Det norske Folks Historie/5/55

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Erkebiſkop Jon overbragte neppe ſelv Forligsacten, thi han tiltraadte ikke ſin Rejſe til Conciliet, hvis Afholdelſes-Sted nu var beſtemt at ſkulle være i Lyon, førend den følgende Vaar[1]. Forligsacten med Kongens Brev maa ſaaledes have været ſendt i Forvejen. Foruden Erkebiſkoppen rejſte ogſaa Biſkop Andreas af Oslo og Biſkop Aſkatin af Bergen. Den førſte var en ivrig Tilhænger af Erkebiſkoppen, den ſidſte, Kongens fortrolige Mand, har derimod rimeligviis haft Kongens Fuldmagt. Ogſaa Biſkop Arne af Skaalholt ſkulde have været med, men han havde allerede tidligere faaet Fritagelſe derfor af Erkebiſkoppen, ſaaſom man ikke godt kunde undvære ham hjemme; han vendte derfor ikke længe efter Mødet tilbage til Island, men overdrog ſin Fuldmagt til den for omtalte Chorsbroder fra Nidaros Sira Sighvat, der nys havde været ved Curien, og nu paa Capitlets Vegne havde deeltaget i Mødet i Bergen og beſeglet Overeenskomſten[2]. Endnu en til Nidaros Provins hørende Biſkop rejſte til Kirkemødet, nemlig den for omtalte Biſkop Richard af Man[3]. Af Norges Abbeder have vel een eller flere mødt, men hvilke, vides ej. Sandſynligviis medbragte Erkebiſkop Jon til Pavens Gjennemſyn og Approbation ſit Udkaſt til Chriſtenretten, der nu maa have været fuldſtændigt udarbejdet, ſiden det udtrykkeligt berettes, at Biſkop Arne i Skaalholt om Vinteren 1273—1274 ſammenſatte en Chriſtendoms-Baalk for Island med Erkebiſkoppens Raad, det vil ſige ſaaledes ſom han og Erkebiſkoppen under hans Ophold i Norge vare blevne enige derom; ſamme Chriſtendomsbaalk viſer ſig nemlig ved Sammenligning med den, ſom Erkebiſkoppen ſelv ſenere udgav, kun at være en efter Islands ſæregne Forhold lempet Redaction af denne, der altſaa, naar den kunde tjene hiin til Kilde, allerede tidligere maa have været fort i Pennen[4]. Mødet aabnedes den 7de Mai og ſluttede den 17de Juli. Det ſkal have været ualmindeligt talrigt, 500 Biſkopper, 70 Abbeder og tuſende andre høje Gejſtlige ſkulle have været tilſtede. En Mængde vigtige Artikler bleve vedtagne om Pave- og Biſkopsvalg, Beſættelſe af andre gejſtlige Embeder, om Beſtyrelſe af Kirkegods, om Kirkernes Immunitet, om Aager o. ſ. v.; der ſtiftedes, ſom det heed, en Forening mellem den latinſke og græſke Kirke, hvilken dog ikke havde ſynderligt at betyde, og ved en engere Sammenkomſt, ſom Paven mellem den 1ſte og 2den almindelige Sesſion foranſtaltede i ſit eget Kammer, af Cardinalerne, og en Erkebiſkop, Biſkop og Abbed fra hver Provins, blev det vedtaget, at Gejſtligheden til Befordning af det hellige Lands Frelſe ſkulde erlægge Tiende af alle ſine Indtægter i ſex Aar fra 24 Juni 1274 at regne[5], ligeſom der og blev forordnet, at Korstog ſkulde prædikes, og ſom ſædvanligt ſtore Indulgenſer tilſagdes dem, der toge Korſet. Faa Dage efter at Mødet var hævet, kom den mellem Kong Magnus og Erkebiſkop Jon ſluttede Overeenskomſt til Pavens Afgjørelſe. Ved et Brev af 26de Juli 1274[6] ſtadfæſtede Paven den, dog kun med det Forbehold, at den førſt ſkulde træde i Kraft, naar Kongen havde antaget og fuldſtændigt ratificeret trende Tillægsartikler, nemlig, a) at hvis Kongen eller hans Efterfølgere handlede aabenbart imod Overeenskomſten, og Erkebiſkoppen eller hans Efterfølgere med alle eller Fleerheden af ſine Lydbiſkoppers Raad anholdt hos Kongen om pasſende Fyldeſtgjørelſe herfor, men dette negtedes, da ſkulde Erkebiſkoppen og Nidaros Kirke umiddelbar derved have gjenerholdt ſin før Overeenskomſtens Afſluttelſe hafte Ret med Henſyn til Kongens Valg, og hans, ſaavel ſom Kongedømmets Underkaſtelſe under St. Olaf, og alt ſkulde være, ſom det var forhen; men hvis det derimod var Erkebiſkoppen og Lydbiſkopperne, der handlede mod Foreningen og negtede at give Fyldeſtgjørelſe, ſkulde de have tabt den Ledingsfrihed for hiint Antal Mænd, ſom ved Overeenskomſten var dem tilſtaaet, dog ſaaledes at denne i alle øvrige Punkter ſkulde ſtaa ved Magt; b) hvis der ſkulde opſtaa nogen Tvivl om en eller anden Artikel i Overeenskomſten, ſkulde der til dens Forklaring udnævnes tvende duelige Perſoner, den ene af Kongen, den anden af Erkebiſkoppen, og hvis disſe ikke kunde blive enige, ſkulde de igjen have Ret til at tilkalde en tredie, hvorefter da det, ſom disſe eller to af dem beſtemte, ſkulde gjelde; og endelig c) at derſom det af en eller anden Grund ſkulde blive nødvendigt at beſkikke Formyndere eller Curatorer for Kongen, og dette ſkulde ſkee ved Valg, da ſkulde Erkebiſkoppen eller hans Efterfølgere ved dette Valg have „den eneſte og førſte Stemme“. Man kan neppe antage, at Paven af ſig ſelv har fundet paa disſe Tillægsartikler. Det er viſtnok maaſkee i ſin Orden, at Overeenskomſten indeholdt en Straffeclauſul, og at han kan have paapeget Nødvendigheden af at tilføje en ſaadan, ſaavel ſom af en Regel for, hvorledes Tvivlsmaal om Artiklernes Fortolkning ſkulde hæves, men det nærmere Indhold af Strafſeclauſulen, og fornemmelig den tredie Tillægsartikel, der ſøger at ſikre Erkebiſkoppen en ny Lejlighed til at udøve den af ham ſaa meget attraaede Indflydelſe paa Regentens Valg, røber temmelig tydeligt, at Forbeholdet og de foreſlaaede Tillægsartikler dog nærmeſt maa have været Erkebiſkoppens Verk. Men hvis han derved troede at kunne overliſte Kongen, tog han Fejl, og forregnede ſig meget, ſom vi ſnart ville ſee.

Kong Magnus, der ſiden ſin ſidſte Sygdom havde været ſvagelig, og derfor vel des mere ſtundede efter at ſaa ſin nye Lov fuldſtændigt vedtagen, for at kunne ſkride til de vigtige Foranſtaltninger, der vare nødvendige, førend den ret kunde træde i Kraft, hvilket han naturligviis gjerne ønſkede at opleve for ſin Død, ſkyndte ſig nu, ſom man tydeligt kan ſee, at faa den nye Lovredaction nogenledes færdig, for endnu ſamme Sommer, medens Erkebiſkoppen var i Lyon, at kunne faa den fremlagt og lovtagen paa Froſtathing, det fornemſte af Lagthingene i Norge. Paa Gulathing var den, ſom det ſynes, og ſom det ovenfor er nævnt, vedtagen allerede i 1273, ſkjønt den da neppe engang var ſaa vidt udarbejdet, ſom vi nu have den; og aabenbart er det, at den ſelv i denne Skikkelſe, hvilken ſynes at være den, hvori den blev lovtagen paa Froſtathing, tydeligt bærer Præget af at være bleven afſluttet og promulgeret, førend alle Materier vare fuldſtændigt behandlede; man ſeer, at juſt de Punkter ere udeladte, om hvilke der hidtil havde herſket ſaa ſtor Uenighed, at man endnu ej havde kunnet ſkride til Affattelſen af de dem vedkommende Lovbud. Kongen har altſaa ikke villet oppebie dette, men foretrukket at lade Lovbogen i Haſt afſlutte, forbeholdende ſig ſenere at tilføje det manglende; om meget af dette maatte der desuden fremdeles raadſlaaes nærmere med Erkebiſkoppen. Af denne Grund indeholder Lovbogens ſaakaldte Chriſtendomsbaalk intet andet virkelig vedkommende Religionen, end en almindeligd Beſtemmelſe om at alle ſkulle være chriſtne, og tro de trende Troes-Artikler, ſom i ſin Heelhed indføres. Det øvrige er kun de forhen omtalte Beſtemmelſer om Tronfølgen og Tronarven, ſaaledes ſom de vare vedtagne paa det ſidſte Møde i Bergen 1273, med Tilføjelſe af Formularer for den Eed, Konge, Hertug, Jarl, Lendermænd, Lagmænd, og Bønder ſkulde aflægge ved Hyldingen. I Utfarebaalken ſøger man forgjeves nøjagtige Beſtemmelſer om, hvorledes den nye Præſtation af Ledingen efter Formue og Jordegods ſkulde beregnes, ſamt, hvad der er endnu merkeligere, hvilke Perſoner der ſkulde være fritagne for Leding. Herom indeholdt dog ej alene de ældre Love nøjagtige Beſtemmelſer, der nu burde afløſes af andre, men de Indrømmelſer, der nys vare gjorte til Erkebiſkoppen og Biſkopperne med Henſyn til Ledingsfrihed for deres Mænd, burde dog i det mindſte have fundet deres Plads i ſelve Lovbogen; Udeladelſen af disſe vigtige Punkter er ſaaledes aabenbart ſkeet af den Grund, at den hele Materie endnu ikke var fuldſtændigt bragt paa det rene. Hvad Mannhelgebaalken angaar, da have vi allerede ſeet, hvorledes den, i Stedet for at være bearbejdet til et harmoniſk Heelt, førſt indeholder en Deel omarbejdede Beſtemmelſer fra de ældre Love, og dernæſt ſaa godt ſom i ſin Heelhed, kun med enkelte mindre heldige Afbrydelſer, optager Artiklerne fra Mødet 1271. Heller ikke Giftings- og Arve-Baalken kan ſiges at have faaet ſin tilbørlige ſidſte Bearbejdelſe. De Baalker, der ſynes omhyggeligſt udarbejdede, og med hvilke man altſaa maa være bleven færdig, men hvis Indhold ogſaa frembød mindſt Vanſkeligheder, ere de fire ſidſte, Landabrigde eller Odelsløsnings-Baalken, Landslejebaalken, Kjøbebaalken og Tyvebaalken. Til disſe, ſaavel ſom de foregaaende, ere neppe flere Tillæg nu blevne gjorte, end de der anſaaes nødvendige for Redactionens Skyld, ſaavel ſom enkelte andre, der alene afhang af Kongens Godtbefindende, og ſom han ej behøvede at lade vedtage paa noget ſærſkilt Møde. Hertil hører maaſkee det i Forbindelſe med Lagthingenes Henlæggelſe til Botolfsmesſe ſtaaende Bud, at Sysſelmanden inden tre Uger efter hvert Lagthings Slutning ſkulde holde Thing hjemme i ſin Sysſel for at bekjendtgjøre, hvad der var forhandlet paa Lagthinget, og navnlig, hvad Afgjørelſe der var faldt paa de Sager, ſom vedkom Syſlens Indbyggere[7]. Ligeledes ſees det, at Kongen faſtſatte en yderligere Nedſættelſe af Bøderne, nemlig til en Fjerdedeel af det oprindelige Beløb (altſaa mindre end hvad hans Fader havde beſtemt), thi hermed begynder Rækken af de „Retterbøder“, der ved Lovbogens Slutning tillægges Kong Magnus. Men uagtet det udtrykkeligt tilføjes, at han nøjagtigt lod „ſætte i Bogen“, hvor meget der ſkulde tages for hver enkelt Sag, for at Ukyndige ikke ſkulde blive narrede ved denne Fjerdedeels-Beregning, ſaa ſinder man dog, i alle de mange for Haanden værende Haandſkrifter af Landsloven, kun i de færreſte Tilfælde Bøderne opførte efter denne Maaleſtok; i en enkelt Codex for Froſtathingslagen er den hele „Retterbod“ endog udeladt, og i de fleſte Beſtemmelſer om Bøder ſees tydeligt den gamle Trediedeels-Beregning at være fulgt. Man maa ſaaledes antage, at denne Forføjning af Kongen ikke engang er kommen ret til Udførelſe; at han ved hiint Udtryk om „at ſætte i Bogen, hvor meget der ſkulde tages for hver Sag“, kun har meent en ſenere Tilføjelſe enten i Form af en Marginalrettelſe paa hvert Sted, eller ſom en ſæregen Liſte, men at Tilføjelſen eller Liſten ej er kommen i Stand, og at alt ſenere er blevet ved det gamle[8]. Hertil kom ogſaa en ſpeciel Fritagelſe, Kongen gav Indbyggerne omkring Bergen, da han tilbragte Julen der (1273—1274), for at erlægge den ſaakaldte Slagt-Told, ſom, uviſt naar og ved hvilken Anledning, var bleven indført[9]. Saa vidt man nu af de mangelfulde Efterretninger kan ſee, begav Kongen ſig om Sommeren 1274, ledſaget af Dronningen og ſine Sønner, til Throndhjem, deels for at lade den nye Lov vedtage paa Froſtathing, deels ogſaa for at lade ſin Søn Erik hylde ſom Konge paa Ørething, hvilket var nødvendigt for at Kongeværdigheden ſkulde have fuld Gyldighed. Da Froſtathinget nu ſiden 1269 aabnedes den 17de Juni, indtraf Kongen ogſaa omtrent paa den Tid, og Lovbogens højtidelige Vedtagelſe fandt Sted St. Hansdag. Efter at Kongen ſiden, uviſt i hvad Øjemed, havde aflagt et Beſøg paa Levanger, drog han til Nidaros, hvor han ankom lidt før Petersmesſe (29de Juni) og lod derpaa holde Ørething, den 2den Juli, Aarsdagen efter Hyldingen i Bergen, hvor han da, ſom det heder, lod lyſe ſine Sønners nye Titler, det vil da ſige, at han lod Erik hylde ſom Konge af Thrøndernes Deputerede, og for øvrigt bekjendtgjorde Beſtemmelſen med Henſyn til Haakon. Den 3die Auguſt forlod Kongen atter Nidaros og vendte tilbage til Bergen[10]. Til Eidſivathinget kom han ikke den Sommer. Det vigtigte var ogſaa ſkeet, naar Lovbogen allerede var vedtagen paa Gulathing og Froſtathing, og fra denne Vedtagelſe paa Froſtathing, 24de Juni 1274, ſynes man ſenere at have dateret Lovens Promulgation. Det varede endnu en Tid, førend de norſke Prælater kom tilbage fra Lyon. De lagde Tilbagevejen over Paris, hvor den franſke Konge, Philip den 3die, ſom gjerne vilde viſe Kong Magnus en Opmerkſomhed, benyttede Lejligheden til at ſende med Erkebiſkoppen, ſom en Gave til Norges Konge, et Stykke af Chriſti Tornekrone, ſom hans Fader, Kong Ludvig den hellige, for en ſtor Sum Penge havde kjøbt af Kejſer Baldvin i Conſtantinopel, og til hvis Modtagelſe Kong Ludvig havde ladet opføre en ſæregen Pragtbygning, det ſaakaldte hellige Capel. Det lille Stykke, ſom foræredes Kong Magnus, lod Kong Philip i ſin egen Nærværelſe afſkjære ved en Gejſtlig, og derpaa indſlutte i et klart Stykke Kryſtal, ſom en Engel af Sølv holdt med begge Hænder. Stykket kan ſaaledes kun have været meget lidet, men det betragtedes lige fuldt ſom en koſtelig Gave. Med denne drog da Erkebiſkoppen videre, og tog ſiden Søvejen, uviſt fra hvilken Havn, for at ſejle lige til Bergen, hvor han nu, da det allerede var ledet langt ud paa Høſten, kunde vente at treffe Kongen. Han var uheldig nok til at faa et forfærdeligt Uvejr og lide Skibbrud efter at han allerede var kommen ganſke i Nærheden af Bergen, ved Eidsvaag, Søndagen efter Allehelgensdag (4de November), men for Reſten ſynes hverken han eller hans Følge at være kommen til Skade, ligeſom ogſaa Reliqvien frelſtes, og førſt blev nedlagt i Chriſtkirken, indtil det Uvejr ophørte, ſom havde foranlediget Skibbrudet, og ſom nu hindrede Kongen fra at modtage den og bringe den hen til ſit eget Capell, Apoſtelkirken, med de ſædvanlige Højtideligheder. Men Fredagen efter (9de November) blev der ſmukt Vejr, og Kong Magnus lod den da ved en højtidelig Procesſion afhente. Ved denne Lejlighed ſang Erkebiſkoppen ſelv Mesſen, og det blev beſtemt, at Dagen (9de November) herefter ſkulde helligholdes ſom en for Norge ſæregen Feſtdag[11]. Og ligeſom den franſke Konge havde ladet opbygge et eget Capell for Tornekronen, ſaaledes lod Kong Magnus nu paabegynde en nu Apoſtelkirke, hvori Reliqvien ſkulde opbevares, og ſom ſkulde blive en virkelig Pragtkirke, ikke hvad Størrelſen, men hvad Udførelſen og Prydelſerne angik. Pladſen for denne nyeſte Apoſtelkirke valgte Kongen i ſin Urtehave (Grasgard), og ſaa vidt man af de faa Antydninger om dens Udſeende, der ere os levnede, kan ſlutte, ſynes man endog at havde lagt an paa en vis Liighed mellem den og det „hellige Capell“ i Paris. Kong Magnus oplevede dog ikke at ſee det færdigt, thi det blev førſt indviet i 1302, og førſt da blev ogſaa den forrige Apoſtelkirke nedreven[12].

Efterretningen om at Paven kun betingelſesviis havde bekræftet Overeenskomſten, var Kongen viſtnok heel ukjærkommen, for ſaa vidt ſom dette kunde lede til nye Udſættelſer i hvad der laa ham ſaa ſærdeles paa Hjerte, at faa Lovarbejdet ganſke afſluttet og en fuldſtændig Chriſtenret antagen. Den førſte og den ſidſte af de Artikler, Paven havde opſtillet, vare af den Natur, at Kongen umuligt kunde antage dem, thi de indeholdt, iſær den førſte, en Anerkjendelſe af de Punkter, ſom Magnus den hele Tid havde erklæret uhjemlede, nemlig Kongedømmets Underkaſtelſe og Valgretten. Han antog dem heller ikke, og dermed var Overeenskomſten hævet, idet mindſte med Henſyn til de Artikler, ſom ikke allerede havde været lovtagne paa Gulathing og Froſtathing, og dette var blandt alle Artikler i Overeenskomſten kun den, der foreſkriver Kongevalg, naar den kongelige Linje er uddøet. Hvad Erkebiſkoppen angaar, da havde han vel neppe forudſeet, at Kongen her vilde gjør Vanſkeligheder, og for ſaa vidt han ſelv havde givet Anledning til at Paven fordrede hine Clauſuler tilføjede, maa han nu bittert have angret det. Der findes nemlig tydelige Tegn til, at de kongelige Raadgivere helſt ſaa, at det hele Forlig gik overſtyr, og at alt blev ved det Gamle. Det kunde ſaaledes ſpøge for, at aldeles ingen endelig Overeenskomſt blev ſluttet, i det mindſte ikke førend ogſaa de havde ſikret ſig ſtørre Rettigheder baade paa Kronens og Kirkens Bekoſtning, og at ſaaledes netop den ſkadelige Strid vilde opſtaa, ſom det i Indledningen til Overeenskomſten af 1273 heed at man havde villet undgaa. De verdslige Herrers Maade at opfatte Sagen paa fremlyſer af deres Ferd kort Tid efter, da Kongen var død. Sagernes Stilling i det hele taget ſkjønnes ogſaa tydeligt af de Forhandlinger, der fandt Sted paa Island i Aarene 1275 og 1276, da det var blevet bekjendt, at Overeenskomſten for det førſte var gaaet tilbage. Biſkop Arne havde, ſom ovenfor nævnt, faaet ſin efter Erkebiſkop Jons Ankomſt formede Chriſtendomsbaalk for Island udarbejdet: og drev det vel ogſaa dertil, at den foreløbigt blev antagen paa Thinget, men kun med det Forbehold, at den kun midlertidigt ſkulde gjelde, indtil Kongen og Erkebiſkoppen forordnede en ny; derhos blev der under Haanden klaget for Kongen over de egenmægtige Skridt, ſom Biſkopperne foretoge ſig, ej alene med Henſyn til Udførelſen af de Beſlutninger, der vare vedtagne paa Conciliet i Lyon, men ogſaa ved at opføre i Chriſtenretten Beſtemmelſer, der paalagde nye Skatter eller Ydelſer til Kirken. Uagtet Kongen, ſom vi vide, var meget kirkeligt ſindet, og navnligt yndede Biſkop Arne, ligeſom han ogſaa med Varme omfattede Korstogs-Sagen, ſaa ſkrev han dog tilbage til Island, at man ej ſkulde underſtaa ſig at antage nogen anden Lov, det være ſig Chriſtenret eller verdslig Lov, end den, han ſelv foreſkrev, indtil han blev enig med Erkebiſkoppen og Gejſtligheden om hvad der ſkulde gjelde; han truede enhver den med ſit Uvenſkab, der handlede herimod, tilføjende at det var hans og Erkebiſkoppens, men ingen anden Mands, Sag at forordne Chriſtenret eller nogen anden Lov i hans Land[13]. Heraf kunne vi ſlutte, at Erkebiſkoppen havde haft til Henſigt, ſamtidigt at faa vedtaget i Norge den Chriſtenret, han havde udarbejdet, og af hvilken Biſkop Arnes islandſke Chriſtenret kun var en Afſpejling, men at han nu ikke engang vovede at bringe noget Forſlag derom paa Bane. Dette havde dog det Gode ved ſig, at Erkebiſkoppen maatte indſee, at han ikke fremmede ſin eller Kirkens Sag ved Underfundighed eller alt for nærgaaende Iver, men at han udrettede langt mere ved Aabenhed og Maadehold; og at det var højſt uklogt af ham at ſætte ſig i et ſpendt Forhold til Kongen, da de verdslige Høvdinger nok vade vide at kaſte ſig imellem dem og udvide Bruddet til egen Fordeel, men baade til Kirkens og Kronens Skade. Derfor ſee vi nu ogſaa tydeligt, at Erkebiſkoppen nedſtemte den høje Tone, hvori han tidligere talte, og navnligt undlod at henſkyde Tviſtepunkterne til Paven.

Imidlertid ſynes Kongen, der engang ſaa at ſige havde givet ſit Ultimatum, og ikke kunde gaa videre i ſine Indrømmelſer, for det førſte at have ladet de kirkelige Anliggender hvile, men derimod at have arbejdet paa Fuldſtændiggjørelſen af den verdslige Lovgivning, deels ved at faa Landsloven, hvorvel endnu i dens ufuldendte Tilſtand, vedtagen paa Eidſivathing og Borgarthing, deels ved at bringe en Tillempning af Landsloven i Stand for Kjøbſtæderne, hvis ſæregne Forhold naturligviis deels i mangt og meget gjorde ſæregne Beſtemmelſer nødvendige, deels gjorde mange af Beſtemmelſerne i Landsloven aldeles overflødige. Allerede længe havde han, ſom ogſaa ovenfor omtalt, følt Nødvendigheden af ſæregne Lovbeſtemmelſer og Vedtægter for Kjøbſtæderne og Markedspladſene, og derved var den ſaakaldte Bjarkø-Ret, eller maaſkee rigtigere Bjarkøretterne, opſtaaede, en Samling af Beſtemmelſer for Byer og Markedspladſe, der dog kun ſluttede ſig til Hovedlovgivningen for Landet, ſom et Supplement til denne, og uden vel nogenſinde at have været betragtet ſom en egen Lov, eller at have været vedtagen paa den højtidelige Maade ſom Hovedlovene. Vi have nu kun Brudſtykker tilbage af den Bjarkø-Ret, der gjaldt for Froſtathings-Lagen, altſaa nærmeſt for Byen Nidaros, og ſom derfor kun er et Supplement til den gamle Froſtathingslov; hvis vi havde den Bjarkø-Ret, der gjaldt for Gulathingslagen, eller for Bergen og Stavanger, da vilde den ganſke ſikkert viſe ſig at være et Supplement til den ældre Gulathingslov[14]. Men alligevel tør det nok være muligt, ja endog ſandſynligt, at alle de Beſtemmelſer paa begge Steder, der udelukkende vedkom Lovforholdene, vare de ſamme, og at man ſaaledes maaſkee endog kan have haſt en ſæregen Samling af Vedtægter med Henſyn til Kjøbſtads- og Handelsforhold, kaldet ſlet hen Bjarkøretten, ſom det overlodes enhver By-Corporation ſaa godt det lod ſig gjøre at tillempe paa Hoved-Lovgivningen. Oprindelig ere vel disſe Vedtægter endog opkomne førend egentlige Byer endnu havde dannet ſig i Norge, paa Markeds- og Handels-Pladſe, eller „Kaupanger og Birker“, „Sildevær“, „Fiſke-Nes“ (hvor det udtrykkeligt foreſkreves at Bjarkøretten var gjeldende)[15]. Og til disſe almindelige Beſtemmelſer, der ej vare ſæregne for noget enkelt Lagthing, hørte vel iſær den ſaakaldte Farmannalov, Farmands- eller de ſøfarende Handelsmænds Lov, Beſtemmelſer om Skibsſtyrernes og de ſaakaldte Haaſeters ( Beſætningens) gjenſidige Pligter og Rettigheder. Af de Levninger, vi have tilbage af den ældre Farmannalov, lader det til at disſe Pligter og Rettigheder, ſaavel ſom den Fremgangsmaade, man havde at iagttage ved at tage ſig Fragt m. m., have været meget udførligt og nøjagtigt optegnede, men at meget heraf nu var forældet, iſær formedelſt den alt for ſtore Masſe af Formaliteter, der foreſkreves[16]. Overhoved, man trængte ikke mindre til en Reviſion af Byloven, end af Landsloven, og det fandtes ogſaa nødvendigt her at bringe den ſamme Eenhed til Veje, ſom tilſigtedes for Landet. Opfordringer til Kongen om at forbedre Lovgivningen vare heller ikke mindre udgaaede fra Byboerne end fra Landbefolkningen. Det ligger for øvrigt i Sagens Natur, at man førſt maatte være færdig med Hovedlovgivningen for Landet, førend man kunde tage fat paa at lempe Bylovgivningen derefter, og ſaaledes bar vel neppe Arbejdet med denne taget ſin Begyndelſe, førend efter 1274, da Landsloven var bleven vedtagen paa Froſtathing. Fremgangsmaaden, man fulgte ved dette Arbejde, ſynes at have været den, at man førſt foretog ſig at indrette en fuldſtændig Lovbog for Bergens By, og at man ſiden efter deri gjorde de nødvendige locale Forandringer for de andre Byer. Thi af alle de Haandſkrifter af Byloven, ſom vi have tilbage, ere ej alene de fleſte indrettede for Bergen, men de bergenſke Lovbøger ere ogſaa fuldſtændigere end de for de andre Byer, og der gives desuden enkelte, hvis Text er beſtemt til at gjelde ſom almindelig Bylov, altſaa hvor alt ſæregent ſkulde være borte, men hvor der dog findes et og andet, ſom nærmeſt pasſer for Bergen, hvoraf man altſaa ſeer, at Uddraget har været gjort fra et Bergens-Exemplar. Dette Forhold ſinder ogſaa ſin fuldkomne Forklaring i den Omſtændighed, at Bergen var Kongens egentlige Reſidents, og at det ſaaledes laa ham nærmeſt at indrette det førſte Lovudkaſt for Bergen; ikke at tale om, at Bergen nu var Norges vigtigſte By, hvor de charakteriſtiſke Kjøbſtadsforhold vare komne til ſtørſt Udvikling, ſaa at man, ved nærmeſt at have dem for Øje, var ſikreſt paa at opnaa den ſtørſt mulige Fuldſtændighed. Det er ogſaa at merke, at alle de Haandſkrifter af Byloven, ſom vi have tilbage, kun udtrykkeligt nævne Bergen, Nidaros, Oslo og Tunsberg. Disſe vare nemlig de eneſte egentlige Byer, der betragtedes ſom ſæregne Communer, afſondrede fra Landet, vil ſom havde ſin egen Jurisdiction. De øvrige, ſom Stavanger, Kongehelle, Marſtrand, Skidan, anſaaes kun ſom Handelspladſe, hvor viſtnok Byretten i alt væſentligt gjaldt, men ſom dog med Henſyn til Jurisdictionen endnu kun betragtedes ſom hørende til Landet; de ſtode under Sysſelmanden, medens hine Byer havde hver ſin egen Gjaldkere eller Byfoged, tildeels ogſaa egen Lagmand, ligeſom de og havde Raadmænd. Det er at formode, at de Haandſkrifter af Bylovene, der lægge an paa en vis Almindelighed, netop ere beſtemte for disſe endnu under Landjurisdictionen ſtaaende Byer, og derfor nævnes vel ogſaa, endog i Bergens Bylov, Sysſelmanden ved Siden af Gjaldkeren ſom den, der udfører de paa Landet til Sysſelmandens Embede hørende Functioner.

I den nye Bylov beſtemtes for Byerne et aarligt Lagthing, ligeſom for Landet, hvor de ſamme Slags Sager ſkulde afgjøres, og paa ſamme Maade. Sandſynligviis holdtes ikke ſaadanne Thing tidligere, men man nøjede ſig med at holde ſæregne Møder (mat) ſom Gjaldkeren kunde ſammenkalde, og for øvrigt gik vel de ſtørre eller vanſkeligere Sager til det almindelige Lagthing for Landet. I de os levnede Brudſtykker af den ældre Bjarkøret for Throndhjem finde vi nemlig ikke By-Lagthinget nævnt; men derimod udtrykkeligt hentydet til det almindelige Lagthing[17]. By-Lagthinget ſkulde i Bergen og Nidaros, vel ogſaa i Oslo, aabnes den førſte Søndag efter Helligtrekongersdag, altſaa mellem 7de og 13de Januar, ſtrax efter Julens Udgang, for Tunsberg en Uge ſenere, eller Søndag efter Brettivemesſe[18]. Dette Lagthing ſkulde i Bergen afholdes i Marie Gildeſkaale, i Nidaros i Korsgildeſkaale, i Tunsberg i Olafs Gildeſkaale; for Oslo er Stedet ej beſtemt, ſandſynligviis Ivar det dog ogſaa her i en Gildeſkaale. Gjaldkeren eller Sysſelmanden ſkulde paa et foregaaende Mode St. Thomas-Dag (21de Decbr.) lyſe Julefreden og udnævne 12 Thingmænd fra hver Fjerding i Byen. „Raadmændene“ ſkulde være ſelvnævnte til Thinget; vi erfare ſaaledes heraf, at Byerne paa denne Tid havde faaet egne Raadmænd, ſom ovenfor nævnt. Lagretten ſkulde beſtaa af de 12 Raadmænd og tre Nevndarmænd fra hver Fjerding, altſaa tilſammen 24 Perſoner, medens Lagretten paa Landsthinget fremdeles beſtod af tre Tylfter. Syv Dage efter Lagthingets Slutning ſkulde Gjaldkeren eller Sysſelmanden holde Møde og bekjendtgjøre hvad der var forhandlet paa Thinget. For øvrigt ſtemmer den ſaakaldte Thingfarebaalk ganſke med Landslovens. Chriſtendomsbaalken, ſom den kaldes, er ogſaa den ſamme ufuldſtændige Baalk af dette Navn, der, indtil Kongen og Erkebiſkoppen kunde enes om nogen ny almindelig Chriſtenret, indtog dennes Plads i Lovbogen, men kun indeholdt Troesartiklerne tilligemed Beſtemmelſerne om Kongearven og Hyldingseden. Derimod ſees det, at man for Kjøbſtædernes Vedkommende har kunnet indføre ſaadanne nøjagtige Beſtemmelſer med Henſyn til den nye Beregningsmaade af Ledings-Ydelſen, ſom man endnu havde maattet ſpringe over i Landsloven, tydeligt nok fordi der her ej var Tale om Beſkatning af Jordegods, hvorved Beregningen var vanſkeligere og flere Interesſer krydſedes. Her beſtemtes ligefrem, at der ved halv Almenning, altſaa i ſædvanlig Leding, ſkulde erlægges fem Peninger af hver Mark, hvad enten denne oppebares i Gaardleje eller ved Salg af Varer; ſamme Beſkatning ſkulde ogſaa de udenlandſke Handelsmænd, der overvintrede i Byen, være underkaſtede[19]. Dog erklæredes det tillige, at Kongen af de indkomne Penge ikke ſkulde oppebære mere end 40 Mkr.; det øvrige ſkulde være Bymændenes egen Ejendom, og ſaaledes danne Commune-Kasſen. Ved Siden heraf bibeholdtes den ſaakaldte „Bøargjald“ eller Byſkat, en perſonlig Skat af 1 Ertog vejet, ſom alle Smaahandlere ſkulde betale inden hver 15de Juni, maaſkee ſom en Kjendelſe til Kongen fordi de fik Tilladelſe til at drive denne Næring[20]. Mannhelgen var paa det nærmeſte, og Arvebaalken ganſke ſom i Landsloven; derimod faldt det af ſig ſelv, at Landabrigde, eller Odelsløsnings-Baalken, ſaavel ſom Landslejebaalken, ganſke udelodes, hvorimod der i Stedet for disſe traadte en ſaakaldet „Bøarſkipan“ eller By-Ordning. Her beſtemtes alt, hvad der hørte til Byens ordentlige Bebyggelſe, Sikkerhed mod Ildsvaade, Vagthold og Politi m. m., og ſaa vidt man af de enkelte Artikler kan dømme, maa der have herſket meget god Orden. Ingen fik herefter Lov til at opføre nye Huſe uden ſaaledes ſom Lagmanden, Gjaldkeren og Raadmændene fandt det pasſende med Henſyn til Gaarde, Briter og Brygger; der ſattes ſtrenge Straffe for Uforſigtighed med Ild, og det forordnedes at Badſtuer, Bagerovne og Smedjer ſkulde være udenfor Byen[21]. Dog nøjedes man endnu med meget ſmale Gader. Hver Gade beſtemtes kun til en Brede af 12 Alen, Almenningerne til 8, og Briterne til tre. For Bergen gjentoges og bekræftedes en Beſtemmelſe, der allerede havde været faſtſat i Kong Haakons Tid, om Stedet, paa hvilket de forſkjellige Haandverkere og Smaahandlere ſkulde have deres Udſalgsboder. Man ſeer deraf, at Byen var vel forſynet med alle Slags Haandverkere, og at der maa have været drevet en livlig Detailhandel, thi den hele Hovedgade, eller Øvregade, lige fra Vaagsbotnen til Sandbru ſees paa begge Sider at have været beſat med Udſalgsboder[22]. De fleſte af disſe Haandverkere eller Smaahandlere vare vel ellers Udlændinger, meſt Tydſkere[23]. Hvorledes det forholdt ſig i de andre Byer, vides ikke ret, da ingen tilſvarende Artikel til denne findes i de andre Bylove, og det heder kun i Almindelighed, at intet Udſalg i Smaat maa finde Sted uden i Boder ved Gaderne, forat Enhver ſkal kunne ſee ſig for, hvad han kjøber. Der gives ſtrenge Forbud mod Udſalg fra Skibe, der komme til Byen, da alle Varer førſt ſkulde bringes i Huus, og enten udſælges der eller paa Torvet i ſtørre Partier, eller fra Boder i mindre. Undtagelſe herfra gjøres kun med, hvad der kjøbes til Kongens Gaard. For øvrigt ſtaa alle disſe Beſtemmelſer, ſaavel ſom flere andre, i nøjeſte Forbindelſe med det Indpas, ſom de tydſke Handelsmænd nu mere og mere begyndte at faa i de norſke Kjøbſtæder, iſær Bergen, hvorom der i det følgende vil blive udførligt handlet. Kjøbebaalken er, paa faa ſæregne Capitler nær, eenslydende med Landslovens, og Tvvebaalken ganſke. Dernæſt følger den merkelige Farmannalov, der viſtnok, ſom man maa formode, indeholder mange Artikler uforandrede fra den ældre, men alligevel, efter de Brudſtykker, man har tilbage fra hiin, at dømme, maa være betydeligt forbedret og ſimplificeret. Bergens Bylov blev lovtagen den 22de Januar 1276[24], ſandſynligviis paa et overordentligt, til den Ende ſammenkaldt Lagthing, og ſaaledes vel ogſaa det førſte, der holdtes i Bergens By. Naar de øvrige bleve lovtagne, vides ikke. Thi ſaa godt ſom alle de Afſkrifter man har af Byloven, paa en eneſte for Bergen nær, have kun de Artikler fuldt udførte, der ikke findes i Landsloven, eller i Byloven ere forſkjellige fra Landslovens, ved de øvrige er der kun henviiſt til denne, og Slutningsartiklen, om Vedtagelſen, mangler.

Om Sommeren 1276 gjorde Kong Magnus, ſom det ſiden nærmere ſkal berettes, et Tog til Rigsgrændſen ved Gøta-Elven for at megle Forlig mellem den ſvenſke Konge Valdemar Byrgesſøn og hans Broder, Hertug Magnus. Han opholdt ſig der fra Slutningen af Juni Maaned til de ſidſte Dage af Juli, hvorpaa han begav ſig førſt til Tunsberg[25], ſiden til Oslo, og herfra, efter Midten af Auguſt over Ringerike, Hadeland og Thoten til Hedemarken, ſamt endelig til Eidsvold, hvor han, ſom det heder, holdt Lagthing. Det vil da ſige, at han indtraf til Lagthinget, ſom endnu holdtes der paa den gamle Tid. Hans Henſigt med Beſøget paa Thinget var at lade den nye Eidſivathingslov vedtage, hvilket ogſaa ſkede den 2den September[26], hvorefter Kongen gjennem Raumarike drog til Oslo, og derfra til Tunsberg, hvor han indtraf den 8de September. Strengt taget bar det vel mindre nødvendigt at lade Loven vedtage paa Borgarthing, ſiden dette endnu, indtil den nye Lov var fuldſtændigt vedtagen, maatte anſees underordnet Eidſivathing; men da det dog ved den ſamme Lov ſkiltes derfra, maatte vel en ſæregen Lovtagelſe ogſaa her anſees ønſkelig. Da Kongen desuden ſkulde overvære Cantſleren, Thore Haakonsſøns, Bryllup med Ingebjørg, Erling Alfsſøns Datter, begav han ſig Michelsmesſe-Aften over Fjorden til Sarpsborg, hvor han holdt Lagthing, og hvor Lovbogen ligeledes maa være bleven vedtagen, om end dette ingenſteds ſiges udtrykkeligt[27]. Nu ſtod det kun tilbage at lade den vedtage paa Haalogaland, paa Steigarthing. Dette maa Kongen have ladet gjøre ved en Fuldmægtig, maaſkee Bjarne af Bjarkø, da han ſelv ingenſinde kom derhen. Men man veed ikke, naar det ſkede.

  1. Arne B. Saga, Cap. 14.
  2. Den manſke Krønike ved 1274.
  3. Isl. Annaler, ved 1274. Arne Biſk. S. Cap. 10. Denne Sighvat ſkal have været Arnes ſpecielle Ven.
  4. Nylig har den Mening været antydet (Jon Sigurdsſøn, om Islands retl. Forhold S. 17), at Jons Chriſtenret muligviis kunde bære udarbejdet efter Arnes, men man behøver kun at ſammenligne hiin med de tidligere norſke Chriſtenretter, ſaavel ſom Kong Magnus’s Udkaſt, for at erkjende, at den paa det nøjeſte ſlutter ſig til disſe, og at dens Hovedmasſe ſaaledes tilhører Norge, ikke Island. Jons Chriſtenret omtaler heller ikke med et eneſte Ord den i 1274 (ſe nedenfor) reglementerede Tornekrone-Feſtdag, ſkjønt den endog omtaler den ſaakaldte Fingerguldsmesſe, der højtideligholdtes i Nidaros alene, fordi „Chriſti Blod“ paa den Dag bragtes did (ſ. o. III. S. 37). Men en anden Sag er, at Biſkop Arne maaſkee kan have været tagen paa Raad med ved Affattelſen af enkelte Artikler, iſær de nye, der ikke have nogen Kilde i de ældre Chriſtenretter.
  5. Harduins Concilieſamling, VIII. 688. Raynaldus, 1274, No. 3. Se ogſaa Annalerne, ved 1274.
  6. Aftrykt efter Afſkrift af Originalregeſten, ſaavel i Norges gl. Love II. S. 455, ſom i Dipl. Norv. I. No. 68.
  7. Landsloven, Thingf. Cap. 7. Det er ikke uſandſynligt, at denne fornuftige Indretning oprindelig er en Efterligning af de gamle islandſke Leidething, der holdtes i lignende Øjemed efter Althinget, og at Beſtemmelſen herom førſt er optaget i Jarnſida, ſamt efter denne indført i den norſke Landslov. I Jarnſ. Cap. 5 og Jonsbok I. 7 kaldes ogſaa udtrykkeligt disſe Thing Leidething.
  8. Hele dette Punkt er meget dunkelt. Det er muligt, at disſe Ord ſkulle tages i en anden og mere indſkrænket Mening, end ovenfor, og at de maaſkee kun ſigte til de Bøder, der foreſkrives i de ſaakaldte einkamál, der vedtoges paa Rigsmødet i 1271. Thi ſammenligner man Bøderne, ſaaledes ſom de foreſkrives i den førſte, og, ſom vi have ſeet, oprindelige Redaction af Artiklerne, der er indtagen i Jarnſida, med de for de ſamme Forſeelſer foreſkrevne Bøder i Landsloven, vil man finde en betydelig Nedſættelſe, ſnart til det Halve, ſnart til Trediedelen, ſnart til Fjerdedelen. Saaledes f. Ex. i Forbudet mod at bære Ruſtninger (Jarnſ. 44, Ldsl. IV. 14); uagtet Ordene ellers ſtemme paa begge Steder, foreſkriver Jarnſ. en Bod af 6 Ører, Ldsl. en Bod af 2; for at drage Kniv mod en Mand ſaſtſætter Jarnſ. 12 Ører, Ldsl. 3 (altſaa en Fjerdedeel). Betragter man nu det tilſvarende Sted i den nyere Bylov, hvor ogſaa K. Magnus’s ſaakaldte Retterbøder findes anførte, da ſtaar der ikke noget om nogen yderligere Nedſættelſe, men kun at „hvor for Sagøret ſlet ikke faldt i Bymændenes Lov, ſkulde det nu falde til det Halve og ſommeſteds mere“. Dette pasſer unegteligt godt paa ſaadanne Nedſættelſer ſom de oven anførte, og det er ikke uſandſynligt, at ogſaa Landslovens Ord nærmeſt have Henſyn dertil. Thi det er viſt nok, at hvor f. Ex. den ældre Lovgivning fordrede 40 Merkers Bod, fordrer den nyere Landslov Trediedelen (8 Ertoger og 13 Mkr.), ikke Fjerdedelen (10 Mkr.). Endnu kunde dog rigtignok ogſaa den Mulighed være for Haanden, at Pengevæſenets Tilſtand og Myntens Gehalt her er kommet i Betragtning; at 13 Mkr. 8 Ertoger i de daværende Penge beregnedes at ſvare til 10 Mkr. gl. Cours.
  9. Denne Fritagelſe ſtaar, merkeligt nok, ikke i Byloven, ſkjønt man ſnareſt ſkulde vente at finde den der.
  10. Beretningen herom findes, beſynderligt nok, kun i tre temmelig unge Papirsafſkrifter af islandſke Annaler, hvorved det ogſaa er at merke, at de henføre dette Kongens Beſøg paa Froſtathing og Lysningen paa Ørething til 1275. Dette er dog aabenbart urigtigt, og Angivelſen maa ſikkert henføres til 1274. For det førſte ere de islandſke Annaler, paa de ſaakaldte Annales regii og vetustissimi (Hauk Erlendsſøns) nær, ſlet ikke ſaa ganſke paalidelige i Aarstals-Angivelſerne, ej engang Flatø-Annalerne, end ſige de yngre Papirs-Haandſkrifter; man behøver kun at kaſte et Blik paa den Arna-Magnæanſke Udgave af Annalerne, for at overbeviſe ſig om, hvorledes de mindre gode Haandſkrifter ofte angive eet, to eller tre Aar fejlagtigt. Et Par af hine tre Afſkrifter fortælle endog allerede ved 1274, hvad de dog ſelv gjentage ved 1275 umiddelbart førend der berettes om Kong Magnus’s Rejſe til Froſtathing m. m., at der i det Aar dræbtes en Mængde Hvidbjørne paa Island. Kan den ene Angivelſe være indſat paa et urigtigt Sted, da kan dette lige ſaa gjerne være Tilfældet med den anden. For det andet herſker der øjenſynligt en ikke liden Forvirring i det hele taget ved Annalernes Angivelſer af de Begivenheder, der ſkulde have fundet Sted i 1274 og 1275. Arne Biſkops Saga Cap. 14 omtaler flere af de Begivenheder, der i Annalerne henføres til 1275, ſom forefaldne i 1274, eller rettere, antyder ikke Grændſen mellem begge Aar. Nu ſiges det udtrykkeligt i alle Codices af Landsloven for ethvert Lagthing, at Kongen perſonligt begav ſig derhen og gav Thingmændene Bogen, og Aaret angives af de fleſte til 1274: kun tre have 1273, og en 1277; viſtnok er der ſiden, hvor ogſaa Kongens Regjeringsaar angives, ligeſaa mange, der angive hans 9de Aar (1272), ſom hans 11te Aar (1274), men da de fleſte af dem dog have Aarstallet 1274, maa man anſee 1274 for det rette, det mindſte for Froſtathingets Vedkommende, og Angivelſen „det 9de“ kun hidrørende fra en Forvexling af XI og IX. Vi ville nedenfor ſee, hvorledes Angivelſen af en enkelt Eidſivathings-Codex, at Bogen blev lovtagen paa Eidſivathing i Kongens 13de Aar (1276, hvortil dog urigtigt Aarstallet 1277 føjes) maa være rigtig. Derimod findes ikke en eneſte Edder, der nævner Aaret 1275. Altſaa maa Kongen i 1274 have været paa Froſtathing for at lade Loven bekjendtgjøre, og da det vilde have været højſt urimeligt, at han ej ſkulde have benyttet Lejligheden til ſnareſt muligt at lade Eriks Hylding fornye paa Ørething — han ſelv var ogſaa bleven hyldet der Aaret efter at han havde faaet Kongenavn i Ekerøerne — men ladet et heelt Aar gaa hen, inden denne vigtige Akt fandt Sted, er det aabenbart, at Annalhaandſkriftets Notits, baade om Kongens Nærværelſe paa Froſtathing og om Lysningen af hans Sønners Titler paa Ørething, tilhører 1274, ikke 1275. — For Reſten er der ikke ringe Vanſkelighed for Haanden med Angivelſen af den Dag, da Landsloven for Gulathing blev lovtagen. De fleſte Codices angive St. Hansdag, en enkelt Gulathingscodex har Botolfsdag, hvilket maa være urigtigt, da Botolfsdagen endnu ikke var Thingdag i Gulathing. Den ſamme Eidſiva-Codex, hvorom ovenfor er talt, har „6 Nætter før Mariemesſe ſenere“ (2den Sept.), hvilket nedenfor vil ſees at være rigtigt, lige ſaavel ſom Regjeringsaars-Angivelſen; men en enkelt Borgarthingscodex har „Petersvaka“, hvilket, ſom det ligeledes vil ſees, er urigtigt for Borgarthingets Vedkommende, og ſom ſaaledes rimeligviis hidrører derfra, at den ældre Codex, efter hvilken dette Haandſkrift er ſkrevet, tilhørte et andet Lagthing, ſamt at Afſkriveren nok har erindret at ombytte „Gula“, „Froſta“ eller „Eidſiva“ Thing i ſin Original med „Borgarthing“, men derimod enten glemt, eller ikke forſtaaet at ſætte det for Borgarthinget gjeldende Datum i Stedet for „Petersvaka“. Lignende Skjødesløshedsfejl findes ofte: navnlig findes, netop her paa dette Sted, St. Hansdag (Jonsmesſe) ogſaa anført for Eidſivathinget, ſkjønt det er ſikkert, at hiin anden Dag (2den Sept.) er den rette. Aarſagen er nemlig, at Afſkriften er tagen efter en anden Codex, end den for Eidſivathinget oprindeligt forfattede, og kun Thingets Navn, ej Dagangivelſen, forandret. Heraf ledes man da igjen til at ſlutte, at hiin oven nævnte Dag, St. Hansdag, kun kan være rigtig for den ene af de tvende øvrige Klasſer af Lovbøger, Froſtathingets eller Gulathingets, og at den alene ved Afſkriverens Tankeløshed er optagen i den anden. Spørgsmaalet, for hvilken Klasſe Angivelſen er rigtig, ſynes let at beſvare: det er nemlig Froſtathing, hvor vi netop ſee, at Kongen var tilſtede omkring St. Hansdags-Tider, og hvor desuden Thing juſt da holdtes, ſiden Thingets Aabningstid allerede i 1269 var faſtſat til Botolfsdag. Men Kongen kunde ikke ſamtidigt være paa Gulathing og Froſtathing St. Hansdag i eet og ſamme Aar; hertil kom, at der ej ſynes at være fattet nogen foreløbig Beſtemmelſe for Gulathing om at Thingtiden ſkulde flyttes fra Petersmesſe til Botolfsmesſe, førend dette blev vedtaget med ſelve Loven, ligeſom det ſenere ſkede paa Eidſivathing (ſe nedenfor). Altſaa maa man da antage, at hiint „Petersmesſe“, der findes i en enkelt Borgarthingsbog, hidrører fra en oprindelig Gulathingsbog, og er den rette Dag for Landslovens Vedtagelſe paa Gulathing. Men Petersmesſe 1274 var Kongen i Throndhjem. Petersmesſe 1276 var Kongen, ſom det vil ſees, i Viken. Om Petersmesſe 1275 kan der vanſkeligt blive Tale, da dette Aar ingenſteds findes angivet i Lovbøgerne. Man har derfor kun Petersmesſe 1273 tilbage, da Kongen, ſom vi have ſeet, var paa Gulathing, hvilket Aar vi og i tre Codices, en Gulathings-, en Eidſivathings- og en Borgarthings-Bog, virkelig ſinde angivet. Men da kan den Lovbog, ſom her vedtoges, neppe have .været ſaa fuldſtændigt redigeret, ſom den, der i 1274 fremlagdes og vedtoges paa Froſtathing. Dette er vel derfor ogſaa Grunden, hvorfor Froſtathingsbogen er bleven anſeet for den principale, og næſten alle ſenere Gulathingsbøger ſkrevne efter den, endog med Bibeholdelſe af det for Froſtathinget anførte Vedtagelſesdatum.
  11. Isl. Annaler, ved 1274. Arne B. Saga, Cap. 14. En legendariſk Beretning om hvorledes den franſke Konge lod Stykket af Tornekronen afſkære, indſatte, og ſende til Kong Magnus, blev optagen i den norſke Liturgie, og findes ſaaledes ogſaa indført i i Breviarium Nidrosiense for 9de November, eller festum coronæ spineæ, ſom den kaldes i de norſke Kalendarier. Denne Beretning er ſiden aftrykt i Th. Torvesſøns hist. Norv. IV. S. 359, 360. Heri forekommer dog den chronologiſke Vanſkelighed, der ligefrem maa være en Fejl i Beretningen ſelv, at den Dag, da Kong Philip i Paris med ſine „forſtandige Mænd“ fattede denne Beſlutning, medens Erkebiſkoppen opholdt ſig i Paris paa Tilbagerejſen, angives at være St. Nicolai Dag (6te December) 1274. Men nu er det aabenbart, at det ikke kan være ſkeet paa denne Dag, thi Erkebiſkoppen var allerede da kommen hjem til Norge med Reliqvien. Suhm har ſøgt at bortforklare Fejlen paa den Maade, at Aaret ſkulde være 1273, og at Erkebiſkoppen paa Henrejſen til Lyon fik Reliqvien overleveret; men deels ſtaar der i ſelve Beretningen, at det var paa Tilbagerejſen, deels erfarer man af Biſkop Arnes Saga, at Erkebiſkoppen forlod Norge om Vaaren 1274, og ſaaledes ej kunde være i Paris 1273. Man kunde tænke ſig Muligheden af at Erkebiſkoppen var bleven i Paris Vinteren over, og ikke kom hjem førend Hoften 1275; men dette ſtrander igjen paa Brevet l Dipl. Norv. III. No. 12, hvoraf ſees, at han 17de Auguſt 1275 var hjemme i Nidaros. Hvis der ſaaledes ikke ſkulde være en „Dies Sancti Nicolai confessoris et pontificis“ i Auguſt eller September, hvorom de ſædvanlige Kalendarier tie, maa hiin Angivelſe være aldeles fejlagtig.
  12. Se Annalerne, ved de her nævnte Aar, jvfr. Nicolayſen: Archæol.-hiſt. Fortegnelſe over Norges Levninger af Kunſt og Haandverk S. 102, 103.
  13. Arne Biſkops Saga, Cap. 17.
  14. Norges gl. L. I S. 301-336. De her ſamlede Brudſtykker af Bjarkøretten viſe ſig ſtrax at være compilerede uden nogen planmæsſig Orden, ligeſom de og ſees kun at have været tilføjede Froſtathingsbøger ſom Supplementer til disſe.
  15. Bjarkøret 42.
  16. Sammenl. f. Ex. Brudſt. af den ældre Farmannalov (N. L. I 334) med den nyere.
  17. Se Bj. Ret Cap. 9, der ſlutter ſaaledes: „ſaadan Chriſtendom ſkulle vi have i Kaupangen ſom det er aftalt mellem alle Mænd paa Lagthinget“. Her er det klart, at det fælles Lagthing for hele Thingſoknen er meent.
  18. Brettivemesſe er 11te Januar. Det turde dog nok være muligt, at det ene Haandſkrift af Tunsbergs Bylov, hvor dette findes tilføjet, her anførte den Dag, paa hvilken Loven blev vedtagen, ſom Dagen, da Thinget herefter ſkulde aabnes.
  19. Bylov, IV. 6.
  20. Bylov, Utfarebaalk. Cap. 7, 8.
  21. Dette ſidſte var dog allerede i lang Tid Regelen, og Beſtemmelſen blev nu kun enten fornyet eller ſtrengere indſkjærpet. Af Reglerne for Vægternes natlige Patrouiller baade i Nidaros og Tunsbergs Bylove (Bøarſk. Cap. 3), ſeer man at „Smedeboderne“ laa afſondret fra de andre Huſe, hiſt ude paa Øren, her oppe under Bjerget.
  22. Bergens Bylov, Bøarſk. Cap. 8. Her beſtemmes at Skomagerne (sútarar) ikke maatte drive deres Haandtering længere ud i Byen end (fra Vaagsbotnen) ud til Hallvardskirke-Almenningen; fra denne til Auta-Almenningen paa begge Sider af Gaden ſkulde Bødkerne have ſine Boder; fra Auta-Almenningen til Martins Kirkegaard Skindere (Feldberedere); fra Martins Kirkegaard til Steinkirke- (St. Columbæ Kirke-)Gaard Guldſmede paa den øvre, Kammagere paa den nedre Side af Gaden; fra Steinkirkegaarden til Nicolaikirke-Almenning Madhøkere (matmangarar) paa begge Sider af Gaden, fra Nicolai Almenning til Breida-Almenning Klædehandlere i Detail, fra Breida-Almenning til Bua-Almenning Galanterihandlere (glysmangarar), Malere og Sadelmagere, fra Bua-Almenning til Peterskirkegaard Skræddere, fra Peterskirken til Mariekirkegaard Brynjemeſtere, Sverdſlibere, Plademeſtere paa den nedre, Snedkere (Kiſteſmede) paa den øvre Side af Gaden; fra Mariekirkegaards-Hjørne oventil ſkulde der være Skjoldmagere, udentil indtil Sandbru atter Madhøkere. Udenfor Maria-Almenning og indenfor Auta-Almenning ovenfor Korskirken kunde alle Slags Smaahandlere være.
  23. I det mindſte erfarer man dette nokſom om „Sutarerne“ i Vaagsbunden. Ordet „Sniddarar“ (Schneider) om Skrædderne antyder og Tydſkheden.
  24. Vincentiusmesſedag, ſom det i Slutningen heder. Da Thinget førſt indſtiftedes ved Loven, kan man ej antage, at denne Lovtagelſe har fundet Sted paa noget ordentligt Thing. Og om et ſaadant virkelig holdtes, og var aabnet ſtrax efter Helligtrekongersdag, maatte det dog være til Ende den 22de Januar.
  25. I Tunsberg creerede han den 29de Juli Magnus Magnusſøn til Jarl over Orknø, ſe nedenfor.
  26. Dette ſiges juſt ikke udtrykeligt i Annalerne, der berette om Kongens Rejſe, men derimod ſtaar der i den allerede ovenfor omtalte Eidſivathingsbog, at Loven vedtoges paa Eidſivathing 2den September i Magnus’s 13de Aar (altſaa 1276, Aarstallet 1277, ſom tilføjes, maa være urigtigt). Her ſigtes der, ſom allerede viiſt, aabenbart til det ſamme Kongens Beſøg paa Eidsvold, ſom Annalerne omtale; Tidsangivelſerne pasſe ogſaa ganſke. Derhos er det klart, at hvis Eidſivaloven allerede havde været vedtagen før, ſaa vilde med det ſamme ogſaa Lagthingstiden have været beſtemt til 17de Juni, og ſaaledes intet Lagthing kunne have været holdt den 2den September. Muligt er det jo viſtnok, at Kongen under ſit fortſatte Ophold paa Øſtlandet 1277 kunde have været paa Eidsvold ved denne Tid (man veed intet om hans Skridt mellem 9de Auguſt, da han ſluttede Forliget i Tunsberg, og 13de September, da han var i Bergen), men ſandſynligt er det ikke. Hans Erende paa Lagthingene i 1276, hvorom Annalerne tale, kan visſelig ikke have været andet end det at faa Loven vedtagen.
  27. Lovbøgerne ſelv tale viſtnok om en Lovtagelſe paa Borgarthing, men med Tilføjelſe af den ſædvanlige Jonsmesſe 1274, ſaa at man ſeer, at Stedet kun tankeløſt er afſkrevet efter en Froſtathingsbog, eller Froſtathingsbogs Afſkrift. Annalernes Udſagn bliver her afgjørende, og viſer derhos, paa hvad Tid Borgarthing tidligere plejede at holdes.