende sin Indflydelse til det bedste, og navnlig for at stifte ondt mellem Kongen og Jarlen. Vi have tillige seet, hvorledes han var en stor Ven og Velynder af Sturlungerne, med Undtagelse at Snorre selv og de øvrige, der sluttede sig til Skule, hvorfor ogsaa Snorre gjorde hiint oven omtalte Smædevers over ham, i hvilket han paa Grund af hans Eenøjethed sammenlignede ham med Odin, og beskyldte ham for, som denne, at sætte Splid mellem Fyrsterne. Gaut tilhørte, som det tidligere er viist, en søndhordlandsk Slægt, der havde hjemme i og ved Kvinnhered[13], og af hvilken hans Farfader, Gaut paa Ænes, er den første som nævnes. Ætten synes dog at have været en af de gamle Lendermands-Ætter i Landet, og begge Gaut den ældres Sønner, Jon og Munaan, toge, som de øvrige Aristokrater, Parti med Magnus Erlingssøn. Jon og Munaan deeltoge begge i Nordnes-Slaget, efter hvilket Jon ej senere nævnes; Munaan nævnes ligeledes ikke efter Slaget i Norefjorden, hvoraf man maaskee kan slutte, at de ere faldne i hine Slag, Jon i det første, Munaan i det andet; men det er ogsaa muligt, at de, ligesom Nikolas Kuvung, have sluttet Forlig med Sejrherren og afholdt sig fra videre Deeltagelse i Borgerkrigene og de øvrige offentlige Anliggender[14]. Jons ældste Søn Arnbjørn var derimod, som vi have seet, en ivrig Baglerhøvding, indtil han ved Baglerpartiets Ophør 1218 svor Kong Haakon Troskabseed og fra nu af var en af hans troeste og paalideligste Mænd, der endog en Tidlang var at betragte som en Art af Statholder i den nordlige Deel af Viken. Gaut, der foruden Ættegaarden Mel i Kvinnhered, efter hvilken han benævntes, ogsaa havde andre og store Besiddelser i Søndhordland og Hardanger, som Hattaberg og Sæim nær ved Mel, Haugaland paa Framnes, Nesheim, m. m., efterlod tvende Sønner, af hvilke den ældste, Finn Gautssøn paa Mel, allerede havde naaet Lendermands-Værdigheden før Faderens Død, og, som vi have seet, i denne Egenskab nævnes først blandt dem, der deeltoge i Toget i 1263, og siden som en af dem, der beseglede Fredsslutningen i Perth. Gaut havde ogsaa en yngre Søn, Gaut, kaldet Gaut unge, til Forskjel fra Faderen, ligeledes Lendermand; samt Datteren Ulfhild. Ætten og dens Medlemmer vedblev endnu at blomstre og nyde stor Anseelse indtil efter et Par Generationer, da den, ligesom Arnunga-Ætten, uddøde paa Sverdsiden og sammensmeltede med andre Ætter[15].

Blandt de Lægmænd, der for øvrigt synes at have haft størst Anseelse og Magt i den tidligere Deel af Kong Magnus’s Regjering, maa vi først og fremst nævne Erling Alfssøn paa Thornberg, som allerede ovenfor i Forbigaaende er omtalt blandt Deeltagerne i Skotlands-Toget; han var nemlig, som Systersøn af Hertug Skule, og saaledes Syskendebarn af Enkedronning Margrete, en nær Frænde af Kongen selv. Hans Ættegaard, Thornberg, laa paa Ringerike, og han selv var, idetmindste senere, forlenet med Borgarsyssel, ligesom tidligere Arnbjørn Jonssøn, med hvilken Forlening der fremdeles synes at have fulgt et Slags Overopsigt med eller Statholderskab over hele Østlandet[16]. Erling Alfssøns Søn var den berømte Alf Erlingssøn, der endog naaede Jarleværdigheden, som det i det følgende skal omtales.

Næst Erling Alfssøn maa Agmund Krøkedans nævnes, men han synes ikke længe at have overlevet det sidste Tog til Skotland; han efterlod en Søn, Hallkell Agmundssøn, ligeledes kaldet Krøkedans, om hvilken der i det følgende vil blive Tale; derhos nævnes en yngre Agmund Krøkedans, ogsaa simpelt hen kaldet „Agmund Dans“, eller „Agmund unge Dans“, om hvem det ikke er sikkert, hvor vidt han var Søn af Agmund den ældre eller af Hallkell[17]. Det er allerede i det Foregaaende omtalt, at denne Æt sandsynligviis havde hjemme i eller ved Byen Skida (Skien), siden en Gaard der har Navnet „Dansen“. Den hørte ellers øjensynligt til de Ætter, der paa denne Tid nøde størst Anseelse i Landet, uden at man deraf tør slutte, at den var en af de gamle Lendermands-Ætter.

I Sogn var fremdeles Brynjulf Jonssøn paa Hval den mægtigste Mand, ligesom han og var en af de fornemste og mest formaaende i hele Landet. Han levede endnu i 1277, og efterlod en Søn, Jon Brynjulfssøn, der, ligesom han, var Lendermand og tog virksom Deel i de følgende Begivenheder. Det synes som om Ætten vedligeholdt sig temmelig længe paa de Kanter[18]. Før Brynjulfs Faders, Jon Staals Tid, synes den hel at have hørt til de fornemmere og mere formaaende, men dog ikke at have naaet saadant Vælde, som den siden fik. Ligesom Brynjulf Jonssøn havde mest at sige i Sogn, synes Lendermanden Eiliv af Naustdal, der allerede i det foregaaende er omtalt, at have været den mest formaaende i Fjordene. Man kan være overbeviist om, at de begge tillige vare Sysselmænd, hver i sit District, ligesom i sin Tid Peter i Giske, og vistnok ogsaa hans Søn Nikolas, paa Søndmøre, eller en Deel deraf.

Den oftere omtalte Andres Nikolassøn, der var med at slutte Freden i Perth, sees ogsaa at have været en af Landets mest anseede Lendermænd, og da han temmelig tidligt benyttedes i en saa vigtig Sendelse, som den at ledsage Kongedatteren Christina til Spanien, maa man ogsaa formode at han var af meget høj Byrd, skjønt der ingensteds siges, hvo hans Fader var. Man erfarer, at han stod i Svogerskabs-Forhold til Erling Ivarssøn paa Bjarkø[19], hvoraf man har Grund til at slutte, at hans Ætt hørte hjemme paa Haalogaland, uagtet han selv snarere har haft sit Tilhold i Gulathingslagen. Det er ej usandsynligt, at han var Søn af den i 1244 afdøde haalogalandske Høvding og Lendermand Paal Vaagaskalms Søn Nikolas Paalssøn, der havde været Gesandt hos Kejser Frederik og nødt megen Udmerkelse af ham, og som døde endnu i sine bedste Aar, for Faderen, savnet af Kongen selv og alle andre, der kjendte ham. Andres Nikolassøn stod, som allerede berørt, i nøje Venskabsforbindelse med den for omtalte Franciscanermunk Broder Mauritius, der 1264 havde været kongelig Gesandt i Skotland, strax førend han selv afsendtes i et lignende Erende. Maaskee var det ved denne Lejlighed, at de stiftede Bekjendtskab og sluttede Venskab med hinanden. Andres Nikolassøn foretog senere, ledsaget af Broder Mauritius, en Sørejse til det hellige Land, men døde 1273 undervejs i Middelhavet, enten fra eller til Palæstina[20]. Broder Mauritius derimod kom tilbage til Norge, hvor han fremdeles brugtes i diplomatiske Erender, og paa Latin beskrev sin og Hr. Andres’s Rejse; af denne Rejsebeskrivelse haves endnu endeel Brudstykker tilbage[21].

En anden mægtig Lendermand, som vi ovenfor ligeledes have haft Lejlighed til at omtale, var Ragnvald Urka, hvis Hjemstavn dog ikke nævnes. Han levede endnu i 1277, og synes at have været Fader til den i Kong Magnus’s senere Aar og lige indtil Begyndelsen af det 14de Aarhundrede oftere forekommende Lendermand Hr. Aslak Ragnvaldsøn, der igjen havde en Søn, ved Navn Ragnvald, som fremdeles hørte blandt Landets Magnater. Aslak Ragnvaldssøn var i sin Tid forlenet med Skiens Syssel, uden at man dog deraf tør slutte, at Ætten selv hørte hjemme der, thi vi have netop ved Skiens Syssel seet Exempel paa, hvorledes den overdroges til vildfremmede Mænd, idet nemlig Thord Kakale forlenedes dermed, og det samme synes at have været Tilfælde med flere af disse østlandske Sysler. Saaledes treffe vi i den senere Deel af Kong Magnus’s Regjering, som Sysselmand enten paa Oplandene eller i Viken, en Mand fra Søndfjord, hvilken vi i det Følgende ville see at spille en ualmindelig glimrende Rolle. Dette var den bekjendte Audun Hugleikssøn, af sin Ættegaard Hegranes paa Jolustør (Jølster) kaldet Audun af Hegranes, men mere bekjendt under Tilnavnet „Hestakorn“, fordi han, som det heder, var den første i Norge, som fodrede sine Heste med Korn. Om denne Audun tilhørte nogen ældre Æt, og da hvilken, vides ikke, men man erfarer, at han var beslægtet med Kongehuset, og dette i Forbindelse med hans Lovkyndighed og andre udmerkede Egenskaber, forklarer noksom hans hurtige Stigen. Allerede ved 1273 kaldes han „den viseste Mand i Landsloven“[22], og i 1276 finde vi ham som en af Kongens Stallarer[23]. Vi ville i det følgende see, hvorledes han omsider svingede sig op til Jarle-Værdigheden.

En anseet Lendermand fra Ryfylke, der nævnes i den sildigere Deel af Kong Magnus’s Regjering, og som maaskee derfor nærmest skyldte Kongen sin Ophøjelse, var Gaute i Tolga, fra hvem en mægtig Ætt nedstammede. Men man kjender intet til hans Forfædre eller øvrige Frænde-Forhold. Kantslerværdigheden vedblev Sira Askatin at beklæde indtil 1270, da Biskop Peter i Bergen døde, hvorefter Askatin, sikkert ved Kongens Medvirkning, befordredes til den ledige Biskopsstol. I Askatins Sted fulgte Erkebiskop Haakons Søn Thore, kaldet Biskopssøn eller Thore Kantsler; denne Mand, der siden blev Lendermænd og giftede sig, maa saaledes, skjønt verdslig, have faaet en gejstlig Opdragelse, og stod altsaa fuldkommen i samme Kategori som de bekjendte retskyndige Regjeringsmænd, der fra denne Tid af spillede saadan vigtig Rolle i Frankrige: atter et ikke utvetydigt Beviis paa Indflydelsen af den nu mere og mere i Norge almindelige Skik, at de, der lagde sig efter en højere Lærdom, studerede ved Universitetet i Paris, og fornemmelig lagde sig efter Retskyndigheden, saavel den civile som den canoniske. Man tør vistnok med temmelig Sikkerhed antage, at Thore Haakonssøn havde gjennemgaaet et saadant Studium, og derved erhvervet de til Forvaltningen af Kantsler-Embedet nødvendige Kundskaber, saamegetmere, som det udtrykkeligt meldes om ham, at han var vel forfaren i kirkelig Lov[24].

Det vigtige Fehirde-Embede beklædtes i Kong Haakons sidste Regjeringstid, eller i det mindste paa Skotlandstoget, af Andres Plytt, der tidligere havde været brugt i Gesandtskaber, og senere nævnes blandt de fornemste Lendermænd. Vi have allerede seet, at Jon Tviskaven, den samme Krigsmand, der allerede i 1241 paa Kong Haakons Befaling aflivede Vaarbelgen Sigurd Hiit[25], nævnes som Kong Magnus’s Fehirde i Aaret 1264; men om han kun var Fehirde eller Casserer for Rejsen[26], eller om han for længere Tid beklædte Embedet, er lige saa uvist, som hvor vidt der allerede paa denne Tid var flere Fehirder, eller kun een. Sandsynligviis var der dog endnu blot en eneste, og det er da ikke usandsynligt, at Jon Tviskaven har beklædt Embedet, efter at Andres Plytt som Lendermand har frasagt sig det.

Som Kongens Stallarer nævnes, foruden Audun, ogsaa Olaf af Stein og Vigleik Audunssøn[27], begge Mænd, om hvilke der for Resten intet tidligere berettes. Muligt, at Vigleik var beslægtet med Audun. Aslak Guus, der var Stallare under Kong Haakon, afgik maaskee fra dette Embede ved Thronskiftet: han forekommer senere som Lendermand. Andre anseede Mænd, der brugtes af Magnus i offentlige Sendelser, vare Hallvard Guldsko, Aamunde Haraldssøn og fornemmelig Lodin Lepp; det maa dog merkes, hvad Hallvard, der 1264 kom tilbage fra Island, angaar, at han allerede var afsendt af Kong Haakon. Aamunde Haraldssøn afsendtes vel i Kong Haakons Levetid, men dog, som det maa antages, efter hans Afrejse, altsaa af Kong Magnus, tilligemed den før omtalte Broder Nikolas, til Danmark, for i Forening med svenske og danske Befuldmægtigede, de sidste paa de ugifte Systres Vegne, at afgjøre Skiftet mellem Kong Erik Valdemarssøns Døtre. Dette, der hidtil havde mødt saa mange Vanskeligheder, bragtes nu endelig i Stand paa et Mode i Lund den 13de November; de danske Befuldmægtigede vare Erland, Archidiacon i Lund, Chorsbroderen Mester Thrugot, samt de verdslige Herrer Anders Pallesøn og Nils Tulesøn; de svenske vare Karl Ingeborgssøn samt Benedict, Kong Valdemars Klerk. Alt blev her paa det nøjeste beregnet efter Mark Guld og Sølv, i Ører og Skillinger, og man erfarer tillige, at Kong Magnus maa have holdt Fogeder eller Befuldmægtigede i Jylland, for strax, eller endog foreløbigt, at tage de Dronning Ingeborg tilkommende Godser i Besiddelse. Der haves nemlig endnu et Brev fra Aamunde Haraldssøn og Nikolas til Broder Peter, Franciscanermunk i Horsens, og den norske Konges Advocater (Fogeder) i Nørrejylland, hvori de melde dem, at da der ved det sluttede Skifte var tilfaldet Jomfruerne Jutha og Agnes visse Gaarde, som enkeltviis opregnes, skulde de frit og ufortøvet oplade dem til samme Jomfruers Fuldmægtig, og ikke paa nogen Maade befatte sig dermed[28]. Vi erfare alligevel af de følgende Begivenheder, at det desuagtet ikke lykkedes Magnus at faa Godserne i sin Besiddelse. – Lodin Lepp, der allerede havde været baade i Spanien og i Tunis, sendtes ligeledes af Magnus til forskjellige Lande, endog til Ægypten, eller, som det i den Tid kaldtes, Babylonien[29]. Saavel Lodin Lepp som Hallvard Guldsko synes at have hørt hjemme i Bergen, i det mindste ejede de de efter dem benævnte Gaarde ved Bryggen, Guldskoen og Leppen, der endnu føre disse Navne.

  1. ↑ Magnus Haakonssøns Saga Cap. 4.
  2. ↑ Annalerne, ved 1267 og 1270. At Margrete allerede skulde være død 1267, grunder sig kun paa en urigtig Læsemaade.
  3. ↑ Se Ferreras Synopsis VI. S. 261, 262.
  4. ↑ Se ovenfor I. 2. S. 659, 660.
  5. ↑ Dette sees aller bedst ved Sammenligning af Slægttavlerne i de foregaaende Bind.
  6. ↑ Se ovenfor III. S. 151, 152.
  7. ↑ Se ovenf. III. S. 119.
  8. ↑ Magnus Haakonssøns Saga Cap. 4. Her staar ogsaa (for saa vidt Stedet er rigtigt læst): „hendes Moder var …“, men i Haandskriftet er der kun et aabent Rum, hvor Navnet skulde staa; vi erfare saaledes ikke, hvad Moderen heed.
  9. ↑ Da det Brudstykke af Magnus’s Saga, hvor alt dette omtales, slutter kort efter, faa vi der ikke udtrykkelig Besked om Margretes Giftermaal med Bjarne, men at det skede, sees noksom deraf at Bjarne kaldes Bjarne i Giske, og fornemmelig af Brevet No. 88 i Dipl. Norv. II, dateret 5te Novbr. 1307, hvoraf man erfarer at Hr. Bjarne Erlingssøn gjorde en Forandring i Fru Margrete af Giskes Testamente, og forordnede hvorledes det skulde forholdes med hendes Aartid; dette kunde han alene gjøre i Egenskab af hendes Mand, naar han ej var hendes Søn, hvilket dog ikke er tænkeligt. Men hvad Tid Giftermaalet fandt Sted, vides ikke; kun seer man af Sagaens Udtryk: „Nikolas efterlod Datteren Margrete, hendes Moder var … og tyktes det Parti at være i den Tid det bedste i Landet formedelst Ætt, Rigdom og Skjønhed“, at hun endnu var ugift da Faderen døde; hvorimod den Omstændighed, at han allerede 1276 kaldes „Bjarne i Giske“, viser at han inden den Tid maa have egtet Margrete.
  10. ↑ At Bjarne Mardssøn blev gift med Ragna Erlingsdatter af Bjarkø, siges udtrykkeligt i Fagrskinna Cap. 215 (jvfr. ovenf. l. c.); det er ogsaa klart, at Erling i Bjarkø var Bjarnes Descendent, siden han kaldte sin egen Søn Bjarne. Dog kan han ej selv have været en Søn af Bjarne Mardssøn, da han ellers vilde have været for gammel til at deeltage i Toget 1263; Bjarnes og Ragnas Giftermaal maa nemlig sættes til henved 1185. Men da der iblandt de fornemste Lendermænd ved Toget 1263 først omtales en „Erling Ivarssøn“, sammen med Ragnvald Urka og Jon Drottning, (Cap. 318, 319) og siden, tilsammen med disse „Erling i Bjarkø“ (Cap. 328) medens Erling Ivarssøn forsvinder, bliver det saa godt som vist, at Erling Ivarssøn og Erling i Bjarkø er een og samme Mand; altsaa heed Erlings Fader Ivar, og var rimeligviis en Søn eller Svigersøn af Bjarne. Maaskee han, naar det kommer til Stykket, er Haalogalændingen Ivar Nev, der nævnes aller først ved 1198, i Forbindelse med Bjarne Mardssøn (Sv. Saga Cap. 154, jfr. ovenfor III. S. 327) og levede endnu i 1235, ja maaskee i 1243.
  11. ↑ Formen Betereige i Dipl. Norv. III. 24 er kun en Læsefejl af Afskriveren for Bercereye, thi man finder Bjarkey ogsaa skrevet Berkrey.
  12. ↑ Nemlig i Overeenskomsten til Bergen af 1 Aag. 1273, se nedf. S. 557.
  13. ↑ Se ovenfor III. S. 486.
  14. ↑ Munaan nævnes ogsaa i et Brev, udstedt af Biskop Paal i Bergen, om hvilket vi altsaa kun vide, at det er ældre end 1194, saasom Paal døde i dette Aar; men Paal var Biskop i det mindste for 1170, og saaledes kan Brevet gjerne være meget ældre end Slaget i Norefjorden. Thorkelin, der meddeler det (Dipl. II. 11), henfører det løseligt til 1190.
  15. ↑ Se „Bergens Kalvskind“, Anm. S. 122 fgg.
  16. ↑ I Annalerne omtales Erling ved 1245 som Befalingsmand over Borgesyssel; i Kong Magnus’s Brev af 22 Sept. 1277 (N. gl. L. II. 483) nævnes han først, som „Kongens Frænde“, blandt Høvdingerne paa Østlandet.
  17. ↑ Se Annalerne, ved 302.
  18. ↑ Der siges vel ikke udtrykkeligt, at Jon Brynjulfssøn var Brynjulf Jonssøns Søn men efter det herskende Opkaldelsessystem kan man ikke tvivle derom. I 1355 omtales en Hr. Jon Brynjulfssøn, der havde Besiddelser i Dalsfjorden i Søndfjord, og som upaatvivlelig maa have været en Sønnesøn af Jon Brynjulfssøn den ældre. Dipl. Norv. I. No. 345.
  19. ↑ Haakon Haakonss. Saga Cap. 319.
  20. ↑ Isl. Annaler, ved 1273.
  21. ↑ Se Norskt Tidsskrift I. S. 43–46. Absalon Pederssøn maa have kjendt dette Skrift, siden han i Norges Beskrivelse (Suhms Sml. I. 70) veed at fortælle at Andres Nikolassøn „med Skib drog til den hellige Grav, der han havde tilforn hørt Messe udi Sola Kirke, hvis Prædikanter heed Hr. Mauritz, som hannem fulgte“ (hvilket vel kun er at forstaa saaledes at Broder Mauritz ved den Lejlighed prædikede). De af Skriftet tilbageblevne Brudstykker have, som det sees, udgjort en Deel af et Hefte, hvori ogsaa de Tractater, i hvis Affattelse Broder Mauritz deeltog, vare indførte; altsaa rimeligviis en af ham selv skreven Samling af alt hvad han har conciperet. Brudstykkerne af Rejse-Beskrivelsen indeholder deels hvad der vedkommer Rejsen fra det sydlige af Spanien til Sardinien, deels en Beretning om Syriens Kyststæder.
  22. ↑ Arne Biskops Saga Cap. 14.
  23. ↑ Isl. Annaler.
  24. ↑ Arne Biskops Saga Cap. 11.
  25. ↑ Se ovenfor M. S. 982.
  26. ↑ Der staar kun „Jon Tviskaven var Fehirde i Skibet.“
  27. ↑ Annalerne, ved 1276. Olaf af Stein og Vigleik Audunssøn omtales ogsaa i det andet Brudstykke af Kong Magnus’s Saga. Fra hvilken Gaard Stein, Olaf var, er umuligt at sige, da der fandtes saamange Gaarde af dette Navn.
  28. ↑ Se Huitfeld S.265, jfr. udateret Brev, aftrykt i Thorkelins Diplomatarium II. S. 1284, Dipl. Norv. III. No. 2. Dette sidste Brev er rigtignok henført til 1284, sandsynligviis paa Grund deraf at Kong Erik i Mai Maaned dette Aar holdt et almindeligt Ting i Nyborg, hvorved der besluttedes at det Jordegods, der tilhørte Erik Valdemarssøns Døtre, skulde udleveres dem. Men naar man gjennemlæser Brevet, faar man det bestemte Indtryk af, at det er skrevet umiddelbart efter Skiftets Slutning 1263; man kan umuligt forslaa det anderledes, end at de norske Fogeder i Norrejylland foreløbigt havde sat sig i Besiddelse af det udeelte Gods, eller en Part deraf, men nu ved dette Brev underrettedes om, hvad der var blevet de ugifte Systres Part, m. m.; endelig er det ej alene udstedt af Aamunde Haraldssøn og Nikolas, de samme Befuldmægtigede, som sluttede Overeenskomsten i Lund, men det beder og at de, da de ej selv havde Segl ved Haanden, benyttede Karl Ingeborgssøns og Benedict Klerks, det vil sige de svenske Befuldmægtigedes, Segl. Nu er det dog næsten utænkeligt, at ej alene de norske Udsendinger, men ogsaa de svenske, der underhandlede i 1263, atter skulde kunne være samlede i 1284, saaledes at de sidste kunde laane de første deres Segl. Her kan der altsaa kun være Tale om 1263, hvilket ogsaa passer bedst med Forholdene. For Resten kalder Huitfelds de svenske Underhandlere Karl, Ingemar og Benedict Klerk, hvilket upaatvivleligt er en Læsefejl i Stedet for „Karl Ingeborgssøn og Benedict Klerk“; Nikolas’s Navn giver han den vendiske Form Niclot. I Brevet staar der kun N.
  29. ↑ Dette angives udtrykkeligt i Arne Biskops Saga, Cap. 25. „Lodin Lepp“ heder det her ved 1280, „havde været nogle Gange i Kong Magnus’s Sendelser til forskjellige Lande, saaledes og ud til Babylonien, og var derved bleven meget navnkundig“. Her maa der saaledes ganske vist sigtes til Rejser, han foretog under Kong Magnus’s Regjering, efter at han havde været i Tunis, og hans Sendelse til Babylonien maa have været en anden, end den til Tunis 1262, thi da var det Kong Haakon, som sendte ham.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/5/52&oldid=73522»