Det norske Folks Historie/5/53

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Saa ſnart Kong Magnus havde faaet frie Hænder for Krigen med Skotland, rettede han ſine fornemſte og ivrigſte Beſtræbelſer paa en fuldſtændig Reform af Landets Love. Vi have ſeet, hvorledes Trangen dertil allerede gjorde ſig gjeldende, ſaavel rinder; Kong Haakon Sverresſøn, ſom under Kong Haakon Haakonsſøn, og navnlig, hvilke betydelige partielle Forbedringer; denne bragte til Veje; men nogen almindelig, gjennemgribende Forandring opnaaede Haakon dog ikke at bringe i Stand; og navnlig ſtod det endnu tilbage, ved Siden af de enkelte Reformer at tilvejebringe en fuldkommen Eenhed i Lovgivningen for Landets enkelte Dele. Om der end ikke er os opbevaret noget Exempel paa de Misligheder, ſom det førte med ſig, at hvert af de tre gamle Lagſokn eller Lovforeninger havde ſin ſærſkilte, fra de øvrige i mange Enkeltheder afvigende, Lovgivning, ſaa behøver man dog kun at vide, at dette var Tilfældet, for at indſee hvor mange Ulemper det maatte afſtedkomme. Man kan derfor ikke betvivle, at allerede Haakon, ſom vi ovenfor have ytret, var betænkt paa at faa de tre forſkjellige Lovgivninger ſammenſmeltede til een, og det ſluttes aller bedſt deraf, at Kong Magnus ſaa hurtigt bragte dette vigtige Arbejde i Stand, ſom det her i det følgende vil ſees; thi det ſynes neppe muligt, at det havde kunnet udføres i ſaa faa Aar, medmindre det allerede for en ſtor Deel var forberedt under Kong Haakon. Der maa ſaaledes upaatvivleligt fra hans Dage trave ligget Udkaſt til en nu Fælleslovgivning for det hele Land, om ikke fuldt udarbejdede, ſaa dog for en Deel og forſøgsviis affattede, øm det end ikke lukkedes ham at faa dem vedtagne, eller vel rettere Arbejdet ſelv ikke var nok fremſkredet, til at dette kunde ſkee. Man kan ogſaa paa det nærmeſte ſlutte noget ſaadant af den Lovbog, ſom Kong Magnus allerede i Aaret 1265 ſendte ud til Island, for der at faa den vedtagen, og om hvilken vi i det følgende komme til at tale nærmere. Denne Lovbog, hvilken vi rigtignok ikke have i dens førſte Skikkelſe, men kun ſaaledes ſom den ſaa ud efter at være bleven forøget med en Deel Tilſætninger, fornemmelig i Aaret 1273, viſer ſig nemlig, disſe Tilſætninger fraregnede, at være en Sammenſmeltning af Froſtathingslagen og Gulathingslagen, forøget med de ældre Retterbøder, hvilke, ſom i det foregaaende er paaviiſt, enten ere at henføre til Kong Haakon Sverresſøn, eller til Kong Haakon Haakonsſøn, ſamt med denne ſidſtes Retterbøder af 1260, navnlig Beſtemmelſen om Tronfølgen, hvortil der endelig kommer nogle ſæregne Beſtemmelſer om Landboforholdene paa Island, tagne fra den ældre islandſke Lovbog[1]. Om denne, af Kong Magnus til Island overſendte Lovbog, der ſaaledes indeholdt det førſte Forſøg paa at indføre norſk Lovgivning paa Øen (thi alt det Væſentlige er her norſkt, de faa oprindelige islandſke Beſtemmelſer ere en Ubetydelighed mod det Norſke, ſaavel hvad Omfang ſom Vigtighed angaar), heder det at den var affattet efter Sturla Thordsſøns Raad og Anviisning[2]. Men da Sturla ſaa kort efter ſin Ankomſt til Norge vanſkeligt kan bade været ſaa fortrolig med den norſke Lovgivning, at det kunde falde Kongen ind at æſke hans Raad om, hvorledes de Dele, der af denne bibeholdtes, ſkulde ordnes, maa man ſlutte, at Forſøget paa en Sammenſmeltning af Froſtathingslagen og Gulathingslagen med de Forandringer, der Tid efter anden vare vedtagne eller før Fremtiden anſaaes nødvendige, allerede var gjort under Kong Haakons Regjering, og fra hans Tid henlaa i Concept, ſamt at Sturlas Raad og Anviisning indſkrænkede ſig til et Skjøn om, hvad der af dette Concept kunde blive ſtaaende for Islands Vedkommende, eller hvad der paa Grund af de ſæregne Forhold maatte vige Pladſen for Beſtemmelſer, ventede fra den ældre islandſke Lov; hvilke Beſtemmelſer da Sturla ligeledes maa have fremledet og redigeret i deres nye, meget forkortede Form. Dette beſtyrkes ogſaa deraf, at i den ſenere fælles Landslov, ſom Kong Magnus fik bragt i Stand, findes før ſtørſte Delen de ſamme Artikler; af Froſtathingsloven og Gulathingsloven bibeholdte, ſom de, der udgjøre Hovedindholdet af hiin islandſke Lovbog, og om de end ere forandrede, ſaa ſees dog Forandringerne ſelv at ſtaa i ſamme Orden, ſom de oprindelige Artikler[3]. Da man nu ikke godt kan antage, at et Haſtverks-Arbejde af en Islænding ſkulde være lagt til Grund for en rigtig og gjennemgribende Lovforandring i Norge, følger det ligefrem heraf, at Udkaſtet allerede bar været gjort, førend Sturla havde noget at beſtille dermed, altſaa maaſkee endnu i Kong Haakons Levetid. En yderligere Beſtyrkelſe derpaa er den Omſtændighed, at den oftere omtalte islandſke Lovbog af 1265, ſom det ſynes efter en ældgammel Tradition, ſtundom har været kaldet Hákonarbók (Haakons Bog); thi da den nu, endog i ſin oprindelige Form, ikke ſkriver ſig fra Haakons, men fra Magnus’s Regjering, kan Meningen af dette Navn, hvis det virkelig er gammelt, ej være nogen anden end den, at der har været en ſaakaldet Haakonarbok, d. e. en ved Kong Haakons Foranſtaltning udarbejdet Bog, indeholdende et Udkaſt til en Fælleslov for Norge, hvilken Kong Magnus benyttede ſom Grundlaget ved Udarbejdelſen af den nye Lov for Island, ſaa at man altſaa med Føje kunde ſige, at Magnus ſendte Haakonarhoken, kun i en noget forandret Form, ud til Island for at faa den vedtagen[4]. Den for Island bearbejdede Haakonarboks ſædvanlige Navn ſkal ellers have været „Jarnſida“, efter Bindet, om hvilken Sag vi i det følgende komme til at handle nærmere.

Naar man ſkal dømme efter hiint Udkaſt, ſaa maa dog dette førſte Forſøg paa at bringe en Fælleslovgivning i Stand have været heel tarveligt og ufuldſtændigt. Navnlig indeholder det ikke en eneſte Artikel fra Eidſivathingsloven, hvilket neppe kan forklares deraf, at man ej har fundet nogen Artikel værd at optage, thi i den ſenere Fælleslov findes flere Artikler, umiskjendeligt hentede derfra; men man maa endnu ikke være naaet ſaa langt frem i Arbejdet, eller ogſaa maa det have været Kong Haakons Plan, for det førſte at indſkrænke ſig til en Fælleslovgivning for Froſtathingslagen og Gulathingslagen: et Foretagende, hvortil man unegteligt havde et Forbillede i det Forſøg paa at ſammenſmelte Froſtathingets og Gulathingets Chriſtenretter, hvorom vi i det foregaaende have talt, og ſom ſædvanligviis tillægges Kong Sverre. Magnus ſynes derfor ogſaa at have taget Sagen fra Grunden af. Da han, uagtet han for Reſten nærede ikke ringere Begreber om Kongedømmets guddommelige Beſkikkelſe, Højhed og Magtfuldkommenhed end hans Fader og Kong Sverre, endnu erkjendte Folkets ældgamle Ret til at have den afgjørende Stemme i Lovgivningsſager, eller ligefrem at udøve den lovgivende Myndighed, indrettede han Sagen paa den Maade, at han førſt fik ſig af Folket ſelv uindſkrænket Fuldmagt overdragen til at gjøre de Forandringer ved Lovgivningen, ſom han fandt pasſende. Ja det ſynes endog, ſom om han magede det ſaaledes, at Anmodningen om at foretage en fuldſtændig Lovreviſion udgik fra Folket ſelv. Det heder nemlig i Indledningen til den af ham tilſidſt udgivne Fælles-Lovbog: „I vide, at de ſkjønſomſte Mænd af Gulathingslagen (eller, efter ſom de forſkjellige Exemplarer vare beſtemte for de forſkjellige Lagſokn, „Froſtathingslagen“, „Eidſivathingslagen“, „Borgarthingslagen“) ideligen havde talt til os om, hvorledes I have hørt at vi beſkjeftige os med at forbedre noget ved de fleſte Lovbøger i Landet, med de bedſte Mænds Raad, og anmodet os om at eders Bog heller ikke kom til at ſavne nogen ſaadan Forbedring“. Naar Anmodningen ſaaledes udgik fra Folket ſelv, maatte det blive Kongen lettere at faa en ſaadan uindſkrænket Fuldmagt, ſom oven anført, og ſom han heller ikke vel kunde undvære, naar han ſkulde bringe noget heelt og ordentligt i Stand. Imidlertid viſer dette dog, hvor ſtor Tillid Folket havde til ham, idet man, ſom han ſelv udtrykker ſig, „betroede til hans Omſorg et ſaa vigtigt Hverv, at man dømte Lovbogen ganſke til hans Behandling, det at borttage og det at tilføje, ſom tyktes ham pasſende, efter de bedſte Mænds Skjøn“. Udtrykket „dømme“, d. e. „vedtage til Thinge“, viſer at dette ſtore Tillidshverv er overdraget ham til Thinge, og man erfarer af de ſamtidige islandſke Annaler, at dette ſkede for Gulathingslagen paa Gulathinget, 1267, for Oplændingerne og Vikverjerne ſandſynligviis paa Eidſivathing 1268, og for Froſtathingslagen 1269, dog, for dette Diſtricts Vedkommende, kun hvad den verdslige Lovgivning angik, aabenbart en Følge af den imidlertid fra Pavehoffet hjemkomne, myndige Hierarch Erkebiſkop Jons Indflydelſe, ſaaledes ſom det nedenfor nærmere ſkal viſes. Det er umiskjendeligt, at de forſamlede Thingmænd virkelig paa Forhaand forpligtede ſig til at adlyde og vedtage de nye Love, Magnus nu ſtod i Begreb med at lade udarbejde; thi uagtet vi viſtnok erfare, at de færdigt udarbejdede Lovbøger ſenere bleve formeligt vedtagne i Aarene 1273—76, ſaa ſeer man dog, at denne Vedtagelſe kun har været en Formalitet, for at give den nye Lov endelig Lovskraft, uden at nogen Raadſlagning om den hele Lov eller nogen enkelt Artikel bar fundet Sted; det heder ogſaa kun, at Kongen lod Bogen oplæſe paa Thinget og „gav Thingmændene Bogen tilligemed den Retterbod, at den herefter ſkulde gjelde“, ſamt at den derpaa blev lovtagen. Lovbogen ſelv var kun Opfyldelſen af det tidligere, foreløbige Løfte[5]. Det vilde ogſaa have ledet netop til det Modſatte af den tilſigtede Eenhed i Lovgivningen, om Kongen ſkulde have baaret ſig anderledes ad, eller ladet den færdige Fælleslovs Antagelſe blive Gjenſtand for ſærſkilte Forhandlinger paa hvert enkelt Hovedthing; deraf vilde igjen nye Forſkjelligheder have været Følgen, eller ogſaa, om man tilſidſt opnaaede Enighed, vilde denne neppe have været vunden førend efter meget længere Tid end den ſom medgik, og hvorved Landet kunde være tjent[6]. Og ſaaledes maa man da antage, at Kong Magnus i de nys nævnte tre Aar perſonligt har beſøgt Lagthingene, og der, efter at have hørt Folkets Ønſker med Henſyn til Lovforbedringen og maaſkee gjort Rede for de Hovedprinciper, han i ſaa Henſeende agtede at følge, faaet ſig del Hverv, at indrette en fælles Lovgivning for det hele Rige, anbetroet. Hvor meget man nu end her maa ſkrive paa Tidsforholdenes og den manglende politiſke Udviklings Regning, ſaa var dog den Tillid, Folket her viſte ham, under enhver Omſtændighed overmaade ſtor, og vidner fordeelagtigt, ſaavel om den Agtelſe, han ſelv maa have nydt for Redelighed og Velſindethed, ſom om det ypperlige Forhold mellem Konge og Folk. Han viſte ſig ogſaa denne Tillid fuldkommen værdig.

Hvilke Medhjelpere eller Raadgivere Kong Magnus havde ved dette vigtige Arbejde, angives ikke, men man kan vel neppe tvivle paa, at han for en betydelig Deel har benyttet Thore Biſkopsſøn og Audun Hugleiksſøn, ſiden det udtrykkelig ſiges om dem, at den førſte var ſaa vel forfaren i den canoniſke, den anden i den fædrelandſke Ret, ligeſom de ogſaa i Aaret 1273 tilkaldtes af Kongen ſom kyndige Mænd ved Afgjørelſen af et vigtigt Spørgsmaal vedkommende Patronatsretten paa Island. De daværende Lagmænd have vel ogſaa for en ſtor Deel været tagne paa Raad med.

Hvad der ved denne Lovreviſion ſynes at have gaaet letteſt fra Haanden, fordi man der meſtendeels holdt ſig til, hvad man tidligere havde og hvad der rimeligviis allerede var bearbejdet i Kong Haakons Udkaſt, var Lovgivningen om Landboforholdene, eller Landsleigebaalken, ſamt tildeels Tyvebaalken. Ogſaa i den ſaakaldte Mannhelge-Baalk, om perſonlige Fornærmelſer, bibeholdtes meget, men en heel Deel forandredes eller tilføjedes fra nyt af, og det vigtigſte af alt var, at den gamle Skik med Frændebøder og Saktal, til hvis Afſkaffelſe Kong Haakon allerede havde bidraget ved at forbyde at hevne Drab paa andre end Drabsmanden ſelv, nu fik ſin ſidſte Reſt derved, at alle Frændebøder fuldſtændigt ophævedes, ſaaledes at herefter, i Drabstilfælde, kun Drabsmanden ſelv ſkulde bøde efter ſex forſtandige Mænds Kjendelſe, og til den Dræbtes Arving alene, foruden Thegngilde til Kongen[7]. Folket ſynes ſelv at have følt Nødvendigheden af denne Forandring for den almindelige Roligheds og Sikkerheds Skyld, ſiden den, ſom det heder, efter Almuens egen Bøn blev vedtagen tilligemed flere andre vigtige Lovbeſtemmelſer, Mannhelgen betreffende, førend endnu Lovreviſionen var tilendebragt, paa et almindeligt Rigsmøde, om hvilket vi nedenfor komme til at handle udførligere. Fremdeles forandredes Arvegangen ganſke efter de nyere Grundſætninger, ſom paa denne Tid vare gjeldende i Norden[8]. I Stedet for at hidtil Søn ſtod i førſte Arv og ganſke udelukkede Datter og Sønneſøn, ſattes nu Datter op i førſte Arv ved Siden af Sønnen, kun ſaaledes at hun fik halv Lod mod ham, ligeſom det indtil de allerſidſte Tider har været gjeldende Lov, og lige med Datter ſtilledes Sønneſøn, naar der tillige fandtes Sønner, uden at, merkeligt nok, Principet for Stirpal-Arven her gjordes gjeldende, uagtet det iagttoges i anden Arv, der indbefattede Ætleding, egtefød Sønneſøn, egtefød Sønnedatter og egtefød Datterſøn, hvilke alle arvede lige meget, og det ſaaledes, at om der i een af disſe Linjer kun fandtes eet, i den anden eller de øvrige flere Individer, fik dog hver enkelt Linje lige fuldt en Fjerdedeel af den hele Arv, hvor mange der end var i de andre. Man merker heri mangt og meget tydeligt nok det romerſke og canoniſke Retsſtudiums Indvirkning; herfra ſkriver ſig ogſaa det mere og mere fremtrædende Begreb om Statsmyndighedens Betydning lige overfor de private Forhold, og Overgangen at betragte de fleſte Forbrydelſer ſom perſonlige Fornærmelſer, der kun vare Gjenſtand for privat Forfølgning, til at opſtille dem blandt offentlige Retsbrud, ſom det tilkom Kongemagten, Statsmyndighedens Repræſentant, gjennem ſine Ombudsmænd at paatale og afſtraffe. For øvrigt indførtes endnu ſtørre Mildhed og Humanitet baade i Pengeſtraffene og de legemlige Straffe end forhen. De vigtigſte af disſe Forandringer opregnes korteligen ved Slutningen af Lovbogen ſelv under Navn af „Kong Magnus’s Retterbøder“, hvor der rigtignok ogſaa findes andre, ſenere vedtagne Modificationer, men hvoriblandt hine dog ere kjendelige derved, at de henviſe til Lovbogen. Blandt disſe kan man foruden Afſkaffelſen af alle Frændebøder, der førſt vedtoges paa Rigsmødet 1273, og Forandringerne i Arvegangen, anføre den ſtore Forandring i Tyvslovgivningen, at medens de ældre Love erklærede hver den for Tyv, der ſtjal til en Ertogs Verd eller mere, hvoraf fulgte, at endog et ſaa lidet Tyveri medførte Dødsſtraf og Ejendoms Fortabelſe, — da nemlig den Regel ufravigeligt gjaldt, at enhver Tyv ſkulde dræbes og hans Ejendom, løſt og faſt, tilfalde Kongen, — indtraadte nu Dødsſtraffen ikke førend ved fjerde Gangs Tyveri, naar det Stjaalne beløb ſig til en Øre eller derover indtil ½ Mark; ved anden Gangs Tyveri, naar det Stjaalnes Beløb var over ½ Mk.; dog med den Forſkjel, at det førſte Gangs Tyveri under en heel Marks Beløb ſkulde ſtraffes med en Bod af 8 Ertoger og 13 Mk. Sølv, eller, hvis denne ej udrededes, med Landflygtighed, over een Marks Beløb derimod med en arbitrær Straf, tilkjendt af den kongelige Ombudsmand, ſamt Forbrydelſe af al Ejendom til Kongen. For førſte Gangs Tyveri til en Øres Beløb beſtemtes Kagſtrygning eller en Bod af 3 Mk. Sølv, hvilken Bod kaldtes „Løsning af Huden“; for anden Gang, Kagſtrygning eller en Bod af 6 Mk. Sølv, for tredie Gang, Kagſtrygning uden nogen Løsning og 6 Mk. Sølv til Kongen. De 8 Ertoger og 13 Mk. Sølv, ſom ſkulde bødes for førſte Gangs Tyveri til en halv Marks Verd, kaldes ligeledes Løsning af Huden. Førſt naar Dødsſtraffen indtraadte, betragtedes Forbryderen ſom virkelig Tyv, og da gjaldt fremdeles den gamle Regel, at han ſkulde bringes bunden til Kongens Ombudsmand, og at Ombudsmanden med Bøndernes Biſtand ſkulde lade ham bringe til Fjæren og hænge[9].

Medens nu den ordentlige Regulering af Straffene, der ved Lovreviſionen bevirkedes, navnlig Frændebødernes Ophør, medførte en ſtor Simplification i Criminalproceduren, og dannede den nys berørte Overgang fra det ældre Syſtem, hvorved ſaa godt ſom alle Retsbrud betragtedes ſom private Fornærmelſer, til et ordentligt Juſtitsvæſen, hvorved Staten ſelv gjennem Kongen, og han igjen ved ſine Ombudsmænd, lod Søgsmaal anſtille, tør man dog neppe paaſtaa, at denne henſigtsmæsſige og velgjørende Forandring udelukkende hidrørte fra umiddelbare Henſyn til Folkets Tarv. Meget maa man ſkrive paa Tidsaandens Regning i Almindelighed, og ſom den nærmeſte Kilde dertil maa man betragte de ſtrengt monarchiſke Principer, der beſjælede Magnus ikke mindre end hans Forfædre, og ſom nu ogſaa hans fleſte nærmere verdslige Omgivelſer deelte. Ikke at jo Magnus tillige oprigtigt havde Folkets Velvære for Øje, men han var, ſom man ſeer, gjennemtrængt af den Overbeviisning, at Vejen dertil gik gjennem den ſterkeſt mulige Kongemagt. Unegteligt beſtyrkede ogſaa de tidligere Begivenheder, under Lendermandsvældet og Borgerkrigene, en ſaadan Betragtningsmaade af Forholdene, medens ſaavel Kong Haakons ſom Kong Magnus’s Retſind havde udelukket enhver Tanke om Misbrug af Magten fra Tronen af, og ſaaledes dannet Folket i Almindelighed til at føle ſig bedſt tjent med en ſaadan Tingenes Orden, hvorved det hele Styrelſesvæſen lagdes i Kongens Hænder. Saaledes kunde det da gaa til, at hine monarchiſke Principer paa det conſeqventeſte, og uden mindſte Indvending fra Folkets Side, gjennemførtes i den nye Fælleslovgivning. Ved allerede paa Forhaand at give Kongen frie Hænder til at gjøre de Forandringer i Lovgivningen, han fandt pasſende, udtalte Folket utvetydigt nok ſin Overbeviisning i dette Henſeende.

Men om end Folket i Almindelighed har ſtemt for en uindſkrænket Kongemagt, eller fandt ſig bedſt tjent med at kunne overlade Kongen hele Rigsſtyrelſen, for ſelv udelukkende at kunne beſkjeftige ſig med private Anliggender, ſaa har dog Gejſtligheden des mere paa ſin Poſt mod at indrømme Kongemagten for meget, iſær efter at den dygtige Erkebiſkop Jon var bleven dens Overhoved. Ikke at Gejſtligheden, eller dens Formand Erkebiſkoppen, egentlig følte ſig opfordret eller forpligtet til at tale Folkets Sag. Den havde intet imod at indrømme Kongen den uindſkrænkede Magt, ja ſaa endog gjerne hans Magt ſaa ſterk, og Folkets egen Myndighed ſaa liden ſom muligt, naar kun Kirkens Frihed ikke indſkrænkedes, og naar den ſelv, ſom en Kongedømmet ſideordnet, ikke underordnet Autoritet, deelte Herredømmet med dette. Spørgsmaalet, hvorledes dette Forhold ſkulde ordnes, var derfor ogſaa det eneſte, der vakte Modſtand og foranledigede vidløftigere Forhandlinger.

Og dog var Kong Magnus aabenbart en religiøs, mod Kirken meget velſindet, Fyrſte, ſnarere tilbøjelig til at indrømme den for meget, end for lidet, ganſke ſaaledes ſom man kunde vente ſig det af Erkebiſkop Einars fortrolige Ven og maaſkee Opdragling. I Indledningen til Kong Magnus’s nye norſke Fælleslov findes der en Fremſtilling af Kongedømmets og Kirkens Forhold til Folket og dem ſelv indbyrdes, der allerede forekommer ordlydende i den nye islandſke Lov af 1265, og ſaaledes rimeligviis hidrører fra Kong Magnus’s aller førſte Regjeringsaar, hvis den ej, hvad der dog er mindre troligt, udgjør en Deel af hvad der allerede var fort i Pennen under Kong Haakon. Her udtales ikke længer, ſom i Kong Sverres Stridsſkrift, det Princip, at Kongedømmet efter Guds Beſkikkelſe ſkulde have Overopſigt over Kirken, men Kongemagten og Biſkopsmagten (d. e. Kirken) opſtilles ſom ſideordnede. „Fordi“, heder det, „at Guds Miſkundhed ſeer det dagligen at være det utallige Folks og den adſkilte Mængdes Tarv, har han beſkikket tvende ſine Tjenere at være ſine ſynlige Ombudsmænd med Henſyn til denne hellige Tro og hans hellige Lovmaal, gode Mænd til Værn og Retsſikkerhed, men onde Mænd til Refſelſe og Renſelſe. Disſe tvende ere, den ene Kongen, den anden Biſkoppen. Kongen har af Gud faaet verdslig Magt, til alle verdslige og lovlige Sager, men Biſkoppen aandelig Magt til aandelige Sager; og de vedkjende ſelv, at de have deres Magt og Myndighed af ſelve Gud, men ikke af ſig ſelv. Og fordi at de ere af Guds Ombudsmænd, ſaa og fordi alle ſee at man ikke paa nogen Maade kan undvære dem, for det tredie fordi Gud ſelv værdigedes at kalde ſig med deres Navn, da er den ſandelig i ſtor Fare med Henſyn til Gud, der ej med fuldkommen Aaſt og Rædſel ſtyrker dem i Udøvelſen af deres Magt, og det dem af Gud overdragne Hverv, der paalægger dem en ſaa ængſtlig Omſorg for Folket og ſaa ſtort Anſvar for Gud; aller helſt, hvor Lovene ſelv vidne med faſte Enemerker, ſaa at hverken Høvdingerne, naar de holde ſig indenfor dem, kunne forkue eller betynge Folket med altfor ſtor Herſkeſyge, eller omvendt ukloge Mænd negte Høvdingerne den lovlige Lydighed af Trods eller kortſynet Uvillighed“[10].

Overeensſtemmende med den her udtalte Erklæring, hvor man dog endnu ſavner nogen beſtemt Grændſe mellem Kongemagtens og Kirkemagtens Gebeet, formede nu Kong Magnus, ſom man ſee, ſin nye Lovgivning, og begyndte, ſom det lader, med Chriſtenretten, ej alene fordi den var den vigtigſte Deel af Loven, men ogſaa fordi den indtog den førſte Plads i Lovbogen. Allerede førend han ſkred tildel egentlige Lovarbejde havde han lagt ſit venſkabelige Sindelag mod Kirken for Dagen, idet han ved en Retterbod, udgiven i Tunsberg, 1267, Ord til andet gjentog og bekræftede ſin Faders Beſtemmelſe om Tiende, Olafsſkot og Hallvardsſkot[11]; ligeledes havde han, i 1265 efter Overlæg med Biſkop Haakon, ſaavel ſom de;øvrige Biſkopper, udgivet for Viken et Forbud mod Aager, under Straf af Capitalens Forbrydelſe, halvt til Kongen, halvt til Biſkoppen[12]. Dette var ganſke i Overeensſtemmelſe med de paa den Tid herſkende kirkelige Anſkuelſer, der gjorde Aager til en Forbrydelſe mod Guds Lov, og til Gjenſtand for kirkelig Paatale. Sandſynligviis er Forbudet ſenere ogſaa udſtrakt til .de øvrige Dele af Landet ved andre, nu tabte Breve. Hvad nu før øvrigt den af Magnus foranſtaltede nye Chriſtenret angaar, da viſer den ſig tydeligt at være et noget ubehjelpeligt Forſøg i Lovreforms-Vejen, og aabenbarer ſig allerede derved ſom et af de tidligſte Arbejder i dette Stokke. Det var, ſom vi ovenfor have intet, Magnus’s Henſigt, at udgive een fælles Lovgivning for det hele Folk, kun med de faa indbyrdes Afvigelſer i Thingfare-Baalken, ſom de totale Forhold paa ethvert Sted gjorde nødvendige; men med Chriſtendomsbaalken lukkedes dette ikke ganſke. Hvad der er fælles for de Afſkrifter af Kong Magnus’s Chriſtenret, ſom vi have tilbage, er Beſtemmelſen om Børns Opfødſel og Daab[13], om Biſkoppens Raadighed over Kirken[14], om Kirkers og Kirkegaardes Fredhellighed, om Begravelſe Kirkegaard, om Helligdages Højtideligholdelſe, om Faſte, om Skriftemaal og Rumaſkat, om Fæſtemaal og Bryllup, om Egteſkabets Hellighed[15], og om forbudne Led[16]. Derimod ere Beſtemmelſerne forſkjellige angaaende Tienden og Kirkernes Opførelſe og Indvielſe, hvor baade for Vikens og Gulathingets Vedkommende de ældre Beſtemmelſer i hvert af disſe Diſtricters Chriſtenretter findes optagne[17], og endelig forekommer der i den for Viken beſtemte, nyere Chriſtenret endeel Beſtemmelſer om Fæſtemaal, Skilsmisſe, m. m., der tilhøre den verdslige Lov, og ſom ſaaledes maa være tagne af den ældre Landslov[18], ſamt ligeledes i Gulathings Chriſtenret ei alene nogle til den verdslige Lov henhørende Beſtemmelſer om Fællig mellem Egtefolk, men derhos nogle Artikler om Bødedommes Efterlevelſe, om Manddrab og forſkjellige Eedsaflæggelſer[19], der tilhøre andre Dele af Landsloven, og ſom ſynes at være foreløbigt indførte, forinden den ſamlede Lov fuldſtændigt kom i Stand: hvad der da ogſaa ſtempler denne Chriſtendomsbaalk ſom det ved Kong Magnus’s Foranſtaltning næſt,den islandſke Lov aller førſt iſtandbragte Lovarbejde. At denne Chriſtenrets Beſtemmelſe var at ſtaa i Spidſen for den hele Landslov, ſees tydeligt nok af Begyndelſes-Ordene: „Dette er Begyndelſen til vore, Gulathingsmændenes, Love, hvad der er Ophavet til alt Godt, at vi ſkulle have og overholde den chriſtelige Tro“. Thi ſaaledes begynder; ogſaa, næſt Thingfare-Ordningen, baade den islandſke Lovbog og den ſenere almindelige Landslov[20]. Efter denne Indledning indføres Troesartiklerne, ſandſynligviis efter den fra Cardinal Nicolaus’s Tid opſtillede Formular; derpaa følger hiin ovenfor meddeelte Fremſtilling af Kongens og Biſkoppens ſideordnede Myndighed, Ord til andet ſom i den islandſke Lov, hvorefter fremdeles, ganſke ſom i denne, den ved Kong Haakons Foranſtaltning paa Froſtathing og Rigsmøde 1260 vedtagne Lov om Konge-Arven og Konge-Tagelſen indtages, med en Indledning, hvor der tales om den ſtore Skade, Folket havde lidt ved falſke eller uberettigede Tronprætendenters Antagelſe og de deraf følgende Borgerkrige[21]. Efter Beſtemmelſerne om Konge-Arven og Kongens Antagelſe m. m. følge Formularerne for Kongens, Lendermændenes og Bøndernes Eed, fremdeles ganſke ſom i den islandſke Lov. Hele dette Stykke ſynes ſaaledes at bore til det Concept, ſom enten laa færdigt udarbejdet fra Kong Haakons Tid, eller udarbejdedes ſtrax efter Magnus’s Tronbeſtigelſe, førend den nye islandſke Lov kom i Stand; det udgjør, ligefra Troesartiklerne af, aabenbart et ſamlet, under eet affattet, Afſnit, der i den nye Chriſtenret kun har faaet en noget fremmedartet Afbrydelſe, derved at en Artikel om hedenſk Tro og dermed forbundne Uſkikke er indſkudt ſtrax efter Fremſtillingen af Kongens og Biſkoppens Magt, idet denne Sag paa en temmelig haartrukken Maade indføres ſom et Anliggende, der er Gjenſtand for Kongens og Biſkoppens ſærdeles Opmerkſomhed. Hvad Froſtathinget angaar, da findes der ikke nogen ſaadan nyere Chriſtenret for dettes Vedkommende, af den Grund, ſom vi allerede have berørt og ſtrax nedenfor nærmere ville omhandle, at Kongen endnu ikke havde modtaget nogen Fuldmagt til Lovreviſion fra.dette, inden Erkebiſkop Jon var kommen hjem og fik Chriſtenretten undtagen derfra. Hvad ellers Beſtemmelſerne ſelv angaar, der i den for Viken og Gulathinget fælles Hoveddeel ere indtagne, da ſees ogſaa disſe væſentligt at være formede efter de ældre Chriſtenretter, men med flere nye Beſtemmelſer af megen Vegt, i de daværende kirkelige Anſkuelſers Aand, ſaaſom om Skriftemaal[22], om en Udvidelſe af Tiende-Ydelſen[23], om Gejſtlighedens Coelibat i Graderne fra og med Subdiaconus op ad[24], om Indſkrænkningen af de forbudne Led i Giftermaal, ifølge Lateranmødet, til det 5te, i Stedet for, ſom tidligere, til det 10de Led[25]. Derhos er der ſkeet nogen Forandring i Feſtdagenes Antal og Henførelſe til dem, der havde Noonhelligt, eller ej. Paa de fleſte Steder, hvor en ſtørre Forandring er foregaaet, bærer Foredraget umiskjendelige Merker af Overſættelſe fra Latin, ligeſom der ogſaa paa enkelte Steder, f. Ex. ved Artiklen om Egteſkabets Hellighed, ſpores en vis Prædiketone: alt dette viſer nokſom, at disſe Forandringer, ſaavel ſom deres Indhold, hidrører fra Gejſtlige, hvilke Magnus ſaaledes ingenlunde bar undladt at tage paa Raad med. Alligevel ſandt denne nye Chriſtenret, ſom vi ville ſee, ikke Sæde for Ultra-Hierarchernes Øjne; den var ogſaa i flere Henſeender mangelagtig, ſaaledes ſavnedes f. Ex. Beſtemmelſer om Egtevielſe, der dog nu ellers var almindelig indført. Jon har viſt allerede med ſine Meningsfæller længe før ſin Ophøjelſe paa Erkeſtolen med Misbilligelſe og Mistanke betragtet Magnus’s Ferd med Henſyn til Chriſtenrettens Reform, uden dog endnu at kunne foretage noget afgjørende Skridt derimod, ſaa længe han ikke havde Kirkens Overordnede paa ſin Side. Tidspunktet var og for ſaa vidt gunſtigt for Magnus, ſom der i længere Tid lige fra Erkebiſkop Einars Død indtil, kan man gjerne ſige, Jons Tiltrædelſe var et Slags Interregnum i Kirkens Beſtyrelſe, thi Haakon tiltraadte, ſom vi have ſeet, Erkeſædet ikke førend i 1267, og foreſtod det kun i faa Maaneder; dertil kom, at han neppe var den, der betragtede den fromme Konges Virkſomhed til Chriſtenrettens Reform med ugunſtige Øjne.

Vi have allerede omtalt den gjennemgribende Forandring, ſom Magnus ſøgte bevirket, og omſider, hvorvel ikke i Begyndelſen af ſin Reform-Virkſomhed, fik ſat igjennem, at alle Frændebøder og Saktal ophævedes ved Drabsſager, men Boden alene erlagdes til den Dræbtes Arving. Da nu tillige Thegngilde ſkulde udredes til Kongen, og ethvert Drab i og før ſig medførte Fredløshed, indtil Kongen udtrykkeligt gav Drabsmanden Landsviſt, blev det en naturlig Følge, at Drabets Charakteer ſom privat Fornærmelſe traadte mere og mere i Skyggen mod dets Egenſkab af Statsforbrydelſe, der paataltes af Kongens Ombudsmand. Da nu ligeledes de ældre Beſtemmelſer øm Bøder til Kongen ved Siden af Bøder til den Forurettede bibeholdtes med ſtørre Regelmæsſighed end før, og derhos udvidedes til Ejendomsindgreb og andre dermed beſlægtede Forſeelſer, hvori det Offentlige hidtil ikke blandede ſig, er det klart, at Sysſelmændene, Kongernes Repræſentanter i alt hvad der vedkom det Executive, nu fik langt mere at ſige og en langt mere indgribende Virkſomhed, end hidtil. Ligeledes erklæredes Lagmændene for ordentlige Dommere. Hidtil havde deres Stilling, ſom vi have ſeet, været noget ubeſtemt. De havde været beſkikkede af Kongerne mere ſom et Slags Conſulenter for de Ringere og Ukyndigere, før ved ſin Orſkurd eller Lovſagn at underrette dem om, hvad der i ethvert Tilfælde var Lov, og derved forebygge unyttig Rettergang og Tviſtemaal. Men vi have rigtignok tillige bemerket, hvorledes Kongerne allerede tidligt ſøgte at faa deres Orſkurder eller Udſagn betragtede ſom virkelige Domme, og gjøre det til Underſaatternes Pligt at adlyde dem[26]. Dette blev nu tydeligt udtalt og indſkjerpet ved endeel i den nye Landslovs Thingfarebaalk indførte Beſtemmelſer. Der faſtſattes Friſter for Stevninger til Lagmanden, og Boder for den, der, ſkjønt indſtevnt, ej mødte; Dommen ſkulde ubrødeligt efterleves under en betydelig Bod; man kunde vel appellere en Lagmands Dom til Lagthinget, men paa dette ſkulde nu Lagmanden ſelv præſidere, og i Forening med Sysſelmændene udnævne Lagretten, ligeſom han og ſkulde have Stemme med i Domsafſigelſen; ja naar Lovbogen ingen Artikel indeholdt, ſom var anvendelig paa Tilfældet, ſkulde Afgjørelſen væſentligen rette ſig efter hans Mening. Heraf indſees det let, at alt dog egentlig beroede paa ham. Ja, om endog den hele Lagrette var uenig med ham, ſkulde den dog ikke være berettiget til at ophæve hans Orſkurd, men kun indberette til Kongen, at man ej fandt den lovlig, hvorefter Kongen med ſit Raad ſkulde give den endelige Afgjørelſe, „da han“, ſom det heder, „er beſkikket over Loven“[27]. Dette var ſaaledes den formeligſte Udtalelſe af det Princip, at den dømmende Myndighed i civile Sager ikke længer tilhørte Folket, men Kongen. Kun criminelle Sager afgjordes endnu efter den gamle Skik paa det i Anledning af Forbrydelſen ſelv ſammenkaldte Thing, ved 12 Mænds Dom[28], dog alene efter Sysſelmandens Foranſtaltning, ligeſom endog i det Tilfælde, at den, der havde tilføjet en Anden en mindre Fornærmelſe, hvorfor han var pligtig at bede, ikke godvilligt udredede Boden til den Forurettede, denne kunde klage for Sysſelmanden, hvilken derpaa ſkulde indſtevne begge Parter for ſig og opnævne en Dom af 12 gode Bønder, for med fuldkommen Executions-Kraft at kjende mellem dem[29]. Saaledes ytrede ſig i al Rettergang Kongens Myndighed ſom den altformaaende. Kongen dømte gjennem ſine Lagmænd, hændede Dom gjennem ſine Sysſelmænd; Folkets egen Medvirkning blev liden eller ingen.

Da det var Magnus’s Plan, ſom han ogſaa gjennemførte, at Lovgivningen for hele Landet ſkulde være een og den ſamme, ſynes ogſaa i Forbindelſe hermed den gamle Inddeling i Lagſokn at burde have været ophævet, i det mindſte for ſaa vidt Folkets Deel i Lovgivningen angik, ſaaledes at .nu ikke længer en Lov behøvede at vedtages, at for hver enkelt Lagſokn, men at Vedtagelſen ſkede paa et almindeligt Rigsmøde. Uagtet nu dette ogſaa, ſom vi have ſeet, allerede var blevet Praxis, ſaa erfarer man dog af den nyere Landslov, ſaadan ſom den endeligt vedtoges, at Magnus dog enten ikke kunde eller ikke vilde forlade den gamle Lagſokns-Inddeling; de mange Afſkrifter af Loven, vi endnu have tilbage, kunne alle lade ſig henføre til fire Klasſer, for Froſtathingslagen, Gulathingslagen, Oplandene og Viken: de ere eenslydende i Alt, undtagen paa de Steder, hvor Lagthinget omtales, og det Capitel i Thingfarebaalken, hvor Nevndarmændenes Antal angives: her, viſer det ſig, om Lovbogen er en Gulathingsbog eller Froſtathingsbog o. ſ. v. Vi ſee ſaaledes i hver Lovbogs Thingfarebaalks Cap 2, der omhandler Nevndarmændenes Antal, at Gulathinget, ligeſom før, faſtſættes ſom fælles for alle de veſtlige Fylker fra og med Agder til og med Søndmøre, hvorhos Valdres, Hallingdal, Setr (Setersdal) og Otrudal (Robygdelaget), der hidtil ikke nævntes, udtrykkeligt anføres ſom Diſtricter, hvorfra Nevningsmænd ſkulde ſendes. Ligeledes angives de Landſkaber, der ſkulde ſende Nevningsmænd til Froſtathinget, at være Ytre Thrøndelagen, Indre Thrøndelagen, Raumsdal, Nordmøre, tilligemed Opdal, og Naumdal. Endelig anføres ſom de Landſkaber, der henhørte under Eidſivathinget: Nordre Gudbrandsdalen, Søndre Gudbrandsdalen, Heinafylke, Hadafylke, Raumafylke, Nordre Øſterdalen og Søndre Øſterdalen. Vi finde her, hvad der er merkeligt nok, at de Diſtricter, der tidligere ſynes ej at have ſendt Thingmænd, og ſaaledes ej udøvede nogen Indflydelſe paa Lovgivningen, nu regnedes med ſom ſideordnede Landſkaber, hvorved Antallet af Froſtathingets Nevndarmænd blev meget talrigere end før, ſaaſom det forrige Antal for det egentlige Thrøndelagen bibeholdtes, medens derimod Gulathingsfylkernes ſaaledes nedſættes, at det ſamlede Antal, uagtet de nye Thingmænd for Valdres m. m., dog blev over hundrede mindre end før[30]. I de for Viken ſkrevne Lovbøger angives det ikke udtrykkeligt, af hvilke Diſtricter Nevndarmænd ſkulle udgaa, men det beder kun at de efter gammel Viis ſkulle opnævnes fra hvert Fylke eller Bygdelag: heller ikke angives ligefrem, hvor vidt der var noget fælles Thingſted, og da hvilket: man ſeer kun, at de fleſte Lovbøger tale om Borgarthing og Borgarthingsmænd, hvoraf man maa ſlutte, at Thinget i Sarpsborg nu betragtedes ſom det fælles Hovedthing for Viken. Da vi ej beſidde den ældre Eidſivathingslov, kunne vi ikke med Sikkerhed vide, om Viken allerede tidligere, ſkjønt den for Reſten havde verdslig Lov fælles med Oplandene, har været regnet ſom en Afdeling for ſig ſelv, med et eget Fællesthing, eller om den ſendte Nævningsmænd til Eidſivathinget: det ſidſte var vel i det mindſte længer tilbage det ſædvanlige, men at Viken dog ogſaa ſtundom, i ſæregne Tilfælde, kunde holde ſærſkilt Thing og vedtage ſæregne Love, derpaa have vi allerede ſeet Exempel i den ældre vikſke Chriſtenret, der i flere Stykker afviger fra den oplandſke, ſkjønt man dog tydeligt kan ſee, at Grundbeſtemmelſerne ere de ſamme; ligeledes i de Forandringer i den verdslige Lovgivning der bevirkedes af den lovkyndige Berſe[31]. Det laa ogſaa i Sagens Natur, at der i Viken, ſom Kyſtdiſtrict, maatte indtreffe mange Tilfælde, hvorom der ej kunde være Spørgsmaal i de fra Havet adſkilte Oplande, og ſom derfor gjorde ſæregne Beſtemmelſer nødvendige. Paa hvilket Sted nu Vikens Indbyggere i ſaa Fald holdt deres ſæregne Fællesthing, angives ingenſteds: ſandſynligviis var det Borg, men det torde dog ogſaa hænde, at det nu og da kan have været holdt paa et af de andre Thingſteder, hvor Kongerne plejede at holdes, og hvor der vel ogſaa voldtes Fylkes- eller Halvfylkes-Thing, fornemmelig Haugene ved Tunsberg (Haugathing) for Veſtfold, og Elvebakken eller Baagaholmen (Elvething) for Søndre Ranafylke[32]. Det lader endog til, at det fælles Thing for hele Øſtlandet eller Sevslagen ſtundom kunde holdes paa Borgarthing i Stedet for paa Eidſiva-Thing, efterſom det heder i den for omtalte Retterbod af 1224, hvorved Cardinal Nicolaus’s Beſtemmelſe om Gaver bekræftedes, at der; blev ſamtykt paa Borgarthing med Kong Haakons og Biſkop Nikolaus’s, Lagmændenes, Lagrettesmændenes og Lagnauternes (Thingforeningens Medlemmers) Raad, ſamt at den ſkulde gjelde baade for Viken og Oplandene[33]. Paa den anden Side ſeer man, at Lovbeſtemmelſer alene for Viken kunde foreſlaaes, og derfor vel endog vedtages, paa ſærſkilte Fylkesthing: ſaaledes heder det i Begyndelſen af den ovenfor nævnte Retterbod, ſom Kong Magnus i Begynde1ſen af ſin Regjering lod udgaa om Aager m. m., at han havde talt herom ſaavel da han havde Thing ved Elven ſom paa Haugathing i Tunsberg[34]. Her ſynes altſaa Elvethinget at have gjeldt for hele den øſtlige Deel i Viken, Haugathinget for hele den veſtlige. Man faar overhoved det Indtryk, et der herſkede en vis Uregelmæsſighed i Vikens Thingvæſen og dens Forhold til Oplandene i ſaa Henſeende: en Uregelmæsſighed, der maaſkee havde ſin førſte Grund i de tidligere Delinger mellem Kongerne, og ſom ſiden forøgedes under Thronkrigenes Uroligheder. Men den ſædvanlige Regel ſynes dog i Tidens Løb at være bleven den, at Borgarthinget ſkulde betragtes ſom Fællesthing for hele Viken, og heri lader det heller ikke til at Kong Magnus har gjort nogen anden Forandring, end den, der opſtod af den nye Organiſation af Lagmands-Embedet, ſaaledes ſom det ſtrax herefter ſkal viſes, men ſom viſtnok blev heel betydelig, maaſkee betydeligere end oprindelig tilſigtet[35]. Han lod ogſaa, ſom vi i det følgende ville ſee, den nye Lov formeligt vedtage baade paa Borgarthing og Eidſivathing[36], medens han derimod havde ladet ſig Fuldmagten til at omarbejde Loven overdrage af Oplændinger og Vikverjer under eet, altſaa rimeligviis paa et for hele Sevslagen fælles Eidſivathing.

Lagmændenes Embedsvirkſomhed havde hidtil været ganſke uafhængig af Thingene. Vi have ſeet, at der ved Rigsmødet 1223 fremmødte ni Lagmænd, nemlig to fra Gulathingslagen, tre fra Froſtathingslagen, to fra Oplandene og to fra Viken[37]. Og paa det ſamme Rigsmøde ytrede ogſaa Gunnar Grjonbak, at Kong Sverre egentlig havde beſkikket ham til at ſkifte Ret mellem Kotkarle, ej mellem Storfolk[38], altſaa, ſom vi allerede tidligere have paapeget, til at udøve paa Kongens Vegne den umiddelbare Retsſkiftning, ſom Almuen var vant til at ſøge og erholde hos Kongerne paa deres Rejſer om i Landet, men ſom det baade blev vanſkeligere for Folket at ſøge og for Kongerne at beſørge efterſom deres Rejſer bleve ſjeldnere og Hofſkikkene tabte deres gamle Simpelhed. For Thingenes Skyld kunde der gjerne have været udnævnt ſaa mange Lagmænd, man fandt for godt, ſaa længe Lagmændene intet andet havde at gjøre, end at give Orſkurd, det vil ſige i ethvert dem forebragt Tilfælde at erklære hvad Loven bød, thi dette ſkede hjemme hos Lagmanden ſelv, og ſtod ikke i mindſte Forbindelſe med Forhandlingerne til Things. Det faldt viſtnok af ſig ſelv, at Lagmændene maatte være tilſtede paa Thinget, for at gaa til Haande med ſine Raad, men nogen beſtemt Autoritet udøvede de ikke der. Den nye Lov knyttede derimod .Lagmændenes Functioner paa det nøjeſte til Thingene, idet den forordnede, at Lagmændene ej alene ſkulde beſtyre Thingenes Forhandlinger i Almindelighed, men ogſaa deeltage med Lagretten i Sagernes Behandling. Et Lagthing kunde efter denne Forandring ikke beſtaa uden en Lagmand, og flere af Lagmandens vigtigſte Forretninger vare uadſkillelige fra Thinget. Men her møder nu den Vanſkelighed, at der i hver Thingforening vare mindſt tvende Lagmænd, medens der kun var eet Thing. Beſynderligt nok, afgiver Loven ſelv intet Vink til at oplyſe, hvorledes man indrettede ſig med Henſyn hertil. Den taler kun om een Lagmand, og ſynes aldeles ikke at forudſætte, at begge Lagmænd endog ſamtidigt vare tilſtede paa Thinget, end mindre at de ſtiftedes til at præſidere. Men hvis man da ſkulde antage, at det f. Ex. paa Gulathing kun var Lagmanden i den nordre Deel af Foreningen, ſom havde med Thinget at beſtille, medens Lagmanden i Ryfylke intet havde med det at ſkaffe, maatte Følgen heraf være, at den førſtes Stilling ej alene var meget forſkjellig fra den ſidſtes, men at han endog var denne overordnet, forſaavidt han oftere kunde komme i det Tilfælde, at ſkulle revidere hans Orſkurder, og indſtille dem til Forandring. Dette var viſtnok i og for ſig ſelv ikke ſaa urimeligt; man kunde endog tænke ſig den fornuftige Indretning, at naar een Lagmands Orſkurd var indanket til Forandring, var det altid den anden, ſom beſtyrede Thinget. Men uheldigviis giver Loven ſelv ingen Anledning til at antage noget ſaadant; Lagmændene omtales ſaaledes, at man tydeligt kan ſkjønne at de forudſættes ganſke ſideordnede[39]. Man maatte endog, efter Lovens Udtryk, ſlutte, at der kun var een Lagmand i hver af de gamle Thingforeninger, derſom man ikke andenſteds fra vidſte, at der netop paa den Tid, da Loven blev given, vare ligeſaa mange Lagmænd ſom før, om ikke flere. Her ſynes altſaa Loven at være i Modſigelſe mod ſig ſelv. Da man nu ikke vel kan antage dette, maa man forklare den tilſyneladende Modſigelſe derved, at Kong Magnus ved at give Beſtemmelſen om Thingmændene nærmeſt har haft Thingene i deres legislatoriſke eller lovſamtykkende Egenſkab for Øje, medens han, idet han tildeelte Lagmændene deres udvidede Myndighed og knyttede dem ſaa nøje til Thingene, kun betragtede disſe i judiciel Henſeende, enten uden at gjøre ſig ret klart Regnſkab for de nys paapegede Colliſionstilfælde, eller, hvad man ſnarere ſkulde formode, henholdende ſig til en Praxis, ſom maaſkee allerede paa den Tid var bleven almindelig i Viken, nemlig at judicielle Lagthing kunde holdes for mindre Thingdiſtrikter, uden at umage Nevndarmændene til et fjernere Fællesthingſted, og med den Henſigt, at treffe lignende Foranſtaltninger for de øvrige Dele af Landet, hvilket ogſaa virkelig ſkete, ſkjønt ikke i hans Tid, ſaa at Lovbogen fra hans Haand endnu intet kom til at indeholde derom. Thi for det førſte finder man i en af de vikſke Lovbøger, der ikke ere yngre end førſte Fjerdedeel af det 14de Aarhundrede, altſaa ikke ſtort over 50 Aar yngre end Lovreformen ſelv, Chriſtendomsbaalken at begynde med de.Ord: „dette er Begyndelſen til vor, Skiduthingsmændenes, Lov“[40]; medens der overalt i Thingfarebaalken, hvor Thinget i de øvrige Haandſkrifter nævnes, og „Borgarthing“ i de fleſte vikſke Lovbøger, kun i Almindelighed tales om „Lagthinget;“ heraf ſeer man da, at der allerede omkring 1320 gaves et eget Skiduthing, i Skien, for Grenafylke, med egen Lagmand, Lagrette og Nevndarmænd; og da vi nu anden Steds finde en Lagmand i Skien omtalt allerede i 1294[41], medens ingen ſaadan endnu nævnes i 1223, maa man vel endog kunne antage at Oprettelſen af Skiens Lagthing eller Skiduthing omtrent falder ſtrax for Udgangen af det 13de Aarhundrede. I andre Haandſkrifter af vikſke Lovbøger finde vi „Skidan“ og „Skiduthing“ indført med ſenere Hænder, i en enkelt forekommer endog, og ſkjønt med en ſildig Haand, dog aabenbart efter en ældre Optegnelſe, Nevningsmændenes Antal tilføjet, og Landſkaberne, der ſkulde ſende dem, nævnte, nemlig Havund, Grenland, Bamble, Skatlandet (Thelemarken) og Numedal[42]. Paa ſamme Maade finder man i et offentligt Document, der udſtedtes i 1322, Agvaldsnes Lagthing i Ryfylke omtalt, med Lagmand, Lagrettesmænd, og Retsforhandlinger, og det den 22de Juni, faa Dage efter Botolfsmesſe den 17de Juni, den Dag, da Lagthinget ifølge den nyere Landslov ſkulde aabnes: med andre Ord, man erfarer at Agvaldsnes Lagthing allerede i 1322, kun 48 Aar efter den nye Gulathingslovs Antagelſe, var et ligeſaa fuldſtændigt Lagthing, ſom Gulathinget, og at det, hvad end mere var, holdtes ganſke paa ſamme Tid, ſaaledes at det endog var en Umulighed for de der tilſtedeværende Lagrettesmænd og Nevndarmænd at være tilſtede paa Gulathing, ſom Loven oprindeligt bød[43]. Dette Lagthing er da ſandſynligviis oprettet, og den gamle Gulathingslag ſaaledes deelt i tvende, ved Rigets Deling mellem Kong Magnus’s Sønner, ſaaledes ſom det i det følgende ſkal omtales. For det andet ſeer man, at der til ſamme Tid ſom de øvrige Lagthing, i de nærmeſte Dage efter Botolfsmesſe, afholdtes et Lagthing for Haalogaland, paa Steig (Stegen), under Forſæde af en egen Lagmand; tilfældigviis har man intet ældre Diplom, hvor det omtales, end af 1404, men den Omſtændighed, at Haalogaland ſlet ikke nævnes i Thingfare-Ordningen for Froſtathingsloven, viſer, at dette allerede paa den Tid, den nye Lov blev given, betragtedes ſom et eget Lagſokn[44]; det er endog ikke ſaa uſandſynligt, at flere af de Lovbøger, vi endnu have, hvor intet beſtemt Lagthing nævnes, ligeſaa gjerne kunne have været beſtemte for Stegen, ſom for Viken. Det er derfor neppe nogen altfor raſk Slutning, naar man antager det ſom viſt, at der allerede før Udgangen af det 13de Aarhundrede vare ligeſaa mange Lagthing, ſom der fandtes Lagmænd, eller at altſaa den Tingenes Orden, ſom ſenere hen var den beſtaaende med. Henſyn til Lagthingene, og ſom udtrykkeligt findes foreſkreven i ſildigere Lov-Afſkrifter, allerede neppe 30 Aar efter Lovens Promulgation var fuldſtændigt indtraadt.

Men da intet Lovbud desangaaende kan paaviſes, og der heller ikke findes Spor til at noget ſaadant er udgaaet fra Magnus, kan denne Forandring af ham kun være paatænkt, ej iſtandbragt. Den maatte dog betydeligt fremſkyndes derved, at den nye Lov ſatte een og ſamme Aabningsdag for alle Lagthing i Landet, nemlig Botolfsmesſe eller 17de Juni, ſaaledes ſom det nys er omtalt. Thi forhen havde Lagthingene, ſom vi paa et andet Sted have viiſt, været afholdte til forſkjellige Tider om Sommeren, ſaaledes at Kongen kunde drage fra det ene til det andet, og thinge med de forſamlede Bønder[45]. Men ved at ſætte alle Thing til een Dag blev dette gjort umuligt, og allerede dette maatte ganſke betage Thingene deres legislatoriſke Charakteer. Naar Kongen ej perſonligt kunde thinge med Bønderne om nye Lovforſlag, kunde der heller ikke godt være Tale om disſes Antagelſe paa Thingene. Han kunde vel lade Fuldmægtige fremmøde paa ſine Vegne, men det ſtred ligefuldt mod Sagens Natur, at der til een og ſamme Tid ſkulde kunne thinges paa fire eller flere forſkjellige Thing om een og ſamme Lov. Enhver ſaadan deelvis Thingen og Vedtagen ſtred desuden mod den Eenhed i Lovgivningen, ſom Kongen tilſigtede. Den ſamme Aarſag, der i tidligere Dage, da hver Thingforening virkelig havde ſin egen Lov for ſig ſelv, og vedtog Lovsforandringer for ſig ſelv, gjorde det utænkeligt, at disſe Lovsforandringer ſkulde kunne omhandles og vedtages anderledes end under eet for hele Foreningen: den ſamme Aarſag gjorde det nu, efterat Landet havde faaet en eneſte fælles Lov, og ſaaledes i Virkeligheden udgjorde en eneſte Lovs-, om ikke Thing-Forening, lige ſaa utænkeligt, eller i det mindſte urimeligt, at Forſlag til yderligere Lovsforandringer ſkulde kunne behandles og vedtages anderledes end paa Fællesmøder eller Fællesthing for det hele Land: Vi have ſeet, hvorledes Nødvendigheden af, under eet, at behandle og vedtage gjennemgribende Lovbeſtemmelſer,; der ſkulde gjelde for hele Riget, allerede hundrede Aar før det Tidspunkt, hvortil vi her ere komne, tydelig føltes, og foranledigede Rigsmøder, der ſiden bleve hyppigere, endſkjønt Lovgivningen i ſig ſelv da endnu var forſkjellig for de forſkjellige Dele; ſaameget ſterkere maatte denne Nødvendighed indlyſe, naar der ligefrem lagdes an paa, at Lovgivningen ſkulde være fælles. Denne tildeels ogſaa af Concordaterne med Kirken flydende Praxis, at afholde fælles Rigsmøder, naar vigtige Lovbeſtemmelſer for det hele Rige ſkulde vedtages, maa allerede i Kong Haakons Tid have bidraget meget til, at gjøre Lagthingenes lovſamtykkende Virkſomhed til en blot og har Formſag, ſaaledes at den kun indſkrænkede ſig til en forhen aftalt, eller ſom en Nødvendighed forudſat Acclamation til de allerede paa Rigsmødet fattede Beſtemmelſer. Under disſe Omſtændigheder kan det ikke engang have ligget i Kong Magnus’s Tanke eller Plan at gjenoprette Lagthingenes ældre Vedtagelſesret, der nu kun vilde medføre tuſende Ulejligheder. Vi ville ſtrax nedenfor ſee, hvorledes han endnu under Forhandlingerne om den nye Lov afholdt tvende Rigsmøder, hvor flere af de vigtigſte titte Beſtemmelſer, baade i den gejſtlige og den verdslige Ret, bleve gjennemgaaede og vedtagne. Det berettes udtrykkeligt, at han allerede i 1269, da han paa Froſtathing fik ſig Fuldmagt overdraget til at give en nu verdslig Lov for Froſtathingslagen, ogſaa fik vedtaget, at Thinget herefter ſkulde holdes ved Botolfsmesſe; før de øvrige Thinglag vedtoges det vel under eet med den hele nye Lov[46]. Kong Magnus har altſaa ved Thing-Indretningen kun haft Thingenes dømmende, ej deres lovſamtykkende Virkſomhed for Øje; han har kun foreløbigt beholdt Inddelingen i Lagſokn; eller, ſkjønt alene Gulathing, Froſtathing, Eidſivathing og Borgarthing udtrykkeligt nævnes i Lovbøgerne, kan det dog være muligt, at han ikke har taget dette ſaa nøje, men kun villet betegne „det eller de flere Lagthing, ſom holdtes i de her nævnte Thingdiſtricter;“ thi naar der ſiges, at Lagthinget for Gulathinget her ſkulde afholdes „paa Gulv i rette Thingſted“, kan dette ligefuldt have ſin Rigtighed, om end dette ſaakaldte Gulathings Lagthing kun afholdtes for den nordlige Deel af Gulathinget; det ſamme kan ſiges om Eidſivathing, forſaavidt Oplandene fik tvende Lagthing. Vel ſeer man af Beſtemmelſerne om Thingfarefæ, eller den Godtgjørelſe, Thingmændene ſkulde unde, at denne i Gulathinget ſelv tiltager i Forhold til Folkets Afſtand fra Gulv, og i Eidſivalagen i Forhold til Afſtanden fra Eidsvold, hvorved tydeligt nok Gulø og Eidsvold betegnes ſom Centralpunkterne[47], men alt dette kan være ſkeet, fordi man, ſaa længe det ikke var nøjagtigt beſtemt, hvor mange Lagſtole der ſkulde være, ikke godt kunde indlade ſig paa engang for alle at faſtſætte den nye Lagſokn-Inddeling, og derfor heller gik ud fra den gamle ſom den egentlig beſtaaende. Desuden, naar Thingene, efter den nye Forandring, havde tabt deres legislatoriſke Charakteer, og kun beholdt den judicielle, var Spørgsmaalet om deres ſtørre eller mindre Antal, eller den ſtørre eller mindre Udſtrækning af deres tilliggende Diſtricter egentlig noget, ſom nærmeſt maatte komme an paa Kongens Vilje og Evne til at beſolde et ſtørre eller mindre Antal Lagmænd efter Indbyggernes eget Ønſke og Bekvemmelighed. Nu var det aabenbart bekvemmeſt for disſe at have ſaa mange Lagthing ſom muligt; derved ſparede man lange Rejſer, og kunde desuden ſlippe med at udrede ringere Thingfarefæ. Det var ſtor Forſkjel for Indbyggerne i Egdafylke, om de ſkulde udruſte Thingmænd lige til Gulø, og om de der havde Sager at forhandle, paa egen Bekoſtning ſkulde drage derhen, eller om de kunde ſlippe med at ſende Thingmændene, og ſelv at drage til Agvaldsnes. Hvor mange Lagthing man ſaaledes ſkulde have, maatte altſaa for en ſtor Deel være afhængigt af Bekvemmelighed i Forbindelſe med det forhaandenværende Forraad af duelige Subjecter til Lagmands-Embedet, ſamt Kongens Vilje og Evne til at kunne ſkaffe dem pasſende Underholdning. Thi endnu var ikke den ſaakaldte Lagmands-Told indført, om hvilke vi i det følgende komme til at tale, og ſom førſt kan ſiges at have fuldſtændigt beſtemt og afſluttet Lagmandens Embedsſtilling[48]. Lagmanden beſoldedes endnu kun af Kongen med en aarlig Indtægt af 15 Mkr. Sølv[49], og vi have allerede ſeet, hvorledes Kong Haakon Haakonsſøn eller maaſkee endog hans Fader paaberaabte ſig dette ſom en Opofrelſe fra Kronens Side til Folkets Bedſte, deri ſamme Forhold ogſaa burde paaſkjønnes ved deſto ſtørre Villighed til at underkaſte ſig Lagmændenes Dom. Det kan vel heller ikke betvivles, at denne Betragtning i en væſentlig Grad maa have bidraget til at ſkaffe Lagmands-Inſtitutionen Yndeſt og Indgang hos den ſtore Masſe af Folket, hvis Øjne umuligt kunde være ſaa opladte til at ſkjønne den Tilvext, Kongemagten derved fik, og ſom kun følte ſig Kongen forbunden, fordi han af ſine egne Kronindtægter lønnede Embedsmænd, der til enhver Tid kunde ſkaffe Bønderne det Slags Retsafgjørelſe, ſom de tidligere blot kunde ſøge hos Kongen ſelv paa hans Gjennemrejſer, og ſom derfor de Egne for det meſte maatte undvære, der ſjelden eller aldrig plejede at beſøges af Kongen. Hvad Tilværelſen af duelige Subjecter til Lagmands-Embederne angaar, da torde det vel i Førſtningen, ſtrax efter den nye Lovs Publication, have ſin Vanſkelighed at finde dem i betydeligt Antal, thi den nye Lov med de deri udtalte, fra mangt og meget i den tidligere Lovgivning ſaa forſkjellige Principer, fordrede et eget Studium, og det torde vel maaſkee iſær have koſtet dem, der nu engang ved langvarig Praxis havde vant ſig til de gamle Rets-Grundſætninger, betydeligt Hovedbrud at ſætte ſig ind i det Nye, iſær naar de vare uſtuderede Folk. Thi den nye Lovbog maatte læſes og ſtuderes; de nye, ſkrevne Retsregler ſkulde nu tvinges ind i Bevidſtheden i Stedet for de gamle, der ved mange Aarhundreders Vane havde befæſtet ſig i Hukommelſen; jo faſtere de gamle ſad, deſto vanſkeligere maatte det være at tilegne ſig det nye for den, der ikke ſelv forſtod at læſe med Lethed eller var vant til ideligt at have Lovbogen ved Haanden. Det var ej alene nødvendigt for en Lagmand efter den nye Lovs Indførelſe at kunne læſe og ſkrive, han maatte vel endog have et Slags juridiſk Dannelſe for at kunne ſupplere Lovens Mangler, ſom ovenfor omtalt, medens man derimod tidligere, i den traditionelle Rets Periode, kunde være en dygtig Lovkyndig, og vel endog meget forſvarligt foreſtaa Lagmands-Embedet, om man end ikke engang var ſynderligt øvet i Læsning og Skrivning. Hertil kom nu ogſaa den Betydning, Kirkeretten i de ſeneſte Tider, efter de hierarchiſke Forholds Udvikling, havde faaet, medens den i ældre Tider ej havde ſtort at betyde; der var nu en Mængde Spørgsmaal, endog vedkommende verdslige Forhold, hvori den mere eller mindre greb ind, ej at tale om at Lagmændene, ſaa længe Grændſen mellem den civile og gejſtlige Jurisdiction endnu ei var nøjere dragen, end den paa denne Tid var, oftere kunde faa Sager at afgjøre, der maaſkee nærmere vedkom den canoniſke, end den civile Ret. Lagmanden maatte ſaaledes ganſke viſt beſidde nogen Indſigt i den førſte. Alle disſe Omſtændigheder, der paa den ene Side gjorde det vanſkeligen at finde duelige Lagmandsſubjecter, hvilke nu virkelig maatte være lærde Folk, gjorde paa den anden Side Lagmands-Embedet i ſin nye Organiſation des mere nødvendigt, ſiden ej længer Hver og Een kunde dømme. Dertil udkrævedes nu Mænd, ſom havde gjort Retsvæſenet til Gjenſtand for ſærſkilt Studium; Lovkyndighed tilſtrækkelig til at beſtyre dømmende Embeder og lede Lagrettens Forhandlinger erhvervedes ikke længer ved blot Praxis eller Tradition, ſom hidtil. Her i Norge tog Culturens og Statsvæſenets Udvikling den ſamme Retning, ſom andenſteds i Europa, for ſaavidt Retsvæſenet blev for indviklet og omfattende til at Retskyndigheden kunde blive hver Mands Sag, medens der dannede ſig en egen Stand af virkelige Retslærde, af hvem man ej alene fordrede Indſigt i Fædrenelandets civile Ret, men ſaa megen Kundſkab til Kirkeretten ſom var nødvendigt til at forebygge Colliſioner og vel ogſaa i paakommende Tviſttilfælde lempe Afgjørelſen af verdslige Spørgsmaal efter de kirkelige Loves i det Hele taget mere humane Aand. Føler man ſig nu end fra et viſt Standpunkt friſtet til at beklage, at Retskyndigheden ſaaledes ikke længer blev hele Folkets, men kun en enkelt Stands Sag, og derved paa en vis Maade flyttet fra ſelve Folkelivet til Studereſtuen, ſaa kan det dog heller ikke negtes, at det var en Forandring, ſom den tiltagende Oplysning og Overgangen fra en viſtnok mere primitiv og ſimpel, men derfor ogſaa i ſig ſelv mere raa og barbariſk til en mere civiliſeret og forfinet, men derfor ogſaa mere indviklet Samfundstilſtand medførte, og for ſaa vidt var den altſaa et tydeligt Tegn paa at Norge ikke ſtod tilbage i den almindelige europæiſke Cultur-Gang, men var berørt af den ſamme Fremſkridts-Aand, der gjorde ſig gjeldende hos de meſt civiliſerede europæiſke Nationer. Den gamle, primitive germaniſke Lovgivning og Retsforfatning, hvor folkelig den end kunde være, pasſede egentlig kun til de ældre Fejde-Tider, hvor Staten ſtrengt taget kun udgjorde en Samling af indbyrdes uafhængige Familieſtater, blandt hvilke en øverſte Statsmyndighed kun ſvagt gjorde ſig gjeldende, og hvor ſaaledes alle indbyrdes Sammenſtød mere eller mindre ytrede ſig i Form af Fejder. Et ordnet Statsvæſen, hvor Fred og Ro indenlands dannede Hovedprincipet, og hvor Privatinteresſerne aldeles underordnedes Statsmyndigheden, fordrede en ſaadan Mangfoldighed af nye Drivhjul, og en ſaa forſkjellig Ordning af de enkelte Samfundsmedlemmers indbyrdes Stilling, at det ikke længer var hvilken ſom helſt Mand af Folket muligt, uden ſæreget Studium, at erhverve den tilbørlige Overſigt derover. Kan dette betragtes ſom et Onde, da var det dog ſaa uadſkilleligt forbundet med de mange Goder, en bedre ordnet Statsſkik bragte, at man ej kan beklage Folket med Forandringen, og hele Europas Hiſtorie i de følgende Aarhundreder viſer netop, hvorledes Overgangen fra den ældre Middelalders primitive Folkefrihed eller Fejdetilſtand til de nyeſte Tiders ſyſtematiſke Conſtitutioner gik gjennem Folke-Umyndighed og Regjerings-Abſolutisme. Dette, med ſine lettere overſkuelige Former, dannede Skolen, hvori Folkene oplærtes; da Folkene havde lært, hvad der var nødvendigt, og fuldſtændigt vænnet ſig til at underordne ſig Statsmyndigheden i hvilken ſom helſt Form, indtraadte den Tid, hvor de ſelv kunde kræve ſin Deel deraf.

Sammenligningen mellem de Beſtemmelſer, der foreſkrive Lagmandens Forhold til Lagthinget, i den islandſke Lovbog, der her maa være ordlydende med hvad der allerede fandtes i Udkaſtet til den forandrede norſke Lov, og de ſamme Beſtemmelſer, ſaaledes ſom de findes videre og nøjagtigere udførte i den nye norſke Lovbog af 1274, viſer ellers tydeligt, hvorledes det i Førſtningen enten ikke har ligget i Planen, eller Kongen endnu ikke har fundet det raadeligt, at tillægge Lagmanden ſaa ſtor og overvejende Myndighed ved Siden af Lagrettesmændene, ſom den der ved den endelige Lov blev ham til Deel[50]. Der nævnes endnu kun Lagrettesmændene ſom de egentlige Dommere, og der tales intet om deres Incompetence til at forandre Lagmandens Orſkurd[51]. Lagmanden er her endnu kun ledende og raadgivende. Førſt under de paafølgende Raadſlagniger og Forhandlinger har altſaa Lagmandsembedet faaet den ovenfor ſkildrede Organiſation.

Under disſe Omſtændigheder, da Lagmandsembedet i ſin nye, udvidede Skikkelſe endnu ſaa at ſige kun var i ſin Barndom, og det heller ikke var ſaa nøje beſtemt, hvor mange faſte Lagmandsembeder der ſkulde være, bliver det ſaa meget mere forklarligt og let begribeligt, hvorfor der i ſelve Loven ikke nævnes noget om nye Thingſteder, men at der med Undtagelſe af Vikens kun er Tale om de gamle, uagtet der paa den Tid, da Loven forberedtes, allerede var flere Lagmænd end der var ældre Lagſokn. Den endelige Organiſation heraf, ſom overhoved Iverkſættelſen endog af flere vigtige Bud, der allerede findes optagne i Loven, tilhører viſtnok, ſom det idet følgende ſkal viſes, Gjæringsperioden ſtrax efter Kong Magnus’s Tid. Man kan ikke egentlig ſige at det var denne Lagſoknenes Deling, der betog Lagthingene deres gamle Betydning og ſvækkede Folkets Interesſe for dem. De tabte deres Betydning i legislatoriſk Henſeende, det er viſt nok, og de med formelige Truſler ledſagede Bud, hvormed vi i det følgende ſee Kongerne at tilholde Folket, ej at forſømme Lagthingene[52], viſer ogſaa, at Interesſen for disſe var tabt: men dette var ikke en Følge af Delingen, kun af Maaden, hvorpaa de legislatoriſke Anliggender forhandledes, og denne Forhandlingsmaade, det vil ſige den blotte Bekræftelſe af det allerede vedtagne uden Debat, var igjen en Følge af Eenhedsprincipet, der ſaavidt muligt maatte ſøge at forhindre al Separatisme i Lovgivning, ligeſom det og maa indrømmes, at Thingenes hele Organiſation i legislatoriſk Henſeende nu var forældet, og ej pasſede til de Tidsforhold, hvori man paa Magnus’s Tid befandt ſig. Dette var Parlementernes eller Rigsmødernes Tid, hvor Høvdingerne vare Folkets ſelvſkrevne Repræſentanter ligeſom Prælaterne Kirkens, men hvortil dog endnu i Norge flere af de ſaakaldte bedſte eller viſeſte Mænd, der ikke egentlig hørte til Høvdingeklasſen, udvalgtes for de forſkjellige Egne af Landet, og hvor der formeligt debatteredes om de offentlige Anliggender, ſaaledes ſom vi allerede have ſeet ved det ſtore Rigsmøde i Bergen 1223.

Hvor mange ſærſkilte Lagthing der oprettedes i den nærmeſte Generation efter Magnus’s Levetid, vides ikke med Vished. Vi erfare kun, at Lagſoknenes Antal omſider ſteeg til tolv, hvorved dog er at merke, at en af disſe var Steigarthingets, for Haalogaland, og en anden for Jemteland, hvilke tvende tidligere ikke ſtrengt taget kunne ſiges at være ſkilte fra Froſtathinget. Hertil kommer og, at allerede ved den Reform af Bjarkøretten eller Bylovene, der ogſaa ſkyldes Kong Magnus, og ſom vi nedenfor komme til at omtale, fik de fire fornemſte Byer, Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg, egne Lagthing, og ſaavel Oslo ſom Tunsberg egne Lagmænd, der tillige fik Jurisdiction over Landdiſtrikterne, hiin over Follo, denne over Veſtfold. De nye Lagſokn, ſom kjendes, vare Agvaldsnes Lagſokn, der indbefattede den ſydlige Deel af Gulathingslagen, for ſaa vidt ikke allerede ſtrax et eget Lagthing oprettedes paa Nidarnes (Nedenes) for Agder; Skiduthings Lagſokn, der indbefattede Grenafylke; Oplandenes Lagſokn, (nordre Deel af Eidſivalagen), Eidsvolds eller det egentlige Eidſivathings Lagſokn (den ſøndre Deel af Oplandene), Borgarthings Lagſokn, og det egentlige Vikens, eller Ranafylkes Lagſokn. Der er, ſom oven berørt, al Rimelighed for, at den her ſkildrede Tingenes Orden allerede var i fuld Gang ikke længe efter Kong Magnus’s Død[53].

I Ledings-Præſtationen gjorde Kong Magnus ved de nye Beſtemmelſer, der indførtes i Utfarebaalken, en tidsmæsſig og gjennemgribende Forandring, idet den, fra at være reent perſonlig, ſom hidtil, nu blev reel. Forhen rettede den ſig nemlig efter Mandtal, og dens Størrelſe beſtemtes hvert Aar paa Mandtalsthing: nu, heed det i Loven, ſkulde den beſtemmes efter Jevned (Ligning), hvilken Jevned ſkulde rette ſig efter Jordegods og Formue, hvorved endog, for ſaa vidt man var Kjøbſtedsboer, Lejeindtægt af Gaarde og Handelsfortjeneſte ſkulde komme med i Beregningen[54]. Forandringen var tidsmæsſig, fordi, ſom det allerede ovenfor er viiſt, Ledingen ſelv forlængſt var gaaet over til at være en regelmæsſig Skat, idet viirkelige Ledingstropper nu kun ſjelden opbødes, da de ej længer ſvarede til Tidens Fordringer, og ſpillede en daarlig Rolle ved Siden af de øvede Huustropper: Kongerne fandt derfor bedſt ſin Regning ved at benytte disſe og lade ſine Ombudsmænd oppebære hvert Aar kun de til Udruſtning af halv Almenning foreſkrevne Udredſler in natura ſom en Skatte-Afgift. Men da alle de ældre Beſtemmelſer[55] om denne Sag vare affattede med ſtadigt Henſyn til Præſtationens perſonlige Natur, var det ſaaledes nødvendigt, ganſke, og i Bund og Grund, at forandre dem, hvilket altſaa ſkede paa den oven nævnte Maade. Dette hindrede ikke at de Beſtemmelſer, der gjaldt for Skibes Opbyggelſe, Vedligeholdelſe og Udruſtning i Skibrederne lige fuldt kunde blive ſtaaende, for det Tilfælde, at perſonlig Leding virkelig blev opbudt[56]; men Ledingens Charakter af Skat var nu bleven det væſentlige, hvilket ogſaa bedſt ſees deraf, at Utfarebaalkens førſte Capitel udtrykkelig indeholder den Beſtemmelſe, at hvor Leding udredes, ſkal Kongen ikke være berettiget til al paalægge nogen almindelig Told (d. e. Skat), Gaver, Veitſler, Heſtefoder eller Vedhugſter[57]. Her træder Ledingen ganſke i Række med almindelige Skatter. En Tilnærmelſe til dette Princip indeholdes unegteligt, ſom vi allerede ovenfor have paapeget, i den tidligere Beſtemmelſe om Audner eller Ødegaarde, vedtagen paa Froſtathing enten ved Kong Haakon Haakonsſøns eller Kong Haakon Sverresſøns Foranſtaltning, at den, der har en Audn, hvor han baade kan ſaa og ſlaa, er pligtig at udrede Leding, thi uagtet Præſtationen fremdeles beregnes efter Mandtal, udredes den dog med Henſyn til den nye Gaard[58]. I Magnus’s Landslov beſtemmes det udtrykkeligt, at naar en Plads opryddedes i Almenning, ſkulde Rydningsmanden nyde den i tre Aar frit for al Leding og Landſkyld. Dette ſynes at viſe, at Ledingen og Landſkylden, hvad der ogſaa i og for ſig er rimeligt, overalt ſtode i det ſamme Forhold til hinanden, ſaa at man, naar man kjendte den ene, kunde regne ſig til den anden. Allerede længe før havde man i hele Gulathingslagen brugt Benævnelſen „Maanadarmat“, d. e. den Qvantitet af Smør, der ifølge Utfarebaalken ſkulde udredes til enhver Hamle (Aarebaand) i en Maaned, og ſom paa det nærmeſte ſvarede til en Løb Smør, til Eenheden ved Landſkyldsberegning ſaaledes at en Gaard ſagdes at udgjøre ſaa og ſaamange Maanadarmaters Bool: dette kunde ved førſte Øjekaſt ſynes at antyde Ledingens, ikke Landſkyldens Størrelſe, derſom man ej vidſte, at Ledingen kun var perſonlig indtil Kong Magnus’s Lovreform. I de øvrige Lagſokn brugte man heller ikke denne Maade at angive Matrikulſkylden paa[59]; i Froſtathingslagen regnedes deels efter Markebool, Øresbool m. m. deels efter „Spanslejer“, deels efter „Vetter“, paa Oplandene deels efter Markebool, Øresbool m. m. deels efter Saald og Hefſælder (halve Saald) ſamt Span Smør, i Viken efter Markebool med Underafdelinger. Man kan ſaaledes for det meſte af den blotte Angivelſe af en Gaards Matrikulſkyld i ældre Breve ſee, om denne er beliggende i Gulathingslagen eller ej. Hvorledes man Ull ved virkelige Udbud i Krigstilfælde bar ſig ad med at beſtemme Antallet af de Folk, der ſkulde ſtilles, ſiges ej Udtrykkeligt; men det forſtod ſig af ſig ſelv, at dette nu rettede ſig efter Naturalpræſtationernes Størrelſe, i Stedet for at disſe tidligere rettede ſig efter Perſonernes Antal, og da Naturalpræſtationerne igjen rettede ſig væſentligſt efter Jordegodſets Størrelſe, maatte det ſnart komme dertil, at ſamtlige Gaarde i enhver Skibrede inddeeltes i mindre Grupper eller Grannlag, af hvilke hvert ſtillede og udruſtede ſin Mand. Denne Inddeling blev endog meget gængſe i hele den ſydøſtlige Deel af Viken, hvor man nu ſeer at enhver Skibrede beſtod af visſe ſaakaldte Lider[60], og enhver Lide af visſe Gaarde, medens tidligere en Lide, d. e. hvad der ſtillede een Mand (Lidsmand) i Leding, alene kan have betegnet en vis Deel af Folketallet. Om denne Benævnelſe eller Inddeling end ikke var brugelig i de andre Egne af Landet, maatte den dog factiſk være til. I Oplandene og de øvrige fra Søen afſondrede Egne, der ej hørte til Skibrede-Inddelingen, og hvor ikke Leding præſteredes, maatte man med Henſyn til Afgiften indrette ſig paa en anden Maade. Da vi desværre ikke længer have den ældre Sevslov, vide vi heller ikke, hvilken Præſtation her tidligere traadte i Stedet for Ledingen, men maa alene ſlutte at det ældgamle Nevgilde eller den perſonlige Skat her fremdeles vedblev, da den ej kan være bleven ombyttet med Ledingen, ligeſom i Skibrede-Diſtricterne. Den nyere Landslov indeholder, beſynderligt nok, heller ikke nogen udtrykkelig Forſkrift om denne Sag; man ſkulde i de Lovbøger, der vare beſtemte for Eidſivalagen eller Oplandene, have ventet en ganſke anden Utfarebaalk, end den for Gula- og Froſtathinget, hvis Beſtemmelſer om Skibreder, Skibes Udruſtning og Bemanding umuligt kunde pasſe for Indlandsdiſtricter; men tvertimod er Eenhedsprincipet ſaaledes overholdt, at ſelv disſe Ord til andet have de ſamme Artikler, der her maatte være aldeles overflødige. Dog ſynes den nys anførte Reſervation, der er indtagen i Baalkens førſte Capitel, at Kongen i de Diſtricter, hvor Leding præſteres, ej maa paalægge almindelige Skatte. m. m., at indeholde et Slags Vink om, hvorledes man i Indlandsdiſtricterne bar ſig ad; thi da Leding her ikke præſteredes, maatte Kongen følgelig her være berettiget til at fordre ſlige almindelige Skatter, Gaver, Veitſler, Heſtefoder, Vedhugſter m. m., ſaaledes ſom det ved Overeenskomſt eller Omregulering af den gamle Nevgilde-Afgift til Grundſkat maatte beſtemmes. Noget ſaadant ſees ogſaa at have fundet Sted, idet man finder, at Kronen herefter af Indlandsdiſtricterne oppebar en aarlig Skat, kaldet Vis-Øre, der ſaagodtſom i intet ſynes at have været forſkjellig fra Ledingen, undtagen i Navnet[61].

Det var imidlertid unegteligt, at ved denne Forandring antog det frie Odelsgods paa en vis Maade Charakteren af afgiftpligtigt Krongods, og for de meſt friſindede Mænd maatte den vel derfor neppe være behagelig. End mere maatte den vække Ængſtelſe hos Gejſtlighedens dybereſeende Medlemmer, thi da dens hidtil nydte Ledingsfrihed kun lød paa Perſoner, fordi Ledingen ſelv var en perſonlig Præſtation, vilde denne Frihed, ved Præſtationens Overgang fra perſonlig til reel, i Virkeligheden ophøre, og alt kirkeligt Gods blive ſkatſkyldigt under Kronen ligeſaavel ſom det verdslige, hvilket ſtred ligefrem mod de forlængſt anerkjendte og herſkende Principer om Kirkens Immunitet. Vi ville ogſaa ſee at dette Punkt øjeblikkelig vakte den nidkjære Erkebiſkop Jons Uvilje ſaaſnart han erfarede Forandringen, og at det i Forbindelſe med Spørgsmaalet om Udſtrækningen af Lagmændenes Jurisdiction vakte alvorlige Tviſtigheder, da de nye Lovbud begyndte at træde i Kraft.

Med Henſyn til Odelsvæſenet gjorde den nye Lov den vigtige Forandring i Hevds- og Præſkriptionstiden, at i Stedet for at denne tidligere ikke havde noget beſtemt Maximum, efterſom det kun var foreſkrevet, at den Jord blev en Mands Odel, der uafbrudt havde tilhørt hans tre nærmeſte Forfædre[62], og nu ved Arv var kommen til ham, faſtſættes der i den nye Baalk om Landabrigde ved Siden af denne ældre Regel, at naar en Jord havde ligget under den ſamme Ættlegg 60 Aar eller derover, blev den Beſidderens Odel. Saaledes ſkulde nu Hevds-Tiden være indtraadt for Beſidderens, Præſkriptionstiden for den tidligere Ejers-Ætt, ved det fuldendte 60de Aar, uanſeet om den nærværende Ejer endnu ikke ſtammede i fjerde Led fra Kjøberen. Derimod var der intet i Vejen for at Hevden og Præſkriptionen indtraadte tidligere, naar Ledene i Ætten havde afløſt hinanden ſaa hurtigt, at fjerde Led var naaet førend de 60 Aar var omme. Ligeſaa indtraadte ſaavel Præſkription for den ene Part ſom Hevd for den anden allerede naar den periodiſke Thinglysning af Odelsret og Pengemangel, ſom Loven foreſkrev, een Gang blev undladt; og den Tid af tyve Aar, ſom den ældre Lovgivning faſtſatte, at der ſkulde gaa hen mellem hver Lysning, forkortedes til det Halve eller ti Aar. Naar altſaa Odelsmanden lod det 10de Aar efter Salget gaa hen Uden at lyſe, havde han ſaaledes allerede da, ved disſe ti Aars Forløb, tabt ſin Odelsret, og ligeſaa, naar han eller hans Deſcendenter, efterat have lyſt een eller flere Gange, lod de næſte ti Aar gaa hen uden Lysning. Det forſtaar ſig ellers af ſig ſelv, om det end ikke var tydeligt udtalt, at Lysningen ej kunde vedligeholde Odelsretten længer end hine 60 Aar; naar disſe vare omme, uden at Godſet virkelig var blevet indløſt, blev det uigjenkaldeligt den nye Æts Odel[63]. Paa denne Maade var altſaa Hevds- og Præſkriptionstiden i det Hele taget væſentligt forkortet. Man maa regne, at de tidligere foreſkrevne tre paa fjerde Led i Gjennemſnit varede længere end 60 Aar; men nu var Tiden i Tilfælde af regelmæsſig Lysning indſkrænket til 60, ved aldeles undladt Lysning endog til ti. Herved forebyggedes viſtnok mange Odelstrætter, der maaſkee juſt paa den Tid torde have tegnet ſig til at blive hyppige, da man befandt ſig i den tredie Generation efter de heftigſte Borgerkrige, under hvilken Ejendommene ſaa hyppigt ſkiftede Herrer.

Landboforholdene ſkjenkedes der ved den nye Lovreviſion en ſærdeles Opmerkſomhed, og den ſaakaldte Landleigebaalk indtager den ſtørſte Deel af den nye Lovbog. Flere Beſtemmelſer findes her indtagne, der ikke forekomme i de ældre Lovbøger, ſom nu haves, og derfor enten ere nye, eller hentede fra den tabte Sevslov. Til den ſidſte Klasſe hører rimeligviis for en Deel flere udførlige Artikler om Vejvæſenet. Froſtathingsloven foreſkriver intet derom, Uden forſaavidt Chriſtenretten paabyder aarligt Vejarbejde i Stedet for den tidligere Frigivelſe af en Træl i hvert Fylke. Gulathingsloven byder kun at en almindelig Landevej ſkal være ſaa bred, ſom et Spyd er langt, hvis Skaft hviler paa Jorden og til hvis Feil, ovenfor hvilken der endnu ſkal være et Spanns Længde, en Mand kan naa[64]. I ældre Tider var der heller ikke ſaa megen Trang til Landeveje i Gulathingslagen og Froſtathingslagen, der ſtødte til Stien, og hvor man ſædvanligviis drog til Søs. Men nu beſtemtes, rimeligviis efter den gamle Sevslov, at enhver Thjodvej eller Landevej ſkulde holde 8 Alen i Bredde (det maa erindres, at der kun var Tale om Rideveje), og at Kongens Ombudsmand ſkulde kræve Vejarbejde af Bønderne til Udbedring af Landevejene, Ann-imellem, ſom det heed, det vil ſige i de tre Tider mellem Aannetiderne, før Vaar-Ørken til Ploven kom ud, mellem Vaar-Ørken til Høſlaatten, og efter Indhøſtningen indtil førſte Sneefald. Der ſattes følelige Bøder for ufremkommelige Steder i Landevejene, og Kongens Ombudsmand kunde derhos, om han vilde, holde Baugreid, det vil ſige foretage en Beſigtelſesrejſe, nærmeſt for at underſøge, om Vejens Sider vare tilbørligt frie for Buſke og Grene. Bangreiden beſtod i at han lod en Mand ride midt i Vejen med et 8 Alen langt Spyd, ſlaa hvis begge Ender Vidjehanker (Bauge) vare hængte, lagt tversover Sadelknappen: for enhver Green eller Kviſt, der naaede ſaa langt frem over Vejen, at den rev en Hank af Spydet, ſkulde Bønderne bøde 1 Ertog Sølv til Kongen. Dette, heder det, har fra gammel Tid af hedet Baugreid: det maa altſaa have været en gammel Skik Paa Oplandene, og ſom allerede var paabudt i Sevsloven, men nu udſtraktes til hele Riget[65]. Fremdeles beſtemtes der, at de, der boede ved en Elv eller Aa, over hvilke Landevejen faldt, vare pligtige til enten at bygge Bro derover, eller ſkaffe Ferje-Flaade eller Pram. Dog var Grundejeren for Overſætning af Rejſende paa Ferje berettiget til at kræve Sundpenge, 1 Pening for hver Mand og l for hver Heſt. At alt dette gik rigtigt til, at Vejene holdtes i Orden og de Rejſende ej opholdtes og betyngedes, ſkulde, ſom det allerede er antydet, Sysſelmændene paaſee: tidligere var vel meget af dette ſnarere Lendermændenes end Aarmændenes Sag[66].

Fattigforſørgelſen, der hidtil mere havde været ordnet efter gammel Skik og Brug end ifølge Lov, i det mindſte i Froſtathingslagen og Gulathingslagen, blev nu Gjenſtand for mere beſtemte Lovbud[67]. Det paalagdes nu Bønderne Udtrykkeligt, at flytte, ſom det heed, alle de Fattige, ſom hverken ſelv kunde føde ſig eller hvis Frænder ej kunde ernære dem. Flytningen ſkulde ſkee efter ſamme Regel ſom Budbyrd, nemlig til den ſamme Gaard, hvortil man var pligtig at bære Budſtikken. Den Fattige ſkulde nyde Nattely paa den Gaard, hvor han om Aftenen befandt ſig, og Bonden maatte ikke lade ham bringe videre efter Solens Nedgang eller før dens Opgang. De Fattige ſkulde nyde fri Overſætning over alle Sund paa Bygdens Bekoſtning. Blev en Fattig dødsſyg under ſit Ophold paa en Gaard, ſkulde Bønderne være forpligtet til at lade hente Preſt til ham[68]. Man ſeer tydeligt, om det end ikke udtrykkeligt udhæves, at man her kun havde de i enhver Bygd hjemmehørende Fattige for Øje, og om man end kun tænkte ſig dem ſom omvankende Betlere, uden at der findes nogen beſtemt Forſkrift om de ſkulde beſpiſes, ſaa ſynes dog dette ligefrem at følge af Forholdene; der udtales dog umiskjendeligt en Bygden i Almindelighed paahvilende Forpligtelſe til ej at lade de Fattige vanſmægte af Hunger eller Anſtrengelſe; og man kan neppe tvivle paa, at det hele Flytnings- og Forſørgelſesvæſen nærmere beſtemtes og ordnedes paa Bygdemøder. De her berørte Beſtemmelſer danne ſaaledes aabenbart Grundlaget for det ſenere Lægds- og Indlægs-Væſen. Forøvrigt betragtede Lovgivningen Betleri fremdeles med megen Ugunſt. Froſtathingslovens Beſtemmelſe, at den arbejdsføre Mand, der gik med Betlerſtav fra Huus til Huus og modtog Almisſe, ingen Ret ſkulde have paa ſig (d. e. ej kunne fordre Bod for Legemsfornærmelſer) optoges i den nye Lov.

Med Henſyn til Kjøb og Salg bibeholdtes i det Væſentlige de ældre Beſtemmelſer, ſaa vel ſom Forbudet mod at ubemidlede Mænd drog i Kjøbferd om Sommeren, naar arbejdsføre Karle tiltrængtes paa Landet[69]. Et ſtort Gode var det viſtnok, at Maal og Vegt, der hidtil havde været forſkjellige i de forſkjellige Dele af Landet, nu blev eens over det hele Rige. Her paaberaabes en ſærlig Vedtagelſe[70], ſandſynligviis paa det ſamme Møde i 1271, hvorom ovenfor er talt. Skippundet ſkulde udgjøre 20 Linspund eller 24 Betler, hver Vett 29 Mk. 2 Ører og 2 Ertoger[71]. Et Smørpund ſkulde udgjøre 24 Merker. Af ſtørre Vegter, indrettede ſom Bismere, ſkulde man have to Slags, Skippundere, med hvilke man ſkulde kunne veje fra Vett til Skippund, og Smørpundere, hvis Lod ſkulde veje 3 Smør-Pund. Eenheden for Huulmaal af tørre Varer var Saaldet, der i Strygmaal ſkulde rumme Skippund Smug; hvert Saald holdt to Hefſælder, eller ſex Mæler; hver Mæle inddeltes i Halvmæle, Fjerding og Setting. Flydende Varer maaltes efter Aſker, Boller og Juſter. En Aſk holdt 4 Boller, 1 Bolle 4 Juſter. Normalmaal og Normal-Vegter ſkulde opbevares af Lagmanden i Forening med dem, ſom forvarede Bondegodſet, det vil ſige de Penge, der i ethvert Lagſokn enten vare tilovers fra Thingfarefæet, eller vare indkomne ved Bøder mod Overtrædelſe af Thingordninger, af hvilke en Deel tilfaldt Bønderne. Ved Thingene ſelv ſkulde Lagmanden have dem fremme, for at Sysſelmændene igjen derefter kunde indrette andre, til Efterretning for Bønderne i hans Sysſel, og enhver huusfaſt Mand ſkulde eje Maal eller Maalekar merkede eller juſterede med Lagthingets Merke; Brugen af umerket Maal ſtraffedes med en Bod af 1 Mk. Sølv, og Sysſelmanden ſkulde være forpligtet til engang hvert Aar at efterſee Enhvers Mæler, Pundere og Bismere.

Disſe faa Hovedtræk af den nyere Lovgivning ere allerede tilſtrækkelige til at viſe, hvorledes det monarchiſke Element i eet og alt vilde gribe ind og føre den øverſte Ledning. Der kan ikke klages over Liberalitet i det enkelte; Bodsſyſtemet ſattes paa en langt liberalere Fod end hidtil, de Summer, Kronen oppebar i Sagefald, vare nu langt ringere end før, den perſonlige Frihed nød ingen Indſkrænkning, men Principet var nu allerede: alt for Folket, intet ved Folket. Alt ſkulde ſkee ved de kongelige Embedsmænd. At disſes Stilling derved ogſaa blev en langt anden og mere formaaende end hidtil, have vi allerede ſeet med Henſyn til Lagmændene, og vi ville i det følgende nokſom erfare, hvad Sysſelmændene angaar.

Vi have her under eet omtalt de vigtigſte af de Reformer, ſom Kong Magnus og hans nærmeſte Raadgivere ſøgte at bringe til Veje, og fik indført i Lovbogen, uden Henſyn til den Tid, da enhver enkelt af dem førſte Gang blev bragt paa Bane. De tilhørte alle eet og ſamme Syſtem, der med Conſeqvens blev gjennemført, om end ikke alle bleve indførte paa een og ſamme Tid: vi have allerede haft Exempler paa et Par Beſtemmelſer, der ikke ſynes at have været optagne i det førſte Udkaſt, men ſenere at være tilkomne, og navnlig ſynes Forandringen med Ledingsydelſen at have hørt til de ſildigere. Fra det egentlige Folks Side mødte han, ſom det maa antages, liden eller ingen Modſtand, ſkjønt dets politiſke Rettigheder ſaa kjendeligt indſkrænkedes, og enkelte Foranſtaltninger endog ſynes at have maattet forekomme mange heel odiøſe, fornemmelig Ledings- og Skattevæſenets Overgang fra at være en perſonlig til at blive en reel Præſtation. Men det odiøſe i at Jordegodſet beheftedes med en faſt Grundſkat formildedes vel ved at Skattebyrden ſelv blev retfærdigere og ligeligere fordeelt. Og hvad Folkets politiſke Rettigheder angaar, ſaa var den Deel af Befolkningen, der tabte meſt, nemlig den ringere og mere ubemidlede, ogſaa den, der havde mindſt Interesſe for det Offentlige, og ſom vel forlængſt havde ophørt at tage nogen ivrig Deel i de politiſke Forhandlinger, medens derimod de Fornemmere og Mægtigere nu ved Rigsmøderne endog havde bedre Lejlighed end forhen til at ytre deres Mening, og gjøre deres Indflydelſe gjeldende. Men deſto ſtørre Modſtand fandt Magnus fra Gejſtlighedens Side, da den i Erkebiſkop Jon havde faaet en kraftig og djerv Leder, og denne Modſtand forhalede aabenbart, ſom man ſeer, Lovens endelige Vedtagelſe, ligeſom den vel og for en ſtor Deel er Aarſag i, at mange af de meſt indgribende Lovbud neppe endnu bleve ſatte i Verk inden Magnus’s Død, men at Tingene indtil da endnu for det meſte blev ved det gamle.

Vi have ſeet, hvorledes Kong Magnus i 1267 og 1268, medens Jon Raude var i Rom, for at faa Pallium, eller i det mindſte førend han endnu var bleven valgt til Erkebiſkop, havde faaet ſig uindſkrænket Fuldmagt overdragen af Gulathingslagens, Oplandenes og Vikens Bønder til at lade en ny Lovbog forfatte for dem. Formodentlig har Kongen foreløbigt ladet dem gjøre bekjendte med de Hovedprinciper, han agtede at følge, og disſe kunde heller ikke være nogen Hemmelighed for Gejſtligheden. Men den gamle Erkebiſkop Haakon, Kongens hengivne Ven, der nu desuden ſtod paa Gravens Rand, var ikke den, der kunde træde i Spidſen for Gejſtligheden og fremkomme med nogen Proteſt imod de Punkter, der fra et kirkeligt Standpunkt kunde anſees betænkelige. Dette var Erkebiſkop Jon forbeholdt. Han kom, ſom vi have ſeet, tilbage fra Rom ſom indviet Erkebiſkop lidt før Juul 1268, og Følgen af hans Nærværelſe ſporedes ſtrax. Sommeren efter vare baade han og Kongen tilſtede paa Froſtathing[72]. Kongens Henſigt med ſin Nærværelſe var, ſom man ſeer, at faa en lignende Fuldmagt af Froſtathingsmændene, ſom den, han allerede havde faaet af Gulathings-Mændene og Eidſivathingsmændene til at forbedre Loven; men, fortælles der, han fik kun denne Fuldmagt med Henſyn til alt hvad der hørte til det Verdslige, og Kongedømmet. Erkebiſkop Jon har ſaaledes Uden al Tvivl fremſat en Proteſt med Henſyn til Kirkeretten. Han maa nu have haft tilſtrækkelig Lejlighed til at gjøre ſig bekjendt med de allerede udarbejdede Udkaſt til den forbedrede Chriſtenret for Gulathingslagen og Viken, hvilke han, ſom vi have viiſt, umuligt kunde finde fuldſtændige og tilfredsſtillende; derhos maatte han ogſaa fra Principets Side have haft meget at indvende imod at Kongen eller den verdslige Magt tiltog ſig paa egen Haand, Gejſtligheden uadſpurgt, at reformere Kirkeloven. Fra det Standpunkt, Kirken nu indtog, maatte den fordre, ej alene at Chriſtenrettens Reform udelukkende overlodes til den, ſom den verdslige Myndighed uvedkommende, men ogſaa, og det ifølge de udtrykkelige Ord i Pave Coeleſtins Privilegie-Bulle af 1194, hvorom mere nedenfor (S. 528), at dens Repræſentanter bleve tagne paa Raad ved Reformen af den verdslige Ret, for ogſaa her at varetage dens Interesſer, og overholde en vis Eenhed i den Aand, der gik gjennem det Hele. Rimeligt er det, at Erkebiſkoppen allerede under ſit Ophold i Rom har meddeelt Paven ſelv og dem, der havde meſt at ſige ved Curien, hvilket vigtigt Foretagende der nu var paa Bane i Norge, og at han har faaet fuldſtændig Inſtruction om, hvorledes han i den Anledning ſkulde optræde. Og Jon optraadte, ſom vi ville ſee, med ſtor Myndighed og Kraft, idet han klogeligt endog ſtillede ſine Fordringer langt videre, end hvad han med mindſte Skin af Rimelighed kunne vente at opnaa, aabenbart for at have noget, ſom han kunde lade ſig afprutte, og derfor være ſikrere paa at beholde, hvad der var det væſentligſte.

Paa Froſtathinget 1269 fik Kongen derfor, ſom ſagt, kun Fuldmagt til at omdanne den verdslige Lovgivning, hvorhos det allerede nu blev vedtaget, at Froſtathing herefter ſkulde aabnes Botolfsmesſedag, ej, ligeſom før, henimod Høſten. Hvorvidt allerede ved denne Sammenkomſt mellem Kongen og Erkebiſkoppen den nye Forandring i Ledings-Ydelſen kom paa Bane, vides ikke. Sandſynligviis var den endnu ikke kommen i Stand, eller indført i Lovbogen, thi i et Diplom, der udſtededes endeel Aar ſenere, ſtrax efter Kongens Død, fortælles der, at aldrig ſaa ſnart havde Erkebiſkoppen erfaret, at hiin Forandring var optagen i Lovbogen, førend han gjorde Indvendinger derimod hos Kong Magnus, der med ſin ſædvanlige Sagtmodighed ſkal have ſvaret: „Synes I bedre om at Alt er ſom før, da kan det gjerne være ſaa“, og hertil ſvarede da igjen Erkebiſkoppen: „vi ville ikke have nogen anden Maade at beſkatte Kirkegodſet, Gejſtlige eller Kirkens Folk, end den, der har været brugelig fra gammel Tid“[73]. Dette ſynes at viſe, at Forandringen ej kan være bleven indtagen i Lovbogen, førend Jon var kommen tilbage ſom Erkebiſkop, altſaa efter Begyndelſen af Aaret 1269, og da nu denne Forandring netop vedkommer de kongelige Rettigheder, hvilke Kongen ikke fik Froſtathingsmændenes Fuldmagt til at forandre, førend paa det nys omtalte Thing 1269, er det altſaa rimeligt at hine Artikler førſt efter den Tid ere blevne endeligt affattede og indførte paa ſit Sted i Lovbogen. Heraf følger da, at hiin Samtale mellem Kongen og Erkebiſkoppen førſt tilhører en ſenere Tid.

Overhoved maa man antage, at Lovreviſions-Arbejdet nu førſt begyndte med ret Kraft, og gik hurtigt fra Haanden, da det Kongen af Froſtathingsmændene meddeelte Samtykke omſider havde gjort den Fuldmagt, han maatte være i Beſiddelſe af, aldeles fuldſtændig for hele den verdslige Lovs Vedkommende. Sandſynligviis havde han hidtil meſt beſkjeftiget ſig med Chriſtenretternes Reviſion, hvoraf Frugten var de to ovennævnte Chriſtenretter eller Udkaſt til Chriſtenretter for Guulathinget og Viken, men Erkebiſkop Jons Proteſt ſtandſede alt videre Arbejde hermed, og deſto mere udeelt Opmerkſomhed kunde han anvende paa den verdslige Ret.

Derimod lagde Erkebiſkop Jon allerede ved denne Tid og netop under denne Sammenkomſt med Kongen førſte Haand paa den Reform af Kirkeloven, ſom han agtede at bringe i Stand. Kort før disſe Forhandlinger paa Froſtathing, der, efter hvad det tidligere er viiſt, i den Tid maa have været afholdt i de førſte Dage af Auguſt Maaned, havde han nemlig indviet den ivrige Arne Thorlaksſøn (30te Juni), om hvilken vi i det følgende ville komme til at tale nærmere, til Biſkop i Skaalholt, og ved hans Afrejſe, d. 15de Juli, medgivet ham et Brev til Islands Indbyggere, hvori disſe fem Punkter paabødes: a) at Alle ſkulde knæfalde med oprakte Hænder, naar vor Herres Kjød og Blod blev opløftet i Mesſen, ſaavelſom naar der blev baaret til Syge; b) at ingen maatte feſte en Mø eller Kone til Egteſkab førend efter tre Gange forudgaaet Lysning i Kirke; c) at Mænd, der holdt Friller, ikke maatte ſtedes til Altarens Sakramente om Paaſke, uden at de enten giftede ſig med dem eller ganſke ſkiltes ved dem; d) at alle Kirker med Gods og Tiende ſkulde gives i Biſkoppens Vold, og e) at ingen maatte udleje dødt Gods paa Rente[74]. Den tredie og fjerde af disſe Artikler, iſær den ſidſte, ſigtede mere til Island end til Norge, og har derfor maaſkee ikke været bekjendtgjorte her, men den førſte, der vedkommer Ritualet, og den anden og tredie, der lige frem tilhøre Chriſtenretten, have ſikkerlig været paabudte i Norge ſtrax efter Erkebiſkop Jons Tiltrædelſe, og i alle Fald været forkyndte paa det nys omtalte Froſtathing. De to ſidſte ere ogſaa begge optagne i den Chriſtenret, ſom Erkebiſkop Jon ſiden fuldſtændigt lod udarbejde, ſaa at de altſaa paa en vis Maade kunne anſees at danne Begyndelſen til hans Arbejde med denne. Det er ikke ſandſynligt, at de ſkulde have været forkyndte paa Island tidligere end i Norge. Hvad Budet om Egteſkabstillysning angaar, da har det vel, ſom foreſkrevet paa Lateranmødet 1216[75], allerede oftere været indſkærpet i Norge, iſær af den driftige Erkebiſkop Sigurd, og Kong Magnus havde optaget det i ſit Udkaſt til en ny Chriſtenret; men formeligt indført i nogen gjeldende Chriſtenrets-Codex var det endnu ikke blevet. Aager havde allerede været ſtrengt forbudet paa Lateranmødet 1179[76], og Adgang til Guds Bord ſaavel ſom Begravelſe i indviet Jord allerede her negtet aabenbare Aagerkarle, uden at dette dog ſynes at ſtave haft ſynderlig Virkning i Norge; det førſte Tegn hertil er den før omtalte Beſtemmelſe i Kong Qliazjnus’s Udkaſt, hvorved Llagerkarle Iregtedes Begravelſe ved Kirker; men Forbudet ſelv er ikke engang der udtrykkeligt udtalt; man kan vel ikke tvivle paa, at de tidligere Erkebiſkopper fra Tid til anden have erindret derom, men i den ældre Reviſion af Froſtathings-Chriſtenretten findes det dog ikke, og man maa ſaaledes formode, at det ikke er ſat igjennem med nogen Kraft, førend ved Erkebiſkop Jons Decret.

I den nærmeſte Tid efter dette Møde paa Froſtathing, Slutningen af 1269 og hele 1270, ſynes Arbejdet med Lovreviſionen at have gaaet raſkt fra Haanden, da man i det følgende Aar, 1271, var ſaa langt fremſkreden, at Kongen da kunde ſammenkalde et almindeligt Rigsmøde i Bergen, for allerede foreløbigt at faa en Mængde ſærdeles vigtige og indgribende Artikler vedtagne. Disſe Artikler ere de før omtalte, der iſær vedkomme Mandhelgen, og den radicale Forandring i Bodsſyſtemet, hvorved Frændbøderne aldeles ophørte. Sandſynligviis holdtes Mødet, ligeſom tidligere og ſenere Møder af ſamme Slags, ſamtidigt med alle umiddelbart efter Gulathing, ſaaledes at Beſtemmelſer ved ſamme Lejlighed kunde blive lovtagne paa dette. For Reſten vide vi desværre altfor lidet om dette merkelige Møde. Alt, hvad der berettes derom, indſkrænker ſig til den magre Notits i de islandſke Annaler[77], at Kong Magnus i hiint Aar „holdt et Thing i Bergen med Erkebiſkop Jon, hvor mange Mænd vare tilſtede“, ſamt af den Maade, hvorpaa de nys nævnte Forandringer i Landhelge-Baalken betegnes i ſelve Loven, nemlig ſom „Retterbøder“ og ſæregne Beſtemmelſer (einkamál), vedtagne for hele Norge efter Kong Magnus’s Foranſtaltning og Forordning, med Tilſyn og Underſtøttelſe af Erkebiſkop Jon og de øvrige Biſkopper, Lendermænd, lærde Mænd, Stallarerne, Lagmændene og de forſtandigſte Mænd fra alle Dele af Riget“[78]. Disſe Beſtemmelſer lære vi i deres oprindelige Orden bedſt at kjende af den islandſke Lovbog, hvori de findes optagne, og ſom endnu ſamme Aar, ſaaledes ſom det i det følgende vil ſees, anden Gang blev ſendt til Island[79]. Ved den ſenere Redaction af den almindelige norſke Landslov ſees de at have undergaaet adſkillige Forandringer, mere dog i Formen og Ordenen end i Materien[80]. Den førſte af disſe Artikler er den vigtigſte af dem alle, nemlig den, hvorved alle Frændbæder afſkaffes, med de øvrige Beſtemmelſer, ſom dermed ſtaa i Forbindelſe, nemlig om hvorledes der ſkulde forholdes, naar Manddraberens Gods ej var tilſtrækkeligt til at udrede baade Bod og Thegngildh m. m. Disſe Tillæg, hvori Kongen med megen Liberalitet gjorde Afkald paa, hvad der efter den ældre Lovs Bogſtav tilkom ham, behøvede viſtnok, efter de Tiders Anſkuelſe af Kongens og Folkets gjenſidige Rettigheder, ikke noget Samtykke fra Folkets Side: det var en Indrømmelſe eller Gave, ſom man ſikkert modtog med megen Taknemmelighed, og betragtede ſom et Tegn paa Kongens velvillige Tænkemaade[81].

De nærmeſt følgende Artikler handle om Vaadesdrab og anden Vaadesgjerning, om Forbud mod at bære Rytninger eller Dolke, og om Straf for Knivſting, ſamt for at „bides ligeſom Hunde eller Heſte;“ dernæſt følger et ſtrengt Forbud mod at gaa ubuden i Selſkaber og ſidde der, andre til Fortrængſel: et Forbud der viſer, at den endnu i vore Dage paa visſe afſidesliggende Kanter af Landet ikke ganſke aflagte Skik, at visſe Uroſtiftere, iſær de ſaakaldte Slagskæmper, trænge ſig ind i Selſkaber og yppe Klammeri, ja endog ſtundom foranledige Blodsudgydelſe, paa hiin Tid maa have været meget almindelig. Den var en Levning fra den vildeſte og raaeſte Berſerke-Tid, og vi have i det foregaaende ſeet, hvor vidt en ſaadan Frekhed ſtundom kunde gaa[82].

Den ſjette Artikel foreſkriver nøjagtigt, hvorledes man ſkulde forholde ſig med Paagribningen og Afſtraffelſen af Misdædere i Tilfælde af at der var begaaet et ſaadant Drab eller anden dermed beſlægtet Voldsgjerning, ſom ſkulde ſtraffes med Død eller Lemlæſtelſe. I Stedet for at det Offentlige forhen ikke blandede ſig i Sagen, blev det nu udtrykkeligt paalagt enhver, der fik Misdæderen fat, at bringe ham bunden til Sysſelmanden, der ſtrax ſkulde føre ham til Thinget, og lade Bønderne dømme ham efter Loven, hvorefter Sysſelmanden igjen ſkulde lade ham afſtraffe. Den Forandring, dette indeholdt i den hidtil beſtaaende Ret, var det vel, ſom foranledigede den udtrykkelige Bemerkning tilføjet, „at ingen kunde gjøre dette (lade en Forbryder afſtraffe) uden ſelv at gjøre ſig ſkyldig i en Synd, undtagen den Dommer, ſom Kongen dertil har indſat, thi da er det Loven ſelv, ſom refſer, ikke han, der kun gjør ſin Skyldighed efter Loven; de andre (Private eller dertil uberettigede) gjøre det med Hevnfølelſe og Avind, hvorfor det ofte hænder, at de førſt lide Mandſkaden, og desuagtet ſiden maa underkaſte ſig haard Skrift, betale ſvære Bøder, ligge længe i Utlegd, eller lide anden haard Straf, medens den Skade, de have lidt, dog er den ſamme ſom før. Straffen for Selvtægt faſtſattes til Utlegd, indtil Kongen efter de nærmere Omſtændigheder maatte beſtemme anderledes, „forſaavidt der nemlig kunde være nogen trængende Nødvendighedsgrund, der hindrede Vedkommende i at afvente Sysſelmandens Mellemkomſt“. Da der efter den nye, ved disſe Lovbud indførte, Orden blev langt hyppigere Brug for de af Sysſelmændene paa Thinget opnævnte ſaakaldte Domme end forhen, og Bønderne ſaaledes oftere end hidtil maatte vente at blive opnævnte, for at underſøge de nærmere Omſtændigheder ved et Drab eller en Legemsforbrydelſe, og efter disſe at tilkjende Forbryderen den vedbørlige Straf, enten Døden eller Lemmers Tab, anſaaes det nødvendigt, i et eget Capitel alvorligt at foreholde dem det ſtore Anſvar, der hvilede paa dem. Man gjenkjender i den her anvendte Stiil ganſke det ſamme Slags Foredrag, ſom er egent for enkelte Dele af „.Kongeſpejlet“, ligeledes er Tonen og for en ſtor Deel den ſamme ſom i Erkebiſkop Jons Chriſtenret, og det er derfor ikke uſandſynligt at han kan have haft nogen Deel med i Affattelſen af dette Capitel, ſiden det nu engang udtrykkeligt ſiges, at han havde Tilſyn med og hjalp til ved disſe Artiklers Iſtandbringelſe. Det beſtemtes udtrykkeligt, at dette Advarſelscapitel ſkulde oplæſes ſaavidt muligt hver Gang der ſkulde dømmes om ſtore Sager, derfor finder man det ogſaa ſtundom afſkrevet for ſig ſelv, ligeſom man nu til Dags ſtundom finder Forklaringen over Vidners Eed ſærſkilt aftrykt for at haves ved Haanden paa Thingene[83].

Fremdeles følger en Artikel om hvorledes der ſkal forholdes naar ſaadanne Fruentimmer beſkjemmedes, hvis Frænder ikke vilde tage ſig af dem, ſamt endelig en temmelig vigtig Artikel, om de ſaakaldte Jevneder-Eede, der tidligere ſkulde gaa forud for Trygdekjøb eller gjenſidig Tilſigelſe af Trygd ved alle Forligsmaal efter Drabsſager[84]. De kaldtes Jevneder-Eede fordi de indeholdt en Jevning eller Sammenligning mellem Drabsmanden og den Dræbte, og dette gav Anledning til megen Misbrug, eller, ſom Kongen udtrykker ſig i Artiklen derom, at de havde mere været foranſtaltede med Overmod og til Uſkjel, end med Lov og Ret. Nu bleve de aldeles afſkaffede, og ingen andre Eeder tilladte, end de ſædvanlige Negtelſes- og Sigtelſes-Eeder. Dog gjordes ved de førſte ogſaa den Forbedring at i Stedet for at de tidligere — dog kun, ſom det lader, ved Misbrug — vare udartede dertil at alle Medeedsmænd ſkulde gjentage Partens egne Ord, blev det nu beſtemt, at alene Parten ſelv ſkulde ſverge fuld og ligefrem Benegtelſes-Eed, de andre ſkulde kun ſande hans Eed, med den Forſikring, at de intet ſandere vidſte[85].

Til disſe Artikler indſkrænkede ſig de Forandringer i den ſaakaldte Mannhelge, eller Baalken om Drab og Legemsfornærmelſer, der vedtoges paa Mødet i Bergen 1271. Ved de andre Beſtemmelſer i Mannhelgen, om Viglyſing, Ørvarthing, m. m. havde man aabenbart endnu intet faaet gjort, thi de findes i den Lovbog, ſom endnu ſamme Aar ſendtes til Island, uforandret optagne fra den ældre Froſtathingslov[86]. I den nyere Landslov findes de, med Bibehold af det Væſentlige, dog betydeligt omredigerede, men denne Bearbejdelſe maa have fundet Sted efter Mødet i Bergen, ellers vilde ikke den ældre Redaktion have været optagen i den islandſke Lov. Den indſkrænker ſig dog kun til en bedre Ordning af Materien, og til de Forandringer ſom de nye vedtagne Hovedartikler gjorde uomſtændeligt nødvendige. Derfor har man vel ikke engang anſeet det nødvendigt at underkaſte dem nogen ſærſkilt Granſkning paa et Tings-møde. Dette hørte til den Deel af den nye Lovbog, om hvilken det ved dens Slutning udtrykkeligt heder, at, efter at de egentlige Retterbøder vare vedtagne, lod Kong Magnus af alle Landets Bøger ſammenſætte hvad han fandt tjenligſt[87]. Dette betragtedes altſaa ſom hørende til den allerede gjeldende Lovgivning og derfor heller ikke tiltrængende nogen Vedtagelſe. Men man ſeer ogſaa heraf, at dette er den Deel af Loven, ſom udarbejdedes ſidſt.

Foruden disſe vigtige Forandringer vedkommende Mannhelgen ſees ogſaa i det mindſte een Artikel vedkommende Giftings- og Arve-Baalken at være vedtagen, og ſom allerede fandtes i Chriſtenrets-Udkaſtet, nemlig at de Børn, Feſtemanden maatte have haft med ſin Feſtemø, ſkulde være berettiget til at tage al Slags Arv, hvad enten de vare fødde for Feſtingen eller efter[88]. Med Arve- og Giftings-Baalken forøvrigt kan man paa dette Møde ej have beſkjeftiget ſig. Den islandſke Lov indeholder endnu Froſtathingslovens gamle Privat-Arvetal uforandret. En Begyndelſe ſees vel her at være gjort til at ordne og redigere Beſtemmelſerne om Giftermaal, ſaaledes, ſom de ſiden forekomme i Landsloven, og Spor dertil findes allerede i Kong Magnus’s Chriſtenrets Udkaſt; men endnu kan dog dette Forſøg ſiges at have været i ſin førſte Barndom, og dette Parti af Loven ſynes overhoved at være det, hvor man havde ſtørſt Vanſkelighed ved at bringe fuldkommen Orden og Eenhed til Veje, thi endog i de Afſkrifter, ſom haves af den nyere Landslov, ſees et enkelt Capitel her at være optaget i nogle, der ikke findes i andre[89]. Derimod er det ikke uſandſynligt, at de Forandringer i Tyvslovgivningen, for hvilke der allerede ovenfor er gjort Rede, bleve vedtagne paa dette Møde; i det mindſte maa de før den Tid have været indførte i Lovbogen, ſiden de findes i den islandſke Lovbog.

  1. Disſe Beſtemmelſer fra „Graagaas“ findes næſten udelukkende fra Cap. 80 til 88, eller hvad der maa anſees for at have udgjort den førſte Deel af Landabrigde-Baalken: Original-Artiklerne findes i „Graagaaſens“ Landabrigde Cap. 1 og 2, Cap. 12 og 13; men disſe Artikler ere alle betydeligt forkortede og forandrede.
  2. Biſkop Gudmunds Saga, jvfr. Safn til Sögu Islands, S. 582.
  3. Herom overbeviſer man ſig let ved en Sammenligning mellem „Jarnſida“ og den nyere Landslovs Capitler, iſær i Mannhelgen.
  4. Hvor Benævnelſen „Hákonarbók“ førſt findes brugt, er vanſkeligt at ſige: den ſynes at være traditionel.
  5. I de islandſke Annalers Beretning om den foreløbige Overtagelſe af Hvervet for Gulathingsmændenes og Oplændingernes Vedkommende 1267 og 1268 heder det derfor ogſaa ligefrem: „lovtagen den Gulathingsbog ſom Kong Magnus gjorde“, „lovtagen Olændingernes og Vikverjernes Lovbog, ſom Kong Magnus indrettede“. Dette vilde ſtaa i ligefrem Modſigelſe ſom Lovbogens egne Ord i Slutningen, at den blev lovtagen paa alle fire Thing i 1273, 1274 og 1276, derſom det ikke ſkulde forſtaaes alene om den foreløbige Overdragelſe af Lovforbedrings-Hvervet; men da denne Overdragelſe tillige indeholdt Forpligtelſen til at antage den nye Lov, bliver Udtrykket dog i ſig ſelv rigtigt.
  6. Det vilde i ſig ſelv have været en Umulighed, endog paa et eneſte Thing at kunne have faaet alle Lovsforandringer forhandlede og ſærſkilt vedtagne. Man ſeer, hvorledes Forhandlingerne derom paa Island vedvarede gjennem flere Thing. Naar det da heder, at en norſk Lovbog blev lovtagen paa eet Thing, kan det ikke forklares anderledes end at Vedtagelſe er ſkeet en bloc, uden nogen anden Forhandling end en højtidelig Overleverelſe, ledſaget af nogle faa Ord af Kongen ſelv eller en Stallare, og derpaa følgende Vaabentag.
  7. Se Magnus Haakonsſøns nyere Landslov, IV. 12, jvfr. Mgn. Retterbod 5.
  8. Om den ældre Arvegang og„dens Forſkjelligheder i de enkelte Thingforeninger, ſe ovenfor II. S. 199 fgg. Ogſaa i den yngre Veſtgøtalag, der ſkriver ſig fra 2den Halvdeel af 13de Aarhundrede, er Datter optagen i førſte Led, halft mod Søn, medens hun i den ældre Lov ſtaar tilbage for Sønnen, ſe ovenfor. Det forſtaar ſig, at lignende Regel foreſkrives i Kong Valdemars ſjælandſke Lov. Saxo og Sven Aagesſøn meddele et Sagn om at Kong Sven Tjugeſkegg, for at belønne de danſke Kvinder, der løskjøbte ham fra det jomsborgſke Fangenſkab, ſkulde have tilſtaaet Syſter Ret til at arve halft med Broder; dette viſer, hvad man nu end mener om Sagnet ſelv, at denne Arvegang herſkede i Danmark allerede længe for det 12te Aarhundrede.
  9. Nyere Landslov. IX. 1. jvfr. Mgn. Retterb. 10. Disſe Beſtemmelſer findes ogſaa ordlydende i Jarnſida, Cap. 131, 132; da det nu i Magnus’s Retterbøder udtrykkeligt ſiges, at denne Forandring ſkyldes Magnus, og at tilforn et Tyveri af en eneſte Ertogs Verd medførte Forbrydelſe baade af Land og Løsøre, bliver det klart, at denne Deel af Tyvebaalken i den islandſke Lov ej kan hidrøre fra Kong Haakon, men maa være affattet i Magnus’s Dage. Bi ville i det følgende ſee, hvorledes ogſaa enkelte ſenere Beſtemmelſer ere indtagne i den eneſte nu forhaandenværende Afſkrift af denne islandſke Lov, men disſe Beſtemmelſer danne dog en egen Afdeling for ſig ſelv, der udtrykkeligt anmelde ſig ſom ſenere réttarbœtr ok einkamál (42—47): en anden Sag er det derimod med de førſte Capitler,af Tyvebaalken, der viſe ſig at være formede under eet med Lovens Hovedmasſe. Heraf, ſaavel ſom af andre Omſtændigheder, der yderligere ſkulde paapeges, fremgaar det ſaaledes klart, at Lovens egentlige Affattelſestid ligger efter Kong Magnus’s Tronbeſtigelſe.
  10. Isl. Lov Cap. 8, Landsl. Chr. B. Cap. 2.
  11. Norges gl. Love II. S. 453. jvfr. ovf. S. 119.
  12. Norges gl. Love II. S. 484. Her nævnes udtrykkeligt „Biſkop Haakon og de øvrige Biſkopper“; at Haakon nævnes førſt, kunde vel være, fordi han var Biſkop i Viken, til hvis Indbyggere dette Brev nærmeſt er rettet, men ſnarere var det dog vel, fordi han, da Brevet udſtedtes, var udvalgt Erkebiſkop, hvorfor man maaſkee kan ſætte Udſtedelſestiden i 1265, ſamme Aar, ſom Magnus havde fin Sammenkomſt med Byrge Jarl. Dette pasſer dermed, at han i Intimationen paaberaaber ſig Ytringer, han havde bragt paa Bane, da han holdt Thing ved Elven (paa Elvebakken eller Baagaholmen) og Haugathing ved Tunsberg. At Beſtemmelſen om Aager udvidedes til de øvrige Biſkopsdømmer kan man vel ſlutte deraf, at ogſaa Magnus’s nyere Chriſtenret for Gulathingslagen regner aabenbare Aagerkarle blandt dem, der ej maatte begraves i indviet Jord. (Cap. 16). For øvrigt indeholder denne Retterbod ogſaa en Beſtemmelſe, henhørende til den verdslige Lovgivning, om Rydningsjord.
  13. Gul. Chriſtenr. Cap. 10, 11, Vikens Cap. 2, 3.
  14. Gul. Chriſtenret Cap. 14, Vikens 6.
  15. Gul. Chriſtenret Cap. 15—27, Vikens Cap. 7—19.
  16. Gul. Chriſtenret Cap. 30—32, Vikens Cap. 21—23.
  17. Gul. Chriſtenret Cap. 9, 12, 13, Vikens, Cap. 1, 4, 5.
  18. Vikens Chriſtenret Cap. 25, 26, hvortil kommer et fra den ældre vikſke Chriſtenret hentet Capitel om de Sager, Biſkoppens Aarmand ſkal paatale.
  19. Gul. Chriſtenret Cap. 28, 33—39.
  20. Gul Chriſtenret Cap. 1, jvfr. isl. Lov Cap. 7, og nyere Landslov, Chriſtenret Cap. 1.
  21. Gul. Chriſtenret Cap. 3, isl. Lov Cap. 9. Den Omſtændighed, at Haakons Succesſionslov der udtrykkeligt omtales ſom indført, viſer ogſaa, at den foregaaende Text maa være yngre end denne Succesſionslov, og ſaaledes viſtnok hidrøre fra Magnus.
  22. Gul. Chriſtenret Cap. 22. Vikens Cap. 14.
  23. Gul. Chriſtenret Cap. 9, Vikens Cap. 1.
  24. Gul. Chriſtenret Cap. 26, Vikens Cap. 17. I den udførligſte Text af Gul. Chriſtenret (Norges gl. Love II. S. 320) er „Preſter, Diaconer og Subdiaconer“ udeglemt; de findes dog i den kortere Bearbejdelſe, ſe Cap. 21.
  25. Gul. Chriſtenret Cap. 30, 31, 32. Vikens 21, 22, 23.
  26. Se ovenfor S. 114.
  27. Nyere Landslov I. 11.
  28. Nyere Landslov 17.
  29. Sammeſteds, Cap. 20.
  30. Nevndarmændene for Froſtathing faſtſættes, ſom for, til 60 af hvert Fylke i Ytre Throndhjem, 40 af hvert Fylke i Indhered, ſamt derforuden 2 fra hver Skibrede i Naumdal og Raumsdal, 3 fra hver Skibrede paa Nordmøre, og tre fra Opdal. Da nu Raumsdal havde 8, Naumdal 9 Skibreder, udgjorde Nevndarmændenes Antal for disſe Fylker 34; Nordmøre havde 16 Skibreder; dets Nevndarmænd, tilligemed de tre fra Opdal, vare ſaaledes 51. Altſaa var det famlede Antal Nevndarmænd paa Froſtathing nu 485, forhen kun 400. Til Gulathinget ſkulde der ſendes 12 fra Egdafylke, 30 fra Ryfylke, 40 fra Hørdafylke, 20 fra Sygnafylke, 20 fra Firdafylke, 12 fra Søndmøre, 4 fra Valdres, to fra Hallingdal, tre fra Setersdal, fire fra Otrudal, tilſammen 117; forhen ſendtes alene fra Kyſtſylkerne 146. Til Eidſivathing ſkulde der efter den nye Lov ſendes 4 fra Gudbrandsdalen nordenfor Ruſten, 8 fra Gudbrandsdalen ſøndenfor Ruſten, fra Heinafylke, Hadafylke og Raumafylke hvert 24, fra Øſterdalen 2 nordenfor Aamot, 4 ſøndenfor, tilſammen 90. Af det ubetydelige Antal fra Gudbrandsdalen og Øſterdalen i Forhold til det ſtørre fra de tre oprindelige Hovedfylker ſkulde; man ſlutte, at ogſaa hine førſt nu have faaet Adgang til at ſende Thingmænd, men forhen, ligeſom Valdres m. m. i Gulalhingslagen, og Raumsdal m. fl. i Froſtathingslagen, vare udelukkede derfra.
  31. Se ovenfor II. S. 455.
  32. Hyldingsthingene ſer Viken angives i Haakon Haakonſøns Saga Cap. 28, jvfr. ovenfor III. S. 589, at være Haugathing, Borgarthing, Stofnething i Vettahered, Hornborathing ved Hornbora, og Elvebakke-Thing.
  33. Norges gl. Love I. S. 447, 448.
  34. Norges gl. Love II. S. 484.
  35. Andet kan man vanſkeligt faa ud af Annalernes Ord ved 1268: „Oplændingernes og Vikverjernes Lovbog lovtagen“. Det er allerede ovenfor viiſt, at her ikke ſigtes til den endelige Vedtagelſe, om hvilken vi i Loven ſelv underrettes om at den foregik til forſkjellig Tid og Sted, men kun til den foreløbige Fuldmagt.
  36. At Borgarthinget betragtedes ſom det rette Fællesthingſted for Viken, naar der førſt var Tale om noget ſaadant, ſees baade deraf at Borgarthing hyppigſt nævnes i de vikſke Lovbøger, fallit fornemmelig af Overſkriften til en Codex (Cap. 14 qv. i det ſtockh. kgl. Bibl.) hvor det heder: „her begynder Borgarthingslagen for alle vikverſke Mænd, hvilken Kong Magnus lod ſkrive og ſammenſætte i Sarpsborg efter alle Bøger i Landet og gav Borgarthingsmændene den“.
  37. Se ovenf. III. S. 654.
  38. Sammeſteds S. 657.
  39. F. Ex. i Thingfarebaalkens Cap. 9, 10, 11, 12, hvor der handles om Stevninger til Lagmanden og Appell; der tales kun om „Lagmanden“ i Almindelighed, ſom om der blot var een, uden at der f. Ex. i Gulathingsloven tales et Ord om, enten det er Lagmanden i Nordre Gulathingslagen eller Lagmanden i Ryfylke ſom menes.
  40. Dette er Cod. 362 fol. i den arnamagnæanſke Samling, ſkreven, efter Haanden at dømme, aabenbart ikke ſenere end 1325, men ſnarere før.
  41. Dipl. Norv. I. No, 82, 82. Her nævnes Vige, Lagmand i Skidan. Før ham findes ingen Lagmand i Skidan nævnt; ved Rigsmødet 1223 var der ingen ſaadan.
  42. Saadanne Haandſkrifter ere Cod. arnam. 305 fol., Cod. Cap. 14 qv. i det ſtockh. kgl. Bibliothek, Cod. Cap. 15 qv. ſſteds. Tilføjelſen om Nevndarmændene findes i Cod. 305: Af Havund 2 Mænd, af Grenland 4 Mænd, af Bamle 2, af hvert Preſtegjeld i Skatlandet 2, af Numedal 2; i Cod. Cap. 14 ſtod der oprindelig i Thingfarebaalk Cap. 1: paa Borgarthing, men det er ſenere rettet til „i Skidan paa rette Thingſted“.
  43. Dipl. Norv. No. 168. Brevet er udſtedt 23de Juni 1322.
  44. Dipl. Norv. II. No. 580. Brevet, udſtedt paa Steige Lagthing, er dateret 23de Juni 1404.
  45. Se ovenfor II. S. 1002. Vi kunne i Forbindelſe hermed nærmere henviſe til S. 192 fgg. i nærværende Bind, jvfr. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 305, hvoraf det fremgaar, at Froſtathinget holdtes noget efter Olafsvaketid (hvor længe, ſiges ikke), altſaa i det mindſte ikke tidligere end Auguſt Maaned. Gulathinget holdtes ved Petersmesſe, 29de Juni: og da den nyere Eidſivalov, ſom det i et enkelt Haandſkrift ſelv ſiges, vedtoges 6 Dage før Mariemesſe ſidere, altſaa 2den September, ſynes Eidſivathing at maatte have været afholdt paa denne Tid indtil hin Vedtagelſe ſelv flyttede Thingtiden til Botolfmesſe, 17de Juni.
  46. Isl. Annaler, ved 1269. Denne Vedtagelſe er vel Aarſagen til, at der ſenere, ved Slutningen af den nyere Landslov, ikke nævnes nogen ſæregen Dag, da Froſtathingsloven blev vedtagen.
  47. Nemlig i Gulathingslagen, af Egdafylke hver 10 Ører Selv, af Ryfylke hver 1 Mkr. (8 Ører) ſønden Fjorden (Buknefjorden) og ? Irer norden Fjorden: af Søndhordeland hver 5 Ører S., af Nordhørdeland 3 Ører S., af de indre Diſtricter hver 1 Mk., af Sygnafylke 5 Ører af Søndfjord 6 Ører S., af Nordfjord 7 Ører S., af Søndre Søndmøre 1 Mt., af Nordre 10 Ører; i Eidſivaloven, fra nordre Gudbrandsdalen og nordre Øſterdalen 6 Ører, fra ſøndre Gudbrandsdalen og Øſterdalen 4 Ører, fra Heinafylke og Hadafylke 3 Ører, fra Raumafylke 2 Ører.
  48. Se Norges gl. Love III. S. 77.
  49. Dette ſees af Retterboden af 1308, ſſteds, S. 77.
  50. Dette kan man ikke betragte ſom nogen ſæregen Eftergivenhed eller Skaanſomhed mod Islænderne, thi i den ſenere isl. Lovbog af 1280, kaldet Jonsbogen, findes Beſtemmelſerne om Lagmanden Ord til andet ſom i Kong Magnus’s Landslov. Det er aabenbart, at Lovconceptet, der knyttedes til den ældre islandſke Lovbog, ikke har haft Beſtemmelſerne anderledes udførte, end de findes i denne, og at de her ere enslydende optagne fra hiint.
  51. Jfr. f. Ex. Jarnſ. Cap. 3, 5, med N. Landslov I. 3, 6, 7, 11.
  52. Se N. gl. Love III. S. 313.
  53. Se Noten til Chr. d. 4des Norſke Lovbog, udg. af Hallager og Brandt, Thingfarebaalk 24.
  54. Nyere Ldsl. III. Cap. 6, 7.
  55. Se ovenfor III. S. 1058.
  56. Nyere Landsl. III. Cap. 8—14.
  57. Ligeledes ſees Beſtemmelſen om Redeſkyds for Kongen, der aller førſt opført blandt de ældſte Artikler i Indl. til den ældre Froſtathingslov Cap. 19, og maaſkee hidrører fra Kong Haakon Sverresſøn, at være indført i Utfarebaalken Cap. 15 ſom det meſt pasſende Sted. Saa og indtager den ſaakaldte Thegnſkylda Underſaatternes Lydigheds- og Skatte-Pligter) ſamme Plads i den nyere isl. Lov, ſom Udfarebaalken i den norſke.
  58. Se ovenfor S. 115, 116.
  59. I Dipl. Norv. 1. No. 95 findes vel Gaarden Throudthveit ſydligt i Nisſedal i Thelemarken anſat til Skyld efter Maanadarmater, men dette er allerede paa Grændſen af Agder, ved et til Agder førende Vasdrag, og blandt en Befolkning, der, efter Stedsnavnenes Form at dømme, var eens med den i Agder: dette forklarer ſaaledes Anvendelſen af den ellers ikke i Thelemarken brugelige Beregningsmaade af Skylden. I Thelemarken finder man derimod ſtundom en Vikumat (Ugemadportion) brugt til Skyldberegning; men her kan man ej have haft Ledingen for Øje.
  60. Om Lider og Lidegjeld er der allerede ovenfor talt III. S. 308, 374. Den omſtændeligſte Beſked om Lide-Inddelingen faar man af to Breve af 15de og 17de Marts 1344, hvor Liderne i Skjæbergs og Idde Skibreder opregnes, eg hvor man ſeer, at Skjæbergs Skibr. indbefattede 43 Lider (Thorps, Hafslunds, to Byrgens, Klavaſtads, Navaſtads, Bergs, Bjarnaſtads, Arnvidsruds, Fjells, Veſtergaards, Setre, Bude, Thveite, Øſtre Viker, Veſtre Viker, Skjæbergs, to Fors, Haga, Jarleive, Flatbergs, Bjaar, Naaleims, Solbergs, But-Hornes, Erlend-Hornes, Lofts-Hornes, Gunnarsthorps, to Mykledals, Litledals, Brandsthorps, to Talabergs, Helluthorps, Odsruds, Olafsengs, Støduls, Ausengs, Auſtbø), og Jdde Skibr. 40 Lider og 4 Halvlider (Kirkebø, Svinnungsbø, Berbø, Bergſtigs, Aurs, Lunde, Lide, Heide, Bø, Klepper, Hops, Bergs, Riishage, Øſtre Oos, Bjarnaſtads, Dals Halvlide, Straumslunde, Aamundebø, Thorebø, Vandine, Aſake, Nordbø, Radar, Medbø, Øſtrebø Kornſetre, Rodke, Strander, Strander Halvlide, Thorps, Aas, Valler, Lindemarker, to Braudens, Tovethorps, Kaaregaards, Berge, Svartsgaards, Remninis, Loftsbø, Veſtre-Oos). Man ſeer heraf at det Antal Folk, hver af disſe to Skibreder ſkulde præſtere, var omkring 40, og hvert Skib vel ſaaledes, ſom det og for Viken var beſtemt, en Tyveſesſe.
  61. Visøren nævnes aller førſt i den Formular til Sysſelmandens Reversbrev, ſom blev foreſkreven paa Mødet i Tunsberg 1273, og optagen i Hirdſkraa, Cap. 36, ſe nedenfor. Her er kun Tale om Sysſelmændene i Oplandene og Viken, og dette var ogſaa væſentligſt de Diſtricter, fra hvilke Visøre ydedes. Man ſeer ſaaledes af Dipl. Norv. II. No. 539, hvorledes der i 1394 var Tale om at kræve Visøre af Gudbrandsdalen, af Brevet ſſteds No. 214 er der Tale om Sysſelet: i Veſtre Bergheim, Lomedal og Margretedal, med Visøre, Leding m. m., her er det tydeligt, at Ledingen kom fra Bergheim ſom nærmere Søen, Visøren derimod af Indlandsdiſtricterne Lomedal og Margretedal (Maridal). Af Claus Gjordsſøns Optegnelſer om danſke og norſke Len fra c. 1524, ny Danſke Mag. VI. S. 324, 325, erfarer man at Visøre ydedes, foruden af Oplandene, ogſaa af Akershered og Øſtre-Bergheim, det vil ſige netop af Maridal og Lomedal; derhos ſvaredes af Akershered og Bergheim aarlig Skat, neml. 36 Tdr. Heſtekorn, foruden Ved og Høns; her have vi altſaa et Exempel paa „Heſtefoder“ og „Vedhugſt“ ſamt „Gaver“, der, aabenbart for de ſamme Diſtricter af Akershered og Bergheimshered, der ydede Visøre, var gaaet over til at blive en „aarlig Skat“. Da vi ligeledes finde Haddingdal, der ogſaa hørte til Indlandsdiſtricterne, her opført blandt dem, der ſvarede aarlig Skat (73 Deker Skind, 29 f. 2 Hold) maa det ved Skattereguleringen i Haddingdal være blevet ſluttet en Overeenskomſt om at Visøren ſkulde erlægges i Skind og det ſynes at være bleven Talebrug, at bruge Benævnelſen „Skat“, naar Afgiften ikke erlagdes væſentligſt i Penge, men in natura. Ellers ſees det af en Notits om Mængden af det Folkeantal, der ved Leding kunde opbydes fra Norge, at „Visøre“ ydedes fra „Oplandene og Jemteland“. Mere herom i det følgende.
  62. Saaledes i Froſtathingsl. III. 4. Udtrykket i Gulathingsloven Cap. 260: „er ave hever ava leift“ er ſikkert Skrivfejl i Stedet for „er áe hever ava leift“ d. e. ſom Oldefader (nemlig til nærværende Beſidder) har efterladt Farfaderen, med andre Ord, ſom allerede Beſidderens Oldefader havde erhvervet. Thi Udtrykket „ſom Farfader har efterladt Farfader“ giver egentlig ingen Mening. Ved nogen Tvang kunde det maaſkee forklares ſaaledes ſom om eies paa førſte Sted betegnede eies til den eies, efter hvem igjen Beſidderen arvede det, altſaa Farfaders Farfader, men man plejer dog ellers ikke bruge Udtrykket leifa, d. e. efterlade Arv, uden om umiddelbart Efterladenſkab, ſom fra Fader til Søn; at Farfader efterlader en Arv til Sønneſøn forudſætter at Mellemledet, Faderen eller Sønnen, er død. Froſtathingsloven III. 4, nævner ogſaa udtrykkelig 4de Led.
  63. Nyere Landsl. VI. 2, 4, 13, jvfr. ovf. II. S. 977.
  64. Gulathingsl. Cap. 90.
  65. Nyere Landslov, VII. 43—46.
  66. Sammeſteds, Cap. 47.
  67. I Beſtemmelſen om Audn i Indl. til Froſtathingsl. Cap. 17 ſtaar der udtrykkeligt, at den ſom baade faar og ſlaar ſkal beſtride Budbyrd og Fattiges Flytning. Altſaa ſeer man at Forpligtelſen til Fattiges Flytning nok var der, men den var dog ikke udtrykkeligt foreſkreven.
  68. Nyere Landslov VII. 57.
  69. Sammeſteds VIII. 23.
  70. „Nu er det ſaaledes vedtaget,“ beder det i Landsl. VIII. 29.
  71. Uheldigviis herſker der her megen indbyrdes Strid mellem de forſkjellige Læſemaader, ſaa at Angivelſen ej er ganſke ſikker.
  72. Isl. Annaler. Her ſtaar kun, at Kongen og Erkebiſkoppen vare tilſtede paa Froſtathing, og at Kongen fik Fuldmagt til at gjør Forandringer i den verdslige Lovgivning, ſamt at Thingtiden vedtoges at ſkulle være ved Botolfsmesſe. Der er ikke Tale om noget almindeligt Rigsmøde, og jeg kan derfor ikke være enig med Keyſer i den Antagelſe, der fremſættes i den N. Kirkes Hiſt. II. S. 10, at de nye Beſtemmelſer om Kongearvefølge og Kongevalg her ſkulde have været bekræftede. Thi den paaberaabte Omſtændighed, at et Hdſkr. af Froſtathingsloven ytrer om den nye Kongearv, at den blev vedtagen paa Froſtathing med Raad og Samtykke af Jon Erkebiſkop, de øvrige Lydbiſkopper, Lendermænd og Lærde, Stallarer, Lagmænd og alle haandgangne Mænd, ſom da vare tilſtede paa Froſtathing, har ikke ſtort at betyde, naar man tager Henſyn til, at de bedſte Haandſkrifter i Gulathingslagen indeholde ganſke det ſamme, kun ſaaledes at der ſtaar „Gulathing“ i Stedet for „Froſtathing“. Men da nu dette længere Tillæg kun findes i hine to Codices, medens de øvrige kun i Korthed melde, at Beſtemmelſen blev vedtagen paa N. N. Thing, og et overvejende Antal, endog de bedſte Codices af Froſtathingslagen ſelv, her nævne „Gulathing“, kan der ikke være nogen Tvivl om, at det Rigsmøde, hvortil her ſigtes, og hvor den nye Kongearvelov blev vedtagen, holdtes i Bergen eller i Gulathingets Nærhed. Der er ogſaa en Omſtændighed, der viſer at Kongearven førſt vedtoges efter 1271, nemlig den, at Kong Magnus’s Islandſke Lov, der i den Skikkelſe, hvori vi have den, maa være yngre end 1271, da den anden Gang ſendtes til Island for at vedtages, indeholder Kongearven i ſin gamle Skikkelſe, ſaaledes ſom den vedtoges paa Rigsmødet 1260. Mere herom nedenfor S. 538, hvor det viſes, at Kongearven tilhører Mødet i 1273.
  73. Dipl. Norv. III. No. 20.
  74. Arne Biſkops Saga Cap. 5.
  75. Se ovenfor III. S. 619.
  76. Conc. Lateran. 1179 Cap. 25. Jvfr. Decretum Gregorii lib. V. Tit. 19, Cap. 3.
  77. Isl Annaler, ved 1271; Udgaven af 1847 S. 140.
  78. Jarnſ. Cap. 42, jvfr. Magnus’s nye Landsl. IV. 12, fornemmelig Note 15 i Varianterne.
  79. Se foreløbigt Annalerne, ved 1271, og Arne Biſkops Saga Cap. 9.
  80. Det forſtaar ſig, at Artiklerne i Jarnſida ogſaa ere lempede for Island, ſaaledes at f. Ex. ſtundom „Landſtyreren“ (d. e. Statholderen) nævnes hvor den norſke Lov har „Kongen“, fordi Statholderen maatte handle i Kongens Navn, ligeledes undgaaes Benævnelſen „Sysſelmand“, der endnu ej var indført paa Island, men i dets Sted „Kongens Ombudsmand“ eller „Valdsmanden“; men i alt andet ſees det tydeligt, at Jarnſida har disſe Artikler ſaaledes ſom de aller førſt vare redigerede, idet mindſte i den ſamme Orden. Her følger Artiklen om uberettiget Sæde i Selſkaber umiddelbart efter Artiklen om Bid (Jarnſ. Cap. 45, 46) medens den i Magnus’s Landsl. følger efter Artiklen om Jevneder-Eed (IV. 26, 27) hvor den ikke ſaa godt pasſer med den øvrige Materie; efter den følger Artiklen om Tiggeri, der ej hører til dem der paa Rigsmødet 1271 vedtoges, ſiden den, eller en lignende, allerede fandtes i Froſtathingsloven; derefter følger Capitlet om Ret for visſe kvindelige Slægtninger, der allerede af de førſte Ord „svá er ok tekit um alt landet“, viſer ſig at høre til Artiklerne af 1271. I Jarnſida findes derimod Artiklen om Tiggere optagen førend man kommer til Artiklerne af 1271, og aldeles paa ſamme Sted, hvor den forekommer i den ældre Froſtathingslag, af hvilke den førſte Deel af Jarnſidas Mannhelge ſees næſten uforandret at være tagen. Her gjør ſaaledes ikke denne Artikel nogen Brud paa den fortløbende Række af Artiklerne fra 1271.
  81. Jarnſ. Cap. 42, Nyere Landsl. 12.
  82. Jarnſ Cap. 43—46, Nyere Landsl. IV. 13, 15, 27.
  83. I den Codex; der indeholder baade Graagaas og Jarnſida, er det ſaaledes indført for ſig ſelv foran den førſte og kun Begyndelſen af Ordene indtagne paa ſit Sted i den ſidſte, ſe Jarnſ. Cap. 48. N. gl. Lov, S. 275.
  84. Se den gl. Bjarkø-Ret, Cap. 32, N. gl. L. I. S. 310.
  85. Jarnſ. Cap. 49, jvfr Magnus’s Landslov IV. 26.
  86. De ere ſaa uforandret optagne, endog med Bibeholdelſe af Artiklernes Orden, at man endog efter Jarnſida for en Deel kan udfylde en Lacune, der her indfalder i Froſtathingsloven. Se Froſtathingsl. V. 22—40, ſammenholdt med Jarnſ. Cap. 37—41, jvfr. Note (5) i N. gl. Love I. S. 181, og Supplem. til 1ſte B. i N. gl. L. II. S. 505, 506.
  87. Nyere Landsl. X; 3.
  88. Nyere Landsl. V. 7. Her findes Artiklen optagen i Slutningen af førſte Arv. I Jarnſ. Cap. 68 findes den for ſig ſelv.
  89. Se iſær Landsloven, V. 3. Sammenligner man her, i „Norges gl. Love“ II. S. 76, Texten med Varianterne, og begge Dele igjen deels med K. Magnus’s Chriſtenrets-Udkaſt for Gulathingslagen, Cap. 28, deels med Jarnſida, Cap. 51, da vil man finde, at det Stykke af Capitlet, der handler om Maaden,