Det norske Folks Historie/5/54

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Hvorvidt de nye Beſtemmelſer om Ledingsydelſen allerede kom paa Bane mellem Kongen og Erkebiſkoppen paa dette Thing i 1271, nævnes ikke, men man maa dog næſten formode det, ſiden allerede to Aar var henløbne efter at Kongen havde faaet den endelige Fuldmagt til at forandre den verdslige Lov ſaavel ſom hvad der henhørte til Kongedømmet eller Kronens Rettigheder, og her ſpillede Skattevæſenet en altfor betydelig Rolle til at han ej ſnareſt muligt ſkulde have ſtredet til dets viſtnok allerede længe paatænkte Reform. Den Deel af Loven, der handler om denne Materie, eller Utfarebaalken, giver ingen Oplysninger herom, thi den indeholder, ſom det nedenfor nærmere ſkal omtales, kun en almindelig, overfladiſk Beſtemmelſe, at Ledingen ſkal beſtemmes efter Formue og Jordegods, uden at give nogen nøjagtig Regel for Beregningen, og viſer ſig i det Hele taget at være ufuldſtændig, aabenbart fordi dette Spørgsmaal ej var bragt paa det Rene, da man fandt det nødvendigt at lade Loven vedtage. Men netop af den Grund bliver det ſandſynligt, at den nye Utfarebaalk allerede i 1271 dog har været ſaa vidt udarbejdet, ſom vi nu kjende den, thi dertil ſkulde der ikke meget; ja at der maaſkee endog allerede bar været indført i Udkaſtet noget om Beregningsmaaden, ſom vi nu ikke længer have, maaſkee fordi Jon, ved at indlægge Modforeſtillinger hos Kongen, har faaet ham til at ſtille denne Materie i Bero indtil Kirken og Gejſtligheden ved ſæregne Overeenskomſter var ſikkret mod, hvad Erkebiſkoppen anſaa for Overlaſt. Her paa dette Rigsmøde har altſaa rimeligviis hiin Samtale mellem Kongen og Erkebiſkoppen fundet Sted angaaende den Beſkatningsmaade, ſom vi i det foregaaende have meddeelt.

En anden Deel af Loven, vedkommende Kongedømmet eller Kongens Magtfuldkommenhed, der ogſaa maa have været færdig i 1271, men mod hvis Antagelſe Erkebiſkop Jon paa Kirkens Vegne maa have indlagt en midlertidig Proteſt, var upaatvivleligt Thingfarebaalken med dens Udvidelſe af Lagmændenes og Sysſelmændenes Embedsmyndighed. Thi ogſaa den greb, ſom vi allerede have antydet, paa mange Maader ind i hvad man kaldte Kirkens Friheder. Hidtil, da Lagmanden kun havde været til for at ſkifte Ret mellem Smaafolk, medens alle Domme i civile Sager, ligeſom de criminelle, fældtes af Thingmændene uden Lagmandens Mellemkomſt, kunde man uden ſynderlig Vanſkelighed forebygge Anſtød mod den almindeligt gjeldende, og ſærſkilt ved Pave Coeleſtins Privelegier af 1194 indſkjerpede Regel[1], at ingen Gejſtlig maatte underkaſte ſig verdslige Domſtole i de Tilfælde, ſom den canoniſke Ret forbød, hvortil ogſaa de Søgsmaal hørte, der rejſtes af Lægmænd mod Gejſtlige, og om de end kun vedkom verdslige Anliggender[2]. Vel paabyde ikke vore ældre Love nogen ſæregne kirkelige Domſtole, og Lovbeſtemmelſerne ſelv gaa aabenbart ud fra, at Ejendomsſpørgsmaal, hvad enten de vedkom Kirken eller ej, ſkulde behandles ved de almindelige Domſtole; men ved Lagthingene ſkulde ifølge de udtrykkelige Lovbud visſe Preſter være tilſtede, ligeſom det var foreſkrevet, at Biſkopperne ſkulde være der; den Beſtyrelſe af Lagthinget, der ved den nye Lov tillagdes Lagmanden, ſynes tidligere at have været udført af Stedets Preſt: ſaaledes havde man vel altid Adgang til, ved Sager, der regnedes for Gejſtligheden eller Kirken vedkommende, at faa opnævnt Gejſtlige til Dommere, eller overhoved at mage det ſaaledes, at den ſaakaldte verdslige Arms Indblanding ej blev altfor ſkarpt fremtrædende[3]. Vi have ogſaa ſeet, hvorledes Cardinal Villjam i ſit merkelige Brev af 16de Auguſt 1247 bevidnede, „at han fandt Norges Riges Kirke i fuldkommen og uantaſtet Frihed med Henſyn til Jurisdictionen i alle gejſtlige Sager, ſamt over alle Gejſtlige, hvad enten der rejſtes Søgsmaal mod dem i gejſtligt eller verdsligt Henſeende“. Var dette end ikke den rene Sandhed efter Lovens Bogſtav, ſaa var det dog viſtnok den factiſke Tilſtand[4]). Men en anden Sag var det, naar Lagmanden blev Enedommer, og enhver civil Retsact, i det mindſte i førſte Inſtans, ſkulde afgjøres af ham uden at det med et eneſte Ord var omtalt, hvorledes det ſkulde forholdes, naar ſaadanne Trætter verſerede mellem Gejſtlige og Verdslige eller mellem Gejſtlige indbyrdes. Thi da vilde man ofte komme i det Tilfælde, at Sager, ſom netop henhørte under den i hiin Artikel undtagne Klasſe, maatte paadømmes af den alene af Kongen indſatte, verdslige Dommer, ligeſom ogſaa den, der ſkulde paaſee Dommen overholdt og i Gjenſtridighedstilfælde kræve Vedkommende til Rette, var den anden kongelige Embedsmand, Sysſelmanden. Naar Erkebiſkoppen erfarede, at ſaa betydelige Lovs-Forandringer, ſom disſe, ej alene vare i Gjere, men ogſaa virkelig førte i Pennen — og det kan naturligviis ikke have varet længe, førend han erfarede det, — da var det endog fra hans Standpunkt en Pligt at proteſtere derimod, indtil Mislighederne vare hævede. Ved at proteſtere ſaavel herimod, ſom mod den føromtalte Forandring i Skatteydelſen benyttede han ſig kun af den Ret og Myndighed der tilkom ham ifølge hiin Privilegiebulles 9de Artikel, der foreſkrev „at ingen Konge eller Fyrſte maatte uden Biſkoppernes og de forſtandige Mænds Samtykke forandre Landets vedtagne ſkrevne Love eller de beſtemte Pengebøder, enten for Gejſtlige eller Verdslige, mod gammel Sedvane, til Kirkernes eller Gejſtlighedens Skade“[5]. Det var endog, kan man ſige, i Medhold af denne Artikel, at ſaavel dette, ſom det forrige Rigsmøde var tilſtevnet, eller at Kongen, ſom Aarbøgerne udtrykke ſig, holdt Thing med Erkebiſkoppen. Denne var ſaaledes i ſin fulde Ret, naar han proteſterede mod de her omhandlede Forandringer, og fordrede Lovgivningen i disſe Dele lempet efter de Norges Kirke af Kongerne ſelv indrømmede Friheder.

Men Erkebiſkop Jon nøjede ſig ikke hermed. Han gjorde endog Miner til at ville vinde de Herligheder tilbage, ſom Kirken havde haft i Magnus Erlingsſøns og Erkebiſkop Eyſteins Tid, og ſom gjorde Kongen til dens Vaſall. Tiden anſaa han vel for ſærdeles gunſtig til at vove et Forſøg derpaa, ſiden der nu ej alene var Tale om en fuldſtændig Lovreform, og Lejlighed ſaaledes forhaanden til at faa ældre Artikler fremdragne og underkaſtede en ny Granſkning, men ogſaa Kong Magnus’s velbekjendte Hengivenhed for Kirken i Forbindelſe med hans blide og fromme Charakteer lod formode, at man maaſkee vilde finde ham mere medgjørlig end nogen af hans Forfædre hidtil havde været eller nogen af hans Eftermænd paa lang Tid vilde blive, ſaa at det altſaa gjaldt at benytte Lejligheden. Planen hertil var allerede fattet af Erkebiſkoppen fra det førſte Øjeblik, han begyndte at tage Deel i Forhandlingerne om Lovreformen. Men han ſavnede heller ikke ſærſkilt Opfordring dertil. Pave Clemens den 4de var død den 24de Novbr. 1268, og efter at Paveſtolen i to Aar og ni Maaneder havde ſtaaet ubeſat, fordi Cardinalerne ej kunde blive enige i Valget af hans Eftermand, var under 1ſte Septbr. 1271 Theald af Piacenza, Archidiaconus i Lüttich, bleven valgt til Pave, og kronet den 27de Marts 1272 under Navn af Gregorius den 10de. Et af hans førſte Foretagender var allerede under 29de Marts at udſkrive et nyt almindeligt Concilium, der ſkulde holdes den 1ſte Mai 1274, paa et Sted, han nærmere efter Omſtændighederne forbeholdt ſig at angive, og hvortil ej alene Biſkopperne og de andre højere Prælater, men ogſaa Fyrſterne indbødes til at møde enten i egen Perſon eller ved Fuldmægtige. I Cirkulærſkrivelſen, hvoraf ligeledes Exemplarer ſendtes til alle Erkebiſkopper, nævntes vel fornemmelig Grækernes ſaakaldte Frafald og det hellige Lands ſørgelige Tilſtand ſom Hovedgrundene, der beſtemte ham til at ſammenkalde dette Møde, dog anbefalede han derhos alle de Prælater, til hvem han henvendte ſig, „nøje at eftergrandſke og troligen at optegne alt hvad der kunde trænge til Berigtigelſens og Reformens Fiil, for ſiden at bringe det til ſelve Conciliets Kundſkab, ligeſom han paa ſin Side lovede at anvende ſin yderſte Flid paa, at alt ſammen, ſaavel ſom hvad andet der maatte blive Conciliet forelagt, ſkulde blive behørigt drøftet og ordnet“[6]. Skrivelſerne til Norge afſendtes med en Chorsbroder fra Nidaros, ved Navn Sighvat, der, uviſt i hvad Erende, havde opholdt ſig ved Curien[7], og nu vendte tilbage; han maa være ankommen til Norge om Sommeren 1272. Slutnings-Opfordringen gav Erkebiſkop Jon en velkommen Anledning til at fordoble ſin Iver i at fremſøge Alt, der efter hans Mening i den norſke Kirke maatte trænge til Reform, og han haabede vel at kunne give ſine Reformforſlag ſaa meget ſtørre Eftertryk, ſom han ifølge Pavens Bud i Skrivelſen i egen Perſon agtede at indfinde ſig ved Mødet.

Erkebiſkoppen var allerede, ſom han ſelv ſenere udtrykker ſig[8], ved de Underſøgelſer, ſom han lige fra ſin Tiltrædelſe til Embedet havde anſtillet om den norſke Kirkes Rettigheder og Friheder, kommen til den Overbeviisning, at disſe i mange Maader vare blevne indſkrænkede og forringede ved den verdslige Ret, nemlig fordi næſten alle de Sager, der vedkom Kirken, behandledes af de kongelige Ombudsmænd eller Sysſelmænd for Retterne efter Landets verdslige Love eller Vedtægter, med Tilſideſættelſe af den canoniſke Ret og de kirkelige Friheder, ſaa at Nidaros Kirke factiſk ikke havde andre Perſoner frie (for den verdslige Arm), end dem, der borte til Erkebiſkoppens Huus eller arbejdede paa Chriſtkirkens Opbygning. Derhos meente han, at de tidligere, Nidaros Kirke ſærſkilt tilſtaaede, Privilegier vare blevne mangfoldigt beklippede, „formodentligt“, ſom han liſtigt udtrykte ſig, „ved undladt Brug“; og blandt disſe Privilegier fornemmelig det før omtalte, mere end mistænkelige af 1174, hvorved Kong Magnus Erlingsſøn ſkulde have ofret ſig og ſit Rige til St. Olaf, og til Tegn paa denne ſin Underkaſtelſe forordnet, at Norges Krone efter hans, ſaavel ſom efter hver følgende Konges Død ſkulde ophænges i Nidaros Chriſtkirke[9]. Idet han uden Videre henholdt ſig til Beſtemmelſerne paa Rigsmødet 1164, ſom fremdeles gjeldende, men kun „ved Mangel af Brug“ halv forglemte, paaſtod han endog, at ifølge den der givne Forſkrift for Tronens Beſættelſe efter en Konges Død var Norge et Valgrige, og at Erkebiſkoppen tilligemed Lydbiſkopperne ſkulde have de fornemſte Stemmer ved Valget. Dette var, ſom man let ſeer, en aldeles haartrukken Fortolkning, thi endog ved Artiklen af 1164 beſtemtes det med rene og klare Ord, at naar den regjerende Konge havde nogen egtefød Søn, ſkulde denne være hans Efterfølger, med mindre Ondſkab eller Uforſtandighed gjorde ham uſkikket dertil; i ſaa Fald ſkulde den af hans ſamfedre Brødre, eller i Mangel af disſe hans nærmeſt arveberettigede Frænde, for ſaavidt han paa Mødet dertil anſaaes duelig, blive Konge, og førſt naar ingen ſaadan fandtes, ſkulde Forſamlingen vælge en ny Konge, og Erkebiſkoppens ſaavel ſom Biſkoppernes Stemme herved have ſtørſt Vegt[10]. Hvor ſtor Indflydelſe end de verdslige og iſær de gejſtlige Magnater herved fik paa Tronens Beſættelſe, ſaa erklæredes dog ikke Norge derved abſolut for et Valgrige, tvert imod udtaltes udtrykkeligt det Princip, at Kronen ſkulde gaa i Arv fra Fader til Søn. Men Erkebiſkoppen ignorerede alt andet end det allerſidſte Tilfælde, eller ogſaa maa han have meent, at det altid ſtod i de gejſtlige og verdslige Magnaters Magt ved overdreven Udſtrækning af deres Ret til at bedømme Tronprætendentens Duelighed, at bringe hvem de vilde paa Tronen. Disſe tre her nævnte Punkter, ſiger Erkebiſkoppen, beſluttede han, ifølge den ved Indkaldelſen til Conciliet givne Opfordring om at antegne alt hvad der kunde trænge til Forbedring, at fremlægge for Paven ſom værende af dette Slags[11]. Vi have allerede i det Foregaaende paapeget den tvivlſomme Stilling, hine Artikler af 1164 indtog i Norges Statsret. Det er viſt nok, at Beſtemmelſen om Kronens Ofring, den egte Fødſel o. ſ. v. ganſke maatte anſees ophævet ved Magnus Erlingsſøns Fald, hans Linjes Fjernelſe fra Tronen, og det ſtrenge Arverettigheds-Princips Opretholdelſe efter gammel Skik ved Sverre og hans Efterkommere uden Henſyn til Tronprætendentens legitime eller illegitime Fødſel; men viſt er det, at Kong Haakon Sverresſøns Ord i hans Forlig med Gejſtligheden af 1202 vare noget tvivlſomme; ved Inge Baardsſøns Ophøjelſe paa Tronen fremfor nogen anden Kongeætling ſynes man fornemmelig at have taget Henſyn til hans egte Fødſel, altſaa til det i Artiklerne af 1164 udtalte Princip, og end mere ſøgte man at ſætte dette igjennem, da et ſaa ſtort Parti, iſær blandt Gejſtligheden, erklærede ſig til Fordeel for Inges Broder Skule fremfor Haakon Haakonsſøn. Haakon Haakonsſøn havde ſelv bragt det ſamme Princip et Offer, idet han anſaa det nødvendigt at lade ſig legitimere, for at opnaa Kroningen. Forſaavidt ſom disſe og lignende Skridt kunde udtolkes ſom Indrømmelſer til Gunſt for hiin Artikel, og forſaavidt Artiklen ej udtrykkeligt var tilbagekaldt eller afløſt af nogen ny Tronfølgelov, kunde altſaa Erkebiſkoppen med nogenlunde Skin af Ret ſige, at disſe Artikler kun havde ligget ubrugte, uden derfor i ſig ſelv at være hævede. Men dette gjaldt dog ikke længer end til Aaret 1260, thi den nye, i dette Aar, paa et Rigsmøde, af Erkebiſkoppen, Biſkopperne og alle verdslige Magnater og Deputerede, altſaa nøje efter alle Forſkrifter vedtagne Tronfølgelov meldte ikke et Ord enten om Kronens Offring, eller om nogen ſom helſt Valgret til Tronfølgen, end mindre om Kongedømmets Underkaſtelſe og Erkebiſkoppens og Biſkoppernes „fornemſte Stemme“ ved Valget. Erkebiſkoppen maa ſaaledes ganſke have ſlaaet en Streg over denne vigtige, kun for tolv Aar tilbage, rimeligviis endog under hans egne Øjne iſtandbragte Akt. For at der imidlertid, ſom Erkebiſkoppen fremdeles udtrykker ſig, ikke heraf ſkulde opſtaa nogen Strid mellem Kongedømmet og Kirken, der kunde blive til Skade for Manges Sjæle og Legemer, fremſtillede Erkebiſkoppen førſt hine Punkter for Kong Magnus ſelv, idet han bad ham om at ſamtykke i, at de begge ordnede Sagen imellem ſig, „ſaaledes ſom det bedſt kunde vorde Gud til Ære, Kirken til Gavn, og det hele dem betroede Folk til Frelſe“. Kongen ſvarede dog hertil, „at han havde de klækkeligſte Grunde at opſtille mod hine Punkter, om Sagen ſkulde komme for nogen retfærdig Dommer, fornemmelig hvad Kongevalget og Kronens Ofring angik; man ſkulde have ondt for at beviſe at Nidaros Kirke nogenſinde havde været i fredelig og ubeſtridt Beſiddelſe af disſe Rettigheder; det forekom ham i Sandhed at være en ny og hidtil uhørt Fordring, man ſtillede til ham, at han ſkulde lægge ſit Kongedømme under nogen anden Myndighed, hvilket han med uindſkrænket Arveret havde faaet efter ſin Fader og Forfædre, og med Guds Hjelp haabede ligeſaa frit og ubeſtridt at efterlade til ſine Arvinger og Efterkommere“. „Imidlertid“, tilføjede han, „ſkulde han dog formedelſt den Kjærlighed, han altid havde næret for hvad der var godt ædelt, og iſær for Moderkirken i Nidaros, hvis Yndeſt han gjerne vilde nyde, ſamt fordi han elſkede Fred og overholdt Retfærdighed, ej være utilbøjelig til at indrømme den noget ſtørre Privilegier og Friheder“[12]. Han erklærede ſaaledes, hvorvel paa den mildeſte og ſagtmodigſte Maade, at han vilde have Spørsmaalet om Kirkens Supremati over Kronen holdt aldeles borte, og at han ikke agtede at tilſtaa Kirken andre Friheder, end hvad der lod den kongelige Souverainetet aldeles ubeſkaaren. Kun paa dette Grundlag var han villig til at underhandle.

Paa dette Grundlag viſte ogſaa Erkebiſkoppen ſig fra ſin Side villig til fremdeles at underhandle, hvad enten han nu trøſtede ſig med, at den Overeenskomſt mellem Kronen og Kirken, ſom disſe Underhandlinger vilde lede til, dog kun maatte blive en foreløbig, ſiden det faldt af ſig ſelv at den førſt maatte forlægge Paven paa det vordende Concilium og bekræftes af ham for at faa endelig Gyldighed, eller han, ſom ovenfor antydet: kun fremſatte hine overdrevne Fordringer for at have noget, han kunde lade ſig afprutte, og derved være des ſikrere paa at opnaa de Privilegier og Friheder for Kirken, der ikke ſaa iøjnefaldende og paa en for Kronen ſaa krænkende Maade greb ind i dens. Souverainetetsret. Havde det været Erkebiſkoppens Henſigt at drive hine Fordringer til det yderſte, da havde han vel ſnarere afbrudt alle Underhandlinger. At han fortſatte dem, viſte, at han ej var utilbøjelig til at lade det komme til et Forlig paa mindelige Vilkaar. Han maatte desuden ſnart have haft ſaa god Lejlighed til at erfare hvorledes Kongens verdslige, tildeels maaſkee og gejſtlige Raadgivere, ſaavel ſom overhoved det hele verdslige Ariſtokrati, optog den efter ſaa lang Tids Forglemmelſe opfriſkede Fordring paa Kronens Underkaſtelſe, at han derefter kunde indrette ſin Handlemaade, og man ſeer tydeligt at en ſaadan Underkaſtelſe af Kronen under St. Olafs Højhed, langt fra at betragtes ſom nogen Forherligelſe for Kronen, tvertimod betragtedes ſom en Forringelſe og Nedværdigelſe, og at et ſaadant Forſøg vilde blive yderſt upopulært og møde den heftigſte Modſtand.

Hvad der paa den anden Side ogſaa ſtemte Kong Magnus til nogen Eftergivenhed, var vel ikke alene, ſom Erkebiſkoppen udtrykte ſig, hans ſædvanlige velvillige Sindelag mod Kirken, og hans Retfærdighedsfølelſe, der maatte tilſige ham, at Kirken ved den almindelige Lovreform havde en billig Fordring paa at ſee ſine lovlige og overalt i det katholſke Europa erkjendte Rettigheder udtrykkeligt faſtſatte, men ogſaa ſæregne Betragtninger, deels af religiøs, deels af politiſk Natur. Kongen havde ſtrax efter Nytaar 1272 været farlig ſyg, ſaa at han endog troede ſig Døden nær, og lod ſin Ven og forhenværende Cantſler, Biſkop Aſkatin i Bergen, give ſig den ſidſte Olje[13]. Det er ikke uſandſynligt, at hans Sygdom kan have virket noget paa hans fromme Gemyt til at gjøre ham noget mere føjelig med Henſyn til Kirkens Fordringer, ligeſom man vel og maa antage, at Erkebiſkoppen ikke har undladt at benytte ſig af den ſvagere og mere blødhjertede Tilſtand, hvori Kongen befandt ſig ſom Reconvaleſcent, til at virke paa hans religiøſe Følelſe, og aflokke ham Løfter. Der nævnes viſtnok ikke, til hvad Tid i Aaret 1272 de vigtigſte Forhandlinger mellem Kongen og Erkebiſkoppen plejedes, men af det ovenfor berettede ſynes det rimeligſt, at Kongens foreløbige Løfte, om noget ſaadant gaves, har været givet i Løbet af Sommeren 1272, efterat Indkaldelſen til Conciliet var kommen. Men dette hindrer ikke, at Erkebiſkoppen ogſaa før den Tid kan have haft alvorlige Samtaler med ham om denne Sag: tvertimod er det endog det ſandſynligſte, at Erkebiſkoppen, efterat han førſt havde bragt den paa Bane i 1271 eller maaſkee allerede i 1269, og fremſat Proteſter mod flere af de foreſlagne Beſtemmelſer i den verdslige Lovgivning, ikke lod nogen Lejlighed gaa forbi til at tale yderligere med Kongen derom. Hertil kom nu ogſaa at Kong Magnus, maaſkee fornemmelig paa Grund af ſin ſidſte farlige Sygdom, ønſkede at faa Tronfølgen nærmere beſtemt og ſine Sønners Rettigheder ſikrede endnu i ſit levende Live, for at der ej, om han atter pludſelig faldt i en lignende Sygdom og bortrykkedes, ſkulde opſtaa Forvirring. Hans ældſte Søn, Olaf, om hvem der allerede ovenfor er talt, da han endnu var fød i Kong Haakons Levetid, var død i 1267, men Dronning Ingeborg havde efter den Tid født ham tvende Sønner, nemlig Erik, i 1268, og Haakon, i 1270[14]. Den ældre Tronfølgelov, vedtagen i 1260, var altfor kortfattet og i flere Henſeender mangelagtig. Den betegnede ikke tilſtrækkeligt de muligt indtreffende Tilfælde, og bar altfor meget Præget af at være lempet efter de ſæregne Forhold, der juſt paa dens Udſtedelſestid fandt Sted, nemlig da Magnus var Kong Haakons eneſte Søn, og han ſelv heller ikke havde mere end een Søn, Olaf. Den forudſætter nemlig ikke Tilværelſen af mere end een egtefød Kongeſøn, og for det Tilfælde at en ſaadan ej findes, erklærer den Kongens uegte Søn ſtrax før Tronfølger, uden med et Ord at omtale Kongens egtefødde Broder. Nu, da Kongen havde to egtefødde Sønner, maatte Tanken om, at den ældſtes uegte Søn maaſkee ſkulde kunne udelukke den anden fra Tronfølgen, være modbydelig ſaavel for Kongen og Dronningen, ſom for Folket i Almindelighed, og derfor var en ny Tronfølgelov nødvendig, hvor egtefødde Side-Arvinger fik den tilbørlige Plads foran Kongens uegte Sønner. Ved Siden heraf maatte det anſees nødvendigt at Kongen ved en ſæregen Dispoſition beſtemte, hvad Stilling hans yngre Søn efter hans Død ſkulde indtage og hvorledes han ſkulde forſørges; efter det allerede ved Overeenskomſten mellem Kong Haakon og Skule Jarl paa Rigsmødet i Bergen 1223 udtalte Princip, hvilket Erkebiſkop Einar og mange anſeede Mænd ſenere ogſaa vilde have gjort gjeldende i 1255, da der var Tale om en Dispoſition med Henſyn til Kong Haakons Sønner, Haakons og Magnus’s gjenſidige Stilling efter Faderens Død[15], faldt det ſaa at ſige af ſig ſelv, at den ældſte af Brødrene ſkulde have Kongetitel og Souveraineteten over Riget, den yngſte Hertugstitel med en Deel af Riget, paa det nærmeſte en Trediedeel, til Len under Broderens Overhøjhed. Da man maa antage, at Erkebiſkop Einar ikke kan have gjort hiint Forſlag i 1255 uden Magnus’s Vidende og foreløbige Samtykke, havde denne derved allerede ſelv paa en Viis godkjendt Principet, og dette agtede han nu ogſaa at følge. Men da Gejſtligheden, hvis den var altfor ugunſtigt ſtemt mod Kongen og Kongehuſet, kunde lægge ſtore Hindringer i Vejen mod en ſaadan Dispoſitions Antagelſe, var det af ſtor Vigtighed for Kongen at ſikre ſig dens Samtykke, og denne Betragtning kan vel have ledet ham til at give efter for Erkebiſkoppen i alt, hvori han med nogen Rimelighed kunde føje ham, uden utilbørligt at opoffre nogen af de Rettigheder, der billigviis tilkom Kronen og uden hvilke den vilde tabe i ſin Verdighed.

Der berammedes derfor et nyt Rigsmøde i Bergen til Sommeren 1273, for at ordne de her nævnte Anliggender og ſlutte den forønſkede Overeenskomſt mellem Kronen og Kirken. Imidlertid begav Kongen ſig henimod Høſten til Viken, hvor han havde aftalt en Sammenkomſt med den ſvenſke Konge Valdemar, ſaaledes ſom det i det følgende nærmere ſkal berettes, og hvor han tillige vilde holde et Møde med alle de øſtlandſke Lendermænd og Sysſelmænd, forat faa deres nye Embedspligter og Rettigheder nærmere beſtemte. Det var vel ogſaa hans Henſigt, at ſikre ſig deres Samtykke og Medvirken ved de Anliggender, der ſkulde behandles paa det foreſtaaende Rigsmøde i Bergen. Han tilbragte derfor Vinteren i Tunsberg, og ſammenkaldte der til St. Paalsmesſe (25de Januar) alle Lendermænd, Stallarer, Lagmænd og Sysſelmænd, baade fra Viken og Oplandene[16]. De Forhandlinger, ſom her fandt Sted, vedvarede hele tre Uger, og ſærdeles vigtige Beſlutninger bleve her vedtagne. For det førſte ſkulde alle Lendermænd og Veitſlemænd, altſaa ſaadanne Hirdmænd, der uden at bære Lendermandstitel dog havde faaet Veitſle, i Krigs- eller dermed beſlægtede Nødvendighedstilfælde, for hver 15 Merkers Veitſle holde til Kongens Tjeneſte fem Mand i tre Maaneder, (altſaa mindre eller mere i Forhold efterſom Veitſlen ſelv var mindre eller ſtørre, eller 1 Mand for hver 3 Merkers Veitſle) med ſaadanne Vaaben, ſom vare foreſkrevne for Hirdmænd, Gjeſter eller Kjerteſvende, ſamt Tilbehør, paa ſin egen Koſt, uden- og indenlands, ligeſom og enhver Sysſelmand i Kyſtdiſtricterne fra Elven til Rygjarbit paa ſamme Maade og i ſamme Tid for hver Tyveſesſe[17] i hans Sysſel ſkulde ſkaffe 6 Mand, eller flere, om Syſlens Lidetal var ſtørre, ſamt de i Oplandsdiſtricterne hver et engang for alle beſtemt Antal, nemlig af Valdres og Haddingdal 40 Mand, af Raumarikes ſøndre Halvdeel 12 Mand, af Raumarikes nordre Halvdeel 10 Mand, af ſøndre Hedemarken 10, af nordre Hedemarken 12, af ydre Hadafylke 10, af nordre Hadafylke 12, af nordre og ſøndre Gudbrandsdalen tilſammen 16, af Øſterdalen fem.

For det andet beſtemtes der, at enhver, ſom fik Sysſel af Kongen, ſkulde under ſit Segl udſtede og nedlægge hos Cantſleren et Reversbrev, hvori han forpligtede ſin til i ſin Embedsførſel nøje at iagttage den baade af Kongen og ham ſelv aflagte Eed, og til paa den ene Side at viſe Mildhed og Skaanſomhed ſaavel mod dem, der af Uvidenhed eller Enfoldighed kom til at paadrage ſig Bøder, ſom mod de kongelige Leiglændinger, af hvilke Landſkyld ſkulde opkræves, men paa den anden Side ogſaa at gaa frem med tilbørlig Strenghed mod dem, der ſelv ved deres Ondſkab og Voldſomhed havde forſkyldt deres Straf, ſamt paaſee, at Kongens Gaarde bleve ordentligt bebyggede, og fremfor alt ikke tage Gaver eller Beſtikkelſer, ligeſom han og ſkulde give en nøjagtig Fortegnelſe paa, hvor ſtor Kongens Visøre (eller i Skibrede-Diſtricterne Leding) var da han tog ved Syſlen[18]. Fremdeles beſtemtes det, at ſaafremt en Misdæder, der ſkulde afſtraffes, var rømt til en anden Sysſel end den, hvori Forbrydelſen var bleven begaaet, ſkulde Sysſelmanden over denne være pligtig til at udlevere ham til Sysſelmanden over hiint, paa den ſidſtes Reqviſition.

Fremdeles blev det foreſkrevet, at i Tilfælde af Manddrab, der efter Omſtændighederne ej ſtrax ſkulde ſtraffes med Døden, ſkulde Sysſelmanden ſnareſt muligt ſende Drabsmanden til Kongen med en Beretning om det Forefaldne, for hvis Sandhed de vilde indeſtaa; og dømtes han til Fængſel, ikke til Dødsſtraf ſkulde han ſendes til en af de følgende Borge: til Borgen paa Ragnhildarholmen ved Kongehelle, hvis han hørte hjemme i Egnen mellem Rigsgrændſen og Svarteborg; til Valdensholm, hvis han havde hjemme mellem Svarteborg og Kamborn (ved Moſs); til Oslo (d. e. Borgen paa Vaakeberg) fra Strøget mellem Kamborn og Dramn, ſamt fra Raumarike; til Slotsbjerget paa Tunsberg fra Egnen mellem Rygjarbit ſamt fra Thelemarken; og til Mjøskaſtellet fra alle Oplandene med Undtagelſe af Raumarike. Og dømtes endelig Banemanden til Døde, ſkulde vedkommende Sysſelmand ſelv underſøge Sagen, og ſelv ſkaffe Skarpretter, ej lade Henrettelſen beſørge ved den Dræbtes Frænder, hvilket ogſaa Loven bød[19]. Af disſe Forſkrifter har den førſte, angaaende Indberetning om Manddrab, fremkaldt den Mængde Breve om Drabsſager, der endnu forefindes her i Landet, iſær fra Tidsrummet mellem 1300 og 1530, og hvoraf mange give fortrinlige Skildringer af Folkets Leveviis og den Raahed i Sæder, ſom endnu i lang Tid herſkede, iſær blandt de lavere Klasſer[20]. Hvad Reglerne for Drabsmændenes Fængſelsſtraf angaa, da er det merkeligt nok, at denne Straf ej udtrykkeligen omtales i Loven; men det maa have været betragtet ſom en Følge af Kongens Benaadningsret, at han kunde forandre Dødsſtraffen eller Lemlæſtelſen til Fængſel paa vilkaarlig Tid. Det er i og for ilet at betragte ſom et ikke ubetydeligt Fremſkridt i Kultur, at man nu ſaaledes kunde ſikre Samfundet mod en Forbryder uden altid at anvende grummere Straffe. Dette opnaaede man ved de nye ogſaa ovenfor omtalte, Borge, der vel for en Deel havde ſkyldt Borgerkrigene deres Oprindelſe, men nu ved den humanere Fremfærd, de gjorde mulig, kunde ſiges at have opvejet de Onder, af hvilke de vare en Affødning.

Endelig beſtemtes det, at Ledingen ſkulde ydes i to Afdelinger, Vaar og Høſt, og at Vaarledingen ſkulde være udbudt til Midfaſte, indſamles til Paaſke, og bragt til Tunsberg ved Hallvardsmesſe (15de Mai), Høſtledingen udbuden ved Vinternat, indſamlet ved Mortensmesſe, og bragt til Byen til Juul, ſaavel ſom Landſkylden af Kongsgaardene[21].

Da Vaaren kom, forlod Kongen Tunsberg, og begav ſig tilbage til Bergen, hvor Mødet ſkulde holdes ved Begyndelſen af Juli Maaned, og, ſom man erfarer, umiddelbart efter Gulathing eller rettere i Forbindelſe dermed, ſaaledes at den nye Tronfølgelov, efter at være affattet og vedtagen af Høvdingerne i Bergen, ogſaa kunde paa gammel Viis lovtages paa Gulathing. Dette var nemlig endnu ikke henlagt til Botolfsmesſe, og aabnedes vel ſaaledes efter den i den ældre Lov beſtemte Tid ved Petersmesſe 29de Juni. Erkebiſkoppen og de øvrige Biſkopper, Lendermændene, Lagmændene og Sysſelmændene ſamt de fleſte haandgangne Mænd kom efterhaanden til Bergen, og Mødet blev ogſaa ualmindelig talrigt derved at Biſkop Arne i Skaalholt, ſaavel ſom en heel Deel islandſke Herrer vare tilſtede, for at faa den nu paa Island gjenoptagne Tviſt om Beſtyrelſen af Kirkegodſerne afgjort, ſaaledes ſom det i det følgende vil blive omtalt. Biſkop Arne og de islandſke Herrer vare allerede Aaret forud ankomne til Norge, og Biſkopen havde været med Kongen under hans Ophold paa Øſtlandet. Saavidt man kan ſkjønne, maa de foreløbige Forhandlinger allerede have begyndt for Gulathinget, ſiden ej alene Tronfølgeloven virkelig blev lovtagen paa Gulathing, ſom det udtrykkeligt beder, med Erkebiſkoppens, alle Lydbiſkoppernes, Lendermændenes, de øvrige lærde Mænds, Stallarernes, Lagmændenes og alle de tilſtedeværende haandgangne Mænds Samtykke[22], men ogſaa, hvorom mere nedenfor, en foreløbig Lovtagelſe af Landsloven ſynes at være ſkeet. Ved hiint Samtykke til en ordentlig reguleret Arvegang havde Erkebiſkoppen, om end ikke i udtrykkelige Ord, opgivet ſin Fordring paa at Norges Rige ſkulde være et abſolut Valgrige: en Fordring ſom jo ogſaa, efter hvad vi have ſeet, var uholdbar. Dog blev en formelig Renunciation fra Erkebiſkoppens Side af denne Fordring, ſaavel ſom af Fordringen om Kronens Ofring, indført ſom førſte Artikel i den ſtrax efter udſtedte Overeenskomſt, ſaaledes ſom det nedenfor vil ſees. Imidlertid forbeholdt han ſig dog, og Kongen indrømmede ham, at den Artikel, der tilføjedes efter det egentlige Arvetal, og ſom handlede om, hvorledes man ſkulde forholde ſig, naar der aldeles ingen var tilbage af den kongelige Stamme, og en Konge ſaaledes maatte vælges, blev formet ganſke ligeſom hiin Artikel fra 1164, hvilken Erkebiſkoppen havde fordret opfriſket, nemlig at de verdslige og gejſtlige Herrer tilligemed 12 fra hver Sysſel af Sysſelmændene opnævnte Mænd ſkulde uopfordret indfinde ſig i Nidaros til Raadſlagning; med Erkebiſkoppen, og at Erkebiſkoppens ſamt Biſkoppernes Stemmer ſkulde gjøre Udſlaget ved Valget. Saaledes kunde Erkebiſkoppen trøſte ſig med, at der dog gaves eet Tilfælde, hvor Tronfølgeren formelig ſkulde vælges og hvor den af ham for ſig og ſine Lydbiſkopper paaſtaaede overvejende Indflydelſe paa Valget var lovhjemlet. Hvad Arveloven ſelv angaar, da udtalte den førſt og fremſt det Princip at kun een ad Gangen ſkulde være Konge, og opſtillede dernæſt tretten Arvegangsklasſer, nemlig 1) ældſte egtefød Søn; 2) ældſte egtefød Sønneſøn (med det udtrykkelige Tillæg: „hvis ingen egtefød Søn er til“; yngre egtefød Søn gik ſaaledes foran ældſte egtefød Søns Som; 3) ældſte egtefød ſamfædre Broder; 4) ældſte egtefød ſamfedre Farbroder; 5) ældſte ſamfedre egtefødde Broders egtefødde Søn; 6) ældſte egtefødde Søn af egtefød ſamfedre Farbroder; 7) ældſte uegte Søn af ſidſt afdøde Konge, kun ikke fød i Hoor eller Blodſkam; 8) egtefød Datters ældſte egtefødde Søn; 9) egtefød ſamfedre Søſters ældſte egtefødde Søn; 10) ældſte mandlige Nærſyſkendebarn, ſtammende ved egte Fødſler fra den afdøde Konges Farfaders ſamfedre Broder; 11) ældſte mandlige Nærſyſkendebarn ſtammende paa ſamme Maade fra afdøde Konges Farfaders ſamfedre Syſter; 12) afdøde Konges Moders ſamfedre egtefødde Søſters egtefødde Søn; og endelig 13) næſte mandlige Arving, efter det i Loven opſtillede ſædvanlige Arvetal, før ſaa vidt han er af rette Konge-Ætt.

Det beſtemtes tillige, at den afdøde Konges Datter, Sønnedatter, Syſter eller Møder, ſaavel ſom øvrige kvindelige Frænder, der ifølge den private Arvelov vare berettigede til Arv, men derimod udelukkede fra Kongearven, ſaa og de mandlige Frænder, der ikke hørte til den egentlige Kongeætt, og ſaaledes heller ikke havde Ret til Tronarven, men derimod ſtode nærmere til privat Arv efter Kongen end Tronarvingen, ſkulde efter det private Arvetal arve alt det Gods, der kunde regnes til Kongens Privatejendom, nemlig af faſte Ejendomme hvad han ſelv havde arvet efter ſine Frænder, eller kjøbt for Løsøre, (hvilket dog ei maatte være indkommet ved Salg af Krongods) ſamt alt det Løsøre og de Ejendele, der ej hørte Kronen til, med mindre den Afdøde havde gjort en udtrykkelig teſtamentariſk Dispoſition[23].

Vi have allerede ovenfor gjort opmerkſom paa, at dette Arvetal, ligeſom det foregaaende, er nærmeſt lempet efter de for Haanden værende Omſtændigheder. I 1260 gjaldt det at ſikre Magnus Tronfølgen; i 1273 gjaldt det at ſikre Kongens yngre Søn, Haakon, Tronfølgen fremfor umyndige Sønner af den ældre; hvis Erik døde før Faderen, efterladende en Søn, vilde dog ikke denne, men Haakon, arve Tronen, og hvis Erik døde, efter at være bleven Konge, men kun efterladende en Datter eller Datterſøn, vilde Haakon ligeledes blive Tronfølger. Det var vel fornemmelig Mindreaarigheder, man ſøgte at undgaa, men det er dog heller ikke ſaa uſandſynligt, at Kong Magnus kan have haft nogen Forkjærlighed for ſin yngre Søn, der viſt var et meget mere opvakt Barn end den ældre. Vi ville ſenere ſee hvorledes nye Forhold endnu engang bevirkede en Forandring i Konge-Arveloven[24], der ſaaledes, ſkjønt den burde have været urokkelig, dog kom til at høre blandt de omſkifteligſte af Norges ældre Grundlove.

I Forening med Konge-Arveloven, og før dennes Vedtagelſe paa Gulathing, maa der ligeledes allerede være truffen en endelig Beſtemmelſe om de Titler, Kongens Sønner ſkulde bære, og de Forleninger, den yngſte ſkulde have, ſiden det allerede i det nys omtalte Tillæg til Arveloven, hvor der er Tale om at de verdslige og gejſtlige Høvdinger ſkulde indfinde ſig for at vælge Tronfølger, heder: „Hertug og Jarl, om de ere til“ o. ſ. v.[25] Her forudſættes ſaaledes Hertugens Tilværelſe. Det ſynes desuden ſom om hiin Lovtagelſe førſt fandt Sted efter at Kongen havde ladet ſine Sønner udraabe, den ene til Konge, den anden til Hertug. Thi Petersmesſedagen (29de Juni) aabnedes ſom ſagt, Gulathing, og allerede to Dage efter (Søndag 1ſte Juli) havde Kongen i ſin Sommerhall en Hirdſtevne, hvori han bekjendtgjorde, hvad der var beſluttet angaaende hans Sønners Titler, og hvor han tillige gav ſine Mænd de behørige Forſkrifter, hvorledes de ſkulde forholde ſig ved Hyldings-Højtideligheden, hvilke Vaaben de ſkulde bære o. ſ. v. Og denne Højtidelighed berammedes allerede til den følgende Tag, Marie Beſøgelſes-Tag eller St. Svithuns-Dag (2den Juli), den ſamme Dag, paa hvilken Cardinal Villjam havde indviet Apoſtelkirken, og ſom derfor tillige var dennes Kirkemesſedag, altſaa var en tredobbelt Feſtdag[26]. Da 1ſte Juli var en Søndag, kunde Gulathinget til denne Tid netop have begyndt ſine Forhandlinger, og vanſkeligt have tilendebragt dem; det er derfor rimeligt, at Kongen, Erkebiſkopen og de øvrige Herrer førſt ſenere, henimod Thingets Slutning, have begivet ſig til Gulathing, for at lade Arveloven antage med deſto ſtørre Højtidelighed. Tidligt om Morgenen den 2den Juli hørte Kongen ſelv Tider og Mesſe i Apoſtelkirken, og begge Junkerne, af hvilke den ene kun var fem, den anden kun tre Aar, „Udmesſe“ i Chriſtkirken de spiritu sancto. Imidlertid var der om Morgenen tidligt tilblæſt almindeligt Thing paa det ſædvanlige Sted, Chriſtkirkegaarden, og alt ordnet ſaaledes ſom Kongen Dagen forud havde beſtemt. Dette var vel i det hele taget ſaaledes ſom det havde været Skik og Brug ved de tidligere Hyldinger, men dog i flere Stykker anderledes, og derfor vel paa det nærmeſte ſaaledes ſom det findes foreſkrevet i „Hirdſkraa“, efter den Bearbejdelſe og Udvidelſe, ſom Kong Magnus underkaſtede denne Lov (hvorom mere nedenfor). Magnus behagede ſig altfor meget i al Slags pragtfulde Optog, Højtideligheder og Ceremonier, til at han ej ſkulde have grebet denne Anledning, den eneſte, han kunde vente at opleve, til at gjøre de Forandringer og Forbedringer i det ældre Ceremoniell, ſom han fandt pasſende, og derfor er det vel næſten at anſee ſom viſt, at det Ceremoniell, der findes paabudt i Hirdſkraa Cap. 5, netop er det ſelvſamme ſom det, Magnus nu faſtſatte paa Hirdſtevnen, og af hvilken endog denne Hirdſtevne ſelv dannede en Deel. Det beſtemmes her udtrykkeligt, at Kongen paa denne Hirdſtevne ſkal foreſkrive Hirden, hvorledes den havde at forberede ſig til og forholde ſig ved den foreſtaaende Akt[27]. Det er og her foreſkrevet, at den vordende Konge netop ſkal lade ſig ſynge Mesſen de spiritu sancto med flere dertil beſtemte Collecter[28]. Derpaa ſkulde han gaa til Altaret og forrette en Bøn, ſamt knælende modtage Velſignelſen af Biſkoppen. Derefter ſkulde det hellige Kors og de øvrige Helligdomme, der havdes ved Haanden, altſaa i nærværende Tilfælde St. Sunnivas Skriin, bæres i Procesſion ud til Thingpladſen, hvor alle, der kunde, ſkulde begive ſig hen. Alt dette blev viſtnok nøjagtigt iagttaget. Paa Thingpladſen ſkulde der være indrettet en ſtor Tribune med Trappetrin og flere ſaakaldte Højſæder, af hvilke det i midterſte, det kongelige, ſkulde være højeſt og ſmukkeſt prydet. En ſaadan Tribune eller Hyldingsſtol ſtod muret paa Chriſtkirkegaarden i Nidaros; i Bergen var den vel kun for Dagen indrettet af Træ. Her ſkulde nu alle de tilſtedeværende Høvdinger ſætte ſig i Sæderne paa begge Sider af Kongehøjſædet efter deres Rang, kun Kongehøjſædet ſelv ſkulde, ſom det heed, ſtaa tomt, og Kongsevnet, ſom den vordende Konge kaldtes, ſætte ſig paa Trinet nedenfor, indtil han havde faaet Kongenavn. Denne Beſtemmelſe gjelder dog kun det ſom det ſædvanligſte forudſatte Tilfælde, at ingen anden regjerende Konge er tilſtede end Kongsevnet ſelv. Men her, hvor Hyldingen ſkulde ſkee endnu i den regjerende Konges Levetid, og hvor denne desuden ſkulde creere den yngre af Sønnerne til Hertug, ſatte han ſig viſtnok ſelv paa Kongetronen. Den vordende Hertug ſatte ſig efter Forſkriften ogſaa paa det ſamme Trin ſom Broderen. Da man var kommen til Sæde, rejſte en af den forſamlede Skare, ſandſynligviis en anſeet Bonde, ſig, og bød Kongen velkommen[29]. Derpaa traadte Stallaren Vigleik Audunsſøn frem og holdt en Tale paa Hirdens Vegne. Efter ham holdt Erkebiſkoppen en lang og ſmuk Tale, hvori han førſt berørte den Sorg, alle havde følt over Junker Olafs Død, og derpaa udbredte ſig over den Fryd, Gud nu havde forundt det hele norſke Folk[30]. Efter det nye Ceremoniell var det ej længer en Bonde, der ſkulde give Kongsevnet Kongenavn, men den fornemſte af de Tilſtedeværende, læg eller lærd. Dette Hverv tilfaldt altſaa nu Kongen ſelv, ſom holdt en ſmuk Tale og endte den dermed, at han gav Erik Kongenavn og Haakon Hertugsnavn, hvorefter de begge toge Plads i det kongelige Højſæde. Den nys udnævnte Konge ſkulde ifølge Forſkriften løftes op deri af alle Biſkoperne, Lendermændene, Hirdſtjorerne og Lagmændene, under Afſyngelſen af Te Deum og Kyrie eleison, medens Kongen kun ſkulde give Hertugen Haanden og ſætte ham ved ſin Side, ſamt ſtaaende overrække ham Sverd og Merke. De Ord, hvormed Kongenavnet gaves, vare disſe: „det Kongenavn, Gud forlener dig og ſom du er fød til, og af Landſens Folk tagen til efter den hellige Kong Olafs Lov, det lægger jeg paa dig, Erik Magnusſøn, paa Guds Vegne og alle deres, ſom under dit Velde ere ſatte, med den Hæder og Magt, ſom tilkommer det at følge over hele Norge og dets Skatlande; i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, Amen“[31]. Disſe Ord ſees med Flid at være ſaaledes valgte, at de ſkarpt udtale Arvekongens medfødte, af Gud ſelv uden nogen Mellemkomſt enten af Kirken eller Folket overdragne Ret til Kronen. Formularen for Hertugsudnævnelſen lod ſaaledes: „Det Navn, jeg lægger paa dig, Haakon Magnusſøn, paa Guds Vegne, og af den Magtfuldkommenhed, han har forlenet mig, det giver jeg dig med Godvilje; og lade Gud ſelv ſin Miſkund følge det med alle de Dele, han ſeer at være dig meeſt tjenlige, til hans Ære, min Hæder og Lettelſe, dig ſelv til Lokke og Held, alle dem til Fred og Glæde, ſom jeg med Guds Forſorg undergiver din Raadighed“. Efter Udnævnelſen gik, fremdeles efter det beſkrevne Ceremoniell, den unge Konge og Hertug begge til St. Sunnivas Skriin for derpaa at aflægge deres Eed, Kongen til Folket og Hertugen til Kongen; hvorefter Lendermændene og Hirdſtjorerne, Lagmændene og Bønderne, eller et Udvalg paa Bøndernes Vegne afſagde den unge Konge deres Troſkabseed. Kongens Hyldingseed lod kun ſimpelt hen ſaaledes: „det lover jeg Gud og hans hellige Mænd, og det hans Folk ſom jeg uverdig er ſat over, at jeg ſkal holde den chriſtne Lov ſom den hellige Kong Olaf ſtiftede og andre hans Efterkommere have nu ſamtykt mellem Kongen og dem ſom Landet bygge; med begge Parters Samtykke, og med gode Mænds Raad at forbedre dem efter den Forſtand, Gud forunder mig“.[32] Her ſtod der heller intet om nogen ſærlig Forpligtelſe til Kirken, uagtet Erkebiſkoppen viſtnok ſaare gjerne havde ønſket noget ſaadant indført, og rimeligviis ogſaa havde gjort ſig megen Umag for at det maatte ſkee, hvilket aller bedſt ſees deraf, eg han ſyv Aar efter, da Kong Erik ſkulde krones og aflægge Konge-Eed paany, ikke var tilfreds med at denne aflagdes efter den gamle Formular, men forandrede den netop ſaaledes, at Biſkoppernes og Kirkens Rettigheder og Friheder førſt og fremſt, og udtrykkeligt, bleve varetagne[33]. Han kan altſaa ikke have været ſynderlig behageligt ſtemt, da han hørte Kongenavnet gives og Eden aflægges, hvad enten nu Formularerne for disſe Akter have været underkaſtede foreløbig Drøftning og Vedtagelſe, eller Kongen her ganſke handlede paa egen Haand, uden at have raadført ſig med andre end ſine kjæreſte og paalideligſte Venner.

Alligevel maa Forholdet mellem Kongen og Erkebiſkoppen i det Hele taget have været nok ſaa venligt, ſiden den ſidſte ikke engang havde noget imod at forherlige Hyldingsfeſten ved hiin lange og ſmukke Tale, der ſynes at have været fuld af mange for Kongen og hans Huus ſmigrende Ord. Dog kan der vel og have været indſtrøet Bemerkninger, der ſigtede til, hvad Kirken troede at kunne fordre til Belønning for hvad den nu havde opgivet, og ſom udtalte Haabet om, at disſe Anliggender nu ved de foreſtaaende Underhandlinger og den forventede Overeenskomſt vilde blive ordnede paa en for begge Partier tilfredsſtillende Maade. Den hele Højtidelighed ſluttede vel, ſom de tidligere af ſamme Slags, og ſom det ved Loven var foreſkrevet, med et feſtligt Gjeſtebud. Rimeligviis beſtemtes det, ſom det allerede ovenfor er antydet, ved denne ſamme Lejlighed, hvor ſtort Hertug Haakons Len ſkulde være, og hvilke Forpligtelſer der ſom Vaſall ſkulde paaligge ham. Thi Hirdſkraaen forudſætter udtrykkeligt, at Hertugen ſkulde have en Deel af Landet til Len, og optegner nøje Hertugens Pligter. „Hertugen“ lyder Hirdſkraa, „ſkal frit (frjálslega) raade over den Deel af Landet, ſom Kongen giver ham at tage Sagøre af med Miſkunhed, kun ſkal han ikke have ſtørre Udbud end Kongen, uden denne i Nødsfalds-Tilfælde tillader det. Han ſkal ikke bortſkjenke det Jordegods, Kongen forlener ham med, men han maa bortforlene dem til hvem han vil. Heller ikke ſkal han have flere haandgangne Mænd end Kongen og forſtandige Mænd finder tilbørligt, og forøger han ſin Hird, efter at Kongen har forbudt det, da ere alle de, der ſværge ham Troſkabseed, ſkjønt Kongens Forbud var bekjendt, Landraademænd. Hertugen ſkal heller ikke forlade Landet uden Kongens Tilladelſe, lige ſaa lidet ſom han ſkal ſtaa i venſkabelig Forbindelſe med nogen Høvding, med hvem Kongen af lovlige Grunde ſtaar paa fiendtlig Fod, eller have de Mænd i ſin Tjeneſte, paa hvilke Kongen er vred. Er der Ufred i Landet, ſkal Hertugen og alle hans Mænd være forpligtede til at underſtøtte Kongen i alle nødvendige Foretagender, og kræver Nødvendighed det for Hertugen, da ſkal Kongen igjen ſkaffe ham ſaa ſtor Hjelpe-Styrke ſom gode Mænd finde pasſende. Ere de ſammen i Ufred, da ſkulle de og deres Mænd begegne hinanden ſom de, der danne et eneſte Samfund. Hertugen er forpligtet til, baade i Fred og Ufred at føre de Fejder, Kongen med Rimelighed befaler ham at føre, og hvori han ogſaa, om det gjaldt, vilde ſende ſine kjæreſte Venner. Naar Hertugen er hos Kongen, ſkulle Hertugens Mænd beſørge Vagthold og al anden Udkig og Bevogtning, lige ſaa vel ſom Kongens, efter Mandtal og Lodkaſtning. Kongen lægger førſt ind i enhver Havn. Hertugen ſkal være ſin Konge huld og tro, opmerkſom paa al Fare, og vogte vel paa Fienders Tale og Raad. Beſkylder Kongen ſin Hertug for Svig eller Utroſkab, da ſkal dette ranſages med Skjønſomhed, men ikke refſes med Heftighed og Voldſomhed. Negter han Beſkyldningen og forſikrer om ſin Troſkab, da ſkal han tilbyde Giſler og erklære ſig rede til at underkaſte ſig retlig Underſøgelſe, hvorpaa Sagen ſkal underſøges med Skjønſomhed og nøde Mænds Raad efter Loven. Vægrer Hertugen ſig uden lovligt Forfald for at komme til Kongen, ſkjønt han er lovligen ſtevnt, da maa man dømme Beſkyldningen at være ſand, og alle de, ſom efter denne Doms Afſigelſe frivilligt følge ham eller viſe ham nogen Lydighed, ere alle Ubodemænd. Som Udmerkelſestegn beſtemmes, at Hertugen kunne lade bære Merke for ſig, hvad enten han rider til Byen eller ror, med mindre Kongen allerede er der; ligeledes ſkal han, naar Kongen ikke er tilſtede, have et bevæbnet Følge af 6 Perſoner; i Kongens Nærværelſe kun af fire[34].

Dette viſer, at den nu creerede Hertugs Rettigheder ikke kunne have været ſaa ſtore ſom Hertug Skules, ſiden, hvad derfor Reſten er merkeligt nok, Ledingen maa have været forbeholden Kongen, da aldeles intet nævnes om denne, medens det derimod udtrykkeligt ſiges, at Lenet overdrages Hertugen til at tage Sagøre af[35]. Heraf maatte da ogſaa følge at Sysſelmændene i Hertugens Len egentlig vare at betragte ſom kongelige, og rimeligviis ſkulde udſtede Forſikringsbrev ſamt aflægge Eed baade til Kongen og Hertugen. Men for øvrigt var den Stilling, man tænkte ſig at denne ſkulde indtage, ganſke en Lensfyrſtes, der uhindret førte Regjeringen over og oppebar de øvrige Indtægter af det ham overdragne Len, uden nogen Indblanding af Overherren, og kun var forpligtet til at viſe denne Troſkab og underſtøtte ham i Krig, efter Lensforholdets ſædvanlige Medfør. Der nævnes intet om at Lenet ſkulde være arveligt i Hertugens Ætt, thi det maa anſees viſt, at det gjaldt herom, hvad der ſtrax efter udtrykkeligt ſiges om de Jarler, Kongen udnævner i det egentlige Norge, „at Jarldømmet paa ingen Maade havde at gaa i Arv, ſkjønt enkelte utilbørligt havde klængt ſig derved“. Hertugdømmet var nemlig, ſom vi allerede ovenfor have viiſt ved at omtale Hertug Skules Ophøjelſe til denne Værdighed, i ſig ſelv intet andet end Jarleværdigheden med en noget højere Titel og Rang. De for Jarlen opregnede Rettigheder og Pligter ere ogſaa ganſke de ſamme, ſom de, der opregnes for Hertugen; begge derom handlende Capitler ere aldeles ligelydende, og ſelv det Antal Folk, Hertugen eller Jarlen kan benytte til Følge, angives for begge lige ſtort[36]. Hvad der ſiges om Oprindelſen til denne indenlandſke Jarleværdighed, nemlig at Norges Konge ſtundom giver ſine egtefødde Sønner, ſtundom ſine egtefødde Brødre eller nærmeſte Svogre Jarlsnavn, og giver dem ſaadanne Stykker af Landet, beliggende i de Egne af Riget, og paa de Vilkaar, han finder for godt, pasſer lige ſaa godt paa Hertugsværdigheden, og Navnet eller Titlen gjør fra denne Side intet til Sagen. Saaledes maa det da viſtnok ogſaa henføres til Hertugsværdigheden, hvad der end videre tilføjes ſom Beviis paa at Jarleværdigheden i Norge ej var arvelig. For det førſte, heder det, „kan det nokſom beviſes, at den aldrig har gaaet i Arv. For det andet findes ingenſteds i Landet nogen ſæregen til Jarldømmet beſtemt Part, men naar Kongerne have givet Jarlerne noget af Landet, da have de givet dem Len, ſom det har behaget dem bedſt, ſnart i Froſtathingslagen, ſtundom i Gulathingslagen, ſtundom i Viken og iſær paa Oplandene, ſtundom ogſaa i alle Dele af Landet, men deſto mindre paa hvert Sted[37]; ofte have ogſaa Kongerne tilbagetaget de Forleninger, de have givet Jarlen paa een Kant af Landet og givet ham Len andetſteds, efter ſom de have fundet det meſt pasſende; der findes ogſaa hverken Jordegods eller Odelsjorder nogenſteds i Norge ſærſkilt henlagte til Jarldømmet. For det tredie, og hvad forſtandige Mænd iſær have lagt Vegt paa, have kloge Konger ofte fundet, at Jarlerne vare upaalidelige, enten mod dem ſelv eller mod deres Forfædre, hvorfor det er retteſt at Kongen har det i ſin Magt at hædre og fremme den meſt ved Forleninger af ſin Fædrenearv, ſom han befinder at være ham huldeſt, og vil lægge meſt Vind paa at udføre hans Befalinger uden- og indenlands, thi alt Landet er Kongens Odel og Eje, og det er ikke ſikkert at det gaar bedre, om man forſøger paa noget andet. Og for det fjerde, ſaaledes ſlutter denne merkelige Erklæring, er det jo bekjendt nok, at der lange Stunder ſlet ikke har været nogen Jarl i Norge, og dermed har Almuen været bedſt tjent, thi ſjelden har det baadet Smaafolket, at der var flere Befalingsmænd paa een Gang“[38]. — Det kan ſaaledes umuligt have været Kongens Mening, at Hertugsværdigheden med tilhørende Len ſkulde gaa i Arv. Man havde desuden allerede et afſkrækkende Exempel paa, hvad det blotte Spørgsmaal derom kunde lede til, i Stridighederne mellem den kongelige og hertugelige Linje i Danmark.

Hvor ſtort Len Hertug Haakon fik, angives ingenſteds. Man kan vel af flere Omſtændigheder ſlutte, at Meningen har været, at han ſkulde have en Trediedeel af Norge og Skatlandene, men hvad der regnedes til denne Trediedeel, nævnes ikke udtrykkeligt; man kan kun nogenledes ſlutte ſig dertil fra de ſenere af ham ſom Hertug udſtedte Breve. Af disſe ſees, at han fik alle Oplandene eller hvad der nu regnedes til Eidſivathingslagen, paa Øſterdalen nær[39], ſaavel ſom Oslo med Oslo-Sysſel[40]; dertil Egdafylke og Rygjafylke[41], ſamt endelig Færøerne og Hjatland[42]. Derimod ſynes Veſtfolden eller Tunsbergs Sysſel ſaavel ſom Borgeſysſel, Ranafylke og Skiduſysſel at have været forbeholdt Kongen[43], eller de vare maaſkee allerede bortforlenede eller bortlovede til visſe anſeede Mænd med det Forbehold at de ſkulde beholde Syſlerne paa Levetid, uden at ſtaa under andre end Kongen ſelv, og med ſtørre Rettigheder end de almindelige Sysſelmænd. Saaledes ſees det, at Erling Alfsſøn i 1276 havde Borgeſysſel, og Skiduſysſel var i det mindſte ſenere overdragen til den nye Cantſler, Thore Haakonsſøn. Muligt er det vel og, at enkelte Ændringer i den oprindelige Beſtemmelſe kunne have været gjorte ſtrax før eller efter Kongens Død. For Reſten faldt det ſig vel af ſig ſelv, at Hertugen ej ſkulde tiltræde Forleningen førend efter Kongens Død, og vel heller ikke da, førend han var bleven myndig.

Ved denne Lejlighed vedtoges ogſaa lignende Beſtemmelſer for Sysſelmændene nordenfjelds, ſom det ved Mødet i Tunsberg havde været vedtaget for dem paa Øſtlandet. Af Egdafylke ſkulde der holdes fire Mand af hver Skibrede, ſaaledes bevæbnede og udruſtede, ſom før beſtemt for Viken; af Ryfylke, Hørdafylke og Sogn tre, af Søndfjord to, af Nordfjord tre, af Søndmøre to, af Raumsdal og Nordmøre tre Mand af hver Skibrede, af Thrøndelagen deels to, deels tre Mand af hver Skibrede, af Naumdal to, af Haalogaland fire Mand af Skibreden. Om Stederne hvor Forbrydere ſkulde holdes i Fængſel, findes ingen Beſtemmelſe; ſandſynligviis har man kun haft de to Borge ved Bergen og Nidaros at vælge imellem, og faldt det da af ſig ſelv, at Gulathingslagens Forbrydere bragtes til hiin, Froſtathingslagens til denne. Ved disſe Beſtemmelſer oprettedes, kan man ſige, en for de Tider ikke ubetydelig ſtaaende Hær. Thi det Antal, Sysſelmændene ſom ſaadanne ſkulde holde, beløber ſig efter en temmelig nøjagtig Beregning til 1084[44]. Naar her foruden de, der havde Veitſler (d. e. vare forlenede med Kongsgaarde), ſkulde ſtille fem Mand for hver 15 Mks. Veitſle, altſaa 1 Mand for boer tre Mks. Veitſle, kan man vel regne at Lendermændene, af hvilke der vel gaves omtrent 120[45], og ſom hver i Gjennemſnit havde 15 Mks. Veitſle, ſtillede 600, og de øvrige haandgangne Mænd, ſamt Lagmændene, der vel ogſaa tilſammen havde ikke mindre end 1800 Mks. Veitſle, ligeledes 600 Mand; det hele Beløb udgjorde ſaaledes 3284 Mand. Viſtnok vare vel mange Sysſelmænd ogſaa tillige Lendermænd, men derfor kan man ikke regne deres Contingent ſom ſaadanne ind i, hvad de ſom Sysſelmænd ſkulde ſtille: dette ſtilledes af Syſlen, hiin derimod af deres Veitſlegods. Hertil komme nu og de Tropper, ſom Sysſelmanden i Jemteland og Herjedalen vel ogſaa maa have ſtillet, ſkjønt det ikke optegnes. De reglementerede Vaaben for disſe Tropper vare i det mindſte en ſterk Vaabentrøje, Staalbue, Skjold, Sverd, Spyd, og Haandbue med to Tylfter Brodde[46]. Denne Hær var ſaaledes ej alene i ſig ſelv temmelig ſterk, men ogſaa vel bevæbnet. Det er nemlig tydeligt, at disſe Tropper nu traadte ganſke i Stedet for de tidligere ſaakaldte Huuskarle eller Lenstropper, ſom Lendermændene vare pligtige at holde, og hvis Antal vilde have udgjort omtrent 2400 Mand, men ſom nu billigtviis maatte fordeles anderledes, da der i Tidens Løb var opſtaaet et ganſke andet Syſtem med Veitſlerne, end forhen; i ældre Tider var der neppe andre Veitſlemænd end Lendermændene, hvoraf hver havde des ſtørre Veitſler og kunde holde des flere Mand, hvorimod Aarmændene, der forrettede Sysſelmændenes Pligter, intet havde med at ſtille Tropper; nu var der ved Siden af Lendermændene mindre Veitſlemænd; Sysſelmændene vare komne op i Aarmændenes Sted ſom virkelige Befalingsmænd, og vare tildeels ſelv Lendermænd, idet mindſte Veitſlemænd: her udkrævedes altſaa en ny Fordelingsmaade. Det maatte da næſten falde af ſig ſelv, at det Antal Tropper, Sysſelmændene ſkulde bolde, beregnede-s i Sødiſtricterne efter Skibrede-Antallet, uden at man deraf maa forledes til at tro, at denne Troppeſtilling traadte i Stedet for den virkelige Leding- eller Folke-Udbudet. Dette vedblev lige fuldt, eller meentes i det mindſte at ſkulle vedblive; en anden Sag var det, at disſe Ledingstropper kom til at ſpille en mere og mere ubetydelig Rolle ved Siden af Huustropperne, eller, ſom man gjerne kan kalde dem, de ſtaaende Tropper, for ſaa vidt det maa antages, at i det mindſte Sysſelmændene, om de end ikke have holdt det hele foreſkrevne Antal uden i Krigstid, dog altid have været omgivne af ſaa mange Krigere eller Huuskarle, ſom vare nødvendige for dem til at opretholde Orden i deres Syſler, hvilken mindre Skare da igjen udgjorde Kjernetropperne, med hvem de øvrige, der ſkulde holdes i Krigstilfælde, forenedes, og af hvilke de lærte den tilſtrækkelige Vaabenfærdighed, for ſaa vidt de ikke allerede forhen havde erhvervet den. Sandſynligviis regnedes ogſaa blandt disſe Tropper de før omtalte Borgere, der dannede Beſætningen i de nys oprettede Borge.

Der er al Grund til at antage, at ogſaa den nye private Arvegangslov ved denne Lejlighed, eller rettere allerede paa Gulathinget, blev vedtagen. Det var nemlig i og for ſig rimeligt, at den behandledes i Forbindelſe med Kongearve-Loven, ſom den i visſe Tilfælde ſupplerer. Vel kunde man ſige, at hvor Kongearve-Loven, efter at have gjennemgaaet de 12 Arvegangsklasſer, erklærer den, ſom ifølge den private Lov er nærmeſt til Arv, for ret Tronarving, ſaavel ſom hvor den omtaler de Slægtninger af den afdøde Konge, der i Følge den private Arvelov ſtaa nærmere til Arv af Gods, end Tronarvingen, har den ikke nogen beſtemt Arvelov for Øje, men ſigter kun i Almindelighed til, hvad der til enhver Tid er beſtaaende: imidlertid ſynes dog dens Udtryk „ſom Landsbogen vidner i det almindelige Arvetal“, at maatte betegne den nye Fælleslov, thi kun denne kunde kaldes „Landsbogen“. Desuden blev den nye Lov endeligt lovtagen inden næſte Rigsmøde; Rigsmødet 1273 var ſaaledes det eneſte, paa hvilket det troe Arvetal kan have været behandlet og vedtaget, for ſaa vidt det overhoved kom føre paa noget Rigsmøde, hvilket man dog maa antage om en ſaa vigtig Forandring, hvorved endog et aldeles nyt Arvegangsprincip indførtes[47]. I Forbindelſe hermed har da vel ogſaa den nærmere Beſtemmelſe og Begrændsning af Odelshævd og Odelspræſcription fundet Sted, ligeſom overhoved de øvrige Punkter, der trængte til en ſæregen Drøftning og Vedtagelſe, førend de indførtes i Lovbogen, her maa have været behandlede: de kunne dog ikke have været mange. Ja det lader endog til, at disſe her nævnte Forandringer i den verdslige Lovgivning have været forelagte paa Gulathinget til Antagelſe allerede ſtrax ved dets Aabning, og at den hele Lovbog med det ſamme foreløbigt blev vedtagen.

Da ſaaledes disſe vigtige verdslige Anliggender vare afgjorte, ſkred man til at behandle de kirkelige. Dog kom førſt den vigtigſte islandſke Sag for, mellem Biſkop Arne af Skaalholt og Kirke-Ejerne, ſaaledes ſom det i det Følgende ſkal nærmere berettes. Uagtet Kongen heldede til disſes Side, faldt Dommen, hvilken Erkebiſkoppen afſagde den 24de Juli, ganſke til Biſkoppens Fordeel. Endelig kom Raden til Tviſte-Emnerne mellem Kongen og Erkebiſkoppen, af hvilke dog flere nu allerede vare afgjorte, og efter mange Forhandlinger fra begge Sider, ſom det heder, ſluttedes da omſider den længe forberedte Overeenskomſt, med Biſkoppernes, Baronernes, de nidaroſiſke Chorsbrødres, og flere andres Raad og Samtykke. Det tør dog nok hænde, at der ved hine „mange Forhandlinger“ ſigtes til alle dem, der overhoved i dette Emne havde fundet Sted, ikke til de nu ſidſt afholdte alene, hvor man allerede var bleven enig om de vigtigſte Hovedpunkter, ſaa at Erkebiſkoppen, ſom vi have ſeet, endog tog en vigtig Deel i Hyldings-Højtideligheden.

Overeenskomſten er affattet paa Latin, og dateret den 1ſte Auguſt 1273. Dens egentlige Grundlag er, ſom man ſeer, den før omtalte Privilegie-Bulle af Pave Coeleſtin til Erkebiſkop Erik, fra 1194, af hvilken den endog ſaa godt ſom Ord til andet indeholder flere Artikler. Men denne Bulle ſtemmer vel igjen for ſtørſte Delen med den oprindelige, nu tabte, Overeenskomſt mellem Kongerne Sigurd, Inge og Eyſtein, og Cardinal Nikolas, af 1152, der indeholdt de Friheder og Forrettigheder, ſom ved denne Lejlighed tilſtodes Nidaros Metropolitankirke: ſaaledes tør man vel antage, at Overeenskomſten af 1273 paa det nærmeſte ogſaa indbefatter alle Artikler af hiin. Dens Indhold er følgende:

1) At Erkebiſkoppen „for at holde Fred ſamt til Kirkens Gavn og Sjæles Frelſe“ afſtod for ſig og ſine retmæsſige Efterfølgere, ſaaledes ſom det allerede ovenfor er omhandlet, fra al Ret til Kongernes Udvælgelſe, Kongedømmets Underkaſtelſe, og Kronens Ofring, ſaa længe der fandtes nogen arveberettiget efter Loven, hvorimod i Mangel af en ſaadan de førſte og bedſte Stemmer forbeholdtes Erkebiſkoppen og Biſkopperne ved Valget.

At Kongen for ſig og ſine Efterfølgere til evig Tid fraſkrev ſig al den Ret, han hidtil havde udøvet til at underſøge og paakjende Sager der vedkom Kirken, forbydende ſtrengeligt alle ſine Sysſelmænd og Lagmænd at underſtaa ſig at dømme i ſaadanne Sager, eller under Paaſkud af nogen tidligere ſædvansmæsſig Ret, Kongen kan have udøvet, at befatte ſig med dem, hvorimod de for Fremtiden alene ſkulde behandles af gejſtlige Dommere. Disſe Sager vare alle de, der angik gejſtlige Perſoner, hvad enten de havde Retstrætter med hinanden indbyrdes, eller ſagſøgtes af Verdslige; Egteſkabsſager, Fødſelsſpørgsmaal, Sager vedkommende Patronatsretten, Tiender, hellige Løfter, Teſtamenter, iſær til Kirker eller gejſtlige Stiftelſer, Værn for Pilegrime, der beſøgte St. Olafs eller andre Helgeners Helligdomme, og disſe Pilegrime vedkommende Sager, Kirkens Ejendomme, Bannsverk, Meeneed, Aager, Simoni, Kjetteri, Frilleliv, Hoor, Blodſkam og alle andre der ifølge den almindelige-Ret kunde henhøre til den kirkelige Domſtol.

3) At Kongen paany indrømmede, hvad allerede hans Forgængere havde indrømmet, at Erkebiſkoppen og Biſkopperne ſkulde til de af Kongerne ſtiftede eller doterede Capeller lige ſaavel ſom til andre Capeller i Provinſen kunne udnævne pasſende Preſter, uden Kongernes eller andre Lagmænd-s Samtykke eller Præſentation. Denne Artikel er ſaagodtſom Ord til andet den ſamme, ſom den 3die Artikel i Bullen af 1194, der viſtnok ogſaa allerede fandtes i Overeenskomſten af 1252, eller i det mindſte den af 1164, men ſom dog havde været et Tviſte-Emne i Sverres Tid, indtil Kong Haakon Sverresſøn forligede ſig med Kirken og opgav ſin Fordring 1202; hvad der ſiges om tidligere Kongers Indrømmelſe pasſer ſaaledes bedre i nærværende Overeenskomſt, end i hiin Bulle af 1194.

4) Den fjerde Artikel i Bullen af 1194 at ved Udvælgelſen af Biſkopper og Abbeder ſkulde ingen Magt, Vold eller Myndighed af nogen Konge eller Fyrſte komme imellem, men Beſættelſen af Embedet kun ſkee efter lovligt Valg, bekræftedes ordlydende, kun ſaaledes at Ordet „Samtykke“, der findes i Bullen, her udelodes, hvoraf man da maa ſlutte, at et Slags formelt Samtykke forbeholdtes Kongen; dette blev, ſom det ſiden vil ſees, nærmere forklaret i den endelige Overeenskomſt af 1277.

5) Kongen indrømmede paany, heder det, at det ikke ſkulde være tilladt Kongerne, imod gammel Sædvane, til Kirkernes eller de Gejſtliges Skade at forandre Rigets vedtagne og ſkrevne Love eller de faſtſatte Pengebøder, enten med Henſyn til Gejſtlige eller Verdslige. Dette er altſaa et Slags Bekræftelſe af den ældre, oftere omtalte 11te Artikel i Bullen af 1194, der ogſaa kan ſees at have udgjort en Deel af Overeenskomſten 1152. Men her viſer ſig den merkelige Omſtændighed, at medens hiin ældre Artikel udtrykkeligt fordrer „Biſkoppernes Samtykke og forſtandige Mænds Raad“ ſom Betingelſe for enhver Lovsforandring (en Beſtemmelſe, der allerede i ſig ſelv maatte gjøre Rigsmøder nødvendige, om end ikke andre Aarſager fremkaldte dem), og derimod føjer Tillægget „mod gammel Skik“ og „til Kirkens eller Gejſtlighedens Skade“ kun til det ſidſte Led, om Forandring af Pengebøder, har Artiklen i Overeenskomſten intet Ord om hiint Samtykke til Lovsforandringer, men indeholder kun et abſolut Forbud mod at forandre enten Love eller Bodsbeſtemmelſer til Kirkens eller Gejſtlighedens Skade[48]. Da man nu ikke kan antage, at Udeladelſen har været tilfældig, maa man betragte den ſom en Antydning eller Forudſætning af, at herefter, naar den almindelige Lov engang var vedtagen, ſaadant Samtykke af Biſkopper og de forſtandige Mænd til partielle Lovsforandringer ikke mere ſkulde være nødvendigt, men at det ſkulde ſtaa Kongerne frit for, paa egen Haand at foretage dem, uden at ſammenkalde noget Rigsmøde, naar kun Gejſtligheden og Kirken ikke derved leed noget Afbræk. Og virkelig ville vi ogſaa i det følgende ſee, at enkelte vigtige Beſtemmelſer, der ſynes at maatte egne ſig til Behandling paa Rigsmøder, ſiden efter kun bleve foreſkrevne af Kongen „med de bedſte tilſtedeværende Mænds Raad“, ſom det heed, uden nogen formelig Sammenkaldelſe af Rigsmøde. Artiklen var en Erkjendelſe af det Abſolutismens Princip, der gik igjennem Magnus’s hele Lov- og Statsforandring. Gejſtligheden renoncerede gjerne paa ſin egen og Folkets Ret til at give eller negte Samtykke ved verdslige Lovsforandringer, naar kun et abſolut Forbud ſattes mod at indſkrænke Kirkens Frihed og materielle Fordeel; den ſaa, ſom vi ovenfor have ytret, nok ſaa gjerne at Kongedømmet var ſterkt, naar den kun deelte Magten med det, og den Overeenskomſt, der nu fandt Sted mellem Kirke og Kongemagt, og ſom ſaa længe havde været forberedt, var egentlig kun en Forening om broderligt at dele de Fordele af Folkemyndighedens Tilintetgjørelſe, ſom ellers vilde have kommet Kronen alene til Gode. Gejſtlighedens Oppoſition var ſaaledes ikke længer noget Værn for Folkets ældgamle Rettigheder. Den indrømmede Kongen frie Hænder i alle verdslige Sager, imod at faa ſaa meget mere ubunden Frihed paa ſit eget Felt, og ſaa meget ſtørre materielle Fordele. Vi ville ſnart endog ſee, hvorledes Kronen maatte optræde til Folkets Værn imod Gejſtlighedens Anmasſelſer.

6—9) Erkebiſkoppen ſkulde ſom hidtil have Ret til at kjøbe Falke; Kongen ſkulde i Tiende-Ydelſe af ſine Jorder og Gaarde ganſke følge de canoniſke Beſtemmelſer, Erkebiſkoppen ſkulde fremdeles nyde Ret til aarligt at udſkibe 30 Leſter Meel til Island, ſamt til aarligt at oppebære Landøren af eller rettere nyde Toldfrihed for et fra Island kommende Skib. Alt dette var Gjentagelſer af de tidligere Beſtemmelſer i Bullen af 1194 og Overeenskomſterne af 1152 og 1164. Dog indſkødes der ved Udſkibningsprivilegiet det Tillæg, hentet fra det mistænkelige Privilegium af 1174, at dette ikke ſkulde betragtes ſom et Forbud for Erkebiſkoppen mod ogſaa at udſkibe andre Varer.

10) Den ældre Beſtemmelſe i Bullen af 1194, der rimeligviis var en Gjentagelſe af hvad der var beſtemt i Overeenskomſten af 1152, om frit Værn eller Lejde for Pilegrime, der beſøgte St. Olafs og andre Helgeners Helligdomme, gjentoges, kun med Udeladelſe af det Tillæg, der findes ſaavel i Bullen ſom i Magnus Erlingsſøns foregivne Privilegium, at de, der ved et Angreb paa ſlige Pilegrime kom af Dage, ikke ſkulde begraves i indviet Jord.

11) Da Kongen, ſom det beder, vilde forherlige Nidaros Kirke med end ſtørre Fordele end den hidtil havde undt, indrømmede han baade for ſig og ſine Arvinger at Erkebiſkoppen for Eftertiden ſkulde have hundrede Mand fritagne før Udbud, Skibsdræt og Leding; de af disſe, ſom vare hans Skutilſveiner, ſelv tredie, de øvrige ſelv anden; ſamt at hver af de øvrige Biſkopper paa ſamme Maade ſkulde have 40 Mand frie; dog ſaaledes at Undtagelſer ſkulde ſkee for de Tilfælde, at Kongen, Erkebiſkoppen og Biſkopperne fandt at Rigets Velfærd fordrede det. Ligeledes beſtemtes det, at enhver Sognepreſt ſelv tredie ſkulde være fri for Leding, og beholde een uomgængelig nødvendig Tjener fri for perſonlig Krigstjeneſte. Disſe Beſtemmelſer forudſætte, ſom man tydeligt ſeer, endnu Ledingen kun ſom en perſonlig Præſtation; fornemmelig vel, fordi man endnu ikke paa den Tid havde faaet den nye Præſtationsmaade efter Jordegods og Formue, hvorved det beſtemtes, hvad der ſkulde anſees ſvarende til en Perſon (nef) beregnet og ordnet (ſ. o. S. 510, 511), ſaa at man maatte gaa ud fra det hidtil beſtaaende Syſtem, forbeholdende ſig ſiden at beſtemme Maaden, hvorpaa Fritagelſen ſkulde beregnes efter det nye. Heraf fulgte dog, ſom man ſeer, at man fremdeles hvor der var Spørgsmaal om Fritagelſe, bibeholdt den gamle Maaleſtok efter Perſoner (nef), uagtet Ledingen ſelv dog nu var en Realpræſtation. Den Ret, Biſkoperne og Preſterne efter den ældre Lovgivning havde nydt i dette Henſeende, var, ſom vi vide, meget indſkrænket: Biſkopen nød kun Frihed for ſig ſelv, ſin Preſt og ſin Diacon, og Mesſepreſten kun for ſig, ſin Kone og ſin Klerk. Men en Forandring maa vel allerede have været gjort heri ved Cardinal Nicolaus’s Beſtemmelſe, eller idet mindſte ved Magnus Erlingsſøns Overeenskomſt af 1164, ſiden Pave Coeleſtin i ſin Bulle af 1194 udtrykkeligt paaberaaber ſig det af Kongen givne Privilegium, hvor han erklærer alle Preſter, Klerke og Lægmænd i St. Olafs Tjeneſte, ſaavel ſom alle Sognepreſter, fritagne for Leding. Ved disſe „Lægmænd i St. Olafs Tjeneſte“ forſtodes dog nærmeſt kun Erkebiſkoppens Hirdmænd, og de Arbejdere, der vare beſkjeftigede med Kirkebygningen[49], hvilke ſidſte Erkebiſkoppen ſelv i Indledningen til Forligs-Acten erkjendte allerede at have frie. Og Hirdens Antal ſees af Forhandlingerne mellem Erkebiſkop Erik og Kong Sverre kun at have været beſtemt til 30 Mand, medens Erkebiſkoppen derimod holdt en Hird af 90 Mand, og anvendte ſaa meget færre til Bygningsarbejdet. Hvorledes dette ſenere ordnedes, efter Haakon Sverresſøns Concordat, vides ikke nøje, men man kan dog viſtnok antage ſom givet, at Kongen ſtiltiende fandt ſig i, hvad det erkebiſkoppelige Embedes Værdighed næſten allerede ſyntes at fordre. Imidlertid trængte dette Punkt til en nærmere udtrykkelig Beſtemmelſe, og dertil var Lejligheden juſt nu kommen, ſaa meget mere ſom Kongen, hvad vi i det følgende ville erfare, ſtod i Begreb med at give ſine egne haandgangne Mænd en lignende Fritagelſe. Erkebiſkoppen bemyndigedes ſaaledes ved denne Artikel til at holde en Hird af 100 Perſoner, deels Skutilſveiner, deels Hirdmænd, vel ogſaa Gjeſter og Kjerteſveiner, og hver Lydbiſkop en lignende Hird af 40 Perſoner, hvilke alle ſkulde nyde Ledingsfrihed, altſaa Skattefrihed, for ſaa meget Jordegods, ſom efter den faſtſatte Maaleſtok anſaaes at ſvare til tre eller to Nev. Den Beſtemmelſe i Bullen af 1194, at Biſkopper, Abbeder og andre Gejſtlige, der ikke havde kongelig Forlening, ej ſkulde være pligtige til at føre Vaaben eller følge med paa Krigstog, eller dertil anvende noget af ſit eget Gods, uden i de Nødsfald, ſom Biſkopperne og andre forſtandige Gejſtlige erkjende at være forhaanden, blev udeladt, ſom det ſynes kun ved en Forglemmelſe, men ſenere tilført ved en ſæregen Skrivelſe fra Kongen til Paven, ſom det ſtrax nedenfor ſkal viſes. For Reſten blev der her, merkeligt nok, ikke optaget nogen udtrykkelig Beſtemmelſe om at Kirkegodſet ſelv ſkulde være ſkattefrit, hvilket man dog rinder de nærværende Forhold kunde have ventet. Men Erkebiſkoppen henholdt ſig vel her til Kong Magnus’s foreløbigt givne Løfte, at alt med Henſyn til dette Punkt, eller Spørgsmaalet om Kirkegodſets Ledingsfrihed, kunde blive ved det gamle. Desuden har vel ogſaa den beſynderlige Blanding af perſonlig og reel Charakteer, ſom efter den nye Beſtemmelſe betegnede Ledingspræſtationen, forekommet Erkebiſkoppen nogenledes betryggende indtil videre. Den ſkulde vel gaa over til at blive en reel Præſtation, men kun for ſaa vidt de Ejendomme, for hvilke den ſkulde præſteres, tilhørte og beſaddes af ledingspligtige Perſoner. Forpligtelſen var endnu den perſonlige, kun ſkulde Beregningen ſkee efter Ejendom. Da nu Kirkegodſet ikke tilhørte legemlige Perſoner, meente vel Erkebiſkoppen, at dets Ledingsfrihed faldt af ſig ſelv, ſaa meget mere ſom det herſkende Princip ſelv fordrede, at Kirkegods ej ſkulde beſkattes. Det anſaaes maaſkee i alle Fald tidsnok, nærmere at afhandle denne Sag, naar den nye Præſtationsmaade ſkulde bringes i Udførelſe og den dertil nødvendige Matrikulering foregaa. Derhos vare de ſidſt nævnte Skattefriheds Tilſtaaelſer ſaa ſtore Indrømmelſer i dette Stykke fra Kongens Side, at Erkebiſkoppen maaſkee ikke for denne Gang troede at burde gaa videre i ſine Fordringer.

I Forbindelſe hermed beſtemtes, at hvis disſe Erkebiſkoppens haandgangne Mænd gjorde hinanden Skade, naar de vare i hans Følge, enten til Lands eller Vands, da ſkulde han ſelv dømme i Sagen og oppebære Sagefaldet, for ſaa vidt der ej var Tale om Drab eller Lemlæſtelſe; i ſaa Fald ſkulde Dommen afſiges af Kongen eller hans Dommere. Men hvis Forbrydelſen var ſkeet andenſteds, ſkulde den Fornærmede have Valget, enten han vilde indſtevne Sagen for Kongens eller for Erkebiſkoppens Domſtol, dog ſkulde Boden altid deles ligt mellem Kongen og Erkebiſkoppen.

12) Fremdeles erklærede Kongen, at under de Indſkrænkninger i Kjøb og Salg, Varers Flytning o. ſ. v., ſom han ſelv eller hans Efterfølgere eller deres Embedsmænd foreſkreve, ſkulde Biſkopperne, de Gejſtlige og de Lægmænd hvilke de ſærſkilt maatte have overdraget deres Erinde, ikke være indbegrebne uden Erkebiſkoppens eller Biſkoppernes Samtykke, undtagen naar Tiden ikke tillod at indhente dette Samtykke.

13) Endelig tilſtod Kongen Erkebiſkoppen Ret til at holde en Mand til at ſlaa Mynt. Dette var kun en Fornyelſe af hans Faders tidligere Indrømmelſe til Erkebiſkop Guthorm (af 1222) ligeſom han ogſaa ſelv ſynes at have givet et ſærſkilt Brev desangaaende.

Om alle disſe Punkter erklærede derpaa Kongen og Erkebiſkoppen ſig enige og forligte i Overvær af Biſkopperne Thorgils i Stavanger, Andreas i Oslo og Aſkatin i Bergen, ſaavel ſom Lendermændene Brynjulf Jonsſøn, Ragnvald Urka, Anders Gregoriusſøn, Eiliv af Nauſtdal, Andres Plytt, Aſlak Gus, Bjarne Erlingsſøn og Thore Cantſler, ſamt fem Chorsbrødre fra Nidaros, og andre forſtandige Mænd, hvilke navngivne Herrer ogſaa beſeglede Akten tilligemed Kongen og Erkebiſkoppen. At ikke de øvrige Biſkopper nævnes ſom tilſtedeværende, kommer vel deraf, at de allerede havde forladt Mødet, og givet de øvrige deres Fuldmagt. Fra begge Sider gjorde man Afkald paa alle fremtidige Indſigelſer, Retsmidler og ſpecielle Fritagelſer, hvorved denne Overeenskomſt kunde rokkes eller hæves, dog forbeholdes det udtrykkeligt baade Kongen og Erkebiſkoppen, at hvis Paven negtede den ſit Samtykke, ſkulde alt være ſom før Indgaaelſen, og begge Parter kunde da føre de ſamme Klager og anvende de ſamme Forſvarsmidler ſom forhen. Altſaa betegnedes Overeenskomſten herved dog kun ſom foreløbig. Kong Magnus, der dog viſtnok oprigtigt ønſkede at faa den bekræftet, for ſnareſt muligt at kunne bringe Lovreformen paa det rene, ſendte den, ledſaget med en anbefalende Skrivelſe, dateret Bergen den 15de Auguſt, til Paven, med Anmodning om, at han vilde meddele den ſin Bekræftelſe, hvorhos han i ſamme Skrivelſe tilføjede, at da den oven anførte Artikel om Gejſtliges Fritagelſe fra at deeltage i Krigstog eller Krigsruſtning var bleven udeglemt i Forligsacten, og man nødig for den Sags Skyld vilde ſkrive hele Documentet om, iſær da flere af de Lendermænd, der havde beſeglet det, allerede havde forladt Bergen, indførte han den her, for at den kunde blive bekræftet under eet med Hoved-Documentet[50].

Da vi uheldigviis ikke have nogen fuldſtændig Saga om Kong Magnus, ſaa vide vi heller ikke nøje, hvilken Rolle de verdslige Herrer have ſpillet ved disſe Forhandlinger. Uagtet de ſenere Begivenheder viſe, at de i det hele taget have ſtaaet paa Kongens Parti, tør det dog have været visſe Punkter, hvorved de ikke havde mindre Interesſe end Gejſtligheden i at ſee ſig ſæregne Rettigheder eller Fritagelſer ſikrede, og dette maa navnlig have været den nye Ledingsberegning. Thi den Fritagelſe, ſom paa dette Møde var tilſtaaet Biſkoppens haandgangne Mænd, var aabenbart et Gode, ſom ogſaa de kongelige haandgangne Mænd attraaede og omſider ogſaa fik; naar den var bleven hine til Deel, maatte det endog ſynes ubilligt, at den ej ogſaa bevilgedes disſe. De kunne ſaaledes i det mindſte ikke have haft noget imod at hiin Artikel, der afgav et Slags Præjudicat for, hvad de ogſaa ønſkede at betinge ſig, os ſom de maaſkee ogſaa paa dette Mode havde fordret, men, uviſt af hvad Grund, endnu ikke ſynes at have faaet ſat igjennem, indflød i Overeenskomſten. Overhoved maa man antage, at de have benyttet hver Lejlighed til at gjøre ſig den herſkende Strid mellem Kronen og Kirken ſaa nyttig ſom muligt, og ſikre ſig Rettigheder og Friheder, der nogenlunde ſvarede til hvad Baronerne og Magnaterne i England og andre Lande nys havde erhvervet.

    hvorpaa Fellig ſtiftes mellem Egtefolk, lyder i en Gruppe af Codices anderledes endt en anden. De fleſte have den Redaction, ſom findes i Texten, efter Cod. arnamagn. 60 qv. Men en Eidſivathings-Codex, og tvende for Borgarthinget, have i dets Sted et Stykke, der paa det nærmeſte ſtemmer med de oven anførte Capitler af Jarnſida og Chriſtenrets-Udkaſtet, hvilke begge ere ligelydende, og igjen ere tagne fra Gulathingsloven, Cap. 52—54, dog med enkelte ſmaa Forandringer. Til den Redaction, der findes i Texten, og ſom ogſaa findes paa det tilſvarende Sted af Byloven, kan der ikke paaviſes nogen ældre Kilde; den er ſaaledes rimeligviis ny. Hermed ſynes det da at have gaaet ſaaledes til, at man førſt har redigeret Capitlet ſaaledes ſom det findes i hine tre Codices, nemlig efter Chriſtenrets-Udkaſtet, dog med nogle ſaa Forandringer (f. Ex. at der i Begyndelſen efter „Nu faar Mand en Mø“, indſkydes „eller barnløs Enke“, m. m.), men at man ſiden har ombyttet denne Redaction med den i de fleſte Haandſkr. forekommende, viſtnok ganſke fra nyt af conciperede; hvilket ogſaa beſtyrkes deraf, al den findes optagen i Byloven, der vel maa antages at indeholde den ſeneſte Redaction. En enkelt Codex af Eidſivathingsbogen har baade denne, og noget længere nede den ældre Redaction. Et enkelt Stykke i ſamme Capitel („en el mær“ til Enden), der er taget af Froſtathingsloven, forekommer i de allerfleſte Haandſkrifter, ſaa og af Byloven, i en noget forkortet Form, medens Hovedcodex har den længere, der paa det nærmere ſtemmer med Fr L. X. 9. Ogſaa her er der nogle faa Codices, ſom have begge Redactioner. Hertil kommer nu og, at Ordenen, hvori Capitlerne forekommer, er ſaa forſkjellig, hvilket man let vil overbeviſe ſig om ved at betragte Noten desangaaende i N. gl. Love II. S. 73. Det hele er vel gaaet til ſaaledes, at man i ſin Famlen efter det Rette har gjort Forandringer i Mellemtiden fra Lovens endelige Vedtagelſe paa eet Thing, og dens Fremlæggelſe paa det andet. Den ældre Redaction, efter Chriſtenrets-Udkaſtet, har viſtnok tilhørt den egentlige Gulathingsbog, der, ſom det nedenfor ſkal omtales, ſynes at have været vedtagen allerede i 1273, i ſtørſte Haſt, ſaa at man vel ikke fik udarbejdet alt ſaa godt ſom man ønſkede, og derfor ſenere, førend Loven formeligt vedtoges paa de andre Thing, maatte gjøre nogle Forandringer.

    1272—1273, umiddelbart for hans Vinterophold i Tunsberg, men af Sagabrudſtykket ſees det, at han blev ſyg ſtrax efter Julen 1271—72.

  1. Se ovenf. III. S. 274.
  2. Det bedſte Begreb om, hvad der regnedes til de undtagne Sager, faar man ved at ſammenholde Cardinal Villjams Brev af 15de Aag. 1247 (ſe ovf. S. 38) med de ſenere mellem Kongen og Erkebiſkoppen ſtillede Overeenskomſter, hvor Sagerne ſelv udtrykkeligt opregnes. Her nævnes aller førſt Sager, der angik Gejſtlige, hvad enten de tviſtede mellem ſig ſelv indbyrdes, eller ſagſøgtes af Lægmænd.
  3. De ældre Chriſtenretter byde udtrykkeligt, at Biſkopperne ſkulde indfinde ſig paa Thingene, ligeledes ſees det af Gul. Lov Cap. 3, at Biſkoppen ſkulde opnævne Mesſepreſter til at komme der. Henſigten hermed kan neppe have været nogen anden, end at de ſkulde fungere ſom Nævnings- og Lagrettesmænd i kirkelige Sager. Nærmere Oplysning findes i Keyſers n. Kirkehiſtorie I. S. 210, 460.
  4. En anden Sag er, at Kongen allerede ved Villjams egen Mellemkomſt har ſøgt at faa den Udvidelſe af Lagmændenes Dommermyndighed forøvrigt, ſom man kan ſe har ligget Kongerne ſaa meget paa Hjertet, bragt i Stand. Thi hertil ſigter vel Cardinal Villjams Bud i oftnævnte Brev (ſe ovf. S. 38), at hvis der opſtaar Søgsmaal mod en Lægmand angaaende en verdslig Sag, ſkal Sagſøgeren, hvad enten han er gejſtlig eller verdslig, forfølge Sagen for Kongen eller de af Kongen beſkikkede Dommere.
  5. Se ovenf. III. S. 274.
  6. Raynaldi Annales, 1272 No. 21.
  7. Arne Biſkops Saga Cap. 10.
  8. Nemlig Intimationen til Overeenskomſten i Bergen 1273, ſe nedenfor, jvfr. Dipl. Norv. I. No. 64. a., N. gl. L. II. S. 482.
  9. Da den Artikel af 1164, hvorom der ſenere, hvad Valgretten angaar, er Tale, ikke, ſaadan ſom den findes indført i den ældre Gulathingslov, indeholder det mindſte øm Kongedømmets Underkaſtelſe, men handler alene om Kronens Ofring, maa ſaaledes det Privilegium af Kong Magnus, hvortil her ſigtes, være hiint mistænkelige Brev, hvorom der ovenfor er talt udførligt II. S. 936 og III. S. 186. Thi kun her tales der om Kongedømmets Underkaſtelſe. Er nu Brevet ikke ligefrem underſtukket, hvilket dets beſynderlige Sprog ſaavel ſom andre Omſtændigheder kunde give Anledning til at tro, da har det i det mindſte ganſke viſt, ſaaledes ſom ovenfor antydet, været erhvervet af Erkebiſkop Eyſtein underhaanden, medens Kong Magnus befandt ſig i forknytte Omſtændigheder, og hengjemt i Archivet, for ſenere, efter et Par Generationers Forløb, at kunne drages frem ved en bekvem Lejlighed og benyttes til Kirkens Gavn. I Brevene af 1273 og 1277 gjør Erkebiſkoppen tydeligt Forſkjel mellem Magnus’s Privilegium for Kirken, altſaa det her omſpurgte, og Conſtitutionen, d. e. den paa Rigsmødet fattede Beſlutning, om Kongevalget. Men hvorledes Sammenhængen er med hiint Privilegium, bliver fremdeles en Gaade. At Kong Magnus Haakonsſøn ikke erkjendte dets Egthed ſynes at fremgaa af hans Indvendinger derimod.
  10. Se ovenf. II. S. 934, jvfr. Gulathingsl. Cap. 2.
  11. Se Intimationen til Overeenskomſten i Bergen af 1ſte Aug. 1273, N. gl. Love II. 457. Dipl. Norv. 64. a.
  12. Se fremdeles Intimationen til Overeensk. i Bergen af 1ſte Aug. 1273.
  13. Annalerne, for 1272, Br. af K. Magnus’s Cap. 5. Udtrykkene i Annalerne kunde let give Anledning til at tro at Kongens Sygdom indtraf om Vintren
  14. Annalerne, ved de her nævnte Aar.
  15. Se ovenfor S. 146, 147.
  16. Brudſt. af K. Magn. Saga Cap. 6, jevnfør Hirdſkraa Cap. 36, hvor der gjøres bedſt Rede før dette Møde, og hvor dets Statuter findes optegnede.
  17. Der kunde vel ligeſaa godt have ſtaaet „Skibrede“, efterſom Vikens Skibreder kun havde Tyveſesſer at udrede; men det har vel været Meningen, udtrykkeligt at betegne Maaleſtokken, efter hvilken man ſkulde regne.
  18. Det er her (N. gl. Love II. 129), hvor „Visøre“ førſte Gang nævnes. Rigtignok bruges Udtrykket her, ſaaledes at det indbefatter alle visſe Indtægter, baade Ledingen af Kyſtdiſtricterne, ſamt den egentlige Visøre og Skatten af Indlandsdiſtricterne; det er heller ikke faa uſandſynligt, at man aller førſt brugte „Visøre“ ſom en fælles Betegnelſe paa al vis Kronſkat, og at det kun ved ſenere Skik og Brug gik over til at bruges i denne ſpeciellere Betydning. Men faa meget er viſt, at denne Betydning af Ordet blev den ſædvanlige og udelukkende. Erindres maa det og, at de fleſte af Øſtlandets Sysſelmænd, nemlig 10, vare fra Oplandene, hvor Visøre i egentlig Forſtand betaltes, medens der fra Rygjarbit til Elven neppe var flere end ſex.
  19. Se det ovenfor S. 523 anførte om Advarſelen for Sysſelmændene og Dommerne om at bruge Maadehold, Alvor og Upartiſkhed i Forbryderes Forfølgelſe og Domfældelſe.
  20. Beſtemmelſen indſkærpedes paa en Maade ved Art. 10 i Kong Haakon Magnusſøns Retterbod af 17de Juni 1308, hvor der vel handles om den aarlige Indberetning i et Hefte (Kvaterni) om de i Aarets Løb ſtedfundne Drab, men hvor dog netop de Omſtændigheder fordres anmerkede, ſom man altid ſeer anførte i de enkelte Drabsindberetninger, ſaa at altſaa den for hine givne Forſkrift ogſaa har været anvendt paa disſe.
  21. Der findes viſtnok ikke nogen foreløbig udtrykkelig Erklæring om at Ledingen herefter ſkulde ydes i to Terminer, men da Terminerne ſelv nævnes, og der ikke tidligere er Tale om dem i Loven, er det klart, at denne Deling ſkriver ſig fra ſamme Møde. Det er ogſaa det naturligſte at den ſtod i Forbindelſe med og var en Følge af den nye Ledings-Indretning.
  22. Se herom ovenf. S. 518. Det er dog viſtnok ikke umuligt, at det Hyldingsthing, ſom den 2den Juli holdtes paa Chriſtkirkegaarden i Bergen, regnedes for Gulathing. Da Kong Haakon hyldedes i Bergen den 8de Juli 1217, blev han, ſom det udtrykkeligt ſiges, budt velkommen af Sigurd af Onareim paa alle Gulathingsmændenes Vegne, og Dagfinn Bonde, Gulathings Lagmand, erklærede at Gulathingsmændene nu gjerne vilde viſe Haakon al den Hæder, de kunde.
  23. Nyere Landslov og Bylov, II. c. 2—7. Jonsbogen, ſammeſteds; Hirdſkraa, Cap. 1—3.
  24. Nemlig ved Kong Haakon Magnusſøns nye Arvelov af Septbr. 1302, hvor Datterſøn allerede ſættes i tredie Arv, efter Sønneſøn, øjenſynligt fordi Kongen da kun havde en eneſte egtefød Datter.
  25. I enkelte Hdſkr. ſtaar der ogſaa „Hertug, om han er til, eller Jarl“.
  26. At Cardinalen indviede Apoſtelkirken den 2den Juli 1247, er ovenfor omtalt, S. 29, og ſiges udtrykkeligt i Sturlunga Saga VII. 46. Dette forklarer nokſom, hvorledes de Forklaringer i Brudſt. af Magnus’s Saga, hvor Hyldingsfeſten omtales, ſkulle opløſes. Udgiverne af Folio-Udgaven S. 391 have læſt krossmessudagr Jesu gerðr“., og Udg. af Fornm. S. X. S. 163 kanuka messudagr Jesú ok guði, hvorved det paa ſidſte Sted endog er tilføjet en Anmerkning for nogenledes at begrunde denne Læsning. Men der har aabenbart ſtaaet kirkjumessudagr íhugaðr, d. e. Kirkemesſedagen erindret, eller efter den kirkelige Talemaade „commemoreret“. Forkortningen for kirkju er læſt ſom kross eller kanuka, íhu (i Ordet íhugaðr) ſom Jesú og -gaðr ſom gerðr el. guði.
  27. Hirdſkraa, Cap. 5. „Naar de fornemſte Mænd ere ſammenkomne“, heder det her, „ſkal Thing tilſtevnes efter gammel Sedvane, men Hirdſtevne ſkal være førend Thinget holdes, for at afhandle hvad der iſær kan ſynes nødvendigt. Kongsevnet ſkal her enten ſelv holde eller lade holde en Tale, hvori han takker alle for deres Nærværelſe, og lover alle de ſamme Ærespoſter og Titler ſom de havde før, ſamt den Forfremmelſe efter gode Mænds Raad, der fortjene den: ſiden ſkal der tales om paa hvad Maade hele Hirden kan berede ſig ſaa ſømmeligt ſom muligt til Thinget, ſaa at dens hele Fremtræden er ſom hæderligſt“. Hiin Takſigelſestale har naturligviis Kongen her holdt paa Sønnens Vegne.
  28. Dette vare Collecterne: „Deus in te sperantium fortitudo; de domina, de sancto Olavo, de omnibus sanctis“.
  29. Her er i Sagabrudſtykket en Linje ulæſelig, ſaa at man ej kan ſee, hvo der hilſede Kongen; men da det paa Hyldingsthinget 8de Juli 1217 var Bonden Sigurd af Onareim, der ſaaledes hilſede Kong Haakon i alle Gulathingsmændenes Navn, maa det vel ogſaa denne Gang have været en af Gulathingslagens mere anſeede Bønder.
  30. Disſe tvende Taler havde ſandſynligviis mere Henſyn til Hertugs-Udnævnelſen, end til Kongehyldingen. Thi i Hirdſkr. Cap. 5, hvor Ceremoniellet for Kongehyldingen beſkrives, ſtaar der intet om nogen ſaadan Tale, derimod heder det udtrykkeligt i Cap. 12, der beſkriver, hvorledes Kongen ſkal creere en Hertug, at naar Hertugsevnet har taget Blads paa Trinet foran Kongens Højſæde, ſkal den, ſom Kongen dertil beſkikker, førſt holde en Tale om hvad der kan findes meſt pasſende. Om nu ellers Kongen havde formaaet Erkebiſkoppen til at træde frem og holde denne Tale, eller han gjorde det af ſig ſelv, kan ikke ſees.
  31. Hirdſkraa, Cap. 5. 12.
  32. Hirdſkraa Cap. 6—7. Eedsformularerne ſtaa ikke i Sagabrudſtykket, der juſt ſtandſer ved at berette, hvorledes den unge Konge og Hertugen begge gik til St. Sunnivas Skriin og lagde Hænderne derpaa; men da det heraf er viſt, ligeſom det og følger af ſig ſelv, at de aflagde Eed, maa ſaaledes Formularerne have været de, der foreſkrives i Hirdſkraa.
  33. Dipl. Norv. I. No. 69. Dette er et af Erkebiſkop Jon foranſtaltet Thingsvidne om Kong Eriks Kronings-Eed, hvis Formular her Ord til andet er indført.
  34. Hirdſkraa Cap. 13.
  35. Udtrykket i Cap. 13, der ogſaa gjentages i Cap. 17, hvor der handles om Jarlens Rettigheder, er viſtnok noget dunkelt, men kan dog ikke vel forſtaaes anderledes. Der ſtaar i nogle Codices: „den Deel af Landet, Kongen giver ham til Sagøre efter Loven med Miſkun“, i andre „den Deel af L., Kongen giver ham at tage Sagøre af“ o. ſ. v. Nu er det viſt, at ved „Sagøre“ forſtodes kun Sagefaldet, og Ledingen kunde ikke paa nogen Maade regnes dertil. Man maa ſaaledes visſelig antage, at Ledingen har været forbeholdt Kongen ſelv; jvfr. nedenfor S. 548 Not. 4. Af Dipl. Norv. I. 92 ſynes det ogſaa at Haakon Magnusſøn, førſt efterat være bleven Konge, ſkjenker Chorsbrødrene i Mariekirken Ledingen af to Skibreder paa Follo.
  36. Hirdſkraa, Cap. 17.
  37. Man ſkulde næſten formode, at her ſigtes til Skule Toſtigsſøn, hvilken, ſom det ovenfor er viiſt (II. 603). ſynes at være bleven udnævnt til Jarl af Kong Eyſtein.
  38. Hirdſkraa, Cap. 14.
  39. Se Hertug Haakons Retterbot af 9de Febr. 1291 (N. gl. L. III. S. 18) til Eidſivathingslagens Mænd; her nævnes udtrykkeligt Raumafylke, Hadafylke, Hedemarken og Gudbrandsdalen. Øſterdalen nævnes derimod ikke, og har ſaaledes maaſkee ej været medregnet.
  40. At Oslo og Oslo Sysſel ſtod under Hertug Haakon, er en ſaa bekjendt Sag, at det her ej behøver nærmere at paaviſes: det vil nokſom ſees i det følgende.
  41. Hvad Ryfylke og Stavanger angaar, da erfares det ligeledes nokſom af flere Breve, at de hørte til Hertugdømmet. At Egdafylke hørte dertil, falder næſten af ſig ſelv, og kan desuden ſluttes af Dipl. Norv. I. 81, hvor et Brev af 1292, udſtedt fra Egdafylke, dateres baade efter Eriks Konge- og Haakons Hertugs-Aar.
  42. Dette ſees nokſom af Haakons bekjendte ſaakaldte Saudabrev til Færøerne af 1298, N. gl. L. III. 33, ſaavel ſom af Dipl. Norv. I. 89.
  43. Hvad Tunsberg angaar, da ſeer man af flere Data, at det ſtod umiddelbart under Kong Erik ſelv. Flere af Kong Eriks Breve ere udſtedte derfra, ſom Privilegiet til Lübeck af 11te Auguſt 1292 (Urkundenb. No. 594, Thork. Dipl. II. 133); hans Huſtru Margrete døde der (Annal. ved 1283); i Brev af 12te Jan. 1293 (Urk. No. 606) love Hanſeſtædernes Deputerede, hvis Stædernes Ratihabitions-Brev ikke til en beſtemt Tid indtreffer, at indſtille ſig i Tunsberg og ikke forlade det uden Kongens Tilladelſe; ifølge Arne Biſkops Saga Cap. 48 holder Kongen til i Tunsberg og drager til Landsenden, hvor han ligeledes opholder ſig en Stund; ifølge Cap. 74 ſejler Kongen fra Danmark „hjem“ til Tunsberg, men „indbydes“ ſiden af Hertug Haakon til Oslo, ſamt drager efter dette Beſøg tilbage til Tunsberg, uden at der tales om nogen Indbydelſe til ham fra Hertugen did; og i Hertug Haakons Privilegier for de vendiſke Stæder, af 14de Aug. 1287, nævner han blandt Stæderne i ſit Hertugdømme kun Oslo. Han vilde vel og have nævnt det vigtige Tunsberg, hvis han havde haft noget at ſige derover. (Urk. No. 517, Thork. Dipl. II. 111). Det ſtaar viſtnok ogſaa i Forbindelſe med hiin Undtagelſe af Ledingen fra de hertugelige Indtægter, at Tunsberg forbeholdtes Kongen, thi dette var det Sted, hvortil Ledingen ſkulde indbetales, ſaaſom Tunsbergs Slot paa denne Tid var Norges vigtigſte Fæſtning, der ej burde være i andres end Kongens egen Vold. At Ranafylke lød under Kongen, ſynes af det nys anførte Sted i Bp. Arnes Saga at være indlyſende: det var ogſaa i ſin Orden, at Grændſediſtriktet og Grændſefæſtningen ved Kongehelle tilhørte Kongen: Ranafylke havde desuden ogſaa ved tidligere ſtørre Forleninger været forbeholdt Kronen. At Erling Alfsſøn havde Borgeſysſel i Len, er forhen nævnt, og ſees af flere Breve, navnlig af Kongens Retterbot af 22de Sept. 1277 (hvorom mere nedenfor), angaaende Tiende i Viken og paa Oplandene, nærmeſt udſtedt til Erling Alfsſøn, Thore Biſkopsſøn og Audun Hugleiksſøn, ſammenholdt med Kong Eriks og Hertug Haakons Retterbot (1280—83) om Gejſtlighedens Anmasſelſer (ſe Norges gl. L. III. S. 32), der ligeledes henvendes førſt til Erling Alfsſøn og Thore Biſkopsſøn; heraf maa man ſlutte, at disſes Forlening har været af et eget Slags; da man nu finder Thore Biskopſøn i Breve fra 1294, 1303 og 1306 nævnt ſaaledes at han maa antages at have været forlenet med Skiduſysſel (fornemmelig Brevet af 1303, Dipl. Norv. 95), maa man vel antage, at han allerede ſom Cantſler, maaſkee ved ſit Giftermaal 1277 med en Slægtning af Kongen, ſe nedenfor, fik denne Forlening med ſtørre Rettigheder end de ſædvanlige Sysſelmænd. Audun Hugleiksſøn maa have været Befalingsmand over Tunsberghuus, og ſom ſaadan kgl. Fehirde; det var han idetmindſte i 1298 (ſe Brev i Lappenbergs Sartorius II. 738, hvor han ſelv kalder ſig ſaa); dog har han vel dertil haft andre Forleninger.
  44. Skibredernes Antal paa denne Tid erfares fuldſtændigt af Kong Magnus’s Teſtamente af 1ſte Februar 1277, Dipl. Norv. III. No. 3. Heraf kan da Troppe-Antallet temmelig nøjagtigt beregnes.
  45. Vi gaa ud fra, at der var omtrent 4 Lendermænd, ligeſom tidligere 4 Herſer, i hvert Fylke, og Antallet af Fylker, eller hvad der kunde regnes lige med Fylker, kan omtrent anſættes til 30.
  46. Disſe vare ifølge Hirdſkraa Cap. 35 de for Gjeſter og Kjerteſveiner reglementerede Vaaben, og ſaadanne i det mindſte ſkulde disſe af Lendermændene og Sysſelmændene ſtillede Krigere have.
  47. I Annalerne for 1273 ſtaar der at ved Martinsmesſe (10de Nov.) dette Aar blev Arve-Baalken i den af Kong Magnus udſendte Lovbog vedtagen. Heraf ſkulde det ſynes, ſom om dette var i den gamle Arvelov efter Froſtathingsloven; men da Arne Biſkops Saga Cap. 12 oplyſer at det var de fra Mødet hjemkomne Ravn Oddsſøn og Thorvard, der dreve Vedtagelſen igjennem, maa man formode, at dette var den nye Arvelov.
  48. Herved er det dog rigtignok at merke, at i det Aftryk af denne Overeenskomſt, der meddeles af Th. Torvesſøn, ſom han ſiger efter en der, findes disſe Ord tilføjede, men man ſkulde dog vel formode, at Afſkriften i den pavelige Copibog, hvor Ordene udelades, er den rigtige, og beſørget efter den, der af Erkebiſkop Jon forelagdes Paven. Den Afſkr., Th. Torvesſøn har fulgt, kan maaſkee have været Afſkrift af et Concept, hvor hine Ord have været indtagne efter Bullen af 1194, men ſiden i den endelige Reenſkrift udeladte. Forholder Sagen ſig ſaaledes, hvilket i og for ſig er det rimeligſte, bliver denne Udeladelſe dobbelt betydningsfuld.
  49. De ſamme ſom vi og i det følgende ville ſee fritagne for Leding „for 1 Nev“ ved et ſæregent Privilegiebrev, udſtedt af Kongen for Erkebiſkoppen eller Chriſt-Kirken i Throndhjem.
  50. Disſe Documenter ere aftrykte i „Norges gl. Love“ III S. 457—462 efter Afſkriften af Originalregiſtret i det pavelige Archiv. Efter de ſamme Afſkrifter findes de og aftrykt i Dipl. Norv. I No. 64. Et ældre Aftryk, dog kun i Udtog, efter Originalregeſten findes i Raynaldi Ann.-Eccl. XIV. S. 1209. Th. Torvesſøn meddeler i ſin hist. rer. Norv. IV. S. 354—357 et Aftryk, der, ſom han ſiger, er taget efter en Pergamentscodex, hvilken han dog ikke nærmere betegner. Man ſkulde næſten formode, at det er en nu tabt Copibog for Bergens Biſkopsſtol, der i ſin Tid tilhørte Univ.-Bibl. i Kbhavn., og ſom har indeholdt en Mængde ypperlige Actſtykker til Norges Kirkehiſtorie i Aarene mellem 1300 og 1400. De fleſte af dem ere afſkrevne af Arne Magnusſøn i 4de Bind (E) af Bartholiniana, men blandt disſe Afſkrifter findes.ikke hiin Overeenskomſt. Hvis den har ſtaaet i hiin Codex, ſaa er den maaſkee udeladt i Afſkriften, fordi det meſte allerede fandtes aftrykt hos Raynaldus.