Det norske Folks Historie/5/53

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 482-525).

Saa snart Kong Magnus havde faaet frie Hænder for Krigen med Skotland, rettede han sine fornemste og ivrigste Bestræbelser paa en fuldstændig Reform af Landets Love. Vi have seet, hvorledes Trangen dertil allerede gjorde sig gjeldende, saavel rinder; Kong Haakon Sverressøn, som under Kong Haakon Haakonssøn, og navnlig, hvilke betydelige partielle Forbedringer; denne bragte til Veje; men nogen almindelig, gjennemgribende Forandring opnaaede Haakon dog ikke at bringe i Stand; og navnlig stod det endnu tilbage, ved Siden af de enkelte Reformer at tilvejebringe en fuldkommen Eenhed i Lovgivningen for Landets enkelte Dele. Om der end ikke er os opbevaret noget Exempel paa de Misligheder, som det førte med sig, at hvert af de tre gamle Lagsokn eller Lovforeninger havde sin særskilte, fra de øvrige i mange Enkeltheder afvigende, Lovgivning, saa behøver man dog kun at vide, at dette var Tilfældet, for at indsee hvor mange Ulemper det maatte afstedkomme. Man kan derfor ikke betvivle, at allerede Haakon, som vi ovenfor have ytret, var betænkt paa at faa de tre forskjellige Lovgivninger sammensmeltede til een, og det sluttes aller bedst deraf, at Kong Magnus saa hurtigt bragte dette vigtige Arbejde i Stand, som det her i det følgende vil sees; thi det synes neppe muligt, at det havde kunnet udføres i saa faa Aar, medmindre det allerede for en stor Deel var forberedt under Kong Haakon. Der maa saaledes upaatvivleligt fra hans Dage trave ligget Udkast til en nu Fælleslovgivning for det hele Land, om ikke fuldt udarbejdede, saa dog for en Deel og forsøgsviis affattede, øm det end ikke lukkedes ham at faa dem vedtagne, eller vel rettere Arbejdet selv ikke var nok fremskredet, til at dette kunde skee. Man kan ogsaa paa det nærmeste slutte noget saadant af den Lovbog, som Kong Magnus allerede i Aaret 1265 sendte ud til Island, for der at faa den vedtagen, og om hvilken vi i det følgende komme til at tale nærmere. Denne Lovbog, hvilken vi rigtignok ikke have i dens første Skikkelse, men kun saaledes som den saa ud efter at være bleven forøget med en Deel Tilsætninger, fornemmelig i Aaret 1273, viser sig nemlig, disse Tilsætninger fraregnede, at være en Sammensmeltning af Frostathingslagen og Gulathingslagen, forøget med de ældre Retterbøder, hvilke, som i det foregaaende er paaviist, enten ere at henføre til Kong Haakon Sverressøn, eller til Kong Haakon Haakonssøn, samt med denne sidstes Retterbøder af 1260, navnlig Bestemmelsen om Tronfølgen, hvortil der endelig kommer nogle særegne Bestemmelser om Landboforholdene paa Island, tagne fra den ældre islandske Lovbog^[1]. Om denne, af Kong Magnus til Island oversendte Lovbog, der saaledes indeholdt det første Forsøg paa at indføre norsk Lovgivning paa Øen (thi alt det Væsentlige er her norskt, de faa oprindelige islandske Bestemmelser ere en Ubetydelighed mod det Norske, saavel hvad Omfang som Vigtighed angaar), heder det at den var affattet efter Sturla Thordssøns Raad og Anviisning^[2]. Men da Sturla saa kort efter sin Ankomst til Norge vanskeligt kan bade været saa fortrolig med den norske Lovgivning, at det kunde falde Kongen ind at æske hans Raad om, hvorledes de Dele, der af denne bibeholdtes, skulde ordnes, maa man slutte, at Forsøget paa en Sammensmeltning af Frostathingslagen og Gulathingslagen med de Forandringer, der Tid efter anden vare vedtagne eller før Fremtiden ansaaes nødvendige, allerede var gjort under Kong Haakons Regjering, og fra hans Tid henlaa i Concept, samt at Sturlas Raad og Anviisning indskrænkede sig til et Skjøn om, hvad der af dette Concept kunde blive staaende for Islands Vedkommende, eller hvad der paa Grund af de særegne Forhold maatte vige Pladsen for Bestemmelser, ventede fra den ældre islandske Lov; hvilke Bestemmelser da Sturla ligeledes maa have fremledet og redigeret i deres nye, meget forkortede Form. Dette bestyrkes ogsaa deraf, at i den senere fælles Landslov, som Kong Magnus fik bragt i Stand, findes før største Delen de samme Artikler; af Frostathingsloven og Gulathingsloven bibeholdte, som de, der udgjøre Hovedindholdet af hiin islandske Lovbog, og om de end ere forandrede, saa sees dog Forandringerne selv at staa i samme Orden, som de oprindelige Artikler^[3]. Da man nu ikke godt kan antage, at et Hastverks-Arbejde af en Islænding skulde være lagt til Grund for en rigtig og gjennemgribende Lovforandring i Norge, følger det ligefrem heraf, at Udkastet allerede bar været gjort, førend Sturla havde noget at bestille dermed, altsaa maaskee endnu i Kong Haakons Levetid. En yderligere Bestyrkelse derpaa er den Omstændighed, at den oftere omtalte islandske Lovbog af 1265, som det synes efter en ældgammel Tradition, stundom har været kaldet Hákonarbók (Haakons Bog); thi da den nu, endog i sin oprindelige Form, ikke skriver sig fra Haakons, men fra Magnus’s Regjering, kan Meningen af dette Navn, hvis det virkelig er gammelt, ej være nogen anden end den, at der har været en saakaldet Haakonarbok, d. e. en ved Kong Haakons Foranstaltning udarbejdet Bog, indeholdende et Udkast til en Fælleslov for Norge, hvilken Kong Magnus benyttede som Grundlaget ved Udarbejdelsen af den nye Lov for Island, saa at man altsaa med Føje kunde sige, at Magnus sendte Haakonarhoken, kun i en noget forandret Form, ud til Island for at faa den vedtagen^[4]. Den for Island bearbejdede Haakonarboks sædvanlige Navn skal ellers have været „Jarnsida“, efter Bindet, om hvilken Sag vi i det følgende komme til at handle nærmere.

Naar man skal dømme efter hiint Udkast, saa maa dog dette første Forsøg paa at bringe en Fælleslovgivning i Stand have været heel tarveligt og ufuldstændigt. Navnlig indeholder det ikke en eneste Artikel fra Eidsivathingsloven, hvilket neppe kan forklares deraf, at man ej har fundet nogen Artikel værd at optage, thi i den senere Fælleslov findes flere Artikler, umiskjendeligt hentede derfra; men man maa endnu ikke være naaet saa langt frem i Arbejdet, eller ogsaa maa det have været Kong Haakons Plan, for det første at indskrænke sig til en Fælleslovgivning for Frostathingslagen og Gulathingslagen: et Foretagende, hvortil man unegteligt havde et Forbillede i det Forsøg paa at sammensmelte Frostathingets og Gulathingets Christenretter, hvorom vi i det foregaaende have talt, og som sædvanligviis tillægges Kong Sverre. Magnus synes derfor ogsaa at have taget Sagen fra Grunden af. Da han, uagtet han for Resten nærede ikke ringere Begreber om Kongedømmets guddommelige Beskikkelse, Højhed og Magtfuldkommenhed end hans Fader og Kong Sverre, endnu erkjendte Folkets ældgamle Ret til at have den afgjørende Stemme i Lovgivningssager, eller ligefrem at udøve den lovgivende Myndighed, indrettede han Sagen paa den Maade, at han først fik sig af Folket selv uindskrænket Fuldmagt overdragen til at gjøre de Forandringer ved Lovgivningen, som han fandt passende. Ja det synes endog, som om han magede det saaledes, at Anmodningen om at foretage en fuldstændig Lovrevision udgik fra Folket selv. Det heder nemlig i Indledningen til den af ham tilsidst udgivne Fælles-Lovbog: „I vide, at de skjønsomste Mænd af Gulathingslagen (eller, efter som de forskjellige Exemplarer vare bestemte for de forskjellige Lagsokn, „Frostathingslagen“, „Eidsivathingslagen“, „Borgarthingslagen“) ideligen havde talt til os om, hvorledes I have hørt at vi beskjeftige os med at forbedre noget ved de fleste Lovbøger i Landet, med de bedste Mænds Raad, og anmodet os om at eders Bog heller ikke kom til at savne nogen saadan Forbedring“. Naar Anmodningen saaledes udgik fra Folket selv, maatte det blive Kongen lettere at faa en saadan uindskrænket Fuldmagt, som oven anført, og som han heller ikke vel kunde undvære, naar han skulde bringe noget heelt og ordentligt i Stand. Imidlertid viser dette dog, hvor stor Tillid Folket havde til ham, idet man, som han selv udtrykker sig, „betroede til hans Omsorg et saa vigtigt Hverv, at man dømte Lovbogen ganske til hans Behandling, det at borttage og det at tilføje, som tyktes ham passende, efter de bedste Mænds Skjøn“. Udtrykket „dømme“, d. e. „vedtage til Thinge“, viser at dette store Tillidshverv er overdraget ham til Thinge, og man erfarer af de samtidige islandske Annaler, at dette skede for Gulathingslagen paa Gulathinget, 1267, for Oplændingerne og Vikverjerne sandsynligviis paa Eidsivathing 1268, og for Frostathingslagen 1269, dog, for dette Districts Vedkommende, kun hvad den verdslige Lovgivning angik, aabenbart en Følge af den imidlertid fra Pavehoffet hjemkomne, myndige Hierarch Erkebiskop Jons Indflydelse, saaledes som det nedenfor nærmere skal vises. Det er umiskjendeligt, at de forsamlede Thingmænd virkelig paa Forhaand forpligtede sig til at adlyde og vedtage de nye Love, Magnus nu stod i Begreb med at lade udarbejde; thi uagtet vi vistnok erfare, at de færdigt udarbejdede Lovbøger senere bleve formeligt vedtagne i Aarene 1273–76, saa seer man dog, at denne Vedtagelse kun har været en Formalitet, for at give den nye Lov endelig Lovskraft, uden at nogen Raadslagning om den hele Lov eller nogen enkelt Artikel bar fundet Sted; det heder ogsaa kun, at Kongen lod Bogen oplæse paa Thinget og „gav Thingmændene Bogen tilligemed den Retterbod, at den herefter skulde gjelde“, samt at den derpaa blev lovtagen. Lovbogen selv var kun Opfyldelsen af det tidligere, foreløbige Løfte^[5]. Det vilde ogsaa have ledet netop til det Modsatte af den tilsigtede Eenhed i Lovgivningen, om Kongen skulde have baaret sig anderledes ad, eller ladet den færdige Fælleslovs Antagelse blive Gjenstand for særskilte Forhandlinger paa hvert enkelt Hovedthing; deraf vilde igjen nye Forskjelligheder have været Følgen, eller ogsaa, om man tilsidst opnaaede Enighed, vilde denne neppe have været vunden førend efter meget længere Tid end den som medgik, og hvorved Landet kunde være tjent^[6]. Og saaledes maa man da antage, at Kong Magnus i de nys nævnte tre Aar personligt har besøgt Lagthingene, og der, efter at have hørt Folkets Ønsker med Hensyn til Lovforbedringen og maaskee gjort Rede for de Hovedprinciper, han i saa Henseende agtede at følge, faaet sig del Hverv, at indrette en fælles Lovgivning for det hele Rige, anbetroet. Hvor meget man nu end her maa skrive paa Tidsforholdenes og den manglende politiske Udviklings Regning, saa var dog den Tillid, Folket her viste ham, under enhver Omstændighed overmaade stor, og vidner fordeelagtigt, saavel om den Agtelse, han selv maa have nydt for Redelighed og Velsindethed, som om det ypperlige Forhold mellem Konge og Folk. Han viste sig ogsaa denne Tillid fuldkommen værdig.

Hvilke Medhjelpere eller Raadgivere Kong Magnus havde ved dette vigtige Arbejde, angives ikke, men man kan vel neppe tvivle paa, at han for en betydelig Deel har benyttet Thore Biskopssøn og Audun Hugleikssøn, siden det udtrykkelig siges om dem, at den første var saa vel forfaren i den canoniske, den anden i den fædrelandske Ret, ligesom de ogsaa i Aaret 1273 tilkaldtes af Kongen som kyndige Mænd ved Afgjørelsen af et vigtigt Spørgsmaal vedkommende Patronatsretten paa Island. De daværende Lagmænd have vel ogsaa for en stor Deel været tagne paa Raad med.

Hvad der ved denne Lovrevision synes at have gaaet lettest fra Haanden, fordi man der mestendeels holdt sig til, hvad man tidligere havde og hvad der rimeligviis allerede var bearbejdet i Kong Haakons Udkast, var Lovgivningen om Landboforholdene, eller Landsleigebaalken, samt tildeels Tyvebaalken. Ogsaa i den saakaldte Mannhelge-Baalk, om personlige Fornærmelser, bibeholdtes meget, men en heel Deel forandredes eller tilføjedes fra nyt af, og det vigtigste af alt var, at den gamle Skik med Frændebøder og Saktal, til hvis Afskaffelse Kong Haakon allerede havde bidraget ved at forbyde at hevne Drab paa andre end Drabsmanden selv, nu fik sin sidste Rest derved, at alle Frændebøder fuldstændigt ophævedes, saaledes at herefter, i Drabstilfælde, kun Drabsmanden selv skulde bøde efter sex forstandige Mænds Kjendelse, og til den Dræbtes Arving alene, foruden Thegngilde til Kongen^[7]. Folket synes selv at have følt Nødvendigheden af denne Forandring for den almindelige Roligheds og Sikkerheds Skyld, siden den, som det heder, efter Almuens egen Bøn blev vedtagen tilligemed flere andre vigtige Lovbestemmelser, Mannhelgen betreffende, førend endnu Lovrevisionen var tilendebragt, paa et almindeligt Rigsmøde, om hvilket vi nedenfor komme til at handle udførligere. Fremdeles forandredes Arvegangen ganske efter de nyere Grundsætninger, som paa denne Tid vare gjeldende i Norden^[8]. I Stedet for at hidtil Søn stod i første Arv og ganske udelukkede Datter og Sønnesøn, sattes nu Datter op i første Arv ved Siden af Sønnen, kun saaledes at hun fik halv Lod mod ham, ligesom det indtil de allersidste Tider har været gjeldende Lov, og lige med Datter stilledes Sønnesøn, naar der tillige fandtes Sønner, uden at, merkeligt nok, Principet for Stirpal-Arven her gjordes gjeldende, uagtet det iagttoges i anden Arv, der indbefattede Ætleding, egtefød Sønnesøn, egtefød Sønnedatter og egtefød Dattersøn, hvilke alle arvede lige meget, og det saaledes, at om der i een af disse Linjer kun fandtes eet, i den anden eller de øvrige flere Individer, fik dog hver enkelt Linje lige fuldt en Fjerdedeel af den hele Arv, hvor mange der end var i de andre. Man merker heri mangt og meget tydeligt nok det romerske og canoniske Retsstudiums Indvirkning; herfra skriver sig ogsaa det mere og mere fremtrædende Begreb om Statsmyndighedens Betydning lige overfor de private Forhold, og Overgangen at betragte de fleste Forbrydelser som personlige Fornærmelser, der kun vare Gjenstand for privat Forfølgning, til at opstille dem blandt offentlige Retsbrud, som det tilkom Kongemagten, Statsmyndighedens Repræsentant, gjennem sine Ombudsmænd at paatale og afstraffe. For øvrigt indførtes endnu større Mildhed og Humanitet baade i Pengestraffene og de legemlige Straffe end forhen. De vigtigste af disse Forandringer opregnes korteligen ved Slutningen af Lovbogen selv under Navn af „Kong Magnus’s Retterbøder“, hvor der rigtignok ogsaa findes andre, senere vedtagne Modificationer, men hvoriblandt hine dog ere kjendelige derved, at de henvise til Lovbogen. Blandt disse kan man foruden Afskaffelsen af alle Frændebøder, der først vedtoges paa Rigsmødet 1273, og Forandringerne i Arvegangen, anføre den store Forandring i Tyvslovgivningen, at medens de ældre Love erklærede hver den for Tyv, der stjal til en Ertogs Verd eller mere, hvoraf fulgte, at endog et saa lidet Tyveri medførte Dødsstraf og Ejendoms Fortabelse, – da nemlig den Regel ufravigeligt gjaldt, at enhver Tyv skulde dræbes og hans Ejendom, løst og fast, tilfalde Kongen, – indtraadte nu Dødsstraffen ikke førend ved fjerde Gangs Tyveri, naar det Stjaalne beløb sig til en Øre eller derover indtil ½ Mark; ved anden Gangs Tyveri, naar det Stjaalnes Beløb var over ½ Mk.; dog med den Forskjel, at det første Gangs Tyveri under en heel Marks Beløb skulde straffes med en Bod af 8 Ertoger og 13 Mk. Sølv, eller, hvis denne ej udrededes, med Landflygtighed, over een Marks Beløb derimod med en arbitrær Straf, tilkjendt af den kongelige Ombudsmand, samt Forbrydelse af al Ejendom til Kongen. For første Gangs Tyveri til en Øres Beløb bestemtes Kagstrygning eller en Bod af 3 Mk. Sølv, hvilken Bod kaldtes „Løsning af Huden“; for anden Gang, Kagstrygning eller en Bod af 6 Mk. Sølv, for tredie Gang, Kagstrygning uden nogen Løsning og 6 Mk. Sølv til Kongen. De 8 Ertoger og 13 Mk. Sølv, som skulde bødes for første Gangs Tyveri til en halv Marks Verd, kaldes ligeledes Løsning af Huden. Først naar Dødsstraffen indtraadte, betragtedes Forbryderen som virkelig Tyv, og da gjaldt fremdeles den gamle Regel, at han skulde bringes bunden til Kongens Ombudsmand, og at Ombudsmanden med Bøndernes Bistand skulde lade ham bringe til Fjæren og hænge^[9].

Medens nu den ordentlige Regulering af Straffene, der ved Lovrevisionen bevirkedes, navnlig Frændebødernes Ophør, medførte en stor Simplification i Criminalproceduren, og dannede den nys berørte Overgang fra det ældre System, hvorved saa godt som alle Retsbrud betragtedes som private Fornærmelser, til et ordentligt Justitsvæsen, hvorved Staten selv gjennem Kongen, og han igjen ved sine Ombudsmænd, lod Søgsmaal anstille, tør man dog neppe paastaa, at denne hensigtsmæssige og velgjørende Forandring udelukkende hidrørte fra umiddelbare Hensyn til Folkets Tarv. Meget maa man skrive paa Tidsaandens Regning i Almindelighed, og som den nærmeste Kilde dertil maa man betragte de strengt monarchiske Principer, der besjælede Magnus ikke mindre end hans Forfædre, og som nu ogsaa hans fleste nærmere verdslige Omgivelser deelte. Ikke at jo Magnus tillige oprigtigt havde Folkets Velvære for Øje, men han var, som man seer, gjennemtrængt af den Overbeviisning, at Vejen dertil gik gjennem den sterkest mulige Kongemagt. Unegteligt bestyrkede ogsaa de tidligere Begivenheder, under Lendermandsvældet og Borgerkrigene, en saadan Betragtningsmaade af Forholdene, medens saavel Kong Haakons som Kong Magnus’s Retsind havde udelukket enhver Tanke om Misbrug af Magten fra Tronen af, og saaledes dannet Folket i Almindelighed til at føle sig bedst tjent med en saadan Tingenes Orden, hvorved det hele Styrelsesvæsen lagdes i Kongens Hænder. Saaledes kunde det da gaa til, at hine monarchiske Principer paa det conseqventeste, og uden mindste Indvending fra Folkets Side, gjennemførtes i den nye Fælleslovgivning. Ved allerede paa Forhaand at give Kongen frie Hænder til at gjøre de Forandringer i Lovgivningen, han fandt passende, udtalte Folket utvetydigt nok sin Overbeviisning i dette Henseende.

Men om end Folket i Almindelighed har stemt for en uindskrænket Kongemagt, eller fandt sig bedst tjent med at kunne overlade Kongen hele Rigsstyrelsen, for selv udelukkende at kunne beskjeftige sig med private Anliggender, saa har dog Gejstligheden des mere paa sin Post mod at indrømme Kongemagten for meget, især efter at den dygtige Erkebiskop Jon var bleven dens Overhoved. Ikke at Gejstligheden, eller dens Formand Erkebiskoppen, egentlig følte sig opfordret eller forpligtet til at tale Folkets Sag. Den havde intet imod at indrømme Kongen den uindskrænkede Magt, ja saa endog gjerne hans Magt saa sterk, og Folkets egen Myndighed saa liden som muligt, naar kun Kirkens Frihed ikke indskrænkedes, og naar den selv, som en Kongedømmet sideordnet, ikke underordnet Autoritet, deelte Herredømmet med dette. Spørgsmaalet, hvorledes dette Forhold skulde ordnes, var derfor ogsaa det eneste, der vakte Modstand og foranledigede vidløftigere Forhandlinger.

Og dog var Kong Magnus aabenbart en religiøs, mod Kirken meget velsindet, Fyrste, snarere tilbøjelig til at indrømme den for meget, end for lidet, ganske saaledes som man kunde vente sig det af Erkebiskop Einars fortrolige Ven og maaskee Opdragling. I Indledningen til Kong Magnus’s nye norske Fælleslov findes der en Fremstilling af Kongedømmets og Kirkens Forhold til Folket og dem selv indbyrdes, der allerede forekommer ordlydende i den nye islandske Lov af 1265, og saaledes rimeligviis hidrører fra Kong Magnus’s aller første Regjeringsaar, hvis den ej, hvad der dog er mindre troligt, udgjør en Deel af hvad der allerede var fort i Pennen under Kong Haakon. Her udtales ikke længer, som i Kong Sverres Stridsskrift, det Princip, at Kongedømmet efter Guds Beskikkelse skulde have Overopsigt over Kirken, men Kongemagten og Biskopsmagten (d. e. Kirken) opstilles som sideordnede. „Fordi“, heder det, „at Guds Miskundhed seer det dagligen at være det utallige Folks og den adskilte Mængdes Tarv, har han beskikket tvende sine Tjenere at være sine synlige Ombudsmænd med Hensyn til denne hellige Tro og hans hellige Lovmaal, gode Mænd til Værn og Retssikkerhed, men onde Mænd til Refselse og Renselse. Disse tvende ere, den ene Kongen, den anden Biskoppen. Kongen har af Gud faaet verdslig Magt, til alle verdslige og lovlige Sager, men Biskoppen aandelig Magt til aandelige Sager; og de vedkjende selv, at de have deres Magt og Myndighed af selve Gud, men ikke af sig selv. Og fordi at de ere af Guds Ombudsmænd, saa og fordi alle see at man ikke paa nogen Maade kan undvære dem, for det tredie fordi Gud selv værdigedes at kalde sig med deres Navn, da er den sandelig i stor Fare med Hensyn til Gud, der ej med fuldkommen Aast og Rædsel styrker dem i Udøvelsen af deres Magt, og det dem af Gud overdragne Hverv, der paalægger dem en saa ængstlig Omsorg for Folket og saa stort Ansvar for Gud; aller helst, hvor Lovene selv vidne med faste Enemerker, saa at hverken Høvdingerne, naar de holde sig indenfor dem, kunne forkue eller betynge Folket med altfor stor Herskesyge, eller omvendt ukloge Mænd negte Høvdingerne den lovlige Lydighed af Trods eller kortsynet Uvillighed“^[10].

Overeensstemmende med den her udtalte Erklæring, hvor man dog endnu savner nogen bestemt Grændse mellem Kongemagtens og Kirkemagtens Gebeet, formede nu Kong Magnus, som man see, sin nye Lovgivning, og begyndte, som det lader, med Christenretten, ej alene fordi den var den vigtigste Deel af Loven, men ogsaa fordi den indtog den første Plads i Lovbogen. Allerede førend han skred tildel egentlige Lovarbejde havde han lagt sit venskabelige Sindelag mod Kirken for Dagen, idet han ved en Retterbod, udgiven i Tunsberg, 1267, Ord til andet gjentog og bekræftede sin Faders Bestemmelse om Tiende, Olafsskot og Hallvardsskot^[11]; ligeledes havde han, i 1265 efter Overlæg med Biskop Haakon, saavel som de;øvrige Biskopper, udgivet for Viken et Forbud mod Aager, under Straf af Capitalens Forbrydelse, halvt til Kongen, halvt til Biskoppen^[12]. Dette var ganske i Overeensstemmelse med de paa den Tid herskende kirkelige Anskuelser, der gjorde Aager til en Forbrydelse mod Guds Lov, og til Gjenstand for kirkelig Paatale. Sandsynligviis er Forbudet senere ogsaa udstrakt til .de øvrige Dele af Landet ved andre, nu tabte Breve. Hvad nu før øvrigt den af Magnus foranstaltede nye Christenret angaar, da viser den sig tydeligt at være et noget ubehjelpeligt Forsøg i Lovreforms-Vejen, og aabenbarer sig allerede derved som et af de tidligste Arbejder i dette Stokke. Det var, som vi ovenfor have intet, Magnus’s Hensigt, at udgive een fælles Lovgivning for det hele Folk, kun med de faa indbyrdes Afvigelser i Thingfare-Baalken, som de totale Forhold paa ethvert Sted gjorde nødvendige; men med Christendomsbaalken lukkedes dette ikke ganske. Hvad der er fælles for de Afskrifter af Kong Magnus’s Christenret, som vi have tilbage, er Bestemmelsen om Børns Opfødsel og Daab^[13], om Biskoppens Raadighed over Kirken^[14], om Kirkers og Kirkegaardes Fredhellighed, om Begravelse Kirkegaard, om Helligdages Højtideligholdelse, om Faste, om Skriftemaal og Rumaskat, om Fæstemaal og Bryllup, om Egteskabets Hellighed^[15], og om forbudne Led^[16]. Derimod ere Bestemmelserne forskjellige angaaende Tienden og Kirkernes Opførelse og Indvielse, hvor baade for Vikens og Gulathingets Vedkommende de ældre Bestemmelser i hvert af disse Districters Christenretter findes optagne^[17], og endelig forekommer der i den for Viken bestemte, nyere Christenret endeel Bestemmelser om Fæstemaal, Skilsmisse, m. m., der tilhøre den verdslige Lov, og som saaledes maa være tagne af den ældre Landslov^[18], samt ligeledes i Gulathings Christenret ei alene nogle til den verdslige Lov henhørende Bestemmelser om Fællig mellem Egtefolk, men derhos nogle Artikler om Bødedommes Efterlevelse, om Manddrab og forskjellige Eedsaflæggelser^[19], der tilhøre andre Dele af Landsloven, og som synes at være foreløbigt indførte, forinden den samlede Lov fuldstændigt kom i Stand: hvad der da ogsaa stempler denne Christendomsbaalk som det ved Kong Magnus’s Foranstaltning næst,den islandske Lov aller først istandbragte Lovarbejde. At denne Christenrets Bestemmelse var at staa i Spidsen for den hele Landslov, sees tydeligt nok af Begyndelses-Ordene: „Dette er Begyndelsen til vore, Gulathingsmændenes, Love, hvad der er Ophavet til alt Godt, at vi skulle have og overholde den christelige Tro“. Thi saaledes begynder; ogsaa, næst Thingfare-Ordningen, baade den islandske Lovbog og den senere almindelige Landslov^[20]. Efter denne Indledning indføres Troesartiklerne, sandsynligviis efter den fra Cardinal Nicolaus’s Tid opstillede Formular; derpaa følger hiin ovenfor meddeelte Fremstilling af Kongens og Biskoppens sideordnede Myndighed, Ord til andet som i den islandske Lov, hvorefter fremdeles, ganske som i denne, den ved Kong Haakons Foranstaltning paa Frostathing og Rigsmøde 1260 vedtagne Lov om Konge-Arven og Konge-Tagelsen indtages, med en Indledning, hvor der tales om den store Skade, Folket havde lidt ved falske eller uberettigede Tronprætendenters Antagelse og de deraf følgende Borgerkrige^[21]. Efter Bestemmelserne om Konge-Arven og Kongens Antagelse m. m. følge Formularerne for Kongens, Lendermændenes og Bøndernes Eed, fremdeles ganske som i den islandske Lov. Hele dette Stykke synes saaledes at bore til det Concept, som enten laa færdigt udarbejdet fra Kong Haakons Tid, eller udarbejdedes strax efter Magnus’s Tronbestigelse, førend den nye islandske Lov kom i Stand; det udgjør, ligefra Troesartiklerne af, aabenbart et samlet, under eet affattet, Afsnit, der i den nye Christenret kun har faaet en noget fremmedartet Afbrydelse, derved at en Artikel om hedensk Tro og dermed forbundne Uskikke er indskudt strax efter Fremstillingen af Kongens og Biskoppens Magt, idet denne Sag paa en temmelig haartrukken Maade indføres som et Anliggende, der er Gjenstand for Kongens og Biskoppens særdeles Opmerksomhed. Hvad Frostathinget angaar, da findes der ikke nogen saadan nyere Christenret for dettes Vedkommende, af den Grund, som vi allerede have berørt og strax nedenfor nærmere ville omhandle, at Kongen endnu ikke havde modtaget nogen Fuldmagt til Lovrevision fra.dette, inden Erkebiskop Jon var kommen hjem og fik Christenretten undtagen derfra. Hvad ellers Bestemmelserne selv angaar, der i den for Viken og Gulathinget fælles Hoveddeel ere indtagne, da sees ogsaa disse væsentligt at være formede efter de ældre Christenretter, men med flere nye Bestemmelser af megen Vegt, i de daværende kirkelige Anskuelsers Aand, saasom om Skriftemaal^[22], om en Udvidelse af Tiende-Ydelsen^[23], om Gejstlighedens Coelibat i Graderne fra og med Subdiaconus op ad^[24], om Indskrænkningen af de forbudne Led i Giftermaal, ifølge Lateranmødet, til det 5te, i Stedet for, som tidligere, til det 10de Led^[25]. Derhos er der skeet nogen Forandring i Festdagenes Antal og Henførelse til dem, der havde Noonhelligt, eller ej. Paa de fleste Steder, hvor en større Forandring er foregaaet, bærer Foredraget umiskjendelige Merker af Oversættelse fra Latin, ligesom der ogsaa paa enkelte Steder, f. Ex. ved Artiklen om Egteskabets Hellighed, spores en vis Prædiketone: alt dette viser noksom, at disse Forandringer, saavel som deres Indhold, hidrører fra Gejstlige, hvilke Magnus saaledes ingenlunde bar undladt at tage paa Raad med. Alligevel sandt denne nye Christenret, som vi ville see, ikke Sæde for Ultra-Hierarchernes Øjne; den var ogsaa i flere Henseender mangelagtig, saaledes savnedes f. Ex. Bestemmelser om Egtevielse, der dog nu ellers var almindelig indført. Jon har vist allerede med sine Meningsfæller længe før sin Ophøjelse paa Erkestolen med Misbilligelse og Mistanke betragtet Magnus’s Ferd med Hensyn til Christenrettens Reform, uden dog endnu at kunne foretage noget afgjørende Skridt derimod, saa længe han ikke havde Kirkens Overordnede paa sin Side. Tidspunktet var og for saa vidt gunstigt for Magnus, som der i længere Tid lige fra Erkebiskop Einars Død indtil, kan man gjerne sige, Jons Tiltrædelse var et Slags Interregnum i Kirkens Bestyrelse, thi Haakon tiltraadte, som vi have seet, Erkesædet ikke førend i 1267, og forestod det kun i faa Maaneder; dertil kom, at han neppe var den, der betragtede den fromme Konges Virksomhed til Christenrettens Reform med ugunstige Øjne.

Vi have allerede omtalt den gjennemgribende Forandring, som Magnus søgte bevirket, og omsider, hvorvel ikke i Begyndelsen af sin Reform-Virksomhed, fik sat igjennem, at alle Frændebøder og Saktal ophævedes ved Drabssager, men Boden alene erlagdes til den Dræbtes Arving. Da nu tillige Thegngilde skulde udredes til Kongen, og ethvert Drab i og før sig medførte Fredløshed, indtil Kongen udtrykkeligt gav Drabsmanden Landsvist, blev det en naturlig Følge, at Drabets Charakteer som privat Fornærmelse traadte mere og mere i Skyggen mod dets Egenskab af Statsforbrydelse, der paataltes af Kongens Ombudsmand. Da nu ligeledes de ældre Bestemmelser øm Bøder til Kongen ved Siden af Bøder til den Forurettede bibeholdtes med større Regelmæssighed end før, og derhos udvidedes til Ejendomsindgreb og andre dermed beslægtede Forseelser, hvori det Offentlige hidtil ikke blandede sig, er det klart, at Sysselmændene, Kongernes Repræsentanter i alt hvad der vedkom det Executive, nu fik langt mere at sige og en langt mere indgribende Virksomhed, end hidtil. Ligeledes erklæredes Lagmændene for ordentlige Dommere. Hidtil havde deres Stilling, som vi have seet, været noget ubestemt. De havde været beskikkede af Kongerne mere som et Slags Consulenter for de Ringere og Ukyndigere, før ved sin Orskurd eller Lovsagn at underrette dem om, hvad der i ethvert Tilfælde var Lov, og derved forebygge unyttig Rettergang og Tvistemaal. Men vi have rigtignok tillige bemerket, hvorledes Kongerne allerede tidligt søgte at faa deres Orskurder eller Udsagn betragtede som virkelige Domme, og gjøre det til Undersaatternes Pligt at adlyde dem^[26]. Dette blev nu tydeligt udtalt og indskjerpet ved endeel i den nye Landslovs Thingfarebaalk indførte Bestemmelser. Der fastsattes Frister for Stevninger til Lagmanden, og Boder for den, der, skjønt indstevnt, ej mødte; Dommen skulde ubrødeligt efterleves under en betydelig Bod; man kunde vel appellere en Lagmands Dom til Lagthinget, men paa dette skulde nu Lagmanden selv præsidere, og i Forening med Sysselmændene udnævne Lagretten, ligesom han og skulde have Stemme med i Domsafsigelsen; ja naar Lovbogen ingen Artikel indeholdt, som var anvendelig paa Tilfældet, skulde Afgjørelsen væsentligen rette sig efter hans Mening. Heraf indsees det let, at alt dog egentlig beroede paa ham. Ja, om endog den hele Lagrette var uenig med ham, skulde den dog ikke være berettiget til at ophæve hans Orskurd, men kun indberette til Kongen, at man ej fandt den lovlig, hvorefter Kongen med sit Raad skulde give den endelige Afgjørelse, „da han“, som det heder, „er beskikket over Loven“^[27]. Dette var saaledes den formeligste Udtalelse af det Princip, at den dømmende Myndighed i civile Sager ikke længer tilhørte Folket, men Kongen. Kun criminelle Sager afgjordes endnu efter den gamle Skik paa det i Anledning af Forbrydelsen selv sammenkaldte Thing, ved 12 Mænds Dom^[28], dog alene efter Sysselmandens Foranstaltning, ligesom endog i det Tilfælde, at den, der havde tilføjet en Anden en mindre Fornærmelse, hvorfor han var pligtig at bede, ikke godvilligt udredede Boden til den Forurettede, denne kunde klage for Sysselmanden, hvilken derpaa skulde indstevne begge Parter for sig og opnævne en Dom af 12 gode Bønder, for med fuldkommen Executions-Kraft at kjende mellem dem^[29]. Saaledes ytrede sig i al Rettergang Kongens Myndighed som den altformaaende. Kongen dømte gjennem sine Lagmænd, hændede Dom gjennem sine Sysselmænd; Folkets egen Medvirkning blev liden eller ingen.

Da det var Magnus’s Plan, som han ogsaa gjennemførte, at Lovgivningen for hele Landet skulde være een og den samme, synes ogsaa i Forbindelse hermed den gamle Inddeling i Lagsokn at burde have været ophævet, i det mindste for saa vidt Folkets Deel i Lovgivningen angik, saaledes at .nu ikke længer en Lov behøvede at vedtages, at for hver enkelt Lagsokn, men at Vedtagelsen skede paa et almindeligt Rigsmøde. Uagtet nu dette ogsaa, som vi have seet, allerede var blevet Praxis, saa erfarer man dog af den nyere Landslov, saadan som den endeligt vedtoges, at Magnus dog enten ikke kunde eller ikke vilde forlade den gamle Lagsokns-Inddeling; de mange Afskrifter af Loven, vi endnu have tilbage, kunne alle lade sig henføre til fire Klasser, for Frostathingslagen, Gulathingslagen, Oplandene og Viken: de ere eenslydende i Alt, undtagen paa de Steder, hvor Lagthinget omtales, og det Capitel i Thingfarebaalken, hvor Nevndarmændenes Antal angives: her, viser det sig, om Lovbogen er en Gulathingsbog eller Frostathingsbog o. s. v. Vi see saaledes i hver Lovbogs Thingfarebaalks Cap 2, der omhandler Nevndarmændenes Antal, at Gulathinget, ligesom før, fastsættes som fælles for alle de vestlige Fylker fra og med Agder til og med Søndmøre, hvorhos Valdres, Hallingdal, Setr (Setersdal) og Otrudal (Robygdelaget), der hidtil ikke nævntes, udtrykkeligt anføres som Districter, hvorfra Nevningsmænd skulde sendes. Ligeledes angives de Landskaber, der skulde sende Nevningsmænd til Frostathinget, at være Ytre Thrøndelagen, Indre Thrøndelagen, Raumsdal, Nordmøre, tilligemed Opdal, og Naumdal. Endelig anføres som de Landskaber, der henhørte under Eidsivathinget: Nordre Gudbrandsdalen, Søndre Gudbrandsdalen, Heinafylke, Hadafylke, Raumafylke, Nordre Østerdalen og Søndre Østerdalen. Vi finde her, hvad der er merkeligt nok, at de Districter, der tidligere synes ej at have sendt Thingmænd, og saaledes ej udøvede nogen Indflydelse paa Lovgivningen, nu regnedes med som sideordnede Landskaber, hvorved Antallet af Frostathingets Nevndarmænd blev meget talrigere end før, saasom det forrige Antal for det egentlige Thrøndelagen bibeholdtes, medens derimod Gulathingsfylkernes saaledes nedsættes, at det samlede Antal, uagtet de nye Thingmænd for Valdres m. m., dog blev over hundrede mindre end før^[30]. I de for Viken skrevne Lovbøger angives det ikke udtrykkeligt, af hvilke Districter Nevndarmænd skulle udgaa, men det beder kun at de efter gammel Viis skulle opnævnes fra hvert Fylke eller Bygdelag: heller ikke angives ligefrem, hvor vidt der var noget fælles Thingsted, og da hvilket: man seer kun, at de fleste Lovbøger tale om Borgarthing og Borgarthingsmænd, hvoraf man maa slutte, at Thinget i Sarpsborg nu betragtedes som det fælles Hovedthing for Viken. Da vi ej besidde den ældre Eidsivathingslov, kunne vi ikke med Sikkerhed vide, om Viken allerede tidligere, skjønt den for Resten havde verdslig Lov fælles med Oplandene, har været regnet som en Afdeling for sig selv, med et eget Fællesthing, eller om den sendte Nævningsmænd til Eidsivathinget: det sidste var vel i det mindste længer tilbage det sædvanlige, men at Viken dog ogsaa stundom, i særegne Tilfælde, kunde holde særskilt Thing og vedtage særegne Love, derpaa have vi allerede seet Exempel i den ældre vikske Christenret, der i flere Stykker afviger fra den oplandske, skjønt man dog tydeligt kan see, at Grundbestemmelserne ere de samme; ligeledes i de Forandringer i den verdslige Lovgivning der bevirkedes af den lovkyndige Berse^[31]. Det laa ogsaa i Sagens Natur, at der i Viken, som Kystdistrict, maatte indtreffe mange Tilfælde, hvorom der ej kunde være Spørgsmaal i de fra Havet adskilte Oplande, og som derfor gjorde særegne Bestemmelser nødvendige. Paa hvilket Sted nu Vikens Indbyggere i saa Fald holdt deres særegne Fællesthing, angives ingensteds: sandsynligviis var det Borg, men det torde dog ogsaa hænde, at det nu og da kan have været holdt paa et af de andre Thingsteder, hvor Kongerne plejede at holdes, og hvor der vel ogsaa voldtes Fylkes- eller Halvfylkes-Thing, fornemmelig Haugene ved Tunsberg (Haugathing) for Vestfold, og Elvebakken eller Baagaholmen (Elvething) for Søndre Ranafylke^[32]. Det lader endog til, at det fælles Thing for hele Østlandet eller Sevslagen stundom kunde holdes paa Borgarthing i Stedet for paa Eidsiva-Thing, eftersom det heder i den for omtalte Retterbod af 1224, hvorved Cardinal Nicolaus’s Bestemmelse om Gaver bekræftedes, at der; blev samtykt paa Borgarthing med Kong Haakons og Biskop Nikolaus’s, Lagmændenes, Lagrettesmændenes og Lagnauternes (Thingforeningens Medlemmers) Raad, samt at den skulde gjelde baade for Viken og Oplandene^[33]. Paa den anden Side seer man, at Lovbestemmelser alene for Viken kunde foreslaaes, og derfor vel endog vedtages, paa særskilte Fylkesthing: saaledes heder det i Begyndelsen af den ovenfor nævnte Retterbod, som Kong Magnus i Begynde1sen af sin Regjering lod udgaa om Aager m. m., at han havde talt herom saavel da han havde Thing ved Elven som paa Haugathing i Tunsberg^[34]. Her synes altsaa Elvethinget at have gjeldt for hele den østlige Deel i Viken, Haugathinget for hele den vestlige. Man faar overhoved det Indtryk, et der herskede en vis Uregelmæssighed i Vikens Thingvæsen og dens Forhold til Oplandene i saa Henseende: en Uregelmæssighed, der maaskee havde sin første Grund i de tidligere Delinger mellem Kongerne, og som siden forøgedes under Thronkrigenes Uroligheder. Men den sædvanlige Regel synes dog i Tidens Løb at være bleven den, at Borgarthinget skulde betragtes som Fællesthing for hele Viken, og heri lader det heller ikke til at Kong Magnus har gjort nogen anden Forandring, end den, der opstod af den nye Organisation af Lagmands-Embedet, saaledes som det strax herefter skal vises, men som vistnok blev heel betydelig, maaskee betydeligere end oprindelig tilsigtet^[35]. Han lod ogsaa, som vi i det følgende ville see, den nye Lov formeligt vedtage baade paa Borgarthing og Eidsivathing^[36], medens han derimod havde ladet sig Fuldmagten til at omarbejde Loven overdrage af Oplændinger og Vikverjer under eet, altsaa rimeligviis paa et for hele Sevslagen fælles Eidsivathing.

Lagmændenes Embedsvirksomhed havde hidtil været ganske uafhængig af Thingene. Vi have seet, at der ved Rigsmødet 1223 fremmødte ni Lagmænd, nemlig to fra Gulathingslagen, tre fra Frostathingslagen, to fra Oplandene og to fra Viken^[37]. Og paa det samme Rigsmøde ytrede ogsaa Gunnar Grjonbak, at Kong Sverre egentlig havde beskikket ham til at skifte Ret mellem Kotkarle, ej mellem Storfolk^[38], altsaa, som vi allerede tidligere have paapeget, til at udøve paa Kongens Vegne den umiddelbare Retsskiftning, som Almuen var vant til at søge og erholde hos Kongerne paa deres Rejser om i Landet, men som det baade blev vanskeligere for Folket at søge og for Kongerne at besørge eftersom deres Rejser bleve sjeldnere og Hofskikkene tabte deres gamle Simpelhed. For Thingenes Skyld kunde der gjerne have været udnævnt saa mange Lagmænd, man fandt for godt, saa længe Lagmændene intet andet havde at gjøre, end at give Orskurd, det vil sige i ethvert dem forebragt Tilfælde at erklære hvad Loven bød, thi dette skede hjemme hos Lagmanden selv, og stod ikke i mindste Forbindelse med Forhandlingerne til Things. Det faldt vistnok af sig selv, at Lagmændene maatte være tilstede paa Thinget, for at gaa til Haande med sine Raad, men nogen bestemt Autoritet udøvede de ikke der. Den nye Lov knyttede derimod .Lagmændenes Functioner paa det nøjeste til Thingene, idet den forordnede, at Lagmændene ej alene skulde bestyre Thingenes Forhandlinger i Almindelighed, men ogsaa deeltage med Lagretten i Sagernes Behandling. Et Lagthing kunde efter denne Forandring ikke bestaa uden en Lagmand, og flere af Lagmandens vigtigste Forretninger vare uadskillelige fra Thinget. Men her møder nu den Vanskelighed, at der i hver Thingforening vare mindst tvende Lagmænd, medens der kun var eet Thing. Besynderligt nok, afgiver Loven selv intet Vink til at oplyse, hvorledes man indrettede sig med Hensyn hertil. Den taler kun om een Lagmand, og synes aldeles ikke at forudsætte, at begge Lagmænd endog samtidigt vare tilstede paa Thinget, end mindre at de stiftedes til at præsidere. Men hvis man da skulde antage, at det f. Ex. paa Gulathing kun var Lagmanden i den nordre Deel af Foreningen, som havde med Thinget at bestille, medens Lagmanden i Ryfylke intet havde med det at skaffe, maatte Følgen heraf være, at den førstes Stilling ej alene var meget forskjellig fra den sidstes, men at han endog var denne overordnet, forsaavidt han oftere kunde komme i det Tilfælde, at skulle revidere hans Orskurder, og indstille dem til Forandring. Dette var vistnok i og for sig selv ikke saa urimeligt; man kunde endog tænke sig den fornuftige Indretning, at naar een Lagmands Orskurd var indanket til Forandring, var det altid den anden, som bestyrede Thinget. Men uheldigviis giver Loven selv ingen Anledning til at antage noget saadant; Lagmændene omtales saaledes, at man tydeligt kan skjønne at de forudsættes ganske sideordnede^[39]. Man maatte endog, efter Lovens Udtryk, slutte, at der kun var een Lagmand i hver af de gamle Thingforeninger, dersom man ikke andensteds fra vidste, at der netop paa den Tid, da Loven blev given, vare ligesaa mange Lagmænd som før, om ikke flere. Her synes altsaa Loven at være i Modsigelse mod sig selv. Da man nu ikke vel kan antage dette, maa man forklare den tilsyneladende Modsigelse derved, at Kong Magnus ved at give Bestemmelsen om Thingmændene nærmest har haft Thingene i deres legislatoriske eller lovsamtykkende Egenskab for Øje, medens han, idet han tildeelte Lagmændene deres udvidede Myndighed og knyttede dem saa nøje til Thingene, kun betragtede disse i judiciel Henseende, enten uden at gjøre sig ret klart Regnskab for de nys paapegede Collisionstilfælde, eller, hvad man snarere skulde formode, henholdende sig til en Praxis, som maaskee allerede paa den Tid var bleven almindelig i Viken, nemlig at judicielle Lagthing kunde holdes for mindre Thingdistrikter, uden at umage Nevndarmændene til et fjernere Fællesthingsted, og med den Hensigt, at treffe lignende Foranstaltninger for de øvrige Dele af Landet, hvilket ogsaa virkelig skete, skjønt ikke i hans Tid, saa at Lovbogen fra hans Haand endnu intet kom til at indeholde derom. Thi for det første finder man i en af de vikske Lovbøger, der ikke ere yngre end første Fjerdedeel af det 14de Aarhundrede, altsaa ikke stort over 50 Aar yngre end Lovreformen selv, Christendomsbaalken at begynde med de.Ord: „dette er Begyndelsen til vor, Skiduthingsmændenes, Lov“^[40]; medens der overalt i Thingfarebaalken, hvor Thinget i de øvrige Haandskrifter nævnes, og „Borgarthing“ i de fleste vikske Lovbøger, kun i Almindelighed tales om „Lagthinget;“ heraf seer man da, at der allerede omkring 1320 gaves et eget Skiduthing, i Skien, for Grenafylke, med egen Lagmand, Lagrette og Nevndarmænd; og da vi nu anden Steds finde en Lagmand i Skien omtalt allerede i 1294^[41], medens ingen saadan endnu nævnes i 1223, maa man vel endog kunne antage at Oprettelsen af Skiens Lagthing eller Skiduthing omtrent falder strax for Udgangen af det 13de Aarhundrede. I andre Haandskrifter af vikske Lovbøger finde vi „Skidan“ og „Skiduthing“ indført med senere Hænder, i en enkelt forekommer endog, og skjønt med en sildig Haand, dog aabenbart efter en ældre Optegnelse, Nevningsmændenes Antal tilføjet, og Landskaberne, der skulde sende dem, nævnte, nemlig Havund, Grenland, Bamble, Skatlandet (Thelemarken) og Numedal^[42]. Paa samme Maade finder man i et offentligt Document, der udstedtes i 1322, Agvaldsnes Lagthing i Ryfylke omtalt, med Lagmand, Lagrettesmænd, og Retsforhandlinger, og det den 22de Juni, faa Dage efter Botolfsmesse den 17de Juni, den Dag, da Lagthinget ifølge den nyere Landslov skulde aabnes: med andre Ord, man erfarer at Agvaldsnes Lagthing allerede i 1322, kun 48 Aar efter den nye Gulathingslovs Antagelse, var et ligesaa fuldstændigt Lagthing, som Gulathinget, og at det, hvad end mere var, holdtes ganske paa samme Tid, saaledes at det endog var en Umulighed for de der tilstedeværende Lagrettesmænd og Nevndarmænd at være tilstede paa Gulathing, som Loven oprindeligt bød^[43]. Dette Lagthing er da sandsynligviis oprettet, og den gamle Gulathingslag saaledes deelt i tvende, ved Rigets Deling mellem Kong Magnus’s Sønner, saaledes som det i det følgende skal omtales. For det andet seer man, at der til samme Tid som de øvrige Lagthing, i de nærmeste Dage efter Botolfsmesse, afholdtes et Lagthing for Haalogaland, paa Steig (Stegen), under Forsæde af en egen Lagmand; tilfældigviis har man intet ældre Diplom, hvor det omtales, end af 1404, men den Omstændighed, at Haalogaland slet ikke nævnes i Thingfare-Ordningen for Frostathingsloven, viser, at dette allerede paa den Tid, den nye Lov blev given, betragtedes som et eget Lagsokn^[44]; det er endog ikke saa usandsynligt, at flere af de Lovbøger, vi endnu have, hvor intet bestemt Lagthing nævnes, ligesaa gjerne kunne have været bestemte for Stegen, som for Viken. Det er derfor neppe nogen altfor rask Slutning, naar man antager det som vist, at der allerede før Udgangen af det 13de Aarhundrede vare ligesaa mange Lagthing, som der fandtes Lagmænd, eller at altsaa den Tingenes Orden, som senere hen var den bestaaende med. Hensyn til Lagthingene, og som udtrykkeligt findes foreskreven i sildigere Lov-Afskrifter, allerede neppe 30 Aar efter Lovens Promulgation var fuldstændigt indtraadt.

Men da intet Lovbud desangaaende kan paavises, og der heller ikke findes Spor til at noget saadant er udgaaet fra Magnus, kan denne Forandring af ham kun være paatænkt, ej istandbragt. Den maatte dog betydeligt fremskyndes derved, at den nye Lov satte een og samme Aabningsdag for alle Lagthing i Landet, nemlig Botolfsmesse eller 17de Juni, saaledes som det nys er omtalt. Thi forhen havde Lagthingene, som vi paa et andet Sted have viist, været afholdte til forskjellige Tider om Sommeren, saaledes at Kongen kunde drage fra det ene til det andet, og thinge med de forsamlede Bønder^[45]. Men ved at sætte alle Thing til een Dag blev dette gjort umuligt, og allerede dette maatte ganske betage Thingene deres legislatoriske Charakteer. Naar Kongen ej personligt kunde thinge med Bønderne om nye Lovforslag, kunde der heller ikke godt være Tale om disses Antagelse paa Thingene. Han kunde vel lade Fuldmægtige fremmøde paa sine Vegne, men det stred ligefuldt mod Sagens Natur, at der til een og samme Tid skulde kunne thinges paa fire eller flere forskjellige Thing om een og samme Lov. Enhver saadan deelvis Thingen og Vedtagen stred desuden mod den Eenhed i Lovgivningen, som Kongen tilsigtede. Den samme Aarsag, der i tidligere Dage, da hver Thingforening virkelig havde sin egen Lov for sig selv, og vedtog Lovsforandringer for sig selv, gjorde det utænkeligt, at disse Lovsforandringer skulde kunne omhandles og vedtages anderledes end under eet for hele Foreningen: den samme Aarsag gjorde det nu, efterat Landet havde faaet en eneste fælles Lov, og saaledes i Virkeligheden udgjorde en eneste Lovs-, om ikke Thing-Forening, lige saa utænkeligt, eller i det mindste urimeligt, at Forslag til yderligere Lovsforandringer skulde kunne behandles og vedtages anderledes end paa Fællesmøder eller Fællesthing for det hele Land: Vi have seet, hvorledes Nødvendigheden af, under eet, at behandle og vedtage gjennemgribende Lovbestemmelser,; der skulde gjelde for hele Riget, allerede hundrede Aar før det Tidspunkt, hvortil vi her ere komne, tydelig føltes, og foranledigede Rigsmøder, der siden bleve hyppigere, endskjønt Lovgivningen i sig selv da endnu var forskjellig for de forskjellige Dele; saameget sterkere maatte denne Nødvendighed indlyse, naar der ligefrem lagdes an paa, at Lovgivningen skulde være fælles. Denne tildeels ogsaa af Concordaterne med Kirken flydende Praxis, at afholde fælles Rigsmøder, naar vigtige Lovbestemmelser for det hele Rige skulde vedtages, maa allerede i Kong Haakons Tid have bidraget meget til, at gjøre Lagthingenes lovsamtykkende Virksomhed til en blot og har Formsag, saaledes at den kun indskrænkede sig til en forhen aftalt, eller som en Nødvendighed forudsat Acclamation til de allerede paa Rigsmødet fattede Bestemmelser. Under disse Omstændigheder kan det ikke engang have ligget i Kong Magnus’s Tanke eller Plan at gjenoprette Lagthingenes ældre Vedtagelsesret, der nu kun vilde medføre tusende Ulejligheder. Vi ville strax nedenfor see, hvorledes han endnu under Forhandlingerne om den nye Lov afholdt tvende Rigsmøder, hvor flere af de vigtigste titte Bestemmelser, baade i den gejstlige og den verdslige Ret, bleve gjennemgaaede og vedtagne. Det berettes udtrykkeligt, at han allerede i 1269, da han paa Frostathing fik sig Fuldmagt overdraget til at give en nu verdslig Lov for Frostathingslagen, ogsaa fik vedtaget, at Thinget herefter skulde holdes ved Botolfsmesse; før de øvrige Thinglag vedtoges det vel under eet med den hele nye Lov^[46]. Kong Magnus har altsaa ved Thing-Indretningen kun haft Thingenes dømmende, ej deres lovsamtykkende Virksomhed for Øje; han har kun foreløbigt beholdt Inddelingen i Lagsokn; eller, skjønt alene Gulathing, Frostathing, Eidsivathing og Borgarthing udtrykkeligt nævnes i Lovbøgerne, kan det dog være muligt, at han ikke har taget dette saa nøje, men kun villet betegne „det eller de flere Lagthing, som holdtes i de her nævnte Thingdistricter;“ thi naar der siges, at Lagthinget for Gulathinget her skulde afholdes „paa Gulv i rette Thingsted“, kan dette ligefuldt have sin Rigtighed, om end dette saakaldte Gulathings Lagthing kun afholdtes for den nordlige Deel af Gulathinget; det samme kan siges om Eidsivathing, forsaavidt Oplandene fik tvende Lagthing. Vel seer man af Bestemmelserne om Thingfarefæ, eller den Godtgjørelse, Thingmændene skulde unde, at denne i Gulathinget selv tiltager i Forhold til Folkets Afstand fra Gulv, og i Eidsivalagen i Forhold til Afstanden fra Eidsvold, hvorved tydeligt nok Gulø og Eidsvold betegnes som Centralpunkterne^[47], men alt dette kan være skeet, fordi man, saa længe det ikke var nøjagtigt bestemt, hvor mange Lagstole der skulde være, ikke godt kunde indlade sig paa engang for alle at fastsætte den nye Lagsokn-Inddeling, og derfor heller gik ud fra den gamle som den egentlig bestaaende. Desuden, naar Thingene, efter den nye Forandring, havde tabt deres legislatoriske Charakteer, og kun beholdt den judicielle, var Spørgsmaalet om deres større eller mindre Antal, eller den større eller mindre Udstrækning af deres tilliggende Districter egentlig noget, som nærmest maatte komme an paa Kongens Vilje og Evne til at besolde et større eller mindre Antal Lagmænd efter Indbyggernes eget Ønske og Bekvemmelighed. Nu var det aabenbart bekvemmest for disse at have saa mange Lagthing som muligt; derved sparede man lange Rejser, og kunde desuden slippe med at udrede ringere Thingfarefæ. Det var stor Forskjel for Indbyggerne i Egdafylke, om de skulde udruste Thingmænd lige til Gulø, og om de der havde Sager at forhandle, paa egen Bekostning skulde drage derhen, eller om de kunde slippe med at sende Thingmændene, og selv at drage til Agvaldsnes. Hvor mange Lagthing man saaledes skulde have, maatte altsaa for en stor Deel være afhængigt af Bekvemmelighed i Forbindelse med det forhaandenværende Forraad af duelige Subjecter til Lagmands-Embedet, samt Kongens Vilje og Evne til at kunne skaffe dem passende Underholdning. Thi endnu var ikke den saakaldte Lagmands-Told indført, om hvilke vi i det følgende komme til at tale, og som først kan siges at have fuldstændigt bestemt og afsluttet Lagmandens Embedsstilling^[48]. Lagmanden besoldedes endnu kun af Kongen med en aarlig Indtægt af 15 Mkr. Sølv^[49], og vi have allerede seet, hvorledes Kong Haakon Haakonssøn eller maaskee endog hans Fader paaberaabte sig dette som en Opofrelse fra Kronens Side til Folkets Bedste, deri samme Forhold ogsaa burde paaskjønnes ved desto større Villighed til at underkaste sig Lagmændenes Dom. Det kan vel heller ikke betvivles, at denne Betragtning i en væsentlig Grad maa have bidraget til at skaffe Lagmands-Institutionen Yndest og Indgang hos den store Masse af Folket, hvis Øjne umuligt kunde være saa opladte til at skjønne den Tilvext, Kongemagten derved fik, og som kun følte sig Kongen forbunden, fordi han af sine egne Kronindtægter lønnede Embedsmænd, der til enhver Tid kunde skaffe Bønderne det Slags Retsafgjørelse, som de tidligere blot kunde søge hos Kongen selv paa hans Gjennemrejser, og som derfor de Egne for det meste maatte undvære, der sjelden eller aldrig plejede at besøges af Kongen. Hvad Tilværelsen af duelige Subjecter til Lagmands-Embederne angaar, da torde det vel i Førstningen, strax efter den nye Lovs Publication, have sin Vanskelighed at finde dem i betydeligt Antal, thi den nye Lov med de deri udtalte, fra mangt og meget i den tidligere Lovgivning saa forskjellige Principer, fordrede et eget Studium, og det torde vel maaskee især have kostet dem, der nu engang ved langvarig Praxis havde vant sig til de gamle Rets-Grundsætninger, betydeligt Hovedbrud at sætte sig ind i det Nye, især naar de vare ustuderede Folk. Thi den nye Lovbog maatte læses og studeres; de nye, skrevne Retsregler skulde nu tvinges ind i Bevidstheden i Stedet for de gamle, der ved mange Aarhundreders Vane havde befæstet sig i Hukommelsen; jo fastere de gamle sad, desto vanskeligere maatte det være at tilegne sig det nye for den, der ikke selv forstod at læse med Lethed eller var vant til ideligt at have Lovbogen ved Haanden. Det var ej alene nødvendigt for en Lagmand efter den nye Lovs Indførelse at kunne læse og skrive, han maatte vel endog have et Slags juridisk Dannelse for at kunne supplere Lovens Mangler, som ovenfor omtalt, medens man derimod tidligere, i den traditionelle Rets Periode, kunde være en dygtig Lovkyndig, og vel endog meget forsvarligt forestaa Lagmands-Embedet, om man end ikke engang var synderligt øvet i Læsning og Skrivning. Hertil kom nu ogsaa den Betydning, Kirkeretten i de seneste Tider, efter de hierarchiske Forholds Udvikling, havde faaet, medens den i ældre Tider ej havde stort at betyde; der var nu en Mængde Spørgsmaal, endog vedkommende verdslige Forhold, hvori den mere eller mindre greb ind, ej at tale om at Lagmændene, saa længe Grændsen mellem den civile og gejstlige Jurisdiction endnu ei var nøjere dragen, end den paa denne Tid var, oftere kunde faa Sager at afgjøre, der maaskee nærmere vedkom den canoniske, end den civile Ret. Lagmanden maatte saaledes ganske vist besidde nogen Indsigt i den første. Alle disse Omstændigheder, der paa den ene Side gjorde det vanskeligen at finde duelige Lagmandssubjecter, hvilke nu virkelig maatte være lærde Folk, gjorde paa den anden Side Lagmands-Embedet i sin nye Organisation des mere nødvendigt, siden ej længer Hver og Een kunde dømme. Dertil udkrævedes nu Mænd, som havde gjort Retsvæsenet til Gjenstand for særskilt Studium; Lovkyndighed tilstrækkelig til at bestyre dømmende Embeder og lede Lagrettens Forhandlinger erhvervedes ikke længer ved blot Praxis eller Tradition, som hidtil. Her i Norge tog Culturens og Statsvæsenets Udvikling den samme Retning, som andensteds i Europa, for saavidt Retsvæsenet blev for indviklet og omfattende til at Retskyndigheden kunde blive hver Mands Sag, medens der dannede sig en egen Stand af virkelige Retslærde, af hvem man ej alene fordrede Indsigt i Fædrenelandets civile Ret, men saa megen Kundskab til Kirkeretten som var nødvendigt til at forebygge Collisioner og vel ogsaa i paakommende Tvisttilfælde lempe Afgjørelsen af verdslige Spørgsmaal efter de kirkelige Loves i det Hele taget mere humane Aand. Føler man sig nu end fra et vist Standpunkt fristet til at beklage, at Retskyndigheden saaledes ikke længer blev hele Folkets, men kun en enkelt Stands Sag, og derved paa en vis Maade flyttet fra selve Folkelivet til Studerestuen, saa kan det dog heller ikke negtes, at det var en Forandring, som den tiltagende Oplysning og Overgangen fra en vistnok mere primitiv og simpel, men derfor ogsaa i sig selv mere raa og barbarisk til en mere civiliseret og forfinet, men derfor ogsaa mere indviklet Samfundstilstand medførte, og for saa vidt var den altsaa et tydeligt Tegn paa at Norge ikke stod tilbage i den almindelige europæiske Cultur-Gang, men var berørt af den samme Fremskridts-Aand, der gjorde sig gjeldende hos de mest civiliserede europæiske Nationer. Den gamle, primitive germaniske Lovgivning og Retsforfatning, hvor folkelig den end kunde være, passede egentlig kun til de ældre Fejde-Tider, hvor Staten strengt taget kun udgjorde en Samling af indbyrdes uafhængige Familiestater, blandt hvilke en øverste Statsmyndighed kun svagt gjorde sig gjeldende, og hvor saaledes alle indbyrdes Sammenstød mere eller mindre ytrede sig i Form af Fejder. Et ordnet Statsvæsen, hvor Fred og Ro indenlands dannede Hovedprincipet, og hvor Privatinteresserne aldeles underordnedes Statsmyndigheden, fordrede en saadan Mangfoldighed af nye Drivhjul, og en saa forskjellig Ordning af de enkelte Samfundsmedlemmers indbyrdes Stilling, at det ikke længer var hvilken som helst Mand af Folket muligt, uden særeget Studium, at erhverve den tilbørlige Oversigt derover. Kan dette betragtes som et Onde, da var det dog saa uadskilleligt forbundet med de mange Goder, en bedre ordnet Statsskik bragte, at man ej kan beklage Folket med Forandringen, og hele Europas Historie i de følgende Aarhundreder viser netop, hvorledes Overgangen fra den ældre Middelalders primitive Folkefrihed eller Fejdetilstand til de nyeste Tiders systematiske Constitutioner gik gjennem Folke-Umyndighed og Regjerings-Absolutisme. Dette, med sine lettere overskuelige Former, dannede Skolen, hvori Folkene oplærtes; da Folkene havde lært, hvad der var nødvendigt, og fuldstændigt vænnet sig til at underordne sig Statsmyndigheden i hvilken som helst Form, indtraadte den Tid, hvor de selv kunde kræve sin Deel deraf.

Sammenligningen mellem de Bestemmelser, der foreskrive Lagmandens Forhold til Lagthinget, i den islandske Lovbog, der her maa være ordlydende med hvad der allerede fandtes i Udkastet til den forandrede norske Lov, og de samme Bestemmelser, saaledes som de findes videre og nøjagtigere udførte i den nye norske Lovbog af 1274, viser ellers tydeligt, hvorledes det i Førstningen enten ikke har ligget i Planen, eller Kongen endnu ikke har fundet det raadeligt, at tillægge Lagmanden saa stor og overvejende Myndighed ved Siden af Lagrettesmændene, som den der ved den endelige Lov blev ham til Deel^[50]. Der nævnes endnu kun Lagrettesmændene som de egentlige Dommere, og der tales intet om deres Incompetence til at forandre Lagmandens Orskurd^[51]. Lagmanden er her endnu kun ledende og raadgivende. Først under de paafølgende Raadslagniger og Forhandlinger har altsaa Lagmandsembedet faaet den ovenfor skildrede Organisation.

Under disse Omstændigheder, da Lagmandsembedet i sin nye, udvidede Skikkelse endnu saa at sige kun var i sin Barndom, og det heller ikke var saa nøje bestemt, hvor mange faste Lagmandsembeder der skulde være, bliver det saa meget mere forklarligt og let begribeligt, hvorfor der i selve Loven ikke nævnes noget om nye Thingsteder, men at der med Undtagelse af Vikens kun er Tale om de gamle, uagtet der paa den Tid, da Loven forberedtes, allerede var flere Lagmænd end der var ældre Lagsokn. Den endelige Organisation heraf, som overhoved Iverksættelsen endog af flere vigtige Bud, der allerede findes optagne i Loven, tilhører vistnok, som det idet følgende skal vises, Gjæringsperioden strax efter Kong Magnus’s Tid. Man kan ikke egentlig sige at det var denne Lagsoknenes Deling, der betog Lagthingene deres gamle Betydning og svækkede Folkets Interesse for dem. De tabte deres Betydning i legislatorisk Henseende, det er vist nok, og de med formelige Trusler ledsagede Bud, hvormed vi i det følgende see Kongerne at tilholde Folket, ej at forsømme Lagthingene^[52], viser ogsaa, at Interessen for disse var tabt: men dette var ikke en Følge af Delingen, kun af Maaden, hvorpaa de legislatoriske Anliggender forhandledes, og denne Forhandlingsmaade, det vil sige den blotte Bekræftelse af det allerede vedtagne uden Debat, var igjen en Følge af Eenhedsprincipet, der saavidt muligt maatte søge at forhindre al Separatisme i Lovgivning, ligesom det og maa indrømmes, at Thingenes hele Organisation i legislatorisk Henseende nu var forældet, og ej passede til de Tidsforhold, hvori man paa Magnus’s Tid befandt sig. Dette var Parlementernes eller Rigsmødernes Tid, hvor Høvdingerne vare Folkets selvskrevne Repræsentanter ligesom Prælaterne Kirkens, men hvortil dog endnu i Norge flere af de saakaldte bedste eller viseste Mænd, der ikke egentlig hørte til Høvdingeklassen, udvalgtes for de forskjellige Egne af Landet, og hvor der formeligt debatteredes om de offentlige Anliggender, saaledes som vi allerede have seet ved det store Rigsmøde i Bergen 1223.

Hvor mange særskilte Lagthing der oprettedes i den nærmeste Generation efter Magnus’s Levetid, vides ikke med Vished. Vi erfare kun, at Lagsoknenes Antal omsider steeg til tolv, hvorved dog er at merke, at en af disse var Steigarthingets, for Haalogaland, og en anden for Jemteland, hvilke tvende tidligere ikke strengt taget kunne siges at være skilte fra Frostathinget. Hertil kommer og, at allerede ved den Reform af Bjarkøretten eller Bylovene, der ogsaa skyldes Kong Magnus, og som vi nedenfor komme til at omtale, fik de fire fornemste Byer, Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg, egne Lagthing, og saavel Oslo som Tunsberg egne Lagmænd, der tillige fik Jurisdiction over Landdistrikterne, hiin over Follo, denne over Vestfold. De nye Lagsokn, som kjendes, vare Agvaldsnes Lagsokn, der indbefattede den sydlige Deel af Gulathingslagen, for saa vidt ikke allerede strax et eget Lagthing oprettedes paa Nidarnes (Nedenes) for Agder; Skiduthings Lagsokn, der indbefattede Grenafylke; Oplandenes Lagsokn, (nordre Deel af Eidsivalagen), Eidsvolds eller det egentlige Eidsivathings Lagsokn (den søndre Deel af Oplandene), Borgarthings Lagsokn, og det egentlige Vikens, eller Ranafylkes Lagsokn. Der er, som oven berørt, al Rimelighed for, at den her skildrede Tingenes Orden allerede var i fuld Gang ikke længe efter Kong Magnus’s Død^[53].

I Ledings-Præstationen gjorde Kong Magnus ved de nye Bestemmelser, der indførtes i Utfarebaalken, en tidsmæssig og gjennemgribende Forandring, idet den, fra at være reent personlig, som hidtil, nu blev reel. Forhen rettede den sig nemlig efter Mandtal, og dens Størrelse bestemtes hvert Aar paa Mandtalsthing: nu, heed det i Loven, skulde den bestemmes efter Jevned (Ligning), hvilken Jevned skulde rette sig efter Jordegods og Formue, hvorved endog, for saa vidt man var Kjøbstedsboer, Lejeindtægt af Gaarde og Handelsfortjeneste skulde komme med i Beregningen^[54]. Forandringen var tidsmæssig, fordi, som det allerede ovenfor er viist, Ledingen selv forlængst var gaaet over til at være en regelmæssig Skat, idet viirkelige Ledingstropper nu kun sjelden opbødes, da de ej længer svarede til Tidens Fordringer, og spillede en daarlig Rolle ved Siden af de øvede Huustropper: Kongerne fandt derfor bedst sin Regning ved at benytte disse og lade sine Ombudsmænd oppebære hvert Aar kun de til Udrustning af halv Almenning foreskrevne Udredsler in natura som en Skatte-Afgift. Men da alle de ældre Bestemmelser^[55] om denne Sag vare affattede med stadigt Hensyn til Præstationens personlige Natur, var det saaledes nødvendigt, ganske, og i Bund og Grund, at forandre dem, hvilket altsaa skede paa den oven nævnte Maade. Dette hindrede ikke at de Bestemmelser, der gjaldt for Skibes Opbyggelse, Vedligeholdelse og Udrustning i Skibrederne lige fuldt kunde blive staaende, for det Tilfælde, at personlig Leding virkelig blev opbudt^[56]; men Ledingens Charakter af Skat var nu bleven det væsentlige, hvilket ogsaa bedst sees deraf, at Utfarebaalkens første Capitel udtrykkelig indeholder den Bestemmelse, at hvor Leding udredes, skal Kongen ikke være berettiget til al paalægge nogen almindelig Told (d. e. Skat), Gaver, Veitsler, Hestefoder eller Vedhugster^[57]. Her træder Ledingen ganske i Række med almindelige Skatter. En Tilnærmelse til dette Princip indeholdes unegteligt, som vi allerede ovenfor have paapeget, i den tidligere Bestemmelse om Audner eller Ødegaarde, vedtagen paa Frostathing enten ved Kong Haakon Haakonssøns eller Kong Haakon Sverressøns Foranstaltning, at den, der har en Audn, hvor han baade kan saa og slaa, er pligtig at udrede Leding, thi uagtet Præstationen fremdeles beregnes efter Mandtal, udredes den dog med Hensyn til den nye Gaard^[58]. I Magnus’s Landslov bestemmes det udtrykkeligt, at naar en Plads opryddedes i Almenning, skulde Rydningsmanden nyde den i tre Aar frit for al Leding og Landskyld. Dette synes at vise, at Ledingen og Landskylden, hvad der ogsaa i og for sig er rimeligt, overalt stode i det samme Forhold til hinanden, saa at man, naar man kjendte den ene, kunde regne sig til den anden. Allerede længe før havde man i hele Gulathingslagen brugt Benævnelsen „Maanadarmat“, d. e. den Qvantitet af Smør, der ifølge Utfarebaalken skulde udredes til enhver Hamle (Aarebaand) i en Maaned, og som paa det nærmeste svarede til en Løb Smør, til Eenheden ved Landskyldsberegning saaledes at en Gaard sagdes at udgjøre saa og saamange Maanadarmaters Bool: dette kunde ved første Øjekast synes at antyde Ledingens, ikke Landskyldens Størrelse, dersom man ej vidste, at Ledingen kun var personlig indtil Kong Magnus’s Lovreform. I de øvrige Lagsokn brugte man heller ikke denne Maade at angive Matrikulskylden paa^[59]; i Frostathingslagen regnedes deels efter Markebool, Øresbool m. m. deels efter „Spanslejer“, deels efter „Vetter“, paa Oplandene deels efter Markebool, Øresbool m. m. deels efter Saald og Hefsælder (halve Saald) samt Span Smør, i Viken efter Markebool med Underafdelinger. Man kan saaledes for det meste af den blotte Angivelse af en Gaards Matrikulskyld i ældre Breve see, om denne er beliggende i Gulathingslagen eller ej. Hvorledes man Ull ved virkelige Udbud i Krigstilfælde bar sig ad med at bestemme Antallet af de Folk, der skulde stilles, siges ej Udtrykkeligt; men det forstod sig af sig selv, at dette nu rettede sig efter Naturalpræstationernes Størrelse, i Stedet for at disse tidligere rettede sig efter Personernes Antal, og da Naturalpræstationerne igjen rettede sig væsentligst efter Jordegodsets Størrelse, maatte det snart komme dertil, at samtlige Gaarde i enhver Skibrede inddeeltes i mindre Grupper eller Grannlag, af hvilke hvert stillede og udrustede sin Mand. Denne Inddeling blev endog meget gængse i hele den sydøstlige Deel af Viken, hvor man nu seer at enhver Skibrede bestod af visse saakaldte Lider^[60], og enhver Lide af visse Gaarde, medens tidligere en Lide, d. e. hvad der stillede een Mand (Lidsmand) i Leding, alene kan have betegnet en vis Deel af Folketallet. Om denne Benævnelse eller Inddeling end ikke var brugelig i de andre Egne af Landet, maatte den dog factisk være til. I Oplandene og de øvrige fra Søen afsondrede Egne, der ej hørte til Skibrede-Inddelingen, og hvor ikke Leding præsteredes, maatte man med Hensyn til Afgiften indrette sig paa en anden Maade. Da vi desværre ikke længer have den ældre Sevslov, vide vi heller ikke, hvilken Præstation her tidligere traadte i Stedet for Ledingen, men maa alene slutte at det ældgamle Nevgilde eller den personlige Skat her fremdeles vedblev, da den ej kan være bleven ombyttet med Ledingen, ligesom i Skibrede-Districterne. Den nyere Landslov indeholder, besynderligt nok, heller ikke nogen udtrykkelig Forskrift om denne Sag; man skulde i de Lovbøger, der vare bestemte for Eidsivalagen eller Oplandene, have ventet en ganske anden Utfarebaalk, end den for Gula- og Frostathinget, hvis Bestemmelser om Skibreder, Skibes Udrustning og Bemanding umuligt kunde passe for Indlandsdistricter; men tvertimod er Eenhedsprincipet saaledes overholdt, at selv disse Ord til andet have de samme Artikler, der her maatte være aldeles overflødige. Dog synes den nys anførte Reservation, der er indtagen i Baalkens første Capitel, at Kongen i de Districter, hvor Leding præsteres, ej maa paalægge almindelige Skatte. m. m., at indeholde et Slags Vink om, hvorledes man i Indlandsdistricterne bar sig ad; thi da Leding her ikke præsteredes, maatte Kongen følgelig her være berettiget til at fordre slige almindelige Skatter, Gaver, Veitsler, Hestefoder, Vedhugster m. m., saaledes som det ved Overeenskomst eller Omregulering af den gamle Nevgilde-Afgift til Grundskat maatte bestemmes. Noget saadant sees ogsaa at have fundet Sted, idet man finder, at Kronen herefter af Indlandsdistricterne oppebar en aarlig Skat, kaldet Vis-Øre, der saagodtsom i intet synes at have været forskjellig fra Ledingen, undtagen i Navnet^[61].

Det var imidlertid unegteligt, at ved denne Forandring antog det frie Odelsgods paa en vis Maade Charakteren af afgiftpligtigt Krongods, og for de mest frisindede Mænd maatte den vel derfor neppe være behagelig. End mere maatte den vække Ængstelse hos Gejstlighedens dybereseende Medlemmer, thi da dens hidtil nydte Ledingsfrihed kun lød paa Personer, fordi Ledingen selv var en personlig Præstation, vilde denne Frihed, ved Præstationens Overgang fra personlig til reel, i Virkeligheden ophøre, og alt kirkeligt Gods blive skatskyldigt under Kronen ligesaavel som det verdslige, hvilket stred ligefrem mod de forlængst anerkjendte og herskende Principer om Kirkens Immunitet. Vi ville ogsaa see at dette Punkt øjeblikkelig vakte den nidkjære Erkebiskop Jons Uvilje saasnart han erfarede Forandringen, og at det i Forbindelse med Spørgsmaalet om Udstrækningen af Lagmændenes Jurisdiction vakte alvorlige Tvistigheder, da de nye Lovbud begyndte at træde i Kraft.

Med Hensyn til Odelsvæsenet gjorde den nye Lov den vigtige Forandring i Hevds- og Præskriptionstiden, at i Stedet for at denne tidligere ikke havde noget bestemt Maximum, eftersom det kun var foreskrevet, at den Jord blev en Mands Odel, der uafbrudt havde tilhørt hans tre nærmeste Forfædre^[62], og nu ved Arv var kommen til ham, fastsættes der i den nye Baalk om Landabrigde ved Siden af denne ældre Regel, at naar en Jord havde ligget under den samme Ættlegg 60 Aar eller derover, blev den Besidderens Odel. Saaledes skulde nu Hevds-Tiden være indtraadt for Besidderens, Præskriptionstiden for den tidligere Ejers-Ætt, ved det fuldendte 60de Aar, uanseet om den nærværende Ejer endnu ikke stammede i fjerde Led fra Kjøberen. Derimod var der intet i Vejen for at Hevden og Præskriptionen indtraadte tidligere, naar Ledene i Ætten havde afløst hinanden saa hurtigt, at fjerde Led var naaet førend de 60 Aar var omme. Ligesaa indtraadte saavel Præskription for den ene Part som Hevd for den anden allerede naar den periodiske Thinglysning af Odelsret og Pengemangel, som Loven foreskrev, een Gang blev undladt; og den Tid af tyve Aar, som den ældre Lovgivning fastsatte, at der skulde gaa hen mellem hver Lysning, forkortedes til det Halve eller ti Aar. Naar altsaa Odelsmanden lod det 10de Aar efter Salget gaa hen Uden at lyse, havde han saaledes allerede da, ved disse ti Aars Forløb, tabt sin Odelsret, og ligesaa, naar han eller hans Descendenter, efterat have lyst een eller flere Gange, lod de næste ti Aar gaa hen uden Lysning. Det forstaar sig ellers af sig selv, om det end ikke var tydeligt udtalt, at Lysningen ej kunde vedligeholde Odelsretten længer end hine 60 Aar; naar disse vare omme, uden at Godset virkelig var blevet indløst, blev det uigjenkaldeligt den nye Æts Odel^[63]. Paa denne Maade var altsaa Hevds- og Præskriptionstiden i det Hele taget væsentligt forkortet. Man maa regne, at de tidligere foreskrevne tre paa fjerde Led i Gjennemsnit varede længere end 60 Aar; men nu var Tiden i Tilfælde af regelmæssig Lysning indskrænket til 60, ved aldeles undladt Lysning endog til ti. Herved forebyggedes vistnok mange Odelstrætter, der maaskee just paa den Tid torde have tegnet sig til at blive hyppige, da man befandt sig i den tredie Generation efter de heftigste Borgerkrige, under hvilken Ejendommene saa hyppigt skiftede Herrer.

Landboforholdene skjenkedes der ved den nye Lovrevision en særdeles Opmerksomhed, og den saakaldte Landleigebaalk indtager den største Deel af den nye Lovbog. Flere Bestemmelser findes her indtagne, der ikke forekomme i de ældre Lovbøger, som nu haves, og derfor enten ere nye, eller hentede fra den tabte Sevslov. Til den sidste Klasse hører rimeligviis for en Deel flere udførlige Artikler om Vejvæsenet. Frostathingsloven foreskriver intet derom, Uden forsaavidt Christenretten paabyder aarligt Vejarbejde i Stedet for den tidligere Frigivelse af en Træl i hvert Fylke. Gulathingsloven byder kun at en almindelig Landevej skal være saa bred, som et Spyd er langt, hvis Skaft hviler paa Jorden og til hvis Feil, ovenfor hvilken der endnu skal være et Spanns Længde, en Mand kan naa^[64]. I ældre Tider var der heller ikke saa megen Trang til Landeveje i Gulathingslagen og Frostathingslagen, der stødte til Stien, og hvor man sædvanligviis drog til Søs. Men nu bestemtes, rimeligviis efter den gamle Sevslov, at enhver Thjodvej eller Landevej skulde holde 8 Alen i Bredde (det maa erindres, at der kun var Tale om Rideveje), og at Kongens Ombudsmand skulde kræve Vejarbejde af Bønderne til Udbedring af Landevejene, Ann-imellem, som det heed, det vil sige i de tre Tider mellem Aannetiderne, før Vaar-Ørken til Ploven kom ud, mellem Vaar-Ørken til Høslaatten, og efter Indhøstningen indtil første Sneefald. Der sattes følelige Bøder for ufremkommelige Steder i Landevejene, og Kongens Ombudsmand kunde derhos, om han vilde, holde Baugreid, det vil sige foretage en Besigtelsesrejse, nærmest for at undersøge, om Vejens Sider vare tilbørligt frie for Buske og Grene. Bangreiden bestod i at han lod en Mand ride midt i Vejen med et 8 Alen langt Spyd, slaa hvis begge Ender Vidjehanker (Bauge) vare hængte, lagt tversover Sadelknappen: for enhver Green eller Kvist, der naaede saa langt frem over Vejen, at den rev en Hank af Spydet, skulde Bønderne bøde 1 Ertog Sølv til Kongen. Dette, heder det, har fra gammel Tid af hedet Baugreid: det maa altsaa have været en gammel Skik Paa Oplandene, og som allerede var paabudt i Sevsloven, men nu udstraktes til hele Riget^[65]. Fremdeles bestemtes der, at de, der boede ved en Elv eller Aa, over hvilke Landevejen faldt, vare pligtige til enten at bygge Bro derover, eller skaffe Ferje-Flaade eller Pram. Dog var Grundejeren for Oversætning af Rejsende paa Ferje berettiget til at kræve Sundpenge, 1 Pening for hver Mand og l for hver Hest. At alt dette gik rigtigt til, at Vejene holdtes i Orden og de Rejsende ej opholdtes og betyngedes, skulde, som det allerede er antydet, Sysselmændene paasee: tidligere var vel meget af dette snarere Lendermændenes end Aarmændenes Sag^[66].

Fattigforsørgelsen, der hidtil mere havde været ordnet efter gammel Skik og Brug end ifølge Lov, i det mindste i Frostathingslagen og Gulathingslagen, blev nu Gjenstand for mere bestemte Lovbud^[67]. Det paalagdes nu Bønderne Udtrykkeligt, at flytte, som det heed, alle de Fattige, som hverken selv kunde føde sig eller hvis Frænder ej kunde ernære dem. Flytningen skulde skee efter samme Regel som Budbyrd, nemlig til den samme Gaard, hvortil man var pligtig at bære Budstikken. Den Fattige skulde nyde Nattely paa den Gaard, hvor han om Aftenen befandt sig, og Bonden maatte ikke lade ham bringe videre efter Solens Nedgang eller før dens Opgang. De Fattige skulde nyde fri Oversætning over alle Sund paa Bygdens Bekostning. Blev en Fattig dødssyg under sit Ophold paa en Gaard, skulde Bønderne være forpligtet til at lade hente Prest til ham^[68]. Man seer tydeligt, om det end ikke udtrykkeligt udhæves, at man her kun havde de i enhver Bygd hjemmehørende Fattige for Øje, og om man end kun tænkte sig dem som omvankende Betlere, uden at der findes nogen bestemt Forskrift om de skulde bespises, saa synes dog dette ligefrem at følge af Forholdene; der udtales dog umiskjendeligt en Bygden i Almindelighed paahvilende Forpligtelse til ej at lade de Fattige vansmægte af Hunger eller Anstrengelse; og man kan neppe tvivle paa, at det hele Flytnings- og Forsørgelsesvæsen nærmere bestemtes og ordnedes paa Bygdemøder. De her berørte Bestemmelser danne saaledes aabenbart Grundlaget for det senere Lægds- og Indlægs-Væsen. Forøvrigt betragtede Lovgivningen Betleri fremdeles med megen Ugunst. Frostathingslovens Bestemmelse, at den arbejdsføre Mand, der gik med Betlerstav fra Huus til Huus og modtog Almisse, ingen Ret skulde have paa sig (d. e. ej kunne fordre Bod for Legemsfornærmelser) optoges i den nye Lov.

Med Hensyn til Kjøb og Salg bibeholdtes i det Væsentlige de ældre Bestemmelser, saa vel som Forbudet mod at ubemidlede Mænd drog i Kjøbferd om Sommeren, naar arbejdsføre Karle tiltrængtes paa Landet^[69]. Et stort Gode var det vistnok, at Maal og Vegt, der hidtil havde været forskjellige i de forskjellige Dele af Landet, nu blev eens over det hele Rige. Her paaberaabes en særlig Vedtagelse^[70], sandsynligviis paa det samme Møde i 1271, hvorom ovenfor er talt. Skippundet skulde udgjøre 20 Linspund eller 24 Betler, hver Vett 29 Mk. 2 Ører og 2 Ertoger^[71]. Et Smørpund skulde udgjøre 24 Merker. Af større Vegter, indrettede som Bismere, skulde man have to Slags, Skippundere, med hvilke man skulde kunne veje fra ${\frac {1}{2}}$ Vett til $1{\frac {1}{2}}$ Skippund, og Smørpundere, hvis Lod skulde veje 3 Smør-Pund. Eenheden for Huulmaal af tørre Varer var Saaldet, der i Strygmaal skulde rumme ${\frac {1}{2}}$ Skippund Smug; hvert Saald holdt to Hefsælder, eller sex Mæler; hver Mæle inddeltes i Halvmæle, Fjerding og Setting. Flydende Varer maaltes efter Asker, Boller og Juster. En Ask holdt 4 Boller, 1 Bolle 4 Juster. Normalmaal og Normal-Vegter skulde opbevares af Lagmanden i Forening med dem, som forvarede Bondegodset, det vil sige de Penge, der i ethvert Lagsokn enten vare tilovers fra Thingfarefæet, eller vare indkomne ved Bøder mod Overtrædelse af Thingordninger, af hvilke en Deel tilfaldt Bønderne. Ved Thingene selv skulde Lagmanden have dem fremme, for at Sysselmændene igjen derefter kunde indrette andre, til Efterretning for Bønderne i hans Syssel, og enhver huusfast Mand skulde eje Maal eller Maalekar merkede eller justerede med Lagthingets Merke; Brugen af umerket Maal straffedes med en Bod af 1 Mk. Sølv, og Sysselmanden skulde være forpligtet til engang hvert Aar at eftersee Enhvers Mæler, Pundere og Bismere.

Disse faa Hovedtræk af den nyere Lovgivning ere allerede tilstrækkelige til at vise, hvorledes det monarchiske Element i eet og alt vilde gribe ind og føre den øverste Ledning. Der kan ikke klages over Liberalitet i det enkelte; Bodssystemet sattes paa en langt liberalere Fod end hidtil, de Summer, Kronen oppebar i Sagefald, vare nu langt ringere end før, den personlige Frihed nød ingen Indskrænkning, men Principet var nu allerede: alt for Folket, intet ved Folket. Alt skulde skee ved de kongelige Embedsmænd. At disses Stilling derved ogsaa blev en langt anden og mere formaaende end hidtil, have vi allerede seet med Hensyn til Lagmændene, og vi ville i det følgende noksom erfare, hvad Sysselmændene angaar.

Vi have her under eet omtalt de vigtigste af de Reformer, som Kong Magnus og hans nærmeste Raadgivere søgte at bringe til Veje, og fik indført i Lovbogen, uden Hensyn til den Tid, da enhver enkelt af dem første Gang blev bragt paa Bane. De tilhørte alle eet og samme System, der med Conseqvens blev gjennemført, om end ikke alle bleve indførte paa een og samme Tid: vi have allerede haft Exempler paa et Par Bestemmelser, der ikke synes at have været optagne i det første Udkast, men senere at være tilkomne, og navnlig synes Forandringen med Ledingsydelsen at have hørt til de sildigere. Fra det egentlige Folks Side mødte han, som det maa antages, liden eller ingen Modstand, skjønt dets politiske Rettigheder saa kjendeligt indskrænkedes, og enkelte Foranstaltninger endog synes at have maattet forekomme mange heel odiøse, fornemmelig Ledings- og Skattevæsenets Overgang fra at være en personlig til at blive en reel Præstation. Men det odiøse i at Jordegodset beheftedes med en fast Grundskat formildedes vel ved at Skattebyrden selv blev retfærdigere og ligeligere fordeelt. Og hvad Folkets politiske Rettigheder angaar, saa var den Deel af Befolkningen, der tabte mest, nemlig den ringere og mere ubemidlede, ogsaa den, der havde mindst Interesse for det Offentlige, og som vel forlængst havde ophørt at tage nogen ivrig Deel i de politiske Forhandlinger, medens derimod de Fornemmere og Mægtigere nu ved Rigsmøderne endog havde bedre Lejlighed end forhen til at ytre deres Mening, og gjøre deres Indflydelse gjeldende. Men desto større Modstand fandt Magnus fra Gejstlighedens Side, da den i Erkebiskop Jon havde faaet en kraftig og djerv Leder, og denne Modstand forhalede aabenbart, som man seer, Lovens endelige Vedtagelse, ligesom den vel og for en stor Deel er Aarsag i, at mange af de mest indgribende Lovbud neppe endnu bleve satte i Verk inden Magnus’s Død, men at Tingene indtil da endnu for det meste blev ved det gamle.

Vi have seet, hvorledes Kong Magnus i 1267 og 1268, medens Jon Raude var i Rom, for at faa Pallium, eller i det mindste førend han endnu var bleven valgt til Erkebiskop, havde faaet sig uindskrænket Fuldmagt overdragen af Gulathingslagens, Oplandenes og Vikens Bønder til at lade en ny Lovbog forfatte for dem. Formodentlig har Kongen foreløbigt ladet dem gjøre bekjendte med de Hovedprinciper, han agtede at følge, og disse kunde heller ikke være nogen Hemmelighed for Gejstligheden. Men den gamle Erkebiskop Haakon, Kongens hengivne Ven, der nu desuden stod paa Gravens Rand, var ikke den, der kunde træde i Spidsen for Gejstligheden og fremkomme med nogen Protest imod de Punkter, der fra et kirkeligt Standpunkt kunde ansees betænkelige. Dette var Erkebiskop Jon forbeholdt. Han kom, som vi have seet, tilbage fra Rom som indviet Erkebiskop lidt før Juul 1268, og Følgen af hans Nærværelse sporedes strax. Sommeren efter vare baade han og Kongen tilstede paa Frostathing^[72]. Kongens Hensigt med sin Nærværelse var, som man seer, at faa en lignende Fuldmagt af Frostathingsmændene, som den, han allerede havde faaet af Gulathings-Mændene og Eidsivathingsmændene til at forbedre Loven; men, fortælles der, han fik kun denne Fuldmagt med Hensyn til alt hvad der hørte til det Verdslige, og Kongedømmet. Erkebiskop Jon har saaledes Uden al Tvivl fremsat en Protest med Hensyn til Kirkeretten. Han maa nu have haft tilstrækkelig Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med de allerede udarbejdede Udkast til den forbedrede Christenret for Gulathingslagen og Viken, hvilke han, som vi have viist, umuligt kunde finde fuldstændige og tilfredsstillende; derhos maatte han ogsaa fra Principets Side have haft meget at indvende imod at Kongen eller den verdslige Magt tiltog sig paa egen Haand, Gejstligheden uadspurgt, at reformere Kirkeloven. Fra det Standpunkt, Kirken nu indtog, maatte den fordre, ej alene at Christenrettens Reform udelukkende overlodes til den, som den verdslige Myndighed uvedkommende, men ogsaa, og det ifølge de udtrykkelige Ord i Pave Coelestins Privilegie-Bulle af 1194, hvorom mere nedenfor (S. 528), at dens Repræsentanter bleve tagne paa Raad ved Reformen af den verdslige Ret, for ogsaa her at varetage dens Interesser, og overholde en vis Eenhed i den Aand, der gik gjennem det Hele. Rimeligt er det, at Erkebiskoppen allerede under sit Ophold i Rom har meddeelt Paven selv og dem, der havde mest at sige ved Curien, hvilket vigtigt Foretagende der nu var paa Bane i Norge, og at han har faaet fuldstændig Instruction om, hvorledes han i den Anledning skulde optræde. Og Jon optraadte, som vi ville see, med stor Myndighed og Kraft, idet han klogeligt endog stillede sine Fordringer langt videre, end hvad han med mindste Skin af Rimelighed kunne vente at opnaa, aabenbart for at have noget, som han kunde lade sig afprutte, og derfor være sikrere paa at beholde, hvad der var det væsentligste.

Paa Frostathinget 1269 fik Kongen derfor, som sagt, kun Fuldmagt til at omdanne den verdslige Lovgivning, hvorhos det allerede nu blev vedtaget, at Frostathing herefter skulde aabnes Botolfsmessedag, ej, ligesom før, henimod Høsten. Hvorvidt allerede ved denne Sammenkomst mellem Kongen og Erkebiskoppen den nye Forandring i Ledings-Ydelsen kom paa Bane, vides ikke. Sandsynligviis var den endnu ikke kommen i Stand, eller indført i Lovbogen, thi i et Diplom, der udstededes endeel Aar senere, strax efter Kongens Død, fortælles der, at aldrig saa snart havde Erkebiskoppen erfaret, at hiin Forandring var optagen i Lovbogen, førend han gjorde Indvendinger derimod hos Kong Magnus, der med sin sædvanlige Sagtmodighed skal have svaret: „Synes I bedre om at Alt er som før, da kan det gjerne være saa“, og hertil svarede da igjen Erkebiskoppen: „vi ville ikke have nogen anden Maade at beskatte Kirkegodset, Gejstlige eller Kirkens Folk, end den, der har været brugelig fra gammel Tid“^[73]. Dette synes at vise, at Forandringen ej kan være bleven indtagen i Lovbogen, førend Jon var kommen tilbage som Erkebiskop, altsaa efter Begyndelsen af Aaret 1269, og da nu denne Forandring netop vedkommer de kongelige Rettigheder, hvilke Kongen ikke fik Frostathingsmændenes Fuldmagt til at forandre, førend paa det nys omtalte Thing 1269, er det altsaa rimeligt at hine Artikler først efter den Tid ere blevne endeligt affattede og indførte paa sit Sted i Lovbogen. Heraf følger da, at hiin Samtale mellem Kongen og Erkebiskoppen først tilhører en senere Tid.

Overhoved maa man antage, at Lovrevisions-Arbejdet nu først begyndte med ret Kraft, og gik hurtigt fra Haanden, da det Kongen af Frostathingsmændene meddeelte Samtykke omsider havde gjort den Fuldmagt, han maatte være i Besiddelse af, aldeles fuldstændig for hele den verdslige Lovs Vedkommende. Sandsynligviis havde han hidtil mest beskjeftiget sig med Christenretternes Revision, hvoraf Frugten var de to ovennævnte Christenretter eller Udkast til Christenretter for Guulathinget og Viken, men Erkebiskop Jons Protest standsede alt videre Arbejde hermed, og desto mere udeelt Opmerksomhed kunde han anvende paa den verdslige Ret.

Derimod lagde Erkebiskop Jon allerede ved denne Tid og netop under denne Sammenkomst med Kongen første Haand paa den Reform af Kirkeloven, som han agtede at bringe i Stand. Kort før disse Forhandlinger paa Frostathing, der, efter hvad det tidligere er viist, i den Tid maa have været afholdt i de første Dage af August Maaned, havde han nemlig indviet den ivrige Arne Thorlakssøn (30te Juni), om hvilken vi i det følgende ville komme til at tale nærmere, til Biskop i Skaalholt, og ved hans Afrejse, d. 15de Juli, medgivet ham et Brev til Islands Indbyggere, hvori disse fem Punkter paabødes: a) at Alle skulde knæfalde med oprakte Hænder, naar vor Herres Kjød og Blod blev opløftet i Messen, saavelsom naar der blev baaret til Syge; b) at ingen maatte feste en Mø eller Kone til Egteskab førend efter tre Gange forudgaaet Lysning i Kirke; c) at Mænd, der holdt Friller, ikke maatte stedes til Altarens Sakramente om Paaske, uden at de enten giftede sig med dem eller ganske skiltes ved dem; d) at alle Kirker med Gods og Tiende skulde gives i Biskoppens Vold, og e) at ingen maatte udleje dødt Gods paa Rente^[74]. Den tredie og fjerde af disse Artikler, især den sidste, sigtede mere til Island end til Norge, og har derfor maaskee ikke været bekjendtgjorte her, men den første, der vedkommer Ritualet, og den anden og tredie, der lige frem tilhøre Christenretten, have sikkerlig været paabudte i Norge strax efter Erkebiskop Jons Tiltrædelse, og i alle Fald været forkyndte paa det nys omtalte Frostathing. De to sidste ere ogsaa begge optagne i den Christenret, som Erkebiskop Jon siden fuldstændigt lod udarbejde, saa at de altsaa paa en vis Maade kunne ansees at danne Begyndelsen til hans Arbejde med denne. Det er ikke sandsynligt, at de skulde have været forkyndte paa Island tidligere end i Norge. Hvad Budet om Egteskabstillysning angaar, da har det vel, som foreskrevet paa Lateranmødet 1216^[75], allerede oftere været indskærpet i Norge, især af den driftige Erkebiskop Sigurd, og Kong Magnus havde optaget det i sit Udkast til en ny Christenret; men formeligt indført i nogen gjeldende Christenrets-Codex var det endnu ikke blevet. Aager havde allerede været strengt forbudet paa Lateranmødet 1179^[76], og Adgang til Guds Bord saavel som Begravelse i indviet Jord allerede her negtet aabenbare Aagerkarle, uden at dette dog synes at stave haft synderlig Virkning i Norge; det første Tegn hertil er den før omtalte Bestemmelse i Kong Qliazjnus’s Udkast, hvorved Llagerkarle Iregtedes Begravelse ved Kirker; men Forbudet selv er ikke engang der udtrykkeligt udtalt; man kan vel ikke tvivle paa, at de tidligere Erkebiskopper fra Tid til anden have erindret derom, men i den ældre Revision af Frostathings-Christenretten findes det dog ikke, og man maa saaledes formode, at det ikke er sat igjennem med nogen Kraft, førend ved Erkebiskop Jons Decret.

I den nærmeste Tid efter dette Møde paa Frostathing, Slutningen af 1269 og hele 1270, synes Arbejdet med Lovrevisionen at have gaaet raskt fra Haanden, da man i det følgende Aar, 1271, var saa langt fremskreden, at Kongen da kunde sammenkalde et almindeligt Rigsmøde i Bergen, for allerede foreløbigt at faa en Mængde særdeles vigtige og indgribende Artikler vedtagne. Disse Artikler ere de før omtalte, der især vedkomme Mandhelgen, og den radicale Forandring i Bodssystemet, hvorved Frændbøderne aldeles ophørte. Sandsynligviis holdtes Mødet, ligesom tidligere og senere Møder af samme Slags, samtidigt med alle umiddelbart efter Gulathing, saaledes at Bestemmelser ved samme Lejlighed kunde blive lovtagne paa dette. For Resten vide vi desværre altfor lidet om dette merkelige Møde. Alt, hvad der berettes derom, indskrænker sig til den magre Notits i de islandske Annaler^[77], at Kong Magnus i hiint Aar „holdt et Thing i Bergen med Erkebiskop Jon, hvor mange Mænd vare tilstede“, samt af den Maade, hvorpaa de nys nævnte Forandringer i Landhelge-Baalken betegnes i selve Loven, nemlig som „Retterbøder“ og særegne Bestemmelser (einkamál), vedtagne for hele Norge efter Kong Magnus’s Foranstaltning og Forordning, med Tilsyn og Understøttelse af Erkebiskop Jon og de øvrige Biskopper, Lendermænd, lærde Mænd, Stallarerne, Lagmændene og de forstandigste Mænd fra alle Dele af Riget“^[78]. Disse Bestemmelser lære vi i deres oprindelige Orden bedst at kjende af den islandske Lovbog, hvori de findes optagne, og som endnu samme Aar, saaledes som det i det følgende vil sees, anden Gang blev sendt til Island^[79]. Ved den senere Redaction af den almindelige norske Landslov sees de at have undergaaet adskillige Forandringer, mere dog i Formen og Ordenen end i Materien^[80]. Den første af disse Artikler er den vigtigste af dem alle, nemlig den, hvorved alle Frændbæder afskaffes, med de øvrige Bestemmelser, som dermed staa i Forbindelse, nemlig om hvorledes der skulde forholdes, naar Manddraberens Gods ej var tilstrækkeligt til at udrede baade Bod og Thegngildh m. m. Disse Tillæg, hvori Kongen med megen Liberalitet gjorde Afkald paa, hvad der efter den ældre Lovs Bogstav tilkom ham, behøvede vistnok, efter de Tiders Anskuelse af Kongens og Folkets gjensidige Rettigheder, ikke noget Samtykke fra Folkets Side: det var en Indrømmelse eller Gave, som man sikkert modtog med megen Taknemmelighed, og betragtede som et Tegn paa Kongens velvillige Tænkemaade^[81].

De nærmest følgende Artikler handle om Vaadesdrab og anden Vaadesgjerning, om Forbud mod at bære Rytninger eller Dolke, og om Straf for Knivsting, samt for at „bides ligesom Hunde eller Heste;“ dernæst følger et strengt Forbud mod at gaa ubuden i Selskaber og sidde der, andre til Fortrængsel: et Forbud der viser, at den endnu i vore Dage paa visse afsidesliggende Kanter af Landet ikke ganske aflagte Skik, at visse Urostiftere, især de saakaldte Slagskæmper, trænge sig ind i Selskaber og yppe Klammeri, ja endog stundom foranledige Blodsudgydelse, paa hiin Tid maa have været meget almindelig. Den var en Levning fra den vildeste og raaeste Berserke-Tid, og vi have i det foregaaende seet, hvor vidt en saadan Frekhed stundom kunde gaa^[82].

Den sjette Artikel foreskriver nøjagtigt, hvorledes man skulde forholde sig med Paagribningen og Afstraffelsen af Misdædere i Tilfælde af at der var begaaet et saadant Drab eller anden dermed beslægtet Voldsgjerning, som skulde straffes med Død eller Lemlæstelse. I Stedet for at det Offentlige forhen ikke blandede sig i Sagen, blev det nu udtrykkeligt paalagt enhver, der fik Misdæderen fat, at bringe ham bunden til Sysselmanden, der strax skulde føre ham til Thinget, og lade Bønderne dømme ham efter Loven, hvorefter Sysselmanden igjen skulde lade ham afstraffe. Den Forandring, dette indeholdt i den hidtil bestaaende Ret, var det vel, som foranledigede den udtrykkelige Bemerkning tilføjet, „at ingen kunde gjøre dette (lade en Forbryder afstraffe) uden selv at gjøre sig skyldig i en Synd, undtagen den Dommer, som Kongen dertil har indsat, thi da er det Loven selv, som refser, ikke han, der kun gjør sin Skyldighed efter Loven; de andre (Private eller dertil uberettigede) gjøre det med Hevnfølelse og Avind, hvorfor det ofte hænder, at de først lide Mandskaden, og desuagtet siden maa underkaste sig haard Skrift, betale svære Bøder, ligge længe i Utlegd, eller lide anden haard Straf, medens den Skade, de have lidt, dog er den samme som før. Straffen for Selvtægt fastsattes til Utlegd, indtil Kongen efter de nærmere Omstændigheder maatte bestemme anderledes, „forsaavidt der nemlig kunde være nogen trængende Nødvendighedsgrund, der hindrede Vedkommende i at afvente Sysselmandens Mellemkomst“. Da der efter den nye, ved disse Lovbud indførte, Orden blev langt hyppigere Brug for de af Sysselmændene paa Thinget opnævnte saakaldte Domme end forhen, og Bønderne saaledes oftere end hidtil maatte vente at blive opnævnte, for at undersøge de nærmere Omstændigheder ved et Drab eller en Legemsforbrydelse, og efter disse at tilkjende Forbryderen den vedbørlige Straf, enten Døden eller Lemmers Tab, ansaaes det nødvendigt, i et eget Capitel alvorligt at foreholde dem det store Ansvar, der hvilede paa dem. Man gjenkjender i den her anvendte Stiil ganske det samme Slags Foredrag, som er egent for enkelte Dele af „.Kongespejlet“, ligeledes er Tonen og for en stor Deel den samme som i Erkebiskop Jons Christenret, og det er derfor ikke usandsynligt at han kan have haft nogen Deel med i Affattelsen af dette Capitel, siden det nu engang udtrykkeligt siges, at han havde Tilsyn med og hjalp til ved disse Artiklers Istandbringelse. Det bestemtes udtrykkeligt, at dette Advarselscapitel skulde oplæses saavidt muligt hver Gang der skulde dømmes om store Sager, derfor finder man det ogsaa stundom afskrevet for sig selv, ligesom man nu til Dags stundom finder Forklaringen over Vidners Eed særskilt aftrykt for at haves ved Haanden paa Thingene^[83].

Fremdeles følger en Artikel om hvorledes der skal forholdes naar saadanne Fruentimmer beskjemmedes, hvis Frænder ikke vilde tage sig af dem, samt endelig en temmelig vigtig Artikel, om de saakaldte Jevneder-Eede, der tidligere skulde gaa forud for Trygdekjøb eller gjensidig Tilsigelse af Trygd ved alle Forligsmaal efter Drabssager^[84]. De kaldtes Jevneder-Eede fordi de indeholdt en Jevning eller Sammenligning mellem Drabsmanden og den Dræbte, og dette gav Anledning til megen Misbrug, eller, som Kongen udtrykker sig i Artiklen derom, at de havde mere været foranstaltede med Overmod og til Uskjel, end med Lov og Ret. Nu bleve de aldeles afskaffede, og ingen andre Eeder tilladte, end de sædvanlige Negtelses- og Sigtelses-Eeder. Dog gjordes ved de første ogsaa den Forbedring at i Stedet for at de tidligere – dog kun, som det lader, ved Misbrug – vare udartede dertil at alle Medeedsmænd skulde gjentage Partens egne Ord, blev det nu bestemt, at alene Parten selv skulde sverge fuld og ligefrem Benegtelses-Eed, de andre skulde kun sande hans Eed, med den Forsikring, at de intet sandere vidste^[85].

Til disse Artikler indskrænkede sig de Forandringer i den saakaldte Mannhelge, eller Baalken om Drab og Legemsfornærmelser, der vedtoges paa Mødet i Bergen 1271. Ved de andre Bestemmelser i Mannhelgen, om Viglysing, Ørvarthing, m. m. havde man aabenbart endnu intet faaet gjort, thi de findes i den Lovbog, som endnu samme Aar sendtes til Island, uforandret optagne fra den ældre Frostathingslov^[86]. I den nyere Landslov findes de, med Bibehold af det Væsentlige, dog betydeligt omredigerede, men denne Bearbejdelse maa have fundet Sted efter Mødet i Bergen, ellers vilde ikke den ældre Redaktion have været optagen i den islandske Lov. Den indskrænker sig dog kun til en bedre Ordning af Materien, og til de Forandringer som de nye vedtagne Hovedartikler gjorde uomstændeligt nødvendige. Derfor har man vel ikke engang anseet det nødvendigt at underkaste dem nogen særskilt Granskning paa et Tings-møde. Dette hørte til den Deel af den nye Lovbog, om hvilken det ved dens Slutning udtrykkeligt heder, at, efter at de egentlige Retterbøder vare vedtagne, lod Kong Magnus af alle Landets Bøger sammensætte hvad han fandt tjenligst^[87]. Dette betragtedes altsaa som hørende til den allerede gjeldende Lovgivning og derfor heller ikke tiltrængende nogen Vedtagelse. Men man seer ogsaa heraf, at dette er den Deel af Loven, som udarbejdedes sidst.

Foruden disse vigtige Forandringer vedkommende Mannhelgen sees ogsaa i det mindste een Artikel vedkommende Giftings- og Arve-Baalken at være vedtagen, og som allerede fandtes i Christenrets-Udkastet, nemlig at de Børn, Festemanden maatte have haft med sin Festemø, skulde være berettiget til at tage al Slags Arv, hvad enten de vare fødde for Festingen eller efter^[88]. Med Arve- og Giftings-Baalken forøvrigt kan man paa dette Møde ej have beskjeftiget sig. Den islandske Lov indeholder endnu Frostathingslovens gamle Privat-Arvetal uforandret. En Begyndelse sees vel her at være gjort til at ordne og redigere Bestemmelserne om Giftermaal, saaledes, som de siden forekomme i Landsloven, og Spor dertil findes allerede i Kong Magnus’s Christenrets Udkast; men endnu kan dog dette Forsøg siges at have været i sin første Barndom, og dette Parti af Loven synes overhoved at være det, hvor man havde størst Vanskelighed ved at bringe fuldkommen Orden og Eenhed til Veje, thi endog i de Afskrifter, som haves af den nyere Landslov, sees et enkelt Capitel her at være optaget i nogle, der ikke findes i andre^[89]. Derimod er det ikke usandsynligt, at de Forandringer i Tyvslovgivningen, for hvilke der allerede ovenfor er gjort Rede, bleve vedtagne paa dette Møde; i det mindste maa de før den Tid have været indførte i Lovbogen, siden de findes i den islandske Lovbog.

1. Disse Bestemmelser fra „Graagaas“ findes næsten udelukkende fra Cap. 80 til 88, eller hvad der maa ansees for at have udgjort den første Deel af Landabrigde-Baalken: Original-Artiklerne findes i „Graagaasens“ Landabrigde Cap. 1 og 2, Cap. 12 og 13; men disse Artikler ere alle betydeligt forkortede og forandrede.
2. Biskop Gudmunds Saga, jvfr. Safn til Sögu Islands, S. 582.
3. Herom overbeviser man sig let ved en Sammenligning mellem „Jarnsida“ og den nyere Landslovs Capitler, især i Mannhelgen.
4. Hvor Benævnelsen „Hákonarbók“ først findes brugt, er vanskeligt at sige: den synes at være traditionel.
5. I de islandske Annalers Beretning om den foreløbige Overtagelse af Hvervet for Gulathingsmændenes og Oplændingernes Vedkommende 1267 og 1268 heder det derfor ogsaa ligefrem: „lovtagen den Gulathingsbog som Kong Magnus gjorde“, „lovtagen Olændingernes og Vikverjernes Lovbog, som Kong Magnus indrettede“. Dette vilde staa i ligefrem Modsigelse som Lovbogens egne Ord i Slutningen, at den blev lovtagen paa alle fire Thing i 1273, 1274 og 1276, dersom det ikke skulde forstaaes alene om den foreløbige Overdragelse af Lovforbedrings-Hvervet; men da denne Overdragelse tillige indeholdt Forpligtelsen til at antage den nye Lov, bliver Udtrykket dog i sig selv rigtigt.
6. Det vilde i sig selv have været en Umulighed, endog paa et eneste Thing at kunne have faaet alle Lovsforandringer forhandlede og særskilt vedtagne. Man seer, hvorledes Forhandlingerne derom paa Island vedvarede gjennem flere Thing. Naar det da heder, at en norsk Lovbog blev lovtagen paa eet Thing, kan det ikke forklares anderledes end at Vedtagelse er skeet en bloc, uden nogen anden Forhandling end en højtidelig Overleverelse, ledsaget af nogle faa Ord af Kongen selv eller en Stallare, og derpaa følgende Vaabentag.
7. Se Magnus Haakonssøns nyere Landslov, IV. 12, jvfr. Mgn. Retterbod 5.
8. Om den ældre Arvegang og„dens Forskjelligheder i de enkelte Thingforeninger, se ovenfor II. S. 199 fgg. Ogsaa i den yngre Vestgøtalag, der skriver sig fra 2den Halvdeel af 13de Aarhundrede, er Datter optagen i første Led, halft mod Søn, medens hun i den ældre Lov staar tilbage for Sønnen, se ovenfor. Det forstaar sig, at lignende Regel foreskrives i Kong Valdemars sjælandske Lov. Saxo og Sven Aagessøn meddele et Sagn om at Kong Sven Tjugeskegg, for at belønne de danske Kvinder, der løskjøbte ham fra det jomsborgske Fangenskab, skulde have tilstaaet Syster Ret til at arve halft med Broder; dette viser, hvad man nu end mener om Sagnet selv, at denne Arvegang herskede i Danmark allerede længe for det 12te Aarhundrede.
9. Nyere Landslov. IX. 1. jvfr. Mgn. Retterb. 10. Disse Bestemmelser findes ogsaa ordlydende i Jarnsida, Cap. 131, 132; da det nu i Magnus’s Retterbøder udtrykkeligt siges, at denne Forandring skyldes Magnus, og at tilforn et Tyveri af en eneste Ertogs Verd medførte Forbrydelse baade af Land og Løsøre, bliver det klart, at denne Deel af Tyvebaalken i den islandske Lov ej kan hidrøre fra Kong Haakon, men maa være affattet i Magnus’s Dage. Bi ville i det følgende see, hvorledes ogsaa enkelte senere Bestemmelser ere indtagne i den eneste nu forhaandenværende Afskrift af denne islandske Lov, men disse Bestemmelser danne dog en egen Afdeling for sig selv, der udtrykkeligt anmelde sig som senere réttarbœtr ok einkamál (42–47): en anden Sag er det derimod med de første Capitler,af Tyvebaalken, der vise sig at være formede under eet med Lovens Hovedmasse. Heraf, saavel som af andre Omstændigheder, der yderligere skulde paapeges, fremgaar det saaledes klart, at Lovens egentlige Affattelsestid ligger efter Kong Magnus’s Tronbestigelse.
10. Isl. Lov Cap. 8, Landsl. Chr. B. Cap. 2.
11. Norges gl. Love II. S. 453. jvfr. ovf. S. 119.
12. Norges gl. Love II. S. 484. Her nævnes udtrykkeligt „Biskop Haakon og de øvrige Biskopper“; at Haakon nævnes først, kunde vel være, fordi han var Biskop i Viken, til hvis Indbyggere dette Brev nærmest er rettet, men snarere var det dog vel, fordi han, da Brevet udstedtes, var udvalgt Erkebiskop, hvorfor man maaskee kan sætte Udstedelsestiden i 1265, samme Aar, som Magnus havde fin Sammenkomst med Byrge Jarl. Dette passer dermed, at han i Intimationen paaberaaber sig Ytringer, han havde bragt paa Bane, da han holdt Thing ved Elven (paa Elvebakken eller Baagaholmen) og Haugathing ved Tunsberg. At Bestemmelsen om Aager udvidedes til de øvrige Biskopsdømmer kan man vel slutte deraf, at ogsaa Magnus’s nyere Christenret for Gulathingslagen regner aabenbare Aagerkarle blandt dem, der ej maatte begraves i indviet Jord. (Cap. 16). For øvrigt indeholder denne Retterbod ogsaa en Bestemmelse, henhørende til den verdslige Lovgivning, om Rydningsjord.
13. Gul. Christenr. Cap. 10, 11, Vikens Cap. 2, 3.
14. Gul. Christenret Cap. 14, Vikens 6.
15. Gul. Christenret Cap. 15–27, Vikens Cap. 7–19.
16. Gul. Christenret Cap. 30–32, Vikens Cap. 21–23.
17. Gul. Christenret Cap. 9, 12, 13, Vikens, Cap. 1, 4, 5.
18. Vikens Christenret Cap. 25, 26, hvortil kommer et fra den ældre vikske Christenret hentet Capitel om de Sager, Biskoppens Aarmand skal paatale.
19. Gul. Christenret Cap. 28, 33–39.
20. Gul Christenret Cap. 1, jvfr. isl. Lov Cap. 7, og nyere Landslov, Christenret Cap. 1.
21. Gul. Christenret Cap. 3, isl. Lov Cap. 9. Den Omstændighed, at Haakons Successionslov der udtrykkeligt omtales som indført, viser ogsaa, at den foregaaende Text maa være yngre end denne Successionslov, og saaledes vistnok hidrøre fra Magnus.
22. Gul. Christenret Cap. 22. Vikens Cap. 14.
23. Gul. Christenret Cap. 9, Vikens Cap. 1.
24. Gul. Christenret Cap. 26, Vikens Cap. 17. I den udførligste Text af Gul. Christenret (Norges gl. Love II. S. 320) er „Prester, Diaconer og Subdiaconer“ udeglemt; de findes dog i den kortere Bearbejdelse, se Cap. 21.
25. Gul. Christenret Cap. 30, 31, 32. Vikens 21, 22, 23.
26. Se ovenfor S. 114.
27. Nyere Landslov I. 11.
28. Nyere Landslov 17.
29. Sammesteds, Cap. 20.
30. Nevndarmændene for Frostathing fastsættes, som for, til 60 af hvert Fylke i Ytre Throndhjem, 40 af hvert Fylke i Indhered, samt derforuden 2 fra hver Skibrede i Naumdal og Raumsdal, 3 fra hver Skibrede paa Nordmøre, og tre fra Opdal. Da nu Raumsdal havde 8, Naumdal 9 Skibreder, udgjorde Nevndarmændenes Antal for disse Fylker 34; Nordmøre havde 16 Skibreder; dets Nevndarmænd, tilligemed de tre fra Opdal, vare saaledes 51. Altsaa var det famlede Antal Nevndarmænd paa Frostathing nu 485, forhen kun 400. Til Gulathinget skulde der sendes 12 fra Egdafylke, 30 fra Ryfylke, 40 fra Hørdafylke, 20 fra Sygnafylke, 20 fra Firdafylke, 12 fra Søndmøre, 4 fra Valdres, to fra Hallingdal, tre fra Setersdal, fire fra Otrudal, tilsammen 117; forhen sendtes alene fra Kystsylkerne 146. Til Eidsivathing skulde der efter den nye Lov sendes 4 fra Gudbrandsdalen nordenfor Rusten, 8 fra Gudbrandsdalen søndenfor Rusten, fra Heinafylke, Hadafylke og Raumafylke hvert 24, fra Østerdalen 2 nordenfor Aamot, 4 søndenfor, tilsammen 90. Af det ubetydelige Antal fra Gudbrandsdalen og Østerdalen i Forhold til det større fra de tre oprindelige Hovedfylker skulde; man slutte, at ogsaa hine først nu have faaet Adgang til at sende Thingmænd, men forhen, ligesom Valdres m. m. i Gulalhingslagen, og Raumsdal m. fl. i Frostathingslagen, vare udelukkede derfra.
31. Se ovenfor II. S. 455.
32. Hyldingsthingene ser Viken angives i Haakon Haakonsøns Saga Cap. 28, jvfr. ovenfor III. S. 589, at være Haugathing, Borgarthing, Stofnething i Vettahered, Hornborathing ved Hornbora, og Elvebakke-Thing.
33. Norges gl. Love I. S. 447, 448.
34. Norges gl. Love II. S. 484.
35. Andet kan man vanskeligt faa ud af Annalernes Ord ved 1268: „Oplændingernes og Vikverjernes Lovbog lovtagen“. Det er allerede ovenfor viist, at her ikke sigtes til den endelige Vedtagelse, om hvilken vi i Loven selv underrettes om at den foregik til forskjellig Tid og Sted, men kun til den foreløbige Fuldmagt.
36. At Borgarthinget betragtedes som det rette Fællesthingsted for Viken, naar der først var Tale om noget saadant, sees baade deraf at Borgarthing hyppigst nævnes i de vikske Lovbøger, fallit fornemmelig af Overskriften til en Codex (Cap. 14 qv. i det stockh. kgl. Bibl.) hvor det heder: „her begynder Borgarthingslagen for alle vikverske Mænd, hvilken Kong Magnus lod skrive og sammensætte i Sarpsborg efter alle Bøger i Landet og gav Borgarthingsmændene den“.
37. Se ovenf. III. S. 654.
38. Sammesteds S. 657.
39. F. Ex. i Thingfarebaalkens Cap. 9, 10, 11, 12, hvor der handles om Stevninger til Lagmanden og Appell; der tales kun om „Lagmanden“ i Almindelighed, som om der blot var een, uden at der f. Ex. i Gulathingsloven tales et Ord om, enten det er Lagmanden i Nordre Gulathingslagen eller Lagmanden i Ryfylke som menes.
40. Dette er Cod. 362 fol. i den arnamagnæanske Samling, skreven, efter Haanden at dømme, aabenbart ikke senere end 1325, men snarere før.
41. Dipl. Norv. I. No, 82, 82. Her nævnes Vige, Lagmand i Skidan. Før ham findes ingen Lagmand i Skidan nævnt; ved Rigsmødet 1223 var der ingen saadan.
42. Saadanne Haandskrifter ere Cod. arnam. 305 fol., Cod. Cap. 14 qv. i det stockh. kgl. Bibliothek, Cod. Cap. 15 qv. ssteds. Tilføjelsen om Nevndarmændene findes i Cod. 305: Af Havund 2 Mænd, af Grenland 4 Mænd, af Bamle 2, af hvert Prestegjeld i Skatlandet 2, af Numedal 2; i Cod. Cap. 14 stod der oprindelig i Thingfarebaalk Cap. 1: paa Borgarthing, men det er senere rettet til „i Skidan paa rette Thingsted“.
43. Dipl. Norv. No. 168. Brevet er udstedt 23de Juni 1322.
44. Dipl. Norv. II. No. 580. Brevet, udstedt paa Steige Lagthing, er dateret 23de Juni 1404.
45. Se ovenfor II. S. 1002. Vi kunne i Forbindelse hermed nærmere henvise til S. 192 fgg. i nærværende Bind, jvfr. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 305, hvoraf det fremgaar, at Frostathinget holdtes noget efter Olafsvaketid (hvor længe, siges ikke), altsaa i det mindste ikke tidligere end August Maaned. Gulathinget holdtes ved Petersmesse, 29de Juni: og da den nyere Eidsivalov, som det i et enkelt Haandskrift selv siges, vedtoges 6 Dage før Mariemesse sidere, altsaa 2den September, synes Eidsivathing at maatte have været afholdt paa denne Tid indtil hin Vedtagelse selv flyttede Thingtiden til Botolfmesse, 17de Juni.
46. Isl. Annaler, ved 1269. Denne Vedtagelse er vel Aarsagen til, at der senere, ved Slutningen af den nyere Landslov, ikke nævnes nogen særegen Dag, da Frostathingsloven blev vedtagen.
47. Nemlig i Gulathingslagen, af Egdafylke hver 10 Ører Selv, af Ryfylke hver 1 Mkr. (8 Ører) sønden Fjorden (Buknefjorden) og ? Irer norden Fjorden: af Søndhordeland hver 5 Ører S., af Nordhørdeland 3 Ører S., af de indre Districter hver 1 Mk., af Sygnafylke 5 Ører af Søndfjord 6 Ører S., af Nordfjord 7 Ører S., af Søndre Søndmøre 1 Mt., af Nordre 10 Ører; i Eidsivaloven, fra nordre Gudbrandsdalen og nordre Østerdalen 6 Ører, fra søndre Gudbrandsdalen og Østerdalen 4 Ører, fra Heinafylke og Hadafylke 3 Ører, fra Raumafylke 2 Ører.
48. Se Norges gl. Love III. S. 77.
49. Dette sees af Retterboden af 1308, ssteds, S. 77.
50. Dette kan man ikke betragte som nogen særegen Eftergivenhed eller Skaansomhed mod Islænderne, thi i den senere isl. Lovbog af 1280, kaldet Jonsbogen, findes Bestemmelserne om Lagmanden Ord til andet som i Kong Magnus’s Landslov. Det er aabenbart, at Lovconceptet, der knyttedes til den ældre islandske Lovbog, ikke har haft Bestemmelserne anderledes udførte, end de findes i denne, og at de her ere enslydende optagne fra hiint.
51. Jfr. f. Ex. Jarns. Cap. 3, 5, med N. Landslov I. 3, 6, 7, 11.
52. Se N. gl. Love III. S. 313.
53. Se Noten til Chr. d. 4des Norske Lovbog, udg. af Hallager og Brandt, Thingfarebaalk 24.
54. Nyere Ldsl. III. Cap. 6, 7.
55. Se ovenfor III. S. 1058.
56. Nyere Landsl. III. Cap. 8–14.
57. Ligeledes sees Bestemmelsen om Redeskyds for Kongen, der aller først opført blandt de ældste Artikler i Indl. til den ældre Frostathingslov Cap. 19, og maaskee hidrører fra Kong Haakon Sverressøn, at være indført i Utfarebaalken Cap. 15 som det mest passende Sted. Saa og indtager den saakaldte Thegnskylda Undersaatternes Lydigheds- og Skatte-Pligter) samme Plads i den nyere isl. Lov, som Udfarebaalken i den norske.
58. Se ovenfor S. 115, 116.
59. I Dipl. Norv. 1. No. 95 findes vel Gaarden Throudthveit sydligt i Nissedal i Thelemarken ansat til Skyld efter Maanadarmater, men dette er allerede paa Grændsen af Agder, ved et til Agder førende Vasdrag, og blandt en Befolkning, der, efter Stedsnavnenes Form at dømme, var eens med den i Agder: dette forklarer saaledes Anvendelsen af den ellers ikke i Thelemarken brugelige Beregningsmaade af Skylden. I Thelemarken finder man derimod stundom en Vikumat (Ugemadportion) brugt til Skyldberegning; men her kan man ej have haft Ledingen for Øje.
60. Om Lider og Lidegjeld er der allerede ovenfor talt III. S. 308, 374. Den omstændeligste Besked om Lide-Inddelingen faar man af to Breve af 15de og 17de Marts 1344, hvor Liderne i Skjæbergs og Idde Skibreder opregnes, eg hvor man seer, at Skjæbergs Skibr. indbefattede 43 Lider (Thorps, Hafslunds, to Byrgens, Klavastads, Navastads, Bergs, Bjarnastads, Arnvidsruds, Fjells, Vestergaards, Setre, Bude, Thveite, Østre Viker, Vestre Viker, Skjæbergs, to Fors, Haga, Jarleive, Flatbergs, Bjaar, Naaleims, Solbergs, But-Hornes, Erlend-Hornes, Lofts-Hornes, Gunnarsthorps, to Mykledals, Litledals, Brandsthorps, to Talabergs, Helluthorps, Odsruds, Olafsengs, Støduls, Ausengs, Austbø), og Jdde Skibr. 40 Lider og 4 Halvlider (Kirkebø, Svinnungsbø, Berbø, Bergstigs, Aurs, Lunde, Lide, Heide, Bø, Klepper, Hops, Bergs, Riishage, Østre Oos, Bjarnastads, Dals Halvlide, Straumslunde, Aamundebø, Thorebø, Vandine, Asake, Nordbø, Radar, Medbø, Østrebø Kornsetre, Rodke, Strander, Strander Halvlide, Thorps, Aas, Valler, Lindemarker, to Braudens, Tovethorps, Kaaregaards, Berge, Svartsgaards, Remninis, Loftsbø, Vestre-Oos). Man seer heraf at det Antal Folk, hver af disse to Skibreder skulde præstere, var omkring 40, og hvert Skib vel saaledes, som det og for Viken var bestemt, en Tyvesesse.
61. Visøren nævnes aller først i den Formular til Sysselmandens Reversbrev, som blev foreskreven paa Mødet i Tunsberg 1273, og optagen i Hirdskraa, Cap. 36, se nedenfor. Her er kun Tale om Sysselmændene i Oplandene og Viken, og dette var ogsaa væsentligst de Districter, fra hvilke Visøre ydedes. Man seer saaledes af Dipl. Norv. II. No. 539, hvorledes der i 1394 var Tale om at kræve Visøre af Gudbrandsdalen, af Brevet ssteds No. 214 er der Tale om Sysselet: i Vestre Bergheim, Lomedal og Margretedal, med Visøre, Leding m. m., her er det tydeligt, at Ledingen kom fra Bergheim som nærmere Søen, Visøren derimod af Indlandsdistricterne Lomedal og Margretedal (Maridal). Af Claus Gjordssøns Optegnelser om danske og norske Len fra c. 1524, ny Danske Mag. VI. S. 324, 325, erfarer man at Visøre ydedes, foruden af Oplandene, ogsaa af Akershered og Østre-Bergheim, det vil sige netop af Maridal og Lomedal; derhos svaredes af Akershered og Bergheim aarlig Skat, neml. 36 Tdr. Hestekorn, foruden Ved og Høns; her have vi altsaa et Exempel paa „Hestefoder“ og „Vedhugst“ samt „Gaver“, der, aabenbart for de samme Districter af Akershered og Bergheimshered, der ydede Visøre, var gaaet over til at blive en „aarlig Skat“. Da vi ligeledes finde Haddingdal, der ogsaa hørte til Indlandsdistricterne, her opført blandt dem, der svarede aarlig Skat (73 Deker Skind, 29 f. 2 Hold) maa det ved Skattereguleringen i Haddingdal være blevet sluttet en Overeenskomst om at Visøren skulde erlægges i Skind og det synes at være bleven Talebrug, at bruge Benævnelsen „Skat“, naar Afgiften ikke erlagdes væsentligst i Penge, men in natura. Ellers sees det af en Notits om Mængden af det Folkeantal, der ved Leding kunde opbydes fra Norge, at „Visøre“ ydedes fra „Oplandene og Jemteland“. Mere herom i det følgende.
62. Saaledes i Frostathingsl. III. 4. Udtrykket i Gulathingsloven Cap. 260: „er ave hever ava leift“ er sikkert Skrivfejl i Stedet for „er áe hever ava leift“ d. e. som Oldefader (nemlig til nærværende Besidder) har efterladt Farfaderen, med andre Ord, som allerede Besidderens Oldefader havde erhvervet. Thi Udtrykket „som Farfader har efterladt Farfader“ giver egentlig ingen Mening. Ved nogen Tvang kunde det maaskee forklares saaledes som om eies paa første Sted betegnede eies til den eies, efter hvem igjen Besidderen arvede det, altsaa Farfaders Farfader, men man plejer dog ellers ikke bruge Udtrykket leifa, d. e. efterlade Arv, uden om umiddelbart Efterladenskab, som fra Fader til Søn; at Farfader efterlader en Arv til Sønnesøn forudsætter at Mellemledet, Faderen eller Sønnen, er død. Frostathingsloven III. 4, nævner ogsaa udtrykkelig 4de Led.
63. Nyere Landsl. VI. 2, 4, 13, jvfr. ovf. II. S. 977.
64. Gulathingsl. Cap. 90.
65. Nyere Landslov, VII. 43–46.
66. Sammesteds, Cap. 47.
67. I Bestemmelsen om Audn i Indl. til Frostathingsl. Cap. 17 staar der udtrykkeligt, at den som baade faar og slaar skal bestride Budbyrd og Fattiges Flytning. Altsaa seer man at Forpligtelsen til Fattiges Flytning nok var der, men den var dog ikke udtrykkeligt foreskreven.
68. Nyere Landslov VII. 57.
69. Sammesteds VIII. 23.
70. „Nu er det saaledes vedtaget,“ beder det i Landsl. VIII. 29.
71. Uheldigviis hersker der her megen indbyrdes Strid mellem de forskjellige Læsemaader, saa at Angivelsen ej er ganske sikker.
72. Isl. Annaler. Her staar kun, at Kongen og Erkebiskoppen vare tilstede paa Frostathing, og at Kongen fik Fuldmagt til at gjør Forandringer i den verdslige Lovgivning, samt at Thingtiden vedtoges at skulle være ved Botolfsmesse. Der er ikke Tale om noget almindeligt Rigsmøde, og jeg kan derfor ikke være enig med Keyser i den Antagelse, der fremsættes i den N. Kirkes Hist. II. S. 10, at de nye Bestemmelser om Kongearvefølge og Kongevalg her skulde have været bekræftede. Thi den paaberaabte Omstændighed, at et Hdskr. af Frostathingsloven ytrer om den nye Kongearv, at den blev vedtagen paa Frostathing med Raad og Samtykke af Jon Erkebiskop, de øvrige Lydbiskopper, Lendermænd og Lærde, Stallarer, Lagmænd og alle haandgangne Mænd, som da vare tilstede paa Frostathing, har ikke stort at betyde, naar man tager Hensyn til, at de bedste Haandskrifter i Gulathingslagen indeholde ganske det samme, kun saaledes at der staar „Gulathing“ i Stedet for „Frostathing“. Men da nu dette længere Tillæg kun findes i hine to Codices, medens de øvrige kun i Korthed melde, at Bestemmelsen blev vedtagen paa N. N. Thing, og et overvejende Antal, endog de bedste Codices af Frostathingslagen selv, her nævne „Gulathing“, kan der ikke være nogen Tvivl om, at det Rigsmøde, hvortil her sigtes, og hvor den nye Kongearvelov blev vedtagen, holdtes i Bergen eller i Gulathingets Nærhed. Der er ogsaa en Omstændighed, der viser at Kongearven først vedtoges efter 1271, nemlig den, at Kong Magnus’s Islandske Lov, der i den Skikkelse, hvori vi have den, maa være yngre end 1271, da den anden Gang sendtes til Island for at vedtages, indeholder Kongearven i sin gamle Skikkelse, saaledes som den vedtoges paa Rigsmødet 1260. Mere herom nedenfor S. 538, hvor det vises, at Kongearven tilhører Mødet i 1273.
73. Dipl. Norv. III. No. 20.
74. Arne Biskops Saga Cap. 5.
75. Se ovenfor III. S. 619.
76. Conc. Lateran. 1179 Cap. 25. Jvfr. Decretum Gregorii lib. V. Tit. 19, Cap. 3.
77. Isl Annaler, ved 1271; Udgaven af 1847 S. 140.
78. Jarns. Cap. 42, jvfr. Magnus’s nye Landsl. IV. 12, fornemmelig Note 15 i Varianterne.
79. Se foreløbigt Annalerne, ved 1271, og Arne Biskops Saga Cap. 9.
80. Det forstaar sig, at Artiklerne i Jarnsida ogsaa ere lempede for Island, saaledes at f. Ex. stundom „Landstyreren“ (d. e. Statholderen) nævnes hvor den norske Lov har „Kongen“, fordi Statholderen maatte handle i Kongens Navn, ligeledes undgaaes Benævnelsen „Sysselmand“, der endnu ej var indført paa Island, men i dets Sted „Kongens Ombudsmand“ eller „Valdsmanden“; men i alt andet sees det tydeligt, at Jarnsida har disse Artikler saaledes som de aller først vare redigerede, idet mindste i den samme Orden. Her følger Artiklen om uberettiget Sæde i Selskaber umiddelbart efter Artiklen om Bid (Jarns. Cap. 45, 46) medens den i Magnus’s Landsl. følger efter Artiklen om Jevneder-Eed (IV. 26, 27) hvor den ikke saa godt passer med den øvrige Materie; efter den følger Artiklen om Tiggeri, der ej hører til dem der paa Rigsmødet 1271 vedtoges, siden den, eller en lignende, allerede fandtes i Frostathingsloven; derefter følger Capitlet om Ret for visse kvindelige Slægtninger, der allerede af de første Ord „svá er ok tekit um alt landet“, viser sig at høre til Artiklerne af 1271. I Jarnsida findes derimod Artiklen om Tiggere optagen førend man kommer til Artiklerne af 1271, og aldeles paa samme Sted, hvor den forekommer i den ældre Frostathingslag, af hvilke den første Deel af Jarnsidas Mannhelge sees næsten uforandret at være tagen. Her gjør saaledes ikke denne Artikel nogen Brud paa den fortløbende Række af Artiklerne fra 1271.
81. Jarns. Cap. 42, Nyere Landsl. 12.
82. Jarns Cap. 43–46, Nyere Landsl. IV. 13, 15, 27.
83. I den Codex; der indeholder baade Graagaas og Jarnsida, er det saaledes indført for sig selv foran den første og kun Begyndelsen af Ordene indtagne paa sit Sted i den sidste, se Jarns. Cap. 48. N. gl. Lov, S. 275.
84. Se den gl. Bjarkø-Ret, Cap. 32, N. gl. L. I. S. 310.
85. Jarns. Cap. 49, jvfr Magnus’s Landslov IV. 26.
86. De ere saa uforandret optagne, endog med Bibeholdelse af Artiklernes Orden, at man endog efter Jarnsida for en Deel kan udfylde en Lacune, der her indfalder i Frostathingsloven. Se Frostathingsl. V. 22–40, sammenholdt med Jarns. Cap. 37–41, jvfr. Note (5) i N. gl. Love I. S. 181, og Supplem. til 1ste B. i N. gl. L. II. S. 505, 506.
87. Nyere Landsl. X; 3.
88. Nyere Landsl. V. 7. Her findes Artiklen optagen i Slutningen af første Arv. I Jarns. Cap. 68 findes den for sig selv.
89. Se især Landsloven, V. 3. Sammenligner man her, i „Norges gl. Love“ II. S. 76, Texten med Varianterne, og begge Dele igjen deels med K. Magnus’s Christenrets-Udkast for Gulathingslagen, Cap. 28, deels med Jarnsida, Cap. 51, da vil man finde, at det Stykke af Capitlet, der handler om Maaden,